Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Hvad gør handel 11: The Make Work Fallacy

Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2018. 15 svar

Punditokraterne har, som vores læsere nok har bemærket, kørt en sommerserie om international handel. Vi har forsøgt at forklare, hvad handelsbarrierer på den ene side, og frihandel på den anden side, gør og hvorfor de fleste barrierer er konsekvenser af rent-seeking. Derimod kan det måske synes at være et umuligt spørgsmål, hvorfor mange mennesker stadig ærligt og oprigtigt tror, at barrierer er af det gode, og at kun eksport er gavnligt. Dét spørgsmål søger vi at i dag at afmystificere ved ar introducere en enkelt, simpel misforståelse.

Misforståelsen, der skaber mange af problemerne for både almindelige mennesker og politikere, kaldes ofte for “the Make Work Fallacy” (MKW). Donald Trump giver hyppige eksempler på MKW, men han er bestemt ikke ene om det. For nogle år tilbage blev den på næsten komisk vis illustreret af socialdemokraten Jeppe Kofod, der udtalte at han (som medlem af Europaparlamentet) ikke ville acceptere handelsaftaler, medmindre de skabte arbejdspladser. MKW gælder ikke kun for handelsaftaler, men er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor der er så stor modstand mod frihandel, og også hvorfor aftaler ofte bliver ekstremt komplicerede.

Ideen bag MKW er, at arbejde og arbejdspladser er den eneste relevante faktor, når man evaluerer politik. Trumps meget positive syn på told og handelsbarrierer skyldes således, at han påstår at de skaber arbejdspladser – lægger man en 300 %-told på canadiske fly, vil det ’skabe’ arbejdspladser hos Boeing i USA, hvis man lægger told på stål, skaber det arbejdspladser i den amerikanske stålindustri, osv. I hans og Peter Navarros optik skaber handelsbarrierer derfor arbejde i USA. Den samme slags misforståelse lå for få år tilbage bag bl.a. den nationalkonservative Morten Uhrskovs forslag om beskyttelse, ligesom den også er central for at forstå en del af støtten til lovgivning mod såkaldt ’social dumping’. MKW er dog også en et ofte brugt argument for andre politiske tiltag end handel. Ideen om, at den skabte arbejdspladser var (og er) også et argument for letbanebyggeri i Aarhus og andre steder, hvor byrådene er næsten lige så økonomisk analfabetiske. Politisk er MKW et indflydelsesrigt og meget effektivt argument.

Problemet med MKW er, at politikere kan narre sig selv og vælgerne ved at pege og sige enten ”se hvilke arbejdspladser, vi har beskyttet” eller ” se hvilke arbejdspladser i bygge / vindemølle / velfærds / eksport-sektoren, vi har skabt.” Disse argumenter er dog forbløffende lette at pille fra hinanden, som DRs Detektor for eksempel demonstrerede forleden i forbindelse med Aarhus Kommunes påstand om, at Kulturåret havde været en god forretning.

Sagen er, at handel og handelsaftaler ikke skaber arbejdspladser, ligesom handelsbarrierer ikke beskytter arbejdspladser. Man kan en begrænset tid beskytte helt bestemte arbejdspladser, virksomheder eller sektorer, men det sker altid på bekostning af andre arbejdspladser, andre virksomheder og andre sektorer, og det gør hele samfundet fattigere. Tag et ikke helt tænkt eksempel, hvor vi forestiller os, at Danmark nu indfører lovgivning mod ’social dumping’ som betyder, at polske og andre østlige arbejdere og firmaer skal agere præcist som danske firmaer – betale præcist samme lønninger, have samme administrationsomkostninger, og arbejde lige så lidt. Denne type lovgivning vil givetvis medføre mere aktivitet for danske firmaer, der tidligere konkurrerede med de polske, og de vil sandsynligvis ansætte flere. Den betyder dog også, at en lang række varer og service som køkkenmontering, byggeri og event management bliver væsentligt dyrere. Danskerne må derfor spare et andet sted pga. de højere priser – der kommer jo på magisk vis ikke flere ressourcer i samfundet – og på de mange områder, de sparer, må virksomhederne sætte produktionen ned og fyre folk. En hel del af de danskere, der bliver ansat i de beskyttede virksomheder kommer endda ikke fra arbejdsløshed, som politikere tit synes at tro, men fra andre virksomheder, som nu har sværere ved at tiltrække arbejdskraft.

Politikerne kan nu pege på en hel sektor og sige, se hvilke arbejdspladser vi har skabt – det er the Make Work Fallacy fordi de tror, de har skabt arbejde. Virkeligheden er dog, at de har gjort det dyrere, at være dansker og primært har flyttet arbejdspladser fra nogle erhverv, til nogle andre, der er så uproduktive at de tidligere ikke kunne konkurrere med de polske. De har dermed flyttet arbejdspladser til erhverv, som er mindre produktive, og har dermed gjort Danmark fattigere. Næste gange du som læser ser et politisk forslag, der påstår at det skaber arbejdspladser i Danmark eller dit lokalområde, så tænk lige tingene igennem én gang til. Odds er, at politikerne og deres økonomisk analfabetiske rådgivere lider af MKW. Der er ikke kun Trump eller hans europæiske modstykker, der lider under den!

Folket har ingen vilje

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2018. 1 svar

Politikere og meningsdannere argumenterer ofte for, at forslag eller holdninger er ’hvad folk vil have’. Ideen er gammel i både politik og filosofi, og den højere autoritet, man påberåber sig, har adskillige navne: Folkets vilje, folket har talt, eller folkets stemme – det romerske Vox Populi – er blot nogle af de navne, fænomenet har. Det er også et element i et af de traditionelle argumenter for demokrati, nemlig at demokratiske afstemninger afslører, hvad folk vil. Og det er et af de mest meningsløse, men ofte brugte koncepter i samfundsvidenskaberne.

Problemet blev identificeret omkring 1950 af pionerer i public choice og social choice som Duncan Black og Kenneth Arrow. I forbindelse med vores sommerserie sidste år skrev Otto uddybende om fænomenet, men det er værd at skrive om igen. I løbet af de sidste år har vi for eksempel set en række populister bruge argumenter som, at deres politik er folkets vilje, og som Donald Trump har påstået flere gange, at han hører hvad folket siger. I mit arbejde sammen med Andrea Saenz de Viteri har vi set langt flere eksempler på, at poulister netop bruger argumentet om, at deres politik blot er udtryk for folkets vilje, og intet bør stå i vejen for den. I et af de mest kontante eksempler på fænomenet sagde Tyrkiets de facto diktator Recep Tayyip Erdoğan for et par år siden til en gruppe demonstranter: ”Vi er folket – hvem er I?”

Hvis det skal give logisk mening at påkalde sig folkets vilje eller noget lignende, må det dog kunne lade sig gøre at definere entydigt, hvad det betyder. Det kan det ikke, uanset hvor frustrerende det er for både politikere, meningsdannere og selv forskere at konceptet ikke giver mening. Jeg havde endda et mindre skænderi med en lektor i jura for et par år siden, da han simpelthen nægtede at acceptere, at problemet eksisterer. For ham syntes det, at en række normative, juridiske argumenter ville bryde sammen, hvis koncepter som ’folkets vilje’ ikke giver mening.

Det er derfor vigtigt, at formidle denne indsigt, uanset at det kan være ganske svært. I sin seneste klumme i the Pittsburgh Tribune-Review giver Don Boudreaux, der er professor i økonomi ved George Mason University i USA, et af de klareste eksempler på problemet, jeg har set længe.

Suppose that you prefer to have 1,000 fewer of your tax dollars spent on health care in order to have 1,000 more spent on national defense, while I have the opposite preference. What’s the correct policy? What’s the “will” of the two of us collectively? There is no obviously correct answer.

Now add your cousin to our small group. Suppose that he prefers to have 10 fewer of his dollars spent on health care and 10 more spent on defense. Suppose also that we three vote on the matter. It seems that there will at least be a majority preference to decrease health care spending and to increase defense spending. But maybe not. You want defense spending to rise by $1,000 while your cousin wants it to rise by only $10. If on the ballot is a proposal to transfer $500 in spending from health care to defense, you might think this amount to be too small, or your cousin might think it to be too big. Thus, one or both of you might vote against the measure.

So I ask again: What’s the will of this group?

Pointen – og hele problemet her – er at det ikke kan lade sig gøre at finde på et valgsystem, der giver et entydigt resultat, endda uanset at der er et entydigt flertal for noget. En ofte hørt indvending imod umuligheden af folkets vilje er, at man bare må acceptere flertallets vilje, fordi man andre gange er en del af flertallet. Det indebærer desværre, at de borgere, der kun sjældent er del af flertallet, ikke kan være en del af folket.

Skulle man have lyst i løbet af weekenden, kan man også overveje, om man måske burde tage hensyn til, hvor vigtig en beslutning er for de enkelte borgere, eller hvor stærkt de holder et synspunkt. Men vi bliver nødt til at advare: Jo meget, man end måtte mene, at et koncept som ’folkets vilje’ bør give mening – det er jo noget, meningsdannere henviser til hele tiden – er der ingen måde at definere det klart på, uden at der er borgere, man dømmer ude af ’folket’. I et marked behøver de ikke være del af noget, og kan bare handle et andet sted, men i et demokrati er de ikke engang en del af det, der tales om.

