Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Læs resten

Køb din kage i Lagkagehuset, boykot Oxfam-Ibis og opsig dit abbonement på TV2

I de seneste uger har en række danske virksomheder med udenlandske ejere været udsat for en veritabel shitstorm, fordi nogen finder det problematisk, at de f.eks. er ejet af kapitalfonde med base i Luxembourg eller på Jersey. Det er f. eks. tilfældet for Lagkagehuset, som vi ser nærmere på i dette blogindlæg.

Læs resten

Alberto Alesina er død

Forleden kom den triste besked, at den italienske økonom Alberto Alesina var faldet om med et hjerteanfald, da han var på vandretur. Den 63-årige Alesina, der var professor i nationaløkonomi på Harvard, var en af de mest kreative og indflydelsesrige økonomer i sin generation, og hans alt for tidlige død er et stort tab for professionen. Hans position i professionen er de seneste dage blevet afspejlet i den stribe af topforskere og topøkonomer, fra Nouriel Roubini og Larry Summers til Dina Pomeranz og vores egen Lars Christensen, der har hyldet ham på Twitter.

Alesina var født i det nordlige Italien i 1957 og læste økonomi på Bocconi-universitetet i Milano, men endte med at tage til Harvard, hvor han modtog sin PhD i 1986. Året efter begyndte han at efterlade sit aftryk på politisk økonomi med to artikler: Rules and Discretion with Non-coordinated Monetary and Fiscal Policy i Economic Inquiry, som han skrev sammen med den et år ældre Guido Tabellini, og hans egen Macroeconomic Policy in a Two-Party System as a Repeated Game i Quarterly Journal of Economics. Særligt hans tidlige QJE-artikel ændrede manges syn på økonomisk politik, da Alesina viste at fuldt rationelle politikere kan implementere såkaldte politiske business cycles, og dermed destabilisere den økonomiske udvikling. Politisk økonomi i en eller anden form skulle vise sig at være det tilbagevendende omdrejningspunkt for hans forskning.

Alesina gjorde de følgende år et indtryk med en række særdeles indflydelsesrige artikler, og vendte således syv år efter sin PhD tilbage til Harvard, hvor han blev Professor of Economics and Government. Han havde siden 2003 den prestigefyldte stilling som Nathaniel Ropes Professor of Political Economics.

Alesinas betydning for udviklingen og populariseringen af politisk økonomi er svær at undervurdere. Ifølge Google Scholar er der idag mere end 120.000 citationer til Alesinas studier – et tal, der er næsten ubegribeligt for de fleste økonomer – og bare hans fem mest citerede artikler er citeret næsten 20.000 gange. Disse fem – to i Quarterly Journal of Economics, to i Journal of Economic Growth og en i European Economic Review – illustrerer også bredden af hans interesser. Distributive Politics and Growth, som han skrev sammen med Dani Rodrik, og Income Distribution, Political Instability, and Investment, skrevet sammen med Roberto Perotti, bidrog tidligt til den moderne litteratur om ulighed og udvikling. Public Goods and Ethnic Divisions og Fractionalization, fra henholdsvis 1999 og 2003, rykkede forskningen om samfundsmæssig homogenitet og udvikling en tand videre, mens hans artikel Who Gives Foreign Aid to Whom and Why, der var fælles arbejde med David Dollar, for første gang dokumenterede hvordan fordelingen af ulandshjælp er voldsomt politiseret. Alesina var ikke altid lige populær i politiske miljøer, men var altid interessant og ekstremt kompetent.

Noget af hans sidste færdiggjorte arbejde var den kontroversielle, men omhyggeligt researchede bog Austerity: When It Works and When It Doesn’t fra sidste år. Alesina gjorde sig her, sammen med Carlo Favero og Francesco Giavazzi, til fortaler for nedskæringer i stedet for skattestigninger, når en moderne regering skal have styr på budgettet. Budskabet var i særlig grad upopulært hjemme i Italien, hvor modstanden mod fiskal disciplin og budgetbegrænsninger er stærkere end i mange år. Alesina gjorde dog det rigtige, men ikke det politisk populære, og foretog en omhyggelig analyse af en lang række situationer hvor regeringer måtte rette op på store underskud. Disse analyser viste, at dem der havde reageret med nedskæringer i de offentlige budgetter, havde haft langt større succes med både at bringe budgettet under kontrol, og med at skabe økonomisk udvikling igen.

Alberto Alesina var en af de økonomer, der insisterede på at forske i political economics i stedet for public choice, og som dermed distancerede sig fra det tidlige arbejde fra folk som James Buchanan, Gordon Tullock og Mancur Olson. Men uanset hvad man vælger at kalde det felt, man arbejder indenfor – public choice, political economy, political economics… – var han en af de ypperste udøvere af det. At han oveni sine akademiske kvaliteter var en venlig, ydmyg og afholdt kollega og populær blandt sine studerende, gør kun tabet det større.

Seruminstituttets 1,1 % må være forkert

Forleden udgav Seruminstituttet det første studie af en random sample af faktisk coronasmitte i Danmark. Man havde testet cirka 1000 personer og fandt, at 1,1 % havde været smittede. Seruminstituttet konkluderede derfor, at med en vis usikkerhed var der cirka 60.000 danskere, der havde været smittede. Mens instituttet fremhævede, at det indebar at Danmark er meget langt fra flokimmunitet, var den vigtigste implikation måske, at det gav en dødelighedsrate på lidt under 1 %. Studiet så vigtigt ud, men der er blot ét problem: Seruminstituttets fund kan simpelthen ikke være retvisende, da de er helt inkonsistente med andre ting vi ved. Lad mig illustrere problemet med nogle eksempelberegninger.

