Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Ugens citat: The New Yorker om Hillary Clinton

Det fremragende ugeblad The New Yorker (næppe et Republikansk ‘mouth-piece’) har denne morsomme karakteristik, “Mammoths”, af det sidste Clintonske vælgermøde i Iowa:

“For reasons not yet revealed, Hillary Clinton held her final Iowa campaign rally in a museum. The event, on the eve of the caucuses, opened to the sounds of the Canadian band Bachman-Turner Overdrive’s 1973 classic “Takin’ Care of Business” and closed with “9 to 5,” Dolly Parton’s 1980 ode to (and movie about) work. In between, as Hillary, Bill, and Chelsea Clinton waved and clapped to the music, it felt very much like watching the reunion of a nineteen-nineties band. …

Rather than “demanding it,” [i.e. “change”] like John Edwards, or “hoping for it,” like Barack Obama, Hillary told Iowans, “I believe you bring about change by working really, really hard.” So it seemed rather lucky that her campaign had found an event space with a version of that slogan inscribed in the architecture. But, on closer inspection, it turned out that the phrase was part of an exhibit for the mammoths, long extinct, that once roamed what is now Iowa. The skeleton of one of the beasts loomed ominously a few yards from the Clintons, and the museum’s exhibit explained that the mammoths were witnesses to change because they “watched as their world disappeared and their dominance was usurped.”

Løst og fast om de amerikanske primærvalg II

Her er så Wall Street Journals lederskribents sammenfatning af sit syn på de to vindere fra partiafstemningerne i Iowa:

“Mr. Obama’s other potential weakness in November is his orthodox policy liberalism. We can’t recall a single issue on which he has broken with a Democratic interest group. On taxes, he is to the left even of Mrs. Clinton in that he wants to raise the income limit on payroll taxes above its current ceiling of $102,000. Combined with his vow to repeal the Bush tax rates, this would be the biggest tax increase in history by far. Sooner or later this liberal agenda, assuming Mr. Obama believes it, will have to be squared with his rhetoric of “bipartisanship” and national reconciliation.

As for Mr. Huckabee, he shares at least one trait with Mr. Obama–both come across as likable men with an easy charm. But we have our doubts that the former Arkansas Governor’s victory will have the same political impact. He won in a caucus where his fellow evangelicals were 60% of the vote, and this won’t be true in other states. Mr. Huckabee is also only now being discovered by most Republican voters. His innocence (or ignorance) on foreign policy, penchant for borrowing liberal economic attack lines, and even his rejection of Darwin’s theory of evolution deserve to be understood by voters before they make him their standard bearer.”

Så er det sagt både pænt og relativt klart …

Personligt er det min vurdering, at man skal passe på med at lægge for meget i selve de to Iowa vindere: Det er kun sket én gang siden 1972, at den, der blev valgt til præsident, også havde vundet ved Iowas noget mærkelige partiafstemninger.  Det var i 2000, hvor George W. Bush vandt.  Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en naturlov, der ikke kan brydes, men det betyder, at Iowa-valgene ikke er det bedste sted at forudsige resten af primærvalgssæsonen.

Jeg tror selv, at Obama har en vis mulighed for at vinde.  Hvis han vinder i New Hampshire, er Clinton i alvorlige problemer.  Men hvis hun vinder dér?  Så er hun bare “the comeback kid II”, og så er dét historien i alle medier, og så ruller hun videre, som så mange andre, der har tabt i Iowa–men med flere penge og højere navnegenkendelse end nogen før hende (omend tillige med et mere ramponeret image).  Uanset hvem af dem, der vinder i New Hampshire, vil kampen mellem dem givetvis fortsætte indtil én af dem har et klart flertal af delegerede bag sig–og det kan tage lidt tid, når Clinton har vundet Michigan og formodentlig vinder i Californien og New York.

Jeg kan ikke se Huckabee vinde i New Hampshire–omend jeg godt lige vil se de første post-Iowa meningsmålinger.  Og vinder han ikke dér, vil han hurtigt gå over i historien som en af dem, der vandt i Iowa og så ikke vandt noget (eller meget) derefter.  Pudsigt nok har Huckabees sejr over Romney gjort, at en helt tredje (eller fjerde eller femte) reelt er dukket op som ny favorit, nemlig selveste den genfødte John McCain.  McCain lå længe til at vinde i New Hampshire, hvor han er kendt og vellidt, men da nabostatens eks-guvernør, Romney, tæppebombede med reklamer, faldt McCain.  Men hvad sker der så nu, hvor Romney taber terræn relativt til Huckabee?  Så stiger McCain, så man decideret kan tale om en genfødsel.  Hvis McCain vinder i New Hampshire–hvilket jeg tror er ganske sandsynligt–så dropper hans gode ven, Fred Thompson, formodentlig ud (idet hans kampagne har været en katastrofe og han er ved at løbe tør for penge), og peger han på McCain, vil denne have en solid position til at vinde de næste primærvalg.  Og Giuliani?  Han kan næppe regne med at vinde noget før Florida sidst i januar, og hvis det går som den forudgående analyse sandsynliggør, vil McCain til den tid have vundet stort set alle primærvalg.

Så står vi overfor et McCain-Giuliani slagsmål de kommende måneder, og i et sådant er det svært for denne punditokrat at forudse, hvem f.eks. de evangelske protestanter i det såkaldte “kristne højre”, eller de mere klassisk Reagan-Goldwater konservative, vil støtte.  Både Giuliani og McCain (der, som vi tidligere har påpeget, nærmest er en big government Roosevelt-Republikaner) er begge på flere punkter stort set lige langt fra disse to indbyrdes forskellige, men dog centrale grupperinger indenfor partiet.  Hvis ikke en af eller begge disse grupper kaster sig markant bag den ene eller den anden, kan det blive langvarigt.

Og Ron Paul?  Han vil formodentlig blive ved hele vejen, længe efter at slaget er endegyldigt tabt.  Han har ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller valg–men politik kan jo også handle om principper, selvom Pauls egne langt fra altid er lige klare eller velartikulerede.  Det altid læsværdige Reason Magazine havde en interessant artikel om hans kampagne forleden.

Update:

  • McCain er iøvrigt–ifølge det pålidelige Rasmussen Reports–den eneste af samtlige præsidentkandidater, som flere vælgere har et positivt end et negativt indtryk af.
  • Ann Coulter er ikke en kommentator, der skriver særligt godt, eller generelt er til at holde ud at høre på i mere end et par sekunder.  Men selv blinde høns kan vel finde enkelte frø, og denne karakteristik af Huckabee er da lidt morsom: “Huckabee opposes school choice, earning him the coveted endorsement of the National Education Association of New Hampshire, which is like the sheriff being endorsed by the local whorehouse. … Huckabee wants to get kids involved in music at an early age because he believes it leads to a more balanced and developed brain. You know, as we saw with the Jackson family. Maybe someone should tell him the Osmonds are voting for Romney. He supports a nationwide smoking ban anyplace where people work, constitutional protection for sodomy, big government, higher taxes and government benefits for illegal aliens. According to my calculations, that puts him about three earmarks away from being Nancy Pelosi. Liberals take a perverse pleasure in touting Huckabee because they know he will give them everything they want — big government and a Christian they can roll. “
  • En af USA’s mest respekterede, uafhængige valganalytikere, Stuart Rothenberg, har denne analyse af et muligt Obama-Huckabee match-up: “But one thing does seem pretty clear: If it’s Obama versus Huckabee in November, Republicans might want to prepare a bomb shelter and store plenty of food, water and reading material. That general election would more likely than not be a massive blowout for Democrats. … For Huckabee, Obama is a true nightmare. For Obama, Huckabee is a godsend.”

