Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2017. 8 svar

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2017. 2 svar

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Hvornår blev danskerne mindre religiøse?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2017. 9 svar

Danskerne er som bekendt nogle af de mindste religiøse mennesker i verden. Kun en sjettedel af danskerne erklærer, at religion er vigtig i deres hverdag – det tilsvarende amerikanske tal ligger over 60 % – og kun cirka 3 % af danskerne kommer jævnligt i kirken. Blandt de få andre steder i verden, hvor religion er ligeså ligegyldig, er Estland, Sverige og Tjekkiet. Et centralt spørgsmål er derfor, hvornår vi holdt op med at være religiøse.

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.

Kapitalistisk velstand skabte velfærdsstaten – ikke omvendt

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2017. Skriv et svar

Den gamle redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, har i dag en fremragende klumme i Børsen (læs her). Under overskriften ”Kapitalistisk velstand skabe velfærdsstaten” understreger PKK i klummen, at det er en myte, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt – og det vel at mærke er en myte, der meget nemt kan skydes ned. Som han skriver:

”Mens en stat nok kan levere goder til borgerne, forudsætter den først og sidst, at der er ressourcer, der kan tages fra nogen og bruges af andre. Hvis der ikke er en velstand (udover den borgerne skal bruge til simpel overlevelse), er der intet til at finansiere politi, retsvæsen og forsvar med, og så er der i hvert fald slet intet at finansiere offentligt sundheds-, uddannelses- og socialvæsen med. Så når mange hæfter sig ved, at rige lande ofte har store velfærdsstater, og derudfra konkluderer, at rigdommen skyldes velfærdsstaten, får de reelt vendt årsagssammenhængen på hovedet.”

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan udviklingen ser ud, er den illustreret i figuren nedenfor. Den viser dansk gennemsnitsindkomst (fra Maddison databasen) i forhold til nabolandene. De sorte streger er i forhold til en ”snæver” definition af nabolande – Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – mens de grå er i forhold til en bred definition, der inkludere Nordeuropa og Nordamerika. Tager man hensyn til specifikke kriser og krige, er toppunktet i 30erne. Fra den gradvise indførsel af den ”moderne velfærdsstat” omkring 1960 begynder det langsomt at gå tilbage. Og tager man 2016-tallene (figuren slutter i 2010) fra CIAs World Factbook får man, at danskerne i dag har en indkomst, der er 89 % af de omkringliggende landes, og 95 % af de bredere naboers. Vi er med andre ord tilbage til en relativ situation fra 1860erne. Det kan man ikke minde politikerne ofte nok om!

Public Choice 6: Directors Lov

Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2017. 4 svar

Politik, der omfordeler indkomst eller andet, omfordeler vel fra de rige til de fattige, ikke? Spørger man politikere, få man som oftest svaret, at det gør den da – det er jo den normative hensigt. Public choice fortæller dog en meget anden historie. En fundamental indsigt kommer derfor fra at spore den demokratiske logik bag omfordelende politik, og den mekanisme der skaber meget anderledes konsekvenser end politikere påstår. Aaron Director, der var professor i Chicago og far til Rose Director – og dermed i et af historiens pudsige tilfælde blev Milton Friedmans svigerfar – var den første, der beskrev mekanismen.  Director skrev den bare ikke ned, og det blev George Stigler, der i 1970 udgav artiklen om mekanismen. Det er derfor Stiglers version, alle med en vis public choice-træning kender.

Det fænomen, Director beskrev og som Stigler kaldte Directors Lov, er meget enkelt. Forestil dig, at der skal stemmes om et eller andet omfordelingsforslag. Stil alle vælgere op på en række, så den fattigste står længst til venstre, den næstfattigste ved siden af ham osv., indtil den rigeste står længst til højre ved siden af den næstrigeste. Husk dernæst, at man bliver nødt til at få flertal for et forslag, for at det vinder. Og regn med, at folk stemmer efter, hvad der gavner dem selv.

Director så, at hvis man skal finde et sammenhængende flertal for et forslag, vil det til enhver tid skulle have medianvælgerens stemme. 50 % plus en stemme, uanset hvor man placerer dem, dækker de den absolut midterste i vores række af vælgere. Rent logisk må et vindende forslag således altid gavne medianvælgeren.

Konsekvensen er, at omfordelende politik i helt overvejende grad – så længe man agerer i et demokratisk samfund – må indebære omfordeling til medianvælgeren. Med andre ord tilsiger en almindelig, demokratisk logik, at omfordelingen sker til de mest gennemsnitlige borgere. Dem, der netto betaler for omfordelingen må derfor være de relativt fattige og de relativt rige borgere i samfundet. Det er en meget anderledes slags omfordeling, end den man forestiller sig hvor der omfordeles fra rigere til fattigere.

Et spørgsmål er, om man kan ’se Directors Lov i Danmark? Svaret er ja – der er en række eksempler. Ser man på mange af de ting, det offentlige leverer, er de primært omfordeling til middelklassen. Universitetsuddannelse blev f.eks. gratis, da medianvælgerens børn begyndte at tage længere uddannelser. Mens der bestemt omfordeles til dem, man de laveste indkomster, er billedet af dansk omfordeling et, hvor medianvælgeren altid får. Som Mogens Lykketoft skal have sagt for år tilbage: I Danmark omfordeler vi fra de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. På samme måde er det ganske klart, at en række afgifter ligger væsentligt tungere på den relativt fattigere del af befolkningen, ikke på medianen.

Og overvej, hvornår politikere for alvor begyndte at tale om lettelser i topskatten. Diskussionen kom, da topskattegrænsen nærmede sig medianvælgeren, og spørger man på Christiansborg, hvordan man helst vil håndtere topskatteproblemer, er præferencen klar. Man vil helst beholde satsen, men rykke indkomstgrænsen opad. Det skal læses som, at man rykker topskatten væk fra den politiske farezone – væk fra medianvælgeren. Man kan jo ikke have politik, som medianvælgeren betaler for. Forbløffende meget giver mening indenfor Directors Lov.

Public Choice 5: Log-rolling

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2017. 1 svar

Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.

Populister er borgere med lavere tillid

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2017. 14 svar

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

I Baltikum for 77 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2017. 1 svar

I disse dage er det værd at mindes nogle begivenheder, der skete for 77 år siden. De startede helt præcist den 15. juni, da Sovjetunionen efter flere måneders diplomatiske julelege endeligt annekterede Litauen, og i de følgende dage resten af Baltikum. Okkupationen skulle vise sig at vare et halvt århundrede.

Litauen havde indtil da både været et storfyrstendømme, en halvdel af den polsk-litauiske realunion, og derefter en del af det russiske imperium. Landet havde dog bevaret sit eget sprog, egen kultur og en identitet som hverken polsk eller russisk. I det kaos, der udløstes af den russiske revolution, erklærede Litauen sig uafhængigt den 16. februar 1918 og blev dermed et af de tre selvstændige, baltiske lande. Deres uafhængighed endte brat den 15. juni 1940.

Baggrunden var, at store dele af Sovjetunionens tropper i det baltiske område var tilgængelige efter at Vinterkrigen – det sovjetiske erobringstogt mod Finland – var afsluttet tidligt på foråret. Stalins regime havde allerede delt Polen med Hitlers Tyskland, og var parat til at underlægge sig større områder i vest. Det havde allerede presset sig til at kunne have et begrænset antal tropper stående i Litauen, men ville tydeligvis mere og andet end blot en mindre, fremskudt base. Sovjetunionen stillede derfor om aftenen den 14. juni det uafhængige Litauen et ultimatum, der bl.a. indebar at landet dannede en Sovjet-venlig regering og tillod et ubegrænset antal sovjetiske tropper adgang til landet.

