Hvis overskriften giver forventning om, at her er endnu et indlæg om vores civilisations snarlige undergang til opbyggelse for de efterhånden mange, der glæder sig over, at man da ikke kan blive ved med at have det så svinagtigt godt, bliver man nok skuffet. Læsere, der forventer den slags, læser nu sjældent vores blog. Men de læsere, der gør, bliver nok skuffede alligevel, omend af andre grunde.

Problemet er, at jeg er rimeligt tilfreds.

Eller rettere: problemet er, at jeg ikke har blogget ganske længe. Denne blogs utroligt langmodige redaktør har måtte nøjes med en klumme, som jeg havde lovet at levere til 180 grader (se ndf.), hvilket er mit eneste bidrag i mere end en måned. Der er utvivlsomt nogle af vores læsere, som har nydt denne pause, men som (gruppe-)blogger er det ikke så godt.

Det var ellers min hensigt at bidrage med en julehilsen som år før, komplet med en henvisning til min gamle posting om Karl-Bertil Jonsson, men det blev ikke til noget. Så var det tanken at lave en nytårshilsen i det tidlige januar med friske bud på det nye år. Nope.

Først troede jeg, at det var fordi, mit day job var mere travlt end sædvanligt. Men jeg har arbejdet som advokat og har derfor en noget puritansk opfattelse af “travlt”, så det kan ikke rigtig bruges som undskyldning.

Nej, det er meget værre. Jeg er tilfreds, sådan da.

Det er åbenbart utilfredshed, der er et væsentligt brændstof for blogging, og jeg er løbet næsten tør.

Bevares, verden er ikke perfekt, langt fra, meget langt fra. Men det går nu heller ikke så dårligt endda.

Tag nu f.eks. Berlingeren, der plejede at give det daglige brændstof. Men ikke rigtig længere. Enten er de blevet bedre, eller jeg er blevet mere large, eller bare sløv, men det får ikke rigtig min puls op at ringe.

Avisens leder er for det meste velskrevet og rammer fint de borgerligt-liberale holdninger, som er avisens erklærede holdning. Om det er dybtfølt eller blot tillært ved jeg ikke, og det rager mig også en papand, når blot det er gjort godt.

Og jo, selvfølgelig er der småting. At avisens amerikanske korrespondenter er faldet pladask for Obama komplet med en dæmonisering af alt til højre for ham startende med “Clinton-maskinen” og osv. var helt forudseeligt og egentlig ganske uskyldigt, og netop derfor er det svært at blive ophidset over det; man bliver jo heller ikke sur på Dupond & Dupont. Desuden er løbet i år så åbent, at det ikke virker så lammende naivt, som da avisen støttede Kerry i 2004.

Og vist er det da lidt trættende, at man stadig bærer nag over, at det blev Sarkozy, som vandt i Frankrig, og ikke den smukke socialistleder, hvorfor man sværter manden, som man bedst kan. Men det ændrer jo ikke på, at både Tyskland og Frankrig i dag ledes af personer, der er umådeligt mere liberale og pro-amerikanske end deres forgængere.

Så nej, der er ikke rigtig noget at komme efter, og da slet ikke, når avisens kultur- og debatdel stadig er god.

På samme måde med det store udland. Den aktivistiske udenrigspolitik har givet mig stof til mange postings, når den skulle forsvares. Men det er der heller ikke rigtig behov for længere.

Det går fortsat godt i Irak. Der er fortsat terror, men drabsraten er vist nede på Sydafrikansk niveau, og vi har endnu til gode at høre det argument, at tingene var bedre under apartheid. Selv de politiske resultater begynder at vise sig, hvilket er hurtigere end forventet, men forleden faldt den politiske løsning på Baath-medlemmernes status på plads. Hvor svært den slags er, kan man måske få en idé om ved at sammenligne med vores såkaldte retsopgør efter kun fem års ret let besættelse. Her er det opgøret med et langt mere grusomt regime, der har myrdet langt flere i gennem flere generationer, der skal bearbejdes. På den baggrund går det rimeligt godt, som også bemærket af IMF i deres nylige rapport, der peger på de høje oliepriser, som en faktor, der har modvirket den vanskelige sikkerhedssituation og giver håb for fremtiden uden at forklejne de mange tilbageværende problemer.

Selvom det stadig kan gå galt, tyder det på, at vores indsats vil lykkes: at fjerne et grusomt diktatur og indføre et demokrati. Naturligvis bliver det demokrati næppe perfekt — uden sammenligning i øvrigt: er det amerikanske primærvalgsystem det? — men at pege på, at demokratiet i Irak næppe bliver perfekt er ikke et afgørende argument imod det. Det er forkert at hævde, at Saddams styre var ikke perfekt, og det er det nye demokrati heller ikke, så det kan være lige fedt.

