Hvad Cevea mangler i troværdighed, kompenseres der for i grovheder

Af Niels Westy, den 1. april 2014. 37 svar

Cevea blev som bekendt oprettet som en reaktion på etableringen af Cepos for 10 år siden. Om sig selv skriver man, at “Cevea er en uafhængig centrum-venstre tænketank”.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  “Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.

EPCS 2014

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2014. Skriv et svar

Så er tiden kommet til den konference, jeg ser mest frem til hvert år: De årlige møder i the European Public Choice Society. I år foregår konferencen i Cambridge med den glimrende Toke Aidt som hovedarrangør. Som traditionen byder, er her en lynintroduktion til præsentationer, jeg ser særligt frem til. Jeg ser ikke mindst frem til min kollega Martin Paldams plenary torsdag aften om ”The Political Economy of Economic Research” hvor Martin vender vores egen teoretiske lup mod os selv. De andre plenaries gives af Paul Collier (Oxford) og James Robinson (Harvard). Udover det er programmet spækket med spændende, nye papirer – det hele kan ses her. Nedenfor er blot et lille udpluk af de mere interessante præsentationer fra torsdag til søndag.

Katharina Michaelowa (Zürich): ”Bureaucratic Influence when Secretariats Grow: The Example of the UNFCCC” Katja undersøger hvad der sker med embedsværket og særinteressers indflydelse når internationale organisationers sekretariat får flere midler.

Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles): ”A Time to Throw Stones, a Time to Reap: How Long Does it Take for Democratic Reforms to Improve Institutional Outcomes?” Min gode ven Guillaume stiller spørgsmålet, hvor lang tid der går mellem en potentielt ufredelig demokratisering og til man kan se forbedringer i embedsværk og retsvæsen.

Athanassios Pitsoulis   (Hildesheim): ”The Hard Shadow of the Greek Economy: New Estimates of the Size of the Underground Economy and Its Fiscal Impact” Athanassios vurderer i papiret, at omfanget af den græske undergrundsøkonomi sandsynligvis har været undervurderet, og dermed har bidraget langt mere til det græske kollaps end man tror.

Henrik Jordahl (IFN, Stockholm): ”Management Practices in Elderly Care Homes” Henrik er tilbage efter barsel med et papir om hvorvidt privat ældrepleje ledes anderledes og mere effektivt end offentlig pleje. Svaret synes at være et ja.

Omiros Kouvavas (Warwick): ”Political Budget Cycles Revisited. The Case of Social Capital” Kouvavas præsenterer et papir hvor argumentet er, at politiske budgetcykler – at regeringer bruger penge i forsøg på at få økonomien til at se bedre ud op til valg – primært er et fænomen i lavtillidslande. Jeg har aldrig set argumentet før og ser frem til hvor robust den unge græker har set på det.

Andreas Fuchs (Heidelberg): ”Is There a Home Bias in Sovereign Ratings?” Andreas, en af de mest spændende unge økonomer i Tyskland, ser på om credit rating agencies er tilbøjelige til at vurdere deres eget land for positivt. Svaret er ja.

Mankiw og det hippokratiske princip

Af Christian Bjørnskov, den 26. marts 2014. 1 svar

Greg Mankiw, professor på Harvard og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident, har sin egen fremragende blog, og skriver også i New York Times fra tid til anden. Hans seneste NYT klumme er absolut værd at læse i al sin visdom. Mankiw er nemlig noget så relativt sjældent som en ydmyg topforsker, der hylder det hippokratiske princip – at man først som sidst skal søge ikke at gøre skade. Hans pointe er, at når nationaløkonomer engagerer sig i den offentlige debat, gør de det nødvendigvis som en blanding af økonom og filosof. Med vores stadig begrænsede viden om det ekstremt komplekse menneskelige samfund, er Mankiws pointe, at økonomer i en vis forstand står i samme situation om læger for 200 år siden. Med den ydmyghed er der ikke tid til storslåede politiske eksperimenter. Her er et enkelt pluk fra en stærkt læseværdig klumme:

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

 

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2014. Skriv et svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

