Forfatterarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Gore '08?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2007. 13 svar

Stiller fhv. vicepræsident Al Gore op som Demokraternes præsidentkandidat i 2008?  De fleste ædruelige mennesker vil givetvis sige “nej” (og de fleste frihedsorienterede sjæle vil måske føle et koldt gys ned af ryggen).  Prisen for en Gore future hos Intrade.com ligger da også p.t. på beskedne ca. 8.

Men dette er jo ret beset rimeligt højt i betragtning af, at manden ikke stiller op (og væsentligt højere end flere af dem, der rent faktisk stiller op–hvilket må være noget ydmygende for dem).  Så hvad nu hvis Gore oveni dette års Oscar også får den Nobel Fredspris, som han på forunderlig vis er blevet nomineret til?  Så mener Slate‘s Christopher Hitchens, at sandsynligheden går mod 1–og den er vi faktisk villige til at gamble på.  Det er formodentlig også den eneste måde, hvorpå man kan undgå, at Hillary Clinton får Demokraternes nominering–hvilket p.t. synes at ville medføre, at hun også vinder Det Hvide Hus.  Her taler vi virkelig pest eller kolera.  Spørgsmålet er blot, om det betyder noget som helst for Republikanerne.  Disse synes p.t. at være så sikkert på vej mod, ihvertfald på kort sigt, at udradere den styrke, de samlede i 1980erne og 1990erne.

Død og skatter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. september 2007. 3 svar

Hermed lidt genbrug: Min klumme fra lørdagens Berlingske Tidende (som iøvrigt kommer i en meget længere udgave, der også indeholder en analyse af Fogh-regeringen, i en bog, som CEPOS udgiver ultimo oktober):

Skatten stiger uanset regeringens farve

Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., statskundskab, Københavns Universitet

I disse uger er det et kvart århundrede siden, at Poul Schlüter i spidsen for en frisk, ny regering afløste en nedslidt socialdemokratisk regering, som under Anker Jørgensens ledelse havde bragt landet til det, som en socialdemokratisk finansminister kaldte »afgrundens rand«.

Sølvjubilæet for det, som mange troede skulle blive en kortvarig undtagelse, er allerede blev mindet af mange som noget positivt. Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, men sandt er det, at der blev foretaget reformer, som alt andet lige må bedømmes positivt i det lange perspektiv: En mere ansvarlig finanspolitik, en begyndende afvikling af en række unødvendige offentlige monopolvirksomheder, medlemskab af EFs indre marked og en – om end med møje og besvær – mere troværdig linie i udenrigspolitikken.

Men hvad der i denne tid ofte glemmes mellem alle skåltalerne er, at de 11 år i hvert fald på et for borgerlige så centralt punkt må opfattes som en eklatant fiasko: Da Schlüter gik af, var danskerne – når alt kommer til alt og andre succeser ufortalt – uomtvisteligt et mere beskattet og mere reguleret folkefærd, end da han kom til. Pudsigt nok synes det samme at være tilfældet også med Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001.

Er man i tvivl om sandhedsværdien af dén vurdering, kan man såmænd blot iagttage én væsentlig indikator: Udviklingen i skattetrykket fra 1971 til 2005. Som helhed steg skattetrykket i den periode fra 42-43 pct. til 50 pct. Det mål kamuflerer i en vis forstand, hvor drastisk udviklingen har været, al den stund at samfundsøkonomien er vokset så meget, at den overskygger en ganske gevaldig stigning i skatterne. Men tager man målestokken for gode varer og ser på, hvordan henholdsvis borgerlige og socialdemokratiske regeringer påvirkede skattetrykket, får man et lidt broget billede. I begyndelsen af 1970erne, hvor regeringsmagten skiftede hyppigt, var skattetrykket uændret eller endog svagt faldende. Under Anker Jørgensens regeringer, som finansierede udgiftsstigninger med store lån, steg skattetrykket et par point til 43-44 pct. (mens det offentlige forbrug altså steg væsentligt mere). Under Schlüter, hvor man prøvede at standse gældsætningen, steg skattetrykket yderligere med 4-5 pct.point til 47-48 pct. Under Nyrup fossede pengene som bekendt ud af de offentlige kasser, men en generel økonomisk vækst sørgede samtidigt for, at pengene også fossede ind, så skattetrykket som helhed var uændret. I Fogh Rasmussens første regeringsperiode steg skattetrykket et par point til ca. 50 pct.

Deler man perioden op i enkeltår og ser på, hvem der har været ved regeringsmagten størstedelen af det foregående år (hvor de fleste beslutninger tages), er der nogen, men beskeden, forskel på regeringsfarven: Under borgerlige regeringer er skattetrykket steget med gennemsnitligt 0,2 pct. pr. år, mens det under venstreorienterede er steget med gennemsnitligt 0,7 pct. pr. år. Men ser man i stedet på, hvem der haft regeringsmagten i størstedelen af de pågældende år (snarere end det foregående), får man næsten det modsatte billede: En gennemsnitlig vækst i skattetrykket på 0,9 pct. pr. år med borgerlige regeringer og omvendt blot gennemsnitligt 0,1 pct. i år med venstreorienterede statsministre. Tilsammen gør dét det svært at sige noget eksakt om forskellene mellem borgerlige og venstreorienterede regeringer – andet end at skattetrykket gennemsnitligt stiger, uanset hvem der har magten.

Men holder man in mente, at Hartlings »smalle« regering 1973-75 førte en kortvarig men ganske stram krisepolitik, og udelader man dén fra regnestykket, får man i stedet, at den gennemsnitlige, årlige stigning i skattetrykket under de resterende borgerlige regeringer har været på 0,7-0,8 procentpoint – altså på niveau med eller endog over udviklingen under statsministre som Anker Jørgensen og Nyrup.

Kan man kalde det en succes? Den liberale økonom og filosof F. A. Hayek skrev engang, at det at blive kontrolleret i ens økonomiske aktiviteter er »at blive kontrolleret i alt«. Eller sagt på en anden måde i nærværende kontekst: Det kan godt være, at der er mere i dansk politik end skatter alene, men når alt kommer til alt, er borgernes mulighed for at disponere over egen indkomst efter egne ønsker dog den vigtigste af alle parametre til at skille borgerlige fra socialister.

Anskuet sådan er konklusionen klar: Set isoleret og i det store perspektiv, er der intet, der tyder på store, entydige forskelle på borgerlige og venstreorienterede regeringer. Intet tyder på, at skattetrykket falder under borgerlige regeringer; snarere stiger det i længden altid, og de borgerlige hjælper heller end gerne til.

Hayek, Mises og Wikepedia

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. september 2007. 3 svar

Jeg troede, at denne punditokrat var velbekendt med de fleste personalhistoriske, biografiske og idéhistoriske ting, der knytter sig til liberalismen som “bevægelse”.  Men denne historie, som fortælles af Mises Blog, kendte jeg godt nok ikke:

“The man credited with founding Wikipedia, Jimmy Wales — known to Wikipedians as “Jimbo” — was a finance major at Auburn University when the Mises Institute’s Mark Thornton suggested he read “The Use of Knowledge in Society,” a now-famous essay written by Austro-libertarian economist and Nobel laureate Friedrich von Hayek.

