Lav befolkningstæthed var ikke en fordel for Sverige under COVID-19 – snarere tværtimod

Af Jonas Herby, den 22. november 2021. 1 svar

I mange debatter om COVID-19 i Danmark og Sverige, har jeg set og hørt folk sige, at Sverige burde have klaret sig relativt bedre end Danmark, fordi der er meget lav befolkningstæthed, hvilket alt andet lige sværere for COVID-19 at sprede sig.

Men er den påstand rigtig? Det er emnet for dagens blogindlæg, og som vi skal se, er svaret ”Nej – snarere tvært imod!”.

Nedenstående figur viser befolkningstætheden for Danmark, Finland og Sverige. Det er dette mål folk normalt har i tankerne, når de siger, at Sverige – alt andet lige – stod i en nemmere situation end Danmark ift. befolkningstæthed. Figuren viser, at der er langt flere danskere pr. kvadratkilometer (136) end svenskere (25)

Problemet med denne opgørelse er, at den ikke tager højde for, hvor folk rent faktisk bor. I Sverige er der store øde områder, hvor der stort set ikke bor et øje. I stedet klumper svenskerne sig sammen i byerne. Og det gør de faktisk i højere grad end i Danmark. Det viser nedenstående figur, som er baseret på data fra Eurostat.

Figuren viser, at svenskerne i lige så høj grad bor i byerne, hvor COVID-19 har bedst betingelser, som danskerne. Faktisk bor kun halvt så mange svenskere (22%) som danskere (42%) i landdistrikter (”rural”). I stedet bor de i områder, der betegnes som ”intermediate”, en område-type der bl.a. dækker over Østjylland med Aarhus, Fyn med Odense og Nordsjælland plus Vestegnen (uden København).

Tallene fra Eurostat er fra 2011. Siden da er Sveriges befolkning (10% vækst) vokset dobbelt så hurtigt som Danmarks (5%), hvilket bl.a. skyldes en omfattende indvandring. Så det er ikke utænkeligt, at urbaniseringen i Sverige er steget yderligere.

Der var altså – i modsætning til, hvad mange ellers har hævdet – ikke hjælp at hente i lav befolkningstæthed for Sverige, da coronaen ramte. Snarere tværtimod.

Religiøsitet i den vestlige verden

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2021. 1 svar

Vi har tidligere skrevet om et af de store sociologiske spørgsmål her på stedet: Hvorfor er nogle samfund meget mere religiøse end andre? Spørgsmålet bliver ved med at dele de intellektuelle vande. Nogle forskere insisterer på, at de store forskelle i hvor religiøse folk er og hvor ofte de deltager i religiøs aktivitet ikke er virkelige – påstanden er ofte, at folk bliver ved med at være ‘åndelige’ i en eller anden forstand – mens de fleste accepterer, at der er store forskelle. Der er næppe meget tvivl om, at gentagne undersøgelser viser, at folk idag er langt mindre religiøse end tidligere.

I mange henseender er religiøsitet en del af den brede transition fra fattige samfund med subsistenslandbrug til moderne, avancerede samfund. Min kollega, mentor og tidligere vejleder Martin Paldam viser for eksempel i sin nye (og meget anbefalelsesværdige) bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, at religiøsitet er et af adskillige forhold, der ændrer sig i takt med at samfund bliver rigere. Omend det stadig er usikkert – som Martin med vanlig omhyggelighed påpeger – om kausaliteten kun går en vej eller om religiøsitet også påvirker den økonomiske udvikling, er mønsteret klart. Ser man på tværs af verden, som vi gør i dagens første figur, der viser forskelle i hvor vigtig folk mener religion er i deres hverdag, er det også meget tydeligt at religiøsitet følger økonomisk udvikling.

At det ikke blot er et fænomen, der gælder udviklingslande er klart i dagens anden figur, hvor vi plotter religiøsitet mod logaritmen til gennemsnitsindkomsten i tre grupper: Vesteuropæiske lande (blå markeringer), østeuropæiske lande med en kommunistisk fortid (røde markeringer), og amerikanske stater (sorte markeringer). Alle data er købekraftskorrigerede og dermed så sammenlignelige som muligt.

Mens det er relativt tydeligt, at rigere stater er mindre religiøse – korrelationerne i de tre grupper varierer fra -.35 i USA til -.59 i Vesteuropa – viser figuren også, hvordan de amerikanske stater systematisk er mere religiøse ved samme indkomstniveau. Det er også ganske klart i gennemsnittene, da 55 % af amerikanerne ser religion som vigtig i deres hverdag, mens det er 51 % i Østeuropa og 47 % i Vesteuropa. Indkomstforskellene er derimod 63.400 dollars per indbygger i USA, 48300 i Vesteuropa og 24900 i Østeuropa. Amerikanerne er uforholdsmæssigt religiøse.

Et interessant faktum kan ses i dagens sidste figur, hvor vi plotter religiøsitet overfor den sociale tillid i staten. Mens vi må understrege, at der er endnu mere usikkerhed omkring kausaliteten her – se f.eks. mit arbejde med Niclas Berggren om emnet – er sammenhængen ganske klar. Det gælder også, hvis man bruger lidt mere avanceret statistik. Multipel regressionsanalyse peger således på fire interessante indsigter: 1) Fordobler man indkomsten, falder religiøsiteten typisk med 19 procentpoint; 2) for hver ti tillidspoint falder religiøsiteten med syv procentpoint; 3) alt andet lige er Vesteuropa i gennemsnit 18 procentpoint mindre religiøst end USA, og Østeuropa er 19 procentpoint mindre religiøst end Vesteuropa; og 4) der er ingen systematiske forskelle på tværs af protestantiske, katolske og ortodokse/muslimske stater.

Hvad kan man bruge den slags viden til? Det enkle svar er, at det giver mere viden om hvordan transitionsprocesser ser ud – om hvordan samfundet ændrer sig i takt med, at det bliver rigere. Men sammenligningerne i dag peger også på, at der ofte er andre forhold der er vigtige, og som måske ikke ændrer sig fundamentalt i transitionsprocessen. Spørgeundersøgelser i starten af 1930erne viste for eksempel, at kun omtrent 30 % af københavnerne gik fast i kirke – et tal, der idag ville være lavt i USA. Flere af disse forhold kan måske forklare, hvorfor de nordiske lande på mange måder var så moderne allerede for 90 år siden.

