Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Balladen omkring Orbán og CEU

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2017. 1 svar

Siden marts har universitetsverdenen i de vestlige lande været i oprør. Grunden er, at det ungarske Orbán-regime fører en direkte kampagne mod et af Centraleuropas mest velrenommerede universiteter. Central European University er grundlagt med og fortsat støttet af midler fra rigmanden George Soros fond, og hviler dermed på et liberalt, åbent grundlag. En stor del af det videnskabelige personale er udlændinge (inklusive min gode kollega Michael Dorsch), ligesom cirka 2/3 af studentermassen, og alle universitets uddannelser er automatisk akkrediteret i både Ungarn og USA. Dét er blevet for meget for det erklæret illiberale styre, som nu forsøger med alle midler at lukke universitetet. Som Michael Stewart (UCL) og Rogers Brubaker (UCLA) opsummerede situationen forleden (hattip: Niclas Berggren):

The legislation — formulated in general terms but plainly directed against the CEU alone — would require the CEU, which is fully accredited in both the United States and Hungary, to operate educational programmes in the US as well as in Hungary; it would oblige the CEU to change its name; it would end the practice of allowing non-EU faculty to teach without work permits; and it would allow the university to operate only on the basis of an inter-state agreement between the United States and Hungary.

The first of these would be prohibitively expensive and serve no educational purpose; the second would destroy the symbolic identity of the university; and the last two would fatally compromise the autonomy of the University by subjecting its operation to the discretionary approval of the Hungarian government.

En af de pikante detaljer ved hele sagen er, at Orbán valgte at benytte en særlig nødprocedure for at haste lovgivningen gennem parlamentet. Denne nødprocedure er tænkt som en mulighed ved f.eks. naturkatastrofer og regeringen kan kun lovligt benytte den fire gange om året. Bekæmpelsen af CEU er med andre ord så vigtig for regeringslederen, at han gør brug af en politisk tvivlsom metode.

CEU – som var vært for dette års konference i the European Public Choice Society – er således blevet et symbol for kampen mod Ungarns politiske march mod Putin og Erdogan. Og Orbáns opførsel har til en vis grad haft utilsigtede konsekvenser, da en række politikere på hans egen fløj og i hans eget parti meget offentligt hr udtrykt skepsis overfor den nye lov. Der er i det mindste tegn på, at dele af regeringspartiet Fidesz ikke ønsker, at Ungarn bliver et elektoralt diktatur, som Orbán tydeligt har planer om.

Problemerne stopper dog ikke hos angrebet på CEU, men stikker langt dybere. Staten gør ihærdige forsøg på at bringe civilsamfundet under dens kontrol og Ungarns pressefrihed er for eksempel svækket betragteligt i de senere år. Da situationen var bedst i 2003, vurderede Freedom House (via dets Press Freedom Index) presse- og mediefriheden til 20 på en skala fra 0 (det perfekte) til 100 (det nordkoreanske ideal). I dag er Freedom House-vurderingen en score på 40, hvilket placerer EU-medlemmet Ungarn på niveau med Indien og det kinesiske-styrede Hong Kong. Spørgsmålet er, om udviklingen stopper der, eller om Europe skal se frem til en autokratisk plet midt i dets centrum. Hvad der sker de næste uger med CEU og regeringens juridiske angreb på den akademiske verden bliver sandsynligvis en stærk indikation om retningen af Ungarns udvikling.

I Sydatlanten for 35 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2017. 3 svar

I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.

Økonomisk frihed i 65 år

Af Christian Bjørnskov, den 28. april 2017. Skriv et svar

Ryan Murphy og Robert Lawson, begge fra Southern Methodist University i Dallas,Texas, har begge forsket intensivt i økonomisk frihed, og særligt konsekvenserne af at have politik og institutioner, der fremmer den. Bob er internationalt kendt – og muligvis også kendt blandt nogle af vores læsere – som en af hovedkræfterne bag den årlige Economic Freedom of the World rapport, som han de seneste år har stået for sammen med Jim Gwartney og Josh Hall. En særlig del af arbejdet er de indeks, som hvert år udgives, og nu dækker mere end 150 lande. EFW-indekset rækker desværre ikke længere tilbage end 1970.

