I 2019 og 2020 hjalp jeg en gruppe forskere med data til en ny bog, Når embedsmænd lovgiver, af bl.a. Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, som skulle analysere brugen af bemyndigelseslovgivning. Bogen giver et systematisk overblik over væksten i brugen af bekendtgørelser fra 1990 og frem.

Bogen visser, at omfanget af bemyndigelser i danske love har været stærkt stigende de seneste 30 år, jf. nedenstående tabel fra bogen. Folketinget giver altså i større og større udstrækning ministrene mulighed for (/bemyndigelse til) at indføre nye regler uden at spørge Folketinget først.

Bogen behandler også fordele og ulemper ved den stigende brug af bemyndigelser. Men baggrunden for dette blogindlæg er et lidt andet.

Her er en forkert påstand: Hvis en privat institution har overskud (det, Pelle Dragsted kalder profit), er det penge, der i stedet ville gå til velfærd, hvis institutionen var offentlig.

Påstanden er essensen af dette tweet fra Pelle Dragsted. Men påstanden og tweetet er forkert og baseret på manglende forståelse for, hvordan en virksomhed producerer, og hvordan (og hvorfor) forskellige input i virksomheden aflønnes.

Påstanden er ikke ny. Vi har hørt den igen og igen i forskellige versioner. Fx hævdes det ofte, at det offentlige kan levere en given service billigere, fordi der ikke er nogen, der skal “tjene på det”. Der er ingen, der skal hive penge ud af virksomheden, og derfor vil det offentlige alt andet lige kunne levere billigere end det private.

Bl.a. sagde Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i 2014, at “Det giver jo egentlig sig selv. Private virksomheder skal i modsætning til det offentlige tjene penge til deres aktionærer, og de penge forsvinder ud af velfærden. Det er skatteyderne, der kommer til at betale for aktionærernes profit.”

For hvad vil det sige, at have “profit”? Hvad betyder det egentlig, når vi siger, at nogen “tjener på det”?

Det betyder, at man kræver et afkast af de ressourcer, man har investeret i form af penge, tid og risici. Kort fortalt: Hvis du sætter 1000 kr. i aktier, regner du med at tjene på det og få mere end 1000 kr. tilbage engang i fremtiden.

Men når vi, gennem skatterne, investerer i det offentlige for at kunne tilbyde plejehjem, renovation mv., er det så urimeligt at kræve et afkast af de investerede midler? For at svare på det spørgsmål, kan det være nyttigt med et eksempel.

Forestil dig, at både det private og det offentlige kan levere en service, og at det kun kræver en bestemt maskine at levere servicen. Den er 10 mio. kr. værd, og både kommunen og de private leverandører har den allerede.

De private leverandører kræver et afkast på 4 pct., da det ellers bedre kunne betale sig at sælge maskinen og investere pengene i aktier og obligationer. Det behøver kommunen ikke, for de skal jo ikke “tjene på det”.

Så mens de private leverandører skal have (mindst) 400.000 kr. om året for at tilbyde servicen (ellers kunne det bedre betale sig at sælge maskinen og få de 4 pct. i afkast), kan kommunen altså levere servicen ganske gratis (vi ser for simpelhedens skyld bort fra drift og vedligehold mv.).

En pris på 0 kr. hos det offentlige og 400.000 kr. hos det private gør valget for politikerne let. Også selvom det offentlige skulle være lidt mindre effektivt end det private. Ikke?

Nej. For det offentlige står i præcis samme situation som den private virksomhed. De forvalter en investering for investorerne (borgerne). Og hvis ikke de kan få den forrentet med mindst 4 pct., kan det bedre betale sig at investere de 10 mio. kr. i aktier og obligationer og i stedet købe servicen af private. De ville

I eksemplet skal kommunen altså kunne levere servicen 400.000 kr. billigere end det private, hvis det skal være en god idé for borgerne. Ellers er det bedre at investere de de 10 mio. kr. i aktier og bruge afkastet på 400.000 kr. til at købe servicen af den private leverandør.