Litauens regering bøjede sig i løbet af formiddagen den 15. juni, trådte tilbage og tillod parate sovjetiske tropper at marchere ind i landet. Som forventet ansøgte den nye kommunistiske marionetregering om, at blive optaget i Sovjetunionen. Litauens uafhængighed var dermed hurtigt og effektivt afskaffet per dekret fra Moskva. Godt et år efter den sovjetiske overtagelse, erobrede Tyskland de baltiske lande. Nogle litauere, ligesom nogle letter og estere, så fra starten de nazistiske styrker som befriere, men da tyskerne hurtigt begyndte at implementere Generalplan Ost i de baltiske lande, ændrede de fleste hurtigt mening. Planen indebar bl.a. at 85 % af litauerne, som nazisterne mente var racemæssigt underlegne, skulle deporteres til Sibirien og gøre plads for racerene tyske indbyggere. Af de omkring 210.000 jøder, der boede i Litauen før anden verdenskrig, overlevede kun cirka 15.000.

Situationen for de tilbageblivende litauere blev dog ikke markant bedre, da Sovjetunionen generobrede de baltiske lande i 1944. Stalins paranoide regime fandt hurtigt grund til at tvivle på, hvor partitro de litauiske borgere var, og 130.000 litauere blev i de efterfølgende år deporteret fordi de antageligt var anti-sovjetiske eller kontrarevolutionære.

Litauens præsident Antanas Smetona havde set skriften på væggen og var flygtet umiddelbart efter magtoverdragelsen. Han undgik derfor den skæbne, der kom til at overgå almindelige mennesker og regeringslederne i Letland og Estland: Både Kārlis Ulmanis og Konstantin Päts blev deporteret til Sovjetunionen, hvor Ulmanis døde af dysenteri i 1942 og Päts overlevede indtil 1956, på trods af ”psykologisk behandling” i sindssygeanstalter med den officielle begrundelse, at han blev ved med at hævde, at han var Estlands præsident!

Der skulle gå næsten 50 år, før Litauen igen blev selvstændigt. Efter at det kommunistiske etpartisystem var afskaffet i 1989 havde bevægelsen Sajudis fået indflydelse og 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt fra Sovjetunionen. Island var det første land, der anerkendte uafhængigheden, mens Danmark hurtigt fulgte efter Island ved at genoprette de diplomatiske forbindelser. Man behøvede, modsat islændingene, ikke at anerkende landet, da den danske stat aldrig havde anerkendt den sovjetiske overtagelse. Resten af de nordiske lande fulgte hurtigt med en de facto anerkendelse af de tre baltiske lande.

Årtierne under Sovjetisk åg efterlod sig både psykiske, sociale og økonomiske spor. Mens Litauen og det baltiske område, så vidt som historikeren Paul Bairoch vurderede, havde cirka halvdelen af den danske gennemsnitsindkomst i 1938, var regionen væsentligt rigere end bl.a. Spanien og Portugal og kun lidt fattigere end Mussolinis Italien. Per 1973, hvor en sovjetisk undersøgelse tillod Angus Maddison at estimere en real nationalindkomst, lå den på 54 % af den danske. I det estimat skal man dog regne med, at militærudgifterne i Sovjetunionen på det tidspunkt var mindst 15 % af den samlede indkomst. Så mens Spanien havde lukket omkring en tredjedel af indkomstgabet op til Danmark per 1990, var Litauen effektivt faldet endnu længere tilbage. Årene med kommunistisk undertrykkelse har også efterladt sig sociale spor: Det bedste bud i forskningen er, at landene på den anden side af jerntæppet led et tillidstab på cirka 10 %. Regner man tilbage har Litauen sandsynligvis haft en tillidskultur i mellemkrigsårene, der lignede den nuværende vesttyske.

Landet har dog opnået endda meget store fremskridt siden genetableringen af uafhængighed. Mange litauere er taget til Vesteuropa, og ikke mindst Danmark – Arbejdstilsynet udgiver således en vejledende folder til udenlandske arbejdstagere, der fås på fem sprog, hvoraf litauisk er et af dem – for at studere og arbejde. De er typisk blandt de virkeligt hårdtarbejdende studerende, og dele af dansk landbrug hviler også på bl.a. solid og dygtig litauisk arbejdskraft. Og på hjemmefronten er der taget store skridt mod at have en almindelig, europæisk stat. Af de 178 lande, som Transparency International vurderer korruptionsniveauet i, er Litauen på plads nummer 38, to pladser foran Spanien og hele 22 pladser foran det noget rigere Italien.

Litauernes købekraft er stadig kun 64 % af danskernes (ifølge de nyeste tal fra CIAs World Factbook), den forventede levealder er fem år kortere, og den subjektive levestandard ligger også omtrent 30 % lavere end Danmarks. Men vækstraterne i alle tre indikatorer er væsentligt højere end de danske, og landet lukker en smule af gabet hvert år. Man kan dog alligevel altid spekulere over, hvor de ville have været, hvis de ikke var blevet underlagt Sovjetunionen den dag for 77 år siden. Den årsdag er værd at mindes, men bestemt ikke noget at fejre!

Public choice 3: Medianvælgerteoremet

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2017. Skriv et svar

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til en af de helt centrale indsigter, som de fleste danskere rent intuitivt nok kan nikke genkendende til. Indsigten stammer fra Anthony Downs bog An Economic Theory of Democracy fra 1957, og handler i sin simpleste form om, hvordan politiske partier positionerer sig. Ud af nogle ganske simple overvejelser kommer Downs til det berømte resultat, som kaldes medianvælgerteoremet.Downs startede med den simplest tænkelige situation i et demokrati: Der er kun to partier, der repræsenterer to forskellige ideologier – parti A, der er venstrefløj, og parti B, der er højrefløj. Vælgerne har såkaldt ’single-peaked preferences’, hvilket meget enkelt betyder, at de har én slags ideal situation. De kan altså f.eks. ikke foretrække enten en meget stor eller en meget lille offentlig sektor, fremfor en mellemstor. Downs spørger i denne simple verden, med inspiration fra Duncan Black, hvordan et parti vinder et valg.

Svaret er så simpelt, at det er svært at forstå, at der gik så lang tid før nogen beskrev det klart. Stiller man alle vælgere op på en række fra den mest venstreorienterede til en mest højreorienterede, bliver et parti nødt til at få den midterste stemme, dvs. stemmen fra medianvælgeren. Uanset hvad de ellers mener, og hvordan de opfører sig, er politikeres første incitament altid at blive valgt. For at få den stemme, vil det venstreorienterede parti A derfor flytte sin politik lidt ind mod midten, så medianvælgeren vil stemme på dem. Parti B vil efterfølgende blive nødt til at reagere ved at flytte sin politik ind mod midten, om end fra den anden side. Og sådan flytter A og B begge deres faktiske politik ind mod medianvælgerens position for at vinde valget. Den logiske følge af de to partiers strategiske valg af politik er, at de ender med at tilbyde samme politik. Selvom A og B erklærer sig ideologisk uenige, står de faktisk for den samme politik. Det er Downs medianvælgerteorem.

Det samme gør sig gældende for politiske situationer, hvor politik er organiseret i to nogenlunde sammenhængende blokke. Downs giver dermed en enkel, logisk og præcis forklaring på dansk politik de sidste 20 år, hvor de store partier alle løber efter de samme stemmer – medianvælgerens. Og medianvælgeren i Danmark er omkring 50, hun har en kort uddannelse, arbejder i den offentlige sektor, og stemmer traditionelt socialdemokratisk. Kære læsere: Lyder det ikke som en ganske fornuftig illustration af dansk politik?