Ryan og Bob har slået sig sammen for at afhjælpe problemet og resultatet er et papir med titlen ”Economic Freedom of the Worlds in the 1950s and 1960s”, hvor Ryan og Bob først viser, hvordan man kan trække standard-målet længere tilbage i tid ved hjælp af otte tilgængelige mål, der fanger en række forhold i det eksisterende EFW-indeks, og derefter hvordan det ser ud og hvad de meget langsigtede konsekvenser er. Det er dermed muligt at følge landes økonomiske frihed hvert femte år i 65 år, og dermed observere en lang række af de store ændringer i den økonomiske politik siden slutningen af anden verdenskrig.

I figuren nedenfor har jeg plottet det nye EFW-indeks for Danmark og vores nabolande siden 1950. Det er f.eks. tydeligt, hvordan de fleste lande kraftig afregulerer og styrker institutionerne efter krigen, og sandsynligvis særligt i takt med at rationering og andre krigsreguleringer afskaffes. Denne udvikling er stærkt synlig i Danmark og Tyskland, og langt svagere i Norge og Storbritannien. Som det vides fra andre kilder, havde begge lande en meget stærk venstreorienteret indflydelse på den økonomiske politik (se f.eks. her og her).

Derefter er 60ernes og 70ernes venstredrejning mod større offentligt forbrug, tættere regulering og politisk indblanding også tydelig i alle lande, og helt specielt i Sverige efter at Olof Palme overtog det svenske socialdemokrati. Reaktionen på 60ernes og 70ernes uansvarlighed er herefter også synlig, og i helt udtalt grad i Thatchers Storbritannien, og EU’s politiske harmonisering. Det hele, og sammenligningen til mange andre lande og styrer, kan nu undersøges mere empirisk pga. Ryan og Bobs historiske gravearbejde.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2017. Skriv et svar

Et af de tidsskrifter, vi læser med glæde her på stedet, er det svenske Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er på gaden i dag, bl.a. med en leder om ”Strategi för en liberal kosmopolit” af den fremragende Niclas Berggren, en analyse af kompetence of baggrund blandt svenske politikere, og en stærkt interessant anmeldelse af Roland Paulsens bøger, skrevet af punditokraternes ven Andreas Bergh. En del af historien er, at Paulsen har taget Dr. B’s ellers meget venlige anmeldelse – en dansk anmeldelse med samme faktuelle indhold ville næppe har været så høflig! – meget personligt og raser mod ham i et svar. Det er ufrivilligt komisk og ikke særligt akademisk.

Ekonomisk Debatt er som altid meget anbefalelsesværdig! For de interesserede, er her et kort pluk fra Niclas leder, hvor han kort og præcist karakteriserer den populistiske kritik af en åben, global verden:

Den börjar med att konstatera att det finns ett stort missnöje bland stora väljargrupper, som ofta relaterar till globaliseringen. Detta missnöje förklaras från vänsterhåll oftast med hur inkomstfördelningen har utvecklats: Det sägs att många människor är upprörda över att ojämlikheten har ökat och, mer specifikt, över att de själva har missgynnats ekonomiskt relativt andra grupper. Arbetslösa män i tidigare industriregioner – t ex i det sk rostbältet i USA:s mitt – utgör ett exempel på detta. Mer konservativt lagda lägger däremot i regel tonvikten vid kulturella faktorer: Många människor känner sig hotade i sin identitet när invandrare kommer och när män

förväntas respektera, och inte uttrycka förakt mot, kvinnor och homosexuella. I stället vill de ha stabila och fasta normer av mer traditionellt snitt.

Omfordeling hæmmer væksten

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. april 2017. 2 svar

Folketingets økonomer har udgivet en kort rapport om to studier om sammenhængen mellem ulighed og vækst. Den mangler desværre helt at nævne de ret alvorlige metodemæssige problemer ved dem, som ellers har været prominent i den faglige diskussion.

Derfor har vor redaktør, Christian Bjørnskov, og jeg en kronik i Berlingske om, hvad status er for forskningen i ulighed og vækst. Punditokraternes læsere skal selvsagt ikke snydes. Så her er den.

