Vældigt interessant indlæg i The Spectator forleden.

Punkt 1: Er nedlukninger kommet for at blive? I UK talte de åbenbart om en form for nedlukning i forbindelse med hedebølgen forleden.

There was something more alarming than the temperature: how quickly the authorities started to close down society – and showed that the lockdown instinct is still very much alive.

The Met Office, a body that has turned from fairly comical to slightly sinister in recent times, started advising everyone to stay at home. The unions asked for schools, offices and transport systems to be closed down. There were no trains north out of King’s Cross or Euston, and Luton airport closed completely. Sadiq Khan lost no time in asking people not to have barbecues. We didn’t quite get to the stage where the police were handing out on-the-spot fines to anyone more than five miles from their home, but it may only be a matter of time.

At der også i Danmark er risiko for, at nedlukninger forbliver et redskab i myndighedernes værktøjskasse mindede Jens Lundgren os om i slutningen af juni, hvor han anså nedlukninger for at være en mulighed, hvis ikke tilpas mange børn bliver vaccineret mod influenza.

Punkt 2: Brandene i London blav af bl.a. Information (selvfølgelig) sammenkoblet med klimaforandringerne. Men rent faktisk er der langt færre brande i London end tidligere.

There will be fires now and again – they go along with heatwaves – but statistically, fires have never been rarer. There will be alarmists like Sadiq Khan claiming that it was ‘the busiest day for the fire service in London since the second world war’. But he won’t admit that fires in London have fallen two-thirds since the 1980s (let alone the 1940s) or that there were just 6,600 secondary (i.e. grass) fires last year, a record low and some 83 per cent below the 2003 peak. As for increased wildfires across the UK, satellite studies show no such trend in recent years. So why the panic?

Rigsrevisionen i UK er meget kritisk overfor regeringens brug af penge på rejserestriktioner, som der ikke er nogen evidens for virker (snarere tværtimod – der er evidens for, at de ikke virker).

På deres hjemmeside skriver de:

Huge costs and disruption but Government “doesn’t know” whether Covid travel traffic light system, hotel quarantine or home isolation actually worked

Public Accounts Committee

Og de uddyber med denne udtalelse fra formanden:

We can be clear on one thing – the cost to the taxpayer in subsidising expensive quarantine hotels, and more millions of taxpayers’ money blown on measures with no apparent plan or reasoning and precious few checks or proof that it was working to protect public health.

[…]

[Government] is not learning lessons fast enough from the pandemic.

Dame Meg Hillier MP, Chair of the Public Accounts Committee

Det sidste gælder i høj grad også i Danmark. Regeringen og dens støtter har igen og igen forsvaret den danske COVID-19 politik, selvom det burde stå klart for alle, at de mange nedlukninger – måske særligt skolelukningerne – var en eklatant politikfejl, hvis størrelsesorden vel overstiger alt hvad vi har set i hvert fald i min levetid.

Der er brug for, at beslutningstagerne og rådgiverne under COVID-19 tager den nye evidens til sig og lærer af den. Men man kan frygte, at det kræver en ny generation, før det for alvor sker. I så fald må vi håbe, at næste pandemi venter længe nok…

BBC omtaler historien her.

Det kommer ikke til at ske, men baseret på argumenterne i denne glimrende klumme fra John Tierney, ville valget være oplagt. Ingen anden har de seneste par år nærmest ene mand sikret friheden for så mange mennesker.

The Nobel jurors in Norway should be honoring the pandemic’s true heroes, starting with an obvious candidate across their border: Anders Tegnell, the state epidemiologist of Sweden. While the WHO and the rest of the world panicked, he kept calm. While leaders elsewhere crippled their societies, he kept Sweden free and open. While public-health officials ignored their own pre-Covid plans for a pandemic—and the reams of reports warning that lockdowns, school closures, and masks would accomplish little or nothing—Tegnell actually stuck to the plan and heeded the scientific evidence.

Og havde det ikke været for Tegnell (og enkelte ligesindede), ville verden ikke have haft en kontrolgruppe at vurdere eksperimenterne med nedlukninger op imod. Det giver uvurderlig viden og erfaring for fremtidige generationer.

If it hadn’t been for Tegnell and a few other heretics in places like Florida, we would not have clear evidence to prevent a similar catastrophe when the next virus arrives. Politicians and officials at the WHO and the Centers for Disease Control are still promoting useless mask mandates and defending their lockdowns with scientific sleight of hand: cherry-picked data and computer models purporting to show that the measures worked. Those claims have been rebutted in hundreds of studies, but journalists and politicians have mostly ignored that research, preferring to parrot the claims of the WHO and CDC officials who wave away the inconvenient findings.

