Demokratier mod alle odds

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2014. 7 svar

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Enhjørninge-governance

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2014. Skriv et svar

Hvis man som liberal diskuterer statens rolle med ikke-liberale folk, løber man ofte panden mod en mur. Mike Munger (Duke) publicerede forleden nogle overvejelser over problemet i The Freeman under titlen ”Unicorn Governance.” Hans simple, men ofte oversete pointe er, at mens de fleste sagtens kan se problemerne – i Danmark for eksempel at Skat de facto har næsten ubegrænsede midler til rådighed – er løsningen for de fleste, at Staten da må gøre mere. Antager mange ikke ofte implicit, at Staten er løsningen på problemer, Staten skaber? Mungers hovedpointe er her; resten er også stærkt anbefalet!

When I am discussing the State with my colleagues at Duke, it’s not long before I realize that, for them, almost without exception, the State is a unicorn. I come from the Public Choice tradition, which tends to emphasize consequentialist arguments more than natural rights, and so the distinction is particularly important for me. My friends generally dislike politicians, find democracy messy and distasteful, and object to the brutality and coercive excesses of foreign wars, the war on drugs, and the spying of the NSA.

But their solution is, without exception, to expand the power of “the State.” That seems literally insane to me—a non sequitur of such monstrous proportions that I had trouble taking it seriously.

Markedet og prosocial adfærd – et studie mere

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. august 2014. 1 svar

Fremmer markedsøkonomier egoistisk ”markedstænkning” og underminerer de samarbejde, empati og fairness-normer? Antagelsen er udbredt, men som redaktøren har beskrevet her og her, tyder flere eksperimentalstudier på det modsatte. Senest har et studie vist, at borgere opvokset i det tidligere DDR var mere tilbøjelige til at snyde end borgere opvokset i det tidligere Vesttyskland.

Endnu et studie peger i samme retning. Deltagelse i udvidede markedssamfund var stærkt korreleret med en vilje til at gøre noget for andre og straffe ”unfair” handlinger, selv om begge dele umiddelbart indebærer en omkostning. De to ”store” verdensreligioner, islam og kristendom, var også forbundet med en større tilbøjelighed til at straffe ”unfair” modparter – men ikke at straffe ”unfair” tredjeparter og ikke større vilje til at gøre noget for andre.

Henrich et al har således undersøgt 2148 personer fra femten befolkningsgrupper fra vidt forskellige dele af kloden. De strækker sig fra jægere og samlere over nomader til amerikanske lønmodtagere. Forskerne lod dem spille tre slags spil. Et hvor de havde mulighed for at dele en gevinst med en anonym medspiller (diktatorspillet). Et hvor de havde mulighed for at straffe en anonym medspiller, som ikke var tilstrækkelig villig til at dele en gevinst med dem (ultimatumspillet). Og et hvor spillerne fik mulighed for at straffe en medspiller, som havde optrådt unfair over for en tredjepart (tredjepartsafstrafningsspillet).I alle tre tilfælde var der en omkostning forbundet med ”prosocial” adfærd, idet gevinsten ved at deltage i spillet (udmålt efter en lokal dagløn) blev mindre.

Som udtryk for gruppernes markedsintegration blev anvendt et mål for, hvor stor en del af det daglige kalorieindtag, som stammer fra markedstransaktioner.

Markedsintegration var som sagt positivt korreleret med tilbøjeligheden til ”prosocial” adfærd i alle tre spil. Tilhørsforhold til en af de to religioner var positivt korreleret med ”prosocial” adfærd i ultimatumspillet, men ikke de to andre. Analysen stemmer ikke godt overens med forestillingerne om, at den moderne civilisation er båret af fortsatte, men korrumperede normer fra ”de noble vilde”, som Rousseau kaldte dem. Og altså heller ikke, at ”markedstænkning” står bag en sådan udvikling.

Analysen støtter heller ikke, at de disse normer i særlig grad kommer fra en af de store monoteistiske religioner, sådan som konservative muslimer og kristne kan finde på at hævde. Effekten af islam og kristendom havde mindre udbredt effekt end markedseksponering.

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 11. august 2014. 4 svar

For nylig offentliggjorde Liberal Alliances sit bud på en ny socialpolitik. Her foreslog man blandt andet afkriminalisering af narkotika til eget forbrug. Af den efterfølgende omtale i medierne er det tydeligt, at begreberne legalisering og afkriminalisering ofte blandes sammen. Stort set alle avisartikler om udspillet skrev om legalisering, og Sophie Løhde talte om “heroin i skolegården“. Men legalisering og afkriminalisering er bestemt ikke det samme.

Afkriminalisering er først og fremmest et sundheds- og socialpolitisk tiltag. Egentlig legalisering er derimod, ud over at være drevet af en grundlæggende liberalistisk funderet frihedsdagsorden, baseret på økonomisk rationelle argumenter.

Både afkriminalisering og selvfølgelig legalisering er naturligvis begge et opgør med forestillingen om, at man kan bekæmpe og ultimativt udrydde brug og misbrug af en række rusmidler ved hjælp af straffelov, politi og i visse lande militærindsats.

Det viser de seneste 50 år ikke er muligt.

Fortalerne for fortsat kriminalisering vil formentlig omvendt fremhæve, at det måske ikke er muligt at komme problemet til livs, men at kriminaliseringen har begrænset omfanget af stof(mis)brug. Det er der bare intet belæg for. Som jeg har skrevet om før, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem graden af kriminalisering, samt brug af magt og tvang, og omfanget af stofmisbrug.

Sverige og Portugal, som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik, har overordnet set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland, som traditionelt har holdt sig tilbage med kriminalisering, også i forbindelse med hårde stoffer.

Baggrunden for Liberal Alliances forslag om afkriminalisering, som jeg skrev om i et indlæg sammen med Joachim B. Olsen i Berlingske Tidende i lørdags, er samme erkendelse, som man gjorde i Portugal omkring årtusidendeskiftet.

Portugals reformer.

Portugal gennemførte man i slutningen af 1990erne en drastisk omlægning af den førte narkotikapolitik, omsat i lovgivning, med virkning fra 2001.

Baggrunden var at portugiserne selv opfattede problemerne med stofmisbrug, som det væsentligste politiske problem i anden halvdel af 1990erne (ifølge en måling foretaget af Eurobarometer). Målt på andel af befolkningen var (og er) Portugal interessant nok blandt de lande i EU med det laveste forbrug. Målt på problematisk forbrug, og ikke mindst brugen af heroin lå man dog højt. Kun England og Wales lå højere. Samtidig var der en direkte kobling mellem AIDS og misbrugsproblemerne, som udgjorde 60 procent af af alle registrerede tilfælde.

I stedet for blot at “udvise handlekraft”, stramme lovgivningen og yderligere kriminalisere, som VK(O) regeringen senere gjorde herhjemme i 2004, nedsatte man i 1998 et ekspertudvalg bestående af bl.a. læger, psykologer, psykiatere, jurister og NGO og bad dem komme med et forslag til en ny narkotikapolitik. Rapporten kom til at danne baggrund for den politik, der i dag omtales som den portugisiske model.

