Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2019. Skriv et svar
Et
af de emner, der optager os mest her på bloggen, er hvordan lande bliver mere
velstående. I den forbindelse er det måske største spørgsmål, hvorfor det blev
en relativt perifer del af verden – Nordeuropa – der først oplevede moderne
vækst, og hvorfor det skete da det skete. Vi er derfor altid opmærksomme, når
det kommer nye bidrag til den diskussion.
Og det gjorde der forleden fra den altid interessante Stephen Davis fra the Institute of Economic Affairs. Hans nye bog The Wealth Explosion: The Nature and Origins of Modernity udkom for en måneds tid siden. For godt en uge siden præsenterede han bogen ved et arrangement hos Cato Institute i Washington, og hele arrangementet, inklusive debatten efter præsentationen, ligger nu på nettet (hattip: Niclas Berggren). Den kan ses nedenfor, og er varmt anbefalet til alle, der er interesseret i vækst.
I
den samfundsvidenskabelige forskning i social tillid er et af de væsentligste
problemer at etablere kausalitet: I hvilken grad påvirker tillid for eksempel
hvor godt retsvæsenet fungerer, og i hvilken grad påvirker et godt retsvæsen
folks tillid til hinanden? Der findes flere måder at gøre det på, men den
nyeste forskning peger i retning af, at tilliden kommer først (læs f.eks. her). Det
skal dog stadig vises, hvilket man oftest gør ved brug af såkaldte
instrumentvariable: Faktorer, der er forbundet med tillid, men ikke påvirker
ens outcome-variabel som retsvæsenets kvalitet, den langsigtede økonomiske
vækst, eller uddannelsesniveauet. Tre faktorer, der ofte virker og som er
plausibelt ’eksogene’ er om landet er et monarki, temperaturen i vinterens
koldeste måned, og om sproget har ’pronoun drop’ – dvs. om det tillader at man
udelader det personlige pronomen i en regulær sætning. De fleste nye studier
bruger netop en eller anden kombination af disse forhold.
I
forbindelse med arbejdet, der endte som “Is trust the missing root of
institutions, education, and development?”, opdagede min glimrende kollega og
medforfatter Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles) og jeg, at de
variable som andre indtil da havde brugt, ikke gav identifikation i den
fattigste tredjedel af verdens lande. Med mindre tekniske ord kan de tre
almindelige variable give et nogenlunde præcist bud på, hvor tillidsfulde de
fleste almindelige lande er, men buddene er helt forkerte for de fattigste
lande. Vi havde derfor brug for noget ekstra, der kunne give os mere præcision
i netop disse lande.
Det
er her dagens ’sjov’ kommer ind i form af Oxford-filosoffen Josh Parsons æstetiske bedømmelse af verdens nationale
flag.
Selvom det lyder helt absurd subjektivt, er bedømmelserne baseret på et klart
sæt kodningsregler. Parsons var således tydeligt i sin fordømmelse af symboler
og skrift på flag og mente for eksempel, at Mozambiques flag, der blandt andet
afbilder en AK47-riffel over kors med en hakke på en baggrund af en stjerne og
en bog, er usædvanligt grimt. Et andet eksempel er Rwandas flag, hvor et stort
R indtil 2001 mindede folk om, hvad landet hedder. De to flag får kun
henholdsvis 37 og 40 point. Parsons var heller ikke glad for flag, der ’har for
travlt’. Omvendt er der i den anden ende en lille gruppe lande, hvis flag
Parsons tildelte scorer over 80 point: Israel, Schweiz, Sydafrika og Vietnam på
85, Japan på 87, og Pakistan på 88.
Guillaume og jeg opdagede ved en tilfældighed, at man faktisk kan bruge Parsons rating af nationale flags æstetik som en instrumentvariabel for social tillid. Sagen er nemlig, at der findes lavtillidslande med grimme flag, lavtillidslande med pæne flag og højtillidslande med pæne flag. Det virkeligt mærkværdige er, som man kan se i figuren nedenfor, at der ingen højtillidslande er med grimme flag.
Nok
er helt tilfældige – såkaldt spuriøse – sammenhænge er ikke ualmindelige i
samfundsforskningen, men de afslører sig ofte, når man plotter dem. Figuren
viser netop et plot over 138 landes tillid og deres flags ranking, og ligner
ikke en tilfældig sammenhæng. Som noteret ovenfor, er der ganske enkelt ingen
højtillidslande med grimme flag, men adskillige lande i hvert af de andre tre
kvadranter af figuren. Man kan således være ret sikker på – jo overraskende og
mærkeligt det lyder – at der er en sammenhæng.
Man
kunne forestille sig, at det blot var at ældre og mere etablerede nationer var
mere tillidsfulde og havde ’taget’ de pæne flag først. Det er dog inkonsistent
med det bilede vi ser: De gamle nationer har i gennemsnit et tillidsniveau på 25,6
%, dem der etableredes mellem 1800 og 1940 – hele Latinamerika og enkelte lande
andre steder – har et gennemsnit på 27,4 %, mens nye lande der blev uafhængige
efter anden verdenskrig har et gennemsnit på 23,7 %. Den forklaring dur derfor
ikke, og man må lede efter en anden forklaring.
Vores
bedste bud er, at graden af tillid ofte er reflekteret
i landets flag (læs her for
standardforklaring på reflektionsproblemer). Sammenhængen kommer derfor direkte
ud af Parsons kodningsregler, hvor direkte symboler og ’travlhed’ – når
designerne puttede for mange elementer i flaget – fører til lavere æstetiske vurderinger.
Mozambiques flag med dets AK47 fortæller således en historie om en svær,
voldelig og konfliktfyldt uafhængighedsperiode. På samme måde er Brasiliens
flag, som Parsons kaldte ”Worst flag of any independent nation state”, med dets
stjernekort og påskrift ”Ordem e Progresso” en noget ironisk refleksion af et
land, der aldrig har været hverken ordentligt eller i udvikling i en vestlig
forstand. Brasilien er med en tillidsscore omkring 6 % også et af verdens mest
mistillidsfulde samfund og et, der gennem årene har været plaget af voldsomme
sociale konflikter og lovløshed.
Et grimt flag er således i mange tilfælde et resultat og en refleksion af, at en nation har haft svært ved at blive en nation. Den periode, ethvert land går igennem, der på engelsk kaldes ’nation building’, har derfor været lang sværere og mere konfliktfyldt i kulturer med lav tillid. Perioden er som ofte endt i nationale flag skabt i politiske komiteer eller andre fora, der har forsøgt at symbolisere noget på flaget, som ikke eksisterer. På den måde ender man med at have en statistisk sammenhæng, der i udgangspunktet virker helt og aldeles absurd – en sammenhæng mellem folks sociale tillid og hvor grimt deres flag er – som alligevel har en slags bund i virkeligheden. For samfundsvidenskabelige nørder er det både sjovt og brugbart.
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. maj 2019. Skriv et svar
Valget til Europa-Parlamentet kan udlægges som en sejr for de partier, som støtter EU. Det gælder i Danmark, hvor Folkebevægelsen røg ud for første gang. Enhedslisten kom ind i stedet, men efter at have modereret den klassiske modstand mod medlemskabet. Og det gælder for så vidt også for EU som helhed, selv om en række kritiske partier – f.eks. i Frankrig, England og Italien – fik gode valg. Men hvor stærk er EU-opbakningen, når det kommer til stykket?
Det er nærliggende at sammenligne med det britiske
Brexit-flertal.
Efter folkeafstemningen har det vist sig med meget stor tydelighed, at der ikke er ét, men flere, svært forenelige Brexit’er. I den ene ende af skalaen er der de briter, som stemte for Brexit for at få et mere åbent Storbritannien med frihandel med alle lande. I den modsatte ende er der Brexittilhængere, som tværtimod ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke mindst når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed. Problemet med at forene de meget forskellige Brexit-motiver er den centrale årsag til den politiske krise i Storbritannien.
