Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Danish happiness is not caused by the welfare state

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2015. 12 svar

In some of the most unlikely places in the world, people know that Denmark is the happiest country of all countries covered by international surveys. Politicians and ordinary people are therefore asking what makes the Danes so satisfied with their lives. The topic also occasionally pops up as an issue in political discussions in the UK and US, as well as in Denmark itself. The policy implications that politicians in most places draw from the simple observation that Denmark most years has the top spot are nevertheless wrong. Danish happiness has nothing to do with the welfare state.

People reach the erroneous conclusion by combining two well-known observations: Denmark is the happiest country in the world, and Denmark – as one of the three Scandinavian countries – has one of the largest welfare states in the world. As Swedes and Norwegians are also among the happiest populations, it is easy to surmise that the welfare state creates happiness. It is, however, demonstrably wrong and the simple picture arises because the some of the same factors that allow the Scandinavian welfare states to exist this side of bankruptcy also create happiness. In technical terms: the correlation between welfare state size and happiness is spurious.

While plenty of politicians and political commentators claim that welfare policies create happiness, it has been a strangely well-kept secret in happiness studies since Ruut Veenhoven first published a paper on the topic in 2000 that they don’t. Veenhoven set out to estimate how much happiness is created by the welfare state, clearly expecting a substantial positive effect, but found a zero. Most subsequent studies have recreated the zero while several recent studies also find that while redistribution does not generate happiness, non-redistributive policies in countries with larger government sectors are in general associated with lower levels of happiness.

In a particular Scandinavian context, it is also easy to see how the welfare state logically cannot be associated with happiness. The Social Democrat governments of Denmark headed by Poul Nyrup Rasmussen did more to reform the welfare state and roll back some of its most generous policies in the mid-1990s than any subsequent government. Yet, as is evident in the figure below, nothing happened to Danish happiness in those years. Similarly, Sweden deregulated markets, reformed parts of the government sector and substantially reduced taxes and expenditures in the mid-1990s without experiencing any changes in happiness. The only effects of these policies, which would have been vilified as ‘neoliberal’ had they been implemented anywhere else than in Scandinavia, simply seem to have been a change in the expectations that people have of what the public sector delivers to the population in return of the taxes paid by the same population.

Lykke over tid dkIf the welfare state does not create happiness, what is then the key to understanding Danish happiness? The answer can be found in the cultural fabric of the country, and particularly in two factors. The second figure illustrates the importance of the two features that do explain why Denmark, and not some other rich, democratic nation, has the happiest population in the world: having the combination of one of the highest trust levels in the world and the highest share of people stating that they are free to choose the life they want.

lykke tillid frihed dkWhen asked if you can in general trust other people, or if you have to be careful, about 70 % of Danes respond that you can trust other people. While Norwegians and Swedes share the Danish trust level, the global average is 27 %, and even in well-functioning neighbouring countries like Germany and the United Kingdom, ‘only’ about 40 % declare that they trust most of their fellow citizens. In terms of trust in other people – but no trust in government – Scandinavia is head and shoulders above the rest of the world. Similarly, when Gallup asked people about their freedom to choose the life they want to lead, Denmark turned out to be the freest country in the world. 94 % of Danes (and 93 % in Norway and Australia) stated that they were free to choose. While the welfare state makes the Danes less economically free, their perception of how socially free they are – their personal freedom – ranks among the strongest in the world.

At the end of the day, the confusion of why the Danes are so happy comes from the fact that what matters is what you don’t get used to. Denmark is a country in which a welfare state built by incredibly greedy politicians who hunger for popularity and votes can actually be funded – at least for the time being. But what makes the Danes happy are features that you don’t read about in the newspapers or hear about on NBC: the trust in fellow citizens and sense of personal freedom is something that people only come to discover if they visit the country or if Danes suddenly experience what it is likely to live in a country without that trust.

When a Danish woman a few years ago got arrested in New York for leaving her sleeping baby in a pram on the sidewalk outside the café where she was having lunch, she did what Scandinavians do every day. Until a journalist wrote about it, the American public treated her like a horrible mom because they couldn’t imagine a country where people could do that. Likewise, it can be difficult to imagine a country where you’re not only free to have whatever religion you like, but also free to be free from religion. Those things have nothing to do with the state, and everything to do with the Danish ‘menneskesyn’ – the way we see other people. I’m happy that the welfare state didn’t change that!

Bang For The Buck

Af Niels Westy, den 18. november 2015. 1 svar

Hash

I forbudstidens USA i 1920erne talte man om fænomenet “Bang for the Buck”. Forbuddet medførte en kraftig forøgelse i forbruget af skarp spiritus på bekostning af mindre alkoholiske drikke.

Samtidig gik folk til yderlighederne for at indtage alkohol på den mest “rus-effektive” måde. For eksempel at injicere alkohol på samme måde som man i dag injicerer heroin (og kokain) for at få maksimal effekt.

Så snart forbuddet ophævedes, vendte forbrugssammensætningen tilbage til en mere normal sammensætning.

Forklaringen er naturligvis at indtagelsen af alkohol under forbuddet primært blev drevet af ønsket om at blive fuld. Set fra udbyders side var det naturligvis også en fordel med stærk spiritus, da den hermed fyldte mindre.

Hash er 3 gange stærkere end for 20 år siden, eller er det?

I dagens medier, bl.a., Berlingske Tidende, er der så en historie om at hash er blevet 3 gange stærkere de seneste 20 år. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens årlige rapport, hvor man også kan læse at forbruget af illegale rusmidler er faldende, ikke mindst blandt de helt unge.

Under overskriften “Overraskende højt indhold af THC i hash”, skriver man bl. a. at

En særlig gennemgang af hashanalyser i Danmark gennem 2014 viser, at THC-indholdet i gennemsnit er 28 %, hvilket er betydeligt højere end år tilbage. Som med andre stoftyper ses store variationer i kvaliteten af hash med et spænd i THC-indholdet fra 13 % til 48 %. Det er usikkert, hvad den stigende koncentration af THC betyder, men det må antages, at risikoen for psykiske skadevirkninger stiger.

At det skulle være udtryk for at hash er blevet væsentligt stærkere, er dog forkert. Århus Universitet, som har stået for analysen af HTC indholdet, skriver således, at

Forklaringen på den forhøjede kvalitet skal sandsynligvis findes i nye forædlede cannabisplanter dyrket under nye former. Traditionelt er cannabisplanter dyrket og høstet under åben himmel i eksempelvis Marokko og Libanon. De udendørs vækstbetingelser betyder, at kvaliteten af planterne er lav og den salgsklare hash ikke så potent. I dag er cannabisproduktionen i højere grad flyttet til de europæiske lande, heriblandt Danmark, og foregår i de såkaldte skunk-væksthuse. Her bliver forædlede cannabisplanter (også kaldt skunkplanter) produceret med kunstigt tilført lys, varme og gødning. Den accelererede vækstproces resulterer efter få måneder i ekstra store og THC-holdige planter. Udover det forhøjede THC niveau, indeholder de forædlede cannabissorter også en anden sammensætning af de psykoaktive stoffer. Denne ændring er mistænkt at forøge risikoen for skadelige virkninger ved hashrygning.