Myten om den rationelle vælger – Paul Krugmans version

Af Jonas Herby, den 18. november 2021. 2 svar

Hvis du vil læse en bog, der meget klart beskriver, hvorfor demokratiet bør fokusere på at beskytte individuelle rettigheder og bruges så lidt som muligt til at træffe valg for borgerne, så er The Myth of the Rational Voter af Bryan Caplan b o g e n. Den er ganske enkelt et must read, hvis du vil forstå demokratiets begænsninger (og hvorfor Pelle Dragsteds idéer er stærkt problematiske).

Forleden skrev Paul Krugman sin egen korte version af bogen i The New York Times (som kan læses gratis hos Seattle Times her). Her er et par centrale uddrag, som er relevante ift. min reaktion på kommunalvalget.

In principle, voters should judge politicians by their actions; they should support politicians who pursue policies that help them, oppose politicians whose policies would hurt them. To do this, however, voters should have a reasonably good idea of what policy is doing.

Unfortunately, when it comes to economic policy — which should be the easiest kind of policy to evaluate, since its effects are visible in everyone’s daily life — there are few reasons to be optimistic about the relationship between policy and public opinion.

In a sensible world, voters would have both a reasonably accurate picture of what’s happening in the economy and a basic understanding of what aspects of the economy are under politicians’ control. In the world we live in, neither of these things is true.

Herefter beskriver Krugman, hvordan opfattelsen af økonomiens tilstand påvirkes af politisk ståsted (partisanship) og hvordan amerikanerne ikke forstår, hvad der påvirker benzinpriserne (de tror, det er præsidenten, men han har ufattelig lidt at skulle have sagt). Det får Krugman til at konkludere, at

we’re living in a nation with many voters who seem to have both a distorted view of the state of the economy and false beliefs about what aspects of the economy politicians can affect. How is democracy supposed to function well under these conditions?

Just to be clear, I’m not condemning voters for not being economic experts. People have children to raise, jobs to do, lives to live. Expecting them to be sophisticated policy analysts is unreasonable.

But the fact remains that public perceptions have become extremely disconnected from reality — economics is just one example.

Som Bryan Caplan pointerer i sin bog, så er det rationelt ikke at sætte sig ind i politik (du kommer aldrig til at påvirke et valg alligevel) og økonomisk teori og empiri (du har bedre ting at bruge tiden på – livet er svært, som Jordan Peterson siger). Og derfor skal vi ikke forvente, at folk vælger politikere, der gør det bedste for landet.

Lev Mette.

Pille mod COVID-19

Af Jonas Herby, den 17. november 2021. 2 svar

Masser af interessante info her om de nye piller fra Merck og Pfizer.

Pillerne er testet på uvaccinerede, men mon ikke også vaccinerede kan have gavn af dem. De viser rigtig god effekt mod indlæggelse.

At the headline level, Pfizer’s pill reduced the risk of hospitalization and death by 89%, while Merck showed a reduction of 50%.

Og 100% effekt mod død (om end vi ikke kender usikkerheden endnu).

What the studies had in common was 100% efficacy against death, regardless of when patients started treatment. Merck’s study counted eight deaths among patients on placebo, and Pfizer’s observed 10.

Nu KAN der da snart ikke være flere (dårlige) argumenter for at have restriktioner…

Døtre får fædre til at ansætte kvinder…

Af Jonas Herby, den 17. november 2021. Skriv et svar

Det er konklusionen på et nyt interessant studie fra bl.a. Nina Smith. Her er abstract:

We study the role of managers’ gender attitudes in shaping gender inequality within the workplace. Using Danish registry data, we exploit the birth of a daughter as opposed to a son as a plausibly exogeneous shock to male managers’ gender attitudes and compare within-firm changes in women’s labor outcomes depending on the manager’s newborn gender. We find that women’s relative earnings and employment increase by 4.4% and 2.9% respectively following the birth of the manager’s first daughter. These effects are driven by an increase in managers’ propensity to replace male workers by hiring women with comparable education, hours worked, and earnings. In line with managers’ ability to substitute men with comparable women, we do not detect any significant effect on firm performance. Finally, we find evidence of rapid behavioral responses which intensify over time, suggesting that both salience and direct exposure to themes of gender equality contribute to our results.

Inden man konkluderer, at det må betyde, at der ER kønsdiskrimination og uligeløn, så bør man som minimum overveje to ting.

  1. Betyder resultaterne nødvendigvis, at mænd blev foretrukket frem for kvinder FØR chefen fik en datter, eller betyder det snare, at kvinder bliver foretrukket frem for kvinder EFTER?
  2. Hvad sker der med alle de fravalgte mænd? Får de dårligere jobs, eller får de bare et andet – lige så godt – job på et jobmarked præget af konkurrence?

Måske bruger den nybagte far ganske enkelt mulighederne i sin stilling til at opdrage sin datter og signalere til hende og omverdenen, at han skam tager ligestilling alvorligt (uanset om han gør det eller ej). Det vil fremtidig forskning måske kunne svare på.

EFTAs regler er bedre end EU’s på visse områder

Af Jonas Herby, den 16. november 2021. Skriv et svar

EFTA er en frihandelsorganisation bestående af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, og er i modsætning til fx EU en fuldstændig mellemstatslig organisation. Og noget tyder på, at organisationen – i hvert fald på taxiområdet – har bedre regler end EU.

For nylig har Island fået det, der vist kan kaldes en påtale, for at bryde EFTAs regler.

The current legal framework in Iceland limits the number of taxi licenses available in certain districts, making it difficult or even impossible for new operators to enter the market. The current legislation also requires taxi operators in certain districts to be connected to a dispatch central and to have taxi driving as a principal profession.

Som enhver ved, begrænser den slags regler konkurrencen og er et brud på den frie etableringsret, ligesom de understøtter monopol (eller i hvert fald monopollignende) tilstande. Og det er bl.a. netop derfor, EFTA er efter Island.

Placing undue restrictions on the freedom of establishment and barring new entrants to the market impedes competition, hampers innovation and leads to higher prices for customers. In its reasoned opinion delivered to Iceland today, ESA concludes that these limitations constitute an undue restriction on the freedom of establishment under Article 31 of the EEA Agreement.

EFTA påtaler altså de problemer overfor Island, som nogle (hvad enten det er EU, Konkurrencestyrelsen eller vælgerne) burde have påtalt over for det flertal, der ikke ville lade Ole Birk Olesen liberalisere taxiloven fuldstændigt. Om EFTA så også kan sanktionere Island for at bryde reglerne, er en anden snak (som jeg ikke kender resultatet af, så bidrag gerne med jeres viden i kommentarsporet).

Historien kan læses på EFTAs hjemmeside.

