Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Rivalerne Friedman og Samuelson

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. juli 2015. 11 svar

Hvis nogen kan siges at have skabt moderne makroøkonomisk teori, er det Paul Samuelson og Milton Friedman. De blev økonomer under den store depression og begge influeret af keynesiansk tænkning. Men de blev også rivaler. Det var Samuelson (og ikke Keynes), som skabte det matematiske modelapparat bag keynesiansk makroøkonomi og formulerede den såkaldt neoklassiske syntese – den udgave af keynesiansk makroteori, som kom til at præge efterkrigstiden, og hvor finanspolitisk styring syntes at kunne gøre konjunkturbevægelser til fortid. Og det var Friedman, som kom til at lede opgøret med denne tænkning over en bred kam: Metodisk, historisk, empirisk og økonomisk politisk.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2015. Skriv et svar

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling

Årets specialer 1: Har Kyoto-protokollen gjort en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2015. 4 svar

Et af privilegierne ved at være professor er, at man med jævne mellemrum får dygtige studerende, der skriver speciale om interessante ting. Her i sommermånederne vil vi som noget nyt skrive om nogle få af de nye specialer, for at dele noget af det bedste arbejde, som mine studerende har lavet.

Vores første eksempel er fra efteråret, hvor Berit Lykke Nielsen forsvarede ”An Evaluation of the Effectiveness of the Oslo and the Kyoto Protocol in Reducing Air Pollution.” I specialet tager Berit udgangspunkt i den officielle ide om Kyoto, hvis hensigt var at reducere landes udledning af CO2. På samme måde var hensigten med Oslo at reducere udledningen af SO2.

Det miljømæssige er således nemt, men identifikationen af effekterne er ikke. Problemet er, at tidspunktet på hvilket, lande ratificerede en af protokollerne, ikke er tilfældigt. Man kan derfor ikke blot sammenligne trends før og efter, et land har underskrevet, fordi trenden før ratificering kan have påvirket tidspunktet for ratificeringen. Det Berit derfor gør bedre end de publicerede studier af spørgsmålet, er at løse dette problem. Den elegante løsning er, at bruge en simpel instrumentvariabel-approach, hvor instrumentet er en variabel som påvirker ratificering, men ikke kan have påvirket udledningerne, til at forecaste ratificering. Denne instrumentvariabel er omkringliggende landes ratificering, baseret på ideen at nabolande ofte deler politik og at politiske diskussioner og debat spreder sig over landegrænser.

Resultatet er et nul i instrumentresultaterne. Berit bruger dog også en anden metode: Heckmans Control Function approach, der løser problemet på en anden måde ved først at estimere ratificeringsprocessen og derefter kontrollere for den bias, der ellers kommer i estimaterne af konsekvenserne af ratificering. Det interessante er, at CF-estimaterne faktisk peger på, at ratificering af Kyoto alt andet lige har ført til større udledninger af CO2.

Berit ender specialet med at diskutere, hvordan det kan være, at Kyoto enten ikke førte til noget eller måske endda har øget udledningerne. Det, som startede som et fint miljøøkonomisk speciale, slutter derfor med indsigter fra politisk økonomi. Hendes forklaring hviler på Jim Vreelands teori om institutionelle syndebukke,der peger på at stater nogle gange ratificerer for efterfølgende at kunne skubbe ansvar fra sig – ”Jamen, vi har jo skrevet under på en international aftale.” På den måde er specialet også en implicit advarsel mod at stole for meget på internationale aftaler eller institutioner. De er ikke bedre end de politikere, der agerer i dem.

Er danskerne veluddannede?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juli 2015. 7 svar

En væsentlig del af danskernes selvforståelse er, at vi er blandt de mest veluddannede i verden. Mens mange også, på trods af den klare evidens, tror at vi er blandt de rigeste i verden, er denne bid ved at svækkes, mens troen på vores uddannelse varer ved. Men som Mark Twain skal have sagt engang: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.” Danskernes uddannelsesniveau er ikke imponerende.

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

Dansk relativ uddannelseI dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?

En formel for den græske gæld

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. juli 2015. 2 svar

Her er en formel, som meget simpelt illustrerer den græske gældsdynamik og diskussionen om den:

Fald i gældskvote = gældskvote x (BNP-vækst – rente) + offentlig saldo/BNP

Den kan endda skrives endnu mere simpelt:

Fald i gældskvote = gældskvote x BNP-vækst + primær saldo/BNP

Formlen siger altså, at gældskvoten falder, når der er økonomisk vækst og overskud på den primære budgetsaldo. Den primære budgetsaldo er det faktiske overskud minus rentebetalingerne.

Grækenland løb ind i sine gældsproblemer ved at have for store underskud. Samtidig har den økonomiske krise efterfølgende ført til negativ BNP-vækst. Begge dele har skubbet gældskvoten op.

Grækenland har fået hjælp til gældsproblemerne på tre måder. For det første er en del af gælden eftergivet (haircuttet). Den nedbringer gældskvoten direkte. For det andet er renten fastsat meget lavt, hvilket øger den primære saldo. For det tredje har landet fået tilført betydelige kreditter, som på den ene side øger gældskvoten, men på den anden understøtter væksten.

Modydelsen har været, at Grækenland skulle skaffe tilpas stort overskud på den primære saldo ved at forbedre de offentlige finanser og øge BNP gennem strukturreformer.

Men siden valget af den Syrizaledede regering har det været gået i hårdknude, som nu er forsøgt løst med endnu en kreditaftale i weekenden.

Meget kort fortalt har det handlet om samspillet mellem de variable, som indgår i formlen.

Regeringen har slået på, at de nødvendige stramninger for at skabe tilstrækkeligt stort overskud slår væksten i stykker. Og lavere vækst går ud over faldet i gældskvoten både direkte (som man kan se af formelen) og via forringelse af den offentlige saldo (mindre skatteindtægter og højere offentlige udgifter som følge af lavkonjunkturen). Altså en ond cirkel, som ifølge regeringen kun kunne brydes med yderligere gældsnedskrivning.

Men der er flere problemer med denne forklaring.

Hvis Syriza-regeringen havde fastholdt den aftalte kurs, ville gælden også være faldet som aftalt, viser den seneste opgørelse fra IMF. Den økonomiske vækst har ganske vist været lavere end ventet, men det har renten også. I stedet har regeringen ikke alene undladt at gennemføre aftalte reformer – den har også annonceret at ville rulle nogle af dem tilbage. De manglende reformer har svækket den offentlige saldo. Samtidig betyder det mindre langsigtet økonomisk vækst, så også ad den vej har regeringen svækket reduktionen af gældskvoten.