The essay argues that prices in the market represent a spontaneous order that results from the interaction of individuals with diverse wants, allowing them to cooperate to achieve complex goals. According to a June 2007 Reason magazine interview, this insight of Hayek’s is what led Wales to found Wikipedia. The rather lofty vision that inspired Wales? “Imagine a world in which every single person on the planet is given free access to the sum of all human knowledge. That’s what we’re doing.”

Som Hayek formodentlig ville sagt (med en tyk østrigsk accent): Ideas have consequences!

Greed is good (again)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. september 2007. 5 svar

Blandt firsernes wannabe-yuppies med forkærlighed for in-your-face kapitalisme–og ja, der findes nok en enkelt eller to blandt Punditokraterne og vores læsere–var Gordon Gekko fra den ikke just særligt pro-kapitalistiske Oliver Stones 1987-film Wall Street om end ikke en helt så dog en slags ikon, som man på småpubertær vis kunne genere venstreorienterede venner og lærere med at idyllisere.  Sådan en slags lavpandet John Galt.

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

WSJ om "freedom fetishists" og værdier

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2007. 5 svar

Wall Street Journal har dd. en længere kronik, “Freedom fetishists: The cultural contradictions of libertarianism” af Kay Hymowitz fra City Journal.  Fokus er, som titlen siger, den amerikanske “libertarianske” bevægelse og dennes syn på moral og kulturelle værdier–eller mangel på samme. 

Man kan være enig eller uenig med forfatteren i mangt og meget, men emnet er interessant, kronikken er velskrevet og niveauet er alen over, hvad man kan finde i danske debatter om samme emner–hvis de da overhovedet findes.  Her kommer nogle brudstykker:

“More than perhaps any other American political group, libertarians have suffered the blows of caricature. For many people, the term evokes an image of a scraggly misfit living in the woods with his gun collection, a few marijuana plants, some dogeared Ayn Rand titles, and a battered pickup truck plastered with bumper stickers reading “Taxes = Theft” and “FDR Was A Pinko.”

The stereotype is not entirely unfair. Even some of those who proudly call themselves libertarians recognize that their philosophy of personal freedom and minimal government can be a powerful magnet for the unhinged. Nor has recent political history done much to rehabilitate libertarianism’s image as an outlier.

The Libertarian Party’s paltry membership has never reached much beyond the 250,000 mark, and polling numbers for Ron Paul, the libertarian candidate the Republican presidential nomination, remain pitiable. Worse, despite Bill Clinton’s declaration that “the era of big government is over,” antistatist ideas like school vouchers and privatized Social Security accounts continue to be greeted with widespread skepticism, while massive new programs like the Medicare prescription-drug benefit continue to win the support of re-election-minded incumbents. A recent New York Times survey found increasing support for government-run health care, and both parties are showing signs of a populist resurgence, with demands for new economic and trade regulation.

And yet, judging by their output in recent years, libertarians are in a fine mood–and not because they are in denial. However distant the country may be from their laissez-faire ideal, free-market principles now drive the American economy to a degree unimaginable a generation ago. Former Federal Reserve chairman Alan Greenspan, who as a young economist sat at the knee of the libertarian guru Ayn Rand, presided in the 1990s over one of the most prosperous stretches in American history, with the support, no less, of a Democratic president. When the avowedly libertarian economist Milton Friedman died last November, he was lauded just about everywhere, and even given respectful treatment in places like the New York Review of Books.

Nor have libertarian victories been limited to the economic arena. Americans are increasingly laissez-faire in their attitudes toward sex, divorce, drugs and gay marriage. In the personal sphere as in the world of business and finance, freedom has become the guiding principle, especially for the young. As the motto of Reason magazine, the movement’s flagship publication, trumpets: “Free minds and free markets.”

… Doherty disabuses readers of the idea that libertarianism is exclusively concerned with economics. As he emphasizes, it has a political and moral dimension as well, “a vision of a radical and just future.” … Many of the figures described by Mr. Doherty believe that libertarianism is also good for the social fabric. Capitalism may not lead to the fraternité naively dreamed of by more conventional revolutionaries, but it does expand the circle of human trust beyond the traditional limits of family and tribe; social bonds thrive in an atmosphere of freedom. Indeed, several of Mr. Doherty’s subjects (particularly Hayek) argue that government meddling positively discourages the human instinct for association. If politicians and bureaucrats would get out of the way, people would more readily cooperate and support one another. As David Friedman (the anarchist son of Milton) concluded in studying the economics of tipping, people are capable of developing their own rules for distributive justice, and will pay for social goods of their own free will.

… Mr. Lindsey goes well beyond most libertarians in his claims for the moral benefits of the creed. In his view, it is not simply freedom that improves morals; it is the prosperity that follows in freedom’s wake. Wealth allows us to transcend “the cruel dilemma of lifeboat ethics,” in which scarcity prevails. Moreover, wealth expands human tolerance and imagination. Drawing upon the psychologist Abraham Maslow’s theory of the hierarchy of needs, Mr. Lindsey proposes that once people are confident of their survival and comfort, they feel free to pursue “postmaterialist values.” They have the time, energy and ease of mind to try to perfect themselves.

… Even on social and cultural questions, where libertarians have often tangled with tradition-minded conservatives, Mr. Lindsey is on to something in his talk of a “libertarian synthesis” combining self-expression and self-restraint. If the country was slouching toward Gomorrah for a while, it has at the very least straightened up a bit. Many of the indicators of social meltdown that received alarmed attention in the 1980s and early ’90s–high crime rates, “children having children,” teen drug use, rampant divorce–have improved lately.

But they have not improved nearly as much as one might wish–and it is difficult to separate the reasons for our abiding social disarray from the trends that Messrs. Doherty and Lindsey praise and for which libertarians bear a measure of responsibility. Despite Mr. Lindsey’s protestations to the contrary, libertarianism has supported, always implicitly and often with an enthusiastic hurrah, the “Aquarian” excesses that he now decries. Many of the movement’s devotees were deeply involved in the radicalism of the 1960s.

Nor should this come as a surprise. After all, the libertarian vision of personal morality–described by Mr. Doherty as “People ought to be free to do whatever the hell they want, mostly, as long as they aren’t hurting anyone else”–is not far removed from “if it feels good, do it,” the cri de coeur of the Aquarians. 

… On the one hand, libertarians make a fetish of freedom; it is their totalizing goal. On the other hand, libertarians depend on the family–an institution that, in crucial respects, is unfree–to produce the sort of people best suited to life in a free-market system (not to mention future members of their own movement). The complex, dynamic economy that libertarians have done so much to expand needs highly advanced human capital–that is, individuals of great moral, cognitive and emotional sophistication. Reams of social-science research prove that these qualities are best produced in traditional families with married parents.

