Edward J. Lopez, der er
professor på det lille Western Carolina University, tidligere præsident for the
Public Choice Society og dets nuværende Executive Director, er et af de
flinkeste mennesker i miljøet omkring politisk økonomi. Han er også en både fin
public choice-forsker og glimrende formidler af indsigter fra public choice,
ligesom han er meget åbensindet og ølentusiast. Ed er ikke mindst forfatter, sammen
med Wayne Leighton, af den fremragendeMadmen, Intellectuals, and Academic
Scribblersom,
hvornår og under hvilke omstændigheder økonomiske reformer gennemføres.
Kender
man ikke Ed, eller er man nysgerrig efter at høre mere om public choice og om
måden, forskere der udfordrer politiske konsensusantagelser behandles, er der
nu en mulighed. Forleden besøgte Ed Matt Kibbe og gav et interessant interview
til Kibbe on Liberty hos Free the People. Det blev til en både interessant og
overraskende hyggelig samtale om mange ting, som er interesserede i her på
bloggen. Ed opnår i interviewet meget af det, vi stræber efter her på bloggen,
og gør det både tilgængeligt og på en måde, som ikke kan undgå at få folk til
at stille spørgsmål. Varmt anbefalet!
Alternativomkostninger, også kaldet offeromkostninger er de omkostninger, der opstår ved at en valgt handling udelukker andre samtidige handlinger
Formlen for Alternativomkostninger er meget simpel, og kan skrives som:
Alternativomkostninger = Alternativ gevinst – Faktisk gevinst
Investerer vi således vores penge i alternativ A, og opnår en gevinst på 100.000 kroner, men kunne have opnået en gevinst på 150.000 kroner, ved at investere i alternativ B, har vi pådraget os alternativomkostninger på 50.000 kroner. Med andre ord har vi ofret en gevinst på 50.000 kroner ved at vælge alternativ A.
Mens de fleste nok vil mene at ovenstående er selvindlysende grænsende til det banale, synes mange at glemme denne simple sammenhæng, når det for eksempel kommer til alt fra månelandinger, protektionisme og national bilproduktion over landbrug til “cleantech” ( vindmøller mv.).
Her bliver det et spørgsmål om “Det man ser i forhold til det man ikke ser”. Når f. eks. Wind Denmark på på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark. Opbygningen af vindmølleindustrien i Danmark er resultatet af årtiers politisk vedtagne subsidiering, betalt af andre sektorer i økonomien.
Vindmølleindustrien har som sådan hverken “skabt” 35.000 arbejdspladser, eller 88.000 inklusiv aflededet beskæftigelse. Ligesom andelen af BNP, eller hvad man ellers kan finde på at argumenter heller ikke kan bruges som argument for, at det var en god ide med statslig indblanding.
Enhver branche kan argumentere for deres eksistensberettigelse på den måde. Vindbranchen adskiller sig således ikke fra f. eks. landbruget, når det argumenterer for mere lempelige vilkår med henvisning til andelen af eksport osv.
Havde vi valgt at subsidiere en dansk bilproduktion, eller enhver anden form for produktion, kunne man have anvendt de samme argumenter.
Den svære erkendelse af “ikke at vide noget”
Jeg har altid været meget imponeret over mennesker som mener at vide hvad vi vi skal leve af, hvad morgendagens vinderteknologier er osv. Den evne ville jeg gerne besidde.
Den offentlige debat – både i de traditionelle og de sociale medier – er fulde af synspunkter på om at vi skal satse mere på vind, sol, A-kraft eller noget helt andet. Ofte fremført med stor overbevisning om at ens egen “løsning” er den helt rigtige.
Tilsyneladende er det stort set kun økonomer som erkender, at de ikke har evnerne til at udnævne fremtidens vindere.
Måske skyldes det at stort set kun er økonomer (ikke alle naturligvis, en del tjener jo godt på at fremme særinteresser), som erkender betydningen af “det man ikke ser”.
Som Det Økonomiske Råd diplomatisk skrev i en ellers temmelig barsk kritik af den daværende klima- og energipolitik:
Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.
Jeg
har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i
den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst
af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i
Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere
disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på
trods af en sportsskade) med papiret ” Is
Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist
Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra
universitetet i Hamborg.
Vores
spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre
politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være
mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er
begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type
event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt
forfatningen forhindrer censur.
For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.
Det
specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er
de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden.
Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.
I efterfølgende analyser finder vi meget
klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er
dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes
frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination
er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur
under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet
solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer
– udløser terrorangreb væsentligt værre censur
af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.
Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.
De
fleste af os kender fornemmelsen af, at sætte sig med et par venner ved åen i
Aarhus, Nyhavn i København, eller bare ude i haven, og få en kold øl eller to.
Man bliver ikke bare afslappet og lidt mere social, men også en tand mere
tolerant. Er den fornemmelse permanent, og er den udtryk for et mere generelt
fænomen? Det er det spørgsmål, vi i dag stiller i vores tilbagevendende serie
om sjov med statistik.
For
at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i
dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to
forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i
hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for
homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem –
hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har
problemer.
Vi
viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per
indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness
Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup
World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og
lesbiske i den anden.
I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.
I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!
Nu
hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi
skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl
virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende
befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for
en direkte virkning, men det er ofte
sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte
udtryk for, at ølforbrug reflekterer
noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad
homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest
umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med
tolerance.
Det
gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en
tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser,
sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak.
Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en
tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har
oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt
tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget
sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…
Søndag
den 20. juli 1969 var en på mange måder almindelig søndag. Folk spiste
morgenmad i ro og fred, ordnede have, besøgte familie, og lavede de hundrede
ting, man typisk laver om søndagen. Det var også en dag som ingen anden før
eller siden, hvor det meste af verden holdt vejret og ventede i spænding. De
ventede på en begivenhed så langt hjemmefra, som noget menneske nogensinde
havde været. Og om de fulgte med i radioen, i fjernsynet, eller på andre måder,
var intensiteten nervepirrende. For de millioner, der hørte transmissionen
direkte, kom der mod enden en lang række tekniske meddelelser, som der næppe
var mange, der fuldt forstod, og som endte med ”Engine arm is off.” Efter et
par sekunders venten kom beskeden fra missionens Commander Neil Armstrong, som
verden havde ventet på: ”Houston. Tranquility Base here. The Eagle has landed.”
To mennesker – Armstrong og Buzz Aldrin – havde sammen med den ventende Michael Collins i kommandomodulet Columbia krydset de 385.000 kilometer tomrum mellem Jorden og Månen, og var landet sikkert på et andet himmellegeme. Om aftenen samme dag – omkring klokken halvfire om morgenen i Danmark – kravlede Armstrong ud af landingsmodulet the Eagle, gik ned ad trappen fra lugen til deres midlertidige hjem, og trådte ud på Månen. Hans ord i de sekunder, ”It’s one smal step for man, one giant leap for mankind” fangede øjeblikket og har været udødelige siden den aften. Menneskeheden havde for første gang forladt sit hjem.
