Det plejede at være de fattigste kvinder uden for arbejdsmarkedet, der fik flest børn. Men sådan er det ikke mere. Det er konklusionen i Doepke et al. (2022).

In this survey, we argue that the economic analysis of fertility has entered a new era. First-generation models of fertility choice were designed to account for two empirical regularities that, in the past, held both across countries and across families in a given country: a negative relationship between income and fertility, and another negative relationship between women’s labor force participation and fertility. The economics of fertility has entered a new era because these stylized facts no longer universally hold. In high-income countries, the income-fertility relationship has flattened and in some cases reversed, and the cross-country relationship between women’s labor force participation and fertility is now positive. We summarize these new facts and describe new models that are designed to address them. The common theme of these new theories is that they view factors that determine the compatibility of women’s career and family goals as key drivers of fertility. We highlight four factors that facilitate combining a career with a family: family policy, cooperative fathers, favorable social norms, and flexible labor markets. We also review other recent developments in the literature, and we point out promising new directions for future research on the economics of fertility.

Nogle bud på, hvilke politiske implikationer det vil/kan få i fremtiden?

Zetland fortsætter deres artikelserie om regulering og bureaukrati, som jeg tidligere har omtalt her. I dag handler det om en regel – indført på baggrund af en tragisk hændelse – som medfører en masse “bøvl” i hæren.

Til gengæld skulle vi så få færre af de tragiske hændelser. Men netop dette stiller Zetland – med rette – spørgsmålstegn ved. I artiklen nævnes to ting, der peger i retning af, at der næppe er en effekt (eller at effekten som minimum er meget lille):

• For det første er de tratiske hændelser meget sjældne.
• For det andet kan en soldat stadig nemt få adgang til våben.

Jeg vil gerne tilføje en tredje ting til listen:

• Bureaukrati ændrer adfærd (utilsigtede konsekvenser).

Zetland kører for tiden en artikelserie, hvor de sætter fokus på problemerne med den omfattende regulering af det danske samfund. Serien er værd at følge med i, fordi den meget fint og jordnært beskriver problemerne. Her er fx fra nr. 2 artikel i serien (nr. 1 findes her):

På sin hjemmeside har Finanstilsynet samlet EU-love for blandt andet banker og pensionskasser. Men på grund af “den store mængde EU-regulering, herunder de hyppige ændringer, tages forbehold for manglende opdatering, manglende retsakter eller anden fejlagtig information i Finanstilsynets EU-lovsamling”

…eller…

Der findes simpelthen en dansk regel, der siger, at det er forbudt at sælge kildevand på apotekerne. Listen over, hvad de må og ikke må sælge, er lang og overraskende detaljeret. Milkymeter (termometer til at måle temperatur på mælk i sutteflaske) er forbudt. Myslibar med psyllium-frøskaller er forbudt. Inkontinensundertøj er forbudt. Cool-Kidz kirsebær-badeolie, næsesuger og små mortere er til gengæld helt okay.

Begge er eksempler, jeg har bidraget med. I øvrigt er journalisten bag serien, Hakon Mosbech, blevet påvirket af at dykke lidt ned i reguleringsområdet. Noget jeg selv kan genkende fra min start i CEPOS (min fremhævning).

Hver gang jeg taler med en kilde om én problematisk regel, sender hun mig videre til to nye problematiske regler. Og hver dag jeg læser nyhederne, handler de om regler og love.

Minister indfører nye regler for overvågning af jomfruhummer-fiskekuttere, lyder en nyhedshistorie. Historisk særlov for ukrainere vedtaget, lyder en anden. Malaysia vil forbyde rygning for alle, der bliver myndige næste år, lyder en tredje. Alt sammen på én dag.

Det er, som om jeg har fået en ny linse at se verden igennem. Pludselig bliver det tydeligt, hvor meget nye regler og love fylder inde bag de fleste nyhedshistorier. Prøv at lægge mærke til det selv, næste gang du læser eller lytter.

Jeg ser (skadelig) regulering overalt. Ofte er det eksisterende regler, jeg ikke kendte til. Andre gange er det nye regler, der er på vej. Her er fx indtryk fra mit Facebook-feed da jeg kiggede igennem i går. Og her er der vel at mærke alene tale om EU-regulering…

Efter min bedste overbevisning undervurderer vi meget kraftigt, hvor skadelig den omfattende regulering er. Og jeg er derfor ekstremt fornøjet med, at Zetland sætter fokus på det.

