Månedsarkiv: oktober 2013

NSAs massive datahøst

Af Nikolaj Stenberg, den 31. oktober 2013. Skriv et svar

Apropos overvågning skriver Washington Post endnu engang om et nyt hemmeligt NSA-projekt, som man vel ikke kan blive andet end lidt imponeret over snedigheden i: FISA-loven foreskriver en række procedurer, som efterretningstjenesterne skal overholde, når de indhenter blandt andet elektroniske oplysninger.

Selvom det i høj grad er statens advokater, der styrer retsudviklingen og selvom – det ved vi fra PRISM-afsløringerne – NSA er meget aktive med at indhente oplysninger via FISA-loven, så har nogen i organisationen alligevel taget sig tid til at tænke lidt over, om ikke det hele kunne gøres lidt nemmere. Lidt mere effektivt. Det kunne det selvfølgelig:

Outside U.S. territory, statutory restrictions on surveillance seldom apply and the Foreign Intelligence Surveillance Court has no jurisdiction. Senate Intelligence Committee Chairwoman Dianne Feinstein has acknowledged that Congress conducts little oversight of intelligence-gathering under the presidential authority of Executive Order 12333 , which defines the basic powers and responsibilities of the intelligence agencies…
…Intercepting communications overseas has clear advantages for the NSA, with looser restrictions and less oversight.

Tricket består i at opsnappe oplysninger, der flyder mellem det åbne internet og fx Google’s private sky:

By tapping those links, the agency has positioned itself to collect at will from among hundreds of millions of user accounts, many of them belonging to Americans. The NSA does not keep everything it collects, but it keeps a lot.
…NSA documents about the effort refer directly to “full take,” “bulk access” and “high volume” operations on Yahoo and Google networks. Such large-scale collection of Internet content would be illegal in the United States, but the operations take place overseas, where the NSA is allowed to presume that anyone using a foreign data link is a foreigner.

Så hvis man er amerikansk statsborger, bosiddende i USA, er ens oplysninger på nettet (måske, intet er jo bekræftet) prisgivet i ligeså høj grad, som vores andres. I den digitale tidsalder er mængden af collateral damage i kampen mod terror og andre forbrydelser fortsat enorm.

Om offentlige høringer

Af Nikolaj Stenberg, den 30. oktober 2013. Skriv et svar

Henriette Kinnunen og vores Skatteminister fik mig forleden dag til tasterne og resultatet blev et efter forholdene ganske langt indlæg om noget så sindsoprivende, som principperne for statslig høring af lovudkast o. lign. Min undskyldning er, at det faktisk er et meget vigtigt område, som desværre kun Advokatrådet og Danske Revisorer synes at kæmpe for ændringer på. Det kan læses hos Dagbladet Børsen.

Populationsaflytning: OK. Statslederaflytning: Fy for pokker!

Af Nikolaj Stenberg, den 30. oktober 2013. Skriv et svar

Angående den amerikanske statsmagt (angivelige) aflytning af den tyske forbundskanslerindes telefoner tegner der sig et besynderligt billede af, hvad der er okay og hvad der ikke er:

Run a secret pen register on the entire U.S. population, collecting records of what number called what number when? No problem.

Monitor phone calls of millions of ordinary people in France, Germany, Spain? No problem.

Intercept and listen to phone calls by anyone in the U.S. who there is any basis, however flimsy, for maybe possibly connecting to international terrorism? No problem.

Do all of this under secret interpretations of the relevant law by government lawyers? No problem.

Listen in on the phone calls of important people, people like her? That is an entirely different matter that clearly calls for a Senate investigation.

Weekendens spørgsmål

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2013. 1 svar

Ed Crane, den tidligere præsident for Cato Institute, holdt en præsentation på George Mason University i går. Han stillede et fundamentalt spørgsmål (hattip: Cafe Hayek), som jeg synes alle danskere burde overveje. Her er spørgsmålet for Punditokraternes læsere:

 There are two types of human beings: people who want to interfere in the way other people live their lives, and people who are content to mind their own business.  Which type of people do you think go in to politics?

