Tag-arkiv: Europa

Forventet versus opnået vækst i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar

Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.

Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.

Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.

Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.

Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.

Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?

Værdiclusters i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2023. Skriv et svar

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2023. 5 svar

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Populistiske vælgere i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2022. 4 svar

Der tales med jævne mellemrum om populisme som både politisk fænomen og som politisk problem. Populisme er også et stort tema i samfundsvidenskabelig forskning, for eksempel i Barry Eichengreens The Populist Temptation – en på flere måder udmærket bog som jeg anmeldte for Economic Affairs i 2019 – eller mindre glimrende bidrag som f.eks. hollænderen Cas Muddes noget ideologiske, men medieprofilerede, forskning. Og oveni bekymringerne er der også enkelte studier, der peger på at populistiske partier kan være af det gode, da de tillader flere grupper i samfundet at blive hørt og repræsenteret i debatten, og giver større politisk konkurrence.

Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.

Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.

Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.

Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).

Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…

Tolerance i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2021. 12 svar

I disse dage afholdes der World Pride i København og Malmø – en slags fejring af LGBT+ miljøet. Mens man måske kan synes, at det er noget hysterisk at sætte hovedstaden på den anden ende for at fejre en livsstil og seksualitet, der ikke just er kontroversiel i Danmark eller Sverige – og som desværre alt for ofte bliver misbrugt politisk til at skaffe særbehandling i stedet for ligebehandling – er det værd at huske, at der er steder i verden det ikke er så ligetil. Uganda har ligefrem dødsstraf for homoseksualitet, og migrantarbejdere behandles ekstremt dårligt i dele af Mellemøsten og Asien. Alle steder er ikke lige tolerante.

Derfor bringer vi i dag et kort over, hvor tolerante indbyggerne er rundt omkring i Europa. Ligesom det lignende kort for nogle dage siden, er det baseret på the European Social Surveys 7. til 9. bølge, dvs. 2014, 2016 og 2018. Vores tolerancemål er et indekseret gennemsnit af to spørgsmål: I hvilken grad bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de helst vil leve, og i hvilken grad gør immigranter et land bedre eller dårligere at bo i. Som forleden er dataene aggregeret ved NUTS-3-niveauet, hvilket i Danmark basalt set betyder de fem regioner. Farverne er valgt, så sort er den værste femtedel af skalaen, efterfulgt af rød, grøn, mørkeblå og med lyseblå som den mest tolerante femtedel af skalaen.

Som kortet viser med al tydelighed, er intolerance en østeuropæisk specialitet: Rusland er meget lidt tolerant, ligesom enkelte dele af Ungarn, det sydvestlige Litauen og det nordøstlige Bulgarien. De røde områder findes også kun i Central- og Østeuropa med store dele af Italien som undtagelsen. En interessant observation er, at det nordøstlige Estland er rødt – dvs. temmeligt intolerant – mens resten af Estland er sammenligneligt med store dele af Østrig, Italien og Tjekkiet. Det måske interessante her er, at det er den del af Estland, hvor der er klart flest russisk-talende estere.

De lyseblå områder overrasker næppe vores læsere: Det er store dele af de nordiske lande – og man må understrege, at forskellen på de lyseblå og mørkeblå områder i Norden er ganske lille. På samme måde er Hamborg og Berlin mere tolerante end resten af Tyskland, mens München og Köln ikke er. En lignende hovedstadseffekt kan ses i Finland (Helsinki), Irland (Dublin), Slovakiet (Bratislava), Spanien (Madrid) og Østrig (Wien). Omvendt er Bruxelles den mindst tolerante region i Belgien, og både Sofia (Bulgarien) og Budapest (Ungarn) er mindre tolerante end mange andre regioner. Det er svært at tale om en egentlig hovedstadseffekt.

På samme måde viser kortet, at det er svært at generalisere på nationalt plan, som medierne ellers ofte gør i forbindelse med diskussioner om Central- og Østeuropa. Bemærk for eksempel, at store dele af Letland og Polen er mørkeblå, ligesom Bulgarien er bemærkelsesværdigt forskelligt med enkelte sorte områder i nordøst, og enkelte mørkeblå områder andre steder.

Er man virkeligt bekymret om de lokale tolerancenormer, er man således meget bedre stillet i det vestlige Polen (som pudsigt nok er de områder, der var tyske før krigen) eller det nordlige Kroatien end man er i størstedelen af Italien, og særligt i syd. Der er med andre ord masser af myter om det intolerante øst, og nogle af dem er sande; men store dele af Central- og Østeuropa er bedre end deres rygte, og store dele af Sydeuropa er værre!

Eurosklerose: Europa sakker bagud

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2021. 7 svar

Som nogle læsere ved, skriver jeg hver anden uge den økonomiske kommentar i Børsen (gated her). Jeg forsøger at veksle mellem aktuelle emner og lidt større diskussioner, og denne uge er så afgjort om en større diskussion: At de fleste europæiske lande stille og roligt er sakket bagud de sidste 25 år. Jeg mener det er indlysende, at denne ’eurosklerose’ er et stort problem der  bør diskuteres offentligt, og det store mysterium er måske, hvorfor det stort set slet ikke bliver diskuteret.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

Er kvinder mere tillidsfulde?

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2018. 1 svar

Mange mennesker har en opfattelse af, at kvinder er normativt anderledes end mænd. Min ven og IFN-kollega Andreas Bergh luftede en af dem forleden, da vi af andre grunde spiste frokost en søndag eftermiddag i Bowling Green, Ohio. Andreas mente, at det var almindeligt anderkendt at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, mens jeg ikke mente, det var. Mens jeg for det meste ville være sikker, og hurtigt glemme diskussionen, er sagen anderledes når det er så velovervejet og –informeret person som Andreas.

Sagen er, at mens mange af vores læsere sikkert har samme opfattelse – at kvinder er mere tillidsfulde end mænd – har der kun været nogle få papirer, der pegede på en klar sammenhæng i enkelte lande. Jeg tog i stedet data fra the European Social Survey på cirka 260.000 respondenter (der ikke er førstegenerationsindvandrere) i 32 europæiske lande, og checkede for hvert land, om der er klare forskelle på mænds og kvinders svar på det klassiske spørgsmål: Generelt, tror du man kan stole på andre mennesker eller skal man være forsigtig? ESS spørger på en 0-10 skala, og det er almindeligt kendt, at gennemsnittet varierer i Europa mellem 2,6 i Tyrkiet og 7 i Danmark.

Svaret på spørgsmålet kan ses i figuren nedenfor: Det kommer an på landet. De simple gennemsnit (grå søjler) peger på, at mænd i Slovenien er ni procent mere tillidsfulde end kvinder, men fem procent mindre tillidsfulde i Ukraine. Tager man de simple tal, er forskellen mellem 0,37 point større tillid blandt hollandske kvinder, men 0,45 point mindre tillid blandt russiske kvinder.

