Til næste år fylder fastkurspolitikken 40 år. Den har været den måske største politiske succes i perioden. Spørgsmålet er, om den har overlevet sig selv.
Der kom i går tre indlæg, som kan trække i den retning.
Læs restenLars Christensen kom med en meget interessant bemærkning på Facebook i går. Lars bemærkede nemlig, at Henrik Ullums startegi i 5 spor, minder rigtig meget om den ellers ofte udskældte Great Barrington Declaration. Her står der bl.a.
The most compassionate approach that balances the risks and benefits of reaching herd immunity, is to allow those who are at minimal risk of death to live their lives normally to build up immunity to the virus through natural infection, while better protecting those who are at highest risk. We call this Focused Protection.
Adopting measures to protect the vulnerable should be the central aim of public health responses to COVID-19. By way of example, nursing homes should use staff with acquired immunity and perform frequent testing of other staff and all visitors. Staff rotation should be minimized. Retired people living at home should have groceries and other essentials delivered to their home. When possible, they should meet family members outside rather than inside. A comprehensive and detailed list of measures, including approaches to multi-generational households, can be implemented, and is well within the scope and capability of public health professionals.
Læs ovenstående og så så den planche, Henrik Ullum holdt op på gårsdagens pressemøde.
Jeg kan godt forstå, at Lars ser en sammenhæng. Her er hvad Lars skriver om de fem punkter
1) Øget immunitet
Bemærk der står ikke “beskyttelse med vacciner”. Nej, det er en strategi, hvor der kan opnås immunitet både med vacciner og gennem tidligere smitte. Faktisk betonede Henrik Ullum, at vaccinerne ikke er en garanti for at undgå smitte, men kan mildne symptomerne. Altså underforstået naturlig immunitet (med eller uden vaccine) er egentlig det, der er langsigtsløsningen. Den løsning kan måske være mere “behagelig” med vacciner, men man hører bestemt ikke Ullum sige, at vacciner kan bruges til at udrydde Covid-19. I GBD hedder det: “As immunity builds in the population, the risk of infection to all – including the vulnerable – falls. We know that all populations will eventually reach herd immunity – i.e. the point at which the rate of new infections is stable – and that this can be assisted by (but is not dependent upon) a vaccine.”
2) Nedbringe sygeligheden
Dette knytter an til behandlingen, hvis man er blevet smitttet, og mere speficik til, at man nu vil behandle med en tablet, der skulle mindske symptomer. Nogen hævder denne tablet er det samme som Ivermectin. Det har jeg ingen holdning til. Dette er også på linje med tankerne i GBD – nemlig, at vi ikke kan udrydde coronavirus, men vi kan lære at leve med det – f.eks. gennem bedre behandling.
3) Styrke sundhedsvæsenet
Især Sundhedsstyrelsen fremhævede i dagens pressemøde, at man vil styre sundhedsvæsnet ved især at udvide kapaciteten på sygehusene. Igen, det handler om at leve med coronavirus snarere end at forsøge at udrydde den. Igen på linje med GBD.
4) Bryde smittekæder
Dette element er det, der er tættest på den oprindelige “strategi”. Man skal “kontrollere” virus ved at opspore smittekæder. Dette er ikke i overensstemmelse med de generelle principper i GBD, og man må da også sige, at den strategi er noget sønderskudt, men det er måske i virkelighed også et smuthul, hvor man forsøger at opgive den smitteopsporing man har haft nu, og i stedet bevæger sig i retning af “selv-rapporting”. Og det er en noget mindre drakonisk tilgang end hidtil. Mit bud er, at smitteopsporing er afgået ved døden, men man vil ikke sige det endnu.
5) Beskytte sårbare
Dette har man forsøgt længe, men det tog jo f.eks. meget lang tid før man indførte tests af plejepersonale. Men det er bestemt i overensstemmelse med GBD.
I forhold til punkt 5, undrer jeg mig igen og igen over, at test, kviktest, selvtest osv. altid kommer i spil meget sent i virussæsonen, jf. nedenstående og de manglende kviktest sidste år. Det er som om det offentlige slet ikke kan reagere konstruktivt (altså i form af tiltag, der ikke handler om at fjerne borgernes rettigheder) på smittespredning. “Det er en endemisk systemfejl”, som min kollega Otto Brøns-Petersen udtrykker det på FB.
Under overskriften “Do we live in China” skriver John Cochrane nedenstående.
Google/Youtube’s “misinformation” policy.
You may not “contradict… local health authorities’ (LHA) or the World Health Organization.” But read the note, they might change their mind, so watch truth/misinformation change in real time.
Really? Scientific discussion never contradicts the edicts of “authorities?” Political discussion never does so?
To ting skete, da jeg læste det. For det første fik jeg kaffen galt i halsen. For det andet fik jeg en knugende fornemmelse i maven. Det med kaffen gik hurtigt over, men den knugende fornemmelse i maven hænger ved…
Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.
Som min kollega, Otto Brøns-Petersen, flere gange har påpeget (se video nederst), er den bedste måde at reducere CO2-udslippet på, at indføre en ensartet CO2-afgivt (eller et kvoteloft) på alle CO2-udledninger. Og så ellers lade markedet finde ud af, hvordan CO2-reduktionerne bedst muligt sker.
Men en ting er optimal politik. En anden er reel politik. Og i den reelle politik, vil politikerne gerne udvise handlekraft ved at indføre mere direkte regulering. Bl.a. har EU indført regulering, der “tvinger bilproducenter til at sælge flere grønne biler“.[1]
Det har nu haft en uheldig konsekvens for VW’s kunder, fordi VW – for at undgå at få store bøder fra EU – angiveligt har sendt en ufærdig elbil på gaden til stor frustration for kunderne.
I alt solgte Volkswagen 56.118 ID.3’ere i Europa sidste år. Det gav en besparelse i EU’s bødesystem på næsten otte milliarder kroner, viser DR’s beregninger.
Fra DR.dk
Kan du forstå, at man kan få den tanke, at deadline for at sælge de her biler, så de tæller med i EU’s klimaregnskab, er ved afslutningen af 2020: Vi skal have solgt så mange ID.3’ere som overhovedet muligt, også selv om de er halvfærdige?