Der er efterfølgende opstået en hel litteratur i public choice og nabofelter, der viser hvad der kan få medianvælgerteoremet til at bryde sammen, og hvilke komplikationer, der stadig giver samme resultat. Den ’nemmeste’ indvending er, at vælgere jo kunne have anderledes præferencer. Hvis de, basalt set, har præferencer, der kan opsummeres som ”hvis vi ikke kan få det hele, vil vi intet have”, virker logikken ikke længere. Det vil dog kræve, at langt de fleste vælgere opfører sig dybt infantilt, hvilket næppe er tilfældet. En næste indvending er, at der jo kunne være flere dimensioner i politik. I Danmark taler man f.eks. ofte om en traditionel højre-venstre-akse, og en omfordelings/indvandrings-akse. De komplicerer også logikken, om end mange studier peger på, at langt de fleste politiske spørgsmål kan fordeles meget simpelt mellem højre og venstre. Denne komplikation førte dog Gordon Tullock til at beskrive logrolling-fænomenet, hvilket vi skriver om i en særskilt post senere på sommeren.

Der er dog én særlig indvending, der kan være specielt relevant for dansk politik. Det særlige ved medianvælgerlogikken er, at når de to store partier A og B rykker ind mod midten af politik, efterlader de en masse vælgere ude i yderpunkterne. Når der kun er to partier, vil ydervælgerne ikke ændre deres stemme – de stemmer stadig på de parti, der er tættest på deres foretrukne position. I en situation, hvor der ikke kan dannes nye partier, kan de store partier derfor tillade sig at være ophøjet ligeglade med ydervælgerne. Men situationen kompliceres naturligvis, hvis der opstår nye partier.

En sådan situation gør medianvælgerlogikken mere kompliceret, da der kan opstå et nyt parti når et af de store – f.eks. Venstre – rykker ind til den socialdemokratiske midte. På samme måde kan en umiddelbart ligegyldig efterladenskab af den gamle kommunistiske venstrefløj pludseligt få mange stemmer når andre venstrefløjspartier – S og SF – rykker mod midten. I netop den situation vil man få partier som Enhedslisten og Liberal Alliance, der opsamler de mest utilfredse vælgere på yderfløjene. Det stemmetab må de store partier tage i betragtning, når de rykker ind mod midten, da man ikke kun vinder stemmer på midten, men også mister stemmer på fløjen. Man får derfor en delvis medianvælgereffekt, fordi det ikke længere er optimalt for de store partier at rykke hele vejen ind til midten. Og man får den særligt besværlige situation, at de store partier må rykke tilbage, hvis et yderparti dannes efter at de er rykket ind til midten.

Lars Løkkes beslutning om, at bringe Liberal Alliance ind i regeringen giver derfor perfekt mening i et såkaldt Downsiansk framework: Det er en måde at gøre det umuligt for LA at positionere sig til højre for Venstre, og dermed en måde at fjerne truslen om, at liberale Venstrevælgere forlader partiet til fordel for LA. Man kan således kritisere Downs for at starte med en forsimplet politisk situation – og det er der bestemt folk, der har gjort – men når man først ser logikken i medianvælgerteoremet, er det svært at gå analytisk til dansk politik fra en anden vinkel.

Uddannelse skaber ikke tillid (ny viden)

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2017. 9 svar

Som nogle læsere sikkert ved, har jeg hele min akademiske karriere beskæftiget mig med social tillid. Emnet var centralt for min PhD-afhandling, det var en hoveddel af en af mine første videnskabelige artikler (her) og en af de seneste, jeg har udgivet (med Niclas Berggren, her). Når der kommer virkeligt nye indsigter i forskningsfeltet omkring tillid, er jeg derfor altid spændt.

Det er præcist det, der forleden var tilfældet i det nye nummer af Political Psychology. Tidsskriftet bragte en artikel af den dygtige Peter Thisted Dinesen, sammen med Sven Oskarsson, Christopher Dawes, Magnus Johannesson og Patrik Magnusson, hvor de vendte tilbage til en velkendt og omdiskuteret sammenhæng: At tillid og uddannelsesniveau hænger tydeligt sammen. Diskussionen er vigtig, fordi sammenhængen kan tolkes på forskellige måder, og med meget forskellige implikationer. De fleste har tolket den som evidens for, at uddannelse skaber højere social tillid, hvilket indebærer, at tillid er noget, der kan skabes. Hvis man omvendt – som jeg blandt andet har gjort – tolker den som en indflydelse af tillid på uddannelse, er der ingen grund til at tro, at tillid kan skabes med politiske midler, men den bliver mere vigtig for et lands udvikling. Den tredje tolkning, at både tillid og uddannelse er skabt af den samme underliggende faktor, har endnu færre implikationer.

Det er her, Peter og hans kollegers studie kommer ind og giver markante nye indsigter. De gør brug af en stor svensk undersøgelse af tvillinger, hvilket betyder at de kan kontrollere for praktisk taget alle forklarende forhold, der har med gener, tidlig familieindflydelse og fælles miljø ved at fokusere på de enæggede tvillinger. De starter med at vise den ’almindelige’ sammenhæng, hvor man bruger uddannelsesvariable som forklaring på forskelle i tillid. Det virker meget fint i tvillingedataene, og forfatterne viser, at tvillingerne næsten fuldstændigt udviser samme mønster som svenskere mere generelt. Der er altså intet specielt ved de svenske tvillinger. Derefter tager de alle forskelle ud, der er specifikke for hvert enkelt tvillingepar – gener osv. – og viser, at sammenhængen mellem tillid og uddannelse derefter er totalt forsvundet. Hvis uddannelse skaber tillid, burde den bedre uddannede tvilling have højere tillid til andre mennesker, men de svenske data viser, at det ikke sker!

Studiet peger på, at en stor del – og måske hele – forklaringen på, at tillid og uddannelse hænger sammen, er at begge dele er arvelige gennem folks gener. Der er således ingen indflydelse på tilliden af, at man forsøger at hæve folks uddannelsesniveau. Ligeledes stiller studiet meget store spørgsmålstegn ved de tidligere studier, der har hævdet at den særligt høje skandinaviske tillid skyldes, at vi tidligt indførte folkeskoler og skolepligt. Tilliden har konsekvenser, men der er stadigt mindre, der peger på, at man kan skabe den aktivt. Hvor den særlige skandinaviske tillid kommer fra, er derfor stadig et mysterium.

Skaber industrialisering demokrati?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2017. Skriv et svar

Hvorfor nogle lande vælger at indføre eller afskaffe demokrati, og hvorfor nogle vestlige lande indførte demokrati tidligere end andre, er store spørgsmål i politisk økonomi, public choice, og politologi. Siden Lipsets studier i 50erne har der blandt andet været en debat om, hvorvidt økonomisk udvikling skaber grundlaget for demokratisering, men Lipsets påstand er stadig omdiskuteret. En del af moderne udvikling er, at folk bliver mere uddannede og at der opstår en middelklasse, der bor i byer. De vil sandsynligvis få en præference for demokrati, men industrialisering skaber på den anden side også nye særinteresser – industrien selv og dens ejere – og en ny middelklasse, som ikke har interesse i at give de fattigere stemmeret. Når en elite og den nye middelklasse bliver rigere, får de også mere at tabe hvis relativt fattige får stemmeret og derigennem kræver større omfordeling. A priori kan man således ikke teoretisk sige, hvad der sker.

Jeg er pt. til den famøse BBQ-workshop, som i år afholdes i Gargnano ved Gardasøen, og hvor flere folk prøver at svare på spørgsmålet med nye metoder. Det gælder ikke mindst for den 25-årige Jean Lacroix, der er PhD-studerende ved Université Libre de Bruxelles. Jean undersøger i sin PhD-afhandling hvad effekterne af industrialisering er på folks præference for demokrati. Han bruger det særlige faktum, at Frankrig afholdt to folkeafstemninger om indførsel af demokrati eller fortsat autokrati i midten af 1800-tallet. I 1852 argumenterede en elite for indførsel af monarki og solgte det som garanti for ro og stabilitet. I 1870 afholdt man en folkeafstemning, hvor kejseren, Napoléon III, støttede indførsel af demokrati. Jean ser på ændringen af stemmemønstrene på tværs af franske departements i de 18 år, der falder sammen med den første klare franske industrialisering.