Og så skal vi ikke glemme børnene

Politicians in Sweden were ready to close schools, too, but Tegnell and Giesecke insisted on weighing costs and benefits, as Tegnell had done in a 2009 article reviewing studies of school closures during pandemics. The article had warned that the closures might have little or no effect on viral spread and would cause enormous economic damage, disproportionately harm students and workers in low-income families, and create staff shortages in the health-care system by forcing parents to stay home with young children. Given all those dangers, plus early Covid data showing that schoolchildren were not dangerously spreading the virus, Tegnell and Giesecke successfully fought to keep elementary schools and junior high schools open—without masks, plastic partitions, social distancing, or regular Covid tests for students.

Swedish children kept going to school and did not suffer the learning loss so common elsewhere. 

Det ville være et godt og modigt valg af Den Norske Nobelkomite. Men det kommer næppe til at ske. Jeg kan godt leve med andre kandidater, men jeg er enig med John Tierney i, at det vil være en skandale, hvis WHO får prisen.

Hele klummen kan læses her.

De seneste uger bragt en debat mellem på den ene side Christian Kanstrup Holm og Morten Petersen, som kort fortalt mener, at nedlukningerne var en fejl, for ”selvom coronavirus fik lov til at spredes forholdsvis uhindret i Sverige sammenlignet med andre europæiske lande, var der ingen overdødelighed i befolkningsgruppen under 75 år” og på den anden side Lone Simonsen, Viggo Andreasen m.fl., som forsvarer nedlukningerne, fordi ”ideen om, at man bare kunne lade epidemien køre, mens vi beskytter de ældre, er nærmest absurd”.

Begge parter undervurderer vigtigheden af borgernes egen pandemihåndtering. For ligesom vi tilpasser vores kørsel, når vejene er sneglatte, tilpasser vi vores adfærd, når en pandemi raserer landet. Vores tilpasning af vores adfærd til verden omkring os, kan forklare, hvorfor vi ikke alle kører galt med 100 km/t i snevejr. Og hvorfor pandemien – når først vi er blevet opmærksomme på pandemien – ikke kan ”spredes uhindret”, uanset om politikerne lukker ned eller ej.

Adfærdsændringerne kan forklare, hvorfor antallet af google-søgninger på ”håndsprit” steg eksplosivt allerede før statsministeren lukkede landet ned d. 11. marts. De forklarer også, hvorfor influenza forsvandt nøjagtigt samtidig i Danmark og Sverige i marts 2020, og de forklarer, hvorfor alle nordiske lande – hvor befolkningerne bl.a. er veluddannede, har høj tillid til myndigheder og hinanden samt er så rige, at de har mulighed for at passe på sig selv – generelt har klaret sig godt under pandemien.

Endelig forklarer frivillige adfærdsændringer, hvorfor Sverige havde en meget kraftig 1. bølge sammenlignet med Danmark, mens 2.-bølgerne var lidt mere ens. Svenskerne blev nemlig relativt sent opmærksom på, at der var udbredt smitte i dele af landet – og ændrede derfor relativt sent adfærd. Det havde dog intet med nedlukninger at gøre, men skyldes ifølge to forskellige studier det uheldige faktum, at 1/3 af svenskerne havde vinterferie i uge 9, hvor der var et stort uopdaget udbrud i alperne, som svenske skiturister bragte med tilbage til bl.a. Stockholm, hvor de – uden at vide det – spredte smitten til deres omgangskreds. Et nyt studie viser, at der var en betydelig overdødelighed i de regioner, der havde vinterferie i uge 9, mens overdødeligheden i resten af Sverige svarede til overdødeligheden i Danmark, Norge og Finland.

Generelt forekommer visse epidemiologers idé om, at staten kan styre pandemien ved at lukke forskellige aktiviteter i samfundet, ureflekteret. Langt de fleste smittetilfælde sker i nære relationer mellem familiemedlemmer, kollegaer, venner osv., hvor staten har meget begrænset mulighed for at regulere smitten. Og selv hvis det virker fx at lukke restauranter, vil danskerne reagere på de lavere smittetal ved at passe mindre på. Præcis som vi øger farten, når saltsprederen har været ude efter et snefald.

