Tag-arkiv: USA

Amerikansk tillid til regeringen i bund

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2010. 4 svar

En ny survey fra the Pew Center viser, at amerikanernes tillid til regeringen er faldet drastisk, og er tæt på at være historisk lav. Undersøgelsen tegner unægteligt et andet billede af den politiske situation i USA, end europæiske medier bringer for tiden. Her er et par pluk fra NPR’s dækning:

Only 22 percent of Americans surveyed by Pew say they can trust government in Washington “almost always or most of the time” — among the lowest measures in the half-century since pollsters have been asking the question. And an increasing number — almost 1 of every 3 people — say they believe government is a major threat to their personal freedoms and want federal power reined in.

Pew asked people to say whether they were content, frustrated or angry with the federal government — and 3 of every 4 people said they were either frustrated or angry.

The proportion of Americans who say they are “angry” with the federal government has doubled since 2000, increasing from 10 percent to 20 percent.

Independents who are highly frustrated with government are highly committed to voting this year, and they favor the GOP candidates in their district by a margin of 66 percent to 13 percent.

Pew gentog undersøgelsen hele tre gange for at være sikre på, at det ikke bare var en tilfældighed, at de fik disse dramatiske resultater, men fik det samme resultat igen. Som centerets leder Andrew Kohut konkluderer: “The public wants a less activist government.” Det kan godt være at danske og europæiske mainstream medier elsker Barack Obama og den kurs, han har lagt for USA, men amerikanerne er uenige. Kunne vi måske få det dækket i danske medier?

Optimisten Gary Becker

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 27. marts 2010. Skriv et svar

Wall Street Journal har i dag et stort opsat weekendinterview med nobelpristageren Gary Becker, som giver en frisk indsprøjtning af historisk perspektiv og optimisme til avisens læsere.

Om sundhedsreformen:

Here in the United States, we spend about 17% of our GDP on health care, but out-of-pocket expenses make up only 12% of total health-care spending. In Switzerland, where they spend only 11% of GDP on health care, their out-of-pocket expenses equal about 31% of total spending. The difference between 12% and 31% is huge. Once people begin spending substantial sums from their own pockets, they become willing to shop around. Ordinary market incentives begin to operate. A good bill would have encouraged that.

Om midtvejsvalget i november:

One of the points Secretary Paulson made earlier today was how outraged – how unexpectedly outraged – the American people became when the government bailed out the banks. This belief in individual responsibility – the belief that people ought to make their own decisions, but should then bear the consequences of those decisions – this remains very powerful. The American people don’t want an expansion of government. They want more of what Reagan provided. They want limited government and economic growth. I expect them to say so in the elections this November.

Om Milton Friedman og nutidens økonomer:

When Milton was starting out, people really believed a state-run economy was the most efficient way of promoting growth. Today nobody believes that except maybe in North Korea. You go to China, India, Brazil, Argentina, Mexico, even Western Europe. Most of the economists under 50 have a free-market orientation. Now, there are differences of emphasis and opinion among them. But they’re oriented toward the markets. That’s a very important intellectual victory.

Om fremtiden:

When I think of my children and grandchildren, yes, they’ll have to fight. Liberty can’t be had on the cheap. But it’s not a hopeless fight by any means. I remain basically an optimist.

Læs hele interviewet her.

Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2010. 20 svar
I forlængelse af min kommentar ovenfor om forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
–har min gamle ven gennem 23 år, Randy Barnett (professor i jura ved Boston University og næppe én, der kan ses som værende ude i et partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg i Washington Post (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/03/19/AR2010031901470.html) skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance.
But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds.”

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

George W. Obama II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2010. 15 svar

Som tidligere nævnt begynder der at være interessante lighedspunkter mellem George W. Bush og Barack Obama.  Senest kan man vist sige Oops! til den nyeste amerikanske Gallup-tracking poll, der kommer i kølvandet på, at Demokraterne har meddelt, at de i forbindelse med den planlagte sundhedsreform ikke blot vil bruge én forretningsordens-bestemmelse til at undgå en filibuster i Senatet (hvilket er både forståeligt og lovligt, men næppe legitimt), men nu også vil bruge en anden til at gennemføre forslaget i Repræsentanternes Hus helt uden afstemning (hvilket er pænt over grænsen for et åndeligt grundlovsbrud).

I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen.  Lavt at flyve–fortsat langt at falde.

Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor.  Måske.

