Af Andreas Paulsen, cand. mag. og Peter Bjerregaard, cand.soc., København
Fra en ussel celle
i Venstre Fængsel forklarede en 24-årig kroejersøn i sit afskedsbrev i sommeren
1944, hvorfor han havde valgt at trodse overhængende livsfare og aktivt bekæmpe
undertrykkelsen. ”Frihed, Sandhed og
Ret”, skrev Niels Fiil til sine søstre, ”vil igen komme til at regere Danmark”.
Den unge modstandsmand satte af et ærligt hjerte ord på ikke bare
modstandskampens mål om at befri Danmark fra besættelsesmagten, men på selve modernitetens
projekt, der hvert år fejres den 14. juli til mindet om parisernes storm på Bastillen,
borgernes symbolske oprør mod feudalisme og enevælde, i 1789.
I år er det tredive år siden, at alverdens politiske ledere samledes i
Paris den 14. juli, midt i frihedsåret 1989, til fejringen af 200-året for Den Franske
Revolutions udbrud, vedtagelsen af Erklæringen om Menneskets og Borgerens
Rettigheder og dermed begyndelsen på den borgerlige tidsalder på vores
kontinent.
I månederne forinden havde titusindvis af kinesiske studenter modsat sig
det kommunistiske regimes undertrykkelse og symbolsk opført deres version af
Frihedsgudinden på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I efteråret kollapsede de
kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa under folkelige krav om
demokrati.
På tærsklen til 1990 opsummerede daværende statsminister, Poul Schlüter, begivenhederne
i sin nytårstale: ”Når menneskerettighederne vinder større og større plads derovre. Når
menneskene kan bevæge sig frit hen over den mur, der nu er ved at blive brudt
ned. Så bliver vor verdensdel som genfødt”.
Schlüter definerede meget præcist det forgangne år som det vigtigste år for
friheden siden 1945, og en af slutfirsernes mest ikoniske politiske tænkere, Francis
Fukuyama, vovede sin håbefulde forudsigelse om, at verdenshistorien stod foran
et revolutionerende paradigmeskifte. Menneskets historie kunne ende med det
liberale demokratis lyksaligheder: frihed, velstand og fred mellem nationerne.
I løbet af det seneste årti har Fukuyama dog måtte revidere tesen om det
liberale demokratis globale sejrsgang. Og det er ikke svært at få øje på
hvorfor. Autoritære stater som Kina, Rusland og Venezuela har bevæget sig i en
endnu mere autoritær retning, og selv i Europa og USA har illiberale bevægelser
flere steder bragt deres lande på kollisionskurs med fundamentale
borgerrettigheder og retsstatsprincipper.
De seneste 13 år er det gået tilbage for demokratiet i verden, vurderede
Freedom House tidligere i år. De store fremskridt, vi oplevede i slutningen af
det 20. århundrede, er stadig større end det seneste årtis tilbagegang; men
tendensen er klar. Demokratiet som statslig styreform og borgerlig livsnorm er
i retræte.
Der er givetvis flere forklaringer på denne tilbagegang; men sikkert er
det, at forudsætningerne for det borgerlige folkestyre er ikke hverken
grundindstillingen eller let forståelige for de fleste mennesker. Vores moderne
eksperiment med frihed og demokrati forudsætter en aktiv deltagelse i og
opbakning til bærende værdier og principper. Og det kræver en borgerlig
dannelse, som vores samfund har svigtet gennem årtier.
Den væsentligste opgave for egentligt borgerlige politikere, som er ideologisk arvtagere
til frihedsårene 1789, 1848 og 1989, bliver derfor at insistere på idéen om mennesket
som et myndigt, rettighedsbærende fornuftsvæsen. Og dermed at personlig frihed logisk
følges af ansvar. Genopdagelsen af de borgerlige værdier, der er fundamentet
under vores folkestyre, ville utvivlsomt give opbyggelighed til kommende blå valgsejre,
som rent faktisk vindes på borgerlige præmisser.
Det var disse værdier, der drev borgerne på tværs af Europa i det 18. og
19. århundrede til at kræve samfundsansvaret, og for blot 75 år siden
understregedes af en ung danskers ubøjelige kærlighed til vores folkestyre:
”Kun med Livet som Indsats”, konkluderede Niels Fiil i sin afsked, ”kan jeg
fordre den fulde Frihed”.
Glædelig 14. juli.
Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.
Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.
Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2019. Skriv et svar
Er
økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker,
inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig
udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere,
bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet
og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i
vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante
spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi
overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man
drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv
og intensiv vækst. Disse kaldes
også til tider vækst drevet af faktorakkumulation
og vækst drevet af faktorproduktivitet,
og er ekstremt forskellige processer.
Ekstensiv
vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man
bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er
denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer
over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger,
arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed.
Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge
flere folk, mere stål, gummi osv.
Siden
Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk
eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en
’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer
bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er
output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft
l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens
produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes
Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket,
at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til
kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales
som løn.
Illustrationen
er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i
modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man
Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som
den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k,
som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken
udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle
arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge
disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan
væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst,
væksten i faktorproduktivitet.
Sagen
er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor
stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil
arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer
100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor
Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst,
dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang
har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv
vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk
kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man
interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor
altid spørge sig selv, hvilken type
vækst man tænker på.
Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.
Det
svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige
forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er.
Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget,
og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst
skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver
at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor
et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.
Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.
Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.
Det
særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i
intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et
mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem
intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt
mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og
klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige
grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den
vigtigste, de skal have med herfra.
Det skrives meget vrøvl om velfærdsstaten i Skandinavien. Vi er dog i den heldige situation, at vi lever i den og dermed kan genkende en del af påstandene som nonsens når de ikke passer med data eller vores eget liv. Desværre har vrøvlet i de senere år bredt sig til andre dele af verden.
Det er derfor vigtigt, at danske, svenske og norske eksperter sætter ‘the record straigt’ for, hvad der er korrekt og hvad der er vrøvl. Det skete sidste år, da Trish Regan – en overivrig og underinformeret Fox News-vært – påstod, at Danmark var socialistisk. Her rykkede begge fløje, inklusive Kristian Jensen og Dan Jørgensen, ud for at skyde påstanden ned. Der er dog stadig mærkelige idéer om, hvad de skandinaviske velfærdsstater er for en størrelse, som også har bredt sig ind i det stadig mere absurde, britiske Labour-parti.
I sidste uges udgave af den fremragende podcast Live from Lord North Street, der drives af the Institute of Economic Affairs, interviewer institutets Director General Mark Littlewood derfor Cepos-direktøren Martin Ågerup. Martin er som altid klar, velargumenteret og balanceret, ligesom Mark er en vidende og interessant samtalepartner. Podcasten er som altid varmt anbefalet!
Fairtrade er en international mærkningsordning, der arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en mere fair indtægt og bedre arbejdsvilkår. Samtidig tages der hensyn til miljøet i produktionen. Vælg Fairtrade, og vær med til at forandre verden. Et indkøb ad gangen.
Sådan skriver Fairtrade Danmark på deres hjemmesider. Det lyder jo godt. Du skal blot købe fairtrade mærkede produkter, som alt andet lige, koster lidt mere end tilsvarende ikke-mærkede produkter. Og mens du nyder din kaffe, te eller hvad du nu har købt, så kan du varme dig ved tanken om, at du gør noget godt for nogle af verdens fattigste, eller gør du?
Vi har gennem årene skrevet en lang række indlæg om netop Fairtrade, og hvorvidt det nu også gør en positiv forskel, som man postulerer.
For efterhånden en del år siden kørte man herhjemme en kampagne, hvor “kendte” mennesker, bl. a. Asger Aamund og Anette Heick slog et slag for “Fair Handel” – og sidstnævnte blev bl. a. citeret for, at:
Fairtrade produkter giver mig en dobbelt glæde. Jeg får gode varer, og samtidig giver jeg en hjælpende hånd til mennesker, der har fortjent det.
Med mindre hun dermed mener det ligefrem skader andre menesker, at købe ikke mærkede produkter, giver udsagnet ikke meget mening.