Resultaterne er krystalklare: Ser man på antallet af dampmaskiner – som i sig selv udbreder sig systematisk fra den første dampmaskine i nordøst og sydpå – eller antallet af arbejdspladser i industri og brugen af kul, kan man se hvordan de områder, der industrialiserer, får stærkere præferencer for demokrati. Jean kan dermed vise meget tydeligt, at i et centralt, europæisk land, bidrog industrialisering og moderne udvikling positivt til landets demokratisering. Hans studie er dermed et eksempel på den nye udvikling i politisk økonomi og andre dele af nationaløkonomi, hvor vi de seneste år har set en række omhyggelige, historiske studier, der kan kaste lys over moderne spørgsmål i udviklingslande. Jean bemærkede selv, hvordan politiske industrialiseringseffekter måske kan bidrage til at forklare, hvorfor nogle autokrater aktivt forhindrer investeringer i moderne udvikling. Med andre ord: Måske forbliver nogle lande fattige og underudviklede, fordi en lille elite ved eller regner med, at udvikling ødelægger deres magtbase. Ideen er således ikke ny, men evidensen for den er.

Public choice 2: Forfatningslængde

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2017. 2 svar

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til et spørgsmål, som optog Buchanan og Tullock i deres banebrydende The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy fra 1962. Spørgsmålet er, hvor lang og detaljeret en forfatning bør være. Dette spørgsmål havde ikke været stillet i en konkret analytisk ramme, selvom forfatningsjurister og andre må have spurgt sig selv, hvad og hvor meget, de skulle tage med i en forfatning.

Buchanan og Tullock startede fra præmissen om, at der eksisterer en cirka optimal balance mellem to forskellige typer af faktorer. De første elementer er velkendte fra bl.a. gammeldags kontraktteori og almindelige juridiske overvejelser: Forfatningen skal sørge for at minimere de omkostninger – både politiske og økonomiske – der kan komme af forhold, man ved den ikke dækker, og behov for genforhandling, fordi det viser sig at et eller flere praktisk relevante forhold, man burde have dækket, ikke er dækket. Denne overvejelse er naturligvis ønsket om at have en komplet kontrakt, og i forfatningsmæssig sammenhæng en komplet social kontrakt. Begge elementer trækker naturligvis i retning af et ønske om en meget lang og detaljeret forfatning.

Det nyere element i The Calculus of Consent var dog, at der eksisterer et modsat ønske. Buchanan og Tullock så klart, at jo længere og mere detaljeret, forfatningen er, jo sværere bliver den at implementere praktisk – både for det embedsværk, der står for den offentlige side af sagen, og for private aktører, som har behov for at vide præcist, hvad der dækkes. En meget lang forfatning kommer også til at være meget dyr at forhandle, både i form af tid og juridisk assistance, og i virkeligheden også i fremtiden for domstole, der i praksis må ’forhandle’ hvad forfatningen egentlig betyder. Sidst indeholder dette element også den meget praktiske mulighed, at en meget lang og detaljeret forfatning risikerer at omfatte indbyrdes modstridende bestemmelser, som enten domstole eller parlament må forhandle i fremtiden.

Kapitel 6 i The Calculus of Consent indeholder en grafisk præsentation af den basale afvejning mellem de to modstridende slags elementer, der senere er blevet berømt blandt public choice-forskere.  Figuren nedenfor er en version af denne slags figur, hvor M er den første type omkostninger (stigende i forfatningslængde) og D er den anden (faldende i forfatningslængde). Den U-formede kurve er summen af de to, og derfor de totale omkostninger M+D forbundet med forfatningen. Den optimale længde af et lands forfatning kan således ’aflæses’ i bunden af U-kurven, altså hvor omkostningerne er mindst: V* er den rigtige længde, og C* er de mindst opnåelige omkostninger.

Dette spørgsmål, sammen med flere relaterede spørgsmål, er fundamentale for det område af public choice, der kalders Constitutional Political Economy, eller forfatningsøkonomi på dansk. Hvorfor er spørgsmålet så vigtigt? Buchanan rimelige svar var, at teorien indebærer, at forskellige lande vil have forskellige optimale forfatninger – der er hverken en ’one-size-fits all’, men der er heller ikke en ’everything goes’ situation. Vi kan ikke sige, hvad der er den rigtige forfatning for alle, men vi kan på et analytisk solidt grundlag diskutere, hvordan mere rigtige forfatninger ser ud for bestemte typer samfund.

Regner man for eksempel, som har været traditionen i Frankrig, med at man ikke kan regne med at uafhængige domstole tager de rigtige beslutninger, bliver man nødt til at lægge flere begrænsninger og reguleringer ind i forfatningen. Hvis man har erfaring for, at domstolene virker godt – som i England – er der ikke megen grund til at regulere dem meget i forfatningen. Den ’optimale’ forfatning bliver derfor længere og mere detaljeret i Frankrig end i England. På den måde har Buchanan og Tullocks indsigter sneget sig ind i forfatningsændringer og nye forfatninger i blandt andet Central- og Østeuropa efter 1990, og i en række andre forfatninger siden da. Constitutional Political Economy er således et af de elementer i public choice, der både har udfordret den traditionelle tænkning på et område, og har haft konkret, praktisk indflydelse.

Public choice 1: En introduktion

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2017. 9 svar

Som tidligere år bringer punditokraterne også dette år en lille sommerserie omkring et tema. Da vi (med nogen rædsel) har opdaget, at der ikke længere er danske universiteter, der udbyder et kursus i public choice, har vi bestemt os for at dedikere sommerserien 2017 til dette emne. Henover sommeren kører vi en serie, der introducerer public choice-teori og –tænkning til læserne, og giver en række eksempler.

Public choice kan defineres på mange måder. En af de simple er, at det er studiet af krydsfeltet eller gråzonen mellem nationaløkonomi og statskundskab. Andre som f.eks. pioneren Gordon Tullock kaldte det nogle gange studiet af traditionelle spørgsmål fra statskundskab med traditionelle redskaber fra nationaløkonomi, mens hans kollega James Buchanan ganske enkelt kaldte det ”Politics without Romance.”

Udgangspunktet for public choice er til enhver tid, at man starter med det analytiske fundament for nationaløkonomi: 1) Folk forfølger deres egne mål; 2) de er rationelle; 3) de gør det, de regner med er bedst for dem (og ikke bare godt nok); og 4) de bruger al den information, de har til rådighed. 1) betyder ikke – som nogen ellers tror – at økonomer regner med at folk er egoister; det betyder blot, at de forfølger deres egne mål og ikke nødvendigvis andres eller ’samfundets’.  4) betyder heller ikke, som nogen påstår (særligt folk fra humaniora, der ikke kan lide økonomer), at folk har perfekt, komplet eller nogenlunde retvisende information, men blot at de bruger det, de har. Det særlige ved public choice er, at disse adfærdsantagelser udbredes til alle aktører, og ikke blot aktører i private markeder og situationer!

Den attraktive konsekvens er, at man i public choice har såkaldt symmetriske adfærdsantagelser – alle opfører sig på basalt set samme måde uanset, om de er i den private eller politiske sfære. Med andre ord hviler public choice på en fundamental antagelse om, at ingen aktører er skizofrene! Det var ellers en logisk konsekvens af standardantagelsen før public choice-revolutionen sidst i 50erne og først i 60erne: Man antog, at vis nogen valgte at flytte fra en stilling som, f.eks., direktør til politik, ville vedkommende pludseligt ændre karakter fra en klassiske selv-interesseret, profitmaksimerende privat til en uegennyttig politiker, der arbejder for samfundets bedste. Man ville decideret regne med, at han ændrede personlighed, når han flyttede mellem den privatøkonomiske og den politiske sfære. Meget politisk teori hviler stadig på den skizofrene antagelse, som public choice brød med. Det er dermed også den – i Buchanans ord – romantiske forestilling om, at politikere og embedsmænd automatisk arbejder for samfundets bedste, som man bryder med.

