Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Chile’s vej fra socialistisk fallitbo og den danske venstrefløj

Af Niels Westy, den 2. oktober 2015. 1 svar

Jeg har i dag et læserbrev i Weekendavisen, hvor jeg forsvarer en række danske borgerlig-liberale debattørers forsvar for de reformer, som gennemførtes i Chile under General Pinochets regeringstid.

Baggrunden er en bog af Morten Lassen, Kuppet i Chile, som trods gode anslag, desværre forfalder til gentagelsen af en række venstreorienterede myter, og viser en manglende økonomisk og idehistorisk forståelse, når det kommer til de succesfulde reformer fra midten af 1970erne og frem.

 

GDP_per_capita_LA-Chile

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indlægget er det første i en række indlæg, hvor jeg vil beskrive udviklingen i Chile fra socialistisk fallitbo til Sydamerikas mest velstående og moderne økonomi, med et stabilt demokrati og lav grad af fattigdom i forhold til resten af Latinamerika.

Læs mere på min Latinamerika-blog, Americas.dk.

 

 

Liberalisme i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2015. 2 svar

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Økonomisk Frihed 2015

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2015. Skriv et svar

Forleden udkom dette års Economic Freedom of the World rapport, der ligesom tidligere år redigeres af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall. Rapporten bekræfter som tidligere år, at Hong Kong stadig er verdens økonomisk frieste sted. Men som Fred McMahon fra Fraser Instituttet udtrykker det i pressemeddelelsen, ” “Hong Kong’s still number one but because democracy is the best safeguard of freedom, if China, which ranks low in economic freedom, encroaches on Hong Kong, we can expect Hong Kong’s ranking to fall.” Alle ville være mere trygge ved at Hong Kongs politiske institutioner udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

DK SW UK EF

Tre observationer om Skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2015. 2 svar

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

“Rystende ringe forskning om ulighed”

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes redaktør fremsætter i en kronik i Børsen i dag (desværre nok gated) en meget hård kritik af de forskningsresultater om ulighed og vækst, både OECD og IMF har ført til torvs. Det er ikke noget robust resultat, at større lighed fremmer væksten. De har altså ikke rokket – siger Bjørnskov – ved den velkendte konklusion fra litteraturen, at der ikke er nogen entydig sammenhæng (som også diskuteret i et tidligere blogindlæg). I arbejdspapiret fra OECD er der en litteraturgennemgang, hvor konklusionen i øvrigt er den samme.

Jeg har generelt stor respekt for OECD og har gennem mange år deltaget i arbejdet som dansk delegat. Det analytiske har været grundstammen i OECDs tilgang – i al fald, når det gælder økonomisk politik. Organisationen har imidlertid ikke haft godt af den transformation, der er foregået med den nuværende generalsekretær, den mexicanske politiker Gurria. Han har med egne ord forvandlet den fra en “think tank” til “do tank” med mindre vægt på støvede analyser og mere på politisk aktivisme og kampagner. Det har måske nok gjort OECD mere synlig, men det har – som The Economist var bekymret for – ikke hævet troværdigheden. Og i sidste ende er det OECDs eksistensberettigelse.

Svækker korruption erhvervs- og iværksætteraktivitet?

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2015. Skriv et svar

Dagens spørgsmål kan umiddelbart virke lige til. Hvis man skal bestikke sig til tilladelser til forskellige ting – opstart, miljø- og arbejdsforhold, eller fødevarekvalitet – bliver det markant langsommere og dyrere at starte virksomhed og drive den. Men der er andre forhold, der potentielt kan vende forholdet på hovedet. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at det er ganske svært at måle korruption, da problemets natur gør, at de involverede altid søger at hemmeligholde aktiviteten. Et nyt studie af Jamie Bologna og Amanda Ross, henholdsvis PhD-studerende og adjunkt på West Virginia University, der publiceres i Public Choice, giver et væsentligt klarere og overbevisende svar på spørgsmålet.

Forfatterne bruger det særlige forhold, at den brasilianske præsident Lula i 2003 indførte en ordning, hvor cirka en procent af kommunerne i Brasilien hver måned udvælges i et lotteri. Trækkes ens kommune, bliver dens regnskaber omhyggeligt revideret af en uafhængig enhed. Der er derfor offentligt tilgængelige data fra de tilfældige revisioner på, hvor stor en andel af en kommunes reviderede udgifter, der involverer bestikkelse. Bruger man dataene fra 2003, har man et så objektivt mål for korruption i Brasilien, som man næsten kan få.

