Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Hvad er den kinesiske vækstrate

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes faste læsere vil vide, at vi her på stedet ikke er imponerede over kinesisk nationalregnskab. I foråret dukkede der data op, der den kinesiske import var faldet næsten 20 %, og producentprisindekset var faldet godt 4 % (læs her). Nu viser det sig, at det kinesiske ølforbrug, der ellers er vokset 6 % per år de sidste ti år, stagnerede fuldstændigt sidste år (hattip: Marginal Revolution). Det passer dårligt med de officielle udmeldinger om en real vækstrate på cirka 7 %.

Christopher Balding går et skridt videre og tager fat om den officielle, kinesiske påstand om at detailhandlen steg 10,8 % i løbet af det sidste år. Her er hans kig på de (stadig) officielle data:

To examine this closer, I downloaded data from the report covering the 50 and 100 largest retail enterprises in China with sales broken out by category.  Looking at the 50 largest retail enterprises in a year over year basis, except for jewelry, all other categories are negative. Looking at the 100 largest, jewelry is still the largest gainer at 8.7% with food registering a 4.9% gain.  Total retail sales among the largest 100 registered a total gain of 1.5% year over year. Most interestingly about the top 100 year over year retail sales, there is not one category that reaches the 10.8% claimed by the NBSC.

Det er ret nemt for enhver med lidt kendskab til nationalregnskab at regne rundt og se, hvor meget de andre kategorier – primært offentligt forbrug og investeringerne – må være steget, for at en så svag indikator for privatforbruget kan være konsistent med en total vækstrate på 7 %. Den logiske konklusion er, at de kinesiske væksttal nødvendigvis må være ren fiktion. Mit personlige gæt er, at den faktiske vækstrate sagtens kan være negativ.

Udlændingedebatten og økonomers blinde punkt

Af Niels Westy, den 14. september 2015. 5 svar

Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal. – Milton Friedman

I den kommende tid vil vi her på punditokraterne komme med en række indlæg der på forskellige måder tager udgangspunkt i den debat, som har raset i årevis om tilstrømningen af udlændinge. Karsten Skjalm har allerede leveret den første.

Der vil være tale om meget forskelligartede indslag, der dog vil have det til fælles, at de vil være baseret på et samfundsvidenskabeligt grundlæg.

Vi står naturligvis kun inde for egne indlæg, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil være endog stor uenighed mellem skribenterne. Men forhåbentlig bliver vi alle klogere. Og det har vi brug for.

Min første post handler (ikke overraskende) om økonomer og økonomi – og lidt om blinde punkter.

Det økonomiske argument for immigration

At arbejdskraftens fri bevægelighed, i lighed med varer og kapital, indebærer en stigning i globalt BNP, bør ikke i sig selv være kontroversielt. Ifølge Prichets, “Let their People come“, lavet for tænketanken “Center for Global Development” vil et konservativt skøn være en stigning på 20-50 procent, mens nogle beregninger viser op til 100 procent stigning ved fuld liberalisering af arbejdsmarkedet.

gains

Man kan også tolke ovenstående som, at hvis arbejdskraften frit kunne og faktisk søgte mod højere lønninger, ville globalt BNPstige voldsomt.

Beregningerne hviler dog ofte på en række måske ikke helt realistiske forudsætninger, ikke mindst kræver det fravær af interessegrupper, som f. eks. fagforeninger, minimumslønninger mv.

De estimerede effektivitetsgevinster er sammenlignet med effekterne fra afskaffelse af resterende begrænsninger af handels- eller kapitalstrømme, unægtelig enorme, hvis beregningerne er korrekte.

Hvor effektivitetsgevinsterne ved afskaffelse af alle resterende handelshindringer er skønnet til lige under 3% af bl.a. Verdensbanken, og fuld liberalisering af kapitalbevægelserne er estimeret  til under 2 procent af globalt BNP (begge er fortsat af et omfang som er betydeligt), er gevinsten ved fri bevægelighed for arbejdskraft meget voldsom. Gevinsterne er estimeret til at være på mellem 122% og 147 %.

Men men men. Den samlede gevinst dækker naturligvis over at ikke alle grupper opnår lige stor gevinster. Både tabere og vindere er relativt nemme at identificere.