Allerførst skal man holde sig for øje, at de 1,1 % ikke er det nuværende antal danskere, der har været smittede, men antallet omtrent 2-3 uger før testen. Grunden er, at det tager tid før kroppen har dannet antistoffer og man derfor overhovedet kan finde dem. Undersøgelsen er således retvisende for antallet af smittede i cirka sidst i april. Det kan man derfor sammenholde med de tests af aktiv smitte, som man har lavet siden slutningen af februar, og den ændring i teststrategi, som man implementerede fra omkring den 20-21 april (se figuren).

Læs resten

Dødelighed i Danmark – en update

Hver gang man skriver, at coronavirus ikke er nær så dødelig som statsministeren og de fleste medier synes at mene, står der en hær af modstandere klar. Med jævnlige beskyldninger om at være Trump-apologet, Bolsonaro-elsker, eller blot en kynisk og menneskefjendsk person, er det blevet ganske ubehageligt at holde fast i fakta for tiden. En insisteren på fakta er dog en af vores fremmeste opgaver her på stedet, og det gælder i lige så høj grad coronavirussen som økonomiske og politiske forhold. Med risiko for endnu en gang at blive udskreget på de sociale medier (jeg heldigvis ikke deltager i), handler dagens post om hvordan den faktisk dødelighed ser ud i Danmark.

Vi formidler fakta gennem to figurer: Den ene viser de ugentlige dødstal for danskere under 60 år, mens den anden viser de samme tal for danskere der er 60 år eller ældre. For begge serier viser vi tallene for uge 38-22 i 2016-17, gennemsnittet for 2017-18 og 2018-19, og for den nuværende sæson 2019-20 (hvor data for uge 20-22 ikke er tilgængelige endnu). Dataene følger således hvad man normalt betragter som influenzasæsonen. De danske data er interessante på mindst to måder: For det første kan de tydeligt vise over- og underdødelighed uge for uge og totalt set, og for det andet kaster de ekstra lys over timingen af forskellene.

Læs resten

Demsetz, Hayek og statslig intervention

Mange mennesker hylder, at vestlige stater har taget drakoniske beslutninger og vist ’handlekraft’ de seneste måneder. Men på samme tid som de fleste stater har implementeret vidtrækkende ændringer i samfundet, har de fleste også vidst, at man fra starten næsten intet vidste om den egentlige, potentielle trussel – SARS-CoV-2-virussen – og at man under normale omstændigheder ikke bør stole på de fleste politikere. Denne noget absurde situation er velbeskrevet i den politisk-økonomiske faglitteratur, men ikke særligt bredt kendt.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Har dansk nedlukning kostet 2-3 gange så meget som den sociale distancering i Sverige?

Vi er på vej til at genåbne det meste af økonomien. Det indebærer ikke, at det er opgivet at gøre noget ved corona-epidemien. Men i stedet for tvungen nedlukning af bestemte brancher bliver det i højere grad overladt til borgerne selv at holde afstand, samtidig med, at reguleringen primært har generel karakter i form af afstandskrav, brug af værnemidler mv.. Det sker bl.a. i lyset af, at Seruminstituttet har nået den konklusion, at netop den frivillige sociale distancering har spillet en central rolle for smittebekæmpelsen i forhold til den tvungne nedlukning.

Læs resten

Har nedlukningerne gjort en forskel?

Torsdag aften kunne man igen se statsministeren rose sig selv for at have reddet danskere ved hjælp af den massive nedlukning af det danske samfund. Argumentet er sært i og med, at hele baggrunden for nedlukningen var et forsøg på at skærme sundhedsvæsenet mod alt for mange intensivpatienter med respiratorbehov på en gang. Med andre ord var det halvofficielle formål med nedlukningen, hvis man spurgte sundhedsmyndighederne – statsministeren og hendes sundhedsminister har hele vejen igennem nægtet at definere en klar strategi – at blive på den ’grønne kurve’. Men med 138 patienter i respirator den allerværste dag Danmark lå mere end 900 patienter under den grønne kurve på den værste dag.

Sundhedseksperter har gentagne gange understreget, at man kun redder folk fra at dø i det omfang at man undgår kapacitetsproblemer, og dem har de færreste lande oplevet. Mens de fleste kommentatorer og politikere meget simpelt regner med, at nedlukning har virket – og derefter har enkelte vovet at stille spørgsmålet, om den måske var for dyr – er det ikke sådan forskning virker. Punditokraterne er lige så forskningsbaseret som værdibaseret, og vi stiller derfor det store spørgsmål i dag: Ser det ud til, at nedlukningerne af de vestlige samfund har haft effekt udover de enorme økonomiske omkostninger? Det gør vi på to forskellige måder.

Læs resten

Der skal færre end 60% til flokimmunitet

”Det er den første bølge, som er den værste. De næste bliver mildere, og på et tidspunkt vil 40-60 procent af befolkningen have fået sygdommen, og den vil finde en balance, hvor den bliver en naturlig infektion blandt alle mulige andre”. Sådan sagde Kåre Mølbak i et interview i Politiken d. 26. marts. Og siden har det i adskillige medier heddet sig, at flokimmunitet indtræder når ca. 60% af befolkningen er immune (se fx Berlingske, Politiken og Ingeniøren). De 60% svarer til flokimmuniteten i en simpel SIR-model (som beskrevet af min kollega, Otto Brøns-Petersen her), når R0 er 2,5 (så hver smittede i udgangspunktet (hvor ingen er immune og alle derfor er modtagelige for smitte) smitter 2,5 andre.