For mig tyder meget på, at der blandt de EU-positive partier
er ved at opstå en voksende og lignende splittelse. Tag f.eks. det danske
Socialdemokrati, som gik til valg på et EU-projekt, der i høj grad er modsætningen
til det eksisterende EU, ikke mindst Det Indre Marked. Partiet ønsker at
begrænse den frie bevægelighed og at indføre langt mere fælles skattepolitik. I
dag er skattepolitikken underkastet enstemmighedskrav netop for at forhindre en
stærk føderal statsmagt i EU, og den nye skattepolitiske dagsorden er næppe
realistisk uden at bryde med dette bånd. Arbejdsmarkedspolitik har også
traditionelt været et nationalt anliggende, så længe landene ikke forhindrer
den frie bevægelighed. Også i andre kredse kan man se en lignende bevægelse –
f.eks. i retning af mere socialpolitik og gammeldags industripolitik i EU.
Der er ingen tvivl om, at der er kræfter rundt omkring i EU, som leder efter et EU-projekt med større folkelig opbakning. Kriserne – ikke mindst statsgældskrisen i Euroområdet, immigrationskrisen og de kollapsede udenrigspolitiske ambitioner i Nordafrika samt Brexit-afstemningen – har været tæt på livstruende, og de er ikke helt ovre endnu. Spørgsmålet er bare, om et mere populistisk projekt – baseret bl.a. på myter om, at uden en fælles politik på skatteområdet kan virksomhederne skalte og valte efter forgodtbefindende – ikke blot risikerer at splitte pro-europæerne? Det vil i stigende grad kunne få dem, som støtter det naturlige EU-projekt (der få steder er beskrevet så godt som her) med et indre marked og samarbejde om grænseoverskridende problemer som f.eks. klima og miljø, til at miste tiltroen til projektet. Det kan meget vel ende med at gøre EU’s eksistenskrise værre.
Som
vi har skrevet om flere gange, går det ikke særligt godt for dansk økonomi (læs
f.eks. her og i Børsen). Dansk
velstand følger ikke med naboerne, og slet ikke med Sveriges. Som jeg viste i
Børsen forleden, har den svenske vækstrate per indbygger været mere end dobbelt
så høj som Danmarks siden 2000. Problemet har ikke været diskuteret i
valgkampen – det virker i høj grad som om, at det er et emne, som toppolitikere
har interesse i at ignorere – og er ikke almindeligt kendt.
Formålet med posten i dag er, at komme lidt tættere på problemet, hvilket vi gør gennem tre figurer. Den første figur illustrerer udviklingen i værdiskabelse per arbejdstime, mens de næste viser udviklingen i antal arbejdstimer per fuldtidsansat og beskæftigelsesfrekvensen i antal fuldtidsbeskæftigede i forhold til befolkningens størrelse. I alle tre figurer viser de blå linjer den danske udvikling, de røde gennemsnittet af vores naboers, og de stiplede sorte linjer ratioen mellem de to udviklingslinjer.
Som den første figur viser, plejede Danmark at følge med nabolandenes udvikling indtil første halvdel af 90erne. Der er et lille bump omkring 1990-92, hvor det gik godt i Danmark, mens flere af vores naboer havde problemer med valutakrise (Storbritannien og Sverige i 1992-93) og genforening (Tyskland fra 1990). De 20 år før 1995 voksede BNP per arbejdstime 51,7 %, mens den voksede 49,4 % i vores nabolande; i de næste 20 år voksede den danske arbejdsproduktivitet 21,3 %, mens den voksede 25,2 % i vores nabolande. Forskellene er endnu større til Sverige – det mest sammenlignelige land – hvor vækstraterne var henholdsvis 28,1 % og 36,0 %.
Det interessante kommer, når man sammenligner udviklingen i BNP per arbejdstime med udviklingen i det gennemsnitlige antal arbejdstimer. Det er tydeligt i den anden figur nedenfor, at det danske arbejdsudbud, målt på timeantal, faldt støt fra 1970 indtil midten af 90erne. Derefter er det også tydeligt, at Nyrup-regeringernes arbejdsmarkedsreformer rettede op på problemet: Efter at have nået en bund, hvor en gennemsnitlig fuldtidsansat dansker kun leverede 90 % af de timer, vores naboer arbejdede, steg antallet til 96 %. Siden starten af 00’erne er antallet af arbejdstimer dog faldet igen til vi nu er tilbage på det absolutte antal, vi leverede i starten af 90erne. Det store spørgsmål, der rejser sig i en sammenligning mellem den første og anden figur er derfor, hvordan BNP per arbejdstime kan stige mens antallet af arbejdstimer falder igen?
En del af svaret kan ses i den tredje figur, og en del kommer fra en applikation af økonomisk teori. Figuren viser hvordan de samlede arbejdsudbud, i form af antal fuldtidsansatte, steg tydeligt efter Schlüter-regeringernes reformer efter 1982, faldt igen, og steg med Nyrup-regeringernes reformer indtil en peak under boomet 2005-2008. Derefter er det styrtdykket med cirka fire procentpoint, så den danske beskæftigelsesfrekvens er en smule lavere end hos vores naboer. Dette dyk er værd at bemærke, da det som man kan se af både nabokurven og den stiplede kurve ikke er sket i vores nabolande.
Overordnet
er udviklingen således, at BNP per arbejdstime faldt markant i forhold til
vores naboer i starten af 90erne. En hel del af denne udvikling kan tilskrives
de flere mennesker på arbejdsmarkedet og i særlig grad det forøgede antal
arbejdstimer per ansat. Den sidste arbejdstime er i sagens natur ikke lige så
produktiv som den første, og når man forøger antallet af arbejdstimer, sænker
man derfor hvad man i gennemsnit får
ud af arbejdstiden. Et andet element er, at de ekstra folk i arbejdsstyrken kom
fra den ’tynde ende’ af fordelingen. Med andre ord fik man i 90erne flere
mennesker på arbejdsmarkedet, men mange af dem var ikke specielt produktive. Et
andet forhold er, at der i perioden fra midt-90erne og godt ti år frem blev
ansat flere i den offentlige sektor, hvis beskæftigelse steg omtrent fem
procent. Disse beskæftigede bidrog heller ikke med at gøre Danmark mere
produktivt.
Sidst,
men ikke mindst, skal det med at siden 2007 har relativt mange danskere helt
forladt arbejdsmarkedet og de tilbageværende arbejder færre timer. Det har derfor
helt mekanisk forøget BNP per arbejdstime, men ikke hjulpet på den danske
velstand. Danmark har stadig et produktivitetsproblem, og som det burde være
klart, har arbejdsmarkedsreformerne de sidste 25 år ikke hjulpet på det.
Hvor
indflydelsesrigt er et lands parlament? Hvor meget magt har regeringen? Det er
spørgsmål. Som mange gerne vil svare på, ikke mindst når man ser, hvad der sker
i dele af Østeuropa. Mens ethvert svar må hvile på en vurdering af både, hvad
de lovligt må gøre, og hvad de faktisk tillader
sig, er de forftningsgivne regler et naturligt sted at starte. Det er af to
grunde det, vi gør i dag: For det første fordi det er interessant at se
forskellene på reglerne, og for det andet fordi spørgsmålet er ret fundamentalt
for det område af public choice / politisk økonomi der kaldes constitutional
political economy.
En
tredje, men noget ringere grund, er at der er nye data tilgængelige. I det
følgende bruger jeg the Index of Parliamentary Legislative Influence (IPLI),
som Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg udviklede for to år siden (gated version her; wp her). Jeg kombinerer det med det tilsvarende Index
of Executive Influence (IEI), som min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og
jeg begyndte at bruge sidste år (wp her). De to
mål er netop udviklede til at måle, hvor forfatningsgrænserne går i en gruppe
situationer, hvor der er konkret information om de fleste lande.
