Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Da Finland vågnede

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2017. Skriv et svar

Forleden dag, den 6.december 2017, var det 100 år siden at Finland erklærede sin uafhængighed. På dagen i 1917 var der ingen optøjer, og relativt få fejringer, da mange finner slet ikke kendte til erklæringen. Finland blev et selvstændigt land efter at den russiske regering en måned tidligere var blevet kuppet i det, der nu kaldes Oktoberrevolutionen. I det administrative og militære kaos, som Lenins kup kastede det russiske imperium ud i, tog det finske parlament – der havde eksisteret i sin nuværende form siden 1905 og med almindelig valgret blandt begge køn – en række beslutninger, der mundede ud i uafhængighedserklæringen den 6. Det russiske militær var ude af stand til at reagere, og Lenin selv så ikke Finland som nogen trussel. Han regnede ganske enkelt med, at finnerne som nogle af de første ville slutte sig til den marxistiske verden.

Baggrunden for uafhængigheden er mere kompliceret end man ofte fortæller, og bærer i nogen forstand paralleller til Cataloniens situation i dag. Finland var i 1809 blevet erobret fra Sverige, og Rusland accepterede fra starten, at finnerne havde eget sprog, egen religion og i høj grad egen kultur. Zar Alexander II gav i 1869 givet de finske stænderforsamlinger væsentligt større indflydelse, og landet fik derfor et ganske udbredt selvstyre, der nærmede sig adskillige britiske koloniers effektive hjemmestyre. Forholdet mellem Rusland og den finske befolkning var i de efterfølgende år tåleligt, men ofte ganske godt, og kunne ligesom i situationen mellem Catalonien og Spanien, bedst betegnes som variabelt.

Det skulle ændre sig, da Alexanders søn, Alexander III, var langt mindre liberal end sin far. Han udnævnte i 1898 den tidligere general Nikolay Bobrikov som russisk administrator i Finland, og forholdet mellem Finland og den russiske stat begyndte hurtigt at forværres. Bobrikov blev efter kort tid ekstremt upopulær, ikke mindst på grund af de beslutninger han stod for. I 1899 besluttede russerne at regere Finland udenom de finske stænderforsamlinger, året efter gjorde man russisk til eneste administrationssprog, og i 1901 blev den finske hær underlagt den russiske. De resulterede i, at kun 42 % af de værnepligtige mødte op i 1902, da de nu kunne blive sendt et hvilket som helst sted hen i det enorme russiske imperium. Bobrikov fik i 1903 beføjelser til at indføre omfattende censur af medierne – en censur, han brugte flittigt, og endte sit liv året efter, da en finsk nationalist skød ham, og efterfølgende begik selvmord.

Rusland selv rystedes under 1905-revolutionen, der påvirkede Finland i ganske positiv retning. Opbruddet skulle vise sig at være kortvarigt, og fra 1909 genindførtes censur og en lang række andre restriktioner igen under en nye generalguvernør Franz Albert Seyn. Under Seyn strammede russerne grebet om Finland og forsøgte med hårdhændede midler – meget lignende dem, den tyske stat brugte i Slesvig-Holsten mod det dansk-slesvigske mindretal – at russificere landet. Den finske reaktion skulle vise sig at være stædig modstand, der i 1917 førte til et udbredt, almindeligt ønske om selvstændighed. Og selvom landet måtte igennem en blodig borgerkrig mellem en kommunistisk del og en relativt konservativ fløj af befolkningen, og voldsomme arbejdsstridigheder i 1920erne, etablerede Finland sig med tiden som en integreret del af den nordiske region, og et af verdens rige, fredelige og demokratiske lande. Sårene tog lang tid om at hele, men stridighederne efterlod sig også andre ting end ar. En af de mest elskede blev skrevet af Jean Sibelius og hørt første gang i 1899 ved et uafhængighedsmøde.  Helsinkis filharmoniske selskab uropførte det officielt året efter under Robert Kajanus, da værket stadig kaldtes Finland Vågner og var det sidste af seks såkaldte tableauer. Det samme værk, der satte finske hjerter i brand i 1899, er elsket over hele verden i dag. Og i anledning af Finlands jubilæum spillede BBC Symphony Orchestra under dets finske chefdirigent Sakari Oramo værket til the Last Night of the Proms i sommers under den titel, Sibelius endte med at give det: Finlandia!

Politikeres internationale ambitioner

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2017. 2 svar

Mens mange økonomer, statskundskabere og almindelige vælgere stadig gør som om (og måske tror at) politikere altid gør det rigtige, er det generelt anerkendt, at de forbløffende ofte tager fejl. Nogle af de politiske fejl er på grund af tilfældigheder, men de fleste skyldes enten fundamental inkompetence eller svært uheldige incitamenter. 60 års forskning i public choice og politisk økonomi har således vist, hvordan politikere helt systematisk fører politik, der skader samfundet for enten at blive genvalgt eller at tækkes særinteresser. Ny forskning føjer endnu et incitament til den lange liste af problemer, der kan forvride politik.

Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.

Økonomisk frihed i den arabiske verden

Af Christian Bjørnskov, den 3. december 2017. 1 svar

Fraser Instituttet i Canada har forleden dag, sammen med Friedrich Naumann Foundation for Freedom og the International Research Foundation of Oman, udgivet den årlige Economic Freedom of the Arab World. Rapporten, der i år er forfattet af Salem Ben Nasser Al Ismaily, Azzan Al-Busaidi, Miguel Cervantes og Fred McMahon, dokumenterer omhyggeligt, at der ikke er sket det helt store i den del af verden. På trods af påstande om en såkaldt ’neoliberal bølge’, viser rapporten ikke nogen særlige fremskridt. Der er derimod meget store, og relativt stabile forskelle mellem landene. Selvom man ofte tænker på disse lande som en slags enhed, er den arabiske verden derfor, meget ligesom for eksempel Europa, ikke særligt ens i en institutionel forstand. Figuren nedenfor, der plotter størrelse på den offentlige sektor og kvaliteten af retslige og bureaukratiske institutioner, den pengepolitiske stabilitet og åbenhed for handel i 2015, illustrerer fuldt ud forskellene.

Disse forskelle er dog ikke altid som man tror. De to demokratier i regionen – Tunesien og Comorerne – adskiller sig for eksempel ikke i økonomisk frihed fra andre lande, de delte institutioner med for få år siden. Den egentlige forskel er i institutioner og økonomisk politik mellem monarkierne og de andre. De arabiske monarkier har i gennemsnit en score på 7,9 mod 6,1 for diktaturerne og 6,5 for de to demokratier. Man må dog huske, at monarkierne i den arabiske verden også stort set alle er olierige lande, der muligvis har ’bedre råd’ til at have velfungerende juridiske og bureaukratiske institutioner. Undtagelsen er Jordan, der ikke har olie og på mange måder er det mest almindelige af de mellemøstlige lande. Det er også perfekt gennemsnitligt blandt monarkierne, når man for eksempel ser på graden af korruption (48 på Transparency Internationals CPI og dermed sammenligneligt med Tjekkiet og Italien) på trods af, at landet er væsentligt fattigere end olielandene.

Overordnet set strækker den arabiske verden sig fra konfliktplagede og institutionelt ekstremt svage, store lande som Syrien, Sudan og Libyen til ganske velfungerende, små autokratier i Bahrain, Oman og de Forenede Arabiske Emirater. Deres problemer er for det meste meget forskellige og dermed slet ikke sammenlignelige, og de to demokratier illustrerer, at regionen ikke er en ’lost cause’ for demokratisering. Når man tager hensyn til en række meget mærkværdige eksempler på lovgivning – den saudiske ledelse er for eksempel først fornylig begyndt at lette på forbuddet mod, at kvinder må køre bil (selvom regimet ikke blandede sig, da en fuldt kvindelig crew fra Royal Brunei Airlines sidste år fløj en Boeing 787 til Jeddah) – findes der velfungerende retsvæsener i området. Private ejendomsrettigheder er for eksempel fint beskyttede i Bahrain og Emiraterne, og både Qatar og Emiraterne har bedre kontrol med korruptionsproblemer end de sydeuropæiske lande, og ganske nordeuropæiske reguleringsstandarder.

På samme måde som man nogle gange må minde amerikanere om, at Europa ikke er et land eller en bare nogenlunde sammenlignelig gruppe lande, minder Fraser Instituttets Economic Freedom of the Arab World således om, at den arabiske verden ikke er én størrelse. Nogle af de mest håbløse lande ligger i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten, mens andre dele på mange måder minder institutionelt om os. De store forskelle skal ikke søges i deres økonomiske frihed, men i andre aspekter af samfundet. De få lande i regionen, hvor pressen er blot nogenlunde fri, er Comorerne, Libanon og Tunesien, der ifølge Freedom House har cirka samme standarder som Serbien eller Bolivia. Er man interesseret i økonomisk frihed og er dele af den arabiske verden op til vestlige standarder. Er ens præferencer bredere, og er man bekymret for sin personlige frihed og muligheden for at tænke og tale frit, skal man blive væk. Og gør man det, er tanken ikke langt væk: Hvad ville lande som Bahrain, Emiraterne eller Jordan blive til, hvis den politiske elite slap grebet om den personlige og offentlige meningsdannelse, som det danske monarki gjorde omkring 1830?

Tilfældigt demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2017. 2 svar

Hvornår og hvordan landes regeringer – eller andre interesser – vælger at indføre demokrati er et af de centrale spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Det klassiske synspunkt har siden Seymour Lipsets arbejde sidst i 50erne været, at lande bliver demokratiske, når befolkningen er blevet tilstrækkeligt rig, industrialiseret og uddannet. Lipsets ide var, meget fundamentalt, at når et land nåede et vist udviklingsstadie, ville borgerne kræve politisk medindflydelse. Et af de teoretiske argumenter imod Lipset er derfor indlysende nok, hvorfor magthaverne skulle have en interesse i at give almindelige borgere indflydelse. De senere år har en af de mest populære teorier været Acemoglu og Robinsons ide om, at en politisk elite indfører demokrati for at undgå revolution, der ville være meget værre for eliten. Andre har foreslået, at demokrati indføres for at motivere borgerne til at udkæmpe en krig mod et naboland, som en måde at udmanøvrere politiske rivaler, skabe fred mellem ellers antagonistiske socialgrupper, og som en slags betaling for at staten beskatter borgerne hårdere.

Udfordringen er derfor at finde en måde, hvor man kan skelne mellem de forskellige teoretiske forklaringer og teste, hvilke der er mere eller mindre sandsynlige. Den udfordring har Daniel Treisman, der er professor i statskundskab på UCLA og et af de førende navne i demokratiforskning, fornylig taget op (hattip: Niclas Berggren). Han skitserer sit nye arbejde på CEPRs VoxEU-portal, hvor den overraskende konklusion er, at de eksisterende teorier kun er rimelige i cirka en tredjedel af de 201 episoder, som han analyserer. Treisman finder med andre ord, at de fleste demokratiseringer enten er tilfældige eller resultatet af deciderede politiske fejlvurderinger!

Den danske episode er en af de meget få undtagelser, hvor en magthaver frivilligt og helt uden problemer opgav den formelle magt. Kong Frederik den syvende indførte i 1848 demokrati ved blot at meddele demonstranter, at de kunne gå hjem igen, og derefter udnævne det såkaldte martsministerium, der havde som dets primære formål at forberede en grundlov og bane vejen for demokratiske valg. De fleste andre episoder kan ifølge Treismans omhyggelige læsning af de historiske fakta karakteriseres i flere grupper.

I cirka en tredjedel af de mere tilfældige episoder, er demokratiseringen sket som følge af en styret reformproces, der løber løbsk. Treisman nævner selv Mikhail Gorbatjovs perestrojka-agenda, der havde til formål at bevare og styrke kommunistpartiets greb om Sovjetunionen. I disse tilfælde indfører regimet delvise reformer, som efterfølgende ikke kan stoppes. Processen er ikke altid lige køn, men når ånden først er ude af flasken, er løbet kørt for disse regimer. At disse processer ikke altid forblier demokratiske, som i det russiske tilfælde, er en anden sag.

I cirka en fjerdedel af tilfældene skete de demokratiske reformer som følge af, at statsoverhovedet eller regeringschefen – ofte en diktator – ganske enkelt overvurderede sin egen popularitet. Treisman noterer sig, at de fleste diktatorer omgiver sig med rygklappere og disse regimer ofte udrenser interne kritikere. Den information, der tilflyder diktatoren, ender dermed ofte med at blive stærkt misvisende.

I cirka en sjettedel af tilfældene er der omvendt tale om, at der netop ikke indføres nogen som helst form for politiske reformer, uanset at der er et stærkt ønske i centrale dele af befolkningen. Treisman betegner disse som konsekvenser af hybris blandt den politiske elite eller herskeren, der ganske enkelt ikke kan forestille sig, at blokeringen af enhver reform kan gå galt.

Sidst er der to typer tilfælde, der begge involverer vold. Omtrent hver ottende episode er i Treismans læsning af historien karakteriseret af overdreven brug af vold, som delegitimerer regimet og uventet skaber stærk opposition, i mange tilfælde endda internt i regimet. Disse ligner hybris-tilfældene, men med den forskel at regimet overreagerer overfor uventet modstand og dermed mister den sidste rest af loyalitet. I de sidste 6-9 % af tilfældene, er demokratiseringen et resultat af, at et upopulært regime forsøger at købe loyalitet eller popularitet med en hurtig, lille krig. Leopoldo Galtieris militærstyre i Argentina prøvede således at imødegå den modstand, som en truende økonomisk kollaps skabe først i 1980erne, med en hurtig krig for at erobre Falklandsøerne. Som vi skrev om tidligere i år, regnede regimet med, at man ville vinde uden problemer. Som bekendt gik det katastrofalt for det argentinske militær, der efterfølgende så sig nødsaget til at genindføre demokrati, og aldrig har genvundet sin popularitet.

Daniel Treismans nye forskning er en sjælden kombination af omhyggelig historisk forskning og dyb indsigt i teoretisk statskundskab. Hans overraskende konklusion er, at langt de fleste teorier i statskundskab og politisk økonomi kun forklarer et meget begrænset antal tilfælde. Den virkelighed, der manifesterer sig i to tredjedele af alle tydelige demokratiseringsepisoder, er langt mere snavset og uplanlagt. Demokrati opstår sjældent gennem forhandling, politikere med visioner, eller snu magtkampe, men langt oftere gennem fejltagelser og tilfældigheder. I disse tilfælde er det heldigt, at de fleste politikere faktisk mest ligner selvovervurderende fjolser.

Murphys State Economic Modernity Index

Af Christian Bjørnskov, den 24. november 2017. Skriv et svar

Fraser-instituttets indeks for Economic Freedom of the World, der pt. vedligeholdes af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall, er et af de mest benyttede mål for overordnet økonomisk politik og institutionel kvalitet. I de senere år har det fået konkurrence af Verdensbanken og Daniel Kaufmanns World Governance Indicators, der forsøger at måle nogle af de samme forhold, men på en anden måde. Mens Fraser hælder politisk til højre, hælder WGI nok til venstre. WGI bruges derfor ikke overraskende meget af forskere, der interesserer sig for ’state capacity’, dvs. statens kapacitet og evne til at levere offentlige goder og andet.

Ryan Murphy, der er en af de mange solide, yngre forskere i miljøet omkring James Gwartney og Robert Lawson, foreslog forleden i et nyt papir, at man kan bruge EFW til at beregne noget, der kommer ganske tæt på de flestes idé om state capacity. Murphy noterer sig, at hvis man skal følge ideerne om state capacity er det først og fremmest vigtigt, at staten beskytter folks liv og ejendom. Det er i en vis grad det, WGI faktisk måler, og det der er relativt præcist målt af EFWs område 2, der netop omfatter juridisk uafhængighed, integritet og effektivitet. Følger man konceptet, som det bruges af de fleste forskere i feltet, bør man også tage hensyn til hvad staten ’leverer’. Feltet ser derfor staten som overvejende benevolent, og regner med at offentlige udgifter osv. er gavnlige gennem at være forbundet med offentlige goder som basalt skolevæsen, infrastruktur og en række andre ting.

Man kan diskutere, om det faktisk er rigtigt, at det er det stater med større offentlige sektorer faktisk gør – jeg er for eksempel stærkt skeptisk overfor denne antagelse, der ligger implicit i det meste af litteraturen om state capactiy – men skal man måle manifestationer af konceptet, må man nødvendigvis følge det.

Det er netop det, Murphy gør. Han tager meget simpelt EFW-scorerne fra område 2 – hvor godt er retsvæsenet – og trækker EFWs scorer på område 1 fra. Område 1 er netop det indeks, der fanger hvor stor den offentlige sektor – i form af offentligt forbrug, transfereringer, investeringer og skattestruktur – er. Område 1 skal trækkes fra, da EFW tæller de som negativt, så højere scorer indikerer mindre statslig involvering.

Resultater er Murphys State Economic Modernity Index, SEM. Ser man på tallene, giver de ganske god intuitiv mening. Toppen er Sverige, Finland, Holland, Norge og Luxembourg, med Danmark som nummer seks. Bunden er Madagascar, Bangladesh, Haiti, Guatemala og Honduras. SEM-indekset består også andre ’smell tests’, og er for eksempel væsentligt lavere i diktaturer (-1,76) end demokratier (-0,78), og internt blandt demokratierne væsentligt lavere blandt de præsidentielle (-2.34) end parlamentarisk (0,09).

Sidst, men ikke mindst, er der et bestemt mønster, som nyere forskning indikerer at SEM-indekset bør følge. Adskillige studier, blandt andet mine med Andreas Bergh (her, her og på dansk her) og nyere studier af for eksempel Algan, Cahuc og Sangnier, peger på at både retslig kvalitet og størrelsen på velfærdsstaten er påvirkede af, i hvor høj grad borgerne stoler på hinanden. Der er dog en række indikationer på, at den primære mekanisme er, at borgerne i højtillidskulturer opfører sig anderledes politisk, og dermed i demokratier tvinger politikerne til at opføre sig anderledes. Hvis SEM-indekset følger disse mønstre, burde det således være tydeligt positivt påvirket af tillidskulturen, men muligvis kun i demokratier.

Det er netop det billede man ser, når man plotter SEM-scorerne overfor lands tillidsscorer. I figuren nedenfor er de blå prikker observationer fra autokratier, de sorte observationer fra præsidentielle demokratier, og de røde observationer fra parlamentariske demokratier. Hver gruppe har sin egen regressionslinje, der indikerer sammenhængen mellem tillid og SEM-scorerne, givet det politiske system. Linjen for autokratierne er flad, og korrelationen mellem de to er kun 0,07; med andre ord er der ingen umiddelbar sammenhæng. Omvendt vender linjerne for de to typer demokrati tydeligt opad, og indikerer ganske stærke sammenhænge, om end niveauet for de præsidentielle (som også ofte er fattigere) ligger konsistent lavere.

Ligesom man kan kritisere eksisterende indeks for regeringsførelse på mange fronter – EFW er samlet set åbenlyst højreorienteret ved at tælle større offentlige sektorer negativt og ved at det vejer den offentlige størrelse sammen med en række andre ting, og WGI ved at det konceptuelt er vagt og de seks underindeks faktisk alle måler det samme – er SEM-indekset heller ikke uden problemer. Men Ryan Murphy har ved at følge state capacity-tankegangen omhyggeligt fundet på en interessant og umiddelbart valid måde at bruge EFW til at måle, hvor ’stærke’ forskellige stater er. Som han uden tvivl vil være den første til at indrømme, er det et helt andet spørgsmål, om landenes politikere mest bruger den statslige kapacitet til gode eller dårlige formål. Dét spørgsmål regner jeg med, vi kommer til at se flere papirer om på næste års konferencer. Indtil da har vi et nyt mål, der ’lugter’ rigtigt.

Bergh og Öhrvall om tillid blandt emigranter

Af Christian Bjørnskov, den 20. november 2017. 7 svar

Jeger pt. på vej hjem fra den årlige konference i the Southern Economic Association, der i år blev afholdt i Tampa. Konferencen bød på en række gode præsentationer, og en masse både hyggelig og produktiv networking. Et af de mest interessante papirer, som vi allerede fremhævede for en uge siden, var af Andreas Bergh fra Lunds Universitet og Richard Öhrvall fra Linköping; begge er også affilieret med Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm.

Andreas og hans medforfatter skriver sig ind i litteraturen om, hvorvidt social tillid – folks tillid til de fleste andre mennesker – er stabil over tid og dermed et kulturelt fænomen, eller om den kan formes og ændres. Meget af den eksisterende forskning har set på, i hvor høj grad immigranter ligner borgere i deres forældres eller bedsteforældres hjemlande. Eric Uslaner har for eksempel vist, hvordan tilliden blandt immigranter i tredje generation i USA typisk ligner den nuværende tillid i de lande, deres bedsteforælde kom fra. De eksisterende studier har således set på tilliden blandt mange forskellige immigranter i ét land.

Det nye i Bergh og Öhrvalls The moldable young: How institutions impact social trust er, at de i stedet har information fra en stor gruppe svenske emigranter. Med andre ord ser de på én bestemt type emigranter, der flytter til en lang række forskellige lande. De er alle svenskere, og kommer således fra et af de mest tillidsfulde samfund i verden. Hvis tillid kan ændres over tid, må man derfor forvente, at de bliver mindre tillidsfulde, når de flytter væk fra Skandinavien. Og det er i en vis forstand, hvad Bergh og Öhrvall finder.

I en række omhyggelige analyser finder de to svenske økonomer, at tilliden er meget stabil for dem, der emigrerede efter de var fyldt 30. For dem, der emigrerede tidligere, og dermed har boet i et andet land i deres ’formative år’, falder tilliden: Jo mere korrupt landet er, jo dårligere institutioner det har, og jo lavere tillid landets borgere generelt har, jo mere falder de unge, svenske emigranters tillid. Det er dermed en vis tilpasning når folk ’lærer’, at man ikke kan stole nær så meget på folk.

Det helt særlige i papiret er dog, at Bergh og Öhrvall også tager sig af den såkaldte selektions-bias: Det er ikke tilfældige mennesker, der vælger at emigrere. Det viser sig, at emigranterne som oftest har højere tillidsniveauer end andre, der bliver i Sverige. Det er i forhold til dette høje niveau, man skal fortolke deres tillidstab.

Overraskelsen i analyserne er dermed, som Andres meget klart viste til konferencen, at svenskere, der emigrerer tidligt i livet, starter med ekstra høj tillid, og faktisk ender med at have samme tillid som svenskere hjemme i Sverige, når de har boet nogle år i lande med korruption og dårlige institutioner. De kommer med andre ord til at ligne mere gennemsnitlige svenskere. Tilpasning er dermed ikke til de nye hjemlandes lavere tillid, men blot til almindelig svensk tillid og svenske normer. På denne måde viser Bergh og Öhrvall, at social tillid ser meget stabil ud over tid, og dermed sandsynligvis ikke kan påvirkes i nogen mærkbar grad af gode institutioner, velfærdsstaten eller andre tiltag. Politikerne kan lige så godt holde fingrene væk.

Militærkup er godt nyt for Zimbabwe

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2017. Skriv et svar

I går morges foregik en række begivenheder i Zimbabwe, der næppe kan kaldes andet end et kup. Foreign Policy beskriver baggrunden for kuppet som en gradvis forberedelse på, at Robert Mugabes kone, Grace Mugabe, skulle overtage magten efter den 93-årige præsident. Parret har tidligere fjernet en vicepræsident, Joice Mujuru, og afskedigede forleden den nye vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, som gik i eksil i Sydafrika. Dét blev åbenbart for meget for hærens topledelse, der nu synes at have taget magten. For de tyskkyndige skriver Frankfurter Allgemeines politiske redaktør Peter Sturm glimrende om baggrunden her.

Som Frankfurter Allgemeine, BBC og adskillige andre kilder, har rapporteret, er Mugabe nu under husarrest, men hæren har omhyggeligt gentaget, at der ikke er tale om et kup. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om at det er, men der er gode grunde til at prøve at italesætte, at det er noget andet. For det første er den Afrikanske Union – ligesom EU – stærkt negativ overfor enhver irregulær regimeændring, og kan i princippet indføre sanktioner mod Zimbabwe. For det andet har Mugabe stadig en status som frihedshelt i dele af den afrikanske offentlighed, og hos dele af magteliten i den sydlige del af kontinentet. Hæren er derfor omhyggelig med ikke at tegne et billede af, at den har afsat Mugabe for at undgå tab af legitimitet.

Naturligvis må man vente tiden af og se hvad der sker. Når det er sagt, er militærkuppet med meget stor sandsynlighed gode nyheder for Zimbabwe. For det første kan situationen næppe blive værre end Mugabes dybt korrupte og aldeles inkompetente styre. Freedom House vurderer pressefriheden til at være indeks 74, sammenlignet med de langt fra perfekte situationer i Sydafrika (38) og Botswana (45). Det er med andre ord decideret farligt at være almindelig journalist i det fattige land. CIAs World Factbook sætter gennemsnitsindkomsten til cirka 2200 købekraftskorrigerede dollars, hvilket er en sjettedel af nabolandet Sydafrikas og ikke meget mere end en ottendedel af Botswanas! Da landet erklærede sig uafhængigt i 1965 – under det oprindelige navn Rhodesia – var gennemsnitsindkomsten 40 % højere end i Botswana, og landet var kendt som et frugtbart og relativt velfungerende sted med forholdsmæssigt gode skoler og politisk ro. Mugabes regeringsperiode fra 1980 har dermed været en tordnende fiasko, og statens finanser er også i rent kaos, med et budgetunderskud på lige omkring 10 % af BNP, og en årrækkes hyperinflation, der med CIAs ord har gjort den zimbabweske dollar ”essentially worthless.”

Det er derfor svært at forestille sig, at et militærregime efter Mugabes katastrofer ikke kommer til at rette op på noget. Men udover det faktum, at man institutionelt og kompetencemæssigt starter nogenlunde på bunden, er der forskning, der også peger i same retning. Richard Jong-a-Pin og Shu Yu finder for eksempel, at kup i særligt fattige lande typisk fører til højere vækst og bedre økonomi. I fælles forskning med Katharina Pfaff, som vi præsenterede tidligere på året i Budapest, finder vi også at netop Zimbabwes situation – hvor et militærregime afløser et civil (ikke-militært) autokrati – vil de nye regime typisk undertrykke befolkningen væsentligt mindre end det oprindelige.

Bundlinjen i dag er, at hvis militæret faktisk har taget magten i Zimbabwe, og vælger at beholde den, er der lys forude. Landet, der som Rhodesia var et af lyspunkterne i Afrika og faktisk var nogenlunde pænt demokratisk indtil 1962, har geografisk en række fordele. Alt tyder lige nu på, at et nyt militærregime vil tillade befolkningen igen at udnytte de fordele, den har.

Southern Economic Association de næste dage

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2017. 1 svar

Jeg er så småt på vej til Tampa, Florida, til den årlige konference i the Southern Economic Association. Konferencen, der er en af de større regionale nationaløkonomiske konferencer i USA, plejer både at have fine præsentationer og solid deltagelse af folk fra det amerikanske public choice / politisk økonomi-miljø.

Min egen præsentation søndag eftermiddag er et helt nyt, og meget ufærdigt, papir sammen med Philipp Schröder med titlen ”Press Freedom, Market Information, and International Trade.” Vores tese, som vi finder ganske solid evidens for, er at når særligt autokratier begrænser mediernes frihed, skader de også den information der findes om markedsmuligheder og specifikke regler, begrænsninger osv. Helt konkret viser vores preliminære analyser, at jo mere autokratier begrænser pressefriheden, jo mindre handler vestlige demokratier med netop de lande.

Der er dog mange andre præsentationer at se frem til. Min gode ven og kollega Niclas Berggren skal præsentere vores fælles papir (med Andreas Bergh og Shiori Tanaka) ”How Persistent Is Life Satisfaction? Evidence from European Immigration,” som vi glæder os meget at få kommentarer på. Vi har tidligere skrevet om projektet her.

Derudover ser jeg frem til for eksempel ”Entrepreneurship, Trust, and Institutions: Policy Implications” af Ryo Takashima, Esa Mangeloja og Tomi Ovaska; og Andreas Berghs ”The moldable young: How institutions impact social trust”: Lørdag formiddag er der i helt særlig grad en hel session, organiseret af den glimrende Jac Heckelman, der ser ekstremt lovende ud. Richard Sicotte og George Deltas præsenterer en analyse af ”Transatlantic Travel by Air and Sea, 1945-1965”, Natalya Naumenko kommer med “Collectivization of Soviet agriculture and the 1933 famine” og de altid spændende Jaime Bologna og Andy Young lukker sessionen med ”The Legacy of Representation in Medieval Europe for Incomes and Institutions Today.”

Som altid er der papirer og præsentationer, der skuffer, og andre der uforventet bliver spændende eller på andre måder interessante. Sker det, skriver vi naturligvis om de næste uge. I mellemtiden er hele programmet tilgængeligt.

Ny viden om tillid og internationale risikopræmier

Af Christian Bjørnskov, den 13. november 2017. Skriv et svar

Et tilbagevendende spørgsmål i politiske debatter er, om de internationale kreditmarkeder er ’fair’: Var det for eksempel rimeligt, at de førende rating-bureauer efter finanskrisen nedgraderede Frankrig langt tidligere og hurtigere end Storbritannien, selvom den britiske udlandsgæld var større?

Min svenske kollega og ven Andreas Bergh og jeg skrev om emnet for tre år siden, men er nu på sin vis vendt tilbage til spørgsmålet: Vi fik forleden – efter en meget lang og frustrerende proces – artiklen optaget til publikation. ”Trust Us to Repay: Social Trust, Long-Term Interest Rates, and Sovereign Credit Ratings” er nu under udgivelse i Journal of Money, Credit and Banking, men foreligger også i en tidligere version som IFN working paper 1039. IFN bragte en kort omtale af studiet her.

Baggrunden for artiklen er, at mange studier efterhånden peger på, at højtillids-befolkninger er langt bedre til at ’holde deres politikere i ørerne’ – tvinge dem til at opføre sig nogenlunde ansvarligt – og at institutioner og nogle markeder også virker bedre (se f.eks. her). Der er således god grund til at tro, at det der ligner de samme økonomiske problemer, i det lange løb bliver langt bedre håndteret i bestemte lande end i andre, hvor institutionerne er svagere og befolkningen ikke på samme måde holder politikerne til ilden.

Det er netop det billede, Andreas og jeg finder, og som afspejles nedenfor i Figur 3 fra artiklen. Figuren, der viser den simple sammenhæng mellem social tillid og kreditratings fra Standards & Poor sidst i 2012, indikerer tydeligt at statsobligationer fra højtillidslande typisk bliver ratet som langt sikrere end fra andre lande. Det særlige er dog, at vi finder, at markedets reaktioner på objektive problemer som høj inflation og lav vækst afhænger fundamentalt af hvordan landets tillidskultur ser ud. Det er dermed ikke bare i gennemsnit, at mere tillidsfulde samfund betragtes som sikrere investeringer, men mere avanceret. Vores fund er konsistente med en situation, hvor frie markeder tager mere end blot problemerne i betragtning, men også i høj grad kulturelt betingede forskelle i politiske reaktioner, når de vurderer risici og dermed de risikopræmier, der kræves for at man handler mere risikable obligationer. Internationale obligationsmarkeder er, med andre ord, ganske smarte.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2017. Skriv et svar

Forleden dag udkom det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret omfatter artikler af bl.a. Nikita Koptyug, Lars Persson, Roger Svensson og Joacim Tåg om aktiemarkedets betydning for samfundsøkonomien og af Kent Eliasson, Pär Hansson og Markus Lindvert om udenlandske opkøb af firmaer er en trussel eller en mulighed for det svenske samfund.

Højdepunktet for mig er dog Niclas Berggrens fremragende leder ” Ogillande av vinst” om hvordan folk ofte opfatter profit som moralsk tvivlsomt og skadeligt for samfundet. Baggrunden for Niclas leder er en diskussion i Sverige om forbud mod profit i virksomheder, der producerer såkaldte velfærdstjenester – sygebehandling, skoler osv. Som han skriver:

När det gäller vinster just i välfärdssektorn kan en svensk experimentellt utformad opinionsundersökning sägas ge stöd till denna slutsats. Jordahl (2015) har undersökt vad svenskarna tror om de privata välfärdsföretagens rörelsemarginal. Den sanna siffran vid tiden för undersökningen var 5 procent, men i genomsnitt trodde respondenterna att den låg på 26 procent. En hel fjärdedel trodde att den var 40 procent eller högre. Med andra ord verkar kunskapsläget minst sagt dåligt.

Niclas velskrevne leder stiller dermed skarpt på problemet, at mange almindelige mennesker typisk glemmer de meget store, positive virkninger af fri konkurrence med et profitmotiv, men kun ser moralsk tvivlsom grådighed og tab af arbejdspladser. Hans hovedkonklusion er, at en vigtig del af vores arbejde er at minde almindelige mennesker og debattører om, hvad en fri markedsøkonomi faktisk opnår. Stærkt anbefalet!

Seminar med Martin Rode om Catalansk uafhængighed

Af Christian Bjørnskov, den 9. november 2017. Skriv et svar

For det heldige, der er i Aarhus-området i eftermiddag, afholder Tuborg-centeret ved Aarhus Universitet et seminar. Dagens seminar-gæst er punditokraternes ven Martin Rode fra universitetet i Navarra. Martin er en af de mest spændende yngre public choice-forskere i Europa, og har tidligere udgivet forskning om bl.a. støtten til uafhængighedspartier, om krisepolitik (sammen med undertegnede), og om OECD-anbefalinger.

Martins seminar har titlen The Political Economy of Social Trust in Catalan Secessionism og handler om en af de større påstande fra de catalanske politikere. Seminaret foregår fra 14-15 i L161, i L-bygningen på Fuglesangs Allé (den gamle handelshøjskole). Alle interesserede er velkomne til seminaret og en snak (og en øl)med Martin bagefter.

Hvorfor faldt kommunisterne ikke længere bagud, og hvor elendigt havde de det?

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2017. 1 svar

Disse dage er det 100 år siden at Lenin og kommunisterne kuppede sig til magten i Rusland. Der er derfor en særlig interesse i, hvordan kommunisme faktisk virker. Vi har derfor flere anbefalinger til læsere, der enten vil læse eller lytte.

Først og fremmest har the Institute of Economic Affairs i London en podcast-serie, der i sig selv er stærkt anbefalet. Denne uge er emnet netop kommunisme/socialisme, med den fremragende Kristian Niemitz, der interviewes af Madeline Grant om socialismens historie, hvordan den ’virkede’, og hvordan vestlige intellektuelle har flirtet – og mere end flirtet – med socialistiske og kommunistiske regimer og ideer. Podcasten kan høres her.

Et særligt, nyt studie, som Niemitz faktisk refererer til i podcasten, Albrecht Glitz og Erik Meyerssons Industrial Espionage and Productivity (IZA working paper no. 10816). Glitz og Meyersson viser meget overbevisende, hvordan Østtyskland til en vis grad formåede at følge med Vesttysklands enorme vækst i produktivitet efter anden verdenskrig. Grunden var østtyskernes voldsomme investering i industrispionage. Grundlæggende lykkedes dem at undgå at falde alt for langt bagud ved at snylte på vestlige opfindelser og eksperimenter med ledelse, organisering og kombination af inputs og teknologi. Med andre ord fulgte de nogenlunde med Vesttyskland ved at stjæle en af de fundamentale kilder til den vestlige velstand. Det totale produktivitetsgab i 1989 var 189 %, og havde været lidt større, hvis østtyskerne ikke havde spioneret på Vesten. Glitz og Meyersson viser dog, at i særlige sektorer viser deres estimater, at gabet havde været enormt uden spionagen. Hvis man ikke er parat til at læse hele papiret, bragte Science en fin, populær artikel om det i sommers.

Sidst må man huske, at hele forskellen ikke var økonomisk: Østblokken var ikke blot fattig, men også ekstremt ufri. Francis Spuffords nu seks år gamle Red Plenty: Inside the Fifties’ Soviet Dream er en fascinerende og ekstremt velskrevet halvfiktiv beskrivelse af, hvordan Sovjetunionen fungerede i den bestemte periode, hvor den fungerede bedst og borgerne var mest frie. Hvorfor der ikke er flere gymnasier, hvor man læser Spuffords pragtfulde bog, er et mysterium. Stærkt anbefalet!

Dansk Public Choice Workshop, 26. januar

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2017. 1 svar

Hvert år siden 1999 har vi afholdt den danske Public Choice Workshop i enten, Aarhus, Odense eller København. Næste workshop afholdes den 26. januar hos Cepos på Landgreven 3 i København. Som sædvanligt starter workshoppen klokken 11, og slutter sandsynligvis klokken 18. Har man lyst til at præsentere et papir kan man sende et forslag til et medlem af programkomiteen – Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen og Christian Bjørnskov – før 1. januar.  Alle forslag bredt indenfor public choice, politisk økonomi og lignende felter er velkomne.

Selvom man ikke præsenterer et papir – og selvom man måske ikke er akademiker – er workshoppen som sædvanligt åben for alle.  Det eneste, der kræves, er at man melder sig til via e-mail. Vi regner igen i år med at have deltagere fra Danmark, Sverige og Tyskland og håber som altid på, at der også kommer norske kolleger. Hvis nogen skulle være bekymrede, plejer stemningen på workshoppen at være hyggelig og på ingen måde skræmmende. Vi håber at se mange af punditokraternes venner og læsere i København til januar.

At have et arbejde og gøre et stykke arbejde

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2017. 1 svar

Bryan Caplans glimrende The Myth of the Rational Voter med den sigende undertitel Why Democracies Choose Bad Policies er en af de mest indflydelsesrige bøger i public choice / politisk økonomi de senere år. Caplan har mange pointer i bogen om, hvordan folks opfattelse af ting enten ikke passer, eller udelader vigtige aspekter af politisk-økonomiske problemstillinger. Ingen af dem er næppe mere relevante for den danske politiske debat om beskæftigelse og politiske tiltag end den følgende betragtning (hattip: Café Hayek):

 For an individual to prosper, he only needs to have a job.  But society can only prosper if individuals do a job, if they create goods and services that someone wants.

Man må spørge sig selv, hvor mange politikere, der forstår forskellen: Har man formelt set et arbejde, eller gør man faktisk et arbejde, der netto bidrager positivt til samfundet? Man kan naturligvis spørge, om de fleste politiker faktisk bidrager positivt til samfundet – mit umiddelbare svar er et tordnende nej – men det mere centrale er, om de jobs, der ’skabes’ politisk, også bidrager. De svenske erfaringer med at forsøge at holde arbejdsløsheden nede med politiske midler er skræmmende: Fra midten af 1950erne, da landet for alvor begyndte a opbygge en velfærdstat med fuld beskæftigelse, til midten af 1990erne skabte Sverige netto ingen nye jobs i den private sektor – hele jobtilvæksten over fire årtier skete i den offentlige sektor.

Er det måske ikke på tide, at danske politikere, ikke mindst dem der begejstret taler om nye jobs på letbaner og andre nonsensprojekter, ser og forstår Caplans fundamentale skelnen mellem at have arbejde og at gøre et stykke arbejde.

Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2017. 8 svar

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

Andreas Bergh om tillid – i Lund i morgen

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2017. 2 svar

Skulle der være nogen af vores læsere, der er så heldige at være i nærheden af Lund i morgen aften, holder min ven og kollega Andreas Bergh en offentlig forelæsning. Titlen (på dansk) er “Velfærdsstat, tillid og migration.” Andreas, der er en af de mest vidende forskere i feltet, holder forelæsningen fra klokken 19 på Lunds Universitet. Emnet er af særlig skandinavisk interesse og han ikke blot en dygtig forsker, men også en fremragende kommunikator. Stærkt anbefalet!

Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2017. 8 svar

Lafferkurven, opkaldt efter Arthur Laffer, viser sammenhængen mellem marginalskatten og det skatteprovenue, som en stat kan få ind gennem indkomstskatter. Ifølge legenden tegnede Laffer i 1974 kurven på en serviet under et møde med Dick Cheney og Donald Rumsfeld, for at illustrere hvordan der er en grænse for, hvor høj skatten kan blive, før et højere skattetryk fører til lavere provenu. Rumsfeld var på det tidspunkt Chief of Staff for Præsident Ford og havde blandt andet bragt Cheney ind som rådgiver. Det var derfor de tunge drenge i Fords administration, der fik nyt input fra Laffer, som kom til at præge den amerikanske debat i årene der fulgte.

Laffers hovedpointe er ganske simpel. Starter man fra en meget lav skat, vil en skattestigning føre til, at staten kræver flere penge ind. Men i takt med at skatten stiger yderligere, og i særlig grad når marginalskatten stiger, vil skattestigninger også ødelægge økonomisk aktivitet. Det er denne type effekter, der kendes som dynamiske effekter af skattetrykket og –strukturen, der har være så omdiskuterede i dansk politik de seneste mange år. Disse effekter indebærer, at der kommer et punkt, hvor yderligere skattestigninger faktisk ødelægger så meget aktivitet, at de medfører mindre provenu. Er man udover dette punkt, vil skattelettelser faktisk føre til større skatteprovenu fordi der for eksempel bliver mere attraktivt for folk at arbejde mere, flytte efter et mere produktivt job, tage ekstra uddannelse, eller risikere at blive selvstændig.

Hvis enkelte læsere er i tvivl om hvorvidt folk faktisk gør sådan, kan man med fordel starte sin forklaring i den anden ende af Lafferkurven: Forestil dig, at der er en 100 % marginalskat – dvs. at hvis du arbejder en time mere, får du intet ud af det fordi al den ekstra løn, inklusive overtidsbetaling osv., betales i skat. Det er meget svært at argumentere for, at så ekstreme marginalskatter ikke begrænser folks arbejdsudbud eller –indsats. Fra tilstrækkeligt høje marginalskatter vil skattelettelser således medføre markant større arbejdsudbud, fordi folk begynder at få en faktisk belønning for deres ekstra indsats.

Ny forskning forsøger nu at sætte nogle rimeligt præcise tal på, hvordan Lafferkurverne ser ud i forskellige dele af verden. Jacob Lundberg, der i denne måned forsvarer sin PhD fra Uppsalas Universitet i Sverige, og har været cheføkonom hos den svenske tænketank Timbro, har således i et nyt working paper beregnet en Lafferkurve for 27 OECD-lande. Lundberg er gået ud fra en generel indkomstelasticitet på 0,2, hvilket vil sige at han regner med at en skattestigning på 1 % indebærer, at folk reducerer deres arbejdsudbud og andet, så indkomsten falder med 0,2 %. Lafferkurverne er derefter estimeret for hvert enkelt land.

Resultaterne er virkelig interessante, ikke mindst i en dansk og svensk kontekst. Som tabellen nedenfor (under folden) viser, finder Lundberg at de fleste OECD-lande ligger til venstre for kurvens toppunkt. Med andre ord peger han på, at i de fleste vestlige lande vil skattestigninger føre til større skatteprovenu. Der er dog væsentlige undtagelser. Nederlandene og Frankrig ligger reelt i omegnen af toppunktet, så der er ganske usikkert, om en skattestigning fører til nogen som helst ekstra indtægt for staten, mens Østrig ligger lidt til højre.

De væsentligste undtagelser er dog de store ’velfærdsstater’ Danmark, Finland, Sverige og Belgien. Lundberg finder, at disse landes marginalskattetryk er så høje, at skattestigninger – som f.eks. både Socialdemokraterne, SF og DF effektivt argumenterer for – reelt fører til provenutab for samfundet, fordi deres overordnede virkninger er så skadelige, at samfundet som helhed bliver væsentligt fattigere.

I den danske debat argumenterer politikere ofte med, at man bør regne med en elasticitet omkring 0,1, fordi det gør Finansministeriet. Argumentet er i sig selv ganske mærkeligt, fordi det indebærer at de embedsmænd, som vi uddannede for nogle år siden i Aarhus og København, ved mere og er bedre opdaterede om så komplekse emner end de forskere, der sidder med det til daglig. De betyder dog ikke, at man ikke skal overveje, om Lundbergs gæt på en elasticitet på 0,2 er retvisende. Det tankevækkende er, at når man graver lidt i den nyere forskning, virker gættet relativt forsigtigt.

Claus Thustrup Kreiner, Jakob Roland Munch og Hans-Jørgen Whitta-Jacobsen viste for eksempel for to år siden, at tager man hensyn til at folks mobilitet også påvirkes af marginalskatten, ender man med en indkomstelasticitet mellem 0,15 og 0,35 (læs her). Martin Ljunge og Kelly Ragans studie af den svenske skattereform i midten af 1990erne peger også på, at den faktiske elasticitet i Nordeuropa sandsynligvis er noget højere end Lundbergs konservative gæt på 0,2. Havde han regnet med for eksempel et mediangæt fra Kreiner et al. omkring 0,25, eller Ljunge og Ragans bedste bud på 0,3, ville det have set endnu værre ud for velfærdsstaterne. Lundbergs beregninger indikerer, at lettelser af topskatten i Danmark er selvfinansierende, så en 5 % lettelse for eksempel vil føre til nogenlunde 1 % højere provenu. Tager man flere nye studier alvorligt, ser det endnu bedre ud. Hvorfor solide, nationaløkonomiske resultater trumfes af vage påkaldelser af ’fordelingshensyn’, som man reelt ikke ved ret meget om, er et af de store problemer i dansk politik.

Læs resten →

Plus ça change – priskontroller

Af Christian Bjørnskov, den 18. oktober 2017. Skriv et svar

En af de væsentligste indsigter i økonomi er, at et ureguleret marked helt generelt skaber de rigtige priser og dermed undgår mangelsituationer. Er der flere, der vil købe lejligheder på Frederiksberg end der er lejligheder til den gældende pris, stiger prisen på lejlighederne. Dem, der i sidste ende får lejlighederne, er derfor dem, der er villige til at betale den højere pris – med andre ord, dem der værdisætter lejlighederne højest i forhold til andre boligtyper, boliger andre steder, og andre ting, de kunne have brugt pengene på. Medmindre der er ganske væsentlige og permanente markedsfejl, som f.eks. forurening eller store forskelle i information, giver et frit marked den rigtige ’allokering’, så de forbrugere der har mest brug for en vare eller service, får den før andre.