Lars Løkke, 3GI og medierne

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2013. 3 svar

Efter at sagen om Lars Løkke og hans rejser på første klasse for den internationale klima-NGO 3GI eksploderede for halvanden uge siden, har jeg brugt en uforholdsmæssig del af min tid på at servicere medierne, og naturligvis at følge sagen. Der har været en masse diskussion, delvist på baggrund af mangelfuld information og elendig journalistisk, og de tilbagemeldinger, jeg har fået, har været lige så blandede. Jeg har blandt andet modtaget en mail, der beskyldte mig for at være købt af borgerlige interesser. Mit svar på den mail var selvsagt ikke videre høfligt. Det overordnede billede, som tegnes af sagen, er da heller ikke et der let passer i en fortælling om gode og onde politikere. I stedet er der to separate fortællinger.

Den første del af sagen handler om Lars Løkke. Det ser ikke ud til, at der er noget juridisk at udsætte på hans rolle, og han skal muligvis roses for at have bidraget til at rydde op i lidt af rodet hos 3GI efter han er tiltrådt som formand. Sagen tegner dog også et klart billede af en tidligere statsminister med forbløffende dårlig politisk (og moralsk) dømmekraft. Uanset at han fulgte reglerne, er de ni flyrejser på første klasse, han foretog før han var med til at lave reglerne om, vidnesbyrd om en meget dårlig fornemmelse for, hvad den danske, og mere generelt en nordeuropæisk, offentlighed mener, er acceptabel adfærd. Lord Actons gamle diktum om, at ”magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut” har fået et nyt eksempel.

Den anden del af sagen handler om 3GI, den grøn-vækst-NGO som Løkke er formand for, og hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen. Den sydkoreanske rigsrevisionsrapport, som medierne har gravet frem, tegner et billede af en organisation uden ret meget styr på økonomi eller andet. PÅ nogle områder mangler der regler og retningslinjer, og på andre følger man ikke egne regler. Medarbejdere i København og London har for eksempel fået udbetalt boligstøtte på trods af, at de ikke er flyttet eller har fået større udgifter. Der har været uregelmæssigheder i en række projekter, som 3GI ikke har fulgt op på, og administrationsudgifter har været omtrent dobbelt så høje, som lovet til bl.a. udenrigsministeriet da den danske støtte blev vedtaget. Set fra en public choice-vinkel er det alvorligste element, at den type problemer, som 3GI lider af, er svære at løse. Uregelmæssighederne og ekstravagancen – man lagde for eksempel en ekstra etage på hovedkvarteret – er i de ansattes og den daglige ledelses interesse. Og det er selvsamme ansatte og ledelse, der skal løse problemerne og stramme op. Erfaringen, helt tilbage fra Niskanens klassiske studier, peger på at problemer af den type bliver endemiske og permanente.

Hvorfor støtter Danmark så 3GI med 3×30 millioner? Måske fordi grøn vækst er et af de nye mantraer, som de radikale og SF kan blive enige om, og som regeringens støtteparti Enhedslisten slår på? I så fald ville det være et både personligt og politisk nederlag for udviklingsministeren at blive tvunget til at se for omhyggeligt på 3GI og muligvis trække støtten. Måske fordi ulandsmidlerne jo skal bruges til noget, og hvorfor ikke koble et grønt fokus på en eksisterende pose penge? Og måske, som Martin Paldam engang formulerede det, fordi det bare føles godt at være på englenes side?

Intet nyt fra hash-fronten

Af Niels Westy, den 18. oktober 2013. Skriv et svar

WC-Fields

 

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

 

 

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition  lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat,  som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.Sowell on drugs

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Økonomisk frihed virker – “Economic Freedom of the World 2013”

Af Niels Westy, den 16. oktober 2013. 7 svar

Det seneste nummer af The Economist har særlig fokus på hvordan det er gået med globalisering og frihandel i kølvandet på den finansielle krises “officielle” start i 2008. Som bekendt har der historisk været et samfald mellem økonomiske kriser og stigende grad af protektionisme og regulering.

