Borgerløn – en kommentar til Lars Seier

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. maj 2017. 6 svar

Lars Seier argumenterer i et indlæg i Berlingske i dag for, at det i en ikke for fjern fremtid kan blive nødvendigt at indføre borgerløn.

Argumentet er kort sagt følgende: Hvis robotter bliver stadig bedre til at overtage jobs udført af mennesker, vil der blive nogle til overs. Vi kan ikke omskole alle ufaglærte til at blive modedesignere osv. Derfor er de henvist til at leve af overførsler. Men robotterne vil også skabe så stor velstand, at borgerlønnen er til at betale. Og politikerne vil ”kunne glæde sig over, at robotter ikke vil brokke sig over at betale skat”.

Jeg er ikke enig med Lars Seier.

For det første er vi meget langt fra den situation, han beskriver. Den kræver en helt anden form for teknologisk udvikling, end den vi har set hidtil. Indtil videre har teknologien været komplementær til arbejdskraft, hvilket har øget værdien og aflønningen af arbejdskraft (se her for en nærmere diskussion). Faktisk ser vi i øjeblikket kombinationen af teknologi og handel skabe et historisk uset fald i fattigdommen i verden. Men Lars argument forudsætter, at robotter kan erstatte alle ufaglærte arbejdsfunktioner uden undtagelse. Bliver der undtagelser tilbage, vil arbejdskraft fortsat være komplementær – og teknologien vil drive lønningerne op som hidtil.

Og her skal man huske, at teknologien jo kan være med til at afhjælpe nogle af de svage kompetencer, nogle måtte have. Mange jobfunktioner bliver lettere af teknologiske hjælpemidler. En kassedames job er lettere i dag, hvor varerne bare skal scannes ind. Man skal også huske, at arbejdsdelingen og specialiseringen fortsat vil vokse. Det vil i endnu højere grad end i dag være muligt at leve af et meget smalt talent.

For det andet synes Lars at forudsætte, at der er et loft over mængden af ufaglærte job. Det er en variant af den såkaldte ”lump of labor”-fallacy. Men der kan højst blive tale om, at aflønningen af robotter kommer til at stige i forhold til ufaglærte i hans verden (hvor robotter ikke er komplementære). De ufaglærte vil fortsat blive aflønnet svarende til deres produktivitet. Deres andel af aflønningen vil falde, men det afspejler blot, at robotterne producerer mere. Og Lars har tilsyneladende ikke indvendinger imod en faldende andel. Han skriver jo, at borgerløn til de ufaglærte ikke bliver særlig dyrt, fordi robotterne vil få velstanden til at stige. Men det holder kun, hvis borgerlønnen ikke vokser i takt med den samlede velstand – altså at indkomstandelen falder.

For tredje vil den verden, Lars beskriver, medføre, at gevinsten ved at spare op vokser i forhold til at arbejde. Indkomsten fra robotterne vil tilfalde dem, der finansierer robotterne. Simpel økonomisk logik tilsiger, at væksten og renten vil øges markant. De ufaglærte vil altså få afkast af opsparing som en alternativ, potent indtægtskilde. Man kan så at sige finansiere sin egen ”borgerløn”, hvis man sørger for at spare op. I en vis forstand bliver det et mindre meritokratisk samfund, hvor forskelle i evner ikke kommer til at spille så stor en rolle for indkomsten.

For det fjerde kan jeg slet ikke se grunden til, at Lars foreslår en generel borgerløn. En borgerløn går til alle, også alle dem som ikke bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Det vil give incitamenter til at reducere arbejdsindsatsen for også de højproduktive. Hvad er meningen med det? Hvis man endelig skal give offentlige ydelser til nogen, bør de målrettes dem, der har behov for dem. Hvorfor alle?

For det femte mener Lars, at robotter ”ikke vil brokke sig over at betale skat”. Men indkomsten tilfalder jo ikke robotterne – derimod deres ejere. Og de vil med god grund kunne beklage sig over skatterne. Det er først i en meget science fiction-agtig verden, hvor robotter bliver så bevidste, at vi erklærer dem for selvstændige væsener, at deres indkomst vil tilfalde dem selv. Altså netop den situation, hvor de vil kunne ”brokke sig”.

Lars er ikke alene om at tale om borgerløn som svar på et hastigt indtog af robotter, som løber med jobbene. Ikke mindst i kredsen omkring Alternativet er de forestillinger udbredt. Mig forekommer de meget historieløse.

Den ene halvdel af deres forestilling ligger som sagt uendelig langt fra udviklingen hidtil. Til trods for, at Moores Lov (en halvering af prisen på computerkapacitet hvert 1½ år) har været i kraft i over 50 år, har denne eksplosion i computerproduktivitet haft svært ved at sprede sig til hele økonomien. Faktisk er produktivitetsvæksten samlet faldende i de fleste vestlige lande. Computere er fortsat meget uintelligente. Komplementet menneske og maskine er stadig meget mere produktivt end maskinen alene.

Den anden halvdel af deres forestilling er allerede i høj grad sket. Menneskets job har ændret sig mere, end det nok nogensinde kommer til igen. Før den industrielle revolution bestod menneskeligt arbejde primært i at være energikilde – at præstere det slid, som i dag næsten er væk i vores del af verden. Maskinerne og de fossile brændsler har overtaget sliddet fra mennesker og dyr.  ”Arbejdet” er i den forstand, vore forfædre så det i, allerede væk. Det vi laver i stedet, minder meget mere om fritid.