Hvis det demokrati, som allerede er indført, faktisk overlever, og det tyder alt på lige nu, så er det en kæmpe succes i forhold til Saddams styre.

Det gamle system byggede på, at 1/5 af befolkningen undertrykte de øvrige 4/5. Det er et lidt af et mirakel, at vi har kunne befri de undertrykte uden at ende i et slagteri som Rwanda – hvor galt det kunne være gået, fik vi en smagsprøve på efter angrebet på den Gyldne Moske i Samarra i februar 2006, hvor en lang periode af relativ fremgang omsider gled over i en eskalerende borgerkrig. Det var en mørk periode, og den kan komme igen, men stadig mere tyder på, at det ikke sker.

Tabstallet er forfærdeligt, men stadig langt mindre, end hvis vi ikke havde været til stede for at hindre slagteriet mellem de forskellige grupper. WHO har for nyligt opgjort de samlede tabstal til ca. 150.000 med knapt en kvart million som max i dette skøn. Det var en undersøgelse, der var langt mere grundig end sjuskeriet fra The Lancet, der som bekendt erklærede tab på 100.000 allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 2004 og 600.000 forud for kongresvalget i 2006. Det er tankevækkende, at disse tal, der fra starten blev fremhævet som dårligt underbyggede og stærkt politiserende, alligevel blev brugt af folk som Søvndal og Lykketoft. For Søvndal er det et lille problem, for hans image bygger ikke på troværdighed, men en charmerende frækhed; for Lykketoft er det en katastrofe af de samme grunde, bare omvendt.

Man kan diskutere, hvad der standsede den selvdestruktive udvikling i Irak. Var det The Surge? At den har hjulpet, kan vanskeligt benægtes, men jeg tror ikke, at det var hovedforklaringen. Sunni havde allerede vendt sig imod al-Qaeda året før i Anbar; det blev blot fortiet af MSM, der hellere ville dyrke den defaitistiske myte om, at for hver terrorist, vi dræber, kommer der ti nye. Nej, det gjorde der ikke, tværtimod blev al-Qaeda stadig mere upopulær. Den positive udvikling skyldes ikke kun The Surge, selvom det oplagt har givet irakerne mod til at kæmpe imod al-Qaedas dødskult at vide, at amerikanerne alligevel ikke havde tænkt sig at kvitte dem.

Den egentlige årsag til den positive udvikling er irakerne selv. De kiggede ned i dybet og trak sig tilbage. Al-Sadr indså efter episoden i Najaf, at han havde mere at vinde uden sin kriminelle milits end med, og sunni indså, at al-Qaeda ikke kunne tilbagegive dem magten i Irak, kun ødelægge det.

Det er en tautologi, at man ikke kan indføre et demokrati uden, at folket ønsker det. Det er årsagen til min optimisme mht Irak: at irakerne vil freden, vil et samlet Irak, og ønsker et demokrati. Og selvom det demokrati næppe kommer til at ligne vores, er det stadig en kæmpe gevinst for Irak og for Mellemøsten. Blot tænk på næste gang, der skal være valg. Og næste, og næste. Selvom både de lokale despoters medier og – påfaldende synkront – de vestlige MSM vil fokusere på den terror, som sikkert vil søge at hindre demokratiet, vil den menige araber ikke kunne undgå at se det syn, vi andre tager for givet i vores del af verden, men som der er e
t særsyn: at den enkelte
via stemmesedlen får lov at bestemme, hvem der skal bestemme over dem.

Men hvis det går godt i Irak, så må der da være andre steder, hvor det er galt?

Tja, det afhænger af, hvordan man ser på det.

I Afghanistan er taliban presset i defensiven. De har tabt den strategisk vigtige Musa Qala, og er i desperation begyndt at bruge selvmordsbombere, hovedsageligt af udenlandsk herkomst i form af unge madrassa-hjernevaskede teenagere. Det vil givet vist øge vores tab og styrker dermed de defaitistiske kredse, der er så stærke i meget af Europa. Men det er netop den strategi, som ødelagde al-Qaeda i Irak og synes på vej til at gøre det igen i Afghanistan, hvor befolkningens had til taliban er stærkt stigende i takt med de vilkårlige bombedrab på civile og på de, der bygger landet op. Taliban blev i sin tid modtaget med sympati, fordi de repræsenterede en styrke, der kunne genopbygge landet og skabe fred og sikkerhed efter års rivalisering, men nu opfattes de som destruktive og udenlandske.

Det er også interessant at se, at MSM ikke dækker Afghanistan på samme ensidigt negative måde som Irak. Endnu da. Dækningen er langt mere nuanceret og dermed også positiv, end den nogensinde var i Irak. Det fremstilles ikke, som om vi bekæmper afghanerne, men det fremhæves, hvordan vi søger at hjælpe. Påstanden om, at vi kun er der for oliens skyld, er begrænset til satirikere som Michael Moore (og selv han synes så småt at blive gennemskuet selv langt ud på den venstrefløj, som indtil for nyligt troede, at han var en dokumentarist). Også denne vinkling kan ændre sig, men lige nu er dækningen rimelig sober.

I det hele virker det som om, der fortsat er opbakning bag den aktivistiske udenrigspolitik. Det var ærgerligt, at vi trak os fra Irak, lige som det begyndte at gå bedre, men hvis det var prisen for, at befolkningen stadig bakker op, er det prisen værd. Og det tyder det på. Meningsmålingerne om vores EU-forbehold viser f.eks., at modviljen mod forsvarsforbeholdet er stor. Den modvilje skyldes en opbakning til den aktivistiske politik fra ikke bare de, der normalt støtter den slags, men også fra venstreorienterede, der stadig har vanskeligt ved at støtte kampen mod en fjende uanset, hvor uhyrlig vedkommende er, hvis det indebærer at kæmpe sammen med amerikanere.

Er der andre udenrigspolitiske problemer? Ja, masser, men også her er der på sin egen skæve måde grund til optimisme.

Dafur har gjort det klart for selv de mest naive, at FN aldrig har været og aldrig bliver i sin nuværende form den moralske overdomstol, som mange venstreorienterede gerne ville gøre den til. Lad dem bare tale om “retfærdig” krig, det mener vi jo alle sammen, men de kan ikke længere hævde, at det forudsætter tilladelse fra Sikkerhedsrådet eller FN systemet i øvrigt.

Iran har vist, at krigstruslen i 2003 gjorde et sådant indtryk, at de standsede deres a-program. Pres virker altså. Denne sag, hvor CIA gik offentligt i rette med landets præsident for at fremsætte nogle holdninger, som de fleste kyndige iagttagere siden har beskrevet som lettere naive og dårligt underbyggede, er i øvrigt interessant i sig selv. Den viser nemlig, hvor løssluppen CIA er blevet i opgøret med den nuværende Bush-administration. Det var den historie, vi blev snydt for i dækningen af Plame-sagen, fordi journalisterne var for nemme at narre. Men der er ikke rigtigt noget at blogge om, for Kissinger har allerede sagt det, der skal siges, så et enkelt link er nok.

Det var i øvrigt ikke kun Iran, der blev skræmt af den amerikanske krigsmaskine. Libyen opgav sit a-program tilbage i 2003, og det afslørede Dr Khans atombombe-shop, hvor lokale despoter kunne købe et DIY a-program. I det hele kan vi konstatere, at da amerikanerne var stærke og truende, kom der gang i reformerne i Mellemøsten, og da amerikanerne blev svage og sad fast i Irak, blev reformerne rullet tilbage. De, der virkelig hader USA, kan more sig herover, men det er på bekostning af friheden i Mellemøsten. Så meget for troen på, at de undertrykte befolkninger i Mellemøsten “bare” kan befri sig selv og indføre demokrati uden hjælp ude fra.

Og for de, som stadig tror, at den inderligt urealistiske Realistiske Skole har noget at byde på, så er Pakistan et glimrende, dvs. rædsomt, eksempel. Troen på, at vi bare skal støtte den lokale diktator med at undertrykke sin befolkning for at opnå ro, er ikke meget værd i den del af verdenen, rent bortset fra at være moralsk korrupt.

Hjemmefronten da, her er der da noget galt? Både ja og nej, mest nej.

Guderne skal vi, at vores regering ikke fører værdikamp, endsige kulturkamp, men som jeg hævder i klummen i 180grader fra weekenden, så kan mindre også gøre det.

Jeg er ikke blind for argumentet om, at regeringen er med til at gøre borgerne mere venstreorienterede. Men jeg tvivler på, at det er regeringens indsats, der har skabt det skred, som åbenbart har fundet sted. Jeg tvivler kort sagt på, at regeringer har så meget betydning for folks holdninger. For de yngres vedkommende tilskriver jeg det nærmere en pendulfart mellem holdninger, som indtræder hvert tiår eller så. Min generation var i opposition til vores lærere, den nuværende generation er i opposition til os. At gymnasielærerne er de samme, skyldes mere arbejdsmarkedets særlige forhold, også det særsyn, at vi for tiden må have de mest artige elever, der mener nøjagtig det samme som deres lærere.

En af kommentatorerne til min klumme benyttede fodboldanalogien til at sige, at regeringen var parat til at score selvmål bare for at holde på bolden. Det var ikke bare vittigt turneret, men også foruroligende. Det har godt nok været tæt på selvmål nogle gange.

Der var Foghs bemærkninger om liberalismen, selvom jeg må tilstå, at jeg undertiden i cyberspace møder udgaver af liberalismen, som jeg også opfatter som forældede eller urealistiske.