– Jeg kan godt forså, hvis nogen tænker det. Men det er ikke intentionen fra vores side, og heller ikke fra fabrikkens. Selvfølgelig har der været fokus på at få flest muligt biler ud fra Volkswagen Group, og jeg har selvfølgelig gjort alt, hvad jeg kunne for at sælge de her biler, siger Mads Nør Lauvring.
Det er altid trist for en markedsøkonom, når regulering drejer virksomhedernes fokus væk fra kunderne og over imod staten. Og det er i mine øjne præcis, hvad der er sket her.
1) Hvis du er interesseret i vaccinedebatten, bemærker du måske, at DR her definerer “du får en bøde” som tvang.
Jeg har haft den stor fornøjelse at holde flere foredrag i løbet af efteråret. Foredragsaktivitet var ellers en af de nedlukkede beskæftigelser i meget lang tid, ligesom det meste af resten af folkeoplysningen og underholdningsbranchen. Min oplevelse har – udover min egen udelte fornøjelse – været at rigtigt mange mennesker har længtes efter den slags arrangementer. Foredragene mindede mig om et forhold, som ofte præger folks præferencer for politik og deres syn på det danske samfund og den danske stat: De ved ofte meget lidt om, hvordan resten af verden ser ud.
Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*
Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.
Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.
Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.
Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.
* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.
I meget forskning, hvor man skal vurdere om ny medicin eller ny behandling kan betale sig i forhold til alternativer, bruger man ofte QALYs – Quality Adjusted Life Years. Et nyt alternativ, som nogle forskere argumenterer er mere retvisende, er WALYs – Wellbeing Adjusted Life Years – hvor man justerer det antal år, folk har tilbage, med deres typiske subjektive velbefindende i de år. WALYs kan således bruges til at vurdere, hvor store de sociale omkostninger af det sidste halvandet års nedlukninger har været. Dagens post er derfor en slags ‘back of the envelope’-vurdering af nedlukningen.
I gennemsnit plejer danskerne på Gallups World Poll at have en gennemsnitlig tilfredshed med livet på 7,6 på en skala fra 0 til 10. Data fra Trygfondens årlige måling viser, at det gennemsnit er faldet med omkring et halvt point i nedlukningen. Som jeg har understreget ved et par foredrag i efteråret, lyder et halvt point måske ikke af meget, men det er den effekt man typisk ser, hvis folk bliver skilt eller mister et familiemedlem. Sammenlignet med de fleste andre events i ens liv, er et halvt point således et dramatisk fald.
Et helt voksenlivs WALY for en typisk dansker er derfor 7,6 * 64 ≈ 486, hvis vi antager at det starter ved 18 år og folk i gennemsnit dør som 82-årige. Nedlukningen gennem 19 måneder har på samme måde forårsaget et tab på 1,6 * 0,5 = 0,8 WALYs per dansker. Regner man med, at der er 4,4 millioner voksne danskere, giver det et totalt tab på godt 3,5 millioner WALYs. Omregnet er der således tale om et tab af WALYs der svarer til 3,5 mil. / 486 ≈ 7300 hele voksenliv.
Hvis nedlukningen faktisk havde reddet liv – hvilket de nye empiriske studier peger på, den ikke har gjort (læs f.eks. her og her) – hvor mange liv skal der så reddes, før et tab på 7300 fulde liv kan retfærdiggøres? Det har været kendt fra starten, at den gennemsnitlige person, der dør med Covid, er omtrent 80 år gammel, og sandsynligvis har andre komorbiditeter. Hvis vi lidt generøst siger, at vedkommende kunne have levet tre år mere, kan man beregne en gevinst i WALYs ud. Man skal bare huske, at de ældre faktisk er mere tilfredse end gennemsnittet. Hos Gallup scorer de cirka et 8-tal i tilfredshed, så man får en WALY-gevinst på overlever på 8*3 = 24. En simpel cost-benefit analyse vil derfor nå frem til, at der skal reddes 3,5 millioner / 24 ≈ 150.000 liv, før nedlukningen kan retfærdiggøres.
Man kan naturligvis altid kritisere en approach, der bruger noget så simpelt som folks tilfredshed med livet til at vurdere omkostninger. Men er alternativet, hvor man forsøger at vægte med en form for vurdering af folks helbred ret meget bedre? Uden nogen form for vurdering fører man politik i blinde, og selvom enhver approach kan kritiseres, er min klare holdning at de giver information og ikke mindst perspektiv på beslutningerne. Under alle omstændigheder er WALY-vurderingen ekstremt tydelig: Ligesom den nye empiriske forskning viser, og ligesom konsensus fra 100 års epidemiforskning viste før 2020, burde man aldrig nogensinde have lukket samfundet ned. Det er stadig den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.
Imagine if you’re designing a restaurant. And in this restaurant we’re going to be serving steak. And because we’re going to be serving steak we’re going to be using steak knives. And since we have steak knives, people might be stabbing each other. And therefore we need to put fences around all the tables. We need to have cages so that people are protected from each other, because who knows what godawful thing they might do, sitting there with knives.
That isn’t a good idea. It isn’t a good way to design a restaurant, it isn’t a good way for us to live our lives in society. A society that is based on a lack of trust ends up being a distrustful and violent society. We normally don’t think twice about sitting next to someone with a steak knife because we trust them. And yes, occasionally people go berserk in restaurants and stab each other with steak knives. We put up with this, though, because we like the human community and it’s kind of nice that I can go and sit in a room and not worry about people stabbing me, not because there are cages but because they’re basically good people.
Ovenstående er Jimmy Wales’ (medgrundlægger af Wikipedia) “Steak knife”-analogi (taget herfra).
Forestil jer to situationer. Hvis tilliden virker, og ovenstående faktisk generelt fører til gode restaurantoplevelser og utroligt få “steak knife”-episoder er alt godt. Hvis det derimod ikke virker, og risikoen for “steak knife”-episoder er alt for høj ift. restaurantoplevelsen, vil kunderne blive væk, med mindre restauranterne finder på en løsning (som potentielt kunne omfatte plastikbestik eller indhegning, hvad end der nu ville virke bedst).