EU og retsstaten

Af Nikolaj Stenberg, den 13. marts 2014. 1 svar

100000000000056F000007D493BE28D4Europa-Kommissionen lancerede (pressemeddelelse – “newsroom“ – memo) i forgårs en ny procedure til beskyttelse af retsstatsprincippet i EU. Proceduren er et konsekvens af det bøvl, der har været (er) med Ungarn og præsidentens forfatningsændringer dér, men bekræfter i og for sig blot en nyudvikling i samarbejdet. Således er domstolen også blevet mere opmærksom på borgernes grundrettighedsbeskyttelse på områder, der direkte eller indirekte er reguleret af EU-retten. Domstolen nåede i Åkerberg Fransson-sagen frem til, at EU’s charter om grundlæggende rettigheder skal respekteres af den nationale lovgivning, når denne falder inden for rammerne af EU-retten. I Melloni-sagen konkluderede man, at nationale rettighedsværn skulle leve op til beskyttelsesniveauet i charteret, således som dette blev fortolket af EU-Domstolen. Kursen er så at sige sat, og den går i retning mod øget opmærksomhed på såvel grundrettigheder, som overholdelse af det mere generelle retsstatsprincip.

Det bliver spændende at følge udviklingen. Mon ikke, der også bliver noget at skrive om.

Hvad Europa-Kommissionen nærmere forstår ved retsstatsprincippet er gengivet i COM(2014) 158 final.

IMF og ulighed – igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. marts 2014. 7 svar

Flere indlæg her på bloggen og en artikel i Børsen (d.12.3.) af Punditokraternes redaktør har beskæftiget sig med store problemer i et nyt arbejdspapir fra Den Internationale Valutafond (IMF). I papiret finder forfatterne tilsyneladende en positiv sammenhæng mellem på den ene side, hvor meget skatter og overførselsindkomster har nedbragt uligheden med, og på den anden hvor høj væksten har været i en lang række lande. Uligheden er målt ved den såkaldte Gini-koefficient.

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Helt typisk er politiske tiltag for at sænke Gini-koefficienten gennem omfordeling ved hjælp af skattesystemet forbundet med en omkostning i form af mindre velstand. Okun kaldte det ”den utætte spand”: Hvis man forsøger at ”hælde” ressourcer fra høje til lave indkomster, vil en del af dem gå tabt gennem utæthederne.

Når man taler om Gini-koefficient og BNP i vor del af verden, tænker mange således umiddelbart på der velkendte forvridningstab ved marginalskatter. Forvridningstabet er en samfundsøkonomisk omkostning. Jo mere progressivt et skattesystem, desto større forvridningstab – samtidig med, at progressionen gør Gini-koefficienten for indkomsterne efter skat bliver mindre.

Men der er også politiske tiltag, som reducerer BNP og samtidig øger Gini-koefficienten. De skatteopkrævede midler bliver ikke altid omfordelt til de fattige, men kan tilfalde en rig elite. Det er især velkendt i den tredje verden – hvor der som sagt findes en negativ korrelation mellem Gini og BNP i litteraturen -, men der findes også eksempler i vesten. Politiske tiltag, som reducerer BNP og øger Gini, kan også være politisk skabte monopoler og begrænsninger i adgangen til at vælge erhverv. I dele af verden omfordeles der fra fattig til rig ved at hæmme landbefolkningens muligheder for at søge bedre aflønning i byerne. Krav om licens for at drive bestemte erhverv kan virke på samme måde. Men også tiltag, der tilsyneladende begunstiger de fattige, kan øge uligheden, fordi noget af regningen havner hos dem, der er endnu fattigere. Effektive minimumslønninger kan øge indkomsten hos dem, der er i job, men øge fattigdommen hos dem, der dermed holdes uden for arbejdsmarkedet. Overførselssystemer, der skaber fattigdomsfælder, kan virke på samme måde.

Det bør altså ikke undre, at der ikke er nogen stærk eller entydig korrelation mellem BNP og Gini-koefficient. Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

Og derfor kan det i den grad undre, at forfatterne til IMF-papiret ikke har gjort sig større ulejlighed med at trænge ned bag Gini-målene.

IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2014. 5 svar

Vi har de sidste dage skrevet om det nye notat fra Ostry et al. i IMF om ulighed og vækst (her og her). Som jeg skrev torsdag, er resultaterne forbløffende skrøbelige og meget specifikke til deres bestemte empiriske metode. Det er svært at tro, at det er tilfældigt at de når til de bestemte resultater uden at vide, hvor spuriøse de er. Som en ven bemærkede i går, bliver man ikke deputy director i IMF uden at være relativt kompetent.

I dag er formålet blot at illustrere problemet overfor læserne. I plottet nedenfor har jeg lagt ulighedstal og væksttal ind, der er fra samme kilder som Ostry et al. bruger. Man kan fornemme den overordnede negative korrelation – den er -0,13 – men tag et grundigt kig på hver gruppe af lande. Indenfor landegrupperne er der praktisk taget ingen sammenhæng overhovedet mellem ulighed og vækst: Det vægtede gennemsnit af intragruppe-korrelationerne er -0,002. Ser man grundigt på figuren, kan man derfor se hvordan IMF-folkene fifler for at få det til at se ud som om, der er en sammenhæng, men også hvor empirisk uærligt, notatet er. Men – som Niclas Berggren lakonisk bemærkede i går – påstanden er i medierne nu, uanset hvor absurd man kan demonstrere den er.

IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Af Niels Westy, den 8. marts 2014. 4 svar

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

Konservativt flip-flop om EU

Af Nikolaj Stenberg, den 7. marts 2014. 1 svar

1617269_10151953275780913_986741326_oDet Konservative Folkeparti indtager en flot førsteplads i danmarksmesterskabet om politisk flip-flop. Nu er turen kommet til Den Europæiske Union, hvor partiet i dag har postet billedet til højre på sin Facebook-væg.

Billedet indeholder et løst citat fra kanslerinde Merkels tale i London forleden, hvor hun talte om uegentlig velfærdsturisme i form af arbejdssøgende fra andre EU-medlemstaters eventuelle ret til bistand. Jeg vil mene man skal passe på ikke at læse for meget ind i det.

Hos Konservative ledsages billedet af teksten: “Regeringen gemmer sig bag jura, men det her handler om principper;” med en reference til Regeringens helt-efter-bogen holdning til EU-forordningers retlige status i Danmark på områder, hvor den danske stat ikke længere har suverænitet pga. resultatet i en række folkeafstemninger.

Selve diskussionen om velfærdsturisme handler både hvad der rent faktisk gælder her og nu (juraen) og hvad der bør gælde i fremtiden (principper). Men for Konservative er der en vis fordel i kun at ville tale om halvdelen af spørgsmålet. Som Lars Kaaber korrekt fremhæver på sin Facebook-væg i dag:

De konservative siger i dag nej til det, den danske regering i 2004 sagde ja til.

En regering med en konservativ justitsminister, en konservativ socialminister og en konservativ udenrigsminister.

De ansvarlige konservative MINISTRE sagde netop JA til PRINCIPPER for fordeling af velfærden til andre EU-borgere, da de stemte for forordning 883/2004.

Et eksempel på et PRINCIP findes i forordningens artikel 7:

“Unless otherwise provided for by this Regulation, cash benefits payable under the legislation of one or more Member States or under this Regulation shall not be subject to any reduction, amendment, suspension, withdrawal or confiscation on account of the fact that the beneficiary or the members of his/her family reside in a Member State other than that in which the institution responsible for providing benefits is situated.”

Det er dette princip, som betyder, at vi sender børnepenge ud af landet. Det er helt umuligt at misforstå hensigten og rækkevidden med denne tekst. Det er ikke EU-kommissionen eller Domstolen, der har påført os denne forpligtelse. Det er det danske folketing.

De konservative ministre ønskede det på denne måde. Det var med vilje og hensigt at de i 2004 stemte for dette PRINCIP.

Og det samme gælder for DETALJEN. Forordningen er i den grad detaljeret, og de konservative ministre har forhandlet alle detaljerne og har aktivt anbefalet de andre partier i Folketinget, at sådan skulle det være alt inklusive – og så stemte de for i Ministerrådet den 27. April 2004.