Og hvor hun egentlig det fra, at hun rent faktisk gør en positiv forskel (i forhold til varer handlede på normale vilkår)? Det står noget hen i det uvisse. Og man skal næppe forvente at få et brugbart svar fra organisationen bag Fairtrade. Direkte adspurgt om hvor meget ekstra Afrikanske kakaobønder fik ved at være med i Fairtrade systemet, var svaret dengang det noget nedslående:
Dear Sir, I am sorry, but we can not answer this question. Kind regards Helga Stark
Også forbrugerrådet, som ellers er bedst kendt for at teste alverdens produkter for om de nu opfylder denne og hin påstand om el-forbrug, volumen, fryseevne, vasketider og så videre, alt efter hvilken produkttype der er tale om, har i årevis uhæmmet propaganderet for fairtrade mærkede produkter. Se bl. a. denne top-5 liste .
Det anbefales bl. a. at købe Keneyanske Fairtrade roser frem for “konventionelt” producerede roser fra Holland. Blandt argumenterne er, at de er mere klimavenlige på trods af en flyvetur på 6.000 km. Det er rigtigt nok, men det gælder jo også ikke-mærkede roser fra Kenya. Årsagen er at Hollandske roser dyrkes i drivhus og udbyttet kun er det halve per ha i forhold til Kenya. Skræller vi de argumenter af, som reelt intet har med Fairtrade at gøre, er det væsentligste argument, at man er
med til at sikre en minimumsløn til de afrikanske bønder og samtidig give bønderne bedre arbejdsforhold.
Det er altså lønnen som er det vigtigste. Det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.
Dette er også det eneste argument som reelt giver mening for de 4 andre produkter på top-5 listen; sukker, kakao (se også ovenstående svar fra Fairtrade), bananer og kaffe. Sidstnævnte er fortsat det absolut væsentligste produkt, både målt på omsætning og beskæftigede. Kaffe står for næsten lige så stor en andel som alle andre fairtrade mærkede landbrugsprodukter tilsammen målt på beskæftigede.
Om hvorfor man skal købe Fairtrade kaffe skriver forbrugerrådet:
Kaffe er et yderst prisfølsomt produkt, og konkurrencen på verdensmarkedet er benhård. Det presser prisen, også for de små kaffebønder, der står for langt størstedelen af kaffeproduktionen i verden. Prisen kan svinge utroligt meget. Og de store prisudsving kan sende hundredtusinder af bønder ud i dyb fattigdom, når priserne er i bund. Fairtrade-mærket kaffe har garanteret kaffebønderne en minimums-indkomst, så de overlever både tider med laver priser og dårlige kaffehøster.
Det er korrekt at kaffe er et prisfølsomt produkt, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Hvad angår påstanden om at det er små kaffebønder, som står for langt størstedelen af den globale kaffeproduktion, skal det nok medtages, at kaffeproduktionen i verdens største producentland, Brasilien – ca. 1/3 af den globale produktion – primært kommer fra store plantager.
Den anden største producent er Vietnam, hvis kaffe-boom er af nyere dato. Tilsammen står de to lande for næsten halvdelen af den samlede globale årlige produktion.
Vietnam var forøvrigt i lang tid ugleset hos Fairtrades forgænger, Max Havelaar, fordi billig Vietnamesisk kaffe “pressede priserne for mærkets mexicanske kooperativer”, som den daværende leder for Max Havelaar i Danmark beklagende anførte i en debat med undertegnede for år tilbage. Med andre ord, var det åbenbart et problem at Vietnameserne var konkurrencedygtige og ønskede at at producere kaffe. Det skal dog medtages, at i dag også kan købe Fair Trade kaffe fra Vietnam, hvis det måtte ønskes.
Ligesom Max Havelaar tidligere, er Fairtrade grundlæggende baseret på en forestilling om at traditionel international handel, hvor prisen findes ved almindelig udbud og efterspørgsel, er “uretfærdig”. Priserne er for lave og svinger for meget. Det er nu ikke specielt for kaffe, men gælder for en lang række vigtige landbrugsprodukter, hvor lav prisfølsomhed indebærer, at selv små udsving i udbud eller efterspørgsel medfører store prisændringer.
Derfor operer man med minimumspriser. Det er en gammel ide. Før 1929 satte den Brasilianske stat også en minimumspris for kaffe. Det medførte en voldsom stigning i produktionen – også på ringe jorde – for man var jo garanteret en minimumspris. I gode høstår måtte staten derfor købe store mængder op, som herefter blev destrueret (man hældte kaffen i havet).
Det endte brat i forbindelse med den internationale krise i 1929. Også herhjemme kender vi til minimumspriser, nemlig fra EU. Detendte som bekendt i vinsøer, smørbjerge osv., hvorefter man begyndte at give støtte til at braklægge landbrugsjord.
Selv om omsætningen af Fairtrade-mærkede produkter er steget voldsomt de seneste årtier – omsætningen i Danmark nærmer sig 1 mia. og den globale omsætning har passeret de 60 mia. – udgør det fortsat en meget lille andel af både det danske og ikke mindst det globale marked.
Hvad siger den økonomiske videnskab om Fairtrade?
Mens organisationen bag Fairtrade-mærket ikke synes specielt interesseret i de faktiske effekter af Fairtrade, har andre gennem årene søgt at afdække betydningen af Fairtrade.
Den fremragende økonom, Niclas Berggren, havde for nylig et indlæg på sin blog om et NBER working paper fra 2018; “The Effects of Fair Trade Certification: Evidence from Coffee Producers in Costa Rica”, af Raluca Dragusanu og Nathan Nunn. De undersøgte her betydningen af at indgå i Fairtrade systemet i Costa Rica (som er et mellemindkomstland i den høje ende).
Konklusionen var, at nok stiger kaffebøndernes indkomst, mens mellemhandlernes falder, men der var ingen målbar effekt for landarbejderne, som er de fleste og har de laveste lønninger.
Dette lettere nedslående resultat ligger i forlængelse af tidligere studier, som vi har omtalt her på bloggen gennem årene.
Bl. a. en svensk rapport fra 2009; “Vad uppnås med rättvisemärkning?” af Helena Johansson. Her var konklusionen at Fairtrade ingen særlige positive effekter har, mens de fattigste bønder slet ikke kan være med i systemet, fordi det koster penge og stiller krav, som de ikke kan opfylde.
Hovedkonklusionen er, at hvis levegtandarden skal øges, er Fairtrade konceptet meget ineffektivt, eller som man skriver:
För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.
det medgives, at der er positive effekter på mikroplan, men at:
modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.
Spørgsmålet er også, om Fairtrade muligvis blot er med til at fastholde mindre effektive bedrifter. Det skrev Christian Bjørnskov et indlæg om for et par år siden, hvor han omtalte et speciale af Cecilie Lautrup med titlen “Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico” . Cecilie Lautrup konkluderede heri, at
”det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Der er ikke noget som tyder på, at Fairtrade gør en reel positiv forskel. Til gengæld skal vi glæde os over, at det fortsat fylder så lidt i den samlede handel. Der er reelt tale om et “brand”, som sælges på “feel good” til mennesker som ikke ved bedre.
Det er ikke noget under, at det både indgår som del af virksomheders CSR og primært sælges i vestlige storbyer, hvor det kan bruges til at flashe ens gode intentioner.
Der er dog intet som tyder på, at man gør noget godt for fattige mennesker ved at købe Fairtrade produkter – og slet ikke for verdens aller fattigste.
Havde der været tale om et køleskab, svarer det til at man solgte det med energimærkning A+++, mens det i virkeligheden havde et energiforbrug svarende til D eller F.
Var der hårde hvidevare fabrikanter, som prøvede at slippe af sted med det nummer, ville forbrugerrådet med garanti være efter dem. Sådan er det ikke med Fairtrade, for det handler om følelser og en påstand om gode intentioner, og så er det åbenbart uinteressant hvorvidt “produktet” overhovedet lever op til de påstående egenskaber.
Man
hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere
børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør
danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en
eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige
religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få
flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få
mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn
er det eneste moralsk forsvarlige.
Som
forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser
på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om
lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand,
kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.
For
at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en
helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater
er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket
som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed
kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et
pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende
skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold
gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder,
så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere
når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s
Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end
nationalproduktet.
Alle
tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de
offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i
arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen
ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke
økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende
befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et
fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt
argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om
en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det
tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen
pension.