Pointen er, at der ikke umiddelbart er brug for statslig regulering* (fordi restauranterne selv ville indføre de nødvendige regler for at tiltrække kunder), og at dette vil være effektivt (fordi mange restauranter kan afprøve forskellige løsninger og derigennem finde frem til det, der virker bedst – i modsætning til statslig regulering, hvor alle tvinges til at bruge én løsning, som ikke nødvendigvis er den bedste).
//
* Det er selvfølgelig noget andet, hvis eventuelle problemer spreder sig uden for restauranten…
Professor Kasper Planeta Kepp har samlet udvalgte links fra minksagen i nogenlunde tidsrækkefølge på Twitter-profilen @mediearkiv.
Har samlet udvalgte links fra minksagen i nogenlunde tidsrækkefølge. Læs gerne nedefra startende sep/okt hvor SSI nedtonede minkproblem, trods advarsler satte minkaflivning i bero, gav minkavlere skyld for manglende rapportering og sad på sekvenser i mdr.https://t.co/oaxRXmR74h
— Kasper Planeta Kepp (@KasperKepp) December 4, 2021
Det er interessant læsning. Der er masser af detaljer, jeg havde glemt, og man får virkelig genopfrisket processen frem mod det – for minkene – fatale pressemøde.
Bl.a. var denne gået i glemmebogen hos mig.
Efterår 2020: SSI sad på de afgørende sekvensdata om Cluster 5 i månedsvis og bragte dem først frem lige omkring pressemødet.https://t.co/RnFRIDGBQj
— Mink-Links (@mediearkiv) December 4, 2021
Den her havde jeg også glemt (fra artiklen, der linkes til her):
Lægemiddelstyrelsen frygter ikke, at det muterede coronavirus ved navn cluster-5 spænder ben for kommende vacciner.
Men det vidste statsminister Mette Frederiksen ikke, da hun på pressemødet 4. november beordrede alle mink aflivet og store dele af Nordjylland nedlukket med henvisning til faren ved det muterede virus.
Forklaringen på Mette Frederiksens manglende viden er simpel:
Regeringen bad først om at få Lægemiddelstyrelsens vurdering, efter pressemødet var gået i gang.
Jeg fik også genopfrisket, at oppositionen faktisk viste lidt modstand (efter udenlandske forskere er skeptiske over for skrækscenariet om Danmark som et nyt Wuhan).
7. november: Pga. udmeldingerne fra uafhængige forskere opfordrer @RasmusJarlov til at sætte aflivningerne i bero. Det sker ikke.https://t.co/heFLGGlmQG
— Mink-Links (@mediearkiv) December 4, 2021
Alt i alt et glimrende arbejde af Kepp (som jeg i øvrigt varmt kan anbefale at følge på Twitter).
Hvordan kan det være, at man – for at undgå mutationer – vil vaccinere alle mod COVID-19 uanset hvor farlig sygdommen er for den enkelte, mens man – også for at undgå mutationer – ønsker at begrænse brugen af antibiotika mest muligt?
Det spurgte jeg en, med forstand på den slags, om, og han sendte mig et link til Kennedy & Read (2017), hvor man kan læse, at:
Her er abstract:
Why is drug resistance common and vaccine resistance rare? Drugs and vaccines both impose substantial pressure on pathogen populations to evolve resistance and indeed, drug resistance typically emerges soon after the introduction of a drug. But vaccine resistance has only rarely emerged. Using well-established principles of population genetics and evolutionary ecology, we argue that two key differences between vaccines and drugs explain why vaccines have so far proved more robust against evolution than drugs. First, vaccines tend to work prophylactically while drugs tend to work therapeutically. Second, vaccines tend to induce immune responses against multiple targets on a pathogen while drugs tend to target very few. Consequently, pathogen populations generate less variation for vaccine resistance than they do for drug resistance, and selection has fewer opportunities to act on that variation. When vaccine resistance has evolved, these generalities have been violated. With careful forethought, it may be possible to identify vaccines at risk of failure even before they are introduced.
Det ligger langt uden for min faglighed at vurdere, om massevaccination er den rigtige strategi for COVID-19 (der virker til at være konsensus om det, men man når næppe nogensinde i mål med at vaccinere hele verden, så hører meget gerne input fra jer med viden om pros & cons).
//
* Jeg antager, at resistens er det samme som mutationer, der er escape varianter. Korrekt?
Nedenstående er fra Rasmus. Ift. mit indlæg om bias i indlæggelsestal henviser han til dette indlæg.
Tak for dine fine analyser af hele Covid-19. Jeg kan se, at du beskæftiger dig lidt med bias i indlæggelsestal. Her vil jeg- hvis du ikke allerede har opdaget det – gøre opmærksom på bias ift. aldersfordelingen. Bias er todelt.
1. For det første har SSI selv vist, at de forkerte registreringer mest er blandt de yngre grupper (https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2021/langt-de-fleste-indlagte-med-covid-19-er-reelt-syge-af-covid-19) . Aldersfordelingen i “reelle” Covid-19-indlæggelser er altså mere skæv end de umiddelbare tal giver udtryk for
2. For det andet kan man ikke nogen steder se aldersfordelingen for indlæggelser på en pågældende dag, men kun se aldersfordelingen for indlæggelser de seneste 7 dage. Når der f.eks. aktuelt er 439 indlagte kan man ingen steder i de mange datafiler fra SSI se aldersfordelingen på de aktuelt indlagte (selvom det er det mest centrale nøgletal). Da man må antage at yngre i gennemsnit vil have mildere og kortere forløb end ældre, vil aldersfordelingen være mere skæv i de aktuelle indlæggelsestal end når man ser på indlæggelser de seneste 7 dage. Et meget simpelt (og ekstremt) eksempel kan illustrere pointen.
a. Hver dag bliver der indlagt en 30-årig og en 80-årig. De 30-årige er alle indlagt en dag, og de 80-årige er alle indlagt syv dage. Efter syv dage vil der være syv nyindlagte de seneste syv dage i aldersgruppen 30 år , og syv nyindlagte de seneste syv dage i aldersgruppen 80 år. Aldersfordelingen vil være 50/50 ud fra denne opgørelsesmetode. Men på dag 7 vil der aktuelt være syv 80-årige indlagt, men kun en 30-årig indlagt. Aldersfordelingen vil være 12,5/87,5 ud fra denne opgørelsesmetode.
b. Det er derfor en rimelig antagelse at den reelle aldersfordeling i de aktuelle indlæggelsestal er mere skæv end de tal SSI lægger ud.Keep up the good work.
