Du kender sikkert skumfidustesten, hvor børn bliver lovet en ekstra skumfidus, hvis de venter med at spise den skumfidus, der ligger på bordet foran dem. Følger man op på børnene senere i deres liv, kan man se, at dem, der kunne lade skumfidusen ligge (altså havde tilstrækkelig selvkontrol til at udsætte deres behov) generelt klarer sig bedre på en lang række parametre så som indkomst og helbred.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det med at udsætte behov, er noget, man kan lære, eller om det er noget, man er født med.
Sagt på en anden måde: Kan man lære at udsætte sine behov (og lade skumfidusen ligge)? Og hvis man kan lære det, vil denne læring så spille ind på outcomes i ens senere liv, så man opnår (nogle af) de indkomst- og helbredsfordele, som de tålmodige børn i skumfidustesten havde?
Svaret på dette spørgsmål er “ja” og “ja”. Det er i hvert fald hvad Schunk et al. (2022) finder (min fremhævning):
Selvom det sidste er sandt (Omicron var langt fra så dødelig som Delta-varianten, men det er stadig en sygdom, som særligt ældre kunne dø af, så flere smittede betød flere dødsfald), havde antallet af smittede og senere indlæggelser intet med restriktionerne at gøre.
Figuren nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter men fjernede restriktionerne. Jeg har tilføjet et par vigtige datoer. For det første går der 9-12 dage fra infektion til hospitalsindlæggelse, så effekten af at ophæve restriktioner 1. februar ses tidligst omkring 10. februar. Det fremgår tydeligt af figuren, at det ikke førte til flere smittede at ophæve restriktionerne, som hr. Ghebreyesus fra WHO antydede.
For det andet, da jeg først postede denne figur på sociale medier, hævdede en del, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omicron-variant tog over fra Delta-varianten. Men allerede 10. januar udgjorde Omikron 94% af alle positive tests i Danmark, så skiftet fra Delta til Omikron kan ikke have haft nævneværdig betydning for antallet af hospitalsindlæggelser i februar.
Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Det er ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Så måske var det sæsonbestemt, eller også nåede vi endelig en form for flokimmunitet.
Det interessante i historien er imidlertid, at smitten faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af, at fx WHO og flere danske epidemiologer forventede det modsatte.
Dette var ikke unikt for februar 2022. Faktisk var dette mønsteret mere eller mindre gennem hele pandemien. Når restriktionerne blev lempet, kunne man være relativt sikker på, at smitten faldt eller som minimum blev på samem niveau. På trods af adskillige forudsigelser om det modsatte.
Og det er interessant. For af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukningerne på vendepunktet og hævdede1, at hver gang vi indførte nedlukninger, begyndte smitten at falde. De negligerede til gengæld, at hver gang restriktionerne blev fjernet, faldt smitten også.
//
1 Det er i øvrigt en sandhed med modifikationer. Da man i løbet af december lukkede Danmark ned, indførte man løbende nye resstriktioner med få dages mellemrum. Og så vil man selvfølgelig før eller siden ramme det tidspunkt, hvor smitten vender.
Jeg argumenterer i dag for at den nye regering nedsætter en coronakommission til at evaluere den førte politik under coronapandemien. Ikke så meget for at drage nogen til ansvar, men for at vi ikke gentager fejlene til næste pandemi.
Baggrunden er et studie fra danske forskere, der viser, at overdødeligheden i Danmark og Sverige var stort set ens under pandemien (2020+2021).
Danske forskere har nu publiceret et studie, der kaster lys over, hvorfor de to parter kunne nå til så forskellige konklusioner. Forskerne viser, at overdødeligheden – forskellen mellem det reelle antal døde og det antal døde, man på baggrund af en beregning ville forvente – afhænger markant af, hvordan disse beregninger laves.
Baserer man for eksempel forventningen på de seneste fem års data, ville overdødeligheden have været 4.756 personer højere i Danmark i løbet af 2020 og 2021, hvis Danmark havde haft et pandemiforløb som det svenske. Bruger man i stedet ti års data, skrumper forskellen ind til 754 døde. Og ser man yderligere bort fra 2019 – et særligt år, hvor Sverige havde ekstraordinært få døde – ville overdødeligheden i Danmark have været 1.102 døde mindre, hvis vi havde haft et pandemiforløb som i Sverige.
Af Jonas Herby, den 29. november 2022. Skriv et svar
Regulering er dyrt. Meget dyrt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé. Der er fx rigtig gode argumenter for at regulere forurening af vores fælles natur, men omkostningerne bør naturligvis stå mål med gevinsterne.
Gør de det? Nogle gange ja. Men meget ofte overstiger omkostningerne sandsynligvis klart gevinsterne. Både fordi politikerne påfører samfundet store omkostninger med fuldt åbne øjne (fx for at tækkes særinteresser, for at føre fordelingspolitik osv. – årsagerne kan være mange). Men også fordi vi har tendens til at undervurderer omkostningerne (vi fokuserer på det, vi kan se, men glemmer de – ofte negative – utilsigtede konsekvenser).
Bl.a. tror jeg, at i i høj grad undervurderer omkostningerne ved reguleringen af boligmarkedet gennem bl.a. bygningsreglementet, planloven, kommuneplaner og lokalplaner*:
Boligmarkedet er gennemreguleret, men ingen har overblikket over de samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen. Men de er ganske givet enorme. Et kendt studie af økonomerne Hsieh og Moretti viser, at hvis man ikke havde indført stram boligregulering i de tre storbyer New York, San Jose, og San Francisco ville USA i dag have været 3,7% rigere, fordi flere lavtlønnede vil kunne flytte til højproduktive byer. De tre byer rummer tilsammen godt 7% af USA’s befolkning. Et åbent spørgsmål er, om Danmark ville være 3,7% (svarende til knap 100 mia. kr.) rigere, hvis boligreguleringen i København – hvor mere end 10% af danskerne bor – var mindre rigid?
I bogen “Vild virus” beskriver Jens Lundgren sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Bl.a. beskriver Jens Lundgren, at en person typisk bliver indlagt på dag 12 efter at være blevet inficeret (se nederst). Hvis en person blev indlagt 23. marts 2020, var personer altså blevet smittet ca. d. 11. marts 2020 (der er selvfølgelig noget variation, men typisk vil det være sådan)
I nedenstående figur har jeg på denne baggrund beskrevet smitteudviklingen i Danmark på baggrund af COVID-19-indlæggelserne 12 dage senere. Jeg har desuden indsat nogle af de vigtigste begivenheder.
Figuren viser meget klart, at smitten – ud fra disse data – toppede inden skolerne og restauranterne blev lukket. Men efter statsministeren holdt sit pressemøde d. 11. marts.
Hvad er proportionalitet? Det spørgsmål stiller Berger (2022), og han peger på mindst ét element, jeg ikke var opmærksom på (fremhævet med fed i abstract nedenfor):
What is proportionate? The measures taken worldwide to contain SARS-CoV-2 deeply curtailed the fundamental rights of many citizens. The courts have upheld this course of containment: the protection of life and health takes precedence over individual liberties, even in the case of doubt about scientific evidence for the effectiveness of far-reaching measures. This finding is astonishing and does not automatically follow from the International Health Regulations, according to which interventions in fundamental rights have to be justified by facts. The principle of proportionality is the logical place where facts and normativity meet. Since science has polarized during the pandemic, the court selection and interpretation of scientific expertise is itself a politicized value judgment. Courts, I conclude, base their selection and interpretation on publicly available and legitimate knowledge. I develop this hypothesis on the basis of COVID-19-jurisprudence in Germany.
Hvad er “International Health Regulations”? Her er lidt fra WHO’s beskrivelse:
The International Health Regulations (2005) (IHR) provide an overarching legal framework that defines countries’ rights and obligations in handling public health events and emergencies that have the potential to cross borders.
The IHR are an instrument of international law that is legally-binding on 196 countries, including the 194 WHO Member States.
Der var (og er) ingen “facts”, der kunne begrunde nedlukningerne. Så skal man tro ovenstående brød alle lande loven under COVID-19-pandemien.
Og det er jo fint. Men som Vinay Prasad skriver på Twitter (om et andet studie): Hvad er den videnskabelige gevinst ved at publicere et observationsstudie med alle de problemer sådanne studier har, når der er masser af sttudier, der lever op til guldstandarden (randomiserede forsøg)? Det første af disse blev publiceret allerede i august 2020 og førte til det omtalte væddemål.
Was asked my 2c:
There are 21 ongoing RCTs for vitamin D and COVID outcomes in registries.
Imagine thinking an observational study with residual confounding helps anything besides your CV
Great e.g. of bad research & wasted grant resources/ labor; Pointless, useless.
Peter Busk fra Roskilde Universitet er heller ikke super imponeret. Bemærk bl.a., at studiet ikke siger noget om alle dem, der ikke blev så syge, at de skulle på hospitalet.
Set lidt i bakspejlet, så havde man et middel (tilskud af D-vitamin), som meget tidligt så ud til at kunne medføre nogle gevinster (allerede før 2020, var det ifølge Peter Busk fra Roskilde Universitet “kendt viden, at vitamin D nedsætter risikoen for alvorlig sygdom ved respiratoriske infektioner”, men om det også gjaldt for COVID-19 blev diskuteret i starten af pandemien), og som er meget billigt og meget sikkert (“svært at overdosere” ifølge Peter Busk).
Alligevel gik man ikke massivt ud og anbefalede det. I stedet brugte man nedlukninger, som der ikke var evidens for havde nogen effekt (og særligt ikke før 2020), men som man til gengæld vidste havde enorme omkostninger for borgerne.
Man kan godt – her på bagkanten – undre sig lidt over nogle af de beslutninger, der blev truffet under pandemien…
Klimadebatten er fyldt med katastrofesnak. Hvis man skal tro personer som fx Uffe Elbæk mv., er der ingen grænser for, hvor meget død og ødelæggelse, der venter os som følge af klimaforandringerne.
Et eksempel er denne video fra WEF, hvor de bl.a. viser, at Florida vil blive oversvømmet pga. stigende vandstande. Det åbenlyse spørgsmål til den slags vilde påstande er selvfølgelig, om det ikke er smartere at bygge diger end at lade et af verdens rigeste områder oversvømme?
Stiller man dette spørgsmål, kan man dog med statsgaranti regne med, at en eller anden trold på sociale medier (ingen nævnt, ingen glemt) vil insinuere, at man kun tænker på de rigeste, og at de fattige ikke har råd til at bygge diger.
Men det har de fattigste faktisk med al sandsynlighed råd til. Brugen af diger er nemlig en meget, meget gammel teknologi, som mennesker i århundreder har brugt til at beskytte sig mod vejrfænomener og inddæmme nyt land. på Lolland byggede man fx meget højere diger efter stormfloden for 150 år siden, der dræbte mindst 260 mennesker. Og det var vel at mærke en forbedring af de eksisterende diger, som senest var udskiftet i 1830’erne.
I Holland har man brugt diger i over 1.000 år. Brugen af diger i stor skala begyndte dog “først” for ca. 700 år siden ifølge Dutch Dikes, som skriver:
In the fourteenth century, the combined effects of soil subsidence and rising sea levels meant, in many parts of the Low Countries, that sea level and ground level converged to the same height. This was the period that saw the first large-scale building of dikes. The population was falling in some parts of Europe, as a result of economic recession and a succession of epidemics, but the Netherlands, especially Holland, was doing relatively well.
Lønforskelle mellem mænd og kvinder opstår selv på markeder, hvor diskrimination er umulig eller som minimum ekstremt usandsynligt.
Som jeg tidligere har beskrevet her, finder Cook et al. (2021), at der på trods af, at Uber-chauffører tildeles ture på baggrund af en kønsneutral algoritme og aflønnes efter en kendt formel baseret på rejsetid og afstand, så er der alligevel en lille, men vedvarende kønsforskel på omkring 7% blandt Uber-chauffører. Forskellen ser ud til hovedsageligt at skyldes, at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Det er altså ikke kønsdiskrimination, der driver lønforskellen.
In this study we examined the gender pay gap on an anonymous online platform across an 18-month period, during which close to five million tasks were completed by over 20,000 unique workers. Due to factors that are unique to the Mechanical Turk online marketplace–such as anonymity, self-selection into tasks, relative homogeneity of the tasks performed, and flexible work scheduling–we did not expect earnings to differ by gender on this platform. However, contrary to our expectations, a robust and persistent gender pay gap was observed.
The average estimated actual pay on MTurk over the course of the examined time period was $5.70 per hour, with the gender pay differential being 10.5%.
Hvad er det her? På et marked, hvor diskrimination er umulig, er der alligevel et løngab. Hvorfor?
Et interessant resultat er, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn. Hvorfor? Måske mænd bare er mere fokuseret på pengene?
Hvem ved? Folk er forskellige. Men kønsdiskrimination er det altså ikke.
PS: Jeg vil gerne – som Litman et al. (2020), der gør end dyd ud af at begrunde, at deres studie ikke er politisk ukorrekt – understrege, at jeg blot formidler data. Kvinder (og familier) må leve deres liv, som de vil. Det tilkommer ikke mig at mene noget om, hvordan andre skal leve deres liv. Don’t shoot the messenger. PPS: Indlægget er stærkt inspireret af Alex Tabarrok.
John Maynard Keynes became famous with The Economic Consequences of the Peace published in 1919, a harsh critique of the Versailles peace treaty. As a consequence, Keynes was nominated for the Nobel Peace Prize in 1922, 1923, and 1924, and evaluated in advisory reports for the Nobel Committee of the Norwegian parliament. This paper summarizes these appreciative reports. The appraiser even informed Keynes that he was “one of the foremost candidates proposed for the Nobel Peace Prize”. Still, the Prize was not awarded to him. This paper ends with a speculative answer to why the Prize was not given to Keynes.
It is clear from the list of laureates after the Great War that Keynes did not fit into the general pattern of laureates. He was not a political actor who promoted the League of Nations, nor was he active as an official working for international cooperation and peace. He did not even hold an official position. He was an independent voice outside the establishment trying to foster peace using economic analysis. […]
Keynes was a controversial choice for many reasons. He emerged as a voice not just outside of the establishment, but critical of it, with the publication of The Economic Consequences of the Peace. There, he clearly showed how an international agreement such as the Treaty of Versailles could turn into a threat to a peaceful world. […]
To give the Prize to Keynes in 1923 or 1924 might be viewed as a criticism of Wilson, and thus of his Prize, and indirectly of the establishment of the League of Nations, an outcome of the Treaty of Versailles.
Og mere politik:
Another reason might be the political views held by members of the Nobel Prize Committee. A rift could be sufficient for the Prize not being awarded (see Abrams, 2001, p. 23). As the Committee consisted of politicians from the Conservative Party, the Liberal Party, and the Labour Party – the latter party was openly revolutionary in its outlook in the 1920s – it is easy to imagine that political differences could give rise to a deadlock in the Committee.
Vinay Prasad (som er værd at følge på Twitter og Youtube) forsøger – indtil videre desværre lidt forgæves – at bekæmpe den nærmest religiøse tilgang til masker i USA med viden.
No, they don't. The gold standard in medicine for transmission is cluster randomization. The reason we didn't recommend it prepandemic was the evidence is weak. It's still just as weak, but now is a religion too. Here's the data 👇👇https://t.co/7Dy5LBjRnKhttps://t.co/lD3eisKu9k
I arbejdspapiret, som Vinay Prasad henviser til, ser de bl.a. på det meget omtalte Bangladesh-studie, som – selv hvis man tager det overordnede resultat for pålydende (se bl.a. her og her, hvorfor man måske ikke bør gøre det) – fandt en relativt beskeden effekt af masker (9,5% færre med symptomer og positiv test, svarende til at der under anden bølge i Danmark ville have været knap 200 flere døde uden maskepåbuddet).
The use of cloth facemasks in community settings has become an accepted public policy response to decrease disease transmission during the COVID-19 pandemic. Yet evidence of facemask efficacy is based primarily on observational studies that are subject to confounding and on mechanistic studies that rely on surrogate endpoints (such as droplet dispersion) as proxies for disease transmission. The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent-to-treat populations. Of sixteen quantitative metaanalyses, eight were equivocal or critical as to whether evidence supports a public recommendation of masks, and the remaining eight supported a public mask intervention on limited evidence primarily on the basis of the precautionary principle. Although weak evidence should not preclude precautionary actions in the face of unprecedented events such as the COVID-19 pandemic, ethical principles require that the strength of the evidence and best estimates of amount of benefit be truthfully communicated to the public.
Lettere ironisk er masker faktisk den eneste intervention, der i vores meta-studie ser ud til at have nogen nævneværdig effekt på COVID-19 dødstallene. Ud fra et forsigtighedsprincip i forhold til borgernes individuelle rettigheder (og jeg er pedantisk her), bør man altså afstå fra at indføre maskepåbud.
Om man – baseret på et mere fornuftigt proportionalitetsprincip – bør anvende maskepåbud i særlige situationer, er sværere at svare på, da der – så vidt jeg ved – ikke er lavet nogen gode samfundsøkonomiske analyser af det endnu. Bruger man Finansministeriets tal og antager, at de døde kunne have levet 5 år mere, svarer 200 dødsfald i en samfundsøkonomisk beregning til ca. 1,5 mia. kr. Men hvad er omkostningerne ved et maskepåbud? Det har jeg ikke set nogen gode vurderinger af. Bryan Caplan har i den henseende nogle gode betragtninger her – bl.a.:
Personally, I only find masks marginally uncomfortable. But I hate wearing them, and I dislike being around people who wear them. Why? Because a big part of being human is showing other people our faces – and seeing their faces in return.
Hvis du er stødt på gode ananlyser af omkostningerne ved maskepåbud (som inddrager og undersøger Caplans pointer), så smid gerne et link i kommentarsporet.
Jeg anmelder normalt ikke bøger. Og det er næppe noget, jeg kommer til at gøre ofte i tiden fremover. Men jeg vil – bl.a. (lidt) på opfordring fra Lars Igum Rasmussen – gøre et (kort) forsøg med bogen ”Vild virus”.
Konklusion: Læs bogen – den er god
Min helt overordnede konklusion er, at ”Vild virus” er en rigtig god bog. Der er masser af info om virus, tests, politik, Lundgren osv., og det er fortalt på en rigtig god og let tilgængelig måde. At der – jf. nedenfor – rodes lidt rundt i nedlukningernes effekt, spiller så lille en rolle, at det på ingen måde ødelægger oplevelsen. Heller ikke for en nedlukningsnørd som mig.
Virusinfektioner er Jens Lundgrens hjemmebane
Jeg læste primært bogen for at se, om Jens Lundgren har nogle betragtninger ift. nedlukningerne. Der går dog relativt lang tid, inden man når til coronapandemien og nedlukningerne, for den første tredjedel af bogen handler primært om Jens Lundgrens karriere. Og det er faktisk rigtig spændende. Her får man indblik i, hvorfor det absolut ikke er tilfældigt, at Jens Lundgren er en af verdens førende infektionsmedicinere. Ikke blot har Jens Lundgren knoklet, når lejligheden bød sig. Han har også knoklet, når lejligheden ikke rigtig bød sig.
I bogen er der bl.a. en beskrivelse af, hvordan hele familien Lundgren bruger dele af deres bilferier i Europa på at besøge internationale kollegaer, i hans forsøg på at opbygge et europæisk netværk. Vi tænker tit på samfundet som bestående af individer, men i virkeligheden er det jo i højere grad familierne, der er centrale i samfundet. Og Jens Lundgren havde ikke været den topforsker, han er, hvis ikke familien havde bidraget. Vi kender Jens Lundgren fra fjernsynet osv., men jeg vil tro, han er enig i, at han står på skuldrene af sin familie (dette kunne i øvrigt anspore et helt indlæg om det rimelige i topskatten, som Jens Lundgren med garanti betaler, men det bliver ikke her).
Vi får i denne del af bogen baggrunden for, hvorfor det var Jens Lundgren, der endte med at tone frem på TV igen og igen (og bl.a. deltage i et CEPOS-arrangement), når danskerne skulle forstå smitte, varianter, vacciner osv. Her er Jens Lundgren – qua sin imponerende karriere – i dén grad på hjemmebane.
Det er også interessant at læse om Jens Lundgrens rolle i – og beskrivelse af – den helt tidlige del af pandemien, hvor man indrettede hospitaler osv. Der er en række spændende detaljer ift., hvordan hospitaler udnytter kapaciteten bedst muligt og indrettes effektivt samtidig med, at smittespredning undgås, som jeg ikke kendte til. Også denne del af bogen er rigtig god.
Det er først i slutningen af bogen, at jeg synes den bliver lidt langtrukken. Det tager lidt for lang tid at få lukket ned for pandemien, når man tænker på, at den for de fleste læsere reelt var overstået i slutningen af marts 2021 (selvom det langt fra er uinteressant at høre om, hvordan evolutionens gudinde tilsmilede os, da den tillod Omikron-varianten at oversvømme landet).
Ovenstående er meget kort beskrevet og fortjener egentlig en grundigere gennemgang. For det er det, der fylder klart mest i bogen, og det ér rigtig godt.
Men…
Nedlukninger er udebanen – og svær at blive klog på
…jeg læste som skrevet bogen for at se, hvad der står om nedlukningerne. Og der er da en smule, men egentlig overraskende lidt, når man tænker på, hvor meget det har fyldt politisk (eller også er jeg biased, fordi det har fyldt enormt meget i mit arbejdsliv).
Men der er lidt om nedlukninger. De dele af bogen er dog – i modsætning til resten af bogen –relativt ureflekterede. Det er som sådan ikke så overraskende, at detaljerne i nedlukningerne ikke fylder alverdens for en infektionsmediciner. Men jeg havde nok håbet, at bogen helt ville springe over emnet, eller også gav emnet lidt mere vægt og dybde. For der mangler en rød tråd.
Helt overordnet er det lidt svært at blive klog på, hvad Jens Lundgren egentlig mener om nedlukninger. Flere steder siger Lundgren nærmest, hvad jeg selv kunne have sagt:
Årsagen [til de få dødsfald] er jo den simple, at vi fik afbrudt smittekæder, fordi danskerne lyttede til myndighedernes og regeringens anbefalinger, holdt afstand, ryddede kalenderne og så færre mennesker. Selvom vi aldrig fik udgangsforbud som i andre, særligt sydeuropæiske, lande, var Danmark jo nærmest hermetisk lukket ned.
Men andre steder siger Lundgren så pludselig det modsatte:
Vores to første smittebølger blev lagt ned af nedlukninger i foråret 2020 og fra ultimo december 2020 og ind i 2021.
Og
Samtidig har test været brugt til at ’styre’ genåbningerne, ligesom man har kunnet nedlukke et område eller sogn igen, hvis smittetallet steg ’for meget’.
Som så igen følges op af (mine fremhævninger):
Jeg lærte virkelig meget af Michael Bang [Petersen][1]. Hans pointer om tillid og vigtigheden af befolkningens opbakning flugtede fuldkommen med den tilgang til epidemihåndtering, som jeg eksempelvis havde lært under ebola-udbruddet. […] Han påpegede […] at det hverken var regeringen eller os eksperter, der kunne håndtere eller kontrollere en smitsom sygdom under en pandemi, men alene borgernes adfærd. At vi alle skulle stå sammen, fordi epidemihåndtering handlede om at hjælpe hinanden, at handle solidarisk.
Samt
Befolkningen har løbende forstået budskaberne fra myndigheder, regering og eksperter som Jens Lundgren og gjort, som der blev opfordret til, så smitten blev dæmpet. Danmark undgik de altødelæggende smittebølger, andre lande har sloges med. Borgerne har stået sammen mod virus, oplevet afsavn, tab, uenigheder og usikkerhed, men klaret den.
Så på den ene side var det folks (frivillige) handlinger, der var afgørende. På den anden side var det nedlukningerne, der ”lagde smittebølgerne ned” og ”styrede smittetallet”.
De divergerende udsagn betyder, at det er svært at blive klog på, hvor Jens Lundgren står ift. nedlukninger. Og man ender med at sidde med en fornemmelse af, at det skyldes, at han ikke selv ved det. At han ikke har samlet og organiseret de mange input i en overordnet betragtning, som både passer med det, han kunne se med sit blotte øje (at smitten faldt efter nedlukningerne) og det, han lærte af Michael Bang Petersen mv. For så ville teksten (måske) have været drejet mere over i retning af hvor vigtig god information er for at vi får de (frivillige) adfærdsændringer, der sikrer god pandemihåndtering. En mulig forklaring er, at Lundgren ikke sondrer mellem kilden til nedlukning – altså om den er frivillig eller tvungen. I så fald vil han ikke være den første til blande tingene sammen.
Helt underligt blev det for mig, da jeg læste ekstramaterialet ”Dele der aldrig kom med” på vildvirus.dk. Her fortæller Lundgren om hans indtryk af Sveriges corona-politik, og det slipper han ikke så godt fra. Fx passer nedenstående afsnit relativt dårligt med, at dødstallene i Sverige toppede tidligere end i England.
Det var nedlukningen i Danmark, der var årsagen til, at vores smittekurven knækkede, allerede omkring 1. april 2020, to uger før forventet. Svenskerne gik enegang, selv England og Boris Johnson valgte efter nogle uger at vende på en tallerken, da det begyndte at gå galt, og smitten kom ud af kontrol. UK lukkede også ned, selvom Boris Johnson havde afvist det, men ikke svenskerne. Det må man sige, Anders Tegnell og hans kolleger de holdt fast, og det er alligevel ret imponerende: Negativt ment.
Det er tydeligt, at Jens Lundgren ikke er specielt begejstret for Anders Tegnell, som han bl.a. kalder Rasmus Modsat, fordi han ikke følger samme strategi som alle andre lande. Men disse bemærkninger stemmer relativt dårligt overens med Jens Lundgrens store (og helt rigtige) fokus på randomiserede forsøg tidligt i bogen, hvor han bl.a. skriver:[2]
Dette alvorlige udbrud med en dødelig virus havde nærmest intet videnskabeligt fremskridt medført. Efter kaosset under ebola-epidemien i Vestafrika havde rapporten fra National Academy of Sciences i 2016 konkluderet, at solide kliniske lægemiddelafprøvninger under alvorlige udbrud og pandemier var påkrævet for hurtigst muligt at skaffe solid viden om mulige effektive behandlinger, men det krævede, at fagfolk samarbejdede om afprøvningerne – ikke modarbejdede hinanden. Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve lægemidler i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt læge tilfældigt forsøgte sig frem med det, der lå i medicinskabet.
Bemærk sidste del, som jeg har omskrevet nedenfor.
Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve nedlukninger i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt regering tilfældigt forsøgte sig frem med det, man kunne komme på.
Hvorfor står Lundgrens holdninger til nedlukninger (non-pharmaceutical interventions) i skærende kontrast til hans holdninger til medicin (pharmaceutical interventions)?
Min fornemmelse er, at Jens Lundgren endnu ikke har samlet og organiseret sine indtryk fra nedlukningerne. Og for at være helt ærlig: Det har jeg det helt fint med. Jens Lundgren er en af verdens bedste infektionsmedicinere. Andre – og gerne folk med den relevante baggrund, som fx økonomer – må tage sig af at forstå den ikke-medicinske del af pandemien.
Fem ud af fem stjerner herfra.
PS: Lundgren kommer også med et par politiske svirp. Fx denne
Det var virkelig, virkelig besynderligt. Særligt når det var sundhedsministeren, der kørte hårdest på. Det var næsten Komiske Ali, ren populisme. Han talte mere til folks følelser end om det, der var realiteterne i den virkelige verden. Det ser man en gang imellem i politik. Men i de kaotiske uger i marts og april 2020 havde vi slet ikke brug for at skabe en konflikt mellem sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen på den ene side og så regeringen på den anden i det offentlige rum.
Og så gennemhuller han – ligesom bl.a. Kasper Planeta Kepp har gjort på Twitter – Mette Frederiksens argument om, at det var den rigtige beslutning at aflive alle mink.
Regeringen gik jo fuldkommen i selvsving og traf på alt for kort tid en virkelig radikal beslutning. Risikovurderingen var overgjort og malede for sort et billede. Som minimum skulle risikovurderingen og de data, jeg først fik om aftenen den 5. november, have været offentliggjort, da pressemødet startede. […] Når beslutningen blev at slå alle mink ihjel, forstår jeg ikke rigtigt det skøn.
Fra den 4. til den 6. november delte Statens Serum Institut selv oplysningerne i forskellige databaser, men de kom først på hjemmesiden den 7. november, og så gik nørdeklubben igen i omdrejninger. Allerede den 7.-8. november var der international, faglig konsensus om, at bekymringen var helt overkørt. Casen faldt sammen, det faglige grundlag blev revet fra hinanden.
[2] Han skriver også ”Den store forskel var bare, at vores patienter bidrog til, at vi én gang for alle kunne afklare, om stoffet virkede. Man bliver nødt til at acceptere bivirkninger i et studie, så længe der er formodning om, at stoffet muligvis hjælper. Og patienterne bidrager aktivt til, at vi kommer frem til den afklaring. Men bare at give medicinen på en formodning, som franskmændene gjorde, uden at vide om det virkede, er problematisk.” Og ”På den måde skulle INSIGHT kunne hjælpe med at afprøve og afklare, om medicin A mod en ny virus er bedre end medicin B. […] Både Cliff og Fauci var enige i, at der under et kommende udbrud skulle laves ordentlige lodtrækningsstudier. De ville for alt i verden ikke gentage ebola-fejltagelsen.”
Når jeg skal pege på (udelukkende) skadelig regulering, bruger jeg tit godskørselsloven fra 2018 som eksempel. Loven er god som eksempel, fordi der er tale om
overimplementering af EU-regulering
en lov uden nogen positive konsekvenser. Overhovedet.
en tilladelsesordning, hvor man ikke blot skal overholde loven, men også søge om tilladelse.
Ikke desto mindre blev loven vedtaget af et flertal udenom den daværende VLAK-regering. Her er hvad jeg skrev om loven i 2021:
Jeg bryder mig ikke særlig meget om at lave mad. Jeg er ikke god til det, og jeg er langsom til det. Så hver gang jeg laver mad, ender jeg med at stå og drømme lidt om en hverdag, hvor madlavningen er nemmere.
Det gode er, at den hverdag efter al sandsynlighed kommer før eller siden. For vi bruger kortere og kortere tid i køkkenet.
Den gennemsnitlige tid udelukkende brugt på madlavning i Storbritannien er faldet betydeligt i løbet af de seneste årtier: Fra 100 minutter i 1960 til 27 minutter i 2016.
Der er flere forklaringer på, at madlavning fylder mindre og mindre.
“I et velfærdssamfund vil vi også gerne have mere fritid. Det får os til at efterspørge mere forarbejdet mad, mere udespisning, take-away med mere. Teknologien har også bidraget til mindre tid i køkkenet. Også internettet, onlinebestillinger, udvikling af food service, catering med mere har bidraget til nemmere og hurtigere løsninger, som har reduceret tiden i køkkenet. Endelig har også lavere omkostninger ved masseproduktion i fødevaresektoren, automatisering, store indkøb, udvikling af infrastruktur med mere bidraget til billige alternativer til madlavning i sit eget køkken.”
Mit bud er, at madlavning engang i fremtiden kun vil være noget, vi gør for sjov. Præcis som vi ikke er tvunget til at fiske, jage, ride osv. i dag, men kun gør det for sjov.
Valget er overstået, og hvis man skal tro de mange løfter i løbet af valgkampen (det skal du ikke, men jeg krydser fingre), så er politikerne endelig klar til at gøre noget ved regeljunglen.
Desværre er der lidt for meget fokus på den offentlige sektor og lidt for lidt på den private. I mit indlæg i Børsen forleden skrev jeg bl.a.:
Lidt forsimplet er den danske økonomi delt op i to sektorer. Den offentlige sektors planøkonomi og private sektors markedsøkonomi. I den offentlige sektor styrer politikerne produktionen ved blandt andet at lave regler for, hvordan produktet skal laves (f.eks. hvor mange engelsktimer eleverne i folkeskole skal have).
Er politikerne utilfredse med produktet, kan de lave flere regler for, hvordan produktet skal laves (folkeskoleloven er næsten tre gange længere i dag end for 30 år siden). I den private sektor styrer forbrugerne produktionen ved at give deres penge til de virksomheder, der leverer det bedst mulige produkt.
Og for nylig mindede en kollega mig om denne video. Den er stadig god (hvis jeg selv skal sige det). Som minimum er den sand.
Flere partier har i valgkampen talt om regelstop og byrdestop. En idé jeg bakker meget kraftigt op om, og som faktisk ER groet i min baghave.
Et af de steder, man har haft succes med et regelstop, er i provinsen British Columbia i Canada. Her definerer man en regel som “et regulatorisk krav”, dvs. krav regeringen stiller overfor borgere og virksomheder. Skal du udfylde dit navn på en blanket, tælles det som et regulatorisk krav.
Men hvordan ser sådan en optælling ud i praksis? Det er emnet for dette blogindlæg, og i tager udgangspunkt i velfærdsstaten.
I 2019 og 2020 hjalp jeg en gruppe forskere med data til en ny bog, Når embedsmænd lovgiver, af bl.a. Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, som skulle analysere brugen af bemyndigelseslovgivning. Bogen giver et systematisk overblik over væksten i brugen af bekendtgørelser fra 1990 og frem.
Bogen visser, at omfanget af bemyndigelser i danske love har været stærkt stigende de seneste 30 år, jf. nedenstående tabel fra bogen. Folketinget giver altså i større og større udstrækning ministrene mulighed for (/bemyndigelse til) at indføre nye regler uden at spørge Folketinget først.
Bogen behandler også fordele og ulemper ved den stigende brug af bemyndigelser. Men baggrunden for dette blogindlæg er et lidt andet.
Her er en forkert påstand: Hvis en privat institution har overskud (det, Pelle Dragsted kalder profit), er det penge, der i stedet ville gå til velfærd, hvis institutionen var offentlig.
Påstanden er essensen af dette tweet fra Pelle Dragsted. Men påstanden og tweetet er forkert og baseret på manglende forståelse for, hvordan en virksomhed producerer, og hvordan (og hvorfor) forskellige input i virksomheden aflønnes.
Når højrefløjen taler om frit valg, så handler det som regel om private velfærdsprofitørers frie valg til at få snablen ned i fælleskassen. Vores skattekroner skal gå til velfærd – ikke til profit til velfærdskoncerner og kapitalfonde.
Påstanden er ikke ny. Vi har hørt den igen og igen i forskellige versioner. Fx hævdes det ofte, at det offentlige kan levere en given service billigere, fordi der ikke er nogen, der skal “tjene på det”. Der er ingen, der skal hive penge ud af virksomheden, og derfor vil det offentlige alt andet lige kunne levere billigere end det private.
Bl.a. sagde Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i 2014, at “Det giver jo egentlig sig selv. Private virksomheder skal i modsætning til det offentlige tjene penge til deres aktionærer, og de penge forsvinder ud af velfærden. Det er skatteyderne, der kommer til at betale for aktionærernes profit.”
Hvis argumentet var rigtigt, ville det uden videre kunne overføres til alle andre områder. Vinduespolering, fødevarer, biler. Alt ville det offentlige kunne levere billigere, fordi det offentlige ikke skal “tjene på det”.
Men argumentet er som sagt forkert. Helt forkert.
Borgerne er investorer
For hvad vil det sige, at have “profit”? Hvad betyder det egentlig, når vi siger, at nogen “tjener på det”?
Det betyder, at man kræver et afkast af de ressourcer, man har investeret i form af penge, tid og risici. Kort fortalt: Hvis du sætter 1000 kr. i aktier, regner du med at tjene på det og få mere end 1000 kr. tilbage engang i fremtiden.
Men når vi, gennem skatterne, investerer i det offentlige for at kunne tilbyde plejehjem, renovation mv., er det så urimeligt at kræve et afkast af de investerede midler? For at svare på det spørgsmål, kan det være nyttigt med et eksempel.
Forestil dig, at både det private og det offentlige kan levere en service, og at det kun kræver en bestemt maskine at levere servicen. Den er 10 mio. kr. værd, og både kommunen og de private leverandører har den allerede.
De private leverandører kræver et afkast på 4 pct., da det ellers bedre kunne betale sig at sælge maskinen og investere pengene i aktier og obligationer. Det behøver kommunen ikke, for de skal jo ikke “tjene på det”.
Så mens de private leverandører skal have (mindst) 400.000 kr. om året for at tilbyde servicen (ellers kunne det bedre betale sig at sælge maskinen og få de 4 pct. i afkast), kan kommunen altså levere servicen ganske gratis (vi ser for simpelhedens skyld bort fra drift og vedligehold mv.).
En pris på 0 kr. hos det offentlige og 400.000 kr. hos det private gør valget for politikerne let. Også selvom det offentlige skulle være lidt mindre effektivt end det private. Ikke?
Nej. For det offentlige står i præcis samme situation som den private virksomhed. De forvalter en investering for investorerne (borgerne). Og hvis ikke de kan få den forrentet med mindst 4 pct., kan det bedre betale sig at investere de 10 mio. kr. i aktier og obligationer og i stedet købe servicen af private. De ville
I eksemplet skal kommunen altså kunne levere servicen 400.000 kr. billigere end det private, hvis det skal være en god idé for borgerne. Ellers er det bedre at investere de de 10 mio. kr. i aktier og bruge afkastet på 400.000 kr. til at købe servicen af den private leverandør.
Alle skal have et afkast
Den virkelige verden er selvfølgelig langt mere kompleks end ovenstående eksempel.
Men det ændrer ikke på, at det offentlige også skal “tjene på det” og levere profit (eller tilsvarende lavere priser) til borgerne.
Hvordan man finder de sande omkostninger i det offentlige – og hvorfor incitamenterne i det offentlige trækker i retning af, at det offentlige i ovenstående eksempel ikke kan levere de 400.000 kr. – er en helt anden og meget interessant snak. Men i første omgang skal du som minimum huske på, at det offentlige skal tjene på det.
Stadig forvirret? Så har Jacob Bræstrup fra DI skrevet en glimrende tråd på Twitter om det samme.
@pelledragsted's tweet her er baseret på en økonomisk fejlopfattelse (economic fallacy ville engelsktalende sige), som jeg vil forsøge at forklare nedenfor 👇 Opfattelsen er desværre udbredt i #dkpol. Det kræver først at man forstår, hvad profit er (1/n) https://t.co/sC53YTRIs7
Et nyt studie udført i Grønland viser, at folk, der “udsættes for markedet” bl.a. er mere ærlige. Nedenfor er, hvad Alex Tabarrok skriver om studiet.
**********************
In a new paper, Gustav Agneman and Esther Chevrot-Bianco test the idea that markets generate more universal behavior. They run their tests in villages in Greenland where some people buy and sell in markets for their primary living while others in the same village still rely for a substantial part of their subsistence on hunting, fishing and personal exchange. They use a dice game in which players report the number of a roll with higher numbers being better for the player. Only the player knows their true roll and there is no way to detect cheaters on an individual basis. In some variants, other people (in-group or out-group) benefit when players report lower numbers. The upshot is that people exposed to market institutions are honest while traditional people cheat. Cheating is only ameliorated in the traditional group when cheating comes at the expense of an in-group (fellow-villager) but not when it comes at the expense of an out-grou member. More generally the authors summarize:
…We conduct rule-breaking experiments in 13 villages across Greenland (N=543), where stark contrasts in market participation within villages allow us to examine the relationship between market participation and moral decision-making holding village-level factors constant. First, we document a robust positive association between market participation and moral behaviour towards anonymous others. Second, market-integrated participants display universalism in moral decision-making, whereas non-market participants make more moral decisions towards co-villagers. A battery of robustness tests confirms that the behavioural differences between market and non-market participants are not driven by socioeconomic variables, childhood background, cultural identities, kinship structure, global connectedness, and exposure to religious and political institutions.
Markets and trade increase trust, cooperation and universal moral action–it is hard to think of a more important finding for the world today.
Danmarks Radio begyndte 1. januar1963 at sende et nyt program, P3, også kaldet Musikradioen, der mindede meget om Radio Mercurs populære og uhøjtidelige stil, dog i begyndelse kun i et begrænset tidsrum på døgnet. En række medarbejdere fra Mercur kunne også høres bag mikrofonerne på den såkaldte Musikradio. Blandt andre hørte P3-lytterne Pedro Biker, Hans Vangkilde, Nete Schreiner, Hannah Rahlff og Anders Dahlerup. P3 blev først mange år senere sendt døgnet rundt.
Én af de nye medarbejdere på P3 var Jørgen de Mylius, som var meget inspireret af Radio Mercurs hitlisteprogrammer.
Ovenstående er fra Wikipedias side om Radio Mercur. Man gik åbenbart meget langt for først at lukke radioen og dernæst kopiere dens programmer på det licensfinansierede DR.
I 1962 blev Radio Mercur tvunget til at lukke, da en lov – den såkaldte “Lex Mercur” – blev vedtaget i Folketinget. Den betød, at al medvirken til udsendelser af danske statsborgere og danske virksomheder var ulovligt. Ved midnat den 31. juli 1962 sendte Radio Mercur da også sin sidste lovlige udsendelser og slukkede så for senderen.