Om Fonsmark og det tilsyneladende fravær af borgerlige intellektuelle

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. november 2021. Skriv et svar

Pernille Stensgaard har i anledning af Weekendavisens 50 årsdag begået to artikler. Den første handler om avisens idémand og første chefredaktør Henning Fonsmark. Den anden handler om, hvorfor der er så få borgerlige intellektuelle i dag.

Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard, har i denne uge et svar til Stensgaard, hvor han remser en lang række af de ellers manglende borgerlige intellektuelle op (og venlig inkluderer et par af os her fra stedet).

Peter Kurrilds kritik er jeg enig i. Til gengæld er jeg mere forbeholden end ham over for den første artikel med Fonsmark-portrættet. Jovist, hun er en utroligt velskrivende journalist og giver en glimrende levnedsbeskrivelse af Fonsmark. Han begynder som læredreng hos en isenkræmmer i Esbjerg, men bryder sin ikke-akademiske sociale arv og bliver litteraturhistoriker, fyrtårn i dansk presse samt en hård, intellektuel kritiker af borgerligt svigt navnlig under VKR-regeringen. Det kulminerer med hans ”Historien om den danske utopi” om optakten og resultatet af netop VKR-regeringen. Men hun virker mystificeret over ham. Hvad driver Fonsmark til denne position? Hendes samtaler med bl.a. familiemedlemmer og tidligere kolleger giver hende ikke rigtig noget svar. Fonsmark er i hendes portræt et intellektuelt menneske, der nærmest kun har åndelig fremtoning, der ikke tilhører ”pengeborgerligheden”, og alligevel samler en stor del af hans kritik sig imod velfærdsstaten og dens skatteforhøjelser.

Svaret er dog ikke spor mystisk. Måske for Stensgaard, som et sted i artiklen forklarer, at ”Historien om den danske utopi” har tre lånere på venteliste på Københavns Hovedbibliotek. Man tænker uvilkårligt: Har hun overhovedet læst bogen, eller nåede den ikke at blive ledig før deadline? For svaret på det tilsyneladende mysterium findes i Fonmarks bøger. Man kan udover ”Historien” nævne hans ”Den suveræne dansker” – som Stensgaard dog ikke nævner – og egentlig også hans roman ”Flugtveje”, som hun kun omtaler som ikke nogen litterær succes.

Når Fonsmark både kan være intellektuel og kritiker af velfærdsstaten, så hænger det ganske enkelt sammen med, at han så økonomisk frihed som en central del af den personlige frihed – eller som han også kaldte det ”borgernes suverænitet”. Velfærdsstatens vækst og høje skatter krævede, at staten trængte sig ind på områder, som burde tilhøre den enkeltes suverænitet, det vil sige hører hjemme på markedet, i civilsamfundet og i privatsfæren. Det er en grundlæggende klassisk liberal indsigt, som han fint og gentagne gange forklarer.

Det er også tydeligt, at han delte Toquevilles bekymring for, at borgerne i et demokrati ville ende med frivilligt og endda gladeligt at kapitulere deres suverænitet og at underkaste sig statens indblanding i snart sagt alle dele af menneske- og samfundslivet. Her så han et stort borgerligt svigt ved ikke bare at acceptere, men medvirke til statens fremmarch under især VKR. Peter Kurrild har et sted beskrevet Fonsmark som en af de få kæmpende ved Thermopylæ, da suveræniteten kom under angreb. Fonsmark lod sig helt klart også provokere at den borgerlige eftergivenhed over for og bagatellisering af den marxistiske bølge i kølvandet på ungdomsoprøret (det handler hans roman om) – inklusive dens involvering med kommunistiske diktaturstater.  

Mens Fonsmark kæmpede ved Thermopylæ, skrev f.eks. Per Stig Møller om, hvordan de borgerlige burde lade sig inspirere af Mao; man undres over, at Stensgaard så ukritisk trækker på netop Per Stig Møller som vidne i sin historie, uden at se denne ironi (ligesom Per Stig Møller toppede ironien ved at modtage Berlingske første ”Fonsmarkspris” i 2020).  

Vil man ikke forstå Fonsmarks betoning af økonomisk frihed som en nødvendig og integreret del af den personlige frihed, så er et godt sted at begynde at sondre mellem ”ånd” og ”materie”. Så kan man anse den økonomiske frihed som et primitivt materielt spørgsmål, som bør forbeholdes for ”pengemænd”, mens rigtigt intellektuelle tager sig af de vigtige åndelige spørgsmål. Man fristes imidlertid til at tro, at det netop er sådan, Stensgaard er begyndt, og derfor ender med gåden om, hvordan Fonsmark, denne åndsfigur, kunne hidse sig sådan op over for noget så banalt som stigende skatter. Jeg håber, jeg tager fejl, men tror det desværre ikke. Og mistanken bestyrkes af, at hun i sin anden artikel lader Kasper Støvring gentagne gange bruge CEPOS som angrebspunkt i forklaringen på, hvorfor der ikke er nogen blå intellektuelle. CEPOS beskæftiger sig med økonomiske emner og anviser praktiske veje til et mere frit samfund og er derfor derangeret til en ”erhvervsorganisation”, helt uden sans for ”det åndelige”, mener Støvring. Enten skaber man et fundament af åndelige og dannede ting som skønlitteratur, religion og kultur, eller uværdige ting som økonomi og andre ikke humanistiske videnskaber. Det bliver et adelsmærke at være uvidende om den materielle verdens kedelige detaljer, som kun er passende beskæftigelse for en ”erhvervsorganisation”. Anderledes kan man ikke læse ham.

Nu er det ikke noget særsyn, at Støvring markedsfører sin kollektivistiske nationalkonservatisme ved at råbe skældsord mod sine liberale modstandere og de fabrikerede synspunkter, han tillægger dem, men her er måske en oprigtig følt kritik. Den falske dikotomi mellem ånd og materie i politisk filosofi (dikotomien behøver ikke være falsk alle steder) er i hvert fald ikke noget særsyn. Og den økonomiske friheds underordnede betydning i forhold til de mere åndelige friheder findes såmænd også blandt visse af de ellers af Støvring så forhadte liberale (Rawls er et eksempel).

Nuvel, denne form for ignorancens arrogance er ikke fremmed for en del, der kalder sig intellektuelle. Så det er ikke nødvendigvis nogen hædersbetegnelse. Og så bør man også befri Fonsmark for betegnelsen. Man kan dårligt tænke sig nogen større forskel end på litteraterne Fonsmark og Støvring.

Jeg læser altid Weekendavisen med stor glæde. Også Pernille Stensgaard, som har stor viden om arkitektur og natur, og som råder over en misundelsesværdig pen. Vi bør glæde os over, at Danmark rummer en af verdens bedste aviser, hvilket vi – blandt meget andet og mange andre – har Fonsmark at takke for. Men den kunne godt have givet ham et mindre misforstået portræt.  