Omvendt
er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de
simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil
have relativt færre ressourcer per barn.
De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke
børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt
arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider
teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk
bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange
børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt
problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i
fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er
vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske
’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et
uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en
mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.
Der
findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante
Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo
flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet
lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af
forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede.
Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo
sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være
flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige.
Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent
innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William
Baumol indså).
Helt
overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv,
negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere
hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands
langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje
børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der
tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end
andre befolkninger.
Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.
Christian har allerede beskrevet og illustreret en meget central sammenhæng: At antallet af fødsler per kvinde falder med indkomsten. I mange lande er indkomsten nu så høj, at fertiliteten – antal børn per kvinde – er faldet til eller under 2,1. Det er det niveau, hvor befolkningstilvæksten holder op.
Det fantastiske Gapminder-værktøj gør det muligt at give en særdeles slående illustration af denne sammenhæng – og at inkludere endnu en vigtig mekanisme grafisk. For hvorfor skulle fertiliteten falde, når indkomsten stiger? En væsentlig del af forklaringen er, at stigende indkomst sænker børnedødeligheden. Og hvorfor er det vigtigt i denne sammenhæng? Fordi det afgørende for familierne er, hvor mange levende børn, de kan regne med at bringe videre til voksenlivet. Er der en stor risiko for at miste børn undervejs, er der en tilskyndelse til at få flere – og faktisk til at overkompensere. Børnedødeligheden er jo bare et gennemsnitstal, så vil man gardere sig mod f.eks. at miste dem alle, taler det for at få lidt flere end den gennemsnitlige risiko tilsiger.
Og se nu her. Figuren viser udviklingen i verden de sidste to hundrede år. Fertiliteten (antal fødsler per kvinde) er vist på y-aksen, mens børnedødeligheden (antal døde 0-5 årige per 1000 fødte) fremgår af x-aksen. Prikkerne viser hver et land, og størrelsen af prikkerne vokser med gennemsnitsindkomsten per indbygger. Læg mærke til farverne.
Som det ses, dykker fertiliteten systematisk for alle lande, når børnedødeligheden falder. Det gælder stort set uafhængigt af religion, kultur og andre forskelle.
Det er stort set kun de blå prikker, som endnu har en fertilitet væsentligt over 2 – og en højere dødelighed.
De blå prikker er afrikanske lande. Den blå hale afspejler, at det er i Afrika, at det meste af befolkningstilvæksten nu finder sted. Men også her falder fertiliteten med stigende indkomst og faldende dødelighed.
Så befolkningen “eksploderer” ikke. Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.
Forskningslitteraturen
om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de
ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af
ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe
samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af
spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering.
Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke
tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges
af omhyggelig håndhævelse af loven.
Tricket
er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er
ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden
var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det
såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går
meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de
er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage
til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede
punge med tillidsscoren i området.
Fornylig
har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande
rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de
præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er
at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en
tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og
varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.
Resultaterne
viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man
Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til
ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt
dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende
af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %),
Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark
(82 %).
Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.
Mest
af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et
af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt
aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når
vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med
det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs
for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost
– i Danmark.
Efter 20 års forhandlinger nåede man fredag endelig frem til en handelsaftale mellem EU og Mercosur. Det skal vi glæde os over.
Selv om aftalen, set med borgernes øjne kunne være blevet langt bedre, vil aftalen øge både handel og investeringer på tværs af Mercosur- Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – og EU.
Til gavn for både virksomheder og de 800 mio. borgere.
Aftalen medfører at toldsatserne for 90 procent af de produkter, som Mercosur eksporterer til EU, i løbet af de kommende 10 år gradvis nedsættes til nul – også for en lang række landbrugsvarer.
Desværre vil der fortsat være restriktioner (kvoter) på mængden af bl. a. oksekød, som Mercosur-landende kan eksportere til EU. Kvoten er sat til sølle 99.000 tons om året. Det skal ses i lyset af, at der produceres små 8,0 mio. tons oksekød i EU om året. De 99.000 tons er nok bedre end de 70.000 tons som den Franske regering under præsident Macron mente burde være grænsen indtil for nylig. De 99.000 tons kan dog ikke ses som “en sejr” for Mercosur-landenes eksportører, da der blot er tale om samme kvote som EU allerede foreslog i 2004. Til gengæld er der tale om et nederlag for EUs forbrugere, som kun i begrænset omfang får adgang til relativt billigt kvalitetskød fra ikke mindst Argentina og Uruguay (især oksekød fra Uruguay kan anbefales 🙂 )
Aftalen indeholder en lang række andre ting, herunder bedre beskyttelse af intellektuel ejendom, at Brasilien forbliver i Paris-aftalen (og det gør de så), adgang til offentlige udbud m.m. . Vi vender muligvis tilbage til selve aftalens indhold på et senere tidspunkt.
Alle taler om eksport, mens vores velstand primært bygger på import.
Omtalen af aftalen det seneste døgn bekræfter hvor lille forståelse der er for handels betydning for vækst og velstand.
Alle medier – det være sig Europæiske, herunder danske, eller i Mercosur-landende, er stort set kun optaget af hvad det betyder for eksporten, mens omtalen af import begrænser sig til de problemer der giver for landendes egne producenter.
Et godt eksempel finder man i omtalen af den indgåede aftale på TV2s hjemmesider. Hovedpointen her er, at:
Den vil fjerne toldafgifter for mere end fire milliarder euro – omtrent 30 milliarder danske kroner – om året for europæiske virksomheder.
Og senere i artiklen citerer Peter Thagesen fra DI for, at:
Hvis vi tager udgangspunkt i, hvad vi ved fra andre lignende handelsaftaler, så er det ikke urealistisk, at eksporten, når aftalen er fuldt importeret, vil stige med 30 til 50 procent
Det er ikke meget i anderledes i medierne i bl. a. Brasilien, hvor man dog er noget mere optaget af konsekvenserne for hjemmemarkedserhverv. For eksempel har Brasilien fået indskrevet i aftalen at de kan yde statsstøtte til deres vinbønder, fordi EU subsidierer Europæisk vinproduktion.
Sådan fungerer indgåelse af handelsaftaler. Det handler primært om (drives af) erhvervslivets interesser, mens den almene velstandsskabelse er sekundær.
Man kan selvfølgelig indvende at det betyder mindre, da effekten af denne og andre handelsaftaler er positiv for borgernes velstand, men…… Det er primært baseret på hvor meget “modparten” får igennem. Således er det IKKE til fordel for Europæernes velstand at udfasning af importtold er 10 år, og slet ikke at man opretholder kvoter for import af oksekød fra Mercosur, ligesom det IKKE er til fordel for velstanden i Argentina og Brasilien, at indenlandsk producerede biler først udsættes for fuld konkurrence om 15 år.
Sandheden ved den slags forhandlinger er, at man som almindelig borger skal heppe på at “modparten” får så fri adgang til “vores” marked, mens modsat “vores” adgang til “modpartens” marked er temmelig sekundær for “vores velstand”.
Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.
I det lys kan man som Dansker og Europæer kun ærgre sig over, at man har brugt 20 år på at indgå en aftale, når man “blot” unilateralt kunne have vedtaget at åbne Europa for import fra omverden.
Og ja, en unilateral ophævelse af alle restriktioner ville fortsat være mere optimalt end indgåelse af en handelsaftale. Men sådan spiller klaveret naturligvis ikke. Verden drives ikke primært af forståelse for centrale økonomiske sammenhænge, dertil betyder særinteresser alt for meget – og her er forbrugerne reelt ikke repræsenteret.
Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2019. Skriv et svar
Jeg
oplever hvert år, at studerende, venner og familie spørger, hvad jeg skal bruge
sommerferien på. De fleste af dem har den opfattelse, at når undervisningen og
de sidste eksaminer er ovre, er der ikke noget at lave for professorer før
september. Med andre ord tror mange mennesker, at professorer har meget lange sommerferier. Idéen er en
del af den større idé, at det må være let at være professor – man skal i
medierne en gang imellem, undervise et par timer om ugen, og ellers være klog
for sin enorme hyre. Dagens post handler om, hvor forkert den idé er.
