Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Bedste danske økonomer 2023

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2023. 2 svar

Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.

Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.

Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.

NavnPlads (Scimago)IndeksPlads (JCR)
Nicolai Foss (CBS)18.382
Lasse Heje Pedersen (CBS)28.153
Niels Johannesen (KU)36.996
Daniele Nosenzo (AU)46.718
Søren Leth-Petersen (KU)56.7110
Jakob Roland Munch (KU)66.4114
Morten Bennedsen (KU)76.3411
Helena Skyt Nielsen (AU)85.924
Claus Thustrup Kreiner (KU)95.9115
Tooray Jamasb (CBS)105.821
Christian Bjørnskov (AU)115.787
Morten Ørregaard Nielsen (AU)125.6312
Anna Piil Damm (AU)135.6217
Finn Tarp (KU)145.609
Steffen Andersen (CBS)155.5816

Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.

Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…

Insider-outsider dynamik for og med sygeplejersker

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2023. 3 svar

Der tales meget i dansk politik, og i særdeleshed i regeringen og resten af venstrefløjen, om manglen på folk i plejesektoren. Det gælder ikke blot læger, men også i høj grad sygeplejersker. Man kunne derfor forledes til at tro, at sygeplejerskernes fagforening var interesseret i at hjælpe – i det mindste hvis man har et billede af fagbevægelsen som en positiv og integreret del af det danske system. Men tror man det bliver man slemt skuffet, for Dansk Sygeplejeråd (DSR) gør præcis det modsatte.

Sygeplejerskerne har i adskillige år argumenteret for, at de bør have højere løn, og har endda taget en konflikt om spørgsmålet. Som Martin Ågerup meget præcist påpegede sidste år, er det umuligt at sige om de – i en eller anden forstand – fortjener højere løn. Den eneste måde, man kan få et nogenlunde objektivt syn på, hvad sygeplejerskernes arbejdskraft er ’værd’, er når der er et frit marked for dem: Et marked, hvor det ikke bare er muligt at betale forskellige sygeplejersker forskellig løn, men også hvor forskellige arbejdsgivere konkurrerer om deres arbejdskraft. Det findes ikke i Danmark, der ligesom Storbritannien effektivt har givet det offentlige sygehusvæsen et monopson: Det offentlige er den eneste arbejdsgiver, og lønnen reflekterer derfor ikke almindelige markedsvilkår.

I stedet har DSR i årevis satset på at skabe mangel på sygeplejersker. Med andre ord er en del af problemet, som der tales om i dansk politik, skabt af fagforeningen. DSR har opført sig helt på linje med den såkaldte ’insider-outsider model’, som Assar Lindbeck og Dennis Snower formulerede i 1980erne. Ifølge dem forhandler fagforeninger kun og udelukkende løn for en gruppe insiders, og ser stort på dens konsekvenser for outsiders. DSR har for eksempel været instrumentel i den fjernelse af sekretærer på de danske sygehuse, som før i tiden skrev skadekort og håndterede en masse papirarbejde og registrering. Den slags gør sygeplejersker nu – sekretærerne er stort set væk – og de har derfor langt mindre patienttid end de havde for blot 20 år siden. DSR har dermed skabt kunstigt større efterspørgsel efter sygeplejersker ved at fjerne en hjælpefunktion på sygehusene.

DSR opfører sig meget klart også som en insider-outsider-forening overfor to andre grupper. Som Martin Ågerup understregede på Folkemødet sidste år, er den åbenlyse uretfærdighed for sygeplejerskerne deres oldnordiske lønstruktur. Mange sygeplejersker tjener nok til at betale topskat, men de første otte år er lønnen relativt lav. Lønstrukturen er nemlig lavet til at belønne de trofaste ved at give et stort lønhop efter otte års ancienitet. De unge sygeplejersker er ikke en del af DSRs insidergruppe, som man aktivt forhandler løn for.

