Tag-arkiv: USA

The Party is over….men for hvem?

Af Niels Westy, den 15. oktober 2008. 8 svar

I mit indlæg i sidste uge skrev jeg om, at den nuværende finansielle krise langt fra kan beskrives som resultatet af frie finansielle markeder, hvilket politikere, journalister og andet godtfolk ellers gerne så – ikke kun her, men også (ikke mindst) i USA.

Et hyppigt bragt tvklip de sidste par uger, er med Nancy Pelosi, der i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske ”Bailout” plan proklamerer, at ”the party is over”. Spørgsmålet er bare om hun er klar over for hvem?

Retorikken i de seneste uger både her og i USA har trukket heftigt på gammelkendte religiøse forestillinger om grådighed og spekulation som roden til alt ondt. En retorik vi har hørt mange gange før.

For mens medierne har været mere end almindeligt glade for at drage en anlog til krisen i 30erne, (det er fortsat ikke gået op for dem, at det var en politisk skabt krise), har de i samme moment glemt, at samme kritik af markedet og de fæle spekulanter har været fremherskende i forbindelse med alle finansielle ogg økonomiske kriser indtil dato. Tag blot Asiens finansielle krise i 1997-98, eller EMS-krisen i 1993. Også dengang var det ”spekulanterne og markedets skyld”. Først efter at der var faldet ro på valutamarkederne, og bl.a. den svenske krones værdi var blevet kraftigt nedskrevet erkendte man (bl.a. den danske nationalbank), at krisen var politisk determineret. Det overrasker næppe nogen, at eksponeringen af dette faktum var langt mindre i medierne, end udfaldene mod de slemme slemme spekulanter.

Men det er unægtelig heller ikke nemt, når ikke engang spekulanterne vil være ved, at de rent faktisk er….spekulanter. Tag f. eks. direktøren for dansk spekulantforening, undskyld aktionærforening, der sidestiller sine medlemmer med forbrugere der har købt fordærvet kød i den tro at det var fersk. Hvad skal man ellers mene om følgende udsagn, taget fra ”debatten” på DR2 i torsdags, hvor direktøren for dansk aktionærforening, Charlotte Lindholm, på et tidspunkt udtalte, at ”mange af de her aktionærer er blevet stopfodret med de her aktier fra bankernes side og de har ofte ikke fået at vide, at der var en risiko forbundet med det” – måske, og dette er skrevet af en hvis bankaktier ikke har det for godt for tiden, skulle de pågældende spekulanter have overvejet, hvorfor bankerne betaler bankrådgivernes løn. Der er vel heller ingen der tror på det, hvis ens bilforhandler påstår at netop hans biler ikke ruster, eller er der?

Jeg er klar over, at en diskussion mellem os der fastholder, at den nuværende udvikling først og fremmest er politisk determineret, og de der tolker den nuværende udvikling som udtryk for de frie markeders fallit, er præget af fundamentale forskelle i virkelighedsopfattelse.

Hvor jeg ville beskrive USA som en blandingsøkonomi med en (globalt set) stor offentlig sektor – den er på niveau med Tysklands(lidt mindre) og Australien (lidt mere) – præget af et yderst problematisk og ineffektivt samspil mellem regulerende myndigheder og de finansielle markeder, har andre tilsyneladende nemt ved at se bort fra de tætte bånd mellem det politiske system og centrale aktører i det finansielle system.

Jeg er således ikke bekymret for markedets ”evner” – hvis det da får lov til at fungere. Til gengæld finder jeg den manglende selverkendelse på Capitol Hill og i Det Hvide Hus, yderst bekymrende. Demokraterne prøver, ikke overraskende at lægge al skyld for miseren på det hvide hus og den første politik – hvilket kun delvist er rimeligt. At den nuværende administration har stået for en uansvarlig økonomisk politik er der ikke tvivl om. Den synes i høj grad at være præget ikke af konservative, men neokonservative værdier. Sidstnævnte har en eklatant mangel på forståelse og respekt for økonomiske sammenhænge, måske bl.a. fordi en del af neokonservatismens fortalere oprindeligt startede på den yderste venstrefløj, og i modsætning til den traditionelle amerikanske konservatisme, er præget af en manglende accept af ”economic fundamentals” – økonomisk politik er for dem først og fremmest ……politik. Men ansvaret for væksten i de offentlige udgifter må dog deles mellem Capitol Hill og det Hvide Hus – selv om en del ikke tror det, så er USA jo et demokrati.

Og et er omfanget aff de eksterne og interne balanceproblemer der er for nuværende i den amerikanske økonomi, noget andet er de problemer der vil være i de kommende år. Her er det et godt spørgsmål, hvorvidt det politiske system kan og vil anerkende, at der skal ganske skrappe reformer til for at bremse den fortsatte amerikanske gældsætning. Desværre ser det ikke ud til at denne erkendelse ligger lige for.

Så mens jeg som anført ikke mener, at den nuværende krise på nogen måde kan ses som resultatet af markedskræfternes frie spil, er jeg mere tilbøjelig til at give de iagttagere ret, der taler om at der er et finansielt magtskifte i gang, hvorefter USA’s dominans vil være reduveret markant. Bl.a. har historikeren Niall Ferguson i en artikel i Finansiel Times den 2. januar i år sammenlignet udviklingen i USA med det osmanske rige i slutningen af det 19. århundrede. Han skriver bl.a. at, ”Yet, on closer inspection, we are indeed living through a global shift in the balance of power very similar to that which occurred in the 1870s. This is the story of how an over-extended empire sought to cope with an external debt crisis by selling off revenue streams to foreign investors. The empire that suffered these setbacks in the 1870s was the Ottoman empire. Today it is the US.” og afslutter med at ”It remains to be seen how quickly today’s financial shift will be followed by a comparable geopolitical shift in favour of the new export and energy empires of the east. Suffice to say that the historical analogy does not bode well for America’s quasi-imperial network of bases and allies across the Middle East and Asia. Debtor empires sooner or later have to do more than just sell shares to satisfy their creditors.”

Det behøver ikke gå så galt (set med amerikanske øjne), men det kræver som sagt en selverkendelse i det amerikanske politiske system, som jeg har svært ved at få øje på hverken i det Hvide Hus, på Capitol Hill eller hos nogen af de to præsidentkandidater.

Som økonomen Robert Reischauer siger til International Herald Tribune om de to kandidaters forslag til at løse den nuværende økonomiske krise;

“Before the crisis, neither of them was telling how it really was going to be. Now one really doesn’t know how it’s going to be because we seem to have blown away any notion of fiscal limitations.” og fortsætter med, “At some point we as a nation are going to have to ask, ‘Where are we going to get the money to do all this, and at what price?’ That’s the question no one can answer.”

Så selv om Niall Ferguson nok trækker analogien med den finansielle krise i 1873 og det Osmanske riges efterfølgende bankerot vel langt, så er der grund til en hvis bekymring – ikke over markedskræfterne, men over sandsynligheden for at den næste præsident vil/kan føre en mere sund amerikansk økonomisk politik, der sikrer en øget indenlandsk opsparing. Faren – primært hvis Obama vinder – er betydelig for kortsigtede politiske indgreb, hvor øgede handelsrestriktioner f.eks. bruges til at begrænse det amerikanske handels- og derigennem betalingsbalanceunderskud og bibeholde arbejdspladser, i et forsøg på
at undgå den nødvendige
økonomiske tilpasning.