Rasmus har ret. Og efterhånden som (særligt) de ældre og sårbare får 3. stik og dermed bedre beskyttelse mod indlæggelse, vil denne bias blive større, fordi andelen af indlagte pga. COVID-19 (som jf. nedenstående fra SSI er stor blandt de ældre) vil falde.
De betyder sandsynligvis også, at andelen af indlagte med COVID-19 vil fortsætte med at stige, som den har gjort hidtil, jf. nedenstående figur. På øjemål er andelen af indlagte med corona ca. fordoblet ift. samme tidspunkt sidste år, og den andel vil sandsynligvis stige nu.
Ovenstående figuren er ikke lagt ud som data, og så vidt jeg kan forstå, bliver den ikke automatisk opdateret, selvom den er baseret på en algoritme, og derfor let kunne opdateres.
Overskriften på dette indlæg er ikke helt sand. For der er selvfølgelig mange faktorer på spil. Men da vaccinerne beskytter bedre mod alvorlig sygdom end mod smitte, er der alligevel noget om det.
For én af grundende til, at smitten ikke er løbet løbsk som i de epidemiologiske modeller, er, at vi er bange for at blive syge. Derfor passer vi på, at vi ikke selv bliver smittet – og samtidig begrænser vi altså risikoen for, at vi smitter andre.
Men vaccinerne gør, at der ikke er lige så god grund til at passe på. Og derfor kan smitten faktisk stige, netop fordi vaccinerne virker.
Forestil dig fx, at der kom en ny vaccine, der beskyttede fuldstændig (100%) mod sygdom af enhver art, men kun beskyttede i samme omfang som de nuværende mod smitte og videresmitte. Så var der mindre grund til at passe på for den vaccinerede, og smitten kunne få friere løb (vi ville stadig passe lidt på af hensyn til andre).
Dette fænomen – som økonomer kalder Peltzman-effekten – og meget mere, kommer Otto Brøns-Petersen og jeg ind på i episode 56 af mit podcast, Regelstaten. Du kan se vores samtale herunder.
Hvis du foretrækker at lytte til Regelstaten som podcast, kan du høre afsnittet (og abonnere på Regelstaten) her:
Indlæggelsestallene for COVID-19 er biased imod større andel uvaccinerede. Det er uhensigtsmæssigt, for man fodrer konspirationsteorierne og give vaccineskeptikerne argumenter.
Vi ved med sikkerhed, at antallet af indlagte med COVID-19 er for højt et mål for epidemiens alvor, fordi nogle indlægges af andre grunde og tilfældigvis er positive med COVID-19.
Fx skrev Sundhedsministeriet i et svar til Sundhedsudvalget, at
”Det peger på, at godt 80 % af indlagte patienter med positiv test for SARS-CoV-2 må forventes på daværende tidspunkt at have været indlagt pga. COVID-19 sygdom.”
Og i oktober 2020 – altså før vaccinerne kom, skrev Berlingske på baggrund af data fra SSI, at
”Omkring hver syvende patient, der indgår i statistikkerne over antallet af coronaindlagte, har ikke været indlagt på grund af corona.”
Sådan er det, og der er sandsynligvis datamæssige grunde til, at de daglige indlæggelsestal ikke kan opgøres så præcist, som man kunne ønske. At man ikke – som ekspertgruppen fx gjorde allerede tilbage i oktober 2020 – systematisk forsøger at opgøre tallene for indlagte på grund af COVID-19 bagudrettet, undrer mig derimod. Særligt fordi der er en åbenlys bias i teststrategien, når man ikke som standard tester akut indlagte, der er vaccineret, jf. nedenstående fra Rigshospitalets hjemmeside. Denne bias gør, at tallet for indlagte, der ikke er vaccineret, bliver relativt højt, alene af den grund, at de testes mere end vaccinerede.
På den anden side er det lige så åbenlyst, at man ville få en bias i den anden retning (i hvert fald til at måle risikoen for indlæggelse for vaccinerede og uvaccinerede), hvis man testede alle vaccinerede, fordi de alt andet lige har mindre risiko for at blive indlagt med COVID-19, hvorfor andelen af indlagte med COVID-19 ville være større.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om denne bias er vigtig. Men hvis man ønsker, at så mange som muligt lader sig vaccinere, er det ret uheldigt, at bias så åbenlyst trækker i den ene retning. Det kan kun fodre konspirationsteorierne og give vaccineskeptikerne argumenter.
Derfor burde opgørelser over det reelle antal indlagte (opdelt på vaccinestatus, aldersgrupper mv.) være systematiseret. Men indtil videre har det taget Sundhedsministeriet over to måneder at svare på et relativt simpelt spørgsmål om antal indlagte med coronasymptomer igennem pandemien.
Det er ikke hensigtsmæssigt.
Onsdag skrev SSI på Twitter, at ”ansigtsmasker reducerer smitte med 53%”.
Du kan med fordel læse om dette studie offentliggjort i British Med. Journal. Ansigtsmasker reducerer smitte m 53%. https://t.co/001PGkc4hG
— Statens Serum Inst. (@SSI_dk) November 24, 2021
Men er dette udsagn rigtigt? Jeg vil klart mene nej.
SSI henviste til et artikel i The Guardian som igen henviser til Talic et al. (2021), der er et systematisk review (dvs. at man søger systematisk, for at undgå biases) og meta-analyse (dvs., at man pooler resultaterne for at få videnskabens samlede vurdering).
Men resultaterne af et review er meget afhængige af, hvilke studier man medtager baseret på ens eligibility criteria. Begrænser man sig fx til lodtrækningsstudier, får man få studier med, men til gengæld er de meget troværdige. Inkluderer man korrelationsstudier, får man langt flere studier med, men til gengæld er troværdigheden meget mindre (mange vil sige stort set lig nul).
Talic et al. (2021) tager desværre korrelationsstudier med. Og det er ret afgørende for deres resultater for masker. Den centrale sætning ift. masker er:
“Mask wearing and covid-19 incidence—Six studies with a total of 2,627 people with covid-19 and 389,228 participants were included in the analysis examining the effect of mask wearing on incidence of covid-19 (table 1).36 43 57 60 63 66 Overall pooled analysis showed a 53% reduction in covid-19 incidence (0.47, 0.29 to 0.75), although heterogeneity between studies was substantial (I2=84%) (fig 5). Risk of bias across the six studies ranged from moderate36 57 60 66 to serious or critical43 63 (fig 2).”