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Af Altmann, den 3. februar 2010. 1 svar

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Læs resten →

Bad Bad Banks

Af Carsten Valgreen, den 24. januar 2010. 1 svar

Obama administrationens seneste påfund er lovgivning, der skal forbyde banker at foretage ”proprietary trading” – det vil sige handle for egen bog. I praksis er det et skridt tilbage til tiden før 1994 hvor Glass-Steagall loven blev ophævet. Glass-Steagall adskilte i praksis ejerskabet af ”investment banks” fra ”commercial banks”. Ophævelsen af Glass-Steagall (som var en 1930er opfindelse uden paralleler i andre lande) førte i perioden 1994-2008 til flere fusioner på tværs og dermed ”krydsninger” mellem investeringsbanker og commercial banks. Citigroup og JP Morgan Chase er eksempler. Paradoksalt nok nærmest tvang Bush administrationen (og Tim Geithner!) Bank of Americas Ken Lewis til at overtage investeringsbanken Merril Lynch i den weekend, hvor alt kollapsede i efteråret 2008. Dermed var den nuværende amerikanske finansminister med til at skabe den slags konglomerat som han nu åbenbart mener er et problem. Det er i det hele taget mærkværdigt at administrationen nu demoniserer store banker. Sidste år var den med til at skabe en del af dem via stærk tilskyndelse til fusioner. Det er dog også tydeligt at Obamas forslag ikke er groet i Tim Geithners have. Og konsistens med hensyn til finansiel reform har hidtil ikke været en af administrationens stærke sider.

Læs resten →

George W. Obama

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2010. 18 svar

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Af Altmann, den 15. januar 2010. 15 svar

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Faldende kriminalitet i USA II

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 5. januar 2010. 3 svar

Jeg skrev for nylig om de seneste opgørelser fra FBI, som viser faldende kriminalitet i USA på trods af den økonomiske krise. Heather Mac Donald fra tænketanken Manhattan Institute har i dag et glimrende indlæg i Wall Street Journal, hvor hun angriber 1960’ernes teorier om, at kriminalitet først og fremmest skyldes fattigdom og ulighed. Her er et par udpluk:

The recession of 2008-09 has undercut one of the most destructive social theories that came out of the 1960s: the idea that the root cause of crime lies in income inequality and social injustice. As the economy started shedding jobs in 2008, criminologists and pundits predicted that crime would shoot up, since poverty, as the “root causes” theory holds, begets criminals. Instead, the opposite happened. Over seven million lost jobs later, crime has plummeted to its lowest level since the early 1960s. The consequences of this drop for how we think about social order are significant.

If crime was a rational response to income inequality, the thinking went, government can best fight it through social services and wealth redistribution, not through arrests and incarceration. Even law enforcement officials came to embrace the root causes theory, which let them off the hook for rising lawlessness. Through the late 1980s, the FBI’s annual national crime report included the disclaimer that “criminal homicide is largely a societal problem which is beyond the control of the police.” Policing, it was understood, can only respond to crime after the fact; preventing it is the domain of government welfare programs.

The recession could still affect crime rates if cities cut their police forces and states start releasing prisoners early. Both forms of cost-saving would be self-defeating. Public safety is the precondition for thriving urban life. In 1990s New York, crime did not drop because the economy improved; rather, the city’s economy revived because crime was cut in half. Keeping crime rates low now is the best guarantee that cities across the country will be able to exploit the inevitable economic recovery when it comes.

Faldende kriminalitet i USA

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 22. december 2009. 3 svar

Det amerikanske forbundspoliti (FBI) har netop offentliggjort de foreløbige kriminalitetstal for den første halvdel af 2009. I lyset af den økonomiske krise havde mange forventet, at kriminaliteten ville stige, men den er tværtimod faldet markant i forhold til samme periode sidste år. Den voldelige kriminalitet faldt med 4,4 procent, mens berigelseskriminaliteten faldt med 6,1 procent. Antallet af mord faldt med 10 procent. Kriminaliteten i USA har været faldende siden begyndelsen af 90’erne og er nu på sit laveste niveau i mere end 40 år.

Helikopter-Ben i knibe

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 17. december 2009. 3 svar

Det forlyder, at John McCain vil stemme imod en genudnævnelse af Ben Bernanke som chef for den amerikanske centralbank. McCain foretrækker efter sigende Paul Volcker, som slog hårdt til mod inflationen i begyndelsen af 80’erne, eller John Taylor, som har udmærket sig med den såkaldte Taylor Rule. Både Taylor og Volcker har kritiseret Bernanke for at føre en for løs pengepolitik. Taylor udgav sidste år et læseværdigt papir, hvor han konkluderede, at finanskrisen skyldtes netop denne løse pengepolitik.