En vigtig pointe er samtidig, at sammenhængen mellem en stramning af finanspolitikken og væksten højst er midlertidig. Det er ikke noget ukendt fænomen, at et land i gældskrise i begyndelsen får et lavere overskud trods en stramning af finanspolitikken. Men hvis stramningen fastholdes, vil effekten på væksten klinge af, mens den har varig virkning på det offentlige overskud.

Det hører med til billedet, at den teoretiske sammenhæng mellem en finanspolitisk stramning og den økonomiske vækst er svag og ikke entydig. Der er ingen grund til at tro på en simpel mekanisk effekt (selv om det har været på mode i visse kredse efter finanskrisen at estimere teoriløse multiplikatorer). Men selv i så fald må man forvente, at BNP-efterslæbet bliver indhentet igen.

Derimod er struktureffekten af finanspolitiske ændringer varig. Skatteforhøjelser, som øger forvridningerne, kan sænke BNP permanent. Især den forhøjelse af selskabsskatten, som den græske regering spillede ud med i forhandlingerne, ville have haft en klar negativ virkning. Omvendt vil den aftalte forhøjelse af pensionsalderen hæve BNP permanent – og formentlig allerede på kort sigt (men det kunne være sket hurtigere ved ikke at indfase den). Oveni kommer en forbedring af de offentlige finanser ved lavere udgifter til pensioner og flere skatteindtægter fra større økonomisk aktivitet. Derfor er denne type af strukturforbedrende tiltag særligt interessante for et land i gældskrise. De aftalte privatiseringer vil virke på samme måde.

Det er vigtigt at huske på, at formelen ovenfor viser årlige ændringer i gældskvoten. Derfor vil initiativer, som løfter BNP-niveauet permanent, ikke blive ved med at reducere gældskvoten. Men reduktionen i gældskvotens niveau som følge af ændret BNP-niveau vil være permanent. Og i den udstrækning, initiativerne ændrer det offentlige overskuds niveau, vil de blive ved med at spise af gældskvoten år for år.

Derfor var det rigtigt af kreditorerne at insistere på strukturreformer, uanset hvor vanskelig gældsdynamikken ser ud i Grækenland. Og jo mere overbevisende, reformerne er, desto hurtigere vil de virke også på den økonomiske vækst, som i høj grad er bestemt af forventningerne til fremtiden. Men heri ligger også svagheden ved den nye aftale. Strukturforbedringen kunne sagtens have været større. Og hvis der ikke er tillid til, at det er alvor denne gang, men at reformerne endnu engang bliver syltet, bliver det svært at bryde den onde cirkel.

Formelen viser dog også, at det vil tage lang tid at bringe gælden ned selv med en meget høj græsk disciplin. Ved f.eks. et overskud på den primære saldo på 3,5 pct. af BNP og en gennemsnitlig årlig vækst på 3,5 pct., vil det tage næsten 16 år at komme ned på en gældskvote på 60 pct. af BNP (som er EU-reglernes normale gældsloft). Det gør det ikke urealistisk, at der bliver skåret mere af en græske gæld på et tidspunkt – enten fordi de græske politikere igen vægrer at betale, eller fordi kreditorerne vælger at eftergive. I bedste fald bliver det af den sidste grund og som belønning for ambitiøse reformer.

Må vi ikke bytte?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2015. 5 svar

Forestil dig to lande. Det ene bar 17 millioner indbyggere, det andet knap 11 millioner. Begge landes befolkningers sundhed er sammenlignelig med Danmarks: I det første land er den forventede levealder 78,4 år, i det andet 80,3. Det to lande er også almindeligt vestlige på et andet punkt: 97,5 % og 97,7 % af befolkningen kan læse og skrive.

Levestandarderne er også sammenlignelige. I land 1 er den købekraftskorrigerede nationalindkomst 23.200 dollars per indbygger, mens den i land 2 er 25.800 dollars. Land 1 voksede dog med almindelige 2 % realvækst sidste år, mens land 2s økonomi er skrumpet betragteligt. En anden forskel er, at mans opsparingsraten i land 1 er 20,4 % af BNP, er den kun 14,5 % i land 2.

I sammenligningen skal det dog også medtages, at det første lands skattetryk er 19,2 % af BNP, mens det andet lands er 48,5 %; land 2 opkræver dog en del mindre end det. Land 2s massive offentlige sektor er en af flere grunde til, at landet pt. skylder cirka 175 % af BNP til udlandet, mens land 1s udlandsgæld på 53 % af BNP ikke er meget forskellig fra Danmarks. Land 1 betaler således for tiden 4,5 % på ti-årige statsobligationer, mens land 2 – hvis de overhovedet kan sælges – må betale 13,6 %.

Skulle nogen være i tvivl om de substantielle forskelle på de to lande, er korruption en sigende forskel. På Transparency Internationals 2014-liste over verdens ’reneste’ lande var land 1 nummer 21 med en score på 73, hvilket placerede det sammen med USA og Østrig. Land 2 var nummer 69 med en score på 43, og omgivet af Bulgarien, Italien og Brasilien. Forskellene reflekteres også i Fraser Instituttets vurdering af domstolenes uafhængighed og impartialitet. Land 2 scorer 4 og 2,6 på en ti-skala, mens land 1 får 7,1 og 5,9. Land 1s ’impartiality’ score er således marginalt bedre end Danmarks og den overordnede vurdering er pænere end USA’s. Med en score på 4 er land 2 derimod i selskab med lande som Østtimor og Kazakhstan.

Oveni det hele har land 1 et velfungerende demokratisk system – på trods af en fortid som militærdiktatur – hvor forskellen på fløjene er til at overse. Land 2 har, med samme diktaturfortid, et demokratisk system med både skrigende marxister og et voldselskende fascistisk parti, der begge får ganske mange stemmer. Hvis du stod og skulle vurdere, hvilket land du ville optage i EU – og evt. lukke ind i eurozonen, hvis landet skulle have ønske om det – hvilket land ville det så blive?

Spørgsmålet er naturligvis rent retorisk, fordi ingen ved sine fulde fem ville vælge land 2, når man ser på de objektive fakta. Men, som mange læsere nok for længst har gættet, er land 2 Grækenland. Land 1, derimod, er Chile. Paradokset er, at begge lande i en eller anden forstand ’ligger forkert’. Chile er et latinamerikansk land med samme karakteristika som rige, fredelige og velfungerende europæiske lande. Grækenland er et europæisk land med samme dysfunktionelle institutioner og klientilistisk politik som et traditionelt latinamerikansk land.