Den særlige, logiske virkning af den symmetriske adfærdsantagelse var og er revolutionerende. Mens man fra starten af 1900-tallet havde beskrevet en lang række markedsfejl – for eksempel at et frit, ureguleret marked måske producerer for meget forurening og for lidt uddannelse – åbner public choice-tankegangen op for eksistensen af regeringsfejl. Den tradition for statslige interventioner, som kom til at definere meget velfærdsøkonomi og voldsomt megen politisk tænkning efter anden verdenskrig, blev derfor udfordret af public choice. Og det helt fundamentale spørgsmål, man med denne analytiske baggage er tvunget til at stille, hver gang nogen mener at have set en markedsfejl eller en anden situation, de gerne vil have staten til at gøre noget ved, er det følgende:

Hvad er værst: Markedsfejlen, der består når vi ikke gør noget, eller regeringsfejlen vi skaber, når vi sætter en statslig intervention i gang?

Selvom det er et spørgsmål, der er stærkt upopulært i brede kredse – det gælder både når socialister vil beskatte og regulere folks spisevaner, og når konservative vil bygge offentlig infrastruktur og støtte udvalgte iværksættere – er det også helt grundlæggende for at forstå en række fænomener, der ikke kan analyseres uden en public choice-tilgang: Hvorfor er der korruption i de fleste samfund, og hvorfor er der langt mere i nogen samfund end i andre? Når man politisk vælger at omfordele, hvem omfordeler man så til? Hvorfor stemmer folk overhovedet? Hvordan opfører diktatorer sig og hvorfor vælger nogle af dem at demokratisere? Listen er enormt lang, og ingen af spørgsmålene giver mening før man erkender, at systematiske regeringsfejl er vigtige i den virkelige verden. De næste uger dykker vi blot ned i nogle af de emner, der hører til public choice-traditionen. Vi håber det vil oplyse og fornøje vores læsere.

Bedste danske økonomer, 2017

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2017. 3 svar

Tiden er kommet til den årlige post, vi deler med Børsen (gated version her): Hvem er de bedste danske nationaløkonomer? Det er naturligvis et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen form for præcision. Der er ingen konsensus om, hvad ’bedst’ betyder, og selv når der er, er det svært at blive enige om, hvordan man måler det. Vi giver dog et bud hvert år, og hvert år på en lidt anderledes måde og med et lidt anderledes fokus.

Som hvert år er vores fokus stift rettet mod danskere i Danmark, der bedriver forskning i nationaløkonomi. Vi udelukker derfor en række glimrende økonometrikere – de fortjener deres egen liste, lavet af en med indsigt i feltet – og vi ser også bort fra en række fine økonomer i ren finansiering og management. Fokus er med andre ord, som i tidligere år, på folk i ’economics’, der udgiver deres forskning internationalt og er blevet citeret mindst 100 gange af deres kolleger.

Derudover er det særlige i 2017-udgaven, at årets metode indebærer, at alder eller ancienitet ikke er et plus. Vi ser på et mix af citationer og kvalitet, men ikke helt simpelt. For det første bruger vi antallet af citationer per år aktiv per artikel. For mit vedkommende fik jeg min PhD i 2005, og tæller dermed som aktiv i 12 år og Scopus-databasen inkluderer 68 artikler, som jeg er forfatter eller medforfatter af. Mit samlede citationsantal – 1601 citationer i publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter – skal dermed deles med 12*68 for at få vores citationsindeks. Det vægter vi med et mål for hvor prestigiøst, det bedste economics-tidsskrift, man har publiceret i, er. I mit tilfælde er det Journal of Development Economics, der har indeks 25,91 i Repec-databasen. Resultatet er et samlet indeks mellem 0 og 100, hvor dem der både har publiceret meget fint og citeres ofte per artikel, får bedre vurderinger. I årets indeks hjælper det således ikke at have været med i mange år eller at have været særligt produktiv! Ligeledes er det heller ikke en fordel at have publiceret noget af sit bedste arbejde udenfor nationaløkonomi – tværfaglighed er enten ligegyldig eller en direkte ulempe. Sagt på en anden måde, er 2017-indekset særligt velegnet til at vise relativt yngre, fokuserede nationaløkonomiers kvaliteter.

Med denne metode kårer vi med stor tydelighed Lasse Heje Pedersen fra CBS som den bedste danske nationaløkonom. Lasse har ikke blot publiceret i supertidsskriftet American Economic Review, men er også blevet citeret mere end 3500 gange i forskningsartikler siden han blev PhD i 2001. Hans kollega David Lando, der indtager andenpladsen, nyder samme kombination af toppublikationer og næsten 2000 citationer.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 100 Thomas Rønde (CBS) 61.4
David Lando (CBS) 91.1 Peter Sandholt Jensen (SDU) 60.9
Nicolai Kristensen (Kora) 82.5 Mogens Kamp Justesen (CBS) 60.0
Steffen Andersen  (CBS) 80.8 Marianne Simonsen (AU) 57.7
Morten Lau (CBS) 79.9 Thomas Barnebeck Andersen (SDU) 56.1
David Dreyer Lassen (KU) 78.9 Bent Jesper Christensen (AU) 55.5
Henrik Hansen (KU) 75.0 Claus Thustrup Kreiner (KU) 54.8
Peter Norman Sørensen (KU) 70.5 Helena Skyt Nielsen (AU) 53.6
Christian Bjørnskov (AU) 69.8 Jesper Rangvid (CBS) 52.0
Carl-Johan Dalgaard (KU) 67.7 Henrik Jensen (KU) 51.9

Det mest interessante, når man tager anciennitet og forskningsomfang ud af vurderingen, er de nye navne, der sniger sig ind på listen. Nicolai Kristensen, der er færdiguddannet så sent som 2008, indtager således plads nummer tre. På de ni år har han udgivet i bl.a. Journal of the European Economic Association og The Economic Journal, og har akkumuleret 247 citationer. Blandt en række mere velkendte navne – min Børsen-kollega David Dreyer Lassen, udviklingsøkonomen Henrik Hansen, og Carl-Johan Dalgaard fra det Økonomiske Råd, finder man f.eks. den glimrende Mogens Kamp Justesen (CBS) på nummer 13, og den lillebitte, men fremragende Marianne Simonsen (AU) på den næstfølgende plads.

Til gengæld forsvinder folk som Martin Paldam, Finn Tarp og Niels Westergård-Nielsen fra Top-20, da årets metode ganske enkelt er til deres ulempe. Det gælder ikke mindst Paldam, hvis karriere startede i 1975 før det blev almindeligt at publicere internationalt (en udvikling Martin faktisk var en af de danske pionerer i), og hvis fineste arbejde er publiceret i British Journal of Political Science, som ikke tæller med på listen.

Sidst bemærker vi også i Børsen, at en række fremragende danske økonomer er havnet i udlandet. De gælder ikke mindst Annette Vissing-Jørgensen (Berkeley, indeks 93,0), Morten Bennedsen (Insead, indeks 75,7), Toke Aidt (Cambridge, indeks 66,3), og Nicolai Foss, der sidste år flyttede til Bocconi i Milano, og opnår et indeks 54,6 alene på sine economics-relaterede ting – det meste af Nicolais forskning ligger i management economics.

Som en krølle på halen på bloggen, plejer vi også at sammenligne med nogle af vores udenlandske kolleger. Stephen Knack i Verdensbanken – en af de fineste økonomer, jeg kender personligt – opnår indeks 93,7, ligesom min gode ven Axel Dreher (Heidelberg) ville være blandt de danske stjerner med et indeks 75,8, hvis han var herfra (i dag er han ’blot’ blandt den tyske top). Men også folk som Andreas Bergh (Lund, indeks 50,3), Pierre-Guillaume Méon (UL Bruxelles, indeks 53,0) og Niclas Berggren (IFN, indeks 48,7), som vi med jævne mellemrum omtaler her på stedet, ligger markant over de fleste danske økonomer, inklusive flere tidligere vismænd. På den måde er en øvelse som vores årlige liste – uanset at den naturligvis kan kritiseres hvert år for vores approach eller andre valg – et nyttigt redskab til at opdage de mange glimrende økonomer, som journalisterne aldrig præsenterer offentligheden for.