Bernanke fik som bekendt øgenavnet ”Helicopter Ben”, da han i 2002 holdt to taler, hvor han med henvisning til Milton Friedmans berømte helikopter-eksempel understregede, at man altid kan udrydde deflation ved at trykke flere penge. Talerne kan læses her og her. Bernanke hyldede Friedman og Anna Schwartz for deres studie af depressionen i 30’erne, som konkluderede, at den amerikanske centralbank forårsagede depressionen gennem en alt for hård pengepolitik efter krakket i 1929.

Monetarister og tilhængere af den østrigske skole har længe debatteret årsagerne til depressionen i 30’erne og opskriften til den perfekte pengepolitik. Mark Skousen foreslår et interessant kompromis i bogen Vienna and Chicago: Friends or Foes?:

In conclusion, was there an inflationary imbalance during the 1920s, sufficient to cause an economic crisis? The evidence is mixed, but on net balance, the Austrians have a case that the low-interest rate policies of the Fed were sufficient to create distortions in the ”higher-order” sectors of the economy, and therefore a recession at minimum was necessary to correct these imbalances. But was Fed policy sufficiently easy to create a Great Depression following the 1929 stock market crash? Here the monetarists have the upper hand: only further deflationary blunders by the Federal Reserve could have turned the 1929-30 recession into the worst economic crisis of the 20th century.

Men uanset om man er monetarist eller østriger, så er John McCains skepsis over for Bernanke formentlig på sin plads. Selv Milton Friedman ville formentlig være betænkelig over den enorme udvidelse af pengemængden, som har fundet sted gennem det seneste års tid. Således påpegede Peter Bernholz tirsdag følgende i magasinet The American:

In a mistaken fear of deflation, the Fed lowered its interest rate to 1 percent and increased the monetary base by about 39 percent from 2000 to 2006 after the bursting of the New Economy Bubble. In doing so it encouraged an incredible credit expansion by the financial sector and thus allowed the subsequent asset bubble.

På den baggrund burde følgende give anledning til en vis bekymring:

The monetary base of the Fed has grown by about 99 percent within one year from the end of July 2008; and this following a substantial increase already since the end of 2008. Even the Swiss National Bank increased its monetary base by 112.5 percent from the end of 2008 to the end of May of 2009. The growth of the monetary base in the euro zone looks more modest, with 68 percent since the end of 2007. But even this smaller increase has never been experienced in monetary history except in countries suffering from high inflation.

Hvor er Phil Jones og Michael Mann, når Obama har brug for deres “tricks”?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. december 2009. Skriv et svar

Læs mere på RealClearPolitics’ Horse Race Blog “Can’t Hide the Decline: Obama Hits New Polling Lows”.

Update: Mere opdateret og detaljeret analyse her.

Det grønne USA

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 8. december 2009. 2 svar

I anledning af klimatopmødet har jeg i dag en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg påpeger, at USA måske slet ikke er så slem en forurener, som landet ofte fremstilles som. Her er et uddrag:

USA kanøfles, fordi landet aldrig ratificerede Kyoto-protokollen, som 190 lande nu har tilsluttet sig. Efter orkanen Katrina i 2005 antydede den daværende tyske miljøminister Jürgen Trittin sågar, at George W. Bush selv var ude om katastrofen, fordi han ikke havde gjort nok for at begrænse amerikanernes udledning af drivhusgasser.

Ifølge U.S. Energy Information Administration steg det amerikanske CO2-udslip imidlertid kun med 2,3 procent under Bush (forskellen mellem 2000 og 2007 idet tal for 2008 endnu ikke er tilgængelige) sammenlignet med 4,4 procent i Danmark og 3,1 procent i EU. I samme periode faldt udslippet pr. person med 4,1 procent i USA, mens det faldt med 1,5 procent i Storbritannien, 2,9 procent i Tyskland og 3,3 procent i Frankrig.

Gennem det seneste årti har USA altså mindsket sit CO2-udslip mere end Europa – uden at tilslutte sig Kyoto-protokollen og uden at ødelægge den økonomiske vækst med uforudsigelige og bureaukratiske miljøregler (relativt set). Således voksede den amerikanske økonomi med 2,4 procent årligt i perioden 2000-2007 sammenlignet med 2,3 procent i EU og 2,0 procent i Vesteuropa (EU-15).

Anglo-amerikansk kapitalisme, ja tak

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 7. december 2009. 6 svar

Min gode ven Johnny Munkhammar har henledt min opmærksomhed på et glimrende indlæg af Martin Wolf i Financial Times i sidste uge. Wolf viser, hvordan den anglo-amerikanske kapitalisme har udkonkurreret det kontinentale Europa og Japan siden Reagan og Thatcher.

 

Jeg skrev i øvrigt tidligere på året en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg kritiserede forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens angreb på den anglo-amerikanske kapitalisme.

