19. december 2021 – efter at regeringen havde meddelt, at skolerne endnu engang skulle lukkes – skrev Christian Bjørnskov en fremragende kronik i Jyllands-Posten under ovenstående titel og med underrubruikken “Man må spørge sig selv, om det er moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende i et forsøg på at redde nogle mennesker, der typisk er over deres forventede levealder.”
Mange politikere, inklusive statsministeren, har betonet, at nedlukningerne naturligvis ikke burde gå ud over børnenes skolegang eller andet. Danske politikeres afslørede præferencer viser dog noget andet: at børn reelt er ligegyldige for den førte politik. Deres velbefindende og fremtid indgår ikke i de faktiske politiske overvejelser.
Evidensen for de skader, politikere verden over har pådraget børn og unge, er ellers ganske overvældende. Svenske og hollandske erfaringer har meget tydeligt vist, hvordan nedlukninger og virtuel undervisning ikke blot skader børn og unges indlæring, men også skaber alvorlig ulighed i indlæringen, man ikke ville se under normale omstændigheder.
I et studie fra Holland, der omfattede 350.000 børn, fandt forskerne således, at børnene i gennemsnit næsten intet havde lært i de uger, de havde modtaget virtuel undervisning. Effekten var endda særligt udtalt i dårligere uddannede hjem, hvor de negative effekter for børn med lavt uddannede forældre var 60 procent større end dem fra veluddannede hjem. Som i mange andre tilfælde har nedlukningerne således ikke blot skadet de fleste, men effekten vender den tunge ende nedad.
De hollandske erfaringer svarer meget godt til et tidligere britisk studie, der fandt, at nedlukningerne i Storbritannien i foråret 2020 havde sat seks- og syv-årige elever cirka to måneder bagud i matematik og læsefærdighed. Uanset at de fleste lærere har gjort en stor indsats for at flytte undervisning online og forsøgt at gøre det så godt som muligt, erkender mange, at de har leveret langt ringere undervisning end nogensinde før.
Både lærere og børn blev derfor hurtigt demotiverede i løbet af nedlukningen. Som det britiske Institute of Fiscal Studies har vist, var tilfældet, at jo længere tid børn var sendt hjem, jo mindre tid brugte de på skolen. Ved udgangen af skoleåret brugte den gennemsnitlige elev således kun halvdelen af den tid, hun ville have brugt under normale omstændigheder.
Erfaringerne er ikke meget anderledes i Danmark, hvor en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut fandt, at halvdelen af alle elever mellem 5. og 8. klasse oplevede at få markant mindre ud af undervisningen end tidligere. Instituttet noterer også, at elever fra socialt udsatte hjem har haft særlige faglige og trivselsmæssige problemer med nedlukningen. Det bekræftes af information fra mange steder i verden, hvor børn og unges trivsel er voldsomt svækket. En enkelt amerikanske undersøgelse, der gentages hvert år, fandt, at en fjerdedel af amerikanerne mellem 15 og 24 havde haft selvmordstanker i løbet af 2020.
[…]
Som om elevers og studerendes tab af uddannelse ikke var nok, peger en ny litteraturgennemgang også på, at børns helbred har lidt i det meste af verden. Særligt bekymrende er ny forskning, der viser, at selv helt små børns udvikling har lidt voldsomt under nedlukningerne. Noget af den klareste evidens for problemerne kommer fra Rhode Island, hvor Brown Universitys Resonance-projekt i over ti år har fulgt børns tidligere udvikling. Børns udvikling måles med såkaldte Mullen-skalaer for tidlig læring, der måler deres finmotorik, sprog og visuelle modtagelse, og som regnes som en pendant til intelligensmål for små børn.
Forskningen fra Brown viser, at børns scorer på disse mål er faldet markant mellem 27 til 37 point i forhold til normalen på cirka 100 point før nedlukningerne. Studiet finder også, ligesom adskillige andre undersøgelser, at tabene i tidlig udvikling er væsentligt større blandt fattige og ringe uddannede familier.
Brown-forskerne tilskriver en væsentlig del af problemerne til mundbindstvangen. Forhold som børns tilknytning til voksne afhænger for eksempel af, i hvilken grad de kan aflæse de voksnes ansigter og forstå deres udtryk og følelse. En stor del af denne proces afhænger af, at de faktisk kan se andre menneskers ansigter og ansigtsudtryk, hvilket nærmest umuliggøres af mundbind i det offentlige rum. Set i lyset af, hvor vigtige de tre første år er for børns videre udvikling resten af livet, burde forskningen fra Brown derfor skræmme alle forældre, bedsteforældre, onkler og andre, der har interesse for børns udvikling.
[…]
Selv om både børns tidlige udvikling og unges uddannelse er forhold, der ofte følger en resten af livet, har disse omkostninger ikke en eneste gang været drøftet i Folketinget eller andre steder i det politiske Danmark. De politiske beslutningstageres afslørede præferencer fortæller os derfor med deres larmende tavshed, at børn og unge er ligegyldige for dem.
Mens politikerne lukker øjne og ører, er vi således godt i gang med at skabe en generation, der hele resten af dens liv vil være bagud. Selv om nogle af restriktionerne virkede – hvilket halvandet års empirisk forskning modsiger – må man spørge sig selv, om det nogensinde kan være moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende og fremtid i et forsøg på at redde nogle mennesker, der helt typisk allerede er over deres forventede levealder.
[…]