Begge
mål består af 14 elementer. For IPLI er de: Kan parlamentet 1) afsætte
regeringen, kan det 2) vælge, 3) nominere eller 4) godkende ministre, kan det 5)
foreslå lovgivning, 6) kan dets lovgivning afvises af domstolene, har det ret
til 7) at igangsætte undersøgelser af regeringsmedlemmer, 8) har
parlamentsmedlemmer immunitet, 9) er de valgte, er der 10) begrænsninger på,
hvem der kan blive valgt, kan parlamentet 11) udnævne dommere, og kan det 12) godkende
traktater med udenlandske regeringer, 13) godkende forfatningsændringer, og 14)
erklære krig? Andrea of jeg har kodet IEI på samme måde, men med fire andre
elementer, der afløser dem, der er specifikke for parlamenter: Kan 1) regeringen
afsættes, kan der 2) indledes undersøgelser af regeringen, kan 3) regeringen
opløse parlamentet, og kan 4) regeringen udnævne rigsadvokaten? For alle 28
elementer koder vi hvert som et 1-tal, hvis det giver parlamentet / regeringen
mere indflydelse, 0 hvis det ikke gør, og ½ hvis forfatningen er uklar på
området.
Både
IPLI og IEI er derefter et gennemsnit af de 14 elementer, så de i princippet
kan være mellem 0 og 1. I praksis, når man ser på tværs af de 45 ’vestlige’
lande vi har tal for, varierer IPLI mellem 0,18 (i Australien) og 0,68 (i
Bulgarien), og IEI varierer mellem 0,29 (i USA) og 0,61 (i flere postkommunistiske
lande, Grækenland og Spanien). Danmark er meget gennemsnitligt når det gælder
IPLI (0,43), men giver regeringen noget større beføjelser end gennemsnittet i
de vestlige lande (et IEI på 0,54).
Figuren nedenfor illustrerer ikke blot værdierne, men også den indbyrdes sammenhæng mellem de to mål. En af de overraskende ting er, at der ikke er nogen særligt stærk sammenhæng: Korrelationen er kun -0,28. Umiddelbart skulle man tro, at der var en klar negativ sammenhæng – hvis en kompetence ikke ligger hos regeringen, ligger den sikkert hos parlamentet – men det er ikke generelt tilfældet. Nogle lande som Australien og Singapore har ganske få kompetencer, der de jure ligger hos enten den lovgivende eller den udøvende magt.
Hvor
er magten da særligt koncentreret hos regeringen eller hos parlamentet? Svaret
på det første spørgsmål er en særlig gruppe lande, der består af Estland,
Grækenland, Litauen, Rusland, Slovakiet, og Spanien. I den anden ende ligger en
Irland, Italien, Montenegro, Serbien, og Sverige, hvor regeringen ikke har
specielt mange formelle kompetencer. I denne gruppe ligger de dog tydeligvis
mere hos parlamentet, mens – som allerede bemærket – Australien og Singapore er
særlige tilfælde.
Har
disse store forskelle i måden, forfatningen fordeler specifikke kompetencer,
nogen konsekvenser? Og hvorfor er en gruppe lande, der umiddelbart deler mange
traditioner og udvikling, end med så forskellige forfatninger? Det er den type spørgsmål,
der gør områder som constitutional political economy og law & economics så
spændende – i det mindste for samfundsfaglige nørder som os.
Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2019. Skriv et svar
Forleden
så jeg tilfældigt på Twitter, at økonomen Stephen Knack var død. Vi har over
årene skrevet om store økonomer som James Buchanan, Gary Becker og Elinor
Ostrom, når de gik bort. Steve var måske ikke i liga med disse Nobelprismodtagere,
men var måske den mest indflydelsesrige økonom, jeg personligt har kendt. Hans
død kom derfor som et chok, ikke mindst fordi han udover at være en formidabel
økonom, også var et rart, venligt og meget hjælpsomt menneske.
Steve
var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i
bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i
nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin
karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve
fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job
i Verdensbanken.
Steves
måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social
Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der
udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly
Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem
social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende
blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har
undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i
1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som
”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.
Det
er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er
næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange
ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år
tidligere udkom ”Institutions and
economic performance: cross‐country tests using alternative institutional
measures” i Economics
& Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu
velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst,
var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.
Steve
hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i
social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som
flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger,
var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede
forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over
årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han
havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han
akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en
konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort
havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede
Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the
Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere
end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle
besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været
fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap
på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel
gigant.
Det er ikke op til mig at forholde mig til det partitaktiske i Lars Løkke Rasmussens forslag om en SV-regering. Jeg er ikke politisk kommentator. Hvis det var vejen til den bedste politik, så har jeg ingen principielle indvendinger (der er dog en række udfordringer, som bl.a. påpeget af redaktøren her forleden). Det centrale er – som Niels Helveg Petersen yndede at sige – ikke, hvem der samarbejdes med, men hvad der samarbejdes om.
Men lige præcis, når det gælder det substantielle politiske formål, har jeg svært ved at se, hvad det skulle være. Her skylder statsministeren en forklaring. Hvad er det, han vil opnå? Hvordan fremmer det muligheden for at komme igennem med Venstres politik. Tværtimod har Venstre i bemærkelsesværdig grad ikke blot overtaget Socialdemokratiets politik, men ligefrem i en række tilfælde overtrumfet den. Venstre vil bruge hele det råderum (som i parentes bemærket er blevet skabt af Løkkes egne helt unødvendige og hasarderede skatteforhøjelser under finanskrisen) på offentlige udgifter. Dermed overtog man Socialdemokratiets mærkesag (som S straks trumfede med at ville bruge endnu flere penge). VLAK har fordoblet Socialdemokraternes løfte om 500.000 grønne biler i 2030, uagtet de enorme samfundsøkonomiske omkostninger. Trods nytrykte valgplakater, der lover samme ”velfærd” (altså offentlige udgifter) som Socialdemokraterne, ”bare uden skattestigninger”, er de mest iøjnefaldende skattepolitiske bidrag til valgkampen fra Venstre været et krav om højere afgifter på cigaretter og en kovending om EU-minimums-selskabsskat og harmoniseret skattegrundlag.
Hvis der er et politisk projekt bag Løkkes SV-udspil, har jeg svært ved at se, hvad det er. Hvad er det for et politisk program, som kan motivere regeringssamarbejdet. Hvis der blot var tale om, at statsministeren har ændret politiske holdninger i socialdemokratisk retning, hvorfor skal Venstre så strengt taget med i en regering med S. Hvis han nu ser sig tættere på S end de andre partier i rød blok, så var det tilstrækkeligt at være støtteparti. Det havde været sværere for Mette Frederiksen at afvise. Det havde også fjernet mistanken om, at manøvren handler om personlige interesser og taburet-klæberi.
Løkkes eneste forklaring er, at han vil holde yderpartierne
ude – og sigter til udlændingepolitikken hos NB og SK. Men det er påfaldende,
at netop de to partier, som taler varmest for et samarbejde med
Socialdemokraterne – Venstre og DF – selv er gået i spidsen med illiberal symbolpolitik
i indvandrer- og flygtningepolitikken: Burkaforbud, smykkelove, forbud mod
hadprædikanter, ekstra straf og kinesiske pointsystemer i ghettoområder og
lagkager er først og fremmest groet i Venstres baghave, mens retorikken mod
konventionerne har været stærkest fra DF.