Påvirker samfundsøkonomien amerikanske midtvejsvalg?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. november 2009. 1 svar

Jeg er en svoren tilhænger af analyser, der forudsiger, at positive (negative) forandringer i samfundsøkonomiske forhold vil påvirke politikernes popularitet positivt (negativt). Det synes f.eks. at være ret klart ved amerikanske præsidentvalg (se her og her), men gælder det også ved midtvejsvalg, som det USA skal have næste år? Ifølge den altid læsværdige blog/webportal RealClearPolitics.com er billedet lidt uklart, men måske der er noget om snakken.
Ihvertfald skal præsident Obama nok håbe på, at hans “approval ratings”, der nu for første gang dykker under 50 pct., ikke falder yderligere.

Capitalism: A Love Story

Af Carsten Valgreen, den 18. oktober 2009. 5 svar

Er titlen på Michael Moores seneste værk, der havde premiere i USA 23. september. Jeg har heldigvis ikke set den endnu, men jeg frygter allerede for mine tæer. Ud over at være uenig med manden, har jeg aldrig været en stor fan af Moores stil. Alle dokumentarister manipulerer, men Moore gør det så bastant og uelegant, at det gør lidt ondt at se på. Det er Jens-Olaf Jersild på speed (eller også er det omvendt).

Men filmens premiere har været interessant for, hvad der ikke er sket: Den tegner ikke til at blive en stor succes. I premiere weekenden indspillede den $4.4mio (se her ). Det er nogenlunde på niveau med hans forrige film om sundhedssektoren ”Sicko” ($3.6mio) og væsentligt ringere end hans største succes ”Fahrenheit 9/11” ($23.3mio.). På boxofficemojo.com er brugerne heller ikke særligt venlige ved filmen. Den får en gennemsnitlig “C”-rating med et helt usædvanlig split: 40% rater den ”A” og 47% ”F”. Hans to forrige film får begge et lidt bedre ”B-” i snit.

Givet emnets potentiale er det interessant, at Michael Moore ikke gør det bedre. USA har fået økonomiske og finansielle tærsk i en grad som ikke er oplevet i en generation eller mere, og det på en måde, der gør ondt langt ind i selvforståelsen. Wall Street – som aldrig har været populær i USA – er den oplagte syndebuk. Alligevel er Moore åbenbart ikke i stand til at udnytte folkestemningen. Det kan selvfølgelig være fordi Moore har lavet en (endnu) dårligere film end han plejer. Men Moores (potentielle) halv-flop ligger i forlængelse af en anden ting, der heller ikke er sket: Der har ikke været et politisk skred til venstre. Hverken i USA eller Europa. Ja, Obama blev valgt, men Bush var så stor en belastning og McCains valg af Palin var så stort et problem, at det nok var sket under hvilke som helst økonomiske omstændigheder. Og i Europa er der nok udbredt utilfredshed med siddende regeringer, men det virker ret farveblindt og normalt. Labour taber nok i UK, franskmændene er allerede trætte af Sarkozy, tyskerne stemte Merkel (og FDP!) ind og et uinspireret SPD ud af den store alliance. Det virker ikke som om, vælgerne generelt har appetit på en mere politisk reguleret økonomi som følge af krisen.

Det er noget af det mest opmuntrende, der ikke er sket. Det her er en krise, hvor de vestlige landes politikere kunne have fundet på at ofre vores langfristede (eller endog kortsigtede) vækstpotentiale for at tilfredsstille vælgernes ønske om ”handling” og ”beskyttelse” mod markedet. Men den katastrofale interventionsdynamik fra 1930erne er ikke gået i gang (ret meget, der har været et par usmarte protektionistiske skridt). Den vestlige verdens politikere tror måske, at vælgerne vil have protektionistisk beskyttelse og en afstraffelse af den finansielle sektor (som jo aldrig skulle have lånt os alle de penge!). Og de skal nok finde på mere regulering af en af de i forvejen allerede mest regulerede private sektor i økonomien. Hvilket selvfølgelig vil gøre den sektor mere effektiv og billig for brugerne. Men vælgerne ser ud til at være klogere end som så. De gider i hvert fald ikke se Michael Moores populistiske version af den finansielle krise med Wall Street i skurkerollen.

Og nu vi er ved film om højfinansen så er Oliver Stone ved at lave en gevaldigt godt timet to’er til ”Wall Street” fra 1987 (den med Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko) med Douglas på rollelisten igen. Gekkos tale til Teldar Papers Annual Meeting i ”Wall Street” er som bekendt en (ufrivillig) liberal klassiker . Jeg kan egentlig bedre lide Gordon Gekko end John Galt. Det kunne være interessant at høre bud på de bedste liberale film (inklusiv de ufrivilligt liberale!).

If bigger spending and more intervention was a recipe for economic growth….

