Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Virker tænketanke efter hensigten?

Der tales meget om tænketanke og hvordan de – alt efter hvem man spørger – påvirker politikeres adfærd eller informerer den offentlige debat om politik. Alle påstande kan i princippet være rigtige, men ikke på samme tid. Det er for eksempel også helt muligt, at tænketanke ikke flytter noget som helt, men måske blot reflekterer udviklinger, der allerede er i gang og alligevel var sket. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke er vigtigt.

Benjamin Powell (Texas Tech University) og Matt Ryan (Duquesne University) giver et svar på spørgsmålet i det nye nummer af the Journal of Private Enterprise (læs ungated her). Powell og Ryan ser specifikt på liberale tænketanke i traditionen fra Institute of Economic Affairs i London, som Cepos og svenske Timbro også tilhører. De bruger the Atlas Network som kilde til, hvornår tænketankene blev oprettet, og kan dermed beregne, hvad de kalder ”aggregate think tank years”, som er antallet af tænketanke gange hvor mange år de har eksisteret. På den måde kan Powell og Ryan tage hensyn til, at det ofte tager tid før tænketanke opnår indflydelse, og politiske ændringer også ofte tager tid.

De sammenholder derefter deres tænketanksindeks med ændringer i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks for 121 lande siden 1980. Med de sædvanlige kvalifikationer – Powell og Ryan påstår ikke, at de kan etablere tydelig evidens for en kausal sammenhæng – finder de en stærkt signifikant og potentielt vigtig sammenhæng mellem tænketanksaktivitet og økonomisk liberalisering. Meget intuitivt, hvis man skal tolke sammenhængen som evidens for en faktisk effekt af tænketankene, er sammenhængen væsentligt stærkere i mindre lande, hvor en enkelt tænketank f.eks. let kan fylde en større del af mediebilledet.

Powell og Ryan konkluderer, at en standardafvigelses større tænketanksaktivitet – cirka 22 ’tænketanksår’, eller fem års aktivitet hvis man regner med at et land som Tyskland har 4-5 liberale tænketanke – er forbundet med en liberalisering af den økonomiske politik svarende til rundt regnet en tredjedel point på Fraser Instituttets tipunkts-skala. Et godt bud er, at den virkning i sidste ende giver cirka en tredjedel procent hurtigere vækst i det lange løb. Er de liberale tænketanke en god udvikling? Svaret er ja, hvis man mener at langsigtet økonomisk vækst er et gode.

Er Københavns Lufthavn et monopol?

For et par uger siden skrev jeg om Liberal Alliance her på stedet, og hvordan partiet er ved at gøre sig selv politisk irrelevant. En af årsagerne er den politik, som flere LA-ministre har stået for, og ikke mindst den tidligere så glimrende Ole Birk Olesen. Ole har blandt andet lanceret regeringens luftfartsstrategi, som jeg også har kritiseret i Børsen. Den kritik faldt – så vidt jeg blev informeret af venner, der er på Facebook – Ole for brystet. Han mente, at der var al mulig grund til at regulere Københavns Lufthavn i Kastrup yderligere, fordi den angiveligt er et monopol.

Nu er Ole så uheldig at være blevet sat i spidsen for et ministerium, der ikke ligefrem har ry for at være fagligt stærkt. Det er derfor forståeligt, og desværre nok også forventeligt, at han får dårlig rådgivning, men det er ikke til at undskylde, at han øjensynligt stoler fuldt og fast på, hvad hans ministerium påstår. To af de påstande er ret tydeligt, at lufthavnen er et monopol og at monopoler skal reguleres fra politisk side.

Påstand nummer to har vi tidligere skrevet om i forbindelse med Nobelprisen i 2014, hvor Jean Tirole blev hædret for sit arbejde sammen med kollegaen Jean-Jacques Laffont (læs her og her). Det første spørgsmål fortjener derimod ekstra omtanke, for er lufthavnen faktisk et monopol i den forstand, Ole og hans ministerium synes at tro? Svaret i det følgende er et stort nej.

Folk tænker ofte på lufthavne som monopoler fordi der, i dette tilfælde, kun er én lufthavn i København. Det gør dog kun lufthavnen til et monopol i et relativt snævert defineret marked. Monopoler er situationer i markeder, ikke i geografiske omstændigheder. Som jeg understregede i Børsen, er Kastrup ikke et dansk monopol. Bor man i Jylland, er der langt kortere til Billund, Aalborg og for dem, der bor cirka syd for Fredericia, også til Hamborg. På Fyn er der også kort til f.eks. Billund, hvilket indebærer at i det isolerede marked for flytransport til Skandinavien og resten af verden, er Kastrup ikke et monopol – der er andre muligheder. Dermed er der i dette marked ikke tale om et monopol for cirka fire millioner danske forbrugere vest for Storebælt. For visse typer flytransport er der endda for københavnere et alternativ, da der findes ruter fra Malmøs lufthavn i Sturup.

For visse typer rejsemål er der ydermere andre muligheder end flytransport. Skal man f.eks. til Berlin fra København, er der flere muligheder fra Kastrup, men også både tog- og busmuligheder. For visse rejsemål er Kastrup dermed ikke et monopol, da der findes alternativer til den specifikke type transport, som den håndterer. Et lignende forhold gælder naturligvis f.eks. Midt- og Sydjylland, og dermed Billund Lufthavn, da der er fine togforbindelser og ganske acceptable busforbindelser til flere rejsemål sydpå. Der kan dermed ikke være tale om et monopol i disse særlige markeder.

