Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Hvem vinder Nobelprisen i økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2012. 5 svar

På mandag, den 15. oktober, uddeler Sveriges Riksbank den årlige nobelpris i økonomi (teknisk en pris i Alfred Nobels minde). Som traditionen byder, har vi nogle bud på, hvem der kunne gå hen at få prisen i år. Og selvom vi så vidt vides ikke har ramt rigtigt endnu, er her vores bedste bud på 2012-prisen.

Først har Thompson Reuters allerede i september peget på enten kombinationen Anthony Atkinson (økonomisk ulighed) og Angus Deaton (forbrug og well-being), eller Robert Schiller (volatilitet på finansmarkeder) som en anden mulighed. Begge valg giver mening, da de i en vis forstand er i tråd med disse års ’tidsånd’ og har været indflydelsesrige. Hvis man ser på valgene de seneste mange år, er det dog svært at se noget mønster, der peger på at nobelkomiteen har taget valg, der er populære på den måde.

Et andet bud kommer fra Huffington Post, der har spurgt en række eksperter og peger på Paul Romer og Robert Barro som favoritter. Begge har været nævnt de seneste år – Barro er en af dem, jeg gerne så modtage prisen – og deres banebrydende arbejde om vækst og innovation er der næppe mange, der vil underkende. Samtidig er de ukontroversielle på den måde, at begge har bidraget teoretisk til vores forståelse af vækstprocesser; Romer med flere berømte studier af innovation, Barro som en af pionererne i moderne vækstteori og med et vigtigt bidrag til den empiriske side.

Sidst er der flere, der igen i år nævner Anne Krueger og Gordon Tullock for deres banebrydende arbejde om rent-seeking. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kender noget som helst til politisk økonomi, der ikke mener at de fortjener prisen. Problemet er blot, at begge er ret gamle, og specielt Tullock er ikke længere rask. Med andre ord er spørgsmålet, om de ville være i stand til at møde op i Stockholm til december.

Andre bud, der er nævnt i blogosfæren og andre steder er f.eks. Douglas Diamond (finansiel intermediation), Jerry Hausman (specifikationstests i økonometri), William Nordhaus og Martin Weitzman (miljøøkonomi), og Eugene Fama og Kenneth French (finansiel økonomi). Traditionen tro er odds for, at det er en helt fjerde eller femte, vi ikke har nævnt, som bliver annonceret på mandag. Derfor kan man stadig bruge anledningen til at ryste posen og overveje, hvem i samfundsvidenskaberne, der fortjener den ypperste anerkendelse.

Det lange sigt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2012. 1 svar

Regeringen har det ikke godt, og både SF og Socialdemokraterne bløder vælgere. Man fristes til at skrive ”som aldrig før”, men er det faktisk sandt? For at kunne svare på det, og for at kunne sætte den nuværende, politiske situation i rimeligt historisk perspektiv, bringer vi i dag et lynoverblik over udviklingen i dansk politik siden 1945.

De to grafer nedenfor viser udviklingen på to måder. Først illustrerer vi de ’regeringsbærende’ partiers andel af Folketingets mandater. I den anden graf er venstrefløjen partier fra S og mod venstre, mens højrefløjen er V og K plus de mere højreorienterede partier. Den udeladte kategori er midten – det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Retsforbundet. Det sidste punkt ude til højre i begge grafer er den sidste meningsmåling fra Berlingske Barometer.

 

Først er det tydeligt at se socialdemokraternes glansperiode i 1950erne og 60erne hvor partiets selvforståelse blev rodfæstet. I denne periode holdt socialdemokraterne i gennemsnit 41 % af mandaterne i Folketinget, og af to omgange i 60erne holdt venstrefløjen halvdelen af mandaterne. Dén periode sluttede brat med jordskredsvalget, der bragte Fremskridtspartiet ind som det tredjestørste parti. Men i særlig grad viser de to grafer hvordan venstrefløjen og i helt særlig grad socialdemokraterne har tabt mandater de sidste tyve år i træk. Der er således ikke noget specielt overraskende i at partiet taber vælgere igen i denne periode. Overraskelsen er, at de ikke følger trenden fra de sidste knap to årtier, men endda klarer sig relativt dårligere.