Ud fra udviklingen de seneste 5 år konstaterer Economist i sin leder, “The gated globe” med at:

When the global financial crisis erupted in 2008, that hubris was replaced by fears of a replay of the 1930s. They were not realised, at least in part because the world had learnt from that dreadful decade the lesson that protectionism makes a bad situation worse.

Men konstaterer samtidig, at fortsat globalisering og liberalisering har været fraværende de seneste 5 år og at:

Yet a subtler change took place: unfettered globalisation has been replaced by a more selective brand. As our special report shows, policymakers have become choosier about whom they trade with, how much access they grant foreign investors and banks, and what sort of capital they admit. They have not built impermeable walls, but they are erecting gates.

Ikke mindst er det globale kapitalmarked blevet ramt. Således er de globale kapitalstrømme i form af lån og investeringer, faldet fra 11.000 mia. dollars i 2007 til ca. 4.000 mia. dollars sidste år. Og selv om en stor del af faldet er en naturlig konsekvens af krisen (eurozonens problemer vejer tungt), må en del dog også tilskrives en aktiv indsats fra myndigheders side. Med andre ord har man øget regulering af kapitalens frie bevægelighed.

Vi har ikke kun oplevet et øget omfang af kapitalrestriktioner – også i forhold til den egentlige varehandel, har man set en stigende protektionisme. Global Trade Alert har siden 2009 registreret mindst 400 nye protektionistiske tiltag hvert eneste år, inklusiv Danmark.

Samtidig har ikke mindst BRIC landende i stigende grad ført en aktiv offentlig erhvervspolitik (konkurrencestaten).

Vi har set det hele før. Selvfølgelig kan man undre sig over at verdens regeringsledere ikke har lært mere af historien, se også nedenfor. På den anden side er det naturligvis en ganske logisk konsekvens i systemer, hvor bestemte interessegrupper har muligheden for at påvirke myndighederne. Det gælder ikke mindst i lande hvor private og offentlige/politiske interesser ofte er svære at adskille.

Det skal dog medtages, at også flere lande som traditionelt har stået som bannerførere for øget frihandlen og liberalisering, de senere år har udvist en alt andet end markedskonform politik. Det gælder ikke mindst USA, der både i forhold til resten af verden og internt har oplevet et fald i den økonomisk frihed siden midten af nullerne. Fra at være blandt de 10 frieste økonomier var man i 2011 nummer 19. Og det er ikke kun et udtryk for at andre lande er blevet mere økonomisk frie, men at der er tale om et direkte tilbageskridt.

Dette og meget andet kan man læse ud af den seneste “Economic Freedom of The World” rapport fra Fraser Institute.

Økonomisk frihed er forudsætning for personlig frihed.

Varer og kapitals frie bevægelighed er naturligvis kun en del af det som vi opfatter som grundlaget for økonomisk frihed. Sidste uges Economist tema om globalisering er således kun en delmængde, om end en ganske betydelig en af slagsen. for en mere grundig gennemgang af de komponenter som udgør Fraser’s “Freedom index”, se her.

Fraser har for nylig udgivet deres seneste rapport. Ud over en gennemgang af de enkelte landes “score”, hvor man ud over USA’s deroute måske bør bide mærke i, hvor spredt de europæiske lande ligger.

Men lad os slutte af med at konstatere, at :

Økonomisk frihed fremmer velstand:

freedom_bnp

Sikrer højere vækst i u-landene:

U-lande vaekst

Mindsker korruption

korruption Og selv om der ikke er den store forskel i indkomstfordelingen mellem de mest og mindst økonomiske frie nationer

fattige

Er den absolutte velstand signifikant højere for de fattigste, jo højere grad af økonomisk frihed

indkomst laveste

Både de politiske og borgerlige frihedsrettigheder trives bedre i lande med høj grad af økonomisk frihed (jo højere score jo ringere vilkår)

politiske rettigheder

civile rettigheder

Og endelig er befolkningen mere tilfreds!!

tilfredshed

 

Hvem er uansvarlige i USA?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2013. Skriv et svar

Læser man de almindelige, danske medier, virker svaret på dagens spørgsmål helt oplagt: Det er republikanerne, der har tvunget den amerikanske administration i stå. Giver de sig ikke snart og holder de ikke snart op med at obstruere præsident Obama, risikerer man ifølge medierne en økonomisk nedsmeltning i USA, når de om få dage ikke overholder deres gældsforpligtelser. Men som så ofte før er sandheden mere broget, og man må undre sig over det journalistiske arbejde i de danske medier, når det gælder amerikansk politik. I princippet er begge partier uansvarlige, blot på to forskellige måder.