Bologna og Ross kombinerer dette korruptionsmål med mål for erhvervsaktivitet og dens udvikling, så man kan se i hvor høj grad korruption er skadelig. Deres generelle billede er, at hvis korruptionsmålet stiger med ti procentpoint, falder antallet af virksomheder på langt sigt med 15-20 ud af et gennemsnit på 50 per kommune. De kan videre vise, at problemet er større for mindre virksomheder (med mindre end ti ansatte) og for virksomheder involveret i ressourceudvinding, byggebranchen, produktion, og transport. Generelt er 12 af de 17 sektorer dækket i de brasilianske statistikker påvirket af korruption.

De to forfattere kan dog gå et skridt videre, idet de også har et officielt mål for, hvor effektivt og udbygget, det offentlige bureaukrati er i hver kommune. De kan derfor skelne mellem ’sanding the wheels’ hypotesen om at omkostningerne ved bestikkelse ødelægger aktivitet, og ’greasing the wheels’ hypotesen, der siger at det er gavnligt at kunne bestikke sig udenom særligt tunge reguleringer og interventioner. De finder evidens for begge, idet bestikkelse på kort sigt er tydeligt positivt forbundet med erhvervsaktivitet i de kommuner, der har helt særligt svage bureaukratier. For cirka halvdelen med relativt gode bureaukratier, finder de dog helt konsistent og signifikant negative virkninger.

Selvom resultaterne derfor måske ikke er overraskende, er studiet værd at lægge mærke til. Grunden er, at Bologna og Ross først af alt afhjælper et af de helt store problemer i korruptionsforskning – hvordan man måler problemet – og derefter viser omhyggeligt og meget præcist, i hvilket omfang og i hvilke dele af økonomien, problemerne er størst. Det er sjældent, at man i denne forskning ser et papir, der så tydeligt undgår de ellers svære faldgruber, når man forsøger at vurdere bestikkelseskonsekvenser. Om politiske kontakter og lobbyisme kan skabe lige så svære problemer i bestikkelsesfri samfund som Danmark, er dog stadig et åbent spørgsmål.

Hvem og hvor søges der asyl i EU? – Status på 1. halvår 2015

Af Niels Westy, den 19. september 2015. Skriv et svar

I første halvår af 2015 søgte 398.550 mennesker om asyl i et EU land, ifølge den seneste opgørelse fra Eurostat.  Sammenligner vi 2. kvartal af 2015 med samme kvartal sidste år er der tale en fordobling i antallet af ansøgninger, og som bekendt er presset øget siden da.

ansøgereSelv om medierne primært beskæftiger sig med syriske asylsøgere, er det dog kun hver femte asylansøger som kom derfra i 2. kvartal.  Mere end  hver tiende stammer fra Afghanistan, mens den 3. største gruppe er albanere (som primært vil til Tyskland).

Ikke just det indtryk som man efterlades med, hvis man alene følger med i de daglige medier.

Af tallene fremgår også at det land som uden sammenligning modtager flest asylansøgninger, set i forhold til befolkningens størrelse er Ungarn. Således modtager man 3 gange så mange som Tyskland og dobbelt så mange som i Sverige.

Som det fremgår nedenfor er presset på Ungarn markant i forhold til andre lande. Man har således modtaget mere end 7 gange så mange asylansøgninger som gennemsnittet i EU.
asylansøgere

Det vil klæde pressen både herhjemme og i udlandet, hvis man medtager denne ikke uvæsentlige oplysning. I stedet for stort set alene at forholde sig til Victor Orban og de dramatiske billeder ved Ungarns grænse, mens man prøver at drage (dårlige) historiske paralleler til landets nære fortid under kommunismens åg.

Et pigtrådshegn for at holde mennesker ude er ikke det samme, som et hegn for at holde sin egen befolkning inde.

Danmark modtog i 1. halvår 4.000 asylansøgninger. Hvis vi havde haft samme ansøgningsrate som Ungarn, ville tallet have været 30.000!