Med andre ord fortrænger stærkere cannabis produkter mindre stærke. Fuldkommen som det skete med alkohol i forbudstidens USA. Der burde have været hovedhistorien i dagens medieomtale, i stedet for den faktuelt forkerte påstand om at hash er blevet stærkere.

På et legalt marked ville man naturligvis få oplysning om hvor stærkt den hash, pot eller skunk man køber er, hvorved de psykiske skadevirkninger, som sundhedsstyrelsen forestiller sig der kan opstå, alt andet ville mindskes.

Man kan så stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt et problem det er, givet at det jo er en kendt sag, at skunk generelt er væsentligt stærkere end hash.

Lyver diktaturer om vækst? (Ja)

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2015. 3 svar

I de senere år har der været relativt meget skrevet om det nominelt kommunistiske diktatur Kinas lynvækst. Kina og lignende eksempler på diktaturer med hurtig økonomisk vækst har givet baggrunden for en hel litteratur indenfor statskundskab, der drejer sig om såkaldte ”developmental states” og særligt ”developmental dictatorships.” Et problem, som det måske ikke er særligt diplomatisk at påpege, og som litteraturen stort set har ignoreret, er om man kan stole på nationalregnskaber fra diktaturer.

Når man kritiserer, at mange stoler på landenes væksttal, peger folk i litteraturen ofte på, at tallene jo kommer fra Verdensbanken. Men Verdensbanken får sine tal fra landenes egne statistikbureauer, og kun i ekstremt sjældne tilfælde melder banken ud, at den ikke stoler på dem. Så hvad gør man og hvem stoler man på?

En ny artikel, der forleden udkom i International Studies Quarterly, præsenterer en smart måde at håndtere spørgsmålet på. Christopher Magee og John Doces (begge fra Bucknell University) har fået den gode idé at sammenligne de officielle vækstmål med vækst beregnet fra NASAs mål for lysintensitet om natten. Tricket er, at det er almindeligt kendt at lysintensitet om natten er tydeligt forbundet med økonomisk udvikling. Når der således er reel udvikling i økonomien, må der også ske udvikling i nattelyset. Og lysintensitet er ikke noget, man umiddelbart kan lyve om.

I artiklen ”Reconsidering Regime Type and Growth: Lies, Dictatorships, and Statistics” sammenligner Magee og Doces derfor de to vækstmål mellem 1992 og 2008, og sammenholder dem med, hvor demokratisk landet er. Konklusionen er næppe overraskende, men meget klar: Diktaturer lyver om deres økonomiske vækst. I gennemsnit overdriver diktaturer deres årlige vækstrater med mellem ½ og 1½ procentpoint, hvilket er ganske alvorligt, givet at en ’almindelig’ real vækstrate er 2,5-3 %. For demokratier er der stort set ingen afvigelse mellem de officielle og de imputerede vækstrater.

Pudsigt nok peger Magee og Doces resultater på, at de to lande med de største afvigelser mellem de officielle tal og de imputerede vækstrater er Kina og Myanmar. Over perioden 1992-2008 voksede den kinesiske økonomi med næsten 10 % om året. Lysintensitetstallene peger på en reel vækstrate på 4-5 % i perioden. Nok var Kina en succes i perioden, men sandsynligvis slet ikke i det omfang, de har påstået. Og man må også spørge, hvad det betyder for hypoteserne om the developmental state? Hvis diktaturer lyver i det omfang, Magee og Doces finder, bliver det svært at kalde mange af disse lande for ’developmental’ på nogen meningsfuld måde.

Ekonomisk Debatt og svenske indlæg

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2015. Skriv et svar

Forleden kom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende, svenske økonomitidsskrift. Nummeret har bl.a. interessante artikler af Andreas Håkansson (Högskolan Kristianstad) om hvorvidt der er en klar sammenhæng mellem hvor ernæringsrigtige fødevarer er, og hvad de koster, og af Hans C. Blomqvist ((Svenska Handelshögskolan i Helsingfors och Vasa) om Singapores industripolitik. Håkansson peger på, at det ikke er dyrere at være sund end usund. Implikationen er, at de usunde fattige ikke kan skyde skylden på deres spisevaner på deres fattigdom.

Ekonomisk Debatts redaktør Niclas Berggren tweetede også forleden om Timothy Taylors pragtfulde omtale om den engelske vindueskat. Alle politikere, der påstår af skat ikke ændrer folks adfærd, bør tvinges til at læse artiklen, der tydeligt dokumenterer, hvordan mørket på steder, de fattige boede, skyldtes den engelske skattepolitik.

Sidst, men ikke mindst, omtaler min anden svenske kollegaven Andreas Bergh denne fine artikel om, hvad folk tror om global fattigdom. For læserne af denne blog er det måske ikke så overraskende, at 2/3 af amerikanerne tror, at den globale fattigdom næsten er ”fordoblet”, mens kun 5 % rammer rigtigt: Den er omtrent halveret. Men selv i Sverige er det færre end hver fjerde, der rammer cirka rigtigt, mens 39 % tror på en fordobling. Forfatteren Tim Montgomerie peger således på, hvordan ikke blot uvidenhed men decideres fejlagtige antagelser driver folks opfattelse og dermed deres politiske præferencer. Som Mark Twain engang sagde: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Boeing, Airbus og markedet uden et fly

Af Christian Bjørnskov, den 6. november 2015. 1 svar

Markedet for rutefly er ved at ændre sig. Mens man for få år siden syntes at være rimeligt sikker på, at der var to klare markedsledere og de vidste præcist, hvad de lavede, er der på det sidste kommet flere bolde i luften. Bloomberg skrev således i sommers, at der gik vedholdende rygter ved the Paris Air Show om, at adskillige store flyselskaber har bedt Boeing om et nyt fly. På samme tid er begge de store selskaber udfordret på markedet for mindre fly.

Boeing har officielt talt med cirka 30 kunder, inklusive American og United, og samtalerne har afsløret en helt konsistent efterspørgsel efter et fly, der ganske enkelt ikke findes i markedet for tiden. Flytypen, der uofficielt kaldes MOM – the Middle-of-the-Market airplane – vil være cirka 20 procent større end den gamle 757, og skal kunne flyve cirka 25 procent længere. Der er således efterspørgsel efter en flytype, der er en tand større end den nye generation 737 og den kommende 737MAX eller Airbus 321neo LR, og som kan flyve profitabelt over Atlanten uden problemer. Mere specifikt tales der om et fly med plads til 220-250 passagerer, der kan flyve cirka 8000-8500 kilometer.