Den indebærer bl.a. nedsættelse af særlige “afskrækkelses kommisioner”, som stofbrugeren henvises til ved pågribelse af politiet. Hvis man ikke møder op, kan det resultere i bøder, fratagelse af kørekort, samfundstjeneste mv. I førstegangstilfælde vil der blot blive tale om en samtale. I gentagelsestilfælde kan der dog blive tale om bøder, typisk 30-40 euro, samfundstjeneste, tvungen terapi, fradrag i sociale ydelser osv. Dette gælder for personer som ikke bliver vurderet til at være afhængige stofmisbrugere. Vurderes man til at være decideret afhængig misbruger gives der ikke bøder eller andre sanktioner, og kommisionens arbejde fokuserer udelukkende på at motivere vedkommende til at komme i behandling for sit misbrug. For en god og omfattende gennemgang af den portugisiske lovgivning, anbefales kraftigt at man læser “Drug Policy in Portugal – The Benefits of Decriminalizing Drug Use“.

606x606_portugal-graphic-1

Kilde: Euronews

Som det fremgår er der altså (desværre) ikke tale om noget der bare nærmer sig legalisering. Og når f. eks. tyske Spiegel i en artikel sidste år skriver om at man kan have et gram heroin på sig uden risiko for at få det beslaglagt er det ikke korrekt.

Samtidig med afkriminaliseringen har man ud over at styrke informationsindsatsen også iværksat en lang række skadesbegrænsende tiltag, som bl.a. uddeling af rene kanyler, ambulant medicinsk behandling, indragelse af NGOere til at komme i kontakt med stofmisbrugerne m.m.

For yderligere information om “afkriminaliserings” tiltag i andre lande, vil jeg anbefale man læser engelske “Releace” hjemmesider.

Siden reformeringen af Portugals narkotikapolitik for 13 år siden, kan man konstatere at:

Antallet af problemtiske brugere ( defineret som personer der har et jævnligt forbrug af “hårde stoffer” og brugere der indtager deres stof intravenøst)  er halveret fra anslået 100.000 i 2001 til ca. 50.000, mens antallet i behandling er steget voldsomt.

Samtidig er antallet af nye AIDS tilfælde faldet drastisk og den gennemsnitlige debut alder for førstegangsbrugere er steget en smule. Der har ikke været den frygtede vækst i antallet af brugere, og for problembrugere er tallet som nævnt faldet drastisk. I hvilken udstrækning dette fald skal tilskrives den nye politik er omdiskuteret.

I forhold til frygten blandt mange modstanderne af afkriminalisering, for en eksplosion i forbruget, er det en meget væsentlig pointe. Samtidig er sundhedstilstanden hos problembrugere forbedret. Ud over færre AIDS tilfælde er også hyppigheden af Hepatitis C faldet, som man ikke kan vaccineres mod, faldet.

Afkriminalisering i forhold til legalisering

Mens afkriminaliseringen tydeligvis har haft positive effekter for helbredstilstanden hos problembrugere og bidrager til at flere kommer i behandling, uden en stigning i forbruget, er der dog en række problemer, som efterlades uløste.

Hvis politiet undlader at beslaglægge narkomaners stof til eget forbrug, må det forventes at mindske berigelseskriminaliteten.  Narkomanen vil jo ofte begå ny kriminalitet for at købe nyt stof til erstatning for det beslaglagte. Det samme vil gælde i den udstrækning narkomanerne kommer i medicinsk behandling, og således ikke har behov for at købe heroin mv..

Alt andet lige, må omsætningen på det illegale marked forventes at påvirkes negativt i takt med at behandlingen af stofmisbrugere udvides. Men med mindre man går så radikalt til værks, at man ligefrem konsekvent forsyner en relativt stor del af misbrugerne med stoffer, vil effekten næppe være af et omgang, således at det for alvor underminerer indtjeningsmulighederne.

Det er da heller ikke muligt at aflæse nogen effekt på priserne i Portugal qua skiftet i narkotikapolitik, nå man sammenligner med andre lande.

Problemets kerne er selvfølgelig, at afkriminalisering stort set ikke påvirker udbudssiden. Det indebærer, at :

  • Man har ikke mulighed for at regulere adgangen til stofferne.
  • Man har ingen mulighed for at sikre kvaliteten af de udbudte stoffer.
  • Man rammer ikke de terrororganisationer og kriminelle bander som står bag salget af illegale rusmidler.
  • Der er kun en begrænset effekt på berigelses- og voldskriminalitet.

Ønsker man bedre kontrol med adgangen til de illegale stoffer, reducere den kriminalitet (både i form af vold og korruption), der udspringer af at illegale rusmidler er et ekstremt profitabelt forretningsområde, effektivt reducere de offentlige omkostninger, både i sundhedssektoren og indenfor politiet samt rets- og fængselsvæsenet, er der ingen vej udenom at tale om legalisering. Og ved legalisering menes etablering af et egentlig (reguleret) legalt marked på linje med allerede eksisterende legale markeder for lovlige rusmidler.

Som The Economist, der i årtier har argumenteret for legalisering- også af andre stoffer end cannabis, gør opmærksom på:

Decriminalisation may be a useful first step towards a saner approach to drugs. Battling a fearsome murder rate, Jamaica’s police surely have better things to do than arrest people for getting high. In any case, sending drug users to jail is usually an expensive waste of time. But decriminalisation’s flaw is that it does nothing to undermine the criminal monopoly on the multi-billion-dollar drugs industry. The decriminalised cocaine consumed without criminal consequences in Portugal is still supplied by the gangs who cut off heads in Colombia. Only legalisation takes the business out of the hands of the mafia. Jamaica’s plan to decriminalise ganja is good news for the people who harmlessly smoke it. But unless it is followed up eventually by legalisation, there is a danger that it is also good news for the violent crooks who sell it.

Af samme grund fastholder undertegnede naturligvis, i lighed med Economist, Milton Friedman, Mary O’Grady fra Wall Street Journal, Colombias nuværende præsident, Manual Santos, for blot at nævne nogle få, at legalisering i sidste ende er den eneste rationelle og menneskevenlige tilgang til narkotikaområdet.

Men vurderet i forhold til den nuværende kriminalisering er afkriminalisering naturligvis et klart fremskridt, som alle bør byde velkommen. Selv om de positive effekter er begrænsede i forhold til en egentlig legalisering, er de signifikante. Ikke mindst i forhold til at bedre levevilkårene for nogle af samfundets absolut mest marginaliserede mennesker, nemlig stiknarkomanerne. Gevinster som erfaringerne fra bl.a. Portugal viser, ikke sker på bekostning af et stigende antal misbrugere, snarere tværtimod.