Hvordan havde de danske politikere reageret, hvis det var tilfældet? (ikke mindst med tanke på at vi var i et valgår). Jeg gætter på at reaktionen havde været ret voldsom.

Selv om jeg bestemt ikke er noget fan af Ungarns Victor Orban, under hvem Ungarn har bevæget sig i en stadig mere autoritær og mindre liberal retning, så er det måske ikke så underligt at man har valgt at tage drastisk metoder i brug i forhold til at mindske til- og gennemstrømningen af flygtninge og immigranter (hvoraf den sidste gruppe udgør flertallet af de mennesker som bevæger sig op gennem Europa i disse dage og måneder).

Mit bedste bud er for øvrigt, at hvis strømmen af mennesker fortsætter, vil Ungarns håndtering være nomen, og ikke undtagelsen, i løbet af ganske kort tid.

At det så i sig selv ikke er en løsning på sigt er en anden sag.

Hvad er den kinesiske vækstrate

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes faste læsere vil vide, at vi her på stedet ikke er imponerede over kinesisk nationalregnskab. I foråret dukkede der data op, der den kinesiske import var faldet næsten 20 %, og producentprisindekset var faldet godt 4 % (læs her). Nu viser det sig, at det kinesiske ølforbrug, der ellers er vokset 6 % per år de sidste ti år, stagnerede fuldstændigt sidste år (hattip: Marginal Revolution). Det passer dårligt med de officielle udmeldinger om en real vækstrate på cirka 7 %.

Christopher Balding går et skridt videre og tager fat om den officielle, kinesiske påstand om at detailhandlen steg 10,8 % i løbet af det sidste år. Her er hans kig på de (stadig) officielle data:

To examine this closer, I downloaded data from the report covering the 50 and 100 largest retail enterprises in China with sales broken out by category.  Looking at the 50 largest retail enterprises in a year over year basis, except for jewelry, all other categories are negative. Looking at the 100 largest, jewelry is still the largest gainer at 8.7% with food registering a 4.9% gain.  Total retail sales among the largest 100 registered a total gain of 1.5% year over year. Most interestingly about the top 100 year over year retail sales, there is not one category that reaches the 10.8% claimed by the NBSC.

Det er ret nemt for enhver med lidt kendskab til nationalregnskab at regne rundt og se, hvor meget de andre kategorier – primært offentligt forbrug og investeringerne – må være steget, for at en så svag indikator for privatforbruget kan være konsistent med en total vækstrate på 7 %. Den logiske konklusion er, at de kinesiske væksttal nødvendigvis må være ren fiktion. Mit personlige gæt er, at den faktiske vækstrate sagtens kan være negativ.

Udlændingedebatten og økonomers blinde punkt

Af Niels Westy, den 14. september 2015. 5 svar

Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal. – Milton Friedman

I den kommende tid vil vi her på punditokraterne komme med en række indlæg der på forskellige måder tager udgangspunkt i den debat, som har raset i årevis om tilstrømningen af udlændinge. Karsten Skjalm har allerede leveret den første.

Der vil være tale om meget forskelligartede indslag, der dog vil have det til fælles, at de vil være baseret på et samfundsvidenskabeligt grundlæg.

Vi står naturligvis kun inde for egne indlæg, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil være endog stor uenighed mellem skribenterne. Men forhåbentlig bliver vi alle klogere. Og det har vi brug for.

Min første post handler (ikke overraskende) om økonomer og økonomi – og lidt om blinde punkter.

Det økonomiske argument for immigration

At arbejdskraftens fri bevægelighed, i lighed med varer og kapital, indebærer en stigning i globalt BNP, bør ikke i sig selv være kontroversielt. Ifølge Prichets, “Let their People come“, lavet for tænketanken “Center for Global Development” vil et konservativt skøn være en stigning på 20-50 procent, mens nogle beregninger viser op til 100 procent stigning ved fuld liberalisering af arbejdsmarkedet.

gains

Man kan også tolke ovenstående som, at hvis arbejdskraften frit kunne og faktisk søgte mod højere lønninger, ville globalt BNPstige voldsomt.

Beregningerne hviler dog ofte på en række måske ikke helt realistiske forudsætninger, ikke mindst kræver det fravær af interessegrupper, som f. eks. fagforeninger, minimumslønninger mv.