Bryan Caplan i København

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2018. Skriv et svar

Har man tid og er man i København mandag eftermiddag, afholder Cepos en unik event. De har besøg af den formidable Bryan Caplan, der til daglig er professor på George Mason University, og medblogger på EconLog. Hans Wikipedia-entry er her, og hans personlige hjemmeside her. Bryan har publiceret i så fine tidsskrifter som American Economic Review, Journal of Public Economics, The Economic Journal, og Public Choice, men har også skrevet en række bøger.

Eventen mandag handler om Bryans meget roste bog The Myth of the Rational Voter, der har undertitlen Why Democracies Choose Bad Policies. I en tid hvor det virker som om valgkampen så småt er gået i gang (at dømme efter dagens fabelagtige pølsesnak i JP fra udenrigsministeren et al.) er den mere aktuel i Danmark end for blot få år siden. Omtaler af bogen kan findes her, her og her og en kort policy analyse her. Hele arrangementet er stærkt anbefalet.

Hvor godt måler vi institutionel kvalitet?

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2018. Skriv et svar

Vi har over årene bragt en række poster om institutioner og hvordan man måler deres kvalitet på tværs af lande og regioner. I dag gør vi et nyt forsøg med et bagrundsspørgsmål, der er rent nationaløkonomisk, statistisk nørderi: Gør det en forskel, om man måler institutioner additivt eller multiplikativt? Men hold fast, fordi der er en mere intuitiv pointe med posten.

En væsentlig del af baggrunden er spørgsmålet, hvordan lande kan forbedre deres institutioner. The Economist bragte således en artikel forleden (hattip: Niclas Berggren) om ”Judging Latin America’s judges.” Undertitlen “Why is strengthening the rule of law so difficult?” Mexico har for eksempel kæmpet med at løfte kvaliteten af landets institutioner siden det blev de facto demokratisk for cirka 20 år siden. Foreløbig er resultaterne ikke imponerende, blandt andet fordi det er mere krævende end bare at få bedre folk ét sted. Som The Economist skriver:

But establishing the rule of law is much harder. Courts depend on many other actors, especially police and prosecutors, as well as politicians and citizens. Judicial reform nearly always involves trade-offs, especially between independence and accountability. And better procedures do not in themselves create better judges or justice.

Man har blandt andet oplevet, at en styrkelse af dele af retsvæsenet ikke har bragt meget forbedring, da meget store dele af politiet stadig er gennemsyret af bestikkelsesproblemer. Bedre jurister når ikke meget længere end deres tidligere kolleger, når det materiale de får fra politiet bliver ved med ar være elendigt eller ikke-eksisterende.

Denne type argumenter peger på, at man burde måle kvaliteten af et lands institutioner som et multiplikativt indeks – dvs. i eksemplet ovenfor som kvaliteten af juridiske institutioner gange kvaliteten af politiet. I forhold til Economist-citaten, burde man måske måle den samlede kvalitet som accountability gange uafhængighed. I modsætning til de mere almindelige additive indeks, hvor man tager gennemsnittet af forskellige vurderinger, straffer et multiplikativt indeks lande, der fejler på ét punkt selvom resten er fint.

Det er netop det, vi har gjort i de to figurer i dag. Den første viser et multiplikativt indeks, der er skaleret mellem 0 og 1 og består af fire underindeks fra V-Dem databasen: Juridisk ’accountability’, korruption i de juridiske institutioner, højesterets politiske uafhængighed, og de lavere retsinstansers politiske uafhængighed. Disse indeks er skaleret mellem 0 og 1 og ganget sammen, så et land skal være bedst på alle fire punkter for at få den perfekte score 1.

Ser man på den første figur, er det klart at det ikke gøre den store forskel fra andre indeks. Korrelationen mellem det multiplikative indeks (i en sample af de vestlige lande i figuren og cirka 20 latinamerikanske lande målt mellem 2012 og 2016) og et simpelt gennemsnitsindeks er 0,91, og rækkefølgen af lande ligner den, man intuitivt ville forvente. Det måske mere interessante er, at Finland og Island ikke helt har samme kvalitet som de andre nordiske lande (i de blå søjler) – Finland fordi landet ikke helt har samme gennemsnitskvalitet, Island fordi der er et problem med at holde lavere instanser ansvarlige. I bunden af de ’vestlige’ lande finder man Rusland, der scorer tæt på 0 pga. den totale mangel på politisk uafhængighed i retsvæsenet.

V-Dem databasen tillader dog også, som vi tidligere har udnyttet, at trække disse forhold længere tilbage i historien. I den anden figur plotter vi derfor scorerne for 2012-2016 mod de samme landes scorer 60 år tidligere, hvilket afslører et interessant mønster. Figuren viser, at der i Europa over tid enten er institutionel persistens eller er sket forbedringer; der er ingen observationer i den nedre, højre halvdel af figuren. Med andre ord har lande enten bibeholdt deres niveau, eller over tid formået at rette op på de områder, der haltede bagefter.

Det er næppe en nørdet eller triviel pointe at vise, at europæiske og andre vestlige lande henover de sidste 60 år har fået mere konsistente institutioner. De er både blevet bedre i gennemsnit, og lande, der for eksempel havde solide retsvæsener med veluddannede jurister, som blot ikke var politisk uafhængige, har typisk løsnet det politiske greb om disse institutioner. Det er, for eksempel, i høj grad det der sker i Brasilien og Sydafrika i disse år, og en udvikling som lande som Chile og Uruguay gennemgik under og umiddelbart efter deres militærstyrer. Og det er en udvikling, som på langt sigt giver grund til at være optimistisk for fremtiden i nogle af disse lande.

Magatte Wades historie: Afrikansk iværksætteri og dets barrierer

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2018. Skriv et svar

Hvorfor er Afrika syd for Sahara så fattigt? Det er der mange forskellige forklaringer på, der rangerer fra ondskabsfuld vestlig konspiration og kolonidrømme til horribel, hjemmegroet afrikansk politik. Denne debat er ofte livlig i vestlige, akademiske miljøer – og en forvrænget udgave ender til tider i den mere populære presse – men er på ingen måde afklaret.

Hvis man har en lille halv time tilovers i løbet af den varme weekend, er det værd at se, hvad en initiativrig, vestafrikansk kvinde mener om det. Foundation for Economic Education brage forleden en fin lille artikel om Magatte Wade  (hattip: Richard Morrison), inklusive den fine film nedenfor. For alle med interesse og måske en bid af hjertet i det sorte kontinent, er den meget varmt anbefalet.

Er Ghanas success Rawlings fortjeneste?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2018. Skriv et svar

Ghana går i dag for at være en af succeshistorierne i Afrika syd for Sahara. Gennemsnitsindkomsten er i dag 4600 PPP dollars per indbygger (iflg. CIA) og med den nuværende udvikling nærmer landet sig økonomisk steder som Honduras, Moldova og Nicaragua, som vi opfatter som mere udviklede end Afrika. Det har været stabilt demokratisk de sidste 25 år og er også socialt ret fredeligt. Sådan har det bestemt ikke altid været, og udviklingen kunne have været meget anderledes uden en bestemt begivenhed.

I tiåret op til landets uafhængighed i 1957 var Ghana også kendt som en meget velfungerende britisk koloni under navnet Guldkysten, og et land, man ventede sig meget af, når det blev sit eget. Briterne tillod, som mange andre steder, at kolonien fik eget parlament – the Legislative Assembly – hvortil man i februar 1951 afholdt Afrikas første fair og frie valg med fuld og uindskrænket valgret. De britiske kolonimyndigheder gennemførte ganske enkelt en fuld demokratisering, der fortsatte ved valgene i juni 1954. Her gav koloniens befolkning Kwame Nkrumahs Convention People’s Party et dominerende flertal på 72 af de 104 sæder, og det blev derfor Nkrumah, der knap to år senere som ubestridt regeringsleder overtog magten i det uafhængige Ghana.

Den karismatiske Nkrumah, der havde en master-grad i filosofi fra University of Pennsylvania og hurtigt blev Vestens darling, viste sig dog at være en initialt meget populær, men også i stigende grad meget tydeligt elendig politiker. Hans ideer og politiske fokus blev stadig mere verdensfjerne over årene, og hans regering stod for ganske katastrofal politik, stærkt influeret af det sovjetiske eksempel, som også vestlige akademikere hyldede.

Militæret tog derfor magten ved et kup i februar 1966, og det nye regime overlevede et kupforsøg i april det følgende år. Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor – der på en logaritmisk skala viser udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1950 og 2014 i Ghana, nabolandene og Sydafrika – hjalp hverken det eller demokratiseringen i 1969 dog ikke på den økonomiske udvikling. I januar 1972 gennemførtes derfor endnu et succesfuldt militærkup med General Acheampong som en af lederne. I oktober 1975 gennemførte han et autogolpe og tog magten selv i stedet for den junta, der havde forsøgt at lede landet siden 1972. Det efterfulgtes af kup i juli 1978 og igen i maj 1979 (som Jerry Rawlings var involveret i), og en kort demokratisk periode. Særligt de politiske tiltag under den demokratiske regering var dog håbløse, og nytårsaftensdag 1981 kom så den begivenhed, som mange ghanesere – til adskillige historikere og politologers fortrydelse – ser som det afgørende vendepunkt iGhanas moderne historie. Militæret gennemførte under ledelse af Flight Leutenant Jerry Rawling et succesfuldt kup, smed den demokratisk valgte regering ud, og indførte militærstyre. Det nye regime gik til stålet, afviste bl.a. kupforsøg i november 1982 og marts 1984, og startede med et større oprydningsarbejde i centraladministrationen.

