Det ser ud til, at staten Californien har kastet en håndgranat ind midt i bygningen med byernes lokalplaner (zoning). Fremover skal boligudviklerne i Californien kun leve op til nogle helt enkle krav.
Developers will be allowed to propose housing (and only housing) at any height and any density in a city, so long as at least 20% of the homes in the proposed building are deed-restricted to low income residents who make at or less than 80% the area median income.
Det er altså slut med at begrænse udviklerne til kun at bygge enfamiliehuse, sætte meget stramme grænser for, hvor tæt, der kan bygges osv. Og det har en enorm effekt.
Her er fx, hvad der er sket i Santa Monica:
A town [Santa Monica] which in the last eight years approved 1,600 new homes [551 below market rate] and within a week, saw a dozen development proposals filed that put 4,000 new homes in the pipeline with over 800 of them deed-restricted for low income households.
Læs det lige igen. På otte år har Santa Monica tilladt opførslen af 1.600 hjem. Det svarer til knap fire om ugen. Efter staten kastede håndgranaten ind i byplanlægningskontoret er der givet tilladelser til 4.000. På én uge. Det er helt vildt.
Denne hastighed kommer byggeriet selvfølgelig ikke til at fortsætte med. Men det er potentielt enorme forandringer til det bedre, som sker i Californien lige nu.
Jeg vil forsøge at få en ekspert i zoning fra USA med i Regelstaten til en samtale om det, der sker i Californien.
Hvis du går og tror, at loven – hvad enten den er statslig, føderal eller andet – 1) regulerer det, lovgiverne ønsker, og 2) regulere dette på en efficient måde, er Richard Hananias seneste essay dårligt nyt for dig.
I sit essay beskriver Hanania, hvordan prediction markets – som er markeder, hvor folk kan købe og sælge kontrakter baseret på udfaldet af fremtidige begivenheder – er forbudt i i USA, uden at kongressen reelt har besluttet det.
In the United States, prediction markets are, with a few minor exceptions, against the law. If you don’t have a legal background, you might think that means that Congress at some point considered the issue, decided people shouldn’t be able to bet on real world events, and passed a law to that effect, which was then signed by the president. But this is not what happened.
As with most things, Congress has never directly considered the matter. Rather, prediction markets are illegal due to the discretion of a government agency called the Commodity Futures Trading Commission (CFTC). Why does it have this right? And on what basis has it made prediction markets illegal?
Der er meget interessant at læse i indlægget, men hvis du vil have essensen af det, jeg finder mest interessant, har Hanania opsummeret det for os:
1) Congress says the Commodity Futures Trading Commission (CFTC) can prohibit event markets that involve “gaming” if it’s in the public interest.
2) The CFTC says fine, we ban all gaming.
3) The CFTC says that prediction markets are a kind of gaming, and therefore the default is that they’re banned.
Lovgivning er næsten altid komplekst og medfører definitionsproblemer mv., selv i tilfælde hvor mange mener, at der er behov for regler (i lørdags diskuterede jeg fx forbuddet mod at lave og købe slangebøsser med nogle venner. Forbuddet stammer fra et ønske om at forbyde meget kraftige slangebøsser – se evt. afsnittet af Regelstaten nederst i indlægget). Og derfor bør lovgivere være meget, meget påpasselige med at uddelegere lovgivningskompetencen til ministre, styrelser mv. Dette understreger de tre punkter.
I 2020 leverede jeg data til bogen “Når embedsmænd lovgiver” af Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen, Helene Helboe Pedersen. I bogen viser “vi”, at:
Væksten i det samlede antal bemyndigelser til en minister er vokset med 60 procent i perioden fra 1990 til 2018. De love, hvor der i 2018 er indsat flest bemyndigelser til ministeren, er lov om miljøbeskyttelse, sundhedsloven, lov om elforsyning, lov om fødevarer samt fiskeriloven. I hver af de fem love er der indsat mere end 100 bestemmelser, hvor ministeren kan fastsætte nærmere regler.