Ugens citat: Det socialdemokratiske projekt

Det skete i de dage, at denne Punditokrat sad og surfede lidt på nettet og så–næsten tilfældigt–faldt over en præcis ti år gammel kronik i Information af Ritt Bjerregaard.  Her kommer et par lange uddrag:

“På Socialdemokratiets særdeles vellykkede EU-kongres for nogle uger siden udnævnte jeg EU til at være et socialdemokratisk projekt med nogle værdier, der ligger i forlængelse af den (overvejende) socialdemokratiske velfærdsstat, der er normen i de nordiske lande. … EU kan selvfølgelig ikke opbygges af de socialdemokratiske partier alene. Alle er velkomne til at deltage i den videre udformning af projektet, og jeg er glad for, at vi nu alvorligt er begyndt at diskutere, hvad vi vil med EU.

[Jeg synes] rent sagligt, at det kan dokumenteres, at EU’s regelsæt i høj grad er præget af en socialdemokratisk måde at tænke politisk på.  Jeg tænker her ikke på det umoderne og ikke særligt miljøvenlige landbrugsstøttesystem, der for mange fremtræder som en cocktail af planøkonomi anvendt på et erhverv, der fortsat insisterer på at kalde sig liberalt.  Jeg tænker heller ikke på en stribe statsstøtteordninger til industrier, der ikke kan klare sig i den fri konkurrence. Jeg tænker derimod på EU’s omfattende beskyttelsesregler for forbrugere, for arbejdstagere, på arbejdsmiljøområdet, på ligestillingsområdet, på miljøområdet og seneste også på beskæftigelsesområdet i medfør af Amsterdam-Traktaten.
På en række af disse områder ville vi næppe have så veludviklede beskyttelsesforanstaltninger i Danmark, hvis ikke det var for EU. Hvorfor hører vi aldrig noget om det? Fordi det er socialdemokratiske mærkesager, og fordi Socialdemokratiet i næsten 25 år har måttet bruge for meget af sin tid på interne diskussioner om, hvad vi skulle synes om EU. Den tid er heldigvis forbi.

Lad mig nævne en anden ting. Hvad med Det indre Marked? De fleste kommer nok til at tænke på varenes fri bevægelighed og industriens interesser, når de hører om Det indre Marked. Det kan der selvfølgelig være noget om. Filosofien bag den fri bevægelighed, der jo også gælder for kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft, er imidlertid ikke den utæmmede og selvregulerende frihed til at gøre lige, hvad man har lyst til.

Filosofien er derimod at regulere bevægeligheden og skabe fælles rammer herfor. Alternativet til Det indre Marked er fri og uhæmmet konkurrence. Hvornår har det skabt bedre levevilkår for almindelige mennesker? Alternativet til fælleseuropæiske regler er den fælleseuropæiske junglelov. Hvornår har det været en model for almindelige mennesker?

Alternativet til, at hele Europa er åbent for danske varer af høj kvalitet og værdi, er toldmure, beskyttelsesforanstaltninger og tilfældig administration af nationale regler. Hvornår har det været noget at samle på for almindelige mennesker? Det indre Marked må selvfølgelig ikke gå grassat. Derfor er det påkrævet med forbrugerbeskyttende lovgivning på en række punkter. Det kan være af miljømæssig, konkurrencemæssig eller anden karakter. Det kan omfatte regler om emballageaffald, mærkning af genmodificerede organismer, nikkelindhold i mønter eller meget andet. Set ud fra en miljømæssig betragtning er der selvsagt grænser for, hvad der kan accepteres i markedets navn. Kunsten er at finde balancen.

Det gælde i øvrigt også i politik i almindelighed. Så hvis jeg kan være med til at overbevise de socialdemokratiske vælgere om, at EU er et socialdemokratisk projekt og Per Stig Møller kan overbevise sine vælgere om at det er et borgerligt projekt så tror jeg flertallet er mere end hjemme. Jeg skal gerne fortsat gøre mit.”

Man behøver ikke være en stor beundrer af damen for at værdsætte det faktum, at hvis hun argumenterer for, at EU er et socialdemokratisk projekt, så mener hun det nok også.  Mig har hun overbevist.

Danske tilstande

Ofte hører man danske politikere skamrose, hvor godt det går i Danmark, og hævde, at de høje skatter og megen regulering bare er som sød sukker for omverdenen og bestemt ikke skræmmer nogen væk.  Fra tid til anden er der sågar nogle forskere, der hævder det samme–ganske vist uden endnu nogensinde at have fremlagt nogle undersøgelser til støtte for deres påstande.

Denne punditokrat håber, at bare nogle af dem læste onsdagens udgave af International Herald Tribune, der som datter-publikation/international udgave af New York Times næppe kan siges at tilhøre den amerikanske højrefløj.  Her havde man artiklen “High income taxes in Denmark worsen a labor shortage“, som–udover omtalte af Saxo Bank, Ny Alliance og meget andet–indeholdt et portræt af en dansker i udlandet.  en Man skal naturligvis passe på med anekdotiske eksempler og journalistisk behandling af samme–selv man godt kan lide dem–men her er ihvertfald noget at fordøje:

“As a self-employed software engineer, Thomas Sorensen broadcasts his qualifications to potential employers across Europe and the Middle East. But to the ones in his native Denmark, he is simply unavailable.

Settled in Frankfurt, where he handles computer security for a major Swiss corporation, Sorensen, 34, has no plans to return to the days of paying sky-high Danish taxes. Still, an unknowing headhunter does occasionally pass his name to Danish companies.

“When I get an e-mail from them, I either respond negatively but politely,” Sorensen said. “Or I don’t respond at all.”

Born and trained at Denmark’s expense, but working – and paying lower taxes – elsewhere in Europe, Sorensen is the stuff of nightmares for Danish companies and politicians searching for solutions to an increasingly desperate labor shortage.

People like Sorensen, and there are many, epitomize the challenges facing the small Nordic country, long viewed across Europe as an example of how to keep an economy thriving and a society equal.

Young Danes, often schooled abroad and inevitably fluent in English, are primed to quit Denmark for greener pastures. One reason is the income tax rate, which can reach 63 percent.

“Our young people are by nature international,” said Poul Arne Jensen, chief executive of Dantherm, a maker of climate-control technology. “They are used to traveling and have studied abroad.”

“They are no longer ‘Danes’ in that sense – they are global people who have possibilities around the world,” he said.

… [Success] has given rise to an anxious search for talent among Danish companies, and focused attention on émigrés like Sorensen. The Organization for Economic Cooperation and Development, which is based in Paris, projects that Denmark’s growth rate will fall to an annual rate of slightly more than 1 percent for the five years beginning in 2009, reflecting a dwindling supply of a vital input for any economy: labor.

The problem, employers and economists believe, has a lot to do with the 63 percent marginal tax rate paid by top earners in Denmark – a level that hits anyone making more than 360,000 Danish kroner, or about $70,000. That same tax rate underpins such effective income redistribution that Denmark is the most nearly equal society in the world, in that wealth is more evenly spread than anywhere else.