Chris Freiman blogger for tiden hos Bryan Caplan på Bet On It. Jeg kender ikke Chris Freiman, men Caplans introduktion forleden virkede lovende. Og nu har Freiman så skrevet sit første indlæg, som bestemt er værd at læse.

I indlægget bringer han et solidt argument for ikke at stemme ved valg. Argumentet er helt kort, at da du alligevel ikke kommer til at påvirke valget (chancen for at din stemme bliver afgørende for den førte politik er nul), så bør du bruge din tid på noget andet. Og det argument gælder, selvom du mener, det er et form for samfundsbidrag at stemme – for det kan det “andet” jo også være.

Suppose you spend a few hours researching and casting a vote. You could have used those hours to work some overtime and earn, say, $50 to donate to the Seva Foundation instead, which is enough to prevent one person from going blind. If you agree that a someone’s sight is worth more than an inconsequential vote […], then you should agree that earning to donate to the Seva Foundation is a better use of your time than preparing and casting a vote.

Det oplagte spørgsmål er: Men hvad hvis ingen stemte? Også det svarer Freiman overbevisende på.

Now, I know what you’re thinking—“what if no one voted? Wouldn’t that be bad?” Sure! But that doesn’t imply that you, the marginal individual, should vote. By analogy, it would be bad if no one filled cavities, but you, the marginal individual, aren’t obligated to become a dentist. Indeed, it’s much better to have a division of labor. A world where some practice dentistry and others sell toothpaste is a better world for your teeth than one in which everyone practices dentistry. Similarly, a world where some cast informed and unbiased votes and others earn to donate to effective charities is a happier and more prosperous world than one in which everyone is a voter.

Chris Freiman ser ud tila t være værd at følge fremover. Du kan læse hele indlægget her.

Ifølge mange epidemiologer er hastighed afgørende, når man lukker et samfund ned. En antagelse (ja, det ER en antagelse – læs videre!) jeg tidligere har været kritisk overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår matematikken (med eksponentiel vækst er det oplagt, at det er en god idé at reagere hurtigt), men fordi nedlukninger – i modsætning til folks frivillige adfærdsændringer – er ineffektive.

I bogen ”The Premonition: A Pandemic Story”, beskriver Michael Lewis, hvordan antagelsen opstod på baggrund af et studie, Hatchett et al. (2007), som bl.a. konkluderede, at ”hurtig implementering af flere NPI’er kan reducere spredningen af influenza markant”. En konklusion som senere blev afgørende for det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC)’s pandemiplan (læs evt. om historien her).

Der er dog ét centralt problem. Hatchett et al. viser ikke, at tidlige nedlukninger virker. Det er en implicit antagelse, som forskerne foretager for at nå deres konklusion.

Hatchett et al. når deres konklusion ved at se på overdødeligheden i forskellige byer under 1918-pandemien. De finder, at byer, der lukkede ned tidligt i pandemiforløbet, havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned senere i pandemiforløbet. Nedenstående figurer viser deres data (til venstre) og udvidede data brugt i Markel et al. (2007) (til højre).  I begge figurer er overdødeligheden op ad 2.-aksen og tid ud af 1.-aksen. Hvor hurtigt byerne lukkede ned er vist med farver (mørkere betyder, at de lukkede hurtigere ned i forhold til hvor langt de var i pandemiforløbet – krydsene angiver byer med manglende data for nedlukningshastigheden).

Det er let at se, at byer, der lukkede ned relativt tidligt i pandemiforløbet (de mørke prikker), havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned sent i pandemiforløbet (de lyse prikker). Korrelationen (bemærk: k o r r e l a t i o n e n) er der således ikke tvivl om.

Figuren viser dog også en anden interessant ting: At de byer, der lukkede ned tidlig i pandemiforløbet, alle blev ramt relativt sent af den spanske syge. Borgerne nåede altså at se, at det gik galt på USA’s østkyst, hvor den spanske syge ramte allerede tidligt i foråret 1918, og kunne derfor tilpasse deres adfærd i tide til at undgå stor overdødelighed. Figuren lægger altså op til en helt anderledes alternativ forklaring, nemlig at det var frivillige adfærdsændringer – drevet af information – der var afgørende for den lavere dødelighed.