De to nævnte studier – fra hhv. OECD og IMF – finder en negativ statistisk korrelation mellem ulighed og vækst. I IMF-studiet forsvinder effekten, når man kontrollerer for, at Latinamerika og Caribien er specielle. I OECD-studiet forsvinder den ellers veletablerede sammenhæng mellem på den ene side fysisk og menneskelig kapital og på den anden side vækst, når man inkluderer mål for uligheden. Korrelationerne er altså ikke robuste.

Pointen er, at der ikke kan forventes nogen direkte sammenhæng mellem ulighed og vækst. Derimod har forskellige typer af økonomisk politik betydning for både vækst og ulighed. Nogle redskaber reducerer både ulighed og vækst – f.eks. høje marginalskatter. Andre som f.eks. afgifter på el sænker væksten og øger uligheden. Omfordeling skader generelt væksten – som Arthur Okun påpegede – uanset om omfordelingen er fra rig til fattig eller fra fattig til rig.

Specielt i den tredje verden vil man finde mange eksempler på politik, som hæmmer væksten og øger uligheden. I lande som Danmark er det mest omvendt. Derfor er potentialet for at øge væksten og sænke uligheden ret begrænset her.

Bundlinjen efter 20 års seriøs forskningsindsats er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst. Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten, mens den måde, man politisk håndterer uligheden på, og årsagerne til, at nogle lande er mere lige end andre, er vigtige kilder til vækst.

Det vil navnligt være en alvorlig misforståelse at tro, at en reduktion af uligheden vil øge væksten, uanset hvordan uligheden reduceres. I et land som Danmark er der kun få og små håndtag tilbage, som politikerne kan trække i, så uligheden falder, og væksten øges. Ingen af de redskaber, som OECD og IMF-studierne overvejer i så henseende, er relevante for Danmark.

Ny viden om ulandsbistand ved EPCS-konferencen

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2017. 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i the European Public Choice Society, der i år var på CEU i Budapest. Konference var, som tidligere år, et af årets højdepunkter – både videnskabeligt og socialt. Videnskabeligt reflekterede den helt særligt, hvor meget interessant forskning i ulandsbistand, der foregår i public choice og politisk økonomi for tiden. En del af denne forskning er centreret omkring Axel Drehers Lehrstuhl ved universitetet i Heidelberg, og hans glimrende hold af PhD-studerende og post docs, og omkring gruppens venner. To præsentationer var specielt interessante, den ene af rent videnskabelige grunde, mens den anden er ekstremt relevant i politiske diskussioner. En handlede om donorer, mens den anden handlede om bistandens konsekvenser for flygtningestrømme

I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?

Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.

Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.

Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.

De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.

Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.

Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.

Komparative fordele 200 år

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2017. Skriv et svar

I disse dage er det 200 år siden at et af de store gennembrud i nationaløkonomi blev publiceret. 19. april 1817 udgav David Ricardo sin On Principles of Political Economy and Taxation, hvor han i kapitlet om Foreign Trade introducerede begrebet ‘komparative fordele’. Det har siden præget vores forståelse af handel og hvordan man får de bedste ude af sine ressourcer.

I min klumme i Børsen i dag skriver jeg om Ricardos ide (læs her, gated). Douglas Irwin (Dartmouth) gør det samme hos VoxEU og understreger også, hvor svær ideen faktisk er at forstå:

It was for this reason that Paul Samuelson (1972: 683), when challenged by the eminent mathematician Stanislaw Ulam to name one proposition in the social sciences that was both true and non-trivial, thought of the theory of comparative advantage. In a beautiful essay “Ricardo’s Difficult Idea”, Paul Krugman examined why non-economists have such a hard time grasping the implications of trade based on comparative advantage, aside from the inherent difficulty of the concept. The reason, he concluded, is not just that many people fail to understand the positive-sum nature of trade, wanting instead to view it in the context of an international rivalry based on zero-sum competition.