Dagens pointe er ikke at ’bashe’ eller latterliggøre grækerne endnu en gang – det gør de glimrende selv. Pointen er at vise, hvor afgrundsdyb forskellen er på Grækenland (og måske i videre omfang Il Mezzogiorno) og Nordeuropa, og samtidig glæde sig over, at der ligger et fredeligt og ordentligt succesland i en region af verden, der politisk ellers er råddent til kernen. Hvis geografi ikke havde været et problem, ville jeg hjertens gerne have byttet Grækenland ud med Chile. Spørgsmålet er, om latinamerikanerne overhovedet ville have Grækenland.

Hvor gældstynget er Grækenland?

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. juli 2015. 14 svar

nettorenter

Den græske statsgæld er enorm både sammenlignet med andre lande og tidligere tider. Opgjort efter OECDs metode svarer nettogælden til næsten 1½ gange bruttonationalproduktet (BNP). Men det er ikke det samme, som at gælden udgør en tilsvarende stor økonomisk byrde. Af figuren fremgår statens nettorenteudgifter som procent af BNP. Som det ses, belaster gælden ikke de offentlige græske finanser væsentligt mere end i andre lande med høj gæld. Rentebyrden svarer til 4 pct. af BNP. Byrden er den samme som gennemsnittet for alle eurolandene, da de gik ind i euroen ved årtusindeskiftet. Lande som Belgien, Ungarn og Grækenland selv lå næsten dobbelt så højt den gang.

Forklaringen på den lave rentebyrde trods den høje gæld er, at Grækenland reelt allerede er gået bankerot. De private kreditorer fik en “haircut” og har nu afhændet resten af deres tilgodehavender. Stort set al gæld er til offentlige myndigheder, og renten er fastsat på et meget lavt niveau – langt under, hvad man skulle betale på markedet.

Derfor handler den græske krise reelt ikke så meget om, at Grækenland ikke har råd til at klare sin gældsbyrde. Det egentlige spørgsmål drejer sig om på den ene side de dybt alvorlige strukturelle problemer i græsk økonomi og på den anden om kreditorernes krav for at fortsætte med de meget gunstige betingelser. Grækenland lider under reguleringer, som det ofte er svært for omverdenen at forstå omfanget af. Det er her, Akilleshælen i græsk økonomi skal findes.

Kreditorerne har stillet to typer af krav. Den første handler om at gennemføre de stærkt tiltrængte reformer. Den anden handler om at nedbringe gælden efter en meget stram plan. Den græske regering mener, at planen er urealistisk. Det kan der være en pointe i. Men regeringen bruger det som påskud for ikke gennemføre de aftalte reformer; Det nytter jo alligevel ikke…

Realiteten er, at kreditorerne hverken vil eller bør lempe på kravene til gældsreduktion, så længe skiftende regeringer ikke vil reformere. Hvis de gjorde det, ville det være en invitation til andre gældsatte lande om at stoppe deres reformer og i stedet vælge politikere fra radikale yderfløje til at regere.

Konsekvensen af den græske krise kan meget vel blive, at landet må forlade euroen. Men det er efter min opfattelse ikke noget, grækerne bør se frem til. Gælden er i euro, så man kan ikke bare devaluere sig ud af den. En devaluering vil ganske vist give en vis forbedring af konkurrenceevnen, men krisen er ikke forårsaget af et klassisk konkurrenceevneproblem. Læg mærke til, at de græske lønninger faktisk er nominelt faldende allerede. Så den primære effekt af at droppe ud af euroen vil formentlig være at inflationsbeskatte den del af den private opsparing, som endnu ikke er nået i sikkerhed. Det er præcis det modsatte af, hvad græsk økonomi har brug for; Tillid til at investere og allokering gennem markedsmekanismer, ikke politisk magt.

 

 

Hvor religiøse er europæere?

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2015. 6 svar

Taler man med folk med forbindelse til Folkekirken hører man ofte påstanden, at danskerne da slet ikke er så sekulære som det påstås. Samtidig nægter præster at indberette messefald eller besøgstal i danske kirker, formodentlig i et forsøg på at dække over et faktisk problem. Heldigvis kan man i stedet spørge folk, om hvor ofte de kommer i kirken. European Social Survey er en af kilderne til informationen, fordi man netop spørger om, hvor ofte går i kirke i de europæiske lande. Figuren nedenfor plotter hvor mange der kommer mindst ugentligt.

ESS kirkelige talSvaret er ret klart: Kun esterne er mindre religiøse end danskerne, målt på denne måde. Det er ydermere tankevækkende, at de mindst religiøse alle er nordiske lande – når man tæller Estland som det ’hemmelige’ nordiske land – mens de stærkt katolske lande Irland og Polen ligger i den anden ende. Hver anden polak går således i kirke hver uge, mens det er 3,2 % af esterne og 3,6 % af danskerne.

Et andet forhold, der også kan være værd at tænke over, er regionalforskellene. Den mest religiøse del af Polen er Lubelskie-regionen, der ligger klemt inde østpå med grænser til Ukraine og Hviderusland, hvor 61 % går i kirke hver uge. I Irland er det Midlands-regionen (46 %), som bekræfter en almindelig ide om, at folk er mere religiøse i landlige områder. Men i Danmark er de mindst religiøse regioner Sjælland (udenfor hovedstadsområdet) og Syd- og Sønderjylland; begge steder er det kun lidt over to procent, der gør ugentligt i kirke, mens 90 % aldrig kommer der. I det sydlige Estland, så langt fra Tallinn som muligt, er det tilsvarende tal 93 %.

En sidste observation kunne være, at der praktisk taget ingen sammenhæng er mellem velstand og religiøsitet, som man ellers ofte påstår. Det ser heller ikke ud til, at tre generationers kommunisme kan aflæses i tallene – de to yderpunkter Estland og Polen har samme historie på det punkt. Så der er masser af stof til eftertanke her først på agurketiden.

Hvor økonomisk frit er Europa?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2015. 6 svar

Der er efterhånden en lang litteratur, der dokumenterer de økonomiske og sociale gevinster ved øget økonomisk frihed. Josh Hall og Bob Lawson dokumentere for eksempel litteraturen her, og finder at blandt 198 studier har mindre end 4 procent negative resultater. Når man ved, hvilke gevinster der findes på langt sigt, må næste spørgsmål være, hvordan status er i Danmark og resten af Europa.

Svaret findes i figuren nedenfor. The Heritage Foundation har hvert år siden 1995 ratet et stort udsnit af verdens lande på deres økonomiske frihed; hvert år refererer dataene til situationen to år tidligere, så 2015-rapporten viser 2013-status. Alle lande fordeles på en skala fra 0-100, og Heritages indikatorer fordeles på fire områder: Rule of Law, Government Size, Regulatory Quality og Market Openness. IEF Heritage 2015

Og hvor økonomisk frit er Danmark så for tiden? Det mest præcise svar er tjoh: Vi er nummer fire i Europa med en samlet score på 76,3 – som man kan se i figuren. Schweiz er nummer et, efterfulgt af Estland og Irland. Man kan således tydeligt se, hvor dybt irerne reformerede efter krisen, og også hvor forsvindende lidt, grækerne har gjort både før og efter. Kun Ukraine er mindre økonomisk frit end Grækenland ifølge Heritage.

Men som det også ses tydeligt, er den overordnede økonomiske frihed fordelt ganske forskelligt – de farvede dele af hver søjler angiver, hvor meget af scoren der kommer fra hver af de fire underscorer. Danmarks score består således af 93 (Rule of Law), 21 (Government size), 92 (Regulatory quality) og 86 (Market openness). Estlands score, derimod, består af 79, 67, 73 og 86, henholdsvis, mens Sveriges hedder 90, 31, 76, 86. Mens Heritage således vurderer det danske retsvæsen i top – og marginalt bedre end Sveriges- er byrden af den danske offentlige sektor omvendt vurderet som den tungeste i Europa! Og derfor svaret ’tjoh’ – der er gode forhold i Danmark, som holder også oven vande, men også mange ting, vi kan lære af vores nærmeste naboer. Om den kommende regering ser ud over landets grænser på dette punkt må de næste måneder vise…

Hvor dramatisk var Folketingsvalget egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2015. 4 svar

Der er skrevet meget og langt om, hvor stor en ændring, Folketingsvalget sidste uge repræsenterede. Flere kommentatorer har sammenlignet det med jordskredsvalget i efteråret 1973, men uden at have et egentligt grundlag for sammenligningen. Så hvor dramatisk var valget i virkeligheden?

Først er det klart, at yderpolerne i dansk politik fik flere stemmer. Liberal Alliance gik fra 9 til 13 mandater og Enhedslisten fra 12 til 14. Centrum af dansk politik, hvis man definerer det som Venstre og Socialdemokraterne, tabte i alt ti mandater (-13 og +3). Men hvis man inkluderer Dansk Folkeparti – som basalt set er et klassisk socialdemokratisk parti, der ikke kan lide udlændinge – vandt midten faktisk fem mandater (+15 til DF). Så det er lidt svært at påstå, at dansk politik er blevet mere ideologisk polariseret. Det eneste egentligt nye i den historie er Alternativet, der trak ni mandater til det cafe latte-drikkende do-good segment.

I stedet kan man se på, hvor mange mandater, der skiftede mellem partierne. Figuren nedenfor plotter, hvor stor en andel af Folketingets mandater, der er vandret mellem partierne ved hvert valg siden 1901. Yderst til højre ser man tydeligt 2015-valget. Men pointen er her, at hvis ens historiske hukommelse er en smule længere end tilbage til Nyrup-regeringerne, ser valget ikke særligt sært ud. 19 procent af mandaterne skiftede, hvilket er de samme som i 1975 og 1977, men langt fra de 34 % i december 1973. Vi er også meget langt fra valgene før 1920, hvor ganske store vælgerbevægelser var reglen mere end undtagelsen.

Mandatskift 2015Så hvor stor en ændring var valget? Svaret er, at for de gamle partier – V, S, og K – er det måske skidt ud, men det større billede har ikke ændret sig meget. Kun fem mandater vandrede mellem de to blokke (defineret på økonomisk politik), hvilket er ganske lid sammenlignet med 1972 (31 mandater), 1973 (37 mandater), 2002 (25 mandater) eller for den sags skyld 1977 (19 mandater). Mens medierne selvfølgelig skal have noget at skrive om, er der ikke sket frygteligt meget. Med The Whos ord: Meet the new boss, same as the old boss – og hun hedder medianvælgeren.

Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2015. 3 svar

Grækenland har kurs direkte mod en rodet bankerot. En del af diskussionen i medierne er, om man ikke kan undgå en bankerot, hvis Syriza-regeringen i Athen går med til liberaliserende reformer af græske reguleringer og den offentlige sektor. Diskussionen er dog misforstået: Den burde ikke handle om, hvorvidt grækerne går bankerot, men hvordan de kommer til at gøre det. For en bankerot er uundgåelig med en gældsbyrde på 180 % af BNP, økonomisk stagnation og Europas måske ringeste embedsværk. Oveni det kan man lægge det historisk nok mindst ansvarlige politiske system i den demokratiske verden. Det tekniske spørgsmål må derfor i virkeligheden – og er nok også bag lukkede døre – om man kan navigere Grækenland mod en nogenlunde ordne bankerot.

Men en anden del af diskussionen, der ikke foregår, burde være hvorfor Syriza-regeringen agerer som den gør. Udefra ser det aldeles idiotisk ud, om end idiotisk på en tydeligt vulgærkeynesiansk og marxistisk måde. Pointen i dag er dog, at der er en måde at finde rationalitet i Tsipras og Varoufakis strategi. Rationaliteten er klassisk public choice – man behøver ikke andet end at regne med, at græske politikere fra Syriza gør det, der er bedst for græske politikere fra Syriza, uanset hvad der er bedst for vælgere, befolkning, eller Grækenlands fremtid.

Man bliver derfor nødt til at spørge, hvad der er Syrizas bedste strategi for at vinde det næste valg i Grækenland. Normalt ville man sige, at et parti, der fører et land ud i økonomisk kviksand, burde blive straffet hårdt. Sådan spiller klaveret bare ikke i denne situation. Fordi man fra såkaldt europæisk side effektivt har socialiseret omkostningerne ved en græsk bankerot – en ganske stor del af den græske regning skyldes til andre eurolande – er der ikke længere blot tale om en økonomisk krise, men også effektivt om en politisk krise (se f.eks. Mats Persson om krisen).

Den politiske overtagelse af størstedelen af den græske statsgæld har sat regeringen i Athen i en situation, hvor Syriza og andre partier udenfor magten før 2009 kan skyde skylden for problemerne på andre. Tsipras og Varoufakis rejser således rundt i verden og i Grækenland med budskabet om, at det ikke er grækernes skyld – verden skylder dem et eller andet for civilisation og for at have været besat under anden verdenskrig – og at enhver liberaliserende reform af landet vil gøre krisen værre. Deres narrativ er således vulgærkeynesiansk i den forstand, at den græske krise ikke skyldtes årtiers horribel politik – deres land har trods alt haft objektiv kurs stik mod luksusfælden i et par årtier – men nedskæringer og privatisering af statsejede selskaber. Den er også konsistent med partiets rødder, der skal findes i den yderste, kommunistiske venstrefløj, der tabte magtkampene i landet efter anden verdenskrig og også spillede en martyrrolle under militærdiktaturet.