Som Hanania beskriver, er det denne form for bemyndigelser, der har ført til, at prediction markets – og dermed alle deres potentieler – er blevet forbudt i USA. Og der er absolut grund til at vrære bekymret for, at bemyndigelser er et voksende fænomen i Danmark.
PS: Herunder er min samtale med min kollega, Line Andersen, i Regelstaten om bl.a forbuddet mod slangebøsser. Regelstaten findes også som podcsat.
Jeg bliver igen og igen fortalt, at det er nødvendigt med harmoniserede regler på EU-plan for at fremme konkurrencen. Det forholder jeg mig stærkt tvivlende overfor.
Gensidig anerkendelse er et princip, der finder anvendelse i forbindelse med den frie bevægelighed for varer. Hvis der ikke findes harmoniserede regler på EU-plan, kan produkter, der er markedsført lovligt i én medlemsstat, sælges i andre medlemsstater, uanset om de overholder de nationale tekniske forskrifter i disse medlemsstater eller ej. Medlemsstaterne anerkender gensidigt, at de nationale tekniske forskrifter i samme grad beskytter de tilstræbte almene hensyn. En medlemsstat kan som en undtagelse nægte markedsadgang for et produkt, der er markedsført lovligt i en anden medlemsstat, hvis den beviser, at beskyttelsen af det tilstræbte almene hensyn ikke er tilsvarende, og at dens egne nationale tekniske forskrifter er nødvendige og forholdsmæssige med henblik på at opnå beskyttelse af dette almene hensyn.
Der er ikke brug for at alle agurker har en ensartet krumning – der er brug for, at danske gartnerier ikke kan bruge lovgivningen til at holde spanske og hollandske agurker ude af det danske marked. Og det burde princippet om gensidig anerkendelse sikre.
Men der er muligvis et argument for, at EU skal håndhæve princippet om gensidig anerkendelse. Nedenstående er fra Produktivitetskommissionens Analyserapport 1.
Et eksempel på det er markedet for betonelementer. I både Danmark og Tyskland skal betonelementer leve op til visse krav. Hensigten i begge lande er den samme: At sikre ensartethed, kvalitet og sikkerhed. Men flere krav til elementerne er forskellige i Danmark og Tyskland. Det gælder fx krav til konstruktionens beskyttelse (eksponeringsklasser).
Det betyder, at en dansk entreprenør, der har vundet en bygge- eller anlægsopgave i licitation, ikke bare kan købe de nødvendige betonelementer i Tyskland, hvor de måske er billigere. Heller ikke i tilfælde hvor tyske elementer er identiske med elementer produceret i Danmark. Først skal entreprenøren dokumentere, at de tyske elementers specifikationer opfylder de danske krav. Det er en dyr og arbejdskrævende opgave at lave de fornødne beregninger. På den måde virker forskelle på regulering som en slags skat på handel med betonelementer på tværs af grænsen.
Der er et eller andet ved de to citater, der ikke rigtig stemmer… Hvorfor kan danskerne ikke bare købe de nødvendige betonelementer i Tyskland?
Det er ganske vist nogle år siden og måske fungerer den gensidige anerkendelse i dag. Men uanset hvad er princippet om gensidig anerkendelse formidabelt. Og EU burde bruge mindre tid på at harmonisere reglerne og i stedet fokusere på at sikre, at medlemslandene overholder det glimrende princip.
Sådan lyder overskriften på et indlæg i Dagens Nyheter af Lars Jonung. Det er på alle måder en slående overskrift, for det ER jo normalt. Men det burde det ikke være.
Her følger lidt af Lars’ argumenter fra artiklen, der desværre er bag betalingsmur.
Van Deurs förkastar vårt budskap att bostadsbristen inte kan byggas bort genom att hänvisa till miljonprogrammet på 1960- talet. Då satsade den socialdemokratiska regeringen enorma resurser på bostadsbyggandet. Men programmet lyckades inte få bort kön till lägenheter i centrala Stockholm.