Socialdemokratiet har længe deltaget i dette spil symbolladede
stramninger. Socialdemokratiet har desuden for længst deponeret sin
udlændingepolitik hos Venstre og DF med en garanti om, at et rødt flertal efter
valget ikke vil blive udnyttet på det område. Dermed har man afmonteret truslen
fra yderpartierne til venstre. Løkke kunne have valgt at gøre det samme – altså
give en tilsvarende garanti om, at der ikke vil blive ført udlændingepolitik
med SK og NB, og at Socialdemokratiet skal være med. Det ville Mette
Frederiksen dårligt have kunnet nægte – givet at hun beder blå blok om det
samme. Omvendt har det været let for hende at afvise en SV-regering, og det er
vanskeligt at se, hvad hendes interesse skulle være i sådan en regering. Løkke
har altså valgt den mest yderligtgående og mest urealistiske vej til at holde
yderpartierne ude af udlændingepolitikken frem for den enkle og realistiske.
Hvis forklaringen vel at mærke skal tages for pålydende.
Man aner også den forklaring, at det skal være nemmere at
regere end under VLAK-regeringen. Men så naiv er Løkke næppe. Han får næppe så
let spil med et ministerhold fra Socialdemokratiet, som han har haft med det
fra LA og K. S er i stand til at sætte et hold, der har ministererfaring og er
vant til at få deres vilje i politiske forhandlinger. De bliver væsentligt
sværere at bide skeer med. Og når det kommer til stykket, har det siden
regeringsdannelsen ikke været de små regeringspartnere, der har skaffet Løkke
vanskeligheder, men DFs modvilje mod at give regeringen succeser – end ikke når
regeringen ydmygede sig til at spille ud med gamle DF-ønsker så som
skattelettelser i bunden.
En SV-regering vil fortsat være afhængig af DF. DF vil enten
kunne kannibalisere sine to nærmeste konkurrenter eller gøre sig besværlige,
hvis det ikke lykkes. DFs formand har allerede demonstreret, at han ikke viger
tilbage i et spil chicken (medmindre det forventede valgnederslag kommer til at
slide alvorligt på disse evner). Spilteoretisk har en ligevægt mellem en
hardliner og én, der allerede har demonstreret vilje til at vige, en tendens
til at bide sig fast og blive selvforstærkende.
Det kan som sagt være, at der er et politisk projekt, Løkke
mener kræver en SV-regering. Men han har ikke løftet sløret for det. Dermed er
spillerum for forklaringer, som hverken er ærefulde endsige acceptable.
Under Anders Fogh var det konstante motto, at ”det der ikke
kan forklares, kan heller ikke forsvares”. Det er ikke forkert. VLAK’s hidtidige
problemer med at give tilstrækkeligt overbevisende forklaringer til sine
baglande må være en påmindelse til Løkke om det nødvendige med en forklaring af
det politiske projekt.
Det gælder ikke mindst, når der er tale om så markant og
pludseligt et brud med den hidtidige parlamentariske tradition. Vi har kun haft
én – kortvarig og langt fra succesfuld – SV-regering i efterkrigstiden. Desuden
deltog samtlige demokratiske partier kortvarigt i befrielsesregeringen. Også i
udlandet er samlingsregeringer mellem de store partier hen over midten en
undtagelse – med mindre altså der forelægger en helt særlig situation, enten
parlamentarisk eller en politisk. Ingen af delene er lette at få øje på i dagens
Danmark.
Forleden
dag luftede statsminister Lars Løkke Rasmussen idéen om, at danne en
SV-regering efter valget. Idéen kommer fra en såkaldt samtalebog, der er
lanceret strategisk tæt på valget. En række Venstre-folk har øjeblikkeligt
støttet statsministerens udspil, mens adskillige andre inklusive parties
næstformand Kristian Jensen ikke just er begejstrede. Begejstringen har også
mildt sagt været til at overse i de to andre regeringspartier, og
Socialdemokraterne har hurtigt lagt idéen død. Alligevel må man for god ordens
skyld spørge, om en regering på tværs af midten mellem de to store partier er
en god idé.
Allerførst
må man spørge, hvad udspillet betyder i et større perspektiv. Her er der næppe
tvivl om, at der er et klart signal om, at den dominerende faktion i Venstre
har kappet ankeret til sine borgerlige synspunkter: Løkke ønsker nu at bruge hele det økonomiske råderum på 69
milliarder kroner frem til 2025 på såkaldt ’velfærd’. Med andre ord går Løkke
til valgkamp på at overbyde Socialdemokraterne ved at bruge så meget som
praktisk muligt på øgede offentlige udgifter.
Det
er værd at bemærke, at hans plan vil indebære, at de offentlige budgetter
kommer til at gå i nul de næste seks år, givet at ingen almindelige udgifter vokser mere end planlagt. Det sker dog stort
set altid, at nogle udgifter bliver højere eller at nogle faggrupper får højere
lønstigninger end planlagt. Realistisk er Løkkes udspil derfor en plan, der med
stor sikkerhed vil føre til ny statslig gældssætning.
Det
specielle ved situationen er dog, at idéen om en SV-regering er politisk logisk,
når man kender til medianvælger-effekter: De to partiers programmer er stort
set identiske fordi de i deres iver efter stemmer har indrettet sig på at fange
de største vælgergrupper. De ligger, som Anthony Downs indså,
per definition omkring medianvælgere. Problemet for Venstre, som har ført
politik i den retning siden valgnederlaget i 1998, at når man ender i en
situation hvor uden forskel på de to partier, bliver det salient hvor troværdig en repræsentant et partier er
for medianvælgeren. Venstre synes ikke at have indset, at S bare er et mere
troværdigt valg på socialdemokratisk politik, og statsministeren selv har et
langvarigt troværdighedsproblem.
Det
helt store problem ved en SV-regering er alligevel dens politiske incitamenter.
Fordi en koalitionsregering af den type er helt åbenlyst designet til at undgå
konkurrence fra fløjene, har den absolut ingen incitamenter til at risikere
noget. Den vil derfor – også når man ser på de udspil, de to partier har haft i
valgkampen – typisk blive ekstremt systembevarende. Nok kan en SV-regering
således blive stabil, men den bliver også et dynamisk problem for dansk
økonomi. Som vi har dokumenteret flere gange her på stedet, har dansk økonomi
et alvorligt dynamisk problem – trendvæksten er
langsommere end vores nabolandes – og på langt sigt har der i lang
tid været behov for en regering, der er parat til at gøre noget konkret ved
problemet. Svaret på det problem er ikke en SV-regering: Nok har den
mandaterne, men den har ingen som helst tilskyndelse til at indføre reformer.
Udover
at bedømme sandsynligheden for ansvarlig politik, er der en enkelt anden ting
at sige om udspillet: Det er ganske forbløffende illoyalt overfor store dele af
Venstre, ikke mindst Kristian Jensen, og både K og LA. Det virker som om ingen
har været orienterede, men at Lars Løkke har handlet på helt eget initiativ
uden hensyn til sit parti eller sine regeringspartnere. For statsministeren er
udspillet således at sætte alt på et bræt. Vinder han, og det virker meget
usandsynligt, kan han fortsætte som regeringschef. Taber han, må han
nødvendigvis være færdig i dansk politik, fordi han egenhændigt har
undermineret tilliden mellem partierne i blå blok. Det er højt spil med et
formål, og det formål hedder Lars Løkkes karriere.
Forleden
tirsdag krøb statsministeren endelig til korset og udskrev valg til
grundlovsdag, den 5. juni. Danskerne har nu et valg mellem venstrefløjen, bestående
af Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og de
Radikale, en nominel højrefløj som pt. består af Venstre, de Konservative og
Liberal Alliance, Kristendemokraterne – der sår lidt udenfor det normale
spektrum – og fire åbenlyst populistiske partier: Dansk Folkeparti, Nye
Borgerlige, Stram Kurs, og Klaus Riskær Pedersen. Med 13 partier skulle man
tro, at der være noget at vælge imellem. Det er desværre ikke tilfældet.
Jeg
har for ganske længe siden besluttet, hvem jeg stemmer på: Jeg stemmer blankt.
Grunden er den meget simple, at der i dag ikke findes et eneste politisk parti
i Danmark, som jeg ikke ville væmmes ved at stemme på. Her er grundene.