Et tredje delmarked, som man må tage i betragtning når man vurderer, i hvilket omfang man kan betragte Kastrup som et monopol, er markedet for transitpassagerer (og transitgods). Meget rundt regnet en tredjedel af Kastrups passagerer er i transit, dvs. deres oprindelse eller endemål er ikke København. Disse passagerer rejser igennem Kastrup, fordi den fungerer som regional hub for en række selskaber. Rejser man f.eks. med SAS, Air Canada eller Singapore Airlines, vil disse selskaber typisk tilbyde en rejse fra et eller andet sted i verden gennem Kastrup til Stockholm, Oslo eller andre steder. Kastrup er den primære hub for destinationer i Skandinavien og i et vist omfang også en mulig hub for rejser til og fra dele af Nordtyskland, Finland og Estland. Men bliver Kastrup for dyr, trafikkeret, eller på andre måder mindre attraktiv, er der intet der forhindrer selskaberne i at benytte Arlanda, Gardermoen eller for den sags skyld Fuhlsbüttel ved Hamborg som hub i stedet for Kastrup. Når det gælder funktionen som hub er Kastrup ikke et monopol.

Sidst, men ikke mindst, må man også overveje status for selskabet Københavns Lufthavne og ikke blot lufthavnen. Her er spørgsmålet, som i et vist omfang i de andre forhold, hvor ’contestable’ selskabets marked er. Når man stiller sig dét spørgsmål, må man stille et andet: Hvorfor må et privat selskab ikke bygge en konkurrerende terminal ved siden af Kastrups Terminal 2 / 3? På et praktisk niveau er det fuldt ud muligt, at to separate terminaler deler kontroltårn og start- og landingsbaner, men ikke deler resten af lufthavnens infrastruktur. Man kunne for eksempel let forestille sig en situation, hvor det nuværende terminalkompleks blev ved med at servicere Star Alliance – SAS, Lufthansa, Brussels Airlines osv. – mens KLM-Air France og One World (f.eks. British Airways, Finnair og Qatar) valgte at benytte sig af en anden terminal, ejet af et andet selskab. Med andre ord er det fuldt tænkeligt, at man splittede hvad man på et vist plan kan kalde myndighedsfunktioner – paskontrol, security, kontroltårn osv. – fra den kommercielle drift af lufthavnen såsom butikker, restauranter og salg af gates og slots.

Markedet for lufthavnsservice, selv i et geografisk afgrænset område som Storkøbenhavn, er dermed contestable. I det omfang og i de delmarkeder, Københavns Lufthavn ser ud som et monopol, er det dermed ikke noget markedsskabt monopol i nogen forstand. Monopolsituationen er en status, som staten har skabt og som staten opretholder. At påstå, som Ole Birk Olesen og hans embedsværk gør, at Kastrup er et monopol og at det derfor er naturligt og ønskeligt, at staten regulerer lufthavnen – i øvrigt på en måde, der i stort omfang er til gavn for det ligeledes delvist statsejede SAS – er i en økonomisk forstand nonsens. Ole burde være smartere end at tro på et embedsværk, der enten lider af faglige svagheder eller er påvirket af ideologi og særinteresser, eller meget muligt begge dele.

Alternativets alternative mål

Forleden meldte det morsomme Alternativet ud med et bud på, hvad de mente at dansk politik skal sigte efter de kommende år. Alternativet har en alternativ mening om alt, og derfor også en mening om hvad folk burde værdsætte. Partiets ledelse påstår, at dansk politik indtil nu har haft det, de kalder ”et enøjet fokus på økonomisk vækst”. Med andre ord er påstanden, at danske politikere fra venstre til højre indtil nu har fokuseret på bruttonationalproduktet (BNP). Nu skal der andre, alternative boller på den politiske suppe.

Mens BNP naturligvis har sine begrænsninger, som mange økonomer arbejder med i disse år, har det som mål en gigantisk fordel. Med undtagelse af det offentlige forbrug, som værdifastsættes ved dets omkostninger, er alt andet opgjort i BNP værdifastsat ved dets markedspris. Med andre ord er BNP en opgørelse af værdien af al aktivitet i landet i et givet år, opgjort ved den værdi, folks egen adfærd afslører at de tillægger den. Det rent ud sagt geniale ved BNP er derfor, at det er praktisk taget uafhængigt af, hvad politikere mener, er rigtige og forkerte præferencer og priser.

Alternativet ved dog bedre og har en plan om, at hele det danske samfund skal vurderes med fokus på tre bundlinjer, en såkaldt, grøn, social og økonomisk bundlinje. Den grønne skal repræsenteres ved en slags vurdering af samfundets ’klimabelastning’ og hvordan det går med biodiversiteten i den danske natur. Den sociale bundlinje består af folks tilfredshed og mål for ’fællesskab’, og den økonomiske med mål for ulighed og meningsfuld beskæftigelse.

Det lyder alt sammen meget sødt, men man må spørge, hvordan det skal fungere i praksis? Min altid meget venlige kollega Torben Andersen udtalte i den sammenhæng til Information, at Alternativet mangler at fortælle hvordan man vil vægte de tre bundlinjer – hvad er vigtigere end andet? Hvis man på en nogenlunde meningsfuld måde kunne måle de tre bundlinjer, ville Torben naturligvis have helt ret. Vi mangler at få at vide, hvordan Alternativet prioriterer de forskellige forhold. Måske er en del af problemet, at de ikke har tænkt sig at prioritere?