I en dansk kontekst er et MOM således et fly, der kan gøre det økonomisk attraktivt at flyve færre passagerer direkte fra mindre lufthavne som Billund til den amerikanske østkyst. Denne fleksibilitet var også en del af baggrunden for udviklingen af Boeings 757 / 767-program og den gamle Airbus A300, der begge havde en særlig fordel i at kunne flyve langt fra mindre lufthavne. Men den sidste 757 blev bygget i 2004, og selskaber som f.eks. Icelandair løber en risiko ved at investere i de noget større Boeing 787 (det islandske valg) eller A350 (som SAS har valgt), eller det lidt mindre 737MAX (også Icelandair).

Siden 757 og 767-typerne kom på markedet i 1982 har hele udviklingen ellers ligget i enten mindre fly med god økonomi på korte ruter, eller widebodies som Airbus 330 / 340-serie, den nye A350 og Boeings 777 og 787-typer. Den internationale konkurrence på shorthaul-markedet spidser endda til i disse år, hvor Airbus og Boeing er kommet under beskydning. I Rusland har Sukhoi pt. 276 ordrer på deres MC-21, der gerne skulle lanceres kommercielt næste år, Bombardier i Canada færdigtester for tiden deres C-serie (med 243 ordrer), og brasilianske Embraer har store forventninger til deres E2-serie (pt. med 325 ordrer). Problemet for Boeing og Airbus er således, at selve markedsstrukturen er ved at ændres: Det rare duopol, som de to store producenter har haft på de vestlige markeder de sidste cirka 25 år, er ved at forsvinde i benhård konkurrence.

Omvendt går det heller ikke videre godt i markedet for kæmpefly. Boeings nye 747-8 version af den hæderkronede jumbo har indtil videre genereret 119 ordrer hvoraf 96 er leveret. Men de 60 ordrer har været på fragtversionen, og i 2014 fik Boeing kun to ordrer og der er ingen indtil videre i år! På samme måde er Airbus så småt begyndt at lide med deres kæmpefly, A380. Mens der i alt har været 317 ordrer og de 171 er leveret, fik Airbus kun 13 nye A380-ordrer sidste år. Det skal sammenlignes med 783 ordrer på A350 (201 siden 2013 og seks leveret) og 1095 ordrer på B787 (247 siden 2013 og 329 leveret). På samme måde er der allerede 306 ordrer på den stadig ufærdige, opgraderede Boeing 777X og 145 på den ligeledes fremtidige Airbus-opgradering A330neo. Markedet bevæger sig således mod de mere økonomiske og fleksible store flytyper, og muligvis mod flere nye shorthaul-fly. Det er denne udvikling, der får gabet midt i markedet til at blive større og mere synligt.

Rent teknologisk mener Boeing ikke, at de har et stort problem. Udviklingen af 787-flyet har givet dem et forspring i bl.a. vingedesign, som allerede nu bliver applikeret på den nye udvikling af 777-typen, og som uden større problemer vil kunne bruges i MOM. Den helt centrale udfordring er derimod at designe et fly, der giver cirka samme økonomi som de mindre B737 / A320-serier, men på længere ruter og med flere passagerer. Boeing bliver således bedt om at skabe et fly med samme økonomi som mindre fly – som de gør med 737MAX – men til flere passagerer. Og hvis det skal lykkes, skal de løse to basale problemer.

Det første er en kombination af aerodynamik og motoreffekt, hvor motorudviklingen slet ikke ligger hos Boeing. Den er en udfordring til de tre store virksomheder, der bygger flymotorer: Rolls Royce, General Electrics og Pratt and Whitney. Det andet problem er økonomien i selve driften udover brændstoføkonomien. Fordelen ved MOM er, at flyet er mere fleksibelt og derfor – i princippet – er mere økonomisk på tyndere besatte ruter, men udfordringen er, at det skal kunne tømmes hurtigt. En del af omkostningen ved moderne rutedrift er den såkaldte turnaround – hvor lang tid det tager, at tømme et fly for passagerer, rengøre, tanke og catere, og boarde de nye passagerer.

Boeing MOM

Og her ligger en af de værste udfordringer og et af de velkendte problemer ved 757: Fordi flyet er så langt og kun har én gang, tager det lang tid at deboarde og boarde nye passagerer. Det samme er til en vis grad allerede problemet med 737-900 og A321 – det tager simpelthen for lang tid at få folk ind og ud. Enkelte rygter går på, at man måske overvejer et langt fly med to gange og med tre sæderækker – to ved vinduet, to i midten og to ved det andet vindue. På den måde undgår man også de hadede midtersæder, men spørgsmålet er om der økonomi i at bygge et fly, der er omtrent 80 cm bredere, men uden flere sæder per række? Hvis man i stedet bygger et fly med en 2-3-2-opsætning som i Boeing-forslaget ovenfor, har man mere en erstatning for 767, ikke 757, og hvis man bygger et fly med en 3-3-opsætning, får man endnu værre turnaround-problemer end med 757.

Boeings John Wojick har foreløbig meldt ud – modsat hvad hans forgænger sagde – at firmaet er begyndt at afsøge mulighederne for et MOM, har ikke lovet noget som helst. Det store spørgsmål er i virkeligheden, om der har åbnet sig et tydeligt hul i markedet for mellemdistancefly med efterspørgsel fra adskillige store kunder, som hverken Boeing eller Airbus kan dække tilstrækkeligt? Hvis det er tilfældet, står man i en ganske mærkelig økonomisk situation.

Hvornår fører ulighed til vækst?

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2015. Skriv et svar

For mange nationaløkonomer og politologer på universiteter rundt omkring i verden er oktober og november en særligt travl tid. Efterårssemesteret er på sit højeste og undervisningen kører på de høje nagler, men et særligt forhold gør tiden travl: Deadlines til flere af forårets store konferencer, ikke mindst de to public choice-konferencer, ligger alle omkring første december. Det er således tiden hvor nye papirer enten skal skrives færdig i første udkast, eller andre skal revideres og efterprøves.

Jeg er i den lykkelige situation at flere spændende projekter med en række medforfattere – punditokraternes læsere vil måske nikke genkendende til navne som Therese Nilsson, Andreas Bergh (begge Lunds Universitet og IFN i Stockholm), Niclas Berggren (IFN) og Martin Rode (Universidad de Navarra) – nærmer sig et første udkast. Lidt længere nede af vejen er der også nye projekter på vej med Katharina Pfaff og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg). Det første af forårets papirer, der er klar i udkast, er dog uden medforfatter.