Venstre
– i partiets egen optik ”Danmarks Liberale Parti” – lyder i dag som Mogens
Lykketofts hedeste drømme om et sandt socialdemokratisk parti, og fører en helt
indlysende overbudspolitik mod S. Hvordan kan man for eksempel tage det
alvorligt, at statsministeren påstår han er borgerlig, mens han stolt forsikrer
vælgerne om, at der ikke kommer skattesænkninger i hans tid? De Konservative
ved man ikke hvor man har, da de det ene øjeblik virker traditionelt fokuserede
på retssikkerhed og respekt for Grundloven, og det næste ikke synes at have
nogen grænser for, hvad de kunne overveje at regulere eller forbyde. Sidst, men
ikke mindst, har Liberal Alliance, efter de gik i regering med V og K, forladt
næsten ethvert liberalt princip i bytte for ministerbiler og illusionen af
indflydelse. Ole Birk Olesens luftfartspolitik med sin åbenlyse favorisering af
Københavns Lufthavn og et ønske om at regulere den tæt fra politisk side til
fordel for SAS, er måske det bedste eksempel på en tidligere kerneliberal, der
fuldstændigt har forladt enhver støtte til markedsøkonomi (og i øvrigt ifølge
insiders var rasende, da vi påpegede det i Børsen).
På
den populistiske højrefløj efterlader det to fremmedfjendske partier med
essentielt socialdemokratiske ideer om statslig omfordeling og normdiktat, og
to partier med programmer helt uden hold i virkeligheden. Jeg kan heller ikke
få mig selv til at stemme radikalt, da de nok med jævne mellemrum har relativt
fornuftige idéer om økonomi, men også er blindt ’grønne’ og naivt tillidsfulde
overfor ethvert initiativ, der kalder sig selv ’internationalt’. Det efterlader
rød blok, som ligger ekstremt langt fra mine politiske præferencer på næsten
alle punkter. Den logiske konsekvens for mig er, at der ingen er at stemme på.
Derudover
har jeg svært ved at forestille mig, at jeg ville stemme på nogen, jeg opfatter
som inkompetent. Det repræsenterer et andet, og lige så stort problem, ved
valget. Min oplevelse er, at mange politikere – sandsynligvis de fleste og
måske en stigende andel – blatant overvurderer deres egne evner og indsigt i
det danske samfund. Mange af dem er decideret vokset op i ungdomspolitik – de
har haft deres gang i VU, DSU og andre organisationer siden gymnasiet, har haft
deres venner der, og er således ofte blevet adskilt fra almindelige menneskers
liv og muligheden for at lære, hvad der driver de fleste – og har kun lidt
eller ingen relevant, privat erhvervserfaring. De har også levet i og er vokset
op i et miljø, hvor selvovervurdering og evnen til at synes kompetent – og det er nu engang lettere at virke kompetent
når man selv tror, man er det – er karakteristika, der gavner ens karriere. Denne
udvikling efterlader en generation politikere, der ikke blot er socialiseret
til en forestilling om, at de har ret til at regere andre, men også har rent ud
sagt latterlige idéer om deres egen viden og kompetence. De har, som en god ven
på et tidspunkt udtrykte problemet, simpelthen ikke fået nok 2-taller i deres
liv til at opdage, hvor ringe de er. På den måde lider mange danske politikere
af et fænomen, der ligner Dunning-Kreger
effekten.
I et demokrati er idealet altid, at
politikerne er folkets kompetente tjenere, men sådan er situationen på ingen
måde i Danmark i dag. De fleste politikere opfører sig i stedet som om, folket
er deres tjenere som ikke kan finde ud af, hvordan de skal leve deres egne liv,
og som man ikke blot kan, men bør flytte rundt og beskatte som robotter uden
vilje eller værd. Opfører politikere sig på den måde, mener jeg ikke de har
gjort sig fortjent til min stemme. Som jeg ser det, er der ingen partier i
dansk politik, der længere står for andet.
Valgkampen er fuld af påstande om, at Danmarks økonomi har det godt. Der er helt åbenlyst fuld beskæftigelse, og der er endda historier i medierne om mangel på arbejdskraft nogle steder i landet. Statsministeren praler også af, at der er vækst igen, og oppositionen fortæller samme historie som baggrund for, at man så kan bruge nogle flere penge. Og om det er regeringen eller oppositionen, betyder flere penge, at det offentlige skal bruge flere penge. De fleste almindelige danskere jeg taler med, er ligeledes overbeviste om at det går godt i Danmark. Det var derfor kærkomment, da et tweet fra punditokraternes med-redacteur Niels Westy i weekenden mindede læserne om, at det faktisk ikke går særligt godt.
Bruger man den helt nye version af the Penn World Tables, der udkom i sidste måned, viser billedet sig at være meget anderledes end det, medierne skriver om. Som PKK’s tweet viser, er BNP per indbygger helt overordnet steget med 11,6 % i Danmark siden 2000. Nok er danskerne dermed blevet rigere, men vores svensker naboer på den anden side af Øresund har i samme periode set en indkomststigning på 25,1 %. Svensk økonomi er med andre ord vokset mere end dobbelt så hurtigt som den danske siden 2000. Udvider man sammenligningen, som vi gør i figuren nedenfor, viser det sig at Danmark ikke blot vokser langsommere end Sverige. Landet er blandt de langsomst voksende økonomier i Vesteuropa: Kun Grækenland og Portugal, der begge oplevede voldsomme kollaps i den finansielle krise, og Italien, hvis økonomi har være gået i stå i lang tid, har haft ringere vækst. Gennemsnitsvæksten på tværs af de 20 lande var 17,7 % og således en halv gang højere end den danske. Danmark har med andre ord helt tydeligt klaret sig forbløffende ringe økonomisk.
Hvad er der så galt? Skal man svare på det, kan en sammenligning med Sverige – det samfund, der allermest ligner det danske – give en række indikationer. Beskæftigelsesfrekvensen (for hele befolkningen) er gennem perioden 2000-2017 steget med 2,8 % i Sverige, men faldet med 1,9 % i Danmark. Ser man i stedet på antallet af arbejdstimer per indbygger, er det kun steget med 0,7 % i Sverige, mens det er faldet med 6,5 % i Danmark. Forskellen i væksten i arbejdsudbuddet – den parameter, forskellige regeringer har holdt øjnene på siden slutningen af 90erne – er der således et gab på 7,2 procentpoint mellem Danmark og Sverige. Det forklarer dermed ikke vækstforskellen på 13,5 procentpoint. Selv når man ser på udviklingen i BNP per medarbejder, er den svenske arbejdsproduktivitet steget 50 % hurtigere end den danske.
Et
af de problemer, man hurtigt kan se i de nye tal fra the Penn World Tables, er
således at det samlede danske arbejdsudbud er faldet siden 2000, på trods af
flere reformer med det modsatte formål. Nok har reformerne gjort en forskel,
som flere studier har peget på, men de har ikke formået at opveje de
demografiske ændringer, der fører til flere mennesker på pension og efterløn,
ligesom man kan overveje om flere andre helt har forladt det danske arbejdsmarked.
Det er dog, som tallene viser, kun en del af historien. Den anden del handler
om produktivitet.
Det er derfor, vi viser det simple plot i den anden figur. Nogle økonomer, inklusive mindst en som jeg har stor respekt for, har hævdet at arbejdsudbudsreformerne også påvirker den danske produktivitet. Andre ser på spørgsmålet på samme måde som jeg gør: Der er ingen grund til at tro, at flere mennesker på arbejdsmarkedet vil gøre dem, der allerede var der, mere produktive. Og som det er relativt let at se i figuren, er der ingen generel sammenhæng mellem udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen og udviklingen i nationalindkomst per indbygger.