The movement toward lower taxes passed Denmark by, even as it took root in much of Europe.

Small East European countries, notably Estonia and Slovakia, started the trend by imposing low, flax taxes on income and corporate profits about five years ago. Those moves helped prod Austria, and eventually, Germany, to slash high marginal rates as well.

Danish taxes also contrast sharply with those in nearby London, often jokingly referred to among Danes as a Danish town, because so many of them live there. Lower taxes on high earners have been a centerpiece of the policy mix that has fed the rise of London as a global financial center since the 1980s.

But today young Danes can easily choose not to pay for the system’s upkeep, once they have siphoned off what they need. For starters, as citizens of the European Union they are entitled to work in any of the 27 EU countries.

Sorensen, who graduated from business school in Copenhagen, found himself earning the equivalent of more than $100,000 before he was 30 – and paying 63 percent of it in taxes. His work as a computer consultant for Deloitte also took him to Brussels, where he met the Spanish woman he would eventually marry.

But the high taxes, mixed with his wife’s discomfort in Denmark, meant that a job offer in Qatar three years ago was all it took to pry him away from Copenhagen. Now, he is ensconced in Frankfurt, setting up a new business on the side and planning to pay no more than 25 percent of his income to the German state.

“When you are at 63 percent tax, you don’t look forward to the evaluation with the boss to get a raise,” Sorensen said. “You look for more vacation or a training course in the tropics – something that you get the full benefit of.”

There are many more Sorensens out there in a work force that is culled from a country of just 5.5 million people.

The Confederation of Danish Industries estimated in August that the Danish labor force had shrunk by about 19,000 people through the end of 2005, because Danes and others had moved elsewhere. Other studies suggest that about 1,000 people leave the country each year, a figure that masks an outflow of qualified Danes and an inflow of less skilled foreign workers who help, at least partially, to offset the losses.

… “Denmark is a country of consensus,” [Prime Minister Anders Fogh] Rasmussen said recently. “Occasionally that fact tends to lower the speed of reforms, but in exchange we are efficient in our implementation.”

But young Danes may simply move faster.

Sorensen is settling into life in Frankfurt. He recently passed through Copenhagen to discuss a business proposition with a potential partner, but anything they do will be based outside Germany, he said.

His wife recently gave birth to their second daughter, and barely a word of Danish passes Sorensen’s lips when he speaks with his children.

They are growing up with English, an amalgam of the British and American idioms, as their first language, and the world as their horizon.

“If I could,” he said, “I’d have a European passport, not a Danish one.”

Læs den fulde, hele artikel her.  Lad os håbe, at Claus Hjort Frederiksen, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen har tid og overskud til dét.

Løst og fast om de amerikanske primærvalg

Da der nu kun er en måned til de første primærvalg afholdes i USA, vil jeg hermed begynde en lille serie af småklip & -kommentarer om løst og fast i den forbindelse.

Vi begynder med min nærmest-elskede Peggy Noonan, som i WSJ’s OpinionJournal skriver om Mitt Romney (R)’s nylige tale om religion, og dét at han selv er mormon, altimens mange af dem han skal have til at støtte sig er evangelske-protestanter af den mere eller mindre bogstavelige karakter.  Noonan synes, at det var klogt at gøre, men unødvendigt for hendes eget vedkommende:

“Did Mitt Romney have to give a speech on religion? Yes. When you’re in a race so close you could lose due to one issue, your Mormonism, you must address the issue of your Mormonism.

… He had nothing to prove to me regarding his faith or his church, which apparently makes me your basic Catholic. Catholics are not his problem. His problem, a Romney aide told me, had more to do with a particular fundamentalist strain within evangelical Protestantism. Bill Buckley once said he’d rather be governed by the first thousand names in the Boston phone book than the Harvard faculty. I’d rather be governed by Donny and Marie than the Washington establishment. Mormons have been, in American history, hardworking, family-loving citizens whose civic impulses have tended toward the constructive. Good enough for me. He’s running for president, not pastor. In any case his faith is one thing about Mr. Romney I haven’t questioned.”

Det er nogenlunde også min egen personlige vurdering.  Men det er ikke godt nok for mig.  Jeg tror ikke, at Romney–trods en pengekasse større end Joakim von Ands–er troværdig nok til at få nomineringen, eller til at vinde hvis han fik den.  Demokraterne ville elske at købe restlageret af de sandaler, som Republikanerne i 2004 svingede i luften foran John Kerry, mens de i kor råbte “flip-flop, flip-flop …”.

Noonan kunne som sagt godt lide hans tale, men hun har en sjov kritik–sjov i den forstand, at den både er rigtig og spydig:

“At the end, he told a story he had inserted just before Thanksgiving. During the dark days of the First Continental Congress in Philadelphia, someone suggested the delegates pray. But there were objections: They all held different faiths. “Then Sam Adams rose, and said he would hear a prayer from anyone of piety and good character, as long as they were a patriot. And so together they prayed.” At this point in Mr. Romney’s speech, the roused audience stood and applauded, and the candidate looked moved.

There was one significant mistake in the speech. I do not know why Romney did not include nonbelievers in his moving portrait of the great American family. We were founded by believing Christians, but soon enough Jeremiah Johnson, and the old proud agnostic mountain men, and the village atheist, and the Brahmin doubter, were there, and they too are part of us, part of this wonderful thing we have. Why did Mr. Romney not do the obvious thing and include them? My guess: It would have been reported, and some idiots would have seen it and been offended that this Romney character likes to laud atheists. And he would have lost the idiot vote.

My feeling is we’ve bowed too far to the idiots. This is true in politics, journalism, and just about everything else.”

Min egen elskede Berlingske Tidende har dd. et nærmest savlende portræt af en anden præsidentkandidat, Mike Huckabee (R), der kalder denne en “logisk favorit”, der har et budskab “som selv liberale amerikanere måske endda vil acceptere, når det kommer fra en person, de i bund og grund synes godt om”.  Det er skrevet af avisens korrespondent, Karl Erik Stougaard, og det er vel i sig selv grund nok til at være skeptisk.  Jeg bliver ihvertfald mindet om, hvordan danske medier ofte både ukritisk og omklamrende bygger enhver “udfordrer” indenfor det Republikanske parti op, for blot derefter–hvis det går vedkommende godt–at skyde vedkommende ned igen af lige præcis de årsager, de ikke nævnte til at begynde med.

Anyway …Det er da heller ikke alle i USA, der er lige begejstrede–altså for Huckabee.  Tag f.eks. Wall Street Journals Kimberley Strossel, som under overskriften “Redefining Conservatism: Mike Huckabee is far from being Reagan’s heir” bl.a. skriver:

“DES MOINES, Iowa–Stepping out for a press conference here Monday, Mike Huckabee fielded the ultimate question. Just how conservative are you?

“I’m as conservative as anyone could hope to be, or want to be, or needs to be,” replied the smiling former Arkansas governor, never missing a beat, and following up with a boilerplate summary of his belief in “lower taxes,” the “sanctity of human life” and a “strong military”–before moving ever so swiftly on to the next question.

It was trademark Huckabee: Sounds great, explains little. It’s a strategy that has so far served him well, rocketing his campaign in recent weeks to the top ranks of the Republican presidential field. The question is whether he can continue to pull off that trick …”

Og hvad mener han så mere specifikt?