Betyder det at vælgerne er rykket mod højre? Nominelt ser det sådan ud, men svaret er nok nej. Problemet er, at VK efter det knappe nederlag i 1998 er rykket markant mod venstre. Hvis man for eksempel følger den samme approach til at kode placeringen af politiske partier, som min ven og kollega Niklas Potrafke og jeg har fulgt, ser det ud til at Folketingen som helhed faktisk er rykket mod venstre siden midten af 1990erne fordi de borgerlige partier er det. Så måske er der ikke noget at glædes over som borgerlig?

Martin Paldam – 70 år

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2012. Skriv et svar

I dag fylder professor Martin Paldam, Aarhus Universitet, 70 år. Martin skifter derfor status til professor emeritus, men fortsætter med at arbejde. Som læserne af punditokraterne vil vide, arrangerede vi en workshop i anledning af hans fødselsdag sidste uge, med deltagelse fra bl.a. USA og Australien. Workshoppen vidnede både om bredden af Martins interesser og forskning, og om omfanget af hans netværk og venskaber.

Flere aviser skrev i går eller i dag om Martin. Jyllands-Posten beskrev ”hans evne til logisk og klart at analysere sig ind til kernen i det problemkompleks, han har valgt at tage op”; Berlingske understregede det vi andre ved, nemlig at økonomi og forskning er Martins hobby lige så meget som hans arbejde; og udover humoristisk (og sandt) at konstatere, at han stort set altid ved ”hvilken lokal øl det er bedst at slukke tørsten med”, peger Kristeligt Dagblad på hans faglige integritet og ”forbløffende evne til at være foregangsmand på en række områder”.

Vi kan herfra tilføje hans faglige generøsitet og evne til at skabe god stemning omkring dybe faglige diskussioner. Man behøver ikke være enige med Martin for at have en hyggelig tid. Der er et stort tillykke fra punditokraterne på dagen.

Workshop for Martin Paldam fredag-lørdag

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2012. 6 svar

I anledning af at min kære kollega og tidligere vejleder, Professor Martin Paldam, fylder 70 år på mandag, holder vi workshop på Aarhus Universitet i morgen, fredag, og lørdag. Teamet omkring workshoppen – Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig – har udvalgt en række områder, som Martin har bidraget til, og inviteret forskere, der arbejder på de pågældende områder for tiden. Udvalget af præsentationer fortsætter under folden. Workshoppen kører fredag 13.10-18.30 og lørdag 9.00-13-30.

Læs resten →

Tysk kaos

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2012. 1 svar

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

Economic Freedom of the World 2012 – ude nu

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2012. 3 svar

I dag frigives dette års Economic Freedom of the World, Annual Report – årets rapport om status på økonomisk frihed i verden – fra Fraser Instituttet i Canada. Pressemeddelelsen kan læses her. Hele rapporten er frit tilgængelig her.

Rapporten placerer igen i år Singapore og Hong Kong på toppen, med Danmark på en 16. plads og USA i stadig fald til en 18. plads i år. Som altid er der et eller flere temakapitler. Disse er i år:

Alice Crisp og James Gwartney om institutioner og frihed i Latinamerika (her).

Scott Baier, Matthew Clance og Gerald Dwyer om bankkriser og økonomisk frihed (her).

Axel Dreher og Kai Gehring om ulandshjælp og økonomisk frihed (her).

Christian Bjørnskov og Nicolai Foss om frihed, iværksætteraktivitet og produktivitet (her).

For de interesserede har Nicolai og jeg en kronik i Børsen, formodentlig i morgen, om vores kapitel.

A- og B-Europa (eller B og A)

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2012. Skriv et svar

De internationale medier genlød forleden af fuldstændigt retfærdig harme. Bulgariens finansminister – topøkonomen Simeon Djankov, der har forladt en position som cheføkonom i Verdensbanken for at vende hjem – sagde højt hvad mange af os har tænkt: Hvorfor skal Grækenland, Italien og andre vesteuropæiske lande have masser af hjælp fra EU til at komme over gældskrisen, når de nye medlemmer i Central- og Østeuropa har måttet klare sig selv.

