Politik fylder næsten alt i det offentlige rum. Det er politiske diskussioner, der præger mediebilledet, og diskussioner der ikke burde være politiske, gøres til politiske diskussioner, fordi 68-generationens kampråb ”alt er politik” har gået sin ubønhørlige sejrsgang lige siden. Når alt er blevet politik, vil den enkeltes ansvar og dermed frihed langsomt, men sikkert erodere. Den tysk-amerikanske politiske teoretiker Hannah Arendt skriver om totalitarismen, at den er en frugt af moderniteten, at det totalitære samfund kun eksisterer i det moderne velordnede, velstrukturerede og gennemregistrerede samfund.
Når alt er blevet politik er konsekvensen, at når en person anser et eller andet for et problem, gøres dette til en del af den politiske dagsorden. Politikerne vil gerne hjælpe personen, der har fremført et emne som et problem. Dermed bliver problemet et samfundsanliggende og i sidste ende genstand for regulering og statsliggørelse. Hermed reduceres ansvaret fra dem, der nu reguleres og dermed deres frihed. Derfor bør pejlemærket for politikerne altid være (som Otto Brøns-Petersen har formuleret det): ”spørgsmålet er aldrig om borgernes handling er nødvendig. Spørgsmålet er alene, om det er nødvendigt at forhindre en borgers handling. Hvis staten ikke har en god grund, bør alt være tilladt. Det er kun statens handlinger, som skal begrundes med, at de er nødvendige. Alt andet er totalitær kollektivisme”.
Dette bør også være rettesnoren i den betændte debat om drengeomskærelse. Indgrebet er ikke handicappende, hvorfor der ikke er grund til et forbud. Ligeledes foregår det i Danmark under ordnede forhold. Dermed vil et forbud være et kraftigt indgreb i den enkelte jødiske og muslimske familie. Forældre gør tit mærkelige ting, som vi der står på sidelinjen og iagttager ikke kan forstå eller ville gøre anderledes. Vi er mange, der lever uden denne skik, men derfor har vi ingen grund til at blande os i andre forældres opdragelse. I et borgerligt samfund, skal familien have ansvaret for opdragelsen af børnene. Det betyder, at der foregår ting vi enten ikke bryder os om eller ikke forstår.
Staten, kommunen har allerede alt, alt for store rettigheder til at gå ind og blande sig i, hvordan familierne har det. Hvis der er mistrivsel i en familie, skal kommunen gribe ind, der etableres skilsmisserådgivning, børn sættes i familiepleje, børn tvangsfjernes. Skoler og daginstitutioner er pålagt en underretningspligt til kommunen. Lærerne og pædagogerne er socialstatens forlængede observatører for om det nu går godt i den enkelte familie. Den totale socialstat er allerede uhyggelig langt inde i familiernes liv. Alt sammen for børnenes skyld, alt sammen for, at de svage skal beskyttes. Men staten kan ikke skabe lykkelige familier, men den kan godt skabe ulykkelige. Der er naturligvis tragiske sager, hvor børnene ikke kan være hjemme hos deres forældre eller blot en af dem, men det er undtagelsen – ikke reglen.
Det at staten vil, at forældre skal opdrage på en bestemt måde, med bestemte normer, det prædikede 1968 oprøret også, hvor alt var politik – og især på familiens område. Børn skulle opdrages i institutioner, ikke hjemme. Opdrages af professionelle pædagoger, ikke uuddannede forældre. Børn var ikke forældrenes og familiens, men kollektivets. Den kollektive opdragelse var et skridt på ufrihedens vej. Det vil et forbud mod drengeomskærelse også være, fordi det er et indgreb i familiens frihed til at opdrage børnene som disse forældre finder bedst. Staten – eller et flertal i befolkningen – skal ikke lægge deres normer ned over et mindretal. I de totalitære regimer i det tyvende århundrede, forstod man familiens betydningen for den individuelle selvstændighed, hvorfor man gjorde alt for at overvåge familierne og indoktrinere børnene.
Så er der derudover det kulturelle argument, at jøderne i århundreder har været en del af det danske samfund. Skulle vi nu sige til dem, at I er ikke velkomne i vort samfund? Det er både religiøse og sekulære jøder, der praktiserer skikken. Hvis indgrebet havde været handicappende, så ville veluddannede jøder nok have ophørt med den. Jøde – og kristendom er det kulturelle fundament under vort samfund, sammen med den græsk – romerske kulturarv. Der er ting, vi gjorde i tidligere tider, men som vi ikke gør i dag. Betyder det, at vi er mere civiliserede? Det er en anden diskussion, men det betyder, at det vi ikke bryder os om i længden, det ophører med tiden helt af sig selv. Hvorfor man aldrig, aldrig skal spørge om en borgers handling er nødvendig, men alene om statens er – og her er der ingen grund til, at staten regulerer og ulovliggør noget, der har været lovligt og uproblematisk i al den tid, jøder har boet i Danmark.