De estimerede effektivitetsgevinster er sammenlignet med effekterne fra afskaffelse af resterende begrænsninger af handels- eller kapitalstrømme, unægtelig enorme, hvis beregningerne er korrekte.

Hvor effektivitetsgevinsterne ved afskaffelse af alle resterende handelshindringer er skønnet til lige under 3% af bl.a. Verdensbanken, og fuld liberalisering af kapitalbevægelserne er estimeret  til under 2 procent af globalt BNP (begge er fortsat af et omfang som er betydeligt), er gevinsten ved fri bevægelighed for arbejdskraft meget voldsom. Gevinsterne er estimeret til at være på mellem 122% og 147 %.

Men men men. Den samlede gevinst dækker naturligvis over at ikke alle grupper opnår lige stor gevinster. Både tabere og vindere er relativt nemme at identificere.

De to grupper som står til den største gevinst er kapitalejerne og migranterne. Herefter følger den relativt veluddannede del af befolkningen. De potentielle tabere (i hvert fald relativt) er ufaglært arbejdskraft i modtagerlandene, hvilket sagtens kan være (tidligere) indvandret arbejdskraft.

Nedenstående figur (fra England) viser også ganske klart at det har stor betydning for ens holdning, hvorvidt man tilhører en gruppe som står til at vinde eller tabe på den øgede mobilitet.

impact

Økonomers blinde punkt, eller hvad rager globalt BNP mig?

Det er muligvis vanskeligt at forstå for visse økonomer, men nej, et højere globalt BNP er ikke nødvendigvis et uimodståelig argument. Sådan fungerer mennesker og samfund ikke. Heller ikke hvis vi ser bort fra kulturelle indsigelser ( i forhold til økonomiske). Det er ikke nødvendigvis en erkendelse som kommer let (slet ikke til mig).

Men det er jo lidt vanskeligt at komme ud over det faktum, at der både eksisterer fagforeninger, passiv forsørgelse og politikere der jo lever af at stemmemaksimere, jævnfør også det indledende berømte citat fra Milton Friedman

I modsætning til emigranterne har (lavtuddannet) arbejdskraft i destinations-landet jo stemmeret. 

Man kunne heroverfor med rette anføre, at med stigende indkomstforskelle øges incitamentet til at søge anden beskæftigelse, der kræver flere kvalifikationer. Det er bare lidt vanskeligt at forklare folk, mildt sagt.

Og så er der det med kulturen

Økonomiske fordele ufortalt er der ét punkt man med rette kan påtale at en del økonomer har svært ved at forholde sig til, nemlig kultur.

En måde at formulere det er, at ideen om en national distinkt kultur og veneration for denne muligvis er den væsentligste bremseklods for et frit globalt arbejdsmarked.

Alternativt formuleret: faktiske kulturelle forskelle og gensidig mistro mindsker mulig udnyttelse af de økonomiske gevinster (set ud fra en utilitaristisk forestilling om at maksimere globalt BNP og velstand).

En opinionsmåling i Storbritannien i 2012 viste, at 3 ud af 4 ønsker man bremser den fortsatte indvandring, mens ca. hver anden anfører at indvandringen underminerer Storbritanniens kultur. Ifølge Anna Mayda, “Who is against Immigration“, er der en sammenhæng mellem homogenitet og afstandstagen fra arbejdskraftsindvandring.

David Card m  fl.,  “Understanding attitudes to immigration: The migration and minority module of the first European Social Survey“, påpeger at:

In general, education, work skills, linguistic ability and, most importantly, commitment to a country’s way of life are seen as important, whereas wealth, religion and race are less so.

attitude

Et slående træk er i øvrigt forskellene i holdning til fortsat indvandring. Mens Sverige  sammen med Schweiz generelt er positiv overfor immigration, er lande som bl.a. Luxembourg, Finland, Grækenland og Ungarn negativt indstillede. Som det fremgår ligger Danmark nogenlunde “midt i feltet” sammen med bl.a. Frankrig, England og Spanien.

Afrunding

Et fællestræk ved de anvendte kilder til dette blogindlæg er, at de i udgangspunktet er fortalere for arbejdskraftens fri bevægelighed, og “besværlighederne” med kultur og kulturelle forskelle i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed anses for beklagelige.