De to grupper som står til den største gevinst er kapitalejerne og migranterne. Herefter følger den relativt veluddannede del af befolkningen. De potentielle tabere (i hvert fald relativt) er ufaglært arbejdskraft i modtagerlandene, hvilket sagtens kan være (tidligere) indvandret arbejdskraft.

Nedenstående figur (fra England) viser også ganske klart at det har stor betydning for ens holdning, hvorvidt man tilhører en gruppe som står til at vinde eller tabe på den øgede mobilitet.

impact

Økonomers blinde punkt, eller hvad rager globalt BNP mig?

Det er muligvis vanskeligt at forstå for visse økonomer, men nej, et højere globalt BNP er ikke nødvendigvis et uimodståelig argument. Sådan fungerer mennesker og samfund ikke. Heller ikke hvis vi ser bort fra kulturelle indsigelser ( i forhold til økonomiske). Det er ikke nødvendigvis en erkendelse som kommer let (slet ikke til mig).

Men det er jo lidt vanskeligt at komme ud over det faktum, at der både eksisterer fagforeninger, passiv forsørgelse og politikere der jo lever af at stemmemaksimere, jævnfør også det indledende berømte citat fra Milton Friedman

I modsætning til emigranterne har (lavtuddannet) arbejdskraft i destinations-landet jo stemmeret. 

Man kunne heroverfor med rette anføre, at med stigende indkomstforskelle øges incitamentet til at søge anden beskæftigelse, der kræver flere kvalifikationer. Det er bare lidt vanskeligt at forklare folk, mildt sagt.

Og så er der det med kulturen

Økonomiske fordele ufortalt er der ét punkt man med rette kan påtale at en del økonomer har svært ved at forholde sig til, nemlig kultur.

En måde at formulere det er, at ideen om en national distinkt kultur og veneration for denne muligvis er den væsentligste bremseklods for et frit globalt arbejdsmarked.

Alternativt formuleret: faktiske kulturelle forskelle og gensidig mistro mindsker mulig udnyttelse af de økonomiske gevinster (set ud fra en utilitaristisk forestilling om at maksimere globalt BNP og velstand).

En opinionsmåling i Storbritannien i 2012 viste, at 3 ud af 4 ønsker man bremser den fortsatte indvandring, mens ca. hver anden anfører at indvandringen underminerer Storbritanniens kultur. Ifølge Anna Mayda, “Who is against Immigration“, er der en sammenhæng mellem homogenitet og afstandstagen fra arbejdskraftsindvandring.

David Card m  fl.,  “Understanding attitudes to immigration: The migration and minority module of the first European Social Survey“, påpeger at:

In general, education, work skills, linguistic ability and, most importantly, commitment to a country’s way of life are seen as important, whereas wealth, religion and race are less so.

attitude

Et slående træk er i øvrigt forskellene i holdning til fortsat indvandring. Mens Sverige  sammen med Schweiz generelt er positiv overfor immigration, er lande som bl.a. Luxembourg, Finland, Grækenland og Ungarn negativt indstillede. Som det fremgår ligger Danmark nogenlunde “midt i feltet” sammen med bl.a. Frankrig, England og Spanien.

Afrunding

Et fællestræk ved de anvendte kilder til dette blogindlæg er, at de i udgangspunktet er fortalere for arbejdskraftens fri bevægelighed, og “besværlighederne” med kultur og kulturelle forskelle i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed anses for beklagelige.

Men uanset om man opfatter modstanden/frygten mod emigranter som udtryk for en reel og forstålig frygt eller “falsk bevisthed”, er det et forhold man bør tage alvorligt. Historien har før vist hvad vi er i stand til at gøre, hvis vi mener, at vi selv og vores nære er truede. I den forstand er det underordnet om modstanden er baseret på fakta eller ej.

Internetadgang og frihed

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2015. 4 svar

En af det sidste årtis oversete udviklinger er udbredelsen af moderne kommunikation til fattige lande. Estimater peger for eksempel på, at hver anden voksen afrikaner ejer en mobiltelefon i dag, hvilket ikke blot har revolutioneret deres adgang til markedsrelevant information. Deres viden om samfundsforhold er også større og meget hurtigere end tidligere. Det samme gælder internetadgangen i store dele af den tredje verden, hvilket har givet visse repressive regimer nye udfordringer. Det kinesiske kommunistparti forsøger til stadighed at styre den information, landets har adgang til over blandt andet nettet. Deres særlige hovedpine er al den information, der ’slipper ud’ af Hong Kong, hvor partiets lange arm ikke helt rækker ind. Venezuelas regering har lignende udfordringer.