Og der er den sygelige dyrkelse af lighed og dermed undsigelsen af det helt centrale princip, at man skal belønnes efter indsats, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Men som jeg tidligere har skrevet om (her), kan også dette forsvares, eller i det mindste gøres forståeligt, hvis man gør sig forskellen på politisk og økonomisk lighed klart.  Vi skal blive ved med at kritisere regeringen på dette og lignende punkter, hvilket er let, men der er ingen grund til at fortvivle over de manglende resultater. Det er trods alt bedre end at have Mogens the Lancet Lykketoft på en ledende post.

Det ændrer ikke på, at regeringen i velfærdsdebatten er foruroligende tæt på selvmål. Det er nødvendigt at gøre det klart, at velfærd ikke er uforeneligt med liberalisme, også hvor det angår sociale foranstaltninger, og at der er forskel på en social velfærdsstat, der beskytter den enkeltes integritet, og så den knusende forsorgsstat, som socialdemokraterne ønsker. Hvis regeringen bliver ved med at anvende socialdemokratiske begreber og sprog, vil befolkningen før eller siden vælge den ægte vare i stedet.

Så risikoen for selvmål er bestemt til stede, men jeg mener blot ikke, at det er sket endnu. Tværtimod mener jeg, at vi har fået et par afgørende mål ind hos modparten.

Jeg kan se, at Scripio i kommentarspalten til redaktørens indlæg fra i går allerede har fremhævet skattestoppet. Jeg er enig, selvom skattestoppet formodentlig synger på sidste vers, når statsministeren nedsætter sin skattekommission. Men selv det gør ikke noget, for skattestoppets vigtigste funktion er opfyldt. Det var at afvise opfattelsen af, at skatten og forsorgsstaten som en naturlov måtte vokse ubønhørligt, altid og uafvendeligt. Som ethvert o

pgør med en naturlov var det et mirakel, men det lod sig gøre. Det var muligt at standse bæstets mareridtsagtige vækst og vise, at selv offentlige myndigheder kan sætte tæring efter næring. Det hylekor, som har dannet sig beskyttende omkring DR, fordi de opfatter nedskæringerne i det 3 mia store budget som et uhørt grusomt angreb, viser blot, at der fortsat er behov for skattestoppet.

Hvis skattekommissionen kan skabe en forenkling, helst den retfærdige fladeskat, hvor de største skuldre bærer de bredeste byrder, men hvor ingen straffes for at gøre en ekstra indsats, som tilfældet er det med progressiv beskatning, er denne pause i skattestoppet berettiget. Den pædagogiske effekt vil holde sig.

Et andet mål har været at bevidstgøre befolkningen om, at der er en sammenhæng mellem forsorgsstaten og indvandringen. Et ekstremt gavmildt socialt system kan ganske simpelt ikke forenes med fri indvandring over åbne grænser, men kræver lukkede grænser for alle andre end de absolut velstillede. Man er nødt til at nå en balance mellem de to yderpunkter: lukkede respektive åbne grænser. Jeg så gerne, at den balance blev lagt et andet sted end for nærværende, så heller ikke her er der perfektion. Men det er trods alt positivt, at balanceproblemet er blevet erkendt i brede kredse, selv langt ind i den mere overfladiske del af caffe latte-segmentet. Vi får formodentlig aldrig så naiv en minister som Anita Bay Bundgaard igen. Denne erkendelse af en vigtig sammenhæng er i det store perspektiv et vigtigt mål i kampen for et bedre samfund.

Og når vi taler om caffe latte og naivitet, så er det da også glædeligt, at Anders Samuelsen-fløjen tilsyneladende har vundet over Gitte Seeberg-fløjen, så NA nu erklærer sig som klart borgerlig. Under valgkampen kom man ærlig talt i tvivl, om de blot var borgerlig i økonomiske spørgsmål og venstreorienteret naive i udenrigspolitik, og dermed reelt blot var en RV-klon, som drøftet her. Det er nu afklaret. Spørgsmålet er blot, om fløjkampen har givet dem et banesår, så bekendelsen til borgerlige værdier kom for sent.

Tja, det blev langt. Men det var også længe siden.

Jeg må beklage, men jeg er altså rimelig tilfreds med tingenes tilstand.

Jeg nåede som sagt ikke min julehilsen. Men som svenskofil østdansker fik jeg genopfrisket min dosis af svensk jule-tv, herunder den svenske version af Disneys juleshow. Den tålmodige læser, der har hængt på indtil nu, vil sikkert ikke undre sig over, at en af mine favoritter er historien om tyren Ferdinand. De mere mugne læsere må gerne mumle, at der nok nærmere er tale om en stud end en tyr. Jeg vil sidde under min korkeg og være lykkelig.