Danskerne har – frivilligt – passet på, når det var nødvendigt. Vi så det igen i december 2020, hvor kontakttallet var under 1 før regeringen lukkede landet ned. Danskerne reagerede på den stigende smitte. Det var danskerne, der sørgede for, at pandemien ikke blev sluppet løs. Det var danskerne der – med en smule held og relativ god kommunikation fra myndighederne – sørgede for, at Danmark klarede sig bedre end de fleste. Der er ikke evidens for, at nedlukningerne har spillet nogen væsentlig rolle.

PS: Jeg bruger “epidemiologer” meget bredt her. Så vidt jeg ved, er Christian Kanstrup Holm r virolog og immunolog, Morten Petersen er biolog, Lone Simonsen er epidemiolog og Viggo Andreasen er matematiker.

I sin kronik, “Er børn ligegyldige i dansk politik?”, pegede Bjørnskov på en række studier, der viste, at skolelukningerne var gået ud over børnenes læring.

Nu har svenske forskere undersøgt effekten af corona på læseevnerne for børn i 1.-3. klasse. De finder ingen negative effekter af corona (hvilket for mig faktisk var lidt uventet, for svenske forældre har faktisk holdt børnene hjemme i perioder, og der er også sket mange andre ting under corona, som kunne have påvirket elevernes læring).

Her er abstract (min fremhævning):

In this study, reading assessment data from 97,073 Swedish primary school students (grades 1-3) were analysed to investigate potential learning loss. Results showed that word decoding and reading comprehension scores were not lower during the pandemic compared to before the pandemic, that students from low socio-economic backgrounds were not especially affected, and that the proportion of students with weak decoding skills did not increase during the pandemic. Study limitations are discussed. We conclude that open schools benefitted Swedish primary school students.

Er der lavet lignende undersøgelser i Danmark endnu?

Ukraine er en af verdens største eksportører af hvede. Men Ukraine producerer “kun” 2,6% af verdens korn, jf. nedenstående figur. Ifølge TV2 ligger 25 millioner tons på lager i Ukraine. Det svarer til under 1% af verdens produktion.

I starten af krigen steg priserne hastigt, jf. nedenstående figur. Men siden er priserne faldet igen, så de nu er i nærheden af de priser, vi så før krigen startede (ca. 20% højere).

Bemærk i øvrigt. at prisstigningerne startede længe før krigen startede. Allerede i slutningen af 2021, var hvedeprisen omkring 50% højere end før corona, jf. ovenstående.

Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en rigtig god kommentar i Berlingske om den borgerlige krise, og hvad den skyldes.

Der findes som politiker i et demokrati essentielt to og kun to veje at opnå politisk magt på: Man kan overbevise et flertal af vælgerne om, at ens politik er den rette, eller man kan tilpasse sin politik til, hvad man regner med, at et flertal ønsker.

Ser man på venstrefløjen over 150 år, har den næsten altid valgt den første vej – og med betydelig succes: Stort set hver gang man har haft den politiske magt, er samfundet blevet mere venstreorienteret: Mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret. Vælgernes holdninger er samtidig gradvis flyttet med samme vej.

Ser man derimod på de borgerlige, har de næsten altid valgt den anden vej: At tilpasse egne holdninger til vælgernes. Som sådan har de borgerliges langsigtede problem været det fundamentale, at der ikke findes noget, man er modstandere af i dag, som man ikke vil være villige til at forfægte i morgen. Man har i størstedelen af det forgangne århundrede affundet sig med i bedste fald at være en bremse på tendenser igangsat af andre. I værste fald har man i perioder gået foran.

Det er svært at være uenig, når man ser borgerlige politikere omfavne Arne-pensionén og overbyde i klimapolitikken.

Imens vi håber på noget bedre, kan du læse hele kommentaren kan læses her (desværre bag betalingsmur).

19. december 2021 – efter at regeringen havde meddelt, at skolerne endnu engang skulle lukkes – skrev Christian Bjørnskov en fremragende kronik i Jyllands-Posten under ovenstående titel og med underrubruikken “Man må spørge sig selv, om det er moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende i et forsøg på at redde nogle mennesker, der typisk er over deres forventede levealder.”

Forleden henviste jeg igen til kronikken, og jeg synes egentlig, at den fortjener at komme frem i lyset. Så her er de væsentligste (primært empiriske) pointer fra kronikken.

God fornøjelse!