Det har indtil nu været et åbent spørgsmål, om internetudviklingen og den måde, den giver almindelige borgere yderligere adgang til information – og dermed til at sammenligne deres lands eller regions status og opførsel med andre regioner – har egentlige politiske konsekvenser. Men i det sidste nummer af Contemporary Economic Policy svarer Kathleen Sheehan og Andrew Young på spørgsmålet. Ved at sammenholde information på udviklingen i internetadgang og økonomisk frihed for en meget stor gruppe lande over tid, kan de estimere konsekvenserne af den ekstra information.

Resultatet er opløftende for de af os, der enten bekymrer os om frihed eller om økonomisk og social udvikling i verdens fattigste lande. Mens internettet ikke umiddelbart ser ud til at have implikationer for den økonomiske frihed i lande, der i forvejen er relativt frie, er det omvendt i lande, der starter med relativ ufrihed. Her kan man se en markant effekt af øget internetadgang på befolkningens økonomiske frihed. De dele af indekset, der driver effekterne, er primært område 1 og 5.

Med andre ord – og for dem, der ikke kender detaljerne i indekset – betyder det, at øget internetadgang er forbundet med en mindre offentlig sektor og væsentligt mindre reguleringer af arbejds-, kredit- og produktmarkeder. Det kinesiske kommunistparti har således god grund til at være bekymret for andet end befolkningens viden om menneskerettigheder og demokratiske krænkelser. I resten af den tredje verden svækkes regeringernes direkte indflydelse på samfundet tydeligt, i takt med at befolkningen får mere information om resten af verden.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det meget læseværdige, svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt (hattip: Nonicoc). Nummeret indeholder bl.a. en glimrende artikel af Henrik Horn om WTOs problemer – dvs. Doharunden – og fremtid. Horn understreger bl.a. problemet med at EU og USA presser på for at tvinge fattige lande til at indføre særlige reguleringer, og vurderer, at de supermagter har ”tappat intresset för WTO.”

Nummeret omfatter også artikler om lejeregulering, diskussionen om en højere pensionsalder, og produktivitetsudvikling, og en leder om forskningsfrihed. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Forskellen på aspirationer og politik

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2015. 1 svar

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2015. 9 svar

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2015. 4 svar

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

For 47 år siden i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2015. Skriv et svar

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Ulandsbistand, protektionisme og gak i “ulandsbranchen”

Af Niels Westy, den 20. august 2015. 1 svar

Egmont Publishing har besluttet at outsource en række layoutopgaver til Vietnam,. Fremover vil det  danskejede Minh Graphic løse opgaverne. Beslutningen indebærer at der nedllæges 13 stillinger i Danmark.

euroman

 

 

 

 

Minh Graphic fik i perioden 2005 – 2010 3,5 mio. kroner i statsstøtte via Udenrigsministeriet. Det har fået både Dansk Folkeparti (selvfølgelig), som vist mener at pengene burde betales tilbage og Dansk Journalistforbund op af stolen. Som journalistforbundets næstformand, Tine Johansen, udtaler til Journalisten.dk, at:

“Det er simpelthen statsstøttet nedlæggelse af danske arbejdspladser”

Man har næsten lyst til at svare hende med et “ja, og?”. For hvis ulandsbistand virker (og det sætter vi jo her på punditokraterne stort spørgsmålstegn ved), så er den naturlige konsekvens selvfølgelig at udviklingslandene deltager i det globle marked og dermed konkurrerer med danske producenter til gavn for forbrugerne og til gavn for levestandarden både i udviklingslandene og her.

Men det er åbenbart en udbredt tro i “ulandsbranchen”, at man kan yde udviklingsbistand uden at det vil have konsekvenser for den internationale konkurrence.

Knud Vilby, som er konsulent og journalist, og altid er på barrikaderne, når nogen kritiserer “ulandsbranchen”, mener også at det er et problem, at dansk ulandshjælp har støttet outsourcing fra Danmark.