Ekskluderer vi således byer, der blev ramt tidligt af den spanske syge, er den gennemsnitlige overdødelighed stort set ens på tværs af responstider, jf. nedenstående figur. Det indikerer, at det snarere er information og frivillige adfærdsændringer, der er drivkraften bag resultaterne i Hatchett et al. og Markel et al.

Men det overså forfatterne bag de to studier, selvom Hatchett et al. faktisk er inde på det. De skriver nemlig, at ”derudover havde byer, hvis epidemier begyndte senere, en tendens til at gribe ind på et tidligere stadium af deres epidemier, formentlig fordi lokale embedsmænd i disse byer observerede virkningerne af epidemien langs den østlige kyst og besluttede at handle hurtigt”. De overvejer dog ikke, at præcis den samme information tilflød borgerne i byerne, som derfor selvfølgelig reagerede på faren.

Ovenstående viser, at der (mindst) er én god alternativ forklaring til konklusionerne i Hatchett et al. og Markel et al. om, at timing er afgørende. Og det er at folk reagerer på information og tilpasser deres adfærd, når der er en ny fare uden for deres dør.

Det overser de desværre, og kommer derfor til implicit at antage, at nedlukningerne virker.

Hvordan så det ud under COVID-19-pandemien?

Figuren nedenfor viser principielt det samme som ovenstående figurer. Figuren viser dødeligheden (2.-aksen) sammenholdt med, hvor hurtigt/kraftigt pandemien startede (målt som datoen for hvornår et land nåede 20 døde/mio.), hvilket udgør 1.-aksen.

Figuren viser, at de lande, der lukkede ned[1] tidligt i pandemiforløbet (senest samme dag som første dødsfald) har lavere dødelighed – men også de blev ramt relativt sent af pandemien. Det gælder bl.a. for Sverige, som blev ramt hårdt af pandemien, fordi mange svenskere blev smittet i forbindelse med et uopdaget udbrud i alperne i uge 9, 2020.

Hvis vi alene ser på lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien – altså de lande, der ligger til højre i figuren, og som er markeret med gråt – er der ingen effekt af at lukke tidligt ned. Det viser søjlediagrammet nederst til højre i figuren.[2]  De lande, der lukkede tidligt ned, havde en dødelighed på 42 døde/mio, mens de lande, der lukkede sent ned havde en dødelighed på 45 døde/mio. Forskellen svarer til 15-20 dødsfald i Danmark. Som eksempel kan man bemærke, at Danmark tilhørte ”early”-gruppen, Norge tilhørte ”intermediate”-gruppen og Finland tilhørte ”late”-gruppen. Alligevel var dødeligheden i alle tre lande lav (højest i Danmark, der lukkede tidligst ned, men også blev lidt hurtigere ramt af pandemien (Danmark nåede 20 døde/mio. nogle dage før Finland og Norge).

Det første COVID-19-dødsfald blev registreret samtidig i Danmark og Sverige (11. marts). Det tager 3-4 uger, fra man bliver smittet, til man dør af COVID-19, så en evt. effekt af den danske nedlukning (og den manglende nedlukning i Sverige) ville tidligst kunne ses i starten af april. Men som nedenstående figur viser, så var pandemiforløbet i Sverige helt anderledes end i Danmark. De høje dødstal i Sverige kan altså næppe forklares med manglende nedlukning.

[1] Datoen for nedlukningen er i figuren defineret som datoen, man nåede over stringency index 60, men konklusionerne gælder uanset om man bruger værdierne 50, 60 eller 70.

[2] I figuren er ” lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien” defineret som lande, der nåede 20 døde/mio. senere end 6. april, 2020, men konklusionen holder for andre datoer. Bemærk, at da det tager 3-4 uger fra man bliver smittet og til man dør af COVID-19, vil man næppe kunne se en evt. effekt af den danske nedlukning d. 7. april, da den kun ligger 22 dage efter de første nedlukninger (skolerne d. 16. marts, 2020).

I nedenstående – som er tyvstjålet fra marginalrevolution.com – illustrerer Alex Tabarrok hvor problematisk det er, når man bruger argumenter a’la “folk kan ikke håndtere informationen, så derfor må vi regulere det”.