De studier, de henviser til, er
Lio et al. (2021), Wang et al. (2020), Xu et al. (2020) og Doung-ngern et al. (2020) er korrelationsstudier, der i øvrigt slet ikke ser på maskepåbud, men frivillig brug af masker. Det er stærkt problematisk, fordi resultaterne kan være drevet af andre faktorer (måske er folk, der bruger masker frivilligt, generelt mere påpasselige, og derfor mindre tilbøjelig til at smitte, uanset om de bruger masker eller ej). Xu et al. (2020) er derudover baseret på spørgeskemadata, hvilket altid er problematisk.
Krishnamachari et al. (2021) grupperer amerikanske delstater i forhold til, hvornår de indførte maskepåbud og sammenligner grupperne. De finder ingen forskel i antal cases mellem grupperne i første bølge. Først fra omkring september 2020 begynder de at se en forskel. MEN, det kan meget vel skyldes, at de stater, der ikke havde maskepåbud, testede mere. De har i hvert fald en markant lavere CFR (1,12% vs. 1,61% i gennemsnit for USA). Generelt er det et ret ringe studie.
Bundgaard et al. (2021) er det danske studie, der ikke fandt nogen effekt af at bruge masker for brugeren (de kan ikke se, om det har en effekt for andre).
Lidt tilfældigt tjekkede jeg også denne sætning. Det var primært for at se, om de havde styr på, hvad et naturligt eksperiment er:
“Specifically, a natural experiment across 200 countries showed 45.7% fewer covid-19 related mortality in countries where mask wearing was mandatory (table 1).49”
Studiet, de her henviser til (49), er Leffler et al. (2020), og der er på ingen måde tale om et naturligt eksperiment. Til gengæld finder Leffler et al. (2020) rigtignok en signifikant effekt af masker, men ”masker” inkluderer anbefalet brug af masker. Man kan derfor ikke med sikkerhed vide, om masketvang virker (og nej, det er ikke det samme, for hvis masker fx virker som et signal for sårbare, kan påbud teoretisk set ødelægge signalet og føre til flere dødsfald).
Jeg er i øvrigt langt fra sikker på, at de 45.7% er rigtigt beregnet. Talic et al. (2021) begrunder de 45.7% således:
“No masks: mortality rate 61.9% (95% confidence interval 37.0% to 91.0%); masks: 16.2% (−14.4% to 57.4%): 45.7% fewer mortality*”
Men Leffler et al. (2020) taler altså om vækstrater. De skriver således:
“In countries not recommending masks, the per-capita mortality tended to increase each week by a factor of 1.619, or 61.9%. By contrast, in countries recommending masks, the per-capita mortality tended to increase each week by a factor of (1.6193) (0.7174) = 1.162, or just 16.2%.”
Og som læserne af Punditokraterne.dk formodentligt er klar over, så kan man ikke trække to vækstrater fra hinanden. De skal divideres. Og så får man en effekt på godt det halve, nemlig 28% (som selvfølgelig også er en del).
Hvordan får læger sådan noget publiceret?!
Min konklusion er ret klar. Vi er ikke blevet specielt meget klogere af det store arbejde, som de 15 læger, epidemiologer mv. bag Talic et al. (2021) og mange af ovennævnte studier har lavet. Kvaliteten er simpelthen for ringe.
Det undrer mig i øvrigt, hvordan Talic et al. (2021) er sluppet uden om Chernozhukov et al. (2021) og Spiegel and Tookes (2021), som rent faktisk anvender solide metoder til at finde effekten af maskepåbud (de finder henholdsvis en stor (34% og signifikant) effekt af maskepåbud og en mindre (12% og insignifikant) effekt på antallet af døde). Måske er det fordi, Talic et al. (2021) har søgt på portaler målrettet læger, epidemiologer mv., som åbenlyst har meget, meget svært ved at analysere effekten af politik.
Det var nok det, der fik professor Kasper Planeta Kepp til på Twitter at skrive: ”Eksperter, der har brugt 53%-tallet overfor regeringen, har mistet retten til at rådgive det her land”.
PS: Interessant nok, finder Leffler et al. (2020) ingen som helst effekt af nedlukninger og lukkede grænser.
PPS: Ovenstående er en hurtig gennemgang, og der kan være småfejl. Giv mig meget gerne et praj, hvis du finder noget.
PPPS: CATO Institute har lavet en gennemgang af evidensen for effekten af masker her, og det virker helt ærligt mere kvalificeret end gennemgangen i Talic et al. (2021).
PPPPS: Jeg er ikke alene. Her er et par andre kritiske røster på Twitter:
Tidligere managing editor på Cochrane Work:
Og en af verdens førende eksperter i mundbindsstudier:
Referencer
Bundgaard, Henning, Johan Skov Bundgaard, Daniel Emil Tadeusz Raaschou-Pedersen, Christian von Buchwald, Tobias Todsen, Jakob Boesgaard Norsk, Mia M. Pries-Heje, et al. 2021. “Effectiveness of Adding a Mask Recommendation to Other Public Health Measures to Prevent SARS-CoV-2 Infection in Danish Mask Wearers: A Randomized Controlled Trial.” Annals of Internal Medicine 174 (3):335–43. https://doi.org/10.7326/M20-6817.
Chernozhukov, Victor, Hiroyuki Kasahara, and Paul Schrimpf. 2021. “Causal Impact of Masks, Policies, Behavior on Early Covid-19 Pandemic in the U.S.” Journal of Econometrics, Pandemic Econometrics, 220 (1):23–62. https://doi.org/10.1016/j.jeconom.2020.09.003.
Doung-ngern, Pawinee, Rapeepong Suphanchaimat, Apinya Panjangampatthana, Chawisar Janekrongtham, Duangrat Ruampoom, Nawaporn Daochaeng, Napatchakorn Eungkanit, et al. 2020. “Case-Control Study of Use of Personal Protective Measures and Risk for SARS-CoV 2 Infection, Thailand.” Emerging Infectious Diseases 26 (11):2607–16. https://doi.org/10.3201/eid2611.203003.