Hvis man fastholder at ulandshjælp ikke må fremme deltagelse i den globale økonomi, så har det selvfølgelig klare implikationer for arten af hjælp – mottoet må være, at “den for gud skyld ikke må virke”.

Spørgsmålet er om journalistforbundet kan se det?

Det er nok ikke noget de tænker over. De er ude i et rent protektionistisk ærinde. Og mon ikke vi vil høre den gamle sang om at det synd for de fattige, når man i forbindelse med den kommende finanslov skærer ned på ulandsbistanden?

Men det er selvfølgelig allermest synd for journalistforbundet, må vi forstå.

Den førte narkotikapolitik er et brud på fundamentale menneskerettigheder

Af Niels Westy, den 17. august 2015. 1 svar

Det er et voldsomt ansvar som fortalerne for fortsat kriminalisering må tage på sig, både samfundsøkonomisk og ikke mindst menneskeligt.

En af dagens historier i Politiken er, at Human Rights Watch ønsker at legalisere alle rusmidler til eget forbrug, da forbuddet er i strid med menneskerettighederne. Og ud fra en grundlæggende (rettigheds)liberal tilgang er det jo også helt korrekt.

Ikke overaskende afvises en legalisering til eget forbrug straks af sundhedsminister Sophie Løhde med ordene:

stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige

Det første har hun helt ret i og kan passende bruges til at advare om at omgås dem med forsigtighed. Men at der skulle være tale om “at sende et forkert signal om at “stofferne er ufarlige”, er til gengæld en forvrøvlet symbolpolitisk tilgang.

Vi har ofte skrevet om den globale kamp mod narko, både ud fra rettighedsbetragtninger, men også ud fra en rationel økonomisk tilgang, hvor målet med enhver lovgivning vel trods alt må være ikke at gøre problemerne større.

Sådan forholder det sig ikke med den førte narkotikalovgivning. De menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er enorme. Langt de fleste narko-relaterede dødsfald i forbindelse med illegale rusmidler er således resultatet af den førte forbudspolitik og ikke selve rusmidlet.

Hertil kommer volden og berigelses kriminaliteten som også primært er resultatet af kriminaliseringen.  Det burde ikke være nogen overraskelse, for sådan var det også under forbudstiden i 20ernes USA.

Dynamikken ved den globale kamp mod illegale rusmidler er naturligvis fuldstændig den samme som dynamikken under forbudstiden. Og svaret bør være det samme, nemlig legalisering.

Hvis du ønsker at læse mere, er her links til en række af de mange indlæg vi har skrevet gennem årene. Og ellers må vi glæde os over at opbakningen til den helt igennem tåbelige globale narkotikapolitik langsomt med sikkert ser ud til at smuldre.

Links til tidligere indlæg

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

P1 Agenda om legalisering af narkotika

En ny narkotikapolitik

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

Det er på tide at stille krav om dokumentation til de, der tror at et forbud mod narkotika har en positiv effekt.

Verden dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Intet nyt fra hash-fronten

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud, der dræber

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Legalize it – der er penge i skidtet

Hashdebatten – så forudsigelig og tåbelig som altid.

A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”.

Vel er Danmark ikke Mexiko, og København ikke Tijuana, men…

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Incarcerex – “war on drugs”

 

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2015. Skriv et svar

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Af Niels Westy, den 9. august 2015. 6 svar

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2015. 1 svar

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 5. august 2015. 2 svar

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder

Årets specialer 3: Har vismændene haft reel indflydelse?

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2015. 8 svar

Den tredje installation i vores serie om interessante specialer fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om hvorvidt det Økonomisk Råd har haft egentlig indflydelse på dansk økonomisk politik. Specialet, som vores klumme i Børsen forleden handlede om, er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og en af de meget få i det hele taget.

Udfordringen for Anne Kristensen i ”The Influence of the Economic Council on Danish Politics” er, hvordan man griber spørgsmålet empirisk an. Hun vælger at følge Bergh, Dackehag og Rodes approach (omtalt her) ved at kode anbefalinger i alle de halvårlige rapporter siden 1962 alt efter om de er almindelige eller særligt vigtige. Anne ender med at identificere seks områder, hvor Rådet med jævne mellemrum er kommet med klare anbefalinger: 1) Finanspolitik, dvs. skat og udgifter; 2) betalingsbalancen; 3) pengepolitik; 4) arbejdsmarkedspolitik, og i særdeleshed kontanthjælp og dagpengesystemet; 5) konkurrencepolitik; og 6) boligmarkedet.