Det er måske derfor, Keynes ikke fik ret i sin vision om sine børnebørns økonomi. Han forudså, at vi ville bruge den voksende velstand til at skære ned på arbejdstiden til omkring 15 timer om ugen. Det har vi ikke gjort, men vi har skåret næsten al det væk, man engang så som arbejde, og erstattet det med noget, de kaldte fritid.

Solow-Swan-modellen og modgift mod vækstnonsens

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2017. 1 svar

Når jeg hvert efterår underviser makroøkonomi, sammen med den glimrende Nina Smith, for de statskundskabsstuderende i Aarhus, er der et særligt emne, jeg glæder mig til: Klassisk vækstteori. Vores studerende har ofte stærke forudfattede meninger – de har været blandt de dygtigste i samfundsfag i gymnasiet og har tit svært ved at slippe den selvforståelse – og det er derfor morsomt at se vores fag udfordre de ofte fejlagtige ideer, de har. Det gælder i helt særlig grad de indsigter, der følger af Solow-Swan-modellen.

Baggrunden for modellen er, at økonomer og politikere i mange år havde troet – ligesom mange politikere og meningsdannere tror i dag – at langsigtet økonomisk vækst blev skabt af investeringer i nyt produktionsudstyr i industrien. Men på samme tid – en gang i 1955 – fik Robert Solow og Trevor Swan samme simple idé. På virksomhedsniveau vidste man nemlig, at der er faldende marginalt skalaafkast af fysisk kapital (maskiner, bygninger osv.). Med andre ord får man langt mindre ekstra ud af maskine nummer 100 som man gør af maskine nummer 10. Jo større kapitalapparatet bliver, jo mindre får man ud af det på marginen. Solow og Swan indså derfor, i hver sin ene af verden, at vækst der kommer fra investeringer nødvendigvis må bremse op, fordi investeringer i lande, der allerede har et stort kapitalapparat – dvs. en ’moderne’ industri – ikke skaber ret meget ekstra.

De så dog også en ekstra ting: Al kapital, maskiner, bygninger, transportudstyr osv., skal vedligeholdes og en gang imellem udskiftes. Og uanset om det er maskine nummer 10 eller 100, der går i stykker, koster en ny det samme. Mens gevinsten ved ekstra kapital derfor flader ud, stiger omkostningerne – ved at vedligeholde den lineært. Omkostningerne må derfor på et tidspunkt indhente gevinsterne, så nettogevinsten af den ekstra kapital bliver nul. Og når det sker, stopper den vækst, man kan få fra investeringerne. I den situation, som i Solow og Swans model i dag kaldes ’steady state’ er der således intet vækstbidrag fra kapitalinvesteringer.

Modellen er en fornøjelse at undervise, fordi den ikke blot giver indsigter, der er totalt modintuitive for de fleste studerende, men også fordi den kan tegnes så enkelt. Det er gjort nedenfor, hvor x-aksen er kapital per capita – tænk på det som antal maskiner eller udstyr på ansat – og y-aksen er produktion eller værdiskabelse per capita (dvs. BNP per indbygger). Den buede linje – produktionsfunktionen (y=f(k)) – viser hvor meget man får ud af et kapitalapparat af en vis størrelse. Investeringerne (i e) er antaget at være en procentdel af BNP, da det skal finansieres af folks opsparing som vi antager, er en procent af deres indkomst. Sidst, men ikke mindst, angiver den lige linje (i re) omkostningerne til vedligehold og udskiftning (deprecieringen). Starter et land i k1 er det nemt at se, at investeringerne er større end vedligeholdet, og kapitalapparatet vokser derfor, da nogle af investeringerne bruges på ny kapital – der er positive nettoinvesteringer. Men når landet nærmer sig k*, går en mindre og mindre andel af investeringerne til ny kapital, og når k* er nået, bruger man hele sin opsparing, via investeringer, på at vedligeholde det, man har. I dét punkt er væksten stoppet, og kommer man på en eller anden måde (f.eks. gennem ulandsbistand eller EU’s regionalfonde) op på k2 har man ikke råd til at vedligeholde det hele.

Kritikere – også blandt studerende – påstår sommetider, at Solow-Swan-modellen ikke kan forklare den vækst, man faktisk ser. De drager derfor den konklusion, at den må være forkert. Det er dog en fejlslutning: Solow og Swan viste, at almindelige investeringer ikke kan skabe varig vækst. Deres forskning og modellen leder derfor til den vigtige indsigt, at investeringer i sig selv ikke skaber vækst, medmindre de resulterer i noget, der gør landet mere produktivt. Langsigtet vækst kommer ikke fra investeringer eller industriaktivitet, men fra produktivitetsfremskridt. Og hvor de så kommer fra, er det virkelige spørgsmål! Det er bare ikke det spørgsmål eller den indsigt, der informerer langt det meste vækstrettede politik i Danmark og andre lande – den handler om arbejdspladser og almindelige investeringer.

Pressefrihed i 2017

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2017. 2 svar

Forleden udgav Rapporteurs sans Frontières – Journalister uden Grænser – sit årlige indeks over pressefrihed, the World Press Freedom Index. Indekset, der er et af de to internationalt anerkendte mål for i hvor høj grad stater regulerer og undertrykker pressens og andre mediers frihed til at publicere, hvad den ønsker – det andet er Freedom Houses årlige rapport – giver både et billede, der er let at genkende, men også indsigter, som de fleste sjældent får.