Papiret, der foreløbig har titlen ”Growth, Inequality and Economic Freedom: Evidence from the US States” (første udkast her), starter med en simpel, men noget overset præmis: Der er ingen grund til at tro, at sammenhængen mellem såkaldt økonomisk ulighed og vækst er den samme for alle stater. Helt særligt er ideen, at der er to relevante forhold i diskussionen. For det første giver ulighed – når den ikke skyldes rent-seeking eller direkte ulovlig aktivitet – positive incitamentseffekter. Et af de problemer, som de fleste danske økonomer anerkender, er at hvis der er lille forskel på folks indkomster, indebærer det også, at der er lille økonomisk gevinst ved en ekstra indsats, innovation eller arbejdsudbud. Stærk omfordeling skaber derfor incitamentsproblemer som bremser vækst. Dette peger på det andet forhold: Det er usandsynligt, at incitamentseffekterne af ulighed virker fuldt ud hvis den økonomiske politik arbejder imod dem gennem, f.eks., en stor offentlig sektor, omfordeling gennem skatter eller offentlige programmer, eller regulering.

Papiret tester den overordnede idé i et panel af de 50 amerikanske stater, observeret i de seks femårsperioder mellem 1981 og 2011. Fordelen er, at man således kan afvise, at forskellene skyldes store forskelle i f.eks. politiske institutioner eller traditioner, eller markante juridiske forskelle. Og resultaterne taler et tydeligt sprog: I stater med relativt lille økonomisk frihed, og i særlig grad i stater hvor et stort offentligt forbrug begrænser den økonomiske frihed, er ulighed overhovedet ikke forbundet med vækst. I den fjerdedel af observationerne, der har relativt begrænset offentligt forbrug, er der omvendt en stærkt positiv og signifikant sammenhæng.

Mens man kan undre sig over, at der ikke er flere end nogle få tidligere studier, der har undersøgt en ellers ret indlysende betingelse for, at ulighed kan have positive eller måske negative virkninger, er den mere generelle litteratur på vej i den retning. Mogens Kamp Justesens ”Better Safe than Sorry” fra sidste år undersøgte således hvordan vetoinstitutioner påvirker betydningen af juridiske institutioner, ligesom Dani Rodriks nye arbejde hviler på et lignende grundlag. Det er både en generel udvikling, der skaber en tættere forbindelse mellem teori og empiri, og en udvikling der således i højere grad stiller spørgsmålet ”under hvilke omstændigheder” end et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål. Det akademiske forår tegner til at blive interessant.

Andreas Bergh om velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2015. Skriv et svar

Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (som jeg også er affilieret med) har indledt en serie podcasts, som ofte er værd at høre. I dag har de lagt en podcast på nettet med min ven og kollega Andreas Bergh, som deler sin tid mellem Lunds Universitet og IFN. Podcasten, der kan høres her, handler primært om Andreas glimrende bog om den kapitaliske velfærdsstat, og berører blandt andet indvandring, valgfrihed, tillid og Sveriges enorme politiske fejltagelser i 1970erne. En ellers forkølet Andreas taler et så forståeligt skånsk, at selv jeg forstod det. Stærkt anbefalet!

I det nordlige Frankrig for 600 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2015. 4 svar

I dag for 600 år siden skete det utænkelige. En mindre, engelsk hær, plaget af sygdom og træt efter måneders togt, slagtede en langt større fransk hær. Ikke nok med at englænderne vandt, formåede de også at slå en stor del af Frankrigs adel ihjel, der var kommet for at vinde ære i slaget. Det hele skete på en mark udenfor landsbyen Agincourt, cirka halvvejs mellem Amiens og Calais, den 25. oktober 1415.

Slaget ved Agincourt er en af de centrale begivenheder i europæisk historie, og udødeliggjort i Shakespeares Henry V. Shakespeare lader kongen holde en kort tale umiddelbart før slaget, hvor han omtaler sin hær som ”We Band of Brothers.” Om morgenen på en regnkold dag stod 6000 englændere mod det, de fleste historikere sætter som en mindst fire gange større fransk hær. Da dagen var omme, var omtrent 5000 franske soldater og adelsmænd døde. De engelske tab sættes typisk til 200-300 mænd og drenge. Det var ikke blot et chokerende nederlag for en af de mægtigste magter i Europa, men også en rystende advarsel til tidens militæreksperter. Som Bernard Comwell (hattip: Nonicoc) skriver i The Telegraph, var den engelske hær ”the ordinary men of England and Wales, and they had met the awesome power of France in hand-to-hand fighting and they had won”. Eller som Shakespeare lader Henry V sige, var den engelske hær ”Warriors for the working-day.”

Mens mange franskmænd, og ikke mindst deres adel, var veludstyret i high-tech rustninger og moderne våben, havde englænderne to store fordele på deres side. For det første foregik slaget i næsten knæhøjt mudder i en nypløjet mark. Tungt udstyr gjorde det ekstremt svært for franskmændene at avancere eller blot bevæge sig, og moderne tests har vist, at det var næsten umuligt at komme op, hvis man faldt. Simpelt engelsk udstyr som blytunge hamre og daggerter viste sig at være effektive våben mod de nominelt overlegne franskmænd. Det meget lettere engelske udstyr indebar også, at den lille, engelske hær var langt mere fleksibel og mobil end den franske, der bogstaveligt talt kom til at sidde fast i mudderet.

For det andet bestod det meste af den engelske hær af bueskytter. De cirka 5000 mænd med langbuer kunne således i den første byge, de sendte mod den avancerende franske hær, sende 5000 pile mod franskmændene fra det mest præcise våben, verden kendte før riflen blev opfundet. Den franske hær havde også langbuer, men færre og af en anden kvalitet. Brugen af langbuer i både krig og til sport – som englænderne havde en tradition for at mestre – var en tradition, som aldrig nåede til Frankrig. Og mens det ikke var alle pile, der ramte eller penetrerede de franske rustninger, væltede pilenes moment ganske enkelt mange franske soldater. De simple hamre og daggerter gjorde resten af arbejdet.

Det er dog ikke kun fordi Slaget ved Agincourt inspirerede Shakespeare til at skrive et af historiens store mesterværker – og hvis en læser er i tvivl, så se f.eks. Kenneth Branagh’s ildspyende Crispin’s Day Speech her – men også fordi det var en begivenhed, der stillede spørgsmål ved det mægtige Frankrigs egentlige magt. Den skabte fortællingen, der stadig trives i Storbritannien og Skandinavien, at mindre nationer kan vinde over de åbenlyse fordele. Som Comwell skriver, fortalte de tusinder englændere, walisere, irere og skotter den samme historie, da de kom hjem fra Frankrig. En historie om, at almindelige mennesker med mod og ansvar kan gøre forskellen. Og en fortælling om, at selv glitrende, sydeuropæiske konger ikke er noget uden almindelige mennesker, der tager ansvar og respekt.