Hvor effektive er vaccinerne?

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2021. 21 svar

På tværs af den vestlige verden behandler politikere og medier udbredelsen af vacciner som den eneste politik mod den ny coronavirus. Præsident Biden har forsøgt at dekretere, at alle ansatte i staten og virksomheder med over 100 medarbejdere skal vaccineres, og Johnson-regeringen i London forsøger at få alt personale i NHS tvangsvaccineret. Det er derfor ekstremt vigtigt at få konkret information om, hvorvidt vaccinerne leverer den beskyttelse som man er blevet lovet.

Den information kan man blandt andet få fra et nyt svensk studie, der er i pre-print og den glimrende Sebastian Rushworth omtalte forleden. Studiet, der er registerbaseret og omfatter knap 1.7 millioner borgere, undersøger de tre vacciner, Moderna, Pfizer, and AstraZeneca, der primært er blevet brugt i Sverige. Det bekymrende er, at studiet viser hvor hurtigt vaccineeffekten forsvinder. Resultaterne af at følge de 1,7 millioner svenskere viser, at den meste effektive vaccine – Moderne – efter 4-6 måneder kun giver 71 % reduktion i symptomatisk smitterisiko, Pfizer giver 47%, mens hele effekten af at få AstraZenecas vaccine er væk før der er gået et halvt år. Efter ni måneder gælder det samme for Pfizer-vaccinen, mens forskerne ikke kan give en vurdering af Moderna. De konkluderer dog, at der ser ud til at være en lineær reduktion af effekten for vaccinerne, så også Moderna holder op med at give beskyttelse.

Når de svenske forskere fokuserer på de relativt ældre, og dermed den eneste gruppe i samfundet som har en reel risiko ved at blive smittet med Sars-Cov-2, er resultaterne endda værre. For de tre vacciner som helhed falder effekten til 50 % efter 2-5 måneder, og efter et halvt år giver de ingen beskyttelse. Selv for de 50-64-årige er al effekt væk efter 4-6 måneder. Bundlinjen er ganske klar, selvom det ikke er det forskerne skriver: Vaccinerne er langt fra så effektive, som man først blev lovet, og som politikere bliver ved med at påstå.

Det samme billede får man fra et andet nyt studie, der blev udgivet i European Journal of Epidemiology for godt en måned siden, og som sætter også et stort spørgsmålstegn ved vaccinerne. Med data på tværs af 68 lande og 2947 amerikanske counties, undersøger S.V. Subramanian og Akhil Kumar, i hvilken grad udbredelsen af vaccinerne har bremset udbredelsen af virussen. Hele grundlaget for de enorme investeringer i vacciner til alle, og i særlig grad til kravene om vaccinepas osv., er at vaccination kan bremse smittespredningen i samfundet. Problemet er, at Subramanian og Kumar finder, at smitteudbredelse slet ikke er korreleret med udbredelsen af vacciner. Hæver man sig op på samfundsplan er effekterne af vaccination således så små, at man ikke kan se dem med endda omhyggelig statistik. Det indebærer, at massevaccination således er irrelevant som strategi for at redde nogen.

Et nyt studie af Peter Kamp Busk, Thomas Birk Kristiansen og Allan Engsig-Karup trækker også tæppet væk under det andet ben af den danske viruspolitik. Studiet undersøger, i hvilken grad den danske teststrategi har påvirket hvor mange der testede positivt. De tre finder, at om noget var der større smitteudbredelse mens der blev testet mest intensivt. Med andre ord er der ingen evidens for, at den danske massetestning har haft nogen som helst effekt på smitteudbredelsen. Bundlinjen i disse studier er, ligesom den nye litteratur om nedlukninger som bl.a. Douglas Allen har opsummeret, at praktisk taget alt som vestlige regeringer har gjort siden marts sidste år har været nyttesløst. I bedste fald har det kostet uanede ressourcer – i Danmark er regningen i omegnen af 500 milliarder kroner – men der er mange indikationer på, at nedlukningerne kan ende med at slå flere folk ihjel. Som vi dokumenterede forleden, har der været markant overdødelighed i Danmark siden juni, som ikke har med virussen at gøre. Der tales også meget i de britiske medier om de 75000 flere briter i forhold til tidligere år, der er døde i deres hjem i år. Vil man ’følge videnskaben’, burde man stoppe sundhedsteatret nu.

Hvor hurtigt kan nedlukninger virke på antallet af dødsfald?

Af Jonas Herby, den 10. november 2021. 1 svar

Antag, at nedlukninger virker. Hvornår ville vi så kunne se en effekt på antallet af døde, når politikerne lukker ned?

Nedenstående figur (lånt her) viser sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Figuren viser, at der i gennemsnit går 15-17 dage, fra man får de første symptomer, til man eventuelt dør. Og at de første symptomer kommer ca. 5 dage efter man bliver inficeret. I alt går der altså – ifølge denne figur – 20-22 dage, fra infektion til død. Det er lidt højere end hvad jeg har set andre steder (Flaxman et al. (2020) antager implicit, at der går 2-3 uger), men at der går en rum tid, er der ingen tvivl om.

Da Mette Frederiksen d. 11. marts om aftenen meldte ud, at skoler ville lukke d. 16. marts og restauranter d. 18. marts, ville vi altså forvente at se en effekt af nedlukningen 2-3 uger senere. Og i mange lande er det faktisk omtrent det, vi observerer, hvilket har fået en del til at konkludere, at nedlukningerne virker (korrelation er kausalitet for dem).

Men mange empiriske studier finder faktisk en effekt på dødeligheden langt hurtigere. Fakir & Bharati (2021) finder en større effekt efter 0 dage end efter 14 og 21 dage. Dave m.fl. (2021), som jeg også har omtalt her, finder en stor effekt allerede efter 6-14 dage. Og nedenstående figur fra Fowler et al. (2021) viser, at de finder en effekt på dødstallene (panel b) allerede efter få dage. Og den største effekt allerede efter 10 dage.

Jeg har set lignende resultater i flere andre studier, og det mærkværdige er, at mange af forfatterne ikke tænker videre over det. For hvad betyder det, at man finder en effekt af nedlukningerne på antallet af døde efter få dage? Reelt set kan det kun betyde en (eller begge) af to ting:

  1. Data viser, at der går meget kortere tid fra infektion til død, end læger osv. regner med.
  2. Modellerne er fejlspecificeret og fanger reelt noget andet end effekten af nedlukninger.