Dette grundlæggende arbejde skaber derfor et unik datasæt, der kan bruges på flere måder. Anne bruger det naturligvis til at svare på hovedspørgsmålet i sit speciale: Hvis f.eks. der er en anbefaling om at rette op på betalingsbalancen – et ret permanent problem fra sidst i 60erne og frem til 80erne – betyder det så at politikerne gør noget, der alt andet lige retter op?

Svaret er, at det kommer an på hvilken type problem, Rådet retter anbefalingen mod. Der er intet, der tyder på at danske politikere lytter til Rådet, når det gælder konkurrencepolitik eller problemer i boligmarkedet. Mens vi havde en selvstændig pengepolitik (før 1982) var der heller intet, der tydede på, at Folketinget lyttede til de anbefalinger, ligesom betalingsbalanceproblemer øjensynligt var noget, som de var aldeles ligeglade med. Omvendt finder Anne solid evidens for, at anbefalinger om at stramme op på finanspolitikken – primært gennem skattepolitikken – og styrke arbejdsmarkedspolitikken faktisk har påvirket dansk politik.

Resultaterne er tankevækkende idet de to typer anbefalinger, som politikerne faktisk lytter til, begge handler om hvordan den offentlige sektors økonomi har det. Kan man undgå underskud ved at hæve skatterne eller få flere i permanent arbejde, så de skaber skatteindtægter, lytter man gerne. Omvendt er der intet, der tyder på at anbefalinger, hvis gavnlige konsekvenser ses på længere sigt, følges. Eller som vi konkluderede forleden dag i Børsen:

Når man således kan konstatere, at danske politikere faktisk har lyttet til disse anbefalinger, kan man stadig undre sig over, hvor deres gennemslagskraft har været mindst tydelig. Svaret ligger i, hvor hurtigt man kan se gevinster fra de anbefalinger, der ikke følges. Analysen viser at danske politikere i kortsigtspolitiken er opmærksomme på rådgivningen. Rækker anbefalingernes konsekvenser udover næste valg, lytter man lige så lidt til vismændene som til andre danske økonomer.

Årets specialer 2: Hvad koster det at sanktionere mod et andet land?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2015. 1 svar

Vi skrev forleden om Berit Nielsens analyse af de miljømæssige konsekvenser af Kyoto-aftalen. Vores andet eksempel på et særligt interessant speciale fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om økonomiske sanktioner. Helene Primholdt og Lasse Blaabjerg Høgild tager i deres speciale fra foråret udgangspunkt i den aktuelle diskussion om sanktioner mod Rusland. Der findes en rig, om end uafklaret litteratur om hvor effektive økonomiske sanktioner er.

Der er generel konsensus om, at sanktioner næppe kan genskabe demokrati – Cuba er blot et af mange eksempler – og forskerne diskuterer også stadig, om man kan forhindre yderligere overgreb på menneskerettigheder, ligesom de diskuterer hvor hårdt man kan ramme lande økonomisk. Sylvanus Afesorgbor (AU) og Renuka Mahadevan (Queensland) har f.eks. et nyt og spændende papir om fordelingseffekter af sanktioner.

Helene og Lasse stiller dog et andet spørgsmål, som er blevet noget overset: Hvad koster det sanktionerende lande at indføre sanktioner mod andre? Spørgsmålet er således ikke, hvad sanktioner koster Rusland, men hvad det koster lande som Danmark at være med i sanktionerne? Svaret finder de ved at bruge såkaldte ’gravity equations’ modeller, et standardredskab i handelslitteraturen til at estimere hvorfor nogle lande handler mere med hinanden end andre.