Argumentet bliver også tit brugt i Danmark. Både i sammenhæng med COVID-19-pandemien, kviktests og “falsk tryghed”. Men vi ser det også på mange andre felter. Forleden brugte både Forældrenes Landorganisation og pædagogernes fagforbund samme type argumenter imod, at forældre vurderede deres børns institutioner på en slags Trustpilot for børnehaver og vuggestuer. Argumentet er i begge tilfælde, at brugerne ikke magter at fortolke information rigtigt (hvad enten det er resultatet af en kviktest eller vurderingen af en institution), og derfor ender de med at gøre skade på sig selv eller deres børn. Jeg har endnu til gode at se denne tese dokumenteret (selvom jeg ikke vil afvise, at der er særtilfælde, hvor det rent faktisk kan ske).

Nedenfor er hvad Tabarrok siger om det. Du kan se hele samtalen “Lessons from the pandemic: How the FDA (among others) failed us” her.

Birsen Filip fra Mises Institute har skrevet et indlæg om, hvordan Karl Popper og Friedrich A. Hayek ville have set på nedlukningerne.

Jeg ved ikke, om jeg er 100% enig, men interessant læsning er det ikke desto mindre.

Nedenfor et par uddrag. Hele indlægget kan læses her.

If Karl Popper and Friedrich Hayek had witnessed the type of central planning that has taken place since the beginning of the pandemic, they would have called it “holistic social engineering.” They were convinced that supporters of the concept of a social engineer sought to extend “the power of the State” in controlling and reshaping society as a whole in accordance with their own ideals, goals, and wills. According to Popper, social engineers believe that they can diagnose the goals and needs of society, and then implement a strategy to achieve them through large-scale planning. However, such an undertaking would require social engineers to centrally coordinate the activities of millions of people by replacing the wills and ends of those individuals with their own. 

Dette studie, Dave et al. (2021), er ret interessant, fordi det peger på, at begge politiske fløje var overbeviste om, at det var politikerne der styrede pandemiens udvikling. De var blot uenige om, hvordan man skulle afveje økonomisk aktivitet i forhold til reddede liv.

I sidste ende viste det sig dog, at det slet ikke var politikerne der styrede pandemien og foretog afvejningerne. Det gjorde borgerne. Her er fra abstract (min fremhævning):

In the midst of mass COVID-19 vaccination distribution efforts in the U.S., Texas became the first state to abolish its mask mandate and fully lift capacity constraints for all businesses, effective on March 10, 2021. Proponents claimed that the reopening would generate short-run employment growth and signal a return to normal while opponents argued that it would cause a resurgence of COVID-19 and kill Texans. This study finds that each side was largely incorrect. First, using daily anonymized smartphone data — and synthetic control and difference-indifferences approaches — we find no evidence that the Texas reopening led to substantial changes in mobility, including foot traffic at a wide set of business establishments. Second, we find no evidence that the Texas reopening affected the rate of new COVID-19 cases or deaths during the five weeks following the reopening. Our null results persist across more urbanized and less urbanized counties, as well as across counties that supported Donald Trump and Joe Biden in the 2020 presidential election.

Man så lidt samme tendens i Danmark, hvor diskussionen sjældent gik på, om nedlukningerne overhovedet virkede. Ofte var det hensynet til økonomien, der blev brugt som argument for genåbninger. Også selvom den ene genåbning efter den anden blev efterfulgt af en aftagende pandemi på trods af modellernes påstand om det modsatte.

Figur: Modelprognoser for antal indlagte patienter med og uden genåbning sammenlignet med faktiske udfald (Danmark, 2021)

Jacob Nyrup, Oslo Universitet, der forsker i bl.a. diktatorer, har skrevet en interessant tråd på Twitter om hvad Putin gør, hvis/når han taber krigen mod Ukraine.

Nyrup når frem til den – lidt overraskende – konklusion, at svaret sandsynligvis er: Ingenting.

Nyrups primære argument er, at diktatorer ofter sidder tungt på magten og selv bestemmer, hvornår de vil gå af (indtil de ikke selv bestemmer det længere, selvfølgelig). Han giver en række eksempler på diktatorer, der led nederlag, og alligevel blev siddende på magten.

