Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2014. Skriv et svar

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!

Forslag til sommerlæsning (1) : Brazil: The Troubled Rise of a Global Power

Af Niels Westy, den 17. juni 2014. Skriv et svar

Så er verdensmesterskabet i fodbold kommet godt i gang. Indtil videre ser det jo glimrende ud med masser af mål og flere overraskelser. Desværre er der også de sædvanlige ringe dommerpræstationer. Men sådan er det jo, når man i stedet for at satse på de bedste, arbejder med kvoter 🙂

I anledning af at VM afholdes i Brasilien, vil jeg varmt anbefale en nylig udkommet bog af Michael Read, som til daglig skriver for The Economist. Her har han hver uge en klumme, “Bellos”, hvor han skriver om om Latinamerika. “Brazil: The Troubled Rise of a Global Power” er både velskrevet og ikke mindst rig på væsentlig information om verdens 7. største økonomi, 5. største land og med sine ca. 200 mio. indbyggere, verdens 5. største befolkning.

Et land de fleste egentlig ikke ved ret meget om, når det kommer til stykket. Reid har skrevet bogen fordi, som han selv skriver:

After decades of military rule, the fourth most populous democracy enjoyed effective reformist leadership that tamed inflation, opened the country up to trade, and addressed poverty and other social issues, enabling Brazil to become more of an essential participant in global affairs. But as it prepares to host the 2014 soccer World Cup and 2016 Olympics, Brazil has been rocked by mass protest. This insightful volume considers the nation’s still abundant problems—an inefficient state, widespread corruption, dysfunctional politics, and violent crime in its cities—alongside its achievements to provide a fully rounded portrait of a vibrant country about to take a commanding position on the world stage.

Som denne blogs og Americas.dk’s faste læsere vil vide, sætter jeg meget stor pris på Brasilien, men har en del mindre til overs for dets økonomiske og politiske formåen. Udklip Kilde: BANCO DE ESPAÑA APRIL 2014 REPORT ON THE LATIN AMERICAN ECONOMY

Som det fremgår af ovenstående tabel, har den økonomiske vækst da også ladet en del tilbage at ønske de senere år. Det bliver ikke bedre i indeværende år, hvor den økonomiske vækst Ifølge The Economist forventes at ende på ca. 1,8 procent i Brasilien, Det skal ses i forhold til en forventet vækst på 3,7 procent i Chile og 4,6 procent i Colombia. Dog kan man glæde sig over, at situationen er en del bedre end i Argentina og Venezuela, hvor BNP forventes at falde.

Det er Reids fortjeneste, at han formår at at fortælle historien om landets udvikling uden at forfalde til floskler og samtidig er yderst kompetent i at viderebringe læseren et indtryk af og og forklaring på paradokser og forskelle landet er præget af.

Kun på et væsentligt punkt er jeg (desværre) uenig med ham. Read konkluderer meget korrekt, at Brasilien står overfor store udfordringer, hvis man skal få gang i væksten igen. Han konstaterer også ganske korrekt, at det brasilianske politiske system er håbløst indrettet. Men alligevel slutter han af med et vist håb om forandring. Deri er jeg desværre ikke enig.

På den ene side er det værd at understrege, at Brasilien ikke er Argentina, og at man næppe vil opleve en nedtur som den man står overfor hos den sydlige nabo (og som man har oplevet mange gange før). På den anden side er der intet som tyder på, at Brasilien vil formå en gang for alle at få gennemført de nødvendige markedsreformer.

Det mest sandsynlige scenarie er, at man på et eller andet tidspunkt vil gennemføre tilstrækkeligt med reformer til at sikre systemets (det vil sige statens) umiddelbare overlevelse. Det vil forhåbentlig generere lidt højere vækstrater. Men en reformperiode vil hurtigt blive afløst af en periode, hvor man igen satser på at opnå umiddelbar økonomisk og poltisk succes. På den måde minder det i ubehagelig grad om forholdene herhjemme.

Som vi har påpeget i en række indlæg her på bloggen gennem årene, se også Christians seneste indlæg om BRIKS landene, er Brasilien IKKE en økonomisk succeshistorie.

Brasiliens højvækstperiode var mellem 1920 og 1980, hvor udviklingen efter 1964 endog var betinget af at militæret havde sat demokratiet ud af kraft. I sidste ende fejlede de også, fordi det grundlæggende problem er den brasilianske model. Både hvad denne model egentlig er, hvorledes den er fremkommet og militærets rolle (som ikke er som i andre Latinamerikanske lande) beskriver Reid meget fornemt.

Bogen kan bl.a. købes på Amazon, også som e-bog, og er som nævnt stærkt anbefalelsesværdig.

Hvis man skulle være interesset, vil jeg også lige benytte lejligheden til at henvise til en samtale om Brasilien, som jeg havde med Cordua & Steno i deres program på Radio 24syv, torsdag den 5. juni i anledning af VM.

 

BRIKS og den fraværende succes – igen

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2014. 6 svar

Jeg talte forleden med flere folk, der fremhævede de såkaldte BRIKS-landes (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) store økonomiske vækst. Selv Børsen, der ellers er en ganske ædruelig publikation, skriver med jævne mellemrum om de store muligheder i lande som Brasilien og Sydafrika. Ingen synes at se på andet end andres påstande eller rygter, så her er de konkrete tal, med et lille, lønligt håb om at de kan hjælpe til at mane myten om BRIKS-landene i graven.