Mens
flere af mine venner er på vej på ferie, sidder jeg på universitetet i Kiel og
skriver denne post. Jeg er her til videnskabelige workshop fra torsdag til
lørdag, og bruger søndagen på at rejse tilbage til Aarhus. Det betyder dog
ikke, at jeg holder ferie fra næste uge. Som min gode ven og kollega
Pierre-Guillaume Méon og jeg talte om i en pause i dag, er juli langt fra en
feriemåned for os. Problemet er, at vi begge skal til den såkaldte
Silvaplana-workshop den 21.-25. juli, og langt de fleste af deltagerne der
bruger den første halvdel af juli på at gøre deres artikler og præsentationer
færdige.
På
samme tid har de fleste af os det særlige problem, at der er en række deadlines
i løbet af august. For de af os, der skal til konference i the European Law and
Economics Association i Tel Aviv i midten af september, er deadline for at
sende den endelige version af ens konferencepapir i slutningen af august.
Arbejdet med det ligger derfor også i juli og august. For mit eget vedkommende,
har jeg en ekstra forpligtelse. Om aftenen den 4. august gør turen til London,
hvor jeg blot overnatter før jeg den 5. flyver til Dallas. Der er en
heldagsworkshop om økonomisk frihed den 6. august, hvorefter jeg flyver tilbage
til London den 7. om eftermiddagen. Præsentationen og andet materiale til
workshoppen i Dallas må nødvendigvis gøre færdigt i slutningen af juli.
Derudover
bliver de fleste af os nødt til både at gøre forskningsopgaver færdige, som har
ligget på skrivebordet siden foråret, hvor vi ikke havde tid til dem pga.
undervisning og flere administrative opgaver. Man bruger også tid på at
forberede ny forskning, som man ved skal sendes til konferencer før de typiske
deadlines først i november. Når undervisningen går i gang i september fosvinder
ens forskningstid ofte, og det eneste rationelle valg er derfor at bruge større
dele af sommeren på forskning, som ofte først skal præsenteres i foråret.
Det
er vigtigt at understrege, at formålet med denne post ikke er at søge sympati eller beklage vores situation. De fleste af
os synes, at vi har meget interessante jobs det meste af tiden! Men det er ofte
et problem for os, at mange – og måske de fleste – mennesker i vores
omgangskredse ikke forstår, at vores job er fundamentalt anderledes
struktureret end andre jobs. Vi har derfor ikke lige tid til et eller andet,
selvom det er juli og alle andre holder ferie eller slapper af. Et professorjob
giver godt 600.000 kroner om året og for de fleste nationaløkonomer indebærer
det en typisk arbejdsuge omkring 55 arbejdstimer, og nogle der er væsentligt
længere. Mange af de timer bliver nødt til at ligge når andre mennesker har
sommerferie. Så hvis I undrer jer over, at vi også i sommerferien fortæller
jer, at vi altså ikke lige har tid til at smide et par dage i en tur i
sommerhus eller andet. De fleste af os bruger sommeren på at nå, hvad vi ikke
nåede i foråret, eller vi ved vi ikke har tid til i efteråret. Det er ikke
fordi vi ikke vil bruge sommeren med jer!
Når der tales om forurening for tiden, henvises der næsten altid til enten vandkvalitet eller et eller andet aspekt af CO2-debatten. Mens man naturligvis bør tage disse debatter alvorligt, er der en anden og anderledes umiddelbart farlig type: Partikelforurening. Både i dag og historisk er partikelforurening alvorligt skadeligt for mennesker. Det gælder både indendørs partikler fra opvarmning og madlavning over åben ild, som det gælder de problemer med kul- og dieselos, som vores forældres og bedsteforældres generation kendte alt for godt.
En
af de bedste illustrationer af problemet kom i starten af december 1952, i form
af det, der blev kaldt The Great Smog of
London.
På grund af et fænomen kaldet ’temperaturinversion’, hvor et lag varmere luft lagde
sig oven på denne kolde luft i London, steg den giftige partikelforurening i
byen dramatisk. Dynen af varm luft en giftig tåge i at løfte sig over byen, og
da der stort set ingen vind var, lagde tågen sig tungt over London i fem dage.
Tågen i starten af december blev således hurtigt gullig pga. et særligt højt
svovlindhold fra byens mange kulfyr og de ikoniske London-busser, der næsten
lige var blevet udstyret med moderne dieselmotorer.
Luften
i London siges i de dage at have lugtet som rådne æg pga. det høje svovlindhold
i luften. Folk holdt med myndighedernes anbefaling børn hjemme fra skole,
undgik at gå ud, og mange blev endda hjemme fra arbejde. Det skulle vise sig at
være en god idé, og en endnu bedre idé at tage væk fra London – hvis man kunne
køre eller finde et tog, der gik – da flere tusinde døde af smogen.
Efterfølgende
vurderinger peger på, at 8000-12000 døde som følge af London-smogen i december
1952. Episoden var en øjenåbner i Storbritannien og fik efterfølgende borgere i
mange andre land til at indse, hvor skadelig forurening faktisk kunne være.
Mange borgere efterspurgte regulering, men opmærksomheden fik også virksomheder
til at efterspørge løsninger på udfordringer med partikelforurening fra deres
produkter, i deres produktion, og på deres fabrikker. Spørgsmålet var derefter,
hvilke lande, der gjorde noget ved problemerne – og hvornår.
Plottet nedenfor giver en indikation af svaret på spørgsmålet. Vi illustrerer her sammenhængen mellem gennemsnitsindkomst, målt ved real BNP per capita fra the Penn World Tables, og PM 2.5 som indikerer antallet af mikropartikler i luften – partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer i diameter i 2013-2015. De blå prikker indikerer almindelige lande, mens de orange er olie- og gasproducenter. Figuren viser tydeligt, at det er vigtigt at skille de to type lande fra hinanden. Ser man derimod på de blå punkter, er det ret tydeligt at der er en klar sammenhæng. Op til et vist punkt ser der umiddelbart ud til at være stor spredning, men ser man nærmere efter, drejer det sig faktisk kun om fire lande – Bangladesh, Cameroun, Egypten, Mauretanien – mens resten følger et klart mønster.
Som
figuren viser, er der i moderne tid ingen Kuznetskurve
for partikelforurening (eller også er alle lande på den rigtige side af
toppunktet). Forskellene langs kurven er heller ikke helt små: For hver fordobling
af gennemsnitsindkomsten falder partikelforureningen med cirka 40 procent. Går
man således fra et velstandsniveau omkring 15.000 dollars per person – meget
cirka Serbiens nuværende niveau – til Danmarks status omkring tre gange så høje
gennemsnitsindkomster, vil partikelforureningen typisk mere end halveres.
Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling. Som både tværsnittet i figuren ovenfor, som den britiske udvikling siden 1970 i figuren fra Storbritanniens Department for Environment, Food & Rural Affairs nedenfor viser, er problemet ikke økonomisk vækst. Efterkrigstidens udvikling peger i høj grad på, at moderne vækst er løsningen. Det betyder dog ikke at al vækst er en løsning – den skal være ’intensiv’, som vi skriver om senere på sommeren.
Forleden
sneg vi dette års sommerserie på punditokraterne i gang. Serien handler, som
opmærksomme læsere allerede vil vide, om befolkningstilvækst, klima og
miljøøkonomi. Vores mål er ligesom med sommerserierne i 2017 og 2018 at oplyse
læserne om, hvad vi ved og hvilke diskussioner, man måske bør have. Vi afholder
os i videst muligt omfang fra at være polemiske, selvom vi er klar over, at
nogle læsere givetvist vil læse polemiske incitamenter ind i vores valg af
emner. Det kan vi ikke gøre noget som helst ved.
Nummer
to i vores sommerserie i dag handler om det, man ofte kalder ”miljømæssige
Kuznetskurver” – på engelsk the Environmental
Kuznets Curve. Disse kurver er resultatet af overvejelser af, hvordan den
teoretiske sammenhæng mellem økonomisk udvikling og omfanget af miljøproblemer
ser ud. En typisk Kuznetskurve ligner en pukkel, da man som ofte antager, at
miljøproblemerne stiger i takt med den økonomiske udvikling, men kun indtil et
vist punkt. Efter dette punkt, hvor virksomhederne og den overordnede økonomi
er blevet avanceret nok til at indføre mere ressourceeffektiv teknologi og
bedre ressourcemanagement, og hvor almindelige borgere er blevet rige nok til i
væsentlig grad at bekymre sig om forhold som miljøbelastning, falder omfanget
af miljøproblemer igen.