“A populist at heart, Mr. Huckabee claims he’s “no protectionist,” but over and over this week he complained about the U.S. trade deficit with China and vowed, in the best Democratic tradition, to only sign “fair trade” deals. To bring up big companies is to invite a Huckabee lecture on the “greed” of corporate executives who tower over “average employees.”

Mr. Huckabee likes to say he cut taxes in Arkansas 94 times, and has collected devotees around his promise for sweeping tax reform via the “fair tax.” He promises to abolish the IRS, and along with it all current income, corporate, payroll and other taxes–to be replaced with a 23% national sales, or consumption, tax. He’s also promised repeal of the 16th amendment–which established the income tax–to ensure Americans don’t get double-taxation.

The chances of actually accomplishing this are about as likely as Christmas three times a year. But the benefit of Mr. Huckabee’s dreamy tax proposal is that it has, until now, allowed him to avoid talk of his own checkered tax past in Little Rock. That tenure included sales tax hikes, strong support for Internet taxation, bills raising gas and cigarette taxes, etc. By this week, Mr. Huckabee had been slammed on this tax history so much he was no longer disputing the details. When asked if he didn’t have a “mixed” record, Mr. Huckabee shot back: “Most everyone who has ever governed does,” before insisting that even the great Reagan had raised taxes while at the helm of California.

… Voters are only now beginning to hear some of this, and Mr. Huckabee, with little money or infrastructure in other primary states, is still a long way from the nomination. But if by some chance he keeps up this surge, Republican voters need to understand they are signing up for a whole new brand of “conservatism.”

Evigtaktuelt citat

Tirsdag i P1 Debat kunne man høre Villy Søvndal debattere med Søren Pind, og blandt førstnævntes vanligt indsigtsfulde bemærkninger var bl.a. (her i parafrase), at det er forkert at give skattelettelser, fordi det kan føre til “overophedning”, og derfor skal pengene snarere bruges i den offentlige sektor med henblik på at “skaffe flere hænder”.  Det lå så lige for at spørge hr. Søvndal, hvorfor det sidste ikke vil føre til mindst lige så megen “overophedning”, at den gode, Reagan-beundrende Søren vist overså, at selveste “The Gipper” allerede havde drillet hr. Søvndal–omend for et kvart århundrede siden.

Her er ihvertfald, hvad han i 1980 sagde i præsidentkandidat-debatten med daværende Præsident Carter:

“I would like to ask the President why is it inflationary to let the people keep more of their money and spend it the way they like, and it isn’t inflationary to let him take that money and spend it the way he wants?”

JE parafraserer PJ …

Vores begavede yngling, Johan Espersen, har i anledning af folketingsvalget på sin blog, The Hairpin Bend, oversat og parafraseret åbningskapitlet fra Parliament of Whores af vores uforlignelige yndling, P.J. O’Rourke.  Selvom jeg, de fleste andre punditokrater og ganske mange læsere, givetvis kender bogen og kapitlet, så er det dog også ret morsomt at læse på dansk.  Her er en smagsprøve:

Politik er kedeligt fordi politiske karrierer er baseret på den mest lunkne form for løgn: ”Jeg balancerer budgettet, sådan da.” ”Jeg vil ikke forhøje skatten, hvis jeg da kan forhindre det.”

Selvfølgelig fortæller politikere ikke sandheden: ”Jeg stiller op til det Folketinget for at hævde mig selv overfor de klassekamerater, der for 35 år siden gav mig øgenavnet Fiskefjæs” eller ”Vælg mig venligst til Folketinget, så jeg kan komme væk fra Nordjylland og møde store kanoner og lækre babes.”

Men de fortæller heller ikke store, underholdende, dundrende løgne: ”Send undertegnede til Christiansborg og jeg vil sende tyvekosterne hjem i sendinger af lukkede godsvogne. Du kommer til at asfaltere vejene med bacon, når jeg er færdig med at skovle ud valgflæsk fra statens pengekasse. Der kommer til at være offentlige jobs til din hund. Lad din haveslange løbe i femten minutter og jeg vil få Transportministeriet til at bygge en ottesporet hængebro over pølen. Vis mig en våd kælder og jeg vil anskaffe dig en flådebase og gøre din vvs-montør til admiral af flåden. Der vil være landbrugsstøtte for hver plante, du har i en potte, forsvarskontrakter til knægtens spytbolde og gratis pladser på en daginstitution til datterens dukker. Du vil få arbejdsløshedsunderstøttelse for de seksten timer hver dag, hvor du ikke er på dit job, fuld førtidspension, hvis du skal op om natten for at gå på toilettet og folkepensionen vil komme ikke bare når du trækker dig tilbage som pensionist, men hver gang du trækker dig tilbage til sengen om aftenen. Skatter? For fanden, jeg vil få staten til at proppe penge tilbage på din lønseddel hver uge og jeg vil lade SKAT hyre chimpanser fra Zoologisk Have til at føre revision af din selvangivelse. Stem på mig, folkens, og I vil komme til at prutte gennem silke.”

Læs resten her.

Valgets tabere

Hermed–som sædvanligt–lidt kreativt genbrug, d.v.s. min faste lørdags-/”Perspektiv”-klumme fra Berlingske Tidende:

Perspektiv: De største partier blev de største tabere.

Folketingsvalgkampen og mediernes dækning af samme illustrerede meget klart, på godt og ondt, hvordan dækningen af dansk politik er blevet til en kampsport mellem hvilke politikere, der kan levere de mest forberedte bemærkninger flest gange uden at virke for kunstige – og hvordan de af medierne udråbte eksperter efterfølgende minutiøst kan dissekere hver enkelt detalje, som om det var en fodboldkamp. Hvem fik de fineste hug ind? Hvem så ikke så godt ud i aften? Hvem skal være »præsident« i år, og er det »blå blok« eller »rød blok«, der fører med et mulehår? Indbegrebet af hele den proces må siges at være Naser Khader og Ny Alliance, der fra først til sidst fremstod som et mediedrevet designer-parti, som først kunne udråbes til at være det nye og smarte og derefter til at være de kiksede storbytosser. Først var de vinderne og så var de taberne. Mellem disse yderpoler kom så spindoktorers, kommentatorers, dagblades og ugeblades fokus på personerne i partiet, deres privatliv, og næsten incestuøse relationer mellem TV-værter, kommentatorer, kommunikationsrådgivere og politikerne selv. Men skærer man igennem det hele, hvem var så valgets egentlige store tabere? Tydeligvis ikke Villy Søvndal, men derudover er det bemærkelsesværdigt, at to partiledere af stort set alle blev udråbt til at have gjort det godt, om end de ved nærmere eftertanke åbenlyst må betegnes som valgets egentlige tabere: De to store partiers ledere, regeringslederen og oppositionslederen. De tabte på forskellig vis, men nøgternt vurderet er de, uanset mediernes overstrømmende lovprisning af dem, valgets faktiske tabere og med problemer forude.

