Kategoriarkiv: Fra Redaktionen

Mchangama om de borgerlige, frihed & terrorpakken

Punditokrat Mchangama folder sig i dag ud i en kronik i internetmagasinet Ræson, og emnet er velkendt for læserne af denne blog:

“De få borgerlige politikere, der har haft mod til at forsvare frihedsrettighederne, er blevet udsat for hårde angreb fra andre borgerlige, som når Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti beskylder Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech for “liberalist-flip”, og når De konservatives gruppeformand, Helge Adam Møller, beder Statsministeren om at irettesætte samme. Man må få den mistanke, at forsvaret for frihedsrettighederne for visse borgerlige politikere og debattører i høj grad afhænger af, hvorvidt et sådant forsvar er opportunt for henholdsvis mandatplejen og egne ideologiske kæpheste. …  Den danske befolkning er betydelig mere stringent, når det gælder respekten for frihedsrettigheder, end de borgerlige politikere og meningsdannere: 61 pct. af danskerne støtter, at anti-terrorpakken gøres tidsbegrænset.”

Nostalgi video

Denne blogs faste læser “Repsak” har privat gjort os opmærksomme på, at US State Dept. er begyndt at lægge gamle udenrigspolitiske klip ud på deres hjemmeside.  Her på stedet tvivler vi på, om det i det store billede er en Pareto-forberende investering–men når de nu engang ligger der, så kan man da nyde at se f.eks. et ualmindeligt klassisk og smukt klip som dette.

Ugens citat: Rohde om (en slags) skattestop

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde (hvis indsigt i økonomiske ræsonnementer, vi tidligere har dækket intenst her og her), bedyrer i dagens Jyllands-Posten, at det nye medieforligs udbredelse af licensbetaling til computere, telefoner m.v. sådan set ikke er et brud på skattestoppet:

»Licens er ikke omfattet af skattestoppet, for du har mulighed for ikke at betale den ved ikke at have radio eller tv. Ja, du skal endda tilmelde dig, hvis du betaler licens.«

Altså på samme måde som en forhøjelse af ejendomsskatterne ikke ville være en skatteforhøjelse–man har jo mulighed for ikke at eje fast ejendom.  Eller en forhøjelse af registreringsafgiften–man har jo også en mulighed for ikke at have bil.  Ja, eller sågar en forhøjelse af momsen eller indkomstskatten–man har jo også fine muligheder for at bruge sine penge på andet end momsbelagte varer og tjenesteydelser, ligesom man jo også bare kan arbejde mindre.  Mulighederne er med andre ord legio!  Det er bare om at komme i gang med at fastholde og udbygge skattestoppet …

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.

Ugens citater: Lærere om sammenligninger og løn som fortjent

CEPOS’ forslag onsdag om at øge mulighederne for at sammenligne kvaliteten af de enkelte folkeskoler, samt at lønne skolelærerne efter fortjeneste, bliver ikke mødt med overvældende begejstring af … ja … “producenterne” selv.  Ifølge Berlingske Tidende:

“Formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) Børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen (R), er skeptisk over for skole-sammenligninger , der kan bruges til at opstille ranglister over gode og dårlige skoler.

»Vi frygter, at det vil skabe en polarisering, fordi det er de ressourcestærke forældre, der vil bruge oplysningerne til at vælge skole.”

Skal man mon partout være “ressourcestærk” for at kunne bruge yderligere oplysninger til at vælge?  Eller kan yderligere information måske netop være til nytte for personer, der ikke i forvejen havde adgang til den viden, som “ressourcestærke” ellers nok skal kunne skaffe sig?

“CEPOS foreslår også, at de enkelte lærere skal have karakter for deres indsats på en skala fra et til fem. De dårlige lærere skal slet ikke have lønforhøjelser, mens de dygtige lærere skal forgyldes. » I øjeblikket er skolelederen helt afskåret fra at bruge løn som ledelsesværktøj. Lærernes lønstigning bør ske på basis af en årlig evaluering af lærerens indsats,« siger CEPOS-direktør Martin Ågerup.