Krishnamachari, Bhuma, Alexander Morris, Diane Zastrow, Andrew Dsida, Brian Harper, and Anthony J. Santella. 2021. “The Role of Mask Mandates, Stay at Home Orders and School Closure in Curbing the COVID-19 Pandemic Prior to Vaccination.” American Journal of Infection Control 49 (8):1036–42. https://doi.org/10.1016/j.ajic.2021.02.002.
Leffler, Christopher T., Edsel Ing, Joseph D. Lykins, Matthew C. Hogan, Craig A. McKeown, and Andrzej Grzybowski. 2020. “Association of Country-Wide Coronavirus Mortality with Demographics, Testing, Lockdowns, and Public Wearing of Masks.” The American Journal of Tropical Medicine and Hygiene 103 (6):2400–2411. https://doi.org/10.4269/ajtmh.20-1015.
Lio, Chon Fu, Hou Hon Cheong, Chin Ion Lei, Iek Long Lo, Lan Yao, Chong Lam, and Iek Hou Leong. 2021. “Effectiveness of Personal Protective Health Behaviour against COVID-19.” BMC Public Health 21 (1):827. https://doi.org/10.1186/s12889-021-10680-5.
Spiegel, Matthew, and Heather Tookes. 2021. “Business Restrictions and COVID-19 Fatalities.” Edited by Itay Goldstein. The Review of Financial Studies, June, hhab069. https://doi.org/10.1093/rfs/hhab069.
Talic, Stella, Shivangi Shah, Holly Wild, Danijela Gasevic, Ashika Maharaj, Zanfina Ademi, Xue Li, et al. 2021. “Effectiveness of Public Health Measures in Reducing the Incidence of Covid-19, SARS-CoV-2 Transmission, and Covid-19 Mortality: Systematic Review and Meta-Analysis,” 15.
Wang, Yu, Huaiyu Tian, Li Zhang, Man Zhang, Dandan Guo, Wenting Wu, Xingxing Zhang, et al. 2020. “Reduction of Secondary Transmission of SARS-CoV-2 in Households by Face Mask Use, Disinfection and Social Distancing: A Cohort Study in Beijing, China.” BMJ Global Health 5 (5):e002794. https://doi.org/10.1136/bmjgh-2020-002794.
Xu, Hong, Yong Gan, Daikun Zheng, Bo Wu, Xian Zhu, Chang Xu, Chenglu Liu, et al. 2020. “Relationship Between COVID-19 Infection and Risk Perception, Knowledge, Attitude, and Four Nonpharmaceutical Interventions During the Late Period of the COVID-19 Epidemic in China: Online Cross-Sectional Survey of 8158 Adults.” Journal of Medical Internet Research 22 (11):e21372. https://doi.org/10.2196/21372.
Så er vi der igen: Danskerne er et godt stykke inde i den almindelige virussæson, og regeringen har opgraderet den nye coronavirus, så den kan indføre restriktioner og nok engang begrænse danskernes liv og frihed. Det, der mere end noget andet gør mig rasende, er at der absolut ingen dokumentation er for at de tidligere nedlukninger har gjort en forskel – der er evidens for det modsatte – og heller ingen evidens fra før den nye coronavirus kom. Alt hvad vi vidste før 2020 pegede på, at nedlukninger ikke virker, men har horrible bivirkninger, og det billede har de sidste 1½ år ikke rykket ved.
Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.
På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐to‐treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.
Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.
Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.
Vi har tidligere været inde på, at en af de mest markante implikationer af en epidemi-model med adfærd er, at smittetrykket vil svinge omkring én. Smittetrykket er antallet af nye smittede, som hver smittet overfører infektionen til (også kaldet den effektive transmissionsrate, Re).
Og se nu her:
Bortset fra begyndelsen af epidemien har smittetrykket netop svinget omkring én. Jeg har taget så mange lande med, som muligt, uden at gøre billedet for gnidret. For tydelighedens skyld har jeg taget den danske og svenske rate ud for sig her:
Udviklingen i smittetrykket i en epidemi-model med adfærd står i skærende kontrast til udviklingen i en epidemimodel uden adfærd (som fx de berømte røde og grønne kurver, som Magnus Heunicke holdt frem på pressemødet d. 11. marts 2020). Uden adfærd er smittetrykket meget mere jævnt og konstant over én, indtil flokimmunitet opnås, hvorefter den er konstant under, jf. nedenstående figur.
Det bemærkelsesværdige er, at smittetrykket har holdt sig omkring én på tværs af meget forskellige lande med meget forskellige politiske indgreb og meget forskellig kultur. Man kunne næsten fristes til at tale om en ”jernlov”, der står i skærende kontrast til de mange fuldstændigt fejlslagne prognoser, der er udgået fra f.eks. Imperial College London og Roskilde Universitetscenter.
Grunden til, at smittetrykket stabiliserer sig omkring én i en model med adfærd er, at i alle andre tilfælde vil smitteomfang, dødstal osv. enten accelerere eller decelerere, og det vil få folk til at ændre adfærd. Kun når smitteomfanget er nogenlunde konstant, vil adfærden stabilisere sig. Og det er præcis, når trykket er én.
Her er nogle ting, man skal være opmærksom på. Det bliver desværre en anelse langhåret, fordi vi skal holde verbalt styr på en hel del effekter.
For det første kan smitteomfang, dødstal osv. godt reagere på stød som tilfældigheder eller sæsonudsving. ”Ligevægtssmitteniveauet” vil altså godt kunne skifte, og i de skifteperioder vil smittetrykket naturligvis midlertidigt afvige fra én. Man kan altså ikke fortolke det, at trykket svinger omkring én, som om epidemien er en udefra given konstant. Snarere at adfærden modificerer de forhold, som også påvirker epidemien, herunder sæson, vacciner, nedlukninger osv.