Helle Thorning-Schmidt førte en valgkamp, som næsten alle har rost. Hun var i duellerne – med enkelte, små undtagelser – en langt bedre og mere offensiv debattør, end mange ville have forudset. Hun formåede at indgå en relativt robust alliance med SF og Det Radikale Venstre, og det lykkedes for en gangs skyld at holde ro og orden på egen bagsmæk. Alligevel kan resultatet – uden for Politikens redaktionskontor og Socialdemokraternes pressekontor – reelt ikke betegnes som andet end en eklatant fiasko. Det er ikke blot de historiske fakta: At det var tredje folketingsvalg i træk med socialdemokratisk tilbagegang, og at partiet ligger på den laveste tilslutning i mere end 100 år. Det kan man, som Thorning-Schmidt og Sass Larsen, kalde at »holde skansen«, men det er langt, langt værre end det. Det ydmygende valgresultat i 2001 kunne man (i lighed med jordskredsvalget i 1973) bortforklare som en engangsforeteelse, drevet af særlige omstændigheder (efterlønsreformen og indvandrerdebatten). Det endnu ringere resultat i 2005 forsøgte man at bortforklare med, at V og K havde flere penge, og at medierne havde været hårde ved S – og lige præcis den udlægning kom Mogens Lykketoft også med i tirsdags. Men efter tre nederlag og en vedvarende historisk lav tilslutning, kan man ikke længere tale om noget forbigående. Socialdemokraterne er i takt med, at de klassiske arbejdere næsten er forsvundet, og at dem, der er tilbage, overvejende er gået til Venstre og Dansk Folkeparti, blevet reduceret til blot ét af to større partier. Man er simpelthen ikke længere et parti, der repræsenterer hovedstrømningen i »det danske folk«.

Med mindre Thorning-Schmidt skifter politik og strategi markant, så har hun reelt kun ét håb at hænge sin taske på forud for det næste folketingsvalg, og det er, at dansk økonomi begynder at sætte sig på halen. Sker det, vil det kunne skabe en sneboldeffekt af dårlige nyheder for VK-regeringen. Men i fraværet på dét og et politisk kursskifte hos Socialdemokraterne selv, er det svært at se, hvordan partiet i overskuelig fremtid – om nogensinde – skulle kunne nå tilbage til at blive det store, altdominerende parti i dansk politik, det engang var. Når den indsigt spreder sig, er det spørgsmålet, om Thorning-Schmidt fortsat kan holde ro på bagsmækken og i oppositionen. Anders Fogh Rasmussen formåede – mod manges forventning – at holde et VKO-flertal og at fortsætte som statsminister, samt at blive valgets store stemmesluger. Man kunne sige, at hvis dét er at »tabe«, så er der mange politikere, der gerne ville være tabere. Ikke desto mindre må valgresultatet ses som et partimæssigt og politisk nederlag for Venstres formand. Det var fjerde valg i træk, hvor Venstre gik tilbage, inklusive altså ved de to seneste folketingsvalg.

Dermed er partiet reelt tilbage på det niveau, som man fik i 1998 – med Uffe Ellemann- Jensen i spidsen og med en langt mere markant, liberal profil. Der er allerede nu internt i Venstre mange, der hæfter sig ved, at jo længere, man siden 2001 er rykket mod midten af dansk politik, desto dårligere har man klaret sig. I den forbindelse vil de samme hæfte sig ved, at de stemmer, som Venstre har tabt, ikke er gået til oppositionen, men til De Konservative og Ny Alliance, der begge har markeret sig som fortalere for lavere skatter og kritiske overfor bureaukrati og regulering. Spørgsmål som for får år siden ville have været centrale mærkesager for Venstre. Fortsætter den nuværende tendens for partiet, bør man forberede sig på både at have mistet sin sjæl og sine vælgere, og det er næppe den sammenfatning, Anders Fogh Rasmussen ønsker at have stående over sin tid som Venstreleder.

Voodoo

Da alle andre forsøger sig som sandsigersker, skal denne punditokrat ikke lade chancen gå fra sig.  Jeg har set mesteren–min gamle og estimerede kollega, dr. Risbjerg–i kortene og her kommer mine bud.  De er lavet på omtrent samme måde som Risbjergs og giver derfor med små, små, små undtagelser (som er marginale i forhold til den statistiske usikkerhed) det samme nettoresultat:

A 45 (-2)

B 10 (-7)

C 18 (0)

F 23 (+12)

K 0 (0)

O 23 (-1)

V 47 (-5)

Y 5 (+5)

Ø 4 (-2)

= VKO: 88 (hvilket altså med nordatlantiske er stort set lige med et arbejdende flertal)

= VKOY: 93

Holder tallene, må de to store tabere siges at være lederne af de to store partier–samt Naser Khader.

Thatcher vs. Hillary

Som bekendt er en af denne punditokrats favorit-klummeskribenter Peggy Noonan.  Hendes seneste Wall Street Journal klumme er en sammenligning af Margaret Thatcher og Hillary Clinton, og den begynder sådan:

The story as I was told it is that in the early years of her prime ministership, Margaret Thatcher held a meeting with her aides and staff, all of whom were dominated by her, even awed. When it was over she invited her cabinet chiefs to join her at dinner in a nearby restaurant. They went, arrayed themselves around the table, jockeyed for her attention. A young waiter came and asked if they’d like to hear the specials. Mrs. Thatcher said, “I will have beef.”

Yes, said the waiter. “And the vegetables?”

“They will have beef too.”

Og lidt af sammenligningen af de to kvinder:

A word on toughness. Mrs. Clinton is certainly tough, to the point of hard. But toughness should have a purpose. In Mrs. Thatcher’s case, its purpose was to push through a program she thought would make life better in her country. Mrs. Clinton’s toughness seems to have no purpose beyond the personal accrual of power. What will she do with the power? Still unclear. It happens to be unclear in the case of several candidates, but with Mrs. Clinton there is a unique chasm between the ferocity and the purpose of the ferocity. There is something deeply unattractive in this, and it would be equally so if she were a man.

Læs resten her.

Myter om politik

Jeg har dd. en kronik i Berlingske Tidende om fortolkningerne af 1998-valget.  Det er et opkog på mit kapitel i bogen “På ret Kurs”, som netop er blevet udsendt af People’s Press for CEPOS i anledning af 25 året for Schlüters tiltræden, og som blev præsenteret på en konference i dag.

Og nu er vi ved myter og ved genbrug, så kommer her min lørdagsklumme fra Berlingske forrige lørdag, hvori jeg kritiserer A4’s påstand om, at vi p.t. oplever en voldsom genopblomstring i mængden af politiske demonstrationer:

Debat: Er danskerne blevet demonstranter?

FOLKETS RØST. Selv om mange demonstrerer, er der god grund til at tro, at deltagerantallet i demonstrationer de seneste år har været drastisk faldende og fortsat er på et historisk lavt niveau.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Går danskerne igen på gaden for at demonstrere politiske sym- og antipatier? Det kunne man umiddelbart godt tro. Både dette og sidste efterår har man set demonstrationer med tusinder af borgere, der med større eller mindre ret har protesteret imod angivelige nedskæringer og for højere offentlige udgifter og mere omfordeling.

Det er en vinkel, som medierne har taget til sig med en vis begejstring. Senest har Ugebrevet A4, der udgives af LO, bragt en længere artikel, som trækker på visse data, men hvor der ikke er lagt bånd på fortolkningerne. Under overskrifter som »I kan – stadig – ikke slå os ihjel« og »Comeback til gadens parlament« fortælles det, at hvor det for få år siden var »et særsyn« med demonstrationer i Danmark, har aktionsformen »på det seneste« fået »nyt liv«. Forskere og kommentatorer interviewes i artiklen ud fra en præmis om, at der er tale om en »opblusset interesse« for at mobilisere borgerne til fordel for venstreorienterede demonstrationer.