De konservative skylder svar på, hvad man mener med, at man er ‘for arbejdskraftens fri bevægelighed’, når man nu erklærer, at man er imod de principper, som den fri bevægelighed bygger på.

Vi venter spændt på svar.

IMF om ulighed og vækst (måske)

Af Christian Bjørnskov, den 6. marts 2014. 8 svar

De sidste par uger har der været en del opmærksomhed omkring et nyt papir fra IMF om ulighed, omfordeling og vækst. Jonathan Ostry, Andrew Berg og Charalambos Tsangarides diskuterer, om økonomisk ulighed er godt eller skidt for økonomisk vækst, og konkluderer i både deres litteraturgennemgang og deres empiri, at det er skidt. I Sverige har socialdemokraterne allerede grebet tanken og herhjemme har det socialdemokratiske bagland i form af Peter Ahrenfeldt Schrøder fra PIO også skrevet begejstret om studiet (læs her). Men de skulle måske have ventet en smule.

Der er for det første ganske store konceptuelle problemer i papiret. Andreas Bergh giver sin uforbeholdne, kritiske mening her og fokuserer ikke mindst på, at det mål for omfordeling, som Ostry et al. bruger, er tæt på nonsens. De tager forskellen på ginikoefficienten, mål på henholdsvis markedsindkomst og nettoindkomst – dvs. indkomst før enhver skat og omfordeling, og indkomsten efter al omfordeling har fundet sted- som mål for omfordeling. Men som Andreas viste for nogle år siden i en artikel i European Sociological Review, dur det ikke. Hvis, for eksempel, omfordeling gør det uprofitabelt at tage et job, vil den skabe mere ulighed målt på markedsindkomster. At den så bagefter jævner de disponible indkomster ud, behøver ikke betyde at der ser ud som om der har været omfordeling. Måler man omfordeler mellem markedsindkomster X og disponible indkomst W og ens omfordelingspolitik påvirker begge, giver et mål X-W ikke meget mening.

Værre er det, at studiet ’lugter’ når man kender til de bagvedliggende data. Sagt på en anden måde, var min fornemmelse for de data, Ostry et al. bruger og som jeg også selv har brugt en del på det sidste, at de næppe kunne føre til den konklusion. Da jeg alligevel sad i et fly i går på vej over Atlanten, og derfor havde rigeligt tid til overs, prøvede jeg at se om jeg cirka kunne genskabe deres resultat. Bruger man de samme ulighedsdata, samme mål for omfordeling og samme metode (System GMM), kan man fint få et meget lignende resultat. Dermed er den hellige, socialdemokratiske grav dog ikke velforvaret.

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Ostry et al. gør et dermed stort nummer ud et spuriøst resultat. Så spørgsmålet der står tilbage, er endnu en gang hvorfor så mange er så forhippede på ’vise’ at ulighed er dårlig. Ligesom den håbløse bog af Wilkinson og Pickett for nogle år siden, griber internationale medier med kyshånd pseudo-resultater, der peger i omfordelende retning, mens de næsten aldrig hylder individuel foretagsomhed eller udvikling uden en dominerende stat. Man undres.

Kun udvikling under ordnede forhold?

Af Erik Winther Paisley, den 5. marts 2014. Skriv et svar

Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his

Forfalden bygning ved Fords modelby "Fordlandia" i Brasilien, fra The Daily Mail.

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Læs resten →

Public Choice Society 2014

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2014. 4 svar

I den kommende uge er det tid til den årlige konference i the Public Choice Society. Denne gang ligger konferencen i Charleston, South Carolina, og den tegner til at blive en tand større end de foregående år. Jeg ankommer onsdag og har derfor torsdag eftermiddag sammen med gode kolleger – bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann og Hans Pitlik – før konferencen starter torsdag aften.

Som traditionen byder, er her nedenfor et lille udbud af papirer, jeg ser frem til ved konferencen. Hele programmet kan hentes her.