Helt konkret betyder det, at enhver udefrakommende faktor, der isoleret set fører til lavere smittespredning, vil blive modificeret af adfærdsændringer. Vi ser det meget tydeligt i bl.a. sommeren 2020, hvor folk – efter at have passet på i foråret, hvor smittespredningen var høj – igen begyndte at besøge hinanden, give håndtryk m.v. Og da smitten begyndte at stige igen op mod vinter, ændrede folk igen adfærd (og som bl.a. HOPE-projektet har vist, skete det før nedlukningerne). Denne adfærds-respons vil man også se som følge af nedlukninger. Hvis det isoleret set virker at lukke værtshusene, vil det føre til ændret adfærd andre steder i samfundet. Man flytter altså noget af smitten fra værtshusene til andre steder.
For det andet er det – når det kommer til stykket – ikke en ”jernlov”, at smittetrykket skal svinge omkring én for al evighed. Hvis vaccinerne eller naturlig immunitet var stærk nok, ville epidemien på et tidspunkt løbe tør for ofre og evne til at holde sig ved lige. Når det gælder corona, tyder det imidlertid nu på, at stadige mutationer vil holde smitten ved lige. Man kan dog godt forestille sig, at det vil ske på en måde, som skaber bølger i sygdommen hen over sæsonen. Men det er bemærkelsesværdigt, at trykket indtil videre altså har holdt sig på et niveau relativt tæt på én.
Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af, at i en række lande – først og fremmest Danmark – er en meget stor del af befolkningen blevet vaccineret. Men det hænger som sagt sammen med, at vaccinerne desværre ikke er stærke nok til at tvinge smittetrykket under én.
Og her er – for det tredje – en pointe med hensyn til vacciner, det er vigtigt at være opmærksom på. Ligesom sygdommens alvor er afgørende for, at folk øger deres frivillige afstand, altså adfærden, så har vaccinebeskyttelsen den modsatte effekt: Det giver incitament til at passe mindre på. Adfærden modificerer altså den primære effekt af vaccinerne, som er at begrænse smittespredningen.
Dermed ikke være sagt, at vaccinering er en dårlig idé. Vi har set et fald navnlig i dødeligheden, fordi vacciner beskytter ikke blot mod at blive smittet, men også alvorlig syg. Man skal blot gøre sig klart, at vaccinering ikke nødvendigvis nedbringer den såkaldte eksternalitet forbundet med epidemien. Eksternaliteten består i, at hvis man udsætter sig for smitterisiko, så rammer det ikke kun én selv, men indebærer også højere smitterisiko for andre.
Vaccinerne nedbringer ganske vist både risikoen for at blive alvorligt syg af smitten samt at give den videre. Men hvis – hvad noget tyder på – effekten på den vaccinerede selv er stærkere end effekten på andre, og hvis borgerne reagerer på den mindskede egenrisiko ved at modificere deres adfærd, ja så kan vaccinerne godt øge eksternaliteten.
Vi kan dermed stå over for den såkaldte Pelzman-effekt, som bl.a. sundhedsøkonomer er velkendt med. Sam Pelzman opdagede således, at indførelsen af obligatoriske sikkerhedsseler i biler ganske vist nedsatte antallet af trafikdræbte førere og passagerer i biler, som kørte galt. Men antallet af trafikdræbte uden for de pågældende biler steg. Forklaringen var, at den øgede sikkerhed fik førerne til at køre mindre forsigtigt. Eksternaliteten i form af trafikdrab af andre steg altså.
På samme måde kan en Pelzman-effekt for vacciner opstå, hvis de vaccinerede justerer deres adfærd ved at passe mindre på. Er den relative smittebegrænsende effekt størst på den vaccinerede (på samme måde som sikkerhedsselen jo alene beskytter føreren og dens passagerer) end på andre, ja så kan man ende med samme resultat: At smitteomfanget faktisk vokser, og at risikoen for alvorlig sygdom øges for de uvaccinerede.
Det betyder stadig ikke, at vaccination er en dårlig idé, eller at vi på nogen måde skal beklage deres eksistens. Det er ikke givet, at adfærdsreaktionen er stærk nok til at drive en Pelzman-effekt, og at risikoen ligefrem stiger for de uvaccinerede. Blot skal man være opmærksom på, at adfærdsreaktionen trækker i den retning. Dernæst skal man gøre sig klart, at de samlede negative konsekvenser af sygdommen med stor sandsynlighed falder, desto flere vaccinerede der er. Selv om risikoen kan vokse for de uvaccinerede, er der færre af dem.
Så ikke et ondt ord om vacciner.
Derimod må man i høj grad sætte spørgsmålstegn ved visdommen i en politik, der går ud på at presse flere til vaccination.
For det første er der ikke noget godt argument for at øge mængden af vaccinerede for at reducere smitten blandt dem, der i forvejen er vaccineret. Det vil ikke nødvendigvis sænke deres smitterisiko så meget – måske kan Pelzman-effekten endda få den til at stige. Det samme gælder for dem, der ikke er vaccineret. Paradoksalt nok vil den mest positive effekt optræde for dem, der går fra at være uvaccinerede til at være vaccinerede. Det er absurd at ville tvinge flere uvaccinerede til vaccination, når gevinsten ved det primært tilfalder dem selv! Og særlig da man må gå ud fra, at dem, der har valgt ikke at lade sig vaccinere, har gjort det, fordi de vægter ulemperne over gevinsterne.
For det andet synes jeg, det gør en forskel, at alle (fra 12 år og op) har fået tilbudt vaccination. Det er deres – helt legitime – valg at takke nej, men altså også leve med en større risiko for at blive coronasyge. Det ændrer eksternalitetens karakter.
Endelig er der argumentet om at beskytte sundhedsvæsenets kapacitet. Det bør blankt afvises som gyldig grund til at begrænse befolkningens bevægelsesfrihed. Der er en væsensforskel på situationen ved udbruddet af epidemien, hvor der i en akut situation var få andre alternativer. Men det bør ikke accepteres, at befolkningens bevægelsesfrihed anvendes som redskab til at regulere kapaciteten i sundhedssektoren med.
P.S. Jonas og jeg diskuterer blogindlægget og jernloven i hans podcast Regelstaten. Lyt med her.
P.P.S. Pointen om, at inklusionen af adfærd i en epidemimodel giver betydeligt stærkere forudsigelseskraft, er ikke ny. Se f.eks. figur 2 i denne analyse.
Regeringen vil lægge en ny afgift på nikotinposer, for at begrænse unges brug af nikotinposerne. Der er imidlertid meget lidt, der tyder på, at det er en god idé, selv hvis man alene går op i befolkningens sundhed.