Men kernen er måske ikke så svær igen. Her er mit eksempel fra Børsen:

I en moderne udgave af Ricardos eksempel, kan man forestille sig, at både Thailand og Danmark kan producere bukser og termostater. I Thailand tager det 8 arbejdstimer at producere en sending termostater, mens det kun tager 4 timer i Danmark. En sending bukser tager 4 arbejdstimer i Thailand, men kun 3 hos os. Danmark er således bedst til alt, men ikke komparativt bedst. Ricardos indsigt var nemlig, at fordi thaierne skal opgive to sendinger bukser for hver termostat, de producerer, kan det bedst betale sig for dem at importere danske termostater. Fordi vi omvendt kun opgiver 4/3 bukser per termostat, kan vi faktisk få mere ud af vores samlede ressourcer, hvis vi importerer bukser fra Thailand. Begge lande har derfor gavn af frihandel, selvom et af dem er tydeligt dygtigst.

Handel er ikke et nulsumsspil og kan derfor heller ikke ses som en ’krig’ eller et spil, hvor nogen vinder og andre taber – uanset hvad præsident Trump eller Marine Le Pen tror. Og der er ingen lande, der ikke har noget at handle med, som en af myterne i bistandsmiljøet siger. Fattigdom er ikke skabt af handel og globalisering, men af forsøg på at stoppe den.

European Public Choice Society 2017

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2017. 2 svar

I morgen eftermiddag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Personligt er EPCS-konference altid årets akademiske højdepunkt, og det er også en konference hvor forbløffende mange venner og gode bekendte kommer hvert år. I år er der den ekstra detalje, at konferencen afholdes på det fine Central European University i Budapest – dvs. det universitet, som Ungarns leder Victor Orbán krampagtigt forsøger at lukke.

Her på stedet har vi en tradition for at skrive om EPCS-konference og hvilke præsentationer, der virker interessante. I år er ingen undtagelse, så her er en kort og aldeles idiosynkratisk liste over papirer, jeg ser frem til. Alle papirerne kan downloades.

Ronald Wintrobe (Western University) præsenterer et papir med titlen Are There Types of Dictatorship? i samme session, hvor Katharina Pfaff (Wien) og jeg præsenterer vores arbejde om regimetransitioner og repression. Ron er en af verdens førende eksperter i studiet af diktatur, så mange af os ser frem til hvordan han håndterer spørgsmålet.

Lena Gehrling (Münster) arbejder i sin lovende PhD-afhandling med kup og politisk ustabilitet. Hun præsenterer Riots and the Window of Opportunity for Coup Plotters, hvor tesen er, at sociale uroligheder kan skabe situationer, hvor det er opportunt at forsøge et kup mod magthaverne. I data fra Afrika peger hendes resultater på, at tilfældige uroligheder kan udløse kup, om end det stadig er næsten tilfældigt, om de lykkes.

Erich Gundlach (Hamborg) og min Aarhus-kollega Gert Tinggaard Svendsen præsenterer nyt arbejde om tillid med titlen How do High and Low Levels of Social Trust Affect the Long-Run Performance of Poor Economies? Erich og Gert sætter en teoretisk model op, hvor tillid påvirker uddannelsesniveauet og simulerer derefter deres resultater. Resultaterne er skræmmende, da den bedste fit af modellen viser, at lavtillidslande kan være faldet mere end 100 år bagud for højtillidslande i den tredje verden.

Mine Heidelberg-kolleger Andreas Fuchs og Angelika Müller kommer til Budapest med et papir med den simple titel Aid Donors. Mens der eksisterer en omfattende litteratur om, hvor meget ulandsbistand, forskellige lande giver, og hvad den gør, fokuserer Andreas og Angelika på den ekstensive margin: Hvornår begynder lande overhovedet at give bistand?

Vitor Castro (Coimbra / Loughborough) præsenterer et fælles papir med sin kollega Rodrigo Martins og den fremragende Toke Aidt (Cambridge) med titlen Shades of Red and Blue: Political Ideology and Sustainable Development. De tre fokuserer på begrebet ‘genuine wealth’ og viser, at et skift fra en venstre- til en højre-orienteret regering typisk indebærer større investeringer i genuine wealth.