Spørgsmålet og selve situationen, som Djankov peger på, afslører i hvor høj grad der tænkes i et europæisk A- og B-hold. A-holdet er de gamle EU-medlemslande som deltager i eurozonen, mens B-holdet er en gruppe tidligere kommunistiske lande, som man mildt sagt ikke har den store fidus til. Og bevares, politik er ikke altid lige kønt i de nye lande, og de fleste kæmper med væsentlige korruptionsproblemer. Måske burde man ikke have nogen videre tiltro til deres politiske systemer?

Det er dog et noget andet billede man får af at sammenligne den faktiske udvikling i de to dele af Europa. En række central- og østeuropæiske lande, ikke mindst Letland og Bulgarien, fik voldsomme økonomiske problemer under krisen, ligesom det skete i Vesteuropa. I stort set alle tilfælde har de selv ryddet op i deres budgetter og rettet økonomien, om end det har været brutalt. I Letland har man således skåret næsten 20 % af det statslige budget væk. Markederne har belønnet regionen med en gennemsnitlig obligationsrente på cirka 5 % – noget under Italiens og Spaniens, og milevidt under Grækenlands cirka 25 %. Tjekkiets ligger omkring 2½ %, og således stort set på niveau med Belgien og Frankrig.

I de vesteuropæiske lande, hvor man kunne regne med hjælp fra EU, har man derimod ikke taget de store, upopulære beslutninger eller på nogen måde formået at rydde op. Grækenland gik sidste år gennem det der, på trods af betegnelsen ’haircut’, var en delvis statsbankerot, og hverken Italien, Spanien eller Frankrig med de lurende problemer har evnet at implementere reformer, som alle ved bør gennemføres. I stedet fungerer problemlandene nu som kommissionsformand Barossos undskyldning for at arbejde åbent for en føderal union. Det, som EU tydeligt betragter som et B-hold, er A-holdet i finanspolitisk sammenhæng, og de politiske A-holdsvenner er i ansvarlighed i bedste fald et B-hold.

Hvis hjælpen fra Bruxelles – betalt af Berlin – bliver automatisk, forsvinder enhver tilskyndelse til at hjælpe sig selv. Hvis der ingen kære belgisk mor er i horisonten, formår selv de nyeste demokratier at gøre det rigtige. Krisehåndtering og finanspolitisk ansvarlighed i EU handler ikke om evne, men om villighed.

Udviklingsøkonomiens superstjerne mødes

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2012. Skriv et svar

I anledning af at the Institute for International Economic Studies i Stockholm forleden fyldte 50 år, afholdt man en konference om udviklingsøkonomi (hattip: Marginal Revolution). Og når IIES gør noget, gør de det ordentligt! Konferencen har været guld for alle, der interesserer sig for hvad der rører sig i udviklingsøkonomi. For at tage et af mange eksempler: Daron Acemoglu præsenterede arbejde omkring institutioners indflydelse, og som for at levere den officielle kritik på Acemoglu, havde man inviteret Andrei Shleifer. I sportstermer svarer det til at invitere Andy Murray til at præsentere, hvordan man slår baghånd, og derefter får Roger Federer til at kritisere.

Bedre bliver det næppe. Og ikke blot er konferencen afholdt: Hele programmet, inklusive alle præsentationer, kan hentes her.

Den Europæiske Centralbanks umulige redningsplan

Af Niels Westy, den 9. september 2012. Skriv et svar

Christian Bjørnskov skriver i dag i Den Korte Avis om “Den Europæiske Centralbanks umulige redningsplan“. Christian påpeger at et af de helt centrale problemer er hvorvidt man nu også vil følge de regler og krav man opstiller:

Hvis lande ikke overholder deres løfter, kan ECB stoppe långivningen. Problemet er, at den beslutning altid er et politisk anliggende, og jo sværere en økonomisk situation et land er i, jo sværere bliver det politisk at nægte landet ”hjælp” i form af yderligere lån. Dynamikken er alt for velkendt:

En regering får hjælp mod at love at lave upopulære reformer, men når hjælpen når frem, er der mindre grund til at gennemføre reformerne. De manglende reformer forlænger krisen, hvilket gør at landet må bede om mere hjælp.