Neil Armstrong udenfor the Eagle ( NASA foto As11-40-5886)
Rejsen
var startet den 16. juli, da de tre astronauter blev sendt op fra NASAs platform
på Cape Canaveral på toppen af en Saturn V-raket. Den enorme raket var designet
af Wernher von Braun, der havde startet sin karriere som chefudvikler af
Nazitysklands V2-raket. På grund af mandens indlysende enorme talent, så
amerikanerne ligesom deres russiske modparter gennem fingre med von Brauns
rolle i nazisternes våbenprogram, og ikke mindst brugen af KZ-fanger i
produktionen af raketterne. Amerikanerne kunne bruge ham i det kommende
våbenkapløb med Sovjetunionen, og som så mange andre tyskere gled han ind i det
amerikanske samfund og endte i det civile arbejde hos NASA.
Von
Braun var dog kun én af de tusinder af folk – ingeniører, fysikere, håndværkere
og mange andre – der var involverede i det uhyrligt komplicerede arbejde med at
skabe den mere end 100 meter høje tretrinsraket. Første trin bragte de tre
astronauter cirka 67 kilometer op, hvorefter det blev afkoblet og andet trin
bragte fartøjet i bane omkring Jorden og i position til at flyve til Månen.
Efter en serie tests var Apollo 11-missonen klar og modtog den magiske besked,
som kun to andre missioner havde fået: ” Apollo 11,
this is Houston. You are Go for TLI.” Bag den tekniske jargon gemte sig, at TLI
betød Trans-Lunar Injection, eller med andre ord den raketsekvens, der ville
bringe Armstrong, Aldrin og Collins ud af deres hjemplanets tyngdefelt.
Den
avancerede raketmotor viste sig at fungere lige så perfekt, som den tidligere
havde på Apollo 8 og 10, og astronauterne var nu endegyldigt på vej væk fra
Jorden. I al spændingen viste den gigantiske Saturn V sig dermed ikke blot at
være pålidelig, men demonstrerede også – selvom kun de indviede vidste det –
hvor langt foran USA var nået på blot otte år. Officielt havde Sovjetunionen
stadig et konkurrerende program, der havde formået at sætte en sonde på Månen
nogle måneder før amerikanerne, men uofficielt var programmet stort set dødt.
Situationen
var, at på trods af de sovjetiske lederes hyldest til socialismens sejre,
vidste alle på det sovjetiske hold rent privat, at den russiske pendant til
Saturn V-raketten ikke kunne bringe mennesker ud af Jordens tyngdefelt. N1-raketten
afspejlede simpelthen hvor langt Rusland var teknologisk bagefter. Amerikanernes
gigantiske rakets første trin blev for eksempel drevet af fem enorme
F1-motorer. Russerne måtte organisere en kompleks cluster af 30 mindre raketter
for at opnå samme kraft, og skabte derfor anderledes problemer for sig selv: Hvis
en af de 30 motorer fejlede, måtte systemet automatisk lukke en motor ned på
den præcist modsatte side af raketren for at undgå, at den kom ud af balance.
Det skete fire gange for russerne, den sidste gang i en så enorm eksplosion, at
den ødelagde hele opsendelsesområdet.
Russerne
vidste på den anden side også, at de ikke kunne gøre som amerikanerne og lave
få, enorme motorer. De blev nødt til at lave flere, mindre motorer, fordi den
sovjetiske industri ganske enkelt ikke formåede at lave teknologi med
tilstrækkelig kvalitet til, at ingen af motorerne lukkede ned. På samme måde
tillod deres teknologi heller ikke, at de byggede raketter, der som Saturn V’s
andet og tredje trin brugte flydende brint som brændstof. Da månekapløbet var
kommet så langt, at amerikanerne omkring julen 1968 sendte astronauter i
kredsløb i Apollo 8 for at teste deres udstyr til måneflyvningerne, havde den
russiske teknologi effektivt nået sin grænse. De kunne lande en sonde på Månen,
men kunne – til kosmonauten Aleksey Leonovs store lettelse – ikke have sendt
mennesker derop.
På
samme måde kunne Sovjetunionen næppe have klaret omkostningerne ved
måneprogrammet, der mellem 1960 og 1973 kostede 288
milliarder dollars i nutidens priser. Nogle estimater finder
således, at NASA da programmet var mest intensivt, brugte fire procent af det
amerikanske BNP, og at anstrengelserne omfattede næsten 400.000 mennesker i
alle mulige jobs (inklusive specialiserede syersker der
lavede astronauternes dragter). Selvom Sovjetunionens befolkning på 230
millioner mennesker var cirka 35 millioner større end USA’s, var den samlede
amerikanske økonomi dobbelt så stor som den sovjetiske. Nogle estimater sætter
også de samlede sovjetiske militærudgifter til cirka 20 procent af økonomien,
mens de amerikanske var omkring fem procent på trods af Vietnamkrigen. Med en
halvt så stor økonomi, der var tynget af dobbelt så store militærudgifter, var
der ikke meget civilt overskud at tage af, og det der var, var ofte
forbløffende uproduktivt.
Armstrong
og Aldrins månelanding, deres vandring deroppe, og ikke mindst de grynede TV-billeder,
der blev sendt derfra, samlede for en kort stund mennesker i hele verden om et
fælles vidunder. Der var en dyb, amerikanske stolthed over projektet, men også forbløffende
lidt nationalistisk jingoisme der kunne have delt de politiske vande. De tre
astronauter repræsenterede også tre forskellige typer, fra den udadvendte,
joviale og let brovtende Aldrin til den dybt private Armstrong. Alle tre måtte,
da de den 24. juli landede planmæssigt i Stillehavet, alligevel vænne sig til
at være berømte som få andre. De var taget ud som repræsentanter for verdens
mest magtfulde økonomi, havde ’showcased’, hvad den frie verden var i stand
til, og var vendt tilbage som en hel verdens helte. Og mens andre udviklinger i
den frie verden som f.eks. Boeings 747-flyet på samme tidspunkt var på nippet
til at bringe mere jordnære rejser til millioner af almindelige mennesker, blev
Apollo 11 ikonet for, hvad vi kan.
Da
de tre astronauter var tilbage på Jorden, blev de blandt andet mødt af fire
millioner tilskuere i New York, af Dronning Elizabeth II i London, og af store
menneskemængder i så fremmed et sted som Congo. Neil Armstrongs navn nævnes i
dag sammen med andre opdagelsesrejsende som Columbus, Magellan og Cook. Hans,
Aldrins og Collins præstation for 50 år siden er værd at mindes om, hvis man tvivler
på, hvad frie mennesker også er i stand til.
Vi er i dag ca. 7½ mia. mennesker på kloden. Det vil sige, at folketallet er blevet fordoblet siden 1970. Hvornår vil vi igen være dobbelt så mange? Sandsynligvis aldrig. Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden – uagtet at disse forestillinger trives hos bl.a. visse klimaforskere.