Økonomien rettede sig gradvist op, der kom ro på landet, og adskillige kilder peger også på, at der kom styr på den ellers galoperende korruption i dele af retsvæsenet og den offentlige administration. Spørgsmålet er, om det var sket alligevel, eller om Ghana uden Rawlings-regimet var fortsat nedad. Det er der nu et meget fint speciale fra Aarhus Universitet, der svarer på.

I juni forsvarede to ad mine dygtige, nu tidligere, studerende deres kandidatspeciale om dette emne. Frederik Thagesen og Lasse Larsen søger i specialet at svare på, om den succes, som Ghana har haft siden militærkuppet nytårsaftensdag i1981, faktisk kan tilskrives Rawlings-kuppet og hans efterfølgende regering. Det kræver, at man kan sige noget rimeligt fornuftigt om, hvad der var sket med Ghana uden Rawlings. Frederik og Lasse følger derfor det metodevalg, der kendes som ”the synthetic control method”. Vi har også her tidligere skrevet om brug af metoden i forbindelse med Kevin Grier og John Maynards vurdering af konsekvenserne af Hugo Chavez for Venezuelas økonomi, og Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kangs studie af, hvad Cuba sandsynligvis havde været uden Castros revolution.

Metoden går ud på, at man starter med at definere en større gruppe lande, der i princippet ligner Ghana. Man lader derefter en matematisk algoritme udvælge en syntetisk kontrol, skabt af et vægtet gennemsnit af udviklingen i disse såkaldte donorlande, der er så tæt på Ghanas faktiske udvikling før 1981 som det kan lade sig gøre. I Frederik og Lasses tilfælde viste det sig, at det bedste man kunne gøre, var at skabe et fiktivt land, der bestod af 1,2 % Burundi, 18,4 % Madagaskar, 29,4 % Niger, 42,4 % Togo og 8,6 % Venezuela. Umiddelbart kan den syntetiske kontrol se mærkelig ud, men ser man nærmere på landene, giver den ganske god mening i forhold til at bruge nabolande. Det er for eksempel tydeligt i figuren, at nabolandene ikke kan fungere som syntetisk kontrol, da deres økonomiske udvikling op til 1981 var langt stærkere end Ghanas. De er dermed ikke tilstrækkeligt sammenlignelige. Omvendt har Madagaskar i 1960erne og 1970erne samme politiske udvikling som Ghana med samme type ideer og også samme ustabilitet, Togo og Niger er geografisk og varemæssigt sammenlignelige, og Venezuela kommer sandsynligvis med som en ressourceeksporterende økonomi.

Det statistiske fit er også tydeligt i figur nummer to, der er taget direkte fra Frederik og Lasses speciale. Mens den syntetiske kontrol ville være stagneret – som Ghanas nabolande også gjorde – er knækket efter Rawlings meget klart. Med en syntetisk kontrolmetode bliver resultatet næppe meget tydeligere: Rawlings-regimet var et signifikant brud med den udvikling, landet havde haft indtil da og den man måtte have regnet med uden Rawlings-kuppet!

Ser man på den anden figur, er det klart at de cirka 35 år efter Rawlings-kuppet har bragt markant udvikling, og Ghana er i dag cirka dobbelt så rigt som forecastet af den syntetiske kontrol. Landet er ikke længere et uland, men er på vej til at etablere sig som mellemindkomstland, og en stor del af æren for det må gå til Rawlings, hans styre og – i særlig grad ifølge Frederik og Lasse – den åbenhad for handel som styret skabte.

Svaret på dagens spørgsmål er derfor et dundrende ja: Baseret på den bedste empiriske analyse, vi har til rådighed – Frederik og Lasses speciale – må man konkludere, at Rawlings og hans regerings politiske kursændring var central for Ghanas økonomiske udvikling. Ganske  pudsigt kan de to unge økonomer dog afvise, at Rawlings-ændringerne har været tydeligt vigtige for Ghanas sundhedsudvikling. De finder ingen virkninger, når man ser på befolkningens forventede livslængde. Ingen politikere eller styrer udfører mirakler, men Rawlings militærstyre kom tæt på – og indførte efterfølgende et af regionens mest velfungerende og stabile demokratier.

Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Af Christian Bjørnskov, den 25. juli 2018. 4 svar

Vi har foreløbig dækket en række emner i punditokraternes sommerserie om international handel, og har forhåbentlig bibragt vores læsere et klart indtryk af, hvorfor der er praktisk konsensus blandt nationaløkonomer om, at frihandel er absolut at foretrække. Spørgsmålet i dag er, hvorfor politikere og regeringer ikke ’bare’ rykker mod øget frihandel ved at fjerne told og andre handelsbarrierer. Til at svare på det spørgsmål, har man brug for indsigter fra public choice og politisk økonomi.

Selvom der findes indikationer helt tilbage til Adam Smith, kom det store gennembrug dog først med Gordon Tullocks nu klassiske ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”, der blev udgivet i the Western Economic Journal i 1967. Tidsskriftet, der i dag hedder Economic Inquiry, var dog ikke blandt de mest prestigiøse, og det tog til midten af 1970erne, før folk rigtigt fik øjnene op for argumenterne.

Det neoklassiske problem med handelsbarrierer blev beskrevet noget tidligere af Chicago-økonomen Arnold Harberger, som viste at barrierer medfører to ’dødvægtstab’. For det giver told og anden beskyttelse højere priser på produkter, der ellers kunne importeres frit. Det betyder, at forbrugerne kommer til at forbruge mindre og til højere priser. Mens de højere priser er en overførsel fra forbrugere til hjemlige producenter, og til regeringen i form af toldbetalingen, vil den mindre mængde, forbrugerne ikke får, udgøre et forbrugstab, som ikke bare er en overførsel. For det andet viste Harberger, at en del af den ekstra mængde, som den hjemlige industri producerer af den beskyttede vare, er et rent tab. Det skyldes, at det under almindelige omstændigheder ikke ville kunne betale sig at producere den ekstra mængde – prisen man kan få i fri konkurrence er ikke høj nok til at dække omkostningerne. Tabet kommer derfor fra at beskyttelsen binder ressourcer i industrien og derfor leder dem væk fra mere produktiv og til mindre produktiv anvendelse. På den måde bliver økonomien som helhed mindre produktiv.

Som Otto skrev om i forbindelse med Tullocks død for knap fire år siden, er det dog ikke kun Harbergers almindelige dødvægtstab, som er problemet. Man må spørge sig selv, hvem der vil have den politiske beskyttelse, som told og andre handelsbarrierer er. Dén type aktivitet kaldes rent-seeking, og rent-seeking skaber Tullock-tab, som vi skrev om i februar 2017 (læs her). Som vi skrev dengang: ”Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.”

Det Tullock indså var, at virksomheder og andre særinteresser er parate til at bruge ressourcer for at få politik, der gavner dem. Virksomheder, der tildeles beskyttelse mod international handel, bruger således allerede noget af deres ekstra profit på at købe den beskyttende politik. I mange lande kan man købe den med bestikkelse, men selv i Danmark er der en anden mulighed: lobbyisme. Man kan f.eks. donere penge til parties valgkampagner, overtage nogle af deres omkostninger, og endda tilbyde politikere lukrative bestyrelsesposter eller jobs når de forlader politik. Politikken vil være i virksomheders (og fagforeningers) interesse, og betalingen for den vil være i politikernes interesse. For virksomheder og politikere er der således tale om en slags win-win-situation, hvor taberne er de millioner af politisk uinteressante borgere.

Mens vi har skrevet om de fulde tab af protektionistisk politik før – Harberger-tabene, Tullock-tabene, og de langsigtede tab der skyldes, at virksomheder, der er beskyttede mod international konkurrence, ikke har noget særligt incitament til at investere i innovation, produktivitet eller udvikling – findes der en vigtig twist på historien. Den kommer, når man begynder at overveje, hvilke virksomheder, der har størst tilskyndelse til at lobbye og derigennem købe politik.

Indsigten blev først beskrevet af den israelske økonom Arye Hillman i en artikel i 1982 i American Economic Review. Hillmans udgangspunkt var, at virkeligt konkurrencedygtige virksomheder ikke har noget særligt incitament til at bruge ressourcer på beskyttelse, da marginalafkastet af de alternative ting, ressourcerne kan bruges på, sandsynligvis er noget højere. Oveni kunne man frygte, at beskyttelse af en sektor kunne tillade, at dårligere virksomheder overlever – og hvorfor ville virkeligt konkurrencedygtige virksomheder har interesse i det?

Det omvendte gælder de virksomheder og industrier, der er mindst produktive og decideret begynder at være lukningstruede. Hillmans indsigt her var, at hvis de investerer ressourcer i at lobbye for øget beskyttelse, er der en ganske stor gevinst at hente, hvis de får beskyttelsen. Hvis de ikke gør, lukker de – og i det tilfælde er tabet det samme, uanset om man havde lobbyet eller ej. Det faktum, at der således er en asymmetrisk situation – får man beskyttelse, er afkastet at lobbyismen stort, får man ikke er det bare et nul – gør at jo værre en virksomhed eller industri klarer sig, jo mere sandsynligt er det, at den kommer til at lobbye for beskyttelse.

Hillman blev dermed den første til teoretisk at beskrive det særligt skadelige fænomen, som efterfølgende er dokumenteret: Protektionistisk politi i den virkelige verden beskytter ikke blot tilfældige virksomheder, man som oftest de virksomheder, som det giver mest samfundsøkonomisk skade at beskytte! Således kan man aldrig blot se på de rent økonomiske forhold ved international handel. De virkelige skadevirkninger af at begrænse den bliver først tydelige, når man får den politiske dynamik med.

Hvad gør handel 8: Melitz og den nye-nye handelsteori

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2018. Skriv et svar

Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks når man først får tænkt over tingene, ligesom stort set all andre forhold omkring handel også er logiske, men kræver at man overvejer dem grundigt.

Det gælder også – med Joseph Schumpeters udtryk – den ’kreative ødelæggelse’ som handel skaber. På den korte bane er der masser af eksempler på, hvordan udenlandsk konkurrence slår visse virksomheder og jobs ihjel, og især eksempler som medier og politikere med deres egen agenda kan se. På den anden side er der også meget tydeligt for enhver med blot en anelse økonomisk indsigt, at handelen gør virksomheder, sektorer og hele lande mere produktive.

Hvordan det sker, er et af de forhold som nationaløkonomer har tænkt længe og dybt over. Det resulterede for knap 20 år siden i det, der af underlige grunde nu kaldes ’new-new trade theory’, eller ny-ny handelsteori. En af pionererne, Harvard-økonomen Marc Melitz, startede et helt andet sted: Med observationen, at det ikke er alle virksomheder der eksporterer. Det var og er velkendt og på ingen måde sært, men hans observation var også, at tidligere handelsteori faktisk ikke kunne forklare, hvorfor de ikke alle eksporterer.

Problemet var, at hvis man med mere almindelig teori skal forklare, hvorfor der er virksomheder i samme sektor, der ikke eksporterer mens andre gør, måtte man antage, at de var så uproduktive, at deres varer var for dyre til at sælge på verdensmarkedet. Men hvis de var det mens andre ikke var, blev det et mysterium hvorfor de ikke bare blev udkonkurreret af andre virksomheder.

Melitzs svar er, at der er faste omkostninger ved at eksportere. Skal en virksomhed eksportere til et marked, må den nødvendigvis investere i at finde ud af, hvilke varer der kan leveres til hvilke importører, og hvilke toldsatser og reguleringer, der kan stå i vejen. Hele indsatsen koster ressourcer, hvilket betyder at der er en omkostning ved at eksportere.

Den første del af Melitzs indsigt er, at virksomheder kan være produktive nok til at tjene penge på at levere til hjemmemarkedet, men ikke så produktive, at de kan overkomme de faste omkostninger ved at eksportere. Det vil derfor være de mest produktive virksomheder, der eksporterer, fordi de er så produktive at de stadig kan tjene penge på at eksportere til andre markeder, selvom det koster en ekstra udgift. Meltiz-modellen forklarer derfor ikke blot, hvorfor ikke alle virksomheder eksporterer, men også hvilke der gør.

Hans anden indsigt handler om, hvad der sker når handelsbarrierer sænkes – enten ved at told, reguleringsbarrierer eller simpelthen transportudgifter falder. For det første vil de virksomheder, der allerede eksporterer, øge deres indtjening og derfor også producere mere til verdensmarkedet. For det andet vil det betyde, at nogle virksomheder, der ikke før kunne tjene penge på eksport, nu har en større profitmargen og derfor vil begynde at eksportere. Der kommer således flere virksomheder, er eksporterer. For det tredje indebærer det derimod også, at nogle af de mindst produktive virksomheder vil forsvinde. Grunden er ikke, at de udsættes for mere konkurrence – det gør de ikke – men fordi de andre virksomheder vil producere mere, og at den ekstra profitmargen også tillader dem at tilbyde højere lønninger. De mindst produktive vil således ikke længere kunne tjene penge med de højere lønninger, der betales i sektoren, og de vil derfor enten gå fallit eller stille forsvinde.

Overordnet giver Melitz en overbevisende forklaring på, hvorfor international handel gør økonomien som helhed væsentligt mere produktiv, hvorfor de mest produktive virksomheder eksporterer, og også hvorfor nogle bestemte virksomheder forsvinder i konkurrencen på verdensmarkedet. Melitz startede dermed det, man nu kalder ny-ny handelsteori, der har bibragt flere indsigter i, hvordan international handel og globalisering gør hele samfund mere produktive. Og når man tænker omhyggeligt over det, er det hele ganske logisk.

Vernon Smith og THINK-konferencen hos IEA

Af Christian Bjørnskov, den 19. juli 2018. Skriv et svar

The Institute of Economic Affairs – en af Storbritanniens ældste og mest indflydelsesrige tænketanke, som jeg er stolt af at være affilieret med – afholdt forleden den årlige THINK-konference. Hovedtaleren i år var professor Vernon Smith, der altid er værd at høre og læse. Smith modtog Nobelprisen i økonomi i 2002 for sit arbejde med eksperimenter i samfundsvidenskaberne, og er generelt en både formidabelt skarp tænker, uafhængig og meget åbensindet.

Har man lidt ekstra tid i de sløve sommeruger, kan man med fordel bruge dem på, at se Smiths samtale med Philip Booth i linket nedenfor, eller Kate Andrews interview med ham på IEAs glimrende podcastserie. Andre muligheder er Jamie Whytes oplæg om Oxfam og de problematiske ulighedsmål i international debat, den altid interessante Steve Davies om Jeremy Corbyn og Labours mærkværdige idéer i britisk politik, eller Tim Harford om innovation og hvad historie lægger vægt på. Det hele er – som sædvanligt når det kommer fra IEA – stærk anbefalet.

Hvad gør handel 6: Lerners symmetriteorem

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2018. 2 svar

Som bekendt handler Punditokraternes sommerserie i år om international handel. Forleden skrev Otto om det umiddelbart paradoksale i, at handelsliberalisering også skaber tabere. Det er dog ikke noget paradoks, og nær man tænker over det er det også ganske intuitivt. I dag handler det derimod om et resultat, der er stærkt modintuitivt for de fleste mennesker: At skat på eksport skaber de samme problemer som told på import.

Som Greg Ip bemærkede forleden i en fremragende artikel i Wall Street Journal, var Abba Lerner stadig kandidatstuderende på London School of Economics da han viste det fænomen, der nu bærer hans navn: Lerners symmetriteorem. Udgangspunktet er det indlysende, at absolutte priser ikke er vigtige for folks adfærd. De køber ikke mindre af en vare, hvis dens pris er 400 i stedet for 100, ligesom virksomheder heller ikke blot vil producere mere når prisen er 400. I stedet reagerer folk på de relative priser, dvs. hvad koster en vare i forhold til andre varer.

Ser man på bytteforholdet, dvs. prisen på eksportvarer (som vi kalder PE) delt med prisen på importvarer (PI), er det let at illustrere Lerners symmetriteorem. Forholdet mellem de to er PE / PI, og det indlysende for de fleste er, at denne relative pris på eksportvarer falder, når man lægger en told på import og PI således stiger. En del af Lerners indsigt var dog, at det samme sker, når man lægger en skat på eksportvarer. I det tilfælde vil den pris, som virksomheder modtager for deres varer, naturligvis falde fordi der skal betales en skat på dem. Virkningen er derfor den samme som en importtold – om PI stiger eller PE falder er ikke vigtigt da de begge har samme virkning på den relative pris. Skat på eksport virker dermed på samme måde som told på import.

Denne virkning sker gennem en række ret intuitive mekanismer, og det er kun den endelige konsekvens, som ikke er intuitiv. Som Greg Ip formulerer det i WSJ, ”If a tariff generated significant new demand for the protected American sector, the resulting boost to prices and jobs would put upward pressure on inflation, interest rates and the dollar, further hurting exports.” Man må dermed også sørge for at se på, hvad handelsbarrierer gør ved inflationen og fordelingen af jobs internt i økonomien. Alessandro Barattieri, Matteo Cacciatore og Fabio Ghironi viste fornylig, at dette resultat ikke blot gælder USA, men også holder for de 21 andre lande, der undersøger i et nyt working paper for National Bureau of Economic Research. De sektorer, der beskyttes af handelsbarrierer, ansætter flere folk og driver derfor lønnen op. Der er til skade for eksportvirksomheder, der får sværere ved at ansætte folk, og dårligere konkurrenceevne pga. de højere lønomkostninger. Oveni dette må man lægge det helt indlysende, at mange importvarer faktisk bruges som input i produktion af eksportvarer. Som økonomerne Joseph Francois og Laura Baughman viste i en analyse i marts, kan Trump-administrationens told på import af stål beskytte cirka 33.000 jobs, men ødelægger  på samme tid 179.000 jobs i industrier, der bruger stål.

Implikationen af Lerners Symmetriteorem er således den modintuitive, at hvis man skaber handelsbarrierer, er nogle af de store tabere faktisk eksportvirksomheder. Som de to figurer nedenfor viser, er Danmark på ingen måde isoleret fra Lerners Symmetriteorem. I den først figur er det ganske let at se hvordan importandelen af det danske nationalprodukt følges tæt med eksportandelen: Jo mere vi importerer, jo mere eksporterer vi også. Det samme gælder også, hvis man direkte tester effekterne på den relative pris. Figur nummer to viser sammenhængen mellem ændringer i importpriserne og eksportpriserne. Også her er det meget tydeligt (med en outlier, der er 1960-priserne), at de to relative prisindeks følges ganske tæt ad.

Lerner, der ellers mest kendes som en af 30erne og 40ernes fremmeste demokratisk-socialistiske økonomer sammen med Oscar Lange, bidrog dermed til vores dybere forståelse af handel, og ikke mindst hvor skadelige, handelsbarrierer faktisk er. Uanset at præsident Trump og hans team også ignorerer denne indsigt, er Lerner igen relevant i den internationale debat. Topøkonomer i handelsteori som Douglas Irwin har af flere omgange understreget, hvordan Trumps handelsbarrierer skader amerikanske eksportvirksomheder, og dermed ikke engang virker efter Trumps egen hensigt. De indsigter skylder vi Lerner og hans symmetriteorem.

Hvad gør handel 4: La Douce Commerce

Af Christian Bjørnskov, den 8. juli 2018. 3 svar

Punditokraternes sommerserie handler i år om international handel. Vi har i de første få installationer skrevet om klassisk handelsteori – komparative fordele, Heckscher-Ohlin-modellen, og de monopolødelæggende virkninger af handel – og kommer til at skrive mere om økonomi de næste uger. I dag vender vi os dog mod en af de andre veldokumenterede sider af international handel, der ofte opsummeres i det, der på fransk kaldes hypotesen om la Douce Commerce.

Den grundlæggende idé stammer fra den franske politiske filosof Montesquieu, hvorfor den har et fransk navn. Montesquieu foreslog, at en af de vigtigste virkninger af international handel, og mere generelt af fri, kommerciel aktivitet, er at den gør folk ’rarere’ – nemmere at omgås, mere troværdige osv. Hypotesen tilsiger også, at det samme gælder stater, når de handler mere med hinanden og med resten af verden. Idéen er ganske ligetil, og helt intuitiv: Når man handler mere med hinanden, har man mere at tabe – snyder man folk, følger man ikke almindelige normer for ordentlig opførsel osv. har det både økonomiske og sociale konsekvenser – og folk vil derfor være mere tilbøjelige til at opføre sig ordentligt, holde deres løfter osv. Det samme gælder dermed for stater, der både kan have et internationalt omdømme at beskytte, men også vil have langt flere borgere og langt flere politisk relevante interesser, der har en del af deres liv og indkomst bundet op på handel og anden interaktion med borgere og interesser i andre lande. Som Montesquieu formulerede det i (den engelske oversættelse af ) De l’Esprit des Lois i 1958:

The natural effect of trade is to bring about peace. Two nations which trade together, render themselves reciprocally dependent; for if one has an interest in buying, the other has an interest in selling; and all unions are based upon mutual needs.

Meget i modsætning til marxistisk teori, som påstår en ureguleret økonomi og et frit samfund gør folk egoistiske og intolerante, mente Montesquieu derfor, at international handel ville føre til fred og fordragelighed. Med andre mener tilhængere af la Dource Commerce at frihandel betyder, at lande ikke går i krig med hinanden. Et af de vigtige eksempler er opløbet til anden verdenskrig, som netop handlede om lukkede grænser. Ovenpå den store depression og 30ernes krise lukkede adskillige lande – ikke mindst USA, Italien, Frankrig og Tyskland – deres grænser for handel, mens bl.a. Storbritannien opretholdt langt friere handelsbetingelser.

Mens den mest umiddelbare implikation af hypotesen er fred i stedet for krig, er der faktisk endnu bedre evidens for mere mellemmenneskelige virkninger af handel og fri kommerciel aktivitet. Vi skrev om Douce Commerce-hypotesen for tre år siden (læs her) i forbindelse med Niclas Berggren og Therese Nilssons projekt om emnet, hvor de i en række artikler udforskede sammenhængene mellem økonomisk frihed, globalisering og borgernes tolerancenormer i forskellige dele af verden. Mine to glimrende kolleger fra IFN har her vist, hvordan både globalisering og økonomisk frihed internt i et land er forbundet med stærkere tolerancenormer (læs f.eks. her, her og her). Havde Marx haft ret, ville sammenhængene være negative, men de er helt generelt positive.

Alle disse effekter har måske deres oprindelse i en form for økonomisk overvejelse eller sammenhæng, men konsekvenserne er ikke-økonomiske: Mere international handel fører til mere fred, fordragelighed og tolerance. Og på den måde kan man, med Montesquieu i baghovedet, også spørge hvorfor helt bestemte fagforeningsinteresser opfordrer borgere og politikere til at diskriminere mod ordentlige, lovlydige udlændinge, der arbejder og bor i Danmark. Disse særinteresser raser blot ikke mod handel, men mod det de kalder ’social dumping’, bl.a. fordi de ved at jo mere vi handler – og jo mere vi også tillader udlændinge at bidrage til den danske økonomi i Danmark – jo dyrere bliver det at diskriminere og jo sværere at konkurrere med de dygtigste. Havde han levet i dag, havde Montesquieu sandsynligvis skrevet imod det, 3F, Socialdemokraterne og DF kalder ’kampen mod social dumping’. Den er ikke anderledes end kampen ’mod’ international handel.

Regimeændringer de sidste fem år

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2018. 1 svar

I dag udgiver Martin Rode og jeg version 2 af det, der kort kaldes Bjørnskov-Rode databasen – vores opdatering og udvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands kendte DD-database. Vi dækker nu 208 lande op til 1. juli 2018 med information om, hvorvidt de er demokratiske eller ej, deres type af demokrati eller autokrati, og både karakteristika af valgsystemet, parlamentet og statsoverhovedet. Den nye feature i databasen er, at vi nu tydeligt koder, om vores vurdering af deres politiske institutioner hviler på om der er valg eller ej, om der er et eller flere partier, om valgene er frie og fair, og om de faktisk også kan føre til regeringsskift. Vores vurdering af, om der er frie og fair valg, er baseret på internationale valgobservatørers rapporter.

Der er både gode og dårlige nyheder, som vi ’samler op’ i vores data for de sidste fem år. De gode er, at flere lande er kommet så langt, at frie og fair valg faktisk fører til fredelige regeringsskift. Dermed har der været de facto demokrati i Mali og Guinea-Bissau siden 2014, i Gambia og Seychellerne siden 2017, og i Liberia siden januar i år, da den forhenværende fodboldstjerne George Weah vandt præsidentvalget over den siddende præsident Ellen Johnson-Sirleaf. Vi noterer også, at det sidste valg i Angola i 2018 faktisk overholdt almindelige standarder for demokratiske valg. Vi kan dog ikke endeligt kode Angola som demokratisk, da landet stadig ikke har haft et regeringsskift, men fortsat har en regering ledet af MPLA-bevægelsen, som tidligere har svindlet med adskillige valg og været ved magten siden midten af 1970erne. Det er derfor ikke til at vide, hvor demokratiske, landets politiske institutioner faktisk er, da de ikke har været stresstestet ved at en regering har tabt et frit valg. På samme måde er der grund til at holde øje med Lesotho og Nepal, der begge havde korte periode hvor deres spæde demokratier blev midlertidigt suspenderede.

På den negative side kan vi desværre også se flere lande, hvor demokratiet er gået tabt. Det gælder således Thailand efter et militærkup i 2014, Burundi hvor valget i 2015 var tydeligt ufrit, ligesom valg i Nicaragua i 2017, og Honduras og Kenya i 2018 ikke gik korrekt for sig. Mest kendt er dog hændelserne i Venezuela og Tyrkiet i 2016, hvor helt skruppelløse diktatorer fortsat underminerer de tilbageværende institutioner.

Sidst, men ikke mindst, er der de svære sager, hvor det måske går fremad, men vi ikke kan sige noget om, hvorvidt fremgangen er stabil. Vi ser således små skridt fremad i Burma fra November 2015, som oppositionen fik lov til at vinde på ærlig vis, selvom militæret på ingen måde gav slip på magten. Zimbabwe er en anden case, hvor militæret med Emerson Mnangagwa i spidsen (endelig) foretog et vellykket kup mod landets mangeårige præsident Robert Mugabe. Om Zimbabwe kan vende tilbage til de langt mere demokratiske institutioner, landet havde før 1962 – som den selvstyrende britiske koloni Rhodesia – er på ingen måde sikker, men det virker sikkert at sige, at Mnangagwa ikke kan være lige så absurd en statsleder som Mugabe var.

Situationen i Egypten, der havde et faktisk valg, fik en stærkt muslimsk regeringsleder der opførte sig diktatorisk, og derefter blev smidt ud af militæret, er langt sværere at vurdere. Det basale spørgsmål, vi stiller i dag, er derfor om det går fremad i verden. Svaret er, at det er temmelig blandet, men at fremgangen ofte overses i danske medier. Frie og fredelige valg i Gambia får næppe meget opmærksomhed blandt danske journalister. Læser man almindelige aviser kan man derfor hurtigt få et indtryk af, at det går tilbage for demokratiet. Bruger man vores database, er situationen mere blandet fordi man kan få øje på lyspunkterne.

Hvad gør handel 3: Monopoldestruktion

Af Christian Bjørnskov, den 5. juli 2018. 1 svar

Den tredje installation i dette års sommerserie om international handel handler om, hvordan frihandel løser et problem for almindelige forbrugere, som ofte er politisk skabt. Mens monopoler kan være naturlige – for eksempel når bestemte metaller kun eksisterer ét sted, at der er så massive stordriftsfordele at det største firma kan udkonkurrere andre, eller at det er prohibitivt dyrt at komme ind på et marked med kun ét firma – er de fleste monopoler skabt af lovgivning.

Uanset hvordan de er skabt, skaber monopolerne store tab for samfundet, og særligt for forbrugerne. Fordi et monopol ikke er udsat for konkurrence kan det sætte den pris og udbyde den mængde, der maksimerer profitten. Jo flere virksomheder, der konkurrerer, jo større bliver tabet hvis man sætter en for høj pris – konkurrence mellem virksomheder vil føre til, at de sætter prisen ned. Det er denne mekanisme, som monopoler kan ignorere, da forbrugerne ikke har noget valg.

Det er her, en af de vigtige – og politisk særdeles upopulære – virkninger ved handel ligger. Hvis en importtold eller en anden handelsbarriere hæver den pris, som udenlandske varer kan sælges til uden tab, til over monopolprisen, vil ingen have en interesse i at importere den. Monopolet er derfor beskyttet perfekt overfor udenlandsk konkurrence. Men falder omkostningerne ved at importere under den pris, som monopolet tager, kan det betale sig at købe de udenlandske varer. Hvis enten tolden, andre barrierer, eller blot transportomkostningerne falder nok, er der pludselig ikke længere en situation uden konkurrence. De udenlandske produkter konkurrerer med monopolets, og driver dermed i første omgang prisen ned og udbuddet op. Monopolvirksomheden har dermed ikke længere monopol. Det glæder pudsigt nok også, hvis den udenlandske virksomhed også er et monopol.

Det giver næsten sig selv, at jo lavere handelsbarriererne er, jo lavere bliver den pris, udenlandske virksomheder kan sælge til på det danske marked, og jo mere udsat er den tidligere monopolvirksomhed. Det er den proces, man kalder monopoldestruktion. Mens det til tider er tydeligt, at handel er en trussel mod gamle, såkaldt ’hæderkronede’ virksomheder, er den helt utvetydigt til gavn for forbrugerne. Når f.eks. flyselskaber som belgiske Sabena bukkede under, italienske Alitalia er de facto fallit, og skandinaviske SAS egentlig også burde være afgået ved døden, kan det synes som økonomiske tab. Men de mange andre selskaber, om de hedder Norwegian, Ryanair eller Emirates, overtager markederne med langt bedre tilbud til kunderne. Det store problem, som vi skriver om senere på sommeren, er at monopolvirksomhederne ofte beskyttes fra politisk side, og derfor overlever som zombifirmaer. Monopoler er altid tab for samfundet, og når de beskyttes politisk imod international konkurrence, gør man blot ondt værre.

Hvad gør handel 2: Hecksher og Ohlins indsigt

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2018. 1 svar

Den anden udgave af dette års sommerserie om international handel handler om to svenskere: Eli Heckscher og Bertil Ohlin ved Stockholms Handelshøjskole. De to nationaløkonomers arbejde er centrale for vores forståelse i dag af komparative fordele, og i helt særlig grad for hvordan gevinsterne af frihandel er fordelt mellem forskellige grupper i samfundet.

Heckscher og Ohlin begyndte i starten af 1930erne at tænke over, hvorfor bestemte lande har bestemte komparative fordele. De tog således udgangspunkt i Ricardos allerede dengang hævdvundne om hvordan det meste international handel er drevet af forskelle mellem landes komparative fordele, dvs. hvad de relativt set er bedre til at producere end andet. Resultatet blev det, der i dag ganske enkelt kaldes Heckscher-Ohlin modellen, og som er en af kernerne af international handelsteori.

Heckscher og Ohlins hovedpointe kræver blot, at man har en verden med to lande, to varer og to input – arbejdskraft og kapital. Kapital betyder her, som altid når nationaløkonomer bruger begrebet, fysisk realkapital – dvs. maskiner, bygninger og andet produktivt udstyr, og ikke de aktier, obligationer eller andet som virksomheder kan udstede for at finansiere udstyret. De to svenskere så her, at nogle varer bruger relativt lidt udstyr og meget arbejdskraft, mens produktionen af andre varer kræver relativt lidt arbejdskraft, men meget udstyr. Hvad man kan producere relativt billigere afhænger derfor af, hvor dyr den ressource er, som an skal bruge meget af for at producere varer.

Heckscher og Ohlin så dermed, at visse lande har komparative fordele i at producere tekstiler fordi de har store mængder af billig arbejdskraft, men relativt lidt kapital: Tekstiler er ’arbejdskraftintensive’. Det gør skoproduktion komparativt billigere end at producere computere når arbejdskraft er rigelig og dermed billig. Omvendt vil lande med meget kapital kunne producere computere billigt, mens skoproduktion bruger den dyre ressource, arbejdskraft. Heckscher og Ohlin kunne dermed konkludere, at landes komparative fordele er defineret af deres faktorbesætning.

Modellen kan sagtens udvides med flere faktorer. I årene efter anden verdenskrig dukkede der for eksempel kritik op af Heckscher og Ohlin, fordi USA’s eksport var domineret af varer, der så ud til at være arbejdskraftintensive. Denne kritik var drevet af Wassily Leontief og kaldes derfor i dag for Leontief-paradokset. Økonomer, der så nærmere efter, fandt dog at der ikke var noget paradoks: USA’s eksport ikke arbejdskraftintensiv som sådan, men bestod af varer hvor den vigtige ressourcer var uddannet arbejdskraft. Leontief og andre havde overset, at der også er forskellige slags arbejdskraft. På samme måde har dele af Latinamerika som f.eks. Argentina og Uruguay komparative fordele i kødproduktion fordi de store, halvøde græsområder – pampassen – er den rigelige og meget billige, vigtigste ressource for kvægdrift i stor skala. Danmarks komparative fordele skal også findes i ganske specifik og rigelig know-how i f.eks. landbrug (svin og mejeridrift) og shipping .

De to vigtigste forhold ved Heckscher og Ohlins model er, at den 1) giver en dybere forståelse af, hvorfor og i hvad lande med forskellig faktorudrustning handler med hinanden; og 2) hvilke grupper i samfundet vil umiddelbart have størst gevinst af friere handel. Åbner man nemlig for langt friere handel, vil et land kunne sælge langt mere af de varer, det har komparative fordele i, men nok også opleve at virksomheder, der producerer andre varer, kommer ud for at større pres fra international konkurrence, og i sidste ned bukker under. De store vindere vil derfor rent umiddelbart være dem, der ’ejer’ den ressource som bruges intensivt i de varer, landet eksporterer.

Hvis man åbner op for frihandel med et fattigt land, vil det fattige land komme til at eksportere langt flere varer, der bruger meget arbejdskraft. Det øger efterspørgslen efter arbejdskraft, hvilket vil presse lønnen op. Omvendt vil det fattige lands kapitalintensive sektor lide, hvilket gør at kapitalejere vil få lavere afkast. Det omvendte vil ske i det rige land, og Heckscher-Ohlin modellen kan derfor sige noget om fordelingen af gevinster ved frihandel – og hvordan frihandel i høj grad er mest gavnlig for fattige mennesker i fattige lande! Kender man til Heckscher og Ohlins arbejde, og resultatet ovenfor, der kendes som Stolper-Samuelson Teoremet, er det således meget svært at købe antiglobalisternes argument om, at globalisering og frihandel skader verdens fattigste. At der så i specielt rige lande kommer en komplikation i og med at strukturen i priserne også ændrer sig med friere handel er en vigtig pointe, som vi kommer til senere i punditokraternes sommerserie.

Hvad gør handel 1: Introduktion

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2018. 5 svar

Som flere år tidligere kører vi igen i år en sommerserie på punditokraterne. Sidste år handlede sommerserien om public choice, som vi mener at flere mennesker bør vide noget om. På samme måde har vi i år fundet et emne, som de fleste mennesker – og kun ganske få politikere – faktisk ved noget om: International handel. Handel er ekstremt vigtig og en af de store drivkrafter i moderne udvikling, men også så dybt misforstået, at præsidenter i både USA og Frankrig har absurde ideer om den, ligesom mange uvidende vælgere kan lade sig forlede af løfter om beskyttelse mod international konkurrence osv. Formålet med dette års sommerserie er derfor at oplyse, og forhåbentlig bidrage til at vores almindelige læsere, men også gymnasieelever og alle andre interesserede, ikke fælder i disse fælder.

Et af de særlige forhold ved emnet er, at manges – og måske de flestes – forestilling om handel og hvor gevinsterne ved international handel er, er begrundet i det, man kalder merkantilisme. Kernen i merkantilisme kan meget kort opsummeres i forestillingen om, at eksport er godt, import er skidt. Det paradoksale er, at økonomer har vidst mindst siden Adam Smiths arbejde i 1770erne, at de merkantilistiske idéer er forkerte, og siden David Ricardos banebrydende Principles of Political Economy fra 1817 har der været konsensus blandt (ikke-marxistiske) nationaløkonomer om kernen i konsekvenserne. Fra den faglige side står vi derfor med den frustrerende situation, at mange mennesker og de fleste politikere enten ikke forstår eller benægter, hvad der blandt os har været konsensus om i 200 år. Kunne man forestille sig en lignende situation udenfor økonomi, hvor et flertal af befolkningen for eksempel stadig troede på flogistonteori eller eksistensen af gener?

Blandt økonomer taler man om, at de meste af den internationale handel er drevet af to forhold: Enten har et land eller område absolutte fordele i at producere en bestemt type varer eller service, eller de har komparative fordele. Senere arbejde, som vi kommer tilbage til senere i sommerserien, fokuserer også på såkaldte kompetitive fordele.

Adam Smith bidrog med en klar beskrivelse af absolutte fordele. Han skrev i sin Wealth of Nations i 1776, at den basale funktion af import er “to relieve one another’s wants” mens eksport fungerer for at “ encourage one another’s industry.” Smith pegede derfor på, modsat politikere dengang som nu, at der er store gevinster forbundet med import! Han forstod også, at modsat merkantilisterne – som målte et lands velstand i dets beholdning af guld, sølv og andet ’værdifuldt’ – er et af de vigtigste formål med eksport at tjene udenlandsk valuta, så man kan betale for sin import. Eksporten bidrager ikke direkte til vores levestandard på samme måde som import. Er man i tvivl, kan man for eksempel se på ens eget tøj, mad og transportmiddel og spørge, hvordan ens liv havde været uden de dele, der er produceret udenfor Danmark. Eksportens bivirkning, som Smith også så og beskrev med ordet ’encourage’, har været hovedfokus i det, der nu kaldes ’ny ny handelsteori’, og som vi dækker senere i serien.

De fleste kan sagtens spotte Smithske absolutte fordele: Visse lande har absolutte fordele i eksporten af diamanter, uran, eller bestemte slags fisk, fordi disse produkter kun eksisterer helt bestemte steder i verden. På samme måde regner man ofte kaffe og citroner som absolutte fordele: De kan produceres i drivhuse andre steder, men det er så dyrt og resultaterne så dårlige, at drivhusvarerne reelt ikke er de samme. Smiths beskrivelse af handel og hvorfor nogle lande handler med bestemte varer er derfor eminent intuitiv.

Derimod har Nobelprisvinderen Paul Samuelson kaldt David Ricardos bidrag til handelsteori for en af de få indsigter i samfundsvidenskaberne, der er tydeligt sand, men på ingen måde indlysende for de fleste begavede mennesker. Ricardos teori om komparative fordele er dog også ofte karakteriseret som den mest succesfulde teori nogensinde i samfundsvidenskaberne. Han tog udgangspunkt i den indlysende (men ofte ignorerede) sandhed, at der er begrænsede ressourcer i ethvert samfund. Bruger man flere ressourcer på at producere vare X, må man nødvendigvis bruge færre på at producere vare Y. Det gælder derfor altid om, at bruge sine ressourcer bedst muligt, og dermed på det, man er bedst til. Den overraskende implikation er, at et land der er dårligt til alt stadig kan have stor gavn af handel. Ricardo og folk efter ham bruger ofte et ganske simpelt eksempel til at vise det.

Forestil dig, at Godeland kan producere 1000 eksemplarer af vare X med brug af 1000 arbejdstimer, og 500 af vare Y med brug af 1000 arbejdstimer. Lorteland bruger 4000 arbejdstimer på at producere 1000 af vare X og 4000 arbejdstimer på 1000 af vare Y. Godeland har derfor en absolut fordel i produktionen af begge varer, men kan indlysende nok ikke eksportere dem begge to. Hvis de gjorde det, hvordan ville Lorteland da nogensinde kunne tjene Godelands valuta, så de kunne betale for deres import?

Ricardos geni lå i at indse, at hvis man flytter 1000 timer i Godeland fra vare Y til vare X får man 1000 flere eksemplarer af vare X og 500 færre af vare Y. Gør man det samme i Lorteland, får man 250 eksemplarer mere af vare X, og 250 færre af vare Y. Forholdet i Godeland er derfor 1000 / 500 = 2, mens i Lorteland er det 250 / 250 = 1. Godeland har dermed en massiv komparativ fordel i at producere X. Godeland kan således hæve sin levestandard ved at holde op med at producere Y, importere hvad de vil af Y, og ansætte den ekstra arbejdskraft til at producere X, og eksportere noget af den til Lorteland. På samme måde er det en god deal for Godeland, da de importerer X billigt fra Lorteland og dermed kan ansætte mere arbejdskraft til at producere Y, som de lige så dårlige til at producere. De får billigere X, og en højere pris for Y når nu Godeland ikke længere producerer det. Begge lande har haft gavn af handelen!

Ricardos teori om komparative fordele har været ekstremt indflydelsesrig de sidste 200 år, og var blandt idégrundlaget for, at det britiske parlament i 1846 begyndte en lang og dyb liberalisering af landets internationale handel. Premierminister Robert Peel havde for eksempel læst Smith og Ricardo og var blandt hovedmænden bag den berømte Repeal of the Corn Laws – afskaffelsen af handelsbarrierer på kornimport. Liberaliseringen var måske en trussel mod store jordejeres indtægter, men gjorde livet langt lettere og billigere for landets mange fattige og bidrog til den store transition af det britiske samfund. Det samme gør liberaliseringer i dag – men mere om det senere på sommeren!

Saudiske bilister og lighed for kvinder i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2018. Skriv et svar

Berlingske bragte i går den glædelige nyhed om, at Saudiarabien fra søndag ophæver landets forbud mod, at kvinder kører bil. Sauderne har længe ført en ekstremt traditionel linje, hvor kvinder til enhver tid hører under en mand – en ægtefælle, far, bror eller andet – og ikke havde nogen rettigheder. Som vi påpegede i december, skabte forbuddet kombineret med Saudiarabiens større åbenhed overfor resten af verden den absurde situation, at en fuldt kvindelig flight crew fra Royal Brunei (der i øvrigt ejes af landets stærkt troende sultan) landede en Boeing 787 i Riyadh, men ikke måtte køre i bil derfra.

Det har landet, stærkt påvirket af den magtfulde Kronprins Mohammed bin Salman, der virker langt mere liberal og moderne end den ældre del af familien, nu opgivet. Saudiske kvinder må for eksempel nu gå til koncerter, i biografen, til fodboldkampe, og endda slutte sig til den saudiske hær. Hvor langt landet har bevæget sig, og hvordan situationen ser ud i resten af den rige verden, handler dagens post om.

FN udgiver hvert år i forbindelse med årets Development Report et indeks over lighed mellem kønnene. Som det ofte er tilfældet, er indekset en blandet pose bolcher – man må undre sig over, hvorfor mødredødelighed er en indikator for lighed mellem kønnene og ikke blot for fattigdom eller kvaliteten af sygeplejen – og vi tager derfor kun tre indikatorer derfra: Forskellen mellem kvinders og mænds forventede uddannelseslængde, forskellen på mænds og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og andelen af kvinder i parlamentet.

Der er næppe mange læsere, der kan være overraskede over, at de nordiske lande klarer sig fint på indekset, mens Saudiarabien ligger i bunden af de rige lande. I figuren nedenfor, hvor vi kun bruger de to første mål for den rigeste fjerdedel af verdens lande, ligger de nordiske lande (blå søjler, inklusive Estland) absolut i toppen sammen med New Zealand; Saudiarabien ligger i bunden. Tidligere kommunistiske lande (røde søjler, læs mere her) placerer sig også anderledes, men kun blandt de rige af dem, mens enkelte lande som Tyskland klarer sig forbløffende ringe.

Tager man derimod den tredje komponent med, hvor Danmark også ligger ganske lunt med en kvindelig andel af Folketinget på 37 %, får man de nordiske lande igen, men en placering i midterfeltet for sauderne, der faktisk har cirka 20 % kvinder i deres parlament. At de ikke kan beslutte noget som helst, da Saudiarabien stadig er et enevælde, er en anden sag.

Danmarks samlede placering er således nummer 7 blandt alle lande, og med specifikke placeringer som henholdsvis nummer 11, 28, og 20. Det giver dog også en del mærkelig støj at tage den politiske repræsentation med, og ikke blot fra Saudiarabien. Det relativt nyrige Seychellerne rykker for eksempel ind på nummer 4 pga. dets overrepræsentation af kvinder i parlamentet, og Rwanda er nummer 1. Top og bund på de forskellige områder er: uddannelse, Barbados (+2.8 år) versus Angola (-5.3 år), arbejdsmarkedet er Mozambique (+24 %) versus Afghanistan (-64.5 &), og politisk repræsentation er Rwanda (57.5 %) versus Vanuatu (0.1 %).

Læsere med lidt indsigt i matematik har nok allerede spottet komplikationen ved at bruge denne type indeks. Hvordan kan placeringer som nummer 11, 28 og 20 blive til en samlet placering som nummer 7? Svaret er, at en række lande på specifikke punkter er foran Danmark, men de samme lande er på andre punkter noget bagud. De tre dele af indekset er nemlig kun meget svagt korrelerede – kønslighed i resultater på arbejdsmarkedet har ikke ret meget at gøre med resultatlighed i uddannelse eller politisk repræsentation. Når FN derfor udgiver sit indeks, blander organisationen en lang række forhold sammen i et indeks, som ikke har nogen klar empirisk sammenhæng. Man får derfor det velkendte BIBO-problem – bullshit in, bullshit out – men et på mange måder rart, politisk korrekt indeks hvor en lang række ellers repressive og ikke særligt rare regimer kan pege på det ’gode’ de gør for kvinder. Man kan endnu en gang konstatere, at der er noget særligt og fælles for de nordiske lande, men ellers fortjener FNs indeks – som så mange ting, FN laver – ikke nogen videre opmærksomhed. Man skal ned i substansen i de underliggende data for at kunne se noget konkret, og det er der næppe mange journalister eller politikere, der gør.