De dybere problemer er dog, at flere mål ikke kan måles fornuftigt, og at hele øvelsen er præget af ekstrem arrogance. Måleproblemerne er for eksempel virkeligt svære: 1) Hvordan måler man klimabelastning på en blot nogenlunde fornuftig måde? 2) Er al biodiversitet god, eller er der diversitet, som Alternativets ledere mener, er dårlig – og hvis ikke, hvordan vurderer man så øget diversitet når der dukker invasive arter op i de danske farvande? 3) For at måle graden af ’meningsfuld beskæftigelse’ må man definere hvad meningsfuld betyder – hvordan gør man det? 4)

Arrogancen slutter dog ikke ved troen på, at man da bare kan måle ting på en eller anden måde. Et andet problematisk element er, at man politisk kan gøre meget ved mange tingene. Hvad er for eksempel de politiske tiltag, der kan øge ’fællesskab’? Jeg kan komme på flere, der kan ødelægge hvad man kan kalde fællesskab – civilsamfund osv. – men ingen, der kan hjælpe det på vej. Det samme gælder for tilfredshed, hvor den seriøse forskning i det store og hele viser, at det er bedst at holde fingrene væk. At tro, at man med ’alternative ideer og politik kan opnå det, som ingen vidste man kunne og som borgerne ikke ’vidste’ at de gerne ville og havde præferencer for, er vel topmålet af tro på ens egen næsten gudelige evner. Forslaget er tæt på rendyrket, skadeligt nonsens, og det hjælper ikke at det bliver serveret med et af Uffe Elbæks smånaive grin.

Har LA gjort sig selv irrelevant?

Da Liberal Alliance startede og blev et troværdigt parti, vejrede mange liberale morgenluft. Venstre havde efter valgnederlaget i 1998 besluttet, at man ikke kunne vinde et valg på borgerlig liberal politik, og partiet rykkede derfor mod venstre for at slås med Socialdemokraterne om midtervælgerne. Claus Hjort og andre kræfter bag den fejlagtige analyse af 1998-valget regnede med, at det ville give nye vælgere og ikke mærkbart koste andre stemmer. Ræsonnementet var, at de liberale stemmer jo ikke havde andre steder at gå hen: De måtte bare acceptere, at Venstre blev kustoder i det socialdemokratiske museum – som PKK mindeværdigt karakterisede Foghs politiske kurs – fordi der jo ikke var andre liberale partier. Til Hjorts tydelige irritation ændrede dét sig med LAs indtræden i danske politik.

Den situation er nu ved at ændre sig igen. De seneste måneder, efter partiets ledelse valgte at gå med i regeringen og nogle af de centrale medlemmer fik deres ministerbiler, har LAs linje været karakteriseret ved en serie af dårlige beslutninger. Der har ikke blot været tale om implicit støtte til regeringens andre valg, og ikke bare illiberal eller uborgerlig politik, men decideret tåbelige beslutninger som LA-ministre har været ansvarlige for.

Ole Birk Olesens nye luftfartsstrategi, hvor en central del af strategien er at tvinge Københavns Lufthavn til at investere mere i udbygning, kan for eksempel kun forstås som et resultat af en af to lige tåbelige overvejelser. Den ene måde at forstå udspillet på, er at Olesen – eller mere sandsynligt hans embedsmænd – bilder sig ind, at de er dygtigere til at drive forretning end lufthavnens ledelse. Det vil på ingen måde være den første gang, politikere og embedsværk tror at de er bedre end private, og heller ikke første gang, at det viser sig at være en katastrofalt forkert antagelse. Den anden måde, man kan forstå Olesens udspil – og den jeg mener, er mere sandsynlig – er at se det som implicit statsstøtte til SAS. Det vil heller ikke være første gang, politikere finder det opportunt at bruge et delvist statsejet selskab til at støtte et andet delvist statsejet – og slemt nødlidende – selskab. Men det er stadig meget langt fra liberal politik og økonomisk set nærmest latterligt dumt.

Anders Samuelsens meddelelse forleden dag om, at man helt dropper topskattediskussionen, er på samme måde et udtryk for, at LA ikke længere spiller den vante rolle i dansk politik som det eneste parti, nogenlunde liberalt indstillede danskere kan stemme på uden at væmmes. LA har øjensynligt uden diskussion eller sværdslag forladt deres fingeraftryk på regeringsgrundlaget, og en helt central del af deres økonomiske politik. Og forklaringen, at man da sigter efter at få andre skattelettelser for ti milliarder kroner, er helt tom for mening. Selv en meget lille lettelse af bundskatten, som det ser ud til er Venstres foretrukne plan, kan meget hurtigt koste ti milliarder, og har ganske begrænsede dynamiske effekter. Om Samuelsen muligvis ikke forstår det, eller om han har opgivet sin ideologi og politiske principper, må stå som et åbent spørgsmål.

Helt grundlæggende er problemet, at LAs ideologiske brandsalg betyder, at den politiske situation igen tillader alle borgerlige partier at klumpe sig sammen på midten. Partiets funktion har ellers indtil for nylig, som vi skrev da partiet var helt nyt, været at gøre det politisk dyrt for særligt Venstre at rykke ind til midten af dansk politik. Med partiets nuværende linje, der øjensynligt sigter mod at gøre det til en slags discount-Venstre med lidt større ord uden handling, forstummer både den interne kritik og diversiteten på den danske såkaldte højrefløj. Enhedslisten spiller stadig sin rolle som ideologisk vagthund for venstrefløjen, og trækker på den måde både SF og Socialdemokraterne en tand til venstre. Når LA holder op med at spille samme rolle på højrefløjen, flytter midten af dansk politik og dens fokus logisk mod venstre. Det endelige resultat er derfor, at endnu flere liberale vælgere bliver ’disenfranchised’, dvs. efterladt uden et eneste politisk parti, der taler deres sag, og at LA de facto bliver politisk irrelevant. Var det meningen med LA, da partiet blev grundlagt?

Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Engelskkundskaber i Europa

Mens de fleste turister tager til Frankrig, Spanien og Italien til godt vejr, god mad og afslapning, har Skandinavien i mange år haft én stor fordel: Vores gode engelskkundskaber. Mange briter og amerikanere bliver overraskede over, hvor let det er at færdes i Danmark, Norge og Sverige, fordi man stort set aldrig er i en situation, hvor der ikke er nogen, der taler rimeligt engelsk. Blandt danskere hører man dog ofte påstanden, at vi faktisk slet ikke er så dygtige alligevel, og at vi bare narrer os selv fordi vi synes, vi lyder som fjernsynet. Så hvad er op og ned, og er vi så meget bedre end dem længere sydpå?

Svaret, som kan ses i figuren nedenfor, er et rungende ja. Figuren plotter the English Proficiency Index de seneste år i 34 europæiske lande. Indekset er lavet af organisationen Education First, som lever af at sælge sprogkurser. De 29 indeks er taget direkte fra de seneste fem års rapporter fra Education First, mens de sidste fem er imputeret fra nationale tests af, hvor mange der taler engelsk. Den vandrette linje ved indeks 76 er således the English Proficiency Index, som vi har imputeret for Storbritannien, hvor de officielle tests viser at 97 % af befolkningen kan tale engelsk. Linjen er således en benchmark for, hvad ’ordentligt’ engelsk er.

Og som sagt viser figuren, at tre lande stikker tydeligt ud: Sverige, Holland og Danmark. Der er således ikke mange overraskelser i figuren, der basalt set bekræfter de forestillinger eller fordomme, de fleste af os har. Tyrkerne, ukrainerne og russerne – og pudsigt nok også franskmændene – er i gennemsnit elendige til engelsk, cyprioterne er meget bedre til engelsk end grækerne, og der er bestemte østlande, man ikke må undervurdere: Esterne, polakkerne, og slovenerne. Evnerne følger heller ikke simpel økonomi eller geografi. Nok er de økonomisk velstillede lande i nord bedre til at tale engelsk, men det rige Frankrig er ikke, og befolkningerne på de to middelhavsøer Cypern og Malta – begge tidligere britiske kronkolonier – er bedre end de fleste.

Kan man bruge forskellene til noget? Helt lavpraktisk er indekset ganske brugbar information, hvis man skal på ferie i Europa, og ens franske, spanske eller italienske er rustent eller fraværende. De fleste danskere taler godt engelsk, og det er alt andet lige nemmere at feriere eller blot opholde sig et sted, hvor man kan tale med folk. Men derudover er det måske værd at overveje, at nogle lande i højere grad tilhører en engelsktalende offentlig debat, og andre er isolerede fra den. Der eksisterer ikke en europæisk ’offentlighed’, men nogle befolkninger har nemmere ved at forstå hinandens debat og synspunkter – og den vi hører hjemme i, er i høj grad den engelsktalende.

Selvforstærkende inkompetence

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

Public Choice 11: Korruption

Et felt, hvor public choice-forskere har været helt centrale og ændret måden, man analyserer et helt problemkompleks, er studiet af korruption; noget, vi også har skrevet om adskillige gange. Det giver ganske enkelt ikke megen mening at analysere korruption og korruptionsproblemer uden at tage udgangspunkt i en public choice-tilgang. Som vi skrev for et par måneder siden, antog man før public choice-revolutionen, at politikere og embedsmænd følger reglerne og automatisk gør det rigtige. I en sådan gammeldags ’wilsonsk’ optik kan korruption således kun ske, fordi enkelte, isolerede individer er moralsk defekte. Korruption kan logisk ikke være et særligt udbredt fænomen, og der kan ikke findes nogen analytisk baseret strategi mod korruptionsproblemer.

Det er da også sigende, at forskellige handbooks i udviklingsøkonomi og lignende felter ikke nævnte korruption med et eneste ord før starten af 00’erne. Publikationer fra Verdensbanken og FN er ligeledes stadig renset for klare henvisninger til fænomenet, selvom alle eksperter og mange andre ved, at korruption er et problem, der gennemsyrer mange fattige samfund. Det er ganske enkelt ikke politisk god stil at nævne offentligt, at der i lande som Nigeria, Bangladesh eller Grækenland bestikkes på livet løs.

Med public choice-skolens analyseapparat kan man omvendt forstå og analysere korruption – og dens lovlige fætter lobbying – som et almindeligt problem, der kan være stærkt udbredt. Korruption defineres ofte som ”misbrug af offentligt embede til privat gevinst” og er derfor en særlig type rent-seeking. Robert Klitgaard beskrev korruption som M + D – A: “Monopoly (M) plus discretion (D) minus accountability (A).” Korruption kan således opstå, når en embedsmand eller en gruppe embedsmænd har monopol på en særlig service, selv kan bestemme hvordan de de facto implementerer den (diskretionen) og ikke holdes ansvarlige for deres job. Virksomheder, enkeltpersoner eller særinteresser kan således købe sig til særbehandling og til de facto at kunne ignorere lovgivning, og på politisk plan også købe sig til særlig politik, der gavner dem. Et af de store korruptionsproblemer er, at både politik og implementeringen af den – miljøregulering, importtold, godkendelsesprocedurer osv. – bliver skævvredne.