Man skulle tro, at politikere over hele verden efterhånden havde lært, at man ikke bør fifle med prisdannelsen. Hvis man tror det, bliver man dog skuffet – plus ça change,  som man siger på fransk. Venezuela, hvor der er mangel på selv de mest basale varer, og hvor et flertal af befolkningen har skåret ned på deres fødevareforbrug, har længe stået som det seneste, klokkeklare eksempel på, hvad der sker hvis politikere stiller sig som herrer over almindelige markeder. Landets økonomi er i frit fald, og den menneskelige nød, som de enorme politiske fejl, der socialistiske styre under Chavez og Maduro har stået for, er svær at fatte, og svær at opsummere som andet end direkte kriminel. Og man må huske på, at en stor del af de problemer startede med, at Chavez implementerede maksimumpriser og tvang forretninger og virksomheder til at tage lavere priser for deres varer. Resultatet var sørgeligt forudsigeligt: Til de politisk bestemte lave priser, kunne stort set ingen levere varerne uden direkte tab, og mælk, majsmel, kyllinger og en stigende liste af andre varer forsvandt derfor fra hylderne.

I dag kan Daily News i Zimbabwe så rapportere, at der er stigende panik blandt almindelige familier, fordi der nu er mangel på madolie (hattip: Niclas Berggren). En del af baggrunden er regimets Statutory Instrument 64, der siden sidste år har forbudt import af en række almindelige forbrugergoder, inklusive madolie. Et kartel af syv producenter, der kalder sig the Oil Expressers Association of Zimbabwe kontrollerer nu hele markedet. De beskyldes for kun at levere til enkelte, udvalgte forretninger og dermed holde olie tilbage fra markedet under en økonomisk krise. Kartellet, på sin side, kritiserer detailhandlen for ikke at have sat prisen på olie ned – og med andre ord have båret et væsentligt tab selv. Og bag det hele lurer det egentlige problem: Zimbabwes tætte politiske kontrol med kapitalflows ind og ud af landet.

Styret har på samme tid forhindret almindelig import af madolie fra f.eks. Sydafrika, hvilket har givet the Oil Expressers Association of Zimbabwe et effektivt monopol i markedet, og forhindret kartellet i at få adgang til udenlandsk valuta, så det i det mindste kunne importere råvarer til at producere olien på lovlig vis. Zimbabwes centralbank styrer allokeringen af udenlandsk valuta i et forsøg på at forhindre et totalt kollaps af landets valuta. Et af de problemer, de forsøger at styre udenom, er at staten er basalt set fallit. Den mangler for eksempel udenlandsk valuta – og politiske vilje – til at tilbagebetale 1,7 milliarder dollars i allerede forfaldne lån til udlandet. Kollapser den zimbabweske dollar, bliver de lån væsentligt sværere at betale, mens eksportvirksomheder kan få det noget lettere.

Venezuela og Zimbabwe er dramatiske eksempler på, hvad der sker når regeringer og enkeltpolitikere med magt ignorerer indsigten fra Adam Smith og frem, at et frit marked generelt giver det rigtige resultat. Begynder man at kontrollere almindelige markeder, fører det til væsentligt lavere velfærd, og i en række tilfælde til direkte nød. Og for de læsere, der affærdiger argumenterne med, at det blot er liberalistisk tænkning, er der én ting at sige: Nøden i Venezuela og Zimbabwe kunne være undgået – den er politisk skabt!

Mchangama og Rose om fake news og fristelser

Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2017. Skriv et svar

Forleden truede præsident Trump amerikanske medier med en intention om at udvide injurielovgivningen, og derigennem gøre offentliggørelsen ’fake news’ ulovlig. Trump er naturligvis frustreret og vred over, at han ikke kan styre medierne – i endnu et eksempel på, at han stadig ikke forstår, at han ikke er en folkevalgt diktator – men han er ikke eneom at lade sig friste. I Tyrkiet bruger Erdogan lignende påstande for at lukke munden på sine politiske modstandere, og Orban i Ungarn bevæger sig også på kanten af hvad landets forfatning tillader.

Ytrings- og pressefriheden er med andre ord under angreb i en række lande, og selv i Vesteuropa er politikere villige til at gå langt. Italiens chef for landets konkurrencemyndigheder, Giovanni Pitruzzella, har forleden argumenteret for, at staten skal kunne regulere og sanktionere medier, der viderebringer fake news. Som Jacob Mchangama og Flemming Rose skriver i Washington Post under overskriften ”History proves how dangerous it is to have the government regulate fake news”, bruger han det ganske mærkværdige argument, at den europæiske menneskerettighedskonvention, i hans fortolkning, beskytter europæeres ret til at være pluralistiske informerede.

Pitruzellas argument om, at man ved at lukke eller i det mindste straffe bestemte medier for at skrive noget, andre ikke er enige i, vil føre til et mere ’pluralistisk’ mediebillede, må hvile på en rent sovjetisk forståelse af begrebet pluralisme. Mchangama og Rose viser tydeligt i deres indlæg, at Pitruzellas forslag er potentielt ekstremt farlig. USA’s egen historie demonstrere det for eksempel tydeligt: Efter at Kongressen i 1798 havde vedtaget den såkaldte Sedition Act – præcis den slags lovgivning, som Pitruzella og mange andre sukker efter – brugte præsident John Adams loven til at undertrykke modstandere. Episoden gjorde det tydeligt for amerikanerne, hvordan denne type lovgivning er potentielt undertrykkende og alt for fristende for politikere. Adams misbrug førte direkte til den amerikanske forfatnings First Amendment, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden. Eller som de skriver om problemet i Europa og, mere generelt, om vestlige demokratier:

”Already, some European countries, including Poland and Hungary, have moved against independent and critical media. In some instances, it would be impossible for a publication to defend itself effectively against fake news accusations. Imagine that the Guardian newspaper published a story based on anonymous sources about deep divisions over Brexit within the British government, and the British government subsequently denied the story and accused the Guardian of publishing fake news to undermine the government and derail the Brexit process. How would the Guardian prove that its story was true without being forced to disclose its sources and thus undermine an essential element of critical journalism?”

Emnet er indlysende vigtigt når USA’s præsident og statsledere i Polen, Ungarn og andre lande heller ikke længere er tilhængere af ytringsfrihed. Som selv visse danske politikere har svært ved at se, er ytringsfrihed aldrig at man er fri til at sige og udgive, hvad man mener, men… Det er intet ’men’ i ytringsfriheden, uanset hvad præsident Trump eller en reguleringschef i Rom mener. Er læserne i tvivl, kan de kaste et blik på Tyrkiet. Ytringsfrihedens ’men’ er det første skridt på den vej, Erdogan racer nedad.

Thalers blinde vinkel

Af Christian Bjørnskov, den 12. oktober 2017. Skriv et svar

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…