Der
er med andre ord ikke noget, der peger på at arbejdsudbudsændringer har
påvirket økonomiens dynamik, selvom
reformerne nok har haft den officielle hensigt at øge statens skatteindtægter
og sænke dens overførselsudgifter. Det er således svært ikke at konstatere, at
den vigtige faktor til at forstå den meget lave vækst i Danmark er, at vi i det
mindste siden 2000 – og sandsynligvis noget før – ikke er fulgt med den
internationale produktivitetsudvikling. Og det værste er, at der ikke er noget
det tyder på, at vi har ordnet problemet.
Som
vores faste læsere ved, er det ved at være tiden for en af punditokraternes traditionelle,
årlige diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man
måle det? I år er det ti
år siden, vi første gang tog diskussionen, der også i flere år blev dækket
af Børsen. Som
læserne også ved, forsøger vi hvert år at fange kvalitet på en anden måde end
tidligere år for derigennem at give et indtryk af, hvor svært spørgsmålet
faktisk er.
Det
særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i
Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget
med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren
finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt
tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller
praktisk anvendelse af økonometri.
Måden,
vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et
produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet
ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun
har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden
det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem
den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har
publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden
et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her
specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både
produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre
og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler
kvalitet på.
Et
problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt
fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I
stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som
vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på
prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at
give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og
dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres
gennemsnitsrangering på baggrund af to af
de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det.
Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte
er.
Resultatet
af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra
CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget
klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han
er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per
artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne
nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt
forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau.
Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben
Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der
(endnu) ikke er professor.
Top
10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens
første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega
Astrid
Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også
fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns
Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas
Barnebeck Andersen – fra Syddansk.
Listen
omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil
sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på
sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede
navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og
Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere
citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden
mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er
en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer
som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai
Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville
det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske
universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric
Schneider, eller tyske Philipp Schröder.
Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.
Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2019. Skriv et svar
Otto
skrev forleden en kort post om
Thatcherrevolutionen, da det i weekenden var 40 år siden Margaret Thatcher kom
til magten som premierminister i Storbritannien. Hans pointe var, at Thatcher i
høj grad ændrede den økonomiske politik i sit land: Der er praktisk taget ingen
andre vestlige lande, der er gået et helt point frem på Fraser Instituttets
Economic Freedom of the World indeks. Thatcher reformerede bestemt ikke alt –
sundhedsvæsenet gik for eksempel fri – men tog et alvorligt opgør med statens
rolle i den britiske økonomi. Det store spørgsmål er, om det virkede?
Som
Otto pointerede, betragtede man i 70erne den britiske økonomi som Europa syge
mand. Den tidligere så mægtige industrimagt var over årene sandet til i
regulering, statslig indblanding og voldsomt stærke – og meget venstreorienterede
– fagforeninger. Bilindustrien var for eksempel blevet nationaliseret, hvilket
endte med at slå store dele af den ihjel. Som an kender fra Danmark med f.eks.
PostNord, DSB og i nogen grad også SAS, led kvaliteten når
fagforeningsbeskyttet arbejdskraft ikke længere havde incitamenter til at gide.
Det endte i en situation i 70erne, hvor man ofte med det blotte øje kunne se
større mellemrum mellem panelerne på britiske biler. Slendrianen i de
beskyttede sektorer blev også overdådigt eksemplificeret i de mange historier
om, hvordan arbejdere hos British Leyland lavede særlige rum, hvor man kunne gå
hen og få en frokostlur, og hvordan det var almindeligt, at der var soveposer
til rådighed, så man kunne sove på natteholdet (læs f.eks. her).
Thatcher gjorde op med det hele under devisen Lad falde hvad ej kan stå.
Derouten kan ses tydeligt på de to figurer nedenfor, hvor vi benytter os af den helt nye version 9.1 af Penn World Tables. I den første figur viser de to linjer udviklingen i købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Storbritannien (den blå linje) og et befolkningsvægtet gennemsnit af BNP per indbygger i nabolandene Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, og Norge (den røde linje). I den anden viser vi privatforbrugets udvikling for de samme grupper. I begge figurer viser den stiplede, sorte linje briterns relative BNP og privatforbrug; skalaen for denne variabel er givet på den højre y-akse.
Nabolandenes BNP overhalede Storbritannien allerede omkring 1960 og privatforbruget omkring 1970, og derouten er tydelig i begge de stiplede linjer: Fra at have været næsten en tredjedel rigere end naboerne omkring 1950, og fra at have haft et meget højere privatforbrug, faldt de to andele over de næste 30 år. BNP-andelen endte på cirka 75 % af naboerne, og privatforbruget til 85 % af naboerne.
Men
hvis man følger de to andele, stopper udviklingen ganske brat omkring 1980! Figurerne
illustrerer med al tydelighed, hvordan Thatchers kur helbredte Europas syge
mand. De store reformer virkede, og briternes status er langsomt, men sikkert,
vendt tilbage. BNP per indbygger i Storbritannien har de seneste ti år været
cirka 85-90 % af nabolandene (og husk, at de også tæller oliestaten Norge og
investeringsmagneten Irland) og privatforbruget ligger rimeligt stabilt 5-8 %
over naboernes. Det er den anden halvdel af arven fra Thatcher: Nok var mange
uenige i retningen på reformerne, men der er næppe megen tvivl om, at de
virkede. Og det kan ses med det blotte øje i figurerne. Uden
Thatcher-revolutionen havde Storbritannien været langt fattigere, og lignet
Grækenland mere end Danmark.
Der
er de senere år blevet sagt og skrevet meget om CO2-udledninger i
Danmark og resten af den vestlige verden. Meget af det er rent vrøvl, og et af
de væsentlige problemer i debatten er en mangel på fakta. Vi hjælper derfor i
dag debatten en smule på vej ved at vise, hvordan udledningerne faktisk har
udviklet sig over mere end et halvt århundrede. Vi lader det være op til vores
læsere at fortolke dem og bedømme, om udviklingen er god eller dårlig. Vores
ærinde i dag er helt simpelt: At forsyne læserne med fakta.
Disse fakta kommer fra Verdensbankens World Development Indicators-database, hvor man kan finde data for den danske udledning af CO2 siden 1960, og med de seneste tal fra 2014. Tilsvarende tal findes for vores nabolande – Nordeuropa – med Tyskland som en undtagelse, da landet først er med i dataene fra 1991; dvs. fra genforeningen var en realitet. Nedenfor plotter vi to tal for Danmark (de blå linjer) og et gennemsnit for Nordeuropa (de røde linjer). De to tal er de årlige CO2-udledninger per indbygger i metriske tons (de stiplede linjer og på en skala angivet på den højre y-akse) og CO2-intensiteten i produktion, målt ved kilo CO2 per 1000 dollars økonomisk aktivitet (de optrukne linjer og på en skala angivet på den venstre y-akse).
Set
over hele perioden har Danmark haft cirka 10 % højere udledninger per
indbygger, men denne situation ændrede sig i 1980erne og siden slutningen af
1990erne har de danske udledninger været lavere. Det er også let at se, at
dansk økonomisk aktivitet i gennemsnit har haft 20 % lavere CO2-intensitet
end vores nabolande. Toppen af udledningerne var lige omkring 1970 og med undtagelse
af en underlig og meget synlig ’spike’ i 1994, er både udledningerne per
indbygger og intensiteten i produktionen faldet siden da. Den danske CO2-intensitet
i produktion de seneste år, som vi har mål for, er cirka en fjerdedel af det
den var i 1970. Vores nabolande har set en lidt svagere udvikling – og deres
udledningerne toppede i 1979-1980 – men er i dag på godt en tredjedel af hvad
den var for 49 år siden.