Ja, ”the party is over”, men jeg tvivler på at de i Washington er klar over for hvem.

Mere om danske mediers bias

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2008. 17 svar

Mr. Law har skrevet meget om de danske mediers underlige bias i dækningen af amerikansk politik og den amerikanske valgkamp, eller med andre ord, deres dybe kærlighed til Demokraterne og mistro til Republikanerne. Mr. Law skal ikke stå alene med sin kamp for at bringe lidt balance i billedet, og siden en ven i dag gjorde mig opmærksom på endnu en journalistisk brøler, bringer vi den her.

Sagen er, at en artikel i gårsdagens Politiken endnu en gang søger at diskreditere den ene af præsidentkandidaterne. Politiken skriver at ”En af USA’s største investeringsvirksomheder Freddie Mac har hver måned betalt 15.000 dollar til lederen af John McCains kampagne, Rick Davis.” Baggrunden er, at den amerikanske stat netop har overtaget de to store hypotekbanker (og altså kreditgivere til andenhåndsmarkeder), the Federal National Mortgage Association som populært kaldes Fannie Mae, og Federal Home Loan Mortgage Corporation, populært kaldet Freddie Mac.

Artiklen afsluttes med kommentaren at ”Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor McCain og hans demokratiske rival Barack Obama anklager hinanden for at pleje forbindelser til lobbyister og særinteressenter, der søger politiske fordele hos kampagnerne, som i højere og højere grad formes af den finansielle krise.” Information bragte samme historie på forsiden i morges, hvor den kaldes en ’korruptionsskandale’ (rettelig er den en lobbyisme-skandale, men k-ordet ligger som altid løst i journalisternes mund), og nævner eksplicit McCains kampagneleder. Læs selv mellem linjerne i begge aviser.

Politikens artikel tegner dermed et billede af den politiske situation i USA, som de fleste danske læsere vil nikke genkendende til fra tidligere reportager, men er det sådan den amerikanske virkelighed ser ud? Svaret er nej. Harvard-professoren Greg Mankiw dokumenterer dette ved at bringe en smule evidens ind i dén debat (læs her). På sin blog lister han de fire amerikanske politikere, der i perioden 1989-2008 har modtaget de største bidrag fra Fannie Mae og Freddie Mac. De er i rækkefølge:

 

1.      Dodd, Christopher J, D-CT, $133,900

2.      Kerry, John, D-MA, $111,000

3.      Obama, Barack, D-IL, $105,849

4.      Clinton, Hillary, D-NY, $75,550

Først på en sjetteplads finder man en republikaner, Robert F. Bennett fra Utah, der har modtaget $61,499. Listen over de 25 største modtagere tæller otte (8) republikanere og 17 demokrater, og omfatter blandt andet Nancy Pelosi, der pt. er Speaker i Repræsentanternes Hus. De 17 demokrater har i alt modtaget $971.028 mens de otte republikanere står for bidrag på $382.698.

Det er efterhånden ved at blive trivielt, men man bliver nødt til at konstatere det en gang til: Danske journalisters billede af amerikansk politik og samfund har ofte meget lidt med virkeligheden at gøre, og skræmmende meget med deres egen ideologi. Man skulle tro der sad en redaktør hist og pist med røde ører.

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Af admin, den 12. september 2008. 33 svar

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Mærkedage

Af admin, den 11. september 2008. 24 svar

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Stougaard om Palin

Af Altmann, den 10. september 2008. 45 svar

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

… Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Indecision 08 IV – The race card

Af Niels Westy, den 7. august 2008. 16 svar

I et indlæg for et par dage siden refererede jeg til The Rasmussens Report opinionsmåling omkring Obama og McCain og brugen af “the race-card”. Som jeg har skrevet før, er jeg et stort fan af Jon Stewart og The Daily Show. Udgaven den 4. august beskæftiger sig netop med bl.a. “The race card” – hele episoden kan ses her.

Hvis der helt exceptionelt skulle være nogle af bloggens læsere der ikke har stiftet nærmere bekendtskab med dette i mine øjne absolut uomgængelige program, vil jeg på det stærkeste opfordre til at gøre det.

Personligt er jeg aldrig i tvivl om hvad jeg ville vælge, hvis valget stod mellem de “rigtige” nyheder og The Daily Show. Ofte er det sidste formentlig nærmere sandheden på sin egen underlige måde, end den linde strøm af selvhøjtidlige (journalistiske) eksperter der befolker sende- (og lytter-) fladen, ikke kun i USA, men også herhjemme.

Desværre sender DR2 ikke showet i direkte forlængelse af Deadline, men så er det jo heldigt, at man kan se de fulde episoder på thedailyshow.com. Og her kan man forøvrigt se dem samme dag som de sendes i USA, takket være Internettet – endnu en opfindelse vi kan takke amerikansk imperialisme for 🙂

Indecision 08 III – The Rasmussen Reports

Af Niels Westy, den 4. august 2008. 22 svar

En del af denne blogs læsere kender formentlig godt The Rasmussen Reports . Men for de der ikke kender den, og interesserer sig for det kommende præsidentvalg kan de, er her mulighed for at følge med i ikke kun den daglige udvikling i styrkeforholdet mellem de to kandidater, i et valg der godt kan ende med at blive en gentagelse af 2000 valget, hvor vinderen fik færrest stemmer – denne gang dog med den demokratiske kandidat som vinder af præsidentvalget. Ifølge The Rasmussen Report ligger de to kandidater uhyre tæt – en tendens der er blevet mere og mere tydlige gennem juli måned, men fortsat med Barrack Obama som favorit.

Hvad der gør The Rasmussen Reports særligt interessante er, at de samtidig med daglige målinger også laver en række målinger på f.eks. folks opfattelse af mediernes holdning til kandidaterne, opfattelse af kandidaterne som liberal eller konservativ, hvorvidt amerikanerne opfatter USA som et “retfærdigt samfund (det gør ca. 2/3 af dem) osv.

Efter at en del medier (og Obama) antydede at et McCain kampangeindslag (se video her ), hvor Obama sidestilles med kendiser som Britney Spears og Paris Hilton (til Hilton familiens, – der økonomisk støtter McCain, ikke udelte begejstring) var rasistisk, viser det sig, at det mener kun omkring 1/5 af vælgerne :

eller som The Rasmussen Reports skriver :

Not surprisingly, the McCain ad generates significantly different perceptions along racial and ethnic lines. Most African-American voters—58%–saw the McCain ad as racist. Just 18% of white voters and 14% of all other voters shared that view.

However, Obama’s comment that his Republican opponent will try to scare people because Obama does not look like all the other presidents on dollar bills was seen as racist by 53%. Thirty-eight percent (38%) disagree.