Hvis
et miljøproblem kan beskrives med en Kuznetskurve, er den mest effektive måde
at løse miljøproblemerne på, uden at skade menneskelig velfærd, således at
bringe landet over Kuznetspunktet – toppen af den pukkellugende kurve – og over
i det ’stadie’ af den økonomiske udvikling, hvor øget velstand indebærer færre
miljøproblemer. Om der er et toppunkt
og udviklingen dermed kan beskrives med en Kuznetskurve, og i givet fald hvor punktet ligger, er naturligvis et
åbent spørgsmål som forskere stadig skændes om.
I den nedenstående figur forsøger vi at kaste en smule lys over denne type forhold. Vi deler verdens lande op i fem såkaldte ’kvintiler’ – fem lige store grupper af lande – i forhold til deres velstandsniveau (real BNP per capita fra Penn World Tables). For hver kvintil plotter vi den gennemsnitlige ændring i landenes CO2-udledninger per indbygger mellem 1974 og 1994 (de blå søjler) og 1994 og 2014 (de orange søjler), som vi får fra Verdensbankens World Development Indicators. Vi gør det på den måde, fordi det giver det mest håndgribelige indtryk af dynamikken i udledningerne.
Det
interessante er, at der ser ud til at være to slags sammenhænge i dataene. I de
tidlige tal mellem 1974 og 1994 er de største stigninger i udledninger at finde
i mellemindkomstlande, mens der faktisk er et lille fald i verdens 20 procent
rigeste lande. Ser man på den nyere periode er der langt større stigninger
blandt særligt meget fattige lande, men også et ganske markant fald på 15
procent blandt de 20 procent rigeste. Hvad foregår der?
Tricket
til at forstå udviklingen er at notere sig, at mellem 1974 og 1994 voksede
verdens 20 procent fattigste lande i gennemsnit slet ikke. Stigningen i CO2-udledninger
på cirka 15 procent er derfor sandsynligvis import af gammel teknologi fra
i-lande, der svinede mere end traditionel teknologi. Anden kvintil havde også
en meget begrænset vækst mellem 1974 og 1994 (kun 4 procent over de tyve år),
mens tredje og fjerde kvintil voksede med henholdsvis 49 og 35 procent, og
femte kvintil med 24 procent. Det var med andre en periode, hvor verden blev
mere ulige.
Siden
starten af 1990erne har dette billede ændret sig. Indkomsten i de fattigste 20
procent af verden er siden da vokset med 48 procent, og indkomsten i de næste
20 procent med hele 58 procent. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at disse
kvintiler også nu udleder langt mere CO2 end tidligere. Til gengæld
kan man også se Kuznet-sammenhængen i de 20 procent rigeste lande, der har sænket deres udledninger ganske markant
på samme tid som deres indkomst er vokset 24 procent. Teknologiske landvindinger,
ændrede forbrugerkrav, og deregulering – der har gjort energiforbrug til en
virkelig konkurrenceparameter i adskillige industrier – har indebåret, at disse
lande i de er ’renere’.
Ser
det så godt eller skidt ud for verdens samlede udledninger? Det kommer i
virkeligheden an på, hvilket sigt man ser det på. På kortere sigt vil fortsat
økonomisk udvikling betyde højere udledninger i en række lande. På længere sigt
må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes
over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de
importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.
Hvor optimistisk eller pessimistisk man rimeligvis kan være, afhænger således
også af, hvor tålmodig man er.
For
et stykke tid siden, var en gruppe klimaforskere ude med budskabet om, at der
er for mange mennesker på Jorden. Klimaforskerne mente, at det primært er
antallet af mennesker, der skaber de store udledninger af drivhusgasser og
dermed skaber global opvarmning. Deres forslag var at begrænse fødselstallet
ved at forbyde folk at få for mange børn. Med andre ord mente flere af dem, at
man burde indføre internationale regler for, hvor mange børn folk må få. På
samme måde hører man tit klimafolk argumentere imod øget økonomisk vækst, ofte
med en illustration der viser, at vi ’bruger’ mere end
en hel planets ressourcer.
Som
økonom har man til tider lyst til at skrige ”skomager, bliv ved din læst!” til
de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på
hvad økonomi er og gør. Punditokraternes sommerserie i år kommer derfor til at
handle om befolkningstilvækst, klima og miljøøkonomi. Det er tredje gang, vi
kører en sommerserie – i 2017 var emnet public choice, og i
2018 handel og
handelsteori – og som tidligere år, er vores læsere
velkomne til at foreslå emner indenfor det overordnede tema.
Det første budskab i sommerserien er ganske simpelt, men ikke almindeligt forstået: Jo rigere et land bliver, jo færre børn får dets befolkning. Vi illustrerer denne sammenhæng, der ofte kaldes ’den demografiske transition – i figuren nedenfor, hvor vi har plottet det gennemsnitlige fødselstal – hvor mange børn, hver voksen kvinde får – overfor hvor rigt landet er. Rigdom måler vi som standard med det købekraftskorrigerede bruttonationalprodukt per indbygger. I plottet tager vi logaritmen til BNP per capita, da det både giver et pænere plot og giver en langt nemmere fortolkning af sammenhængen. Vi plotter den for tre år – 1990, 2003 og 2016 – så man kan få et indtryk af, om det er en stabil sammenhæng, og ekskluderer alle olielande hvor det er kendt, at sammenhængen er væsentligt svagere.
Figuren
demonstrerer med al tydelig klarhed, hvordan fødselstallet daler i takt med, at
et land bliver rigere. Sammenhængen er også ganske stærk: Tallene indikerer, at
i 1990 var en fordobling af gennemsnitsindkomsten forbundet med 1,37 færre børn
per kvinde, mens de tilsvarende tal i 2003 og 2016 var henholdsvis 1,17 og
0,95. Sammenhængen er dermed blevet en anelse (men statistisk signifikant)
svagere. Det skal dog ses på baggrund af, at folk helt generelt får færre børn.
De uvægtede gennemsnit af fødselstal på tværs af verdens lande uden
olieproduktion var 3,93, 3,11 og 2,74 i de tre år. Med andre ord får folk i dag
langt færre børn end de gjorde blot 20 år siden, og i visse dele af verden er
reduktionen dramatisk. I 2016 var Bangladeshs fødselstal blot 2,1 barn per
kvinde, og en række indiske
stater har i dag fødselstal et godt stykke under 2.
Det
interessante ved tallet 2,1 er, at det er det fødselstal, hvor befolkningen
holder op med at vokse. Har man et fødselstal under 2,1, kan ens lands
befolkning kun vokse gennem indvandring, og man bidrager dermed ikke længere
til verdens befolkningstilvækst. Skal man permanent og uden diktatoriske midler
modvirke, at Jordens befolkning bliver endnu større, er den eneste farbare vej
dermed økonomisk vækst, og helst vækst i nogle af de mest folkerige lande.
Ser
man grundigt på figuren, indikerer den at lande med en gennemsnitsindkomst per
indbygger (ifølge Verdensbanken) over 15.000 dollars ender med et fødselstal
under 2,1. Der er således intet mærkeligt i, at Afrikas største befolkning –
den nigerianske – stadig vokser hurtigt med et fødselstal på 5,5. Landets
gennemsnitsindkomst er i solid vækst, men er stadig kun cirka 5500 dollars per
år, og man kan derfor ikke forvente, at folk pludseligt holder op med at få så
mange børn. Som i de fleste andre fattige lande, får folk mange børn fordi
nogle af dem dør for de bliver voksne, og fordi børn basalt set er deres
forældres pensionsopsparing – man får mange børn, så nogle af dem er i stand
til at passe en, når man bliver gammel. En norm om at få mange børn er således
fuldstændigt rationel i meget fattige samfund, men ændrer sig når landets
økonomi så at sige bliver ’moderne’.
Det
er netop denne modernitet, man kan se komme med den økonomiske vækst.