Den
danske reduktion af CO2-intensitet har også været hurtigere end de
fleste andre steder siden 1990: I gennemsnit reduceres intensiteten i Danmark
med 3 % per år, hvilket er noget hurtigere end det generelle nordeuropæiske
gennemsnit på 2 %. Den hurtige danske reduktion er dog interessant nok den
samme som i Storbritannien, der i langt højere grad er et industriland end
Danmark, men faktisk også reducerer deres CO2-intensitet med en fart
af 3 % per år.
Er
Danmark et grønt eller sort land, gør vi ’nok’ for miljøet, og bevæger verden
sig i den rigtige eller forkerte retning er store spørgsmål, som vi ikke
besvarer her på stedet. Men hvis man
er interesseret i at diskutere dem, er man nødt til at starte med fakta om,
hvordan udviklingen faktisk er. Nogle af de fakta er hermed givet.
I
Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt
med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt
ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye
Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle
børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet
bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.
Sådan
er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i
Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre
skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er
andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på
cirka spansk og østrigsk niveau.
Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.
Man
kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men
uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor
ægteskab ikke er det samme som
andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det
naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre
tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den
religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle
er enige i, er gode: Bedre retsvæsener,
højere tillid
og mere produktivitet.
Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af
forældre der er gift, betyder det
også noget, hvilket samfund de fødes ind i.
Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2019. Skriv et svar
Økonomiske
metoder og økonomisk tænkning kan bruges alle mulige steder! Det var et
hovedbudskab, da jeg i formiddags holdt oplæg for en gruppe 2g’ere fra et
handelsgymnasium i Aarhus. Oplægget, som jeg har holdt en række gange, handler
i princippet om brugen af matematik i økonomi, men kommer dermed også
uvægerligt til at handle om brugen af formel økonomisk tænkning og metode.
Oplægget
startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale
produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet
hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større
indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder.
Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der
sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel
differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en
standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs.
folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.
Det
særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan
udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i
formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest
om fredagen. Det kan også illustreres
med en ganske simpel model.
Hvis
Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er
udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at
score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan
derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af
’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra
festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten
forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.
Det
andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan
illustreres med ligningen P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l
er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er
tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.
Noes
beslutning består derfor i at maksimere P
Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen,
er det (a – b t)(l + c t), som man
ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som
alle studenter ved – ligningen a c – b l
– 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til,
efter at festen har været i gang i t*
= a / 2b – l / 2c.
Det
morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al
økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af
vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der
besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter
til virkeligheden: Flere objekter, a,
betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt –
et stort b – eller ikke drikker ret
meget – et lille c – gælder det om at
slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.
Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2019. 7 svar
Nationaløkonomi
og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som
”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både
til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt
aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at
det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng.
Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne
er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten
er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy
Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the
Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid
interessante Niclas
Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som
kaldes læses i sin helhed her og
som altid er stærkt anbefalet).
Som
Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:
“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”
Situation
1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige
gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det
problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi
og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske
marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på
spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i
virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”
Skal
man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin
stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver
fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af
de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor,
hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om
f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor
er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i
Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger,
hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke.
Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk
Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!
Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2019. Skriv et svar
Det
succesfulde kup i Sudan for to uger siden har rejst en række spørgsmål, som vi
gav et første svar på forleden. I dag giver en bid mere af de svar, som kommer
ud af den nye forskning på området. En del af den forskning er noget jeg selv
står for sammen med flere kolleger. Den er for det meste baseret på det
databasearbejde, som Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har stået for.
Posten i dag handler dog om et andet papir, som er udarbejdet i samarbejde med
Daniel Bennett (Baylor University i Texas) og Stephan Gohmann (University of
Louisville i Kentucky).
I
papiret, som jeg præsenterede ved universitetet i Hamborg i går, undersøger
Daniel, Steve og jeg, om man kan sige noget generelt om, hvorvidt succesfulde
kup fører til ændringer i samfundets institutioner. Mere specifik ser vi på,
hvad er sker med graden af politisk korruption – et rimeligt sikkert tegn på
svækkede institutioner – og graden af de juridiske institutioners uafhængighed
fra politik og politisk indblanding. Disse data kommer fra Varieties of Democracy(V-Dem)
projektet. Begge forhold reflekterer kvaliteten af de institutioner, der blandt
andet også opretholder beskyttelsen af den private ejendomsret. Ændrer man på
dem, har det derfor med stor sandsynlighed konsekvenser for et lands
langsigtede udvikling.
Når
vi sammenligner på tværs af de mere end 500 kupforsøg siden 1950, viser der sig
nogle klare mønstre. I gennemsnit fører succesfulde kup til mere korruption og
mindre juridisk uafhængighed, men i takt med at vi stiller skarpt på
forskellene på kup, dukker der nuancer op. For det første ser vi ingen tydelige
virkninger af kup, der fejler: Der er således ingen tegn på, at den politiske
ustabilitet, som et kupforsøg indikerer, er vigtig. For det andet ser vi kun
virkninger, når kupmagerne kommer fra militæret. I den tredjedel af alle kup
siden 1950, der var anført af civile, er der intet generelt problem. Og når vi
zoomer endnu længere ind, bliver det klart, at problemerne skyldes succesfulde
kup anført af folk fra en militær elite.
Selvom der har været adskillige kup, hvor lederne havde en lavere militær rang –
og som lykkedes – er der øjensynligt et fænomen, der typisk er begrænset til
den militære elite.
Hvad
betyder det for hvad vi ved om kup og hvordan vi forstår dem? En første indsigt
er, at alle kup og kupforsøg ikke er de samme. Militære interesser er
anderledes end civile interesser, og eliter – dvs. repræsentanter for de
interesser, der allerede er ved magten – opfører sig anderledes end interesser
udenfor eliten. Man lærer dog også, at den historie som de sidste 15 år er blevet
populariseret af holdet
omkring Daron Acemoglu, kan være ganske misvisende. Acemoglu-historien er
basalt set, at eliter ofte reagerer på trusler ved at bevæge sig lidt længere
mod demokrati og bedre institutioner for bredere segmenter af befolkningen. Men
i vores nye kupundersøgelse finder vi konkret evidens for den modsatte adfærd.
Dermed er det ikke sagt, at nogle af disse begivenheder i sidste ende fører til
demokratisering og gavnlige reformer, men det er svært at se det som et
generelt fænomen. Under alle omstændigheder blev papiret godt modtaget i
Hamburg, ligesom vi fik god kritik ved tidligere præsentationer i Münster og
Washington. Vi ser frem til at høre, hvad andre kolleger mener om vores
udfordring til den almindelge tænkning på området. Og skulle en af vores læsere
være interesseret, kan den nyeste version af papiret hentes gratis på min personlige
hjemmeside.
Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2019. Skriv et svar
Udover
en række forvirrede venstreekstremister og enkelte nationalkonservative, er der
bred opbakning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark. I påsken
forsvarede den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard for eksempel ytringsfriheden
i Berlingske Tidende, og både
Berlingske og JP har bragt fine ledere om emnet. Opbakningen til fuld presse-
og ytringsfrihed er heldigvis massiv, og selv hvis den ikke havde været solid
på Christiansborg, kunne Folketinget stadig næppe gøre meget uden at ignorere
Grundloven.
Det
samme gælder ikke i resten af Europa, hvor Orbán-regimet i Ungarn er på vej mod
at blive et mini-Rusland og Tyrkiet igen anholder folk for at fornærme staten.
Man må derfor spørge, hvor robust presse- og ytringsfrihed er mere generelt.
Når man først en gang har indført en grad af frihed, hvor svært er det da at
rulle den tilbage?
Det spørgsmål kan besvares ved at se på, i hvor høj grad pressefrihed beskyttes i samme grad fra år til år. Vi illustrerer derfor den generelle sammenhæng over tid i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem pressefrihed i 1993 og 2017 på tværs af 41 europæiske lande. Indekset er fra Freedom House og rangerer mellem 0 (perfekt frihed) og 100 (ingen pressefrihed). Korrelationen i figuren er 0,76, og matcher således den tilsvarende korrelation på 0,79 på tværs knap 140 andre lande i af resten af verden. Ydermere er det smarte ved denne type graf, at lande med stabil pressefrihed ligger langs den orange 45 graders-linje, mens lande under den har forbedret pressefriheden i de 25 år og lande over har forværret den.