Mit bud er, at forklaringen næppe er 1). Forklaringen er snarere 2). Og det, de fanger, er – måske – effekten af frivillige adfærdsændringer, sæsonudsving eller andet, som sker FØR politikerne lukker ned (se fx søgningen på håndsprit op til nedlukningen). Det kan dog også sagtens være andre faktorer. Fx kan Fakir & Bharati (2021)’s metode gøre, at de ganske enkelt fanger effekten af den normale virussæson, som typisk er aftagende i marts i de nordlige (og rige) lande.[1]

[1] Fakir & Bharati (2021) skriver “using the level of stringency in the rest of the world to predict the level of stringency of the restriction measures in a country...” Men da nedlukningerne sådan ca. fulgte enden af en almindelig viruskurve i 2020, kan det indebære, at de estimerer effekten af en almindelig viruskurve på udviklingen af COVID-19. Og når de finder større effekt i mere udviklede lande, kan det skyldes, at de udviklede lande er højere mod nord og derfor har skarpere viruskurver. Desværre kommer Fakir & Bharati (2021) ikke ind på disse problemstillinger.

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2021. 2 svar

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Et godt råd til Heunicke

Af Jonas Herby, den 3. november 2021. 2 svar

“Mit råd til He­u­ni­cke: Drop ned­luk­nin­ger og cor­o­na­pas og fo­kusér på god in­for­ma­tion til dan­sker­ne”

Sådan lyder rubrikken i min seneste kommentar i Børsen. Vaccinerne virker, og COVID-19 er – fuldt forståeligt – ikke længere en samfundskritisk sygdom. Så et coronapas, der opdeler borgerne i “dem og os”, er i mine øjne ikke proportionalt.

Alle, der ønsker det, har længe haft adgang til at blive vaccineret. Jeg kan kun se grund til at forlange coronapas hos plejepersonale eller andre, der er i kontakt med særligt udsatte. Men der er ingen grund til coronapas for at bevæge sig i samfundet i øvrigt.

Desuden er evidensen for at nedlukningerne virker bemærkelsesværdigt fraværende. Modelkørslerne viser rigtig nok store effekter af nedlukningerne, men de modeller er så afhængige af antagelser, at SSI helt droppede at lave fremskrivninger på baggrund af dem (med god grund). Ser man i stedet på data ex post og sammenligner udvikling og forskellige tilgange i forskellige lande, ender man med en noget anderledes konklusion. Her fra abstract i reviewet “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature” af professor Douglas W. Allen, som netop er publiceret i International Journal of the Economics of Business:

The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths.

Allen (2021)

Men hvorfor ser vi så store forskelle mellem lande, når det ikke skyldes forskelle i nedlukninger? Mit bud er forskellige udgangspunkter og rene tilfældigheder.

De forskelle, vi ser mellem landene, skyldes primært forskellige udgangspunkter (f.eks. demografi) og rene tilfældigheder. F.eks. har to forskergrupper uafhængigt af hinanden vist, at områder, der som bl.a. Stockholm holder vinterferie i uge ni, havde ca. dobbelt så mange døde som andre områder pga. import af smitte fra Alperne, før man overhovedet vidste, at der var et smitteudbrud.

Kapaciteten i sundhedssektoren bliver igen og igen brugt som argument for nye restriktioner. Men det argument holder ikke, når effekterne af regeringens tiltag er marginale.

Det kan ikke afvises, at kapaciteten i sundhedssektoren bliver presset denne vinter, præcis som den har været under tidligere influenzapandemier. Men når nedlukninger ikke virker, er det svært at se, hvad sundhedsministeren kan gøre ved det. Forhåbentlig vil danskerne i det tilfælde atter justere adfærd, præcis som vi gjorde i december 2020, hvor frivillige adfærdsændringer på baggrund af information ifølge Hope-projektet var vigtigere end nedlukningerne.

Hele min kommentar kan læses her.

Dansk mortalitet i 2021

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2021. 1 svar

Der foregår ofte interessante ting, som medierne ikke skriver om. Det betyder ikke, at de eksplicit vælger ikke at skrive om dem, da journalister sjældent er særligt velinformerede om hvad der foregår udenfor politik. Nogle af disse forhold tages heldigvis op af medier udenfor mainstream, og ikke mindst punditokraterne. Hvad der foregår med dansk mortalitet for tiden er et af disse forhold.

Mellem 1/6 og 25/10 er 22184 danskere døde, mens gennemsnittet for samme periode i 2017-2019 var 20334. Der har således henover sommeren og efteråret været en overdødelighed på 9,1 % (1850 personer), som ikke kan tilskrives Covid. Denne overdødelighed er tydelig at se i figuren nedenfor. Renser man dødstallene for alle Covid-relaterede dødsfald (den stiplede linje) – og det skal endnu en gang understreges, at måden tallet opgøres på indebærer at man tæller folk, hvis død ikke er forårsaget af coronavirussen – når man en overdødelighed i perioden på 8,2 %, eller knap 1700 ekstra dødsfald. Dette problem skyldes ikke, at dødsfaldene blot er udskudt: I perioden 1/1 til 1/6 oplevede Danmark en underdødelighed på blot 2 %, eller 490 personer, hvilket tydeligvis ikke er nok til at opveje 1850 ekstra dødsfald efter 1/6. Underdødeligheden i de første måneder af 2021 skyldes blandt andet også, at virussæsonen 2020-21 simpelthen lå lidt tidligere end normalt, så flere af sæsonens dødsfald lå i slutningen af 2020.

Vi har ikke nogen konklusion med to streger under, eller blot evidens for dele af forklaringen, men kan blot nævne nogle mulige dele af den. Som dokumenteret ovenfor, kan forklaringen ikke have noget direkte at gøre med coronavirussen, da dødsfaldene må skyldes noget andet. Logisk er der således tre muligheder. For det første kan der være tale om en ren tilfældighed, men givet størrelsen af udsvinget, virker det ikke specielt sandsynligt. For det andet kan der være tale om dødsfald forårsaget af andre vira, der er blevet undertrykt det sidste halvandet år. Der tales for eksempel meget om RS-virus hos småbørn, ligesom flere epidemiologer er bekymrede for særligt mange influenzatilfælde. Det burde dog ikke være nogen væsentlig faktor før den almindelige virussæson starter i efteråret.

For det tredje tales der en del om, at vaccination i nogle tilfælde kan slå folk ihjel. Statens Seruminstitut noterer i en omtale af de godt 4400 danskere, der er døde indenfor 30 dage efter vaccination, at ”da der i langt overvejende grad er tale om gamle mennesker og udsatte borgere, så vil dødsårsagerne givetvis også være de helt normale for grupperne.” Der er ingen grund til at tro, at det ikke er korrekt, men kun behov for at notere sig, at det samme mønster gælder de cirka 2700, der er døde indenfor 30 dage af infektion med den nye corona-virus.