Kæmpelandet Indonesiens gennemsnitsindkomst er cirka 11.000 dollars, og dets
fødselstal er de sidste par årtier faldet til blot 2,4. Det noget rigere
naboland Malaysia har en gennemsnitsindkomst i dag omkring 26.000 dollars og et
fødselstal på 2, og det fattigere, men på mange måder mere moderne Brasilien –
Latinamerikas største land – er med et fødselstal på 1,7 holdt op med at vokse.
Som vi kommer til at se hen over sommeren, er økonomisk vækst derfor ikke
nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store
globale udfordringer. Tror man, at økonomisk vækst bare handler om at blive
flere og bruge flere ressourcer, har man et alvorligt forståelsesproblem.
Langt om længe er forslaget til en gennemgribende og nødvendig pensionsreform nået frem til kongressens to kamre. Desværre i en udvandet version. Oprindelig var der lagt op til besparelser på omkring 1.600 mia. BRL (ca. 400 mia. USD i dagens kurser), og reform af pensionssystemerne gældende for både privat-, statslig, delstatslig og kommunalt ansatte, hvoraf besparelsen ved en reform alene i delstater og kommuner indebar en besparelse på ca. 400 mia. BRL over de kommende 10 år.
Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.
Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.
Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.
Økonomien står bomstille
For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.
Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.
Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.
En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.
Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok
En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.
Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.
Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.
Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.
Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.
Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.
Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.
Kilde: IBGE (2019)
Det nuværende pensionssystem
Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.
Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.
Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.
Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.
Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!
Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.
I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.
Pensionsreform
Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)
Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.
Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.
Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.
Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.
Kilde: Økonomiministeriet, Brasilien (2019)
Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.
Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.
Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.
Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.
Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.
Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.
Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.
“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).
Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.
Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.
Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning
Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.
Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.
Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.
Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.
Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?
Magten ligger i kongressen
Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.
Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.
Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.
Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.
Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.
Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.
Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).
Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.
Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.
Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:
1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.
2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.
Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.
Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.
Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.
Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)
Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.
Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.
I
anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three
approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler
jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere
meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig
specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme
overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan
bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af
Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som
jeg understreger i konklusionerne:
“In other respects, all three books either explicitly
or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that
while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid
argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional
or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also
emphasises increasing income inequality, none of them note that their
recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a
Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are
certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political
influence in three of the five countries of the region.”
Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.
Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2019. Skriv et svar
International
handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst,
produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til
at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en
international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den
amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i
EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store
flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt
positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der
deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200
år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med
at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.
Selvom
alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David
Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon
til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher
og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer
fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt
udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del
af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og
importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to
måder.
For
det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi
importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori
(de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan
nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne
får flere varianter af varerne at
vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet
Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede
varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende
virkning af intraindustriel handel.
Den
anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international.
Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det
bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de
færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første
sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk
import.
Spørgsmålet
er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse
med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp
Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af
et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds
oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data.
Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere
lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i
princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel
af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at
illustrere, hvor dramatisk strukturen af
dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.
Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.
Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.
Er
intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver
af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre
ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det
sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er
at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers
politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et
lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele
lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.
Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2019. Skriv et svar
Mens
man kan undre sig over Danmarks økonomiske problemer, er vi ikke de eneste, der
er i langsigtet økonomisk uføre trods umiddelbart fine regnskaber.
Flyproducenten Boeing har det sidste år fået alvorlige udfordringer, og mange
af dem er – ligesom de danske – i høj grad selvforskyldte. Historien er dog
ikke kun om et selskab, der er sprunget over hvor gærdet var lavest, men også
om et, der er udfordret på dets ressourcer af overraskende krav fra dets
primære marked.
Bekymringerne
begyndte så småt, da et nyt 737 Max 8-fly – den nye version af det ekstremt
populære Boeing 737 – fra indonesiske Lion Air faldt ned i oktober sidste år. Det
rørte dog ikke alt for mange i industrien, da det indonesiske marked ikke just
er kendt for sikkerhed. Da et fly fra Ethiopian Airlines faldt ned umiddelbart
efter start i marts, blev det derimod fortolket anderledes af industrien.
Ethiopian har ry for at være et solidt selskab med gode piloter, der ikke ville
bringe et fly i fare. Et uheld kunne accepteres som uheld, to med det samme nye
fly, og under de samme omstændigheder, lignede en designfejl.
Boeing
lagde sig fladt ned og tog skylden allerede før den endelige uheldsrapport om
det etiopiske styrt udkom. Den foreløbige rapport pegede på, at flyets
autopilot havde skabt den farlige situation ved at rette op på et problem, der
ikke var der, og at piloterne fra Ethiopian havde gjort alt rigtigt – men forgæves.
Synderen syntes at være en del af flyets autopilot kaldet the Maneuvering
Characteristics Augmentation System, forkortet til
MCAS, hvis primære funktion er at få den nye Max-serie til at opføre sig på
samme måde som den tidligere generation af 737. Problemet er, at 737 MAX-serien
ikke blot er længere end den tidligere version, men også er udstyret med de nye
og mere kraftfulde CFM Leap-motorer. Flyet opfører sig derfor særligt ved start
og landing, når motorerne bruges aktivt, ikke
som de gamle modeller.
Tanken
bag installationen af et computersystem, der fik MAX-flyene til at gøre som om
de var den tidligere serie, var at det bl.a. ville betyde, at piloter ikke
skulle omskoles og recertificeres til at flyve den nye version, men burde kunne
træde direkte ind i de nye fly med et minimum af træning. Med andre ord havde
Boeing installeret MCAS for at kunderne kunne spare penge ved implementeringen
af de nye fly, og dermed gøre den nye version af 737 mere attraktiv. Det viste
sig dog, at systemet slog til uden at piloterne gjorde noget, hvilket ikke blot
overraskede mange af dem og skabte farlige situationer. Det var således et fundamentalt
brud med Boeings filosofi (der er modsat af approachen hos Airbus), at piloten
har ret når der er tvivl. Som de to uheld viste, fik MCAS information om flyets
position fra kun én indikator, og skabte uheldssituationer, når den indikator
var fejlbehæftet. MCAS opførte sig nærmest som en bil, der af sig selv retter
rattet op efter et sving, men til tider ikke ved hvilken vej ligeud er.
Flystyrt
er aldrig gode tegn for en flyproducent, men for Boeing kom de på et særdeles
uheldigt tidspunkt. Selskabet har for det første brugt ressourcer på at
opdatere 737, om end langt færre end det ville have kostet at udvikle et helt
nyt fly. Det har været nødvendigt, da det i dets egen størrelse ikke blot
presses af den nye version af Airbus populære A320-serie, men også det russiske
Irkut MC-21.
Irkut-flyet testes for tiden og lover at være lige så brændstofeffektivt som de
bedste konkurrenter. Modsat 737 kan det endda leveres med enten russiske Aviadvigatels
nyudviklede PD-14-motor, der i tests har vist sig at være cirka lige så
brændstofbesparende som CFMs nye LEAP – motorvalget for 737 MAX – eller Pratt
& Whitneys 1000G, der er motorvalg for den nye generation Airbus A320.
Boeing er også presset af de lidt mindre Bombardier-fly – der nu sælges om
Airbus A220 pga. præsident Trumps handelskrig mod EU – som æder sig ind på
markedet fra neden. Økonomien i markedet for fly af 737-størrelsen har med
andre ord ændret sig markant.
Et
andet af Boeings problemer er den uforudset store efterspørgsel efter en
afløser for 757-serien. Det lange,
slanke fly, der blev produceret mellem 1981 og 2004 og stadig flyves af bl.a.
Icelandair, er ikke blot populært hos piloter. Det har også været stærkt attraktivt
for amerikanske selskaber, der har værdsat hvor fleksibelt flyet er – det er
profitabelt på både ruter mellem Europa og den amerikanske østkyst, og på
kortere ruter i USA – ligesom det er forbløffende brændstofeffektivt for dets
alder. Delta og American Airlines opererer tilsammen stadig omkring 200 aldrende
757-fly, og begge har presset på for at få en afløser.
Boeings
svar har været at afsøge mulighederne for det, der for tiden kalder et NMA – New Midsize Airplane – som de
fleste regner med, på et tidspunkt bliver døbt 797. Langt de fleste regner også
med, at 797 kommer til at bruge en række teknologiske fremskridt, som Boeing
udviklede til det større 787. Foreløbig har Boeing dog afvist at lægge sig fast
på et projekt, men taler stadig om at de afsøger markedet, ligesom de bruger
formuleringer i stil med at man ”er i dialog” med potentielle kunder.