Af Niels Westy, den 10. februar 2009. 14 svar

Som bekendt presser Barack Obama i disse dage på for at få gennemført sin store stimuliplan til 800 mia. dollars. Argumenterne går fra “at det er bedre at gøre et eller andet end ingenting at gøre” til en type af argument eller rettere sagt postulat vi også kender fra andre problemstillinger (f.eks. klimadebatten”), nemlig at sagkundskaben, i dette tilfælde økonomerne, er enige i at hvad USA (og verden) har brug for er øget offentligt forbrug og et øget offentligt statsligt underskud i USA, eller som Obama sagde det ugen før sin tiltrædelse som præsident:

“There is no disagreement that we need action by our government, a recovery plan that will help to jumpstart the economy.”

Det fik Cato Institute til at indrykke en annonce i en række af landets ledende aviser, under overskriften “With all due respect Mr. President, that is not true.”hvor mere end 200 økonomer, herunder flere Nobelpris modtagere tager afstand fra ideen om en keynesiansk “jumpstart” af den amerikanske økonomi, i den efterfølgende uge er antallet af underskrivere steget med flere hundrede.

Begrundelsen for ikke at anbefale en keynesiansk jumpstart af økonomien er selvfølgelig at de seneste 60 års økonomiske forskning i det store hele viser, at det ikke virker over tid, eller som det fremgår af brødteksten i annoncen;

“Notwithstanding reports that all economists are now Keynesians and that we all support a big increase in the burden of government, we do not believe that more government spending is a way to improve economic performance. More government spending by Hoover and Roosevelt did not pull the United States economy out of the Great Depression in the 1930s. More government spending did not solve Japan’s “lost decade” in the 1990s. As such, it is a triumph of hope over experience to believe that more government spending will help the U.S. today. To improve the economy, policy makers should focus on reforms that remove impediments to work, saving, investment and production. Lower tax rates and a reduction in the burden of government are the best ways of using fiscal policy to boost growth.”

Eller som  Daniel J. Michell fra Cato udtrykker det; “If bigger spending and more intervention was a recipe for economic growth. France schould be an economic tiger and Hong Kong should be in the toilet.”

Jeg skal erkende at jeg finder det ganske bemærkelsesværdigt at, som det også i flere omgange er blevet fremstillet herhjemme i danske medier, man fortsætter med at fremføre skrønen om New Deals positive effekter. Med fare for at gentage Obamas kunstykke om at påstulere konsensus, så er det alment anerkendt, også blandt en lang række økonomer der opfatter sig selv som Keynesianere, at den økonomiske politik i USA i 1930erne var forfejlet. Hvorfor er så en anden grund. Keynesianere som f.eks. Den nylige nobelprismodtager Paul Krugmann, vil anføre, at det skyldtes at finanspolitikken ikke var ekspansiv nok, – både skatter og udgifter steg i perioden. Vi andre ville nok anføre at senere erfaringer med ekspansiv finanspolitik efter 2. verdenskrig modsiger validiteten af dette argument, herunder bl.a. erfaringerne i Japan i 1990erne, for slet ikke at tale om erfaringerne fra rækken af bl.a. Latinamerikanske lande, der i finansierede et indenlandsk opsparingsunderskud med fortsat ekstern gældsætning kulminerende med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne.

Nu vil jeg ikke påstå at USA (eller England) endnu er i en sammenlignlig situation, – hvornår det indtræffer, hvis det indtræffer, skal jeg afholde mig fra gætte på. Men man behøver egentlig heller ikke sammenligne med så “eksotiske steder”, se dog længere nede i dette indlæg. Man kan jo også stille sig selv det spørgsmål om Italien er bedre stillet i dag, end hvis man havde ført en økonomisk politik der ikke havde indebåret en gigantisk offentlig gæld, eller om en mindre japansk finanspolitik i 1990erne havde forbedret levestandarden i Japan. Jeg vil mene at svaret er et klart ja.

Christian Bjørnskov skriver i sit indlæg “hvorfor er der klassekamp i Frankrig” at

“Det [Frankrig] må også være et af de eneste steder på vores del af kloden, hvor en stærkt interventionistisk, protektionistisk og statsstøttevenlig præsident – Nicolas Sarkozy – bliver beskrevet som ultrahøjreorienteret og nyliberal”

Heroverfor kunne man stille Philip Stephens indlæg i Finansiel Times, “Tables turned: Latin America’s lesson for the west” hvor han sammenligner England sinde 1997 med Chile siden 1990. Begge steder har haft nominelt venstreorinterede regeringer, men har ført en vidt forskellig økonomisk politik.