Mellem 1990 og 2010 havde Danmark en vækst i det reale BNP per indbygger (dvs. købekraft) på 1,3 % pa. BRIKS-landenes lå på henholdsvis 1,5 %, 4,4 %, 0,9 % og 1,7 %. Mens Danmarks vækst er dykket de sidste år, er billedet ikke væsentligt ændret, med Ruslands olie- og gasdrevne vækst som undtagelse. Og bemærk at sammenligningen med Danmark er ganske fordelagtig for BRIKS, da vi er et af lavvækstsamfundene i OECD! Som figuren (med købekraft relativt til Danmark) viser, er det da heller ikke imponerende, hvad der er af vækst i den egentlige økonomi i f.eks. Brasilien eller Sydafrika. Man skal lægge en ekstra kvalifikation til billedet: Den stigende erkendelse blandt mange økonomer om, at Kina sandsynligvis svindler med sit officielle BNP (læs f.eks. her). Så hvorfor er der så mange, der gerne vil investere i BRIKS? Det er i hvert fald ikke der, jeg har lyst til at have mine pensionskroner stående.

BRICS picture

Gæsteindlæg: Ministerium ude over kanten

Af Nikolaj Stenberg, den 12. juni 2014. 2 svar

Jens Frederik Hansen leverer her et gæsteindlæg til Punditokraterne om den undersøgelse af forholdene i og omkring Socialministeriet angående “Stemmer på kanten”, som advokat Pernille Backhausen har afleveret.

Anette Vilhelmsen er ikke renset

New ImageNu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske.

At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.

Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.

I dag for 70 år siden – tak!

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2014. Skriv et svar

I dag er det 70 år siden, at de allierede gik i land på Normandiets strande for at befri Europa – det er årsdagen for D-Dag. For Danmark og resten af Vesteuropa var det starten på årtiers frihed, mens Centraleuropa måtte vente 45 år mere. De skiftede blot det nazistiske åg ud med åget fra det andet totalitære monster.

Hvad skal man sige på sådan en dag? For mig er Ronald Reagans tale ved 40-årsdagen (skrevet af Peggy Noonan) stadig en af de bedste, som omfatter både tilgivelse, en hyldest af den frihed man kæmpede om på strandene, og en hyldest til dem der stod i frontlinjen. Om de canadiske soldater sagde han for eksempel, hvad man kunne sige om tusinder af andre: “They knew what awaited them there, but they would not be deterred.”

Som vi skrev for flere år siden, handler det om friheden til at regere sig selv som land, friheden til at regere sig selv som menneske, og friheden til at udtrykke sin egen mening. For 70 år siden begyndte vi at tilbageerobre den frihed. Lad os gøre i dag til den dag, vi minder os selv og vores politikere om, hvem vi er og hvad vi står for.

Piketty-links og den kortsluttede debat

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2014. 3 svar

Mens medierne den sidse måned har skrevet vidt og bredt om Thomas Pikettys 700 sider lange Capital in the Twenty-First Century og store dele af venstrefløjen har hyldet ham som en helt, har blogossfæren og i lidt mere specialiserede medier efterhånden tegnet et lidt andet billede af ham. Pikettys hovedpåstand er, at r > g – at afkastet til kapital er konstant større end væksten i gennemsnitsindkomsten i den vestlige verden, og at de rige – kapitalejerne – derfor løber fra alle andre som uligheden stiger. Denne påstand viser sig at være ganske tvivlsom, uanet hvad Informations-segmentet og andre håber.

Vi har allerede omtalt Larry Summers omfattende kritik (læs her), men siden da er der virkelig faldet brænde ned. For de af vores læsere, der er interesserede, bringer vi her en del af kritikken, som Piketty ikke rigtigt har svaret på. Per Krussell og Tony Smith (IIES og Yale) viser, at Pikettys basale antagelser om opsparingsadfærd slet ikke matcher virkeligheden. Hvis man substituerer hans antagelser med andre, der passer på de faktiske data, giver hans model faktisk det modsatte resultat: At hvis væksten falder, falder uligheden. Forvirringen kommer bl.a. fra, som andre også har vist, at Piketty blander netto- og bruttobegreber. Alex Tabarrok viser på lignende vis, at hvis man bruger Solow-Swan-modellen – arbejdshesten og grundlaget for moderne vækstteori – indebærer Pikettys påstand, at opsparingsraten skal falde når væksten falder. Det giver næppe meget real-life-mening.

Debraj Ray angriber alle fire hovedpunkter i Pikettys teori. Scott Sumner fanger Piketty i at misrepræsentere Simon Kuznets pionerarbejde fra 50erne. Don Boudreaux Angriber Piketty antagelse om, at kapital vokser af sig selv – Boudreauxs pointe er, at der er langt mere dynamik i firma- og ejersammensætningen end Piketty tror. Ricardo Hausman – ikke just et liberalt epigon (han er tidligere venezuelansk planlægningsminister) peger på, at Piketty fuldstændigt overser betydningen af know-how. Sidst, men ikke mindst, viser Phil Magness og Chris Giles hos Financial Times, at Pikettys data ikke kan holde til et eftersyn. Paul Krugman har forsvaret Piketty ved basalt set at sige, at ”we all know that wealth inequality has gone up”; Tyler Cowen kalder, hvad han anser for at være bluff fra Krugman.