Skattetryk og folks præferencer

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2018. 4 svar

Danmark har et af verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og der er ingen tegn på, at det bliver lavere. Selvom der er rigelig evidens for, at skatten og størrelsen på den offentlige sektor er en bremse på økonomien (se f.eks. her, her og her) – et velkendt fænomen som vismændene alligevel ikke taler om, da det bliver opfattet som politisk kontroversielt – har selv Liberal Alliance givet efter for den primære opfattelse på Christiansborg. Her er man ethvert tilløb til noget, der kunne opfattes som nedskæringer, som en sikker vej til stemmetab. Man må dog spørge sig selv om, hvor dybt den øjensynlige støtte til velfærdsstaten stikker, og ikke mindst, i hvor høj grad danskerne faktisk opfatter omfordeling som et ufravigeligt princip i dansk politik.

Og det er netop det, vi gør i dag. Med basis i the European Social Surveys (ESS) tre sidste runder fra 2012, 2014 og 2016 (hvor Danmark ikke var med), ser vi i dag på, om den gennemsnitlige borgers præferencer for omfordeling og for en ’stærk stat’ kan forklare, hvorfor Danmark har så ekstremt et skattetryk og så stor en velfærdsstat. Vi ser derfor ikke på, om velfærdsstaten faktisk omfordeler ret meget, men udelukkende på størrelsen og folks præferencer.

På tværs af de europæiske lande, der er dækket af ESS, viser den første figur sammenhængen mellem folks holdning til, om staten skal omfordele / sikre mere økonomisk lighed. Spørgsmålet er stillet på en fem-punktsskala, som vi omregner til et tal mellem -2 og 2 (stærkt uenig er -2, uenig -1, enig er 1, og stærkt enig er 2). Det tal giver omfordelingspræferencen på x-aksen, som vi plotter mod skattetrykket (senest tilgængelige tal fra CIA World Factbook) på y-aksen. De røde prikker er tidligere kommunistiske lande mens den sorte er Danmark.

Det påfaldende, når man ser på de faktiske tal, er at danskerne har de suverænt svageste omfordelingspræferencer i Europa, men et af de højeste skattetryk. Det er således svært at forklare det nuværende skattetryk med befolkningens nuværende præferencer for omfordeling. Spørger man dem, vil danskerne ganske enkelt ikke have mere omfordeling!

Argumentet om, at staten skal sørge for mere økonomisk resultatlighed – som man kan høre politikere fra Enhedslisten til Venstre gentage med jævne mellemrum – er derfor svært at se bakket op af befolkningen. Et andet argument er derfor, at danskerne gerne vil have en stærk stat, dvs. en stat, der er i stand til at gøre’ meget’. Netop det argument er også ganske populært blandt politikere, ikke mindst fordi en stærk stat giver dem langt mere indflydelse end alternativet.

Dén sammenhæng plotter vi en den anden figur, hvor præferencen for en stærk stat på en seks-punktsskala er plottet mod omfordelingspræferencen. Med lidt god vilje kan man her notere sig, at på tværs af Europa går præferencer for en stærk stat og en omfordelende stat generelt hånd i hånd. Igen gælder det dog, at danskerne har de klart svageste omfordelingspræferencer, og også nogle af de svageste præferencer for en stærk stat – kun islændinge og svenskere er endnu mindre vilde med en stærk stat.

Læserne kan naturligvis spørge, hvad man skal med den viden? Vi vil lade det spørgsmål blæse i vinden, for ikke at drage normative implikationer af surveydata, der giver generelle indikationer. Én ting kan man dog konkludere: Når man spørger danskerne, er de hverken vilde med omfordeling, en stærk stat, eller at betale skat.

Steve Davies om Fake News

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2018. 4 svar

De seneste år har der været voldsom diskussion om fake news – nyheder, der ganske enkelt ikke er sande. Præsident Trump er en af de fremmeste leverandører af fake news, ligesom den russiske regering nærmest har institutionaliseret dem.

Som en af de bedre kilder til forståelse – BBC – peger på, er der mindst to typer: 1) Usande historier, der sendes rundt og deles med det formål at få folk til at tro noget, der ikke er sandt; og 2) historier, der er delvist usande fordi journalister eller andre ikke gør deres job ordentligt.

Det aspekt, nærmest alle overser for tiden, er at fake news overhovedet ikke er noget nyt – nyheden om fake news er på den måde selv fake news. Det, og mange andre ting, diskuterer Kate Andrews med Steve Davies i denne uge på uges udgave af Institute of Economic Affairs fremragende podcast Live from Lord Nord Street. Kate og Steve viser, hvordan fake news har været tilstede i flere tusinde år, hvordan der findes en række forskellige former – som man ikke skal blande sammen – og hvordan man kan genkende fake news og gøre noget ved det. Som altid er Live from Lord North Street stærkt anbefalet!

Hvor troværdige er BNP-tal fra diktaturer?

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2018. 2 svar

De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?

Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2018. 2 svar

De senere år er der kommet stor fokus på ulighed i både den offentlige debat og i økonomisk forskning, og med fokussen også nye og bedre data. Frederic Solts SWIID-database har gjort det muligt at bruge sammenlignelige data på ulighed i indkomster både før og efter skatter, afgifter og omfordeling. Solts dat har afhjulpet mange sammenligningsproblemer, men er ikke den eneste. Det relativt nye Göttingen Consumption and Income Project vedligeholder nu en database, der både giver adgang til de ‘almindelige’ data på fordelingen af indkomster efter skat osv., men også data på fordelingen af forbrug. Og et af de interessante mønstre, man kan se i disse data, er at fordelingen af indkomster og forbrug ikke følger hinanden videre tæt på tværs af lande. Den manglende sammenhæng er illustreret nedenfor i den første figur, der også giver en indikation af flere interessante forhold.

Indkomstuligheden, målt med den sædvanlige gini-koefficient, er i gennemsnit 0,36 i tidligere kommunistiske lande, 0,35 i andre vestlige lande, og 0,27 i de fire nordiske velfærdsstater. Ser man derimod på uligheden i forbrug, er ginierne henholdsvis 0,32, 0,34, og 0,32. Det normale er således, at forbrugsuligheden er lavere end indkomstuligheden, så de almindelige tal, vi normalt bruger i debatten, ikke altid er helt retvisende.

Måske endnu mere interessant er det således, at forskellen mellem de to varierer så meget over lande. I Albanien, Hviderusland og Moldova er forbrugsuligheden hele 0,17 point lavere end indkomstuligheden. I New Zealand indebærer en forskel på 0,13 point også, at de officielle tal for indkomstulighed overvurderer hvor ulige, folks muligheder faktisk er. Omvendt er en mindre grupper lande karakteriseret ved væsentligt større ulighed i forbrug end indkomst: Belgien, Danmark, Finland, Holland, Island Norge, Slovakiet, Slovenien, Sverige, og Tjekkiet, hvor forbrugsuligheden typisk er 0,05 point større. Med andre ord kan man i både tallene og figuren se, hvordan de store velfærdsstater i Europa nok opnår en mere lige fordeling af indkomster, men ser meget gennemsnitlige ud, når det gælder fordelingen af forbrug.

Et yderligere spørgsmål er derfor, om strukturen af uligheden i forbrug også er den samme i lande, vi typisk opfatter som velfærdsstater. Det spørgsmål kan man komme tæt på at svare ved at se på Lorenz-kurverne, som ligger bag beregningen af gini-koefficienter. De to nederste figurer viser Lorenz-kurver for vores tre grupper lande for både indkomster og forbrug.

Det er ganske let at se i den første af de to figurer, at de nordiske velfærdsstater (den røde kurve) har mindre indkomstulighed end andre grupper. Det er også tydeligt, at meget af den større lighed i Norden kommer fra, at de rigeste ti procent tjener noget mindre end andre steder. Men ser man på den anden figur, er der ganske tydeligt ingen forskel. Der er, med andre ord, ikke meget det peger på, at de nordiske velfærdsstater de facto er bedre til at omfordele faktisk forbrug.

Man sidder derfor tilbage med spørgsmålet, hvad der egentlig foregår? Omfordeler medianvælgeren bare til sig selv og sine, som Director’s Lov siger? Gør velfærdsstatspolitikken det blot mindre attraktivt at være i arbejde, mens den pelser de dem på arbejdsmarkedet? Eller er tilfældet, at velfærdsstaten faktisk omfordeler store midler, men på samme tid har andre politiker, der forvrider priserne og gør det meget dyrt at være fattig? Man kan tale for mange muligheder, men uanset hvilken man foretrækker, er det værd at se nærmere på.

*En Lorenz-kurver fremkommer ved, at man plotter folks andel af den samlede indkomst eller det samlede forbrug. Man starter fra venstre med den allerfattigste person og plotter derefter andelen for nummer to plus nummer et, nummer tre plus nummer to og nummer et, osv. Punktet man når yderst til højre er derfor alles sammenlagte andel af indkomst / forbrug, som må være lig 1. En gini-koefficient er derefter blot Lorenz-kurvens procentvise afvigelse fra en lige linje, dvs. den linje der ville fremkomme hvis alle tjente / forbrugte præcis det samme.