Ny evidens om ulandsbistand

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2015. 18 svar

Som punditokraternes læsere ved, er der en lang litteratur om ulandsbistandens effektivitet. Det overordnede billede – som kendes fra Chris Doucouliagos og Martin Paldams arbejde i metaanalyse – er at den gennemsnitlige effekt er nul. Det er efterhånden ret ukontroversielt blandt nationaløkonomer, men som Lars Christensen oplevede forleden i Radio 24 7, bliver man ofte udsat for ekstremt ubehagelige reaktioner, hvis man vover at lufte kritik af den nuværende ulandsbistand. Lars var dog på grund, der bliver stadig sikrere.

Punditokraternes ven og kollega Axel Dreher (Uni Heidelberg) havde således sammen med Vera Eichenauer, Kai Gehring, Sarah Langlotz og Steffen Lohmann forleden en kort artikel i Vox EU. Artiklen opsummerer, hvad vi som forskningsfelt efterhånden ved om makro-virkningerne af ulandsbistand. Litteraturen er stærkt opdelt, og som Dreher et al. skriver, “Despite a large number of academic articles, this literature has not reached a consensus. Researchers seem divided into ideological camps, each fighting for their model, with one group claiming to show that aid works, and the other group pointing to a lack of robustness of these results.” Det tysk-schweiziske forskerhold peger på, at litteraturen også er delt mellem tre måder at identificere kausale effekter på: 1) Brugen af befolkningsstørrelse som instrumentvariabel (små lande får relativt mere bistand); 2) brugen af tidligere års bistand (fordi bistanden er ret persistent); og 3) brugen af internationalt politiske forhold som instrumentvariabel (fordi lande, der stemmer mere med store nationer i FN får mere bistand fra dem uanset deres vækstperformance).

Forskerholdet peger på, at der er problemer med alle tre læsninger, men skitserer en ny løsning, som bruges af Dreher og Langlotz i et nyt studie (CEPR working paper 10811). Ideen er, at man finder en kombination af faktorer, der påvirker hvor meget en enkelt donor bruger på ulandsbistand som helhed på et bestemt tidspunkt, og derefter sandsynligheden for, at et bestemt uland får bistand fra den bestemte donor. Når man derefter lægger sammen, hvad et enkelt uland får i total bistand, afhænger den forecastede bistand således udelukkende af forhold, der er specifikke for donorlandene, og ikke af ulandets egen udvikling.

Dreher og Langlotz udnytter, at lande med mere fraktionaliserede regeringer og parlamenter helt generelt har større udgifter – der er ganske enkelt flere interesser, der skal tilgodeses politisk, og det indebærer større udgifter. Det generelle udgiftstryk bliver også reflekteret i større udgifter til ulandsbistand. Ved hjælp af dette ekstremt ekskluderbare instrument finder Dreher og Langlotz det samme, som de fleste andre studier: Ulandsbistand påvirker ikke den langsigtede økonomiske vækst.

Mens den særlige fløj i forskningen, der betragter ulandsbistand som en slags religiøs aktivitet, næppe vil ændre mening, er det ikke længere et godt argument, at der nok bare er endogenitetsbias. Det er også værd at bemærke, at man ikke længere kan affærdige forskere, der er skeptiske overfor ulandsbistand, som en liberalistisk minoritet. Som vi tidligere har noteret, er årets Nobelprismodtager Angus Deaton også stærkt skeptisk. Det er ved at være op ad bakke for dem, der påstår af ulandsbistand er løsningen. Men det vil nok næppe påvirke danske politikere, der er bemærkelsesværdigt faktaresistente.

Dansk udviklingspolitik og Deatons Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. oktober 2015. 2 svar

Regeringen har foreslået nogle meget begrænsede ændringer af udviklingsbistanden – inklusive en mindre beskæring af især den direkte støtte til de såkaldte programsamarbejdslande. Jeg synes, debatten i kølvandet på selv de små justeringer har været nedslående for ikke at sige direkte pinagtig. Det besluttede jeg mig for at skrive min faste klumme på Altinget om.

Men emnet fik unægtelig en ekstra dimension, da Nobelprisen i økonomi for 2015 mandag blev tildelt Angus Deaton. Hans arbejder med måling af forbrug har ført ham til at måle fattigdom, og han er derudover gået ret kontant ind i debatten om udviklingsbistand. Hans konklusion er, at den gør mere skade end gavn. Både Christian Bjørnskov og NIels Westy har nævnt pointerne her på bloggen. Det slår direkte ned i den danske debat.

Ud over klummen om udviklingsbistand har jeg skrevet denne kommentar i Børsen. Det er også blevet til interviews til Radioavisen, TV2 News, P4 og DR2. Og så har jeg skrevet min årlige Nobelprispræsentation i Weekendavisens videnskabstillæg Ideer med en chance (jeg kan desværre ikke linke, så man må have abonnement eller fat i papirudgaven).

Verdens (netto)formue 2015 ifølge Credit Suisse

Af Niels Westy, den 15. oktober 2015. 5 svar

Credit Suisse har netop udsendt deres årlige rapport om verdens (private) nettoformuer. Sidste år brugte engelske Oxfam og danske Ibis Credit Suisse datamateriale til en gennemringe og manipulerende rapport. Den udmærkede sig først og fremmest ved at vise, at de enten ikke forstod – eller ikke ønsker at forstå – hvad nettoformuer siger noget om – og måske endnu vigtigere IKKE siger noget om.

Således er det et relativt ringe mål for menneskers levevilkår, hvilket ikke hindrede Oxfam og Ibis i at turnere rundt med deres misvisende propaganda. Det skrev vi om tidligere på året, se bl.a. her.

Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og  øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-lande med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.

Fordelingen fremgår af nedenstående figur.
creditsuisseweatlhreport  Om udviklingen i 2015 skriver Credit Suisse selv:

Global wealth reached 250 trillion US dollars in 2015, slightly less than a year earlier, due to adverse exchange rate movements. The underlying wealth trends do, however, generally remain positive, according to the Credit Suisse Research Institute’s annual “Global Wealth Report.” The rise in household wealth was particularly strong in the US and China between mid-2014 to mid-2015. “Wealth is (nevertheless) still predominantly concentrated in Europe and the United States. However, the growth of wealth in emerging markets has been most impressive, including a fivefold rise in China since the beginning of the century,”

Den langsigtede trend er at nettovelstanden stiger relativt hurtigere i Kina og Indien (hvor ca. 40 procent af jordens befolkning lever) og er mere afdæmpet i I-landene.

Og mens det sikkert vil blive gentaget igen og igen af bl.a. IBIS, at verdens 1 procent rigeste nu ejer mere end de 99 procent tilsammen, er det måske mere usikkert at der vil blive talt så meget om, at der nu er flere medlemmer af middelklassen i Kina end i USA 🙂1444636885641

Angus Deaton – når ulandsbistand skader mere end den gavner

Af Niels Westy, den 13. oktober 2015. 16 svar

Foreign aid, especially when there is a lot of it, affects how institutions function and how they change. Politics has often choked off economic growth, and even in the world before aid, there were good and bad political systems. But large inflows of foreign aid change local politics for the worse and undercut the institutions needed to foster long-run growth. Aid also undermines democracy and civic participation, a direct loss over and above the losses that come from undermining economic development. These harms of aid need to be balanced against the good that aid does, whether educating children who would not otherwise have gone to school or saving the lives of those who would otherwise have died.

I forlængelse af Christians indlæg om dette års modtager af Nobelprisen i økonomi, Angus Deaton, er her en kraftig opfordring til dels at sætte en lille time af til at se nedenstående tale, som Deaton holdt ved et Cato arrangement med afsæt i sin bog, “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality”

Econtalk har også interviewet Deaton, hvilket kan høres her.

Når Ulandsbistand skader de man ønsker at hjælpe

Lige som en del andre økonomer er Angus Deaton meget skeptisk overfor hvorledes vi yder ulandsbistand og hvorvidt den rent faktisk yder et positivt bidrag til forbedring af levevilkårene for verdens fattige. Således er en stor del af “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality” reserveret dette.

Vi har før skrevet om hvorledes ulandsbistand, i lighed med rigelige naturressourcer, kan lede til “Dutch disease“. Vi ved også fra internationale studier at lande med rigelige naturressourcer, alt andet lige, synes at være præget af mere korruption og ringere regeringsførelse.

En af Angus Deatons pointer er, i lighed med William Easterly, at jo mere ulandsbistanden udgør af en given økonomi/offentlige budgetter, jo mindre betyder det for regeringer at stå på god fod med befolkningen.

Deatons udgangspunkt er, at uden evnen til at opkræve skat, vil staten ikke sikre sine borgere den grundlæggende beskyttelse, som vi f. eks. tager for givet i vores del af verden.
Borgerne vil måske ikke være beskyttet af loven, fordi domstolene ikke virker eller er korrupte. Politiet chikanerer eller udnytter fattige mennesker i stedet for at beskytte dem. At starte eller drive virksomheder besværliggøres, fordi gæld ikke betales, kontrakter  ikke kan håndhæves eller embedsmænd kræver bestikkelse.

I stedet for “rule of law” og institutioner som virker, lever man måske i angst for voldelige bander, krigsherrer eller staten (som i Zimbabwe). Der mangler rent vand eller bare minimale sanitære faciliteter, adgang til elektricitet, velfungerende skoler, eller til et anstændigt sundhedsvæsen.

Ovenstående er alt sammen konsekvenser af manglen på en duelig og kapabel stat. Og bruges ofte som argument før MERE ulandsbistand, hvor det i en række tilfælde måske mere burde bruges som argument for MINDRE bistandshjælp. Paradokset er, at ønsket om at øge statens kapacitet via støtte, kan føre til det modsatte. Det gør det, når staten i høj grad finansieres af ulandsbistand (eller afkast på eksport af olie, gas, jern, kobber mv.). Med andre ord kan en stor ulandsbistand  (målt som andel af BNP eller BNI) skade befolkningens levevilkår, i stedet for at gavne den.

Pointen er, at mens Kina, Indien eller Sydafrika, hvor ODA (offentlig bistandshjælp) i de seneste år har været mindre end 0,5 procent af nationalindkomsten, og kun nogle gange mere end 1 procent af de samlede offentlige udgifter, er støtten ikke vigtig nok til at påvirke regeringen  eller udviklingen af institutioner.

Helt anderledes ser det ud i de fleste af de 36 lande i Afrika syd for Sahara, hvor bistandshjælp udgør mindst 10 procent af nationalindkomsten.  For lande som bl.a. Benin, Burkina Faso, DR Congo, Etiopien, Madagaskar, Mali, Niger, Sierra Leone, Togo, og Uganda har støtten i længere perioder overskredet 75 procent af de offentlige udgifter.

I Kenya og Zambia, udgør bistandshjælpen henholdsvis en fjerdedel og halvdelen af ​​de offentlige udgifter. Ifølge Deaton har det afgørende betydning for modtagerlandenes ageren. Både donorer og modtagere er fundamentalt påvirket af eksistensen og størrelsen af ​​disse bistandsstrømme.

Ikke mindst betyder det noget, at man ikke er afhængig af sin egen befolknings samtykke, analog med økonomier baseret på eksport af råvarer. For flere af disse lande er man begge dele.

Dette er bestemt ikke en nyere foreteelse. Et berømt eksempel er Egypten og bomuld i midten af ​​det nittende århundrede. De to vigtigste leverandører var dengang de amerikanske sydstater og Egypten. Bomuld var Egyptens uden sammenligning vigtigste eksportvare. Landets hersker, Muhammad Ali Pasha, der ofte beskrives som grundlæggeren af ​​det moderne Egypten, købte bomulden til kun en brøkdel af verdensmarkedsprisen af de lokale producenter, og solgte det videre med stor fortjeneste.

Under den amerikanske borgerkrig tredobledes verdensmarkedsprisen på kun tre år. Resultatet blev, hvad en britisk rapport beskrev, som en “fantastisk ekstravagance” under Alis efterfølger Isma’il Pasha. Enorme summer blev brugt på offentlige projekter, af tvivlsom karakter, herunder Suez-kanalen. Udgifterne var så store, at man var nødt til at låne på de internationale kapitalmarkeder, på trods af de rekordhøje bomuldspriser. Da prisen på bomuld kollapsede efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig, udløste det store optøjer i Ægypten og endte med væbnet intervention, og i sidste ende at Storbritannien besatte landet.

foreignaidgraph21

Som Angus Deaton påpeger, skulle man have troet, at de udenlandske långivere – hvis ikke Isma’il selv – ville have forstået det problemer, der lå forude. Men dengang som nu, reduceredes långivernes risiko ved , at der var andre til at sikre tilbagebetalingen af gælden, da den Ægyptiske regering ikke længere kunne betale af på deres gæld (England). Men ok, man fik jo Suez-kanalen – trods alt. Prisen var bare meget høj.

Der er mange paralleller mellem boom i råvarepriser og ulandsbistand.  Herunder at det stimulerer offentlige udgifter af – ofte – tvivlsom karakter og på andre måder ringe regeringsførelse og institutioner. Med statsejede miner, olieforekomster, høje verdensmarkedspriser, ubegrænset forsyning af fattige arbejdere, eller en godt finansieret hær, kan magthaverne endda bevare magten uden samtykke fra befolkningen.

NGOernes misforståede skattejagt

Vi har som bekendt ved flere lejligheder skrevet om bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og IBIS (meget problematiske) klapjagt på multinationale selskaber. Deres grundlæggende argument er at de ikke betaler deres “fair” andel af skat i de lande hvor de tjener deres penge. Ifølge disse organisationer er de multinationale selskaber ansvarlig for at der ikke er et ordentligt sundhedsvæsen, skoler mv. i fattige lande. I sig selv en opsigtsvækkende kritik, givet at mange udviklingslande får en relativt stor andel af sine skatteindtægter via netop selskabsskatter for virksomheder i formelle sektor – ikke mindst multinationale selskaber.

Men følger vi Angus Deatons (og William Easterly o. a.) kritik af ulandsbistand, er NGO’ernes fokusering på multinationale selskaber helt forfejlet. Hvis de pågældende organisationer faktisk ønskede, at de pågældende stater udvikler institutioner, som rent faktisk er til gavn for borgerne, burde de derimod arbejde for, at de pågældende stater i højere grad fik deres omkostninger via beskatning af indenlandske skatteydere og i mindre grad af multinationale selskaber.

En måske lidt overraskende pointe, der muligvis ikke skal trækkes for langt, og så alligevel. Vi har jo set hvorledes dagsorden har forandret sig i mellemindkomstlande som f. eks. Brasilien de senere år. De store demonstrationer og den stigende utilfredshed med både regering og det politiske system generelt i Brasilien, er ikke mindst drevet af at man er sig bevidst om at man faktisk betaler skat og derfor forventer at få noget til gengæld.

Sådan er det ikke, når andre finansierer statens aktiviteter.

Nobelprisen i økonomi 2015: Angus Deaton

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2015. 1 svar

Som vi skrev forleden, blev Nobelprisen i økonomi uddelt i går. Prisen i år går til Angus Deaton fra Princeton University for hans arbejde om ” forbrug, fattigdom og velfærd”. Mere præcist skriver Nobel-komiteen at ”Ved at forbinde detaljerede individuelle valg og de tilhørende udfald har han gennemført en forskning, som har bidraget til at ændre områderne mikroøkonomi, makroøkonomi og udviklingsøkonomi.”

Deaton er født i Skotland i 1945 og fik sin PhD fra Cambridge i 1974. Hans store bidrag er integrationen af teori og empiri i studiet af fattigdom rundt omkring i verden. Som Alex Tabarrok skriver på Marginal Revolution: ” When you read that world poverty has fallen below 10% for the first time ever and you want to know how we know— the answer is Deaton’s work on household surveys, data collection and welfare measurement.” Det kræver f.eks. at man tager hensyn til forskelle i priser og forbrugsmønstre på tværs af lande. En god og relativt letlæst introduktion er her. Jeg er helt enig med Tabarrok i, at Deatons helt væsentlige bidrag har været at måle og forstå fattigdom – er dermed også, hvad der ikke er fattigdom.

Hans tidlige arbejde med Almost Ideal Demand Systems har også været banebrydende for f.eks. vurderinger af effekten af økonomisk politik. Hvis man f.eks. beslutter sig for at indføre en fedt- og sukkerskat, påvirke det ikke blot prisen på produkter med fedt og sukker over en politisk bestemt grænse. Det påvirker også forbruget af andre varer – større forbrug af substitutter og gennem mindre købekraft, mindre forbrug af andre varer – og dermed også deres priser.

Mange flere omtaler kan anbefales: David Leonhardt i NYT om hans The Great Escape, Tyler Cowen, Christopher Blattman, Justin Wolfers, John Cassidy, A Fine Theorem, og Lynne Kiesling. Her og her er Deaton selv.

Et adelstegn hos Deaton er, at han ikke er bange for at være kontroversiel eller politisk ukorrekt. Han har for eksempel kritiseret brugen af randomiserede eksperimenter i udviklingsforskning (her) og er generelt meget skeptisk overfor ulandsbistand (f.eks. her). Deaton har også været ude med forslaget om, at det måske ville være smartere at give folk i ulande penge direkte, i stedet for at lade dem gå gennem regeringen eller donororganisationer. Bemærk, at det var dette forslag, som Lars Christensen luftede forleden, hvorefter Trine Pertou Mach og Michael Aastrup fik lov til at opføre sig rædselsfuldt overfor ham i 24 syv (hør her). Aastrup mente ikke, at det var noget nogen kunne tage alvorligt – men hvis det kommer fra årets Nobelprismodtager?

Hvem får Nobelprisen i økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 9. oktober 2015. Skriv et svar

På mandag klokken 13 annonceres det, hvem der modtager Nobelprisen i økonomi 2015. Den årlige gætteleg er derfor gået i gang, og vi traditionen tro deltager vi også her på stedet. Selvom gættene altid er skud ud i tågen, er der ofte tre holdepunkter: 1) Hvem ’trender’ i den akademiske verden for tiden; 2) hvem sidder med emner, der internationalt og politisk er særligt aktuelle disse år; og 3) hvilke felter har ikke fået en pris i særligt lang tid?

Det første forhold har Thompson-Reuters dækket de senere år. I år peger de således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter. Problemet med deres gæt er blot, at Blundells arbejde har været meget indflydelsesrigt i arbejdsmarkedsøkonomi, der bestemt ikke er blevet forbigået de senere år. List nævnes for sit arbejde med brugen af eksperimenter i nationaløkonomi, og er absolut værdig som kandidat, men Nobelprisen i 2002 til Vernon Smith var netop for hans arbejde med at introducere eksperimenter som metode. Sidst har Manski også været stærkt indflydelsesrig for sit arbejde om sociale interaktioner, men Heckman og McFaddens pris i 2000 blev givet for arbejde indenfor et meget lignende felt.

Sidste år var Thompson-Reuters gæt i en anden retning, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring. De nævnte også er af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring entrepreneurship har længe været på vej ind i mainstream-økonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol er, at manden er så gammel at det skal være nu, hvis han skal nå at få en velfortjent Nobelpris.