Den gode nyhed – om end det næppe er en nyhed som sådan – er at de mest frie lande i verden, ifølge RSF, er Norge (7,6), Sverige (8,3), Finland (8,9) og Danmark (10,4); Island følger som nummer 10. Et interessant, men ofte overset faktum er, at et latinamerikansk land – Costa Rica – og et caribisk – Jamaica – også ligger i Top 10, som det kan ses i figuren. Måske er det ikke overraskende, da Costa Rica har været stabilt demokratisk de sidste 100 år, mens Jamaica blev fuldt demokratisk selvstyrende i 1942, 20 år før det blev uafhængigt. I den anden ende er der heller næppe overraskelser. Det mindst frie land i verden er også på dette mål Nordkorea, mens Eritrea, Turkmenistan, Syrien og Kina følger lige efter. På indekset varierer disse land, der alle meget effektivt er etpartistater, mellem 77, og 84,5.

Den interessante ting er dog, at der er ganske stor variation indenfor kategorierne. Gennemsnittet for demokratier (som kodet i mit databasearbejde med Martin Rode) er 26,1, mens det er 46,8 for autokratier.  Der er dog store outliers i begge grupper. I den demokratiske gruppe er de værste Mexico, med et indeks på 48,9 og Malaysia på 46,9. Begge disse lande lander således omkring gennemsnittet for autokratier, og mens man måske kunne hævde, at grunden er fattigdom, er argumentet ikke overbevisende: Langt fattigere lande som Kap Verde (med et indeks på 18,0) og Ghana (17,9) har væsentligt friere medier.

I den anden halvdel, blandt lande som man ikke kan karakterisere som rigtigt eller fuldt demokratiske, er det næppe en overraskelse, at grænsetilfældene ofte har frie medier. Sydafrikas indeks på 20,1 reflekterer fint landets tradition for en presse af europæisk standard – og med en tradition for undersøgende journalistik som præsident Jacob Zuma afskyer – mens Namibia (17,1) og Tonga (24,9) også ligner fuldt demokratiske lande på trods af deres tvivlsomme politiske institutioner. Langt mere overraskende er det, at RSF vurderer, at medierne er solidt frie i Haiti (26,4), Mauretanien (26,5) og Burkina Faso (23,9).

Det globale billede er således blandet, og RSF noterer også, at flere lande – ikke mindst Hong Kong, Ungarn og Venezuela – er enten i en prekær situation eller allerede på vej i den forkerte retning. Omvendt er der tydeligvis flere lande, der tillader en fri og effektiv presse på trods af deres politiske institutioner. Hvorfor netop de lande klarer sig så godt, og om det bliver ved med at se sådan ud, er et spørgsmål til fremtidig forskning.

Danmark – den 18. værste (barnepige) stat i EU

Af Nikolaj Stenberg, den 10. maj 2017. Skriv et svar

Mens “Big Brother” samler data om din færden, økonomiske forhold og politiske udtalelser, blander “Big Mother” sig i, om du spiser sundt nok, drikker for meget cola og husker at køre med cykelhjelm.

Socialstatens paternalistiske gøren og laden kan ifølge Institute of Economic Affairs (IEA) European Policy Information Centre opgøres i et Nanny State Index, som dækker EU-medlemsstaterne. Den nyeste udgave af indekset er udkommet i dag og rankerer medlemsstaterne fra de mest paternalistiske barnepigestater (nr. 1) til de mindst (nr. 28).

Danmark indtager en plads som nr. 18; så det er på den ene side ikke i den helt gode ende af skalaen, men på den anden side heller ikke i den meget slemme.

Den overordnede konklusion i forhold til sidste år er:

The latest data suggest that the EU is becoming a worse place to eat, drink, vape and smoke because of overregulation.

In the last year, most EU countries have become more meddling and less free. All but six EU countries scored worse in the 2017 Nanny State Index (NSI) compared with last year’s index.

Indekset findes på nannystateindex.org, mens kriterierne er beskrevet her. Indekseringen ses her:

Indeksets formål er åbenlyst at bidrage til politisk debatten imod paternalisme i lovgivningen; en kamp, der så vidt denne punditokrat husker, kun føres af Liberal Alliance herhjemme.

Brug rigsretten i sager om EFI og udbytte

Af Nikolaj Stenberg, den 9. maj 2017. 3 svar

Balladen om placeringen af et ansvar for indførelsen af statens inddrivelsesitsystem ”EFI” raser igen, og med god grund. Det forekommer absurd, at en fejludtalelse under et møde i et folketingsudvalg kan føre til politisk røre og sanktionering med ”en næse”, mens der ikke engang tages skridt til at placere et ansvar for de milliardtab, EFI-systemet, men også udbyttesagerne, har påført fx statskassen.

Det kan især undre, fordi Danmark har et glimrende system til at placere et ansvar. Det består af to dele:

For det første er der det politiske ansvar, som dog ikke er et rigtigt ansvar. Det er den sanktion, der består i, at en politiker går eller fyres fra sit ministerembede – og måske bliver smittet så meget med en dårlig sag, at man er helt uvælgelig som folketingsmedlem fremover.

For det andet er der rigsretten.

Det er rigsretten, som er relevant i sagerne, dels om idriftsættelsen af EFI-systemet, dels udbyttesagerne. Med en dommersammensætninger på 16 højesteretsdommere og 16 medlemmer valgt af folketinget (men ikke selv folketingsmedlemmer) er der tale om en institution, der har kompetencen til at pådømme juraen i politiske sager.

Som der står i grundlovens § 16:

”Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.”

Dette er uddybet i blandt andet ministeransvarslovens § 5, stk. 1, der siger at

”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Det ville være nærliggende at prøve, om ikke dét at bestride et ministerembede, efter stillingens beskaffenhed, indebærer, at man udviser en vis rettidig omhu, før man træffer beslutninger om indførelse af betydelige IT-systemer, eller indfører reelt automatiserede udbetalingsfunktioner, uden nogen kontrol.