The Political Economy of Trust

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2017. Skriv et svar

Vi har skrevet adskillige gange om tillid og den frugtbare forskning i social tillid, sidst i forbindelse med den nye Oxford Handbook of Social and Political Trust. I den bog, som sandsynligvis publiceres til januar (og kommer drypvis online for tiden), har jeg skrevet kapitlet om økonomisk vækst. En stor del af forklaringen er, at højtillidslande er langt bedre til at udvikle gode institutioner – fair og effektive retsvæsener, rene bureaukratier og demokratier, hvor vælgerne faktisk holder politikerne nogenlunde til ilden.

Hvordan sker det? Det er spørgsmålet, jeg forsøger at give et overblik over i et nyt kapitel til en anden ny håndbog, the Oxford Handbook of Public Choice, som redigeres af Roger Congleton, Bernard Grofman og Stefan Voigt. En foreløbig udgave af kapitlet kan læses her. For de læsere, der er yderligere interesserede, kan man også med fordel se min glimrende kollega Andreas Bergh holde et kort oplæg om tillid og velfærdsstaten nedenfor. Der findes værre måder at bruge en halv time på i påsken.

Venezuela synker dybere ned i diktaturet

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2017. 2 svar

I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.

Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.

Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.

Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.

Cowen om institutioner og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2017. Skriv et svar

Tyler Cowen og Alex Tabarroks Marginal Revolution University er en af dem mest spændende og vellykkede indsatser i de senere års virtual learning. I deres online kursus om makroøkonomi tweetede Tyler forleden om et relativt nyt modul, hvor de bruger de to Koreaer som eksperiment, der illustrerer hvor vigtige institutioner er for langsigtet udvikling, og hvorfor. Modulet tager fem minutter, og burde være obligatorisk i gymnasiernes samfundsfagsundervisning. Hele modullet kunne med held bruges i undervisningen, hvilket måske ville hjælpe gymnasierne med at undgå, at undervise i noget, der er forkert. For vores læsere er modulet her:

Venezuelas kollaps – værre end vi troede

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2017. 5 svar

Det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, men The Economist skriver i denne uge om et lækket estimat fra Venezuelas nationalbank (hattip: Niclas Berggren). Banken vurderer, at Venezuelas økonomi skrumpede 18,6 % sidste år, mens inflationen var 800 %. Det kommer på baggrund af fald i nationalindkomsten på 6 % i 2015 og 4 % i 2013. Venezuelas økonomi er således skrumpet med mere end en fjerdedel i løbet af blot tre år. Umiddelbart efter lækken dukkede op i medierne, reagerede landets præsident Nicolas Maduro med at fyre chefen for nationalbanken. Maduros erstatning er Ricardo Sanguino, en tidligere marxistisk universitetsprofessor der er en tro Chavez-støtte. The Economist noterer også, at Maduros nye vicepræsident er en socialistisk hardliner og ser det derfor som endnu et skridt væk fra en hvilken som helst dialog med parlamentet, der er helt domineret af oppositionen.

For at sætte tingene i perspektiv, ville et lignende fald i dansk økonomi svare til at BNP faldt med cirka 500 milliarder kroner på tre år. Venezuelas økonomiske kollaps er således næsten umuligt at fatte som andet end meget store tal, men når man er vant til tallene kan man også se den uhyggelige fattigdom og nød inde bagved. Maduro-regimet, der  tilsyneladende stolt fører fanen videre fra den vanvittige Hugo Chavez, har reageret ved at beskylde USA for at stå bag, lukke grænserne til nabolandene, nationalisere stadigt flere selskaber, og bryde en række forfatningsmæssige beskyttelser af demokratiet. Landet er ikke at regne for demokratisk længere, hvilket understregedes af den farceagtige arrest af en ledende oppositionspolitiker forleden. Det mest deprimerende er, at der er en distinkt fornemmelse af ’been there, done that’ over hele forløbet. Venezuelas katastrofale udvikling ligner andre socialistiske landes – Cuba, Ungarn, Cambodia – vej mod fattigdom, diktatur og et liv uden toiletpapir. Forskellen er blot, at Venezuela er ligesom at se en film, om socialisme, der kører 30 % for hurtigt.  Det mest skræmmende er den fart, Maduro-regimets inkompetence og forbrydelse har mod afgrunden.