Det bliver dog ikke med Danmarks Lærerforenings velsignelse. » Vi har brug for anerkendelse og opmærksomhed fra skolelederen, men lønnen skal ikke bruges til det,« siger Anders Bondo Christensen [formand for Danmarks Lærerforening] …”

Man skulle ellers tro, at netop Lærerforeningens medlemmer kendte til–og ville synes om–princippet om at yde efter evne og nyde efter indsats …

Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

De, der endnu ikke har læst sidste uges Weekendavisen, bør hastigt læse Martrin Krasniks meget morsomme og velskrevne artikel om sin jagt på Salman Rushdie for at få et interview med denne om Muhammed-tegningerne.  Med fare for at ødelægge “punch line”, så kommer her den mest interessante passage:

“Jeg mønstrer en helt uforklarlig energi og går lige til sagen. Jeg siger, at vi sagtens kan droppe det store interview, jeg har forstået det, men jeg bare må vide en eneste ting, have svar på ét eneste spørgsmål. Han ser ikke ligefrem begejstret ud, det gør han ikke, men han siger i det mindste ikke nej. Så jeg forklarer, at jeg er besat af Muhammed-tegningerne, at alle danskere, uanset deres holdning, har haft en mening om Rushdie, og nu vil jeg vide, hvad han selv mener om dem.

»Øhm,« siger han, mens larmen synes at forstumme og hele universet trækker sig sammen om bord fire i Gotham Hall. »Den dér med profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov…« mumler han.

»Men er profet-sagen det samme som din egen sag?« spørger jeg. »Nogle mener, at dine motiver var finere…«

»Jeg er fuldkommen ligeglad med motiver,« siger han og ser på mig.

»Jyllands-Posten ville bare håne…«

»Hvem skal afgøre, hvad der er ædle motiver?« spørger Rushdie.
»Ja, hvem skal det?« spørger jeg.

»Jeg er i hvert fald ligeglad med motiverne,« gentager han. »Og det er islamisterne også. De er fuldkommen ligeglade. Det handler om, at alle skal have lov til at udtrykke sig og sige, hvad de mener om hvad som helst. Og det vil de ikke have.«

»Men er karikaturerne ikke stødende og fornærmende?« prøver jeg.

»Politiske karikaturer skal være stødende og fornærmende. De skal støde, og de skal fornærme. Ellers kan man lige så godt lade være med at have dem. Så kan man altid diskutere, om de er sjove eller ej. Til helvede med motiverne!«

»Er de sjove så…?

»Som sagt: Den der med jomfruerne…«

Tag dén, Tøger Seidenfaden, Georg Metz et al.!

Mchangama om privat ejendomsret

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø

Ugens citat: Samfundsforsker: Meningsmålinger går op og ned …

Professor i samfundsvidenskab ved RUC, Bent Greve, fremkom fornylig med denne indsigtsfulde kommentar til Socialdemokraternes op- og nedture i meningsmålingerne:

Målinger går op og målinger går ned: Meningsmålingerne har ikke været specielt positive for os den seneste tid. Men inden vi forfalder til sortsyn er det vigtigt at huske, at målinger faktisk bevæger sig op og ned meget hurtigt og i høj grad er påvirket også af meget kortsigtede elementer i den politiske debat.”

Det hører med til historien, at Bent Greve–udover at være forsker udi samfundsforhold–som det fremgår også er folketingskandidat for Socialdemokraterne.

Bent Greve definerede i indlægget ikke, hvad han mente med “meget hurtigt” og “kortsigtet”, ligesom han ikke kommenterede det forhold, at Socialdemokraternes igangværende nedtur i meningsmålingerne synes at være begyndt … i 1998.

Ugens citat: Galbraith om USSR anno 1984

Ugens mest afdøde venstreorienterede økonom skrev i 1984 følgende om Sovjetunionens daværende økonomiske styrke:

“That the Soviet economy has made great material progress in recent years is evident both from the statistics … and from the general urban scene … One sees it in the appearance of solid well-being of the people on the streets, the close-to-murderous traffic, the incredible exfoliation of apartment houses, and the general aspect of restaurants, theaters, and shops … Partly, the Russian system succeeds, because, in contrast with the Western industrial economies, it makes full use of its manpower.”

Hat-tip: Adam Smith Institute blog.