Den anden gruppe omfatter min mor, er som tidligere sygeplejerske hellere end gerne ville arbejde deltid i f.eks. en skadestue eller en privat lægeklinik. At lade dygtige, pensionerede sygeplejersker (og læger) komme tilbage på arbejdsmarkedet på deltid vil også være en måde, man kan afhjælpe manglen på sygeplejersker. Men DSR har været direkte i medierne og eksplicit advaret imod, at man gør det. Igen slår insider-outsider dynamikken til, fordi de pensionerede har forladt fagforeningen og er derfor ikke en del af den insidergruppe, man forhandler løn for. På trods af at mange patienter og kolleger værdsætter ’det grå guld’ med erfaring og arbejdsvilje, arbejder DSR aktivt for at holde dem ude.

Logikken er meget klar, omend også ekstremt kynisk: Sygeplejerskernes fagforening arbejder aktivt og målrettet på at holde udbuddet af sygeplejersker lavt og efterspørgslen høj. Det gøres for at manøvrere sig i en position for at kræve langt højere løn. Men borgerne og de få politikere, der er ærligt interesserede i at afhjælpe problemerne, må kunne se igennem DSRs strategi. Nok kommer der flere ældre og flere danskere med plejebehov, men en væsentlig del af problemet er skabt bevidst af fagforeningen. Løsningen er ikke bare flere ressourcer og højere løn, men også en svækkelse af en kynisk og moralsk anløben fagforenings magt over de syge og svageste danskere.

Populisme og økonomisk frihed – event

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2023. 1 svar

Er populister skyld i den faldende økonomiske frihed de senere år eller er utilfredshed med kapitalisme måske en årsag til stigende populisme? Det er et af de store spørgsmål i meget forskning, og også i en del debat for tiden. Det er også emnet for et policy seminar som afholdes hos Cepos den 16. maj. Seminaret afholdes fælles med Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, og er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Hele projektet, der ledes af Niclas Berggren og mig, er finansieret af den amerikanske John Templeton Foundation, er cirka halvvejs.

Vi mener selv, at vi har en meget spændende line-up med Andreas Bergh fra Lunds Universitet som hovedtaler, og hans kollega Robert Klemmensen, Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, og undertegnede i et panel bagefter. Alle – endda Punditokraternes læsere – er velkomne den 16. maj. Man skal bare sørge for at tilmelde sig på seminarets side. Vi håber at se mange læsere!

Liberalisme i Sydøstasien

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2023. 1 svar

Mange af os er interesserede i langsigtet økonomisk vækst, og hvad der fører til hurtigere vækst. Det betyder også normalt, at man er interesseret i hvad der skete i dele af Sydøstasien fra 1950erne og til nu – og i særlig grad til to bystater: Hong Kong og Singapore. Nogen påstår, at de var resultatet af gode ledere, der implementerede gode statslige indgreb, mens andre fastholder at de var resultatet og udbredt økonomisk frihed.

Dét spørgsmål tager Bryan Cheang et skridt videre i en ny bog – Economic Liberalism and the Developmental State: Hong Kong and Singapore’s Post-War Development. Cheang er ansat på det prestigiøse King’s College London, hvor han er Assistant Director for the Centre for the Study of Governance & Society. Han var tidligere embedsmand i Singapore, og har derfor ikke blot videnskabelig indsigt, men også personlig erfaring med emnet. Forleden holdt han en præsentation af sin bog på King’s, som nu kan ses nedenfor. Præsentationen, der indledtes af centerets direktør Mark Pennington, er varmt anbefalet.

Ryan Murphy om ‘off-the-diagonal’-lande

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2023. 1 svar

Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”

Introduktioner til ‘Essential Scholars’

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2023. 1 svar

Mange af os – dvs. universitetsnørder og ligesindede – har fornemmelsen, at unge mennesker ved alt for lidt om ikke bare vores idéer og værdier, men også hvor de kommer fra. De har hørt noget vagt og sandsynligvis forvrøvlet på gymnasiet fra deres samfundsfagslærer, eller har set en reference et sted på Instagram. Men hvad mente folk som Adam Smith, David Hume eller Milton Friedman egentlig? Og hvorfor er det stadig interessant at læse dem?