Sidst, men sandsynligvis ikke mindst, er det a priori rimeligt at regne med, at en del af de ekstra dødsfald skyldes ’collateral damage’ i form af folk, der ikke er sat i behandling i tide for andre lidelser. Omfanget af det kan ikke vurderes, før den årlige statistik over dødsårsager kommer, men der er næppe tvivl om, at der blandt de godt 1800 er en række borgere, der er døde af kræftsygdomme, der i almindelige år ville være diagnosticeret og behandlet langt tidligere. Det samme gælder med stor sandsynlighed også hjertelidelser og flere andre sygdomme, hvor risikoen stiger alvorligt jo længere tid der går, for de diagnosticeres. Alle disse dødsfald – hvor mange der end er af dem – er direkte konsekvenser af nedlukningerne. Det samme gælder såkaldte desperationsdødsfald – selvmord, overdoser, osv. – der følger med den krise i folks mentale helbred, som nedlukningerne har skabt.

Hvad der end har forårsaget overdødeligheden henover sommeren og i efteråret er således usikkert. Uden langt mere detaljeret information om dødsfaldene, er det umuligt at sige noget præcist om, hvorfor vi ser omkring 9 % flere dødsfald nu end i perioden 2017-19. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at der ingen sammenhæng har været mellem nedlukningerne og dødstal i 2020. I hvilket omfang nedlukningerne netto ender med at have slået folk ihjel, er et spørgsmål som man kun kan svare på om flere år. Foreløbig ser det danske mønster dog ikke lovende ud, og indikerer at der ligger en politisk ubehagelig diskussion, der skal tages på et tidspunkt.

Ja. Kvindekvoter ødelægger virksomhedernes evne til at skabe værdi.

Af Jonas Herby, den 2. november 2021. Skriv et svar

Forleden stillede jeg – på baggrund af ét studie fra Norge – spørgsmålet “Ødelægger kvindekvoter virksomhedernes evne til at skabe værdi?“. Ét studie er sjældent nok til at besvare et spørgsmål, men heldigvis har Yu & Madison (2021) lavet et review af litteraturen. De konkluderer:

Several countries have mandated sex quotas on corporate boards of directors. We systematically reviewed empirical studies that compared company profitability and financial performance before and after introducing legislated quotas. The search yielded 348 unique hits and nine studies were retained, including 20 effects. Four were null, 11 were negative, and five were positive, all of the latter for Italian and French companies. We conclude that quotas for women on corporate boards have mainly decreased company performance and that several moderating factors must be taken into account when assessing causal effects of quotas on company performance.

Så blev vi så meget klogere.

Og det er egentlig ikke synderligt overraskende. Virksomheder forsøger som regel at tjene penge. Og gerne flest muligt. Når Regelstaten regulerer virksomhederne, er det for at få dem til at gøre noget anderledes. Altså noget, der ikke bidrager til at tjene mest muligt.

Er nedlukningsforskerne politisk biased?

Af Jonas Herby, den 1. november 2021. 2 svar

Jeg bruger for tiden en del tid på at læse studier om effekten af nedlukninger. I forbindelse med min gennemgang har jeg bemærket, at en relativt stor andel af studierne konkluderer lidt for hårdt – og i visse tilfælde direkte modsat af – hvad de reelt finder.

Lad os se på et par eksempler.

Chisadza m.fl. (2021) skriver i abstract, at ”less stringent interventions increase the number of deaths, whereas more severe responses to the pandemic can lower fatalities.” Det baserer de på en af deres modelspecifikationer (mr. 4 i Tabel 5), hvor de finder et positivt estimat for stringency (flere døde, jo mere der lukkes ned), men negativt estimat for stringency squared (færre døde, jo mere der lukkes end). Det betyder, at for små værdier af stringency fører nedlukningen til flere dødsfald, men for store værdier af stringency (>124) vil den samlede effekt af nedlukningen være negativt (altså færre dødsfald). Problemet er dog – som nedenstående figur viser – at den samlede effekt ikke kan blive negativ for mulige værdier af stringency, som er et indeks der går fra 0 til 100. Chisadza m.fl. (2021) viser altså, at nedlukninger altid fører til flere dødsfald. Ikke just det indtryk, man får fra deres abstract.

Dave m.fl. (2021) skriver i abstract, at ”we find that approximately 3 weeks following the adoption of a SIPO [shelter in place-order], cumulative COVID-19 cases fell by approximately 53.5%”. Men ser man på deres resultater (tabel 8 nedenfor), så finder de en stor effekt på dødsfald allerede efter 6-14 dage og altså før SIPO kan have en effekt (fordi det, som Bjørnskov (2020) beskriver, tager ca. 18 dage, før man kan se effekten af en politik i dødstallene). Effekten efter 15-19 dage – som altså er på grænsen til, at det kan skyldes SIPO, er næsten præcis lige så stor som effekten efter 20+ dage, og de kunne derfor i mine øjne lige så vel konkludere, at det var frivillige adfærdsændringer, der gjorde hele forskellen. Som minimum er de i hvert fald vigtigere, da estimatet efter 6-14 dage er 2/3 af den langsigtede effekt.

Stokes m.fl. (2020) konkluderer, at “focusing on ‘compulsory’, particularly school closing, not ‘voluntary’ reduction of social interactions with mandated policies appears to have been the most effective strategy to mitigate early Covid-19 mortality.” De baserer deres konklusion på tre forskellige analyser, hvor henholdsvis 1 ud af 9, 3 ud af 30 og 8 ud af 30 forskellige indgreb er signifikante (se deres supplementary information s. 13 og 17). I mine øjne er deres konklusion alt for hård, da vi meget vel kan være tæt på tilfældigheder her. Hvis man undersøger et datasæt for tilpas mange sammenhænge, vil man altid kunne finde nogle, der er indenfor et 5% konfidensinterval. Dette problem er kendt som multiple test bias og som beskrevet her, er der 79% sandsynlighed for at finde mindst ét signifikant estimat, når man undersøger 30 indgreb. Korrigerer man for multiple test bias med Bonferroni correction er kun ganske få af deres estimater signifikante (forskellige grader af rejserestriktioner).