Mange politikere, inklusive statsministeren, har betonet, at nedlukningerne naturligvis ikke burde gå ud over børnenes skolegang eller andet. Danske politikeres afslørede præferencer viser dog noget andet: at børn reelt er ligegyldige for den førte politik. Deres velbefindende og fremtid indgår ikke i de faktiske politiske overvejelser.

Evidensen for de skader, politikere verden over har pådraget børn og unge, er ellers ganske overvældende. Svenske og hollandske erfaringer har meget tydeligt vist, hvordan nedlukninger og virtuel undervisning ikke blot skader børn og unges indlæring, men også skaber alvorlig ulighed i indlæringen, man ikke ville se under normale omstændigheder.

I et studie fra Holland, der omfattede 350.000 børn, fandt forskerne således, at børnene i gennemsnit næsten intet havde lært i de uger, de havde modtaget virtuel undervisning. Effekten var endda særligt udtalt i dårligere uddannede hjem, hvor de negative effekter for børn med lavt uddannede forældre var 60 procent større end dem fra veluddannede hjem. Som i mange andre tilfælde har nedlukningerne således ikke blot skadet de fleste, men effekten vender den tunge ende nedad.

De hollandske erfaringer svarer meget godt til et tidligere britisk studie, der fandt, at nedlukningerne i Storbritannien i foråret 2020 havde sat seks- og syv-årige elever cirka to måneder bagud i matematik og læsefærdighed. Uanset at de fleste lærere har gjort en stor indsats for at flytte undervisning online og forsøgt at gøre det så godt som muligt, erkender mange, at de har leveret langt ringere undervisning end nogensinde før.

Både lærere og børn blev derfor hurtigt demotiverede i løbet af nedlukningen. Som det britiske Institute of Fiscal Studies har vist, var tilfældet, at jo længere tid børn var sendt hjem, jo mindre tid brugte de på skolen. Ved udgangen af skoleåret brugte den gennemsnitlige elev således kun halvdelen af den tid, hun ville have brugt under normale omstændigheder.

Erfaringerne er ikke meget anderledes i Danmark, hvor en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut fandt, at halvdelen af alle elever mellem 5. og 8. klasse oplevede at få markant mindre ud af undervisningen end tidligere. Instituttet noterer også, at elever fra socialt udsatte hjem har haft særlige faglige og trivselsmæssige problemer med nedlukningen. Det bekræftes af information fra mange steder i verden, hvor børn og unges trivsel er voldsomt svækket. En enkelt amerikanske undersøgelse, der gentages hvert år, fandt, at en fjerdedel af amerikanerne mellem 15 og 24 havde haft selvmordstanker i løbet af 2020.

[…]

Som om elevers og studerendes tab af uddannelse ikke var nok, peger en ny litteraturgennemgang også på, at børns helbred har lidt i det meste af verden. Særligt bekymrende er ny forskning, der viser, at selv helt små børns udvikling har lidt voldsomt under nedlukningerne. Noget af den klareste evidens for problemerne kommer fra Rhode Island, hvor Brown Universitys Resonance-projekt i over ti år har fulgt børns tidligere udvikling. Børns udvikling måles med såkaldte Mullen-skalaer for tidlig læring, der måler deres finmotorik, sprog og visuelle modtagelse, og som regnes som en pendant til intelligensmål for små børn.

Forskningen fra Brown viser, at børns scorer på disse mål er faldet markant mellem 27 til 37 point i forhold til normalen på cirka 100 point før nedlukningerne. Studiet finder også, ligesom adskillige andre undersøgelser, at tabene i tidlig udvikling er væsentligt større blandt fattige og ringe uddannede familier.

Brown-forskerne tilskriver en væsentlig del af problemerne til mundbindstvangen. Forhold som børns tilknytning til voksne afhænger for eksempel af, i hvilken grad de kan aflæse de voksnes ansigter og forstå deres udtryk og følelse. En stor del af denne proces afhænger af, at de faktisk kan se andre menneskers ansigter og ansigtsudtryk, hvilket nærmest umuliggøres af mundbind i det offentlige rum. Set i lyset af, hvor vigtige de tre første år er for børns videre udvikling resten af livet, burde forskningen fra Brown derfor skræmme alle forældre, bedsteforældre, onkler og andre, der har interesse for børns udvikling.

[…]

Selv om både børns tidlige udvikling og unges uddannelse er forhold, der ofte følger en resten af livet, har disse omkostninger ikke en eneste gang været drøftet i Folketinget eller andre steder i det politiske Danmark. De politiske beslutningstageres afslørede præferencer fortæller os derfor med deres larmende tavshed, at børn og unge er ligegyldige for dem.

Mens politikerne lukker øjne og ører, er vi således godt i gang med at skabe en generation, der hele resten af dens liv vil være bagud. Selv om nogle af restriktionerne virkede – hvilket halvandet års empirisk forskning modsiger – må man spørge sig selv, om det nogensinde kan være moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende og fremtid i et forsøg på at redde nogle mennesker, der helt typisk allerede er over deres forventede levealder.

[…]

Skal man indføre ny regulering, hvis en samfundsøkonomik cost-benefit-analyse viser, at reguleringen giver et lille, men dog positivt, afkast?

Umiddelbart fristes man – ud fra et rent samfundsøkonomisk synspunkt – til at sige ja. Men Sutter and Poitras (2002) peger på, at selv med samfundsøkonomiske briller, er det ikke nødvendigvis en god idé. [1] Det skyldes, at meget regulering bliver forældet over tid, men alligevel ikke bliver afskaffet på grund af politiske transaktionsomkostninger.

Political equilibrium assumes that politicians balance pressure generated for and against various measures, but transactions costs inevitably limit this process. Politicians cannot consider every policy every year, and some issues must fall below the threshold necessary to attract attention from any affected interest group. Some government programs persist due to inertia.

De peger på, at forskningen tyder på, at hvis periodisk syn nogensinde har haft en effekt på trafiksikkerheden, så var det i gamle dage, hvor biler var relativt usikre. Alligevel er periodisk syn forsat et krav mange steder, fordi det ikke er “top of mind” hos politikerne at få kravet fjernet.

Crain and Kimenyi (1991) argue in addition that changes in automobile engineering over time have reduced the safety effects reported in initial studies. Inspection persists because safety advocates misperceive the policies’ effects or have not updated their beliefs to take account of recent scholarship. A lack of systematic relationship between the interests examined here and the cross-state incidence of inspection would be consistent with a political transactions cost explanation of persistence.

Man kan tilføje, at periodisk syn langt fra er den eneste form for regulering, der har mistet enhver form for begrundelse og alligevel hænger ved med enorme omkostninger til følge. For et skræmmende eksempel henviser jeg til mit tidligere indlæg om The Jones Act.

Og dermed har vi endnu et godt argument for at indføre et regelloft. Et regelloft vil nemlig gøre det mere opportunt for politikerne at få afskaffet gamle regler, som ikke længere kan begrundes (men stadig kan føre til betydelige omkostninger).

//

[1] Her antager jeg naturligvis – helt realistisk – at de fremtidige omkostninger ikke er regnet med i cost-benefit-analysen.

Medlemmerne af ledelserne i amerikanske virksomheder bliver mere og mere partipolitisk ens. Det er resultatet i Fos et al. (2022), som skriver (mine fremhævninger):

Executive teams in U.S. firms are becoming increasingly partisan. We establish this new fact using political affiliations from voter registration records for top executives of S&P 1500 firms between 2008 and 2020. The new fact is explained by both an increasing share of Republican executives and increased assortative matching by executives on political affiliation. Departures of politically misaligned executives are value-destroying for shareholders, implying the increasing political polarization of corporate America may not be in the financial interest of shareholders.

Mine første tanker er

1. Hvordan ser det ud blandt de øvrige ansatte? Fordeler de sig også i højere og højere grad med “politisk ligesindede”?
2. Hvordan ser det ud i Danmark? Ser vi en stigende tendens til, at ledelserne i en virksomhed bliver mere politisk ens?
3. Jeg er ikke sikker på, at dette er en sund udvikling. Bør politisk observans være vigtigt i forhold til at lede en virksomhed (ødelæggelsen af værdi tyder på det modsatte)?
4. Hvorfor? Hvad er den grundlæggende forklaring på, at amerikanere (og danskere?) i højere grad foretrækker at omgive sig med ligesindede?

Du kan like og/eller dele Ottos opslag på Facebook lige her.

I dag kommer Minkkommissionens længe ventede rapport om minkskandalen. I den forbindelse er det på sin plads at minde om, hvor helt ufatteligt let det er for myndighederne at vide, om det, de har tænkt sig at gøre, er ulovligt.