Den udfordring har Fraser Instituttet forleden taget op i samarbejde med the Institute of Economic Affairs. De to tænketanke – den ene i Vancouver, den anden i London – er igang med at udgive en serie korte videoer, bøger, podcasts, og andet materiale om det, de kalder ‘Essential Scholars’. Serien dækker ikke blot koryfæer fra Oplysningstiden som John Locke, David Hume og Adam Smith, men også det 20. århundredes store, liberale tænkere: Milton Friedman, James Buchanan, Friedrich Hayek og Joseph Schumpeter. Og som en særlig bonus, dækker den ‘Essential Women of Liberty’, der er et emne som ofte overses.

Hele serien kan findes på Essential Scholars, og er lidt af en guldgrube af interessant materiale til en selv eller ens elever. Man kan også nedenfor se en begejstret Reem Ibrahim fra the Institute of Economic Affairs. Reem er institituttets nyeste ansatte i kommunikationsafdelingen, og er udover at være studerende på London School of Economics også en af de nye, unge stemmer i det britiske mediebillede.

Ulighed i indkomst og forbrug – der er forskel!

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2023. 1 svar

Der tales med jævne mellemrum med store bogstaver om ulighed i den offentlige debat. Politikere på begge sider af Folketinget taler til tider om den voldsomt stigende ulighed og vi må sørme gøre noget ved den (men se f.eks. en mere balanceret diskussion fra Kraka). Men det er forbløffende sjældent, at man spørger hvilken ulighed der tales om.

Spørgsmålet er ikke bare af akademisk interesse, fordi det kan være relativt ligegyldigt at der er store forskelle på folks indkomster, hvis forskellene ikke også bliver til forskelle i forbrugsmuligheder. På et praktisk plan er det, med andre ord, langt mere relevant at se på ulighed i forbrug end i ulighed. Det gøres desværre ret sjældent – men det er det, vi gør idag. Helt konkret har vi plottet udviklingen i ulighed i indkomster og ulighed i faktisk forbrug fra 1974-2015 i Danmark, Sverige og Storbritannien. Data kommer fra the Global Consumption and Income Project; DK, C refererer således til ginikoefficienten for forbrug i Danmark mens DK, I refererer til den for indkomst.

Som figuren ovenfor gør klart, er der langt større udsving i indkomstuligheden end i forbrugsuligheden. Store refomer af den danske velfærdsstat har således give udsving i indkomstuligheden, mens ændringerne i uligheden i faktisk forbrug har været langt mindre. Fra 1975 til midten af 1980erne falder indkomstuligheden for eksempel, mens forbrugsuligheden stiger. Noget lignende gør sig gældende for Sverige, mens det britiske billede illustrerer store ændringer i indkomstuligheden – fra 0,29 i Thatchers første år til 0,38 i midten af 00’erne – der følges af cirka tre points udsving i forbrugsuligheden.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor der er så meget mindre udsving i forbrugs- end i indkomstuligheden. Dele af svaret kan findes flere steder i sund fornuft og økonomisk standardteori, og burde ikke overraske ret mange. Først og fremmest er en hel del af indkomstuligheden, som man måler den, forskelle på unge, midaldrende, og gamle. Unge og gamle har en klar tendens til at forbruge mere end de tjener: Som ung tager man lån, for eksempel som studerende, men også senere hvis man køber egen bolig og bil, og som gammel har man måske en mindre pension, men også en masse opsparing og en friværdi i boligen, som man kan bruge. Midt i livet er der, hvor man betaler sine lån tilbage og effektivt sparer op til sin pensionisttilværelse. At forbrugsuligheden er mindre end indkomstuligheden er derfor ikke mærkeligt, men følger af overvejelser i det man ofte kalder ‘moderne forbrugsteori‘.