Family breakdown, by contrast, limits the accumulation of such human capital. Worse, divorce and out-of-wedlock childbearing leave the door wide open for big government. Dysfunctional families create an increased demand for state-funded food, housing and medical subsidies, which libertarians reject on principle. And in courts all over the country, judges who preside over the manifold disputes occasioned by broken families are forced to be more intrusive than the worst mother-in-law: They decide who should have primary custody, who gets a child on Christmas or summer holidays, whether a child should take piano lessons, go to Hebrew school, move to California, or speak to her grandmother on the phone. It is a libertarian’s worst nightmare.”

Ugens citat: DR's Jens Blauenfeldt om 11/9

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2007. 23 svar

Med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller bringes her et dagsaktuelt citat af DR Aftenshowet’s studievært, Jens Blauenfeldt, som vel formodentlig meget godt udtrykker det, som mange tænkte i visse cirkler men som de fleste dengang endnu var for smarte eller diskrete til at sige offentligt:

“Jeg var faktisk på arbejde, og kan huske at jeg sådan blev kaldt ind – nu sker der noget derinde i fjernsynet, og der var jo så brand i World Trade Center, og jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte – heh det er amerikanerne, nu får de smæk – det har de faktisk godt af.”

Ugens citat: Ron Paul om "stem cell research"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. september 2007. 3 svar

Et prægnant citat fra den Republikanske præsidentkandidat Ron Paul (omhandlende andre Republikaneres modstand mod at bruge akkumuleret celle-materiale fra fostre til medicinsk forskning):

“The trouble with issues like this is, in Washington we either prohibit it or subsidize it. And the market should deal with it, and the states should deal with it.”

–og det altimens næsten alle andre præsidentkandidater i bedste fald lyder som noget fra en kedelig komedie.

Kilde: en portrætartikel i Boston Globe , der kalder Ron Paul for Paul “the Ralph Nader of the right”–hvilket enten er en stor fornærmelse eller en stor ros.

Libertas lever – igen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. august 2007. 1 svar

Som det muligvis vil være en stor del af vore læsere bekendt, spillede denne Punditokrat en vis rolle, da vi i 1985-86 var en lille flok, der stiftede “Libertas: Selskab til Studie af Personlig Frihed og Fri Markedsøkonomi” og efterfølgende udgav Tidsskriftet Libertas. (For de uindviede: Jeg var de første par år selskabet sekretær, hvilket var vores eufemisme for en slags formand, og jeg var med-redaktør af Tidsskriftet Libertas i de første par år og derefter i en årrække dets redaktør; historien er gengivet i ovenstående link). Selskab og tidsskrift har de forgangne 21 år haft flere op- og nedture–ikke så meget kvalitativt eller ideologisk som med hensyn til ren og skær aktivitetsniveau. De seneste fire-fem år har tidsskriftet reelt været dødt, mens selskabet de facto er blevet indskrænket til en årlig julefrokost og ikke meget andet.

Det har skåret nogle af os “old timers” dybt i hjertet, idet vi syntes, at Libertas var nogelt helt særligt, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt deler den forklaring, som nogle er kommet med–at “ilten” så at sige er blevet opslugt af fora som Liberator, denne og andre blogs, og af organisationer som CEPOS og COIN/Markedscenteret. Jeg tror, at det mere har noget med personer og en upraktisk struktur at gøre–og jeg mener, at der bestemt er en selvstændig plads til Libertas, selv i internettets alder.

Ret beset mener jeg, at tidsskriftet i mange år havde en helt unik rolle, som fortsat ikke er udfyldt andre steder, nemlig som stedet for ganske avancerede artikler, der tackler emner relateret til frihedsorienteret tænkning på et relativt højt intellektuelt ambitionsniveau og totalt frigjort for mere dagligdags policy-debatter og partifnidder. Det var hele tiden meningen med Libertas, og når tidsskrift og selskab kørte godt, var det en rigtig væsentlig niche, som dér blev udfyldt, og den bliver fortsat ikke udfyldt andre steder. Så gode fora, som f.eks. Liberator og denne blog er, er det ikke der eller her, man læser virkeligt nye, originale eller avancerede bidrag til at bringe liberal tænkning videre; man bliver måske ledt på sporet (og dét er væsentligt), og man får lejligheden til at debatere–men det er også alt. Det er i sagens natur heller ikke en rolle, som f.eks. CEPOS kan eller skal udfylde; her er man både nødt til at være lidt bredere og noget mere policy-orienterede. Det samme gælder selskabet Libertas, som reelt kan være det netværk blandt unge frihedsorienterede med en klar ideologisk overbevisning, som de politiske partier, ungdomsorganisationer, tænketanke o.s.v., ikke kan udfylde, fordi de har helt andre formål.

Og netop derfor er der grund til nu at glæde sig. Der udgår i disse dage meddelelser om, at et nyt nummer af tidsskriftet er på gaden igen–ja, jeg fik det selv med posten i går, og faktisk er det allerede lagt på nettet. Det er redigeret af den afgående redaktør, Nikolaj Gammeltoft, og smækfyldt med læseværdige artikler, gamle og nye, avancerede og mindre avancerede, teoretiske og litterære. Derefter går stafetten videre til den nye redaktør, Rune Toftegaard Selsing (som tidligere selv bloggede).

Jeg håber, at dette virkelig er begyndelsen på en succesrig revitalisering–for den er tiltrængt. Man kunne sågar sige, at i disse år er der måske mere end nogensinde brug for selskabet og tidsskriftet–i betragtning af hvordan mange postuleret liberale og konservative i disse år opfører sig rent ideologisk. På den måde er situationen ikke så forskellig fra midten af 1980erne, om end den denne gang er om muligt mere deprimerende.

Der ønskes al mulig held og lykke herfra, hvorfra vi udbringer den gamle lykønskningsskål: Peace and free trade!

PS. Men se så lige at holde skuden gående denne gang …

Ugens citater: Lidt fra debatten i dagens DK

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. august 2007. 7 svar

Her lidt ukommenterede bidrag fra de seneste dages debat–af mangel på tid må de tale for sig selv (hvilket flere af dem også formår at gøre på ganske sørgelig vis):

  • Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
  • Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
  • Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
  • Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
  • Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

  • Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Ché chic?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. august 2007. 40 svar

Vi har her på stedet ved flere lejligheder kommenteret det usmaglige “Ché chic”-fænomen (bl.a. her, her og her ).   I disse dage giver vennerne ovre hos 180Grader og Uriasposten den fuld gas.  Læs bl.a. om TV2’s Ché-eksponering og en liste over mandens bemærkelsesværdige udsagn og gerninger.

