En lille bid skamløs selvpromovering: DR2’s “Danskernes Akademi” handlede i tirsdags om lykke og lykkeforskning. Jeg havde fornøjelsen af at holde det første af dagens foredrag. Hvis nogle læsere skulle være interesserede i infotainment til weekenden, er hele foredraget online hos DR2 her.
I forlængelse af min post om indvandring og socialstat tidligere på sommeren debatterer Morten Uhrskov og undertegnede under overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit” ved et arrangement i CEPOS lokaler, Landegreven 3.3 , på tirsdag kl. 17.00. Arrangementet afholdes i regi af Selskabet Libertas, og formålet er bl.a. at afdække de forhold som forener og adskiller en, når man har et klassisk borgerligt-liberalt udgangspunkt som undertegnede og et nationalkonservativt udgangspunkt som Morten Uhrskov.
Der er fri adgang til arrangementet.
Omend jeg, hvis jeg var amerikaner, nok ville være republikaner, er det med en vis tøven, grundet den udvikling partiet har været inde i de sidste mange år. Til gengæld er jeg et stort fan af Clint Eastwood og den konservatisme/liberalisme han står for.
Eastwoods tale/stand up optræden på det Republikanske partikonvent i torsdags har i den grad sat sindene i kog. Stort set alle aviser (i hvert fald herhjemme) har været yderst negative, og følger dermed den linje som har været fremherskende i den demokratisk orienterede presse i USA. Og der er formentlig også en del aktive republikanere som ikke just var begejstret, omend tilhørerne på selve konventet ser ud til at nyde hvert et minut af Clintens 11 minutter lange optræden.
En politisk tale i traditionel forstand er det bestemt ikke. Jovist er der tidspunkter hvor han går i stå og andre hvor han afbryder sig selv, men der er også en del “clintske” højdepunkter og ind imellem er der en kritik – ikke kun af Obama – men af det politiske system generelt og dermed også det republikanske parti.
Og mon ikke en del vælgere – også i andre lande – som grundlæggende er helt enig med Clint Eastwood, når han mod slutningen siger, at:
I would just like to say something, ladies and gentlemen. Something that I think is very important. It is that, you, we — we own this country.
We — we own it. It is not you owning it, and not politicians owning it. Politicians are employees of ours.
And — so — they are just going to come around and beg for votes every few years. It is the same old deal. But I just think it is important that you realize , that you’re the best in the world. Whether you are a Democrat or Republican or whether you’re libertarian or whatever, you are the best. And we should not ever forget that. And when somebody does not do the job, we got to let them go.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=yoqKdWY692k[/youtube]
Som vi har noteret før her på stedet, er en af de nye udviklinger i studiet af ulandshjælp, at forskere så småt er begyndt at differentiere mellem forskellige typer af hjælp. Det grundlæggende spørgsmål er, om hjælp til f.eks. civilsamfund eller turistsektoren virker på samme måde som hjælp givet til industriel udvikling eller infrastruktur. Der er ingen umiddelbar grund til at tro det, men indtil fornylig har litteraturen udelukkende beskæftiget sig med det totale omfang af hjælpen til bestemte lande.
Som vi skrev i efteråret, har jeg med fin assistance fra Maria Birch Møller været i gang med at se på, hvordan man kan skille distinkte typer af ulandshjælp fra hinanden. Efter at have udsat de foreløbige resultater for kritik fra fagfæller ved en workshop på Schiermonnikog i Holland, ligger der nu et første udkast af mit papir om typer af ulandshjælp. Det kan downloades gratis hos SSRN her. Og hvad viser resultaterne så?
Først viser det sig, at de 24 formålskoder, som AidData inddeler ulandsprojekter i, kan ’koges ned’ på statistisk valid vis til tre klare typer plus en residualkategori. Den sidste ville være bekymrende, hvis det ikke var for det faktum, at kun omkring 2½ % af al hjælp falder indenfor residualkategorien. De tre store typer ser ret klart ud til at være 1) hjælp til økonomisk udvikling; 2) hjælp til sociale formål; og 3) hjælp til genopbygning. Opdelingen, der følger mønstret fra en serie faktoranalyser, er således relativt let at fortolke.
