Forfatterarkiv: Jonas Herby

Der kan ikke spares i det offentlige…

For noget tid siden fik jeg tilsendt svaret på en aktindsigt fra Københavns Kommune. Nedenstående er et citat fra aktindsigten.

Det er tavler a’la nedenstående, der er tale om. De er interaktive, hvilket – for den jeg ser dagligt nær Christmas Møllers Plads på Amager – betyder, at den enten viser, at man kan undgå trængsel ved at køre en omvej (som på billedet nedenfor), eller en tekst a’la “Pas på hinanden” eller “Hold til højre”.

Fotograf: Troels Heien/Københavns Kommune (bl.a. anvendt i Cykelregnskab 2016)

Er sådan et skilt 4,2 mio. kr. værd? Det kan nok diskuteres. Jeg ville ikke have tøvet med at tage den med i mit indlæg “København ødsler med pengene på tvivlsomme projekter” på Altinget.

De 4,2 mio. kr. svarer i øvrigt ca. til 1/3 af en ufaglærts disponible livstidsindkomst, jf. nedenstående fra AE.

Få 109 kr. i rabat på “Myten om den rationelle vælger”

I går havde vi et fremragende arrangement hos CEPOS, hvor den danske oversættelse af “The Myth of the Rational Voter” – “Myten om den rationelle vælger” blev lanceret.

Der er rigtig meget godt at sige om bogen, og der er meget lidt tvivl om, at Caplan har en pointe, når han påpeger at:

  1. Vælgerne har marginal tilskyndelse til at stemme “rigtigt” fordi deres stemme har yderst marginal betydning for valgets.
  2. Vælgerne er systematisk biased på en række områder. Manges opfattelse af, hvordan økonomien fungerer er ganske enkelt forkert.
  3. 1) betyder, at den enkelte vælger aldrig får gjort noget ved 2), og derfor bliver den førte politik derefter.
Læs resten

Hvad er værst for en by? Huslejeregulering eller bombning?

I mit indlæg i Børsen i dag citerer jeg den svenske økonom og socialdemokrat, Assar Lindbeck, som i 1972 sagde, at ”huslejeregulering synes at være den mest effektive teknik, der i øjeblikket er kendt, til at ødelægge en by – bortset fra bombning”. Men jeg skriver også, at mere liberale økonomer siden har diskuteret, om bombning virkelig var værre end huslejeregulering. For det er ikke åbenlyst. I dette indlæg vil jeg kort begrunde hvorfor.

Lad mig starte med at påpege, at når jeg taler om at ”ødelægge en by”, er det uden de menneskelige omkostninger. Det er altså et tænkt eksempel, hvor vi antager, at vi har to identiske byer, hvor den ene bliver underlagt huslejeregulering og den anden bombes. Derefter får mennesker lov til at flytte ind i byerne, og spørgsmålet er nu: Hvilken by vil klare sig bedst på lang sigt?

Det åbenlyse svar er, at det selvfølgelig afhænger af den konkrete regulering og bombning. Én bombe i en park gør næppe den store skade på byen. Og det samme kan siges om huslejeregulering, der kun rammer én bolig. Spørgsmålet er altså komplekst, og derfor kan man kun opstille nogle generelle principper for, hvordan man skal bedømme, hvad der er værst.

Læs resten

The Student Loan Giveaway. Er USA på vej mod enorme problemer i uddannelsessektoren?

Alex Tabarrok har tidligere skrevet om “The Student Loan Giveaway“. Hvis det bliver vedtaget vil det foreslåede program betyde, at amerikanske studerende fremover – afhængig af deres fremtidige indkomst – kan nøjes med at betale en del af deres lån tilbage.

Som han uddyber i dag, kan konsekvenserne blive enorme. Det er værd at læse hele hans indlæg, da det både er skræmmende OG lærerigt for os danskere.

Et par centrale pointer fra indlægget:

Fordi andelen, du skal tilbage, kommer til at afhænge af din fremtidige indkomst, vil lavproduktive uddannelser få større subsidier end højproduktive.

Want a free ride to college? You can have one, but only if you study cosmetology, liberal arts, or drama, preferably at a for-profit school. Want to be a nurse, an engineer, or major in computer science or math? You’ll have to pay full price (especially at the best programs in each field). […] Typical graduates in Mechanical Engineering will on average get a 0% subsidy but graduates in Music will get a 96% subsidy, in Drama a 99% subsidy and Masseuses a 100% subsidy on average. 

Og det fører naturligvis til at incitamenterne bliver skævvredet.

institutions will have an incentive to create valueless programs and aggressively recruit students into those programs with promises they will be free under an IDR plan

Problemerne er ikke ukendt fra den danske uddannelsessektor, hvor gratis uddannelse og verdens højeste SU også fører til inefficente uddannelsesvalg.

Hele Alex Tabarroks indlæg er værd at læse (her).