Update: Jeg har i (søn-)dagens Berlingske Tidende denne “Groft Sagt”-kommentar til emnet:

Det har i nogle år igen været halvmoderne at gå rundt og reklamere for, at man synes, at seriemordere og tyranner er sådan lidt trendy – altså så længe de er venstreorienterede. Vi tænker her naturligvis på sådanne fænomener fra det seneste årti som f.eks. Café Castro på Nørrebro, Fidels Fresh Fruit Bar i Århus, den nu lykkeligvis lukkede restaurant KGB i indre København, og de allestedsnærværende beklædningsgenstande med det kendte billede af den morderiske stalinist Ernesto »Ché« Guevara. Sidstnævnte havde også forleden fået æren af at være med på TV 2s Go’ Morgen Danmark – ikke sådan i levende liv, idet han allerede for snart 40 år siden blev ekspederet videre til et eventuelt møde med de hundreder, hvis liv han havde på samvittigheden. Det var derimod som kontrafej på maven af en kok, der skulle lave cubansk mad. (Eller som den evigt glade Line Baun Danielsen så opstemt introducerede det kommunistiske øfængsel: »Cuba – det er noget med sol, salsa, en god cigar, men det er også mad«. Det er godt set af den tidligere studievært på TV2 Nyhederne – om end det selvfølgelig svarer lidt til at sige: »Det Tredje Rige – det er noget med øl, Lederhosen, gemytlighed, men det er også smuk arkitektur«.)

Misforstå os ikke, kære læsere. Vi vil ikke forbyde kokke eller andet godtfolk at gå rundt med Ché på maven. Det bør være præcis lige så tilladt som at gå rundt og reklamere for, at man synes godt om Hitler, Pol Pot, Mao, Stalin, Saddam, Pinochet og Mussolini – og det burde også være lige så velset.

Dr. No som præsident II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juli 2007. 6 svar

Tre-fire måneder før nogen danske MSM opdagede, at der blandt de Republikanske præsidentkandidater var et vist kongresmedlem, Dr. Ron Paul, skrev vi om ham her på stedet. Nu er andre medier ved at følge efter, i takt med at den libertarianske “Dr. No”‘s position som den eneste Republikanske præsidentkandidat, der er–og hele tiden har været–imod Irak-krigen, er ved at manifestere sig. Paul har ganske vist ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller præsidentembede, men han er i det mindste et interessant indslag. New York Times havde f.eks. en stor og lang portrætartikel, “The Antiwar, Anti-Abortion, Anti-Drug-Enforcement-
Administration, Anti-Medicare Candidacy of Dr. Ron Paul” i søndagsudgavens magasin. Heri hed det bl.a.:

“Paul represents a different Republican Party from the one that Iraq, deficits and corruption have soured the country on. In late June, despite a life of antitax agitation and churchgoing, he was excluded from a Republican forum sponsored by Iowa antitax and Christian groups. His school of Republicanism, which had its last serious national airing in the Goldwater campaign of 1964, stands for a certain idea of the Constitution — the idea that much of the power asserted by modern presidents has been usurped from Congress, and that much of the power asserted by Congress has been usurped from the states. Though Paul acknowledges flaws in both the Constitution (it included slavery) and the Bill of Rights (it doesn’t go far enough), he still thinks a comprehensive array of positions can be drawn from them: Against gun control. For the sovereignty of states. And against foreign-policy adventures. Paul was the Libertarian Party’s presidential candidate in 1988. … In Congress, Paul is generally admired for his fidelity to principle and lack of ego. “He is one of the easiest people in Congress to work with, because he bases his positions on the merits of issues,” says Barney Frank, who has worked with Paul on efforts to ease the regulation of gambling and medical marijuana. “He is independent but not ornery.” Paul has made a habit of objecting to things that no one else objects to. In October 2001, he was one of three House Republicans to vote against the USA Patriot Act. He was the sole House member of either party to vote against the Financial Antiterrorism Act (final tally: 412-1). In 1999, he was the only naysayer in a 424-1 vote in favor of casting a medal to honor Rosa Parks. Nothing against Rosa Parks: Paul voted against similar medals for Ronald Reagan and Pope John Paul II. He routinely opposes resolutions that presume to advise foreign governments how to run their affairs: He has refused to condemn Robert Mugabe’s violence against Zimbabwean citizens (421-1), to call on Vietnam to release political prisoners (425-1) or to ask the League of Arab States to help stop the killing in Darfur (425-1).”

Ikke alle amerikanske libertarianere/liberalister er dog lige begejstrede for Ron Pauls kandidatur. En af de mest begavede akademikere, jeg nogensinde har kendt, er jura-professoren Randy E. Barnett, som i snart 30 år har været kendt som en af de mest velformulerede men også mest “hard core” liberalister i amerikansk samfundsdebat. Han havde i sidste uge et lidt overraskende frontalt angreb på Ron Pauls kandidatur, i en klumme, “Libertarians and the war”, i Wall Street Journal:

“While the number of Americans who self-identify as “libertarian” remains small, a substantial proportion agree with the core stances of limited constitutional government in both the economic and social spheres–what is sometimes called “economic conservatism” and “social liberalism.” But if they watched the Republican presidential debate on May 15, many Americans might resist the libertarian label, because they now identify it with strident opposition to the war in Iraq, and perhaps even to the war against Islamic jihadists.

During that debate, the riveting exchange between Rudy Giuliani and Ron Paul about whether American foreign policy provoked the 9/11 attack raised the visibility of both candidates. … The exchange also drew attention to Mr. Paul, who until then had been a rather marginal member of the 10-man Republican field. One striking feature of Mr. Paul’s debate performance was his insistence on connecting his answer to almost every question put to him–even friendly questions about taxes, spending and personal liberty–to the war.

This raised the question: Does being a libertarian commit one to a particular stance toward the Iraq war? The simple answer is “no.”

First and foremost, llibertarians believe in robust rights of private property, freedom of contract, and restitution to victims of crime. They hold that these rights define true “liberty” and provide the boundaries within which individuals may pursue happiness by making their own free choices while living in close proximity to each other. Within these boundaries, individuals can actualize their potential while minimizing their interference with the pursuit of happiness by others.

When it comes to foreign policy, libertarians’ severe skepticism of government planning in the domestic arena carries over to the government’s ability to accomplish anything positive through foreign aid, whether economic or military–a skepticism they share with most Americans. All libertarians, I suspect, oppose military conscription on principle, considering it involuntary servitude. To a libertarian, any effort at “nation building” seems to be just another form of central planning which, however well-motivated, is fraught with unintended consequences and the danger of blowback. And, like most everyone, libertarians oppose any war of aggression. In all these regards, Mr. Paul is a mainstream libertarian.

But like all libertarians, even Mr. Paul believes in the fundamental, individual right of self-defense, which is why libertarians like him overwhelmingly support the right to keep and bear arms. And most also believe that when the territory of the U.S. is attacked militarily, the government–which claims a monopoly on providing for national defense and extracts billions of tax dollars for this purpose–is justified in using the military in self-defense. For this reason, many libertarians (though not all) who now oppose the war in Iraq supported U.S. military actions against the Taliban regime in Afghanistan, which had aided and harbored the al Qaeda network that organized the 9/11 attack.

But here is the rub. While all libertarians accept the principle of self-defense, and most accept the role of the U.S. government in defending U.S. territory, libertarian first principles of indiv
idual rights and the rule
of law tell us little about what constitutes appropriate and effective self-defense after an attack. Devising a military defense strategy is a matter of judgment or prudence about which reasonable libertarians may differ greatly.”