Alle skal have et afkast

Den virkelige verden er selvfølgelig langt mere kompleks end ovenstående eksempel.

Men det ændrer ikke på, at det offentlige også skal “tjene på det” og levere profit (eller tilsvarende lavere priser) til borgerne.

Hvordan man finder de sande omkostninger i det offentlige – og hvorfor incitamenterne i det offentlige trækker i retning af, at det offentlige i ovenstående eksempel ikke kan levere de 400.000 kr. – er en helt anden og meget interessant snak. Men i første omgang skal du som minimum huske på, at det offentlige skal tjene på det.

Stadig forvirret? Så har Jacob Bræstrup fra DI skrevet en glimrende tråd på Twitter om det samme.

Et nyt studie udført i Grønland viser, at folk, der “udsættes for markedet” bl.a. er mere ærlige. Nedenfor er, hvad Alex Tabarrok skriver om studiet.

**********************

In a new paper, Gustav Agneman and Esther Chevrot-Bianco test the idea that markets generate more universal behavior. They run their tests in villages in Greenland where some people buy and sell in markets for their primary living while others in the same village still rely for a substantial part of their subsistence on hunting, fishing and personal exchange. They use a dice game in which players report the number of a roll with higher numbers being better for the player. Only the player knows their true roll and there is no way to detect cheaters on an individual basis. In some variants, other people (in-group or out-group) benefit when players report lower numbers. The upshot is that people exposed to market institutions are honest while traditional people cheat. Cheating is only ameliorated in the traditional group when cheating comes at the expense of an in-group (fellow-villager) but not when it comes at the expense of an out-grou member. More generally the authors summarize:

…We conduct rule-breaking experiments in 13 villages across Greenland (N=543), where stark contrasts in market participation within villages allow us to examine the relationship between market participation and moral decision-making holding village-level factors constant. First, we document a robust positive association between market participation and moral behaviour towards anonymous others. Second, market-integrated participants display universalism in moral decision-making, whereas non-market participants make more moral decisions towards co-villagers. A battery of robustness tests confirms that the behavioural differences between market and non-market participants are not driven by socioeconomic variables, childhood background, cultural identities, kinship structure, global connectedness, and exposure to religious and political institutions.

Markets and trade increase trust, cooperation and universal moral action–it is hard to think of a more important finding for the world today.

Danmarks Radio begyndte 1. januar 1963 at sende et nyt program, P3, også kaldet Musikradioen, der mindede meget om Radio Mercurs populære og uhøjtidelige stil, dog i begyndelse kun i et begrænset tidsrum på døgnet. En række medarbejdere fra Mercur kunne også høres bag mikrofonerne på den såkaldte Musikradio. Blandt andre hørte P3-lytterne Pedro Biker, Hans Vangkilde, Nete Schreiner, Hannah Rahlff og Anders Dahlerup. P3 blev først mange år senere sendt døgnet rundt.

Én af de nye medarbejdere på P3 var Jørgen de Mylius, som var meget inspireret af Radio Mercurs hitlisteprogrammer.

Ovenstående er fra Wikipedias side om Radio Mercur. Man gik åbenbart meget langt for først at lukke radioen og dernæst kopiere dens programmer på det licensfinansierede DR.

I 1962 blev Radio Mercur tvunget til at lukke, da en lov – den såkaldte “Lex Mercur” – blev vedtaget i Folketinget. Den betød, at al medvirken til udsendelser af danske statsborgere og danske virksomheder var ulovligt.  Ved midnat den 31. juli 1962 sendte Radio Mercur da også sin sidste lovlige udsendelser og slukkede så for senderen.

www.radio-mercur.dk

For noget tid siden fik jeg tilsendt svaret på en aktindsigt fra Københavns Kommune. Nedenstående er et citat fra aktindsigten.

Det er tavler a’la nedenstående, der er tale om. De er interaktive, hvilket – for den jeg ser dagligt nær Christmas Møllers Plads på Amager – betyder, at den enten viser, at man kan undgå trængsel ved at køre en omvej (som på billedet nedenfor), eller en tekst a’la “Pas på hinanden” eller “Hold til højre”.