I figur 1 er udviklingen i folketallet siden 1950 og FNs fremskrivning til år 2100 gengivet. Den grønne stiplede linje er fremskrivningens median. Som det fremgår, topper den på godt 10 mia. mennesker netop omkring år 2100. I figuren er også angivet sandsynlighedsfordelinger for det globale folketal. De blå og grå stiplede linjer angiver det spænd, som befolkningsudviklingen med 80 pct. sandsynlighed vil ligge inden for. Den gule og den røde angiver 95 pct.-spændet. Ingen af dem indebærer en fordobling frem mod 2100. Derimod er det inden for det brede sandsynlighedsinterval, at folketallet vil falde allerede fra omkring 50 år. Det dækker bl.a. over, at den kinesiske befolkning vil blive halveret i 2100 i forhold til toppunktet.
Figur 1. Det globale folketal, 1950-2100
Anm.: De stiplede linjer angiver forskellige prædiktionssintervaller.
Kilde: FN – World Population Prospects 2019
Figur 2 viser prognosen fordelt på aldersgrupper. Den viser, at antallet af børn allerede er ved at toppe ifølge prognosen. Antallet af 14-64 årige topper om ca. 50 år. Det er altså de ældre, som tegner sig for den største vækst. Det er med andre ord ikke så meget “nye” mennesker som stigende levealder, der tegner sig for den befolkningstilvækst, som fortsat finder sted.
Figur 2: Det globale folketal, fordelt på aldersgrupper, 1950-2100
Anm.:
Kilde: FN – World Population Prospects 2019
I figur 3 er befolkningsprognosen fordelt på geografiske regioner. Billedet er meget klart. Hidtil har Asien tegnet sig for broderparten af den absolutte befolkningstilvækst siden 1950, men det er i færd med at skifte. Den asiatiske befolkning begynder at falde fra midten af dette århundrede. Til gengæld har Afrika taget over som den største bidragyder. Nordamerika vil også vokse noget – i lyset af fortsat indvandring – men Afrika vil vokse markant. Fire ud af ti borgere vil være afrikanere i 2100.
Figur 3: Det globale folketal, fordelt på regioner, 1950-2100
Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.
Kilde: FN – World Population Prospects 2019
Dynamikken fremgår tydeligt af figur 4, hvor vi igen ser på antallet af børn (0-14 årige), men nu fordelt på regioner. Afrika står som det eneste område for en betydelig vækst i antallet af børn, mens især Asien udviser et endnu større fald, så det globale børnetal som sagt er i færd med at toppe. Men selv det afrikanske børnetal topper inden århundredes udgang.
Figur 4: Antal børn (0-14-årige), fordelt på regioner, 1950-2100
Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.
Kilde: FN – World Population Prospects 2019
Hvad er det, der driver den bemærkelsesværdige transformation i den globale befolkningsudvikling, vi er vidne til? Grundlæggende handler det om velstand. Inden den industrielle revolution begyndte at løfte levestandarden – i først de vestlige lande – fik familierne mange børn, men var også udsat for høj børnedødelighed. Som en demograf for nylig har udtrykt det: Vi ynglede som rotter og døde som fluer. Stigende velstand får til at begynde med primært børnedødeligheden til at falde. Det får folketallet til at stige voldsomt. Men gradvist får den faldende dødelighed fertiliteten til at falde, så der fødes færre børn. I mange lande er fertiliteten faldet så meget, at befolkningen ikke kan reproduceres på længere sigt, men for en periode kan flere ældre holde folketallet oppe.
Paradoksalt nok går vejen til lavere befolkningstilvækst altså gennem højere levestandard. Det er i hvert fald et paradoks for dem, der gerne vil stoppe befolkningstilvæksten for at bremse den økonomiske vækst – eller i hvert fald de drivhusgasudledninger, der følger med.
Og hvis man vil stoppe befolkningstilvæksten tidligere, end der ellers er udsigt til, handler det reelt om at bremse befolkningstilvæksten i Afrika. Så kort kan det siges. Spørgsmålet er så, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Selv det forhærdede kommunistiske diktatur i Kina formåede ikke at håndhæve en et-barns-politik. Hvilke metoder er det, de nye klimapolitiske fortalere for et-barns-politik forestiller sig at tage i anvendelse?
Realiteten er, at et – fortsat – fald i fertiliteten kræver større velstand, også i Afrika. Altså større vækst. Det kræver på sin side bedre institutioner, som beskytter frihed og ejendom. Bedre levestandard vil samtidig dæmpe immigrationspresset.
Miljødebatter
er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse –
holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi
i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt
skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner
omkring disse to typer burde være meget forskellige.
En
ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun
er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner
står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i
mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare
ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og
rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager
en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af
dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. –
er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis
bruger disse ressourcer.
De
klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller
skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver
derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse
ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok
til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er
næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en
del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel –
vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per
træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke
er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden
bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man
derfor om en udrydningstruet art.
Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.
Figuren
viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og
omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal
timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale
omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor
mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på
et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er
det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to
er størst, altså hvor tangenten har
samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det,
tjener man måske nok mere nu, men der
vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis
overudnyttet sin ressource.
Udfordringen
her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er
én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der
alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer /
fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og
flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke
er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det
sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt
overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der
er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer
fra hinanden.
Over
årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for
at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv
økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og
skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men
som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og
Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet
ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er
til ressourcerne.
At
skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt
kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os
alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.
Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde
monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres
egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan
stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten
får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt
mængde fisk (dvs. en kvote).
Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.
Som
Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor
mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et
uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men
vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten
1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte
skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige
systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig
løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale
udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der
udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres
ejendomsret til den håndhæves.
Teknisk
vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi
aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel
tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne.
Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem
effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers
underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen
på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder,
understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse
miljøproblemer.
Af Andreas Paulsen, cand. mag. og Peter Bjerregaard, cand.soc., København
Fra en ussel celle
i Venstre Fængsel forklarede en 24-årig kroejersøn i sit afskedsbrev i sommeren
1944, hvorfor han havde valgt at trodse overhængende livsfare og aktivt bekæmpe
undertrykkelsen. ”Frihed, Sandhed og
Ret”, skrev Niels Fiil til sine søstre, ”vil igen komme til at regere Danmark”.
Den unge modstandsmand satte af et ærligt hjerte ord på ikke bare
modstandskampens mål om at befri Danmark fra besættelsesmagten, men på selve modernitetens
projekt, der hvert år fejres den 14. juli til mindet om parisernes storm på Bastillen,
borgernes symbolske oprør mod feudalisme og enevælde, i 1789.
I år er det tredive år siden, at alverdens politiske ledere samledes i
Paris den 14. juli, midt i frihedsåret 1989, til fejringen af 200-året for Den Franske
Revolutions udbrud, vedtagelsen af Erklæringen om Menneskets og Borgerens
Rettigheder og dermed begyndelsen på den borgerlige tidsalder på vores
kontinent.