Udlandsgæld – hvad for en udlandsgæld?

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2017. 5 svar

En af ugens store nyheder, som både er omtalt i DR og andre medier, og ikke mindst med stor glæde af Finansministeriet, men også af f.eks. Irish Times (hattip: Niclas Berggren), er at Danmark siden mandag eftermiddag ingen gæld har i udenlandsk valuta. Med andre ord er landet for første gang siden starten af 1800-tallet uden en egentlig udlandsgæld (se figuren nedenfor). Den resterende gæld på cirka 35 % af BNP er alt sammen denomineret i danske kroner, og således at regne for primært indenlandsk gæld. Begivenheden er meget forståeligt blevet fejret, og alle medier har set det som en milepæl i dansk økonomisk udvikling. Traditionen tro vil vi derfor stille det nærmest kætterske spørgsmål, om den danske nulgæld er en utvetydigt positiv nyhed.

På den ene side er det naturligvis en stor og positiv nyhed, at Danmark nu er gældfrit overfor udlandet. Er man gammel nok, kan man huske TV-Avisens illustration af Knud Heinesens vurdering af at ”vi har kurs imod den, og vi kan se” kanten af afgrunden. Udtalelsen kom på baggrund af, at Heinesen afgik som finansminister fordi statsminister Anker Jørgensen nægtede at ændre den økonomiske politik i en ansvarlig retning. Jørgensen udnævnte i stedet den mere føjelige Svend Jakobsen og fortsatte det, der bedst kan karakteriseres som finanspolitisk buksevæden indtil 1982. Det blev op til forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter fra oktober 1982, at rette op på ubalancerne i den økonomiske politik. Derefter bragte en højreorienteret mindretalsregering finanspolitisk ansvarlighed tilbage i dansk politik i en grad, så et hovedmål med Poul Nyrups regeringer i 90erne blev at demonstrere, at Socialdemokraterne ikke længere var hovedløst uansvarlige, men kunne matche den anden side af Folketinget. 1982 var øjeblikket, hvor hovedparten den danske politiske elite valgte en nordeuropæisk løsning i stedet for at fortsætte ned ad den græske vej, man havde taget siden sidst i 60erne.

Schlüters kovending i dansk økonomisk politik illustrerer dog også på finurlig vis problemet ved ikke at have nogen særlig udlandsgæld. Når man i et politisk system med vælgere, der holder politikerne til et minimum af ansvarlighed og hæderlighed, har et potentielt problem, vil problemet både skabe en stemning for at vælge politikere, der i det mindste opfører sig som om de er ansvarlige, og en viden blandt politikere om, at der findes disciplinerende kræfter. Udlandsgælden og mindet om, hvad der skete sidste gang vi ignorerede den type problemer, skabte incitamenter hos alle de større partier for at opføre sig nogenlunde ansvarligt. Gælden begrænsede, gennem en slags ’Damokles-sværd effekt’, hvor populistiske og kortsigtede, danske politikere kunne være i den økonomiske politik. De har gennem snart 20 år ignoreret et langsigtet produktivitetsproblem, men i den relativt kortsigtede politik har både venstre og højre side af Folketinget fokuseret på ikke at skabe større underskud.

Spøgsmålet bliver derfor, om den nye situation ændrer på dansk politik. Man kunne for eksempel forestille sig, at en politiker bliver stillet overfor en situation, hvor hun enten gør det budgetmæssige ansvarlige, eller spenderer storslået, med en voksende gæld som konsekvens. Problemet er, at hun nu – på faktuelt umiddelbar sikker grund – kan spørge: Udlandsgæld – hvilken udlandsgæld. En af bremserne på den ellers galoperende uansvarlighed i børnehaven på Slotsholmen er med andre ord væk. Og hvem ved, hvad danske politikere kan finde på, når de disciplinerende bremser på deres ideer er væk?