Er sådan et skilt 4,2 mio. kr. værd? Det kan nok diskuteres. Jeg ville ikke have tøvet med at tage den med i mit indlæg “København ødsler med pengene på tvivlsomme projekter” på Altinget.

De 4,2 mio. kr. svarer i øvrigt ca. til 1/3 af en ufaglærts disponible livstidsindkomst, jf. nedenstående fra AE.

I mit indlæg i Børsen i dag citerer jeg den svenske økonom og socialdemokrat, Assar Lindbeck, som i 1972 sagde, at ”huslejeregulering synes at være den mest effektive teknik, der i øjeblikket er kendt, til at ødelægge en by – bortset fra bombning”. Men jeg skriver også, at mere liberale økonomer siden har diskuteret, om bombning virkelig var værre end huslejeregulering. For det er ikke åbenlyst. I dette indlæg vil jeg kort begrunde hvorfor.

Lad mig starte med at påpege, at når jeg taler om at ”ødelægge en by”, er det uden de menneskelige omkostninger. Det er altså et tænkt eksempel, hvor vi antager, at vi har to identiske byer, hvor den ene bliver underlagt huslejeregulering og den anden bombes. Derefter får mennesker lov til at flytte ind i byerne, og spørgsmålet er nu: Hvilken by vil klare sig bedst på lang sigt?

Det åbenlyse svar er, at det selvfølgelig afhænger af den konkrete regulering og bombning. Én bombe i en park gør næppe den store skade på byen. Og det samme kan siges om huslejeregulering, der kun rammer én bolig. Spørgsmålet er altså komplekst, og derfor kan man kun opstille nogle generelle principper for, hvordan man skal bedømme, hvad der er værst.

Alex Tabarrok har tidligere skrevet om “The Student Loan Giveaway“. Hvis det bliver vedtaget vil det foreslåede program betyde, at amerikanske studerende fremover – afhængig af deres fremtidige indkomst – kan nøjes med at betale en del af deres lån tilbage.

Som han uddyber i dag, kan konsekvenserne blive enorme. Det er værd at læse hele hans indlæg, da det både er skræmmende OG lærerigt for os danskere.

Et par centrale pointer fra indlægget:

Fordi andelen, du skal tilbage, kommer til at afhænge af din fremtidige indkomst, vil lavproduktive uddannelser få større subsidier end højproduktive.

Want a free ride to college? You can have one, but only if you study cosmetology, liberal arts, or drama, preferably at a for-profit school. Want to be a nurse, an engineer, or major in computer science or math? You’ll have to pay full price (especially at the best programs in each field). […] Typical graduates in Mechanical Engineering will on average get a 0% subsidy but graduates in Music will get a 96% subsidy, in Drama a 99% subsidy and Masseuses a 100% subsidy on average. 

Og det fører naturligvis til at incitamenterne bliver skævvredet.

institutions will have an incentive to create valueless programs and aggressively recruit students into those programs with promises they will be free under an IDR plan

Problemerne er ikke ukendt fra den danske uddannelsessektor, hvor gratis uddannelse og verdens højeste SU også fører til inefficente uddannelsesvalg.

Hele Alex Tabarroks indlæg er værd at læse (her).

Som Christian påpegede forleden, er inflationen i Schweiz markant lavere end i Danmark (se nedenstående figur), på trods af at Schweiz – ligesom lande med høj inflation – har været ramt af corona, krig i Ukraine og hvad har du, som bl.a. Nationalbanken ellers har brugt som forklaring på den meget høje inflation.

Som Christian beskriver (eller som I kan se på Facebook, Twitter eller andre steder, hvor Lars Christensen optræder), så mener Lars, at kvantitetsligningen MV = PY (stadig) gælder.