Som Stephens skriver om Chile: “It boasts a free-trade policy to make it one of the world’s most open economies. A run of budget surpluses has wiped out its national debt. It has a privatised pensions system and education vouchers that allow the affluent to top up state provision. Fiscal responsibility is enshrined in law, det lyder jo alt sammen ganske “højreorienteret”, men samtidig er det jo en “venstreorienteret” regering, hvorom det gælder, at “It takes pride in an aggressive anti-poverty campaign. The proportion of young people attending university has quadrupled. Public health provision has brought strong gains in life expectancy. The state guarantees a minimum income for the elderly. A publicly owned bank is mitigating the effects of the credit crunch. Chile has separated political ends from means. There is nothing wrong with ideology, whether it is the conservative belief in individual freedom or the progressive view that the state must spread opportunity. Where the tired left-right debates become pointless is in confusing the preferred route with the desired destination.”

I modsætning til Chile der i de seneste 20 år har nedbragt den offentlige gæld til 0, har England (i lighed med USA, også under den “højreorienterede” Bush) akkummeleret offentlig gæld.

Jeg håber ikke at hverken USA, England (eller andre vestlige lande) har brug for en “Latinamerikansk erfaring” – eller en italiensk  – før man erkender, at Keynes glemte at medtage, at det måske nok gælder, at “in the long run we are all dead”, men det indebærer jo ikke at vores børn er det.

Opdateret:

Obamas plan er nu vedtaget og prisen er ca. 16.000 kroner per amerikaner, dertil skal naturligvis lægges renter og renters rente, når gælden engang skal betales tilbage, men til den tid er Obama selvføgelig gået på pension. Måske skulle man blot have trykt pengene og sendt dem direkte til den enkelte amerikaner, hvilket Jon Stewart slog til lyd for i The daily Show i sidste uge. Han var dog næppe klar over, at det var udtryk for monetarisme 🙂

I dagens anledning … fra den gamle redaktør

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. januar 2009. 30 svar

Jeg tillader mig at bryde min lange stilhed & emeritus status her på bloggen–i dagens anledning.  Jeg har hurtigt skrevet en klumme til onsdagens Berlingske om Obamas indsættelsestale.  Skulle nogen være i tvivl, så foretrækker jeg fortsat denne–fra dengang Republikanere endnu talte om lavere offentlige udgifter og mindre statsstyring:

“We suffer from the longest and one of the worst sustained inflations in our national history. It distorts our economic decisions, penalizes thrift, and crushes the struggling young and the fixed-income elderly alike. It threatens to shatter the lives of millions of our people.

Idle industries have cast workers into unemployment, human misery, and personal indignity. Those who do work are denied a fair return for their labor by a tax system which penalizes successful achievement and keeps us from maintaining full productivity.

But great as our tax burden is, it has not kept pace with public spending. For decades we have piled deficit upon deficit, mortgaging our future and our children’s future for the temporary convenience of the present. To continue this long trend is to guarantee tremendous social, cultural, political, and economic upheavals.

You and I, as individuals, can, by borrowing, live beyond our means, but for only a limited period of time. Why, then, should we think that collectively, as a nation, we’re not bound by that same limitation? We must act today in order to preserve tomorrow. And let there be no misunderstanding: We are going to begin to act, beginning today.

The economic ills we suffer have come upon us over several decades. They will not go away in days, weeks, or months, but they will go away. They will go away because we as Americans have the capacity now, as we’ve had in the past, to do whatever needs to be done to preserve this last and greatest bastion of freedom.

In this present crisis, government is not the solution to our problem; government is the problem. From time to time we’ve been tempted to believe that society has become too complex to be managed by self-rule, that government by an elite group is superior to government for, by, and of the people. Well, if no one among us is capable of governing himself, then who among us has the capacity to govern someone else? All of us together, in and out of government, must bear the burden. The solutions we seek must be equitable, with no one group singled out to pay a higher price.

We hear much of special interest groups. Well, our concern must be for a special interest group that has been too long neglected. It knows no sectional boundaries or ethnic and racial divisions, and it crosses political party lines. It is made up of men and women who raise our food, patrol our streets, man our mines and factories, teach our children, keep our homes, and heal us when we’re sick–professionals, industrialists, shopkeepers, clerks, cabbies, and truck drivers. They are, in short, “we the people,” this breed called Americans.

Well, this administration’s objective will be a healthy, vigorous, growing economy that provides equal opportunities for all Americans, with no barriers born of bigotry or discrimination. Putting America back to work means putting all Americans back to work. Ending inflation means freeing all Americans from the terror of runaway living costs. All must share in the productive work of this “new beginning,” and all must share in the bounty of a revived economy. With the idealism and fair play which are the core of our system and our strength, we can have a strong and prosperous America, at peace with itself and the world.