I månederne forinden havde titusindvis af kinesiske studenter modsat sig
det kommunistiske regimes undertrykkelse og symbolsk opført deres version af
Frihedsgudinden på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I efteråret kollapsede de
kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa under folkelige krav om
demokrati.
På tærsklen til 1990 opsummerede daværende statsminister, Poul Schlüter, begivenhederne
i sin nytårstale: ”Når menneskerettighederne vinder større og større plads derovre. Når
menneskene kan bevæge sig frit hen over den mur, der nu er ved at blive brudt
ned. Så bliver vor verdensdel som genfødt”.
Schlüter definerede meget præcist det forgangne år som det vigtigste år for
friheden siden 1945, og en af slutfirsernes mest ikoniske politiske tænkere, Francis
Fukuyama, vovede sin håbefulde forudsigelse om, at verdenshistorien stod foran
et revolutionerende paradigmeskifte. Menneskets historie kunne ende med det
liberale demokratis lyksaligheder: frihed, velstand og fred mellem nationerne.
I løbet af det seneste årti har Fukuyama dog måtte revidere tesen om det
liberale demokratis globale sejrsgang. Og det er ikke svært at få øje på
hvorfor. Autoritære stater som Kina, Rusland og Venezuela har bevæget sig i en
endnu mere autoritær retning, og selv i Europa og USA har illiberale bevægelser
flere steder bragt deres lande på kollisionskurs med fundamentale
borgerrettigheder og retsstatsprincipper.
De seneste 13 år er det gået tilbage for demokratiet i verden, vurderede
Freedom House tidligere i år. De store fremskridt, vi oplevede i slutningen af
det 20. århundrede, er stadig større end det seneste årtis tilbagegang; men
tendensen er klar. Demokratiet som statslig styreform og borgerlig livsnorm er
i retræte.
Der er givetvis flere forklaringer på denne tilbagegang; men sikkert er
det, at forudsætningerne for det borgerlige folkestyre er ikke hverken
grundindstillingen eller let forståelige for de fleste mennesker. Vores moderne
eksperiment med frihed og demokrati forudsætter en aktiv deltagelse i og
opbakning til bærende værdier og principper. Og det kræver en borgerlig
dannelse, som vores samfund har svigtet gennem årtier.
Den væsentligste opgave for egentligt borgerlige politikere, som er ideologisk arvtagere
til frihedsårene 1789, 1848 og 1989, bliver derfor at insistere på idéen om mennesket
som et myndigt, rettighedsbærende fornuftsvæsen. Og dermed at personlig frihed logisk
følges af ansvar. Genopdagelsen af de borgerlige værdier, der er fundamentet
under vores folkestyre, ville utvivlsomt give opbyggelighed til kommende blå valgsejre,
som rent faktisk vindes på borgerlige præmisser.
Det var disse værdier, der drev borgerne på tværs af Europa i det 18. og
19. århundrede til at kræve samfundsansvaret, og for blot 75 år siden
understregedes af en ung danskers ubøjelige kærlighed til vores folkestyre:
”Kun med Livet som Indsats”, konkluderede Niels Fiil i sin afsked, ”kan jeg
fordre den fulde Frihed”.
Glædelig 14. juli.
Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.
Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.
Af Otto Brøns-Petersen, den 12. juli 2019. Skriv et svar
Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund
er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu
kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit
6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel
at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til
lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de
to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i
gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi
i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.
Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at
dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt
nærmere på.
Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er
ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk
ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk
automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker,
hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.
For det første har der været langvarige og tilbagevendende
perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre
faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den
neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være
agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu
mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange
langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede
eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i
folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død
– skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin
malthusianske side gentagne gange.
For det andet kom den industrielle revolution – og det store
løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden –
ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en
udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal,
springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere
arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i
den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der
igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen
stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet
af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.
På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale
orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og
ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået
intensiveret handel og arbejdsdeling.
Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med
gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den
industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi
gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne
bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige
institutioner ikke kan.
For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der
ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid.
Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som
også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk
statistisk problem.
Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud
til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år
og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at
gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal
og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem
tiden, som driver resten af historien.
Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes
en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere
mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som
teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at
”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør
arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det.
Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.
Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at
udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt
størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster
langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne
består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at
fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men
vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele
er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne
og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal
bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.
Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et
differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke
blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt
svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at
et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.
Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at
arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså
befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede,
består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i
betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er
bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en
central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling
afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den
fremragende The Rational Optimist
sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget
mere viden, end én person – eller computer – kunne.
Det er let at komme til at tænke på teknologi som store
opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de
komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men
langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig
til anvendelsen.
Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan
samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da
Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000
mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og
fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne
var økonomisk meningsfulde.
Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være
en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er
ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet
rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative
sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og
andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de
negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.
Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2019. Skriv et svar
Er
økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker,
inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig
udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere,
bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet
og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i
vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante
spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi
overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man
drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv
og intensiv vækst. Disse kaldes
også til tider vækst drevet af faktorakkumulation
og vækst drevet af faktorproduktivitet,
og er ekstremt forskellige processer.
Ekstensiv
vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man
bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er
denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer
over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger,
arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed.
Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge
flere folk, mere stål, gummi osv.
Siden
Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk
eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en
’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer
bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er
output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft
l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens
produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes
Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket,
at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til
kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales
som løn.
Illustrationen
er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i
modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man
Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som
den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k,
som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken
udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle
arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge
disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan
væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst,
væksten i faktorproduktivitet.
Sagen
er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor
stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil
arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer
100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor
Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst,
dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang
har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv
vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk
kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man
interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor
altid spørge sig selv, hvilken type
vækst man tænker på.
Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.
Det
svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige
forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er.
Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget,
og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst
skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver
at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor
et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.
Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.
Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.
Det
særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i
intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et
mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem
intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt
mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og
klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige
grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den
vigtigste, de skal have med herfra.
Af Jens Frederik Hansen, den 9. juli 2019. Skriv et svar
Hvor ville det dog være rart, hvis uvidende ministre kunne styre deres talepres i sommervarmen
Det er naturligvis Rosenkrantz-Theils påhit om, at man skal have mere strafansvar for bloggere, der driver mig til tasterne. Og som så ofte før, så rumsterer Shakespeares ord ”for fools rush in, where angels fear to tread” i baghovedet. For hvis man virkelig vil reagere politisk på en kendt persons selvmordsforsøg, så skal man nok tænke sig betydeligt mere om, end det er lykkedes Rosenkrantz’en.