Det store problem er dog, at mænd og kvinder ikke altid er lige sammenlignelige i ESS. Forskellene kan derfor skyldes, at kvinder måske er samplet anderledes, at de er mere religiøse, eller at de er anderledes på andre centrale måder. Løsningen er at kontrollere for en række faktorer (de blå og røde søjler): Religiøsitet, indkomst, alder, uddannelse, om man har en udenlandsk forælder, er anden-generationsindvandrer, og ens civilstatus. Det viser sig at være vigtigt, og efterlader faktisk kun to lande, hvor kvinder er signifikant mere tillidsfulde end mænd: Danmark og Tjekkiet, hvor de ser ud til at være cirka 0,16 point mere tillidsfulde. Omvendt er mænd signifikant mere tillidsfulde i Belgien, Bulgarien, Irland, Italien, Portugal, Slovenien og Storbritannien, hvor forskellen er cirka 0,23 point.

Bundlinjen er således, at der ikke er nogen generel forskel på kvinder og mænds tillid i Europa – og pudsigt nok er der absolut ingen i Andreas hjemland, Sverige. Uden at ville godte mig for meget over det pudsige i det, er emnet et eksempel på, hvordan visse ting bliver ’accepteret viden’ uden at der egentlig er konkret, generalisérbar forskning det. Dagens lille, empiriske øvelse viser naturligvis intet om, hvorfor folk tror at kvinder er mere tillidsfulde end mænd, men den viser, at som generel påstand, er det forkert.

Taharrush er kommet til Europa

Af admin, den 17. juli 2016. Skriv et svar

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

Genetisk lighed i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2008. 5 svar

Punditokraterne skriver mest om økonomi og politik, men hvis noget er tilstrækkeligt spændende, dækker vi det selvfølgelig også. Og i lørdagens Dagens Nyheter var der netop sådan et emne. Under overskriften ”Svenskar genetiskt närmast nordtyskar” kunne DG fortælle, at et hold på 21 forskere havde undersøgt, hvor genetisk ens, europæerne i virkeligheden er. Artiklen, der er udkommet i tidsskriftet Current Biology, kan læses her.

Svaret på spørgsmålet er selvfølgelig, at vi er vældigt ens, men de forskelle der er, følger ikke altid almindelige landegrænser. Holdet har set på 3 millioner pladser i DNA-sekvensen, og konkluderer allerførst, at forskellene mellem europæerne bliver større, når man bevæger sig i syd-nord retning, end hvis man bevæger sig øst-vest. Så ja, lige så vel som ‘vi’ i Nordeuropa er kulturelt forskellige fra sydeuropæerne, er vi også genetisk anderledes, selvom de forskelle er små. Forskerholdet konkluderer også i fagtermer, at ” mean  heterozygosity was larger, and mean linkage disequilibrium smaller, in southern than in northern European subpopulations”, hvilket betyder noget i retning af, at de sydeuropæiske befolkninger også internt har større genetiske forskelle end vi har.

Den mest bemærkelsesværdige forskel, forskerne finder, er at finnerne genetisk er markant anderledes end resten af europæerne – ungarerne inklusive, som de ellers deler sprogstamme med. Den sjoveste forskel – i hvert fald i svenske øjne – er derimod at svenskerne genetisk er tættere på nordtyskerne end på danskere og nordmænd. Så på den pudsigste vis kan man lidt groft sige, at svenskerne ikke bare kulturelt synes at være Nordens tyskere – lidt stivere, lidt mere alvorlige og med lidt anderledes humor end danskere og nordmænd – men at de faktisk er lidt mere anderledes end de af os, hvis forfædre hyggede sig på de britiske øer og i Frankrig for tusinde år siden. Det er da lidt sjovt.

Europe’s Philosophy of Failure

Af Niels Westy, den 6. januar 2008. 4 svar

På baggrund af sin forskning i amerikansk, fransk og tysk skolebogsmateriale og curricula, konstaterer Stefan Theil – tidligere Fellow ved the German Marshall Fund og nuværende economic editor ved Newsweek – i en artikel fra det seneste nummer af Foreign Policy , at:

“In France and Germany, students are being forced to undergo a dangerous indoctrination. Taught that economic principles such as capitalism, free markets, and entrepreneurship are savage, unhealthy, and immoral, these children are raised on a diet of prejudice and bias. Rooting it out may determine whether Europe’s economies prosper or continue to be left behind”

I Franske gymnasier lærer eleverne f.eks. at:

”Globalisation implies subjugation of the world to the market, which constitutes a real cultural danger”

mens tyske børn undervises i, at

”The worldwide call for more deregulation in reality means a grab for the material lifeblood of the modern nation-state”

Og hvad skal man sige til følgende opgave i en tysk matematikbog:

”a bread roll cost 40 cents. For the wheat that went into it, the farmer received less than 2 cents. What do you think about that?

Desværre kender jeg ikke det autoriserede tyske svar på ovenstående ligning – det ville ellers være interessant.

Franske gymnasieelever kan også muntre sig med at

“Economic growth imposes a hectic form of life, producing overwork, stress, nervous depression, cardiovascular disease and, according to some, even the development of cancer,”

0g

“The past 20 years have “doubled wealth, doubled unemployment, poverty, and exclusion, whose ill effects constitute the background for a profound social malaise,” the text continues. Because the 21st century begins with “an awareness of the limits to growth and the risks posed to humanity [by economic growth],” any future prosperity “depends on the regulation of capitalism on a planetary scale.”

Som det tørt bemærkes er eksemplerne fra skolebøger pupbliseret i 2005 og ikke 1972.

Så mens europæerne hovedrystende kan følge med i, at man i USA slås om hvorvidt der skal undervises i Darvins lære, og om creationisme skal indgå i biologi undervisningen, så undervises der samtidig i den særlige europæiske version af creationisme, hvor markedet er ugudeligt, staten er god og individuel velstand er til fare for ikke kun menneskeheden, men hele kloden.

Herhjemme er økonomi primært et undertema i samfundsfag, og der er næppe grund til at tro, at niveauet adskiller sig i synderlig grad fra de tyske og franske eksempler – men det er nok næppe heller særligt overraskende.

Skolesystemet har jo fra start af haft en vigtig opgave i at indoktrinere eleverne – i gamle dage rettet mod at opretholde idealerne om Gud, konge og fædreland, nu om dage måske mere om at opretholde idealer som økonomisk lighed, velfærdsstat og demokratiske processer som det eneste sagliggørende.