En af forklaringerne er, at diktatorerne selv bestemmer, hvad “sandheden” er. Bl.a. fordi han styrer statsmedierne.

Det gode ved dette er – set fra vores synspunkt – at Putin ikke behøver smide en atombombe. Hvorfor skulle han dog det, når han ikke er truet og man i Rusland anser ham for at “vinde”…

Om Nyrup får ret, vil tiden vise. Argumenterne ser umiddelbart ud til at holde.

Videnskab.dk har udgivet en stærkt kritisk artikel om studiet fra danske forskere, Benn et al. (2022), som på baggrund af de randomiserede data, der førte til vaccinernes godkendelse, finder at mRNA-vaccinerne ikke reducerede den samlede dødelighed (Christian Bjørnskov har skrevet om studiet her). Jeg er ikke vaccineforsker og vil derfor ikke begive mig ud at vurdere studiet. Men jeg har en del erfaring med videnskab.dk[i] og har derfor set lidt på kritikken.

Min overordnede konklusion er, at intet af det, videnskab.dk bringer som en kritik af studiet, faktisk er reel kritik. Der er snarere tale om påpegning af, at der er rum for yderligere forskning (som Benn et al. også selv konkluderer). Videnskab.dk’s artikel havde været betydeligt mere videnskabelig, hvis den var gået til resultaterne med åbent sind og – i stedet for at forsøge at affeje resultaterne – havde formidlet de muligheder for yderligere forskning, der åbenlyst er på baggrund af de yderst interessante resultater i Benn et al. Der er trods alt en stor del af verdens befolkning, der endnu ikke er blevet vaccineret eller har behov for revaccination mod COVID-19, og de skal selvfølgelig have mulighed for at vælge den bedst mulige vaccine.

Men lad os tage kritikken punkt for punkt.

Bill Maher har et ret genialt indslag om misinformation, Twitter og hvordan man håndterer det. Det var mine otte minutter værd at se.

Da man fjernede huslejereguleringen i Norgei 1982, ændrede boligannoncerne i Oslo sig fra “Lejlighed søges” til “Lejlighed udlejes”. Det er et af resultaterne i Oust (2017).

Kan det siges mere enkelt, at boligmangel skyldes huslejeregulering?

Her er Cowens og Tabarroks beskrivelse af resultaterne:

Are Oust studied rent controls in Oslo, Norway and found that during the rent control era it was common for landlords to require their tenants to be of a certain gender, age, occupation and even religion (which would be illegal in the United States). Landlords would also find ways to charge extra by asking renters for extra services such as baby-sitting, garden work or snow-clearing. When rent control was eliminated, however, the number of apartments increased and landlords no longer advertised these kinds of requirements. Perhaps most telling, in the rent-control era it was common for renters to advertise “Apartment Wanted” but when rent controls were lifted it became much more common for landlords to advertise “Apartments for Rent!”

Og her er abstract fra Oust (2017):

The removal of the Norwegian rent control in 1982 created a natural experiment that enabled us to investigate whether rent control affected the search and matching process in the private residential rental market in the Norwegian capital, Oslo. We collected and analyzed data on “housing for rent”, “housing wanted” and “housing exchange-wanted” advertisements in Oslo covering a period from 1970 to 2008. We concluded that use of newspaper listing services by potential tenants and landlords changed after the rent control removal. Our results indicate that it is more costly, in time and money, for a potential tenant to search for and to find a home under rent control. Moreover, our results indicate that rent control increases the probability of and the distance from the ideal dwelling, in size, standard and location, a potential tenant have to settle for.

Institute for Justice har en hjemmeside, med overblik over en lang række lavtlønsjob, der kræver licens. Siden giver et godt indblik i de store problemer USA har med overregulering.

Det er virkelig skræmmende data. Fx kræver 37 ud af de 50 delstater en uddannelse, hvis man vil arbejde som shampooer (dvs. vaske kunders hår).

“On average, aspiring shampooers must pay $130 in fees, complete 248 days of education and experience, and pass about two exams”

Only in the US (og UK faktisk…)

Bryan Caplan har fået en ny blog, der hedder “Bet On it”.

Jeg vil anbefale dig at abnnere på bloggen. Caplan er en ekstremt interessant person, som skriver godt og logisk. Og stiller mange gode spørgmål.