En tredje mulighed, der kombinerer det aktuelle med det tredje forhold: William Nordhaus (Yale) for sit arbejde i miljøøkonomi og klimareaktioner. Feltet har ikke været i betragtning til en pris i meget lang tid, men er stærkt positioneret i den internationale debat, og få har som Nordhaus spillet en rolle for det. Et af de åbne spørgsmål, hvis det skal være en pris til miljøøkonomi er, om Nordhaus skal dele prisen med f.eks. Partha Dasgupta (Cambridge) eller måske Martin Weitzman (Harvard)?

Sidst kan man altid håbe på ens personlige favoritter. Lars Christensen peger i den sammenhæng på David Laidler (Western) for hans arbejde med økonomisk idehistorie. Lars har absolut ret i, at dette felt i stor stil er blevet forbigået i Nobelprises historie, men også i, at det næppe er sandsynligt, at prisen gives til det. Og ingen Nobelprispost her på stedet vil være færdig uden at have nævnt mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var en af de centrale figurer der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser ved at fokusere på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget il en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere var vigtig i public finance.

Som altid kan man kun vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem modtagerne skal være i år.

Update: Wall Street Journal lister en række af vores bud, men også Anthony Atkinson (Oxford) og Angus Deaton (Princeton) for deres arbejde omkring indkomstulighed, og bl.a. David Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (USC) og Peter C.B. Phillips (Yale) for økonometri. Marginal Revolution har flere af vores bud, men nævner også David Hendry, og understreger at Baumol er 93!

Årets temakapitel: Økonomisk frihed, autonomi og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2015. Skriv et svar

Hvert år er der i Fraser Instituttets rapport om Economic Freedom of the World mindst et temakapitel. I 2012 havde Nicolai Foss og jeg fornøjelsen af at skrive et kapitel om økonomisk frihed og iværksætteraktivitet, og hvert år er der nye aspekter, der kigges på. I år er Fraser-folkene gået en anden retning og fanget en bid tidsånd ved at levere et temakapitel om forholdet mellem økonomisk frihed, autonomi og lykke.

Hans Pitlik (WIFO i Wien) har sammen med Dulce Redín og Martin Rode (Universidad de Navarra) set på hvordan økonomisk frihed påvirker folks lykke og fornemmelse for ”life control” – dvs. deres fornemmelse af autonomi og personlig frihed – og hvordan autonomien påvirker lykken. Ved at kombinere det efterhånden rige datasæt om økonomisk frihed fra Fraser Instituttet med det samlede datasæt fra World Values Survey og European Values Study, der dækker seks undersøgelsesbølger siden 1981, kan de estimere virkningerne af ændringer i den økonomiske frihed ganske præcist.

Sammenligningerne på tværs af ikke mindre end 221.000 mennesker i 63 samfund i forskellige dele af verden viser ganske tydeligt, at begge dele er stærke indflydelser på folks lykke. Pitlik, Redín og Rode noterer, at ingen andre makroøkonomiske variable kommer tæt på effekten af ændringer i økonomisk frihed. En del af dens virkning er dog sandsynligvis gennem at påvirke folks opfattelse af autonomi og personlig frihed. Og som forfatterne peger på, har to af dem i et andet papir peget på, at virkningen af økonomisk frihed på autonomi er markant stærkere for relativt fattige end for velhavende.

Pitlik, Redín og Rodes temakapitel er således et bidrag til en voksende litteratur, der dokumenterer hvordan politik og institutioner påvirker folks opfattelse af deres eget liv. Den helt generelle konklusion er, at mindre regulering, mindre offentlig kontrol og bedre beskyttelse af ejendomsret ikke blot gør folk rigere, men også på andre fronter forbedrer deres liv. Konklusionen er bare ikke særligt populær hos politikere, fordi den peger på, at de helst skal holde fingrene væk.

Chile’s vej fra socialistisk fallitbo og den danske venstrefløj

Af Niels Westy, den 2. oktober 2015. 1 svar

Jeg har i dag et læserbrev i Weekendavisen, hvor jeg forsvarer en række danske borgerlig-liberale debattørers forsvar for de reformer, som gennemførtes i Chile under General Pinochets regeringstid.

Baggrunden er en bog af Morten Lassen, Kuppet i Chile, som trods gode anslag, desværre forfalder til gentagelsen af en række venstreorienterede myter, og viser en manglende økonomisk og idehistorisk forståelse, når det kommer til de succesfulde reformer fra midten af 1970erne og frem.

 

GDP_per_capita_LA-Chile

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indlægget er det første i en række indlæg, hvor jeg vil beskrive udviklingen i Chile fra socialistisk fallitbo til Sydamerikas mest velstående og moderne økonomi, med et stabilt demokrati og lav grad af fattigdom i forhold til resten af Latinamerika.

Læs mere på min Latinamerika-blog, Americas.dk.

 

 

Liberalisme i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2015. 2 svar

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Økonomisk Frihed 2015

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2015. Skriv et svar

Forleden udkom dette års Economic Freedom of the World rapport, der ligesom tidligere år redigeres af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall. Rapporten bekræfter som tidligere år, at Hong Kong stadig er verdens økonomisk frieste sted. Men som Fred McMahon fra Fraser Instituttet udtrykker det i pressemeddelelsen, ” “Hong Kong’s still number one but because democracy is the best safeguard of freedom, if China, which ranks low in economic freedom, encroaches on Hong Kong, we can expect Hong Kong’s ranking to fall.” Alle ville være mere trygge ved at Hong Kongs politiske institutioner udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

DK SW UK EF

Tre observationer om Skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2015. 2 svar

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

“Rystende ringe forskning om ulighed”

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes redaktør fremsætter i en kronik i Børsen i dag (desværre nok gated) en meget hård kritik af de forskningsresultater om ulighed og vækst, både OECD og IMF har ført til torvs. Det er ikke noget robust resultat, at større lighed fremmer væksten. De har altså ikke rokket – siger Bjørnskov – ved den velkendte konklusion fra litteraturen, at der ikke er nogen entydig sammenhæng (som også diskuteret i et tidligere blogindlæg). I arbejdspapiret fra OECD er der en litteraturgennemgang, hvor konklusionen i øvrigt er den samme.

Jeg har generelt stor respekt for OECD og har gennem mange år deltaget i arbejdet som dansk delegat. Det analytiske har været grundstammen i OECDs tilgang – i al fald, når det gælder økonomisk politik. Organisationen har imidlertid ikke haft godt af den transformation, der er foregået med den nuværende generalsekretær, den mexicanske politiker Gurria. Han har med egne ord forvandlet den fra en “think tank” til “do tank” med mindre vægt på støvede analyser og mere på politisk aktivisme og kampagner. Det har måske nok gjort OECD mere synlig, men det har – som The Economist var bekymret for – ikke hævet troværdigheden. Og i sidste ende er det OECDs eksistensberettigelse.