Det særlige ved en public choice-tilgang er her, at korruption ikke opstår fordi nogle embedsmænd eller politikere er onde, men pga. de incitamenter, der defineres af de institutioner de lever med og den situation de er i. Institutionerne definerer for eksempel, hvor meget diskretion, der overlades til embedsværket, og i hvor høj grad de holdes ansvarlige. Særligt det sidste element er stærkt forbundet med kvaliteten af domstolene og hvor politisk uafhængige, de er. Når det gælder politisk korruption er domstolenes uafhængighed ekstra vigtig – en stor del af den nye historie i Brasilien, hvor domstolene virkelig er begyndt at gå efter bestikkelse af toppolitikere, er netop at domstolene er begyndt at opføre sig politisk uafhængigt og at individuelle dommere derfor ikke længere har meget at miste ved ikke at beskytte politikerstandens kriminalitet.

Men en anden del af historien – og sandsynligvis også en del af den danske historie med bemærkelsesværdigt lidt korruption – er i hvor høj grad almindelige borgere og vælgere er parate til at straffe folk i magtpositioner, der er korrupte. Korruption kan således ikke forstås uden en public choice-tilgang, dvs. uden en insisteren på, at korruption er en konsekvens af de incitamenter, folk har: Nogle af dem er økonomiske – ofte er bestikkelse kun et spørgsmål om at finde den rigtige pris – men andre incitamenter er politiske, og nogle er sociale. Når man først opgiver den gamle ide om, at der ikke findes systematiske incitamentsproblemer i politik og embedsværk, kan man begynde at undersøge incitamenterne, og diskutere hvorfor nogle lande har langt større problemer end andre. Før den erkendelse – og det er en af de centrale i public choice – er det et mysterium hvorfor Danmark er langt mindre plaget af bestikkelsesproblemer end Grækenland.

New data and new problems

In economic research, and in particular in development economics, it is important to have access to precise income data. Yet, getting data on income has always been a problem, and even more so before the invention of modern national accounting in the 1930s. One of the particular problems that persisted for a long time was how to deal with price differences across countries. That problem was alleviated – although not entirely solved – by the advent of the International Comparison Project (read the story here og Tim Taylors account of the project here).

Researchers have for the last couple of decades either used various versions of the national account data in the Penn World Tables (PWT) or from the World Bank. No one claims that they are perfect, but both sources tend to yield very similar results. They have also both been regularly updated, with the PWT ending at version 7.3. However, many people have wanted better and even more precise data.

PWT 8.0 was therefore introduced to great fanfare in 2013, when a new team of researchers changed the basic methodology behind the data. These changes were outlined by Robert Feenstra, Robert Inklaar and Marcel Timmer in a highly profiled article in no less than the American Economic Review. Many researchers nonetheless began to get doubts because the new Penn data turned out to look rather different from the old data, and several known economic events were nowhere to be found in the new version. Maxim Pinkovskiy and Xavier Sala-I-Martin for example dcoumented (ungated version here) that both the 2011 version of the World Bank dataset and PWT 7.1 provide a much better fit with development, when one compare the data to long-run changes in light intensity at night, which cannot be manipulated or fiddled with. Something was obviously amiss with PWT 8.0 and 8.1.

This year saw the publication of PWT 9.0 with the implicit claim that the beginners’ problems of the new methodology had been sorted out. The question then is which data you can trust and what you use? Interested readers can of course make up their own minds, for example by looking at the Danish data. All three series from the PWT start in 1950, 7.1 ends in 2010 and 9.0 in 2014. Penn provides two series in version 9.0, as the new methodology implies that there are GDP series calculated from expenditures (the ’e’-series in the figures) and other series calculated from output (the ’o’-series). Beginning in 1966, these series can be compared to the purchasing power adjusted series from Statistics Denmark (DS). The clue here is that Denmark has some of the most precise national accounting data, not least because of the tradition of registering everything at the source, which ought to provide a ”most precise” benchmark; a sort of gold standard.  And as is obvious in the figures, the four series match up rather nicely in the very long run. The lowest correlation is 0.96 (between  PWT 9.0 ’o’ and DS). However, as is particularly obvious in the second figure, where I focus on the shorter period between 1970 and 1995, there are substantial and worrying differences in the short-run dynamics. Looking at the annual growth rates, it turns out that PWT 7.1 and DS are almost identical (the correlation is 0.98), while PWT 9.0 is different.

The correlation between growth rates in DS and PWT 9.0 ’e’ is a mere 0.08! The output-based series looks better, but correlations of 0.76 with DS and 0.84 with PWT 7.1 are far from impressive, when the data ought to be calculated from the same base information. The figure also reveals that the new data exhibit a much larger decline in the last years of the Anker Jørgensen governments, and a visibly slower recovery after the conservative government of Poul Schlüter took over in 1982. A few years later, the PWT 7.1 and DS series also exhbit rather different growth rates for the Fogh/Løkke governments between 2001 and 11. PWT 7.1 has an annual average growth rate of 0.25 % and DS one of 0.43 %, while the new PWT data show rates of 1.52 and 2.23 %.

The conclusion is that something is obviously wrong in the new data. New is not always better and I feel obliged to recommend that colleagues, students and anyone else interested in the topic do not use the new PWT series, although they have been sold to the academic community as improved measures.

Moderne flagellanter

I slutningen af 1340erne ankom pesten – den Sorte Død – til Europa. Konservative bud peger på, at sygdommen slog cirka en tredjedel af kontinentets befolkning ihjel, og de sociale, politiske og økonomiske virkninger var enorme. Et af de mere mærkværdige fænomener, der fulgte i hælene på pesten var flagellanterne: Folk, der piskede sig selv og på andre måder straffede sig for menneskehedens ’synder’. De forestillede sig, at pesten var en kristen guds straf for, at de havde levet syndigt, og at de måtte rense sig selv for synden gennem fysisk straf. Hele det meget udbredte fænomen blev forstærket af fornemmelsen af, at verden nærmede sig de sidste dage, hvor folk skule stå til ansvar for deres synder overfor en grusom og hævngerrig gud.

Læser man om middelalderen kan man ofte få den stærke fornemmelse at plus ça change – mennesker er mennesker til enhver tid. I særlig grad minder moderne vegetarisme, økologifanatisme og klimaoptagethed om middelalderens flagellanter. Der er naturligvis intet galt i at være vegetar – man kan oprigtigt være imod at slå dyr ihjel og man kan føle, at man har et bedre liv uden at spise kød – men det slår mig ofte, hvor tit man hører andre grunde. En yderligere årsag til at tænke nærmere over fænomenet er, hvor ofte tre ting går igen hos de samme individer: Det er i min erfaring ofte de samme mennesker, der er vegetarer eller veganere som også er stærkt optaget af økologi og ser klimaændringer og global opvarmning som en menneskeskabt katastrofe, som truer vores eksistens.

Uden at ville lege lommeterapeut ligner de basale psykologiske mekanismer hinanden. For det første har man opført sig syndigt: Man har syndet mod naturen ved at spise kød, enten fordi det er umoralsk at slå dyr ihjel eller fordi kødproduktion belaster naturen på den ene eller anden måde, eller i enkelte tilfælde fordi det er unfair at man selv spiser kød, mens en (stærkt faldende) andel af verdens befolkning er for fattige til at gøre det hver dag. For det andet har man en opfattelse af, at økologi er mindre belastende for miljøet, sundere for mennesker, og på en eller anden måde rigtigere fordi det er mere ’naturligt’. I dette tilfælde ser det ofte ud til, at der spiller et quasi-religiøst element ind, fordi øko-vegetarerne insisterer på at tro på det, uden at der – på trods af intensiv forskning – er ret meget faktisk evidens. Sidst, men ikke mindst, er de fleste af dem overbeviste om, at global opvarmning er et enormt og menneskeskabt problem, som vi alle skal gøre noget ved.

Det helt centrale er dog ikke bare, hvor nemt det er at drage paralleller mellem middelalderen og 2017, men derimod hvordan en helt central forestilling går igen. Forestillingen er, at årsagen til de problemer man ser, er helt grundlæggende umoralsk – dvs. syndig – adfærd. De er ikke blot problemer, man nøgternt kan vurdere omfanget af og diskutere mulige løsninger på. Der eksisterer for eksempel effektive teknologiske løsninger på overgødningsproblemer, så man kommer miljøbelastninger gennem udvaskning til livs. De er dog typisk slet ikke interessante for den særlige gruppe mennesker, jeg tidligere kalde øko-vegetarerne. Grunden virker til netop at være, at de er så effektive – effektiviteten betyder, at der ikke er noget økonomisk eller socialt afsavn forbundet med løsningen.  Præcist ved at være så effektive, indebærer disse løsninger ikke nogen moralsk renselse eller på anden måde en bod for at have været syndig.

Meget ligesom flagellanterne i slutningen af 1300-tallet er problemet i moderne diskussioner, at hvis man ikke pisker sig selv (i overført betydning), kommer man ikke i øko-himmeriget. Hvis der ikke ligger et element af personligt lidelse eller afsavn i løsningen, bliver man ikke ’renset’ for sin synd. Man er med en postmoderne identitet som øko-vegetar eller lignende nødt til at straffe sig selv fordi det på en eller anden mystisk måde er vores skyld – vi har ikke været dydige nok. På den måde er øko-klima-vegetarerne og deres ligesindede på mange måder det 21. århundredes religiøst glødende flagellanter.

Mike Munger i the Rubin Report

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Jane Austen – subversiv i 200 år

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

Ny viden fra studerende

I går brugte jeg hele dagen med seminarer ved universitetet i Heidelberg.  Som nogle læsere nok ved, er jeg gæsteprofessor ved min formidable ven Axel Drehers Lehrstuhl für Internationale Wirtschafts- und Entwicklungspolitik i Heidelberg hele sommeren (ligesom sidste sommer og to måneder i vinters). Jeg har derfor også lært nogle af de studerende at kende, og hyggede mig med at se præsentationer fra både nogle af vores PhD-studerende og flere kandidatstuderende.

Grunden til at skrive om det er, at der er fremragende studerende i Heidelberg. Stephan Schneider – en kandidatstuderende som allerede har en artikel, baseret på hans bacheloropgave og omarbejdet sammen med Kai Gehring, på vej ud i American Economic Journal: Economic Policy – præsenterede et seminarpapir om hvornår amerikanske guvernører erklærer nødtilstand. Stephans papir er ekstremt tæt op ad en idé, som Stefan Voigt og jeg har talt om i vores projekt om nødforfatninger. Den idé må vi nok opgive, fordi Stephans papir er mindst lige så godt som det, vi ville kunne producere!

Tricket i Stephan Schneiders papir er, at han har geografiske data på vindstyrke i hele USA. Han kan derfor observere, hvordan orkaner og andre events gør det meget mere sandsynligt, at en guvernør beder den amerikanske præsident om at erklære hans stat i nødret. Sådan en erklæring er nemlig nødvendig for at staten kan få såkaldt FEMA-assistance fra den føderale regering i Washington. Og Stephan finder selvfølgelig, at stærkere vind – i det mindste op til et punkt – giver en større sandsynlighed for en erklæring. Men ved siden af det indlysende i, at værre storme og orkaner giver stærkere incitament til at erklære nødret, finder han også klar evidens for, at en nødretserklæring er langt mere sandsynlig, hvis præsidenten og guvernøren er fra samme parti. Stephan regner sig meget overbevisende frem til, at fælles partitilhør i gennemsnit giver cirka 5 % større FEMA-assistance, eller i gennemsnit 750 millioner dollars mere. Det er således et økonomisk meningsfuldt resultat. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser et kandidatspeciale, der til forveksling ligner en artikel fra Public Choice.

Udover Stephan Schneider stod to andre studerende ud fra mængden. Dominik Jockers præsenterede et seminarpapir, hvor han viste at ulandsbistand til lande med store migrantstrømme er langt mere udsat for misbrug – de store migrantlande bruger i langt højere grad bistanden til at købe våben for. Dominiks papir var meget kompetent og kunne, med lidt arbejde, sagtens præsenteres ved en af de gode udviklingskonferencer.

Laura Barros, en af vores særligt dygtige studerende fra Brasilien, tacklede i stedet det politiske spørgsmål om handel og øget globalisering påvirker kønsligheden på arbejdsmarkedet. Hun præsenterede gode teoretiske grunde til, at øget international handel burde øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – med de øgede muligheder bliver det dyrere at diskriminere – og håndterede også det ganske svære kausalitetsproblem. Problemet kommer af, at kønslighed er forbundet med en række institutionelle udviklinger, der gør det mere attraktivt og lettere at handle med fattigere lande. På tværs af 175 lande, observeret de sidste 20 år, viste Laura at øget handel faktisk fører til tydeligt øget kvindelig arbejdsmarkedsdeltagelse. Det særlige – og for mit vedkommende det særligt interessante – var at hun også kunne vise, at det primært sker i lande, med højreorienterede regeringer. Hendes resultater, som vi talte om bagefter, indikerer dermed at venstreorienterede regeringer i lav- og mellemindkomst-lande må føre politik eller vedligeholde institutioner, der forhindrer gavnlige lighedsskabende virkninger af globalisering. Hvad de politiker kunne bestå af, er vel værd at tænke over i løbet af weekenden. Og hvis Laura kan komme med et bud på det, har hun også muligheden for en ganske fin publikation i fremtiden. I mellemtiden er fornøjelsen af at have så dygtige studerende helt på min og mine tyske kollegers side.

Ny viden om fair trade

Forleden skrev vi om ny viden om entrepreneurship, der startede som et speciale ved Aarhus Universitet sidste år. I dag fortsætter vi med ny viden fra et speciale, der blev forsvaret for mindre end en måned siden. Spørgsmålet i dag er, om fair trade virker efter hensigten. Svaret fra det nye speciale er nej.
Den nye viden kommer fra Cecilie Lautrups speciale, som hun skrev under min vejledning i foråret og forsvarede den 23. juni. Cecilie, der nu er hos Ramböll, er interesseret i fair trade og sustainable practice, men er også uddannet økonom, med den naturlige skepsis det indebærer. Hendes mål var derfor at diskutere, hvad man kunne forvente af fair trade, og ikke mindst at komme med et bud på den faktiske virkning for dem, det er meningen man skal hjælpe – de fattige bønder i udviklingslande. Titlen på specialet, ”Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico”, er således meget præcis.
Teoretisk er svaret på spørgsmål uklart. Som Cecilie klart skitserer i specialet, kan man sagtens forestille sig, at fair trade-certificering virker fordi den indebærer at bønderne får højere priser for deres varer, men man kan også forestille sig negative virkninger. Certificering er på ingen måde billigt, der er bestemte praksisser man skal følge, og der kan følge andre omkostninger med at være medlem af et kooperativ. Derudover er kooperativer udsat for såkaldt korrelerede chok – da alle medlemmer producerer kaffe, er de alle udsat for samme prisfluktuationer fra verdensmarkedet, samme vejr og høstproblemer, og endda samme regulative ændringer. Der er med andre ord ingen forsikring i at være kooperativ.
Cecilie var heldig, efter at have ledt en del, at få adgang til et datasæt fra Jeremy Weber på University of Pittsburgh. Weber delte meget venligt sine data på næsten 1000 kaffebønder i det sydlige Mexico med en specialestuderende i Danmark, og hjalp med forklaring på de nogle gange uigennemskuelige variabelnavne osv. Cecilie lagde derefter en væsentlig indsats i at behandle data meget omhyggeligt, og ikke mindst at løse de kausalitetsproblemer, som ligger i spørgsmålet. Som hun viser i specialet, er det nemlig ikke tilfældigt, hvem der vælger at blive fair trade-certificerede. Cecilie finder blandt andet, ”at det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Bundlinjen i det meget fine speciale er næppe opmuntrende for de mange, der forestiller sig at fairtrade er godt for verdens fattige. For det første ved vi, at det faktum at en certificering faktisk koster penge, afholder de allerfattigste fra muligheden. For det andet peger Cecilies omhyggelige estimater på, at Fair Trade-certificerede bønder faktisk ender med at tjene mindre end sammenlignelige kaffebønder, der vælger ikke at blive certificerede. Som hun skriver til sidst i konklusionerne: ” Spørgsmålet er måske, om Fairtrade i virkeligheden fremadrettet er den bedste løsning for kaffebønderne i Mexico (og resten af verdenen)?” Det er svært ikke at konkludere, at det er en elendig løsning.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