Stakkels kvinde
Som det allerførste vil jeg dog gerne fremhæve, at hele
situationen udspringer af en ung kvindes desperation. Ude af stand til at holde
rede i sine følelser og forventninger til livet har hun set selvmordet som den
rigtige udvej. Hun vil forhåbentlig få den støtte, der skal til for at forstå,
at livet nu en gang er bedst, når man lever, og når hun engang igen dukker op iblandt
os, så må vi alle gøre, hvad vi kan, for at hendes liv kan komme videre.
Såvel vores reaktion som individer som den måde, samfundet
er indrettet på, må først og fremmest handle om, at det skal være muligt for
mennesker at havne i kriser og komme tilbage på sporet bagefter. Vi skal
forstå, at det er menneskeligt og en del af skæbnen for ganske mange af os. Derfor
skal vi have et sådant forhold til sjælelige kriser, at folk med ondt i sindet
føler sig trygge nok til at bede om hjælp.
Eller er min holdning bare drevet af en overdrevet frygt
for, at det kunne være mig, der blev ramt?
Skal afskedsbreve være strafbare at publicere
Hvis suicidiet lykkes, så er forfatteren ligeglad, men til alt held er der jo en del, som ikke dør. Det er et klassisk eksempel på tåbelig lovgivning, at nogle samfund har haft dødsstraf for selvmordsforsøg! Og det bliver ikke meget bedre af, at straffen bliver mindre og formelt skydes hen under at handle om publicering af afskedsbrevet. Uanset hvad, så vil det virke som en opfordring til at gøre en ekstra indsats for at sikre sig, at gerningen lykkes. Og det er vel ikke det, vi ønsker.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at ligesom reklamer for
vaskepulver virker, så vil omtale af selvmord kunne inspirere andre fortvivlede.
Men netop offentliggørelsen vil ligesåvel kunne inspirere andre til at forstå,
at deres situation ikke er unik, at der er hjælp at hente, at selvmordet bare vil
gøre flere ulykkelige.
Hvis man ledte lidt i historiebøgerne og litteraturen, så kunne man nok også finde talrige eksempler på detaljeret omtale af selvmord, og skal vi så også i vores krænkelsesparathed undgå genoptryk deraf. Goethes ”Den unge Werthers lidelser” er et historisk eksempel på en bog, som udløste en bølge af selvmord, men også bidrog til det moderne menneskes forståelse af følelsers kompleksitet.
Under alle omstændigheder vil de fleste suicidale nok være
så psykisk svækkede, at man ikke vil anse dem for påvirkelige af straf, og så
indebærer straffelovens regler jo, at de under alle omstændigheder skal
frifindes!
Redaktøransvar
Men så er det, at Rosenkrantz-Theil har fundet på sin idé om
et redaktøransvar – i den tro at begrebet skulle dække en slags udvidet
medvirkensansvar. Det gør det så ikke, faktisk lige modsat. Så lad mig lige
repetere hovedreglerne om medvirkensansvar.
I dansk ret er alle, som bidrager til en kriminel handling, selvstændigt ansvarlige for hele handlingen, hvis de har den fornødne kendskab til, hvad de bidrog til. Og det gælder også, hvis man bidrager til, at en sindssyg, der på grund af sindssygen er fritaget for straf, foretager sig en forbrydelse. At overdrage et våben til en sindssyg morder er lige foragteligt, som når man giver det til en koldblodig morder.
Så hvis man virkelig vil gøre offentliggørelse af
afskedsbreve eller lovprisning af selvmordets fortræffeligheder strafbar, så er
der intet behov for særlige regler om andre medvirkendes ansvar.
Det traditionelle redaktøransvar handler derimod om noget andet. Først og fremmest begrænser det kredsen af personer, der kan straffes til forfatteren, redaktøren og udgiveren. De andre journalister på bladet, typografen og kioskejeren kan ikke straffes for medvirken.
Og derudover siger medieansvarsloven hovedsagelig, at redaktøren kan straffes for anonyme artikler. Selv hvis redaktøren ikke havde til hensigt at begå en lovovertrædelse, så hæfter han, som om han var forfatteren, lige så snart han accepterer, at forfatteren kan optræde anonymt. Han kan ikke straffes hverken mere eller mindre end forfatteren, han behandles bare, som om han selv var forfatter.
Det er jo ikke det, Rosenkrantz-Theil mener med ”redaktøransvar”, og dermed får hun for alvor udstillet, at hun udtaler sig, ikke bare om noget som hun ikke har forstand på, men også uden at have tænkt sig om. Hun burde ellers om nogen vide, at der ikke er nogen roser uden torne, så man skal tage sig lidt i agt, førend man plukker dem.
Det skrives meget vrøvl om velfærdsstaten i Skandinavien. Vi er dog i den heldige situation, at vi lever i den og dermed kan genkende en del af påstandene som nonsens når de ikke passer med data eller vores eget liv. Desværre har vrøvlet i de senere år bredt sig til andre dele af verden.
Det er derfor vigtigt, at danske, svenske og norske eksperter sætter ‘the record straigt’ for, hvad der er korrekt og hvad der er vrøvl. Det skete sidste år, da Trish Regan – en overivrig og underinformeret Fox News-vært – påstod, at Danmark var socialistisk. Her rykkede begge fløje, inklusive Kristian Jensen og Dan Jørgensen, ud for at skyde påstanden ned. Der er dog stadig mærkelige idéer om, hvad de skandinaviske velfærdsstater er for en størrelse, som også har bredt sig ind i det stadig mere absurde, britiske Labour-parti.
I sidste uges udgave af den fremragende podcast Live from Lord North Street, der drives af the Institute of Economic Affairs, interviewer institutets Director General Mark Littlewood derfor Cepos-direktøren Martin Ågerup. Martin er som altid klar, velargumenteret og balanceret, ligesom Mark er en vidende og interessant samtalepartner. Podcasten er som altid varmt anbefalet!
Fairtrade er en international mærkningsordning, der arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en mere fair indtægt og bedre arbejdsvilkår. Samtidig tages der hensyn til miljøet i produktionen. Vælg Fairtrade, og vær med til at forandre verden. Et indkøb ad gangen.
Sådan skriver Fairtrade Danmark på deres hjemmesider. Det lyder jo godt. Du skal blot købe fairtrade mærkede produkter, som alt andet lige, koster lidt mere end tilsvarende ikke-mærkede produkter. Og mens du nyder din kaffe, te eller hvad du nu har købt, så kan du varme dig ved tanken om, at du gør noget godt for nogle af verdens fattigste, eller gør du?
Vi har gennem årene skrevet en lang række indlæg om netop Fairtrade, og hvorvidt det nu også gør en positiv forskel, som man postulerer.
For efterhånden en del år siden kørte man herhjemme en kampagne, hvor “kendte” mennesker, bl. a. Asger Aamund og Anette Heick slog et slag for “Fair Handel” – og sidstnævnte blev bl. a. citeret for, at:
Fairtrade produkter giver mig en dobbelt glæde. Jeg får gode varer, og samtidig giver jeg en hjælpende hånd til mennesker, der har fortjent det.