Derudover findes der en række skatter og afgifter, der ikke sætter sig i indkomster, men klart i forbrugsmønstre. Mange almindelige afgifter er således regressive – dvs. de rammer fattigere befolkningsgrupper hårdere. Det er for eksempel tilfældet for tobaksafgifter, da fattigere danskere ofte er mere tilbøjelige til at ryge. På samme måde kan høje marginalskatter sænke forbruget i de relativt rigere dele af befolkningen mere, end de sænker deres indkomst.

Bundlinjen er, at man i virkeligheden burde interessere sig for forbrugsulighed i langt højere grad end man interesserer sig for indkomstulighed – hvis emnet overhovedet er interessant. Den er ikke blot højere end indkomstuligheden i Danmark og Sverige, men også langt mere stabil over tid og adskiller sig væsentligt mindre på tværs af lande. Om man kan få politikere og kommentatorer til at se på den mere relevante ulighed, er dog et meget andet spørgsmål.

Munger-testen

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2023. Skriv et svar

Som liberal – og bare som almindelige borger – kan man nogle gange blive noget træt af folk og kommentatorer, der indigneret mener at problem X eller situation Y er forkert, og staten må gøre noget. Problemet bidrager allerførst til såkaldt ‘action bias’, som den fantastiske britiske serie ‘Yes, Minister’ beskrev som “We must do something. This is something. Therefore, we must do this.” For det andet afslører det enten, hvor lidt folk har tænkt over situationen, eller hvor meget tillid de har til systemet som sådan. Det sidste kan afsløres med den såkaldte Munger-test.

Testen er, som navnet afslører, opfundet af den amerikanske økonom og politolog Michael Munger (Duke University). Mungers test, som han blandt andet forklarer i en populær artikel om fænomenet ‘Unicorn Governance‘, består af tre skridt.

  1. Lav eller gentag argumentet, om at problem X er for galt og staten må gøre noget.
  2. Gå tilbage til argumentet, og erstat ‘staten’ med en navngiven politiker eller særinteresse. For eksempel: ‘Det er for galt at priserne stiger så meget. Simon Kollerup må gøre noget ved det.’ eller ‘Det er for galt, at der er så meget grænsehandel. Lars Løkke må gøre noget ved det.’
  3. Tag et mentalt skridt tilbage og se på dit argument, og overvej om det stadig giver mening.

Læserne er velkomne til at komme med deres egne eksempler. Under alle omstændigheder er opfordringen herfra idag, at man bliver meget bedre til at applikere Munger-testen i hverdagen. Nogen bliver måske sure over, at deres indignerede argumenter kan pilles så let fra hinanden – en almindelig indvending er, at selvfølgelig mente jeg ikke politiker X – men testen er en god måde at holde folk op på letkøbte argumenter om hvad staten kan og bør.

Bliver danske studerende i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2023. 3 svar

Regeringen er kommet i stormvejr på grund af dens planer om at forkorte en lang række danske universitetsuddannelser – og med rette. Jeg har selv kritiseret reformen i bl.a. Børsen, ligesom mine fremragende kolleger Michael Svarer og Carl-Johan Dalgaard – en tidligere og en nuværende overvismand – har været meget klare i spyttet omkring, hvor tåbelig en reform det er. Det er tydeligt, at regeringen og dens reformkommission har undervurderet, i hvilket omfang både uddannelsessektoren, men også dele af erhvervslivet stritter imod. Der er også elementer af ren inkompetence i forslaget. Ingen i kommissionen har for eksempel indset, at der ikke er lektor- og professorkræfter til at vejlede i juli og august, hvor man forestiller sig at de mange nye studerende skal skrive endelig opgave.