Inflation og pengemængde i Danmark og Schweiz

Som Christian påpegede forleden, er inflationen i Schweiz markant lavere end i Danmark (se nedenstående figur), på trods af at Schweiz – ligesom lande med høj inflation – har været ramt af corona, krig i Ukraine og hvad har du, som bl.a. Nationalbanken ellers har brugt som forklaring på den meget høje inflation.

Som Christian beskriver (eller som I kan se på Facebook, Twitter eller andre steder, hvor Lars Christensen optræder), så mener Lars, at kvantitetsligningen MV = PY (stadig) gælder.

Det betyder kort sagt, at en mulig forklaring på forskellen i inflationen kan findes i forskellige stigninger i pengemængden i Danmark og Schweiz. Og ser man på data, så er pengemængden da også steget væsentligt hurtigere i Danmark end i Schweiz siden før corona, krig mv. (1. januar 2020) for de forskellige pengemål. Eneste undtagelse er M0 (fysiske kontanter), som Nationalbanken ikke nævner som et af de pengemål, der anvendes i Danmark (se Boks 5.2 her), hvilket der er åbenlyse gode grunde til (hvem sagde MobiePay?).

Her er lidt hjælp til at forstå de andre pengemål.

  • M1: den private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt bankindskud på anfordring
  • M2: M1 plus korte tidsindskud
  • M3: M2 plus visse andre indlån og beholdningen af korte gældsbeviser (typisk op til 24 måneder)

Konklusionen er altså, at udviklingen i pengemængde og inflation passer ind i Lars’ fortælling.

PS: Alle tal er taget fra tradingeconomics.com. Tallene for pengemængden er en anelse upræcise, da de er aflæst fra grafer.

COVID-19 sygdom reducerer arbejdsstyrken med 0,2%

To økonomer fra Stanford og MIT har set på de langvarige effekter af COVID-19 sygdom. De opdeler folk i, om de har været syge i en hel uge pga. “probable” COVID-19 eller ej. Og forskellen på de tro grupper er slående. Her er deres abstract (mine fremhævninger)

We show that Covid-19 illnesses persistently reduce labor supply. Using an event study, we estimate that workers with week-long Covid-19 work absences are 7 percentage points less likely to be in the labor force one year later compared to otherwise-similar workers who do not miss a week of work for health reasons. Our estimates suggest Covid-19 illnesses have reduced the U.S. labor force by approximately 500,000 people (0.2 percent of adults) and imply an average forgone earnings per Covid-19 absence of at least $9,000, about 90 percent of which reflects lost labor supply beyond the initial absence week.

Bemærk, at det ikke (kun) er på grund af senfølger (long-Covid).

One reason why Covid-19 illnesses reduce labor supply is that they push older workers into retirement. Our results are thus best interpreted as identifying not “long Covid” in isolation but rather the overall labor-supply adjustment, across mechanisms, induced by Covid19 illnesses.

Hver gang jeg læser økonomers arbejde på baggrund af effekterne af COVID-19 pandemien, forundres jeg over, at de stort set var kørt helt ud på et sidespor af medier og regeringer verden over, mens man håndterede pandemien.

Via Tyler Cowen på Marginalrevolution.com.

Blev David Paton ”cancelled”?

Da vi i februar udgav første version af vores meta-studie, “A Literature Review and Meta-Analysis of the Effects of Lockdowns on COVID-19 Mortality“, Herby, Jonuing & Hanke (2021), om effekten af nedlukninger, skrev Science Media Centre (SMC) en artikel, som førte til en heftig kritik af meta-studiet.

SMC spurgte i alt fire forskere om deres kommentar til os tre økonomers meta-studie:

  • Neil Ferguson (Epidemiolog på Imperial College London)
  • Seth Flaxman (Matematiks Institut, Imperial College London)
  • Samir Bath (Institut for Folkesundhedsvidenskab, Imperial College London)
  • David Paton (Økonom, Nottingham University Business School)

De tre fra Imperial College var alle forfattere til studier, vi kritiserede for at overse betydningen af frivillige adfærdsændringer, og som reagerede negativt på vores studie.

Helt anderledes var det med den enlige økonom, David Paton, som havde følgende positive kommentarer:

  • ”It looks to be of good quality so I suspect it will end up in a peer-reviewed journal”
  • “Both parts of the paper (systematic review and the meta analysis) make a significant contribution to our understanding of lockdown effects.”
  • “Key to a systematic review like this are the sets of search & exclusion criteria. The paper is very transparent about this which is good.”
  • “That [the result] is pretty consistent with other, non- systematic reviews (e.g. Herby & Allen) which is reassuring. It is also consistent with the (few) studies which look at the impact on overall excess mortality.
  • ”In that context, the central estimates of the Hanke paper are unsurprising to those who know the literature (though obviously very newsworthy in terms of the general perception)”

I en Twitter-debat forleden kom jeg til at tænke på, at jeg ikke mindedes, at David Patons positive bemærkninger rigtig kom frem tilbage i februar. Så derfor lavede jeg en Google-søgning på engelske resultater på ”David Paton” + ”Johns Hopkins” + ”lockdown”. Resultatet var slående. Kun én artikel – i The Spectator World – har nævnte umiddelbart Patons kommentarer. Anderledes så det ud med de tre kritikere fra Imperial College, som fik massiv omtale, jf. nedenstående figur.