Pressefrihed i Øst og Vest

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2017. Skriv et svar

Et af de vigtigste og mest brandfarlige emner i den internationale debat for tiden er, i hvor høj grad stater bør beskytte presse- og mediefriheden – og om de overhovedet bør gøre det. Ungarns nominelt konservative, men stærkt illiberale regering har f.eks. planer om at slå hårdt ned på en række NGOer, som ’blander sig’ i den ungarske debat med regeringskritiske synspunkter. Dalibor Rohac og 23 andre intellektuelle skrev forleden et åbent brev til Orban-regimet om visse planer, det har (læs her). Endnu værre står det til i Tyrkiet, hvor hundreder af journalister og professorer er blevet afskediget og i visse tilfælde fået besked på ikke at forlade landet.

Dagens post handler derfor om, hvordan det faktisk står til i vores del af verden. Figuren nedenfor plotter derfor et af de mest benyttede mål for pressefrihed, der er fra Freedom Houses årlige rapport. Indekset rangerer fra 0 (total frihed) til 100 (mere eller mindre som i Nordkorea). Figuren omfatter den vestlige verden og efterkommerne fra Sovjetunionen i Europa og Kaukasus. Røde søjler er tidligere (og enkelte nuværende) kommunistiske lande, de blå er almindelige, vestlige lande, og de sorte er de nordiske lande.

Billedet er næppe overraskende: De mest sovjetiske lande har mindst pressefrihed – Rusland og de lande, hvis navne ender på ’stan’ – mens de nordiske (inklusive det hemmeligt nordiske Estland), Benelux og Schweiz danner toppen. Pressefriheden lider meget synligt i Tyrkiet, men har det bestemt heller ikke godt i Grækenland eller Ungarn.

Figuren illustrerer dog også en anden pointe, der ofte overses. Der tales nemlig meget om lovgivning og de jure friheden, når debatten bliver offentlig. De spøgelsesagtigt grå søjler angiver et simpelt mål for, hvor godt forfatningen beskytter medie- og pressefriheden. Målet er beregnet ud fra forfatningens beskyttelse – eller det modsatte – af borgernes frihed til at have egen mening og retten til at ytre dem frit, friheden fra censur, retten til en fri presse, og om staten har eneret på at drive medier og regulerer dem. Grunden til at vise dette alternative mål er, at både jurister og meningsdannere ofte argumenterer for, at der er behov for større retslig beskyttelse af folks rettigheder. Det kan man synes burde være indlysende, men dette mål for forfatningens de jure beskyttelse af borgerne er ikke forbundet med hvor frie de de facto er. Det gælder ikke, hvad der står i loven, men hvad der faktisk praktiseres.

Da Jerg Gutmann og jeg har fælles forskningsplaner på området, hører vi meget gerne fra læsere med kommentarer eller forslag!

De usynlige tabere når staten rykker ud

Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2017. 2 svar

I går bragte Cafe Hayek et svar fra Don Boudreaux til en aggressiv, amerikansk universitetsstuderende, der havde kommenteret på bloggen. Den studerende  klagede over, at liberale og ”free market believers [are] blind to hardships and suffering caused when government benefits are taken away by budget cutters like President Trump.” Hans anklage mindede i forbløffende grad om de absurde påstande i den danske debat, når der tales om at reducere udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Boudreauxs svar var præcist og svarede til de ting, som langt de fleste meningsdannere – og næsten alle journalister – glemmer i vores debat. Her er den centrale bid:

When budgets are cut, it’s easy to see the likes of government employees who lose jobs, farmers who get smaller subsidy checks, arts exhibitions that must now survive exclusively on private contributions, and poor people whose welfare payments fall.  But the analysis and conversation nearly always stop there.  If cutting funding for some government-funded activity is found to cause some hardship (and which such activity isn’t so found?), cutting government funding of that activity is typically deemed cruel and wrong.  But what is too-seldom asked is: As compared to what?  What will those who now keep more of their incomes spend this money on?  In what ways will the money now left in the private sector be invested?  What new products, businesses, and economic opportunities might be created now that the state no longer seizes these resources from those who create or earn them?  And how will system-wide incentives change when government reduces taxes and spending?