Inte nog med det, miljonprogrammet medförde svåra problem. På orter utanför Stockholm skapades ett överskott på bostäder. Där blev lösningen rivning av bostäder finansierat via statskassan. Miljonprogrammet är ett varnande exempel för dagens bostadspolitik.
…og…
Den individuella avtalsrätt som vi rekommenderar är grunden för den liberala demokratin. Det korporativa avtalet är den auktoritära lösningen. Korporativ lagstiftning utmärkte ju det fascistiska och nazistiska samhället.
Omkring en miljon svenskar står i dag i kö för en lägenhet i våra storstäder. Vi vill rekommendera Van Deurs att besöka länder med marknadshyror. Där finns ingen bostadskö. Där kan man få en lägenhet omedelbart. Van Deurs bör rimligen dra slutsatsen att hans organisation ska kräva ett snabbt slut på hyresregleringen
…og…
Som chefekonom vid Hyresgästföreningen förkastar han [Martin Hofverberg] kärnan i den nationalekonomiska teorin, nämligen den pristeori som vår artikel bygger på. Teorin har testats med data från de senaste 4 000 årens erfarenheter av prisreglering. Den har då visat sig vara robust och kraftfull.
I stället för att använda den etablerade teorin föreslår Hofverberg att ”vi måste studera empirin” ute i Europa. Detta gjorde den statliga hyresbostadsutredningen (SOU 2012:88). Den visade att kötiden för en hyreslägenhet var noll (0) veckor i Oslo, Köpenhamn, Helsingfors, Bryssel och Berlin. Det extrema undantaget är Stockholm med en kötid på 307 veckor. För innerstaden blir siffran hela 572 veckor, det vill säga elva år.
I jakten på empiri bör vi också studera de socialistiska länder där fri prisbildning var förbjuden av ideologiska skäl. Resultatet blev ett kösamhälle. I Sverige har vi i dag ett sådant Sovjetsystem för hyreslägenheter.
I forhold til ventetiden på en lejlighed i København antager jeg, at “hyresbostadsutredningen” har set på lejlgheder, der formidles på markedsvilkår. Og dem kan man rent faktisk godt gå ud og få fat i, hvis man ellers vil betale det, en bolig i København reelt koster.
Altinget har en fin artikel om muligheden for, at mindretallet kræver en folkeafstemning.
Formålet med Landstinget havde hidtil været at skabe en bremse for lovgivningsprocessen og forhindre forhastede beslutninger. Det var den rolle, som folkeafstemningerne nu overtog. Desuden skulle reglen beskytte det parlamentariske mindretal mod et etableret flertals ensidige styre.
Jeg mener, man kan diskuterer, hvor god en erstatning for Landstingets rolle, muligheden for folkeafstemning er. I mine øjne er det ofte netop folkestemningen, der skal holdes i ave af et andetkammer. Og det kan en folkeafstemning jo nærmest per definition ikke. Men den kan trods alt – potentielt – holde et vildfarent politisk flertal påtilbage. Det sker dog meget, meget sjældent.
Folkeafstemningen, som ellers ikke er blevet brugt siden jordlovene i 1963, er en mulighed for oppositionen til at understrege, at den har pressionsmidler over for regeringen
At det ikke er en god erstatning for Landstinget understreges af, at reglen fører til samarbejde, mens det, vi ønsker os i den lovgivende forsamling, er strid (noget bl.a. Founding Fathers lagde stor vægt på, da de designede det føderale amerikanske system).
Når paragraffen kun sjældent er blevet brugt, er det, fordi det meget let ville kunne føre til fjendtlighed mellem blokkene, og brugeren vil i længden komme til at stå som en sabotør af lovgivningsprocessen – eller kunne vente gengældelse, når denne selv overtog regeringsmagten.
Et interessant spørgsmål, som jeg gerne vil tale om i Regelstaten, er, hvordan Danmark havde set ud, hvis ikke man havde nedlagt Landstinget, men i stedet ændret det, så medlemmerne blev valgt på en anden (og mere langsigtet) måde end til Folketinget (I må meget gerne byde ind med forslag til eksperter).
Det er essensen af min Twitter-tråd her, hvor jeg argumenterer for, at selvom man kan sige meget dårligt om nedlukninger, så er de ikke årsagen til manglende immunitet og deraf følgende stor overdødelighed.
I tråden finder du også nedenstående centrale figur. Pointen her er klar. Hvis den høje dødelighed skyldes manglende immunitet i befolkningen mod influenza, så skulle de det også gælde i vores nabolande og uanset om de lukkede ned eller ej.
Ergo skyldes det ikke nedlukningerne (som vi ved havde en bekseden effekt på udbredelsen af COVID-19), men noget andet. Mit gæt er, at det er fordi, vi alle passede så meget på under pandemien, at influenzaen aldrig rigtig havde de rette betingelser for at sprede sig.
På trods af tragedier som tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 og oversvømmelserne i Pakistan i 2022 bliver verden årti for årti bedre og bedre at bo i for mennesker.
I kombination med klimadebatten fylder vejrrelaterede hændelser enormt meget i medierne, men i statistikkerne fylder de – som nedenstående figur fra Our World in Data viser – heldigvis mindre og mindre. Sammenlignet med tidligere årtier, er antallet af personer, der dør pga. vejrrelaterede hændelser, faldet dramatisk, på trods af at verdens befolkningen i samme periode er næsten femdoblet.
Hvis man dykker ned i de enkelte elementer for at forstå, hvorfor antallet af dødsfald er ændret, er forklaringen nærmest hver eneste gang menneskets evne til at tilpasse sig. Det var fx præcis det, vi så på Lolland for 150 år siden, da man efter stormfloden besluttede at forbedre digerne markant. Man har også udviklet bedre varslingssystemer for tsunamier osv. Og i visse tilfælde er mennesker flyttet fra områder, der var uegnede til beboelse.
Og konsekvensen er altså, at færre og færre dør i naturkastrofer. Der er meget mere om naturkastrofer hos Our World in Data her, hvor du også finder nedenstående figur, som bl.a. viser hvor hårdt Kina blev ramt omkring 1930 med først tørke i 1928 (3 mio. døde) og efterfølgende oversvømmelser i 1931 (3,7 mio. døde). Måske er det værd på et tidspunkt at dykke ned i, hvordan det kunne gå så galt…
Forleden skrev jeg om det et forbedret Stringency Index, hvor jeg bl.a. pillede anbefalinger og informationskampagner ud og tilføjede maskepåbud til indekset.
Det gav rent logisk et mere retvisende indeks, og resultatet var da også en forskel på Danmark og Sverige, som svarer mere til det, folk i Sverige og Danmark oplevede under pandemien, jf. nedenstående figur fra indlægget.
Jeg er dog stadig langt fra tilfreds med indekset ift. at måle “stringency”. Fx virker det oplagt, at skolelukninger – som rammer børn og forældre hver evig eneste dag – er værre end forsamlingsforbuddet, som trods alt kun begrænser den gennemsnitlige dansker en (/et par) håndfuld(e) gange i løbet af et år.
I dag skal vi derfor set på, hvad der sker, hvis vi vægter de enkelte parametre i indekset. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad disse vægte skal være. Og mens der muligvis er nogen, der har undersøgt dette, vil jeg i dag tillade mig atblot at bruge nogle vægte, som – rent subjektivt vurderet – virker nogenlunde tilforladelige. Det vigtige er ikke at de er helt præcise, men blot at illustrere, hvilken retning, de trækker i. Jeg vil derfor heller ikke bruge tid på at forklare, hvorfor jeg har valgt disse vægte (der ligger blot meget korte overvejelser om antal ramte x alvorlighed bag), men blot erklære, at dette er de anvendte vægte (kommenter gerne på dem, hvis der er forhold, du mener er helt skæve):
Med disse vægte bliver det vægtede Stringenvy Index for Danmark og Sverige som vist i nedenstående figur. Figuren viser (sammenlignet med figuren ovenfor), at forskellen i hvor hård nedlukninegn var øges, når man vægter nedlukningen med mine vægte.
I det “optimale” Stringency Index scorer Danmark i gennemsnit 49% højere end Sverige i perioden 1/3-2020 til 30/6-2021 (gns. er 35,2 i DK mod 23,6 i Sverige). I det vægtede indeks er scorer Danmark i gennemsnit 118% højere end i Sverige i perioden (gns. er 23,5 i DK mod 10,8 i Sverige).
Noget tyder på, at svenskerne altså var underlagt både færre og mindre indgribende restriktioner, end vi var i Danmark.
Konklusionen er altså – ikke overraskende – at nedlukningen i Danmark var langt hårdere end i Sverige.
PS: Nedenstående figurer viser for hvert land forholdet mellem det optimale og det vægtede indeks. Bemærk, at det vægtede indeks godt kan være højere end det optimale indeks, da begge scores på en skala fra 0 til 100. I det vægtede indeks dividerer jeg summen af del-indeksene med vægtene og ikke antallet af del-indeks, så nævneren er altså mindre).
Det spørgsmål stiller Rob Arnott and Casey B. Mulligan i WSJ (bag betalingsmur) på baggrund af deres studie, “The Young were not Spared: What Death Certificates Reveal about Non-Covid Excess Deaths”, Mulligan & Arnott (2022).
For Americans under 45, there were more excess deaths without the virus in 2020-21 than with it
I en fri markedsøkonomi er vores handel med milliardæren ikke et nulsumsspil, hvor den ene kun kan vinde, hvis den anden taber. Handlen er et positivsamspil, hvor begge parter vinder.
Men i en ikke-fri økonomi, hvor staten regulerer ned i mindste detalje, er det ikke nødvendigvis sådan. Her kan du blive rig på, at staten giver dig monopol eller lignende. I en ikkefri økonomi kan milliardærer derfor være et symptom på, at staten har tildelt nogle særinteresser særlige privilegier i form af f.eks. favorable skatteforhold, statslige subsidier eller beskyttende regulering.
Venstrefløjens skepsis overfor milliardærer ender ofte i krav om mere regulering. Alt fra Facebook til elløbehjul skal reguleres i håb om at stække pengekræfterne og gøre økonomien mere fair. Men denne slags løsninger er farlige. For selvom man kan forestille sig, at mere magtfulde politikere kan indføre bedre regulering, skaber det også flere muligheder for særinteresser, for at påvirke politikere og tilrane sig de privilegier, som venstrefløjen vil bekæmpe.
I sidste ende er problemet, at politikerne sidder på noget af stor værdi: Magten til at regulere. Jo mere magt vi giver politikerne, jo mere tilskyndelse har særinteresser til at forsøge at påvirke politikerne. Og jo større magt vil særinteresserne få, hvis de har succes med deres lobbyarbejde. Venstrefløjens løsning forværrer altså nemt problemet.
Otto skrev i går et interessant indlæg om AI. En god måde at demonstrere, hvad AI kan (og ikke kan), er at bede den om at skrive et indlæg, som man selv går og pønser på at skrive.
Skriv et blogindlæg til en økonomisk blog om hvordan penge opstår spontant. Lav det lidt humoristisk, og brug et tænkt eksempel, hvor et hverdagsgode bliver til penge.
ChatGPT’s bud kommer nedenfor. Som I kan se, lever svaret til fulde op til Ottos pointe om, at ChatGPT ikke “forstår spillet”. Otto hentydede til skak, men det gør sig også gældende i forhold til at forklare, hvordan penge opstår spontant.
I COVID-19-debatten hævdes det af og til, at Sverige under COVID-19-pandemien lukkede lige så hårdt ned som Danmark. De fleste af Punditokraternes læsere vil nok undres over dette, men ser man på Stringency Index, så er det ikke desto mindre det, det viser.
Det er dog ikke retvisende, for Stringency Index er desværre designet, så Sverige – der bl.a .i høj grad anvender anbefalinger – kommer til at se værre ud, end det reelt vatr.
I dagens indlæg skal vi derfor se på, hvad der sker, hvis vi forbedrer indekset, så det i højere grad viser det, de fleste nok tror, når de hører ordene “stringency indeks”.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan influenzaen i foråret 2020 forsvandt samtidig i Danmark, Norge og Sverige på trods af at Sverige ikke lukkede ned. Og hvordan SSI derfor tog fejl, da de koblede det sammen med nedlukningen.
Det bedste (og så vidt jeg husker eneste) bortforklaring af dén observation, jeg har hørt, er, at influenza ikke er lige så smitsom som COVID-19. Og derfor kand et jo godt være, at de frivillige adfærdsændringer fik influenzaen til at forsvinde, men at der skule en nedlukning til, for at få COVID-19 til at forsvinde.
Og det er jo logisk set et ok argument. Fx finder dette review i en gennemgang af 47 sæsoninfluenza, at det gennemsnitlige kontaktal (Rt) for influenza var 1,28 og dermed langt fra COVID-19’s kontakttal på ca. 2,0 (+/-).
Derfor er RS-virus, som har et kontakttal på ca. 3,0 og altså er mere smitsom end COVID-19, potentielt et bedre sammenligningsgrundlag for effekten af nedlukningerne. Figurerne nedenfor opgør derfor udbredelsen af RS-virus i Danmark og Sverige opgjort som andel positive prøver og incidens pr. 100.000 indbyggere. De to lande tilsyneladende bruger vidt forskellige teststrategier for RS-virus, hvorfor hvert land har sin egen akse for at gøre udviklingen mere synlig.
De to figurer viser det samme billede som udbredelsen af influenza. Både influenza og RS-virus forsvandt samtidig i Danmark (med nedlukning) og Sverige (uden nedlukning).
Det står således endnu engang klart, at effekten af nedlukningen var yderst marginal. Præcis som vi også dokumenterer i vores meta-studie.
Men hvorfor døde der så så mange flere i Sverige end i Danmark?
Det er der mange forklaringer på. Men de er summeret i nedenstående figur, som viser, at de daglige dødstal i Sverige var 3,3 til 4.8 gangen højere end i Danmark før nedlukningen potentielt kunne have en effekt.
Selv hvis Sverige havde samme kontakttal som Danmark efter den 11. april, hvor den mulige effekt af nedluknininge på antallet af døde ville træde til, ville Sverige have haft mere end tre gange så mange dødsfald som Danmark under den første bølge, alene fordi de fra start var hårdere ramt af pandemien – bl.a. pga. af mange importede cases fra alperne pga. vinterferien i uge 9. Hertil kommer, at Sverige har flere ældre, flere indvandrere, mindre tillid/socialkapital end Danmark og samme urbanisering som Danmark. Og så var kommunikationen fra myndighederne meget mere afslappet end i Danmark.
Og for en sikkerheds skyld. Ovenstående er ikke et bevis i sig selv. Og det er ikke forskning. Det er en anekdote, der skal illustrere det, den empiriske forskning viser.
Her er et kort uddrag af Christophers nytårstale hos Indblik.dk:
Absolut magt korrumperer absolut. Akkurat som gode gamle liberale tænkere gang på gang har påpeget, men som mange glemte under indtryk af magtens imponerende udfoldelse.
Da jorden begyndte at brænde under statsministeren, forsvandt ”Magtfuldkomne Mette”. Eller rettere: Hun undergik en metamorfose.
Hun blev til ”Milde Mette”. Midter-Mette.
Under den valgkamp, som hun var lige ved at tabe, rakte hun venligt hånden ud til oppositionen.
Hun lovede lettelser af skatten på arbejde.
Hun lovede gensidig hensyntagen
Ganske vist lød der stadig et ekko hist og her af fortidens frygt: krig i Europa, økonomisk krise og hvem skal redde os (andre end staten)?
Men i dag, hvor adskillige borgerlige sidder og tuder over deres egen impotens, er det slående, at de overser deres egen sejr:
Vælgerne ville ikke have en magtfuldkommen statsminister.
Og Mette Frederiksen formåede alene at skrabe sig igennem til et ultra-tyndt rødt flertal, fordi hun kraftigt ændrede signaler.
Det er konklusionen i et nyt working paper, Melo (2023), som også viser, at non-profit plejehjem lukkede hårdere ned end for-profit plejehjem, og havde derfor færre COVID-19-dødsfald, men altså så mange ekstra øvrige dødsfald (pga. fx forværret demens), at der samlet set døde flere på non-profit plejehjem.
Her er et forsimplet overblik over resultaterne:
Og her er abstract (min fremhævning):
This paper explores the differences in incentives and thus behavior between for-profit and not-forprofit firms. I investigate a terrible choice nursing homes faced during the pandemic: isolate residents to prevent deaths from COVID-19 but doing so may increase total deaths by aggravating mental illnesses such as dementia. I explore how ownership structure led to differences in isolation measures taken and consequently health outcomes. I model decisions regarding isolation measures as a trade-off between profits and satisfying the demands of staff, with not-for-profit managers more constrained in how they consume profits. Using cell phone location data, I find that not-for-profit facilities implemented more restrictive isolation measures during the pandemic and thus had fewer COVID-19 cases and deaths. However, not-for-profit ownership is predictive of substantially more non-COVID deaths, such that they had more total deaths than for-profit facilities.
Vito Melos bud på forskellen er forskelle i hvor stor vægt lederne af plejehjemmene tillægger interessegrupperne. Det bliver ikke udpenslet, men man kan fx forestille sig, at non-profit organisationer tager relativt mere hensyn til medarbejderne end beboerne (/kunderne).
Her er fra konklusionen:
Managerial decisions in for-profit firms will differ from managerial decisions at not-for-profit firms when preferences of interest groups within firms diverge substantially from the profit-maximizing managerial decision. In these situations, managers at not-for-profit organizations are likely to deviate more from the profit-maximizing allocation of resources than managers at for-profit firms, all else being equal. The framework in this paper can be applied to understand how ownership structures affect managerial decisions in other industries.
Lad os sætte det lidt i perspektiv. Jeg er opvokset i det daværende Brovst Kommune. Der boede ca. 8.500 personer. Livstidsindkomsten for en dansekr er i størrelsesordenen 15 mio. kr. +/- efter skat. Omkostningerne til skolelukninger er altså i størrelsesorden sammenligneligt med hvad de 8.500 beboerne i Brovst Kommune kunne tjene til dem selv igennem hele livet.
Her er deres abstract (min fremhævning):
The effect of school closures in the spring of 2020 on the math, science, and reading skills of secondary school students in Poland is estimated. The COVID-19-induced school closures lasted 26 weeks in Poland, one of Europe’s longest periods of shutdown. Comparison of the learning outcomes with pre- and post-COVID-19 samples shows that the learning loss was equal to more than one year of study. Assuming a 45-year working life of the total affected population, the economic loss in future student earnings may amount to 7.2 percent of Poland’s gross domestic product.
Jeg er i øvrigt lettere fortørnet over deres sprogbrug. Skolelukningerne var ikke “COVID-19-induced“. Det var et politisk valg at lukke skolerne. Og det gik endda – i hvert fald i Danmark jf. Brostrøms meget omtalte mail kort før nedlukningen – imod myndighedernes anbefaling.
Jeg bliver mindre og mindre i tvivl ift. svaret på mit spørgsmål her: “Var skolelukningerne en større skandale end minkskandalen?”
Af Jonas Herby, den 23. december 2022. Skriv et svar
Det er meget sjældent, nogen omtaler det som noget positivt at være ”materialistisk”. Langt de fleste synes enige om, at det er negativt at lægge stor vægt på penge og statussymboler fremfor de åndelige værdier. Og næppe uden grund. Lao Tsu, Buddha, Sokrates, Diogenes fra Sinope, Jesus og Gandhi har angiveligt alle fortalt os, at det gode liv ikke udspringer af økonomisk rigdom og materialistisk velstand.
Så hvilke samfund er bedst til at komme ”materialismen til livs? Teague et al. (2020) undersøger sammenhængen mellem økonomisk frihed og moral i form af grådighed og materialistisk tankegang. De finder, at frie og rige samfund er mindre grådige og tænker mindre materialistisk.
Her er abstract (min fremhævning):
While economists have found a positive relationship between norms like generalized trust and economic growth, several scholars outside of economics have argued that there is a tradeoff between economic growth and morality. In particular, they argue that as markets develop, market values, e.g. a focus on money and material possessions, also increase. In this article we empirically test this claim using data from the Economic Freedom of the World project, the World Bank, and the World Values Surveys. Our findings suggest that countries with more economic freedom, i.e. those countries that embrace markets to a greater extent, are less materialistic. We also find that countries with a higher GDP per capita are correlated with less materialism.
Studiet peger på to sandsynlige forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan. Den ene forklaring er at markedet gør os rigere, og når man er rigere, kan man fokusere på alternative, ikke-materielle ting. Dette forklares med loven om aftagende marginalnytte – hvis ens materielle ønsker er opfyldt er man mere tilbøjelig til at skifte fokus fra materielle til ikke-materielle goder.
Den anden forklaring er at økonomisk frihed kan øge tilliden til systemet, og derfor er der ikke behov for at være så fokuseret på materielle ting. Når man er sikker på, at ens ejendele ikke bliver konfiskeret eller stjålet, så er man mindre bekymret for at miste de ting man har tilegnet sig. At være materialistisk er altså en rational reaktion på ens miljø.
Konklusionen er altså, at hvis ønsker sig en mindre materialistisk verden, er de liberale værdier (der som bekendt fører til økonomisk velstand) vejen frem.
Af Jonas Herby, den 21. december 2022. Skriv et svar
Denne video forklarer på glimrende vis nogle af de centrale problemer, videnskaben står med i dag. Men også hvordan der er gode kræfter, der arbejder på at løse nogle af problemerne.
Værd at se.
Og husk så: Svaret på dette indlægs spørgsmål er “oftest bedre end alt andet…”
Af Jonas Herby, den 19. december 2022. Skriv et svar
Da vi i februar 2022 udgav vores lockdown-studie, fik det en ordentlig tur i mediemøllen. Studiet blev angrebet vidt og bredt, og der var mange absurde argumenter imod kvaliteten af vores arbejde (fx var et ofte anvendt argument, at det ikke var ”endorsed” af Johns Hopkins, uden at nogen spekulerede over, hvorfor Johns Hopkins skulle gøre en helt unik undtagelse ved at ”godkende” lige netop vores studie, når universitetet ikke gør det ved de mange andre studier derfra).
En af de mere akademiske indvendinger mod vores lockdown-studie var, at vores resultater ikke er baseret på randomiserede kontrolforsøg (RCT’er). Den åbenlyse forklaring er, at der aldrig blev gennemført RCT’er af nedlukning, hvorfor forskere desværre er begrænset til observationsstudier.
Det er ikke unikt for nedlukningerne. Det er faktisk normalen, at vi kun har én kilde til at øge vores viden på et område, og det er historien, med alle dens kovariater og manglende/dårlige data. Hvis vi afviser den kilde, ville vi også afvise langt hovedparten af det, vi ved i dag. RCT er altså langt fra eneste form for forskning, der kan forbedre politik (og som Caplan har udtrykt det: “Hvad er det empiriske bevis på, at RCT’er faktisk forbedrer politik?”).
Men. Der er faktisk en del studier, der kommer tæt på noget, der ligner RCT. Vi har – bl.a. ved at foretage en søgning på Scopus efter “natural experiment” og “regression discontinuity” – fundet en række “RCT-lignende” studier, som bruger naturlige eksperimenter til at undersøge effekterne af lockdowns, maskepåbud, skolelukninger og udgangsforbud.
Studierne er beskrevet i tabellen nedenfor og helt overordnet finder de konklusioner meget lig resultaterne i vores meta-studie.