Det sørgelige er vel, at uanset hvad man mener om Pikettys bog og hovedpåstande – og jeg er blevet meget skeptisk – er påstanden derude nu og har fået sit eget liv. Hos dele af venstrefløjen er det allerede blevet en del af det ’vi ved med sikkerhed’, så ethvert modargument støder mod en mur af skråsikkerhed. Den type påstande, om de kommer fra højre, venstre eller de gudelige, kortslutter enhver demokratisk eller videnskabelig debat.

Hvad gør demokratiseringer ved økonomisk politik?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2014. 2 svar

Der er en lang litteratur i politisk økonomi / public choice for at spørge, om demokrati giver anderledes politik end andre politiske institutioner. For mange udenforstående er det et underligt spørgsmål: Man regner normalt med, at demokratier er ’godt’, dvs. at det producerer overlegne resultater. Det er dog ikke den generelle konklusion, og der er nogle svære problemer at løse i forskningen. I stedet for at se på sammenhængen mellem niveauet af demokrati og politik eller økonomisk-juridiske institutioner, er en lille ny litteratur gået i gang med at undersøge, hvordan ting ændrer sig omkring demokratiseringsepisoder.

Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg bidrager i et nyt papir til denne gren af forskningen. Nyskabelsen er, at vi skelner mellem fire regimertyper: Stabile og ustabile demokratier og stabile og ustabile autokratier. Vi kan derfor skelne mellem demokratiseringsepisoder, der viser sig at være stabile og dem, hvor der er midlertidige tilbagefald til mindre demokratiske institutioner. Når man gør det, viser der sig at den del af den økonomiske politik, der ændrer sig ved stabil demokratisering, primært er pengepolitikken. Yderligere granskning peger på, at de stabile demokratiske transitioner fører til langt mere uafhængige centralbanker. Interessant nok peger det altså på, at når folk får demokratiske rettigheder, sørger man generelt for, at centralbanken bliver beskyttet mod politisk indflydelse. Sjovt nok finder vi det præcist modsatte ved de ustabile demokratiseringer, hvor man svækker centralbankens uafhængighed. Det er altså ikke blot om et land bliver demokratisk, men – som vi konkluderer – hvor ’bumpy’ vejen til demokrati er.

Papiret kan findes på SSRN med titlen ”Democratic transitions and institutional change: What’s behind the association?” Abstractet er her:

Many empirical studies have shown democracies to be more supportive of sound economic institutions than authoritarian regimes and recent analysis also finds that democratic transitions are followed by overall improvements in economic freedom. This sheds some light on a possible chain of causality, but up to date it is virtually unknown through which channel democracy actually creates institutional improvements. Employing a dataset by Cheibub et al. (2010), we identify 41 political transitions to democracy since the mid-1970s, for which measures on economic institutions and policies are also available. Panel data analysis is used to examine the outcome of democratization within the framework of a fixed- and random effects model. To control for possible endogeneity, the paper further employs an instrument for democratic transitions, based on observations by Huntington (1991). Results mainly indicate that stable transitions to democracy are followed by strongly improved access to sound money, while unstable transitions seem to impede it. We further find evidence that the improved access to sound money is driven by the installation of more independent central banks in newly established electoral democracies.

Er der fattige i Top 20 pct.?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. maj 2014. Skriv et svar

Findes der mennesker blandt de 20 pct. rigeste, som er fattige? Det gør der, hvis man tager den danske ”fattigdomsgrænse” alvorlig. Ifølge regeringens ”Familiernes økonomi” defineres grænsen som 50 pct. af medianindkomsten i Danmark. Det svarer til godt 100.000 kr. før skat.

Men 80 pct. af verdens befolkning tjener 100.000 kr. eller mindre om året. Målt med danske alen er stort set alle fattige.

Forklaringen er, at fattigdomsmålet er relativt. Det er konstrueret, så der altid vil findes fattige, uanset hvor rige vi bliver, så længe nogen tjener halvdelen af medianen eller derunder. Og det er valgt, så det afhænger af det geografiske område, man tilfældigvis tilhører.

Med denne definition af fattigdom, kan man strengt taget ikke sige, at folk flygter fra, men til fattigdom. De nordafrikanere, der forsøger at krydse Middelhavet i synkefærdige skuder, vil med sikkerhed havne med en lavere del af medianindkomsten, hvis de kommer ind i Europa, end hvor de kom fra. Og man kan så undre sig over, at de i så stort tal stemmer med fødderne for at blive fattigere. Eller man kan undre sig over, at nogen kan få sig selv til at anvende så absurd en definition på ”fattigdomsgrænse”.