Fire spørgsmål rejser sig:

  1. Hvorfor bad Science Media Centre tre forskere, som vi kritiserer i vores meta-studie, om at vurdere vores arbejde? Ville det ikke være oplagt at bede upartiske forskere om at lave vurderingen?
  2. Hvorfor bad Science Media Centre tre kollegaer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt med mere uafhængige kilder?
  3. Hvorfor bad Science Media Centre ikke (flere) økonomer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt, at bede økonomer vurderer økonomers arbejde?
  4. Hvorfor blev David Patons vurdering (stort set) ikke viderebragt i nogle medier? Blev han ”cancelled”?

Ift. punkt 4 er der ikke nødvendigvis tale om, at alle medierne har fravalgt ham bevidst. Det er før set at medier citerer hinanden i stedet for at gå til den oprindelige kilde. Så der kan altså som udgangspunkt være tale om såvel et bevidst fravalg og ”dovenskab”. Læser man artiklerne, der citerer de tre fra Imperial College, tyder mest dog på bevidste fravalg, da mange af dem henviser direkte til SMC.

PS: Her er links til mine søgninger. Jeg har ikke talt den oprindelige artikel i SMC med i min opgørelse.

Omfordeling gennem regulering af priserne er dyrt for samfundet

Nedenstående er fra min kommentar i Berlingske torsdag.

Der er dog grund til, at økonomer over en bred kamp råber vagt i gevær, når politikerne vil gribe ind i markedets prisdannelse for at føre fordelingspolitik. Priser har nemlig tre funktioner i en markedsøkonomi som den danske, hvoraf fordeling af samfundets goder kun er den ene. Udover at bestemme fordelingen af indkomst, transmitterer priser information og giver et incitament til at anvende de produktionsmetoder, der er mindst omkostningskrævende, og derved bruge tilgængelige ressourcer til de mest værdsatte formål. Prisernes tre funktioner er tæt forbundne.

Antag, at der, uanset årsagen, er et mindre udbud af elektricitet – for eksempel fordi man har lukket a-kraftværker. Gasværkerne vil opdage, at de kan sælge mere elektricitet produceret med gas. De vil bestille mere gas fra deres leverandører. For at få deres leverandører til at levere mere gas, bliver de nødt til at tilbyde højere priser for gassen. De højere priser vil få leverandørerne til at øge deres udbud (på kort sigt ved at øge produktionen maksimalt på nuværende felter eller øge importen fra udlandet – på længere sigt eventuelt ved at investere i udvidelse af gasfelterne).

For at få flere arbejdere i gasindustrien bliver de nødt til at tilbyde højere lønninger eller bedre arbejdsforhold. Samtidig giver de højere priser borgere og virksomheder incitament til at spare på gassen. Nogle skruer ned for varmen og produktionen. Nogle omlægger til andre energiformer, hvor efterspørgslen så stiger og fører til samme resultat med højere priser og øget produktion.

På denne måde spredes krusninger ud over stadigt bredere kredse, og prisændringerne overfører informationen til mennesker over hele verden om, at der er en større efterspørgsel efter gas – eller mere præcist, for et eller andet produkt, de er involveret i at producere, af årsager de måske ikke kender og ikke behøver kende.

Hvis du synes, at dele af det lyder som Milton Friedman, er det ikke tilfældigt. Dele af min tekst er nemlig meget kraftigt inspireret af netop ham. Her er Friedmans version i Free to Choose.

Prices perform three functions in organizing economic activity: first, they transmit information; second, they provide an incentive to adopt those methods of production that are least costly and thereby use available resources for the most highly valued purposes; third, they determine who gets how much of the product—the distribution of income. These three functions are closely interrelated. Suppose that, for whatever reason, there is an increased demand for lead pencils—perhaps because a baby boom increases school enrollment. Retail stores will find that they are selling more pencils. They will order more pencils from their wholesalers. The wholesalers will order more pencils from the manufacturers. The manufacturers will order more wood, more brass, more graphite—all the varied products used to make a pencil. In order to induce their suppliers to produce more of these items, they will have to offer higher prices for them. The higher prices will induce the suppliers to increase their work force to be able to meet the higher demand. To get more workers they will have to offer higher wages or better working conditions. In this way ripples spread out over ever widening circles, transmitting the information to people all over the world that there is a greater demand for pencils—or, to be more precise, for some product they are engaged in producing, for reasons they may not and need not know.

Caplan: Centralbankerne er årsagen til inflation

Hans centrale pointe er: Produktionen i en markedsøkonomi stiger år for år (hvis vi ser bort fra katastrofer mv.). Hvis pengemængden (og omløbshastigheden ikke steg), ville vi derfor se faldende priser i en markedsøkonomi uden stigende pengemængde.

Her fra Bryan Caplans indlæg, The Fakery of “Fighting Inflation”:

Free markets are fundamentally deflationary. In the absence of monetary intervention, Aggregate Demand stays roughly stable*, while Aggregate Supply is growing. Per every textbook, stable demand and rising supply implies falling prices.

While then is inflation almost always positive in almost every country? Because central banks keep increasing the money supply. If they did nothing, deflation would be the norm.

It is therefore quite absurd to give the Fed or any other central bank credit for “fighting inflation.” You might as well give your hard-partying neighbor credit for “fighting loud noise” because he turned his stereo volume down from 10 to 7. Key point: If the neighbor wasn’t home to “fight loud noise,” the volume would be 0. The most you can honestly say about any central bank is that they are trying to start causing a lot less inflation. Which sounds underwhelming. Which is why they twist the truth.

Ole P. Kristensens 42 år gamle forskning er (desværre) stadig relevant

Ole P. Kristensen (OPK) har en glimrende kommentar i Berlingske i dag: “Hylekoret mod offentlige besparelser får alt for lidt modstand”

OPK refererer i kommentaren til sin 42 år gamle artikel med den meget sigende underrubrik: “Why Expansion of Public Programs is a “Private Good” and Their Restriction is a “Public Good”” og fortsætter:

Udgiftsbeslutningerne var [for 42 år siden] skævvredne til fordel for udgiftsvækst. Den beskrivelse kunne være forældet. Nogle samfundsvidenskabelige lovmæssigheder kan i modsætning til de naturvidenskabelige påvirkes af mennesker. Rammerne for de politiske beslutningsprocesser kunne i princippet være ændret, så asymmetrien var om ikke elimineret så i hvert fald svækket.

Men sådan er det desværre langt fra gået. Vi har ikke fået indrette institutionerne, så vi har løst den assymmetri, OPK udpegede i 1980.

Læs resten

Kan Ruslands overfald på Ukraine fører til et friere Ukraine på sigt?

Ukraine har været langsomme til at reformere økonomien efter bruddet med Sovjet Unionen (se fx her). Men noget tyder på, at Ruslands overfald på landet potentielt vil kunne skubbe (kraftigt) til denne proces.

Bl.a. har Ukraine fjernet afgifterne på bilimport, og det er blevet nemmere at starte en virksomhed. De har også fjernet regulering, der begrænser arbejdsgivernes mulighed for at lede og fordele arbejdet (og dermed lønmodtagernes mulighed for at få løn for dette) og sænket skatter og toldsatser.

Og regeringen efterspørger løbende idéer til at deregulere økonomien yderligere.

Mange af disse dereguleringer og skattelettelser er midlertidige. Men det var huslejereguleringen i Danmark – der blev indført under 2. Verdenskrig og stadig gælder (lyt her) – jo også. Så måske vil meget af dereguleringen blive hængene i Ukraine, selv efter at russerne – forhåbentlig – er blevet smidt ud igen.

Det bliver spændende at følge, hvordan disse dereguleringer og skattenedsættelser vil påvirke efterkrigstiden, og om de kan føre til et permant stærkere Ukraine i fremtiden.

Nedenfor kan du høre mere om Ukraines deregulatoriske svar på Ruslands angreb.

Objektiv og subjektiv – og juristerne om muligt strafansvar

Det tog mig et stykke tid at få styr på, hvad juristerne mente, når de talte om “objektivt set” og “subjektivt set”. Har du endnu ikke fået styr på det, giver Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU, en glimrende forklaring i sin ligeledes glimrende kronik om minksagen og evt. rigsretssag mod Mette Frederiksen i Berlingske forleden.

Svarene kræver først et lille og lidt forenklet lynkursus i strafferet: Et strafansvar forudsætter grundlæggende, at to betingelser er opfyldt: den objektive og subjektive. Hvis en person – vi kunne kalde ham Mogens – i bil kører et andet menneske ihjel, har Mogens objektivt begået et drab. Om Mogens kan straffes herfor, beror på den subjektive vurdering. Såfremt Mogens kørte fodgængeren ned for at slå ham ihjel, kan Mogens straffes for manddrab efter straffelovens § 237. Mogens har handlet med det, vi jurister betegner som »forsæt«. Hvis Mogens derimod »kun« kørte for stærkt, mens han i øvrigt sad og fumlede med radioen, har han ikke kørt fodgængeren ned med vilje, men han burde have kørt mere forsigtigt og med øjnene rettet mod vejen. Mogens kan derfor straffes for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Hvis Mogens derimod kørte efter reglerne, men fodgængeren i et uopmærksomt øjeblik trådte lige ud foran Mogens’ bil, kan Mogens slet ikke straffes. Nok har han objektivt set dræbt et andet menneske, men han har subjektivt set ingen skyld deri.

I kronikken peger Lasse Lund Madsen på et centralt dilemma. Der er ingen retspraksis, så derfor er det svært at vurdere, om der er grundlag for en sag. Og det argument bider sig selv i halen.

Skal statsministeren så for en rigsret? Tja, bum, bum! For taler sagens alvorlige substans og statsministerens kritisable adfærd, der umiddelbart forekommer at være groft uagtsom. Imod taler, at det er vanskeligt at sige med en så tilstrækkelig høj grad af sikkerhed, som Rigsrettens omkostningstunge apparat tilsiger.

Problemet er, at grov uagtsomhed er en skønspræget størrelse, hvis grænser kun kan fastlægges gennem retspraksis, der kun kan dannes ved at føre sager for Rigsretten. Dermed bider vurderingen af, om der skal føres en rigsretssag, sig selv i halen.

Kronikken førte i øvrigt til et interview, hvor Lasse Lund Madsen konkluderer, at “sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse”

Sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse

Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU

Bemærk i øvrigt, at universitetsjuristerne langt fra er enige. Her fra en tredje artikel på baggrund af kronikken.

»Havde det været en almindelig borger, der havde ageret som statsministeren, kunne det godt være, at det var blevet opfattet som groft uagtsomt. Men jeg tror, at han overser, at der er andre regler i statsretten,« siger Jørgen Albæk Jensen.

I øvrigt synes jeg, det er interessant, at ingen af juristerne synes at interesserer sig synderligt for, at regeringen fortsatte med aflivningerne, efter det var alment kendt, at ordren var ulovlig. Noget Rasmus Jarlov har skrevet om utallige gange.

Tager Jarlov (og min tidligere kollega, mads Korsholm) fejl, eller hvad er årsagen til, at det fylder så lidt?

https://twitter.com/Madskorsholm1/status/1543571235887632384?s=20&t=wegt_6Ixvu8xLt8KzO1E_g

Som følge af GDPR forsvandt 1/3 af alle apps og antallet af nye apps blev halvveret

Som følge af GDPR forsvandt 1/3 af alle apps fra Google Play og antallet af nye apps blev halvveret. Resultatet er fra Janßen et al. (2022). Her er abstract (mine fremhævninger):

“Using data on 4.1 million apps at the Google Play Store from 2016 to 2019, we document that GDPR induced the exit of about a third of available apps; and in the quarters following implementation, entry of new apps fell by half. We estimate a structural model of demand and entry in the app market. Comparing long-run equilibria with and without GDPR, we find that GDPR reduces consumer surplus and aggregate app usage by about a third. Whatever the privacy benefits of GDPR, they come at substantial costs in foregone innovation.

De samlede omkostninger som følge af GDPR må være gigantiske (jeg har personligt brugt tid på at diskutere og forholde mig til GDPR både på arbejde i Incentive og CEPOS og i frivilligt bestyrelsesarbejde).

Det virker iøvrigt lidt skizofrent, at man indfører GDPR, samtidig med at man fortsætter ulovlig logning (som du kan høre mere om i Regelstatens podcast):

Nedlukninger: Vildledning af SSI og et kig tilbage på Jakob Kjellbergs fine fornemmelse for sne og adfærd

Jeg genlæste i dag dette interview med Jakob Kjellberg i dag, hvor han leverer en meget fornem metafor for betydningen af adfærd. Jeg kom til at tænke på interviewet, fordi SSI på Twitter er ude med noget, man vel bedst kan kalde for vildledende fremstilling af data.

Men lad os først se på Kjellbergs metafor.

»Forestil dig, at ekspertgruppen også lavede modeller for borgernes opførsel i biltrafikken.«

Ja?

»Nu lægger eksperterne så pludselig snevejr ind i deres model.«

Hvad sker der så?

»Jamen, i modellen så ville borgerne køre galt. Vejen ville blive isglat, og bilerne ville støde sammen. Folk ville komme til skade og dø i ulykker. Modellen ville vise, at snevejr er meget farligt for trafikken.«

Kan man ikke tage vinterdæk på og måske sætte farten lidt ned?

»Jo! Det er lige præcis det. Borgerne handler på de udfordringer, som de møder. Man tager vinterdæk på. Man kører forsigtigt. Man indretter sig efter de forhold, som man nu møder,« siger Jakob Kjellberg og fortsætter:

»De modeller, som man anvender i forhold til covid-19, de har meget svært ved at forudsige borgernes sunde fornuft, og hvordan danskerne rationelt forholder sig til, at der er smitte i samfundet. Så rammer man skævt og for pessimistisk,« siger Kjellberg.

Det, Kjellberg så fint forklarer, er, at mennesker selvfølgelig reagerer på de farer, de møder. Og derfor reagerer de selvfølgelig også på en pandemi. Og det bringer os til SSI vildledende fremstilling af data. Her er SSI’s tweet:

Sat lidt på spidsen, svarer SSI’s tweet og pressemeddelelse til at sige, at der var et sammenfald mellem vejrudsigten og den lavere hastighed på de sneglatte veje. Det er som sådan ikke et faktuelt forkert udsagn, men det er vildledende, fordi det selvfølgelig ikke er vejrudsigten, men den forhøjede risiko for uheld, der får folk til at sænke farten. Uanset hvad de havde sagt i vejrudsigten, ville farten på vejene være faldet.

Og det samme gælder selvfølgelig i meget høj grad for COVID-19-pandemien. Vi således, at fx influenza forsvandt nøjagtigt samtidig i Danmark og Sverige, jf. nedenstående figur.

Vi ved også, at svenskerne – ligesom danskerne – søgte mindre på restauranter, på trods af at deres restaruranter var åbne…

Fra mit tidligere indlæg “Adfærd og COVID-19

…og brugte mindre tid på lokationer for indkøb og fritidsaktiviteter.

Og vi ved nu, at nedlukningerne havde meget lille effekt på pandemien, og at nedlukningerne ofte (eller oftest?) blev indført efter at befolkningen havde reageret og fået kontrol over smitten (fx i England, Tyskland og Danmark).

Ejendomsvurderinger. Hvor svært kan det være?

I går stødte jeg på et af mine tidligere indlæg på altandetlige.dk. Det er syv år gammelt, men – desværre – stadig relevant (og interessant).

Forleden opdagede jeg, at Kong Frederik II i 1500-tallet stod med et problem, som mindede meget om SKATs problemer med ejendomsvurderingerne i dag.

Kong Frederik II ville gerne beskatte de skibe, der sejlede igennem Øresund, for at skaffe indtægter til staten. Og han ville gerne lave beskatningen progressiv, så de, der sejlede med dyre laster, kom til at betale mest. Løsningen blev, at Øresundstolden skulle fastsættes til en andel af lastens værdi (kan I se ligheden med boligskatterne?). Så nu var det eneste problem at få fastsat værdien korrekt.

Dengang havde man ikke nutidenscomputerkraft. Og datakvaliteten og -mængderne dengang var nok også relativt begrænsede. Men Kong Frederik II havde åbenbart kontakt til datidens svar på en dygtig polit, Peder Oxe, som fandt på følgende løsning:

Ved ankomst skulle kaptajnen anmelde værdien af sin last. Værdien af lasten ville danne udgangspunkt for beskatningen, medmindre kongen valgte at købe lasten til den værdi, kaptajnen havde oplyst.

Det var en ganske smart metode, som minimerede bureaukratiet ogsikrede, at kaptajnerne havde incitament til at oplyse den sande værdi af lasten.

Engberg-udvalget
For et par år siden nedsatte regeringen Engberg-udvalget, som skulle finde frem til en bedre metode til at vurdere ejendomme. Så vidt jeg har forstået, er metoden baseret på en meget stort datasæt, med oplysninger om priser, attributter ved boligen, geografiske data (inkl. højdekurver for hele Danmark) osv. Og modellen ER da også blevet bedre end den tidligere metode, men absolut ikke perfekt (hvis journalisten har ret, er det fx kun 67,5% af parcelhusene, der bliver vurderetinden for +/- 20% af handelsprisen).

Måske skulle man bare have vækket gode gamle Peder Oxe? 😉

Folks economics – en beskrivelse af, hvad økonomer er oppe imod

Dette kunne være en kort bog til den nette pris af 150 kr. Men det er udgivet som arbejdspapir og kan hentes gratis her.

Folk economics is the intuitive economics of untrained persons. It is concerned with distribution, and does not allow for or understand incentives. Folk economic notions evolved in our ancestors in circumstances where there was little in the way of specialization, division of labor, capital investment, or economic growth. It can explain the beliefs of naive individuals regarding matters such as international trade, labor economics, law and economics, and industrial organization. It is important that voters understand economic principles. Economists would do a better job of persuading others and of teaching if we paid explicit attention to folk economics. Because untrained individuals do not fully understand gains from trade, training in economics is likely to improve welfare by increasing the number of trading opportunities. There is evidence that this is in fact true.

Er det ikke i bund og grund den basale forklaring på, at økonomer er nødt til at skrive tweets a’la dette?

Nedlukninger og brandene i London

Vældigt interessant indlæg i The Spectator forleden.

Punkt 1: Er nedlukninger kommet for at blive? I UK talte de åbenbart om en form for nedlukning i forbindelse med hedebølgen forleden.

There was something more alarming than the temperature: how quickly the authorities started to close down society – and showed that the lockdown instinct is still very much alive.

The Met Office, a body that has turned from fairly comical to slightly sinister in recent times, started advising everyone to stay at home. The unions asked for schools, offices and transport systems to be closed down. There were no trains north out of King’s Cross or Euston, and Luton airport closed completely. Sadiq Khan lost no time in asking people not to have barbecues. We didn’t quite get to the stage where the police were handing out on-the-spot fines to anyone more than five miles from their home, but it may only be a matter of time.

At der også i Danmark er risiko for, at nedlukninger forbliver et redskab i myndighedernes værktøjskasse mindede Jens Lundgren os om i slutningen af juni, hvor han anså nedlukninger for at være en mulighed, hvis ikke tilpas mange børn bliver vaccineret mod influenza.

Punkt 2: Brandene i London blav af bl.a. Information (selvfølgelig) sammenkoblet med klimaforandringerne. Men rent faktisk er der langt færre brande i London end tidligere.

There will be fires now and again – they go along with heatwaves – but statistically, fires have never been rarer. There will be alarmists like Sadiq Khan claiming that it was ‘the busiest day for the fire service in London since the second world war’. But he won’t admit that fires in London have fallen two-thirds since the 1980s (let alone the 1940s) or that there were just 6,600 secondary (i.e. grass) fires last year, a record low and some 83 per cent below the 2003 peak. As for increased wildfires across the UK, satellite studies show no such trend in recent years. So why the panic?

Regeringen i UK ved ikke, om dyre COVID-19 rejserestriktioner virkede

Rigsrevisionen i UK er meget kritisk overfor regeringens brug af penge på rejserestriktioner, som der ikke er nogen evidens for virker (snarere tværtimod – der er evidens for, at de ikke virker).

På deres hjemmeside skriver de:

Huge costs and disruption but Government “doesn’t know” whether Covid travel traffic light system, hotel quarantine or home isolation actually worked

Public Accounts Committee

Og de uddyber med denne udtalelse fra formanden:

We can be clear on one thing – the cost to the taxpayer in subsidising expensive quarantine hotels, and more millions of taxpayers’ money blown on measures with no apparent plan or reasoning and precious few checks or proof that it was working to protect public health.

[…]

[Government] is not learning lessons fast enough from the pandemic.

Dame Meg Hillier MP, Chair of the Public Accounts Committee

Det sidste gælder i høj grad også i Danmark. Regeringen og dens støtter har igen og igen forsvaret den danske COVID-19 politik, selvom det burde stå klart for alle, at de mange nedlukninger – måske særligt skolelukningerne – var en eklatant politikfejl, hvis størrelsesorden vel overstiger alt hvad vi har set i hvert fald i min levetid.

Der er brug for, at beslutningstagerne og rådgiverne under COVID-19 tager den nye evidens til sig og lærer af den. Men man kan frygte, at det kræver en ny generation, før det for alvor sker. I så fald må vi håbe, at næste pandemi venter længe nok…

BBC omtaler historien her.

Nobels Fredspris til Anders Tegnell?

Det kommer ikke til at ske, men baseret på argumenterne i denne glimrende klumme fra John Tierney, ville valget være oplagt. Ingen anden har de seneste par år nærmest ene mand sikret friheden for så mange mennesker.

The Nobel jurors in Norway should be honoring the pandemic’s true heroes, starting with an obvious candidate across their border: Anders Tegnell, the state epidemiologist of Sweden. While the WHO and the rest of the world panicked, he kept calm. While leaders elsewhere crippled their societies, he kept Sweden free and open. While public-health officials ignored their own pre-Covid plans for a pandemic—and the reams of reports warning that lockdowns, school closures, and masks would accomplish little or nothing—Tegnell actually stuck to the plan and heeded the scientific evidence.

Og havde det ikke været for Tegnell (og enkelte ligesindede), ville verden ikke have haft en kontrolgruppe at vurdere eksperimenterne med nedlukninger op imod. Det giver uvurderlig viden og erfaring for fremtidige generationer.

If it hadn’t been for Tegnell and a few other heretics in places like Florida, we would not have clear evidence to prevent a similar catastrophe when the next virus arrives. Politicians and officials at the WHO and the Centers for Disease Control are still promoting useless mask mandates and defending their lockdowns with scientific sleight of hand: cherry-picked data and computer models purporting to show that the measures worked. Those claims have been rebutted in hundreds of studies, but journalists and politicians have mostly ignored that research, preferring to parrot the claims of the WHO and CDC officials who wave away the inconvenient findings.

Og så skal vi ikke glemme børnene

Politicians in Sweden were ready to close schools, too, but Tegnell and Giesecke insisted on weighing costs and benefits, as Tegnell had done in a 2009 article reviewing studies of school closures during pandemics. The article had warned that the closures might have little or no effect on viral spread and would cause enormous economic damage, disproportionately harm students and workers in low-income families, and create staff shortages in the health-care system by forcing parents to stay home with young children. Given all those dangers, plus early Covid data showing that schoolchildren were not dangerously spreading the virus, Tegnell and Giesecke successfully fought to keep elementary schools and junior high schools open—without masks, plastic partitions, social distancing, or regular Covid tests for students.

Swedish children kept going to school and did not suffer the learning loss so common elsewhere. 

Det ville være et godt og modigt valg af Den Norske Nobelkomite. Men det kommer næppe til at ske. Jeg kan godt leve med andre kandidater, men jeg er enig med John Tierney i, at det vil være en skandale, hvis WHO får prisen.

Hele klummen kan læses her.

Epidemiologer, der ikke forstår adfærd

De seneste uger bragt en debat mellem på den ene side Christian Kanstrup Holm og Morten Petersen, som kort fortalt mener, at nedlukningerne var en fejl, for ”selvom coronavirus fik lov til at spredes forholdsvis uhindret i Sverige sammenlignet med andre europæiske lande, var der ingen overdødelighed i befolkningsgruppen under 75 år” og på den anden side Lone Simonsen, Viggo Andreasen m.fl., som forsvarer nedlukningerne, fordi ”ideen om, at man bare kunne lade epidemien køre, mens vi beskytter de ældre, er nærmest absurd”.

Begge parter undervurderer vigtigheden af borgernes egen pandemihåndtering. For ligesom vi tilpasser vores kørsel, når vejene er sneglatte, tilpasser vi vores adfærd, når en pandemi raserer landet. Vores tilpasning af vores adfærd til verden omkring os, kan forklare, hvorfor vi ikke alle kører galt med 100 km/t i snevejr. Og hvorfor pandemien – når først vi er blevet opmærksomme på pandemien – ikke kan ”spredes uhindret”, uanset om politikerne lukker ned eller ej.

Adfærdsændringerne kan forklare, hvorfor antallet af google-søgninger på ”håndsprit” steg eksplosivt allerede før statsministeren lukkede landet ned d. 11. marts. De forklarer også, hvorfor influenza forsvandt nøjagtigt samtidig i Danmark og Sverige i marts 2020, og de forklarer, hvorfor alle nordiske lande – hvor befolkningerne bl.a. er veluddannede, har høj tillid til myndigheder og hinanden samt er så rige, at de har mulighed for at passe på sig selv – generelt har klaret sig godt under pandemien.

Endelig forklarer frivillige adfærdsændringer, hvorfor Sverige havde en meget kraftig 1. bølge sammenlignet med Danmark, mens 2.-bølgerne var lidt mere ens. Svenskerne blev nemlig relativt sent opmærksom på, at der var udbredt smitte i dele af landet – og ændrede derfor relativt sent adfærd. Det havde dog intet med nedlukninger at gøre, men skyldes ifølge to forskellige studier det uheldige faktum, at 1/3 af svenskerne havde vinterferie i uge 9, hvor der var et stort uopdaget udbrud i alperne, som svenske skiturister bragte med tilbage til bl.a. Stockholm, hvor de – uden at vide det – spredte smitten til deres omgangskreds. Et nyt studie viser, at der var en betydelig overdødelighed i de regioner, der havde vinterferie i uge 9, mens overdødeligheden i resten af Sverige svarede til overdødeligheden i Danmark, Norge og Finland.

Generelt forekommer visse epidemiologers idé om, at staten kan styre pandemien ved at lukke forskellige aktiviteter i samfundet, ureflekteret. Langt de fleste smittetilfælde sker i nære relationer mellem familiemedlemmer, kollegaer, venner osv., hvor staten har meget begrænset mulighed for at regulere smitten. Og selv hvis det virker fx at lukke restauranter, vil danskerne reagere på de lavere smittetal ved at passe mindre på. Præcis som vi øger farten, når saltsprederen har været ude efter et snefald.

Danskerne har – frivilligt – passet på, når det var nødvendigt. Vi så det igen i december 2020, hvor kontakttallet var under 1 før regeringen lukkede landet ned. Danskerne reagerede på den stigende smitte. Det var danskerne, der sørgede for, at pandemien ikke blev sluppet løs. Det var danskerne der – med en smule held og relativ god kommunikation fra myndighederne – sørgede for, at Danmark klarede sig bedre end de fleste. Der er ikke evidens for, at nedlukningerne har spillet nogen væsentlig rolle.

PS: Jeg bruger “epidemiologer” meget bredt her. Så vidt jeg ved, er Christian Kanstrup Holm r virolog og immunolog, Morten Petersen er biolog, Lone Simonsen er epidemiolog og Viggo Andreasen er matematiker.