Men måske er der grund til i højere grad at hæfte sig ved den nedre grænse for Kåre Mølbaks interval. For som jeg tidligere har beskrevet, så er der mange grunde til at tro, at R0 vil falde, jo længere vi kommer hen i en epidemi. Det sker bl.a. som følge af superspredere, som jeg tidligere har omtalt her. Superspredere er personer, der kan smitte hundredvis af personer (som fx bartenderen med fløjten på after-ski stedet Kitzloch kan have gjort). Superspredere har størst risiko for at blive smittet i starten af en epidemi, og derfor vil R0 være højere i starten af epidemien, men falde løbende, efterhånden som flere og flere ”almindelige” mennesker bliver smittet (og supersprederne bliver immune).

Men superspredere er ikke de eneste, der adskiller sig fra gennemsnittet. Det gør de fleste. Supersprederne er bare de mest ekstreme, men der er stadig god grund til at tro, at de fleste ikke vil smitte 2,5 andre, men smitte flere eller færre afhængig af bl.a. hvor sociale de er. I et paper af Reich et al. (2020) modellerer de denne forskel blandt mennesker ved hjælp af en gammafordeling. De viser, at fordelingen af, hvor mange personer hvert enkelt individ smitter, har stor betydning for, hvor stor en andel af befolkningen, der smittes, før en epidemi dør ud pga. flokimmunitet.

Figuren nedenfor viser forløbet af en epidemi for forskellige værdier af gamma i Reich et al. (2020)’s model. Jo lavere gamma, jo mere heterogen er befolkningen. Gamma = 0,4 (rød kurve) giver den eksponentielle kurve, som vi kender fra SIR-modellen, mens gamma = 0,2 (gul kurve) giver et helt anderledes forløb med væsentligt færre smittede samlet set.

Reich et al. (2020) skriver, at “absent direct evidence, in what follows we select gamma=0.2, which makes the degree of the top 0.1 percentile (1/1,000 nodes) equal about 15 times the median degree. We think this is a somewhat reasonable approximation of the true distribution.” Hvorfor de tror det, kommer de ikke nærmere ind på. Jeg synes det lyder lavt, når jeg tænker på mit eget liv før jeg fik børn, hvor fodbold, fester osv. fyldte langt mere end i dag. Men hvis vi tager deres vurdering for gode varer, betyder det, at der samlet set er ca. 30% færre smittede, når epidemien dør ud, end med gamma = 0,4.

HVIS samme faktor kan ganges på resultaterne fra den simple SIR-model, så ender vi faktisk meget tæt på de 40 procent smittede, før vi opnår flokimmunitet, som var i den lave ende af Kåre Mølbaks interval. Er gamma kun 0,1 (så spredningen i social aktivitet er endnu større), opnås flokimmunitet endnu tidligere.

Menneskelig adfærd og incitamenter har selvfølgelig også betydning for R0. Men adfærden er i højere grad med til at sikre, at epidemien ikke løber løbsk (fordi folk passer mere på, hvis der er mange smittede i samfundet) og vi derfor holder os nærmere den grønne end den røde kurve. Derimod påvirker adfærden næppe, hvornår der opstår flokimmunitet, fordi vi alle — før eller siden — vil leve stort set, som før vi lærte at sige COVID-19.

Referencer

Reich, Ofir, Guy Shalev, og Tom Kalvari. 2020. “Modeling COVID-19 on a Network: Super-Spreaders, Testing and Containment”, april, 20. https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.04.30.20081828v1.

Sampling- og selektionsproblemer

Når man læser statistiske undersøgelser, og særligt undersøgelser af spørgeskemadata og sundhedsstudier, er de fleste tilbøjelige til at tro, at jo større den er, jo bedre er den også. Det er en god tommelfingerregel i nogle tilfælde, men kan være meget misvisende i andre. Pointen med dagens post er derfor at illustrere de problemer med såkaldt sampling- og selektionsproblemer, som kan føre til at undersøgelser af bl.a. danskernes holdninger og af sygdomsforhold kan være så stærkt problematiske, at de er værre end ingen undersøgelser.

Vi stiller derfor et hypotetisk eksempel op, hvor man gerne vil vide noget om, hvor udbredt en bestemt ekstrem holdning er – det kunne være, om alle homoseksuelle skal have tæsk – eller hvor udbredt en sygdom er – i dagens eksempel corona. I vores hypotetiske eksempel er der 1 % af alle borgere, der har en bestemt holdning eller er smittede. Spørger man således 9000 borgere i en korrekt gennemført undersøgelse, vil de 90 erklære sig enige med det bestemte spørgsmål, eller være smittede. Spørgsmålet er så, hvordan store studier kan komme til helt andre konklusioner.

Læs resten

Corona versus influenza

Det sker med jævne mellemrum, at folk sammenligner Covid-19 med influenza. Jeg har selv gjort det, og bliver som andre ramt af en veritabel shitstorm. Formaster man sig til at mene, at den nuværende coronaepidemi kan sammenlignes med en svær influenzaepidemi, reagerer mange øjeblikkeligt: Jeg kan åbenbart kun mene det, fordi jeg er et hjerteløst (neoliberalt) monster, det har Trump også sagt så jeg må støtte Trump, og hvad i alverden ved en – underforstået ideologisk – økonom om det?

Det er stadig min statistisk underbyggede mening, at den faktiske dødelighed af corona (den såkaldte Infection Fatality Rate, IFR) er ganske begrænset, og sandsynligvis af størrelsesordenen 1-2 ‰. Men hvordan ser den ellers ud i forhold til influenza? Det ser vi på i det følgende ved at sammenligne det nuværende coronaudbrud med den svære influenzasæson 2017-18.

I influenzasæsonen for to år siden blev 7667 danskere indlagt med influenza, hvoraf 549 endte på en intensivafdeling. I alt 603 af de indlagte døde med influenza i 2017-18-sæsonen, og det samlede antal døde med influenza endte på 1644 borgere. Influenzaepidemien, der bl.a. blev særlig pga. den store forekomst af Influenza B, der også kendes som Yamagata, udviste en klar aldersgradient. Medianalderen for alle indlagte var 69 år, og 68 for de intensivindlagte. Sammenligninger af Case Fatality Rates (CFR), dvs. andelen af positivtestede der er døde, for danskere over 65 år versus dem under 65, viste at de ældre havde 26 gange større dødelighed end folk i den arbejdsdygtige alder (118 / 4,5).

Når man vender sig mod coronaepidemien er der i skrivende stund 2134, der er eller har været indlagt med Covid-19. Selv hvis man regner med tre ugers fortsat epidemi med 10-15 nyindlæggelser per dag (som er det nuværende niveau), ender man under en total på 2400 indlæggelser. 320 af disse har været på intensiv, mens totalt set 527 er døde. Vores estimat (se figuren nedenfor) er, at dødsfaldene vil fortsætte cirka to uger endnu, så vi stadig vil se omtrent 25-30 ekstra døde. Det vil sige, at det totale antal døde når et niveau på cirka 550-560, og en meget stor andel af disse er ældre. Blandt de indlagte er medianalderen sidst i 60erne, og over 80 år for dødsfaldene. Sammenligner man CFR’erne for danskere under og over 70, peger det på en dødelighed der er 29 gange større hvis man er over 70 (243,1 / 8,4).

Nogle læsere vil sikkert mene, at det er koldt og måske endda kynisk, at sammenligne sygdomme på denne måde. Fakta er dog fakta, og intet – siger og skriver intet – rimeligt sundhedsrespons på en sygdom kan give mening uden fakta. Disse fakta demonstrerer, at coronaepidemien i Danmark på alle parametre har været sammenlignelig eller lettere end influenzasæsonen 2017-18. Om det så skyldes regeringens respons og nedlukningen af det danske samfund, eller det har været helt ligegyldigt, er en helt anden diskussion. Den vender vi givetvis tilbage til relativt snart, men læg blot mærke til et enkelt forhold på figuren her: Den første fase genoplukning fra 15. april, som politikere og sundhedsmyndigheder sagde ville give et højere smittetal, og nogen decideret advarede imod, har ikke givet nogen som helst effekter, der kan aflæses i indlæggelses- eller dødstal.

Hvor farlig er corona – en update

Da coronaepidemien officielt ramte Europa i februar, skabte skrækbillederne fra Norditalien en panikstemning hos politikere og befolkninger: Stemningen var, at noget måtte gøres og det måtte gøres nu så titusinder ikke døde. Et estimat, baseret på den såkaldte Imperial College model, forudså flere end 90.000 dødsfald i Sverige, og stemningen skabte et sjældent manøvrerum for mange regeringer, der viste sig mere end villige til at ignorere basale rettigheder eller politisk omhu (se f.eks. her). Siden da har de fleste af dem – om end ikke de svenske, der simpelthen styrer efter sundhedsekspertisens råd – også ignoreret ny viden om virussen. Det gælder i helt særlig grad ny viden om dens faktiske dødelighed, som viser sig at være ret begrænset.

Læs resten

Memento mori, Peltzman effekten og Hayeks fødselsdag

Med magthavernes håndtering af corona pandemien har centralplanlægning endnu engang ført til uciviliseret adfærd og en fordrejning af sproget. Først det sproglige.
”Ethvert dødsfald er en tragedie” har statsministerens udtalt. Hertil er svaret ”nej, det er det ikke”. Ethvert dødsfald medfører sorg og savn hos de pårørende, men det er ikke en tragedie når en gammel mor eller far, mormor eller farfar, svigerfar dør, så er der sorg i familien, der vil været et savn hos de pårørende, resten af deres liv. For den man holder af, har en plads i ens erindring, lige så længe man lever. Det kalder vi også kærlighed. Det gælder også for dem der rammes af en tragedie, hvilket er noget, vi ikke kan forlige os med, men både sorg, savn, fortvivlelse og glæde er en del af tilværelsen. Den tragiske død er barnet, den unge, den for tidlige død. Døden er en del af tilværelsen. Men det moderne menneske kan ikke tale om døden. Nu har Covid-19 tvunget alle til at tale om døden, men kun det at dø af en bestemt årsag. Der er daglige dødsstatistikker. Og politikerne med statsministeren i spidsen taler om det tragiske i dødsfald. Men det er altså ikke tragisk, når en på 80 går bort, eller en på 90. Ved at ophøje ethvert dødsfald til en tragedie, tabes perspektivet i det at leve og dø – men ved at ophøje et covid-19 dødsfald til noget særligt, retfærdiggøres de drakoniske tiltag, myndighederne har lagt ned over landet.
Socialstatens stormtropper vil fjerne ethvert problem, de forarges over ethvert problem, forarges over enhver modgang, der rammer det enkelte menneske. De vil ikke acceptere det forhold, at livet og tilværelsen indeholder sorg, savn, glæde og ind imellem også fortvivlelse. De vil gøre godt. Det skriver Thomas Sowell så fremragende om i ”The Vision of the Anointed” (køb den: https://www.amazon.co.uk/Vision-Anointed-Self-Congratulation-Social-Policy/dp/046508995X/ref=sr_1_1?dchild=1&keywords=the+vision+of+the+anointed&qid=1588959610&sr=8-1). Dem, der vil gøre godt, bliver altid forargede på dem, der blot vil have ansvaret selv og ikke ser noget godt i at blive dirigeret af ”de gode og velmenende”. I Danmark har vi en statsminister, der er valgt for at skabe tryghed, hun vil gøre alt for at skabe illusionen om, at hun beskytter danskerne og gør godt for nationen ved at gøre covid-19 til samfundsproblemet over alle andre, så alt som i absolut alt skal sættes til side for dette ene onde.


Denne ensidige fokus på et onde, gør at vi tillader uciviliseret og ondskabsfuld opførsel. F.eks. hustruen, der ikke må besøge sin kræftsyge mand på Herlev Hospital (Se Berlingske her: https://www.berlingske.dk/samfund/hospital-naegtede-hustru-at-besoege-doeende-mand-han-kunne-ikke-faa-besoeg). Manden er terminalt syg, men han har mere end 48 timer at leve i, så derfor må hun ikke få adgang. Det er ondt. Det er hjerteskærende ondskabsfuldt. Det er kun et totalitært tænkende menneske, der kan se det som en acceptabel adfærd. Eller den demente plejehjemsbeboer, der dagligt har fået besøg af sin friske og raske hustru, men når de skal fejre diamantbryllup måtte hun stå med børn og børnebørn og vinke med flag på græsplænen op til sin livsledsager på 1.sal. Hvad er mest ondskabsfuldt? At dø omgivet af sine kære, gammel mæt af dage eller dø alene, ensom og forladt – alene fordi der er noget, der hedder corona.


”Memento mori” hviskede slaven i øret på Roms kejser, når han kørte i triumftog. For at minde ham om, at selv midt i hans triumf, skulle han huske, at han var dødelig. ”Memento mori” sagde man i oldkirken, for at huske på livets korthed, så man derfor var aktiv i livet og i den verden, vi nu lever i. Men ved at ophøje et problem til det afgørende problem, så skabes der utallige andre. Hvorfor beslutningstagere burde huske økonomen Peltzman, der i sin artikel fra 1975 påpegede (https://www.journals.uchicago.edu/doi/abs/10.1086/260352?mobileUi=0&), at når der reguleres for at undgå et onde, så skabes der ofte flere onder end det ene, der søges løst ved regulering. Det burde der i det mindste være en respekt for, når de forskellige landes magthavere vælger at sende verdensøkonomien ud i et frit fald pga. et problem.


Frederich August von Hayek, der har fødselsdag i dag den 8. maj, fremhævede hele sit lange liv, at central planlægning ikke er muligt, at ingen planlæggere ved tilstrækkeligt til at kunne planlægge hele samfundet, hele økonomien. Planlægge hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte virksomhed, for det enkelte individ, planlægge hvad prisen på den enkelte vare skal være. Lige nu har vi det problem, at den centrale planlægningsvej er valgt som den eneste farbare løsning. Det vil så være første gang i verdenshistorien at centralisme har ført til noget godt.

Brug for at komme et par spadestik dybere end ekspertrapporten om COVID-19.

Regeringen er så småt begyndt at offentliggøre sit beslutningsgrundlag for håndteringen af coronakrisen. Det er på høje tid – og noget vi længe og ofte har efterlyst her på stedet.

Det tyder dog også på, at en del af grundlaget først har skulle skabes. I hvert fald blev der først for nylig nedsat en lille ekspertgruppe bestående af tre økonomer til at se på de økonomiske sider af epidemihåndteringen. Deres rapport kom i går og fortjener nogle kommentarer med på vejen. Men først og fremmest bør der kvitteres for arbejdet, der imponerende nok er produceret i løbet af bare fem dage. Man må dog håbe, at en væsentlig del af materialet var udarbejdet i de økonomiske ministerier på forhånd.

Branchelukning er et meget primitivt instrument.

Rapporten forsøger at give et meget groft billede af, hvilke brancher der er forbundet med størst smittetryk i forhold til den økonomiske værdiskabelse. Det giver en indikation af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at holde lukket ned – og omvendt hvor det er vigtigst at prioritere genoplukning først. Rapporten finder, at fritids- og ungdomstilbud, barer og værtshuse og fitnesscentre giver mindst værditilvækst i forhold til smittetryk. Omvendt har universiteter, gymnasiale uddannelse og lufthavne størst værditilvækst i forhold til deres bidrag til smittetryk. Interessant nok har supermarkeder højere smittetryk og mindre værditilvækst end indkøbscentre!

Denne opgørelse er bedre end ingenting, men lukning af hele brancher er en meget grov og primitiv måde at styre smittetrykket på. Det samfundsøkonomiske tab ville være meget mindre, hvis man i stedet kunne skære de marginale aktiviteter væk i alle brancher. F.eks. ville det være en fordel at kunne skære nogle ligegyldige supermarkedsbesøg væk mod til gengæld at kunne åbne for ekstremt højt værdsatte besøg f.eks. i en butik i et storcenter.

Ideelt set burde vi i stedet for generel nedlukning af hele brancher have en skat på alle aktiviteter, der øger smitterisikoen. Der findes endda en elegant teori om, at skatten skal svare til de omkostninger, som den øgede smitterisiko påfører andre – den såkaldt eksterne omkostning. Når hverken regeringen eller ekspertudvalget har bragt en sådan skat på banen, har det den gode grund, at det er meget svært at identificere skattegrundlaget – altså at pege, hvornår og hvor meget vi øger smittetrykket.

Men manglen på at kunne anvende det bedste redskab kommer med en pris. Det gør det samfundsøkonomisk dyrere at nedbringe smittetrykket, og derfor er der ikke plads til så meget smittereduktion, som vi ellers kunne få for de samme penge.

Og spørgsmålet er, om der ikke findes andre alternativer til den meget primitive nedlukning af hele brancher. Jeg har selv foreslået, at man i stedet for bare at lukke f.eks. en restaurant ned, blot fordi det er en restaurant, i stedet kunne give den lov til at åbne, hvis den kunne dokumentere en tilstrækkelig smittehåndtering. Forslaget er blevet netop blevet fremført af DI og i de politiske forhandlinger.