Efterskrift:

Jeg har i denne post undladt at indrage erfaringerne fra egentlig legalisering af cannabis, som vi bl.a. ser det i Colorado. Indtil videre er der intet som tyder på øget forbrug, men givet at det først har været legalt siden årsskiftet, er erfaringerne utilstrækkelige til, at man kan komme med mere håndfaste konklusioner. På den anden side er det klart, at de erfaringer man gør sig der, og i Washington samt Uruguay, vil have stor betydning for den fremtidige debat også herhjemme.

Endelig kan man pege på, at Liberal Alliances udspil ikke ændrer ved partiets holdning til, at cannabis bør legaliseres. Her er man forøvrigt på linje med “The Global Commision on Drug Policy” anbefalinger. De går dog videre og anbefaler også legalisering af Ecstasy og cocablade.

 

Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2014. 4 svar

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

Hvor slemt står det til i Italien (1)?

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2014. 2 svar

En god ven, der er gift med en pige fra Palermo, har jævnligt diskussioner med sin svigerfar om, hvor godt eller skidt det går i Italien. Et gennemgående tema i de diskussioner synes at være en uvilje mod at indse, at økonomisk udvikling i sidste ende handler om produktivitet, og ikke om Tysklands finanspolitik eller løntryk. Jeg har selv oplevet holdningen hos mange sydeuropæere, at det er Tysklands ’skyld’ at de fortsat har krise. Ideen, som også en ellers begavet dansk statskundskabslektor har luftet, er at den tyske konkurrenceevne presser sydeuropæiske eksportsektorer. Men som man ved, hvis man har hørt efter i andet års økonomiundervisning, kan det kun være et midlertidigt, kortsigtet fænomen og altså ikke en persistent forklaring på en hel regions elendige status.

Problemet er produktivitet – hvor meget værdi man får ud af de tilstedeværende ressourcer. Figuren nedenfor, baseret på OECD-tal, viser udviklingen i en grov indikator for arbejdsproduktivitet: BNP per arbejdstime (i 2005 PPP-dollars). Italiens produktivitet har tydeligvis haltet bagefter siden sidst i 1970erne og har praktisk taget stået stille siden sidst i 1990erne. Det er samme periode, hvor dansk produktivitet er bremset ned, men slet ikke i samme stil som Italiens, der pt. kun er 75 % af Tysklands. At folk med så skidt produktivitet regner med, at de skal være lige så rige som i Nordeuropa, er ikke andet end urimelig ønsketænkning.

Produktivitet ITA GRE GER DK

 

Retssag om beslaglæggelse af Irans top-level-domæne

Af Nikolaj Stenberg, den 30. juli 2014. 1 svar

På Lawfare-bloggen refererer Paul Rosenzweig en finurlig retssag, hvor en række sagsøgere – ofre for terrorangreb – kræver Iran, Syrien og Nordkoreas landsspecifikke top-leve-domæner beslaglagt; altså .ir, .sy og .kp URL-endelserne. ICANN bemærker i sit processkrift – helt korrekt, efter min bedste opfattelse – at TLD’ere ikke er noget, man kan have en ejendomsret til. Men under alle omstændigheder er der tale om en interessant strategi i hvad man vel nok kan kalde en ”privat kamp mod terrorens bagmænd”.

Hvordan klarer Østeuropa sig?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juli 2014. 7 svar

Børsen bragte i går den sidste af mine regulære juliklummer (abonnementsversion her). Spørgsmålet i klummen var, hvordan det egentlig går i Østeuropa? Baggrunde for spørgsmålet er, at både øst og vest blev ramt af finans- og gældskriserne, men kun de gamle EU-medlemmer i vest kunne regne med nogen form for støtte. Østeuropa var tvunget til at rydde op selv, og gjorde det på den måde, som Paul Krugman og andre på venstrefløjen har advaret imod i årevis: Ved at skære ned. Krugman påstod for to år siden, at nedskæringerne havde ødelagt Estlands økonomi, hvilket udløste et meget offentligt skænderi med den estiske præsident Toomas Hendrik Ilves (opsummeret her). Krugman endte med et ligne en nar, men hvordan er det gået efter det?

Pointen med min klumme er, at den ’gammeldags’, konservative approach til krisen så tydeligt har betalt sig. Uden nogen udsigt til hjælp kan der ikke være moral hazard-problemer og politisk fifleri. Resultatet har været klart, som jeg skriver i Børsen:

De seneste tre år har Østeuropa haft en gennemsnitlig vækstrate på 1,7 pct., mens den tilsvarende rate for Vesteuropa var 0,4 pct.

Selv uden Grækenland og Cypern, der er de facto bankerot, voksede de vestlige økonomer et procentpoint langsommere end Østeuropa. Kun Tyskland og Storbritannien følger med, og ingen er tæt på at matche de baltiske landes årlige vækst på 4-5 pct.

Figuren nedenfor viser basalt set det samme billede. Så hvem vil man helst emulere: Eurozonens politiske ’fix’ eller Østeuropas ansvarlighed?

 

 

Liberale hader ikke kvinder

Af Nikolaj Stenberg, den 28. juli 2014. 7 svar

Med undtagelse af Cordua & Steno – der efter min mening er Danmarks mest interessante og kvalitetstunge program om politik – lytter jeg sjældent til Radio24Syv, da jeg synes alt for meget af det andet kanalen har at tilbyde, er plat, pinligt eller fordummende. Jeg er ikke overbevist om, at kanalen er sin statsstøtte værd – heller ikke ud fra den betragtning, at pengene ellers bare ville være gået til DR.

Her i sommervarmen har program-redaktionen for eksempel givet taletid til en person ved navn Irene Manteufel, der har fået lov til at lave fem programmer om et emne, hun angiver at vide meget om. Emnet er formelt ”sexisme”. Altså diskrimination mod mænd eller kvinder alene på baggrund af deres køn. Men i mine øre lyder det nu mest som om, at radiokanalen har givet værtinden 5 x 1 time til at plædere for den variant af ny-marxismen, som kaldes ”feminisme”.

Jeg har kun hørt et af de i alt fem programmer. Det havde følgende emne:

Hvorfor hader liberale kvinder? Mange af de mest ekstreme og hadefulde ytringer mod kvinder kommer fra liberale politikere og på liberale medier. Kvindesynet blandt liberale forekommer generelt misogynistisk.

Gæsten er Christopher Arzrouni, og han demonstrerer på eksemplarisk vis, hvor dårligt sammentømret værtindens argumentation er.

På et tidspunkt pointerer Arzrouni, at det er en præmis i liberal politisk filosofi, at alle – uanset køn – skal have lige rettigheder, og at det derfor ikke kan være liberalt at mene, at kvinder skal være mænd underordnet, at mænd skal have bedre rettigheder end kvinder eller kvinder bedre rettigheder end mænd. Altså, at liberalismen i sig selv er anti-sexistisk.

Det lader dog til at gå Irene Manteufels hoved forbi. Hun lyder i hvert fald ikke det mindste forlegen over sin misopfattelse af noget så basalt, ligesom hun vælger ikke at ville erkende, at Arzrouni har demonstreret, at liberale ikke er sexister.