Det generelle resultat er i og for sig ikke overraskende. Importsanktioner koster normalt det sanktionerende land omkring en fjerdedel af importen fra det land, der bliver sanktioneret, mens eksportsanktioner koster cirka 13 %. Mens importresultatet faktisk ikke ser specielt robust, er de 13 % eksporttab meget stabilt, og ikke blot noget som rige lande oplever. Cluet i analysen ligger dog i et særligt forhold, der har været ignoreret i tidligere studier: De estimerer også, hvad der sker hvis det sanktionerede land (tænk Rusland) iværksætter modsanktioner. Det viser sig, lidt ligesom i studier af toldkrige – at konsekvenserne er langt større i det tilfælde. Helene og Lasses resultater peger i retning af, at handelen stort set holder op mellem to lande, der gensidigt sanktionerer hinanden! Mens sanktioner således har omkostninger for de sanktionerende parter, kande være ganske voldsomme når de gengældes.

Helene og Lasse kommer således et solidt skridt videre i forståelsen af sanktioner og modsanktioner. Problemet med analysen – hvis man må kalde det et problem – er at den giver anledning til en række ekstra spørgsmål. I princippet er der rigeligt kød på spørgsmålet til en hel PhD-afhandling, og ikke blot et speciale. For eksempel kan man spørge sig selv om, hvilken adfærd der faktisk fører til sanktioner; hvorfor man vælger en type sanktioner frem for en anden; hvornår sanktioner igen bliver opgivet; og om sanktioner mod militærdiktaturer er mindre effektive end mod civile autokratier? Hvis jeg havde 36 timer i døgnet, var det bestemt et af de spørgsmål, jeg ville give mig i kast med.

Om grækere, danskere, kriser og møntunioner

Af Niels Westy, den 26. juli 2015. 7 svar

Underskuddet på betalingsbalancen er imidlertid så stort, at det vil kræve flere års målbevidst indsats at få det elimineret. Denne indsats er nødvendig, hvis vi skal undgå pludselig at blive konfronteret med krav udefra om en så hurtig forbedring, at der bliver væsentlig risiko for en betydelig stigning i ledigheden. I denne periode må det være klart, at den pengepolitiske bevægelsesfrihed er yderst begrænset. Det vil ikke være muligt at foretage væsentlige lempelser i pengepolitikken, og det vil være nødvendigt at opretholde et renteniveau, der er mærkbart højere end i de fleste andre industrilande.

Ordene er daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers , og citatet er fra de “glade 60ere”, nærmere bestemt 1969.

Det forhindrede dog ikke, at den førte politik fortsatte med at forværre de eksterne balancer op gennem 1970erne,  hvilket i efteråret 1979 fik daværende finansminister, Knud Heinesen, udtalte de berømte ord om at vi var på vej mod afgrunden. Eller som citatet lyder helt korrekt:

Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den

Udlandsgælden steg alene fra 1972 til 1982 således fra 17 milliarder til 142 milliarder kroner, mens arbejdsløsheden, alene fra 1972 til 1976, steg fra fra 30.000 til 134.000 personer.

download

Der skete godt nok en stramning på statens budgetter efter 1976, hvor Hoffmeyer havde truet med at lukke for private lån i banker og sparekasser, hvis ikke regeringen øgede skatterne kraftigt. Stramningerne hjalp dog ikke meget. Arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og renteniveauet forsatte med at stige, uanset at der blev foretaget en række devalueringer af kronen. Ret beset var det først med kartoffelkuren fra 1987 og frem at vi endelig fik styr på de eksterne balanceproblemer. En tilpasning som kostede en del husejere deres bolig, mens arbejdsløsheden steg og økonomien stod i stampe. Men det lykkedes til gengæld at forbedre de eksterne balancer tilstrækkeligt til, at udlandsgælden begyndte at falde.

Jeg kom til at tænke på dette i forbindelse med de seneste ugers dramatiske begivenheder omkring Grækenland, som Karsten Skjalm på fornemmeste vis redegjorde for i et par indlæg her på bloggen for et par uger siden, se også her og her.

For skulle man tro mange kommentarer, ikke mindst på de sociale medier, så lå grækerne som de have redt. Helt galt gik det, da den danske regering sagde ja til at stille med en mia. kroner Danmark garanterer for ca. 1 mia. kroner ud af et lån på 52 mia. kroner fra EU’s hjælpefond, EFSM.

Ikke fordi jeg mener, at vi, eller andre ikke-euro lande burde deltage i redningsforsøget af Grækenland. Som Liberal Alliances Europaordfører, Christina Egelund, påpegede:

Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og sager i EU skal løses af EU-medlemslandene, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland og Sambla.