Frivillig adfærd kontra obligatorisk nedlukning

Seruminstituttet har gjort den vigtige opdagelse, at det uventede kraftige fald i smittetrykket skyldes danskernes frivillige sociale distancering. Det bekræftes af den økonomiske rapport. Det er f.eks. iøjnefaldende, at aktiviteterne i en række smitterisikable brancher er faldet også i Sverige, selv om de godt må holde åbent der. Hotellernes omsætning er f.eks. faldet ca. 50 pct. i Danmark, men næsten 40 pct. i Sverige. Ekspertgruppen regner med, at under halvdelen af det danske BNP-fald som følge af krisen kan henføres til nedlukningen, og at mere end halvdelen skyldes frivillig distancering samt andre forhold (som udlandsefterspørgsel).

Der er imidlertid grund til at komme adskillige spadestik dybere.

Seruminstituttet er stadig præget af en tro på, at adfærden kan styres gennem formaninger. Der er imidlertid nok snarere tale om, at folk reagerer ganske rationelt på smitterisikoen. Det gør standardmodellen for epidemispredning mindre egnet for mennesker i forhold til f.eks. dyr. Den stigende dødelighed har fået folk til at øge deres sociale distancering, ligesom man må forvente, at en del af distanceringen vil aftage noget igen, når smittetrykket falder. Adfærden medfører altså af sig selv en udglatning af epidemikurven (se f.eks. John Cochranes illustrative modificering af SIR-modellen til at tage højde for adfærd).

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan adfærd og tvungen nedlukning spiller sammen. Som udgangspunkt må man forvente, at de er substitutter: Hvis nedlukning får smittetrykket til at falde, vil en del af effekten blive modvirket af mindre social distancering end ellers. Det er ikke blot problematisk i sig selv. Hvor nedlukningen som sagt ret arbitrært lukker en hel branche ned, så må man formode, at folk vælger at distancere sig, hvor det gør mindst ondt. Frivillige distancering er altså en mere omkostningseffektiv metode, og derfor er det et problem, hvis den fortrænges af den ikke-omkostningseffektive nedlukning.

Men man kan dog ikke afvise, at nedlukning også i visse tilfælde kan forstærke frivillig distancering (altså virker komplementært). Vi går måske mindre ud, når der ikke er så meget at foretage sig ude i byen.

Derfor ville det være relevant at få belyst disse effekter, men det gør ekspertudvalget ikke. Den nøjes med at lægge Seruminstituttets mekaniske smittetrykseffekter til grund for de ovenfor omtalte beregninger.

Endelig er adfærdsspørgsmålet vigtigt i forbindelse med den overordnede strategi. Om frivillig distancering er nok eller ej, afhænger i høj grad af ambitionsniveauet. Ønsker man, at sygdommen dør ud, er frivillig distancering klart ikke nok. Spørgsmålet er så, om det er en realistisk og ønskelig ambition.

Planøkonomi er svært, planløs styring er værre

I den offentlige og politiske debat kan ind i mellem få det indtryk, at en nedlukket økonomi er en slags normaltilstand, og at det er genåbning som kræver særlig viden. Men realiteten er, at nedlukningstilstanden ikke alene er fuldstændig ekstraordinær, hvor regeringen har overtaget kontrollen over økonomiske processer, som normalt kører af sig selv. Det kræver desuden en meget klar planlægning, hvis omkostningerne ikke skal blive uoverstigelige – og den markedskonforme beskatningsløsning er som sagt ikke til rådighed. Derfor er det blevet økonomernes opgave at pege på behovet for viden og strategier. Det er en smule ironisk, fordi vi også ved, at planøkonomi er vanskeligt og stiller umulige krav til planlæggernes informationer og incitamenter.

Social tillid og økonomisk velstand

Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.

Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.

Fill the box-strategien

I den danske debat om det ’bedste’ respons til en ny epidemi som corona, har langt de fleste antaget, at det danske respons er rigtigt: At man lukke store dele af samfundet ned for at flade kurven ud, så sygehusvæsenet ikke belastes udover dets beredskabskapacitet. Rent praktisk har den diskussion været, at man burde lukke så meget af økonomien og civilsamfundet ned, så man ikke kom i en situation hvor folk døde af virussen, fordi der ikke var respiratorer til rådighed. At man så meget tydeligt har overreageret – mens der er 1000-1200 respiratorer til rådighed i Danmark, har man den absolut værste dag kun haft 138 danskere i respirator og i skrivende stund er tallet 39 patienter – er en anden diskussion om panikreaktioner og et problematisk politisk behov for såkaldt ’handlekraft’.

Et nyt og stærkt interessant studie peger nu på, at den danske diskussion måske har været misvisende (hattip: Niclas Berggren). Forleden dag foreslog den franske matematiker Laurent Miclo sammen med de svenske økonomer Daniel Spiro og Jörgen Weibull, at en strategi, hvor man flader kurven ud med en kontinuert nedlukning er langt fra optimal. Deres bud på den bedste strategi, hvor man på samme tid holder dødstallet nede ved at undgå at sygehusene belastes over kapacitet og minimerer de økonomiske tab, kalder de ’fill the box’.

Idéen kan illustreres i figuren, som vi gør nedenfor. De to bløde kurver i figuren illustrerer det valg, de fleste danskere kender og har set sundhedsministeren vifte med gentagne gange. Den skarpe kurve opad, som ministeren kalder den røde kurve, er sygdomsforløbet som man regner med, hvis man ikke gør noget. Problemet med det er, at der kommer en periode, hvor antallet af indlagte vil overstige sygehusenes kapacitet – den stiplede, horisontale linje – og der således kommer til at dø for mange. Den flade kurve opnår man, hvis man lukker samfundet ned og således bremser smittespredningen ned. Som Martin Ågerup og adskillige sundhedseksperter har understreget, gælder det her om at holde smitten under kapacitetsgrænsen, men ikke alt for langt under. På den måde er idéen, at man begrænser dødstallet til det, man får når alle kan behandles.

Miclo, Spiro og Weibulls pointe er, at denne strategi faktisk ikke er optimal, fordi man lukker ned for tidligt og åbner for sent i forhold til hvad man kunne have gjort uden at nå over kapacitetsgrænsen. Deres fill the box-strategi er illustreret i den kantede, fedt optrukne kurve her på stedet. Den består i at holde økonomien åben indtil man nærmer sig beredskabets kapacitetsgrænse – i starten er man derfor med strategien på samme kurve som en ureguleret virusudvikling – og man derefter bør lukke hårdt ned. Efter man har gjort det, skal nedlukningen gradvist fjernes, så man lukker økonomien op igen med et relativt højt dagligt dødstal i en periode. På et tidspunkt falder smitte- og dødsfaldet derfor igen af sig selv når man har nået en fuld oplukning og dermed almindelige tilstande.

Som de tre forskere viser med ganske avanceret modelmatematik, og som man ganske tydeligt kan se på figuren, betyder det at man holder dødstallet lavt, mens man på samme tid lukker minimalt ned for samfundet, og lukker ned den kortest mulige tid. En fill the box-strategi er derfor en måde at håndtere en alvorlig, ny epidemi med de mindste økonomiske og sociale skadevirkninger. Tricket er, at holde hovedet koldt til at starte med, så man ikke starter for tidligt, og derefter lukke op mens man holder et højt smittetal. Strategien er nok mod mange menneskers umiddelbare intuition om, at det gælder om at forhindre folk i at dø nu og her, men er bedre end alle alternativer, fordi man både begrænser det endelige dødstal og de voldsomme følgevirkninger (der også omfatter dødsfald af andre årsager).

Omkostningerne ved nedlukningen er ikke kun monetære

Når man politisk tager beslutninger om motorvejsbyggeri, fartgrænser og prioriteringer i sundhedsvæsenet, bruger man en værdi på et såkaldt ’statistisk liv’ på 35 millioner. Mens man naturligvis kan synes, at det er usympatisk og ubehageligt at sætte en økonomisk værdi på liv – og det er svært at være uenig i, at det er et ubehageligt emne – er det ekstremt vigtigt. Hvis investeringer i én type behandling kan redde liv til 500.000 kroner, er det således en god idé at bruge flere midler på den end på de andre, der er dyrere. Man får flere liv reddet for pengene, mens investeringer der indebærer en pris over 35 millioner ganske enkelt vil føre til flere dødsfald for de givne ressourcer.

Som en kollega pointerede for mig forleden dag, indebærer den helt almindelige værdisætning af et statistisk liv, at vi værdisætter danskere, der tilfældigt er blevet syge af Covid-19, langt højere end andre danskere. Hvis man for eksemplets skyld antager, at vi ender på 600 dødsfald, bruger italienske erfaringer, der viser at 12 % af de indlagte patienter med corona faktisk dør af corona, og kombinerer dette med Otto Brøns-Petersens meget forsigtige estimat af de totale økonomiske omkostninger ved nedlukningen på 150 milliarder, ender man på et forbløffende tal. Regeringens reaktion indikerer en værdi af et statistisk coronatilfælde på to milliarder kroner. Lad os gentage tallet: Regningen er to milliarder – 2000 millioner – per coronadødsfald. Det vil sige, at man for tiden reagerer som om disse danskere er 60 gange mere værdifulde end andre danskere.

Dén type beregning er ganske svær at få i medierne, men der er andre måder at overveje, om vi ikke gør alting værre ved at lukke samfundet ned for de relativt få coronarelaterede dødsfald. Som vi skrev forleden, er den totale dødelighed i Danmark ikke væsentligt højere end normalt – den ligger solidt indenfor den statistiske usikkerhed og antallet af døde de første 17 uger af året er faktisk lidt lavere end normalt. Spørgsmålet er desværre, om det bliver ved med at være tilfældet pga. de andre omkostninger, der er ved en nedlukning af samfundet. Statsministeren og hendes fagøkonomisk udfordrede regering har nemlig glemt, at der er noget der hedder alternativomkostninger, og at de også gælder udenfor snævert økonomiske sammenhænge.

Sygeplejersken skrev for eksempel i sidste uge, at Region Nordjylland har oplevet et fald på 40 % i henvisninger til udredning i kardiologien. Adskillige læger er allerede begyndt at advare mod, at dette fald sandsynligvis fører til flere dødsfald på sigt, ligesom mange er stærkt bekymrede for udviklingen, hvor langt færre patienter bliver undersøgt for mulig kræft. I begge tilfælde er folks dødsrisiko langt lavere, jo tidligere sygdom bliver opdaget. Med den måde, sygehusvæsenet fungerer under et såkaldt coronaberedskab, er der en overhængende risiko for at mange kræftsygdomme og hjerte- og karsygdomme ikke opdages i tide.

De danske regioner rapporterer også om langt færre indlagte på de psykiatriske afdelinger, hvilket burde være stærkt bekymrende, da forskning utvetydigt peger på, at økonomiske kriser fører til flere depressioner og større psykiske problemer. Et studie publiceret i 2014 i det prestigiøse British Journal of Psychiatry viser for eksempel, at den økonomiske nedgang under finanskrisen førte til mindst 10.000 ekstra selvmord i Europa og Nordamerika.