Ashraf (2020) konkluderer, at “government response in terms of stringent lockdowns and social distancing measures has proved effective in controlling the spread of highly contagious virus.” Problemet er, at de finder en effekt på –0,326 til -0,073 døde pr. million indbyggere pr. stringency point. Den effekt er helt utroligt lille. Det kan illustrere ved at se på forskellen mellem Danmark og Sverige. Fra 16. marts 2020 til 15. april 2020 havde Danmark et gennemsnitligt stringency på 71,7, mens Sveriges var 56,6 – en forskel på 15,1 stringency point. Ganger vi dette på effekten, får vi altså, at Danmarks nedlukning reddede mellem 6 og 29 mennesker fra at dø af COVID-19 i forhold til en svensk ”nedlukning”. Det vil jeg under ingen omstændigheder kalde effektivt.

Ylli m.fl. (2020), som jeg tidligere har omtalt her, konkluderer i abstract, at ”the drastic social isolation measures, quickly undertaken in response to those initial outbreaks appear effective, especially in Eastern European countries, where community circulation started after March 11th. The study demonstrates that efforts to delay the early spread of the virus may have saved an average 30 deaths daily per one million inhabitants,” uden overhovedet at have undersøgt effekten af nedlukninger! Studiet er udgivet I PLOS ONE, og man undres over, at ikke én eneste reviewer har påpeget, at man ikke kan drage den konklusion på baggrund af studiet.

Aparicio og Grossbard (2021) konkluderer at, ”this suggests that various types of social distance measures such as school closings and lockdowns, and how soon they were implemented, help explain the US/EUROPE gap in cumulative deaths measured 100 days after the pandemic’s onset in a state or country”, selvom alle deres estimater for NPI’erne er insignifikante (i øvrigt er det en myte, at USA lukkede mindre eller langsommere ned end Europa, som jeg tidligere har beskrevet her (se sidste figure)).

Sears m.fl. (2020) ser på effekten af SIPOs (shelter in place-orders) og skriver i abstract, at ”death rates [were] 42-54% lower than in the absence of policies.” Men for det første inkluderer de 42-54% effekten af frivillig adfærd (uden frivillig adfærd er effekten 29% -35%, og det betyder rent faktisk – hvis du regner lidt efter – at frivillig adfærd har større effekt end udgangsforbud). For det andet er deres resultater insignifikante på et 5% signifikansniveau (se deres tabel 4).

Samlet set sidder jeg med en fornemmelse af, at konklusionerne i mange af studierne er biased. Og det er stort set altid i én retning: nedlukninger virker. Men det findes ganske givet også i den anden retning. Når man skal danne sig et overblik over litteraturen, er der derfor god grund til også (og måske primært) at studere forskernes resultater – og ikke nødvendigvis fokusere så meget på forskernes egne fortolkninger af deres resultater.

700% afgift – er det ikke i overkanten?

Af Jonas Herby, den 1. november 2021. 1 svar

Ifølge Dansk Motorfinans vil miljøtillægget op bilens ejerafgift stige fra 150% i dag til 700% i 2025 for  fri bil.

Ovenpå selve beskatningen, påregnes et miljøtillæg. De gældende regler frem mod d. 1. juli 2021, består af et tillæg på 150% af bilens ejerafgift. Dette tillæg stiger markant mod 2025, hvor den vil ende ud i et tillæg på 700% af bilens ejerafgift.

Helt konkret betyder dét, at hvis et køretøj har en årlig ejerafgift i dag på kr. 5.000,-, vil miljøtillægget frem til d. 1. juli 2021, være kr. 7.500,-. I 2025 vil dette tillæg stige til kr. 35.000,-.

Det lyder helt vildt. Er det virkelig rigtigt?

Fra min inbox: Postfirma i Polen limede vægte på brevene for at omgå statens monopol

Af Jonas Herby, den 30. oktober 2021. 7 svar

Forlede fik jeg en interessant mail, som fortæller lidt om, hvor skadelige (statslige) monopoler er, og hvor meget markedet er villige til at gøre for at omgå dem.

Tak for sjov historie om The Jones Act. Jeg kom til at tænke på en historie, en polsk kollega fortalte mig, om hvordan InPost brød det polske post-monopol for breve ved at lime metalvægte på brevene, så de kom over 50g-grænsen for små breve, og alligevel kunne omdele billigere end statens postvæsen 😀

Helt kort så klistrede firmaet nedenstående plade på brevene, så de blev tungere end 50 gr. og dermed kom over monopolets vægtgrænse. Og det var en fuldt lovlig måde at omgå reguleringen på.

Tænk at man kan lime en metalplade på et brev og stadig gøre det billigere end statens monopol…

Friedman har i øvrigt påpeget, at monopoler oftest netop er statslige eller beskyttet af staten gennem regulering. Jeg er enig med ham. Det er svært at finde eksempler på permanente monopoler på frie markeder. De private firmaer, vi kalder monopoler i dag, vil være forsvundet i morgen (med mindre det lykkes dem at få så meget regulering på plads, at konkurrencen begrænses, hvilket fx Facebook er godt i gang med).

Kom gerne med eksempler på monopoler (både beskyttede og frie) i kommentarsporet.

Minimumslønninger: Det handler om velfærd – ikke løn

Af Jonas Herby, den 29. oktober 2021. Skriv et svar

Følger man med i debatten om effekten af minimumslønninger, vil man se, at der ikke er entydig evidens for, at minimumslønninger ødelægger jobs.

Jeg har tidligere argumenteret for, at man næppe kan finde den sande effekt af minimuslønninger ved blot at kigge på lønninger og jobs, fordi der er et væld af muligheder for at omgå reguleringen. Hvis din løn bliver sat i vejret, men du samtidig mister mange af dine øvrige goder på jobbet, kan du være lige vidt. Du kan sagtens ende med at betale for din egen lønstigning ved at miste betalt mad, betalt parkering, fleksibilitet i arbejdstiden osv.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder en anden interessant omkostning for lønmodtagerne. Her er deres abstract (mine fremhævninger):

Exploiting minimum-wage variation within multi-state commuting zones, we document a negative relationship between minimum wages and firm variety in the U.S. restaurant and retail trade industries. To explain this finding, we construct a heterogeneous-firm model with a monopsonistic labor market and endogenous firm variety. The decentralized equilibrium underprovides the mass of firms compared to the outcome achieved by a welfare-maximizing planner. A binding minimum wage further reduces the mass of firms, exacerbating the distortion. Workers value employer variety, and thus, by reducing firm variety the minimum wage reduces workers’ welfare even if the average wage increases.

Det var ikke en effekt, jeg havde tænkt over før. Men det burde have stået lysende klart for mig, for jeg har mange venner, som har valgt dårligt betalte jobs, fordi det var fede jobs. Jeg havde fx to kammerater, der var kajakguides i Alaska. De tjente meget lidt, men fik en oplevelse for livet. Havde der været minimumslønninger da de var guides, havde de nok tjent mere (de havde sikkert kunne finde et andet job), men deres liv var under ingen omstændigheder blevet bedre af det.