Stefan Theil bemærker andetsteds i sin artikel, at

“French students, on the other hand, do not learn economics so much as a very specific, highly biased discourse about economics. When they graduate, they may not know much about supply and demand, or about the workings of a corporation. Instead, they will likely know inside-out the evils of “la McDonaldisation du monde” and the benefits of a “Tobin tax” on the movement of global capital. This kind of anticapitalist, antiglobalization discourse isn’t just the product of a few aging 1968ers writing for Le Monde Diplomatique; it is required learning in today’s French schools”

Og selv om det måske ikke står helt så galt til herhjemme, så er det næppe langt fra. Det er de færreste danske børn der stifter bekendtskab med begreber som udbud og efterspørgsel, betydningen af økonomiske incitamenter og andre “væmmelige” begreber fra den “stygge” økonomiske videnskabs værktøjkasse for begyndere – ja, hvis børnenes viden alene kommer fra deres skolegang er det ikke engang sikkert at de er klar over,hvor staten har dens indtægter fra.

Liberalisér eller forfald!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2006. Skriv et svar

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Har Europa en fremtid?

Af David Gress, den 30. oktober 2006. 15 svar

Blandt andre store emner er om Europa (i genkendelig forstand og defineret som noget værdifuldt) har en fremtid.  Vores allesammens Mark Steyn har netop udgivet en bog, der siger nej (europæere formerer sig ikke og er hastigt på vej til at erstattes af muslimer), som jeg vil vende tilbage til.

Her vil jeg lægge ud med at henvise til en diskussion fra tidlige iår på Cato Unbound, hvor Theodore Dalrymple (= Anthony Daniels) bl.a. havde dette at sige:

a pall of doom does currently overhang Europe. In retrospect, the Twentieth Century may be considered Europe's melancholy, long withdrawing roar (to adapt Matthew Arnold's description of the decline of religion) … Europe's loss of power, influence and importance continues to this day; and however much one's material circumstances may have improved (just take a look at photographs of daily life in France or Britain in the 1950s and compare them to daily life there today), it is always unpleasant, and creates a sense of deep existential unease, to live in a country perpetually in decline, even if that decline is merely relative.

Combined with this is the fact that most European populations experience a profound feeling of impotence in the face of their own immovable political elites … This feeling of impotence is not because of any lack of intelligence or astuteness on the part of the populations in question: if you wanted to know why there was so much youth unemployment in France, you would not ask the Prime Minister, M. Dominque de Villepin, but the vastly more honest and clear-headed village plumber or carpenter, who would give you many precise and convincing reasons why no employer in his right mind would readily take on a new and previously untried young employee. Indeed, it would take a certain kind of intelligence, available only to those who have undergone a lot of formal education, not to be able to work it out.

Så kommer han til sagens kerne som jeg fremhæver a propos mit tidligere indlæg idag om tryghed og risiko.  Altså, at Jacob Hacker kan have ret, men svaret er ikke "flexicurity" eller velfærdssamfundets illusion af tryghed kombineret med spild og dårlig, dårlig værdi for pengene:

The principal motor of Europe's current decline is, in my view, its obsession with social security, which has created rigid social and economic systems that are extremely resistant to change. And this obsession with social security is in turn connected with a fear of the future: for the future has now brought Europe catastrophe and relative decline for more than a century.

What exactly is it that Europeans fear, given that their decline has been accompanied by an unprecedented increase in absolute material well-being? An open economy holds out more threat to them than promise: they believe that the outside world will bring them not trade and wealth, but unemployment and a loss of comfort .. the more … other nations advance relative to themselves, the more necessary does protection seem to them. A vicious circle is thus set up.

In the process of course, the state is either granted or arrogates to itself (or, of course, both) ever-greater powers. A bureaucratic monster is created that takes on a life of its own, that is not only uneconomic but anti-economic, and that can be reformed only at the cost of social unrest that politicians naturally wish to avoid. Inertia intermittently punctuated by explosion is therefore the most likely outcome …

The dependent population does not like the state and its agents, indeed they hate them, but they soon come to fear the elimination of their good offices even more. They are like drug addicts who know that the drug that they take is not good for them, and hate the drug dealer from whom they obtain their drug, but cannot face the supposed pains of withdrawal. And what is true of Britain is true, with a few exceptions, everywhere else in Europe.

In the name of social justice, personal and sectional interest has become all-powerful, paralyzing all attempts to maximize collective endeavor … The goal of everyone is to parasitize everyone else, or to struggle for as large a slice of the economic cake as possible …

But there are other threats to Europe. The miserabilist view of the European past, in which achievement on a truly stupendous scale is disregarded in favor of massacre, oppression and injustice, deprives the population of any sense of pride or tradition to which it might contribute or which might be worth preserving …

This loss of cultural confidence is particularly important at a time of mass immigration from very alien cultures … If the host nation is so lacking in cultural confidence that it does not even make familiarity with the national language a condition of citizenship (as has been until recently the case in Great Britain), it is hardly surprising that integration does not proceed very far.

The problem is multiplied when a rigid labor market is capable of creating large castes of people who are unemployed and might well remain so for the whole of their adult lives. To the bitterness caused by economic uselessness will then be added, or rather be multiplied by, the bitterness of cultural separation. In the case of Islam this is particularly dangerous, because the mixture of an awareness of inferiority on the one hand, and superiority on the other, is historically a very combustible one.

Anne Applebaum forsøgte i sit svar at finde nogle lyspunkter:

I'm going to .. list three factors which could, over the next decade, help reverse Europe's course …

The first, and probably most serious problem Europe faces is a dearth of political leaders who have not only identified the source of the economic problems—the regulation, the over-extended state, the absence of entrepreneurship—but also have ideas about how to fix them, and know how to sell those ideas to the public. To put it differently: Most of Europe is still waiting for its Margaret Thatcher. Most of Europe still doesn't have serious, economically liberal, center-right political leaders who win elections, and who present economic opportunity, economic choice, and economic freedom as positive, not terrifying.

This is not to say that there could never be such leaders. Portugal—not a country known for its libertarianism—did recently produce a free-market government (or freer-market government; these things are relative). So did Denmark.

(Pause.  Kynisk latter, som går over i frustreret gråd).

…

The second thing missing in "old" Europe is an acknowledgment of the possibilities presented by the new members of the European Union … But—as with everything else—the expansion of Europe has led not to a sense of victory, or a perception that Western ideals were vindicated, but more fear: The Polish plumbers will take our jobs, the Lithuanian construction workers will put ours out of business …

Maybe the rapid expansion of European markets for goods and labor will jump-start the flagging economies of the West. Or maybe—alas it's possible—Western Europe will bribe the best easterners with EU jobs and scholarships, and convert them into negative, fearful Euro-statists before anyone has even had a chance to notice that it's happening.