Det er det mest antisemitiske lovforslag i Europa siden 1945. Det er også paradoksalt, at politikere der ellers taler imod ”muslimbashing” nu helhjertet støtter et forbud, der alene vil ramme jøder og muslimer. Men politikere har jo som bekendt holdninger, ikke principper. Holdninger der følger tidsånden, og ethvert fremført problem, skal tages alvorligt, for ikke at risikere en konflikt med folkestemninger. Derfor støtter nominelt borgerlige et lovforslag rettet mod jøder i det land, der blev verdenskendt for at hjælpe jødiske medborgere under 2. Verdenskrig. Nu skal der så vedtages et lovforslag, der vil fordrive jøderne fra Danmark.
Derudover står der et spørgsmål tilbage: hvad bliver resultatet af et forbud? Skal børnene tvangsfjernes fra familier? der alligevel praktiserer det, på trods af et forbud. Hvad vil man opnå med en kriminalisering af velfungerende familier? Fordi, man forbyder noget, så ophører det jo ikke. Når noget forbydes, så må det være for at straffe og håndhæve en retfærdighed. Mord er forbudt, det begås alligevel, men domstolene håndhæver en retfærdighed ved at straffe morderen. Men, hvad med drengeomskærelse? Skal forældrene betale en bøde? Eller hvad, hvis de får indgrebet gjort i et område, hvor det er lovligt? Hvorfor skal forældre betale en bøde? Eller skulle de betale en erstatning til drengen? Sætte et bestemt beløb ind på børneopsparingen? Skal faderen i familien i fængsel? Eller moderen, når det nu er jøder, vi taler om?
Når der udbetales erstatning, så er det til skadelidte af skadeforvolderen. Men her er der ikke nogen, der har lidt overlast. Et argument er, at drengen er mindreårig og derfor krænkes hans rettigheder, han kan ikke sige fra eller til. Når forældre opdrager mindreårige, så kan de mindreårige netop ikke sige fra eller til, det er hele formålet med opdragelsen, at gøre de umyndige myndige. De fleste børn – når de bliver voksne – er på et eller andet område utilfredse med deres opdragelse. Utilfredse med en beslutning eller et princip deres forældre håndhævede. Nogle har ar på sjælen, der er langt vanskeligere at leve med, end det fysiske ar fra omskærelsen. Vi lever i en uperfekt verden, det at lære at leve i den uperfekte verden, hvor mennesker gør mærkelige ting, det er det individuelle ansvar og frihedens pris.
Det er også lidt spøjst, at i liberale kredse, hvor man godt forstår det problematiske i forbud mod hash og narko, der vil mange have et forbud mod drengeomskærelse. Men med drengeomskærelse vil man løse et ikke problem med et forbud. Gennem et voldsomt indgreb i den enkelte familie. Når man nu ved, at forbud ikke løser noget. Et indgreb, hvor staten bliver større og den enkelte familie mindre. Det kan aldrig være klassisk liberal politik.
Forslaget ligger fint i en socialliberal tradition, fordi det socialliberale har alle argumenterne for at gribe ind i folks tilværelse og regulere og herse med den enkelte, altid med argumentet om at ville beskytte den enkelte, altid for at gøre godt, men staten kan aldrig gøre godt. Den kan alene sætte rammerne for tilværelsen og her kan de sættes mere eller mindre bredt. I dagens socialstat vil et forbud blot være endnu en indsnævring, endnu et element i et område, hvor socialstaten allerede har stor magt til at overvåge og kontrollere. Et forbud vil kun ramme få mennesker i Danmark, men det næste indgreb i familiernes ageren vil ramme bredere. Det næste vil være et forslag imod psykiske ar på sjælen, omskærelsen giver et fysisk ar, men hvad skal vi gøre for de børn, der vokser op i familier, hvor der ind imellem råbes højt? Skal vi så have et forbud mod at skælde ud? Det bliver jo det næste. Der er pædagoger, der har den holdning. Det er en del af socialkonstruktivismen, hvor man regulerer sig til en bedre verden – eller rettere en uhyggeligere verden – hvor familierne er overvåget og kontrolleret i alt.
Al lovgivning og regulering af familierne glemmer, at forældre faktisk elsker deres børn og aldrig vil gøre dem noget ondt. De tragedier der er, de er omfattet af lovgivningen. Her straffes forbryderne, morderne, sædelighedsforbrydelser. De er heldigvis få. Forældre elsker deres børn, vi gør alle mærkelige ting, alle forældre begår fejl. Verden bliver ikke bedre af et forbud. Den bliver ondere og mere kold, fordi staten er blevet større. Det ”anonyme bureaukrati” (Hannah Arendt) vokser med forslaget – og det er totalitær kollektivisme.