Ugens citat: O'Rourke om kollektivisme

Journalisten, forfatteren og spasmageren P.J. O’Rourke er en af de meget få skribenter, som man i 9 ud af 10 tilfælde ikke kan genlæse for meget.  Så når man mangler en eller anden at citere, kan man jo altid gribe ned i stablen af citatbare O’Rourke-klassikere.  Her er lidt fra essayet “How to Explain Conservatism to Your Squishy Liberal Friends: Individualism ‘R’ Us“:*

“Why can’t life be more fair? Why can’t Americans take better care of each other? Why can’t we share the tremendous wealth of our nation? Surely if enough safeguards of liberty are written into law and we elect vigorous, committed leaders …

Have another hit on the bong.

Collectivism doesn’t work because it’s based on a faulty economic premise. There is no such thing as a person’s “fair share” of wealth. The gross national product is not a pizza that must be carefully divided because if I get too many slices, you have to eat the box. The economy is expandable and, in any practical sense, limitless.

Under collectivism, powers of determination rest with the entire citizenry instead of with the specific citizens. Individual decision-making is replaced by the political process. Suddenly, the system that elected the prom queen at your high school is in charge of your whole life. Besides, individuals are smarter than groups, as anybody who is a member of a committee or of a large Irish family after six in the evening can tell you. The difference between individual intelligence and group intelligence is the difference between Harvard University and the Harvard University football team.

Think of all the considerations that go into each decision you make: Is it ethical? Is it good in the long run? Who benefits? Who is harmed? What will it cost? Does it go with the couch? Now imagine a large group-imagine a very large group, say, 250 million people-trying to agree on every decision made by every person in the country. The result would be stupid, silly and hugely wasteful-in short, the result would be government.

Individuals are not only smarter than groups, they are also-and this is one of the best things about them-weaker than groups. To return to Harvard for a moment, it’s the difference between picking a fight with the football team and picking a fight with Michael Kinsley.

Collectivism makes for a very large and, hence, very powerful group. This power is centralized in the government. Any power is open to abuse.

Government power is not necessarily abused more often than personal power, but when the abuse does come, it’s a lulu. At work, power over the whole supply cabinet is concentrated in the person of the office manager. In government, power over the entire military is concentrated in the person of the commander-in-chief. You steal felt tip pens. Hitler invades Poland.

Most government abuse of power is practiced openly, and much of it is heartily approved by The Washington Post editorial board and other such proponents of the good and the fair. But any time the government treats one person differently than another because of the group to which that person belongs-whether it’s a group of rich, special-interest tax dodgers or a group of impoverished, minority job-seekers-individual equality is lessened and freedom is diminished. Any time the government gives away goods and services-even if it gives them away to all people equally-individual dependence is increased and freedom is diminished. Any time the government makes rules about people’s behavior when that behavior does not occasion real and provable harm to others-telling you to buckle your seat belt or forbidding you to publish pornography on the Internet-respect for the individual is reduced and freedom is diminished.”

* Det burde være unødvendigt, men for en ordens skyld: P.J. anvender her “conservative” og “liberal” i begrebernes amerikanske betydning.

Ugens citat: Steyn om "kooks with nukes", Iran, DK, etc.

Når det er svært at finde noget velformuleret at citere, kan vi bare gøre, som vi plejer: Stoppe hos Steyn.  Her er fra dagens kronik i Wall Street Journal:

“The bad cop/worse cop routine the mullahs and their hothead President Ahmadinejad are playing in this period of alleged negotiation over Iran’s nuclear program is the best indication of how all negotiations with Iran will go once they’re ready to fly. This is the nuclear version of the NRA bumper sticker: “Guns Don’t Kill People. People Kill People.” Nukes don’t nuke nations. Nations nuke nations. When the Argentine junta seized British sovereign territory in the Falklands, the generals knew that the United Kingdom was a nuclear power, but they also knew that under no conceivable scenario would Her Majesty’s Government drop the big one on Buenos Aires. The Argie generals were able to assume decency on the part of the enemy, which is a useful thing to be able to do.

But in any contretemps with Iran the other party would be foolish to make a similar assumption. That will mean the contretemps will generally be resolved in Iran’s favor. In fact, if one were a Machiavellian mullah, the first thing one would do after acquiring nukes would be to hire some obvious loon like President Ahmaddamatree to front the program. He’s the equivalent of the yobbo in the English pub who says, “Oy, mate, you lookin’ at my bird?” You haven’t given her a glance, or him; you’re at the other end of the bar head down in the Daily Mirror, trying not to catch his eye. You don’t know whether he’s longing to nut you in the face or whether he just gets a kick out of terrifying you into thinking he wants to. But, either way, you just want to get out of the room in one piece. Kooks with nukes is one-way deterrence squared.

If Belgium becomes a nuclear power, the Dutch have no reason to believe it would be a factor in, say, negotiations over a joint highway project. But Iran’s nukes will be a factor in everything. If you think, for example, the European Union and others have been fairly craven over those Danish cartoons, imagine what they’d be like if a nuclear Tehran had demanded a formal apology, a suitable punishment for the newspaper, and blasphemy laws specifically outlawing representations of the Prophet. Iran with nukes will be a suicide bomber with a radioactive waist.

Ugens citat: Fund om paniske højrefløjspolitikere

Wall Street Journals meget indsigtsfulde (og generelt klassisk-liberalt lænende) politiske redaktør John Fund har mandag en syrlig kommentar til, hvorledes Republikanerne klarer sig p.t., og som vel bedst kan sammenfattes med det farverige og rammende udtryk, af man er ved at “snatch defeat out of the jaws of victory”.  Her er et uddrag af Funds klumme:

“It is becoming increasingly clear that the GOP majority is losing its team spirit, and many in Congress are going their own way as they eye a tough re-election climate. Back in 1994, that kind of behavior over a crime bill that failed to garner enough Democratic votes to pass on the floor was an early indicator that Democrats were in serious political trouble. They wound up losing control of both houses of Congress that year.

No one quite expects a tsunami of those proportions this year. Incumbent-protection devices and gerrymandered districts are likely to minimize GOP losses. But Republican strategists are now openly talking about the parallels between 1994 and 2006. …

Panicked politicians are not a pretty sight,” says GOP pollster Whit Ayres. “They usually run in the wrong direction”.

So far that’s exactly the direction that Republican have chosen to run in the last year as their national numbers and President Bush’s approval ratings have softened. From their scramble to ram through a national legislative solution to Terri Schiavo’s plight, to their overreaction to Hurricane Katrina, to their failure to recognize the public’s disgust with pork-barrel projects, to the Dubai Ports deal, Republicans have appeared to the world to be as unprincipled and rudderless as the politicians they campaigned against back in 1994. Unless they change course dramatically in the seven months between now and Election Day, they may well find themselves facing the same fate as the Democratic political dinosaurs of that year that they replaced.”

O bella libertà

Denne blogs udsendte korrespondent i en af de mest interessante byer i et af verdens dejligste (men ikke helt problemfrie) lande, vores med-punditokrat Jørgen Møller, har dd. en artikel i Weekendavisen’s “Ideer”O bella libertà. Her kan man blive klogere på historiske perspektiver vedrørende, hvad der er og ikke er liberalisme på italiensk.

Ugens citat: Politisk socialisering i '70erne

Politiken bragte i den forgangne uge en læsværdig kronik, “Modige bonderøve”, af Charlotte Kehler, hvori hun forsvarer ytringsfriheden og kritiserer Klaus Rifbjerg, og hvori der optræder denne oplysende indsigt i socialisering i 1970erne folkeskole:

“På et tidspunkt i 1974 skulle vi lege valgdag i klassen. Vi elever fik hver en stemmeseddel, og som det sig nu hør og bør, stemte vi i al hemmelighed. Vores lærer krydsede pædagogisk af ud for et af partibogstaverne, som hun havde skrevet op på tavlen, hver gang hun åbnede en af vores møjsommeligt sammenfoldede stemmesedler. Men rædslen begyndte så småt at lyse ud af hendes ansigt, og da resultatet af vores valg var en kendsgerning, var hun i en tilstand af chok. Alt for mange af os havde stemt borgerligt, og alt, alt for mange havde stemt på Fremskridtspartiet. (Ikke mærkeligt, da Z året forinden var braget ind i Folketinget med 28 mandater. Og 9-10-årige børn gør som bekendt, som deres forældre gør). Der var så mange krydser ud for Z, at vores lærer anså det for pinedød nødvendigt, at vi med det samme holdt et omvalg. Men inden vi på ny fik lov at sætte vores krydser, mente hun, at det var på sin plads, at vi fik at vide, hvilket parti hun stemte på. På tavlen skrev hun med store bogstaver: VS.

Nu kunne valghandlingen gå i gang. Resultatet blev et overvældende flertal til VS.

Det gode og røde dream team var ved at tage form. Og som tiden gik, fik vi også lært, hvem de onde var: kapitalisterne, profitmagerne, de borgerlige og ikke mindst amerikanerne.

Og mægtig opstemte sang vi alle med i kor: »Bag ved guldfisk og lakajer tjener bagmænd fedt på os, røde Wilfreds røde hilsner viser folk, hvorfor vi slås …« osv.

Da jeg gik ud af skolen i 9. klasse, var jeg umådelig socialt bevidst, hvilket var fint, men jeg anede ikke, hvem Grundtvig var, eller Harald Blåtand, for den sags skyld. Det havde vi ikke lært. Det var ikke nødvendigt, for vi var selv historie, blev vi fortalt. Vi var fremtiden, der skulle skabe det nye samfund.”

Hattip: Mr. Andersson.

Ugens citat: Sowell om grupper, kultur & velstand

Wall Street Journals weekendudgave havde et længere interview med den store skribent og Chicago-uddannede økonom, Thomas Sowell (Hoover Institution ved Stanford University).  Her arbejder han sammen med bl.a. Milton Friedman, som sammen med Georg Stigler var Sowells ph.d. vejleder på Chicago.  Sowell er fyldt 75 år, men er lige kommet med endnu en bog–til en i forvejen lang liste af bøger om emner rangerende fra økonomisk idehistorie over kulturstudier til race og etnicitet.  Fra interviewet bl.a. dette:

“The left likes to portray a group as sort of a creature of surrounding society. But that’s not true. For example, back during the immigrant era, you had neighborhoods on the Lower East Side [of Manhattan] where Jews and Italians arrived at virtually identical times. Lived in the same neighborhoods. Kids sat side by side in the same schools. But totally different outcomes. Now, if you look back at the history of the Jews and the history of the Italians you can see why that would be. In the early 19th century, Russian officials report that even the poorest Jews find some way to get some books in their home, even though they’re living in a society where over 90% of the people are illiterate.

“Conversely, in southern Italy, which is where most Italian-Americans originated, when they put in compulsory school-attendance laws, there were riots. There were schoolhouses burning down. So now you take these two kids and sit them side by side in a school. If you believe that environment means the immediate surroundings, they’re in the same environment. But if you believe environment includes this cultural pattern that goes back centuries before they were born, then no, they’re not in the same environment. They don’t come into that school building with the same mindset. And they don’t get the same results.”

Ugens citat: Trenchard & Gordon om ytringsfrihed

Til denne uges citat har vi været så heldige, at den glimrende unge Johan Espersen har gjort arbejdet for os: Han har mindet os om, hvad John Trenchard og Thomas Gordon i 1721 skrev om ytringsfrihed i det 15. Cato-brev.  Det kan–det aktuelle klima taget i betragtning–bære en gentagelse:

“Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.

This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.”

Punditokrater i medierne (igen)

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Tillykke til os …

I denne uge er det et år siden, at nærværende blog gik i luften for første gang.  Siden hen er det blevet til 443 poster (inkl. denne) og 1.583 kommentarer (ekskl. nogle, som privatcensuren saksede).  Det er i den periode blevet til mere end 86.000 “unikke” besøgende og knap 200.000 sidevisninger.  De seneste uger har vi ligget på 450-500 besøg pr. dag, hvilket er nr. 4 på chart.dk’s liste over politiske websites og foran andre, mere etablerede “old boys”-sites som Liberator, Faklen og Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister …

Vi er blevet omtalt–overvejende positivt (hvilket altid må fremkalde nervøsitet) i MS-medier som Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information og Danmarks Radio, og netop i dag såmænd også i Jydske Vestkysten.  Rygter vil vide, at JP kommer med noget en af dagene.

Så tillykke til os.  Men til skribenterne: Se at få skrevet noget mere!  Og til læserne: Kom endelig tilbage–dette er et “public good” …

Ugens citat: Ib Michael om ytringsfrihed

Med hat-tip til Waldorf på Liberator dette fortrinlige citat fra DR2 forleden, hvor Ib Michael diskuterede ytringsfrihed med Jens Rohde og Morten Hesseldahl:

“Hvorfor afskaffer I så ikke bare dem [de paragraffer i straffeloven der begrænser ytringsfriheden] og så har I jeres totalitære samfund.”

There you go again, Erasmus …!