Men uanset om man opfatter modstanden/frygten mod emigranter som udtryk for en reel og forstålig frygt eller “falsk bevisthed”, er det et forhold man bør tage alvorligt. Historien har før vist hvad vi er i stand til at gøre, hvis vi mener, at vi selv og vores nære er truede. I den forstand er det underordnet om modstanden er baseret på fakta eller ej.

Internetadgang og frihed

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2015. 4 svar

En af det sidste årtis oversete udviklinger er udbredelsen af moderne kommunikation til fattige lande. Estimater peger for eksempel på, at hver anden voksen afrikaner ejer en mobiltelefon i dag, hvilket ikke blot har revolutioneret deres adgang til markedsrelevant information. Deres viden om samfundsforhold er også større og meget hurtigere end tidligere. Det samme gælder internetadgangen i store dele af den tredje verden, hvilket har givet visse repressive regimer nye udfordringer. Det kinesiske kommunistparti forsøger til stadighed at styre den information, landets har adgang til over blandt andet nettet. Deres særlige hovedpine er al den information, der ’slipper ud’ af Hong Kong, hvor partiets lange arm ikke helt rækker ind. Venezuelas regering har lignende udfordringer.

Det har indtil nu været et åbent spørgsmål, om internetudviklingen og den måde, den giver almindelige borgere yderligere adgang til information – og dermed til at sammenligne deres lands eller regions status og opførsel med andre regioner – har egentlige politiske konsekvenser. Men i det sidste nummer af Contemporary Economic Policy svarer Kathleen Sheehan og Andrew Young på spørgsmålet. Ved at sammenholde information på udviklingen i internetadgang og økonomisk frihed for en meget stor gruppe lande over tid, kan de estimere konsekvenserne af den ekstra information.

Resultatet er opløftende for de af os, der enten bekymrer os om frihed eller om økonomisk og social udvikling i verdens fattigste lande. Mens internettet ikke umiddelbart ser ud til at have implikationer for den økonomiske frihed i lande, der i forvejen er relativt frie, er det omvendt i lande, der starter med relativ ufrihed. Her kan man se en markant effekt af øget internetadgang på befolkningens økonomiske frihed. De dele af indekset, der driver effekterne, er primært område 1 og 5.

Med andre ord – og for dem, der ikke kender detaljerne i indekset – betyder det, at øget internetadgang er forbundet med en mindre offentlig sektor og væsentligt mindre reguleringer af arbejds-, kredit- og produktmarkeder. Det kinesiske kommunistparti har således god grund til at være bekymret for andet end befolkningens viden om menneskerettigheder og demokratiske krænkelser. I resten af den tredje verden svækkes regeringernes direkte indflydelse på samfundet tydeligt, i takt med at befolkningen får mere information om resten af verden.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det meget læseværdige, svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt (hattip: Nonicoc). Nummeret indeholder bl.a. en glimrende artikel af Henrik Horn om WTOs problemer – dvs. Doharunden – og fremtid. Horn understreger bl.a. problemet med at EU og USA presser på for at tvinge fattige lande til at indføre særlige reguleringer, og vurderer, at de supermagter har ”tappat intresset för WTO.”

Nummeret omfatter også artikler om lejeregulering, diskussionen om en højere pensionsalder, og produktivitetsudvikling, og en leder om forskningsfrihed. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Forskellen på aspirationer og politik

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2015. 1 svar

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2015. 9 svar

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2015. 4 svar

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

For 47 år siden i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2015. Skriv et svar

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Ulandsbistand, protektionisme og gak i “ulandsbranchen”

Af Niels Westy, den 20. august 2015. 1 svar

Egmont Publishing har besluttet at outsource en række layoutopgaver til Vietnam,. Fremover vil det  danskejede Minh Graphic løse opgaverne. Beslutningen indebærer at der nedllæges 13 stillinger i Danmark.

euroman

 

 

 

 

Minh Graphic fik i perioden 2005 – 2010 3,5 mio. kroner i statsstøtte via Udenrigsministeriet. Det har fået både Dansk Folkeparti (selvfølgelig), som vist mener at pengene burde betales tilbage og Dansk Journalistforbund op af stolen. Som journalistforbundets næstformand, Tine Johansen, udtaler til Journalisten.dk, at:

“Det er simpelthen statsstøttet nedlæggelse af danske arbejdspladser”

Man har næsten lyst til at svare hende med et “ja, og?”. For hvis ulandsbistand virker (og det sætter vi jo her på punditokraterne stort spørgsmålstegn ved), så er den naturlige konsekvens selvfølgelig at udviklingslandene deltager i det globle marked og dermed konkurrerer med danske producenter til gavn for forbrugerne og til gavn for levestandarden både i udviklingslandene og her.

Men det er åbenbart en udbredt tro i “ulandsbranchen”, at man kan yde udviklingsbistand uden at det vil have konsekvenser for den internationale konkurrence.

Knud Vilby, som er konsulent og journalist, og altid er på barrikaderne, når nogen kritiserer “ulandsbranchen”, mener også at det er et problem, at dansk ulandshjælp har støttet outsourcing fra Danmark.

Hvis man fastholder at ulandshjælp ikke må fremme deltagelse i den globale økonomi, så har det selvfølgelig klare implikationer for arten af hjælp – mottoet må være, at “den for gud skyld ikke må virke”.

Spørgsmålet er om journalistforbundet kan se det?

Det er nok ikke noget de tænker over. De er ude i et rent protektionistisk ærinde. Og mon ikke vi vil høre den gamle sang om at det synd for de fattige, når man i forbindelse med den kommende finanslov skærer ned på ulandsbistanden?

Men det er selvfølgelig allermest synd for journalistforbundet, må vi forstå.

Den førte narkotikapolitik er et brud på fundamentale menneskerettigheder

Af Niels Westy, den 17. august 2015. 1 svar

Det er et voldsomt ansvar som fortalerne for fortsat kriminalisering må tage på sig, både samfundsøkonomisk og ikke mindst menneskeligt.

En af dagens historier i Politiken er, at Human Rights Watch ønsker at legalisere alle rusmidler til eget forbrug, da forbuddet er i strid med menneskerettighederne. Og ud fra en grundlæggende (rettigheds)liberal tilgang er det jo også helt korrekt.

Ikke overaskende afvises en legalisering til eget forbrug straks af sundhedsminister Sophie Løhde med ordene:

stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige

Det første har hun helt ret i og kan passende bruges til at advare om at omgås dem med forsigtighed. Men at der skulle være tale om “at sende et forkert signal om at “stofferne er ufarlige”, er til gengæld en forvrøvlet symbolpolitisk tilgang.

Vi har ofte skrevet om den globale kamp mod narko, både ud fra rettighedsbetragtninger, men også ud fra en rationel økonomisk tilgang, hvor målet med enhver lovgivning vel trods alt må være ikke at gøre problemerne større.

Sådan forholder det sig ikke med den førte narkotikalovgivning. De menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er enorme. Langt de fleste narko-relaterede dødsfald i forbindelse med illegale rusmidler er således resultatet af den førte forbudspolitik og ikke selve rusmidlet.

Hertil kommer volden og berigelses kriminaliteten som også primært er resultatet af kriminaliseringen.  Det burde ikke være nogen overraskelse, for sådan var det også under forbudstiden i 20ernes USA.

Dynamikken ved den globale kamp mod illegale rusmidler er naturligvis fuldstændig den samme som dynamikken under forbudstiden. Og svaret bør være det samme, nemlig legalisering.

Hvis du ønsker at læse mere, er her links til en række af de mange indlæg vi har skrevet gennem årene. Og ellers må vi glæde os over at opbakningen til den helt igennem tåbelige globale narkotikapolitik langsomt med sikkert ser ud til at smuldre.

Links til tidligere indlæg

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

P1 Agenda om legalisering af narkotika

En ny narkotikapolitik

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

Det er på tide at stille krav om dokumentation til de, der tror at et forbud mod narkotika har en positiv effekt.

Verden dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Intet nyt fra hash-fronten

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud, der dræber

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Legalize it – der er penge i skidtet

Hashdebatten – så forudsigelig og tåbelig som altid.

A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”.

Vel er Danmark ikke Mexiko, og København ikke Tijuana, men…

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Incarcerex – “war on drugs”

 

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2015. Skriv et svar

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Af Niels Westy, den 9. august 2015. 6 svar

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.