Det betyder kort sagt, at en mulig forklaring på forskellen i inflationen kan findes i forskellige stigninger i pengemængden i Danmark og Schweiz. Og ser man på data, så er pengemængden da også steget væsentligt hurtigere i Danmark end i Schweiz siden før corona, krig mv. (1. januar 2020) for de forskellige pengemål. Eneste undtagelse er M0 (fysiske kontanter), som Nationalbanken ikke nævner som et af de pengemål, der anvendes i Danmark (se Boks 5.2 her), hvilket der er åbenlyse gode grunde til (hvem sagde MobiePay?).

Her er lidt hjælp til at forstå de andre pengemål.

• M1: den private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt bankindskud på anfordring
• M2: M1 plus korte tidsindskud
• M3: M2 plus visse andre indlån og beholdningen af korte gældsbeviser (typisk op til 24 måneder)

Konklusionen er altså, at udviklingen i pengemængde og inflation passer ind i Lars’ fortælling.

PS: Alle tal er taget fra tradingeconomics.com. Tallene for pengemængden er en anelse upræcise, da de er aflæst fra grafer.

To økonomer fra Stanford og MIT har set på de langvarige effekter af COVID-19 sygdom. De opdeler folk i, om de har været syge i en hel uge pga. “probable” COVID-19 eller ej. Og forskellen på de tro grupper er slående. Her er deres abstract (mine fremhævninger)

We show that Covid-19 illnesses persistently reduce labor supply. Using an event study, we estimate that workers with week-long Covid-19 work absences are 7 percentage points less likely to be in the labor force one year later compared to otherwise-similar workers who do not miss a week of work for health reasons. Our estimates suggest Covid-19 illnesses have reduced the U.S. labor force by approximately 500,000 people (0.2 percent of adults) and imply an average forgone earnings per Covid-19 absence of at least $9,000, about 90 percent of which reflects lost labor supply beyond the initial absence week.

Bemærk, at det ikke (kun) er på grund af senfølger (long-Covid).

One reason why Covid-19 illnesses reduce labor supply is that they push older workers into retirement. Our results are thus best interpreted as identifying not “long Covid” in isolation but rather the overall labor-supply adjustment, across mechanisms, induced by Covid19 illnesses.

Hver gang jeg læser økonomers arbejde på baggrund af effekterne af COVID-19 pandemien, forundres jeg over, at de stort set var kørt helt ud på et sidespor af medier og regeringer verden over, mens man håndterede pandemien.

Via Tyler Cowen på Marginalrevolution.com.

Da vi i februar udgav første version af vores meta-studie, “A Literature Review and Meta-Analysis of the Effects of Lockdowns on COVID-19 Mortality“, Herby, Jonuing & Hanke (2021), om effekten af nedlukninger, skrev Science Media Centre (SMC) en artikel, som førte til en heftig kritik af meta-studiet.

SMC spurgte i alt fire forskere om deres kommentar til os tre økonomers meta-studie:

• Neil Ferguson (Epidemiolog på Imperial College London)
• Seth Flaxman (Matematiks Institut, Imperial College London)
• Samir Bath (Institut for Folkesundhedsvidenskab, Imperial College London)
• David Paton (Økonom, Nottingham University Business School)

De tre fra Imperial College var alle forfattere til studier, vi kritiserede for at overse betydningen af frivillige adfærdsændringer, og som reagerede negativt på vores studie.

Helt anderledes var det med den enlige økonom, David Paton, som havde følgende positive kommentarer:

• ”It looks to be of good quality so I suspect it will end up in a peer-reviewed journal”
• “Both parts of the paper (systematic review and the meta analysis) make a significant contribution to our understanding of lockdown effects.”
• “Key to a systematic review like this are the sets of search & exclusion criteria. The paper is very transparent about this which is good.”
• “That [the result] is pretty consistent with other, non- systematic reviews (e.g. Herby & Allen) which is reassuring. It is also consistent with the (few) studies which look at the impact on overall excess mortality.
• ”In that context, the central estimates of the Hanke paper are unsurprising to those who know the literature (though obviously very newsworthy in terms of the general perception)”

I en Twitter-debat forleden kom jeg til at tænke på, at jeg ikke mindedes, at David Patons positive bemærkninger rigtig kom frem tilbage i februar. Så derfor lavede jeg en Google-søgning på engelske resultater på ”David Paton” + ”Johns Hopkins” + ”lockdown”. Resultatet var slående. Kun én artikel – i The Spectator World – har nævnte umiddelbart Patons kommentarer. Anderledes så det ud med de tre kritikere fra Imperial College, som fik massiv omtale, jf. nedenstående figur.

Fire spørgsmål rejser sig:

1. Hvorfor bad Science Media Centre tre forskere, som vi kritiserer i vores meta-studie, om at vurdere vores arbejde? Ville det ikke være oplagt at bede upartiske forskere om at lave vurderingen?
2. Hvorfor bad Science Media Centre tre kollegaer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt med mere uafhængige kilder?
3. Hvorfor bad Science Media Centre ikke (flere) økonomer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt, at bede økonomer vurderer økonomers arbejde?
4. Hvorfor blev David Patons vurdering (stort set) ikke viderebragt i nogle medier? Blev han ”cancelled”?

Ift. punkt 4 er der ikke nødvendigvis tale om, at alle medierne har fravalgt ham bevidst. Det er før set at medier citerer hinanden i stedet for at gå til den oprindelige kilde. Så der kan altså som udgangspunkt være tale om såvel et bevidst fravalg og ”dovenskab”. Læser man artiklerne, der citerer de tre fra Imperial College, tyder mest dog på bevidste fravalg, da mange af dem henviser direkte til SMC.

PS: Her er links til mine søgninger. Jeg har ikke talt den oprindelige artikel i SMC med i min opgørelse.

• https://www.google.com/search?q=%22David Paton%22+%22Johns+Hopkins%22+lockdown&tbs=cdr:1,cd_min:2/1/2022,cd_max:2/28/2022&source=lnt&filter=0&lr=lang_en
• https://www.google.com/search?q=%22Samir Bhatt%22+%22Johns+Hopkins%22+lockdown&tbs=cdr:1,cd_min:2/1/2022,cd_max:2/28/2022&source=lnt&filter=0&lr=lang_en
• https://www.google.com/search?q=%22Seth Flaxman%22+%22Johns+Hopkins%22+lockdown&tbs=cdr:1,cd_min:2/1/2022,cd_max:2/28/2022&source=lnt&filter=0&lr=lang_en
• https://www.google.com/search?q=%22Neil Ferguson%22+%22Johns+Hopkins%22+lockdown&tbs=cdr:1,cd_min:2/1/2022,cd_max:2/28/2022&source=lnt&filter=0&lr=lang_en

Nedenstående er fra min kommentar i Berlingske torsdag.

Der er dog grund til, at økonomer over en bred kamp råber vagt i gevær, når politikerne vil gribe ind i markedets prisdannelse for at føre fordelingspolitik. Priser har nemlig tre funktioner i en markedsøkonomi som den danske, hvoraf fordeling af samfundets goder kun er den ene. Udover at bestemme fordelingen af indkomst, transmitterer priser information og giver et incitament til at anvende de produktionsmetoder, der er mindst omkostningskrævende, og derved bruge tilgængelige ressourcer til de mest værdsatte formål. Prisernes tre funktioner er tæt forbundne.

Antag, at der, uanset årsagen, er et mindre udbud af elektricitet – for eksempel fordi man har lukket a-kraftværker. Gasværkerne vil opdage, at de kan sælge mere elektricitet produceret med gas. De vil bestille mere gas fra deres leverandører. For at få deres leverandører til at levere mere gas, bliver de nødt til at tilbyde højere priser for gassen. De højere priser vil få leverandørerne til at øge deres udbud (på kort sigt ved at øge produktionen maksimalt på nuværende felter eller øge importen fra udlandet – på længere sigt eventuelt ved at investere i udvidelse af gasfelterne).

For at få flere arbejdere i gasindustrien bliver de nødt til at tilbyde højere lønninger eller bedre arbejdsforhold. Samtidig giver de højere priser borgere og virksomheder incitament til at spare på gassen. Nogle skruer ned for varmen og produktionen. Nogle omlægger til andre energiformer, hvor efterspørgslen så stiger og fører til samme resultat med højere priser og øget produktion.

På denne måde spredes krusninger ud over stadigt bredere kredse, og prisændringerne overfører informationen til mennesker over hele verden om, at der er en større efterspørgsel efter gas – eller mere præcist, for et eller andet produkt, de er involveret i at producere, af årsager de måske ikke kender og ikke behøver kende.

Hvis du synes, at dele af det lyder som Milton Friedman, er det ikke tilfældigt. Dele af min tekst er nemlig meget kraftigt inspireret af netop ham. Her er Friedmans version i Free to Choose.

Prices perform three functions in organizing economic activity: first, they transmit information; second, they provide an incentive to adopt those methods of production that are least costly and thereby use available resources for the most highly valued purposes; third, they determine who gets how much of the product—the distribution of income. These three functions are closely interrelated. Suppose that, for whatever reason, there is an increased demand for lead pencils—perhaps because a baby boom increases school enrollment. Retail stores will find that they are selling more pencils. They will order more pencils from their wholesalers. The wholesalers will order more pencils from the manufacturers. The manufacturers will order more wood, more brass, more graphite—all the varied products used to make a pencil. In order to induce their suppliers to produce more of these items, they will have to offer higher prices for them. The higher prices will induce the suppliers to increase their work force to be able to meet the higher demand. To get more workers they will have to offer higher wages or better working conditions. In this way ripples spread out over ever widening circles, transmitting the information to people all over the world that there is a greater demand for pencils—or, to be more precise, for some product they are engaged in producing, for reasons they may not and need not know.

Hans centrale pointe er: Produktionen i en markedsøkonomi stiger år for år (hvis vi ser bort fra katastrofer mv.). Hvis pengemængden (og omløbshastigheden ikke steg), ville vi derfor se faldende priser i en markedsøkonomi uden stigende pengemængde.

Her fra Bryan Caplans indlæg, The Fakery of “Fighting Inflation”:

Free markets are fundamentally deflationary. In the absence of monetary intervention, Aggregate Demand stays roughly stable*, while Aggregate Supply is growing. Per every textbook, stable demand and rising supply implies falling prices.

While then is inflation almost always positive in almost every country? Because central banks keep increasing the money supply. If they did nothing, deflation would be the norm.

It is therefore quite absurd to give the Fed or any other central bank credit for “fighting inflation.” You might as well give your hard-partying neighbor credit for “fighting loud noise” because he turned his stereo volume down from 10 to 7. Key point: If the neighbor wasn’t home to “fight loud noise,” the volume would be 0. The most you can honestly say about any central bank is that they are trying to start causing a lot less inflation. Which sounds underwhelming. Which is why they twist the truth.

Det tog mig et stykke tid at få styr på, hvad juristerne mente, når de talte om “objektivt set” og “subjektivt set”. Har du endnu ikke fået styr på det, giver Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU, en glimrende forklaring i sin ligeledes glimrende kronik om minksagen og evt. rigsretssag mod Mette Frederiksen i Berlingske forleden.

Svarene kræver først et lille og lidt forenklet lynkursus i strafferet: Et strafansvar forudsætter grundlæggende, at to betingelser er opfyldt: den objektive og subjektive. Hvis en person – vi kunne kalde ham Mogens – i bil kører et andet menneske ihjel, har Mogens objektivt begået et drab. Om Mogens kan straffes herfor, beror på den subjektive vurdering. Såfremt Mogens kørte fodgængeren ned for at slå ham ihjel, kan Mogens straffes for manddrab efter straffelovens § 237. Mogens har handlet med det, vi jurister betegner som »forsæt«. Hvis Mogens derimod »kun« kørte for stærkt, mens han i øvrigt sad og fumlede med radioen, har han ikke kørt fodgængeren ned med vilje, men han burde have kørt mere forsigtigt og med øjnene rettet mod vejen. Mogens kan derfor straffes for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Hvis Mogens derimod kørte efter reglerne, men fodgængeren i et uopmærksomt øjeblik trådte lige ud foran Mogens’ bil, kan Mogens slet ikke straffes. Nok har han objektivt set dræbt et andet menneske, men han har subjektivt set ingen skyld deri.