Audrey Redford og Thomas Duncan skrev forleden for the American Institute for Economic Research om de mange sundhedsproblemer, som forstærkes væsentligt af den økonomiske krise, som de fleste regeringers adfærd har udløst: Øget risiko ved brug af opioider, alkoholrelaterede problemer, selvmord og forøget kriminalitet. Derudover kan man lægge de alvorlige sociale problemer, der allerede er tydelige. I både Danmark og Frankrig kan man se en voldsom stigning af vold i hjemmet og søgningen til bl.a. centre for voldsramte kvinder er steget i bekymrende grad, et problem som ledere i kvindecentre tidligt var opmærksomme på.

Vores fokus her på stedet er ofte på den økonomiske side af problemstillinger, og på et udgangspunkt hvor individuel frihed har en stor værdi i sig selv. Men selvom man skulle komme fra et helt anderledes politisk eller værdimæssigt ståsted, er disse ikke-økonomiske omkostninger så væsentlige, at jeg personligt har svært ved at se, hvordan man – bortset folk med f.eks. neonazistiske sympatier – kan være uenig i, at det er en alvorlig politisk fejl, at Mette Frederiksen og mange andre regeringsledere har gjort som om disse problemer ikke eksisterer. Vi ved stadig ikke om nedlukningen af samfundet overhovedet har løst noget sundhedsmæssigt problem, men vi kan være ganske sikre på, at den har skabt alvorlige skadevirkninger. Disse problemer bør også blive en del af fortællingen om hvad den vestlige verden gjorde ved sig selv i foråret 2020.

Kapitalisme og Corona

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs er ligesom de fleste andre organisationer stærkt påvirket af coronapandemien. Jeg er stolt at at være affilieret med IEA som medlem af dets Academic Panel, og følger derfor med i dets håndtering af problemerne. En af flere reaktioner har været, at IEA nu udsender et Daily Bulletin, som absolut kan anbefales. En anden er deres ‘In Conversation’-serie, hvor instituttets Academic and Research Director Syed Kamall interviewer en forsker om et aktuelt emne.

Syeds nye samtale med David Henderson er the Naval Postgraduate School i Monterey er særligt interessant. Syed og David taler om, hvordan kapitalisme angribes for tiden, men samtidig viser sin enestående værd som økonomisk system for tiden. Hele serien kan varmt anbefales, men samtalen med David Henderson er et godt sted at starte.

Arbejder vi virkelig mere end før?

En af de mange påstande, man til tider hører i medierne, er at folk i de vestlige samfund arbejder mere og mere. Den svenske sociolog og kulturskribent Roland Paulson har for eksempel turneret med denne påstand i de svenske medier, og den bliver jævnligt brugt som argument for den tiltagende sjælløshed i såkaldte ’neoliberalistiske’ samfund. Jeg har også hørt påstanden i forbindelse med den ligeledes tvivlsomme påstand om, at de vestlige samfund og vores liv i stigende grad ’commodificeres.’

Min ven og kollega Andreas Bergh fra Lunds Universitet anmeldte for tre år siden Paulsons bøger om emnet, og måtte endda skrive et addendum til anmeldelsen, som Paulson ikke syntes om (læs her og her). Den vigtige pointe, som Andreas med vanlig elegance lægger frem, er at data ikke – som i slet og overhovedet ikke – understøtter Paulson og andres påstand om arbejdstid. Ser man på langt sigt, er arbejdstiden faldende.

Det forbløffende i, hvor sejlivet påstanden er, er hvor let det er at afvise den empirisk. Nedenfor har vi for eksempel brugt data fra the Penn World Tables mark 9.1 til at plotte den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark og vores økonomiske nabolande mellem 1970 og 2017. De fuldt optrukne linjer viser arbejdstiden (indikeret på den venstre y-akse), mens de stiplede linjer viser andelen af befolkningen, der faktisk er i arbejde (indikeret på den højre y-akse). Figuren viser for det første den langsigtede udvikling mod lavere arbejdstid og mere fritid, som Andreas også understreger i sin anmeldelse. Den indikerer også, at Nyrup-regeringens skatte- og arbejdsmarkedsreformer i midten af 1990erne virkede, da man kan se både den danske beskæftigelse og arbejdstid stige efter reformerne. Den vigtigste besked her er, at det mønster der for nogen kan ligne en stigende arbejdstid, i virkeligheden er en udvikling mod større beskæftigelse, men hvor den gennemsnitlige arbejdstid stadig falder.

Hvad man får ud af sin arbejdstid er dog et helt andet spørgsmål, som vi illustrer i den anden figur idag. Her er de fuldt optrukne linjer stadig arbejdstiden, mens de stiplede angiver arbejdsproduktiviteten – dvs. hvor meget værdi der skabes per fuldtidsbeskæftiget. Figuren viser en udvikling, vi har understreget gentagne gange her på stedet: At produktiviteten i Danmark fra sidst i 1980erne og frem til og med finanskrisen sakkede bagud for vores nabolande. Hvad der er sket efterfølgende er for tidligt at sige, men udviklingen har gjort os fattigere end vi i en vis forstand ’burde’ have været.

Den vigtige indsigt i dag er derfor, som min glimrende kollega lagde vægt på i sin anmeldelse af Paulsons påstande, at standard økonomisk teori er korrekt: Jo rigere folk bliver, jo mere substituerer de imod mere fritid. Det sker også i Danmark og Nordeuropa, og når folk tror, at det modsatte sker, er det enten fordi de lader sig narre af den højere beskæftigelse, eller at de simpelthen lider af ’recall bias’. Vi arbejder mindre end vores forældres generation, og meget mindre end vores bedsteforældres. At vi som danskere ikke er lige så effektive eller dygtige som vores naboer, er at helt andet spørgsmål.

Hvor mange danskere dør for tiden?

I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.