Når politikere vil vogte politikere

Af Casper Hunnerup Dahl, den 24. maj 2014. Skriv et svar

Debatten om såkaldt “demokratisk underskud” i EU i form af haltende eller fraværende demokratisk legitimitet, folkelig opbakning mv. er vel nærmest lige så gammel som EU (måske endda EF) selv. Afstanden mellem den enkelte borger og EU’s politiske beslutningsprocesser er stor — for stor, ifølge kritikere — og vælgernes demokratiske kontrol med EU-politikerne lader en del tilbage at ønske, lyder argumentet. Argumentets appel til den almindelige borger i et af EU’s 28 medlemslande er ikke blevet mindre med årene: udviklingen er med hver ny traktat gået i retning af stadig tættere EU-integration — både i dybden og i bredden — og det såkaldte “nærhedsprincip”, der ellers i sin tid blev formuleret med henblik på at bremse en alt for lemfældig suverænitetsoverdragelse i.f.t. problematikker uden grænseoverskridende karakter, har generelt måttet tage til takke med en placering på bagsædet, mens princippet om stadig tættere EU-integration konsekvent har siddet solidt i førersædet oppe foran. Samtidig viderebringer diverse nyhedsmedier meningsmålinger, der peger på, at borgernes generelle skepsis overfor EU ikke ligefrem er faldende — for nu at sige det behersket.

Ifølge kritikerne af EU’s grundlæggende demokratiske legitimitet har EU således blandt andet, hvad politologer og økonomer kunne finde på at kalde et “accountability problem” — et demokratisk kontrolproblem. Der er imidlertid mere i gærde, idet medlemmer af nationale parlamenter i lande som Danmark, England og Holland nu er begyndt at argumentere for, at der er behov for nye redskaber (og styrkelse af de eksisterende af slagsen), som de nationale parlamenter kan bruge til at kontrollere først og fremmest EU-Kommissionen med. De nationale parlamenter har simpelthen ikke den grad af indflydelse, som de bør have, på mange af de EU-beslutninger, de bør have indflydelse på, lyder kritikken fra bl.a. formanden for det danske Folketings Europaudvalg, Eva Kjer Hansen. I dag har de nationale parlamenter eksempelvis mulighed for at give EU-kommissionen et såkaldt “gult kort”, hvis de mener, et EU-lovforslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Problemet er imidlertid, at de nationale parlamenter kun har otte uger til at samle det påkrævede flertal (1/3 af medlemslandenes parlamenter) for at kunne smide det “gule kort”.

Denne tidsfrist foreslås sat op til 10 uger, men der er mange flere og større ting i posen hos de kritiske, nationale parlamentarikere, blandt andet forslag om, at de nationale parlamenter skal kunne nedlægge veto mod lovforslag — ikke blot stille spørgsmål til Kommissionen eller bede den genoverveje lovforslaget — under forudsætning af, at 2/3 af medlemslandenes parlamenter bakker op om vetonedlæggelsen. Dette såkaldte “røde kort”, der i institutionel-teoretisk forstand ville øge antallet af vetospillere i EU-systemets politiske konstruktion, ville udgøre en af de mere grundlæggende, institutionelle ændringer, EU har set siden EF blev til EU — hvis det blev gennemført. Her på bloggen vægter vi generelt saglighed over spåkoneri, og det sættes næppe over styr ved en påstand om, at dette “røde kort” næppe bliver en realitet i den kommende måned eller for den sags skyld i løbet af det kommende år.

EU har altså, ifølge kritikerne, et demokratisk kontrolproblem, idet vælgerne ikke har nok kontrol med politikerne. Nu mener flere nationale parlamentarikere så, at de heller ikke har nok kontrol med EU-politikerne. Altså har vi i en vis forstand et dobbelt demokratisk kontrolproblem — et kontrolproblem med løg på, hvis I vil have mig undskyldt. Om den slags overvejelser får nogen betydning for valget til Europaparlamentet og afstemningen om den fælles europæiske patentdomstol i morgen er nok tvivlsomt. På den anden side er valget og folkeafstemningen i morgen — fuldstændig som andre demokratiske valg, og som kloge folk allerede har påpeget — alligevel kun sjovt for folk, der ikke forstår (eller ignorerer, at de egentlig godt forstår) sandsynlighedsregning.

Følger lande OECDs anbefalinger?

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2014. 2 svar

OECD kommer jævnligt med anbefalinger til økonomisk politik og reformer. Spørgsmålet er dog, hvad de generelt anbefaler, og om lande faktisk følger anbefalingerne. Svaret på det sidste spørgsmål i ny forskning er et rungende nej. I papiret ”What policies does the OECD recommend to its members, and does it make a difference? Evidence from a new database” viser Andreas Bergh, Margareta Dackehag og Martin Rode at mens anbefalingerne giver god mening fra et nationaløkonomisk synspunkt – de ligner i høj grad anbefalinger, der ville øge landets økonomiske frihed og er dermed konsistente med f.eks. Fraser Instituttets reformagenda – er der intet der tyder på, at lande følger dem.

Hvis man skulle være i Aarhus-området med lidt tid i dag, holder Martin Rode seminar i Tuborg Centeret klokken 13-14. Annonceringen er her; seminaret foregår på Fuglesangs Allé i lokale L161.

Bedste danske økonomer 2014

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2014. 1 svar

Det er blevet tid til en af de tilbagevendende begivenheder her på bloggen: Den årlige diskussion af hvem der er de bedste danske økonomer. Som det vil være trofaste læsere bekendt, gør vi det lidt anderledes fra år til år, men altid med samme basale udgangspunkt (2013 her, 2012 her og 2010 her). Der kan sagtens være glimrende økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres fortræffeligheder, kan vi ikke inkludere dem. Enhver diskussion om emnet tager derfor udgangspunkt i forskeres præstation gennem international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Aviskronikker, bøger og udvalgsarbejde tæller således ikke. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Listen omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning i nationaløkonomi. Og som sædvanligt garanterer vi ikke, at vi ikke har glemt nogen.

Årets mål består af to ting: Den gennemsnitlige impact factor på de tidsskrifter, man har publiceret i 2005-2014, og antallet af citationer, man har fået i samme tiårsperiode. Den første er et almindeligt mål for, hvor kræsent tidsskriftet er, og altså hvor høj kvaliteten af forskningen er bedømt fra redaktørens side. Den andet er et mål for, hvor mange der efterfølgende har ’brugt’ folks artikler i deres egen forskning, dvs. også en slags alternativt mål for kvalitet, men observeret i forskningsmarkedet. De to er i en vis forstand også udtryk for to forskellige publikationsstrategier – vil man publicere relativt mindre, men satse på de fineste tidsskrifter, eller publicere mere og nogle gange i lidt mindre prestigiøse tidsskrifter?

Igen i år er der en klar vinder, og igen i år er vinderen Nicolai Juul Foss, mens hans CBS-kolleger Keld Laursen og David Lando besætter de næste pladser. Nummer fire er – vel at mærke bedømt på de sidste ti års præstationer – 71-årige Martin Paldam. Listen omfatter også en nuværende og to tidligere vismænd – Claus Thustrup Kreiner, Michael Rosholm og Nina Smith – og David Dreyer Lassen, der endelig er ved at blive mere kendt i offentligheden gennem en serie glimrende klummer i Børsen. Der er dog også flere, som Helena Skyt Nielsen og Thomas Barnebeck, der ikke er kendt udenfor økonomkredse, men stadig fremragende på deres område og anerkendt internt i miljøet.

Sammenligningerne viser sjovt nok også ganske klart, hvordan der ikke er en generel sammenhæng i det mellem-til-pæne område. De ganske mange økonomer, der ikke er med, vil typisk ligge med lave impacts og få citationer, mens en meget lille gruppe – stort set kun Nicolai Foss, Keld Laursen og David Lando – ligger med høje gennemsnitsimpacts og mange citationer. Tager man dem ud, er det tydeligt, at der næsten ingen sammenhæng er mellem de to mål; korrelationen skifter endda fortegn. Sammenligningerne viser dog også en anden ting ganske klart: At der er fire forskere, der skiller sig ud ved at have mere end 1000 citationer de sidste ti år: Nicolai Foss, Keld Laursen, David Lando og Martin Paldam. De ligger således i samme lag som f.eks. den tyske superøkonom Axel Dreher, som ville have været nummer tre i Danmark (med 1493 citationer og en gennemsnitsimpact på 1,1).

Top-20 er her, taget ud af et sample på 35 kandidater. Først tal er gennemsnitlig impact score og andet tal citationer. De næste er placeringen på enten det ene eller andet index. Det sidste er forskernes H-scorer, som er et andet mål for kvalitet. Som hvert år er pointen, at toppen forbliver den samme, mens resten afhænger af præcist hvordan man vælger at måle.

1. Nicolai Foss (CBS) 3,07 2404 1 1 28
2. Keld Laursen (CBS) 2,25 1490 2 2 14
3. David Lando (CBS) 2,01 1103 4 3 10
4. Martin Paldam (AU) 0,91 1072 26 4 16
5. Finn Tarp (KU / WIDER) 1,02 811 23 5 12
6. Henrik Hansen (KU) 0,99 791 24 6 8
7. Peter Bogetoft (CBS) 1,83 495 8 8 15
8. Morten Bennedsen (CBS/ INSEAD) 1,89 437 7 10 7
9. Christian Bjørnskov (AU) 1,05 696 21 7 14
10. David Dreyer Lassen (KU) 2,05 292 3 15 7
11. Steffen Andersen (CBS) 1,95 275 6 19 7
12. Tor Eriksson (AU) 1,11 540 21 8 14
13. Carl-Johan Dalgaard (KU) 1,47 391 12 12 8
14. Claus Thustrup Kreiner (KU) 1,95 225 5 21 7
15. Peter Norman Sørensen (KU) 1,57 329 10 13 7
16. Søren Bo Nielsen (CBS) 1,03 471 22 9 12
17. Helena Skyt Nielsen (AU) 1,46 291 13 16 10
18. Michael Rosholm (AU) 1,19 283 20 18 10
19. Nina Smith (AU) 0,80 408 27 11 12
20. Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 1,67 102 9 28 5

 

EU og Danmarks skandaløse energi- og klimapolitik

Af Niels Westy, den 19. maj 2014. Skriv et svar

Jeg havde i går søndag en kronik i Berlingske Tidende (grøn vækst – en farlig cocktail), skrevet sammen med Anders Primdahl Vistisen om den sammenstilling af “grøn omstilling” og vækstfremmende tiltag, som flere partier gør sig i på tværs af de politiske fløje.

En sammenstilling som er i modstrid med sagkundskabens anbefalinger. Det er i sig selv lidt af et paradoks. Mens man i klimadebatten på den ene side ofte henviser til den videnskabelige nær-konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, afviser man således samtidig at lytte til sagkundskaben når den påpeger at:

  1. Den første klima- og energipolitik er ikke vækstfremmende, men derimod væksthæmmende. Den skaber ikke arbejdspladser, men koster arbejdspladser.
  2. Den førte klima- og energipolitik har trods enorme omkostninger kun marginal indvirkning på den globale opvarmning.

Som vi påpeger i kronikken, er den højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på hverken skabe vækst, arbejdspladser eller fremme overgangen til CO2 neutral energiproduktion.

Der er derimod grund til at mene, at EUs klimapolitik er med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens man udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til.

Tilhængerne af grøn omstilling hævder godt nok, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. 

Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger.

Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kom i en analyse for et par år siden frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi.

En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. Endelig konkluderede man i en analyse af det velestimerede Verso Economics i 2011, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi.

Og som det økonomiske råd skrev tilbage i 2012:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Energiproduktionen vil fortsat være baseret på fossile brændstoffer om 25 år

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi. Det vil dog ikke gøre den store forskel i den globale energiproduktion, og dermed udledningen af CO2.

10322812_10202435277577640_7803866171413019836_n

Som det fremgår af figuren til venstre, er verden langt fra på vej mod en “grøn omstilling”. Og da den fortsatte vækst i energiproduktionen primært vil finde sted udenfor OECD, med andre ord i relativt fattige lande, er det komplet urealistisk at forestille sig at fremtidige klimaproblemer vil veje tungt i valg af energikilde.

EU står allerede i dag for blot lidt over ti procent af den samlede CO2-udledning. En andel der under alle omstændigheder vil falde markant de kommende årtier.

Ikke engang det faktum, at amerikanernes overgang fra kul til skifergas har betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg, synes at påvirke europæiske politikere.

I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner.

Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer!

Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer!

Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, står Danmark bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og i forhold til udviklingen i det globale CO2-udslip giver det ganske enkelt ingen mening.

Og så er der selvfølgelig den næsten ensidige satsning på vindenergi, som vi har haft i Danmark gennem 20 år. En energiform som næppe har potentiale til andet end at være en nicheproduktion, og hverken er konkurrencedygtig eller reelt anvendelig i større omfang.

Når Børsen i dag dedikeret flere sider til en historie om at PFA er ved at miste lysten til at investere i vindenergi. En energiform som har kostet danske skatteydere mia. af kroner, samt tab af vækst, velstand og arbejdspladser i andre dele af økonomien. MAn må håbe, at PFAs udmelding ikke indebærer at landets politikere vil kaste endnu flere af vores penge i dette håbløse projekt. Men man kan frygte det værste.

Som professor Peter Nedergaard skrev på sin facebook i den anledning:

Dansk havvind blev skabt i en rus af planøkonomisk hybris, hvor man regnede med at kunne forudsige energipriserne i fremtiden. Afdækningen af, hvordan man hældte milliarder af kroner ned i et sort hul ved Anholt, burde der skrives kritisk og afdækkende journalistik om. Se det er relevant journalistik, som overgår afdækningen af diverse indkøb af underbukser og sokker med flere kilometer: 

Men er det proportionalt?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. maj 2014. 11 svar

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll har spurgt justitsministeren om, hvorvidt:

“det er rimeligt, at totalkontroller får lov at gribe ind i et meget stort antal menneskers hverdag, selvom langt de fleste ikke har gjort noget for påkalde sig myndighedernes interesse eller har forbrudt sig mod lovgivning”.

Eller med andre ord, om der er proportionalitet mellem totalkontrollens vidtgående karakter og det formål, indgrebet i borgerens frihede tilsigter at opnå. Den offentlige forvaltning i Danmark er nemlig bundet af en grundsætning der siger, at handlinger af denne type skal være proportionale. Ministeren svarer udenom:

“[Totalkontrollen] sker med henblik på en effektiv retshåndhævelse og en hensigtsmæssig udnyttelse af de forskellige myndigheders ressourcer…

[J]eg tror også, at de personer, der berøres af sådanne kontrolaktioner, generelt har stor forståelse for, at sådanne aktioner gennemføres ud fra hensyn til en effektiv retshåndhævelse og hensigtsmæssig udnyttelse af myndighedernes ressourcer.”

Her på bloggen minder vi i al stilfærdighed Justitsministeriet om, at proportionalitet ikke er det samme som effektiv retshåndhævelse, og at den effektive retshåndhævelse altså skal ske med respekt for proportionalitetsprincippet, der er en af hjørnestenene i den danske retsstat.

(HT: Lars Andersen)

Summers om Picketty

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2014. 1 svar

En af de mest omtalte bøger i år har været den franske økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-First Century. Bogen er en fransk, venstreorienteret kritik af kapitalisme – ikke af dens velstandsskabende konsekvenser, som Piketty fuldt erkender – mens dens ulighedsskabende virkninger, som han postulerer. Debatten kom også forleden aften til Danmark med en lidt forvirret diskussion i DR2s Deadline mellem Rune Lykkeberg fra Politiken og Martin Ågerup fra Cepos. Så hvad skal man mene, når nogle hylder bogen som et stort gennembrud og andre mener, at den er en fortænkt og forvirret gang vrøvl iklædt økonomisk gevandter?