Men hvad er fakta? Umiddelbart virker A4’s artikel veldokumenteret, med både meningsmålinger og optælling af antal demonstrationer. Men dykker man ned i tallene, ser man, at de presses til mere end sidste dråbe. En meningsmåling foretaget for A4 viser f.eks., at 56 pct. af danskerne generelt har sympati for, at mennesker udtrykker deres holdninger igennem demonstrationer, mens 31 pct. ikke har. Adspurgt om demonstrationer er en effektiv og fornuftig måde at sætte fokus på problemer, får man næsten de samme tal: 59 pct. siger ja, 25 pct. siger nej.

Men spørgsmålene er reelt så generelle og abstrakte, at de intet siger om indholdet af specifikke demonstrationer, som må tænkes at kunne omfatte alt fra utilfredse mødre til nynazister. Mere fundamentalt har undersøgelsen kun tal for ét tidspunkt, og det er åbenlyst svært at vide om noget er for op- eller nedadgående (eller konstant), hvis man ikke har noget at sammenligne med.

Ugebrevet fortolker også tal hentet fra en anerkendt forsker. Disse viser, at antallet af demonstrationer toppede med 208 i perioden 1971-75 og nåede bunden med 32 i perioden 1991-95, men siden er steget til 63 i årene 2001-04.

Tallene er givetvis korrekte, men fortolkningen er tvivlsom. At der er sket en vis stigning over det sidste årti, er sikkert rigtig, men tingene skal sættes i perspektiv: Antallet af demonstrationer er steget fra i 1990erne at udgøre ca. 15 pct. af niveauet blot et årti tidligere til nu at udgøre ca. 30 pct. af samme. Man er med andre ord ikke noget nær niveauet for blot to årtier siden.

Alle, der har puslet med statistik, ved også, at meget kommer an på, hvordan man opdeler perioderne. Havde A4 i stedet for fem-års perioder taget ti-års, ville der 1986-95 have været 108 demonstrationer og 1996-2004 120 — altså en stigning på mellem en og to demonstrationer om året. Næppe just et »comeback til gadens parlament«.

Vi ved intet om, hvor mange der rent faktisk har deltaget i demonstrationerne, og tallet er næppe ens for alle demonstrationer. Men der er god grund til at tro, at deltagerantallet har været drastisk faldende og fortsat er på et historisk lavt niveau. F.eks. kunne den nylige demonstration i forbindelse med Folketingets åbning samle ca. 50.000 deltagere.

Til sammenligning var der i 1980erne ved flere lejligheder flere hundrede tusinder på Christiansborg Slotsplads. Skal man bruge en anden indikator, kunne man se på 1. maj demonstrationer i København. Her er det af politiet anslåede antal faldet fra i gennemsnit 95.000 i 1980erne til 80.000 i 1990erne til nu under 30.000 i de seneste fem år — og tallet er generelt fortsat faldende. Hvor man under Poul Schlüter kunne samle op mod en kvart million i Fælledparken, var det i år 20.000, hvilket er det næstlaveste niveau de seneste tre årtier.

Der er altså intet, der tyder på, at en ny bølge af venstreorienteret massemobilisering er på vej. Men hvorfor forfalder medier og forskere i flere tilfælde i de senere år til at proklamere, at noget sådant er på vej? Måske fordi man gerne vil skabe en stemning, der kan have en selvforstærkende effekt. Måske fordi man på venstrefløjen har svært ved at løsrive sig fra den marxistiske analyse, der forudser socialismen som det naturlige endemål, historien nødvendigvis må bevæge sig imod. Begge dele er forståelige, men uden meget hold i virkeligheden.

Coase lever

Denne historie viderebragt fra 180 Grader vil næppe overraske Nobelprisvinderen, der lagde navn til Coase Teoremet.

Årets Nobelpris i økonomi

Årets Nobelpris i økonomi gik i år til Eric Maskin, Roger Myerson og Leonid Hurwicz for deres bidrag til “mechanism design theory” (se priskomiteens faglige begrundelse/baggrundsudredning her). Jeg kender to af navnene men ved generelt ikke så meget om dem (selvom jeg da bl.a. ved, at Maskin er social choice teoretiker og både Myerson og han er spilteoretikere).  Men når man selv er rationelt ignorant, er det godt, at de gode folk på Marginal Revolution ved mere (her og her).  Samme blogs Alex Tabarrok forklarer hos Reason, hvad “mechanism design theory” egentlig er, og det er vist ikke helt så ondt, som det lyder.  Min anden gode GMU-ven, Pete Boettke, går endda så langt i Wall Street Journal som at kalde pristildelingen en “market Nobel”.

Condorcet for børn

Jeg underviser gerne så mange studerende som muligt i Condorcets Paradoks (f.eks. her). Altså det forhold, at man kan have en situation, hvor tre eller flere personer hver især har en transitiv præferenceorden over tre eller flere alternativer, men hvor disse tilsammen er således, at der ikke er et alternativ, der ikke kan slås af mindst et andet alternativ.

Altså f.eks., hvis vi har tre personer, A, B og C, som skal vælge mellem x, y og z, og deres respektive præferenceordener er:

A: x > y > z
B: y > z > x
C: z > x > y,

Så er den kollektive præference ved parvise, flertals-sammenligninger:

x > y > z > x

Det er givetvis ikke alle studerende, der forstår paradokset, eller dets implikationer. Det gjorde jeg vist heller ikke selv første gang, og i betragtning af at det er mere end et halvt århundrede siden, at Duncan Black og (den senere Nobelprismodtager) Kenneth Arrow genopdagede problemet, og der fortsat er mange, der ikke forstår det, er det måske ikke så lige til. Men for de studerende, der ser pointen, er det ganske ofte sådan, at jeg næsten kan høre nålen droppe ned på gulvet—eller også deres underkæbe. For har man først fattet, hvad paradokset egentlig indikerer, er det svært nogensinde at se på den demokratiske proces’ resultater på samme måde.

Når studerende så har grundet over det lidt, melder modargumenterne sig—som det sig også hør og bør. ”Er det ikke bare et skrivebordseksempel?” O.s.v. Ganske mange fokuserer på det implicitte krav om, at både individernes og kollektivets præferenceordener er transitive—”Er det ikke urealistisk?” spørger man. Det samme argument hører jeg ofte, i en anden form, når jeg plæderer for, at mange afstemningsformer—faktisk stort set alle—er bedre end den meget udbredte om ”en vælger, en stemme”. Metoder, hvor man kan prioritere eller fordele point mellem alternativerne, vil give mennesker muligheden for mere meningsfuldt at give deres meninger til udtryk. Fremfor alt har den type metoder en tendens til at mindske sandsynligheden for, at det valgte alternativ bliver et andet end Condorcet vinderen (hvis en sådan findes). ”Men det er jo for svært! Vælgerne har jo ikke meninger om alt!”, lyder indvendingen.

Men er det nu også sandt? Er det for svært for mennesker at have komplette præferencer over et sæt af alternativer, hvor N > 2? Forleden sad jeg så og spiste middag med min lille datter. Hun er godt nok klog, men hun er dog kun to år og tre måneder. Jeg spurgte hende henkastet, om hun bedst kunne lide pasta eller sin sut. Svaret kom prompte, “”Sut!””. Så tog fanden ved mig, og jeg gav hende nogle flere valgmuligheder, og jeg parrede dem to og to— for at se om slutresultatet faktisk blev en transitiv præferenceorden. Det blev den, og her er den:

Is > Sut > Pasta > Leverpostej > Ost

Nuvel, dette beviser jo intet generelt. Men lad os sige det på den måde: Hvis en to årig kan formulere en transitiv præferenceorden (og oven i købet en strikt én, altså uden indifference) over (mindst) fem alternativer, hvorfor skulle danske vælgere så ikke kunne formulere bare en blød præferenceorden over tre eller flere alternativer?

Og hvad er der så af grunde til ikke at gå fra den nuværende forsimplede demokratiopfattelse (”en vælger, en stemme”) til en mere nuanceret? Som jeg tit siger til mine studerende: Prøv at forestille jer, at I skulle shoppe i et supermarked på samme måde, som I skal stemme ved et valg: I må kun vælge én vare, og den koster jer alt, hvad I har på kontoen. Nej, vel?

De (ca. 20) mest populære, danske politiske blogs

Lille blog på skærmen der …?  Hvilke danske politiske blogs er egentlig de mest “populære”?  Vi har tidligere berørt spørgsmålet her på stedet (og det samme har Mandag Morgen, samt 180Grader og Kasper Hyllested), men det blev lidt aktualiseret fornylig, da en svensk undersøgelse lavet af Primelabs for Kommunikationsbureauet Cision prøvede at rangordne samtlige danske blogs efter, hvor “indflydelsesrige” de er.  Undersøgelsen havde imidlertid en række problemer–for nu at sige det mildt–og har derfor også fået nogle kritiske ord med på vejen (bl.a. her og her).  F.eks. var metoden til rangordning langt fra gennemskuelig, og man havde kun set på halvdelen af de ca. 60.000 danske blogs, man mente, der var–men man havde ikke anlagt nogen systematiske kriterier for, hvordan man udvalgte blogs.  Resultatet blev en liste, som meget få danske bloggere rigtigt kunne forstå (bortset fra nogle oplagte fuldtræffere).  F.eks. figurerede nærværende, lærde og prominente blog slet ikke på listen over top-100 danske blogs, hvilket vi blev noget pikerede over.  Så nu har den gamle redacteur prøvet noget andet ud fra devisen om, at kan man ikke lide andres resultater, kan man altid lave sit eget resultat.

Jeg har set alene på de blogs, der er tilmeldt Chart.dk, og som har klassificeret sig selv i kategorien “Offentlig & Politik”.  Der er enkelte danske blogs, som ikke er med der, og der er sikkert politiske blogs, som har klassificeret sig selv anderledes–men det er så deres eget valg, og skal man have data for antal besøgende, er der næsten ingen anden måde at gøre det på.  Nedenfor angiver den første kolonne fra venstre de undersøgte +20 blog-navne.  Næste kolonne anfører antal besøgende i forgårs (den 8.X.2007) ifølge Chart.dk, mens den tredje kolonne angiver en rangordning af disse ud fra antal besøgende dog er der taget højde for, hvor tæt to blogs ligger på hinanden (her operationaliseret som +/- 10 styk), idet det er et velkendt fænomen, at det specifikke antal besøgende ryger lidt op og ned fra dag til dag.  (Man kunne have valgt mere end +/- 10 styk, men det er næppe så kontroversielt.)  Ligger to eller flere blogs tæt på hinanden, har de fået lov til at dele den højeste rang.

Dernæst har jeg set på, hvilken “authority” Technorati tillægger de samme blogs, baseret på antal indgående links.  De er talt op i fjerde kolonne, og da disse ikke ændrer sig så markant fra dag til dag, har jeg simpelthen taget listen stringent og rangordnet i kolonne 5.  (Ikke alle blogs fra Chart.dk har en Technorati rating, og de er derfor placeret i bunden, sammen med to fra Chart.dk, som reelt ikke er blogs.)

Blog

Dagl. besøg (Chart.dk, “Offentlig & Politik”)

Rang (af undersøgte) (+/-10 = delt plads)

Indg. links (Techno-rati)

Rang (af under-søgte)

Aggre-geret “Score”

“Gennem-snitlig rang”

Uriasposten 1.973 1 98 1 193.354 1
Pundito-kraterne 585 4 96 2 56.160 3
Hodja 893 3 62 4 55.366 3,5
Dansk politik 480 8 75 3 36.000 5,5
Humanisme 582 4 52 6 30.264 5
Snaphanen 1.121 2 24 11 26.904 6,5
Jarls Blog 411 9 60 5 24.660 7
Polemiken 599 4 40 8 23.960 6
Modspil 203 12 51 7 10.353 9,5
Gülay Kocbay 156 14 31 9 4.836 11,5
Monokultur 267 10 18 14 4.806 12
Skattetryk.dk 167 14 19 13 3.173 13,5
En mave-puster 143 14 21 12 3.003 13
Ulla Nørtoft Thomsen 106 20 26 10 2.756 15
Benny Engel-brecht 157 14 15 15 2.355 14,5
Raapil Un-blogged 146 14 13 16 1.898 15
Denmark Online 599 4 3 17 1.797 10,5
Helen Latifs Small Talk 258 10

NA

NA

DKP/ML 193 12

NA

NA

Faklen 152 14

NA

NA

Filtrat 115 20

NA

NA

Frasorterede
Statsamterne 2.600

(ikke blog)

Liberator 124

(ikke blog)

(Data pr. 8.X.2007)

Billedet, der tegner sig på disse to parametre, er, at Uriasposten ligger helt i top på begge, men dernæst kommer der visse forskelle: Snaphanen ligger meget højt besøgsmæssigt, men får relativt færre links fra omverdenen.  Dernæst ligger en lille gruppe af blogs, der både har pænt mange indgående links og mange besøgende (bl.a. denne blog, Hodja, Humanisme, Polemiken, Jarls Blog, samt Dansk Politik). Der er en vis sammenhæng mellem de to mål, men den er langt fra stærk, endsige lineær (R2 = 0,32), så hvis man klarer sig godt på begge kriterier, er der en vis grund til at være tilfreds.

Men for derfor at komme lidt nærmere på et mere “entydigt” billede af det, svenskerne kaldte “indflydelse”, eksperimenterede jeg med to måder at aggregere de to relevante dimensioner på.  Den ene var–inspireret af den såkaldte “Nash metode” indenfor præferenceaggregering–simpelthen at gange de to tal, altså antal besøgende x “authority”.  Det giver (i kolonne 6) et ret entydigt billede af Uriasposten helt i top, fulgt af denne blog og Hodja meget tæt på hinanden, og derefter de førnævnte blogs samt Modspil som de ialt ni politiske blogs i toppen; resten kommer derefter.  (Dette er, som sagt, igen eksklusiv dem, der ikke er tilmeldt både Chart.dk og Technorati, men eftersom begge er gratis, er det bare om at blive registreret der, hvis man er utilfreds!

Det er i denne orden, at de forskellige blogs er rangordnet i sammentællingen.  Jeg har dog (i kolonne 7) også prøvet en alternativ aggregering, som dog er (mindst) lige så dubiøs, nemlig at tage “gennemsnittet” af de to første rangordninger; ret beset kan man ikke særligt godt, meningsfuldt tage en gennemsnitlig rangordning, men lad nu det ligge …  Det giver under alle omstændigheder stort samme overordnede billede af, hvilke ni politiske blogs, der ligger i toppen (om end med små udsving), mens udsvingene længere ned af listen er noget større.

Her fra kan debatten så gå om, hvem der på uretfærdig vis er udeladt, o.s.v., men jeg vil umiddelbart tro, at i fraværet på politiske blogs, som er registreret andre steder på Chart.dk end i “Offentlig & Politik”, at det bliver svært at få nogle meget forskellige resultater.  Hvis mit udvalg og behandling af dette tages seriøst (og jeg skal være den første til at indrømme, at der er alvorlige, metodiske problemer), så er rangordningen nok meget godt dækkende.  Om noget illustrerer resultatet dermed også, at venstrefløjen er ret fraværende i blogosfæren–om det så er, fordi internettet generelt er mere åndeligt kompatibelt med mennesker, der ikke tror på planøkonomi men godt kan lide pluralisme og individualisme, eller det er fordi venstrefløjen får tilfredsstillet sine holdninger via MSM, skal jeg ikke kunne sige.  (Kasper Hyllested har en tredje forklaring.)

PS.  Fejl eller kritik modtages gerne i kommentar-sektionen.

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige II

Bare lige så vennerne på Berlingske ikke tror, at vi særligt er ude efter dem: Her er et dagsaktuelt og næsten lige så graverende eksempel fra dagbladet Børsen (skrevet af en journalist med signaturen “-Sommer”).  Her kommer vores sagligt redigerede version af deres egen “historie”:

Ny måling sætter midten ud af spil

Venstre og De Konservative står igen til at kunne danne regering baseret på støtte udelukkende fra Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Målingen giver samlet VKO 50,1 pct. af stemmerne. Samtidig viser målingen, at De Radikale og Ny Alliance samlet set ikke er store nok til at kunnd give VK et alternativt flertal. Dermed står VKO-blokken altså til at fortsætte—mens midten i dansk politik, som har været ombejlet siden Ny Alliance blev stiftet i maj i målingen er sat ud af spillet. …

Målingen fra Rambøll bekræfter en tendens fra en Greens-undersøgelse i dagbladet Børsen for to uger siden. Her stod Ny Alliance til kraftig tilbagegang. Partiets opbakning blev i Greens halveret fra 7,1 til 3,8 pct. af stemmerne. I Jyllands-Postens måling går Khaders parti yderligere tilbage til 3,3 pct. af stemmerne—svarende til 6-7 mandater i Folketinget.

Vi skal nok spare læserne for at gøre dette til en meget længere føljeton, men vi kunne godt tænke sig at rette et spørgsmål direkte til fagbladet Journalisten, Dansk Journalistforbund og journalistuddannelserne ved DJH, SDU og RUC: Hvis nu jeres folk begyndte at skrive (andre) artikler om dansk politik, hvor hele grundlaget for historierne var “læsning” af dyrs indvolde, aura-tegning og numerologi, hvad ville I så egentlig sige til det?

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

Ja, ja, jeg ved det godt–jeg ved det godt.  Jeg har nu sagt og skrevet det så mange gange (her, her og her), at folk må være godt trætte af at høre mig sige, at danske journalister enten

1) ikke forstår, hvad meningsmålinger er, eller

2) er fuldstændigt ligeglade med, at de systematisk skriver ting, som de ikke har belæg for.

Eller for lige at opsummere: At journalisterne fortolker (og beder politikere og valgforskere om at fortolke) udsving i meningsmålingerne, som isoleret set er indenfor den statistiske usikkerhed (typisk 2 pct.).  Er udsvingene fra måling til måling mindre end som så, ved man (pr. konvention) ikke, om udsvingene i udvalget svarer til den faktiske situation i befolkningen som helhed.

Men nu prøver jeg så igen, men på en anden måde, nemlig ved at tage en faktisk artikel og så fjerne de formuleringer, som journalisterne faktisk ikke har belæg for at skrive.  Da jeg har skrevet det flere gange i Berlingske Tidende og er blevet interviewet til selvsamme fine avis om emnet (og iøvrigt også har taget det op overfor chefredaktionen), så håber jeg, at “min” avis tilgiver mig, at jeg bruger avisens historie fra sidste uge som illustration af min pointe.  (Andre aviser kunne lige så vel have været brugt; Berlingskes journalister er desværre på dette punkt ikke meget værre eller bedre end andre mediers, inkl. vennerne på 180 Grader.)  Så, here we go … Her er Morten Henriksens og Bjarne Steensbecks artikel fra Berlingske, søndag d. 30. september (i en version hentet fra B.T.s domæne), med en overstregning af, hvad der ikke er dækning for at skrive.  Prøv så at se, om resten giver mening:

Fortsat nedtur hos de Konservative

De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent. Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik.
Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten – under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

Rose & Reason

Et af mine favoritmagasiner gennem nu 20 år, Reason Magazine, har i sit seneste nummer et interview med en af mine danske favoritjournalister (og dem er der ikke mange af), Flemming Rose.  Læs mere om Muhammed-krisen her, bl.a. dette:

“[What] really bothers me today—and this hasn’t been reported very widely—is that right after the cartoon crisis, the Organization of the Islamic Conference at the United Nations sponsored a resolution condemning the “ridiculing of religion.” It didn’t pass, but in March of this year the United Nations Human Rights Consul, which is the highest international body in the world for the protection of human rights, passed a resolution condoning state punishment of people criticizing religion. I think this is a big scandal. This was a direct result of the “cartoon crisis.” Fortunately the European Union voted against it. But countries like Russia, Mexico and China supported the resolution. And in this resolution, they call on governments to pass laws or write provisions into their constitutions forbidding criticism of religion. This would give a free hand to authoritarian regimes around the world to clamp down on dissidents.

One of the lessons I have drawn from this experience is that free speech is indivisible. I am in favor of removing all blasphemy laws and laws criminalizing Holocaust denial… I think that in a globalized world, the way forward is not raise barriers “protecting people,” or calling for “responsible speech,” but to do away with all kinds of limitations of speech.”

Ugens citat: Thomas om selvretfærdige, venstreorienterede lynch-mobs

 Den Ayn Rand-beundrende, Richard Epstein-citerende, Cato Institute-støttende, amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas har netop udgivet sine erindringer, “My Grandfather’s Son”.  Jeg har af gode grunde ikke kunnet læse dem endnu, men vil gerne da jeg har indtryk af, at Thomas’ livshistorie er ganske interessant, og at han er væsentligt mere interessant og sympatisk, end hans modstandere normalt fremstiller ham.  Jeg har dog set en del af omtalen (bl.a. i Washington Post men også–med tilføjelse af WaPo-udeladelser–her).  Her er et prægnant citat om dengang i 1991, da Thomas blev nomineret som den kun anden afrikansk-amerikanske højesteretsdommer nogensinde og fik en ganske hård medfart i medier og senat, og som fortjener at blive gengivet:

“As a child in the Deep South, I’d grown up fearing the lynch mobs of the Ku Klux Klan; as an adult, I was starting to wonder if I’d been afraid of the wrong white people all along … My worst fears had come to pass not in Georgia, but in Washington, D.C., where I was being pursued not by bigots in white robes but by left-wing zealots draped in flowing sanctimony.”