Det store spørgsmål er naturligvis, om det gør nogen forskel, om man behandler ulandshjælp som én enhed eller de fire typer, når man estimerer dens mulige væksteffekter. Svaret ser faktisk ud til at være et ja. Der er, som i resten af litteraturen, ingen klare væksteffekter af økonomisk eller social hjælp, ligesom der heller ikke er noget klart resultat af residualet. Det nye viser sig at være hjælpen til genopbygning: Hvis man ikke tager hensyn til endogenitetsproblemer – i dette tilfælde, at de hændelser, der gør at et land har behov for genopbygning, sandsynligvis også påvirker væksten – ser det ud som om genopbygningshjælp er negativt forbundet med økonomisk vækst. Håndterer man problemet, dukker der en relativt klar og robust positiv virkning op af ulandshjælp til genopbygning.
Det interessante er naturligvis, at begge lejre i debatten om ulandshjælp kan påstå at have ret. Den positive lejr kan glæde sig over, at genopbygningshjælp faktisk ser ud til at virke efter hensigten, og endda ganske effektivt. Den skeptiske lejr kan med lige så god grund hævde, at den havde ret. Genopbygningshjælp har de seneste ti år udgjort cirka 15 % af de samlede overførsler, og giver kun logisk mening når der er noget at genopbygge – der kan således ikke være tale om udviklingshjælp, der sigter efter opbygning. Det eneste sikre er, at debatten nok fortsætter. Der er simpelthen for mange følelser og for store interesser forbundet med den.
Folketinget, med et aggressivt Radikale Venstre i spidsen, fører i disse år nærmest korstog mod rygning. Selvfølgelig er rygning sundhedsskadeligt, endda i svær grad, men både danske og udenlandske politikere har svært ved at forstå, at folk også har glæde af at ryge. Nogen kan faktisk lide det! Så politikerne lægger syndskatter på det, ligesom de gør på mad, der måske kunne indeholde sukker eller fedt. Det store spørgsmål er, om den type skatter virker?
Kevin Callison og Robert Kaestner, begge fra University of Illinois i Chicago, har i et nyt NBER working paper (no. 18326, gated version her) set grundigt på spørgsmålet. Ved at bruge en meget stor, gentaget amerikansk spørgeskemaundersøgelse, har de to estimeret effekten af ændringer i afgifter på cigaretter. En del af identifikationen kommer fra, at forskellige amerikanske stater har forhøjet afgifterne af flere omgange, men i forskellig grad og på forskellige tidspunkter. De kan derfor få et relativt præcist estimat af effekten, når den måles imod en generel amerikansk trend.
Resultaterne må være nedslående for politikerne – eller i det mindste dem, der tror på kvantitativ evidens. Deres estimater peger på, at en fordobling af afgiften kun øger chancen for at holde op med at ryge dagligt med 1½ %, og det estimat er ikke engang signifikant forskelligt fra nul. Når man i stedet ser på, hvor meget folk ryger per dag, er resultaterne ikke meget mere opmuntrende for de forbudsivrige. De peger på, at selv en fordobling af afgifterne kun vil reducere forbruget med cirka 5 %.
Det vil sige, at afgifter på rygning i bedste fald har en meget lille, og i sundhedsforstand ret ubetydelig virkning. Deres omhyggelige undersøgelse peger endda på, at de yngste (de 15 til 24-årige) ikke reagerer mere på pris- og afgiftsændringer end andre. Man kan således heller ikke, som Bente Klarlund gentagne gange har påstået, argumentere for at afgifterne er der for at afholde unge fra at begynde med at ryge dagligt. Så det eneste argument, der er tilbage, er at afgifterne skæpper i statskassen. Og ønsker man virkelig at give de politikere, vi har, endnu flere midler at gøre ’godt’ med?