Ydermere fremgår det af den dags Rasmussen Reports (der kommer en ny hver dag – og man kan tilmelde sig et nyhedsbrev), at

Overall, just 22% of voters believe that most Americans are racist. That view is shared by 32% of Democrats, 20% of unaffiliated voters and 12% of Republicans. African-American voters are evenly divided on the question.

Disse tal er ganske konsistente med undersøgelser sidste år , der viste samme tendens. Undersøgelsen fik følgende kommentar med på vejen i The Economist:

A recent Gallup poll suggests people would more readily vote for a well-qualified nominee who also happened to be black than a well-qualified Mormon one. And it may be some time before an atheist homosexual announces his candidacy.

Erkendelsen breder sig – nu også i WaPo

Af admin, den 2. juni 2008. 20 svar

Der er gået en del tid siden min seneste posting, der endda kun var et link til min kronik i Berlingske om Irak. Heldigvis er tiden gået godt, også i Irak.

Den erkendelse har nu sør’me også bredt sig til den venstreorienterede Washington Post, der i dagens leder kommenterer på situationen. Det gør de under denne overskrift:

THE IRAQI UPTURN

Don’t look now, but the  U.S.-backed government and army may be winning the war.

Sørger man linket på forsiden, skal man se efter denne titel:

Who says we can’t win in Iraq?

Det gjorde sjovt nok deres foretrukne kandidat Barack Obama, eller rettere: gør. Lederen har derfor dette venskabelige råd tili kandidaten, så han ikke virker helt løsrevet fra virkeligheden:

… it ought to mandate an already-overdue rethinking by the “this-war-is-lost” caucus in Washington, including Sen. Barack Obama (D-Ill.).

Tja, han er nok ikke den eneste, som skal omstille sig. Da danske journalister i vidt omfang skriver af fra lader sig inspirere af de toneangivende venstreorienterede MSM i USA er spørgsmålet nu, hvor længe der går, før de også ændrer signaler? Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når det gælder danske journalisters kritiske sans.

Trænger man til lidt opmuntring oven på dagens terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan, og er ovenstående ikke nok, så er her et link til Pajamas Media, der linker til tre artikler om det fænomen, som danske journalister (heller) ikke rigtig har opdaget endnu, nemlig al-Qaedas alvorlige svækkelse. Og til beroligelse, eller ærgrelse, for de, der tror, at den slags kun findes i obskure højredrejede medier, kan det nævnes, at det er toppen af den venstreorienterede MSM (the New Yorker, New Republic og WaPo). Jeg satte særlig pris på artiklen i New Republic, men læs selv. Et gennemgående træk i artiklerne er, at al-Qaeda og bin Ladens mænd har skadet deres sag. Ikke bare er de blevet slået militært og dermed vist, at det moderne samfund ikke er et dekadent og ulivsdueligt projekt, de er også blevet grundigt hadede for deres opførsel og praksis. Lidt som kommunisterne, der først lokkede en hel del, indtil de fik syn for sagen.

Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.

UPDATE: Man skal passe på med at skære alle journalister over en kam. Selv når det gælder danske, kan det en sjælden gang hænde, at man tager fejl. Da jeg skrev denne posting, havde jeg ikke fået læst Weekendavisen; en af mine ellers få sunde vaner. Som en læser rigtigt har påpeget, havde Pernille Bramming en artikel, som varmt kan anbefales. Den gør op med det, der ofte er krigsmodstandernes sidste strå, Irans styrkelse. I regionen dominerer enten Iran eller Irak, og en svækkelse af Irak, hvad enten det skyldes blokaden mod Saddam eller fjernelsen af samme, styrker Iran på den korte bane. Men som artiklen i WEA viser, er irakerne ikke til sinds at blive iranernes vasaller, uanset religionen, eller måske netop derfor. Køb avisen, læs artiklen og døm selv.

PB er en af de få danske journalister, muligvis den eneste, der ikke synes opsat på at beskrive araberne som et fanatisk folkefærd dømt til at henslæbe deres liv under diktatur. Hvad angår resten af hendes kolleger, tror jeg, mit gæt på 10 – 15 år kommer til at passe. Det var den tid, det tog dem at indse, at tabet af et “alternativ” i form af den virkeliggjorte socialisme i Central- og Øst-Europa ikke nødvendigvis ville ende i fiasko, men måske endda kunne blive en god ting. På den anden side, det kan da også være, at de er hurtigere i opfattelsen denne gang. Lad os se…

Obama – dårligt nyt for verden

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2008. 11 svar

I de danske MSM såvel som ud over Europa hyldes Barack Obama nærmest dagligt. Og ja, han er inspirerende – måske mest hvis man falder for den særligt følelsesladede amerikanske stil, som godt kan støde nordeuropæere lidt fra sig – men hvis man skal vurdere ham som fremtidig amerikansk præsident, kan man vel næppe undgå at se på hans konkrete politik. Når man sidder i jobbet er fine taler knap så vigtige, eller som amerikanerne siger: Actions speak louder than words!

På dén front er der knap så meget at begejstres over, som min med-punditokrat Niels Westy har skrevet om tidligere (læs her). I særlig grad burde Obamas holdninger på det handelspolitiske område få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste danskere. Han har de seneste måneder for eksempel bragt den påstand til torvs, at NAFTA – det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico – har kostet amerikanske arbejdspladser og altså hævet USA’s arbejdsløshed, og at man burde genforhandle aftalen. Hilary Clinton er trukket i samme populistiske retning og mener åbenbart det samme som Obama, nemlig at man burde lægge de internationale handelsforhandlinger i f.eks. WTO på is. Og selvom man skal passe på med at lægge for meget i det, kan udtalelser fra Obama som ” Folk vil ikke ha en billigere t-shirt, hvis de samtidig mister deres job” næppe misforstås, ligesom de meget væsentlige forskelle på kandidaterne heller ikke kan (læs f.eks. Keith Poole og kollegers analyse her).

Min gode kollega, professor Philipp Schröder, udtalte således til Nyhedsavisen forleden, at ” Hvis Hillary og Obama følger deres udtalelser til punkt og prikke, så er det relativt farligt for verdensøkonomien. Hvis USA først begynder at indføre handelsbarrierer, kan det brede sig til resten af verden. Og hvis verden generelt begynder at bremse frihandelen vil det være katastrofalt.” Jeg kunne ikke være mere enig, og helt særligt på nuværende tidspunkt.

Siden efteråret 2001 har 150 af verdens lande forhandlet i WTO om at nedbringe toldbarrierer og andre forhindringer for international handel, såsom subsidier og i helt særlig grad landbrugsstøtte.  I de forhandlinger har USA været en langt større hjælp for verdens fattige lande, der i udpræget grad ønsker mere frihandel – ikke underligt med tanke på at lettere adgang til verdens rige markeder er nærmest uendeligt mere effektivt i at bekæmpe fattigdom en alverdens ulandshjælp eller regeringsprogrammer – mens EU har været en skræmmende effektiv stopklods for forhandlingerne (læs f.eks. her). WTO-forhandlingerne har haltet lige siden, og mens selv traditionelt protektionistiske lande som Brasilien og Indien har foreslået store indrømmelser fra egen side for at få bragt OECD-landenes handelsbarrierer og landbrugsstøtte ned, har EU i historisk grad fedtspillet og forsøgt at bringe forslag med en reel nuleffekt til bords.