Udfordringen
er naturligvis, at Boeing må være tilstrækkeligt sikker på, at der er et reelt
marked for et 797, før de lægger sig fast på at udvikle det og binder
ressourcer i det. Det er på ingen måde let for selskabet, da presset på et
nyudviklet fly til markedet omkring 220-270 sæder kommer på et særdeles ubekvemt tidspunkt. Boeing bruger
ikke blot ingeniører og andre ressourcer på at løse udfordringerne med 737 MAX,
men har også stadig bundet ressourcer op på at færdiggøre og certificere den
nye version af det store 777, som officielt stadig omtales som 777X.
Mens
Boeing synes at have accepteret, at tredje generation af det ikoniske 747 nok
primært har en fremtid som fragtfly, er konkurrencen på markedet for store fly
en reel risiko. 777X er mere eller mindre færdigt, men de nye motorer fra
General Electrics skaber problemer, og konkurrencen fra Airbus opdaterede A330
og nyudviklede A350 gør fremtidsudsigterne mindre sikre end for blot få år
siden. Det hele trækker ressourcer hos Boeing, og da der for eksempel ikke er
uendeligt mange ingeniører, står selskabet nu i et økonomisk dilemma: Hvor
store ressourcer kan det betale sig – og lade sig gøre – at investere i et nyudviklet
fly, versus andre, presserende behov? Ingen har lyst til at gamble med
selskabets fremtid, som man gjorde sidst i 60erne, men at lade være er heller
ikke en mulighed. Boeing kan tabe på flere markeder end nogensinde før, og har
brug for at sætte sig sikkert på mindst et af dem. Det er en serie beslutninger,
som omstændighederne og Boeings egne fejl har gjort sværere end nogensinde
siden 1967.
Der
er store forskelle på, hvor ligestillede kvinder er rundt omkring i verden.
Helt overordnet er kvinder i de nordiske lande blandt de mest ligestillede, og
politikere hylder ofte sig selv for at have opnået denne status. Spørgsmålet er
dog, hvor meget der skyldes moderne politik og hvor meget, der i stedet skyldes
dybere kulturelle forskelle. Ny og meget kreativ forskning peger på, at
nordiske piger var mere ligestillede allerede i vikingetiden.
Laura
Maravall Buckwalter fra universitetet i Tübingen undersøger i artiklen med det lange navn ”Valkyries: Was Gender Equality High in the
Scandinavian Periphery since Viking Times? Evidence from Enamel Hypoplasia and
Height Ratios” om folk i de nordiske lande
diskriminerede mindre mod piger i vikingetiden og middelalderen end i resten af
Europa. Hendes trick er at benytte sig af mål for emaljehypoplasi, der primært
skyldes fejl- eller underernæring i den tidlige barndom. Hypoplasi er fænomenet
hvor et organ eller en anden del af ens krop er underudviklet: Netop hypoplasi
i tandemaljen viser sig både at være en god indikator for diskrimination af
piger, og et fænomen, man kan måle med forholdsvis god præcision på skeletter. Ved
at sammenholde forekomsten af emaljehypoplasi hos mænd og kvinder, får man
derfor et ret godt og objektivt mål for historisk diskrimination af piger.
Buckwalter
finder, at hendes diskriminationsmål er cirka 0,8 for nordiske kvinder udenfor
de få byer, der eksisterede dengang. Tallet i sig selv siger intet, udover at
det er en afvigelse fra fuld ligestilling – en værdi på 0. Sammenholdt med den
typiske værdi på 1,2 i resten af Europa peger dog på, at kvinder i
vikingetidens Norden var væsentligt mere ligestillede end i resten af Europa.
Sammenligner man med moderne mål fra ulande, er en forskel på 0,8 og 1,2 også
en endda meget stor faktisk forskel i behandlingen af piger og drenge.
Den
nye artikel, der i sagens natur benytter sig af arkæologisk evidens – men behandlet
som man gør i moderne samfundsvidenskab – er dermed konsistent med andre
historiske indikationer. Der er for eksempel adskillige eksempler på rige begravelser,
der viste sig at være af kvinder – det norske Osebergskib, der er den rigeste
af alle skibsbegravelser i Norden, viste sig at være for en kvinde – ligesom der
findes eksempler på kvinder i vikingetiden, der var skibsejere. Skulle man have
været skeptisk overfor fortolkningen af disse historiske eksempler, peger den
nye forskning i samme retning.
Det
skal understreges, at der ikke nødvendigvis går en lige linje fra vikingetiden
og den tidlige, nordiske middelalder til nutidens ligestillede kvinder i
Danmark, Norge, Sverige og Island. Læser man historien, får man ofte indtryk af
at den kristne kirke fra 1300-årene og frem aktivt bekæmpede ligestillingen.
Der er dog næppe noget, der kan tage en historisk tradition fra de nordiske lande. Ligestillingen har mindre med
fremsynede, moderne politikere at gøre, og mere med almindelige menneskers
ordentlige behandling af hinanden.
Den fremragende Johan Norbergs serie Dead Wrong er har de seneste år dækket en lang række emner. På halvandet minut leverer Norberg sit korte, klare budskab der altid er bakket op af seriøs samfundsvidenskab. Det fantastiske er, at Norberg i denne uge dækker et emne, der direkte taler til Venstres politiske strategi. Venstre er, som det burde være læserne bekendt, med Lars Løkke rykket ind på midten af dansk politik. Var det en god idé? Efter valgnederlaget har Claus Hjort Frederiksen raset over, at K og LA ikke fulgte Venstre på dets vej til en socialdemokratisk position. Norberg understreger her, hvad der er gået galt for Venstre – et helt generelt fænomen, når partier forfølger denne strategi – og afdækker dermed også det forhold, som Løkke og Hjort aldrig har forstået: Vælgerne straffer principløshed.
Valgkampen vidnede om, at der også i Danmark blæser nogle
populistiske, anti-kapitalistiske vinde. Det kan til tider godt give mindelser
om 1970’erne, om end det dengang var langt værre.
Det fik mig til at tænke på historien om, hvor langt ude
Sverige var i 1970’erne, og hvor galt det kunne være gået. I stedet har Sverige
bevæget sig i en klart mere liberal retning.
I figuren kan man se, hvordan Sverige i 1970’erne lå langt
lavere end selv Danmark, når det gjaldt graden af markedsøkonomi (målt her ved
Fraser m.fl. Index of Economic Freedom). Siden 1985 har vi nogenlunde fulgtes
ad. Danmark er marginalt foran, men siden 2000 har vi været svagt faldende,
mens Sveriges trend har været svagt stigende.
Men i 1970’erne lå det i høj grad i kortene, at Sverige reelt
kunne være på vej til at afvikle den private ejendomsret til erhvervslivet.
Svensk LO fremlagde en model for Löntagarfonde, som gradvist skulle overtage
ejerskabet med svenske selskaber. Fondssocialisme, slet og ret. Det gik ud på,
at de lovpligtigt skulle aflevere aktier svarende til 20 pct. af overskuddet
til fonde, kontrolleret af fagbevægelsen. De ville altså komme til at
kontrollere en voksende andel af svensk erhvervsliv og især naturligvis den
mest rentable del. Fondene ville også komme til at styre en voksende del af
investeringerne. En del af begrundelsen for LO’s forslag gik eksplicit på, at
de mest succesfulde virksomheder pressede de mindre succesfulde, så de havde
svært ved både at udbetale de overenskomstmæssige lønninger og bevare
beskæftigelsen. Men med de succesfuldes større bidrag til de centrale fonde kunne
man udligne mellem virksomheder med ”over-overskud” til dem med
”under-overskud”! LO fik det magtfulde svenske Socialdemokrati med på
forslaget. En del klassiske socialdemokrater var imod, men bl.a. Olof Palme var
opsat på at udnytte tidens anti-kapitalistiske stemning.
Et kontrafaktisk
studie af 16 børsnoterede selskaber viser, at fondene i løbet af få år
ville have været den største ejer i Handelsbanken og SE-banken. I løbet af tyve
år ville f.eks. Electrolux have haft fondene som majoritetsejer, mens H&M
ville have været tæt på.