Der er dog et enkelt element af kritikken, som ikke helt har været klart diskuteret i medierne. Min og andres kritik er gået på, at reformerne leverer meget lidt arbejdsudbud mens de skader de unges uddannelse – de får lavere løn – og erhvervslivets innovationsevne, når ringere uddannede medarbejdere innoverer mere. En anden del af kritikken er, at de påståede positive elementer, som reformkommissionen forsøger at regne ind – højere kvalitet på uddannelserne og mere erhvervsretning – er rene fugle på taget. Elementet, som folk indtil videre har overset, går direkte imod en af regeringens ambitioner på området.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har flere gange nævnt ambitionen, at flere udenlandske studerende kunne vælge at studere i Danmark på de nye, kortere uddannelser. Men hvad med de danske studerende? Antagelsen er åbenbart, at de stadig vil læse i Danmark, men er det en rimelig antagelse? Mit svar idag er et stort nej.

De korte uddannelser er for det første dårligere og vil give lavere løn. De er heller ikke kompatible med det fælleseuropæiske system, ligesom de ikke svarer til britiske eller amerikanske master-uddannelser. I en international sammenhæng vil det dermed af indlysende grunde blive sværere at blive ansat på en dansk uddannelse på 1 1/4 semester. Spørgsmålet som ministeren – og desværre også min ellers både rare og fagligt glimrened kollega Nina Smith – øjensynligt ikke har stillet sig er, hvorfor danske studerende ikke bare skrotter danske kandidatuddannelser og tager til Lund, Hamborg eller King’s College, London?

Havde jeg haft børn, ville jeg som dansk universitetsprofessor så afgjort foreslå dem, at de forlod landet i stedet for at tage en kort dansk discountuddannelse. Hvis de iøvrigt havde evner til en kandidatuddannelse, ville det ret sikkert svare sig at tage en fuld uddannelse på et ordentligt universitet end en halv i Danmark. Så spørgsmålet er, hvorfor regeringen ikke (officielt) har tænkt over det? Det er mere sandsynligt at det fører til en exodus af danske studerende til udlandet, end at det ender med en inflow af udenlanske studerende til Danmark.

Justin Callais om forfatninger efter revolutioner

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2023. Skriv et svar

Justin Callais, der forleden flyttede til University of Louisiana at Lafayette, er en af de virkeligt lovende unge forskere i public choice. Her til morgen (vestkysttid) præsenterede Justin ny forskning i forfatningsøkonomi, som han har foretaget med Andrew Young (Texas Tech). De to bryder ny og meget interessant grund ved at undersøge, om forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes end andre forfatninger skrevet under meget anderledes omstændigheder.

I “Revolutionary Constitutions Are they Revolutionary in Terms of Constitutional Design?” starter med observationen, at revolutioner – begivenheder hvor samfundets basale institutioner ændres og magthaverne smides ud – ofte ender i en ny forfatning. De foreslår, at revolutionsforfatninger typisk vil være længere og mere ambitiøse, vil prøve at være mere demokratiske og sikre folks rettigheder bedre, og vil måske også være sværere at ændre – altsammen fordi den nye regering efter revolutionen har incitament til at ændre status og se mere legitim ud end tidligere regimer.

Konkret sammenligner Callais og Young 31 forfatninger skrevet efter revolutioner med 162 forfatninger skrevet uden en revolution, som tillader dem at matche revolutionsforfatninger til forfatninger i lignende lande. Deres analyser peger på, at revolutionsforfatninger er forbløffende almindelige – de er ikke meget anderledes end andre. Undtagelsen er nogen evidens, der peger på at de er lettere at ændre – dvs. at det nye regimer giver sig selv mere konstitutionelt manøvrerum. Ligheden er dog ikke helt så klar, da Callais og Young også foretager et sæt analyser uden stater, der enten kommer ud af den kommunistiske østblok eller starter som kolonier. Smider man dem ud, viser det sig at revolutionsforfatningerne generelt gør lande signifikant mere demokratiske.