Hvis man får en amerikansk præsident med tilsvarende protektionistiske ideer, vil USA’s forhandlingsposition, der allerede nu er under angreb fra amerikansk landbrugs særinteresser, støttet af et demokratisk parti der skrider mod venstre, svækkes yderligere. Og dermed bliver udsigterne til at få et friere internationalt handelssystem, og dermed mere fart på den globale fattigdomsbekæmpelse, endnu ringere. Er man for en friere verdenshandel, bekymret for de fattige landes tilstand, eller blot nervøs for hvad en stærkt populistisk præsident kan gøre af skade i det Hvide Hus, er der kun en ting at gøre: Root for McCain.

Sidder hjertet til højre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. april 2008. 4 svar

Hermed min lørdags-klumme fra Berlingske:

Perspektiv: Sidder hjertet til højre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.

Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.

Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.

To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?

Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.

Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.

Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.

Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.

En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.

Tid til Obamas "Sister Souljah"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2008. 44 svar

I amerikansk politik taler man ofte om et “Sister Souljah øjeblik”.  Det refererer til dengang i 1992, hvor Bill Clinton som præsidentkandidat valgte at lægge offensivt og eksplicit afstand til én fra sit eget bagland, for dermed bedre at kunne placere sig “i midten” som det moderate alternativ–i det tilfælde den noget racistisk-klingende hip-hopper Sister Souljah.  Det er med andre ord en taktisk manøvre, hvor man løsriver sig fra rødderne for pragmatisk at lægge sig på symbolsk vis dér, hvor stemmerne er–men selvfølgelig med den fare, at man så mister nogle stemmer “hjemme” på fløjen.

Måske Barack Obama snart har brug for et “Sister Souljah øjeblik”? Noget tyder ihvertfald på, at de amerikanske medier er begyndt at fokusere lidt tættere og skarpere på kandidaten, end man ellers har gjort, og skal man dømme efter to uafhængige avishistorier fra det seneste døgn, kan det godt være, at Obama har akut behov for snarligt at lægge klar afstand til sin nære ven, rådgiver og præst, Jeremiah “God damn America!” Wright.  Ellers kan det blive svært at overbevise midtervælgerne om, at Obama er deres mand.  Læs mere her og se her og her, og lad os så se, hvor længe der går, inden dansk MSM graver dén historie op.

Smartypants

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2008. 10 svar

Mens de danske medier i MSM har fremstillet det som om, at Barack Obama p.t. har vundet omtrent 700 primærvalg og fået ca. 1.500 pct. af stemmerne, så er det vist kun David Garby og undertegnede, der endnu til det sidste mente, at det faktisk tegnede på, at Hillary Clinton ville vinde primærvalgene i Texas og Ohio i går.  Whaddayaknow!

Jeg mener også fortsat, at Clinton har en teoretisk mulighed for at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, og ihvertfald at det kan blive svært for (både) Obama (og hende) at få en klar majoritet af de delegerede til konventet (i det mindste før den anden dropper ud).  Til gengæld er der noget, der tyder på, at “matematikken” ikke er på Clintons side: Det ligger ganske vist tæt mellem de to, og Obamas delegeret-forspring er ikke stort (p.t. 1.280–1.149 af de valgte), men selv hvis man leger med tallene, og lader Clinton hypotetisk vinde de næste mange primærvalg, vil det givet reglerne for fordeling af delegerede være svært at se, hvordan hun kan få nok “pledged” delegerede (altså dem, der fordeles ved primærvalg og partimøder) til, at hun kan føre klart (eller blot lidt) over Obama.  Dermed kan man få en situation, hvor ingen af dem har en majoritet af samtlige “pledged” delegerede, mens Obama har en lille pluralitet af disse.

Så er det de “superdelegerede” (som er udpeget ex ante qua deres embeder, og som ikke er moralsk forpligtede til at stemme på den ene eller den anden), som vil komme til at afgøre udfaldet.  Hvordan vil de så stemme?  Hvis nogen af læserne har været aktive i en politisk ungdomsorganisation, så kan de superdelegeredes situation imødeses at ville være sammenlignelig med den lille gruppe delegerede på et landsmøde, der kan være tungen på vægtskålen, men som kl. 2 natten mellem lørdag og søndag endnu ikke har bestemt sig … Interessant–og hårdt.  Der vil givetvis være et vist pres på, at få Clinton til at trække sig, og/eller på de superdelegerede for, at de skal stemme på pluralitets-vinderen (d.v.s. Obama), men det vil være et meget, meget usikkert spil.

Det interessante ved det scenarie er altså så, at det meget sandsynligt vil være ét, hvor Obama får en pluralitet af de delegerede til konventet, men hvor Clinton meget vel kan være den, der har fået en majoritet af de afgivne stemmer–i særdeleshed hvis man tæller Michigan og Florida med, som p.t. har mistet deres delegerede.  (P.t. er status en relativt beskeden føring på 13,1 mio. stemmer mod 12,8 mio. til Clinton, men det kan let ændre sig.  Dermed kan man altså opleve en slags eksemplificering af et afstemningsparadoks, hvor der er en diskrepans mellem, hvad “folkets stemme” vil have, og hvem der får flest delegerede.

Det kan man synes om, hvad man vil, men da denne punditokrat endnu kan huske den næsten hysteriske, moralske forargelse, der rejste sig–især blandt Demokraterne og på den europæiske venstrefløj–da Al Gore i 2000 vandt en pluralitet af stemmerne ved valget, mens George W. Bush fik en majoritet i Valgmandskollegiet, kan jeg næsten ikke vente med at nyde det hykleri, der vil udfolde sig i den forbindelse …

Bill Buckley, RIP

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. februar 2008. 6 svar

New York Times har netop for få minutter siden meddelt, at amerikansk konservatismes grand old man, “Mr. Conservative” himself, William F. Buckley, Jr. (1925-2008), er afgået ved døden.

Da jeg i sin tid først stødte på Buckleys navn, var jeg til at begynde med ikke imponeret–men det skyldtes nok, at jeg alene havde Murray Rothbards meget negative vurdering af manden, som var meget præget af deres modsætninger i 1960erne og uenighed om sikkerheds- og udenrigspolitik.  Som tiden gik, blev jeg mere og mere imponeret over Buckley, som trods hans lidt specielle taleform uden sammenligning var USA’s mest velartikulerede–og morsomme–konservative tænker i det 20. århundredes anden halvdel.  Han blev “verdensberømt” i USA som 22-årig med bogen God and Man at Yale, og han var som skribent, stilistisk og intellektuelt set, milevidt over niveauet fra mange af de mere højlydte, nyere konservative kommentatorer såsom Ann Coulter, Laura Ingraham og Michelle Malkin, for nu blot at nævne nogle oplagte, eller tågehorn som Mike Huckabee.  Hos Buckley var der–selv når man var uenig med ham–altid en vis (høj) standard, selv når han var morsom og perfid.