Med mindre hun dermed mener det ligefrem skader andre menesker, at købe ikke mærkede produkter, giver udsagnet ikke meget mening.
Og hvor hun egentlig det fra, at hun rent faktisk gør en positiv forskel (i forhold til varer handlede på normale vilkår)? Det står noget hen i det uvisse. Og man skal næppe forvente at få et brugbart svar fra organisationen bag Fairtrade. Direkte adspurgt om hvor meget ekstra Afrikanske kakaobønder fik ved at være med i Fairtrade systemet, var svaret dengang det noget nedslående:
Dear Sir, I am sorry, but we can not answer this question. Kind regards Helga Stark
Også forbrugerrådet, som ellers er bedst kendt for at teste alverdens produkter for om de nu opfylder denne og hin påstand om el-forbrug, volumen, fryseevne, vasketider og så videre, alt efter hvilken produkttype der er tale om, har i årevis uhæmmet propaganderet for fairtrade mærkede produkter. Se bl. a. denne top-5 liste .
Det anbefales bl. a. at købe Keneyanske Fairtrade roser frem for “konventionelt” producerede roser fra Holland. Blandt argumenterne er, at de er mere klimavenlige på trods af en flyvetur på 6.000 km. Det er rigtigt nok, men det gælder jo også ikke-mærkede roser fra Kenya. Årsagen er at Hollandske roser dyrkes i drivhus og udbyttet kun er det halve per ha i forhold til Kenya. Skræller vi de argumenter af, som reelt intet har med Fairtrade at gøre, er det væsentligste argument, at man er
med til at sikre en minimumsløn til de afrikanske bønder og samtidig give bønderne bedre arbejdsforhold.
Det er altså lønnen som er det vigtigste. Det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.
Dette er også det eneste argument som reelt giver mening for de 4 andre produkter på top-5 listen; sukker, kakao (se også ovenstående svar fra Fairtrade), bananer og kaffe. Sidstnævnte er fortsat det absolut væsentligste produkt, både målt på omsætning og beskæftigede. Kaffe står for næsten lige så stor en andel som alle andre fairtrade mærkede landbrugsprodukter tilsammen målt på beskæftigede.
Om hvorfor man skal købe Fairtrade kaffe skriver forbrugerrådet:
Kaffe er et yderst prisfølsomt produkt, og konkurrencen på verdensmarkedet er benhård. Det presser prisen, også for de små kaffebønder, der står for langt størstedelen af kaffeproduktionen i verden. Prisen kan svinge utroligt meget. Og de store prisudsving kan sende hundredtusinder af bønder ud i dyb fattigdom, når priserne er i bund. Fairtrade-mærket kaffe har garanteret kaffebønderne en minimums-indkomst, så de overlever både tider med laver priser og dårlige kaffehøster.
Det er korrekt at kaffe er et prisfølsomt produkt, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Hvad angår påstanden om at det er små kaffebønder, som står for langt størstedelen af den globale kaffeproduktion, skal det nok medtages, at kaffeproduktionen i verdens største producentland, Brasilien – ca. 1/3 af den globale produktion – primært kommer fra store plantager.
Den anden største producent er Vietnam, hvis kaffe-boom er af nyere dato. Tilsammen står de to lande for næsten halvdelen af den samlede globale årlige produktion.
Vietnam var forøvrigt i lang tid ugleset hos Fairtrades forgænger, Max Havelaar, fordi billig Vietnamesisk kaffe “pressede priserne for mærkets mexicanske kooperativer”, som den daværende leder for Max Havelaar i Danmark beklagende anførte i en debat med undertegnede for år tilbage. Med andre ord, var det åbenbart et problem at Vietnameserne var konkurrencedygtige og ønskede at at producere kaffe. Det skal dog medtages, at i dag også kan købe Fair Trade kaffe fra Vietnam, hvis det måtte ønskes.
Ligesom Max Havelaar tidligere, er Fairtrade grundlæggende baseret på en forestilling om at traditionel international handel, hvor prisen findes ved almindelig udbud og efterspørgsel, er “uretfærdig”. Priserne er for lave og svinger for meget. Det er nu ikke specielt for kaffe, men gælder for en lang række vigtige landbrugsprodukter, hvor lav prisfølsomhed indebærer, at selv små udsving i udbud eller efterspørgsel medfører store prisændringer.
Derfor operer man med minimumspriser. Det er en gammel ide. Før 1929 satte den Brasilianske stat også en minimumspris for kaffe. Det medførte en voldsom stigning i produktionen – også på ringe jorde – for man var jo garanteret en minimumspris. I gode høstår måtte staten derfor købe store mængder op, som herefter blev destrueret (man hældte kaffen i havet).
Det endte brat i forbindelse med den internationale krise i 1929. Også herhjemme kender vi til minimumspriser, nemlig fra EU. Detendte som bekendt i vinsøer, smørbjerge osv., hvorefter man begyndte at give støtte til at braklægge landbrugsjord.
Selv om omsætningen af Fairtrade-mærkede produkter er steget voldsomt de seneste årtier – omsætningen i Danmark nærmer sig 1 mia. og den globale omsætning har passeret de 60 mia. – udgør det fortsat en meget lille andel af både det danske og ikke mindst det globale marked.
Hvad siger den økonomiske videnskab om Fairtrade?
Mens organisationen bag Fairtrade-mærket ikke synes specielt interesseret i de faktiske effekter af Fairtrade, har andre gennem årene søgt at afdække betydningen af Fairtrade.
Den fremragende økonom, Niclas Berggren, havde for nylig et indlæg på sin blog om et NBER working paper fra 2018; “The Effects of Fair Trade Certification: Evidence from Coffee Producers in Costa Rica”, af Raluca Dragusanu og Nathan Nunn. De undersøgte her betydningen af at indgå i Fairtrade systemet i Costa Rica (som er et mellemindkomstland i den høje ende).
Konklusionen var, at nok stiger kaffebøndernes indkomst, mens mellemhandlernes falder, men der var ingen målbar effekt for landarbejderne, som er de fleste og har de laveste lønninger.
Dette lettere nedslående resultat ligger i forlængelse af tidligere studier, som vi har omtalt her på bloggen gennem årene.
Bl. a. en svensk rapport fra 2009; “Vad uppnås med rättvisemärkning?” af Helena Johansson. Her var konklusionen at Fairtrade ingen særlige positive effekter har, mens de fattigste bønder slet ikke kan være med i systemet, fordi det koster penge og stiller krav, som de ikke kan opfylde.
Hovedkonklusionen er, at hvis levegtandarden skal øges, er Fairtrade konceptet meget ineffektivt, eller som man skriver:
För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.
det medgives, at der er positive effekter på mikroplan, men at:
modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.