Nye data og nye problemer

I nationaløkonomisk forskning, og ikke mindst i udviklingsøkonomi, er det vigtigt at have rimeligt præcise indkomstdata. Det var længe et problem, da både nationalregnskab – som primært blev opfundet som disciplin i 1930erne – og indkomstopgørelser er i sig selv svære at lave. Et af de særlige problemer var længe hvordan man håndterede de meget forskellige priser, der gjaldt i forskellige lande. Det problem blev afhjulpet – om end måske ikke løst – af the International Comparison Project (læs historien her og Tim Taylor om projektet her).

I en årrække har forskere derfor brugt enten forskellige versioner af nationalregnskabsdata i the Penn World Tables (PWT) eller fra Verdensbanken i deres forskning. Ingen har påstået, at de var perfekte, men de to datakilder giver typisk samme overordnede resultater. De to kilder er løbende blevet opdateret, og den seneste version af den oprindelige PWT endte med at hedde version 7.3,mens 7.1 har været brugt langt mest. Men mange har efterspurgt bedre og mere præcise data.

PWT 8.0 blev derfor introduceret med store fanfarer i 2013, da et nyt team havde ændret metodologien bag dataene; ændringerne blev endda skitseret af Robert Feenstra, Robert Inklaar og Marcel Timmer i American Economic Review. Hos forskere bredte usikkerheden sig dog, da de nye Penn-data ofte så ret anderledes ud og at flere kende episoder ikke var at finde der. Maxim Pinkovskiy og Xavier Sala-I-Martin viste således i en artikel (ungated her), at både Verdensbankens 2011-version og PWT 7.1 passer langt bedre på udvikling, når man f.eks. ser på langsigtede ændringer i lysintensitet om natten, som man ikke på samme måde kan manipulere eller på en måde fifle med. Noget var tydeligvis galt med PWT 8.0 og 8.1

I år er PWT 9.0 derfor udkommet med en implicit påstand om, at man har løst børnesygdommene i den nye metodologi i PWT. Hvad skal man så stole på og hvad kan man bruge? De interesserede læsere kan dømme for sig selv ved at tage et kig på de danske data. Alle tre serier fra PWT starter i 1950,7.1 ender i 2010 og 9.0 i 2014. PWT 9.0 er angivet i to versioner, da den nye metodologi betyder, at der er et BNP-tal beregnet ud fra forbrugssiden (’e’-serien, for expenditure) og et andet beregnet fra outputsiden (’o’-serien). Fra 1966 sammenligner jeg med de ligeledes købekraftskorrigerede tal fra Danmarks Statistik (DS), der – givet at Danmark har nogle af verdens absolut mest præcise nationalregnskabstal – burde kunne fungere som en slags ’mest præcist’ benchmark. Y-aksen på begge figurer er logaritmen til BNP per indbygger.

Og som man kan se i den første figur følger de fire serier hinanden fint på den meget lange bane: Den mindste korrelation mellem de fire er 0,96 (mellem PWT 9.0 ’o’ og DS). Men, som det er ekstra tydeligt i den anden figur, hvor jeg har stillet skarpt på den kortere periode mellem 1970 og 1995, er der store forskelle i kortsigtsdynamikken. Ser man på det årlige væksttal, følges PWT 7.1 og DS næsten perfekt ad (korrelationen er 0,98), men PWT 9.0 ser anderledes ud. Korrelationen mellem DS og PWT 9.0 ’e’ er således 0,08! De ser bedre ud med de outputbaserede tal, men en korrelation på 0,76 med DS og 0,84 med PWT 7.1 er ikke prangende, når de burde være beregnet fra samme base. Figuren afslører bl.a. at de nye tal viser en væsentligt større nedgang i de sidste år under Anker Jørgensen og en tydeligt svagere opgang efter Poul Schlüter tog over i 1982. Rykker man længere frem i historien, viser PWT 7.1 og DS-serierne også helt anderledes væksttal for Fogh/Løkke-regeringerne fra 2001-11. PWT 7.1 viser en gennemsnitlig årlig vækstrate på 0,25 % og DS på 0,43 %, mens de nye PWT-tal viser henholdsvis 1,52 og 2,23 %.

Et eller andet er tydeligvis galt i de nye tal. Nyt er ikke altid bedre, og foreløbig er man tvunget til at anbefale kolleger, studerende og andre interesserede ikke at bruge de nye serier, som ellers bliver solgt til verden som et stort målefremskridt. De ser bare ud til at give nye hovedpiner.

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Hvornår blev danskerne mindre religiøse?

Danskerne er som bekendt nogle af de mindste religiøse mennesker i verden. Kun en sjettedel af danskerne erklærer, at religion er vigtig i deres hverdag – det tilsvarende amerikanske tal ligger over 60 % – og kun cirka 3 % af danskerne kommer jævnligt i kirken. Blandt de få andre steder i verden, hvor religion er ligeså ligegyldig, er Estland, Sverige og Tjekkiet. Et centralt spørgsmål er derfor, hvornår vi holdt op med at være religiøse.

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.