Da jeg læste professor Niels Kærgårds kronik i Børsen i sidste uge (kræver abbonement), hvor han brokkede sig over “dyrkelsen” af Milton Friedman fik jeg en følelse af déjà vu fra min tid som cand. polit. studerende. Kærgård sammenligner i sin kronik nutidens tilgang til Friedman med tilgangen til Karl Marx i 1970erne (og han burde vide det, for han var en af dem) . En grundlæggende anklage var vist især, at ikke-økonomer tillod sig at skrive om Friedman og hans betydning.
Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.
Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.
Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.
Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt 🙂
Fire måder at bruger penge
1. Du bruger dine egne penge på dig selv.
Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)
2. Du bruger dine egne penge på en anden.
Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)
3. Du bruger en andens penge på dig selv.
Der er ingen smalle steder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)
4. Du bruger en andens penge på en anden.
Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).
Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor.
I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.
Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.
Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.
| Intet demokrati | Demokrati | |
| Ingen retssikkerhed |
Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe |
??? |
| Retssikkerhed | Kuwait, Singapore | Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA |
Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.
Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.
Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?
Vi har efterhånden fået en tradition for hvert år her på stedet at diskutere, hvem der er de bedste danske økonomer. Siden den første post om det i 2009 har det hver gang givet anledning til diskussion, for hvordan opgør man det? Hvert år forsøger vi at opgøre det på en lidt anderledes måde end sidst, og i år er ikke en undtagelse. Pointen er naturligvis, at det er frygteligt svært at opgøre det, for der er hverken klare retningslinjer eller enighed om, hvordan man skal vægte forskellige elementer.
Det, vi har gjort i år, er at se på fire faktorer, der alle er begrænset til artikler publiceret de sidste ti år (2002-2012): 1) de totale antal citationer, som en forsker har fået på disse artikler; 2) antallet af citationer til de to mest citerede artikler fra de sidste ti år; 3) forskerens H-indeks; og 4) den standardiserede impact-faktor på det bedste tidsskrift, en forskere har publiceret i de sidste ti år. Resultaterne følger under folden. Læs resten
Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.
I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.
Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:
1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;
2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;
3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;
4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;
5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.
Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.
Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.
Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.
Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.
Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.
Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.
Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.
Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.
Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.
I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.
In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.
Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.
Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:
More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.
Det arabiske forår skabte en masse optimisme efter det virkelig så ud som, at om nogle af landene ville blive demokratiske. Mange kommentatorer synes også at regne med, at landene nu kommer i gang økonomisk. Det vil nødvendigvis indebære, at de først gennemfører vidtgående reformer, der liberaliserer deres i dag stærkt statsstyrede økonomier. Den bagvedliggende idé, som kommentatorerne synes at dele, er således at demokratisering markant øger chancerne for at sådanne reformer gennemføres.
Er den antagelse berettiget? Det svarer en artikel i det nye nummer af European Journal of Political Economy på. Martin Rode, der til december forsvarer sin PhD-afhandling om økonomisk frihed ved Universidad de Cantabria i Santander, har brugt et år af sin studietid på Florida State University. Ud af dt ophold er der kommet en fællesartikel med James Gwartney – en af hovedmændene bag Fraser Instituttes Economic Freedom of the World projekt. I artiklen ”Does Democratization Facilitate Economic Liberalization?” finder de to forskere, at i 48 transitioner til demokrati mellem 1975 og 2009 resulterede demokratisering generelt i klar økonomisk liberaliseringer i de første ti år.
Der er dog to kvalifikationer. For det første finder Rode og Gwartney, at efter den første tiårsperiode er der en tendens til, at man igen begynder at regulere mere. For det andet gælder det, at de ustabile demokratiseringer – defineret ved en demokratiseringsepisode der efterfølges af mindst ét kup indenfor de første ti år – som oftest gennemfører strammere regulering.
Med andre ord er det kun lande, hvor et nyt demokrati tydeligvis er kommet for at blive, der liberaliserer. Hvad betyder det så for de arabiske lande? En forsigtig tolkning er vel, at juryen stadig voterer på det spørgsmål. Et andet element, som Rode og Gwartney ikke ser på, er Friedman-Hayek-hypotesen, der siger at økonomisk frihed og et uafhængig retsvæsen er en forudsætning for stabilt demokrati. Der er mere at undersøge, men det tysk-amerikanske samarbejde er vel værd at læse.