Radioprogrammet fremstår derfor som et glimrende eksempel på en redelig (Arzrouni) og uredelig (Manteufel) debatstil. Men lyt selv med. Det er er underholdende på sådan en lidt tåkrummende måde:

Legalisering af cannabis samler momentum

Af Niels Westy, den 27. juli 2014. Skriv et svar

Som læsere af denne blog er klar over, har jeg med adskillige indlæg argumenteret for, at man bør legalisere cannabis, også selv om man anser det for at være et potentielt skadeligt rusmiddel.

Det er derfor glædeligt at læse, at også New York Times nu klart tager stilling for legalisering af verdens 2. mest udbredte rusmiddel (hvis vi fraregner tobak og kaffe). Hermed følger man i fodsporene på The Economist – som dog i lighed med bl.a. Wall Street Journals Mary O’Grady og undertegnede, ønsker at legalisering skal omfatte langt flere rusmidler – og herhjemme Børsen, der i en leder om Christiania i sommeren 2012, bl.a. skrev, at:

Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. 

En helt central begrundelse i New York Times leder “Repeal Prohibition, Again” er at :

The social costs of the marijuana laws are vast. There were 658,000 arrests for marijuana possession in 2012, according to F.B.I. figures, compared with 256,000 for cocaine, heroin and their derivatives. Even worse, the result is racist, falling disproportionately on young black men, ruining their lives and creating new generations of career criminals.

Erkendelsen af at “The War on Drugs” har fejlet “big time” synes endelig at sprede sig. Man kan begræde, at det skulle tage mere end 40 år, Men bedre sent end aldrig.

Pjækker politikere når de har outside options?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2014. Skriv et svar

Politikere har ofte mange muligheder for at tjene ekstra penge. Enkelte af dem har stadig en forretning, for eksempel et landbrug, de får betaling for at holde taler og give præsentationer, og bestyrelsesarbejde er også tit betalt. Men når de får disse outside options, gør de da deres folkelige ’pligt’ i Folketinget? Det ved vi ikke, men en ny artikel om samme spørgsmål i den tyske Bundestag kan give indikationer.

Artiklen, der kommer i European Journal of Political Economy og er forfattet af Felix Arnold (FU Berlin og DIW), Björn Kauder (IFO, München) og Niklas Potrafke (IFO og LMU), bygger på at tyske parlamentarikere siden 2007 har været forpligtet til at indberette og offentliggøre alle deres ikke-parlamentariske indtægter. De tre tyske økonomer ser derfor på det tyske parlament i perioden 2009-2013, hvor de ikke blot har mulighed for at undersøge, hvor ofte politikere er væk fra parlamentet, men også hvor ofte de holder taler, kommenterer og sætter ’gruppeinitiativer’ i gang.

Arnold, Kauder og Potrafke finder, at tyske politikere faktisk ikke pjækker mere når de bliver bedre betalt for andre aktiviteter; de holder heller ikke flere taler. Dette ikke-resultat er måske ikke overraskende, da det faktisk kan koste tyske MPer op til 100 euro at blive væk fra en enkelt session. Forfatterne noterer også, at i modsætning til Italien hvor man har evidens for politisk pjæk, er der væsentligt stærkere partidisciplin i Tyskland.

Men bekymringerne er ikke forduftet, for det tyske team finder evidens for, at anden aktivitet faktisk falder, jo mere politikerne bliver betalt for ikke-parlamentariske aktiviteter. Nok møder politikerne op til Bundestag-samlinger, uanset hvad de får for andre ting, og de gør deres partipligt ved at holde taler, men derudover bliver de væsentligt mindre aktive. Hvad de så bruger deres tid i parlamentet på, forbliver et åbent spørgsmål. Ser man på Folketinget, kan man undre sig lige så meget.

Uærlige kommunister

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2014. 3 svar

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. juli 2014. 8 svar

Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner. En af de epokegørende opdagelser hos de første nationaløkonomer var, at en spontan orden uden central styring ikke alene kunne lade sig gøre, men for det meste ligefrem frembragte bedre resultater end planlægning.

Klassisk liberalisme er ikke opstået af denne indsigt. Den kommer fra en endnu ældre kamp for personlig frihed og mod tyranni. Men opdagelsen af den spontane orden var med til at booste liberalismens udbredelse og anseelse.

Når markedet frembringer orden og ikke kaos, skyldes det grundlæggende incitamentsstrukturen. Den får selv egennyttige personer til at gøre noget, som er godt for andre. Privat ejendomsret forhindrer et kapløb om at forbruge ressourcerne hurtigst mulig og gør det muligt at investere langsigtet. Markedsøkonomiens bytter kan kun foregå, hvis begge parter på markedet er enige. Dermed bliver der kun gennemført transaktioner, hvis begge står til at få en fordel af dem.

Man kan godt finde eksempler, hvor incitamenterne på et marked ikke er i perfekt balance. Men over for disse undtagelser står, at central planlægning både teoretisk og praktisk har haft store problemer med at matche den spontane orden, fordi den fundamentalt savner tilsvarende incitamenter. Der er ingen ”usynlig hånd” – som Adam Smith kaldte markedets prismekanisme – og der må derfor være en synlig.

Skal man meget kort sammenfatte det liberale politiske program, er det: Mindst mulig stat og mest mulig marked og civilsamfund.

Derfor er det absurd ironi, at forsøg på at styre og planlægge i den offentlige sektor i visse kredse pine død skal stemples som ”liberale” (eller ”neoliberale”) – senest af Malte Frøslee Ibsen i Politikens kronik den 11. juli. Den teknokratisering af velfærdsstaten, han anker over, har intet som helst med markedet, men alene med staten at gøre. Den er nødvendig, fordi staten mangler markedets selvkoordinerende mekanismer. ”New public management” og lignende redskaber er et forsøg på at løse planøkonomiens problem, ikke liberalismen eller markedets.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Ibsens kronik helt savnede konkrete referencer til moderne liberale tænkere, når han angriber deres påståede tilslutning til teknokratisering. Den findes simpelt hen ikke.

Hvad, han derimod måske nok kan finde, er tilhængere af, at den stat, der skal være, organiseres så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Dem vil han imidlertid finde over hele det politiske spektrum. Det har intet med liberalisme at gøre, men skyldes, at vi lever i en verden af knappe ressourcer og behov for at koordinere menneskers handlinger. I det omfang det ikke kan ske spontant på markedet, må det ske ved planlægning.

Og her er vi måske ved det afgørende: At kritikere som Ibsen ikke anerkender grundlæggende økonomiske problemstillinger. Man må forstå på ham, at uden finansmarkedernes pres ville de forvoksede velfærdsstater i Europa og andre steder overhovedet ikke behøve at tage økonomiske hensyn alvorligt. Og at man politisk blot kan vælge at ”italesætte” verden på en anden måde. Men det er ikke en tænkning, som kan bringe f.eks. grækerne ud af deres dybe krise. Det er netop for meget af den tænkning, som har bragt dem i krisen.

Fair Trade skader de fattigste

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2014. 11 svar

Et studie fra University of Londons School of Oriental and African Studies (læs her) har fornylig vist, at Fair Trade-aktiviteter i Etiopien og Uganda er direkte skadelige for de fattigste. Studiet, der ledtes af professor Christopher Cramer, fandt at lønnen typisk var lavere og arbejdsmiljøet dårligere i Fair Trade-landbrug end i sammenlignelige, almindelige landbrug. Forfatterne finder også, at hvis der er nogen, der har gevinst af Fair Trade, er det de største landbrug (de finder certificerede gårde på op til 130 hektar), der i forvejen ville klare sig godt.

Hvordan har medier og Fair Trade-bevægelsen så taget mod kritikken? Spiked Magazine bringer et glimrende interview med en af studiets forfattere. Det viser sig, at Fair Trade UK har ført en decideret smædekampagne mod studiets forfattere:

Cramer’s report is definitely a damning indictment of Fairtrade, which is why Fairtrade is doing all it can to smear its findings. When I wrote about Cramer’s findings a few weeks ago, I was informed that people who had tweeted my piece received direct tweets from Fairtrade UK, dismissing the article as sensationalist and untrue. Naturally, Cramer has borne the brunt of this hostility: ‘There was a legal threat made against us when [Fairtrade officials] saw the first draft of our press release’, he says. ‘They’ve also sent me hostile letters.’

Nogle af os har også erfaringer i den retning, når vi har kritiseret de gode intentioners lobby. Plus ça change…

Sport, valg og rationalitet: Hvordan sport påvirker valg

Af Erik Winther Paisley, den 10. juli 2014. 3 svar

“Det er svært at forestille sig, at danske fodboldfans ville skyde skylden på Helle Thorning-Schmidt og buhe af hende, hvis Danmark tabte en landskamp. Sådan er det ikke i Brasilien.”

Med Ydmygelse af Brasilien kan få politiske konsekvenser for Dilma formår Politiken på meget lidt politisk korrekt vis at kontrastere en påstået brasiliansk letpåvirkelighed med dansk soberhed.

Men er danske fodboldfans særligt dygtige til at holde sport og politik for sig?Creativ Commons: https://www.flickr.com/photos/seedingchaos/178821720/ Hvis de er, skyldes det snarere, at interessen for fodbold er det mindre end at interessen for rationel politik er højere. Sportens indvirkning på politikken er bestemt ikke et særligt brasiliansk fænomen, selvom det lægger nemt op til at vinkle artiklen til at handle om sydlandsk lidenskabelighed frem for grundlæggende irrationalitet hos vælgere i alle lande.

Ud fra en gennemgang af borgmestervalg i 39 amerikanske byer fra 1948 til 2009 konkluderer fra Michael K. Miller fra George Washington University ikke bare, at sportssejre hjælper siddende borgmestres samltede stemmetal og chancer for genvalg, men at effekten endda er større end variationen i arbejdsløsheden (exceeding in magnitude the effect of variation in unemployment”!).

I tidligere artikel fra 2010 beskriver forskere ved Loyola Marymount University den fandt samme effekt i en række andre nationale og delstatsdækkende valg:  “A win in the 10 [days] before Election Day causes the incumbent to receive an additional 1.61 percentage points of the vote in Senate, gubernatorial, and presidential elections, with the effect being larger for teams with stronger fan support…”

Så når det går godt for ens land, kommer det de siddende politikere til gavn — uanset deres faktiske bidrag. Sportssejre skaber en positiv stemning, som man tilsyneladende tager med sig ind i stemmeboksen.

Men bemærk tidsrammen: Det var sportssejre 10 dage før valget, der gav den største effekt. Brasilianerne skal først stemme til oktober, så mon ikke taberstemningen når at dampe af?
Derefter er det nok de klassiske problemer, der kommer på dagsordenen.

Det siger også en del om de fornemme ‘intangible benefits’ som bruges til at sælge alt fra sportsbegivenheder til dynastiske bryllupper, at effekten på folkestemningen skal måles i dage, hvorimod regningerne betales af over flere år.

For the Win! The Effect of Professional Sports Records on Mayoral Elections
Michael K. Miller*
DOI: 10.1111/j.1540-6237.2012.00898.x

Andrew J. Healy, Neil Malhotra, and Cecilia Hyunjung Mo
Irrelevant events affect voters’ evaluations of government performance PNAS 2010 107 (29) , doi:10.1073/pnas.1007420107

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Af Niels Westy, den 8. juli 2014. 3 svar

Medlem af Borgerrepræsentationen for de konservative, Rasmus Jarlov, forsøgte i sidste uge med en kronik i Berlingske Tidende, “Top 10 ugyldige argumenter for at legalisere hash“, at imødegå argumentationen for legalisering af køb og salg af hash.

Det gør han ved at “pille en række argumenter”, som han åbenbart er blevet mødt med, fra hinanden.

Det er naturligvis altid en fordel, hvis man som udgangspunkt selv vælger hvad ens modstandere bruger af argumentation, Jarlov har således ret i, at en række argumenter man åbenbart kan møde blandt tilhængere af legalisering, pænt sagt er uden værdi. Desværre falder Jarlov selv i, og viser at hans forståelse for bl.a. ganske basale økonomiske sammenhænge er meget ringe.

Men lad os nu se på de 10 legaliserings-argumenter, som Jarlov selv mener han skyder ned:

1) ”Hash er kun en plante”

Jarlov har helt ret i, at blot fordi noget optræder i naturen indebærer det ikke i sig selv, at køb, salg og anvendelse nødvendigvis skal være tilladt. Den slags argumenter smager mest af alt af gamle hippier. Jeg tror dog at Jarlov har misforstået sammenhængen som “argumentet” bruges i.

2) ”Vi er ikke kommet hash til livs med et forbud”

Jarlov mener her, at han kan demontere dette argument ved at henvise til at

Vi er heller ikke kommet nogen som helst andre former for kriminalitet til livs med et forbud.

og fortsætter med, at

succeskriteriet for et forbud er ikke at komme noget til livs. Det er, om forbuddet medvirker til at holde det nede.

Jarlov har desværre ikke belæg for det han skriver. Der er intet som tyder på at forbudspolitikken har haft signifikant betydning for forbruget af illegale rusmidler, herunder hash, og slet ikke når det kommer til det man i daglig tale omtaler som “problematisk forbrug”.

Ideen om at et forbud i sig selv har en virkning går igen, når han skal forholde til det 3. argument, som han gerne vil skyde ned, nemlig at :

3) ”Det afholder ikke nogen fra at købe hash, at det er forbudt”

Jarlov tilføjer, at han især mener, at det er tvivlsomt,

når den fremføres så firkantet, at INGEN afskrækkes af et forbud. Der findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.