So, as we begin, let us take inventory. We are a nation that has a government–not the other way around. And this makes us special among the nations of the Earth. Our government has no power except that granted it by the people. It is time to check and reverse the growth of government, which shows signs of having grown beyond the consent of the governed.

It is my intention to curb the size and influence of the federal establishment and to demand recognition of the distinction between the powers granted to the federal government and those reserved to the states or to the people. All of us need to be reminded that the federal government did not create the states; the states created the federal government.

Now, so there will be no misunderstanding, it’s not my intention to do away with government. It is rather to make it work–work with us, not over us; to stand by our side, not ride on our back. Government can and must provide opportunity, not smother it; foster productivity, not stifle it.

If we look to the answer as to why for so many years we achieved so much, prospered as no other people on earth, it was because here in this land we unleashed the energy and individual genius of man to a greater extent than has ever been done before. Freedom and the dignity of the individual have been more available and assured here than in any other place on earth. The price for this freedom at times has been high, but we have never been unwilling to pay the price.

It is no coincidence that our present troubles parallel and are proportionate to the intervention and intrusion in our lives that result from unnecessary and excessive growth of government. It is time for us to realize that we’re too great a nation to limit ourselves to small dreams. We’re not, as some would have us believe, doomed to an inevitable decline. I do not believe in a fate that will fall on us no matter what we do. I do believe in a fate that will fall on us if we do nothing. So, with all the creative energy at our command, let us begin an era of national renewal. Let us renew our determination, our courage, and our strength. And let us renew our faith and our hope.”

Julegaveidé nr. 1: McCains selvbiografi – ham 'vi' ikke fik

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2008. 6 svar

Ligesom sidste år indleder Punditokraterne i denne uge en serie med julegaveideer. Ideerne er primært bøger – vi ville have temmeligt svært ved at foreslå noget andet med konkret indhold – så i de kommende uger vil Punditokrat-teamet løbende beskrive bøger, vi kunne overveje som hårde pakker under træet den 24.

Første julegaveidé er amerikansk. I anledning af det amerikanske præsidentvalg er både Barrack Obamas og John McCains selvbiografier oversat til dansk og sendt på markedet. Jeg må med skam meddele, at mens jeg ikke har læst Obamas roste mellemting mellem selvbiografi og programskrift, var forlaget Hovedland så venlige at sende mig et eksemplar af McCains bog. Og for at afsløre det vigtigste først: Det har været spændende læsning.

Mange vil nok sige, at det er vigtigere at læse den valgte præsidents biografi end valgets tabers, men er det sandt? I den nuværende situation har Obama og det demokratiske parti – ligesom store dele af den vestlige verdens medier – malet et portræt af valget som en historisk sag mellem to ideologier. Så hvis man skal forstå Obama, og måske hvis man skal forstå de næste par års massive skuffelser, kan det være lige så vigtigt at lære, hvem man ikke valgte, og altså måske lidt om hvad og ikke mindst hvem man kunne have fået i stedet for.

Og det handler i høj grad om manden. Hvis man tror, at man kan læse om McCains politiske karriere i bogen, tager man fejl. Bortset fra en epilog i form af hans tale til en republikansk lobby for to år siden, der kun gengives i den danske udgave, er der stort set intet om tiden efter hjemkomsten fra Vietnam i midten af 1970erne. Hvis man derimod håber på at få mere at vide om hans barndom, opvækst og fem års fangenskab hos Vietcong – og dermed blive klogere på mennesket John McCain – er der masser at komme efter.

Selvbiografien er skrevet med en ghostwriter – Mark Salter, der er McCains administrative assistent – men på trods af det, fornemmer man alligevel den stemme, man efterhånden lærte at kende godt fra TV. Det er en på en gang utålmodig og nøgtern tone, der slås an, og jo større og sværere historien, jo mere nøgternt bliver den fortalt. McCain fortæller uden de store og direkte appeller til følelser, patriotisme eller håb, som Obama er blevet så berømt for. Der er heller intet af demokratens næsten helgenagtige tålmodighed – republikaneren lægger ikke skjul på sit temperament.

Det er en af de ting, der slår en stærkest i bogen: Mandens næsten hudløse ærlighed overfor læseren, og overfor sig selv. Den unge McCain kommer ud over siderne som en mildt sagt besværlig kadet på militærakademiet. Nok var det med en familiebaggrund med en far og en farfar, der begge endte som admiraler i den amerikanske flåde, hvilket ikke ligefrem har været let at leve op til eller blot leve med, men det er også en ung McCain, der er svært autoritets-udfordret. Doven, dårlig til regler og autoriteter, men også stærkt ærekær, har han været en af den mest frustrerende type elever – dem der kan, men ikke ser ud til at gide.