Samtidigt var Buckley, både intellektuelt og organisatorisk (ikke mindst som grundlægger og redaktør af National Review og initiativtager til “Young Americans for Freedom”), en person af måske større betydning for formningen af amerikansk konservatisme end nogen anden amerikansk konservativ i det 20. århundrede, ihvertfald et par præsidenter inkluderet.  Som WSJ skriver:

“Buckley and his talented stable of editors and contributors gave coherence and shape to what he called “a fusion” of traditionalism, anti-Communist internationalism and free-market economics. Equally important, the magazine worked to discredit fringe elements like the John Birchers, the Jew-haters and the Lindbergh isolationists.”

Det er ikke helt ved siden af at sige, at uden Buckley, Goldwater og Reagan, ville der ikke have været nogen amerikansk konservativ “revolution” i 1980erne.  Han var en ener, og som NYT skriver én, der “marshaled polysyllabic exuberance, famously arched eyebrows and a refined, perspicacious mind to elevate conservatism to the center of American political discourse”.

Vi har tidligere skrevet om ham her.  National Review selv gør det her.

Updates:

PS. Her er National Review‘s “mission statement” (1955).  Buckleys sidste klumme og en af hans sidste artikler: “Goldwater, The John Birch Society & Me” (Commentary).

PPS. Kort interview og “appreciation” på Charlie Rose.  En times interview og portræt sammesteds.

Mig og SCOTUS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. februar 2008. 18 svar

Vi har tidligere her på stedet drøftet retten til at eje og bære–og evt. anvende–våben, og det gav så voldsom en debat, at jeg tænkte, at det kunne interessere læserne at høre lidt om mine våbenrelaterede fritidssysler.  Jeg tænker her ikke på min forkærlighed for at gå på jagt, men derimod at jeg snart skal stå–sådan lidt på afstand–foran den ærværdige institution Supreme Court of the United States.  Jeg er nemlig blevet medunderskriver af et såkaldt “Amicus brief” i forbindelse med en sag, der er blevet appelleret hele vejen til SCOTUS, fordi det er en spørgsmål, der knytter an Bill of Rights’ 2. tillæg, d.v.s. “Second Amendment” (1791).  Konkret drejer det sig om sagen District of Columbia versus Heller (også her), som i al sin uenkelhed handler om, hvorvidt District of Columbia på lovformelig vis kan begrænse indbyggernes muligheder for at eje/bære våben i radikalt omfang.  Det mente United States Court of Appeals for the District of Columbia Circuit (den “fineste” af appeldomstolene) ikke, og det er den afgørelse, der nu kommer for SCOTUS.  Det hele står og falder med fortolkningen af “Second Amendment”‘s ord:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Så det er altså noget om, hvorvidt det hele går på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  SCOTUS har selv formuleret dét spørgsmål, man skal vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Afgørelsen fra US Court of Appeals, som SCOTUS, skal revurdere, var denne:

“To summarize, we conclude that the Second Amendment protects an individual right to keep and bear arms. That right existed prior to the formation of the new government under the Constitution and was premised on the private use of arms for activities such as hunting and self-defense, the latter being understood as resistance to either private lawlessness or the depredations of a tyrannical government (or a threat from abroad). In addition, the right to keep and bear arms had the important and salutary civic purpose of helping to preserve the citizen militia. The civic purpose was also a political expedient for the Federalists in the First Congress as it served, in part, to placate their Antifederalist opponents. The individual right facilitated militia service by ensuring that citizens would not be barred from keeping the arms they would need when called forth for militia duty. Despite the importance of the Second Amendment’s civic purpose, however, the activities it protects are not limited to militia service, nor is an individual’s enjoyment of the right contingent upon his or her continued or intermittent enrollment in the militia.”

Det er første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor skal fortolke meningen med “Second Amendment”.  Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at alene det, at SCOTUS har taget sagen, er historisk, og at udfaldet–næsten uanset hvad det måtte blive–vil være en af årtiets vigtigste forfatningsfortolkninger.

Min egen rolle er aldeles beskeden og mestendels symbolsk (men Eat your heart out, Mchangama! ;-).  Specifikt er jeg medunderskriver af det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”.  Vi er ikke de eneste. Andre “briefs” til fordel for respondenten (Heller) er f.eks. et fra en række amerikanske akademikere, et (selvfølgelig) fra fra National Rifle Association og et tredje “brief” underskrevet af Dick Cheney, et flertal af Senatet og et flertal af Repræsentanternes Hus (som vel at mærke begge har et Demokratisk flertal), ligesom der er et “brief” fra organisationen med det interessante navn Pink Pistols og slogans som Armed gays don’t get bashed! og Pick on someone your own caliber! Som man siger: Politics make strange bedfellows!

Den fulde liste af “briefs” kan findes her.

For the freaks …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. februar 2008. 9 svar

Jeg ved godt, at jeg har en tendens til at beskæftige mig lidt for meget med amerikansk politik her på stedet, men det er svært (for mig) at gøre andet–især i denne tid.  Men jeg skal spare jer lidt og i stedet henvise til to andre websites for dem, der er virkeligt hårdt ramt: RealClearPolitics.com, som jeg allerede pushede for fire år siden, hvor jeg vist var (stort set) den eneste i DK, der havde opdaget stedet (måske med undtagelse af Uriaspostens Kim Møller).  Det andet er nyere og mere teknisk, men med masser af god grafik: Pollster.com.

Update: Jeg glemte PollingReport.com, og hvis man vil have daglige tracking polls er der næppe nogen bedre primær-kilde end Rasmussen Reports. 

Ugens citat: Huckabee om Gud & forfatningen–og Zakaria om Huckabee

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2008. 4 svar

Den amerikanske wanna-be præsidentkandidat, fhv. baptistpræst, rygeforbudstilhænger, big business basher & big government elsker … Mike Huckabee udtalte før primærvalget i South Carolina forleden, at det var forkert at fortolke Guds ord i forhold til den gældende forfatning, men at man i stedet skulle ændre forfatningen, så den blev mere i overensstemmelse med Guds ord:

“But I believe it’s a lot easier to change the Constitution than it would be to change the word of the living God, and that’s what we need to do, is to amend the Constitution so it’s in God’s standards, rather than try to change God’s standards so it lines up with some contemporary view of how we treat each other and how we treat the family.”

Det var en skjult reference til, at Huckabee ville have et forfatningsmæssigt forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og det kan man så mene om, hvad man vil, men hvis man så CNN’s Late Edition i søndags, kunne man høre Businessweek’s redaktør, den Hayek-citerende forfatter til den fremragende “The Future of Freedom: Illiberal Democracy At Home and Abroad”, Fareed Zakaria komme med følgende lakoniske kommentar:

“It frankly made him sound more like Ahmadinejad of Iran. I mean, the way in which he was describing, you know, implementing God’s law — I mean, isn’t that where we get scared off, when we hear it from Iranians and Saudis?”