Man kan med rette påstå, at republikanerne opfører sig uansvarligt, når de risikerer en nedlukning af den amerikanske offentlige sektor. Flere 100.000 offentligt ansatte er sendt hjem uden løn, og kun mere centrale opgaver bliver varetaget. Når man ikke en aftale i løbet af en uges tid – og i skrivende stund har partiet rakt en hånd ud mod præsidenten – risikerer man også, at USA ikke overholder sine internationale forpligtelser. Det er indlysende nok en strategi, der skaber markant politisk usikkerhed i det amerikanske samfund, og som kan skabe en kortsigtskrise.

Men man kan lige så vel pege på, at Obama er uansvarlig og spiller højt spil med USA’s økonomi. Disse problemer overser danske medier desværre, med få undtagelser. Sundhedsreformen (Obamacare) som mange danske journalister har hyldet, er en bastard af et lovkompleks, som først nu er begyndt at blive implementeret. Det er også et lovkompleks, som er alt for dyrt og som USA – på trods af landets størrelse – sandsynligvis aldrig kommer til at have råd til! Ved nærmere gennemgang har det for eksempel vist sig, at indtægter er talt dobbelt i lovkomplekset, og at den officielle vurdering har indeholdt en lang række helt usandsynlige antagelser om, f.eks., Kongressens evne til at stoppe stigninger i medicinpriser osv. Et godt bud er, at den amerikanske gennemsnitsskat – dvs. skatten på alle amerikanere, inklusive middelklassen – skulle stige 5-7 procentpoint for at man kunne finansiere Obamacare. En så stor skattestigning vil være kvælende for den økonomiske udvikling.

Så spørgsmålet bliver, hvem der er mest uansvarlig: Republikanerne, der af gode og dårlige grunde har interesse i at rulle Obamacare tilbage og skære i det offentlige udgifter, eller Demokraterne, der i form af Obamacare og andre programmer smider benzin på et allerede voldsomt økonomisk bål? Uanset min almindelige afsky for det republikanske parti, er min egen holdning, at præsidenten er den mest uansvarlige. Præsidenter bliver bedømt af historien, og Obama har sat kurs mod at blive en af USA’s værste af slagsen. Lige nu ser han kun relativt godt ud, fordi den republikanske opposition er så indlysende ueffen.

Tiltrædelsesforelæsning om “Informal Institutions in Political Economy”

Af Niels Westy, den 6. oktober 2013. 2 svar

I anledning af, at Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, er blevet udnævnt til professor, afholder han som traditionen tilsiger en tiltrædelsesforelæsning. Den finder sted på fredag den 11. oktober kl. 14.30, på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Alle (den gamle handelshøjskole) i Auditorium 2624(E)-2.

Overskriften er “Informal Institutions in Political Economy”. Christian tager udgangspunkt i Public choice forklaring af hvordan regeringsfejl ofte kan være større end de markedsfejl, som regeringen mener at løse. Han vil i sin forelæsning inddrage den nyeste forskning, både egen og andres, som peger på, at en kombination af standard public choice fænomener og uformelle institutioner ofte giver bedre forklaringer end de to isoleret gør. 

Alle er velkomne til at overvære forelæsningen.

Samtidig vil jeg benytte lejligheden til på vegne af alle nuværende og tidligere punditokrater, at ønske Christian tillykke med titlen af professor. Den er fuldt fortjent. Christian har i efterhånden en del år været en af Danmarks internationalt mest velestimerede forskere og økonomer.

Nobelprisen i økonomi 2013 – nogle gæt

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2013. 4 svar

Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.

Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:

Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.

David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.

Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.

I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.

Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.

Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.