Ganske vist vil en afgift føre til et fald i brugen af nikotinposer. Men en del af det fald vil skyldes, at flere ryger cigaretter i stedet. Og nettoeffekten på “folkesundheden” kan meget vel (jeg hælder til at skrive “med ovevejende sandsynlighed”) være negativ.
Et nyt studie viser nemlig, at afgifter på e-cigaretter har netop disse effekter. Brugen af e-cigaretter falder, men da folk skifter til de mange gange farligere cigaretter, er den samlede sundhedseffekt negativ.
We find that ENDS [electronic nicotine delivery system] taxes reduce youth e-cigarette consumption, with estimated e-cigarette tax elasticities of -0.06 to -0.21. However, we estimate sizable positive cigarette cross-tax elasticities, suggesting economic substitution between cigarettes and e-cigarettes for youth. These substitution effects are particularly large for frequent cigarette smoking. We conclude that the unintended effects of ENDS taxation may more than fully offset any public health gains.
Hele studiet kan findes her.
Forleden skrev Michael Bang Petersen – leder af HOPE-projektet – på Twitter, at tilliden til den politiske strategi faldt med 11%-point (ca. 33%) blandt de uvaccinerede efter pressemødet, hvor regeringen genindførte coronapasset, jf. nedenstående figur.
Jeg er altid meget opmærksom på utilsigtede konsekvenser som følge af politiske indgreb. Og derfor spurgte jeg ind til eventuelle effekter på andre vacciner som fx MFR-vaccinen.
Har vi nogen anelse om, hvad det kan betyde for tilslutningen til andre vacciner på sigt? Det kan jo blive rigtig skidt, hvis tilslutningen til MFR mv. falder som følge af det her…
— Jonas Herby CEPOS (@JonasHerby) November 23, 2021
Jeg spurgte, fordi det på ingen måde ville overraske mig, hvis politikerne – i al deres visdom – endnu engang indførte regulering for at opnå ét (det fluffy “folkesundhed”), men reelt endte med at opnår det modsatte.
Her er svaret på mit spørgsmål. Som I kan læse, er svaret “Ja”. Der er en effekt.
We're looking into this right now! (CC: @klunztrujillo). No WP yet, but the short answer is… yes! True both longitudinally and xc-ally (including spillover to vaccines that are still undergoing clinical trials). Will send you a WP as soon as we've got one!
— Matt Motta (@matt_motta) November 23, 2021
Hvor stor denne effekt er, og hvad den samlede effekt på “folkesundheden” bliver på sigt, kan vi ikke sige noget om. Men Twitter-tråden viser, hvor påpasselige politikerne skal være med at anvende tvang overfor befolkningen.
For der er altid ændret adfærd og utilsigtede konsekvenser.
Det er dumt at køre bil, hvis man har drukket alkohol. Ifølge FDM øger en ulovlig promille risikoen for at blive indblandet i en ulykke 25 gange. I 2020 blev 29 personer dræbt i spiritusulykker, mens 305 kom til skade (lidt lavere end gennemsnittet for 2015-2019, hvilket måske skyldes corona).
Hvis man har drukket, er det derfor en rigtig god idé at lade bilen stå og i stedet få andre til at køre sig hjem. En service bl.a. Uber tilbyder. Og et nyt studie fra USA viser, at Uber rent faktisk redder liv på den konto.
We find a robust negative impact of ridesharing on traffic fatalities. Impacts concentrate during nights and weekends and are robust across a range of alternative specifications. Overall, our results imply that ridesharing has decreased US alcohol-related traffic fatalities by 6.1% and reduced total US traffic fatalities by 4.0%. Based on conventional estimates of the value of statistical life the annual life-saving benefits range from $2.3 to $5.4 billion.
Hvor store effekterne ville være i Danmark, er uvist. Men fortegnet er der næppe tvivl om. Desværre har politikerne i deres uendelige visdom forhindret Uber i at servicere danskerne. Og dermed har de sandsynligvis nogle liv på samvittigheden. Men det er langt fra første gang, at politik fører til utilsigtede konsekvenser, der involvere dødsfald.
Studiet om Uber og alkohol kan findes her.
I mange debatter om COVID-19 i Danmark og Sverige, har jeg set og hørt folk sige, at Sverige burde have klaret sig relativt bedre end Danmark, fordi der er meget lav befolkningstæthed, hvilket alt andet lige sværere for COVID-19 at sprede sig.
Men er den påstand rigtig? Det er emnet for dagens blogindlæg, og som vi skal se, er svaret ”Nej – snarere tvært imod!”.
Nedenstående figur viser befolkningstætheden for Danmark, Finland og Sverige. Det er dette mål folk normalt har i tankerne, når de siger, at Sverige – alt andet lige – stod i en nemmere situation end Danmark ift. befolkningstæthed. Figuren viser, at der er langt flere danskere pr. kvadratkilometer (136) end svenskere (25)
Problemet med denne opgørelse er, at den ikke tager højde for, hvor folk rent faktisk bor. I Sverige er der store øde områder, hvor der stort set ikke bor et øje. I stedet klumper svenskerne sig sammen i byerne. Og det gør de faktisk i højere grad end i Danmark. Det viser nedenstående figur, som er baseret på data fra Eurostat.
Figuren viser, at svenskerne i lige så høj grad bor i byerne, hvor COVID-19 har bedst betingelser, som danskerne. Faktisk bor kun halvt så mange svenskere (22%) som danskere (42%) i landdistrikter (”rural”). I stedet bor de i områder, der betegnes som ”intermediate”, en område-type der bl.a. dækker over Østjylland med Aarhus, Fyn med Odense og Nordsjælland plus Vestegnen (uden København).
Tallene fra Eurostat er fra 2011. Siden da er Sveriges befolkning (10% vækst) vokset dobbelt så hurtigt som Danmarks (5%), hvilket bl.a. skyldes en omfattende indvandring. Så det er ikke utænkeligt, at urbaniseringen i Sverige er steget yderligere.
Der var altså – i modsætning til, hvad mange ellers har hævdet – ikke hjælp at hente i lav befolkningstæthed for Sverige, da coronaen ramte. Snarere tværtimod.