Ugens citat: The New Yorker om Hillary Clinton

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. januar 2008. 19 svar

Det fremragende ugeblad The New Yorker (næppe et Republikansk ‘mouth-piece’) har denne morsomme karakteristik, “Mammoths”, af det sidste Clintonske vælgermøde i Iowa:

“For reasons not yet revealed, Hillary Clinton held her final Iowa campaign rally in a museum. The event, on the eve of the caucuses, opened to the sounds of the Canadian band Bachman-Turner Overdrive’s 1973 classic “Takin’ Care of Business” and closed with “9 to 5,” Dolly Parton’s 1980 ode to (and movie about) work. In between, as Hillary, Bill, and Chelsea Clinton waved and clapped to the music, it felt very much like watching the reunion of a nineteen-nineties band. …

Rather than “demanding it,” [i.e. “change”] like John Edwards, or “hoping for it,” like Barack Obama, Hillary told Iowans, “I believe you bring about change by working really, really hard.” So it seemed rather lucky that her campaign had found an event space with a version of that slogan inscribed in the architecture. But, on closer inspection, it turned out that the phrase was part of an exhibit for the mammoths, long extinct, that once roamed what is now Iowa. The skeleton of one of the beasts loomed ominously a few yards from the Clintons, and the museum’s exhibit explained that the mammoths were witnesses to change because they “watched as their world disappeared and their dominance was usurped.”

Løst og fast om de amerikanske primærvalg II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2008. 47 svar

Her er så Wall Street Journals lederskribents sammenfatning af sit syn på de to vindere fra partiafstemningerne i Iowa:

“Mr. Obama’s other potential weakness in November is his orthodox policy liberalism. We can’t recall a single issue on which he has broken with a Democratic interest group. On taxes, he is to the left even of Mrs. Clinton in that he wants to raise the income limit on payroll taxes above its current ceiling of $102,000. Combined with his vow to repeal the Bush tax rates, this would be the biggest tax increase in history by far. Sooner or later this liberal agenda, assuming Mr. Obama believes it, will have to be squared with his rhetoric of “bipartisanship” and national reconciliation.

As for Mr. Huckabee, he shares at least one trait with Mr. Obama–both come across as likable men with an easy charm. But we have our doubts that the former Arkansas Governor’s victory will have the same political impact. He won in a caucus where his fellow evangelicals were 60% of the vote, and this won’t be true in other states. Mr. Huckabee is also only now being discovered by most Republican voters. His innocence (or ignorance) on foreign policy, penchant for borrowing liberal economic attack lines, and even his rejection of Darwin’s theory of evolution deserve to be understood by voters before they make him their standard bearer.”

Så er det sagt både pænt og relativt klart …

Personligt er det min vurdering, at man skal passe på med at lægge for meget i selve de to Iowa vindere: Det er kun sket én gang siden 1972, at den, der blev valgt til præsident, også havde vundet ved Iowas noget mærkelige partiafstemninger.  Det var i 2000, hvor George W. Bush vandt.  Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en naturlov, der ikke kan brydes, men det betyder, at Iowa-valgene ikke er det bedste sted at forudsige resten af primærvalgssæsonen.

Jeg tror selv, at Obama har en vis mulighed for at vinde.  Hvis han vinder i New Hampshire, er Clinton i alvorlige problemer.  Men hvis hun vinder dér?  Så er hun bare “the comeback kid II”, og så er dét historien i alle medier, og så ruller hun videre, som så mange andre, der har tabt i Iowa–men med flere penge og højere navnegenkendelse end nogen før hende (omend tillige med et mere ramponeret image).  Uanset hvem af dem, der vinder i New Hampshire, vil kampen mellem dem givetvis fortsætte indtil én af dem har et klart flertal af delegerede bag sig–og det kan tage lidt tid, når Clinton har vundet Michigan og formodentlig vinder i Californien og New York.

Jeg kan ikke se Huckabee vinde i New Hampshire–omend jeg godt lige vil se de første post-Iowa meningsmålinger.  Og vinder han ikke dér, vil han hurtigt gå over i historien som en af dem, der vandt i Iowa og så ikke vandt noget (eller meget) derefter.  Pudsigt nok har Huckabees sejr over Romney gjort, at en helt tredje (eller fjerde eller femte) reelt er dukket op som ny favorit, nemlig selveste den genfødte John McCain.  McCain lå længe til at vinde i New Hampshire, hvor han er kendt og vellidt, men da nabostatens eks-guvernør, Romney, tæppebombede med reklamer, faldt McCain.  Men hvad sker der så nu, hvor Romney taber terræn relativt til Huckabee?  Så stiger McCain, så man decideret kan tale om en genfødsel.  Hvis McCain vinder i New Hampshire–hvilket jeg tror er ganske sandsynligt–så dropper hans gode ven, Fred Thompson, formodentlig ud (idet hans kampagne har været en katastrofe og han er ved at løbe tør for penge), og peger han på McCain, vil denne have en solid position til at vinde de næste primærvalg.  Og Giuliani?  Han kan næppe regne med at vinde noget før Florida sidst i januar, og hvis det går som den forudgående analyse sandsynliggør, vil McCain til den tid have vundet stort set alle primærvalg.

Så står vi overfor et McCain-Giuliani slagsmål de kommende måneder, og i et sådant er det svært for denne punditokrat at forudse, hvem f.eks. de evangelske protestanter i det såkaldte “kristne højre”, eller de mere klassisk Reagan-Goldwater konservative, vil støtte.  Både Giuliani og McCain (der, som vi tidligere har påpeget, nærmest er en big government Roosevelt-Republikaner) er begge på flere punkter stort set lige langt fra disse to indbyrdes forskellige, men dog centrale grupperinger indenfor partiet.  Hvis ikke en af eller begge disse grupper kaster sig markant bag den ene eller den anden, kan det blive langvarigt.

Og Ron Paul?  Han vil formodentlig blive ved hele vejen, længe efter at slaget er endegyldigt tabt.  Han har ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller valg–men politik kan jo også handle om principper, selvom Pauls egne langt fra altid er lige klare eller velartikulerede.  Det altid læsværdige Reason Magazine havde en interessant artikel om hans kampagne forleden.

Update:

  • McCain er iøvrigt–ifølge det pålidelige Rasmussen Reports–den eneste af samtlige præsidentkandidater, som flere vælgere har et positivt end et negativt indtryk af.
  • Ann Coulter er ikke en kommentator, der skriver særligt godt, eller generelt er til at holde ud at høre på i mere end et par sekunder.  Men selv blinde høns kan vel finde enkelte frø, og denne karakteristik af Huckabee er da lidt morsom: “Huckabee opposes school choice, earning him the coveted endorsement of the National Education Association of New Hampshire, which is like the sheriff being endorsed by the local whorehouse. … Huckabee wants to get kids involved in music at an early age because he believes it leads to a more balanced and developed brain. You know, as we saw with the Jackson family. Maybe someone should tell him the Osmonds are voting for Romney. He supports a nationwide smoking ban anyplace where people work, constitutional protection for sodomy, big government, higher taxes and government benefits for illegal aliens. According to my calculations, that puts him about three earmarks away from being Nancy Pelosi. Liberals take a perverse pleasure in touting Huckabee because they know he will give them everything they want — big government and a Christian they can roll. “
  • En af USA’s mest respekterede, uafhængige valganalytikere, Stuart Rothenberg, har denne analyse af et muligt Obama-Huckabee match-up: “But one thing does seem pretty clear: If it’s Obama versus Huckabee in November, Republicans might want to prepare a bomb shelter and store plenty of food, water and reading material. That general election would more likely than not be a massive blowout for Democrats. … For Huckabee, Obama is a true nightmare. For Obama, Huckabee is a godsend.”

Løst og fast om de amerikanske primærvalg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. december 2007. 29 svar

Da der nu kun er en måned til de første primærvalg afholdes i USA, vil jeg hermed begynde en lille serie af småklip & -kommentarer om løst og fast i den forbindelse.

Vi begynder med min nærmest-elskede Peggy Noonan, som i WSJ’s OpinionJournal skriver om Mitt Romney (R)’s nylige tale om religion, og dét at han selv er mormon, altimens mange af dem han skal have til at støtte sig er evangelske-protestanter af den mere eller mindre bogstavelige karakter.  Noonan synes, at det var klogt at gøre, men unødvendigt for hendes eget vedkommende:

“Did Mitt Romney have to give a speech on religion? Yes. When you’re in a race so close you could lose due to one issue, your Mormonism, you must address the issue of your Mormonism.

… He had nothing to prove to me regarding his faith or his church, which apparently makes me your basic Catholic. Catholics are not his problem. His problem, a Romney aide told me, had more to do with a particular fundamentalist strain within evangelical Protestantism. Bill Buckley once said he’d rather be governed by the first thousand names in the Boston phone book than the Harvard faculty. I’d rather be governed by Donny and Marie than the Washington establishment. Mormons have been, in American history, hardworking, family-loving citizens whose civic impulses have tended toward the constructive. Good enough for me. He’s running for president, not pastor. In any case his faith is one thing about Mr. Romney I haven’t questioned.”

Det er nogenlunde også min egen personlige vurdering.  Men det er ikke godt nok for mig.  Jeg tror ikke, at Romney–trods en pengekasse større end Joakim von Ands–er troværdig nok til at få nomineringen, eller til at vinde hvis han fik den.  Demokraterne ville elske at købe restlageret af de sandaler, som Republikanerne i 2004 svingede i luften foran John Kerry, mens de i kor råbte “flip-flop, flip-flop …”.

Noonan kunne som sagt godt lide hans tale, men hun har en sjov kritik–sjov i den forstand, at den både er rigtig og spydig:

“At the end, he told a story he had inserted just before Thanksgiving. During the dark days of the First Continental Congress in Philadelphia, someone suggested the delegates pray. But there were objections: They all held different faiths. “Then Sam Adams rose, and said he would hear a prayer from anyone of piety and good character, as long as they were a patriot. And so together they prayed.” At this point in Mr. Romney’s speech, the roused audience stood and applauded, and the candidate looked moved.

There was one significant mistake in the speech. I do not know why Romney did not include nonbelievers in his moving portrait of the great American family. We were founded by believing Christians, but soon enough Jeremiah Johnson, and the old proud agnostic mountain men, and the village atheist, and the Brahmin doubter, were there, and they too are part of us, part of this wonderful thing we have. Why did Mr. Romney not do the obvious thing and include them? My guess: It would have been reported, and some idiots would have seen it and been offended that this Romney character likes to laud atheists. And he would have lost the idiot vote.

My feeling is we’ve bowed too far to the idiots. This is true in politics, journalism, and just about everything else.”

Min egen elskede Berlingske Tidende har dd. et nærmest savlende portræt af en anden præsidentkandidat, Mike Huckabee (R), der kalder denne en “logisk favorit”, der har et budskab “som selv liberale amerikanere måske endda vil acceptere, når det kommer fra en person, de i bund og grund synes godt om”.  Det er skrevet af avisens korrespondent, Karl Erik Stougaard, og det er vel i sig selv grund nok til at være skeptisk.  Jeg bliver ihvertfald mindet om, hvordan danske medier ofte både ukritisk og omklamrende bygger enhver “udfordrer” indenfor det Republikanske parti op, for blot derefter–hvis det går vedkommende godt–at skyde vedkommende ned igen af lige præcis de årsager, de ikke nævnte til at begynde med.

Anyway …Det er da heller ikke alle i USA, der er lige begejstrede–altså for Huckabee.  Tag f.eks. Wall Street Journals Kimberley Strossel, som under overskriften “Redefining Conservatism: Mike Huckabee is far from being Reagan’s heir” bl.a. skriver:

“DES MOINES, Iowa–Stepping out for a press conference here Monday, Mike Huckabee fielded the ultimate question. Just how conservative are you?

“I’m as conservative as anyone could hope to be, or want to be, or needs to be,” replied the smiling former Arkansas governor, never missing a beat, and following up with a boilerplate summary of his belief in “lower taxes,” the “sanctity of human life” and a “strong military”–before moving ever so swiftly on to the next question.

It was trademark Huckabee: Sounds great, explains little. It’s a strategy that has so far served him well, rocketing his campaign in recent weeks to the top ranks of the Republican presidential field. The question is whether he can continue to pull off that trick …”

Og hvad mener han så mere specifikt?

“A populist at heart, Mr. Huckabee claims he’s “no protectionist,” but over and over this week he complained about the U.S. trade deficit with China and vowed, in the best Democratic tradition, to only sign “fair trade” deals. To bring up big companies is to invite a Huckabee lecture on the “greed” of corporate executives who tower over “average employees.”

Mr. Huckabee likes to say he cut taxes in Arkansas 94 times, and has collected devotees around his promise for sweeping tax reform via the “fair tax.” He promises to abolish the IRS, and along with it all current income, corporate, payroll and other taxes–to be replaced with a 23% national sales, or consumption, tax. He’s also promised repeal of the 16th amendment–which established the income tax–to ensure Americans don’t get double-taxation.

The chances of actually accomplishing this are about as likely as Christmas three times a year. But the benefit of Mr. Huckabee’s dreamy tax proposal is that it has, until now, allowed him to avoid talk of his own checkered tax past in Little Rock. That tenure included sales tax hikes, strong support for Internet taxation, bills raising gas and cigarette taxes, etc. By this week, Mr. Huckabee had been slammed on this tax history so much he was no longer disputing the details. When asked if he didn’t have a “mixed” record, Mr. Huckabee shot back: “Most everyone who has ever governed does,” before insisting that even the great Reagan had raised taxes while at the helm of California.

… Voters are only now beginning to hear some of this, and Mr. Huckabee, with little money or infrastructure in other primary states, is still a long way from the nomination. But if by some chance he keeps up this surge, Republican voters need to understand they are signing up for a whole new brand of “conservatism.”

Erkendelsen breder sig

Af admin, den 30. oktober 2007. 10 svar

Efteråret sniger sig ind på os, og bladene falmer trindt om land.

På samme måde breder erkendelsen sig af, at det går mærkbart fremad i Irak, og at indsatsen, som O’Hanlon & Pollack formulerede det forsigtigt – meget forsigtigt, de er begge demokrater – i New York Times allerede i juli måske alligevel er “A War We Might Just Win”.

Det er næppe The Surge alene, som har fremkaldt den positive udvikling, selvom den klart har haft en effekt. Forbedringen har været mærkbar længere end som så.

Trods mediernes forsøg på at fremstille irakerne som blodtørstige barbarer, der afviser tilbuddet om demokrati med en hånlig snerren, mens de gør klar til at skære halsen over på deres nabo, viser både de afholdte valg og de mellemliggende meningsmålinger en efter forholdene moden og fornuftig befolkning, der ønsker et samlet Irak med demokratiske institutioner.

Og tværtimod mediernes forsøg på at få os til at tro, at terroren vinder frem, er galningene i al-Qaeda blevet stadig mere upopulære ikke bare i Mellemøsten generelt, men også blandt deres tidligere forbundsfæller hos Iraks Sunni. Det kan godt være, at de hellige krigere ikke ved noget bedre end at dø, men den enkelte araber synes at være lige så glad for livet, som vi andre, og ønsker sig et bedre liv for sig og sine. Det burde egentlig ikke overraske.

Endelig synes der så småt at være en stigende forståelse blandt Sunni for, at slaget om at dominere Irak er tabt, og at deres tidligere ledere i Baath-partiet virkelig er dead end losers.

Blandt Shia er der også en gryende forståelse for, at de veluddannede Sunni må inddrages, hvis volden skal stoppes, og levevilkårene forbedres. Amerikanernes udrustning af Sunni er ikke bare et våben i den endelige nedkæmpelse af al-Qaeda i Mesopotamien; det er også en påmindelse til Shia-politikerne om, at de ikke skal gøre sig håb om at undertvinge Sunni.

Den gode udvikling er naturligvis blevet bemærket i de kredse, der støtter indsatsen i Irak, som tålmodige læsere af denne blog allerede har bemærket. Et nyligt eksempel er det britiske Prospect (oktober 2007), der sammenfattede det i følgende manchet:

With most Sunni factions now seeking a deal, the big questions in Iraq have been resolved positively. The country remains one, it has embraced democracy and avoided all-out civil war. What violence remains is largely local and criminal

Det burde være en glædelig nyhed, men alt for mange politikere og journalister har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en fiasko, så det vil være katastrofalt, hvis det ikke er katastrofalt. Hvad gør man så?

MSM og den øvrige anti-krigsfløj prøver indtil videre krampagtigt at fortie det, fokuserer på den vold, som stadig plager landet, og taler i stedet om den manglende politiske udvikling i forsoningen mellem Shia og Sunni. Skidt med at amerikanerne, der vælter sig i forbrugsgoder og kun har overvægten at kæmpe med, for det meste synes at være i struben på hinanden og knapt nok er på talefod mellem GOP og Democrats, men irakerne har sgu’ bare at slå en streg over de sidste 80 års blodig undertrykkelse og blive gode venner i en ruf. Ellers er dét den katastrofe, som man så inderligt ønsker.

Men denne fornægtelsesstrategi bliver stadig vanskeligere. Thomas Friedman forsøgte at håndtere problemet ved at lave lidt sjov forleden (i Int. Herald Tribune 25/10, men linket her er fra en anden avis). Han spurgte, om amerikanerne havde trukket sig ud af Irak? Den meget mediedækning var nemlig pludselig stoppet. Fnis, fnis. For at bevare sin målgruppe i NYT, sørgede Friedman naturligvis for at fremhæve de manglende politiske resultater, hvilket skam var en katastrofe. Pyha, så var den næsten klaret.

Erkendelsen af, at Irak alligevel ikke naturnødvendigt må blive en katastrofe er m.a.o. nået de mere tænksomme dele af krigsmodstanderfløjen. Et af de mere interessante eksempler er Brian Doherty, der i Reason (26/10) prøver at håndtere, at målene for Irak er nået og synes at kunne fastholdes. Det gør ham ikke glad, slet ikke.

Han finder en vis trøst i, at det stadig kan gå galt, men må indrømme, at udsigten ikke er lovende. Man kan naturligvis også håbe på, at en eller anden “dirty bomber” New York en gang om 20 år, og at det kan føres tilbage til besættelsen, men det er kun vage håb. De mere intelligente præsidentkandidater har lugtet lunten og vil ikke længere tvinge tropperne ud nu, så det i det mindste kan ligne et nederlag. De taler om at bevare tropperne også ud over deres egen embedsperiode og vil kun trække styrker ud, der er lige så beskedne i antal som Bush selv. Nope, det ser sort ud. Men han holder trods alt fast i sine holdninger, hvilket altid er beundringsværdigt, når det hele ser lyst, undskyld sort ud.

En interessant betragtning kommer her:

Judging whether the Iraq war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were before treats war as merely a neutral policy tool. The question preceding any decision to go to war shouldn’t be as simple as: “Might some long-term good occur out of this?” (especially when any attempt to wonder whether or not things might or could have been better in Iraq in 2012 than they were in 2002 even if we never invaded will be dismissed as childish sci-fi thinking, and the costs of likely more than a couple of trillion by 2017 thought of as all in a day’s good work, and for our kids to pay off anyway). The real question before a war needs to be: “is this absolutely necessary given a fair consideration of the horrors and unpredictability of war and the purpose of the U.S. military?” Which is not: “make the world a better place, somewhere down the line, killing lots of people on the way.” For America’s future, this kind of victory in Iraq could really mean defeat.

Det er – i modsætning til meget af antikrigsretorikken, f.eks. al about oil-argumentet – et godt argument i betydningen fornuftigt og ikke åbenlyst tåbeligt. Det er værd at overveje.

Men argumentet om, at “[j]udging whether [a] war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were” ikke skulle være en rigtig måde at bedømme en militær indsats, f.eks. humanitær intervention, som i Kosovo, eller, som i Irak, en krig for at fjerne en brutal diktator, bider ikke på denne punditokrat.

Det kan enten skyldes, at jeg er en forbandet civilist, der ikke kender krigens gru, eller det kan skyldes, at jeg ikke er særlig imponeret over diplomatiets indsats, når det bruges som eneste “våben”, i Darfur for eksempel. Tværtimod vil  jeg fastholde, at skal man bedømme, om en militær indsats bør iværksættes, bør man netop spørge sig selv, om der er en rimelig udsigt til, at indsatsen skaber bedre forhold ex post end ex ante.

Spørgsmålet er nu, hvor længe der går, før danske MSM begynder at håndtere problemet med den udeblevne katastrofe. I dagens Berlinger var der en – for dem – usædvanligt nuanceret dækning af, at centralregeringen overtager endnu en provins, og blandt de udførlige oplysninger om den terror, som fortsat finder sted, nævnes en passant et fald i de civile tab på 70 pct. For de stakkels læsere, der kun får deres informationer om Irak fra avisen, må det tal komme som noget af en overraskelse.

Bladene
skifter farve og falder, f
ølger aviserne med?