Syrizas politik er derfor rationel på den måde, at den handler om at fortælle grækerne, at partiet faktisk beskytter dem. Tsipras sagde for eksempel i en tale til parlamentet for få dage siden, at ”denne fiksering på nedskæringer er en del af en politisk plan om at ydmyge et helt folk, der uden egen skyld har lidt i fem år. IMF har et kriminelt ansvar for den nuværende situation.” Andre græske regeringspolitikere har forsøgt at sælge en historie om, at det er Merkel og Tysklands skyld, at de – i en klassisk nulsums- lagkagetænkning – skader Grækenland ved et være ’for’ konkurrencedygtige, eller at det hele skyldes anden verdenskrig og naziregimet. Adfærd, der internationalt er det samme som at skyde sig selv gentagne gange i foden, giver således god mening i en national kontekst.

Tsipras-regimet følger ret perfekt Jim Vreelands syndebukteori (formuleret overfor IMF her): Man ved, at reformer vil forbedre økonomien, men underminere ens egen magtbase, medmindre man totalt kan frasige sig ejerskab for dem. Syrizas bedste chance for at blive genvalgt er således paradoksalt, at Grækenlands problemer forværres, samtidig med at man kan skyde skylden på IMF og tyskere, hollændere eller andre onde nordeuropæere, som ikke ser landets storhed. Giver man efter og indfører egentlige reformer, underminerer man sin magtbase og agerer imod ens egne valgløfter og ideologi. Indrømmer man officielt, at det er ens egne problemer, skaber man modvilje blandt græske vælgere. Den eneste politiske vej for Tsipras og hans folk er den økonomisk mest destruktive. Politik trumfer til enhver tid økonomi og ansvarlighed.

Tager Nationalbanken fastkurspolitikken alvorligt nok?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. juni 2015. 13 svar

IMG_2583
For et par uger siden diskuterede Lars Christensen og jeg fastkurspolitikkens fortid og fremtid på et CEPOS gå-hjem-møde. Lars er netop blevet helt ”sin egen” efter at have været Danske Banks ekspert i emerging markets (men også meget mere). Han har valgt at forfølge en gammel drøm om en karriere som uafhængig international økonomisk ekspert – og vi havde altså tilfældigvis fornøjelsen af at være de første til at opleve ham i hans nye egenskab. Det lover godt.
En vigtig pointe i diskussionen – og her var vi ikke uenige – er, at fastkurspolitikken ikke nødvendigvis bør opgives, selv om det ikke ville være skabt sådan, hvis man skulle starte fra tabula rasa.
Der er for det første opbygget en gradvis stærkere troværdighed om fastkurspolitikken, og det giver nogle fordele i form af bl.a. lavere rente samt lavere og mere stabile inflationsforventninger. Mekanismen kan sammenlignes med en virksomheds brand. Man kan være rimelig tryg ved, at McDonald’s ikke blander rottekød i burgerne, fordi afsløringen af det ville koste ejerne et enormt tab. En tilfældig gadehandler ville ikke lide samme tab, og derfor er tilliden mindre. Det giver McDonald’s nogle markedsfordele – især i nogle lande. Og på samme måde indebærer tilliden til fastkursregimet nogle fordele, som får politikerne til at tøve med at droppe fastkurspolitikken, selv om der kunne være en kortsigtet gevinst.IMG_2598
For det andet er spørgsmålet, hvad vi ville få i stedet, hvis fastkurspolitikken blev opgivet. Den værste af alle verdener ville være et system uden anker – dvs. hvor det var op til regeringen eller Nationalbankens diskretionære afgørelse, hvordan pengepolitikken til en hver tid bør føres. Man kan opnå mere med regler end med de nominelt flere frihedsgrader i et diskretionært system. Derfor er regler på vej frem (også på det finanspolitiske område, hvor budgetloven forhåbentlig kan komme til at matche fastkurspolitikken).
En anden pointe fra diskussionen er, at vi ved fortsat fastkurspolitik bliver nødt til at tage den alvorlig – også når de eksterne betingelser ændrer sig. Da vi gik ind i fastkurssystemet i 1982, var det med et stort betalingsbalanceunderskud og høj stigende ledighed. Det kunne tilsige endnu en devaluering (som f.eks. vismændene anbefalede dengang). Men med fastkurspolitikken måtte tilpasningen i stedet ske internt. Det er fastkurspolitikkens logik.
Nu nærmer vi også en situation som i 1982, blot med omvendt fortegn. Vi har stort betalingsbalanceoverskud, og kronen er effektivt blevet nedskrevet betydeligt, fordi euroen – som vi fører fastkurspolitik over for – er faldet. Det har forbedret konkurrenceevnen, skabt valutaindstrømning og meget lave renter. Den økonomiske aktivitet er samtidig nu på vej op. Det taler dybest set for en revaluering af kronen, som ryster eurofaldet af os. Men hvis vi vil beholde fastkursen i forhold til euro, må tilpasningen ske internt. Lønninger og priser – inkl. prisen på boliger og andre aktiver – må have lov at tilpasse sig. Privatforbruget må have lov at stige og det høje private opsparingsoverskud synke. Så giver det ikke mening at bekæmpe privat låntagning ved at stramme boligbeskatningen og realkreditlovgivningen, sådan som Nationalbanken har gjort sig til talsmand for.
Men er der ikke risiko for en boble på boligmarkedet? Det er Nationalbankens argument. Hertil er to ting at sige: For det første er denne boble svær at få øje på – og irrationelle bobler er samtidig ikke automatiske og forudsigelige. Så truslen virker noget fortænkt. For det andet så er det med fastkurspolitik ikke muligt at undgå konsekvenserne af den pengepolitik, ECB fører. Hvis den øger risikoen for bobler, vil risikoen også stige i Danmark. Sådan er logikken i fastkurspolitikken.
Hvis vi ikke er villige til at acceptere at importere ECBs lempelse af pengepolitikken gennem valutakursen, ja så taler det for at opskrive kronen. Så må vi tage tilpasningen eksternt. Og faktisk er det en mulighed at overveje. Det ville ikke nødvendigvis underminere fastkurspolitikken, hvis den blev nyfortolket, så den ikke udelukker opskrivninger, men kun devalueringer.
Men kan man ikke bare stramme finans- og kreditpolitikken så meget, at det ophæver den ekspansive effekt fra pengepolitikken? Det er muligvis sådan, nogle tænker. Det er bare ikke en farbar vej. Det vil øge opsparings- og betalingsbalanceoverskuddet yderligere, føre til mere valutaindstrømning og kræve nye rentesænkninger for at holde kronekursen i ave. Der er ikke rigtig nogen vej uden om – tilpasningen må få lov at ske enten internt eller eksternt.

Baltisk tillid

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2015. 2 svar

I tillidsforskningen har der i en lang årrække stået en strid mellem dem, der mener at tillid er en konsekvens af institutioner, der beskytter individet, og andre, der mener at tillid til andre mennesker er en refleksion af en dybere kulturel ærlighedstradition og –norm. Diskussionen lå også som en understrøm bag flere bidrag til den konference, jeg har været til denne uge i Vaxholm udenfor Stockholm.

Et par af os havde en snak om emnet bagefter, og hvordan bl.a. de baltiske lande kan informere om debatten. Det særlige er nemlig, at de både har langt, langt bedre formelle institutioner end Rusland – jeg tvivler på, at der er mange læsere, der foretrækker at blive udsat for et russisk retsvæsen i stedet for et litauisk eller estisk – og ganske store russisktalende og russisksindende befolkningsgrupper. Man kan derfor teste de to syn på tillid i Baltikum, fordi det førstnævnte har som en helt nødvendig konsekvens, at der ikke burde være forskel på russere og balter. De er jo udsat for de samme formelle institutioner. Det andet syn peger derimod på, at russerne i en vis grad bør have samme tillid til andre mennesker som russere i Rusland.

Hvis man bruger tal fra the European Social Survey, der spørger om tillid til andre mennesker på en skala fra 0-10, er det første og fremmest tydeligt, at esterne er langt mere tillidsfulde end andre baltere. Indeksene er 5,6 (Estland), 5,1 (Litauen), 4,0 (Letland) og 4,4 (Rusland). Men ser man på russerne i Baltikum er tallene 5,2 (Estland), 4,7 (Litauen), og 4,4 (Letland). I Letland har russerne således helt det samme tillidsniveau som i Rusland, og faktisk lidt højere end letterne. I de to lande, hvor det generelle tillidsniveau er højere end i Rusland, er russernes også højere; men de er vel at mærke stadig noget under de etnisk estiske og litauiskes. Så hvordan tolker man det?

En måde er at indse, at enhver, når han eller hun bliver spurgt om tillid til andre mennesker, bor blandt både f.eks. estere og russere. Konstruere man således et hybridniveai af esternes tilidsniveau, vægtet med hvor stor en andel af Estlands befolkning, der er estere, plus russernes i Rusland, vægtet med deres andel, burde man få en slags ’bedste bud’ på, hvordan russernes tillidsniveau i Estland burde være, hvis tilliden er kulturelt betinget. Man må jo tage hensyn til, at de bor blandt et meget stort flertal af etnisk estiske.

Hybridindekset for Litauen og Estland er 4,6 og 5,0. De to tal er ganske tæt på, men ikke helt præcist identiske med de faktiske tal fra spørgeskemaundersøgelserne. Mens man næppe kan konkludere noget endeligt på den slags simpel baggrund, er der en relativt tydelig implikation: Hvis institutionalisterne – dem, der tror at institutioner bestemmer tilliden – skulle ret, burde tallene se ganske anderles ud i Baltikum. Den persistente forskel mellem grupperne og russernes konsistent lavere tillid efter snart 25 års selvstændig udvikling peger på, at som minimum en kerne af den sociale tillid må være kulturel i en eller anden forstand.

Update: Min ven og kollega Andreas Bergh skrev om det samme emne i Dagens Samhälle i fredags.

Vi vinder når vi vågner

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2015. 6 svar

Titlen på dagens post er også titlen på Anders Krab-Johansens nye bog, der udkommer i dag. Krab-Johansen, der er chefredaktør på Børsen, har været en drivkraft bag debatten om velfærdsstaten de seneste par år, har præsteret en meget fin og tankevækkende bog. Ligesom Børsens serier om ”Hvad kan vi danskere?” og ” Det næste Danmark” er den også omhyggeligt veldokumenteret og fakta er – med et par uundgåelige svipsere – stort set uangribelige.

Børsen lancerer bogen i dag på forsiden med lidt af et scoop. Krab-Johansen har fået Danmarks Statistik til at lave en særkørsel, der viser danskernes faktiske arbejdstid. Mens han viser i bogen, at de fleste tror, at de arbejder lidt mere end almindelig arbejdstid – der pt. er 36,2 timer – er det faktiske tal for gennemsnitsdanskeren kun 31,2 timer om ugen. Den egentlige arbejdstid er endda faldende! Afsløringen om arbejdstiden er blot et af mange klare og dokumenterede problemer i det danske samfund, som Krab-Johansen stiller knivskarpt på.

Der skal naturligvis være en enkelt flue i suppen, og det er at forfatteren desværre falder for Ældresagens påstand fra sidste år om, at Danmark er verdens syvenderigeste land. Helt snævert set er det rigtigt, at vi er nummer syv på Verdensbankens liste over BNP per indbygger i løbende, nationale priser. Han overser desværre (uanset at jeg gik i rette med de skrupelløse lobbyister i Ældresagen i hans egen avis i september), at vi kunne have været endnu højere på listen, hvis bare vores priser var endnu højere! Når man tager hensyn til, at Danmark er et usandsynligt dyrt sted at bo – det danske prisniveau er EU’s højeste – er vi omkring nummer 20.

Det er heldigvis noget, der både kan ordnes til næste udgave og heller ikke skal skygge for, at Anders Krab-Johansen har skrevet en bog om alle de udfordringer, som vores samfund står overfor. Bogen diskuterer også en lang række enkeltløsninger på enkeltproblemer i stedet for at have en ’stor vision’ om hvad man bør gøre. Den fungerer derfor både som en debatbog, vi har savnet slemt de senere år, og et idekatalog for det næste Folketing. Med andre ord, den er stærkt anbefalet til alle punditokraternes læsere.

Ekonomisk Debatt om indvandring

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2015. Skriv et svar

Det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt udkom forleden. Nummer 4 er et temanummer om indvandring og skal nok give debat. Rita Bredefeldt skriver om de svenske jøders integration, Ali Ahmed om hvad man mener at vide om etnisk diskrimination, Andrej Kokkonen om hvorfor svenskerne stemmer på Sverigedemokraterne, Martin Ljunge om opdragelse af indvandreres børn, Johan Wennström og Özge Öner om hvordan flygtninge spredes geografisk bland de svenske kommuner (i et noget andet system end det danske), og Jan Ekberg om indvandrerkvinder har lavere pension. Tidsskriftet, der for tiden redigeres af Niklas Bengtsson og Niclas Berggren – også kendt som Nonicoc på Twitter og en særlig ven af punditokraterne – sigter ikke efter at være enig med alle, men efter at skabe informeret debat. Ingen tvivl om, at det nok skal lykkes med dette temanummer.

Individuel- og gruppe-rationalitet

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2015. 10 svar

En læser undrede sig forleden over, hvordan vi kunne påstå, at grækerne opfører sig individuelt rationelt. Hvordan kan rationel adfærd føre til så absurde og destruktive konsekvenser for et helt samfund? Tanken var, som mange før vores læser har argumenteret, at hvis man ser åbenbart irrationelle eller skadelige konsekvenser på gruppeplan, må de skyldes irrationel adfærd på det individuelle plan. Økonomisk og politologisk teori har dog særligt siden 1950erne vist, hvordan den populære ide ikke passer. Elendige udfald på gruppe- og samfundsplan kan sagtens skyldes fuldstændigt rationel adfærd på individplan.

John Nash formulerede i Fangernes Dilemma en situation, som David Hume havde peget på allerede i 1740. To røvere er blevet fanget af politiet og sat i separate celler. De får at vide, at hvis de holder mund, får de hver to måneder i fængsel. Hvis de begge fortæller sandheden, får de hver ni måneder, mens hvis én af dem sladrer, mens den anden ikke gør, får sladrehanken kun én måned mens den anden får ti måneder. Det er tydeligvis grupperationelt at begge holder mund, så ’skaden’ begrænses til to gange to måneder; men for fangerne er det ikke individuelt rationelt. Hvis den ene holder mund, er det rationelt for den anden at sladre – sladrehanken slipper med én i stedet for to måneder. Hvis man tror, den anden sladrer, vil man begrænse sin skade til de ni måneder, man får hvis begge sladrer. Under alle omstændigheder er den ’dominerende strategi’ at sladre.

Situationen, der beskrives i Fangernes Dilemma, er således en hvor det ikke er rationelt for de to fanger at koordinere deres adfærd. Hæver man sig op på samfundsplan, ligner mange problemer Fangernes Dilemma, men et med mange i stedet for blot to individer. Man får dermed det, der kaldes Kollektive Handlingsproblemer – situationer, hvor alle sådan set kender den bedste løsning, men hvor individuelt rationel adfærd hurtigt kan forhindre alle i at nå den. Problemet er ’free-riding’- på dansk kaldet gratistadfærd. Alle ved for eksempel, at det er ubehageligt, hvis midtbyen i Aarhus lugter af urin (ikke mindst hvis man har tømmermænd og skal gå gennem lugten). Men når Egon går hjem, betyder det stort set intet, at han – isoleret set – tisser i en port. Det gør hverken fra eller til fordi hans tis er en dråbe i havet. Det kan derfor sagtens være individuelt rationelt for ham at tisse, men fordi alle andre tænker på helt samme måde, kommer Aarhus til at stinke søndag morgen.

I hvilket omfang individuelt rationel adfærd fører til gruppe-rationel adfærd afhænger derfor af, i hvor høj grad samfundet kan løse dets kollektive handlingsproblemer. Som Mancur Olson indså i 1960erne, gælder de samme problemer nemlig civilsamfundets organisationer. Har folk samme mål og er de ikke alt for mange, er det ikke svært at koordinere dem – de betaler til organisationen, eller bidrager på anden vis. Olsons indsigt var dog, at jo større gruppen bliver og jo mere forskelligartet, jo sværere er det at begrænse free-riding, så en for stor og / eller forskelligartet organisation kan ikke fungere: Den kan ikke løse det kollektive handlingsproblem. Fagforeninger og andre forsøger derfor at fastholde medlemmer ved at tilbyde dem noget andet de kun kan få gennem foreningen andet end det kollektive gode.

Ser man ud over samfundet, er der en lang række kollektive handlingsproblemer, som skal løses før man med rette kan kalde sig et ordentligt ’samfund’. En stor del af den ideologiske diskussion de sidste 150 år har i et vist omfang handlet om, hvem der skal håndtere disse problemer – markedet, staten eller civilsamfundet (i Ostromske, private løsninger). Men et definerende karakteristika ved de nordeuropæiske samfund og deres børn – Australien, Canada, New Zealand og USA – er hvor godt de løses. Skatteopkrævning er for eksempel et kollektivt handlingsproblem, ligesom et velfungerende retsvæsen er det. De løses glimrende i Sverige og Storbritannien, men nærmest ikke i Grækenland. I alle landene opfører folk sig tilnærmelsesvist individuelt rationelt, men hvordan dén rationalitet i samspillet mellem mennesker fører til kollektiv rationalitet eller absurditeter som Grækenland, Rusland eller Congo, skyldes noget helt andet. Meget mere om det en anden dag.

Pennington introducerer Public Choice

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2015. Skriv et svar

Det er valgtid og der er næppe grænser for, hvad politikerne er klar til at bilde deres potentielle vælgere ind. Måske er nu derfor den bedste tid til at enten blive introduceret til eller mindet om, hvad public choice er for en videnskabelig tradition, og hvad den kan. Min glimrende kollega Mark Pennington – professor på King’s College, London og forfatter til Robust Political Economy – introducerer her emnet på 20 minutter.

Del 2 og 3 følger, inklusive nogle spørgsmål her.

John Nash, 1928-2015

Af Christian Bjørnskov, den 25. maj 2015. 2 svar

I går fik verden nyheden om, at John Nash og hans kone var døde i et trafikuheld. Nash blev en af de mest kendte og indflydelsesrige økonomer i efterkrigsperioden på trods af alle odds. Manden kæmpede hele sit voksne liv med paranoid schizofreni. Lidelsen blev skildret i filmen A Beautiful Mind, hvor Russell Crowe spillede Nash – en præstation der bl.a. indbragte Crowe en Golden Globe.

Nash fik Nobelprisen i økonomi i 1994 sammen med Reinhard Selten og John Harsanyi for sit fundamentale arbejde i udviklingen af spilteori. Hans PhD-afhandling, der utroligt nok kun var 27 sider lang, revolutionerede manges tankegang omkring rationel adfærd. A Fine Theorem har en glimrende gennemgang af Nashs tænkning, og flere andre blogs kommer til at skrive introduktioner de kommende dage.