De danske vælgere sagde nej til at deltage i Euroen i 2000, og den beslutning bør respekteres. Det bliver den ikke, når man tilbyder at deltage i redningsforsøget af Grækenland. På den anden side ligger det fint i forlængelse af skiftende regeringers politik, hvor man har gjort hvad man kunne for at glemme danskernes nej, og på mange måder opfører sig som var vi medlemmer. Altså blot uden at være det.

Men der er langt fra det og så til at afvise at  “låne ud til grækernes forbrugsfest”, som en konservativ kandidat til det seneste folketingsvalg udtrykte det.

Det har jeg skrevet et indlæg til Raeson om (kræver abbonement)

Heri skriver jeg bl.a. at

Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang [1987] blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales”, mens de forlod huset som var endt på tvangsaktion og var på vej ned til arbejdsformidlingen for at finde et nyt job. Sådan fungerer det jo ikke. Den enkelte dansker følte ikke noget ansvar for gældsproblemerne. Det gør den enkelte græker naturligvis heller ikke.

Sammenligningen mellem Danmark og Grækenland holder naturligvis kun et stykke af vejen. Vi kom aldrig ud i så store problemer som Grækerne nu befinder sig i.

På den anden side er det også et spørgsmål om hvor meget løsning der var i tilpasningen af dansk økonomi. Jovist fik vi styr på de eksterne balancer. Primært gennem undertrykkelse af indenlandsk privat forbrug og investering. Men løsningen indebar hverken store reformer eller en afgørende tilbagerulning af den socialstat som man opbyggede i 1970erne. Hvilket har haft betydning i form af en meget afdæmpet udvikling i BNP og privatforbrug, sammenlignet med andre lande.

Forskellene mellem dansk og græsk økonomi er naturligvis også til at tage og føle på. I Grækenland udgør den sorte økonomi ca. 25 procent af BNP – i Danmark ca. det halve.. Skatteopkrævningen er ekstrem ineffektiv. Udestående skattegæld udgør ca. 90 procent af de årlige skatteindtægter. Suverænt EU’s højeste. Danmark har en af EUs laveste.

Offentlige institutioner er præget af ineffektivitet og korruption osv. osv. Alligevel kan dette ikke i sig selv forklare dybden i den nuværende græske krise. Den må i vid udstrækning tilskrives Grækenlands medlemsskab af euroen (givet indretningen af det græske samfund, dets historie og kultur).

 

Hvis man vil læse mere om sammenhængen mellem euroen og Grækenlands – og Finlands – problemer, anbefaler jeg at man følger Lars Christensens (LC) blog, The Market Monetarist. Vi har gjort opmærksom på den før, men det kan ikke ske for tit. Lars er en af de mest spænende økonomer man kan følge for øjeblikket. Og hans blog er med rette anerkendt internationalt for sin høje standard, Lige som han selv er.

LC har således af flere omgange beskæftiget sig med hvordan det ville være gået, hvis Grækenland ikke havde været medlem af euroen. Se bl.a. “The Euro – A Fiscal Strangulation Mechanism (but mostly for monetary reasons)” og The Euro – A Fatal Conceit.

LC peger bl. a. på, at

…had the euro not be introduced and had we instead had freely floating exchange rates then “European taxpayers would (not) have had to pour billions of euros into bailing out Southern European and Eastern European government”. Said in another way had we not had the euro then there would not have been a European “debt crisis” or at least it would have been significantly smaller.

 

Læs mere her

Rivalerne Friedman og Samuelson

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. juli 2015. 11 svar

Hvis nogen kan siges at have skabt moderne makroøkonomisk teori, er det Paul Samuelson og Milton Friedman. De blev økonomer under den store depression og begge influeret af keynesiansk tænkning. Men de blev også rivaler. Det var Samuelson (og ikke Keynes), som skabte det matematiske modelapparat bag keynesiansk makroøkonomi og formulerede den såkaldt neoklassiske syntese – den udgave af keynesiansk makroteori, som kom til at præge efterkrigstiden, og hvor finanspolitisk styring syntes at kunne gøre konjunkturbevægelser til fortid. Og det var Friedman, som kom til at lede opgøret med denne tænkning over en bred kam: Metodisk, historisk, empirisk og økonomisk politisk.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2015. Skriv et svar

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling