Er der fattige i Top 20 pct.?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. maj 2014. Skriv et svar

Findes der mennesker blandt de 20 pct. rigeste, som er fattige? Det gør der, hvis man tager den danske ”fattigdomsgrænse” alvorlig. Ifølge regeringens ”Familiernes økonomi” defineres grænsen som 50 pct. af medianindkomsten i Danmark. Det svarer til godt 100.000 kr. før skat.

Men 80 pct. af verdens befolkning tjener 100.000 kr. eller mindre om året. Målt med danske alen er stort set alle fattige.

Forklaringen er, at fattigdomsmålet er relativt. Det er konstrueret, så der altid vil findes fattige, uanset hvor rige vi bliver, så længe nogen tjener halvdelen af medianen eller derunder. Og det er valgt, så det afhænger af det geografiske område, man tilfældigvis tilhører.

Med denne definition af fattigdom, kan man strengt taget ikke sige, at folk flygter fra, men til fattigdom. De nordafrikanere, der forsøger at krydse Middelhavet i synkefærdige skuder, vil med sikkerhed havne med en lavere del af medianindkomsten, hvis de kommer ind i Europa, end hvor de kom fra. Og man kan så undre sig over, at de i så stort tal stemmer med fødderne for at blive fattigere. Eller man kan undre sig over, at nogen kan få sig selv til at anvende så absurd en definition på ”fattigdomsgrænse”.

Når politikere vil vogte politikere

Af Casper Hunnerup Dahl, den 24. maj 2014. Skriv et svar

Debatten om såkaldt “demokratisk underskud” i EU i form af haltende eller fraværende demokratisk legitimitet, folkelig opbakning mv. er vel nærmest lige så gammel som EU (måske endda EF) selv. Afstanden mellem den enkelte borger og EU’s politiske beslutningsprocesser er stor — for stor, ifølge kritikere — og vælgernes demokratiske kontrol med EU-politikerne lader en del tilbage at ønske, lyder argumentet. Argumentets appel til den almindelige borger i et af EU’s 28 medlemslande er ikke blevet mindre med årene: udviklingen er med hver ny traktat gået i retning af stadig tættere EU-integration — både i dybden og i bredden — og det såkaldte “nærhedsprincip”, der ellers i sin tid blev formuleret med henblik på at bremse en alt for lemfældig suverænitetsoverdragelse i.f.t. problematikker uden grænseoverskridende karakter, har generelt måttet tage til takke med en placering på bagsædet, mens princippet om stadig tættere EU-integration konsekvent har siddet solidt i førersædet oppe foran. Samtidig viderebringer diverse nyhedsmedier meningsmålinger, der peger på, at borgernes generelle skepsis overfor EU ikke ligefrem er faldende — for nu at sige det behersket.

Ifølge kritikerne af EU’s grundlæggende demokratiske legitimitet har EU således blandt andet, hvad politologer og økonomer kunne finde på at kalde et “accountability problem” — et demokratisk kontrolproblem. Der er imidlertid mere i gærde, idet medlemmer af nationale parlamenter i lande som Danmark, England og Holland nu er begyndt at argumentere for, at der er behov for nye redskaber (og styrkelse af de eksisterende af slagsen), som de nationale parlamenter kan bruge til at kontrollere først og fremmest EU-Kommissionen med. De nationale parlamenter har simpelthen ikke den grad af indflydelse, som de bør have, på mange af de EU-beslutninger, de bør have indflydelse på, lyder kritikken fra bl.a. formanden for det danske Folketings Europaudvalg, Eva Kjer Hansen. I dag har de nationale parlamenter eksempelvis mulighed for at give EU-kommissionen et såkaldt “gult kort”, hvis de mener, et EU-lovforslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Problemet er imidlertid, at de nationale parlamenter kun har otte uger til at samle det påkrævede flertal (1/3 af medlemslandenes parlamenter) for at kunne smide det “gule kort”.

Denne tidsfrist foreslås sat op til 10 uger, men der er mange flere og større ting i posen hos de kritiske, nationale parlamentarikere, blandt andet forslag om, at de nationale parlamenter skal kunne nedlægge veto mod lovforslag — ikke blot stille spørgsmål til Kommissionen eller bede den genoverveje lovforslaget — under forudsætning af, at 2/3 af medlemslandenes parlamenter bakker op om vetonedlæggelsen. Dette såkaldte “røde kort”, der i institutionel-teoretisk forstand ville øge antallet af vetospillere i EU-systemets politiske konstruktion, ville udgøre en af de mere grundlæggende, institutionelle ændringer, EU har set siden EF blev til EU — hvis det blev gennemført. Her på bloggen vægter vi generelt saglighed over spåkoneri, og det sættes næppe over styr ved en påstand om, at dette “røde kort” næppe bliver en realitet i den kommende måned eller for den sags skyld i løbet af det kommende år.

EU har altså, ifølge kritikerne, et demokratisk kontrolproblem, idet vælgerne ikke har nok kontrol med politikerne. Nu mener flere nationale parlamentarikere så, at de heller ikke har nok kontrol med EU-politikerne. Altså har vi i en vis forstand et dobbelt demokratisk kontrolproblem — et kontrolproblem med løg på, hvis I vil have mig undskyldt. Om den slags overvejelser får nogen betydning for valget til Europaparlamentet og afstemningen om den fælles europæiske patentdomstol i morgen er nok tvivlsomt. På den anden side er valget og folkeafstemningen i morgen — fuldstændig som andre demokratiske valg, og som kloge folk allerede har påpeget — alligevel kun sjovt for folk, der ikke forstår (eller ignorerer, at de egentlig godt forstår) sandsynlighedsregning.

Følger lande OECDs anbefalinger?

Af Christian Bjørnskov, den 23. maj 2014. 2 svar

OECD kommer jævnligt med anbefalinger til økonomisk politik og reformer. Spørgsmålet er dog, hvad de generelt anbefaler, og om lande faktisk følger anbefalingerne. Svaret på det sidste spørgsmål i ny forskning er et rungende nej. I papiret ”What policies does the OECD recommend to its members, and does it make a difference? Evidence from a new database” viser Andreas Bergh, Margareta Dackehag og Martin Rode at mens anbefalingerne giver god mening fra et nationaløkonomisk synspunkt – de ligner i høj grad anbefalinger, der ville øge landets økonomiske frihed og er dermed konsistente med f.eks. Fraser Instituttets reformagenda – er der intet der tyder på, at lande følger dem.

Hvis man skulle være i Aarhus-området med lidt tid i dag, holder Martin Rode seminar i Tuborg Centeret klokken 13-14. Annonceringen er her; seminaret foregår på Fuglesangs Allé i lokale L161.

Bedste danske økonomer 2014

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2014. 1 svar

Det er blevet tid til en af de tilbagevendende begivenheder her på bloggen: Den årlige diskussion af hvem der er de bedste danske økonomer. Som det vil være trofaste læsere bekendt, gør vi det lidt anderledes fra år til år, men altid med samme basale udgangspunkt (2013 her, 2012 her og 2010 her). Der kan sagtens være glimrende økonomer derude, mens hvis de ikke dokumenterer deres fortræffeligheder, kan vi ikke inkludere dem. Enhver diskussion om emnet tager derfor udgangspunkt i forskeres præstation gennem international, fagfællebedømt (peer-reviewed) publiceret forskning. Aviskronikker, bøger og udvalgsarbejde tæller således ikke. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Listen omfatter således kun folk, der bedriver primær forskning i nationaløkonomi. Og som sædvanligt garanterer vi ikke, at vi ikke har glemt nogen.

Årets mål består af to ting: Den gennemsnitlige impact factor på de tidsskrifter, man har publiceret i 2005-2014, og antallet af citationer, man har fået i samme tiårsperiode. Den første er et almindeligt mål for, hvor kræsent tidsskriftet er, og altså hvor høj kvaliteten af forskningen er bedømt fra redaktørens side. Den andet er et mål for, hvor mange der efterfølgende har ’brugt’ folks artikler i deres egen forskning, dvs. også en slags alternativt mål for kvalitet, men observeret i forskningsmarkedet. De to er i en vis forstand også udtryk for to forskellige publikationsstrategier – vil man publicere relativt mindre, men satse på de fineste tidsskrifter, eller publicere mere og nogle gange i lidt mindre prestigiøse tidsskrifter?

Igen i år er der en klar vinder, og igen i år er vinderen Nicolai Juul Foss, mens hans CBS-kolleger Keld Laursen og David Lando besætter de næste pladser. Nummer fire er – vel at mærke bedømt på de sidste ti års præstationer – 71-årige Martin Paldam. Listen omfatter også en nuværende og to tidligere vismænd – Claus Thustrup Kreiner, Michael Rosholm og Nina Smith – og David Dreyer Lassen, der endelig er ved at blive mere kendt i offentligheden gennem en serie glimrende klummer i Børsen. Der er dog også flere, som Helena Skyt Nielsen og Thomas Barnebeck, der ikke er kendt udenfor økonomkredse, men stadig fremragende på deres område og anerkendt internt i miljøet.

Sammenligningerne viser sjovt nok også ganske klart, hvordan der ikke er en generel sammenhæng i det mellem-til-pæne område. De ganske mange økonomer, der ikke er med, vil typisk ligge med lave impacts og få citationer, mens en meget lille gruppe – stort set kun Nicolai Foss, Keld Laursen og David Lando – ligger med høje gennemsnitsimpacts og mange citationer. Tager man dem ud, er det tydeligt, at der næsten ingen sammenhæng er mellem de to mål; korrelationen skifter endda fortegn. Sammenligningerne viser dog også en anden ting ganske klart: At der er fire forskere, der skiller sig ud ved at have mere end 1000 citationer de sidste ti år: Nicolai Foss, Keld Laursen, David Lando og Martin Paldam. De ligger således i samme lag som f.eks. den tyske superøkonom Axel Dreher, som ville have været nummer tre i Danmark (med 1493 citationer og en gennemsnitsimpact på 1,1).

Top-20 er her, taget ud af et sample på 35 kandidater. Først tal er gennemsnitlig impact score og andet tal citationer. De næste er placeringen på enten det ene eller andet index. Det sidste er forskernes H-scorer, som er et andet mål for kvalitet. Som hvert år er pointen, at toppen forbliver den samme, mens resten afhænger af præcist hvordan man vælger at måle.

1. Nicolai Foss (CBS) 3,07 2404 1 1 28
2. Keld Laursen (CBS) 2,25 1490 2 2 14
3. David Lando (CBS) 2,01 1103 4 3 10
4. Martin Paldam (AU) 0,91 1072 26 4 16
5. Finn Tarp (KU / WIDER) 1,02 811 23 5 12
6. Henrik Hansen (KU) 0,99 791 24 6 8
7. Peter Bogetoft (CBS) 1,83 495 8 8 15
8. Morten Bennedsen (CBS/ INSEAD) 1,89 437 7 10 7
9. Christian Bjørnskov (AU) 1,05 696 21 7 14
10. David Dreyer Lassen (KU) 2,05 292 3 15 7
11. Steffen Andersen (CBS) 1,95 275 6 19 7
12. Tor Eriksson (AU) 1,11 540 21 8 14
13. Carl-Johan Dalgaard (KU) 1,47 391 12 12 8
14. Claus Thustrup Kreiner (KU) 1,95 225 5 21 7
15. Peter Norman Sørensen (KU) 1,57 329 10 13 7
16. Søren Bo Nielsen (CBS) 1,03 471 22 9 12
17. Helena Skyt Nielsen (AU) 1,46 291 13 16 10
18. Michael Rosholm (AU) 1,19 283 20 18 10
19. Nina Smith (AU) 0,80 408 27 11 12
20. Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 1,67 102 9 28 5

 

EU og Danmarks skandaløse energi- og klimapolitik

Af Niels Westy, den 19. maj 2014. Skriv et svar

Jeg havde i går søndag en kronik i Berlingske Tidende (grøn vækst – en farlig cocktail), skrevet sammen med Anders Primdahl Vistisen om den sammenstilling af “grøn omstilling” og vækstfremmende tiltag, som flere partier gør sig i på tværs af de politiske fløje.

En sammenstilling som er i modstrid med sagkundskabens anbefalinger. Det er i sig selv lidt af et paradoks. Mens man i klimadebatten på den ene side ofte henviser til den videnskabelige nær-konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, afviser man således samtidig at lytte til sagkundskaben når den påpeger at:

  1. Den første klima- og energipolitik er ikke vækstfremmende, men derimod væksthæmmende. Den skaber ikke arbejdspladser, men koster arbejdspladser.
  2. Den førte klima- og energipolitik har trods enorme omkostninger kun marginal indvirkning på den globale opvarmning.

Som vi påpeger i kronikken, er den højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på hverken skabe vækst, arbejdspladser eller fremme overgangen til CO2 neutral energiproduktion.

Der er derimod grund til at mene, at EUs klimapolitik er med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens man udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til.

Tilhængerne af grøn omstilling hævder godt nok, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. 

Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger.

Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kom i en analyse for et par år siden frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi.

En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. Endelig konkluderede man i en analyse af det velestimerede Verso Economics i 2011, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi.

Og som det økonomiske råd skrev tilbage i 2012:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Energiproduktionen vil fortsat være baseret på fossile brændstoffer om 25 år

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi. Det vil dog ikke gøre den store forskel i den globale energiproduktion, og dermed udledningen af CO2.

10322812_10202435277577640_7803866171413019836_n

Som det fremgår af figuren til venstre, er verden langt fra på vej mod en “grøn omstilling”. Og da den fortsatte vækst i energiproduktionen primært vil finde sted udenfor OECD, med andre ord i relativt fattige lande, er det komplet urealistisk at forestille sig at fremtidige klimaproblemer vil veje tungt i valg af energikilde.

EU står allerede i dag for blot lidt over ti procent af den samlede CO2-udledning. En andel der under alle omstændigheder vil falde markant de kommende årtier.

Ikke engang det faktum, at amerikanernes overgang fra kul til skifergas har betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg, synes at påvirke europæiske politikere.

I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner.

Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer!

Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer!

Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, står Danmark bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og i forhold til udviklingen i det globale CO2-udslip giver det ganske enkelt ingen mening.

Og så er der selvfølgelig den næsten ensidige satsning på vindenergi, som vi har haft i Danmark gennem 20 år. En energiform som næppe har potentiale til andet end at være en nicheproduktion, og hverken er konkurrencedygtig eller reelt anvendelig i større omfang.

Når Børsen i dag dedikeret flere sider til en historie om at PFA er ved at miste lysten til at investere i vindenergi. En energiform som har kostet danske skatteydere mia. af kroner, samt tab af vækst, velstand og arbejdspladser i andre dele af økonomien. MAn må håbe, at PFAs udmelding ikke indebærer at landets politikere vil kaste endnu flere af vores penge i dette håbløse projekt. Men man kan frygte det værste.

Som professor Peter Nedergaard skrev på sin facebook i den anledning:

Dansk havvind blev skabt i en rus af planøkonomisk hybris, hvor man regnede med at kunne forudsige energipriserne i fremtiden. Afdækningen af, hvordan man hældte milliarder af kroner ned i et sort hul ved Anholt, burde der skrives kritisk og afdækkende journalistik om. Se det er relevant journalistik, som overgår afdækningen af diverse indkøb af underbukser og sokker med flere kilometer: 

Men er det proportionalt?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. maj 2014. 11 svar

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll har spurgt justitsministeren om, hvorvidt:

“det er rimeligt, at totalkontroller får lov at gribe ind i et meget stort antal menneskers hverdag, selvom langt de fleste ikke har gjort noget for påkalde sig myndighedernes interesse eller har forbrudt sig mod lovgivning”.

Eller med andre ord, om der er proportionalitet mellem totalkontrollens vidtgående karakter og det formål, indgrebet i borgerens frihede tilsigter at opnå. Den offentlige forvaltning i Danmark er nemlig bundet af en grundsætning der siger, at handlinger af denne type skal være proportionale. Ministeren svarer udenom:

“[Totalkontrollen] sker med henblik på en effektiv retshåndhævelse og en hensigtsmæssig udnyttelse af de forskellige myndigheders ressourcer…

[J]eg tror også, at de personer, der berøres af sådanne kontrolaktioner, generelt har stor forståelse for, at sådanne aktioner gennemføres ud fra hensyn til en effektiv retshåndhævelse og hensigtsmæssig udnyttelse af myndighedernes ressourcer.”

Her på bloggen minder vi i al stilfærdighed Justitsministeriet om, at proportionalitet ikke er det samme som effektiv retshåndhævelse, og at den effektive retshåndhævelse altså skal ske med respekt for proportionalitetsprincippet, der er en af hjørnestenene i den danske retsstat.

(HT: Lars Andersen)

Summers om Picketty

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2014. 1 svar

En af de mest omtalte bøger i år har været den franske økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-First Century. Bogen er en fransk, venstreorienteret kritik af kapitalisme – ikke af dens velstandsskabende konsekvenser, som Piketty fuldt erkender – mens dens ulighedsskabende virkninger, som han postulerer. Debatten kom også forleden aften til Danmark med en lidt forvirret diskussion i DR2s Deadline mellem Rune Lykkeberg fra Politiken og Martin Ågerup fra Cepos. Så hvad skal man mene, når nogle hylder bogen som et stort gennembrud og andre mener, at den er en fortænkt og forvirret gang vrøvl iklædt økonomisk gevandter?

Jeg er helt enig med Greg Mankiw i, at Larry Summers anmeldelse i Democracy i forårsnummeret er den bedste indtil videre af de mange (se f.eks. her, her, her og her). Summers rammer hovedet på sømmet på en række områder. Pikettys hovedpointe er opsummeret i ligningen r > g, dvs. at renten (hvilken rente er Piketty ikke rigtigt klar på) og dermed afkastet til kapital overstiger vækstraten i gennemsnitsindkomsten. Han mener derfor, at når formuerne for kapitalejerne vokser hurtigere end de almindelige indkomster, må uligheden stige. Summers er ikke enig:

But I think he misreads the literature by conflating gross and net returns to capital. It is plausible that as the capital stock grows, the increment of output produced declines slowly, but there can be no question that depreciation increases proportionally. And it is the return net of depreciation that is relevant for capital accumulation. I know of no study suggesting that measuring output in net terms, the elasticity of substitution is greater than 1, and I know of quite a few suggesting the contrary.

Et andet ømt punkt, som Summers trykker på, er Pikettys antagelse om, at afkastet til kapital er geninvesteret. Er det ikke det, vil formuerne logisk nok ikke vokse med r, men kun med r * den del af afkastet, der faktisk geninvesteres, og minus omkostningerne til vedligeholdelse af kapital (deprecieringen). Bogen giver en analyse, som man med glædesråb har modtaget på venstrefløjen – hvor ofte sker det lige at internationale topøkonomer siger noget, de kan lide? – men der er mange skjulte detaljer, der simpelthen ikke giver meget mening. Mere om den senere, når jeg har slæbt mig gennem dens 700 sider.

Tolerance i verden – nyt fra WVS

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2014. 4 svar

Forleden frigav the World Values Survey den sjette bølge af undersøgelsen, foretaget 2010-14. WVS har i årevis været en guldgrube af oplysninger i samfundsvidenskaberne, ikke mindst for den tillidsforskning, jeg selv er en del af. At en ny bølge med 50 lande frigives er derfor en stor event for nogle af os! Den er også frit tilgængelig for ikke-forskere og kunne være en glimrende kilde i undervisning på gymnasieplan, da online-systemet er ret enkelt at finde rundt i hos både WVS og den tilsvarende European Values Survey.

Et eksempel på, hvad man kan bruge databasen til, er mål for tolerance. Inspireret af bl.a. Niclas Berggren og Therese Nilssons forskning på området, har jeg taget spørgsmålene fra de  seneste WVS og EVS om, hvilke grupper man ikke har lyst til at have som naboer som udtryk for intolerance. Tager man gennemsnittet af kategorierne ‘homoseksuelle’ og ‘folk med AIDS’ får man et ganske godt mål for tolerance af folk med en særlig minoritetslivsstil.

Og her ligger overraskelserne. De fem mest tolerante lande blandt de 79 lande i de to undersøgelser er ikke overraskende Island (2,5%), Danmark (4,5%), Frankrig (4,8%), Sverige (5,3%) og Norge (5,5%). Overraskelsen ligger i, at nummer 7 er Uruguay, hvor 7,6% nævner de to kategorier. Mexico, Chile, Colombia og Trinidad ser også helt vesteuropæiske ud, når man ser på deres toleranceniveau. Gennemsnittet i hele samplet er 43,8 %, der ikke ønsker homoseksuelle som naboer – ganske tæt på det faktiske niveau i Letland og Kroatien. Bunden defineres af Armenien (84,8%) og Azerbaijan (94,4%) og Kaukasus ser generelt stærkt intolerant ud. Hvorfor nogle lande således ser mere tolerante ud end andre følger ikke altid helt simple mønstre. Derfor ser vi her på stedet frem til Berggren og Nilssons næste studier – og flere nye data fra WVS og andre.

Gary Beckers betydning

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker døde i weekenden. Det er et tab. Nok havde han rundet de 83 år, men var stadig skarp og produktiv. Og indflydelsesrig. Få har har haft så stor betydning som han for, hvordan økonomisk forskning praktiseres i dag. Når det kom til politikforslag, kunne man derimod have ønsket sig, at endnu flere havde lyttet.

Se hans blog her. Og her er min nekrolog i dagens Børsen.

 

Gary Becker, 1930-2014

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2014. Skriv et svar

Gary Becker, professor i nationaløkonomi og sociologi ved University of Chicago, døde forleden dag efter længere tids sygdom. Becker fortjener at blive mindet, ikke mindst for det arbejde som han modtog Nobelprisen for i økonomi i 1992. Ikke blot økonomi, men også dele af sociologi og jura havde set anderledes ud uden ham.

Beckers PhD-afhandling handlede om diskrimination og viste sig – efter nogle år – at være et stort gennembrud i forståelsen af emnet. Afhandlingen brød med ideen om, at diskrimination var gavnlig for den diskriminerende. I stedet viste Becker, at hvis man diskriminerer mod sorte i et frit arbejdsmarked, bliver ens hvide arbejdskraft dyrere. Diskrimination er med andre ord en ekstra omkostning, medmindre politiske reguleringer beskytter den diskriminerende part.

Becker var også en pioner i introduktionen af uddannelse – human kapital – i nationaløkonomi. Ideen at ikke blot fysisk realkapital, men også folks viden og evner er produktiv var et paradigmeskift, ikke mindst fordi det betød at man også kunne investere bevidst i human kapital. På samme måde var hans syn på familiens økonomi – Becker så familien som et firma og ikke en enkelt enhed – centralt i forståelsen af arbejdsvalg, børneopdragelse og hvad der nogle gange kan se ud som mærkværdige valg mellem ægtefæller.

Sidst men ikke mindst var Becker en vigtig figur i udviklingen af den del af law and economics, der analyserer kriminalitet. Præcist som ethvert andet økonomisk valg, vurderer mange kriminelle gevinsterne i forhold til den forventede straf. Ser man kriminalitet, og ikke mindst berigelsesforbrydelser, i dette lys, er spørgsmålet ikke hvorfor der er så meget, men hvorfor der ikke er mere kriminalitet i mange vestlige lande.

Becker var kendt som en krævende, men åbensindet underviser, vejleder og kollega. Han skar igennem tågerne og gik direkte til pointen i enhver diskussion. Som flere har understreget, var Beckers arbejde hverken særligt teknisk eller analytisk sofistikeret, og konklusionerne var intuitive og næsten åbenlyse – når han først havde ført én til dem. Beckers geni var ofte, at han var den første til at se vejen til det indlysende. Det er ikke altid populært, men som Steven Levitt citerer ham for at sige: ”Så længe folk bruger energi på at angribe en, ved man at man gør noget rigtigt.”

Mange andre har skrevet om Becker de sidste dage: Otto Brøns-Petersen i Børsen, Peter Boettke på Coordination Problem, Steven Levitt på Freakonomics, Peter Lewin på Organizations and Markets, James Heckman i en hyldest i 2011, Russ Roberts på Cafe Hayek, Robert Hershey i NYT, og Justin Wolfers i The Upshot. Hvis man vil læse Becker selv, er hans Nobeltale et godt sted at starte.

Gary Becker er død

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2014. Skriv et svar

Greg Mankiw meddelte i går på sin blog at Gary Becker, professor i nationaløkonomi i Chicago og modtager af Nobelprisen i 1992, er død, 83 år gammel. Becker var en af de mest indflydelsesrige økonomer i anden halvdel af det tyvende århundrede og bl.a. central for en ny forståelse af f.eks. diskrimination og kriminalitet. Vi bringer mere om Becker de næste dage, men her er en god introduktion til hans arbejde.

Peter Nedergaard om politiske fejl og mistillid

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2014. Skriv et svar

Den glimrende Peter Nedergaard, professor i statskundskab på KU, har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om politisk ageren og danskernes lave og dalende tillid til politikerne. Jeg er enig i stort set hele kronikken, der implicit hviler på et solidt public choice-fundament. Her er et par smagsprøver:

Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme.

Hele kronikken kan læses her. Anbefalet!

Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. maj 2014. 15 svar

Siger det ikke sig selv, at stiger uligheden i næsten alle lande, så stiger den globale ulighed også? Det gør det måske, men benytter man sig af et mål som Gini-koefficienten, så behøver det ikke være tilfældet. Og ikke alene behøver det ikke være tilfældet. Det er ikke tilfældet.

Igennem en periode er Gini-koefficienten steget i Danmark og i mange andre lande i verden. Set under ét er uligheden i verdens lande steget siden midtfirserne. Men den samlede globale ulighed er i værste fald stagnerende. Ifølge Pinkovskiy og Sala-i-Martin, som står for det nok mest omfattende forsøg på at integrere tilgængelige kilder, er uligheden støt faldende (se figuren). Verdens borgere taget under ét og uden hensyn til, hvor de bor, får mere ens indkomster. Inden for hvert land stiger de høje indkomster hurtigere end de lavere. Men globalt vokser gennemsnitsindkomsterne hurtigst i de fattigste lande.

Dette fald i indkomstuligheden er drevet af økonomisk vækst. Ikke mindst væksten i Asien. Og måske mere afgørende: Den absolutte fattigdom falder dramatisk. Fra 1970 til 2006 er det antal, som lever for under én 1987-dollar om dagen (FNs mål for absolut fattigdom), faldet fra næsten én milliard mennesker til under 400 mio. (beregner Pinkovskiy og Sala-i-Martin), selvom verdens befolkning samtidig er vokset med næsten 3 mia. mennesker. Andelen af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er faldet fra 26,8 pct. til 5,4 pct. Billedet er robust over for at udvide fattigdomsdefinitionen med indkomster over én 1987-dollar om dagen.

global fattigdom

Det er intet mindre end en fantastisk udvikling. Men det er også et billede, der har det med at drukne i det unuancerede fokus på nationale Gini-mål. Man kan så spørge sig hvorfor. Er folk flest virkelig mere optaget af, at hvor meget naboen tjener i forhold til dem selv? Altså hvordan de relative indkomster ser ud? Mit gæt er, at mange forveksler ulighed med fattigdom og har svært ved at se, at uligheden i et land sagtens kan stige, selv om uligheden og fattigdommen falder globalt. Det kan skyldes, at mange har svært ved at slippe forestillingen om velstanden som en given kage, der kan fordeles. Og at hvis nogen bliver rige, må det derfor være på andres bekostning.  Også selv om det forholder sig omvendt. Det er vækst og ikke fordelingspolitik, som er i gang med at udrydde fattigdommen.

 

Hvor velstående var Danmark? Anderledes evidens

Af Christian Bjørnskov, den 28. april 2014. 5 svar

Vi skrev for godt et års siden om, hvor rigt Danmark var i forhold til resten af Vesten i 1930erne. Et af de spørgsmål, jeg er blevet stillet siden da – og siden samme basale historie var i Børsen og blev præsenteret ved Cepos jubilæum i marts – er om de historiske BNP-tal nu er så præcise som man kunne håbe. Svaret er naturligvis nej, men en række andre indikationer peger tydeligt i samme retning. Sammenligningerne kan alle findes i de statistiske årbøger fra 1930erne, i kapitlet om internationale sammenligninger. Man kunne overveje, om det ikke var en øvelse man kunne give gymnasieelever, hvis man diskuterer levestandarder med dem.

Tallene afslører først og fremmest, at danskerne talte meget med hinanden – informationsinfrastrukturen var veludviklet. Gennemsnittet af 18 vesteuropæiske lande var i 1932 40 telefonsamtaler per 1000 mennesker, mens danskerne toppede listen med 154. Måler man i stedet brevpost og telefontrafik sammen, lå Danmark stadig i top (233 breve og samtaler per 1000), fulgt af Schweiz (225), Sverige (220), Belgien (198) og Storbritannien (168). Ser man senere i 1930erne er der kommet tal fra New Zealand, som viser sig at være endnu mere snakkesalige end danskerne, som fem år senere har 190 opkald per 1000 mod vores 181 i 1937.

Den fysiske infrastruktur var også i top. Danmark havde 1,5 kilometer jernbane per 1000 indbyggere, mens gennemsnittet var 1,0. Kun Sverige (2,7) og Finland (1,6) havde målt på denne måde et tættere jernbanenet. Målt i tæthed per kvadratkilometer var Danmarks jernbanenet (120) kun overgået af Schweiz (130) og Tysklands (124). Ligeledes var der 32 biler og mindre lastbiler per 1000 indbyggere i Danmark (23 personbiler), mens gennemsnittet over 24 lande var 12,5 (og 9 personbiler per 1000). Kun Storbritannien (37 og 28,5) og Frankrig (44 og 33) havde flere biler på vejene end Danmark. Per 1939-bogen er lufttrafik kommet med, og danskerne er dem der flyver mest i Europa (5,7 rejser per 1000 danskere).

Som Don Boudreaux har gjort på Cafe Hayek med amerikanske dagligvarer fra 1950erne, er her således et par demonstrationer af værdien af at se på andre mål end BNP for at få det fulde velstandsbillede af en periode. Danmark var allerede i 1930erne – før velfærdsstaten – et af verdens mest velstående lande. Spørgsmålet er, om vi har ’fulgt nok’ med resten eller om vi er blevet indhentet for meget af andre lande.

Spredt fægtning V

Af Nikolaj Stenberg, den 25. april 2014. Skriv et svar

Uden der skal gå helt Instapundit i den, er her en samling henvisninger til ting og sager (nogle i tl;dr-kategorien), som denne skribent har fundet interessant i ugens løb og gerne vil dele:

1. Spændende idéer til, hvad BitCoins blockchain i øvrigt kan bruges til, så som registre over adkomst til fast ejendom: Send guld, dollars og aktier med Bitcoin.

2. På baggrund af fire nyere domme konkluderer William Suter for Hoover Institution, at statsretsprofessor Barack Obamas regering lader til at have et meget negativt syn på individets grundrettigheder. Man kan ikke drage direkte paralleller til Danmark, og det er absolut ikke udelukket, at andre præsidenter ville havde handlet ens; men som Suter skriver:

It is rare for the executive branch to lose four cases dealing with fundamental rights in unanimous decisions in one term. Those who believe in the Constitution and the rule of law should feel uneasy about the administration’s positions in these cases. The positions taken by the government suggest bullying and strong-arm tactics.

3. Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende – inspireret af Ilya Somins Democracy and Political Ignorance: Why Smaller Government Is Smarter? – om politisk uvidenhed, og refererer i den forbindelse dansk data om emnet.

4. Borgerkrigen i Syrien har nu stået på så længe, at de juridiske artikler er begyndt at udkomme. Fra Journal of Conflict & Security Law er der to interessante: “Elimination of the Chemical Weapons Stockpile of Syria” og “Between Law-breaking and Law-making: Syria, Humanitarian Intervention and ‘What the Law Ought to Be’.” Resumé af sidstnævnte:

The Syrian crisis illustrates the struggle of international law to cope with responses to violations of fundamental legal norms, including the prohibition of chemical weapons. The Security Council has been blocked over two years, due to an irresponsible use of prerogatives that are out of time. This has created dilemmas of protection. This article examines claims relating to ‘humanitarian intervention’ raised in the Syrian context. It questions whether greater flexibility towards military strikes or an ‘affirmative defense to Article 2(4)’ of the UN Charter offers a proper remedy to deal with this dilemma. It argues that a case-by-case logic, with a differentiated matrix of assessment, provides a more promising way forward than claims for new regulation.

5. Law and History Review bringer næste gang en omfattende artikel om de nedskrevne forfatningers historie: “Empires of Writing: Britain, America and Constitutions, 1776–1848.”

6. Afslutningsvist vil jeg slå et slag for Facebook-grupperne “BORGERLIG økonomi- og idédebat” og “Libertas“.

Gemte Detaljer II – Hvem husker den globale finanskrise i 1857?

Af Niels Westy, den 20. april 2014. 1 svar

Det andet indlæg i vores mini serie, “Gemte detaljer”, burde måske i virkeligheden hedde “glemte detaljer”.

Dette indlæg trækker kraftigt på sidste uges “The Economist”, hvor man havde “finansielle kriser” som tema. Overskriften kunne også have været at der er “intet nyt under solen”. Vi har både oplevet globale finansielle kriser før, og oplevet hvorledes markedet ofte har fået skylden. Det gælder ikke mindst den seneste finansielle krise, hvor et bredt udsnit af de politiske aktører, herhjemme bl.a. Per Stig Møller fra det konservative folkeparti, benyttede lejligheden til at angribe det frie marked.

Problemet er naturligvis bare, at den finansielle sektor langt fra kan karakteriseres som at fungere på almindelige markedsvilkår. Det er en historie der går langt tilbage og der er god grund til at mene, at ligesom tidligere tiders kriser i vid udstrækning har været resultatet af tiltag, hvis formål var at undgå nye kriser, er sandsynligheden stor for, at man i disse år lægger grunden til kommende finansielle kriser.

Derfor er her en lille gennemgang af et par af de mange historiske kriser man har oplevet. Ja, man kan vel egentlig godt tale om at vi “stavrer fra krise til krise”. Det interessante er så, at set over tid oplever vi fortsat stigende levestandard – ikke lige den udvikling Karl Marx forudså 🙂

hammiltons bailoutAllerede i 1792, blev USA kastet ud i sin første finansielle krise i kølvandet på, at finansminister Alexander Hamilton ønskede at skabe et effektivt marked for statsobligationer og oprettede USA’s første nationalbank efter engelsk og hollandsk forbilede. USA havde på daværende tidspunkt kun få banker og forsikringsselskaber. Det endte i en boble, en skandale (datidens fæle fyr hed William Duer) og en bail-out (se figur).

Banken blev solgt i 1795 og i 1811 udløb dens koncession.

Den første latinamerikanske gældskrise i 1825 

Som ung polit-studerende i 1980erne beskæftigede vi os naturligvis med Latinamerikas gældskrise. Allerede dengang slog det mig i hvilken grad undervisningen undlod at tage stilling til det vel ikke helt ligegyldige spørgsmål, hvorfor i alverden man var parat til at låne massivt ud til lande, der var kendt for at misligeholde deres gældsaftaler? Når jeg spurgte til det, gik det hurtigt op for mig, at det netop ikke var almindeligt kendt. Det har ellers været et særtræk for en række latinamerikanske lande siden deres uafhængighed fra Spanien.

Monroe doktrinen fra 1823, som siger, at Nord- og Sydamerika skal være fri for ydre (Europæisk) indblanding, var bl.a. foranlediget af europæiske långivere, der søgte kompensation for forfalden gæld i Sydamerika.

Det gik galt fra starten og af flere grunde. Køb af statsobligationer fra Latinamerika var populært fra det øjeblik de enkelte lande løsrev sig fra Spanien, ikke mindst blandt velstående englændere i takt med at renten på engelske statsparirer faldt. Renten faldt således fra 5 procent lige efter Napoleonskrigene til 3,3 provent i 1824. I forhold til en inflation på 1 procent mellem 1820 og 1825, efterlod det en meget beskeden omend sikker realforrentning.

Det nye obligationsmarked udviklede sig meget hurtigt. Fra at der i 1820 blev udbudt én udenlandsk statsobligation på markedet i London, som overtog Amsterdams rolle som det vigtigste finansielle centrum, blev der i 1826 handlet 23 udenlandske papirer. De gav generelt et højere afkast, og bl.a. gæld udstedt af Rusland, Preussen og Danmark var populært.

Det var investeringer i Latinamerika også i den grad. De tidligere kolonier Colombia, Chile, Peru, Mexico og Guatemala solgte med stor succes solgt obligationer. og så var der “Poyais”, som efter sigende skulle være beliggende i Mellemamerika. Desværre viste det sig for investorerne, at Poyais slet ikke eksisterede. Skandalen omkring Poyais illustrerer, hvor ringe information investorerne agerede på.

I det hele taget var udviklingen i markedet for latinamerikanske statsobligationer en opvisning i besynderlige antagelser. F. eks. troede mange investorer, at man fra engelsk side ville støtte de nye lande finansielt på grund af rivaliseringen mellem Spanien og Storbritannien. Den deraf manglende erkendelse af den virkelige risiko ved de udstedte obligationer ramte mange hårdt. Samtidig blev det populært at investere i engelske mineselskaber med interesser i Latinamerika, og en veritabel aktieboble blev opbygget på baggrund af helt urealistiske forventninger.

Fra 1823 kollapsede først obligationsmarkedet og ved udgangen af 1825 var kursen på f.eks. Peruvianske obligationer faldet til 40 procent af deres pålydende værdi. Kombinationen af sammenbruddet i obligationsmarkedet for Latinamerikanske statspapirer og mineselskabernes manglende indtjening ramte bankerne hårdt.  Det blev fulgt op af stormløb mod bankerne af folk der ville hæve deres kontanter i december 1825, hvorefter Bank of England så sig nødsaget til at yde midler til både långivere og virksomheder. På trods af denne bail-out, måtte 10 procent af alle banker i England og Wales lukke i løbet af 1826.

Den første globale finanskrise 1857

I 1857 var det så tid til verdens første globale finanskrise, som blev beskrevet som en “en krise mere alvorlig og mere omfattende end nogen, der var gået forud for denne” af The Economist samme år.

Udgangspunktet var, at USA kørte med store betalingsbalanceunderskud overfor Storbritannien, som blev finansieret af et stadigt engelsk opkøb af amerikanske aktiver. Ikke mindst var jernbaneselskaber en populær investering. Værdiansættelsen var høj og baseret på (overdrevne) forventninger til deres fremtidige indtægter, ligesom spekulation i hvor jernbanerne ville blive anlagt medførte hastigt stigende jordpriser i USA. Samtidig spillede finansiel innovation en ikke ubetydelig rolle. 

As Britain’s aggressive joint-stock banks gobbled up rivals, deposits grew by almost 400% between 1847 and 1857. And a new type of lender—the discount house—was mushrooming in London. These outfits started out as middlemen, matching investors with firms that needed cash. But as finance flowered the discount houses morphed, taking in investors’ cash with the promise that it could be withdrawn at will, and hunting for firms to lend to. In short, they were banks in all but name.

Competition was fierce. Because joint-stock banks paid depositors the Bank of England’s rate less one percentage point, any discount house paying less than this would fail to attract funds. But because the central bank was also an active lender, discounting the best bills, its rate put a cap on what the discount houses could charge borrowers. With just one percentage point to play with, the discount houses had to be lean. Since cash paid zero interest, they cut their reserves close to zero, relying on the fact that they could always borrow from the Bank of England if they faced large depositor withdrawals. Perennially facing the squeeze, London’s new financiers trimmed away their capital buffers.

Det hele endte med at markedet faldt sammen. Det startede i USA og spredte sig derefter via England til bl.a. Paris, København og Wien. Dennistoun, Cross og Co, en amerikansk bank, der havde filialer i Liverpool, Glasgow, New York og New Orleans, kollapsede den 7. november og rev Western Bank of Scotland, er havde 98 filialer med. Det gjorde den britiske krise systemisk.

Krisen spredte sig herefter til bl.a. Paris, Wien og København. Den resulterede dog i en meget vigtig erkendelse, som desværre senere delvist synes glemt igen og er blevet en af de gemte og glemte detaljer: Et finansielt sikkerhedsnet kan skabe overdreven risikotagning. Risikabel långivning, få likvide aktiver og en meget lille kapitalbuffer, der kan ses som konsekvensen af Bank of Englands udlånspolitik, indebar at man forventede at kunne skaffe offentlige midler i en krisesituation. Den erkendelse medførte, at Banken ændrede sin politik i 1858, hvorefter “Discount Houses” var nødt til at være selvforsikrede og øge deres likvide beholdning i stedet for at satse på centralbanken.

Det var absolut ikke populært i samtiden, at Bank of England skruede ned for tilskudene og den blev anset for at være “besat” af den måde discount husene opererede. Mange tvivlede også på hvorvidt man ville fastholde den ny hårde linje. De tog fejl. I 1866 kom Overend & Gurney i vanskeligheder, men Bank of England nægtede at træde til. At Storbritannien derefter ikke oplevede finansielle kriser gennem et halvt århundrede er derfor blevet tolket som at Bank of Englands hårde linje mindskede moral hazard problemerne.

Og hvad kan vi så lære af det?

Det er bemærkelsesværdigt, at trods tilbagevende finansielle kriser gennem flere hundrede år, fortsætter vi med at blive overrasket. Det virker næsten, som om vi ikke vil lære af historien. Det er ikke fordi der ikke er skrevet om finansielle kriser gennem tiden. Hvis man er interesseret i at læse mere, er det bare at klikke her. Der er vist litteratur nok til en rum tids læsning.

Vi så således, hvordan USA allerede få år efter uafhængigheden, lavede sin første bail-out. Og det er sket igen og igen siden. Enhver krise har også sine skurke fra et private erhvervsliv og finanssektoren. Og hver krise har indebåret reguleringstiltag som skulle forhindre kommende kriser. Spørgsmålet er nok snarere om de ikke fremmer dem. Om krisen i 1929 og frem skriver The Economist i sit tema nummer:

But as the 1920s wore on the young Federal Reserve faced a conundrum: share prices and prices in the shops started to move in opposite directions. Markets were booming, with the shares of firms exploiting new technologies—radios, aluminium and aeroplanes—particularly popular. But few of these new outfits had any record of dividend payments, and investors piled into their shares in the hope that they would continue to increase in value. At the same time established businesses were looking weaker as consumer prices fell. For a time the puzzle—whether to raise rates to slow markets, or cut them to help the economy—paralysed the Fed. In the end the market-watchers won and the central bank raised rates in 1928.

It was a catastrophic error. The increase, from 3.5% to 5%, was too small to blunt the market rally: share prices soared until September 1929, with the Dow Jones index hitting a high of 381. But it hurt America’s flagging industries. By late summer industrial production was falling at an annualised rate of 45%. Adding to the domestic woes came bad news from abroad. In September the London Stock Exchange crashed when Clarence Hatry, a fraudulent financier, was arrested. A sell-off was coming. It was huge: over just two days, October 28th and 29th, the Dow lost close to 25%. By November 13th it was at 198, down 45% in two months.

Worse was to come. Bank failures came in waves. The first, in 1930, began with bank runs in agricultural states such as Arkansas, Illinois and Missouri. A total of 1,350 banks failed that year. Then a second wave hit Chicago, Cleveland and Philadelphia in April 1931. External pressure worsened the domestic worries. As Britain dumped the Gold Standard its exchange rate dropped, putting pressure on American exporters. There were banking panics in Austria and Germany. As public confidence evaporated, Americans again began to hoard currency. A bond-buying campaign by the Federal Reserve brought only temporary respite, because the surviving banks were in such bad shape.

This became clear in February 1933. A final panic, this time national, began to force more emergency bank holidays, with lenders in Nevada, Iowa, Louisiana and Michigan the first to shut their doors. The inland banks called in inter-bank deposits placed with New York lenders, stripping them of $760m in February 1933 alone. Naturally the city bankers turned to their new backstop, the Federal Reserve. But the unthinkable happened. On March 4th the central bank did exactly what it had been set up to prevent. It refused to lend and shut its doors. In its mission to act as a source of funds in all emergencies, the Federal Reserve had failed. A week-long bank holiday was called across the nation.

It was the blackest week in the darkest period of American finance. Regulators examined banks’ books, and more than 2,000 banks that closed that week never opened again. After this low, things started to improve. Nearly 11,000 banks had failed between 1929 and 1933, and the money supply dropped by over 30%. Unemployment, just 3.2% on the eve of the crisis, rose to more than 25%; it would not return to its previous lows until the early 1940s. It took more than 25 years for the Dow to reclaim its peak in 1929.

Selv om der er ligheder, er der naturligvis også store forskelle fra krisen i 1929 og frem og så krisen fra 07 og frem. Lighederne er dog meget synlige, ikke mindst at begge startede med en periode med meget lave renter, som afløstes af for hurtigt stigende renter. I begge tilfælde forsøgte man at forhindre fremtidige kriser ved regulering. Men måske var det på tide at man prøvede noget andet, som f.eks. et finansmarked der fungerede på almindelige markedsvilkår?

Kapitalisme uden konkurs svarer jo lidt til kristendom uden synd.

 

Gemte detaljer: Produktionsfunktioner.

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2014. 1 svar

I større rapporter og udredelser ligger der ofte en række detaljer og valg om, hvilke antagelser man gør sig, som er alt andet end trivielle. Disse ’gemte’ detaljer skriver lidt om i de kommende uger, da vi anser det for en af vores (selvvalgte og rent private) opgaver at bidrage til læsernes informationsniveau og informerede skepsis. Den første er måske en af de mere tekniske: Det er valget af produktionsfunktion i modeller, der bruges til langsigtede fremskrivninger.

Produktionsfunktionen er teknisk den måde, man regner hvad en given ændring i faktorer, der bruges til produktion – arbejdskraft, fysisk realkapital (maskiner, fabrikker osv.), energi, jord osv. – gør ved det samlede output og derfor den samlede indkomst og objektive levestandard. Der er masser af forskellige muligheder, men et af de vigtigste valg består i, hvilken grad af substitutabilitet mellem faktorer, man vælger at antage. Med andre ord, hvis f.eks. kapital bliver dyrere, i hvor høj grad kan virksomheder da i det lange løb bruge mindre kapital og mere af noget andet (f.eks. arbejdskraft) til at producere samme output?

Et praktisk og i sidste ende også politisk problem ligger i, at en række modeller bygger på det populære modelframework, der kaldes GTAP – Global Trade Analysis Project. GTAP-modellen benytter sig nemlig af Leontief-funktionen, sammen med flere andre antagelser, som kan give udmærket mening på kort til mellemlangt sigt, men ikke megen mening på langt sigt eller i vækstperspektiver.

Leontief-funktionen hedder teknisk Y = min{aL, bK}, i den simpleste version med arbejdskraft L og kapital K. Hvis et land således oplever Harrod-neutral teknologisk udvikling – udvikling, der gør arbejdskraften mere produktiv (dvs. en forøgelse af ’a’ i ligningen ovenfor) – vil output ikke vokse medmindre kapitalapparatet også gør. Grunden er, at der ingen substitutabilitet er mellem faktorer, der bruges i produktionen. Er energi således en produktionsfaktor, kan man ikke have nogen form for udvikling uden en forøgelse af energiforbruget.

Bruger man derfor et framework der benytter sig af Leontief-funktionen til at fremskrive langsigtet vækst, vil alt der giver vækst på langt sigt således ikke blot være antaget udenfor modellen – den kan ikke selv give vækst – men enhver ændring mellem kompositionen af produktionsfaktorer, der anvendes, må også antages, da modellen ikke kan ændre en økonomis strukturer – hvor meget arbejdskraft der anvendes per kapitalenhed, hvor meget energi der kræves per output osv.

En af de modeller, der oftest kritiseres i den danske debat – og som oftest af folk fra enten Aalborg eller Roskilde – er ministeriernes DREAM-model. DREAM bygger naturligvis på en række antagelser, men en af dem er ikke Leontief. I stedet har virksomhederne alle en CES produktionsfunktion (dvs. en Constant Elasticity of Substitution) hvor man faktisk kan vælge optimalt at bruge mere af én og mindre af en anden faktor. DREAM opererer også eksplicit med Harrod-neutral vækst, som når den ankommer derfor indebærer at virksomhederne på langt sigt justerer deres valg af faktorbrug.

Skulle energi for eksempel stige i pris, vil virksomheder i DREAM forsøge at substituere væk og således vælge at bruge mindre energi. Enhver model, der bygger på Leontief vil derimod bare bibeholde uændrede produktionsmønstre og give et langt mindre respons på, for eksempel, stigende energipriser. Hvis man i modelapparatet skal få virksomheder til at ændre adfærd, må man derfor antage det eller også lave antagelser om noget andet et andet sted i modellen.

Skal man som informeret læser således bedømme hvor rimelige, langsigtede økonomiske fremskrivninger er, om de kommer fra finansministeriet, vismændene, IMF, IPCC eller EU-kommissionen, må man først grave ned i detaljen. Valget af produktionsfunktion i modellen fortæller en ganske meget om, hvad der kommer til at ske og hvad embedsmænd og politikere herefter påstår.

EPCS 2014 – en update

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2014. Skriv et svar

Sidste uge afholdtes den årlige europæiske public choice konference på Robinson College, Cambridge University. Konferencen, der var aldeles fremragende arrangeret af Toke Aidt, bød som sædvanlig på en række spændende, nye forskningspræsentationer. Som altid var stemningen også god – der er få miljøer i nationaløkonomi, hvor folk er så rare og hjælpsomme samtidig med at de er offentligt, men konstruktivt kritiske.

Men et særligt forhold har også karakteriseret EPCS de sidste år. Mens der generelt ikke er mange kvinder i nationaløkonomi, bød EPCS også i år på en række glimrende præsentationer af yngre, kvindelige forskere. Her er tre eksempler:

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warszawa) præsenterede en opdatering af et tidligere studie af forfatningsændringer i Central- og Østeuropa. Katarzyna konstaterer, at flere forfatningsforhold har været vigtige for landenes vækst siden transitionen. Hun peger dog også på, at de vigtige forhold alle er de facto ændringer, mens de rene de jure forskelle på forfatningerne ser ud til at være uden egentlige konsekvenser.

Anna Minasyan (Heidelberg) præsenterede fælles arbejde med Axel Dreher (Heidelberg) og Peter Nunnenkamp (Kiel). Annas tese er, at ulandsbistand muligvis virker anderledes når donor og modtager er ideologisk mere ens og dermed mere enige om mål og midler. Hun understregede, at papiret stadig var midlertidigt, men resultaterne pegede på, at ulandsbistand er decideret skadeligt for langsigtet udvikling, når den gives mellem to parter med meget forskellige politiske synspunkter.

Bethany Kirkpatrick (Science Po, Paris) præsenterede arbejde om forholdet mellem vækst, ulighed og miljøbelastning lavet sammen med Michael Dorsch (Budapest). De estimerer ’environmental Kuznets Curves’ med særligt fokus på en samvirkning af ulighed og vækst og viser, at en koncentration af rigdommen forlænger perioden hvor økonomisk udvikling fører til miljøproblemer, før kurven vender og giver forbedringer.

Udover eksemplerne var der også gode papirer af bl.a. den tidligere Wicksell-prisvinder Monika Köppl-Turyna (Lissabon), Shu Yu (Groningen og snart Rochester), Emma Galli (Rom, Sapienza), Silvia Marchesi (Milano Bicocca) og Vera Eichenauer (Heidelberg).

Kommentar på Kristian Weises indlæg i Berlingske

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2014. Skriv et svar

Ceveas direktør bragte forleden en kommentar i Berlingske i forbindelse med min klumme i Børsen og vores serie om det nye IMF-studie af ulighed og vækst. Da Berlingske åbenbart ikke har tænkt sig at bringe mit svar, bringer vi det i det følgende:

Kristian Weise, direktør for den venstreorienterede tænketank Cevea, angriber 21/3 Mads Lundby Hansen og mig her i avisen. Baggrunden er vores skepsis overfor et notat fra IMF, der påstår at økonomisk ulighed skader langsigtet udvikling. Påstanden er naturligvis ideologisk central for Cevea, men det påfaldende i Weises kritik er, at hans kritik udelukkende består af postulater og mudderkastning. Weise har øjensynligt ingen faglige argumenter for angrebet, men hævder blot at ”tyv tror hver mand stjæler”.

Min baggrund for at kritisere IMF-analysen er derimod, at man må afkræve enhver forsker en faglig integritet. Det er denne integritet, som IMF-forskerne mangler, idet de vælger at overse et metodisk problem, der har været kendt i ulighedsforskningen siden 1998, og bruger et omfordelingsmål, som man ved giver ganske lidt mening. Uden disse empiriske julelege kan de, som jeg forleden pointerede i Børsen og på punditokraterne.dk, ikke nå deres foretrukne konklusioner. Ingen forsker, for hvem faglig stolthed og integritet betyder mere end ideologisk krigsførelse ville vælge at tage disse metodiske valg.

Det er således ligegyldigt, at Weise namedropper højprofilerede kommentatorer i sit indlæg eller henviser til politiske chefer for internationale organisationer, når det videnskabelige grundlag for påstandene er så kritisabelt. På samme måde er det sært, at Weise krediterer Eurostat for, at 13 lande nu er mere lige end Danmark, når man i forskningsmiljøet ved, at Eurostats tal er fejlbehæftede. De bruges da heller ikke af IMF.

Problemet for IMF – og måske i særlig grad for Cevea – er at de to organisationer synes at være ved at afkoble sig fra det videnskabelige miljø. IMF har fremragende forskere ansat, men de senere år er man af uransagelige grunde vendt tilbage til policy-forslag og påstande, som man selv tidligere har været med til at afvise på fagligt grundlag.

Den seriøse forskning har de sidste ti år peget på, at ulighed i det store og hele er ligegyldigt for langsigtet udvikling, medmindre den er udtryk for rendyrket kleptokrati. Som min egen og andres forskning peger på, er det vigtigere om og hvordan man politisk reagerer på ulighedsdiskussionen. Men den diskussion tager Weise og Cevea ikke. For dem bliver det ved ideologien.

Dagens ord: Bulverisme

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2014. Skriv et svar

Dagens ord er tyvstjålet fra Gregory Mankiw, som har det fra C.S. Lewis. Jeg tvivler på, at vi har læsere, der ikke har eksempler på bulverisme. Det er også det, Kristian Weise bedrev forleden, som Niels Westy beskriver nedenfor. Lewis definerer bulverisme således:

In other words, you must show that a man is wrong before you start explaining why he is wrong. [… Bulverism] is to assume without discussion that he is wrong and then distract his attention from this (the only real issue) by busily explaining how he became to be so silly.