Der er en del snak for tiden om, at nu må man snart til at ‘finde en løsning’ på EU-plan. Baggrunden er, at flere større lande har det temmeligt skidt økonomisk. Mens det er almindeligt kendt blandt danskerne, er det mindre kendt, hvilke lande og i hvilket omfang de frie markedskræfter er ved at miste troen på.
Den tiltro kan nok bedst vises i rentespændet til de lande, der betragtes som ‘sikre’ investeringer. Pt. drejer det sig i høj grad om Tyskland (naturligvis), Danmark og Sverige. I figuren er den stiplede linje derfor gennemsnitsrenten på tiårige statsobligationer i disse tre lande, og altså sammenligningsgrundlaget.
Resten af figuren viser fire eksempler: Irland, Italien, Portugal og Spanien. Grækenland er slet ikke med, da landets renteniveau i juni lå på 27,8 % – markedets måde at sige på, at det er overvældende sandsynligt, at der kommer en ny, fuld bankerot. Men de fire lande er bemærkelsesværdige på den måde, at de bevæger sig i forskellige retninger.
Irland har haft nogle af de største problemer, men også ryddet massivt op og er begyndt at opleve vækst igen. Nogle kommentatorer som Paul Krugman på NYT har således meget svært ved at acceptere, at det går godt for Irland, fordi landet har gjort det stik modsatte af, hvad gammelkeynesiansk ‘visdom’ peger på. Portugal bevæger sig også i den rigtige retning, omend langsomt, da det efterhånden er klart at regering og opposition er klar til at gøre, hvad der kræves.
Spanien og Italien, derimod, er på vej den anden vej. Det bemærkelsesværdige er, at de for tiden bliver vurderet på lige fod med Irland, men med den helt modsatte trend! Hvis man for måneder siden mente, at det var ude med Irland – og det var der en del kommentatorer, der gjorde (og beskyldte irsk liberalisering) – må man nødvendigvis konstatere det samme mht. f.eks. Italien. det sker bare ikke, fordi den italienske økonomi er alt for stor til at den europæiske centralbank kan holde hånden under den – og måske fordi den tyske tålmodighed med sydlig slaphed og mangel på ansvar er ved at være forbi. Døm selv udviklingen.
Det sker vist ikke ofte vi her på bloggen henviser til Ekstrabladet, men en gang skal jo være den første. Hele dagen i dag har der for gud ved hvilken gang kørt en historie rundt i medierne omkring politiets manglende evne til at servicere borgerne. For gud ved hvilken gang anfører politiet til sit forsvar, at man er nød til at prioritere, eller som en politimand udtaler til Ekstrabladet:
Der er tidspunkter, hvor der fra borgernes side er et klart behov for at få hjælp fra politiet, men hvor vi simpelthen ikke har mulighederne som tingene er i dag,
og henviser direkte til indsatsen mod banderne – hvis eksistens og magt som bekendt primært er baseret på deres indtægter fra salg af narkotika.
Der er naturligvis ikke noget nyt under solen. I 1990erne hvde vi præcist sammen problem og politiet gav præcist samme svar. Det er imponerende – og beskæmmende – at det åbenbart fortsat ikke er gået op for de ansvarlige politikere. Vi har aldrig haft så mange betjente, og vi har vel aldrig- hvis man ser bort fra en kort periode under anden verdenskrig – haft så ringe service.
Se http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1792844.ece
“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)
I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel, og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61 % af amerikanerne, 53 % af canadierne og 40 % af schweizerne, men kun 4 % af svenskerne og 2 % af danskerne ifølge World Value Survey prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.
Historikeren og debattøren Morten Uhrskov udsendte i slutningen af maj bogen Indvandringens pris.
Bogens hovedtese er, at ikke‑vestlig indvandring gør os alle fattigere. Som han skriver om indvandring fra ikke‑vestlige lande i kronikken En rigtig dårlig forretning (Børsen 4. juni):
Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.
Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener “vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk”.
Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke‑vestlige lande set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer, at vi alle bliver fattigere.
Alt andet lige er det økonomisk‑fagligt noget vås, som skyldes, at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.