Kønsforskelle i lykke – hvor findes de?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2017. 2 svar

Jeg har, som mange læsere vil vide, beskæftiget mig en del med den seriøse del af lykkeforskningen. Det giver ofte invitationer til at holde foredrag om emnet, hvilket jeg gerne gør når jeg har tid til det. Udfordringen – når man ikke kommer fra selvhjælpslitteratur, halvreligiøst spiritualitetsvrøvl eller den billige managementbranche, men et seriøst forskningsmiljø – er at finde ud af, hvordan man tackler folks fordomme og holdninger til, hvordan et lykkeligt liv burde se ud. Det gælder ikke mindst kønsforskelle.

Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.

Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.

To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.

I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.

Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.

Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.

Undergrundsøkonomi 1991-2015

Af Christian Bjørnskov, den 19. maj 2017. Skriv et svar

Forsøger man at vurdere, hvor rige forskellige lande faktisk er, og dermed at vurdere forskelle i objektive levestandarder, er et af de mest uoverkommelige problemer, at ikke alt bliver registreret. Køber man en pose kartofler ved en vejside i Sønderjylland indgår den sandsynligvis ikke i det registrerede nationalprodukt i Danmark. Køber man den i Netto, tæller den med selv om den kan komme fra samme producent. Det samme problem opstår, hvis man får en maler, man kender, til at måle stuen uden regning. Havde man bestilt et firma til at gøre det samme arbejde, ville deres arbejde tælle med i nationalproduktet, mens den ’sorte’ malers arbejde ikke gør det – men alle materialer tæller med i begge situationer! Det er derfor ikke blot det, at man vælger at hemmeligholde økonomiske aktiviteter for at undgå skatten, eller blot ikke opgiver dem fordi man betragter dem som bagateller, som gør det svært at opgøre, hvor stor omfanget af sort arbejde og ens undergrundsøkonomi faktisk er. Det er også det, at det ofte er ganske svært at opgøre, hvor stor en værditilvækst, der er holdt ude af nationalregnskabet. Problemerne er legio, men det er stadig vigtigt at få et nogenlunde klart overblik over situationen.

Et nyt working paper fra CESIfo i München giver det sandsynligvis bedste bud på situationen. Under titlen ” Shadow Economies Around the World: New Results for 158 Countries Over 1991-2015” opdaterer Leandro Medina (IMF) og Friedrich Schneider (Uni Linz) vores viden om, hvor store undergrundsøkonomierne er i verden (hattip: Niclas Berggren). De følger MIMIC-metoden (Multiple Indicators, Multiple Causes), hvor man med et sæt faktorer, der alle er forbundet med størrelsen af undergrundsøkonomien, forsøger at triangulere sig frem til et tal. Schneider, der var en af pionererne i feltet og er en af verdens førende eksperter, indrømmer gerne at den ikke er perfekt. Helt særligt gør de det klart, at deres indeks kun kan bruges som mål for, hvor stor en del af økonomien, der er påvirket af undergrundsøkonomien, og ikke hvor stor en del, der befinder sig i undergrunden og ikke registreres.

Intet er således perfekt, men i mangel af bedre giver MIMIC-estimatorer et rimeligt billede, selvom nogle lande ser overraskende ud. En af de nye ting, som Medina og Schneider gør, er at de tester deres mål på, hvor meget lys, der er i forskellige lande om natten. Dette tillader dem, at genberegne deres mål for undergrundsaktivitet uden nationalprodukter, men med et alternativt mål – lys om natten – der nok lider under problemer, men lider under markant anderledes problemer end officielle opgørelser af nationalproduktet. De nye tal er dermed statistisk mere robuste end tidligere opgørelser.

Resultaterne viser, at det globale gennemsnit for, hvor stor en del af den økonomiske aktivitet, der er påvirket af undergrunden er som i den Dominikanske Republik. Her er cirka en tredjedel af den samlede økonomi er påvirket af undergrundsaktivitet. De største undergrundssektorer ser ud til at befinde sig i Georgien (64,9), Bolivia (62,3) og Zimbabwe (60,6) mens de mindste er i Schweiz (9,0), USA (9,4) og Østrig (9,9). Ser man på det helt overordnede billede, klarer de nye mål derfor hvad man kunne kalde en umiddelbart smell test – de lugter rigtigt.

Ned i detaljen er det dog ganske uklart, om man kan gøre meget med målet for vores del af verden – et problem som Schneider blankt indrømmer, efter at han i 80erne arbejdede en tid på Aarhus Universitet og dermed også har personlig erfaring herfra. Målet for Danmark er 18,6 % af økonomien, mens Sveriges undergrund vurderes til 19,2 % og Norges til 20,2. Sammenligner man med for eksempel Rockwools meget omhyggelige kortlægning for nogle år siden, er målet alt for stort: Rockwool endte på et bedste bud på, at omkring 5 % af den økonomiske aktivitet undgik registrering i Danmark.

Sammenlignet med vores nabolande virker tallene også noget sære. Både Tysklands (15, 9 %) og Storbritanniens (13,1 %) uofficielle sektorer vurderes til at være mindre end i Skandinavien. Spørgsmålet er derfor, om man helst skal undlade at tage Medina og Schneiders nye forskning alvorligt? Men det spørgsmål bringer en videre til det større spørgsmål om, hvor skeptisk man skal være overfor generel, empirisk forskning, hvor detaljer og specifikke eksempler ikke kan klare en informeret smell test! Man kan have mange holdninger til det, men mit personlige synspunkt er, at man må acceptere det overordnede billede, når man accepterer metodologien. Ellers smider man barnet ud med badevandet, og på den måde lærer man intet. Empirisk forskning i nationaløkonomi er sjældent særligt præcis, men blot fordi man mener at enkelte af brikkerne ser forkerte ud, behøver man ikke kyle hele puslespillet i skraldespanden.

Tillid i den arabiske verden

Af Christian Bjørnskov, den 17. maj 2017. 8 svar

Et af de tydeligste særtræk ved de nordiske lande er vores høje tillidsniveau. Vi stoler ikke mere på venner og familie end i mange andre dele af verden, men vores sociale tillid til andre mennesker– folk i vores egne samfund, som vi ikke kender – er langt højere end andre steder. Adspurgt om de generelt stoler på andre mennesker eller om de mener, man skal være forsigtig, siger cirka 70 % i Danmark, Norge og Sverige, at man kan stole på andre mennesker. De globale gennemsnit i undersøgelser ligger på cirka 25-26 %, og selv i andre velfungerende lande, som vi ofte sammenligner os med, er niveauet noget lavere. I Storbritannien og Irland er det omkring 40 %, som har tillid til andre, og selv i andre ekstreme tilfælde som New Zealand og den engelsktalende del af Canada, ligger niveauet ikke meget over 50 %. Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.

Den nordiske tillidskultur er en central forklaring på, hvorfor vi trods en beliggenhed i en perifer del af verden og et samfundssystem – velfærdsstaten – som ødelægger sig selv andre steder og er en vækstbyrde for os – stadig er at tælle blandt verdens rige lande (se mere generelt her og her). Men den gør det også ganske svært at integrere mange udlændinge i de nordiske samfund. Særligt virker det som om arabiske indvandrere i Danmark og Sverige har svært ved at gennemskue vores tillidsnormer og hvad vi opfatter som uærlig adfærd. De fleste danskeres rygmarvsreaktion er derfor, at de arabiske lande må have ekstremt lave tillidsniveauer, når de får den – ikke altid forkerte – opfattelse, at mange indvandrere fra arabiske lande ikke er videre tillidsvækkende.