Og rigsretten er kompetent til både at behandle straffesager og sager om erstatning, hvis staten gør sådan et gældende. Hvilket staten selvfølgelig bør gøre, hvis statskassen har lidt et tab, som følge af embedsførelsen.

Derfor kan man undre sig over, at rigsretsinstitutionen ikke endnu er blevet bragt på banen i debatten. En hurtig søgning i Infomedia inden for de seneste 6 måneder viser, at der kun er skrevet om rigsretter i Sydkorea og Brasilien.

Rigsretten blev flittigt brugt før Første Verdenskrig; Wikipedia har en liste. Men efter den tid findes kun Tamilsagen. Dette er nogen steder udlagt som, at man ikke vil anvende rigsretsinstitutionen, hvis det politiske ansvar er placeret. Men der er givet vis også andre mekanismer og interesser på spil. Hvis først man som folketingsmedlem stemmer for en rigsret, gen-legitimerer man brugen af institutionen, med risiko for selv at skulle betale dyre advokatregninger for handlinger/undladelser, man selv har truffet i embedet.

Selv hvis det skulle være politisk ubelejligt for folketingets medlemmer, at stemme for en rigsret, redder Grundloven dem. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at stemme om det. Regeringen kan selv rejse anklage uden folketingets indblanding.

Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.

Venezuela sulter

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2017. Skriv et svar

Weekendavisen bragte i fredags på side 2 en interessant artikel om Enhedslistens forhold til det venezuelanske styre. Under overskriften ”Revolutionens sidste venner” viste Magnus Boding Hansen, hvordan partiet er internt splittet. Pelle Dragsted, er ellers ofte er en af de stærkt ideologiske stemmer i partiet, har fortrudt sin støtte til der socialistiske styre, og Christian Juhl er kommet så vidt, at han fordømmer Maduros undertrykkelse af pressefriheden. Men partiets Latinamerikagrupper, repræsenteret ved Hans Aalborg og Nilas Zenius, forbliver ’solidariske. De køber Maduros konspirationsteoretiske forklaringer og mener bl.a., at problemet er at styret ikke er blevet fuldt socialistisk. De lever således øjensynligt i den samme drømmeverden, som præsident Nicolas Maduro, og Aalborg udtalte f.eks. så sent som i april, at ingen sulter i Venezuela.

Og det er løgn – eller i bedste fald en ganske Trumpsk udlægning af virkeligheden. Der er faktisk sult i Venezuela, som Wall Street Journal rapporterede i går.  Maduro-diæten, som befolkningen sarkastisk kalder situationen, afspejles i at tre fjerdedele af respondenterne i den årlige undersøgelse af befolkningens status og livskvalitet, erklærer at de har tabt sig det sidste år. En betragtelig del af Venezuelas befolkning har svært ved at finde penge til mad, og hjælpeorganisationen Caritas betegner sultproblemer blandt spædbørn som en regulær epidemi. Det er allerede flere år siden, at manglen på basisvarer som mælk, majsmel og toiletpapir blev så åbenbar, at selv hotelindustrien advarede dens udenlandske kunder. Nu er landet – som tidligere har været Latinamerikas rigeste – kommet til et stadie, hvor børnedødeligheden øjensynligt begynder at nærme sig et afrikansk niveau.

Spørgsmålet, som den svenske transitionsekspert Anders Åslund stillede i Foreign Policy forleden er, om Venezuelas situation er unik, eller om man har set lignende før, som man måske kunne lære fra. Under overskriften ”Venezuela is Heading for a Soviet-Style Collapse” skriver Åslund, at situationen på mange måder ligner Sovjetunionens fra starten af 1980erne.

Åslunds pointe er, at Sovjetunionen i slutningen af 70erne på mange måder lignede Venezuela i 00erne. Begge havde udviklet sig politisk til at være ressourcebaserede økonomier, og begge havde haft stor fordel ved et boom i olie- og gaspriserne. De sovjetiske ledere troede derfor, med Yegor Gaidars udtryk, at de kunne gå på vandet, og ikke behøvede at bekymre sig om problemer som hvordan man balancerer budgettet. Den slags var i Chavezs og Maduros verden blot neoliberalistisk og imperialistisk vrøvl, og i begge lande noget som et socialistisk styre tydeligvis ikke behøvede at tage sig af. Pengene kom jo i statskassen.

Da olie- og gaspriserne normaliseredes fra sidst i 1981, dukkede problemerne dog op i Sovjet, selvom stort set hele den politiske elite havde troet at de var ovre den slags – nu var tiden jo tydeligvis moden til socialismens sejr. Den sidste tid under Chavez blev Venezuelas situation den samme. Mange års udgifter til såkaldt sociale programmer, støtte til Chavezs ideologiske kammerater på Cuba, og gaver til elitens venner, kunne pludseligt ikke længere finansieres. I Sovjetunionen eskalerede problemerne i løbet af ti år til et budgetunderskud på 1/3 af BNP, som man i sidste ende forsøgte at finansiere ved at trykke penge, og inflationen steg ud af kontrol. Venezuela har fulgt samme rute og inflationen nåede 700 % sidste år. For godt et år siden kom styret i den komiske situation, at det ikke havde penge til at betale for at få trykket flere penge – pengesedlerne blev nemlig trykket i udlandet, og der var ikke tilstrækkelig valutaindtjening til at betale! En del af forklaringen på det problem er, at størstedelen af den udenlandske valuta kommer fra salg af olie og det nationaliserede venezuelanske olieselskab PDVSA er plaget af ekstremt ringe ledelse, der til forveksling ligner ledelsesproblemerne i den gamle østblok.