I kronikken peger Lasse Lund Madsen på et centralt dilemma. Der er ingen retspraksis, så derfor er det svært at vurdere, om der er grundlag for en sag. Og det argument bider sig selv i halen.

Skal statsministeren så for en rigsret? Tja, bum, bum! For taler sagens alvorlige substans og statsministerens kritisable adfærd, der umiddelbart forekommer at være groft uagtsom. Imod taler, at det er vanskeligt at sige med en så tilstrækkelig høj grad af sikkerhed, som Rigsrettens omkostningstunge apparat tilsiger.

Problemet er, at grov uagtsomhed er en skønspræget størrelse, hvis grænser kun kan fastlægges gennem retspraksis, der kun kan dannes ved at føre sager for Rigsretten. Dermed bider vurderingen af, om der skal føres en rigsretssag, sig selv i halen.

Kronikken førte i øvrigt til et interview, hvor Lasse Lund Madsen konkluderer, at “sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse”

Bemærk i øvrigt, at universitetsjuristerne langt fra er enige. Her fra en tredje artikel på baggrund af kronikken.

»Havde det været en almindelig borger, der havde ageret som statsministeren, kunne det godt være, at det var blevet opfattet som groft uagtsomt. Men jeg tror, at han overser, at der er andre regler i statsretten,« siger Jørgen Albæk Jensen.

I øvrigt synes jeg, det er interessant, at ingen af juristerne synes at interesserer sig synderligt for, at regeringen fortsatte med aflivningerne, efter det var alment kendt, at ordren var ulovlig. Noget Rasmus Jarlov har skrevet om utallige gange.

Tager Jarlov (og min tidligere kollega, mads Korsholm) fejl, eller hvad er årsagen til, at det fylder så lidt?

Som følge af GDPR forsvandt 1/3 af alle apps fra Google Play og antallet af nye apps blev halvveret. Resultatet er fra Janßen et al. (2022). Her er abstract (mine fremhævninger):

“Using data on 4.1 million apps at the Google Play Store from 2016 to 2019, we document that GDPR induced the exit of about a third of available apps; and in the quarters following implementation, entry of new apps fell by half. We estimate a structural model of demand and entry in the app market. Comparing long-run equilibria with and without GDPR, we find that GDPR reduces consumer surplus and aggregate app usage by about a third. Whatever the privacy benefits of GDPR, they come at substantial costs in foregone innovation.“

De samlede omkostninger som følge af GDPR må være gigantiske (jeg har personligt brugt tid på at diskutere og forholde mig til GDPR både på arbejde i Incentive og CEPOS og i frivilligt bestyrelsesarbejde).

Det virker iøvrigt lidt skizofrent, at man indfører GDPR, samtidig med at man fortsætter ulovlig logning (som du kan høre mere om i Regelstatens podcast):

Dette kunne være en kort bog til den nette pris af 150 kr. Men det er udgivet som arbejdspapir og kan hentes gratis her.

Folk economics is the intuitive economics of untrained persons. It is concerned with distribution, and does not allow for or understand incentives. Folk economic notions evolved in our ancestors in circumstances where there was little in the way of specialization, division of labor, capital investment, or economic growth. It can explain the beliefs of naive individuals regarding matters such as international trade, labor economics, law and economics, and industrial organization. It is important that voters understand economic principles. Economists would do a better job of persuading others and of teaching if we paid explicit attention to folk economics. Because untrained individuals do not fully understand gains from trade, training in economics is likely to improve welfare by increasing the number of trading opportunities. There is evidence that this is in fact true.

Er det ikke i bund og grund den basale forklaring på, at økonomer er nødt til at skrive tweets a’la dette?