Myndighederne må nemlig – sat på spidsen – ikke spidse en blyant, medmindre der er en lov, der tillader det. Legalitetsprincippet betyder nemlig, at myndighedernes kun må gøre ting, de har lovhjemmel til. De må ikke bruge én krone (fx på en tempobonus), hvis ikke der er lovhjemmel til det. De må ikke tvinge sig adgang til folks ejendom (fx en minkfarm), hvis ikke der er lovhjemmel til det. Og de må da slet, slet ikke nedlægge et helt erhverv (fx minkerhvervet), hvis ikke de har lovhjemmel til det.

Helt anderledes svært er det for borgerne at vide, om noget er ulovligt. Det skyldes, at borgernes handlinger som udgangspunkt er lovlige, medmindre de er forbudt ved lov. Og det er ret afgørende, når man tænker på, at der er millioner og atter millioner af ord, der regulerer hvad borgere og virksomheder må og skal.

For som borger slår vi ikke op i loven for at se, om det, vi er i gang med, tilfældigvis skulle være forbudt. Vi foretager os 1.000-vis af handlinger hver dag, og skulle vi slå alt op, ville vi ikke kunne foretage os andet end at læse i lovteksterne (som ændres så hurtigt, at man næppe nogensinde ville blive færdig). Og derfor kan vi i mange tilfælde ikke vide, om det vi gør, er forbudt. Fx ved de færreste danskere – før de læser disse linjer – at det er forbudt at parkere ude foran sin egen indkørsel, at det er forbudt at løfte fødderne fra pedalerne, når man kører igennem en vandpyt, og at det er forbudt at pleje et pindsvin, medmindre du er statsautoriseret pindsvinepasser.

Det falder os ganske enkelt ikke ind at undersøge, om disse handlinger skulle være ulovlige. Hvorfor skulle vi det? Der er jo intet moralsk problematisk ved at køre uden fødderne på pedalerne eller pleje et pindsvin. Vi undersøger loven, hvis vi kan se, at der potentielt kan være et problem. Vi gør det fx, hvis vil bygge et skur eller lignende, fordi vi kan se, at det potentielt kan genere naboen, og der derfor kan være en lov, der regulerede det (det er der).

Danskerne har ingen jordisk chance for at kende de mange love, der gælder for os. Alligevel kan vi blive dømt for at bryde dem. Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen udtalte således i forbindelse med at nogle borgere gav flygtningene et lift, at man ikke kan ”blive fritaget fra straf, fordi man ikke kender til loven. Det er ikke en undskyldende omstændighed”. Og det samme gælder selvfølgelig myndighederne, som altså har meget, meget lettere ved at finde ud af, om de overtræder loven.

“Vi kan se, at det virker” bliver brugt lidt for meget i flæng i dansk politik. For at politik “virker”, skal det skabe et bedre samfund. Det er ikke nok, at det ændrer på borgernes adfærd.

Det er min centrale pointe i mit indlæg i Børsen i tirsdags.

“Vi kan se, at det virker” lyder det ofte, når politikere og ngo’er skal begrunde, hvorfor danskernes valg skal styres gennem regulering og afgifter. Højere afgifter på cigaretter virker, fordi det får antallet af rygere til at falde.

Regulering af kviklån virker, fordi det begrænser antallet af kviklån. Eksemplerne er mange.

Men virker et politisk tiltag, blot fordi det påvirker befolkningens adfærd? Bør kravet til den gode politik ikke være, at reguleringen eller afgiften samlet set skaber et bedre samfund.

Svaret er, at når politikere og NGO’er som fx Kræftens Bekæmpelse siger “det virker”, så er det ikke rigtigigt ud fra ovenstående definition af “virker”.

Thomas fra Tu Ne Cede Malis gjorde mig opmærksom på Jens Olaf Pepke Pedersens indlæg på kontrast.

Jeg har længe undret mig over de “katastrofeord” der bruges om klimaforandringerne. Et emne også Jens Olaf Pepke Pedersen tager op:

Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”. Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.

Jeg har selv tidligere problematiseret, at bl.a. Sebastian Mernild understøtter denne katastrofesnak i stedet for at berolige de unge. For hele sprogbruget signalerer, at vi står over for død og ødelæggelse, mens realiteten snarere er, at der er tale om et økonomisk problem af store – men dog overkommelige – dimensioner (Nordhaus estimerede omkostningerne til nogle procenter af BNP, hvilket er stort i forhold til effekten af de politikker, vi normalt bruger meget tid på at diskutere, men trods alt beskedent ift. den halvering af verdens BNP, som menneskehedens selvvalgte brug af grænser medfører).

I kan se/høre min samtale med Lars Gårn Hansen her: