Mange vil nok umiddelbart mene, at sygeplejersker i højere grad udviser omsorg for andre end ejendomsmæglere. De er trods alt ”velfærdsstatens frontsoldater”.

Men helt så enkelt er det ikke, viser Jacobsen m.fl. (2022), som bruger en twist af diktatorspillet til at vise deres pointe. I diktatorspillet får én person tildelt en portion penge, og skal efterfølgende vælge, hvor stor en andel af pengene, personen vil beholde selv, og hvor stor en del af pengene, der skal gå til andre (i dette tilfælde er ”andre” Amnesty International).

Jacobsen m.fl. (2022) finder i det klassiske diktatorspil – som mange nok ville forvente – at sygeplejersker rent faktisk ER mindre selviske end ejendomsmæglere, når de skal tage stilling til, hvor mange af pengene Amnesty International skal have.

In Part 1 of our experiment, every subject was asked to share 100 Norwegian kroner (NOK), or about 16.5 USD, between themselves and Amnesty International. Our results show that brokers contribute, on average, a substantial 61 percent of their endowment; nurses‘ contributions were significantly larger, however, reaching an average of 75 percent. Thus, in this particular context, nurses were indeed more generous than brokers.

Men her stopper Jacobsen m.fl. (2022) ikke. De udvider spillet ved at give deltagerne mulighed for at betale 10 kr. for at undgå at skulle tage stilling til, om de vil give Amnesty International pengene. Og på dette punkt er sygeplejerskerne faktisk mere selviske, for de er mere tilbøjelige til at betale for at undgå at skulle tage stilling.

In the second part of our experiment, therefore, subjects were given the choice between two options, A and B. Option A implied repeating the game from Part 1 with certainty. Option B implied a 50 percent probability of repeating the game from Part 1, and a 50 percent probability of receiving 90 NOK with no opportunity to donate to Amnesty International. Thus, option B implied a 50 percent probability of costly exit from the dictator game situation. Nurses were substantially more likely to opt for the exit alternative than brokers: 36 percent of brokers and 51 percent of nurses chose B.

Aha. Så selvom sygeplejersker gav mere under part 1, så er de også mere tilbøjelige til at vælge at undgå at skulle tage stilling til at give penge til Amnesty International. Og effekten er betydelig. I gennemsnit gav de 75% af pengene væk. Hvis de ”slipper ud af spillet” og undlader at skulle tage stilling, koster det dem kun 10%. En forskel på hele 65%-point.

Men. Det bliver endnu mere komplekst:

Interestingly, however, those subjects who opted for exit but drew a repetition of the dictator game contributed substantial amounts: 31 percent for brokers and 42 percent for nurses. Even after accounting for exit behavior, nurses were more generous than brokers (in Part 2 and in total).

Som forfatterne påpeger, er resultaterne svære at forklare. Sygeplejerskerne er mere tilbøjelige til at forsøge at undgå at blive sat i en situation, hvor de skal tage stilling til, om de vil give penge til Amnesty International. Men hvis de bliver sat i situationen, donerer sygeplejerskerne mere. I hvert fald i gennemsnit.

As we discuss in more detail below, this pattern of behavior is hard to reconcile with most standard models of social preferences. One possible explanation, however, could be that nurses experience a stronger sense of duty to conform with moral ideals, and that this sense of duty applies more strongly to sharing decisions than to exit decisions.

Man kan spekulere over, om det måske netop er fordi de ved, at de vil give mere, hvis de bliver sat i situationen, at de forsøger at undgå den…

Jacobsen m.fl. (2022) er udgivet her (en gratis arbejdspapir-version kan hentes her).

Heckelman og Wilson (2019) undersøger sammenhængen mellem regulering og vækst i 132 lande. De finder – hvilket giver intuitiv mening – at sammenhængen har en omvendt U-form, så et stigende omfang af regulering som udgangspunkt er forbundet med øget vækst (intuitivt, fordi det er veldokumenteret, at fx veldefinerede ejendomsrettigheder øger væksten), men at effekten af yderligere regulering bliver negativ, når omfanget overstiger vist niveau (defineret som overregulering).

Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem regulering (baseret på Fraser Institutes Economic Freedom Index) og væksten i BNP pr. indbygger baseret på alle deres observationer. Figuren viser, at der er overregulering i ca. 60% af observationerne, og at en den samlede effekt af reguleringen i for en række observationer er negativ. Væksten ville altså – for disse observationer – være højere helt uden regulering.

Heckelman og Wilson (2019) kigger også specifikt på OECD-lande. De finder, at omfanget af overregulering er så betydeligt, at den samlede effekt af regulering på den økonomisk vækst er negativ for alle OECD-lande. Dette er illustreret i nedenstående figur, som viser at den samlede effekt er negativ for alle OECD-lande (bemærk, at der er 0 observationer til højre for den sidste lodrette, stiplede linje). Bemærk, at de – kontraintuitivt – finder en U-formet sammenhæng mellem regulering og vækst, og man kan nok diskutere, om det reelt vil give et samlet positivt bidrag til væksten, hvis man blot indfører regulering nok.

Her er abstract fra Heckelman og Wilson (2019), som kan hentes her, hvis man har adgang (jeg kan ikke finde en version med gratis adgang).

Existing evidence suggests that regulation diminishes economic growth. In theory, however, regulation may be either growth-enhancing or diminishing. We therefore empirically revisit the relation between regulation and growth, allowing for both positive and negative effects. In an unbalanced panel of 132 countries over eight time periods, we find evidence of a hump-shape relation between regulation and growth. The estimates imply that for more than 95% of the sample the total effect of regulation on growth is positive. The estimates also imply that about 60% of the sample observations are associated with over-regulation, relative to the growth maximizing level. Similar findings apply to the (majority) subsample of non-OECD nations in the dataset. However, for the (minority) subsample of OECD nations, both the total and marginal effects of regulation on growth are negative.

Johan Anderberg – som jeg talte med i Regelstaten episode 55 – har skrevet et interessant indlæg om Sverige og COVID-19 under overskriften “Here’s Why No One Wants to Talk About Sweden“.

For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden. With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction. Yet its results were not noticeably different from those of other countries. It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value. But no one spoke about this.

From a human perspective, it was easy to understand why so many were reluctant to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had been denied their freedom, and millions of children had had their education disrupted, all for nothing.

Who would want to be complicit in that?

I Danmark har vi jo talt en del om Sverige, men jeg mener, at Johan har ret i, at en stor del af de udenlandske mediers og politikeres interesse for Sverige forsvandt ca. samtidig med, at det gik op for alle, at katastrofen udeblev, og Sverige faktisk klarede sig nogenlunde fornuftigt gennem pandemien uden strikse nedlukninger.

Du kan lytte til min samtale med Johan her:

På bloggen “Bankable Insight” (med undertitlen “The government is screwing up the economy; here’s how to survive and succeed in spite of that” – nu er I advaret, hvis I følger linket) fandt jeg disse indsigtsfulde citater fra Milton Friedman (sammen med en kort kommentar til hvert citat).

Her er en oversigt. God fornøjelse!

1. Lighed og frihed. A society that puts equality before freedom will get neither. A society that puts freedom before equality will get a high degree of both.
2. Intentioner vs. resultater. One of the great mistakes is to judge policies and programs by their intentions rather than their results.
3. Hash og stoffer. Now here’s somebody who wants to smoke a marijuana cigarette. If he’s caught, he goes to jail. Now is that moral? Is that proper? I think it’s absolutely disgraceful that our government, supposed to be our government, should be in the position of converting people who are not harming others into criminals, of destroying their lives, putting them in jail. That’s the issue to me. The economic issue comes in only for explaining why it has those effects. But the economic reasons are not the reasons.
4. Midlertidige statslige indgreb. Nothing is as permanent as a temporary government program.
5. Frihed og frie markeder. Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself.
6. CSR. There is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.
7. Ejendomsret. I think that nothing is so important for freedom as recognizing in the law each individual’s natural right to property, and giving individuals a sense that they own something that they’re responsible for, that they have control over, and that they can dispose of.
8. Narkotika (og cigaretter). I’m in favor of legalizing drugs. According to my values system, if people want to kill themselves, they have every right to do so. Most of the harm that comes from drugs is because they are illegal.
9. Internet. I think that the Internet is going to be one of the major forces for reducing the role of government.
10. Grådighed og profit. Well first of all, tell me: Is there some society you know that doesn’t run on greed? You think Russia doesn’t run on greed? You think China doesn’t run on greed? What is greed? Of course, none of us are greedy, it’s only the other fellow who’s greedy. The world runs on individuals pursuing their separate interests. The great achievements of civilization have not come from government bureaus. Einstein didn’t construct his theory under order from a bureaucrat. Henry Ford didn’t revolutionize the automobile industry that way. In the only cases in which the masses have escaped from the kind of grinding poverty you’re talking about, the only cases in recorded history, are where they have had capitalism and largely free trade. If you want to know where the masses are worse off, worst off, it’s exactly in the kinds of societies that depart from that. So that the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.

Forleden var jeg på besøg hos podcastet Ytringspligt med Lars Andersen og Alexander Valeur. Et i øvrigt glimrende podcast for dem der gerne vil have et (meget, meget biased) alternativt til de mere etablerede medier.

Emnet var Magnus Heunickes udspil til en sundhedsreform og særligt forslaget om at hæve aldersgrænsen for, hvornår unge må købe alkohol, og forslaget om at forbyde salg af nikotinprodukter til personer født fra 2010 og frem.

Som I kan høre efter 36:13, så havde jeg allerede kort efter pressemødet en formodning om, at unges alkoholforbrug var faldende, fordi sundhedsministeren slet ikke omtalte den historiske udvikling på pressemødet, men alene fokuserede på danske unges alkoholforbrug relativt til udlandet. En formodning som jeg – efter nærmere undersøgelse – i går kunne dokumentere var korrekt.

Alkohol & Samfund (der har ønsket en 18-års aldersgrænse) gjorde mig i øvrigt på Twitter opmærksom på yderligere data fra Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse (ESPAD) 2019 baseret på spørgeskemaer til 9.-klasseselever. Det er data, der i bund og grund bekræfter de øvrige data, så nedenfor får I blot en kort potpourri of information, som I selv relativt let kan fordøje (hint: stort set uanset hvilke data, vi ser på, drikker unge i dag mindre end for 20-25 år siden. Også selvom der har været en stigning de seneste år).

Konklusionen er klar: De unge i dag har ikke en “overdreven drukkultur”, som ministeren ellers har hævdet.

Drikker de unge for meget? Det er et svært spørgsmål, for hvad er ”for meget”.

På pressemødet om regeringens forslag til sundhedsreform i sidste uge gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke meget ud af at fortælle, at danske unge er europamestre i druk. Og det er rigtigt. Danske unge drikker ifølge ministeriet væsentligt mere end fx unge i Norge og Sverige.

Jeg undrede mig dog over, at ministeren ikke fremlagde historiske data. For selvom det selvfølgelig er relevant at sammenligne danske unge med udenlandske unge, er det i mine øjne mindst lige så relevant at sammenligne de nuværende danske unge med de tidligere danske unge – fx dem, Magnus Heunicke var ung med.

Og selvom ministeren ikke fandt det relevant at sammenligne med sin egen ungdom (af grunde, der snart vil være indlysende), så skal det ikke forhindre punditokraterne i at se på de relevante data. For de findes nemlig i fx Skolebørnsundersøgelsen.

For at gøre det overskueligt, så lad os i det følgende fokusere på de 15-årige i 1991, hvor Magnus Heunicke var 15 år, sammenlignet med de 15-årige i dag.

Heunickes generation fik alkoholdebut tidligere end de 15-årige i dag

Den første figur viser, hvornår børn og unge får deres alkoholdebut. Andelen af 11-årige og 13-årige, der har prøvet at drikke alkohol, er styrtdykket. For de 15-årige er andelen mere flad, men bemærk at andelen, der ikke har prøvet at drikke alkohol er firedoblet fra Heunicke var 15 år i 1990 (4%) og frem til 2018 (16%).

Heunickes generation drak oftere end de 15-årige i dag

Den næste figur viser, andelen af børn, der drikker alkohol mindst ugentligt. 42% af Heunickes drengevenner drak alkohol mindst ugentligt og 29% af hans pigevenner. I dag er tallene næsten halveret, så kun godt halvt så mange drenge og piger drikker alkohol ugentligt som i Heunickes barndom.

Heunickes generation var oftere fuld end de 15-årige i dag

Den sidste figur, vi skal se på, er andelen, som har prøvet at være fuld. Også målt på denne variabel drikker de 15-årige i dag langt mindre, end Heunicke og hans venner gjorde. For drenge er andelen, der har prøvet at være fuld mindst to gange, faldet fra 69% da Heunicke var 15 år til 50% i dag. For pigerne har faldet været endnu større (fra 64% i 1991 til 38% i dag).

De 16-24-årige drikker også mindre

Men hov, tænker du måske nu. Det er jo ikke de 15-årige, Heunicke vil stramme reglerne for. Det er de 17-18-årige, som ikke længere skal have lov til at købe alkohol.

Det er rigtigt. Desværre har vi ikke (så vidt jeg kan opstøve) lige så gode data for denne årgang. Men de data, der er, viser samme tendens. Nedenstående figur er lavet på baggrund af data fra Den Nationale Sundhedsprofil. (Store) fald over næsten hele linjen.  

Synes Heunicke, at han selv drak for meget som ung?

Når man ser på data, er det svært ikke at få fornemmelsen af, at det Heunicke i virkeligheden ønsker, er at regulere sig selv og sine venner som unge. For de drak jo tilsyneladende mere end nutidens unge.

Men hvorfor egentlig regulere? Det er jo gået fint, på trods af Heunickes årgangs hyppigere alkoholforbrug? Og når de unge i dag drikker endnu mindre, må det jo nødvendigvis gå endnu bedre.

Uanset hvad man måtte mene, havde det klædt Magnus Heunicke at fremlægge de historiske data frem for alene at pege på, at danske unge er europamestre i druk. For i forhold til Magnus Heunickes ungdom drikker de unge ikke synderligt meget.

Hvad gør nogle lande mere velfungerende end andre? Det var emnet for afsnit 67 af mit podcast, Regelstaten, hvor jeg talte med Jeanet Sinding Bentzen fra Københavns Universitet om hende interessante forskning i naturkatastrofer, religion mv.

Du kan se og høre vores samtale her, eller finde den på din podcast-app.

Alle valg – også politiske – handler om afvejning. Gør man ét, kan man ikke gøre noget andet. Meget tit kommer disse afvejninger ikke frem i politik. Under nedlukningerne var fokus fx nærmest udelukkende på at undgå smittespredning, mens alt det, man gik glip af, fyldte meget lidt (både politisk, og efter min opfattelse også i mange menneskers liv).

Madsen et al. (2014) peger på en interessant afvejning. Læger og sygeplejersker vil gerne holde weekend med deres familie og venner. Og så må vi acceptere, at lidt flere patienter dør. Her er fra deres abstract.

“High bed occupancy rates were associated with a significant 9 percent increase in rates of in-hospital mortality and thirty-day mortality, compared to low bed occupancy rates. Being admitted to a hospital outside of normal working hours or on a weekend or holiday was also significantly associated with increased mortality.”

Det kan lyde forkert, at man lader folk dø, fordi man vil holde weekend. Bag det hele ligger imidlertid, at der ikke er ubegrænsede ressourcer, heller ikke i sundhedsvæsenet. Og i virkeligheden er det jo den slags afvejninger, vi laver hele tiden. Der er fx masser af danskere, der kører rundt i en gammel bil, selvom sikkerheden i en moderne bil er langt bedre. Og de fleste forældre er tilfredse med græs som “faldunderlag” under legehuset, selvom der findes mere sikre materialer. Livet er valg og fravalg.

Nedenstående figur er fra Jena et al. (2017), og viser dødeligheden blandt hjertestoppatienter (myocardial infarction og cardiac arrest), afhængig af om der afholdes maraton i byerne den dag, de bliver indlagt, eller ej.

Figuren viser, at hvis du får hjertestop på en dag, hvor der afholdes maraton i din hjemby, er din risiko for at dø 13,3% større (svarende til 3,3%-point).

Den højere dødelighed skyldes, at ambulancerne har sværere ved at komme frem til hospitalerne, når der er maraton i byerne. Jena et al. (2017) finder, at det i gennemsnit tog ambulancerne 4,4 minutter længere at komme frem til hospitalerne om formiddagen end normalt. Og da tid er fuldstændig afgørende ved hjertestop, kan det altså ses ret tydeligt i dødeligheden.

Resultaterne svarer til, at Copenhagen Marathon forårsager ét dødsfald hvert tredje år.

Studiet omtales i Freakonomics, M.D., som er værd at lytte til. Værten, Bapu, er en af ganske få personer på verdensplan, der BÅDE er læge og økonom. Og det kommer der interessante studier og indsigter ud af.

Hvad betyder ligeløn egentlig? Forskning baseret på data fra Uber i Chicago kan hjælpe os til at forstå, hvor kompliceret snakken om ligeløn egentlig er.

Forskerne fra Chicago startede med at undersøge, om der var nogen form for kønsdiskrimination i Ubers forretningsmodel. Ubers algoritmer er kønsneutrale, men derfor kan der jo godt være diskrimination fra kundernes side. Det kan fx være, at nogle føler sig mere trygge ved at køre med en kvinde frem for en mand. Der var imidlertid ikke noget, der tydede på, at kunderne diskriminerede på baggrund af køn. Fx var der ikke nogen forskel på andelen af aflyste ture afhængig af Uber-chaufførernes køn.

Alligevel fandt forskerne en lønforskel på 7%. Når en mand tjente $100, tjente kvinden altså kun $93, selvom de arbejde lige lang tid. Forskerne kiggede derfor på, hvad der drev forskellen i løn, og kom frem til tre overordnede drivende faktorer.

USA Today faktatjekkede for nylig det lockdown-meta-studie, som jeg har udgivet sammen med Lars Jonung fra Lund Universitet og Steve Hanke fra Johns Hopkins University. I meta-studiet – som samler den empiriske evidens fra studier udgivet før 1. juli 2021 – konkluderer vi, at videnskaben understøtter, at effekten af nedlukninger har været begrænset. 

Her er et citat fra USA Today, som angiveligt skulle modbevise vores konklusioner. Problemet er bare, at det, USA Todays faktatjekkere skriver, rent faktisk er forkert.