Åslund noterer, at Venezuela stadig er et mere åbent samfund end Sovjetunionen var. Folk kan flytte til udlandet uden voldsomme restriktioner, de kan læse udenlandske aviser, blogs og tweets, og – som man så i perioder sidse år, da en region åbnede grænsen til Colombia – ved almindelige borgere, hvad ting koster og hvad man kan få i nabolandene. Utilfredsheden er endemisk i Venezuela, og Maduro-regimet gør derfor hvad det kan for at lukke ned for oppositionen, både via regimets kontrol med Højesteret og den direkte, militære undertrykkelse, der i april førte til 33 dødsfald ved demonstrationer. Der er øjensynligt ingen klare grænser for, hvor langt Maduro og hans kumpaner vil gå for at blive ved magten. Og det mest bekymrende, er måske det sidste fællestræk mellem Venezuela og Sovjetunionen. Mens denne type kollaps typisk er bremset af militæret i både Latinamerika og Thailand – og bagefter i nogle tilfælde skabt af militæret igen – er Venezuelas militærledelse blevet ligeså ideologisk infiltreret som den var i Sovjetunionen. Den øverste ledelse er under mistanke for at være involveret i bl.a. narkotikahandel, og har stærke incitamenter til at beholde Maduro ved magten. Hvordan det ender, er svært at se, men det bliver næppe kønt.

William Baumol er død

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2017. 1 svar

I går kom den sørgelige nyhed, at den amerikanske nationaløkonom William Baumol er død, 94 år gammel. Tyler Cowen, der bragte nyheden, beskriver ham som ”one of the greatest of living economists.” Betragter man Baumols lange karriere, er det da også forbløffende at se, hvor mange felter han har bidraget substantielt til. Baumol, der var født i New York i 1922, forlod den amerikanske hær i 1946 og endte med en PhD fra London School of Economics i 1949, med ingen mindre end Lionel Robbins som vejleder. Han havde tidligere studeret nationaløkonomi og kunsthistorie sideløbende. Baumol tilbragte senere en lang del af sin karriere som professor på Princeton og New York University, og var blandt de økonomer, der oftest blev nævnt som kandidater til Nobelprisen de sidste ti år.

William Baumol bidrog som sagt til en række områder. Man nævner ofte hans arbejde med teorien om ”contestable markets”, teorien om pengeefterspørgel han lavede sammen med James Tobin, og hans bidrag til miljøøkonomi. For mig er to bidrag dog særligt vigtige og originale.

For det første formulerede Baumol i 1968 den situation, der i dag bærer hans navn: Baumol’s Cost Disease, eller bare Baumols omkostningssyge. Den er ekstremt relevant for samfund som Danmark, hvor det offentlige allerede af politiske grunde fylder omtrent halvdelen af økonomien. Baumols tese kan forklares i tre trin. Først bliver det private erhvervsliv mere produktivt, og lønningerne i den del af økonomien stiger derfor. Derefter får andre erhverv, og ikke mindst det offentlige, et problem med at tiltrække arbejdskraft, og må derfor hæve lønningerne for at kunne få folk. Tredje trin er konsekvensen: Idet det offentlige har hævet lønningerne uden at være blevet mere produktivt, er det blot blevet dyrere. Den offentlige del af økonomien kommer dermed til at fylde en større del af den samlede økonomi, og bliver over tid en større byrde at finansiere. Baumols omkostningssyge er dermed en logisk og meget bekymrende måde at forstå den langsigtede udvikling i de vestlige lande mod større offentlige sektorer, og ikke mindst i lande som Danmark, hvor omkostningssygen praktisk taget er indbygget som automatik i overenskomststrukturen.

Baumols andet særlige bidrag har været ekstremt indflydelsesrigt i forskning i entrepreneurship. I 1990 udgav the Journal of Political Economy hans artikel Entrepreneurship: Productive, Unproductive, and Destructive, hvor han startede fra præmissen, at der ikke er mere entrepreneurship eller iværksætteraktivitet i nogle samfund end i andre. Forskellen ligger ifølge Baumol i stedet i den retning, aktiviteten tager: Er den produktiv, uproduktiv eller direkte destruktiv? Baumols hypotese er, at samfundets institutioner former de incitamenter, de potentielle iværksættere har, og at gode institutioner derfor bl.a. virker gennem at kanalisere iværksætteraktiviteten over i produktive formål. Omvendt vil dårlige institutioner give potentielle iværksættere stærke incitament til at bruge deres evner på rent-seeking og anden politisk indflydelse, der er potentielt destruktiv.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Baumol en enkelt gang til en konference i Spanien mens jeg stadig var PhD-studerende. Hans plenary var et højdepunkt i en ellers temmelig ringe konference, og han var bedstefaderligt venlig, rar og hjælpsom, da jeg stillede et spørgsmål i pausen efter hans præsentation. Som amerikanerne siger, Baumol var en ’class act’. David Henderson skriver kort om ham her med samme budskab. Her er Vox med en omtale; Alan B. Krueger tweetede nyheden i morges med link til et interview, han lavede med Baumol for nogle år siden. Alle kommentatorer er enige om, at Baumol vil blive savnet i en grad, som kun ganske få gør sig fortjent til.

Balladen omkring Orbán og CEU

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2017. 1 svar

Siden marts har universitetsverdenen i de vestlige lande været i oprør. Grunden er, at det ungarske Orbán-regime fører en direkte kampagne mod et af Centraleuropas mest velrenommerede universiteter. Central European University er grundlagt med og fortsat støttet af midler fra rigmanden George Soros fond, og hviler dermed på et liberalt, åbent grundlag. En stor del af det videnskabelige personale er udlændinge (inklusive min gode kollega Michael Dorsch), ligesom cirka 2/3 af studentermassen, og alle universitets uddannelser er automatisk akkrediteret i både Ungarn og USA. Dét er blevet for meget for det erklæret illiberale styre, som nu forsøger med alle midler at lukke universitetet. Som Michael Stewart (UCL) og Rogers Brubaker (UCLA) opsummerede situationen forleden (hattip: Niclas Berggren):

The legislation — formulated in general terms but plainly directed against the CEU alone — would require the CEU, which is fully accredited in both the United States and Hungary, to operate educational programmes in the US as well as in Hungary; it would oblige the CEU to change its name; it would end the practice of allowing non-EU faculty to teach without work permits; and it would allow the university to operate only on the basis of an inter-state agreement between the United States and Hungary.

The first of these would be prohibitively expensive and serve no educational purpose; the second would destroy the symbolic identity of the university; and the last two would fatally compromise the autonomy of the University by subjecting its operation to the discretionary approval of the Hungarian government.

En af de pikante detaljer ved hele sagen er, at Orbán valgte at benytte en særlig nødprocedure for at haste lovgivningen gennem parlamentet. Denne nødprocedure er tænkt som en mulighed ved f.eks. naturkatastrofer og regeringen kan kun lovligt benytte den fire gange om året. Bekæmpelsen af CEU er med andre ord så vigtig for regeringslederen, at han gør brug af en politisk tvivlsom metode.

CEU – som var vært for dette års konference i the European Public Choice Society – er således blevet et symbol for kampen mod Ungarns politiske march mod Putin og Erdogan. Og Orbáns opførsel har til en vis grad haft utilsigtede konsekvenser, da en række politikere på hans egen fløj og i hans eget parti meget offentligt hr udtrykt skepsis overfor den nye lov. Der er i det mindste tegn på, at dele af regeringspartiet Fidesz ikke ønsker, at Ungarn bliver et elektoralt diktatur, som Orbán tydeligt har planer om.

Problemerne stopper dog ikke hos angrebet på CEU, men stikker langt dybere. Staten gør ihærdige forsøg på at bringe civilsamfundet under dens kontrol og Ungarns pressefrihed er for eksempel svækket betragteligt i de senere år. Da situationen var bedst i 2003, vurderede Freedom House (via dets Press Freedom Index) presse- og mediefriheden til 20 på en skala fra 0 (det perfekte) til 100 (det nordkoreanske ideal). I dag er Freedom House-vurderingen en score på 40, hvilket placerer EU-medlemmet Ungarn på niveau med Indien og det kinesiske-styrede Hong Kong. Spørgsmålet er, om udviklingen stopper der, eller om Europe skal se frem til en autokratisk plet midt i dets centrum. Hvad der sker de næste uger med CEU og regeringens juridiske angreb på den akademiske verden bliver sandsynligvis en stærk indikation om retningen af Ungarns udvikling.

Baggrunden for den fortsatte konflikt om Falklandsøerne

Af Niels Westy, den 1. maj 2017. Skriv et svar

Christian skrev tidligere i dag et fremragende indlæg i anledning af 35 årsdagen for Englændernes bombardement af Port Stanley – en logistisk triumf.

Den dag i dag vil Argentinerne ikke anerkende, at Falklandsøerne – eller Malvinas – ikke er en del af Argentina. Et synspunkt som, i hvert fald på papiret bakkes op af det øvrige Latinamerkanske lande – ligesom Spanien indtil man blev medlem af EU også var på Argentinas side (interessant om Brexit fører til man igen indtager denne position).

Hvis du har glemt baggrunden for Falklandskrigen for 35 år siden (Argentinske tropper invaderede øerne den 2. april), vil jeg henvise til et par blogindlæg jeg skrev i anledningen af 30-året for Argentinernes invasion og efterfølgende forsmædelige nederlag.

Selv om retorik og tilgang til konflikten efter valget af Macri til præsident er blevet mere afdæmpet og kompromissøgende, så har Argentina ikke, og vil formentlig aldrig formelt opgive kravet på Malvinas.

Læs mere her:

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

Billedresultat for falklands islands war

 

Kurrild-Klitgaard om Bastiat om det man ikke ser

Af Nikolaj Stenberg, den 1. maj 2017. Skriv et svar

“Statens indgreb i marked og civilsamfund har altid to “sider”: Den man ser, og den man ikke ser.” Således starter Peter Kurrild-Klitgaard et indlæg i dagens Børsen, med reference til Frédéric Bastiat og dennes liberale essay om “Hvad man ser, og hvad man ikke ser.”

Det handler om utilsigtede konsekvenser af selv velment regulering, og er bestemt læseværdigt, ligesom Bastiats essay er det.

Essayen kan hentes kvit og frit her, mens Kurrild-Klitgaards indlæg kan læses her.

 

I Sydatlanten for 35 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2017. 3 svar

I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

Økonomisk frihed i 65 år

Af Christian Bjørnskov, den 28. april 2017. Skriv et svar

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2017. Skriv et svar

Et af de tidsskrifter, vi læser med glæde her på stedet, er det svenske Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er på gaden i dag, bl.a. med en leder om ”Strategi för en liberal kosmopolit” af den fremragende Niclas Berggren, en analyse af kompetence of baggrund blandt svenske politikere, og en stærkt interessant anmeldelse af Roland Paulsens bøger, skrevet af punditokraternes ven Andreas Bergh. En del af historien er, at Paulsen har taget Dr. B’s ellers meget venlige anmeldelse – en dansk anmeldelse med samme faktuelle indhold ville næppe har været så høflig! – meget personligt og raser mod ham i et svar. Det er ufrivilligt komisk og ikke særligt akademisk.

Ekonomisk Debatt er som altid meget anbefalelsesværdig! For de interesserede, er her et kort pluk fra Niclas leder, hvor han kort og præcist karakteriserer den populistiske kritik af en åben, global verden:

Den börjar med att konstatera att det finns ett stort missnöje bland stora väljargrupper, som ofta relaterar till globaliseringen. Detta missnöje förklaras från vänsterhåll oftast med hur inkomstfördelningen har utvecklats: Det sägs att många människor är upprörda över att ojämlikheten har ökat och, mer specifikt, över att de själva har missgynnats ekonomiskt relativt andra grupper. Arbetslösa män i tidigare industriregioner – t ex i det sk rostbältet i USA:s mitt – utgör ett exempel på detta. Mer konservativt lagda lägger däremot i regel tonvikten vid kulturella faktorer: Många människor känner sig hotade i sin identitet när invandrare kommer och när män

förväntas respektera, och inte uttrycka förakt mot, kvinnor och homosexuella. I stället vill de ha stabila och fasta normer av mer traditionellt snitt.

Omfordeling hæmmer væksten

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. april 2017. 2 svar

Folketingets økonomer har udgivet en kort rapport om to studier om sammenhængen mellem ulighed og vækst. Den mangler desværre helt at nævne de ret alvorlige metodemæssige problemer ved dem, som ellers har været prominent i den faglige diskussion.

Derfor har vor redaktør, Christian Bjørnskov, og jeg en kronik i Berlingske om, hvad status er for forskningen i ulighed og vækst. Punditokraternes læsere skal selvsagt ikke snydes. Så her er den.

De to nævnte studier – fra hhv. OECD og IMF – finder en negativ statistisk korrelation mellem ulighed og vækst. I IMF-studiet forsvinder effekten, når man kontrollerer for, at Latinamerika og Caribien er specielle. I OECD-studiet forsvinder den ellers veletablerede sammenhæng mellem på den ene side fysisk og menneskelig kapital og på den anden side vækst, når man inkluderer mål for uligheden. Korrelationerne er altså ikke robuste.

Pointen er, at der ikke kan forventes nogen direkte sammenhæng mellem ulighed og vækst. Derimod har forskellige typer af økonomisk politik betydning for både vækst og ulighed. Nogle redskaber reducerer både ulighed og vækst – f.eks. høje marginalskatter. Andre som f.eks. afgifter på el sænker væksten og øger uligheden. Omfordeling skader generelt væksten – som Arthur Okun påpegede – uanset om omfordelingen er fra rig til fattig eller fra fattig til rig.

Specielt i den tredje verden vil man finde mange eksempler på politik, som hæmmer væksten og øger uligheden. I lande som Danmark er det mest omvendt. Derfor er potentialet for at øge væksten og sænke uligheden ret begrænset her.

Bundlinjen efter 20 års seriøs forskningsindsats er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst. Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten, mens den måde, man politisk håndterer uligheden på, og årsagerne til, at nogle lande er mere lige end andre, er vigtige kilder til vækst.

Det vil navnligt være en alvorlig misforståelse at tro, at en reduktion af uligheden vil øge væksten, uanset hvordan uligheden reduceres. I et land som Danmark er der kun få og små håndtag tilbage, som politikerne kan trække i, så uligheden falder, og væksten øges. Ingen af de redskaber, som OECD og IMF-studierne overvejer i så henseende, er relevante for Danmark.

Ny viden om ulandsbistand ved EPCS-konferencen

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2017. 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i the European Public Choice Society, der i år var på CEU i Budapest. Konference var, som tidligere år, et af årets højdepunkter – både videnskabeligt og socialt. Videnskabeligt reflekterede den helt særligt, hvor meget interessant forskning i ulandsbistand, der foregår i public choice og politisk økonomi for tiden. En del af denne forskning er centreret omkring Axel Drehers Lehrstuhl ved universitetet i Heidelberg, og hans glimrende hold af PhD-studerende og post docs, og omkring gruppens venner. To præsentationer var specielt interessante, den ene af rent videnskabelige grunde, mens den anden er ekstremt relevant i politiske diskussioner. En handlede om donorer, mens den anden handlede om bistandens konsekvenser for flygtningestrømme

I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?

Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.

Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.

Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.

De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.

Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.

Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.

Komparative fordele 200 år

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2017. Skriv et svar

I disse dage er det 200 år siden at et af de store gennembrud i nationaløkonomi blev publiceret. 19. april 1817 udgav David Ricardo sin On Principles of Political Economy and Taxation, hvor han i kapitlet om Foreign Trade introducerede begrebet ‘komparative fordele’. Det har siden præget vores forståelse af handel og hvordan man får de bedste ude af sine ressourcer.

I min klumme i Børsen i dag skriver jeg om Ricardos ide (læs her, gated). Douglas Irwin (Dartmouth) gør det samme hos VoxEU og understreger også, hvor svær ideen faktisk er at forstå:

It was for this reason that Paul Samuelson (1972: 683), when challenged by the eminent mathematician Stanislaw Ulam to name one proposition in the social sciences that was both true and non-trivial, thought of the theory of comparative advantage. In a beautiful essay “Ricardo’s Difficult Idea”, Paul Krugman examined why non-economists have such a hard time grasping the implications of trade based on comparative advantage, aside from the inherent difficulty of the concept. The reason, he concluded, is not just that many people fail to understand the positive-sum nature of trade, wanting instead to view it in the context of an international rivalry based on zero-sum competition.

Men kernen er måske ikke så svær igen. Her er mit eksempel fra Børsen:

I en moderne udgave af Ricardos eksempel, kan man forestille sig, at både Thailand og Danmark kan producere bukser og termostater. I Thailand tager det 8 arbejdstimer at producere en sending termostater, mens det kun tager 4 timer i Danmark. En sending bukser tager 4 arbejdstimer i Thailand, men kun 3 hos os. Danmark er således bedst til alt, men ikke komparativt bedst. Ricardos indsigt var nemlig, at fordi thaierne skal opgive to sendinger bukser for hver termostat, de producerer, kan det bedst betale sig for dem at importere danske termostater. Fordi vi omvendt kun opgiver 4/3 bukser per termostat, kan vi faktisk få mere ud af vores samlede ressourcer, hvis vi importerer bukser fra Thailand. Begge lande har derfor gavn af frihandel, selvom et af dem er tydeligt dygtigst.

Handel er ikke et nulsumsspil og kan derfor heller ikke ses som en ’krig’ eller et spil, hvor nogen vinder og andre taber – uanset hvad præsident Trump eller Marine Le Pen tror. Og der er ingen lande, der ikke har noget at handle med, som en af myterne i bistandsmiljøet siger. Fattigdom er ikke skabt af handel og globalisering, men af forsøg på at stoppe den.

European Public Choice Society 2017

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2017. 2 svar

I morgen eftermiddag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Personligt er EPCS-konference altid årets akademiske højdepunkt, og det er også en konference hvor forbløffende mange venner og gode bekendte kommer hvert år. I år er der den ekstra detalje, at konferencen afholdes på det fine Central European University i Budapest – dvs. det universitet, som Ungarns leder Victor Orbán krampagtigt forsøger at lukke.

Her på stedet har vi en tradition for at skrive om EPCS-konference og hvilke præsentationer, der virker interessante. I år er ingen undtagelse, så her er en kort og aldeles idiosynkratisk liste over papirer, jeg ser frem til. Alle papirerne kan downloades.

Ronald Wintrobe (Western University) præsenterer et papir med titlen Are There Types of Dictatorship? i samme session, hvor Katharina Pfaff (Wien) og jeg præsenterer vores arbejde om regimetransitioner og repression. Ron er en af verdens førende eksperter i studiet af diktatur, så mange af os ser frem til hvordan han håndterer spørgsmålet.

Lena Gehrling (Münster) arbejder i sin lovende PhD-afhandling med kup og politisk ustabilitet. Hun præsenterer Riots and the Window of Opportunity for Coup Plotters, hvor tesen er, at sociale uroligheder kan skabe situationer, hvor det er opportunt at forsøge et kup mod magthaverne. I data fra Afrika peger hendes resultater på, at tilfældige uroligheder kan udløse kup, om end det stadig er næsten tilfældigt, om de lykkes.

Erich Gundlach (Hamborg) og min Aarhus-kollega Gert Tinggaard Svendsen præsenterer nyt arbejde om tillid med titlen How do High and Low Levels of Social Trust Affect the Long-Run Performance of Poor Economies? Erich og Gert sætter en teoretisk model op, hvor tillid påvirker uddannelsesniveauet og simulerer derefter deres resultater. Resultaterne er skræmmende, da den bedste fit af modellen viser, at lavtillidslande kan være faldet mere end 100 år bagud for højtillidslande i den tredje verden.

Mine Heidelberg-kolleger Andreas Fuchs og Angelika Müller kommer til Budapest med et papir med den simple titel Aid Donors. Mens der eksisterer en omfattende litteratur om, hvor meget ulandsbistand, forskellige lande giver, og hvad den gør, fokuserer Andreas og Angelika på den ekstensive margin: Hvornår begynder lande overhovedet at give bistand?

Vitor Castro (Coimbra / Loughborough) præsenterer et fælles papir med sin kollega Rodrigo Martins og den fremragende Toke Aidt (Cambridge) med titlen Shades of Red and Blue: Political Ideology and Sustainable Development. De tre fokuserer på begrebet ‘genuine wealth’ og viser, at et skift fra en venstre- til en højre-orienteret regering typisk indebærer større investeringer i genuine wealth.

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Af Niels Westy, den 15. april 2017. 1 svar

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget om. FMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

The Political Economy of Trust

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2017. Skriv et svar

Vi har skrevet adskillige gange om tillid og den frugtbare forskning i social tillid, sidst i forbindelse med den nye Oxford Handbook of Social and Political Trust. I den bog, som sandsynligvis publiceres til januar (og kommer drypvis online for tiden), har jeg skrevet kapitlet om økonomisk vækst. En stor del af forklaringen er, at højtillidslande er langt bedre til at udvikle gode institutioner – fair og effektive retsvæsener, rene bureaukratier og demokratier, hvor vælgerne faktisk holder politikerne nogenlunde til ilden.

Hvordan sker det? Det er spørgsmålet, jeg forsøger at give et overblik over i et nyt kapitel til en anden ny håndbog, the Oxford Handbook of Public Choice, som redigeres af Roger Congleton, Bernard Grofman og Stefan Voigt. En foreløbig udgave af kapitlet kan læses her. For de læsere, der er yderligere interesserede, kan man også med fordel se min glimrende kollega Andreas Bergh holde et kort oplæg om tillid og velfærdsstaten nedenfor. Der findes værre måder at bruge en halv time på i påsken.

Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Af Niels Westy, den 13. april 2017. Skriv et svar

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigten til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt ni ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.