Hvis det er tilfældet, kan vi herefter konkluderer, at Jarlov indgår i de 3 procent, som i tidligere spørgeundersøgelser har angivet, at et forbud afholder dem fra at prøve illegale rusmidler,

Man kan så spørge sig selv om hvorvidt Jarlov med sætningen at der “findes faktisk mennesker, som ikke bryder sig om at overtræde loven og at få bøder. Det er ikke alle, der har det sådan. Men de findes. Eksempelvis undertegnede.”, så antyder at han ville ryge hash, hvis det var lovligt?

I så tilfælde falder en del af hans andre argumenter for et fortsat forbud, baseret på hash farlighed unægtelig til jorden.

Der er nok også god grund til at antage, at de fleste som angiver forbud som afgørende for deres beslutning om ikke at bruge diverse illegale rusmidler, nok ikke ville gøre det alligevel.

Men det er naturligvis helt tænkeligt, at der er en del mennesker, som af hensyn til karriere eller andre personlige forhold ikke ønsker at løbe risikoen for at blive stoppet af politiet. Det er dog næppe noget, som har betydning for de yngre generationer.

Man må så stille spørgsmålet, om man mener at de pågældende udgør en gruppe, for hvem hashrygning vil være problemtisk. Det gør de næppe.

Det skal lige medtages, at en lang række undersøgelser af andel af befolkningen, som har prøvet at ryge hash, kommer frem til at Danmark er det europæiske land, hvor flest ud af en årgang har syndet og prøvet af ryge. Se også nedenstående illustration fra Economist.

17147_1274880346507_1294123_n

4) ”Hash bliver ikke dyrere af, at det er forbudt”

Rasmus Jarlov har fuldkommen ret i at dette argument er noget sludder. Naturligvis påvirkes prisen af forbuddet.

Dels skal man have aflønnet den risiko man løber. Både for at blive taget af politiet og komme i fængsel (en ikke særlig høj risiko), og ikke mindst risikoen i forhold til konkurrerende udbydere.

Mens konkurrencen på et legalt marked foregår ved at tilbyde den pris-kvalitets kombination, som tiltaler forbrugerne, konkurreres der på det lukrative marked for illegale rusmidler, herunder ikke mindst hash, ved at  sætte konkurrenterne ud af spillet.

Derved opnår man en monopol-gevinst. En konkurrence der i perioder er endog meget voldelig, og har kostet en række mennesker livet, også herhjemme, gennem årene.

Men Jarlov glemmer to vigtige forhold:

1. Priselasticiteten for illegale rusmidler er, ligesom for legale, meget lav. Det indebærer at forbruget kun ændrer sig meget lidt, selv ved store prisudsving. Se også nedenstående figur.

udbud dope

D2 viser en priselastisk efterspørgsel (f.eks. tøj, biler oa.), mens D1 viser en prisuelastisk efterspørgsel. S’ er udbuddet. En legalisering vil indebærer at omkostningerne ved produktion og salg falder, med andre ord forskydes udbudskurven udaf. Det er markeret ved S”. Som det fremgår er der meget stor forskel i de nye mængde-pris kombinationer, som clearer markedet. Ved en prisuelastisk efterspørgsel sker der et stor fald i prisen, men kun en lille forøgelse af den solgte mængde. Helt anderledes ved D2, hvor prisen falder mindre, men den solgte mængde langt mere.

Den effekt forbuddet har på udbudskurven kan man dog også opnå i kraft af skatter og afgifter. Det er med andre ord muligt at fastholde forbruget, hvis man så må ønske uden anvendelse af forbud.

2. Prisen på en række illegale rusmidler har reelt været faldene gennem årene, samtidig med at styrken er øget (bank-for-the-buck), se også under punkt 5. Det skyldes primært at produktion og distributionsnet er blevet mere effektivt.

Derudover fejler Jarlov, hvis han tillægger prisen stor betydning for folks valg. Den væsentligste faktor er de relative priser (i forhold til andre nære rusmidler).

5) ”Prisen på hash er ikke steget de sidste mange år”

Denne påstand er ikke korrekt. Hash er nemlig blevet væsentligt billigere de seneste 34 år. Siden 1980 er det generelle prisniveau steget med små 190 procent, mens prisen på hash kun er fordoblet. Samtidig er den i dag væsentligt kraftigere end den var for årtier siden. Realpriserne er således faldet MERE end man umiddelbart skulle tro.

Rasmus Jarlovs argument mod at prisen på hash ikke er steget med at

Hvorfor skulle den da også det? Hash har hele tiden været forbudt. Så de ekstra omkostninger, som forbuddet medfører for sælgerne, har hele tiden været inkluderet i prisen.

er altså heller ikke korrekt, idet prisen er faldet.

6) ”Det har aldrig virket at forbyde et stof”

Jarlovs modsvar på dette er, at

Jo, det har det. Et enkelt eksempel er Grønland, hvor man har haft succes med at begrænse alkohol. De fleste vil også mene, at den generelle narkopolitik i den vestlige verden er med til at holde de hårde stoffer nede.

Hvem Jarlov mener er “de fleste”, står hen i det uvisse. Der er i hvert fald ingen empirisk data, som understøtter hans påstand om at forbud virker. At bruge Grønland – en ø med vanskelige adgangsforhold – er naturligvis direkte latterlig.

Og en række internationale eksperter, en pæn portion tidligere (og enkelte nuværende) statsledere, nobleprismodtagere (især i økonomi) samt hæderkronede og højtestimerede aviser og tidsskrifter som bl.a. The Economist, Wall Street Journal og Finansiel Times er enige om at den førte forbudspolitik ikke har virket.

7) ”Hashforbruget i Holland, hvor der ikke er forbud, er lavere end i Danmark”

Her er Jarlovs svar faktisk lettere uforståeligt. Han påpeger, at man ikke kan “konkludere noget ud fra to observationer”, og påpeger -korrekt -at sammenligningen af to lande ikke er tilstrækkeligt. Og som han retorisk skriver:

Hashforbruget i Ungarn er meget lavere end i Holland. Skal vi så konkludere, at det ungarske forbud er ekstremt effektivt?

Men det er ikke korrekt når Jarlov skriver at

Hvis man overhovedet mener, at man ved at sammenligne hashforbrug i forskellige lande med og uden forbud kan konkludere noget om effekten af et forbud, så ville det eneste relevante være at sammenligne forbruget i alle lande med og uden et forbud.

Mindre kan også gøre det. Man kan f. eks. sammenligne unges forbrug af illegale rusmidler i forskelige europæiske lande, de pågældende landes forbudspolitik. Det har man gjort, og konklusionen er, at forbud ikke har nogen væsentlig betydning. Sverige og Portugal, der ligger i hver deres ekstrem af den førte politik har nogenlunde samme niveau for forbruget af illegale rusmidler. England som også har en ganske rigid lovgivning har et meget højt forbrug (ikke mindst af hårdere stoffer), mens Holland, hvilket Jarlov åbenbart også er enig i, har et mindre forbrug end i Danmark. Med andre ord er der langt flere observationer end Jarlov lader vide.