Om det er sandt, kan man teste ved at bruge en særlig undersøgelse, the Arab Barometer, som er udført i tre bølger, og hvor resultaterne fra den tredje undersøgelsesbølge har været offentligt tilgængelige nogen tid. Figuren nedenfor illustrerer det generelle tillidsniveau i de 13 lande, der er dækket af undersøgelsen; nummer 14 er Qatar, som deltog i den seneste World Values Survey. Er de arabiske befolkninger karakteriseret af specielt lav tillid?

Man kan svare på spørgsmålet på to måder. Et første er et rungende ja, sammenlignet med de nordiske lande. Det er dog et meningsløst svar, fordi det gælder praktisk taget hele resten af verden. Det andet svar er et nej: Sammenlignet med lande på den anden side af Middelhavet ligner de arabiske lande ganske godt. Ikke overraskende er det på alle måder fragmenterede libanesiske samfund karakteriseret ved lav tillid – 15 % erklærer, at de har tillid til andre mennesker. Det samme gælder de to gamle, franske kolonier i Marokko og Algeriet, hvor tillidsniveauet er 17 %. Disse niveauer er på linje med f.eks. Cypern og Rumæniens. Egypten og Qatar ligger kun marginalt højere omkring 20 %., dvs. omkring et græsk eller portugisisk niveau. Bevæger man sig ind i Jordan, Libyen og Sudan, og en smule højere, i Tunesien og Palæstina, er man i området 25-30 %. Her er de europæiske sammenligner Frankrig, Syditalien og det fransktalende Belgien.

Det er dog værd at bemærke, at tre lande stikker ud fra resten: Irak på 35 %, Yemen på 38 %, og Kuwait på 39 %. Disse tre arabiske lande er dermed ikke blot over det globale gennemsnit, men faktisk på linje med tillidsniveauet i steder som Tyskland, Flandern (den hollandsktalende del af Belgien), og Norditalien. Ser man nøgternt på den arabiske verden, med et fokus på tillid, er det dermed svært at tale om en kultur. Steder som Libanon og Algeriet er karakteriseret ved tillidsniveauer, der ligner de værste steder i Europa, mens tre andre lande stikker ud fra resten med en tillidskultur, der ligner den i lande, vi normalt betragter som sikre og venlige på et personligt plan. Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur, men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme og i Mellemøsten og Nordafrika er fra meget forskellige baggrunde?

Solow-Swan-modellen og modgift mod vækstnonsens

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2017. 1 svar

Når jeg hvert efterår underviser makroøkonomi, sammen med den glimrende Nina Smith, for de statskundskabsstuderende i Aarhus, er der et særligt emne, jeg glæder mig til: Klassisk vækstteori. Vores studerende har ofte stærke forudfattede meninger – de har været blandt de dygtigste i samfundsfag i gymnasiet og har tit svært ved at slippe den selvforståelse – og det er derfor morsomt at se vores fag udfordre de ofte fejlagtige ideer, de har. Det gælder i helt særlig grad de indsigter, der følger af Solow-Swan-modellen.

Baggrunden for modellen er, at økonomer og politikere i mange år havde troet – ligesom mange politikere og meningsdannere tror i dag – at langsigtet økonomisk vækst blev skabt af investeringer i nyt produktionsudstyr i industrien. Men på samme tid – en gang i 1955 – fik Robert Solow og Trevor Swan samme simple idé. På virksomhedsniveau vidste man nemlig, at der er faldende marginalt skalaafkast af fysisk kapital (maskiner, bygninger osv.). Med andre ord får man langt mindre ekstra ud af maskine nummer 100 som man gør af maskine nummer 10. Jo større kapitalapparatet bliver, jo mindre får man ud af det på marginen. Solow og Swan indså derfor, i hver sin ene af verden, at vækst der kommer fra investeringer nødvendigvis må bremse op, fordi investeringer i lande, der allerede har et stort kapitalapparat – dvs. en ’moderne’ industri – ikke skaber ret meget ekstra.

De så dog også en ekstra ting: Al kapital, maskiner, bygninger, transportudstyr osv., skal vedligeholdes og en gang imellem udskiftes. Og uanset om det er maskine nummer 10 eller 100, der går i stykker, koster en ny det samme. Mens gevinsten ved ekstra kapital derfor flader ud, stiger omkostningerne – ved at vedligeholde den lineært. Omkostningerne må derfor på et tidspunkt indhente gevinsterne, så nettogevinsten af den ekstra kapital bliver nul. Og når det sker, stopper den vækst, man kan få fra investeringerne. I den situation, som i Solow og Swans model i dag kaldes ’steady state’ er der således intet vækstbidrag fra kapitalinvesteringer.

Modellen er en fornøjelse at undervise, fordi den ikke blot giver indsigter, der er totalt modintuitive for de fleste studerende, men også fordi den kan tegnes så enkelt. Det er gjort nedenfor, hvor x-aksen er kapital per capita – tænk på det som antal maskiner eller udstyr på ansat – og y-aksen er produktion eller værdiskabelse per capita (dvs. BNP per indbygger). Den buede linje – produktionsfunktionen (y=f(k)) – viser hvor meget man får ud af et kapitalapparat af en vis størrelse. Investeringerne (i e) er antaget at være en procentdel af BNP, da det skal finansieres af folks opsparing som vi antager, er en procent af deres indkomst. Sidst, men ikke mindst, angiver den lige linje (i re) omkostningerne til vedligehold og udskiftning (deprecieringen). Starter et land i k1 er det nemt at se, at investeringerne er større end vedligeholdet, og kapitalapparatet vokser derfor, da nogle af investeringerne bruges på ny kapital – der er positive nettoinvesteringer. Men når landet nærmer sig k*, går en mindre og mindre andel af investeringerne til ny kapital, og når k* er nået, bruger man hele sin opsparing, via investeringer, på at vedligeholde det, man har. I dét punkt er væksten stoppet, og kommer man på en eller anden måde (f.eks. gennem ulandsbistand eller EU’s regionalfonde) op på k2 har man ikke råd til at vedligeholde det hele.

Kritikere – også blandt studerende – påstår sommetider, at Solow-Swan-modellen ikke kan forklare den vækst, man faktisk ser. De drager derfor den konklusion, at den må være forkert. Det er dog en fejlslutning: Solow og Swan viste, at almindelige investeringer ikke kan skabe varig vækst. Deres forskning og modellen leder derfor til den vigtige indsigt, at investeringer i sig selv ikke skaber vækst, medmindre de resulterer i noget, der gør landet mere produktivt. Langsigtet vækst kommer ikke fra investeringer eller industriaktivitet, men fra produktivitetsfremskridt. Og hvor de så kommer fra, er det virkelige spørgsmål! Det er bare ikke det spørgsmål eller den indsigt, der informerer langt det meste vækstrettede politik i Danmark og andre lande – den handler om arbejdspladser og almindelige investeringer.

Pressefrihed i 2017

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2017. 2 svar

Forleden udgav Rapporteurs sans Frontières – Journalister uden Grænser – sit årlige indeks over pressefrihed, the World Press Freedom Index. Indekset, der er et af de to internationalt anerkendte mål for i hvor høj grad stater regulerer og undertrykker pressens og andre mediers frihed til at publicere, hvad den ønsker – det andet er Freedom Houses årlige rapport – giver både et billede, der er let at genkende, men også indsigter, som de fleste sjældent får.