Jeg er helt enig med Greg Mankiw i, at Larry Summers anmeldelse i Democracy i forårsnummeret er den bedste indtil videre af de mange (se f.eks. her, her, her og her). Summers rammer hovedet på sømmet på en række områder. Pikettys hovedpointe er opsummeret i ligningen r > g, dvs. at renten (hvilken rente er Piketty ikke rigtigt klar på) og dermed afkastet til kapital overstiger vækstraten i gennemsnitsindkomsten. Han mener derfor, at når formuerne for kapitalejerne vokser hurtigere end de almindelige indkomster, må uligheden stige. Summers er ikke enig:

But I think he misreads the literature by conflating gross and net returns to capital. It is plausible that as the capital stock grows, the increment of output produced declines slowly, but there can be no question that depreciation increases proportionally. And it is the return net of depreciation that is relevant for capital accumulation. I know of no study suggesting that measuring output in net terms, the elasticity of substitution is greater than 1, and I know of quite a few suggesting the contrary.

Et andet ømt punkt, som Summers trykker på, er Pikettys antagelse om, at afkastet til kapital er geninvesteret. Er det ikke det, vil formuerne logisk nok ikke vokse med r, men kun med r * den del af afkastet, der faktisk geninvesteres, og minus omkostningerne til vedligeholdelse af kapital (deprecieringen). Bogen giver en analyse, som man med glædesråb har modtaget på venstrefløjen – hvor ofte sker det lige at internationale topøkonomer siger noget, de kan lide? – men der er mange skjulte detaljer, der simpelthen ikke giver meget mening. Mere om den senere, når jeg har slæbt mig gennem dens 700 sider.

Tolerance i verden – nyt fra WVS

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2014. 4 svar

Forleden frigav the World Values Survey den sjette bølge af undersøgelsen, foretaget 2010-14. WVS har i årevis været en guldgrube af oplysninger i samfundsvidenskaberne, ikke mindst for den tillidsforskning, jeg selv er en del af. At en ny bølge med 50 lande frigives er derfor en stor event for nogle af os! Den er også frit tilgængelig for ikke-forskere og kunne være en glimrende kilde i undervisning på gymnasieplan, da online-systemet er ret enkelt at finde rundt i hos både WVS og den tilsvarende European Values Survey.

Et eksempel på, hvad man kan bruge databasen til, er mål for tolerance. Inspireret af bl.a. Niclas Berggren og Therese Nilssons forskning på området, har jeg taget spørgsmålene fra de  seneste WVS og EVS om, hvilke grupper man ikke har lyst til at have som naboer som udtryk for intolerance. Tager man gennemsnittet af kategorierne ‘homoseksuelle’ og ‘folk med AIDS’ får man et ganske godt mål for tolerance af folk med en særlig minoritetslivsstil.

Og her ligger overraskelserne. De fem mest tolerante lande blandt de 79 lande i de to undersøgelser er ikke overraskende Island (2,5%), Danmark (4,5%), Frankrig (4,8%), Sverige (5,3%) og Norge (5,5%). Overraskelsen ligger i, at nummer 7 er Uruguay, hvor 7,6% nævner de to kategorier. Mexico, Chile, Colombia og Trinidad ser også helt vesteuropæiske ud, når man ser på deres toleranceniveau. Gennemsnittet i hele samplet er 43,8 %, der ikke ønsker homoseksuelle som naboer – ganske tæt på det faktiske niveau i Letland og Kroatien. Bunden defineres af Armenien (84,8%) og Azerbaijan (94,4%) og Kaukasus ser generelt stærkt intolerant ud. Hvorfor nogle lande således ser mere tolerante ud end andre følger ikke altid helt simple mønstre. Derfor ser vi her på stedet frem til Berggren og Nilssons næste studier – og flere nye data fra WVS og andre.

Gary Beckers betydning

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker døde i weekenden. Det er et tab. Nok havde han rundet de 83 år, men var stadig skarp og produktiv. Og indflydelsesrig. Få har har haft så stor betydning som han for, hvordan økonomisk forskning praktiseres i dag. Når det kom til politikforslag, kunne man derimod have ønsket sig, at endnu flere havde lyttet.

Se hans blog her. Og her er min nekrolog i dagens Børsen.

 

Gary Becker, 1930-2014

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker, professor i nationaløkonomi og sociologi ved University of Chicago, døde forleden dag efter længere tids sygdom. Becker fortjener at blive mindet, ikke mindst for det arbejde som han modtog Nobelprisen for i økonomi i 1992. Ikke blot økonomi, men også dele af sociologi og jura havde set anderledes ud uden ham.

Beckers PhD-afhandling handlede om diskrimination og viste sig – efter nogle år – at være et stort gennembrud i forståelsen af emnet. Afhandlingen brød med ideen om, at diskrimination var gavnlig for den diskriminerende. I stedet viste Becker, at hvis man diskriminerer mod sorte i et frit arbejdsmarked, bliver ens hvide arbejdskraft dyrere. Diskrimination er med andre ord en ekstra omkostning, medmindre politiske reguleringer beskytter den diskriminerende part.

Becker var også en pioner i introduktionen af uddannelse – human kapital – i nationaløkonomi. Ideen at ikke blot fysisk realkapital, men også folks viden og evner er produktiv var et paradigmeskift, ikke mindst fordi det betød at man også kunne investere bevidst i human kapital. På samme måde var hans syn på familiens økonomi – Becker så familien som et firma og ikke en enkelt enhed – centralt i forståelsen af arbejdsvalg, børneopdragelse og hvad der nogle gange kan se ud som mærkværdige valg mellem ægtefæller.

Sidst men ikke mindst var Becker en vigtig figur i udviklingen af den del af law and economics, der analyserer kriminalitet. Præcist som ethvert andet økonomisk valg, vurderer mange kriminelle gevinsterne i forhold til den forventede straf. Ser man kriminalitet, og ikke mindst berigelsesforbrydelser, i dette lys, er spørgsmålet ikke hvorfor der er så meget, men hvorfor der ikke er mere kriminalitet i mange vestlige lande.

Becker var kendt som en krævende, men åbensindet underviser, vejleder og kollega. Han skar igennem tågerne og gik direkte til pointen i enhver diskussion. Som flere har understreget, var Beckers arbejde hverken særligt teknisk eller analytisk sofistikeret, og konklusionerne var intuitive og næsten åbenlyse – når han først havde ført én til dem. Beckers geni var ofte, at han var den første til at se vejen til det indlysende. Det er ikke altid populært, men som Steven Levitt citerer ham for at sige: ”Så længe folk bruger energi på at angribe en, ved man at man gør noget rigtigt.”

Mange andre har skrevet om Becker de sidste dage: Otto Brøns-Petersen i Børsen, Peter Boettke på Coordination Problem, Steven Levitt på Freakonomics, Peter Lewin på Organizations and Markets, James Heckman i en hyldest i 2011, Russ Roberts på Cafe Hayek, Robert Hershey i NYT, og Justin Wolfers i The Upshot. Hvis man vil læse Becker selv, er hans Nobeltale et godt sted at starte.

Gary Becker er død

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2014. Skriv et svar

Greg Mankiw meddelte i går på sin blog at Gary Becker, professor i nationaløkonomi i Chicago og modtager af Nobelprisen i 1992, er død, 83 år gammel. Becker var en af de mest indflydelsesrige økonomer i anden halvdel af det tyvende århundrede og bl.a. central for en ny forståelse af f.eks. diskrimination og kriminalitet. Vi bringer mere om Becker de næste dage, men her er en god introduktion til hans arbejde.

Peter Nedergaard om politiske fejl og mistillid

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2014. Skriv et svar

Den glimrende Peter Nedergaard, professor i statskundskab på KU, har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om politisk ageren og danskernes lave og dalende tillid til politikerne. Jeg er enig i stort set hele kronikken, der implicit hviler på et solidt public choice-fundament. Her er et par smagsprøver:

Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme.

Hele kronikken kan læses her. Anbefalet!

Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. maj 2014. 15 svar

Siger det ikke sig selv, at stiger uligheden i næsten alle lande, så stiger den globale ulighed også? Det gør det måske, men benytter man sig af et mål som Gini-koefficienten, så behøver det ikke være tilfældet. Og ikke alene behøver det ikke være tilfældet. Det er ikke tilfældet.

Igennem en periode er Gini-koefficienten steget i Danmark og i mange andre lande i verden. Set under ét er uligheden i verdens lande steget siden midtfirserne. Men den samlede globale ulighed er i værste fald stagnerende. Ifølge Pinkovskiy og Sala-i-Martin, som står for det nok mest omfattende forsøg på at integrere tilgængelige kilder, er uligheden støt faldende (se figuren). Verdens borgere taget under ét og uden hensyn til, hvor de bor, får mere ens indkomster. Inden for hvert land stiger de høje indkomster hurtigere end de lavere. Men globalt vokser gennemsnitsindkomsterne hurtigst i de fattigste lande.

Dette fald i indkomstuligheden er drevet af økonomisk vækst. Ikke mindst væksten i Asien. Og måske mere afgørende: Den absolutte fattigdom falder dramatisk. Fra 1970 til 2006 er det antal, som lever for under én 1987-dollar om dagen (FNs mål for absolut fattigdom), faldet fra næsten én milliard mennesker til under 400 mio. (beregner Pinkovskiy og Sala-i-Martin), selvom verdens befolkning samtidig er vokset med næsten 3 mia. mennesker. Andelen af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er faldet fra 26,8 pct. til 5,4 pct. Billedet er robust over for at udvide fattigdomsdefinitionen med indkomster over én 1987-dollar om dagen.

global fattigdom

Det er intet mindre end en fantastisk udvikling. Men det er også et billede, der har det med at drukne i det unuancerede fokus på nationale Gini-mål. Man kan så spørge sig hvorfor. Er folk flest virkelig mere optaget af, at hvor meget naboen tjener i forhold til dem selv? Altså hvordan de relative indkomster ser ud? Mit gæt er, at mange forveksler ulighed med fattigdom og har svært ved at se, at uligheden i et land sagtens kan stige, selv om uligheden og fattigdommen falder globalt. Det kan skyldes, at mange har svært ved at slippe forestillingen om velstanden som en given kage, der kan fordeles. Og at hvis nogen bliver rige, må det derfor være på andres bekostning.  Også selv om det forholder sig omvendt. Det er vækst og ikke fordelingspolitik, som er i gang med at udrydde fattigdommen.