Jha & Rodriguez-Lopez (2021)’s resultater viser, hvor svært det kan være at vurdere konsekvenserne af en given politik. For hvis forskningen entydigt havde vist, at minimumslønninger hævede indkomsten for lønmodtagerne, ville politikere og den samlede venstrefløj have jublet over mindstelønnens effekt på det, de kunne se. Men det ville stadig være dårlig politik på grund af de ikke-sete effekter som bl.a. Jha & Rodriguez-Lopez (2021) finder.

Fra folkeskole til friskole. Interessant interview med lederen af Uhre Friskole

Af Jonas Herby, den 28. oktober 2021. Skriv et svar

Skolemonitor har i dag et interview med en skoleleder, Kent Lykke, der har været på samme skole i 40 år, men i mellemtiden er gået fra at være folkeskole til at være friskole. Det er et ret interessant interview, hvis man vil forstå, hvorfor friskoler generelt klarer sig bedre end folkeskoler.

Kent Lykke peger bl.a. på centralisering som et problem for kvaliteten.

»Forvaltningerne er smeltet mere og mere sammen med det politiske system, hvor forvaltningen tidligere var en mellemstation. Men nu er de to enheder blevet ens og er meget stålsatte over for os, de udførende. Det er blevet formidling fra forvaltning til os frem for drøftelser,« siger Kent Lykke. […]

Det har skabt en distance mellem skoler og det politiske niveau, som i øvrigt blev forstærket med strukturreformen, der lagde 271 kommuner sammen til 98. Herunder Brande Kommune, der blev til Ikast-Brande.

»Konsekvensen er, at der i dag sidder mennesker i vores demokrati, som beslutter ting, de reelt ikke har indsigt i,« siger Kent Lykke.

Den manglende indsigt har samtidig betydet, at behovet for dokumentation er steget tilsvarende, tilføjer han.

»Det er en tidsrøver, som udhuler det meningsfulde. Det at være ledelse for noget og nogen er der blevet mindre tid til,« siger Kent Lykke.

De friere rammer har også påvirket hans ledelsesstil.

»Jeg har praktisk talt aldrig sagt nej til indkøb. Når man har høje forventninger til sine ansatte, må man også understøtte dem, og derfor er det en bunden opgave at skaffe de materialer, der er bedst for dem og os,« siger Kent Lykke.

I folkeskolen er der et mål om, at 95% af alle timer skal dækkes af en lærer med kompetence i faget. Men det er øjensynligt ikke noget, der bekymrer Kent Lykke.

Og hvad angår personale; på Uhre Friskole er man per definition lærer, hvis du er ansat til at undervise.

»Jeg har en tømrer, som underviser i sløjd, og vi har dagplejemødre, som er pædagoger. Vi har en musiklærer, som er uddannet på musikkonservatoriet. Men ingen af dem har en formel læreruddannelse,« siger Kent Lykke.

Kent Lykkes skole ligger i øvrigt i toppen af CEPOS’s liste over uddannelseseffekter.

Uhre Friskole har i en årrække ligget i den pænere ende af den årlige liste, som tænketanken Cepos står bag, der måler alle landets skolers evne til at løfte elevernes faglige niveau, og Kent Lykke er ikke i tvivl om, at det skyldes skolens fokus på entreprenørskab.

»Det gør mig vildt stolt,« siger Kent Lykke, der 1. november synger sin sidste morgensang på Uhre Friskole.

Læs hele interviewet her: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8362001/Det-var-en-gave-at-vi-gik-fra-folkeskole-til-friskole

Energi og klima i medierne

Af Otto Brøns-Petersen, den 27. oktober 2021. 1 svar

Energi og klima fylder en del i mediebilledet i øjeblikket, og jeg har også bidraget med et par ting.

De Radikale har fremlagt et nyt klimaudspil, hvor de vil øge klimalovens målsætning om en 70 pct.-reduktion af CO2e-udslippet (fra 1990 til 2030) til op til 80 pct. Det er kun et par år siden, De Radikale kritiserede Alternativet og Enhedslisten for urealistisk overbudspolitik, da de introducede 70 pct. målet, mens De Radikale selv gik ind for 60 pct. Nu lægger de sig så i spidsen med et 80 pct.-mål, efter først at have tilsluttet sig 70 pct.-målet.

Jeg er meget kritisk af flere grunde. Rene danske mål bidrager ikke til at løse det globale klimaproblem, og 80 pct.-målet er muligvis teknisk uden for rækkevidde. Det er i bedste fald samfundsøkonomisk meget dyrt selv med det mest omkostningseffektive middel – en ensartet generel pris på CO2-udslip – men De Radikale vil ikke bruge prisinstrumentet i nær det omfang, der er nødvendigt for at nå målet. I stedet foreslår de et sammensurium af subsidier og reguleringer, som tilfredsstiller de velorganiserede interessegrupper. Det bliver til gengæld meget dyrere for os alle under ét.

Du kan læse mere i mit interview med Altinget her og høre interviewet i Radio 4 med den radikale ordfører og mig her (7.19).

I næste uge begynder endnu et internationalt topmøde om klimaet. Den Uafhængige har i den anledning spurgt til min holdning til dansk klimapolitik. Det kan du høre mere om her (1:27.40).

Energipriserne er steget voldsomt på det seneste. Det skyldes en række flaskehalse i den internationale energiforsyning, hvoraf mange vil være midlertidige. Men den grønne omstilling vil gøre bl.a. energi dyrere permanent og øger vores sårbarhed over for flaskehalse, som dem vi ser i øjeblikket. Så man bør vænne sig til højere priser på energi også på lang sigt. Det skriver jeg om i min faste klumme i JP/Finans her.

Jeg skal måske benytte lejligheden til at uddybe, hvad jeg mener med højere priser på “bl.a. energi”. Det kan meget vel være, at selve strømprisen bliver lavere i perioder, hvis den i høj grad kommer fra f.eks. vind. Når vinden blæser, kan producentprisen ligefrem blive negativ. Men vedvarende energi kræver subsidier og stiller meget dyre systemmæssige krav til back-up og lagring. Desuden koster det ekstra at bruge el i stedet for fossile brændsler i bl.a. transporten. Det er de samlede omkostninger ved grøn omstilling, jeg har i tankerne. Konkret kan byrden lande hos forbrugerne, skatteyderne, lønmodtagerne og virksomhedsejerne; det afhænger af, hvordan regningen fordeles.

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2021. Skriv et svar

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.