Herefter skifter Barnetts klumme til en stil, der bedst kan betegnes som “tredje-person flertal”, men som uden tvivl må læses som beskrivende hans eget synspunkt:

“[Some libertarians] supported the war in Iraq because they viewed it as part of a larger war of self-defense against Islamic jihadists who were organizationally independent of any government. They viewed radical Islamic fundamentalism as resulting in part from the corrupt dictatorial regimes that inhabit the Middle East, which have effectively repressed indigenous democratic reformers. Although opposed to nation building generally, these libertarians believed that a strategy of fomenting democratic regimes in the Middle East, as was done in Germany and Japan after World War II, might well be the best way to take the fight to the enemy rather than solely trying to ward off the next attack.

Moreover, the pro-war libertarians believed there was “legal” cause to take military action against Saddam’s regime–from its manifold violations of the ceasefire to firing on American planes legally patrolling the “no fly” zone and its persistent refusals to cooperate with weapons inspections. Saddam’s regime was left in power after its unprovoked invasion of Kuwait on these and other conditions that it repeatedly had violated, thereby legally justifying its removal by force if necessary. Better to be rid of Saddam and establish an ally in the war against Islamic jihadists in the heart of the Middle East, the argument goes, and then withdraw American troops.

Naturally, the libertarians who supported the war in Iraq are disappointed, though hardly shocked, that it was so badly executed. The Bush administration might be faulted, not so much for its initial errors which occur in any war against a determined foe who adjusts creatively to any preconceived central “plan,” but for its dogged refusal to alter its approach … when it became clear that its tactics were not working. …

These libertarians are still rooting for success in Iraq because it would make Americans more safe, while defeat would greatly undermine the fight against those who declared war on the U.S. They are concerned that Americans may get the misleading impression that all libertarians oppose the Iraq war–as Ron Paul does–and even that libertarianism itself dictates opposition to this war. It would be a shame if this misinterpretation inhibited a wider acceptance of the libertarian principles that would promote the general welfare of the American people.”

Update: Se også Reason Magazines artikel om Ron Paul.

Update II: 180Grader.dk har onsdag en artikel om Ron Paul.

Fourth of July II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. juli 2007. 15 svar

I går var 4. juli og dermed som bekendt årsdagen for en af de helt store begivenheder i frihedens idéers historie–vedtagelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring.  Det er–synes denne punditokrat–et usædvanligt smukt dokument, og det giver mig altid helt bogstaveligt en klump i halsen at læse det (hvilket ca. 140 deltagere i en sommerhøjskole i går kunne bevidne).

Vi har skrevet om “Fourth of July” før her på stedet, og da vi heller ikke har tid til at skrive noget nyt om emnet, skal vi spare læserne for at tærske langhalm på et ellers godt emne.  Men i stedet kan man jo læse Wall Street Journal, der som bekendt er et godt supplement til denne blog.  Her var der i går en klumme om, hvor institutionelt visionære og forudseende “the founding fathers” var.  Ovre hos venner på MarginalRevolution har man også lidt om Jefferson, mens min gamle ven Bryan Caplan ovre hos EconLog på sædvanlig vis har et Rasmus Modsat-synspunkt.

Sommerferielæsning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juli 2007. 18 svar

Hermed et par korte noter om bøger, jeg har bestilt fra Amazon, og som jeg håber at kunne få sat tænderne i, når jeg snarligt prøver et hidtil ukendt eksperiment for Homo Stressus: Jeg sætter auto-reply på e-mailen, leverer mobilen til reparation/update og melder mig så iøvrigt helt og aldeles ud af samfundet (inkl. denne blog) i adskillige uger.

Jeg har bestilt:

  • Peggy Noonan: Why I Am Still A Conservative (2007). Læsere af denne blog ved, at jeg synes, at Noonan er en ret fantastisk tale- og klummeskriver, og denne bog er vistnok en Reaganistas f***-finger lige i hovedet på GOP og Bush-administrationen. Desværre bliver Amazon ved med at flytte udgivelsesdatoen, så jeg ved ikke, om jeg faktisk når at få den inden ferien.
  • Robert Novak: The Prince of Darkness (2007): Min gode ven, Politiken-journalisten og bibel-bloggeren Marcus Rubin, har engang kaldt mig “Mørkets Fyrste”, og selvom jeg egentlig ikke er helt sikker på, at det var ment som en kompliment, så tog jeg det faktisk ganske stolt som sådan, for Marcus er en af de få danskere, der ved, at dette er øge-/kælenavnet for en af de bedste amerikanske, konservative journalister/kommentatorer, Robert Novak–og at denne er én, som jeg faktisk godt kan lide. Novak–som jeg første gang bemærkede primo 1990erne, da han var med-vært på CNN’s “Crossfire”–har nu begået en bog om sine 50 år som journalist, herunder en politisk odysse fra venstrefløjen til … ja, der et sted, hvor nogle af os slår vore folder. Novak–der har været meget kritisk overfor Irak-krigen–er vel nærmest en slags paleo-konservativ med et undertiden kraftigt libertært islæt–om end han for postmoderne læsere vil være mere kendt for sin ikke-rolle i den såkaldte Plame-affære .
  • Jeg har på det seneste fået genopfrisket en historisk interesse for “The Glorious Revolution” (1688), som jo med en vis ret kan stå som en af de vigtigste politiske begivenheder i den vestlige verdens nyere historie (bemærk hvor jeg lægger snittet for “nyere” …). Jeg er derfor ved at kæmpe mig gennem Edward Greggs biografi af den dansk-gifte Dronning Anne (der var datter af kong James II & VII, som hun og søsteren Mary var med til at afsætte i en sammensværgelse, der bl.a. involverede John Locke og andre liberale Whigs)–og den kan jeg ikke anbefale: Meget seriøs og meget kedelig. Til gengæld ser jeg frem til at skulle læse den velskrivende og seriøse amerikanske konservative journalist Michael Barones bog, Our First Revolution (2007), som prøver at vise, hvor meget amerikanerne (og europæerne) lod sig inspirere af John Locke m.fl.
  • Med mig skal jeg også have den formidable, libertære satiriker P.J. O’Rourkes nye bog om Adam Smith, On the Wealth of Nations (2006). Jeg købte den allerede for et halvt år siden, men har simpelthen ikke haft tid til at læse den endnu. Årsag? Jeg elsker P.J., men efter at have bladret lidt i den, har jeg på fornemmelsen, at den ikke er helt så sjov, som de fleste af hans andre bøger (særligt de ældre). På den anden side er manden gudsbenådet, og når man selv har skrevet en bog om Smith, er det vel nærmest obligatorisk (og fradragsberettiget?).

Hvad skal vore læsere læse?

Jagten på folkeviljen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. juli 2007. 4 svar

Ja, ja, ja … jeg ved godt, at jeg flere gange har skældt ud på mediernes, politikernes (og forskernes) brug og misbrug af meningsmålinger, men her kommer altså min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Kommentar: Jagten på folkeviljen

Berlingske Tidende 30. juni 2007, 2 sektion, magasin, side 23

Af Peter Kurrild-Klitgaard

MENINGSMÅLINGER. Medierne glemmer med glæde, at de skal tages med et gran salt

Danskerne burde vist efterhånden være mætte af at skulle konsumere meningsmålinger. Der går i hvert fald næsten ikke en dag, uden at medierne med prominent placerede overskrifter genfortæller, hvad befolkningen gerne vil have eller ikke vil have.

Hyppigheden synes at være kraftigt opadgående, og det er sikkert ikke helt uafhængigt af, at der også er skudt en underskov af meningsmålingsinstitutter op i de senere år, som takket være billige survey-metoder og mere villige medier er klar til at levere undersøgelser af synspunkter om alt mellem himmel og jord.

Men tager man dét, og kombinerer man det med en journalist uden viden om, hvordan man læser en tabel, men som til gengæld mangler noget at skrive om, så har man opskriften på en tvivlsom udlægning af »folkeviljen«.

Der er nok af eksempler at tage af – sågar fra den seneste uge. En af de mest omtalte avishistorier var her en meningsmåling, som Synovate Vilstrup havde foretaget for Politiken. Den viste – altså ifølge Ritzau og det knap dusin medier, der efterfølgende tog historien – angiveligt, at De Radikale »stormer frem«. De Radikale var i menings­målingens procentfordelinger gået frem, alt imens Ny Alliance var gået tilbage, og Socialdemokraterne endog gik tilbage til under 2005-valgets resultat. Pudsigt nok kunne en Catinét-måling kun to dage tidligere sige noget lidt andet. Her gik De Radikale også frem, om end noget mindre, men til gengæld var Socialdemokraterne også gået frem og nu »større end Venstre«.

I det ene originaltelegram fortalte man om en statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint, men det gled ud i de fleste omtaler og påvirkede ikke fortolkningerne. Men anlægger man de samme kriterier, som statistikere som regel gør, viser det sig, at historierne, i hvert fald isoleret set, falder stort set totalt fra hinanden. Udsvingene er i virkeligheden så små, at man reelt ikke kan sige, om Socialdemokraterne er gået frem eller tilbage eller er større end Venstre, og det samme gælder om forholdet mellem De Radikale og Ny Alliance. Dét skrev ingen.

Det er en myte, at man slet ikke kan stole på meningsmålinger, fordi måden, man stiller spørgsmålene på, kan påvirke resultatet.

Men at formuleringerne betyder noget er uomtvisteligt – det er bare ikke noget, medierne har tid eller lyst til at tage forbehold for, og et aktuelt eksempel er brugen af meningsmålinger i den standende diskussion om skatter og velfærd.

Den borgerligt-liberale tænketank CEPOS offentliggjorde i forrige uge en analyse, der meget godt afdækker, hvordan måden man spørger på kan give meget store udsving i resultaterne: Man så på ni spørgsmål stillet i meningsmålinger over det seneste halvandet år om danskernes syn på henholdsvis skattelettelser og højere offentlige udgifter. Resultaterne svingede mellem en overvægt på to procentpoint, som foretrak uændrede skatter frem for højere offentlige udgifter, til knap 50 pct.point overvægt som foretrak højere offentlige udgifter frem for skattelettelser. Det har hver gang givet store overskrifter. Men så store udsving i holdninger – halvdelen af danskerne, der svinger enten den ene eller den anden vej – kan man simpelthen ikke tilskrive holdningsskift. Snarere er der tale om, at formuleringerne spiller en rolle.

Det har CEPOS i samme undersøgelse vist på en konstruktiv måde. Man har fået Catinét til at spørge uden det »ladede« begreb »skattelettelser«, som danskerne historisk ved alligevel aldrig rigtig bliver til noget, og hvor man i givet fald ikke ved, hvem der får lettelserne.

I stedet har man spurgt, om danskerne foretrækker at få flere penge til rådighed til deres egne familier og i stedet få færre ydelser fra det offentlige, eller om de foretrækker at få færre penge til rådighed og i stedet modtage flere ydelser fra det offentlige.

Resultatet er, at 59 pct. af danskerne foretrækker flere penge til rådighed for dem selv, mens kun 31 pct. foretrækker flere ydelser fra det offentlige.

En af konsekvenserne af mediernes misbrug af meningsmålinger er givetvis, at læserne – og vælgerne – er begyndt at være lidt ligeglade med dem. Samfundet kan såmænd også nok fungere uden meningsmålinger, men det vil være en fejl at hævde, at meningsmålinger slet ikke kan laves ordentligt. Det kan man faktisk godt.

En hammer kan misbruges til at slå nogen ihjel med, men det betyder ikke, at den ikke kan være nyttig til det, den er skabt til. Bare man ved, hvor meget eller lidt man kan bruge den til.

Europæiske mentaltilstande?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juni 2007. 6 svar

Den forgangne uge har budt på lidt mediedebat om “amerikanske tilstande”, og jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at vende det emne igen her på stedet. Men lad i mellemtiden denne punditokrat kort berøre en tilfældig lille passage, som jeg i dag snublede over i Berlingske Søndag, og som måske siger noget om de mentale tilstande i Europa. Det var såmænd i en artikel af mad- og vinskribenten Søren Frank, hvor han skrev om en australsk vinproducent. Midt i det hele stod så denne passage

“[Han er] prototypen på en aussie: Easygoing, gæstfri og charmerende. Fuldstændig som man troede, at amerikanerne var, indtil man forstår at deres venlighed er ganske overfladisk og dækker over et hjerte, som udelukkende banker for penge.”

Det stod der. Midt i en artikel, der ellers ikke handlede om USA, men blot om australsk vin.

For min skyld må mennesker såmænd have alle de fordomme, de vil. Jeg kan synes, at det i det ene eller andet konkrete tilfælde er utiltalende eller ubegrundet, men så længe de ikke lader fordommene omplante sig til at krænke andre menneskers frihed, så kan jeg såmænd godt leve med det. Man kan endda sige, at nogle “fordomme” ofte fanger noget akkumuleret, empirisk viden, og at de fleste mennesker faktisk ville have svært ved at klare sig igennem tilværelsen helt uden fordomme. F.eks. nyttige fordomme såsom at fynboer er lidt fjollede, og at mad- og vinanmeldere ofte ikke har opfundet den dybe tallerken.

Alligevel er passagen grotesk på sin egen arrogante, selvsmagende og euro-centrerede måde. SF mener altså, at det er problemløst at generalisere om et land, der fylder det meste af et kontinent, har mere end 300 mio. indbyggere fordelt på 50 stater og en række territorier, og hvor der i en stat alene (Californien) tales mere end 150 forskellige modersmål? SF har set så brede dele af USA og så dybt ind i amerikanernes kollektive sjæl, at han ikke bare ved, hvad de gør og ikke gør, men hvad der motiverer dem? Og SF kan helt umotiveret smide et sådan udsagn ind, et sted hvor det iøvrigt intet har gøre?

Kunne man forestille sig dét gjort med nogen anden nationalitet eller større identificerbar gruppe, uden at man straks ville blive beskyldt for nationalisme, xenofobi, uanstændighed, etnisk diskrimination, racisme eller det, der måtte være værre? Næppe. Men hvis det er amerikanerne, det handler om, så synes Janteloven og uvidenhed at være fuldt tilstrækkeligt til at legitimere ethvert tænkeligt synspunkt. Tsk, tsk.

President Thompson? VII

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. juni 2007. 10 svar

Jeg har kraftig lyst til at sige, “hvad sagde jeg?”, men det er nok at sælge Det Hvide Hus, før Valgmandskollegiet er taget i ed–for nu at blande lidt metaforer på bedste Bernard Woolley facon.

Men altså: Som denne blog var stort set det første medie i Danmark til at forfægte, så ser Fred D. Thompsons chancer for at blive præsident bedre og bedre ud. Netop i denne uge er han begyndt at ligge foran Rudy Giuliani i meningsmålingerne (se f.eks. her hos de vidende folk hos Rasmussen Reports)–som den første af kandidaterne, der har præsteret det i år. Og siden sidste uge har hans “futures” hos Intrade.com ligget højere end Giulianis. Nuvel, det er statistisk insignifikant, og at føre er jo ikke det samme, som at han får nomineringen, endsige vinder valget–en del taler p.t. imod det. Men det er godt nok imponerende i betragtning af, at han endnu ikke officielt har meddelt sit kandidatur.

***

Her er noget “pastet” fra en af mine kommentarer fornylig, og som måske sætter Thompsons politiske observans i perspektiv:

Jeg har selv ganske mange gange sagt, at “det mindste af to onder er også ondt”. Men her tror jeg dog–som jeg tidligere har beskrevet–at Fred Thompson uden at være perfekt trods alt er den, der scorer bedst på kombinationen af “electability” og “track record” m.h.t. at være frihedsorienteret. Her er nogle tal fra Republican Liberty Caucus’ rating af kandidaterne p.b.a. deres afstemningsadfærd i kongressen (på en skala fra 0 til 100):

  • Ron Paul: personlig frihed: 87; økonomisk frihed: 90; gennemsnit: 88.5
  • Sam Brownback: personlig frihed: 76; økonomisk frihed: 90; gennemsnit: 83.0
  • Fred Thompson: personlig frihed: 70; økonomisk frihed: 87; gennemsnit: 78.6
  • Tom Tancredo: personlig frihed: 65; økonomisk frihed: 87; gennemsnit: 75.9
  • John McCain: personlig frihed: 62; økonomisk frihed: 79; gennemsnit: 70.4
  • Newt Gingrich: personlig frihed: 60; økonomisk frihed: 78; gennemsnit: 68.8
  • Duncan Hunter: personlig frihed: 60; økonomisk frihed: 73; gennemsnit: 66.7

Der er ikke sammenlignelige tal for Giuliani og Romney (som jo ikke har været medlemmer af kongressen), men begge må efter hidtidig adfærd skønnes at ligge dårligere end McCain, vil jeg tro–og måske dårligere end alle de ovennævnte. Tommy Thompson kan jeg slet ikke bedømme.

Dertil kommer så en anden, endnu uerklæret Republikansk kandidat:

  • Chuck Hagel: personlig frihed: 72; økonomisk frihed: 86; gennemsnit: 79.1

Tear down this wall!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. juni 2007. 5 svar

Advarsel: I sidste uge skrev jeg en post om Ronald Reagans “The Boys of Pointe du Hoc”-tale (1984), og allerede nu er jeg så i samme boldgade igen.

Men lad mig lige begynde et andet sted.  Jeg er som antydet forleden p.t. i Cambridge, og der stødte jeg forleden til en celeber middag på smukke Clare College aldeles uventet ind i min gamle, gode ven, Finn Ziegler (den piberygende økonom og liberalist og 180grader-skribent, ikke den engang cigarrygende, men nu afdøde violinist).  Finn har jeg kendt i knap 25 år, og hvad jeg i sin tid først lærte om public choice teori, lærte jeg ved at ryge pibe sammen med Finn og vores fælles mentor, Otto.

Nå, men henover college-portvinen gjorde Finn og jeg, hvad man så ofte gør, når man får tyndere hår og højere humør, nemlig at mindes “gode gamle dage”.  Og dér slog det mig pludselig: I disse dage for præcis 20 år siden befandt netop Finn og jeg os sammen, på vores første tur til Guds Eget Land, hvor vi var ovre sammen, for som studerende at deltage i et sommerseminar på Marymount College, arrangeret af Institute for Humane Studies.  Vi var ankommet til New York, hvor vi skulle spendere et par dage, inden turen videre til Washington og Virginia.  I den store by havde vi allerede første dag shoppet bøger i stor stil i den nu mere eller mindre hedengangne Laissez Faire Books, som dengang lå på Broadway.  Det var før internettet–før man kunne bestille bøger fra den anden side af verden med et klik på få sekunder, og før man med e-mail kunne lære alle mulige at kende uden nogensinde at møde dem.  Så nu var vi–med en upassende blandingsmetafor–i frihedens Mekka, hvor vi kunne se og købe flere interessante bøger, end vi troede eksisterede, og hvor vi kunne drikke kaffe og hyggesludre med alle mulige andre, der mente de samme gakkede ting som os selv–inkl. den navnkundige nestor blandt amerikanske libertarianere, Roy Childs.  Vi boede til med i en lejlighed på Upper West Side hos LFB’s medarbejder Charlie Fowler; hvordan vi lige præcis endte hos ham, husker jeg faktisk ikke, men jeg husker, at hans “casa” var vores “casa”, fordi han skulle ud og rejse, og at han inden da arrangerede store dele af vores besøg i Washington ved at ringe rundt til frihedsorienterede venner og bekendte.  (Som sagt, det var før internettet.  Det var også dengang før liberaliseringerne af flytrafikken, og jeg husker endnu, at den billigste returbillet kostede ca. 7.000 kr.) 

Anyway … Finn og jeg nød dagene i NYC, traskede byen tynd og stod på toppen af World Trade Center og blev fotograferet med Frihedsgudinden i baggrunden.  Vi var henholdsvis 22 og 20 og følte os ganske frie i frihedens eget land.  Det omfattede uvilkårligt også, at vi fik drukket nogle øl, og jeg husker klart, omend med smerte, den næste morgen.  Det var hamrende varmt, som næsten kun NYC kan være om sommeren, når solen bager ned i asfaltjunglen og blandes med de fugtige rester af den caribiske strøm sydfra–og så tømmermænd.  Jeg gik ind i stuen, hvor Finn havde sovet på en madras på gulvet, og hvor han nu sad og zappede på de 117 kanaler.  Ret mange af dem viste det samme, nemlig en live-reportage direkte fra Brandenburger Tor.  Og dér–i dag for 20 år siden, den 12. juni 1987–stod han, Ronnie-manden, “the Gipper”, og holdt talen:

“Behind me stands a wall that encircles the free sectors of this city, part of a vast system of barriers that divides the entire continent of Europe. From the Baltic, south, those barriers cut across Germany in a gash of barbed wire, concrete, dog runs, and guard towers. Farther south, there may be no visible, no obvious wall. But there remain armed guards and checkpoints all the same–still a restriction on the right to travel, still an instrument to impose upon ordinary men and women the will of a totalitarian state. Yet it is here in Berlin where the wall emerges most clearly; here, cutting across your city, where the news photo and the television screen have imprinted this brutal division of a continent upon the mind of the world. Standing before the Brandenburg Gate, every man is a German, separated from his fellow men. Every man is a Berliner, forced to look upon a scar. 

President von Weizsacker has said, “The German question is open as long as the Brandenburg Gate is closed.” Today I say: As long as the gate is closed, as long as this scar of a wall is permitted to stand, it is not the German question alone that remains open, but the question of freedom for all mankind.

… In the 1950s, Khrushchev predicted: “We will bury you.” But in the West today, we see a free world that has achieved a level of prosperity and well-being unprecedented in all human history. In the Communist world, we see failure, technological backwardness, declining standards of health, even want of the most basic kind–too little food. Even today, the Soviet Union still cannot feed itself. After these four decades, then, there stands before the entire world one great and inescapable conclusion: Freedom leads to prosperity. Freedom replaces the ancient hatreds among the nations with comity and peace. Freedom is the victor.

And now the Soviets themselves may, in a limited way, be coming to understand the importance of freedom. We hear much from Moscow about a new policy of reform and openness. Some political prisoners have been released. Certain foreign news broadcasts are no longer being jammed. Some economic enterprises have been permitted to operate with greater freedom from state control.

Are these the beginnings of profound changes in the Soviet state? Or are they token gestures, intended to raise false hopes in the West, or to strengthen the Soviet system without changing it? We welcome change and openness; for we believe that freedom and security go together, that the advance of human liberty can only strengthen the cause of world peace. There is one sign the Soviets can make that would be unmistakable, that would advance dramatically the cause of freedom and peace.

General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!”

Whoa! Og, som man siger, “the rest is history …”

Update: John Fund skrev tirsdag om årsdagen i Wall Street Journal, og ovennævnte Finn Ziegler onsdag aften i en klumme på 180grader.dk.

Capice?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juni 2007. 9 svar

Ok, denne post har ikke spor med politik, økonomi, filosofi, statskundskab, eller noget som helst relateret at gøre. Intet. Zip. Det eneste, den har med denne blog at gøre, er, at jeg tidligere her på stedet har skrevet om, hvad jeg opfatter som den absolut bedste TV-serie, jeg nogensinde har fulgt: The Sopranos. Bedre bliver TV-underholdning næsten ikke. Relativt få i min omgangskreds har dog fulgt serien fast, hvilket jeg kun kan forklare med, at man i Danmark ikke har forstået–eller villet–vise serien på et tidspunkt, hvor børnefamilier endnu er vågne (omend børnene nok helst skal være andetsteds).

Men, men … om knap en time (EST) ruller så afsnit nr. 86, “Made in America”, over skærmen på HBO i USA, og så er det uigenkaldeligt bada bing! for Tony e famiglia. Og skal man tro rygterne er sidste sæson mere blodig end The Untouchables, Goodfellas, Casino og alle tre Godfather film tilsammen–og iøvrigt fyldt med skjulte, referencer til sidstnævnte. Jeg er helt syg over ikke at kunne få set det sidste afsnit, før dansk eller svensk TV får taget sig sammen til omsider at sende hele sæsonen. Indtil da kan man se en masse gode clips fra serien her. Men hvis nogen her eller andetsteds formaster sig til at afsløre, hvordan det hele ender? Fughedaboutit! Så er vedkommende en fanook, der bliver whacked og fundet i 31 små og store stykker på en affaldsplads på Danmarks svar på New Jersey (Amager). Capice?

PS. Hvis der er alligevel er nogen læsere, der insisterer på, at dette skal have en politisk vinkling, kan de jo læse min gamle post og kommentarerne til den.

Gimme that ol' time religion

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. juni 2007. 20 svar

Her er nogle passager, der godt nok lyder som noget lige ud af en religiøs prædiken.  Men læs dem og gæt, hvad de faktisk handler om, og hvem der har formuleret dem:

“[It] offers us the chance to experience what very few generations in history have had the privilege of knowing: a generational mission; the exhilaration of a compelling moral purpose; a shared and unifying cause; the thrill of being forced by circumstances to put aside the pettiness and conflict that so often stifle the restless human need for transcendence; the opportunity to rise …

When we do rise, it will fill our spirits and bind us together. Those who are now suffocating in cynicism and despair will be able to breathe freely. Those who are now suffering from a loss of meaning in their lives will find hope. …

[Then] we will experience an epiphany as we discover that this crisis is not really about politics at all. It is a moral and spiritual challenge.”

Dem, der kan gætte rigtigt i denne quiz, vinder en pose varm luft.  De rigtige svar og lidt kølig analyse kan læses her . 

Rationel adfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2007. 12 svar

Whaddayaknow! Næste gang vores læseres undervisere, medstuderende, kolleger eller familiemedlemmer siger, at mennesker ikke handler rationelt og ikke reagerer på incitamenter–herunder f.eks. at der aldrig er nogen, der er ledige frivilligt–så giv dem en kopi af denne dags artikel fra Jyllands-Posten, “Sanktioner over for ledige virker”. Den har sågar været omtalt af Danmarks Radio og fortæller om en undersøgelse af arbejdsmarkedsforskeren, lektor Michael Svarer fra Aarhus Universitet .

Han har gennemgået 220.000 ledighedsforløb i årene 2003-2005. Af disse endte ca. 5.400 med, at den ledige blev påført en “sanktion”, fordi vedkommende ikke havde overholdt rådighedsreglerne. Denne bestod i et træk i dagpengene i fra to-tre dage og op til tre uger. Undersøgelsen viser, at der for kvinder, som fik en sanktion, var næsten 100 pct. større jobeffekt end for gennemsnittet af ledige; for mændene øgedes jobeffekten med 50 pct. i forhold til gennemsnittet af ledige. Michael Svarer siger i JP:

“Undersøgelsen viser, at sanktioner har en effekt. Sandsynligheden for at finde job i en bestemt uge steg fra 3 pct. til næsten 6 pct. for kvinder og fra 4 pct. til 6 pct. for mænd for de ledige, der havde oplevet sanktioner.”

Formanden for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Morten Kaspersen, er ifølge JP imod stramninger, men siger dog: “Jeg vil ikke afvise, at sanktioner kan have en effekt.” Mærk lige dagen af i kalenderen.

PS. Nu vi er i gang: Michael Svarer har iøvrigt tidligere forsket i bl.a. rationalitet i forbindelse med ægteskaber.