Her er fx et udsnit fra hans indlæg om navnet på sin nye blog:

If someone claims that “Safety should be our absolute priority,” we should be taken aback if he eats in a restaurant during a pandemic.  The same goes if a habitual heavy drinker insists, “I do everything for my family,” an irregular church-goer declares, “Nothing is more important to me than my faith,” or a London homeowner announces, “Immigrants have ruined the city.”  Actions speak louder than words: If immigrants really “ruined” London, why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?

The seductive power of hyperbole is one major cause of the gap between words and actions.  Overstatement comes naturally to most human beings.  Measuring your words, in contrast, requires conscious effort.  If immigrants annoy you, what fun is it to say something reasonable, like “Immigrants have made this city 2% worse for me”?  Sure, such a statement lets you rebut the “Why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?” challenge with a curt “Because a 2% decline in the value of living in London is far too small to justify a move.”  But when you make your position credible, you make it bland.  And who wants to be bland?

Du kan finde indlægget her Og du kan abonnere på bloggen øverst på forsiden her.

Jack Mintz fra Fraser Institute og School of Public Policy hos University of Calgary har i skrevet om vores meta-studie i Financial Post.

Han beskriver bl.a. – ret klart – hvorfor kritikken af, at vi ikke medtager modelstudier (som primært blev fremført af epidemiologer), var helt forfejlet. Her er teksten (mine fremhævninger):

Not surprisingly, many epidemiologists took vigorous exception to these results, which are so different from their theoretical models, which were excluded from the analysis. In their view, the Johns Hopkins study cooked the books. In fact, something deeper is at issue.

The scientific method is a proven approach to garnering deeper insights into how the world behaves. It begins with the development of a theory that rests on several assumptions, such as how a disease spreads in the population (e.g., by air or by touch). The theory is then used to derive a prediction, such as the number of COVID deaths avoided. The theoretical models that emerge are typically sophisticated mathematical equations that yield numerical predictions once data are applied to each variable in the model.

The models have to be tested, however. That requires analyzing past data to see whether their predictions were in the ballpark. This is not an easy task since observations, such as the number of COVID deaths, depend on many other factors besides lockdowns and these also need to be included in the analysis. One approach to create more confidence in a theory is to “backdate” models to see if their predictions are close to what actually happened. Set the model up with data that goes to 2010, say, and then see if it “explains” what happened between 2010 and now.

The Johns Hopkins authors were right to include in their meta-analysis only papers that had been tested empirically, not those that had only made theoretical predictions. Whether their conclusion about the effect of mandates is correct only time will tell. Future studies will determine which theories are correct or not. That’s how the scientific method works.

Mange vil nok umiddelbart mene, at sygeplejersker i højere grad udviser omsorg for andre end ejendomsmæglere. De er trods alt ”velfærdsstatens frontsoldater”.

Men helt så enkelt er det ikke, viser Jacobsen m.fl. (2022), som bruger en twist af diktatorspillet til at vise deres pointe. I diktatorspillet får én person tildelt en portion penge, og skal efterfølgende vælge, hvor stor en andel af pengene, personen vil beholde selv, og hvor stor en del af pengene, der skal gå til andre (i dette tilfælde er ”andre” Amnesty International).

Jacobsen m.fl. (2022) finder i det klassiske diktatorspil – som mange nok ville forvente – at sygeplejersker rent faktisk ER mindre selviske end ejendomsmæglere, når de skal tage stilling til, hvor mange af pengene Amnesty International skal have.

In Part 1 of our experiment, every subject was asked to share 100 Norwegian kroner (NOK), or about 16.5 USD, between themselves and Amnesty International. Our results show that brokers contribute, on average, a substantial 61 percent of their endowment; nurses‘ contributions were significantly larger, however, reaching an average of 75 percent. Thus, in this particular context, nurses were indeed more generous than brokers.

Men her stopper Jacobsen m.fl. (2022) ikke. De udvider spillet ved at give deltagerne mulighed for at betale 10 kr. for at undgå at skulle tage stilling til, om de vil give Amnesty International pengene. Og på dette punkt er sygeplejerskerne faktisk mere selviske, for de er mere tilbøjelige til at betale for at undgå at skulle tage stilling.

In the second part of our experiment, therefore, subjects were given the choice between two options, A and B. Option A implied repeating the game from Part 1 with certainty. Option B implied a 50 percent probability of repeating the game from Part 1, and a 50 percent probability of receiving 90 NOK with no opportunity to donate to Amnesty International. Thus, option B implied a 50 percent probability of costly exit from the dictator game situation. Nurses were substantially more likely to opt for the exit alternative than brokers: 36 percent of brokers and 51 percent of nurses chose B.

Aha. Så selvom sygeplejersker gav mere under part 1, så er de også mere tilbøjelige til at vælge at undgå at skulle tage stilling til at give penge til Amnesty International. Og effekten er betydelig. I gennemsnit gav de 75% af pengene væk. Hvis de ”slipper ud af spillet” og undlader at skulle tage stilling, koster det dem kun 10%. En forskel på hele 65%-point.

Men. Det bliver endnu mere komplekst:

Interestingly, however, those subjects who opted for exit but drew a repetition of the dictator game contributed substantial amounts: 31 percent for brokers and 42 percent for nurses. Even after accounting for exit behavior, nurses were more generous than brokers (in Part 2 and in total).

Som forfatterne påpeger, er resultaterne svære at forklare. Sygeplejerskerne er mere tilbøjelige til at forsøge at undgå at blive sat i en situation, hvor de skal tage stilling til, om de vil give penge til Amnesty International. Men hvis de bliver sat i situationen, donerer sygeplejerskerne mere. I hvert fald i gennemsnit.

As we discuss in more detail below, this pattern of behavior is hard to reconcile with most standard models of social preferences. One possible explanation, however, could be that nurses experience a stronger sense of duty to conform with moral ideals, and that this sense of duty applies more strongly to sharing decisions than to exit decisions.

Man kan spekulere over, om det måske netop er fordi de ved, at de vil give mere, hvis de bliver sat i situationen, at de forsøger at undgå den…

Jacobsen m.fl. (2022) er udgivet her (en gratis arbejdspapir-version kan hentes her).

Heckelman og Wilson (2019) undersøger sammenhængen mellem regulering og vækst i 132 lande. De finder – hvilket giver intuitiv mening – at sammenhængen har en omvendt U-form, så et stigende omfang af regulering som udgangspunkt er forbundet med øget vækst (intuitivt, fordi det er veldokumenteret, at fx veldefinerede ejendomsrettigheder øger væksten), men at effekten af yderligere regulering bliver negativ, når omfanget overstiger vist niveau (defineret som overregulering).

Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem regulering (baseret på Fraser Institutes Economic Freedom Index) og væksten i BNP pr. indbygger baseret på alle deres observationer. Figuren viser, at der er overregulering i ca. 60% af observationerne, og at en den samlede effekt af reguleringen i for en række observationer er negativ. Væksten ville altså – for disse observationer – være højere helt uden regulering.

Heckelman og Wilson (2019) kigger også specifikt på OECD-lande. De finder, at omfanget af overregulering er så betydeligt, at den samlede effekt af regulering på den økonomisk vækst er negativ for alle OECD-lande. Dette er illustreret i nedenstående figur, som viser at den samlede effekt er negativ for alle OECD-lande (bemærk, at der er 0 observationer til højre for den sidste lodrette, stiplede linje). Bemærk, at de – kontraintuitivt – finder en U-formet sammenhæng mellem regulering og vækst, og man kan nok diskutere, om det reelt vil give et samlet positivt bidrag til væksten, hvis man blot indfører regulering nok.

Her er abstract fra Heckelman og Wilson (2019), som kan hentes her, hvis man har adgang (jeg kan ikke finde en version med gratis adgang).

Existing evidence suggests that regulation diminishes economic growth. In theory, however, regulation may be either growth-enhancing or diminishing. We therefore empirically revisit the relation between regulation and growth, allowing for both positive and negative effects. In an unbalanced panel of 132 countries over eight time periods, we find evidence of a hump-shape relation between regulation and growth. The estimates imply that for more than 95% of the sample the total effect of regulation on growth is positive. The estimates also imply that about 60% of the sample observations are associated with over-regulation, relative to the growth maximizing level. Similar findings apply to the (majority) subsample of non-OECD nations in the dataset. However, for the (minority) subsample of OECD nations, both the total and marginal effects of regulation on growth are negative.