Overordnet viser Callais og Youngs nye forskning, at der er forbløffende stabilitet på forfatningsniveauet – selv omkring revolutioner. Som Callais selv noterede efter præsentationen, er et af de store spørgsmål i forfatningsøkonomi hvorfor forfatninger er så ligegyldige for mange outcomes. Måske er det ikke så sært, når man kan observere at selv revolutionære regeringer ikke rigtigt tager anderledes forfatningsvalg end markant anderledes regimer?

Underspecificerede reformer

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2023. 1 svar

Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.

Public Choice Society 2023

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2023. 3 svar

Onsdag morgen sætter jeg mig i et fly til Seattle, med en mellemlanding i London, for at deltage i den årlige konference i the Public Choice Society. Konferencen er altid et af forårets videnskabelige højdepunkter for de fleste folk med interesse i public choice og politisk økonomi, og tegner i år til ikke bare at være tilbage til fuld styrke efter nedlukningshelvedet, men også til at blive særdeles interessant.

Jeg er ansvarlig for to sessions til årets konference med titlerne “Institutions of freedom” og “Irregular transitions and institutional change”. Den første session om fredagen er endt med kun to deltagere: Dennis Coates (University of Maryland) præsenterer “Microfoundations of effects of economic freedom” og min fremragende kollega og gode ven Niclas Berggren (IFN, Stockholm) præsenterer “The rule of law predicts trust in journalists and scientists” som er fælles arbejde med Alexandra Sandström (Uppsala Universitet) og undertegnede. På den anden session er der tre præsentationer: Jerg Gutmann (Universität Hamburg) kommer med “On the relationship between de jure and de facto judicial independence – a global puzzle?”, Peter Calcagno (College of Charleston) præsenterer “Political systems, regime memory, and economic freedom” og jeg slutter af med “Coups and economic crises”.

Derudover er der masser af spændende emner på programmet, ligesom der er en række unge forskere, der er værd at følge. Der er for eksempel den erfarne Jan Schnellenbach (Brandenburgische Technische Universität), der deltager med det ekstremt relevante spørgsmål “Limits to interventionist policies during and after the pandemic: Are we on a slippery slope?” Der er den fremragende Jaime Bologna (Texas Tech) med “Revisiting the relationship between corruption and press freedom.” Og blandt de særligt lovende unge er der tyske Kim Leonie Kellerman (Ruhr Universität Bochum), som præsenterer “Administrative areas and regional identity formation: The case of East Germany” og Justin Callais, der lige er flyttet til University of Louisiana at Lafayette, som taler om “Revolutionary Constitutions.”

Alt i alt lover konferencen godt for de kommende års public choice-forskning, ligesom den med næsten total sikkerhed bliver et møde med både nye kolleger, spændende forskning, og gamle venner. Skulle der være læsere, der efter at have bladret programmet igennem, gerne vil vide mere om et eller flere specifikke emner, tager vi dem hellere end gerne op. Det kræver kun en kommentar nedenfor.

.

Ligestilling på arbejdsmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2023. Skriv et svar

Idag, den 8. marts, er Kvindernes Internationale Kampdag, hvor medier og andre diskuterer, hvor ‘langt vi er nået’. Der er desværre ofte en vis mangel på perspektiv i disse diskussioner, som i lande som Danmark er endt i skænderier: Hvor meget af barslen skal mænd tage – og skal staten blande sig i det valg, i hvilket omfang der er lige løn for lige arbejde, og endda om kvinder skal først i køen til f.eks. professorstillinger, fordi der blev ansat for få i tidligere generationer. Vi giver et hurtigt perspektiv her på stedet, men ikke ved at sammenligne med tidligere tider. I stedet giver vi et indblik i stauts på tværs af verden de seneste år. Som så ofte før gør vi det i et verdenskort, hvor farverne indikerer hvor stor en andel af kvinderne er i beskæftigede i forhold til andelen for mænd.

Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Tjekkoslovakiet før, under og efter kommunismen

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2023. Skriv et svar

Igår, den 25. februar, var 75-årsdagen for at kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet kuppede resten af den siddende regering og overtog magten (hattip: Niclas Berggren). Magtovertagelsen, der afsatte en koalitionsregering der var kommet til ved det demokratiske valg i 1946, skete på baggrund af en længere kampagne, der både havde gjort Klement Gottwalds kommunistparti langt mindre populært – det havde fået 38 procent af stemmerne i 1946 – og hvor partiet havde sikret sig kontrol med politiet, det meste af militæret, og centrale ministerier.

Konsekvensen var, at Tjekkoslovakiet blev fuldbyrdet kommunistisk, på trods af at landet havde været et stabilt demokrati i 1930erne og umiddelbart så ud til at være på vej tilbage til den situation. Efter alt at dømme var det cirka lige så rigt som Østrig, hvilket også indikeres af flere forhold, som Danmarks Statistik kunne dokumentere i den Statistiske Årbog i 1938. Det var 141 indbyggere per bil i Tjekkoslovakiet og 140 i Østrig (med 26 i Danmark), og indbyggerne kørte faktisk mere i tog end danskerne. Selv dengang var den tjekkiske del væsentligt rigere end den slovakiske, og der er derfor al grund til at regne med, at det nuværende Tjekkiet faktisk var et rigere område end Østrig.

De økonomiske konsekvenser af den kommunistiske magtovertagelse ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor vi bruger indkomstdata fra Madison-databasen fra 1920-2021. Mens Tjekkoslovakiet og Østrig var stort set lige rige i 1949 (5195 versus 5249 dollars per indbygger), fladede udviklingskurven markant ud for tjekkerne efter kommunisterne overtog. Fra at være én procent fattigere (ifølge Madison) i 1949, endte de 40 år senere med en gennemsnitsindkomst på 54 procent af den østrigske i 1989 – året man endelig smed kommunisterne og Sovjetunionen på porten.

De seneste år har tjekkerne nået 72 procent af Østrigs gennemsnit, mens slovakkerne – som lod sig skille fra nationalfællesskabet i 1992 – har nået 63 procent. Godt 30 års fornem vækst i et demokratisk, kapitalistisk Tjekkiet har således kun lukket en fjerdedel af det velstandsgab, som 40 års kommunisme efterlod. Den statsstyrede totalfiasko i Tjekkoslovakiet fortjener at blive husket i og udenfor et land, der burde have været blandt Europas rigeste. Og så har vi ikke engang talt om fire årtiers undertrykkelse af ytringsfrihed, demokratiske rettigheder og miljøsvineri.

Forventet versus opnået vækst i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar

Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.

Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.

Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.

Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.

Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.

Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?

Korruption og jordskælv – en dødbringende kombination

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2023. Skriv et svar

Forleden ramte et voldsomt jordskælv Tyrkiet, hvor cirka 40.000 mennesker har mistet livet. Der er allerførst tale om en alvorlig menneskelig katastrofe, hvor hurtig og rigelig hjælp kan gøre en væsentlig forskel. På trods af, at den tyrkiske regering gennem længere tid har modarbejdet de nordiske lande – og ikke mindst Sveriges indtræden i NATO – har de været hurtige til at hjælpe.

Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.

Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.

De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.

Hvad var Iran blevet uden 1979-revolutionen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2023. Skriv et svar

Præstestyret i Iran fejrer i disse dage afslutningen på den Iranske Revolution, der den 11. februar 1979 endte med at det iranske monarki endeligt kollapsede. Shah Mohammad Reza Pahlavi, der havde taget magten fra den valgte regering i 1953, flygtede og døde året efter af den leukæmi, der havde svækket ham i de sidste år på tronen. Han efterlod dermed iranerne i hænderne på et ekstremt religiøst præstestyre, der har overlevet til idag.

Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.

Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.

Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.

Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.

Regeringslederes alder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar

Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.

En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.

I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.

Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.

Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.

Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).

Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.

Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…

Nedlukningernes omkostninger: 10 ugers uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar

Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.

En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.

Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.

Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.