Den gode nyhed – om end det næppe er en nyhed som sådan – er at de mest frie lande i verden, ifølge RSF, er Norge (7,6), Sverige (8,3), Finland (8,9) og Danmark (10,4); Island følger som nummer 10. Et interessant, men ofte overset faktum er, at et latinamerikansk land – Costa Rica – og et caribisk – Jamaica – også ligger i Top 10, som det kan ses i figuren. Måske er det ikke overraskende, da Costa Rica har været stabilt demokratisk de sidste 100 år, mens Jamaica blev fuldt demokratisk selvstyrende i 1942, 20 år før det blev uafhængigt. I den anden ende er der heller næppe overraskelser. Det mindst frie land i verden er også på dette mål Nordkorea, mens Eritrea, Turkmenistan, Syrien og Kina følger lige efter. På indekset varierer disse land, der alle meget effektivt er etpartistater, mellem 77, og 84,5.

Den interessante ting er dog, at der er ganske stor variation indenfor kategorierne. Gennemsnittet for demokratier (som kodet i mit databasearbejde med Martin Rode) er 26,1, mens det er 46,8 for autokratier.  Der er dog store outliers i begge grupper. I den demokratiske gruppe er de værste Mexico, med et indeks på 48,9 og Malaysia på 46,9. Begge disse lande lander således omkring gennemsnittet for autokratier, og mens man måske kunne hævde, at grunden er fattigdom, er argumentet ikke overbevisende: Langt fattigere lande som Kap Verde (med et indeks på 18,0) og Ghana (17,9) har væsentligt friere medier.

I den anden halvdel, blandt lande som man ikke kan karakterisere som rigtigt eller fuldt demokratiske, er det næppe en overraskelse, at grænsetilfældene ofte har frie medier. Sydafrikas indeks på 20,1 reflekterer fint landets tradition for en presse af europæisk standard – og med en tradition for undersøgende journalistik som præsident Jacob Zuma afskyer – mens Namibia (17,1) og Tonga (24,9) også ligner fuldt demokratiske lande på trods af deres tvivlsomme politiske institutioner. Langt mere overraskende er det, at RSF vurderer, at medierne er solidt frie i Haiti (26,4), Mauretanien (26,5) og Burkina Faso (23,9).

Det globale billede er således blandet, og RSF noterer også, at flere lande – ikke mindst Hong Kong, Ungarn og Venezuela – er enten i en prekær situation eller allerede på vej i den forkerte retning. Omvendt er der tydeligvis flere lande, der tillader en fri og effektiv presse på trods af deres politiske institutioner. Hvorfor netop de lande klarer sig så godt, og om det bliver ved med at se sådan ud, er et spørgsmål til fremtidig forskning.

Venezuela sulter

Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2017. Skriv et svar

Weekendavisen bragte i fredags på side 2 en interessant artikel om Enhedslistens forhold til det venezuelanske styre. Under overskriften ”Revolutionens sidste venner” viste Magnus Boding Hansen, hvordan partiet er internt splittet. Pelle Dragsted, er ellers ofte er en af de stærkt ideologiske stemmer i partiet, har fortrudt sin støtte til der socialistiske styre, og Christian Juhl er kommet så vidt, at han fordømmer Maduros undertrykkelse af pressefriheden. Men partiets Latinamerikagrupper, repræsenteret ved Hans Aalborg og Nilas Zenius, forbliver ’solidariske. De køber Maduros konspirationsteoretiske forklaringer og mener bl.a., at problemet er at styret ikke er blevet fuldt socialistisk. De lever således øjensynligt i den samme drømmeverden, som præsident Nicolas Maduro, og Aalborg udtalte f.eks. så sent som i april, at ingen sulter i Venezuela.

Og det er løgn – eller i bedste fald en ganske Trumpsk udlægning af virkeligheden. Der er faktisk sult i Venezuela, som Wall Street Journal rapporterede i går.  Maduro-diæten, som befolkningen sarkastisk kalder situationen, afspejles i at tre fjerdedele af respondenterne i den årlige undersøgelse af befolkningens status og livskvalitet, erklærer at de har tabt sig det sidste år. En betragtelig del af Venezuelas befolkning har svært ved at finde penge til mad, og hjælpeorganisationen Caritas betegner sultproblemer blandt spædbørn som en regulær epidemi. Det er allerede flere år siden, at manglen på basisvarer som mælk, majsmel og toiletpapir blev så åbenbar, at selv hotelindustrien advarede dens udenlandske kunder. Nu er landet – som tidligere har været Latinamerikas rigeste – kommet til et stadie, hvor børnedødeligheden øjensynligt begynder at nærme sig et afrikansk niveau.

Spørgsmålet, som den svenske transitionsekspert Anders Åslund stillede i Foreign Policy forleden er, om Venezuelas situation er unik, eller om man har set lignende før, som man måske kunne lære fra. Under overskriften ”Venezuela is Heading for a Soviet-Style Collapse” skriver Åslund, at situationen på mange måder ligner Sovjetunionens fra starten af 1980erne.

Åslunds pointe er, at Sovjetunionen i slutningen af 70erne på mange måder lignede Venezuela i 00erne. Begge havde udviklet sig politisk til at være ressourcebaserede økonomier, og begge havde haft stor fordel ved et boom i olie- og gaspriserne. De sovjetiske ledere troede derfor, med Yegor Gaidars udtryk, at de kunne gå på vandet, og ikke behøvede at bekymre sig om problemer som hvordan man balancerer budgettet. Den slags var i Chavezs og Maduros verden blot neoliberalistisk og imperialistisk vrøvl, og i begge lande noget som et socialistisk styre tydeligvis ikke behøvede at tage sig af. Pengene kom jo i statskassen.

Da olie- og gaspriserne normaliseredes fra sidst i 1981, dukkede problemerne dog op i Sovjet, selvom stort set hele den politiske elite havde troet at de var ovre den slags – nu var tiden jo tydeligvis moden til socialismens sejr. Den sidste tid under Chavez blev Venezuelas situation den samme. Mange års udgifter til såkaldt sociale programmer, støtte til Chavezs ideologiske kammerater på Cuba, og gaver til elitens venner, kunne pludseligt ikke længere finansieres. I Sovjetunionen eskalerede problemerne i løbet af ti år til et budgetunderskud på 1/3 af BNP, som man i sidste ende forsøgte at finansiere ved at trykke penge, og inflationen steg ud af kontrol. Venezuela har fulgt samme rute og inflationen nåede 700 % sidste år. For godt et år siden kom styret i den komiske situation, at det ikke havde penge til at betale for at få trykket flere penge – pengesedlerne blev nemlig trykket i udlandet, og der var ikke tilstrækkelig valutaindtjening til at betale! En del af forklaringen på det problem er, at størstedelen af den udenlandske valuta kommer fra salg af olie og det nationaliserede venezuelanske olieselskab PDVSA er plaget af ekstremt ringe ledelse, der til forveksling ligner ledelsesproblemerne i den gamle østblok.

Åslund noterer, at Venezuela stadig er et mere åbent samfund end Sovjetunionen var. Folk kan flytte til udlandet uden voldsomme restriktioner, de kan læse udenlandske aviser, blogs og tweets, og – som man så i perioder sidse år, da en region åbnede grænsen til Colombia – ved almindelige borgere, hvad ting koster og hvad man kan få i nabolandene. Utilfredsheden er endemisk i Venezuela, og Maduro-regimet gør derfor hvad det kan for at lukke ned for oppositionen, både via regimets kontrol med Højesteret og den direkte, militære undertrykkelse, der i april førte til 33 dødsfald ved demonstrationer. Der er øjensynligt ingen klare grænser for, hvor langt Maduro og hans kumpaner vil gå for at blive ved magten. Og det mest bekymrende, er måske det sidste fællestræk mellem Venezuela og Sovjetunionen. Mens denne type kollaps typisk er bremset af militæret i både Latinamerika og Thailand – og bagefter i nogle tilfælde skabt af militæret igen – er Venezuelas militærledelse blevet ligeså ideologisk infiltreret som den var i Sovjetunionen. Den øverste ledelse er under mistanke for at være involveret i bl.a. narkotikahandel, og har stærke incitamenter til at beholde Maduro ved magten. Hvordan det ender, er svært at se, men det bliver næppe kønt.