De
seks lande, der har forbedret sig klart mest, viser sig at være Serbien (-37), Slovakiet
(-21), Bosnien (-19), Rumænien (-17), Slovenien (-17) og Kroatien (-15). med en
score på 49 er pressefriheden i Serbien ikke imponerende, og ligner den i
Albanien og Bosnien (51), men det er et massiv skridt fremad. Omvendt er
Slovakiet og Slovenien nu på højde med det meste af Nordeuropa. Undertrykkelsen
i den del af verden har derfor vist sig ikke at være videre persistent.
Omvendt
viser de seks lande, der er gået mest tilbage, hvor skrøbelig presse- og
ytringsfrihed kan være, når den udsættes for politisk pres. Både Tyrkiet og Hviderusland
er gået 17 point frem på indekset og dermed tilbage i frihed – og i Tyrkiet ser
udviklingen ud til at fortsætte – mens lande som Moldova (+15), Ungarn (+14), Grækenland
(+14) og Spanien (+14) markant har svækket pressefriheden. Ungarn har været
diskuteret flittigt de senere år, og med god grund, men svækkelsen i Grækenland
og særligt i Spanien er gået medierne forbi. Det rejser to spørgsmål: Fra en
forskningsmæssig vinkel er spørgsmålet, hvorfor pressefriheden er så skrøbelig
i nogle lande og om forfatningen de facto
beskytter pressen (noget som Stefan
Voigt og jeg har set på i endnu uudgivet forskning), mens spørgsmålet fra
en praktisk-politisk vinkel er, om ’man’ kan gøre noget som helst ved det? Det
sidste spørgsmål lader vi hænge til læserne.
Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2019. Skriv et svar
I
denne uge bragte Ræson en artikel af Niels
Westy og undertegnede, som nu kan læses gratis. Redaktionen har givet vores
artikel titlen Det
er de fattige, der har vundet mest på globaliseringen, som ikke er helt
misvisende. Vi hylder globaliseringen og peger på en meget lang række faktuelle
fejltagelser og misforståelser, som plager den danske debat om globalisering og
global ulighed. Niels og jeg understreger ikke mindst at:
“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”
Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”
Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.
Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.
Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2019. 2 svar
I
går bragte TV2 News en reportage med Ulla Terkelsen og Miriam Zesler fra Athen.
På overfladen så det ud til at gå bedre efter en række rædselsfulde kriseår,
men mange af de grækere, de to journalister talte med, var ikke optimister. En
sagde direkte, at intet havde ændret sig siden før krisen. På sin vis er det en
meget præcis karakteristik: Mens der er gennemført alvorlige nedskæringer i de
græske budgetter, er det politiske system stadig dybt dysfunktionelt, og den
græske mentalitet – mange synes at mene, at det hele var tyskernes skyld og man
burde slet ikke have skåret i statens udgifter – synes uændret. Politikere og
mange medier skriver dog, at problemerne nu er løst. Hvor korrekt er det?
Ser man først på gældsudviklingen i Grækenland og Italien – den anden store hovedpine for EU og eurozonen – ser det ikke videre positivt ud. Nok har man bragt de græske statsfinanser nogenlunde under kontrol, men den græske statsgæld var stadig over 180 % af BNP ved udgangen af 2017. Som en ganske grov tommelfingerregel plejer økonomer at sige, at et gældsniveau over 80-100 % vil tynge landets økonomi. Rentebetalingerne begynder at blive så store, at det ar en synlig effekt på statens budget, og et så højt niveau er for det meste et symptom på politisk dysfunktionalitet – at politikerne i en længere årrække har ladet stå til og ikke taget finansielt ansvar. Som figuren nedenfor viser, er det græske niveau således cirka det dobbelte af den normale, kritiske grænse. Det italienske niveau er ikke nær det samme problem, men som figuren nedenfor illustrerer, er de gode år med nogenlunde ansvarlig politik ovre, og gælden er stigende igen. Den nuværende populistiske regering i Rom har på ingen måde gjort det bedre, men insisterer på at bruge flere penge.
På
den internationale scene er et af problemerne, at det i høj grad er udenlandske
stater, der ejer den græske statsgæld, mens en væsentligt større del af den
italienske ejes af italienske (og udenlandske) banker. En græsk gældslettelse –
dvs. en delvis græsk bankerot, selvom det ikke må hedde det – vil således
skulle betales af disse stater. En stor del af gælden holdes af ECB, og hvis
den lettes, må eurozonens medlemmer, der ejer ECB, rekapitalisere banken. Det
er særligt de nordeuropæiske medlemmer ekstremt utilbøjelige til at ville gøre.
Et yderligere problem er, at kreditorerne – EU’s regeringer, den Europæiske
Centralbank og den Internationale Valutafond – også har svært
ved at komme til enighed om, hvad der helt præcist bør ske. IMF, der
ligesom OECD har taget et stort skridt til venstre de senere år, foretrækker en
langt blidere linje overfor Athen, mens særligt dele af EU ikke er parate til at
forære noget, der nærmest har lignet en failed state, flere midler.
Den eneste holdbare vej ud af kaosset for Grækenland, og det snigende gældsmareridt for Italien, er økonomisk vækst. Og her ser det, som illustreret i den anden figur nedenfor, en smule bedre ud fra grækerne end italienerne, der synes reformresistente i næsten danske omfang. Grækerne har af nød faktisk indført en række reformer af både den offentlige sektor og dele af de statslige reguleringer – om end ikke nær så dybe reformer, som regeringen har lovet – og IMF regner med, at økonomien reelt voksede 2 % i 2018 og sandsynligvis vil vokse lige så meget i år. Det er langt fra nok for en økonomi, der er sat næsten 20 år tilbage og har behov for langt højere vækstrater til at hjælpe med at betale gælden, men det er en start.
Længere
mod vest ser det langt værre ud, da der stort set ingen vækst har været i den
italienske økonomi i snart 20 år: Den gennemsnitlige vækstrate siden 1999 har
været ½ % om året. Den nuværende regering ønsker at ’stimulere’ økonomien
gennem finanspolitikken. Men som enhver, der har fulgt et introduktionskursus i
makroøkonomi ved, vil finanspolitiske tiltag måske give en mindre aktivitetseffekt, men den virker næppe mere
end 2-3 år, og kommer ikke til at have varig virkning på nationalindkomsten
eller arbejdsløsheden. Tilbage står endnu et hul i statens finanser, fordi der
ingen planer er for at dække de ekstra udgifter med ekstra skatter.
Bundlinjen er, at de to specielt finanspolitisk uansvarlige europæiske lande begge stadig er syge økonomier. Begge lider under det mentale problem, som historikeren Bernard Lewis engang opsummerede i spørgsmålet ”Who did this to us?” – at man kollektivt nægter at tage ansvaret for egne finanser og egen uansvarlighed på sig. Begge lider også under en aftagende vækstrate i det meget lange løb, som det ganske let kan ses i den anden figur i dag. Det vækstmønster er typisk for økonomier, hvor en relativt lille del af den samlede vækst kommer fra vækst i produktiviteten. Som Robert Solow slog fast for mere end 60 år siden, er produktivitetsvækst nøglen til permanent vækst. Som de sidste 20 års forskning i vækst peger på, handler det spørgsmål i høj grad om gode institutioner, der skaber incitamenter for folk til at innovere i stedet for at rent-seeke. Og ser man på netop dét aspekt af problemet, ser det i særligt grad sort ud for Grækenland og Italien. Gælden er blot et symptom på, hvor institutionelt syge de to samfund er.