Witch Trials (Jacob Russ og Peter T. Leeson)

The High Cost of Low Quality Infrastructure when Natural Disasters Strike (Monica Escaleras og Charles Register)

Voting with your feet: Personal and Economic Freedom and Migration Patterns (Ryan Yonk og Nicholas J Hilton)

A Test of the Great Unraveling Hypothesis (Roger Congleton og DongWoo Yoo)

Driving Modern Sector Development – Do Exports and Institutions matter? (Rainer Grundmann og Thomas Gries)

Patience and “good” institutions: Predicting Real Interest Rates and Institutional Quality? (Atin Basuchoudhar, John David og Chap Michie)

Helt ubeskedent ser jeg naturligvis også frem til mine egne papirer. Hvis nogen skulle være interesserede, er de:

Legitimacy and the Cost of Government (Niclas Berggren, Christian Bjørnskov og David Lipka)

Political Institutions, Political Change and Growth Accelerations in the Nordic Countries, 1820-2010 (Christian Bjørnskov)

Pavens tåbeligheder

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2014. 3 svar

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Ugens workshop – IREF i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2014. Skriv et svar

I morgen går turen for mit vedkommende til Prag. Anledningen er en workshop arrangeret af Institute for Research in Economic and Fiscal Issues (IREF) og Prags Anglo-American University (mere information her). Workshoppen har præsentationer af fire emner:

Effective regulation of moral hazard in banking

Long-term financial health of state pension systems

Effects of training in private and public sectors

Effects of perceived government legitimacy on how government retards economic growth

Udover mit papir, der er det sidste og skrevet sammen med Niclas Berggren og David Lipka, er de andre presenters Gordon Kerr, Kevin Dowd og Fabio Mendez. Det hele tegner til at blive en fornøjelig og informativ workshop, som vores læsere naturligvis kan deltage i, hvis de er i Prag på torsdag.

Hvorfor er Corydon ikke bare en god socialdemokrat?

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. februar 2014. 1 svar

Der er noget besynderligt i, at socialdemokrater, som påtager sig at rydde op efter de indbyggede økonomiske problemer i den socialdemokratiske velfærdsstat, bliver så upopulære blandt deres egne. Og omvendt ofte bliver populære blandt borgerlige. En svensk finansminister som Kjell Olof Feldt eller danske kolleger som Heinesen og Lykketoft er eksempler. Og senest Bjarne Corydon.

Det ligger i velfærdsstatens afkobling mellem gevinster og omkostninger, at den løbende kommer i økonomiske problemer. Ikke ulig de problemer, kædebreve ender med at få. En socialdemokratisk sindet økonom som Jørn Henrik Petersen kalder det velfærdsstatens “syndefald”; vi andre vil nok snarere kalde det grundlæggende økonomisk logik.  

Derfor er det hyppigt nødvendigt med økonomisk oprydning i en velfærdsstat. Ellers bryder modellen sammen med uoverstigelige gældsproblemer som i Grækenland.

Og derfor burde det vel ret beset være et hæderligt og endda beundringsværdigt hverv at påtage sig at rydde op – set fra et centrum-venstreperspektiv. At holde den velfærdsstat, der har det højeste skattetryk, kørende er ingen lille opgave. Men af en eller anden grund kan man ikke være en god socialdemokrat, hvis man gør det. Det er, som om den slags socialdemokrater arver synden ved blot at se “syndefaldet” i øjnene. De falder under mistanke om at være “skabsblå” – modsat de partifæller, som alene er optændt af god vilje og intet vil gøre for at forhindre velfærdsstaten i at køre i afgrunden.

Den økonomisk ansvarlige socialdemokrat er dermed en slags moderne natmand. Natmændene, der om natten tømte lokumstønderne i byerne, blev set ned på og betragtet som “urene” af samtiden, selv om de jo ydede en vigtig og nødvendig tjeneste. Og det var jo endda dem, der så ned på natmændene, som var ophav til urenheden.