WHO har da også tidligere i en undersøgelse konkluderet, at man IKKE kan finde nogen effekt af strammere lovgivning, når man sammenligner mellem lande. Andre faktorer er afgørende.

8) ”Legalisering har ikke medført øget forbrug, hvor det er gennemført”

Her begynder det for alvor at blive interessant, når Jarlov skal forsøge at påvise at dette argument ikke er korrekt henviser han til, at:

de steder, hvor man har legaliseret, har man samtidig gjort en masse andre ting. Eksempelvis brugt store millionbeløb ekstra på behandling og informationskampagner. Så det er svært at isolere effekten af en legalisering

Med andre ord afviser Jarlov argumentet om at legalisering ikke øger forbruget med, at man også har lavet andre tiltag (som altså så må antages at ophæve den effekt som Jarlov og andre ofte bruger som et helt centralt argument for fortsat forbud, nemlig at en ophævelse af forbuddet vil medføre øget forbrug, se også punkterne 2, 3 og 6).

Dermed postulerer han at informations-kampagner og behandling har en (stor) effekt. Det kan jeg så afsløre at man aldrig har været i stand til at fastslå!

9) ”Hvis hash er forbudt, skal alkohol også være forbudt”

Dette argument findes også i versionen, at hash bør være legalt, men at alkohol bør forbydes på grund af alkohols skadelige effekter.

Jarlov anfører i forhold til dette argument, at

“Man kan rigtigt nok argumentere frem og tilbage om, hvad der er mest skadeligt af alkohol og hash. Men en ting er helt sikkert. Det ville være meget, meget svært at indføre et alkoholforbud. Politik er det muliges kunst, og et alkoholforbud er ikke muligt. Derfor er der ingen, der foreslår det. Det betyder ikke, at det vil være smart at frigive andre skadelige stoffer”.

Dette argument er også blevet anført af Ton Behnke fra de konservative. Heraf må man forstå,

1. At Det Konservative Folkeparti mener alkohol burde være forbudt. Man kan så undre sig, at de vist ikke selv har problemer ved at nyde alkoholens glæder. Et vist hykleri synes at være fremherskende blandt ledende konservative i den forbindelse. Men vi så nu, at Konservative ikke vil stille sig i vejen for et alkoholforbud på et senere tidspunkt. Rart at vide.

2. At Det Konservative Folkeparti har en ganske fleksibel holdning til “det muliges kunst”. For hvor man på den ene side afviser, at det er muligt at forbyde alkohol, mener man altså på den anden side, at forbuddet mod hash åbenbart virker. Dette til trods for at 50 års udvikling (og tidligere erfaringer med forbud af alkohol) peger på noget ganske andet. Med andre ord omfatter det muliges kunst ikke hvorvidt givne politikker virker efter hensigten.

10) ”Hvis man stemmer på Frank Jensen, bliver hash legaliseret”

Som Jarlov korrekt skriver, er det komplet ligegyldigt, hvad Frank Jensen mener som overborgmester i København. Danmarks narkolovgivning bestemmes af Folketinget, hvorfor det er plat at føre kommunalvalgkamp på at ville lave den om.

Men er der andre end socialdemokrater og Frank Jensen som har argumenteret med dette?

Efter at have forsøgt at tilbagevise ovenstående 10 opstillede (af Jarlov) argumenter for legallsering som helt ugyldige, slutter Jarlov af med, hvad han opfatter som et halvdårligt og endeligt et efter hans opfattelse legitimt argument.

Først det i følge Jarlov halvdårlige argument.

11) ”Vi skal tage markedet fra banderne” 

Jarlov medgiver at at argumentet er “semi-validt”. Og skriver, at

Det er formentlig rigtigt, at det ville ærgre banderne at miste hashmarkedet. Men på den anden side, så sidder banderne også på mange andre markeder, og dette alene kan jo ikke bruges som argument for at gøre bestemte former for kriminalitet lovlig. Om der skal være et hash-forbud eller ej, må afhænge af, om vi finder et forbud rimeligt eller ej. Ikke af bandeøkonomi..

Her er der flere problemer. For det første er der ikke tale om et argument der lægger op til at alle former for kriminalitet skal legaliseres. Det må undre at Jarlov ikke er i stand til at skelne mellem forskellige former for kriminalitet.

Det er jo et kendetegn ved overtrædelse af forbuddet mod bestemte rusmidler, at der ikke findes nogen forurettet part. Netop dette er faktisk medvirkende til den meget ringe succes politiet, ikke kun her i landet, men også globalt, har haft i at opklare narkotikakriminalitet.

Hermed er vi så tilbage ved det ubehagelige faktum, som Jarlov ikke ønsker at tage stilling til. Nemlig at den organiserede kriminalitet bestemt ikke ønsker en legasering. Der findes ingen anden aktivitet med så høj en profitrate og så forholdsvis ringe risiko (i forhold til at blive opdaget og dømt) som narkorelateret kriminalitet.

Det kan meget vel være, at de kriminelle vil prøve at tjene penge på andre former for kriminalitet. Men man vil have fjernet et væsentligt incitament, lige som andre former for kriminalitet er langt mere risikofyldt.

Endelig kan der også peges på, at tidligere erfaringer tyder på at der vil være et fald i kriminaliteten. Det var resultatet af ophævelsen af spiritusforbuddet i USA i 1933, hvor kriminaliteten, herunder ikke mindst voldskriminaliteten faldt på trods af den samtidige dybe økonomiske krise i USA. Se også nedenstående udvikling i mordraten. 
 prohibition murderFigur er hentet hos Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

In all fairness skal medtages, at Jarlov slutter sin kronik at med det som han kalder det “gode argument”, nemlig at

12) ”Politikerne skal ikke bestemme, hvad folk putter i deres krop”

Det er jo et klassisk liberalt ( og før i tiden) konservativt argument. så det er sådan set ikke overraskende. Som Jarlov skriver:

Det er et helt legitimt synspunkt, og jeg er fuldstændig enig i den grundlæggende tankegang. Politikere skal ikke forbyde alt muligt hele tiden. Men jeg må også indrømme, at hash står langt nede på min ellers meget lange liste over ting, der ikke skal være forbudt.

Men han fortsætter med, at

medmindre man også går ind for legalisering af kokain og krokodil, så må man anerkende, at grænsen for hvilke stoffer, der skal være tilladt, skal ligge et eller andet sted. Det er en smagssag, om den skal ligge før eller efter hash. Jeg (og de fleste læger) mener, at hash er for skadeligt til, at det bør udbredes mere.

Hvorefter vi endnu en gang får de argumenter for et forbud, han allerede i behandling af de tidligere punkter har fremført. Herunder de fejlagtige og ikke underbyggede argumenter om at et forbud er med til at dæmpe forbruget.

Det er naturligvis korrekt, hvis succeskriteriet blot er, at man anser selv det mindste fald i forbruget som en succes, uanset omkostninger i både penge og menneskeliv, at bibeholde et forbud.