På trods af, at man ikke har opfyldt forpligtelserne, vejer menneskelig nød tungere end reglen om, at man ikke hjælper dem, der ikke holder deres løfter. Der er ingen grund til at tro, at de nye regler viser sig at betyde noget i realpolitik.

Der er tale om en helt central problemstilling hvor de politiske kulturforskelle mellem Nord- og Sydeuropa er af afgørende betydning (dette skrevet uden at forherlige nordeuropæisk politik), og hvor det bliver helt afgørende hvordan man agerer i de dilemmaer der vil opstå mellem menneskelige hensyn på den ene side og behovet for faste regler på den anden side. Hvad der skulle indikere, at at det går anderledes fremadrettet end indtil nu står hen i det uvisse. Læs mere her.

Lykkeforskning – en introduktion

Af Christian Bjørnskov, den 7. september 2012. Skriv et svar

En lille bid skamløs selvpromovering: DR2’s “Danskernes Akademi” handlede i tirsdags om lykke og lykkeforskning. Jeg havde fornøjelsen af at holde det første af dagens foredrag. Hvis nogle læsere skulle være interesserede i infotainment til weekenden, er hele foredraget online hos DR2 her.

debat om indvandring og socialstat

Af Niels Westy, den 2. september 2012. Skriv et svar

I forlængelse af min post om indvandring og socialstat tidligere på sommeren debatterer Morten Uhrskov og undertegnede under overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit” ved et arrangement i CEPOS lokaler, Landegreven 3.3 , på tirsdag kl. 17.00. Arrangementet afholdes i regi af Selskabet Libertas, og formålet er bl.a. at afdække de forhold som forener og adskiller en, når man har et klassisk borgerligt-liberalt udgangspunkt som undertegnede og et nationalkonservativt udgangspunkt som Morten Uhrskov.

Der er fri adgang til arrangementet.

Clint Eastwood – gal eller genial?

Af Niels Westy, den 2. september 2012. 4 svar

Omend jeg, hvis jeg var amerikaner, nok ville være republikaner, er det med en vis tøven, grundet den udvikling partiet har været inde i de sidste mange år. Til gengæld er jeg et stort fan af Clint Eastwood og den konservatisme/liberalisme han står for.

Eastwoods tale/stand up optræden på det Republikanske partikonvent i torsdags har i den grad sat sindene i kog. Stort set alle aviser (i hvert fald herhjemme) har været yderst negative, og følger dermed den linje som har været fremherskende i den demokratisk orienterede presse i USA. Og der er formentlig også en del aktive republikanere som ikke just var begejstret, omend tilhørerne på selve konventet ser ud til at nyde hvert et minut af Clintens 11 minutter lange optræden.

En politisk tale i traditionel forstand er det bestemt ikke. Jovist er der tidspunkter hvor han går i stå og andre hvor han afbryder sig selv, men der er også en del “clintske” højdepunkter og ind imellem er der en kritik – ikke kun af Obama – men af det politiske system generelt og dermed også det republikanske parti.

Og mon ikke en del vælgere – også i andre lande – som grundlæggende er helt enig med Clint Eastwood, når han mod slutningen siger, at:

I would just like to say something, ladies and gentlemen. Something that I think is very important. It is that, you, we — we own this country.

We — we own it. It is not you owning it, and not politicians owning it. Politicians are employees of ours.

And — so — they are just going to come around and beg for votes every few years. It is the same old deal. But I just think it is important that you realize , that you’re the best in the world. Whether you are a Democrat or Republican or whether you’re libertarian or whatever, you are the best. And we should not ever forget that. And when somebody does not do the job, we got to let them go.

 

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=yoqKdWY692k[/youtube]

Typer af ulandshjælp

Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2012. 1 svar

Som vi har noteret før her på stedet, er en af de nye udviklinger i studiet af ulandshjælp, at forskere så småt er begyndt at differentiere mellem forskellige typer af hjælp. Det grundlæggende spørgsmål er, om hjælp til f.eks. civilsamfund eller turistsektoren virker på samme måde som hjælp givet til industriel udvikling eller infrastruktur. Der er ingen umiddelbar grund til at tro det, men indtil fornylig har litteraturen udelukkende beskæftiget sig med det totale omfang af hjælpen til bestemte lande.

Som vi skrev i efteråret, har jeg med fin assistance fra Maria Birch Møller været i gang med at se på, hvordan man kan skille distinkte typer af ulandshjælp fra hinanden. Efter at have udsat de foreløbige resultater for kritik fra fagfæller ved en workshop på Schiermonnikog i Holland, ligger der nu et første udkast af mit papir om typer af ulandshjælp. Det kan downloades gratis hos SSRN her. Og hvad viser resultaterne så?

Først viser det sig, at de 24 formålskoder, som AidData inddeler ulandsprojekter i, kan ’koges ned’ på statistisk valid vis til tre klare typer plus en residualkategori. Den sidste ville være bekymrende, hvis det ikke var for det faktum, at kun omkring 2½ % af al hjælp falder indenfor residualkategorien. De tre store typer ser ret klart ud til at være 1) hjælp til økonomisk udvikling; 2) hjælp til sociale formål; og 3) hjælp til genopbygning. Opdelingen, der følger mønstret fra en serie faktoranalyser, er således relativt let at fortolke.

Det store spørgsmål er naturligvis, om det gør nogen forskel, om man behandler ulandshjælp som én enhed eller de fire typer, når man estimerer dens mulige væksteffekter. Svaret ser faktisk ud til at være et ja. Der er, som i resten af litteraturen, ingen klare væksteffekter af økonomisk eller social hjælp, ligesom der heller ikke er noget klart resultat af residualet. Det nye viser sig at være hjælpen til genopbygning: Hvis man ikke tager hensyn til endogenitetsproblemer – i dette tilfælde, at de hændelser, der gør at et land har behov for genopbygning, sandsynligvis også påvirker væksten – ser det ud som om genopbygningshjælp er negativt forbundet med økonomisk vækst. Håndterer man problemet, dukker der en relativt klar og robust positiv virkning op af ulandshjælp til genopbygning.

Det interessante er naturligvis, at begge lejre i debatten om ulandshjælp kan påstå at have ret. Den positive lejr kan glæde sig over, at genopbygningshjælp faktisk ser ud til at virke efter hensigten, og endda ganske effektivt. Den skeptiske lejr kan med lige så god grund hævde, at den havde ret. Genopbygningshjælp har de seneste ti år udgjort cirka 15 % af de samlede overførsler, og giver kun logisk mening når der er noget at genopbygge – der kan således ikke være tale om udviklingshjælp, der sigter efter opbygning. Det eneste sikre er, at debatten nok fortsætter. Der er simpelthen for mange følelser og for store interesser forbundet med den.

Hvor prisfølsom er rygning?

Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2012. 5 svar

Folketinget, med et aggressivt Radikale Venstre i spidsen, fører i disse år nærmest korstog mod rygning. Selvfølgelig er rygning sundhedsskadeligt, endda i svær grad, men både danske og udenlandske politikere har svært ved at forstå, at folk også har glæde af at ryge. Nogen kan faktisk lide det! Så politikerne lægger syndskatter på det, ligesom de gør på mad, der måske kunne indeholde sukker eller fedt. Det store spørgsmål er, om den type skatter virker?

Kevin Callison og Robert Kaestner, begge fra University of Illinois i Chicago, har i et nyt NBER working paper (no. 18326, gated version her) set grundigt på spørgsmålet. Ved at bruge en meget stor, gentaget amerikansk spørgeskemaundersøgelse, har de to estimeret effekten af ændringer i afgifter på cigaretter. En del af identifikationen kommer fra, at forskellige amerikanske stater har forhøjet afgifterne af flere omgange, men i forskellig grad og på forskellige tidspunkter. De kan derfor få et relativt præcist estimat af effekten, når den måles imod en generel amerikansk trend.

Resultaterne må være nedslående for politikerne – eller i det mindste dem, der tror på kvantitativ evidens. Deres estimater peger på, at en fordobling af afgiften kun øger chancen for at holde op med at ryge dagligt med 1½ %, og det estimat er ikke engang signifikant forskelligt fra nul. Når man i stedet ser på, hvor meget folk ryger per dag, er resultaterne ikke meget mere opmuntrende for de forbudsivrige. De peger på, at selv en fordobling af afgifterne kun vil reducere forbruget med cirka 5 %.

Det vil sige, at afgifter på rygning i bedste fald har en meget lille, og i sundhedsforstand ret ubetydelig virkning. Deres omhyggelige undersøgelse peger endda på, at de yngste (de 15 til 24-årige) ikke reagerer mere på pris- og afgiftsændringer end andre. Man kan således heller ikke, som Bente Klarlund gentagne gange har påstået, argumentere for at afgifterne er der for at afholde unge fra at begynde med at ryge dagligt. Så det eneste argument, der er tilbage, er at afgifterne skæpper i statskassen. Og ønsker man virkelig at give de politikere, vi har, endnu flere midler at gøre ’godt’ med?

Friedman indsigter 4: De fire måder at bruge penge på

Af Niels Westy, den 22. august 2012. 5 svar

Da jeg læste professor Niels Kærgårds kronik i Børsen i sidste uge (kræver abbonement), hvor han brokkede sig over “dyrkelsen” af Milton Friedman fik jeg en følelse af déjà vu fra min tid som cand. polit. studerende. Kærgård sammenligner i sin kronik nutidens tilgang til Friedman med tilgangen til Karl Marx  i 1970erne (og han burde vide det, for han var en af dem) . En grundlæggende anklage var vist især, at ikke-økonomer tillod sig at skrive om Friedman og hans betydning.

Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.

Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene  sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.

Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.

Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt 🙂

Fire måder at bruger penge

1. Du bruger dine egne penge på dig selv.

Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)

2. Du bruger dine egne penge på en anden.

Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)

3. Du bruger en andens penge på dig selv.

Der er ingen smalle steder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)

4. Du bruger en andens penge på en anden.

Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).

Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor.

Friedman-indsigter 3: Demokrati og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2012. 3 svar

I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.

Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.

Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.

Intet demokrati Demokrati
Ingen retssikkerhed

Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe

 ???
Retssikkerhed Kuwait, Singapore Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA

Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.

Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.

Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?

Hvem er de bedste danske økonomer – 2012 edition

Af Christian Bjørnskov, den 13. august 2012. 8 svar

Vi har efterhånden fået en tradition for hvert år her på stedet at diskutere, hvem der er de bedste danske økonomer. Siden den første post om det i 2009 har det hver gang givet anledning til diskussion, for hvordan opgør man det? Hvert år forsøger vi at opgøre det på en lidt anderledes måde end sidst, og i år er ikke en undtagelse. Pointen er naturligvis, at det er frygteligt svært at opgøre det, for der er hverken klare retningslinjer eller enighed om, hvordan man skal vægte forskellige elementer.

Det, vi har gjort i år, er at se på fire faktorer, der alle er begrænset til artikler publiceret de sidste ti år (2002-2012): 1) de totale antal citationer, som en forsker har fået på disse artikler; 2) antallet af citationer til de to mest citerede artikler fra de sidste ti år; 3) forskerens H-indeks; og 4) den standardiserede impact-faktor på det bedste tidsskrift, en forskere har publiceret i de sidste ti år. Resultaterne følger under folden. Læs resten →

Friedman-indsigter 2: Forventningsjusterede Phillips-kurver

Af Christian Bjørnskov, den 10. august 2012. Skriv et svar

Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.

I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.

Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:

1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;

2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;

3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;

4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;

5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.

Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.

Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.

Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2012. 3 svar

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself – Milton Friedman

Af Niels Westy, den 31. juli 2012. 23 svar

I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.

In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.

Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.

Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:

More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.

Læs resten →