Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.
I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.
Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:
1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;
2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;
3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;
4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;
5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.
Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.
Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.
