Mange beklager at den alternative kanal Radio 24/7 nu
endeligt lukker. Det gør jeg også. Jeg har haft mange gode stunder som ”offer”
i forskellige programmer.
Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der
indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København.
Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen
fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en
ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).
Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil
jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk
mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i
sammenlignelige lande.
Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i
den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform.
Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som
ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de
foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på
bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at
kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites
på nettet.
Der er ingen god grund til, at staten er involveret i
medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder
staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige
nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.
Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en
”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke
kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører
have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved
hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske
begrundelse for offentlig intervention.
Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man
sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet
eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig
indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.
Det typiske argument for statslig intervention er i stedet
et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et
paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de
ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt
demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går
ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende
mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at
finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke
veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public
service”.
Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det
for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede
kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og
ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne
gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder,
kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe
sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer,
som lever op til kriterierne.
CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række
forslag til en mediereform (her), hvor
disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.
Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et
resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig
finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel
basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev
etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne stationen have kørt videre, men realiteten
var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.
Den anden grund er, at den statslige finansiering er så
politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan
politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public
service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op
til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til
medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre
vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.
Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen
af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.