Men det er helt uholdbart og uforsvarligt, hvis man vurderer virkningen efter afvejning af fordele og ulemper (benefits og costs), både målt i kroner og menneskeliv.

Vi ender altså til slut igen i vurderinger omkring farlighed, som Jarlov har behandlet tidligere, se punkt 9. Hvorfor “de fleste lægers” holdning nu er interessant kan undre. Det vil vel være rimeligt at nøjes med de som rent faktisk har en faglig indsigt.

Her er vi så tilbage til det faktum, at hash ikke anses som specielt farligt af sagkundskaben, som derimod vil fremhæve alkohol (og tobak). Cannabis kommer relativt langt nede på listen.

At noget er farligt for brugeren, er naturligvis et glimrende argument mod at bruge det. Men at det skulle være et validt argument for et egentlig forbud er tvivlsomt. Det er i hvert fald ikke noget som har opbakning i en borgerlig, det være sig konservativ eller klassisk liberal, tradition. Derimod har forbuddet mod bestemte rusmidler primært baggrund i religiøse forestillinger (afholdsbevægelserne) og i de dele af det politiske spektrum, som bekender sig til social ingeniørkunst.

Men det er måske reelt også hvad Jarlov og de konservative står for i 2014?

Uhåndterlige projekter og umålelige afkast: Lidt om de store begivenheder

Af Erik Winther Paisley, den 7. juli 2014. 2 svar

Blandt de hidtil de mindste overraskelser på nyhedsfronten i 2014 må være skandalebudgetskreddet i forbindelse med Eurovision Song Contest. Ikke desto mindre var Københavns kulturborgmester i Berlingske Tidende for få dage siden og plædere for, at København “også i fremtiden aktivt [bør] søge værtskaber for store, internationale begivenheder,” idet han bemærker, at Eurovision indbragte en turismeomsætning på 127 millioner kroner og en skatteindtægt på hele 40 millioner.

I betragtning af, at skatteborgernes samlede udgift til begivenheden var på knap 97 millioner kr, har afkastet været temmelig beskedent. Og det er endda, hvis man tager Wonderful Copenhagens tal for gode varer. Helt uagtet sløset budgettering bør der være betydelig skepsis forbundet med effektberegninger som den, den gode kulturborgmester citerer. De optimistiske beregninger stammer oftest fra netop de organisationer, som har politisk og økonomisk interesse i at gennemføre arrangementerne — uagtet omkostningen til skatteborgerne og dem, som som lider direkte tab i forbindelse med store begivenheder, f.eks. som de mange, der blev eksproprieret i forbindelse med OL i Kina tilbage i 2008.

Derudover er det markant vanskeligere at beregne de pågældende effekter end borgmesterens nemt citerbare tal giver udtryk for. Mange af besøgene allerede var planlagt, fordi andre besøgende end dem til eventet udsætter deres egne besøg for at undgå travlhed eller som følge af de højere billetpriser. Endelig kan man ikke overse, at de reelle udgifter ikke kun underbudgetteres, men efterfølgende undervurderes. Vinter-OL i Salt Lake City gav eksempelvis overskud på papiret, men regnskabet undlod at tage højde for de øgede udgifter til politi- og sikkerhed (Matheson 2006). Man leder nok forgæves efter den store samfundsgavnlige effekt af store kulturbegivenheder — hvad enten det er Eurovision i Danmark, OL i Grækenland eller VM i Fodbold.

“Many economic gains associated with mega sports events do not stand up to the scrutiny of academic measurement. Spending by foreign visitors, a positive long-term effect on tourism or on sports participation, general health and well-being and a positive impact on exports and economicgrowth are frequently put forward in the public debate, but yieldlargely insignificant results when put to the test empirically. In addition, income multipliers are frequently exaggerated and the general equilibrium effect is frequently ignored in the me measurement of the economic effects of megaevents.” (de Nooij & van den Berg 2013).

Selvom det kan være svært at beregne de økonomiske virkninger, er så er det måske de umålelige afkast af skatteborgernes anderledes håndgribelige investering, vi skal skønne det på? Hertil fristes man til at at citere Chicago-økonomen Allen Sanderson:

“Anytime anybody uses the word ‘invaluable,’ they are usually too lazy to measure it or they don’t want to knaw the answer.”


Links:
Matheson, Victor, “Mega-Events: The effect of the world’s biggest sporting events on local, regional, and national economies” (2006). Economics Department Working Papers. Paper 68.
http://crossworks.holycross.edu/econ_working_papers/68

Michiel de Nooij & Marcel van den Berg, 2013.
“The bidding paradox: why rational politicians still want to bid for mega sports events,”
Working Papers 13-08, Utrecht School of Economics.
http://www.uu.nl/SiteCollectionDocuments/REBO/REBO_USE/REBO_USE_OZZ/DP%202013/13-08.pdf

Piketty – og flere forslag til ferielæsning

Af Otto Brøns-Petersen, den 4. juli 2014. 3 svar

Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.

Forslag til sommerlæsning (2): The Victorian Internet

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2014. 1 svar

I punditokraternes traditionelle serie med tips til sommerlæsningen sigter vi altid efter at foreslå så forskellige gode ting som muligt. Som læserne vil vide, er nogle af os historisk interesserede og især hvis historien også fortæller os noget om vores egen tid. Sådan en bog er historien om telegrafen – Tom Standages The Victorian Internet.

Standages begynder sin bog med at minde os om, hvilken tid midten af 1800-tallet var:

In the nineteenth century there were no televisions, airplanes, computers, or spacecrafts; nor were there antibiotics, credit cards, microwave ovens, compact discs, or mobile phones. There was, however, an internet.

Man glemmer ofte at før telegrafen kunne det let tage dage at få information rundt i Danmark og uger i Europa. Telegrafen begyndte at sprede sig i slutningen af 1840erne på cirka samme tid som togforbindelser begyndte at blive bygget i Europa og på tværs af USA. En del af Standages historie er at de amerikanske telegraflinjer ofte blev bygget lige ved siden af og på samme tid som jernbanelinjerne. En anden del af den, er hvor stor modstanden og hvor svært det var at overtale folk til, at telegrafer var en rimelig forretningside.

Men da enkelte indså, at man kunne få markedsinformation før alle andre, spredte ideen sig. Og som Standage også viser, bredte der sig en masse anden information. Romancer blomstrede, masser af anden information blev tilgængelig og fra 1870erne kunne man i London skrive en besked, give den til en piccolo som smuttede ned på posthuset og fik den telegraferet til New York, hvor den blev bragt ud. Hele processen tog måske en time fra afsender til modtager. Det man glemmer i dag, når man taler om internettets succes of genvordigheder er, at historien bare gentager sig. Vi har set det hele før, og som Standage understreger, er der mere revolution i at gå fra en leveringstid på to uger til en time, end der er i en time til et par minutter.

Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2014. Skriv et svar

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!