Spørgsmålet på til weekenden må være, hvorfor så mange kun diskuterer det moralske i hvad man rent umiddelbart kan observere, og ikke det man logisk må forstå der også sker? Hvorfor ser på de få håndfulde, de vinder når staten rykker ud med andre menneskers penge, og ikke de tusinder der taber?

Valg og demokrati i verden

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2017. Skriv et svar

Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

Minoritetsrettigheder og majoritetstilfredshed

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2017. 1 svar

Mens de absolut færreste bekymrer sig om den slags i Danmark, er der store diskussioner i resten af verden om minoritetsrettigheder. Særligt har der de seneste år været heftige diskussioner i USA og andre steder om bøsser og lesbiske, og om de skal have særlige rettigheder eller måske simpelthen de samme rettigheder som alle andre. Modstandernes argumenter hviler ofte på en eller anden version af, at majoriteten – heteroseksuelle i dette tilfælde – skades af at man udbreder rettigheder til minoriteten eller tillader dem at leve mere ligesom majoriteten.

Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.

Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.

Demokrati, økonomisk frihed og kønsnormer

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2017. Skriv et svar

En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante.  Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.

Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.

Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.

Gæld og reguleringsaktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2017. 3 svar

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Public Choice Society 2017

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2017. 1 svar

OM nogle få dage sætter jeg mig i et fly med retning mod USA. Anledningen er den årlige konference i the Public Choice Society, der dette år afholdes i New Orleans. Som altid er PCS et af forårets faglige højdepunkter, men også en social begivenhed, hvor man møder gamle venner, gode kolleger og nye talenter. Jeg ser således frem til nogle sjove stunder med gode venner som Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann, Hans Pitlik, Niklas Potrafke og Martin Rode, og gensyn med hyggelige og spændende kolleger – ikke mindst Peter Kurrild-Klitgaard, Emily Skarbek, Lynne Kiesling og Ed López. Derudover bliver det en fornøjelse at introducere min talentfulde PhD-student Andrea Paramo-Florencio til hele miljøet.

Hovedformålet er dog selve konferencedelen, hvor man præsenterer sit eget arbejde, ser andre forskere præsentere deres nye arbejde, og taler med folk om, ’hvad der foregår’ for tiden. På den front ser programmet også lovende ud i år. Helt særligt må man sige, at 2017 er ved at blive et år, hvor public choice og politisk økonomi er blandt de allermest interessante og relevante emner i samfundsvidenskaberne – hvordan kan man ellers forstå Trump, Putin og Le Pen, eller de mærkværdige politiske valg i Latinamerika?

Som altid forbereder man sig på sine egne pligter før alt andet. Min session i år har titlen Understanding the Rules of the Game: Institutions and Entrepreneurship og byder på præsentationer af Daniel Bennett, Christopher Boudreaux, Boris Nikolaev og undertegnede. Mit papir er fællesarbejde med min meget dygtige tidligere studerende Jacob Nygaard Lihn, hvor vi ser på om de kendte effekter af institutionelle forskelle på iværksætteraktivitet afhænger af, om der er vetoinstitutioner som kan ’låse’ forskellene og dermed gøre politik osv. mere forudsigelig. Boris, Daniel og Chris har også været i gang med interessante projekter, som forhåbentlig kan trække et publikum til vores præsentationer.

Udover min egen session er en af de events, jeg ser mest frem til nok en plenary session med David Skarbek med titlen ”Governance without Government.” David er nok verdens førende ekspert i studiet af hvordan fængsler er selvorganiserende. Hans bog om emnet har vundet flere priser og han er en mester i at få folk til at tænke ekstra over emner.

Man kan også nævne sessions om Culture med papirer om kønsnormer (Fike), racisme (Bonnick og Antonio Farfan-Vallespin) og tolerancenormer (Berggren, Nilsson og Ljunge), om Economics of Corruption, der bl.a. omfatter en præsentation fra den brasilianske Jaime Bologna, der er en af de mest spændende unge forskere i public choice-miljøet, og om uafhængige retsvæsener med NYUs interessante Shruti Rajagopalan. Og så er der altid en eller anden, man ikke kendte, som dukker op med noget nyt og spændende, som man bare må opleve. Dét skriver vi om, når vi er på vej hjem igen.