Tiden som pilot i flåden var derimod en tid, som McCains tilfredshed til skinner igennem. Flådens faste rammer og ligefremme tone passede tydeligvis den selvbevidste og dygtige officer godt. I samme periode gifter han sig, får børn, og lever et på mange måder almindeligt flådeliv. Det liv ender brat da han insisterer på at levere sine bomber over Hanoi i stedet for at trække sig ud, og derfor ender med at blive skudt ned. Jeg skal ikke røbe for meget om beskrivelserne af det fem år lange ophold i et vietnamesisk fængsel. Rart var det ikke, men McCain fortæller nøgternt og stærkt om sammenholdet mellem fangerne, mishandlingen, svigtene og meget ærligt om den evige fornemmelse for, at han blev anderledes behandlet fordi hans far var admiral og han derfor var en specielt værdifuld fange.

Mange vil måske ærgre sig over, at McCain ikke fortæller om sin politiske karriere, der startede efter han kom hjem til USA midt i 70erne. Men bogen er alligevel stærkt læseværdig – for mig tog den en togtur til Tyskland – både fordi McCain netop kommer ud over siderne som sig selv, og fordi den i dén grad giver et indtryk af, hvilken tid, hvilket miljø og hvilke oplevelser, han menneskeligt og politisk blev formet af. Det er hans type, hans verdensbillede og hans erfaringer, amerikanerne har valgt at se bort fra de næste fire år. Gad vide hvordan det kommer til at gå.

(In)decision 08 VI – Tony Obama.

Af Niels Westy, den 3. november 2008. 17 svar

Clive Crook havde i søndagens Finansial Times en glimrende klumme om betænkelighederne i forhold til en kommende præsident Obama.

Her skriver han vedrørende usikkerheden om Obamas handelspolitik bl.a.:

”Some of Mr Obama’s centrist supporters believe that his position on trade is purely tactical. (In Mr McCain, it would be called “cynical”.) I wonder. He has done nothing to modify it since winning the nomination. Perhaps he really believes that taxes, mandates and trade barriers can keep jobs at home and improve living standards. He has surrounded himself with advisers who think this is nonsense but they have made no detectable impression on his campaign speeches. So who knows? ”

Argumentet om at der ikke er grund til bekymring om handelspolitikken har jeg også selv mødt hos amerikanske bekendte der er aktive demokrater.

Men som Crook meget præcist skriver, er mange af Obamas rådgivere godt nok tilhængere af frihandel, men det er der mange demokratiske kongresmedlemer der ikke er – og Obama har ikke just en trackrecord der tyder på at han er parat til at afvige fra partilinien – tværtimod.

Hvis vi ser på de seneste par års behandling af handelsrelationerne til f. eks Peru og ikke mindst Colombia, er der virkelig grund til at være bekymret.

Ligeledes er de retoriske angreb på NAFTA-aftalen, for ikke at være rimelig og fair overfor USA fortsat med uformindsket styrke. Barack Obama har ofte brugt en retorik, som vi også kender herhjemme fra, hvor handel kædes sammen med krav om at det skal ske på fair vilkår, hvilket oversat betyder, at man ønsker at øge omkostningerne for lavtlønslandene.

En form for handelspolitik der både skader de importerende I-lande og udviklingslandene.

Om dyrkwlsen af “frelseren” Obama, drager Crook en ganske sigende paralel til en af 90ernes mest succesfulde politikere ud i kunsten af iscenesætte sifg selv som “larger tha life”

Som Crook skriver om en valgsejr til Obama i morgen;

”If he  wins, he will have to carry an insupportable burden of expectations and this is partly his own fault. His theme of momentous historic change has often tipped over into self-parody – “the moment when the world’s oceans stopped rising” and so forth. Far from giving his supporters pause, this kind of stuff only raised them to a higher state of ecstasy. He encouraged them.

Great presidents inspire but they also deliver. The plain fact is, Mr Obama cannot deliver what he has promised. The problems he will confront are too difficult. The parallel with Tony Blair is impossible for a Briton to ignore. Enthusiasm among Mr Obama’s supporters is not just naive, it borders on the deranged, much like the enthusiasm in Britain in 1997 for Mr Blair. Remember how everything was possible, finally? “Things can only get better.” Look how that worked out.”

At Obama vil skuffe en masse tilhængere er der næppe tvivl om – spørgsmålet er bare hvem, hvor mange de er, og om de har betydning.

Og imodsætning til Tony Blair, der overtog en økonomi i en rimelig stand, kan det samme (mildt sagt) ikke siges om det USA, Tony – undskyld – Barack Obama overtager til januar.