Spørgsmålet er også, om Fairtrade muligvis blot er med til at fastholde mindre effektive bedrifter. Det skrev Christian Bjørnskov et indlæg om for et par år siden, hvor han omtalte et speciale af Cecilie Lautrup med titlen “Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico” . Cecilie Lautrup konkluderede heri, at
”det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Der er ikke noget som tyder på, at Fairtrade gør en reel positiv forskel. Til gengæld skal vi glæde os over, at det fortsat fylder så lidt i den samlede handel. Der er reelt tale om et “brand”, som sælges på “feel good” til mennesker som ikke ved bedre.
Det er ikke noget under, at det både indgår som del af virksomheders CSR og primært sælges i vestlige storbyer, hvor det kan bruges til at flashe ens gode intentioner.
Der er dog intet som tyder på, at man gør noget godt for fattige mennesker ved at købe Fairtrade produkter – og slet ikke for verdens aller fattigste.
Havde der været tale om et køleskab, svarer det til at man solgte det med energimærkning A+++, mens det i virkeligheden havde et energiforbrug svarende til D eller F.
Var der hårde hvidevare fabrikanter, som prøvede at slippe af sted med det nummer, ville forbrugerrådet med garanti være efter dem. Sådan er det ikke med Fairtrade, for det handler om følelser og en påstand om gode intentioner, og så er det åbenbart uinteressant hvorvidt “produktet” overhovedet lever op til de påstående egenskaber.
Grafen fortæller en ekstremt vigtig historie – måske
menneskehedens vigtigste. Den viser sammenhængen mellem verdens folketal
(x-aksen) og velstanden målt ved BNP (y-aksen). Og den viser, at der er
voksende skalaafkast i produktionen med hensyn til antal mennesker. Det lyder
måske ikke sex’et, men få spørgsmål er vigtigere.
Konstant skalaafkast vil sige, at når folketallet vokser, så
vokser BNP lige så meget: Én procent i befolkningstilvækst giver én procent højere
BNP. Ved konstant skalaafkast er BNP per verdensborger også konstant, når
folketallet vokser. I figuren viser den sorte kurve, hvordan BNP ville være
vokset siden Kristi fødsel, hvis der havde været konstant skalaafkast.
Faldende skalaafkast vil sige, at BNP vokser med mindre end
én procent, når folketallet vokser én procent. Hvis de sidste to tusind år
havde været karakteriseret ved faldende skalaafkast, så ville den faktiske
udvikling – de røde og blå punkter – have ligget under den sorte kurve. Men som
man kan se, så har der været stigende skalaafkast. Vi er blevet rigere i takt
med, at vi er blevet flere.
Figuren viser endda, at skalaafkastet er tiltaget de sidste to hundrede år (de blå punkter). Frem til 1820 (de røde punkter) var skalaafkastet 1,3. Det vil sige, at en vækst i befolkningen på én procent har øget den gennemsnitlige velstand med 1,3 pct. Det var ikke meget højere end én, og gennemsnitsindkomsten steg ganske langsomt. Efter 1820 – som omtrent er begyndelsen på den industrielle revolution – har skalaafkastet været på 2,1. Det ses af, af den blå tendenslinje har en højere hældning end både den røde før-industrielle tendenslinje og den sorte kurve med konstant skalaafkast. Et skalaafkast på 2,1 vil sige, at BNP er vokset godt dobbelt så hurtigt som befolkningen. Det har løftet gennemsnitsindkomsten voldsomt.
Hvad figuren ikke viser så tydeligt er, at både befolkningstilvækst
og BNP-vækst er accelereret de sidste to hundrede år. Når det ikke er så
tydeligt, er det, fordi figuren benytter logaritmisk skala. Samtidig har jeg
mange flere observationer fra de senere år end de tidligere. Siden 1960 er der
en prik for hver år. De to første punkter har 1000 år mellem sig.
Den dramatiske udvikling de sidste to hundrede år er således
tydeligere, når man plotter BNP og folketal (y-aksen er stadig i logaritmer)
mod årstal. Det sker i denne figur.
Stigende skalaafkast er som sagt nødvendigt, hvis vi skal
blive rigere i takt med, at vi bliver flere. Og stigende skalaafkast giver på
ingen måde sig selv. Faktisk er det så ekstraordinært, at der stadig i vore
dage er en del, der har svært ved at forstå det. Det gælder bl.a. de danske klimaforskere,
der har efterlyst et indgreb mod befolkningstilvæksten for at bremse den
globale opvarmning.
Når voksende skalaafkast kan være så svær at forstå, hænger
det sammen med, at en stigende befolkning har både negative og positive
effekter på levestandarden. De negative er imidlertid meget lettere at se end
de positive.
De negative effekter af stigende befolkning er et forøget
tryk på givne naturressourcer. F.eks. må der alt andet lige tages dårligere og
dårligere landbrugsjord i anvendelse, jo flere der skal brødfødes. For langt de
fleste individer er faldende skalaafkast det normale. De færreste af os kan
producere det dobbelte ved at arbejde dobbelt så mange timer. En typisk bonde
vil ikke få dobbelt så stor høst ved at fordoble mængden af såsæd og gødskning.
Træerne vokser ikke ind i himlen – og slet ikke med stigende hastighed.
Den positive effekt af voksende befolkning blev dog allerede
identificeret af Adam Smith, men har i perioder ind til de senere årtier været
lidt overset. Smith indså, at arbejdsdelingen – specialiseringen – er kilden
til velstand. Ti personer, der specialiserer sig og bytter med hinanden, kan
producere mere end ti personer, der alle producerer det samme. De fleste
moderne produkter – IPhones, sofaer, pasteuriseret mælk, blyanter osv. – skyldes en
omfattende arbejdsdeling. Men arbejdsdelingens omfang er bestemt af markedets
udstrækning. Desto flere mennesker vi er, desto større arbejdsdeling.
Det er vigtigt at huske på, at når vi taler skalaafkast, så
er det på globalt plan. For et enkelt land behøver der ikke være voksende
skalaafkast. Forklaringen på, at skalaafkastet først for alvor begyndte at overstige
én de sidste to hundrede år, hænger i høj grad sammen med den intensiverede
globalisering. Specialiseringen på tværs af lande har i mindst lige så høj grad
som specialiseringen inden for landene drevet velstandsstigningen.
Det fantastiske er, at det voksende globale skalaafkast
bliver ved med at gøre sig gældende, selv om vi har rundet et folketal på 7½
mia. Gevinsterne ved arbejdsdelingen fortsætter med at overstige omkostningerne
ved mere trængsel og ressourcepres.
Ironisk nok blev den mest berømte forudsigelse om, at ressourcepresset ville overhale gevinsten ved flere mennesker fremsat af Thomas Malthus i 1798 – altså næsten på klokkeslæt samtidig med, at skalaafkastet begyndte at stige og banede vejen for en hidtil uset eksplosion i ikke blot folketallet, men i endnu højere grad velstanden. Siden er Malthus’ dystre forudsigelse blevet gentaget flere gange – f.eks. sagde forfatteren til ”Population bomb”, den amerikanske forsker og miljøaktivist Paul Ehrlich, fra 1968 i et interview:
“The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in the world death rate.”
Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser
om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få –
f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det
er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været
klart dominerende.
Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, hvis den globale
befolkning topper eller begynder at falde. Det er emnet i senere indlæg i
blogserien.
—
Data er hentet fra Maddisonprojektet
om langsigtet økonomisk vækst og for nyere år fra Verdenbanken.
BNP er i 2005-dollar.
Man
hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere
børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør
danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en
eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige
religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få
flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få
mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn
er det eneste moralsk forsvarlige.
Som
forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser
på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om
lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand,
kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.
For
at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en
helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater
er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket
som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed
kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et
pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende
skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold
gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder,
så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere
når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s
Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end
nationalproduktet.
Alle
tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de
offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i
arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen
ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke
økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende
befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et
fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt
argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om
en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det
tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen
pension.
Omvendt
er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de
simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil
have relativt færre ressourcer per barn.
De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke
børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt
arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider
teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk
bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange
børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt
problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i
fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er
vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske
’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et
uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en
mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.
Der
findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante
Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo
flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet
lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af
forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede.
Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo
sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være
flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige.
Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent
innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William
Baumol indså).
Helt
overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv,
negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere
hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands
langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje
børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der
tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end
andre befolkninger.
Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.
Christian har allerede beskrevet og illustreret en meget central sammenhæng: At antallet af fødsler per kvinde falder med indkomsten. I mange lande er indkomsten nu så høj, at fertiliteten – antal børn per kvinde – er faldet til eller under 2,1. Det er det niveau, hvor befolkningstilvæksten holder op.
Det fantastiske Gapminder-værktøj gør det muligt at give en særdeles slående illustration af denne sammenhæng – og at inkludere endnu en vigtig mekanisme grafisk. For hvorfor skulle fertiliteten falde, når indkomsten stiger? En væsentlig del af forklaringen er, at stigende indkomst sænker børnedødeligheden. Og hvorfor er det vigtigt i denne sammenhæng? Fordi det afgørende for familierne er, hvor mange levende børn, de kan regne med at bringe videre til voksenlivet. Er der en stor risiko for at miste børn undervejs, er der en tilskyndelse til at få flere – og faktisk til at overkompensere. Børnedødeligheden er jo bare et gennemsnitstal, så vil man gardere sig mod f.eks. at miste dem alle, taler det for at få lidt flere end den gennemsnitlige risiko tilsiger.
Og se nu her. Figuren viser udviklingen i verden de sidste to hundrede år. Fertiliteten (antal fødsler per kvinde) er vist på y-aksen, mens børnedødeligheden (antal døde 0-5 årige per 1000 fødte) fremgår af x-aksen. Prikkerne viser hver et land, og størrelsen af prikkerne vokser med gennemsnitsindkomsten per indbygger. Læg mærke til farverne.
Som det ses, dykker fertiliteten systematisk for alle lande, når børnedødeligheden falder. Det gælder stort set uafhængigt af religion, kultur og andre forskelle.
Det er stort set kun de blå prikker, som endnu har en fertilitet væsentligt over 2 – og en højere dødelighed.
De blå prikker er afrikanske lande. Den blå hale afspejler, at det er i Afrika, at det meste af befolkningstilvæksten nu finder sted. Men også her falder fertiliteten med stigende indkomst og faldende dødelighed.
Så befolkningen “eksploderer” ikke. Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.
Forskningslitteraturen
om social tillid – graden af tillid folk generelt har til andre mennesker, de
ikke kender – har vist, hvordan folks tillid til hinanden og deres grad af
ærlighed præger samfundet. Der findes dog stadig en minder gruppe
samfundsforskere, som argumenterer at folks tillid – som måles ved hjælp af
spørgeskemaer – er ekspressiv eller blot udtryk for folks kolde risikovurdering.
Med andre ord mener de, at det bare er noget folk siger, og folk er slet ikke
tillidsfulde eller specielt ærlige i de nordiske lande, men måske bare tvinges
af omhyggelig håndhævelse af loven.
Tricket
er at finde en type adfærd, der ikke kan håndhæves af politiet, og ikke bare er
ekspressiv. Stephen Knack og Philip Keefers løsning for mere end 20 år siden
var at se på sammenhængen mellem folks tillidsniveau og deres opførsel i det
såkaldte ”wallet drop experiment” – de tabte punges eksperiment. Øvelsen går
meget simpelt ud på, at man ’taber’ en række punge med information om, hvis de
er og hvor folk bor. Man ser derefter, hvor mange punge bliver leveret tilbage
til ejeren med indholdet intakt, og sammenholder andelen af tilbageleverede
punge med tillidsscoren i området.
Fornylig
har en gruppe forskere gentaget en variant af dette eksperiment i 40 lande
rundt omkring i verden. I artiklen, som er udkommet i Science, beskriver de
præcist hvordan de har gjort. En del af det særlige ved det nye eksperiment, er
at de i stedet for at tabe punge har indleveret dem som om de havde fundet en
tabt pung. I de fleste lande har de gentaget eksperimentet 400 gange og
varieret, hvor de indleverede dem, og om der var penge i pungen eller ej.
Resultaterne
viser meget store forskelle i ærlighed på tværs af verden. I bunden finder man
Peru, Kina og Kenya, hvor henholdsvis 13,8, 14,3 og 17,2 % kom tilbage til
ejeren. Var der penge i pungene, kom generelt lidt flere tilbage. Det gjaldt
dog stadig kun 13,4 % i Peru, 18 % i Mexico, og 19 % i Kenya. I den anden ende
af skalaen kom mere end tre fjerdedele af pungene tilbage: I Tjekkiet (78 %),
Norge (78,7 %), Schweiz (79 %), New Zealand (80 %), Sverige (81,5 %) og Danmark
(82 %).
Studiet viser også igen, at den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed. Som man kan se i figuren nedenfor, er der en tydelig og stærk sammenhæng mellem folks tillid (på x-aksen) og hvor mange punge med penge, der kom tilbage i eksperimentet (y-aksen). Bruger man lidt simpel regressionsanalyse til at vurdere vigtighede, viser resultaterne, at en fordobling af BNP per indbygger giver 13 % flere tilbageleverede punge, mens en fordobling af tilliden giver et plus på 7 %.
Mest
af alt viser det nye eksperiment dog endnu en gang, at vi i Danmark lever i et
af verdens mest ærlige samfund. Ærligheden i Danmark tager nogle gange et lidt
aggressivt udtryk, når vi fortæller folk helt ærligt hvad vi mener, eller når
vi reagerer på folk, der misbruger tilliden. Men jeg vil langt hellere leve med
det, end i et samfund hvor folk ikke stoler på hinanden. Og jeg er ikke nervøs
for at tabe min pung – eller lade min kontordør stå åben når jeg er til frokost
– i Danmark.