Men fondssocialismen endte kun som et kontrafaktisk
spøgelse. Faktisk blev opgøret med fondssocialismen et vendepunkt, som
markerede bevægelsen imod et mere liberalt Sverige. Selve fondsforslaget endte
med at blive vedtaget i 1983 af den nytiltrådte socialdemokratiske regering i
en stærkt udvandet version, som blev endelig afskaffet, da Moderatlederen Carl
Bildt blev statsminister i 1991.
Det skyldes frem for noget en håndfuld fremsynede
erhvervsfolk fra den svenske arbejdsgiverforening, SAF. Allerede i slutningen
af 1960erne indså SAFs kommunikationsdirektør StureEskilsson,
at udfordringen fra de anti-kapitalistiske strømninger krævede et principielt,
intellektuelt rodfæstet forsvar for kapitalisme og markedsøkonomi som system.
Det var langt fra alle i erhvervslivet, som var enige. Nogle mente tværtimod,
at det var bedre at være imødekommende over for kritikerne og ”følge med tiden”.
Appeasement-taktikken er ikke fremmed
for virksomheder i politisk modvind. Virksomheder blander sig typisk i politik
for at lobbye for konkrete resultater for dem selv, og de efterspørger derudover
typisk politisk stabilitet. Hellere forhandle med de politiske magthavere end
udfordre dem. Når det gjaldt fondssocialisme, var der endog en opfattelse hos
nogle CEO’s om, at fondene ville være langt mindre besværlige ejere end de
hidtidige private ejere. Private ejere stiller krav om afkast og stiller ikke
kapital til rådighed uden udsigt til succes. Fagbevægelsen kunne man derimod
forhandle med – og en del af formålet var jo netop at omfordele kapital fra de
effektive til de mindre effektive.
Også politisk var der en tendens til at vælge appeasement,
f.eks. hos Folkpartiet (som i dag tør kalde sig liberale).
SAF-medarbejderne – som bl.a. talte Carl Johan Westholm –
fik dog opbakning til linjen i arbejdsgiverforeningen, ikke mindst da Curt
Nicolin fra Wallenberg-koncernen blev formand for SAF i 1976. Det skabte for
det første et principielt engagement fra erhvervslivet i svensk samfundsdebat.
For det andet opbyggedes en stærk infrastruktur af intellektuelle institutioner
som tænketanken Timbro og forskningsinstituttet Ratio. Grundidéen var at
opbygge en intellektuel kapital, en forståelse for markedsøkonomien som system.
Som en af folkene efterfølgende bemærkede, gik man fra at være ”pro-business”
til at være ”pro-market” (med Milton Friedmans ord).
Nils Karlson identificerer
i et interessant case-study denne vending i det intellektuelle miljø som en af
flere afgørende forudsætninger for, at Sverige forlod driften mod socialisme og
reformerede sig i mere markedsorienteret retning. Da flere alvorlige kriser
ramte Sverige i løbet af 1980erne og 1990erne var der skabt indsigt og
holdninger – langt ind i Socialdemokratiet – som gjorde det muligt at løse dem
med liberale reformer. Det langsigtede, vedholdende arbejde med udspring i
SAF-folkenes forudseenhed gjorde, at der var en intellektuel kapital at trække
på. Det gjaldt, da Sverige liberaliserede sine stærkt regulerede og aflukkede
finansielle markeder, efter at de reelt var ved at bryde sammen i løbet af 1980’erne.
Og det gjaldt, da bunden gik ud af statsfinanserne og kronen kom under pres i
begyndelsen af 1990’erne. Sverige fik en budgetlov, sanerede udgiftspolitikken,
begrænsede velfærdsstaten og skabte en uafhængig centralbank, som har evnet at
føre en succesfuld pengepolitisk linje med inflationsmålsætning og flydende
valutakurs.
Der var altså ikke tale om et quick fix eller forsøg på at kommunikere
sine organisationspolitiske interesser bedre, men at investere i en langsigtet
og helt grundlæggende holdningsændring. Resultaterne kom heller ikke med det
samme, men meget gradvist. Sveriges to borgerlige regeringer i perioden 1976-82
var ikke ubetingede succeser. Men med tiden kom det til at præge dem helt
afgørende. Navnlig Moderaterna tog nyliberalismen til sig. Politikere og andre meningsdannere
er forsat præget af den langsigtede satsning.
Det er givet, at en del andre begivenheder var hjælpsomme
over for SAF-folkenes projekt. De økonomiske kriser og succeserne med en mere
markedsorienteret politik i USA og Storbritannien under så markante
lederskikkelser som Ronald Reagan og Margaret Thatcher er et eksempel. Nobelpriserne
i økonomi til en række liberale økonomer som F.A. Hayek i 1974 og Milton
Friedman i 1976 markerede ikke blot en bevægelse i liberal retning blandt
økonomer, men fik måske særlig gennemslagskraft i Sverige, fordi Nobelprisen
uddeles under stor opmærksomhed i Stockholm. Den gradvise opløsning af det
sovjetiske imperium i løbet af 1980’erne, kulminerende med Berlinmurens fald i
1989, bidrog også. Men sådan er det jo altid. Historien har sjældent unikausale
årsager.
Kampen mod fondssocialismen var ikonisk – bl.a. i kraft af
en demonstration, der samlede 100.000 i det centrale Stockholm – og et wake
up-call til svensk erhvervsliv, men langt fra det eneste mål for SAF-folkene. Det
var langt mere ambitiøst: Ikke blot at undgå fondene, men at ændre kursen for
det svenske samfund fundamentalt. Og det er som sagt lykkedes, selv om der naturligvis
fortsat er plads til markante liberale fremskridt.
Kampagnen mod löntagarfonderna er beskrevet i en serie artikler i Svensk Tidsskrift fra 2013 i anledning af 30 året for demonstrationen. De er værd at læse.
Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2019. Skriv et svar
For
75 år i dag gik Operation Overlord i gang. Operationen blev til det, der i dag kaldes
D-Dag, den dag de allierede styrker vendte tilbage til det europæiske kontinent
og startede befrielsen fra Nazitysklands besættelse. Den amerikanske general
Dwight D. Eisenhower kommanderede det man kaldte the Supreme Headquarters
Allied Expeditionary Force, mens hans britiske pendant Bernard Montgomery blev
kommandant for the 21st Army Group. De to fik således ansvaret for 39 allierede
divisioner – mere en million tropper – der satte ind mod det nazistisk besatte
Frankrig. Mens de første allierede i Frankrig var faldskærmstropper, blev det
den enorme matchbox fleet, der landede de fleste tropper på fem strande i det
nordlige Normandiet den 6. juni 1944: Utah, Omaha, Gold, Juno, og Sword, der
alle var solidt forsvaret af tyske soldater.
Det
blev en dag i helvede, der 11 måneder senere skulle føre til den ”morgen som
tusinde andre og ingen morgen i tusinde år” da Danmark, sammen med Norge,
Belgien og Nordvesttyskland var befriet. Kampene på de fem strande var
uhyggeligt hårde, og mange forfattere og filmskabere har siden forsøgt at
genskabe noget af den afsindige dag. Steven Spielbergs første 20 minutter af
hans Saving Private
Ryan giver et indtryk af, hvad de allierede styrker var igennem, ligesom
HBO-serien Band
of Brothers fangede både rædslen, vanviddet, og den dybere mening meget
fint.
Få har dog sagt det så klart som USA’s præsident Ronald Reagan ved 40-årsdagen for D-Dag. Reagans nu berømte Boys of Pointe du Hoc-tale – skrevet af den uforlignelige Peggy Noonan – opsummerede den morgen for nu 75 år siden: “Luften var fuld af røg og mænds skrig… og luften var fuld af riflers knitren og kanoners brøl.”
Vi
ignorerer derfor det danske valg fuldstændigt i dag for at minde om noget langt
vigtigere: Dagen, da den vestlige civilisation begyndte en tilbageerobring af fred,
frihed og retten til at leve sit eget liv. I en tid hvor mange mennesker har
glemt, hvad kommunisme og diktatur i alle dets afskygninger er, er det værd at
mindes Reagans ord om de faldne ved Pointe du Hoc for 35 år siden: ”Let us show
them by our actions that we understand what they died for.”