Finally, Europeans need to ditch their increasingly bizarre obsession with the evil United States. I realize that the current virulence of European anti-Americanism is in some senses an accident, the product of the election of G
eorge W. Bush (whom Europe
ans hated even before Iraq), the events of Sept. 11, the war, and truly terrible American diplomacy. But it's becoming a problem for Europe now too. Relatively mild free-market reforms—privatization, lower taxes, de-centralization—can be skewered, in Europe, if opponents simply refer to them as "too American." Without a sense of solidarity among Western countries—all of the Western countries—it's impossible to construct a coherent response to Islamic radicalism either.

Det er der sgutte megen trøst i.

Hvad mener I?  Er vi enige med Henryk Broder i Berlin, som ligeud siger, at "den der elsker friheden må forlade Europa"?   Hvad anbefaler vi vore børn?  Eller tror vi for alvor og dybt inde, at vi og de stadig har et nogenlunde fungerende rets- og velfærdssamfund (i ordentlig forstand, ikke i Foghs) om 20 år?  30?

Litteraturen om dette emne vokser eksplosivt, og jeg vil fra tid til anden bringe indlæg om den.  Intet forekommer mig faktisk vigtigere.

EU's plan: Undgå nye forhandlinger

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2006. 12 svar

I juli brød frihandelsforhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO endeligt sammen. Og selvom man selvfølgelig kan skyde skylden for det på mage forskellige lande – ingen er udskyldsrene – var EU hovedskurken i det spil (se her). Da forhandlingsrunden fra starten så lovende ud for en række fattige lande – og forbrugere over hele verden! – forsøger flere lande for tiden at redde den såkaldte Doha-runde ved at file på egne og andres forslag.

Med Australien i spidsen har Cairns-gruppen – en gruppe af 18 både rige og fattige fødevareeksporterende lande – foreslået at USA skærer fem milliarder dollars af deres landbrugsstøtte, og at EU forbedrer deres udspil på toldområdet med fem procent. WTO-chefen Pascal Lamy har bredt set støttet forslaget offentligt, som er blevet kendt under navnet "the five and five idea".

Og hvordan reagerede EU så? Unionens chefforhandler og handelskommissær Peter Mandelson afviste planen som 'undoable' og sagde i et interview med The Australian Financial Review, at det ville være at kræve for meget af EU, der allerede – efter hans mening – har gjort mere end man kunne forvente. I en tale i Berlin den 18. september forleden forklarede Mandelson derimod, at EU er stærkt positiv overfor det multilaterale handelssystem i WTO, og således forsøgte at lave flere frihandelsaftaler. Pudsigt nok er de alle bilaterale – altså aftaler mellem et meget stærkt EU og enkelte ulande eller smågrupper af dem. Hvor er det multilaterale i det? Og man kan spørge, hvor frihandelen er? De aftaler, jeg har set indtil videre, er i hvert fald fulde af undtagelser og skjulte barrierer, så det 'frie' i 'frihandel' er til at overse.

For en der har fulgt forhandlingerne siden de gik i gang i 2001, er det i stigende grad klart, at EU's plan i første omgang var, at Doha-runden ikke skulle føre til noget konkret. Den plan lykkedes i og for sig da runde brød sammen. Nu er planen så åbenbart at forhindre, at der kommer nye forhandlinger i gang til fordel for fattige lande og forbrugere overalt. Verden er virkelig af lave for tiden, når en franskmand står i spidsen – og gør et godt job der – for at liberalisere verdenshandlen, mens en brite agerer talsmand og forsvarer for et planøkonomisk system, der havde gjort Beria stolt.

Sammenbruddet i WTO –- hvis skyld var det?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2006. 14 svar

Siden Verdenshandelsorganisationen den 25. november 2001 i Doha blev enige om at sætte en ny forhandlingsrunde i gang, har de nu 149 medlemmer af WTO forhandlet intensivt om at liberalisere verdenshandlen, men først på denne uge blev det desværre klart, at forhandlingerne er brudt endeligt sammen. Meget hurtigt derefter var EU’s chefforhandler Peter Mandelson ude med beskyldninger om, at det var amerikansk mangel på fleksibilitet, der skabte sammenbruddet. USA har naturligvis været næsten ligeså hurtige til at skyde skylden på EU’s protektionistiske indstilling, og ulande over hele kloden har skudt skylden på både enkeltlande og de rige lande som helhed. Mens alle lande officielt begræder sammenbruddet – ikke mindst ulandene, da Doha-forhandlingerne var ment som en ‘udviklingsrunde’ – er alle således også involveret i det, der på engelsk populært kaldes et ‘blame game’: De skyder skylden på andre mens de tegner et billede af sig selv som oprigtigt engagerede og fri for ansvar. For en mindre end fuldt informeret offentlighed er det derfor nærmest umuligt at se gennem de gensidige beskyldninger og placere et ansvar.

Kim Lind fra Fødevareøkonomisk Institut og undertegnede har fulgt Doha-runden intensivt siden starten, og vi har i den sammenhæng udviklet et redskab til at måle afstanden mellem forhandlingsparterne. Dermed kan vi også vurdere hvor frihandelsorienterede eller protektionistiske, de er på landbrugsområdet, der var det store og egentlige forhandlingsområde. Det redskab har ikke været populært hos alle parter, da det har tydeliggjort hvilke lande der reelt har haft protektionistiske hensigter, og på hvilke punkter, forskellige lande har været mest uenige. Grunden er ret simpel: En af måderne, lande forsøger at få deres vilje igennem i den type internationale drøftelser, er at gøre forhandlingerne uigennemsigtige. Det vil i særlig grad ramme fattige lande, da de ikke har de store ressourcer at afsætte til forhandlinger og forhandlingsanalyser, og derfor vil få ganske svært ved at navigere i forhandlingerne. En af pointerne med at lave vores type forhandlingsanalyser var derfor at give udviklingslande adgang til nogle relativt enkle oversigter over, hvad forhandlingerne handlede om, og hvad forskellige lande ville med runden. Det er nu pludseligt uaktuelt, da der ikke længere er en forhandlingsrunde, men vores redskab kan også bruges til at få en smule mere redelig debat om, hvis skyld det var at Doha-runden brød sammen. Med andre ord, hvem var det der ikke ville give sig?

Hvis man ordner vores overordnede frihandelsmål pædagogisk på en skala fra 0 til 100, giver det et vist simpelt overblik over, hvem der ville hvor meget. På skalaen er ‘0’ er et land, der ikke vil andet end at have fuld ret til at lukke sine markeder og støtte sit landbrug, mens ‘100’ er et land, der vil afskaffe alle former for støtte og handelsbarrierer. I Doha-runden scorede det typiske land 64 på sådan et mål, hvilket ganske klart viser at de fleste lande arbejdede klart for en liberalisering af verdenshandlen. Bundskraberen var Norge med en score på 33, mens topscoreren – det mest frihandelsorienterede land i WTO – viste sig at være Colombia med en score på 80. Begge lande var i det store og hele udenfor indflydelse, så spørgsmålet er i stedet, hvor de store spillere – Brasilien, Canada, EU, Indien, og USA – befinder sig på skalaen.

Hvis man starter med de to vigtigste ulande, scorede Brasilien 74 på indekset, mens Indien var ganske gennemsnitligt med en score på 62. Umiddelbart synes Brasilien, en storeksportør af landbrugsvarer, således at være en af de stærkeste fortalere for en markant liberalisering, og på spørgsmålet om brugen af landbrugsstøtte, skærpede landet endda sin position i løbet af runden.  Med hensyn til Indien skal det også med, at selvom det ser ret gennemsnitligt ud i den simple score, gjorde landet sig store besværligheder i de sideløbende forhandlinger om barrierer for handel med industriprodukter, hvor man bestemt ikke var indstillet på at sænke toldbeskyttelsen væsentligt. Indien var dermed ikke indstillet på at give sig på det område, som en række rige lande ville liberalisere yderligere som betaling for at de gav sig på landbrugsområdet. Kommentatorer har derimod fremhævet, at Brasilien muligvis indtog en for ambitiøs position, specielt når det gjaldt ambitionerne for de riges landes liberaliseringer af landbrugssektoren.

Med hensyn til de store i-lande, scorede Canada 68, USA scorede 72, mens EU kun kunne få 42 – og det var ikke fordi vi var specielt hårde ved unionen. Her er billedet altså lidt mere klart, men også kun lidt mere. Mens Canada tidligt tegnede sig som det store kompromisland – i vores analyser har det hele vejen igennem været det land, som de fleste andre medlemmer lettest kunne blive enige med – kan USA’s strategi gennem de første dele af forhandlingerne karakteriseres ret let: De lurepassede. Det var ofte svært, både for de fleste medlemslande og analytikere som undertegnede, at forstå hvad det præcist var, USA ønskede sig af Doha-runden. Det ændrede sig dog med tiden, da præsident Bush spillede ud med et forslag, der kort kan opsummeres i ordene: ‘Vi er klar til at sænke landbrugsstøtten og toldbeskyttelsen ganske markant, så længe EU går med til at gøre det samme’. Amerikanernes udspil var både klart og ville føre til en følbar liberalisering af verdenshandlen, der ville komme de fattige lande til væsentlig gavn. I en hvis forstand var det derfor modigt, men i en anden forstand også ganske gratis.

Grunden til at USA’s flotte forslag var gratis er, at amerikanerne sandsynligvis var klar over, at chancerne for at EU ville acceptere forslaget, var meget små. Som EU’s frihandelsscore indikerer, var unionen nemlig fra starten det næstmest protektionistiske medlem – kun olielandet Norge var mindre indstillet på liberaliseringer, men dets indflydelse var forståeligt nok minimal i forhold til EU’s. Hvad værre er, ændrede EU’s position sig i modsætning til andre lande ikke i løbet af forhandlingerne. Nok kom unionen med en række forslag, men praktisk taget alle kunne afvises som de facto liberaliserende, da de alle havde en fælles struktur: Man ville gå med til en liberalisering på ét område, men kun mod en indrømmelse på bestemte andre områder, der reelt ville gøre liberaliseringen på det første område ligegyldig. Således gik en del af EU’s energiske indsats ud på at signalere, at man skam var klar til at liberalisere, men samtidig ønskede en række såkaldt ‘følsomme produkter’ friholdt. Hvis andre medlemslande var gået med til forslaget, havde det i praksis betydet, at unionen kunne nøjes med at sænke tolden på varer, der alligevel ikke blev produceret i Europa, mens den stort set kunne bibeholde beskyttelsen af europæisk produktion.

Den store protektionistiske kraft i WTO var derfor EU. Sidste spørgsmål er så, hvad konsekvenserne af sammenbruddet var. Det kan nationaløkonomer svare på med stor præcision ved at se på, hvad det er for store forbedringer, vi går glip af ved ikke at få en liberalisering. For det første er handel en af de vigtigste faktorer, der fører til økonomisk vækst og derfor til effektiv fattigdomsbekæmpelse. Ved at bibeholde beskyttelsen mod international handel på netop dét område – landbrugsvarer – som ulande typisk er bedst til at producere, skader man derfor de fattigste lande hårdt. Og for at føje spot til skade, er landbruget netop det erhverv, hvor de allerfattigste typisk arbejder. For det andet betyder sammenbruddet, at specielt EU’s forbrugere også i fremtiden må betale høje priser for varer, der typisk kan fås både billigere og bedre ude på verdensmarkedet. At det ikke er småpenge, det drejer sig om, er klart når man regner både de direkte omkostninger – landbrugsstøtten betaler vi over skatten – og de indirekte omkostninger – den manglende konkurrence
– ind. En typisk dansk bø
rnefamilie har således en merudgift hvert år, der svarer til en hel månedsløn! Alle europæere ville derfor blive markant rigere på sigt hvis man havde fået en aftale i hus i WTO. Af andre omkostninger kan man nævne, at større åbenhed for international handel typisk også bringer andre goder med sig som, for eksempel, større kvalitet produktionen, et større udbud af forskellige varer, og også mindre korruption i fattige lande.

Man kan således placere ansvaret for sammenbruddet hos en række lande. Brasilien og en række andre lande var sandsynligvis for ambitiøse på andres vegne, kæmpelandet Indien nægtede at acceptere mere konkurrence på dets konkurrencesvage industrivarer, og USA lurepassede for længe og dækkede sig bag andres protektionistiske holdninger. Men bundlinien er stadig, at den store skurk i spillet, den hovedansvarlige for WTO’s sammenbrud, er EU. Problemet er, at unionens officielle politik i høj grad er styret af sydeuropæiske lande med stærke landbrugslobbyer – og reelt er den derfor dikteret fra Paris. Gennem hele forløbet har franske toppolitikere ‘beskyttet’ fransk landbrug mod, at der blev skåret i støtten eller sænket toldsatser – både Jacques Chirac og Dominique de Villepin gik i medierne med forsikringer om, at Frankrig ville nedlægge veto mod enhver liberalisering – hvilket gør landet til den centrale forbryder. Det skal blot med at vi andre spillede med. EU som helhed og det traditionelt frihandelsvenlige Danmark i særdeleshed er medskyldige. Vores forbrydelser er både store og små, men den værste er at forhindre ludfattige lande i at få ekstra muligheder for at arbejde sig ud af fattigdom. Hvis der er retfærdighed til, vil historikere i fremtiden dømme nutidens politiske svigt hårdt.

E-mail to Dick Cheney: Guest commentary by Samuel Rachlin

Af Redaktionen, den 29. maj 2006. 9 svar

Punditokraterne er glade for igen at kunne bringe en gæstekommentar af Samuel Rachlin (den første var denne):

E-mail to Dick Cheney

Right after Vice President Dick Cheney’s trip to Europe and Central Asia, I wrote him an e-mail:

Dear Dick,

It’s fine with me that you give President Putin a lecture and tell him what democracy is about, and that he should not use the oil weapon against his neighbours.  I think it’s appropriate that you tell him that the Russian government has “unfairly and improperly restricts the rights of her people.” and that Moscow should not use oil and gas as a tool of “intimidation and blackmail”. I also find it OK when you tell new East European and Baltic democracies in Vilnius that they are on the right track and they have the full support of the U.S.

But I have a problem when you, after that meting, move on to Kazakhstan to visit President Nursultan Nazarbaev – a mix between Ghengis Khan and a Soviet Politbureau Member without any tolerance of opposition or respect of human right, but with great patience with corruption and abuse of power. He is a leader of the same mold as Azerbaidzhan’s President Ilham Aliyev who recently was received by your boss in the White House.

It’s problem for me because it creates a lot of confusion and uncertainty about the American message. Nazarbayev and Aliyev are by no means on the right track to democracy and are even more undemocratic and despotic than President Putin and his crowd in the Kremlin. It’s obvious that this weakens the message to Moscow and causes confusion among the East European leaders you met with in Vilnius.

Nazarbayev and Aliyev both control significant oil wealth, and you have to understand that this could lead some people to think that the U.S. applies different criteria and values for who’s in and who’s out, and who should be lectured on what’s wrong and what’s right. That’s what we call double standards. When you and your boss cultivate relationships with people like Nazabayev and Aliyev one could get the impression that you distinguish between those who have and those who don’t have oil. The new breed of haves and haves not.

Some people could draw the conclusion that if you have oil it does not matter that much that you violate the rules of democracy and suppress basic human rights. The problem becomes even more conspicuous because everybody knows how close you and your boss are to the American oil industry. The relationship with Saudi Arabia – one of the most important providers of oil to the U.S. – has never suffered under the lack of democracy in the Arab kingdom.

You have to understand that there is not a very big jump from these observations to raising the question about the real motives behind the U.S. invasion of Iraq. Was it primarily a question of freedom and democracy or was it Iraq’s oil wealth that led the U.S. into the war? It’s obvious to anyone that your and President Bush’s credibility has suffered considerable damage. After Abu Graihb and Guantanamo, your lecturing about democracy and human right begins to sound hollow. After more than three years of warfare in Iraq no one can claim that the U.S. has been defeated, but the lack of results, not to speak of victories, is a defeat in its own right. That has not only undermined your status as a hyper power, but also weakened your ability to speak out about democracy and freedom on behalf of the free world – at least with the same authority as in the past.

You wound up your trip in Croatia, and in a speech to regional leaders in Dubrovnik, you again spoke about freedom and democracy. That’s a problem for me, too, because you welcomed the new countries to the EU. Listen, Dick, on whose behalf did you do that? Who gave you that mandate? Are you out of your mind, as you Americans say.  Don’t you think that we have problems enough already in the EU with the timeout for the constitution debate, with our European identity and our direction.

We don’t need any good advice. We have more than enough of our own good ideas. What we need is determination and action, but right now we are confused and enervated by all the changes we have gone through with integration, expansion and one treaty after the other. We have gone into rethinking mode, and no one really knows when we will come out. Untimely interference can only make things even worse.

And don’t you actually think that you and President Bush have problems enough on your own? The Iraq war more and more looks like a dead end. The oil price in the U.S. is still half of what it is in Europe, but your voters are so angry that they are ready to start a new revolution. The trade and budget deficits look like a Hollywood horror movie. The President’s support is at a historic low, and your own ratings are lower than Michael Jackson’s. How do you feel it’s going for you, as we say in Denmark?  I understand you need a breather, but I would suggest that next time you feel like getting out of there you should go back to Texas for some old fashioned hunting with your buddies.

Sincerely yours,
Samuel

It did not take long before I got an answer from Dick Cheney:

Dear Samuel,

The hunting season in Texas has not started yet, and after that deplorable episode at  my latest hunting trip, I have to go abroad to test my markmanship before I try to renew my license. Quite frankly, I think things are going just fine. It was a great trip – one of my best in a long time,

Sincerely yours,
Dick

En amerikaner i København

Af Mikael Jalving, den 6. april 2006. 2 svar

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.

Et pust fra fortiden – og ikke et af de forfriskende

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2006. 22 svar

Jeg tror, alle der interesserer sig for politik og samfundsforhold, kender fornemmelsen af at opleve et pust fra fortiden – at se dinosaurer i levende live. Vi har alle jævnligt den tvivlsomme fornøjelse at se og høre folk fra de politiske yderfløje ytre sig, så man skulle tro at vi befandt os i 1930'erne. Pastor Langballes særlige nationalistisk-autoritære forslag er som oftest inderligt forældede, og Enhedslistens totale verdenssyn har et særligt religiøst-fundamentalistisk tilsnit, som burde kunne affærdiges med et skuldertræk. Om de så mener at have specielle 'moralske' argumenter eller blot har vist musikalsk talent før de døde, må man spørge sig selv hvor de har været de sidste 70 år?

 

Men i går bragte Politikens kronik anderledes mærkelige vinde fra en fjern fortid. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og LO-formand Hans Jensen demonstrerede deres blinde tiltro til politikeres ubegrænsede godhed og indsigt ved at argumentere for behovet for det, der i sidste ende kun kan beskrives som vulgær-Keynesiansk økonomisk politik á la 1950. Deres ærinde er i og for sig fint: De begræder Europas sløje økonomiske tilstand og den høje arbejdsløshed i store dele af kernelandene. Men midlerne til at bekæmpe problemerne er – mildt sagt – ikke helt tidssvarende.

 

Nyrup og Jensen skriver for eksempel i starten af kronikken, at det er "på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job". Her er afsløring nummer et: Kronikørerne tror fuldt og fast på, at staten kan skabe arbejdspladser gennem en 'aktiv finanspolitik', altså ved at bruge flere penge. Man vil endda straffe lande, der ikke går med på illusionen om de paradisiske tilstande, der følger af en stor offentlig sektor! Væk er Friedmans, Lucas og mange andres indsigter fra de sidste 40 år, der alle peger på de voldsomme problemer ved offentlig indblanding. Væk er de empiriske erfaringer der siger, at staten ikke kan skabe arbejdspladser, men kun stjæle dem fra mere produktive private erhverv. Og væk er Buchanans, Tullocks, og hele Public Choice skolens lære om, at politikere som oftest er uinformerede, selviske og stærkt påvirkede af særinteresser, og derfor laver markant større fejl end det marked, som Nyrup og Jensen har mistillid til.

 

Hvis det så bare blev ved det, men nej. Man efterlyser ikke blot en fornuftig politik, men en "optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen." Nyrup og Jensen vil ikke blot skabe vækst og beskæftigelse (som jo følger af væksten), men også samhørighed – altså den socialdemokratiske kongstanke om solidaritet, her løftet op på et fælleseuropæisk plan. Tænk hvis der fandtes en type offentlig politik, der kunne nå alle tre mål! Afsløring nummer to: Kronikørerne tror på, at politikere kan opnå alt det på samme tid.

 

Og så er der til sidst spørgsmålet om, hvordan den politik skal se ud. Kronikørerne skriver, at der nu er behov for "at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden – velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år." Sørme jo, EU har ikke brug for mere konkurrence, og det der er galt i Tyskland og Frankrig, er ikke at lønmodtagere og arbejdspladser er overbeskyttede – det er det modsatte! Her er afsløring nummer tre: Nyrup og Jensen viser helt basal mangel på forståelse for Europas nuværende strukturproblemer, specielt på det arbejdsmarked de begge er så interesserede i.

 

Endnu værre er det, at de udnævner en skurk i spillet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa." Løsningen er her: " Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol – for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen." For de økonomisk informerede læsere her på bloggen, må jeg sige: Ja, du læste rigtigt! Man ønsker større politisk kontrol med centralbanken. Her er den sidste ting, som Nyrup og Jensen har overset: Kydland og Prescotts Nobelpris-vindende arbejde om centralbankuafhængighed. Siden 1977 har fagøkonomer gang på gang demonstreret, at det på stort set alle fronter er bedst at isolere centralbanker fra politisk indflydelse. Ellers bliver pengepolitikken underlagt en række kortsigtede politiske hensyn, der kun giver ustabilitet, inflation og – i sidste ende – arbejdsløshed.

 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke er en stor fan af John Maynard Keynes, hvor stor en indflydelse han så havde i sit liv og efter det. Men jeg havde da håbet på, at hans ideer var ved at have udspillet deres rolle i praktisk politik. Desværre beviste Nyrup og Jensen i går det modsatte. For at forsvare at man fører kortsigtpolitik, udtalte Keynes de berømte ord, at 'i det lange løb er vi alle døde'. Manden var ikke dum – han vidste nemlig godt, at hans politiske forslag på længere sigt havde negative virkninger. Det er bare ikke kortsigtspolitik, en tidligere statsminister og en nuværende LO-formand efterlyser i Politik, men derimod langsigtsløsninger på Europas stagnation. Og deres forslag til det, er rendyrkede Keynesianske kortsigtsløsninger, som fagøkonomer har brugt de sidste mange år på at afvise. I det lange løb er vi alle døde, men vores idiotiske ideer overlever åbenbart mange generationer.

Der var engang fire friheder…

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 1 svar

Der var engang et ideal om fire friheder: Fri bevægelighed for varer, kapital, serviceydelser og personer. De fire friheder var grundlaget for samarbejdet i EF/EU.

Forleden vedtog Europaparlamentet et servicedirektiv, der i princippet skulle åbne markederne for serviceydelser. Egentlig underligt at det var nødvendigt al den stund vi har været medlemmer af EF/EU siden 1972. Men langt om længe blev det til noget.

Det blev bare et meget udvandet direktiv. For eksempel er advokatydelser, audiovisuelle ydelser, private sunhedsydelser og vikarbureauer ikke omfattet.

Staterne – også den danske – har været meget skeptiske. Tænk, hvis man kunne komme til at øge konkurrencen! Selv Anders Fogh Rasmussen var været mere end loren.

I gamle dage var det tanken, at en virksomhed eller borger frit skulle kunne sælge varer og tjenesteydelser i alle EF/EU-lande, hvis de måtte derhjemme. Man kaldte det "oprindelseslandsprincippet" og det var grundlaget for det indre marked.

Men, men, men…

"Som forslaget er nu, kan en polsk udbyder af service operere på polske standarder i Danmark, og så risikerer vi, at den danske serviceudbyder bliver dårligere stillet end polakkerne", sagde Fogh til Politiken den 31. oktober 2005. Han mente, at man helt skulle droppe princippet om, at servicevirksomheder som advokater, frisører og bygningsarbejdere skal kunne operere i andre EU-lande efter deres hjemlands regler.

Storbritannien, Holland og østlandene var de eneste rigtig positive.

Det endte med, at oprindelseslandsprincippet blev fjernet fra det direktiv, som blev vedtaget af Europaparlamentet. I stedet skrev man noget om, at en national lov eller administrativ praksis hverken må være diskriminerende, unødvendig eller ikke-proportional. Det er i øvrigt op til virksomhederne og borgerne at løfte bevisbyrden, så mon ikke alle lande vil holde på, at deres nationale lovgivning er god nok?

Det er pudsigt, at Anders Fogh kan acceptere et direktiv, som i praksis vil lade EF-Domstolen tage stilling til, hvad der holder, og hvad der ikke holder. Han som ellers også har været så kritisk over for den politiserende EF-Domstol.

Den europæiske syge–set fra Vest

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juni 2005. 2 svar

De franske og hollandske folkeafstemninger om EU-forfatningstraktaten har fået amerikanske kommentatorer til at se nærmere på, hvordan det egentlig går i Europa, når man sammenligner med USA. Det er et emne, vi kan lide.

Men de kan ikke lide, hvad de ser. De ser–ligesom Rumsfeld, der talte om et "Old Europe" og et "New Europe"–et kontinent, der er ramt af det samme, som man for en generation siden kaldte "den engelske syge". Stagnation, højere ledighed, kombineret med højere skatter og mere regulering.

Forskellene i udvikling mellem USA og Europa har været påfaldende i to årtier, men man behøver såmænd ikke at se længere end en lille bitte tabel fra Wall Street Journal forleden for at bemærke, at der ikke kun er tale om et fortidigt fænomen:

Two Economic Models: Rates for 2003-05 (1Q)
                    U.S.  EU    

Unemployment 5.6% 8.7%
Growth           3.7% 1.5%
Source: OECD

"Vissevasse!" kunne man sige. "Hvad er en forskel på 2 pct. mellem venner?" Et enkelt år: ikke så meget. Længere tid: ganske meget. Lad os se på to personer, A og B, der i år 0 begge har en indkomst på 200.000 kr. Men i de kommende år vokser A's indkomst med 3,7 pct. om året, mens B?s vokser med 1,5 pct. Efter ti år tjener A ca. 287.000, men B tjener synligt mindre, ca. 232.000 kr., om end dog kan følge med lidt. Efter 18 år–den tid, det tager et lille barn at blive voksen–tjener B kun 2/3 af A (ca. 261.000 kr. mod 385.000 kr.). Efter 33 år er A's indkomst det dobbelte af B's (663.000 kr. mod 327.000 kr.).

Så uanset hvad nogle siger, er det tilsyneladende størrelsen, det kommer an på! WSJ argumenterer i en leder om emnet for, at det netop er disse forskelle i vækst, der nu får europæerne til i utilfredshed at "nikse" EU-forfatningen:

"No one knows for sure to what extent economic anxiety influenced the decisive "Non!" by French and Dutch voters against the new European Union Constitution this week. But one thing is certain: The French and much of the rest of the European Union have much to be economically anxious about.

The French unemployment rate has hovered around 10% for nearly a decade, and almost half of the jobless have been out of work for at least a year. If the U.S had an unemployment rate as high as France, there would be about six million more non-working Americans–the equivalent of placing every worker in Michigan on the jobless rolls.

Our point here isn't to engage in gratuitous French-bashing. The truth is that the economic anemia afflicting France has become the standard bill of health to varying degrees in virtually all of the nations of Old Europe, particularly Germany and Italy. Once upon a time the intellectual elites in Europe and the U.S. trumpeted the economic accomplishments of European social welfare state policies. Today the conclusion is nearly inescapable that this economic model simply doesn't work to create jobs, wealth or dynamism. …

[The] U.S. has substantially outperformed Old Europe in wealth and job creation. The economic growth rate of the European Union nations since 2003 has limped along at about half that of the U.S. In the 1980s and '90s the U.S. created about 40 million new jobs; Western Europe created some 10 million, well over half of which were in the public sector. If this divergence in economic performance continues for 40 years, the American worker will be roughly twice as wealthy as his European counterpart."

WSJ argumenterer videre, at forskellene ultimativt skyldes Europas mere udprægede tendens til centralisme og styring:

"The Europeans have created a vast constellation of domestic policy interventions that are cloaked in the seductive rhetoric of compassion, fairness and cultural sophistication. These policies include highly generous welfare benefits for the unemployed; state ownership and subsidy of key industries (such as Airbus); rules that make it difficult to hire and fire workers; prohibitions against closing down plants; heavy protections of labor unions against competitive forces; mandatory worker benefit packages that include health insurance, child care allowances, paid parental leave, four to six weeks of vacation; shortened work weeks; and, alas, high taxes on business and labor to pay for these lavish benefits. In sum, European nations penalize work and subsidize non-work, and, no surprise, they have gotten a lot of the latter and far too little of the former. By contrast, the U.S. model–allegedly cruel and "laissez-faire"–has done much better both by economic growth and worker opportunity. ..

Og det handler også om EU:

"We have consistently supported European integration, especially the liberalizing and efficient force of the euro. But most of the economic maladies that face France and Germany today are incidental to whether the EU itself gains or loses power in the months and years ahead. In many ways the European Union has always been the right answer to the wrong question. The common market was originally established with economic goals in mind: to reduce trade barriers (which has been a good thing), followed years later by a single, stable currency (another good thing).

But the Brussels bureaucracy has to this day purposely ignored the Continent's central ailments: high tax rates, bloated welfare benefits and industrial policies that pick winners and losers, usually the latter. Those topics are essentially taboo in Brussels, which has pursued an economic "harmonization" strategy in part to inhibit the benign impact of tax cutting and tax competition among member countries by creating a de facto multi-state cartel. The nations that have prospered the most in recent years–Ireland in the 1990s, now the nations of Central Europe–are those that have resisted the harmonizing orders. Europe is now paying a high price for this failed experiment with welfare state socialism. Today's populist revolt against economic integration in France and Germany suggests that these nations remain mysteriously impervious to the need for change."

I New York Times (der næppe kan kaldes et loyalt redskab for Bush-administrationen eller en forlængelse af den religiøse højrefløj) har David Brooks i sin ugentlige klumme nogle beslægtede overvejelser. I en kommentar til den amerikanske venstrefløjs politiske udspil siger Brooks:

"[These] have already been enacted in Europe: generous welfare measures, ample labor protections, highly progressive tax rates, single-payer health care systems, zoning restrictions to limit big retailers, and cradle-to-grave middle-class subsidies supporting everything from child care to pension security. And yet far from thriving, continental Europe has endured a lost decade of relative decline.

Western Europeans seem to be suffering a crisis of confidence. Election results, whether in North Rhine-Westphalia or across France and the Netherlands, reveal electorates who have lost faith in their leaders, who are anxious about declining quality of life, who feel extraordinarily vulnerable to foreign competition – from the Chinese, the Americans, the Turks, even the Polish plumbers.
Anybody who has lived i
n Europe knows how delicio
us European life can be. But it is not the absolute standard of living that determines a people's morale, but the momentum. It is happier to live in a poor country that is moving forward – where expectations are high – than it is to live in an affluent country that is looking back.
Right now, Europeans seem to look to the future with more fear than hope. … The core fact is that the European model is foundering under the fact that billions of people are willing to work harder than the Europeans are. Europeans clearly love their way of life, but don't know how to sustain it. … This is the chief problem with the welfare state, which has nothing to do with the success or efficiency of any individual program. The liberal project of the postwar era has bred a stultifying conservatism, a fear of dynamic flexibility, a greater concern for guarding what exists than for creating what doesn't."

PS. Jeg har tidligere i flere avisklummer refereret til de interessante arbejder af de to svenske økonomer, Fredrik Bergström og Robert Gidehag: Bogen Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

EUs forfatning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juni 2005. 1 svar

Som en politolog, der selv har forsøgt sig ud i forfatningsarkitektur (omend kun på amatørplan), havde jeg i sin tid bemærket med glæde, at The Economist faktisk havde skrevet et specifikt forslag, som er ikke så meget bedre end den foreliggende (og forkastede) forfatningstraktat. Siden havde jeg glemt det, men den er værd at genopfriske og sammenligne med det foreliggende.

Hat tip til Waldorf & de små uregerlige fætre over hos www.liberator.dk!