Det mest berømte af hans eksempler er formuleringen af det, der nu kaldes en Nash-ligevægt. De fleste af os bruger det kendte Fangernes Dilemma som introduktion til denne type ligevægt. Forestil dig, at to bankrøvere er blevet fanget af politiet og placeret i to separate celler. De ved, at hvis de begge holder mund, får de to måneder i fængsel. Hvis de begge to sladrer til politiet, får 9 måneder, men hvis den ene sladrer, og den anden holder mund, får sladrehanken kun en måned i fængsel, mens de anden får 12 måneder. Før Nash var tanken for de fleste, at de er bedst for begge fanger at holde mund, fordi de da slipper med to måneder. Nash indså, at en rationel ligevægt ikke giver det bedste udfald for de to fanger. Grunden er, at hvis den ene fange holder mund, er det bedst for den anden fange at sladre (udfaldet er en måned i fængsel mod to hvis han også holder mund). Hvis den anden fange sladrer, er bedste valg også at sladre (udfaldet er 9 måneder mod 12). Så uanset hvad den anden fange gør, er det strategisk eneste logiske valg at sladre. Begge fanger sladrer og begge ender 9 måneder i fængsel.

Nash-ligevægten i spillet er således en elegant måde at demonstrere, at i mange strategiske situationer kan adfærd, der på det individuelle niveau er perfekt rationel, føre til situationer der bestemt ikke er optimale for ’gruppen’. Efter Nash og andre udviklede moderne, non-kooperativ spilteori, er mange situationer, som man før troede skyldtes irrationel adfærd, nu forståelige som rationel adfærd i situationer, hvor to eller flere ikke kan løse det kollektive handlingsproblem. Indsigten er både ekstremt enkel, men også dyb og revolutionerende for store dele af samfundsvidenskaberne, militærstrategi og endda biologi.

Kan grækerne lære af Danmark anno 1982?

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. maj 2015. 32 svar

På tirsdag afholdes en “Emergency Economic Summit” i Athen om krisen i græsk økonomi. Hovedtaler er Thomas Sargent, og finansminister Varoufakis har meldt sin ankomst.

Jeg er også inviteret til at holde et indlæg. Jeg vil bl.a. tage afsæt i den dramatiske udvikling i dansk økonomi efter det økonomisk-politiske regimeskifte i 1982.

Det er et af de mest kendte eksempler i litteraturen på, at finanspolitiske stramninger ligefrem kan virke ekspansivt på kort sigt. Den finanspolitiske stramning efter regeringsskiftet i 1982 betød et kraftigt omslag i det hidtil eksploderende underskud på de offentlige finanser, men ikke desto mindre gik økonomien ind i et opsving med høj økonomisk vækst – stik mod de daværende prognoser.

Oveni den finanspolitiske stramning kom endda et opgør med den hidtidige devalueringsspiral, som trods høj inflation blev erstattet med fastkurspolitikken. Også en sådan chokkur bør ifølge gængs opfattelse virke kontraktivt (altså dæmpe den økonomiske aktivitet) i en overgangsperiode, indtil inflationen og inflationsforventningerne har tilpasset sig.

Hvordan kan kontraktiv økonomisk politik virke ekspansivt? En vigtig forklaring er, at virksomheders investeringsbeslutninger og husholdningers forbrug er bestemt af deres forventninger til fremtiden. Et regimeskifte, som det vi så i begyndelsen af firserne, kan – hvis det er både uventet og troværdigt – medføre en så kraftig revision af forventningerne, at den positive effekt dominerer (jeg har skrevet mere om den økonomiske politik i firserne her).

Grækerne bør lade sig inspirere af de danske erfaringer. Også andre tilfælde med resolut indgreb over for kritisk voksende offentlige underskud er endt med at styrke de ramte økonomier – om ikke andet så på lidt længere sigt. Sverige og Finlands krise i begyndelsen af 1990erne er eksempler. Udviklingen i EU efter finanskrisen tyder også i retning af, at offentlige besparelser ikke behøver hæmme væksten langvarigt – Storbritannien og Baltikum er eksempler.

En dramatisk ændring kan også på andre måder være med til at flytte økonomien og samfundet til en ny ligevægt. Meget tyder på, at Grækenland i særlig grad er præget af rent-seeking (bl.a. i form af decideret korruption og tjenester til politiske støtter, cronyism). Ifølge dette studie svarer rent-seekingen til over halvdelen af de græske skatteindtægter (mod knap 20 pct. i Euroområdet samlet). Derfor er der et betydeligt potentiale for økonomisk vækst, hvis grækerne kan slippe ud af det rent-seeking spil, de er fanget i nu. I et sådant spil kan ligevægten let blive selvforstærkende – eksempelvis er korruption mindre risikabelt, hvis der i forvejen er meget korruption og alle forventer korruption af alle andre – og kan kun ændres ved markante reformtiltag.

Let bliver det dog næppe. Og hvor er den politiske kraft, der evner at sætte sig i spidsen for at stoppe den græske tragedie?

Politikeres kompetencer og dissonans

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2015. 2 svar

Et tilbagevendende spørgsmål i mange diskussioner blandt folk med interesse for politisk økonomi og public choice er: Hvilke karakteristika har politikere og hvad kan de egentlig? Spørger man politikere selv, er svaret naturligvis deres større indsigt i samfundet og deres visioner og omsorg for andre mennesker. Ser man mere nøgternt, er der relativt bred enighed om, at de ofte deler træk med psykopater (læs f.eks. her): Beregnende med en vilje til magt over andre mennesker, men samtidig udadvendte, umiddelbart charmerende og troværdige. Men lad mig foreslå et ekstra karakteristika: En tydelig tolerance for kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans opstår når et individ indtager – eller opdager at hun indtager – to eller flere indbyrdes modstridende holdninger eller forestillinger. Det vil f.eks. være det mentale ubehag ved at indse, at man på samme tid har lav eller ingen tillid til politikere, og at man argumenterer for større politisk kontrol med samfundet. Et problem i denne forbindelse er, at man i psykologi ofte finder, at udadvendte individer føler mindre ubehag ved kognitiv dissonans.

Mit argument for at betragte en stor accept af kognitiv dissonans er, at det virker som et krav til ’moderne’ politikere at kunne have holdninger der er indbyrdes uforenelige: støtte til at menneske har frie valg, samtidig med at man vil forbyde privat sygepleje; erklæringer om private markeders overlegenhed sammen med støtte til lukkelov og begrænsninger på butiksstørrelse; eller enhver erklæring om ytringsfrihedens ukrænkelighed efterfulgt af et ’men’.

Kan man forstå politik uden at regne med, at politikere hver dag uden ubehag møder dette problem? Jeg kan ikke se hvordan, men læserne må meget gerne byde ind – enten med modsvar eller med flere eksempler.