På samme måde er det besynderligt, at borgerlige og liberale også har en tendens til at se de socialdemokrater, der rydder op, som “skabsblå”. Grundlæggende er det socialdemokratiske projekt, de prøver at redde. I virkeligheden begår disse borgerlige samme fejltagelse som de selvgode socialdemokrater, som foragter oprydderne. Forklaringen kan være, at nogle borgerlige er begyndt at betragte oprydning som dét borgerlige økonomiske projekt. Men det er en perspektivforsnævring, der gør dem lige så blinde som dele af rød blok for, at oprydderne kan være bedre socialdemokrater end så mange andre.  

Rejeindustrien i Thailand, illegale migrantarbejdere, børnearbejde og tvangsarbejderen som forsvandt

Af Niels Westy, den 16. februar 2014. 3 svar

Politiken bringer søndag en historie om forholdene i rejeindustrien i Asien under
“Børnearbejdere piller dine billige kæmperejer“, med undertitlen “Danmark importerer kæmperejer fra bl.a. Asien, som bliver pillet af børn og tvangsarbejdere”. Der optræder dog ikke noget om tvangsarbejdere i selve teksten, så måske er de bare med i overskriften for effektens skyld?

Artiklen tager udgangspunkt i en rapport af DanWatch. Vi har tidligere omtalt Danwatch her på bloggen, og det har ikke været for det gode.

I rapporten fra DanWatch fremgår det at der er grove problemer med arbejdsmiljøet på fabrikker i Thailand, hvor der blandt de mange illegale migrantarbejdere også er en del børn helt ned til 9 års alderen.

Og her er det så at jeg vil sige noget venligt om DanWatch. Det fremgår nemlig af artiklen, at direktør i DanWatch Eva Hesse Lundström erkender, at “det er uvist, hvad det vil betyde for de illegale migrantarbejdere fra Myanmar (tidligere Burma) og deres børn, hvis rejefabrikkerne lukker, fordi vestlige forbrugere boykotter produkterne”, som det står i artiklen.

Og fortsætter med at sige, at  »Jeg har ikke løsningen, ud over at de bør ansættes på reelle vilkår. Der er love i Thailand, som burde beskytte arbejderne. Men de bliver ikke håndhævet, fordi rejeindustrien har brug for den billige arbejdskraft, som migrantarbejderne og deres børn udgør«

Hertil kunne man så tilføje, at det er ganske nemt at sige, hvad der ville ske hvis rejeindustrien skulle leve op til gældende lovgivning. Det vil nemlig (også) indebære en forringelse i forholdene for netop de illegale – og legale – migrantarbejdere, inklusiv børn, man som udgangspunkt angiver at kære sig om.

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2014. 5 svar

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Hvor rige er vi egentlig (4)

Af Niels Westy, den 9. februar 2014. 4 svar

Vi har i et par indlæg kredset om hvor velstående vi egentlig er i Danmark. Primært ved at sammenligne med USA, hvilket er faldet et par af læserne for brystet.

Denne gang vil vi i stedet se lidt på vores velstand målt i BNP og privatforbrug i forhold til vores nordiske broderfolk. Også her ser det skidt ud.

Det fremgår af OECDs seneste analyse fra december 2013, lavet på baggrund af tal for 2011.

forbrug

Ovenstående tabel viser også med stor tydelighed effekten af krisen i 2008.

Det skal bemærkes, at Island siden 2011 har overhalet Danmark målt på BNP per indbygger ifølge verdensbanken. Formentlig gælder det også privatforbruget. Danmark ano 2014 er således karakteriseret ved at have Nordens laveste forbrug og næstlaveste BNP per indbygger.

Fra i 1970 at have konkurreret med Sverige om at være Nordens rigeste nation, kæmper vi således nu med Finland om at undgå at være det fattigste. En kamp som vi ser ud til endegyldigt at tabe i løbet af få år, med mindre man gennemfører økonomiske reformer herhjemme, der sikrer højere vækst i BNP og privatforbrug.

Det er der desværre ingen grund til at forvente. Dansk økonomisk politik har i årtier været karakteriseret ved at man stort set udelukkende interesserer sig for at have balance i de offentlige finansier, hvorimod borgernes privatøkonomi altid har været underlagt skiftende politikeres behov for stemmemaksimering på kort sigt.

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

Af Nikolaj Stenberg, den 4. februar 2014. Skriv et svar

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.