At vi kan konstatere, at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.
Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot, at de skal have en gennemsnitligt lavere lønindkomst.
Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke‑vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege, at historierne om, at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet, er noget sludder.
Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand uden empirisk belæg — tværtimod.
I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.
Jeg sidder pt. på vej hjem fra Schiermonnikoog, en lille hollandsk ø, hvor årets Beyond Basic Questions-workshop lige har været afholdt. Som altid hos denne lille gruppe, med interesser i udvikling og politisk økonomi, har der været spændende og interessante præsentationer.
Gitte Grätzer og Katja Rost (Jena) præsenterede et papir om katolske ordener og klostre i 1500 år. Clue’et i papiret var, at man kan betragte den katolske kirke som en af de første virkeligt multinationale organisationer, og at man derfor bør kunne se i dens udvikling, hvad der er vigtigt på langt sigt for den slags firma. Omfanget af arbejdet har været gigantisk: Sammen med en gruppe specialestuderende, har de to tyskere kortlagt 2771 klostre i 31 lande mellem 1001 og 1500. De har kunnet følge, hvornår klostrene blev grundlagt, hvornår de forsvandt igen, og dermed også, hvilke omstændigheder, der gjorde at nogle klostre i nogle ordener havde succes og overlevede meget længere. Konkurrence, organisatorisk kompleksitet osv. kan simpelthen studeres ved at se på denne særlige historiske udvikling.
Hannes Öhler (Heidelberg) har sammen med to kolleger studeret, hvordan ulandshjælp fordeles. Deres særlige pointe er, at de ikke ser på fordelingen mellem lande, men derimod fordelingen mellem distrikter i Indien. Med andre ord ser de tre på den geografiske fordeling af ulandshjælp indenfor et lands grænser. Hannes pegede i sin præsentation (og i papiret, som jeg havde fornøjelsen af at være udpeget til at diskutere), på at der ingen evidens er for, at fattigere områder får flere eller større Verdensbankprojekter. Tværtimod ser det ud til, at de fjernere dele af Indien får mere hjælp, uanset om de er fattigere end andre områder eller ej, og at projekterne typisk bliver lagt i områder, der også får flere udenlandske, kommercielle investeringer.
Michael Dorsch (American University Paris) sluttede konferencen af med et rent teoretisk papir, der gav en forklaring på, hvorfor man kan få demokratiserende revolutioner i stabile diktaturer. Forklaringen, der står i modsætning til de senere års teoretisk forskning i fredelige, historiske demokratiseringer (f.eks. Acemoglu-teamet), peger på adgang til billig, men præcis information som diktatoren ikke kan styre. Basalt set pegede Dorsch på en meget klar teoretisk mekanisme, der forbinder sociale medier og nettet med det Arabiske Forår – og hvorfor det ikke er sket andre steder.
Sidst, men ikke mindst, var det en svært fornøjelig workshop. Hvor ofte ser man for eksempel, at der uddeles en pris for sjoveste kommentar – og der faktisk er en hel række kandidater? Prisen blev i øvrigt vundet af Heiner Mikosch (ETH Zürich) for forklaringen af, hvorfor der på hans slide om bagvedliggende teori kun stod tre prikker: ”My coauthor is currently setting up the model – and here is what the outcome will be”, hvorefter han skiftede til en ny slide med teoretiske resultater.
For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik.
Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:
Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.
Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.
New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.
If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.
Eurobarometer, EU’s halvårlige spørgeundersøgelse, har i efteråret spurgt europæerne om den økonomiske krise. Den peger på, at europæerne generelt ikke er meget for nedskæringer, men helst vil have i både pose og sæk: Omkring halvdelen vil have nedskæringer og yderligere vækstinvesteringer på samme tid. Rapporten, der er tilgængelig her, er underlig i sig selv. Der er blevet spurgt, om ”Personally, would you say that to emerge from the crisis rapidly, EU Member States should…?” med svarkategorierne “First reduce their spending”, “First invest in measures to boost the economy”, “Both”, eller “Don’t know”. Der har derfor ingen mulighed været for at svare, for eksempel, “Intet”, eller andre handlinger.
For det andet er rapporten endnu en gang evidens for, hvor forelskede mange danskere er i staten. Kun ni procent – det suverænt laveste tal i EU – mener at man først skal skære ned. Nok er svaret helt konsistent med Paldam og Christoffersens argumenter om velfærdskoalitionen – når cirka 60 % af danskerne får deres primære indkomst fra staten er der ikke mange, der har direkte incitament til at stemme for nedskæringer af samme – men det er stadig påfaldende. Se selv figuren nedenfor, der dokumenterer forholdet mellem dem, der siger nedskæringer først overfor dem, der siger investeringer først (# for nedskæringer / # for investeringer).
Ét af finansieringselementerne i den nyligt indgåede skatteaftale er øgede chookoladeafgifter samt fremtidig indeksering af afgifterne på sukker, fedt osv. Det på trods af at et klart flertal af partierne åbenbart er imod den slags syndskatter. Alle partier, bortset fra Liberal Alliance, er på en eller anden måde er “fedtet ind” i disse afgifter.
Ifølge lørdagens aviser er, foruden Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti direkte modstandere af sukker og fedtafgifter, mens venstrefløjspartiernes ordførere udtrykker mere eller mindre skepsis.
Efterfølgende har skatteministeren udtalt, at det er regeringens ønske at adskaffe fedt og sukkerafgifterne.
For de borgerlige partier (minus LA) kan man kun endnu en gang undre sig over, hvorfor det så var så vigtigt at vedtage de pågældende afgifter i 2010. For det første vender de som alle andre forbrugsafgifter som pålignes basisvarer den tunge ende ned af, og for det andet er nettoprovenuet ved de pågældende afgifter yderst tvivlsomt, som det vil fremgå af nedenstående.
Tilbage er hensynet til vores sundhed, hvilket også har været argumentet for den nuværende regering. Med andre, at vi skal frelses fra os selv. Hvorom alting er, har det vist sig, at afgifterne er yderst skadelige for dansk erhvervsliv. Landbrug of Fødevarer mener at afgifterne koster mindst 2.400 jobs.
Det er formentlig gået de færreste forbi, at der i fredags blev indgået “en bette” skatteaftale mellem regeringen og Venstre. Rent formelt mellem regeringen, Venstre OG konservative. Sidstnævntes rolle har dog været minimal. De blev først tilkaldt fredag efter aftalen mellem regering og Venstre var klappet af.
En ekstra dimension er naturligvis, at Enhedslisten også troede at de havde en aftale, som de efterfølgende har lagt frem:
Her er (ifølge DRs hjemmesider) nogle af de mest markante forskelle mellem de to:
I udspillet: forhøjelse af topskattegrænsen med 57.900 kroner:
– Uændret i den endelige aftale.
– I aftalenotatet med Enhedslisten er topskattegrænsen kun hævet med 45.900 kr.
I udspillet: reduceret børnecheck for forsørgere med en årsindtægt på over 760.000 kr:
– Uændret i den endelige aftale.
– Taget held ud i aftalenotatet med Enhedslisten.
I udspillet: folkepensionisters grundbelæg sænkes med 13.600 kroner:
– Taget helt ud af den endelige aftale.
– Også taget helt ud i notatet til Enhedslisten
I udspillet: nedsættelse af rentefradraget for boligejere:
– Taget helt ud af den endelige aftale
– Uændret i notatet til Enhedslisten
I udspillet: overførselsindkomsterne mindrereguleres med 5,1 procent
– Uændet i den endelige aftale (dog først virkende fra 2016 i stedet for 2013)
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten
I udspillet: beskæftigelsesfradraget forhøjes fra 5,6 til 10,65 procent:
– Uændret i den endelige aftale
– Reduceret til en forhøjelse til 9,65 procent i notatet til Enhedslisten
I udspillet: udvidelse af chokoladeafgiften
– Uændret i den endelige aftale
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten. Hvis aftalen med Enhedslisten var blevet til noget, ville den meget omdiskuterede fedt- og sukkerafgift blive afskaffet.