Velkommen tilbage, frihed!

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2022. 9 svar

Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.

Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.

Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.

Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.

Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…

FAQ og svar om “A Literature Review and Meta-Analysis of the Effects of Lockdowns on COVID-19 Mortality”

Af Jonas Herby, den 30. januar 2022. 6 svar

Sammen med Steve Hanke fra Johns Hopkins University og Lars Jonung fra Lund Universitet, har jeg udgivet en meta-analyse, hvor vi ser på effekten af nedlukninger på antallet af COVID-19-dødsfald. Det oprindelige arbejdspapir kan findes her (vi har udgivet en opdateret version her). Jeg skrev også en kommentar i Berlingske på baggrund af studiet, som kan findes her. Endelig taler Martin Ågerup og jeg om studiet i et afsnit af Regelstaten, som du kan høre her. An English version of this FAQ can be found here.

Jeg får mange spørgsmål relateret til studiet. Nedenfor har jeg besvaret de hyppigste spørgsmål. Jeg vil løbende opdatere dette indlæg med flere spørgsmål og svar.

FAQ

SVAR

Læs resten →

Dansk Public Choice Workshop

Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2022. 2 svar

Fra tirsdag er stort set alle restriktioner på det danske samfund væk. Skaderne de har skabt er gigantiske, som vi tidligere har skrevet om her, mens de i praksis ikke har leveret nogen som helst gevinster (se f.eks. Jonas kronik i Berlingske). Mens vi derfor kan tænke dybt over, hvad i alverden der skete og hvad vi gør med de ansvarlige for århundredets regeringsfejl, kan vi glæde os over at vi er på vej tilbage til normalitet.

Den normalitet omfatter blandt andet den årlige danske public choice workshop, der løber af stablen den 28. februar – udskudt en måned – på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé. Jeg glæder mig usigeligt til workshoppen, der ligesom andre år ser ud til at blive virkeligt interessant. Hele workshoppen er åben for alle interesserede fra starten klokken 11 til slut omkring klokken 18, og man behøver naturligvis ikke deltage i alt. Hvis der skulle sidde læsere, der er særligt interesserede i en enkelt session, er man velkommen til at kigge forbi og deltage i den.

Hele workshoppens program – med risikoen for en enkelt ændring – er her og byder som sædvanligt på en lang række forskellige emner indenfor public choice og politisk økonomi.

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Jerg Gutmann (Hamburg), Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), and Stefan Voigt (Hamburg): The Comparative Constitutional Compliance Database

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Therese Nilsson)

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven

Af Niels Westy, den 27. januar 2022. 1 svar

Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Læs resten →

Kræver det ekspertise at være ekspert i mediernes øjne?

Af Jonas Herby, den 27. januar 2022. 4 svar

Det er velkendt, at der ikke nødvendigvis er en 1:1 sammenhæng mellem, at medierne udråber en person til ekspert, og at denne person rent faktisk er ekspert.

For at illustrere, hvor stor denne “skævvridning” kan være, har jeg søgt på en række forskeres navne og ordet “restriktioner” på infomedia og noteret, hvor mange hits søgningen gav.

Resultatet fremgår af nedenstående figur. Det interessante er selvfølgelig, at kun én af de medtagne forskere rent faktisk har en baggrund, som gør vedkommende til specialist i at vurdere effekten af regulering. Og denne person har endda udgivet to studier om effekten af restriktioner (her og her).

Skal man være ekspert i medierne, er det åbenbart noget andet end ekspertise, der kræves.

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2022. 1 svar

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten →

Hvem er overraskende demokratiske (og omvendt)?

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2022. 8 svar

Mange mennesker i den vestlige verden opfatter demokrati som en slags ‘naturlig’ tilstand. De glemmer dermed, at stort set hele verden var autokratisk engang. Transitionen til demokrati startede for eksempel først i 1834 i Danmark, med de første valg til stænderforsamlingerne. Som Martin Paldam peger på i sin fine bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, er demokrati en styreform som bliver mere sandsynlig, jo rigere et samfund bliver. Umiddelbart ser konsensus i forskningslitteraturen – hvis man overhovedet kan tale om en konsensus – at rigdom ikke fører til demokrati, men at det er mere sandsynligt at demokratiske institutioner overlever, jo rigere samfundet er. Det er bestemt og så det billede vi får i det dataarbejde, jeg er igang med sammen med Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri, der dækker det sidste århundrede i Latinamerika og Caribbien.

Det betyder dog ikke, at der er en en-til-en sammenhæng mellem rigdom og demokrati. Det er for eksempel kendt, at olielande næsten aldrig er demokratier – det er en del af den såkaldte ‘ressourceforbandelse’ – ligesom kommunistiske styrer heller aldrig er. Der er også gode grunde til at tro, at nabolandes status smitter af, så det bliver sværere at opretholde et diktatur når de omkringliggende lande bliver demokratier. Og nogle lande er bare heldige eller uheldige af helt anderledes grunde.

Dagens post er derfor en empirisk øvelse i at forudsige, hvorvidt et samfund er demokratisk. På tværs af 189 lande i verden, som vi både har en demokratisk status på (herfra) og indkomstdata, har vi estimeret sandsynligheden for at de er demokratiske, baseret på: Gennemsnitsindkomst, om landet er en stor olieproducent, om det er kommunistisk eller postkommunistisk, og hvor mange af nabolandene er demokratier. Det giver en ganske god forklaringsgrad, men kan også bruges til at vise, hvilke lande der er mest overraskende. Det viser vi i figuren nedenfor.

Som billedet viser, passer store dele af verden (de røde områder) ganske præcist på hvad man kunne regne med. De store outliers i negativ retning er først og fremmest Singapore og Hong Kong, der er blandt verdens rigeste samfund, men aldrig har været demokratiske. Det samme gælder Bosnien, Tyrkiet og Ungarn i Europa, og Nicaragua, der stadig køres med hård hånd af Daniel Ortega og hans kumpaner. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skal til for at disse samfund bliver mere demokratiske, når dets ledere så tydeligt slår hårdt ned på oppositionen.

Sidst må vi også fremhæve, at der er positive overraskelser. Det gælder i helt særlig grad Ghana, Mongoliet og Nigeria, der alle har været stabilt demokratiske i over 20 år. Umiddelbart er store dele af det sydlige Afrika også overraskende demokratiske, hvilket man ofte overser. Det samme gælder dele af Asien, hvor bedste bud på de næste demokratiseringer – hvis man må gætte – må være en redemokratisering af Thailand og demokratisk udvikling i Cambodia, Laos og Myanmar (der faktisk har en demokratisk fortid).

Demokratiseringsforskningen har taget store skridt de senere år, men meget er stadig usikkert. Det samme gælder den parallelle forskning i autokrati: Begge områder har store problemer med at forstå særlige lande som Botswana – frit og demokratisk siden 1965 – eller de stadige sammenbrud af det thailandske demokrati. Men det er værd at tænke over, hvorfor lande ikke passer på det generelle mønster. Ganske simple øvelser som kortet ovenfor hjælper med det.

Hvad har corona-epidemien kostet?

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. januar 2022. 3 svar

Coronaepidemien i alle dens facetter – inklusive dødsfald og politiske nedlukninger – har haft enorme omkostninger. Som vi har været inde på gentagne gange, er det ikke nok at se på produktionstabet. Dødsfald har meget lille effekt på BNP, men er alligevel en væsentlig omkostning. Når økonomien er lukket ned og bevægelsesfriheden er begrænset, kan man heller ikke nøjes med det umiddelbare produktionstab. En aflyst koncert koster ikke bare orkestrets løn, men den tabte værdi for koncertgængerne. Aflyste familiefødselsdage, bekymring for at blive syg eller miste sit livsværk, ensomhed og så videre indgår heller ikke i væsentligt omfang.

I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.

Hvad så?

Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.

Læs resten →

Kønsforskelle. Er det biologi eller socialkonstruktion?

Af Jonas Herby, den 19. januar 2022. 1 svar

Forleden talte jeg i Regelstaten med Klaus Desmet fra Southern Methodist University om kønsforskelle og hvad der driver dem.

Klaus er medforfatter på studiet “The Gender Gap in Preferences: Evidence from 45,397 Facebook Interests”, som undersøger og forklarer “The gender-equality paradox”: At der på en lang række områder er større kønsforskelle mellem kvinder og mænd i samfund med mere ligestilling (fx viser et nyt studie, at skak er mere mandsdomineret i samfund med mere ligestilling).

Det kom der en meget, meget interessant samtale ud af, som du kan se nedenfor, eller høre i din foretrukne podcastafspiller (bare søg på Regelstaten).

COVID-19 og tilfældighedernes spil: Regnvejr

Af Jonas Herby, den 18. januar 2022. 4 svar

Vi har her på siden beskrevet, hvordan forskningen viser, at regioner – der havde vinterferie i uge 9 eller uge 10 – blev ramt hårdt af COVID-19, fordi skiturister kunne slæbe smitte med hjem fra udbruddene i Alperne i samme uger.

Forleden stødte jeg på endnu et studie, Shenoy et al. (2022), der giver en hvis indsigt i, hvordan tilfældigheder kan have betydning for, hvor hårdt et område blev ramt af 1. bølge af COVID-19.

Shenoy et al. (2022) undersøger, hvordan regnvejr påvirkede smittespredningen og antallet af COVID-19-dødsfald i starten af 1. bølge. Deres titel på studiet, “God is in the rain: The impact of rainfall-induced early social distancing on COVID-19 outbreaks”, giver et vink med en vognstang om, hvad de finder: At regnvejr tidligt i første bølge førte til færre dødsfald. Her er fra studiet (min fremhævning):

A 1 unit increase in rainfall on the weekend before lockdown lowers the number of cases at endline by 6.8 per 100,000. Columns 2 and 3 show that controlling for baseline prevalence and demographics tightens the standard errors without substantially changing the estimates. Columns 4—6 imply that the reduction in cases translates to a reduction in deaths, as well. A 1 unit increase in rainfall causes a 0.5 to 0.7 per 100,000 reduction in the death rate.

I Danmark døde der ca. 600 under 1. bølge, så deres estimat svarer til ca. 5% færre døde pr. unit (som er beregnet på afvigelsen fra normalen). Forklaringen er – ifølge forfatterne – at regnvejr får folk til at blive hjemme fra sociale arrangementer (igen min fremhøvning):

The coefficient of 0.4 implies that after controlling for historical rainfall and temperature, a 10 percent increase rainfall from its sample median causes a 0.036 percentage point decrease in the number of people who leave home.16 The estimate implies that moving a county from zero rainfall to the 90th percentile of the distribution would cause a 1.8 percentage point reduction in the number of people leaving home—comparable to the reduction caused by a stay-at-home order.

Jeg synes ikke nødvendigvis, deres forklaring er 100% logisk. Regnvejr betyder vel, at sociale arrangementer rykker indendørs, hvor smitterisikoen er markant større. Og jeg ville derfor have forventet, at deres fortegn var omvendt. Men ikke desto mindre viser deres arbejde, at der er et væld af mere eller mindre tilfældige faktorer, der kan påvirke dødeligheden under 1. bølge. Og netop derfor er anekdotisk bevis, som fx sammenligning af to (eller få) lande, så problematisk.

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2022. Skriv et svar

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

50 år med Dronningen

Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2022. 1 svar

I dag er det 50 år siden, at Kong Frederik 9. døde og blev afløst af hans datter. Dronning Margrethe 2. har dermed regeret Danmark i et halvt århundrede, og har gjort det formidabelt indenfor de grænser, Grundloven, de konstitutionelle normer og almindelig anstændighed definerer. Det betyder ikke, at det er gået specielt godt, men blot at man må spørge sig selv om det ikke var gået dårligere uden dronningen.

Ser man på de 50 år, er økonomien først og fremmest vokset. Bruttonationalproduktet per indbygger er i reale termer blevet fordoblet og det private forbrug er steget med 72 procent. Det kan man naturligvis se som voldsomt fremskridt – hvilket det også er – men det er mindre udvikling end i flere af vores nabolande. I Sverige er BNP steget 118 % i samme periode, og i Storbritannien er det steget med 124 %, og begge lande har godt fordoblet privatforbruget. Relativt set er Danmark sakket bagud i en grad, så briterne har et større privatforbrug end vi har.

Det er dog ikke dronningens skyld, men en række elendige regeringer, med enkelte undtagelser. Det er langt mere langvarige og basale forhold, som man kan kreditere dronningen (og hendes familie) for. På tværs af verden viser forskning for eksempel, at monarkiers befolkninger har en større grad af tillid til hinanden, og typisk også har væsentligt bedre retsvæsener end andre lande. Der er også indikationer på, at de måske har mere stabil økonomisk udvikling, fordi monarker har en stabiliserende effekt på den førte politik (en idé som Martin Rode og jeg har planer om at se nærmere på).

Præcist hvad dronningen har gjort gennem et halvt århundrede er svært at sige, men der er svært ikke at være imponeret. Det forhold afspejler sig også med jævne mellemrum i den respekt, som der står om hende på selv den venstrefløj, der absolut ikke støtter monarkiet – institutionen er ikke ideologisk populær, men personen er højt værdsat. Dronningen skal ikke mindst roses for at have navigeret med stor og elegant ekspertise gennem et halvt århundredes store samfundsændringer. Mens nogle nytårstaler har været en smule tandløse, er der en række perler fra det første sympatiske forsøg i 1972 til rene klassikere som 1984-talens ’dumsmarte bemærkninger’, 1987s påmindelse om at tro på eget værd, og 2004s understregning af at den enkelte kan give frit udtryk for sine meninger.

Dronning Margrethe har siddet på tronen i 50 år, gennem godt og skidt, og mens hun naturligvis kun er prinsernes mor, er hun mange tusinde danskeres ’yndlingstante’: Den lidt skrappe, men begavede og varmhjertede kvinde der hjælper med at holde en familie på ret køl. Fra Punditokraterne skal der lyde et tillykke, og mange tak for de første 50 år.

Legalize it – all of it.

Af Niels Westy, den 12. januar 2022. Skriv et svar

“If at first you don’t succeed, try, try, again – and then give up. Don’t be a damn fool about it”. Med dette citat af W. C. Fields indleder Thomas Sowell et indlæg I Boston Globe i 1984, altså for snart 40 år siden, hvor han under overskriften Remember painful Prohibition lesson” hælder den amerikanske forbudspolitik ned af brættet.

Sowells pointer gælder fortsat og han var bestemt ikke den eneste som på et tidligt tidspunkt advarede mod forbuddet mod en lang række rusmidler og henviste til erfaringerne fra 20ernes forbud mod alkohol i USA..

I lyset af den seneste tids skyderier og drab i det danske bandemijø, har jeg en kommentar på Ræsons hjemmesider i denne uge. Der er egentlig ikke noget nyt i hvad jeg skriver, og det er måske det mest sørgeligt, nemlig at dette indlæg kan skrives igen og igen uden at miste aktualitet. Jo, vi ved godt hvad der vil være det mest effektive tiltag til at komme bandekriminaliteten til livs, det vil være legalisering af i dag illegale rusmidler.

Nej, bandekriminaliteten vil ikke forsvinde som ved et magisk trylleslag, men det vil på sigt mindske problemet gevaldigt. Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen kriminel aktivitet med så stort afkast (profit) og så relativ lav risiko – hvis vi altså ser bort fra risikoen for at blive likvideret af medlemmer fra en rivaliserende bande, som handlen med illegale rusmidler.

Desværre er der nok for store interesserer investeret i at bibeholde en forbudspolitik i form af øgede bevillinger, jobs, politisk profit (tough on crime) mv. Jeg kan formentlig skrive samme indlæg igen i 2023, 2024, 2025…….. Måske på et tidspunkt uden cannabis falder ind under kategorien illegale rusmidler. Det vil være et fremskridt (udviklingen i Tyskland kan her blive helt afgørende), men fortsat efterlade et endog meget meget profitabelt marked af andre illegale rusmidler til de der er parate til at udvise den fornødne brutalitet.

Mordrate i USA 1900-1998

Kilde: Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

Ovenstående figur viser udviklingen i mordraten i USA, og nok kan jeg ikke spå om fremtiden og nok er der forskel på korrelation og kausalitet – Det kan jo være at mordraten var faldet drastisk efter ophævelsen af alkoholforbuddet i 1933 alligevel og ligeledes steget drastisk igen sidenhen, men det kunne jo også tænkes at der trods alt er en hvis forbindelse når vi ser på hyppigheden af hvem der bliver slået ihjel (og af hvem). Når vi taler om “svenske tilstande”, når vi taler om skyderier og drabte (Sverige har voldsomt flere som dræbes med skydevåben end i Danmark), så dækker det over at de samlede mordrater i Sverige og Danmark ikke er væsentligt forskellige, omend Sverige ligger noget højere med 1,2 pr. 100.000, mens Danmark havde en mordrate på 0,8, svarende til gennemnittet i Vesteuropa i 2017. Til sammenligning var den globale mordrate 5,3 pr. 100.000 det pågældende år.

Kan man forsikre sig mod regeringsfejl? Nej

Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2022. 1 svar

På 2021s næstsidste dag udkom den længe ventede rapport fra den arbejdsgruppe, regeringen havde nedsat for at udarbejde ”Principper for hjælpepakker ved nye epidemier.” Rapporten, der blev diskuteret i Folketinget sidste uge, er ikke just det solide, uafhængige arbejde, man kunne have håbet på. Dens måske mest graverende problem er et forslag om, at virksomheder bør kunne forsikre sig mod nedlukninger, hvis der skulle komme nye vira, der får regeringen til at reagere med nedlukning.

Der er tre alvorlige problemer med forslaget, som egentlig brude være indlysende for enhver rimeligt dygtig økonom. Arbejdsgruppen tæller ellers Birthe Larsen, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på CBS, og den tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Alligevel har den for det første overset en grundpille i forsikringsøkonomi: At der findes to fundamentale typer risiko, og man kan reelt kun forsikre mod den ene.

Den risiko, man kan forsikre imod, er alle typer events som man med rimelig præcision kan forudse for større grupper mennesker. Det gælder således ulykkesforsikringer, hvor man har gode data på risikoen. Man kender for eksempel risikoen for at være involveret i et biluheld, og kan derfor beregne en forsikringspræmie. At den risiko varierer for forskellige befolkningsgrupper er således grunden til, at den type forsikring er dyrere for yngre mænd.

Der findes dog en anden type risiko, som man ofte kalder Knightiansk usikkerhed. Det gælder, som Chicago-økonomen Frank Knight beskrev, for megen innovativ aktivitet, hvor det er umuligt at vurdere om den bliver en succes. Man nævner også ofte risikoen for voldsomme naturkatastrofer: Man kan muligvis vurdere konsekvenserne af disse katastrofer, men har ingen mulighed for at vurdere hvor sandsynlige de er. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod dem. Det samme gælder regeringsfejl, som også er stort set umulige at forecaste, selvom man kan være stensikker på at de sker.

Det er her, arbejdsgruppen glemmer en central pointe i forsikringsøkonomi, fordi man hverken kan forecaste hvornår en ny virus kommer, eller hvordan en kommende regering kan finde på at handle. I Berlingske Tidende påpeger Torben Weiss Garne, der repræsenterer brancheorganisationen Forsikring & Pension, således at ”En forsikring kan ikke være afhængig af, hvad den til enhver tid siddende statsminister beslutter. For hvem kan beregne den risiko? Og måske træffer politikerne også andre beslutninger, hvis de ved, at der altid er en forsikring, der betaler ved kasse ét. Det er altid nemmere at bruge andres penge.” Det er derfor ikke en overraskelse, at alle syv forsikringsselskaber, som Berlingske har talt med, afviser idéen.

Arbejdsgruppen ignorerer derudover, at forsikring på ingen måde er gratis, men må betales med ressourcer der kunne være brugt anderledes. Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, vurderer i Berlingske Tidende at en forsikring vil ske ”på bekostning af investering og innovationsaktiviteter.” Der er således en dynamisk alternativomkostning i form af ressourcer, der under andre omstændigheder havde skabt øget produktivitet og vækst.

Sidst, men ikke mindst, er der et politisk-økonomisk element i diskussionen, som Garne understreger. Tvinger man virksomheder til at være forsikrede mod nedlukninger – som vi her på stedet så absolut betragter som en regeringsfejl – vil disse fejl bliver mere sandsynlige i fremtiden. Grunden er netop, at private forsikringsordninger gør det billigere for staten at implementere nedlukninger og andre skadelige indgreb. Under den gamle epidemilov havde virksomheder automatisk krav på erstatning, hvis de blev nedlukket, hvilket gjorde den type indgreb særdeles dyre for politikerne.

Arbejdsgruppens forslag er endnu et skridt i retning af at gøre dybt skadelige indgreb endnu billigere for den til enhver tid siddende regering. Udover at forslaget er umuligt – og arbejdsgruppens økonomer burde have vidst det – er dets politiske dynamik skadelig i sig selv. Det burde ikke gælde om at gøre det nemt for den politiske side af Danmark, men bedst for borgerne.

To anekdoter om nedlukninger

Af Jonas Herby, den 11. januar 2022. 3 svar

Anekdoter er blevet brugt flittigt i debatten om effekten af nedlukninger. ”Hvad med Sverige?” er det spørgsmål, jeg har hørt oftest gennem de seneste 22 måneder, og det har da også været belejligt for fortalerne for nedlukning at kunne pege mod Sverige i denne henseende (sjovt nok peger de aldrig mod Norge, som med nedlukninger a’la Danmarks havde ca. 1/3 så mange døde under de første to bølger – altså omtrent samme relative forskel som mellem Danmark og Sverige).

Jeg har tidligere set på anekdoter i forbindelse med nedlukningen af kommunerne. I dag skal vi se på to nye anekdoter. Sverige mod Tyskland og Slovakiet mod Slovenien.

Nedenstående figur viser de daglige COVID-19-dødstal i vinteren 20/21. Panel A til venstre viser, at Sverige og Tyskland havde nærmest præcis samme udvikling, på trods af at Tyskland lukkede relativt hårdt ned i forhold til Sverige (bl.a. lukkede man – som i Danmark – skolerne i Tyskland, mens de har været åbne i Sverige under hele pandemien).

Panel B til højre viser daglige dødsfald i Slovakiet og Slovenien, som indførte hårde nedlukninger henholdsvis 23. og 20. oktober. Alligevel fortsatte dødstallene med at stige. Slovenien oplevede en klassisk bølge, men de daglige dødsfald toppede først 6½ uge efter nedlukningen, selvom der kun går 3-4 uger fra man smittes til man dør. Og i Slovakiet faldt dødstallene ikke for alvor, før man kom hen midt i april – altså ca. et halvt år efter nedlukningen (der var nogle ændringer i nedlukningen undervejs, men ”stringency index” (der måler graden af nedlukning) faldt først for alvor midt i maj).

Comment: Daily deaths are shown as seven days average. Lockdown dates in Slovakia and Slovenia are illustrated with vertical lines. Between sep 1, 2020, and April 30, 2021, the cumulative COVID-19 mortality per million was 824 in Sweden, 878 in Germany, 2,134 in Slovakia, and 1,980 in Slovenia.
Source: Our World in Data and Folkhälsomyndigheten.

Konklusionen er, at anekdoter kan bruges til at vise hvad som helst. Og at man derfor bør basere sig på forskning og – endnu bedre – reviews og meta-analyser, der kondenserer den eksisterende forskning, når man udtaler som effekten af nedlukninger. Mere om dette meget snart.

Vi dør i højere og højere grad MED corona…

Af Jonas Herby, den 10. januar 2022. 1 svar

Jeg har tidliger beskrevet, hvordan der var relativt tæt sammenhæng mellem antal COVID-19-døde og overdødelighed i pandemiens første bølge. Alt tydede altså på, at folk i første del af pandemien døde AF – og ikke MED – coronacorona.

Men vaccinerne (som beskytter bedre mod alvorlig sygdom og død, end mod smitte) og omikron-varianten har ændret på dette forhold. Det viser nedenstående figur, som Kristoffer Torbjørn Bæk har lavet på Twitter (husk at følge ham!). Figuren viser, hvor mange der er registreret døde med COVID-19, og hvor mange der ville dø og “tilfældigvis” have COVID-19 givet smittespredningen i samfundet.

Image

Som det ses i figuren, så er der en stigende tendens til, at vi dør MED corona og ikke AF corona, så der i sidste uge var ca. 1/3, der døde MED corona.

Så vidt jeg forstår figuren, har Kristoffer ikke korrigeret for et evt. mørketal. Hvis mørketallet er højere blandt smittede end blandt døde, kan andelen altså godt være højere, end figuren lægger op til.

Da vinterferie i uge 9 blev en dræber…

Af Jonas Herby, den 6. januar 2022. 3 svar

Jeg har skrevet om denne forskning tidligere, men nu er den peer reviewed.

Jeg er stadig lidt paf over, hvor tilfældig (og kompleks) pandemien (og verden som helhed) kan være…

I 1810 brugte man lige så stor en andel af BNP på søm, som vi i dag bruger på PC’er!

Af Jonas Herby, den 4. januar 2022. 5 svar

Jeg er ved at læse (dvs. høre) Det lille hus på prærien (muligvis “genlæse”, påstår min mor). En helt igennem fantastisk bogserie i 10 bind, som jeg meget varmt kan anbefale.

I en af bøgerne taber Lauras far et søm i græsset, som de bruger lang tid på at lede efter. Og det forstår jeg sådan set godt – særligt efter jeg stødte på dette abstract (min fremhævning):

This paper focuses on the price of nails since 1695 and the proximate source of changes in those prices. Why nails? They are a basic manufactured product whose form and quality have changed relatively little over the last three centuries, yet the process for producing them has changed dramatically. Accordingly, nails provide a useful prism through which to examine a wide range of economic and technological developments that touch on multiple areas of both micro- and macroeconomics. Several conclusions emerge. First, from the late 1700s to the mid 20th century real nail prices fell by a factor of about 10 relative to overall consumer prices. These declines had important effects on downstream industries, most notably construction. Second, while declining materials prices contribute to reductions in nail prices, the largest proximate source of the decline during this period was multifactor productivity growth in nail manufacturing, highlighting the role of the specialization of labor and re-organization of production processes. Third, the share of nails in GDP dropped back from 0.4 percent of GDP in 1810—comparable to today’s share of household purchases of personal computers—to a de minimis share more recently; accordingly, nails played a bigger role in American life in that earlier period. Finally, real nail prices have increased since the mid 20th century, reflecting in part an upturn in materials prices and a shift toward specialty nails in the wake of import competition, though the introduction of nail guns partly offset these increases for the price of installed nails.

Ovenstående er fra Sichel (2021), som kan findes her.

En figur, der kan ændre Mettes syn på nedlukninger?

Af Jonas Herby, den 3. januar 2022. 2 svar

Nedenstående figur er fra Albæk (2021). Den viser sammenhængen mellem tillid i et (vesteuropæisk) land og antallet af døde med COVID-19.

Her er et uddrag fra abstract. Jeg husker meget tydeligt, at jeg talte med Mads Lundby-Hansen om Danmarks gode økonomi under pandemien, hvor han mente, det kunne tilskrives den høje grad af tillid i Danmark. Det var vist ikke en helt skæv mavefornemmelse.

Danmark har undgået ca. 5.000 covid-19 dødsfald sammenlignet med en situation, hvor tilliden er på niveau med de sydeuropæiske lande. Endvidere viser artiklen, at jo mere epidemi, jo lavere økonomisk aktivitet: I Vesteuropa resulterede 1000 flere covid-19 dødsfald per mio. indbyggere i år 2020 i et fald på ca. fire procent af nationalproduktet. Det beregnes, at den høje grad af tillid i Danmark har resulteret i økonomisk gevinst på ca. 82 mia. kr. i undgået fald i nationalproduktet, sammenlignet med et tillidsniveau svarende til de sydeuropæiske lande.

Bemærk i øvrigt, at de fem lande, der ligger over konfidensintervallet (det mørkegrå bånd i ovenstående figur) alle er at genfinde i nedenstående figur (som er en modificerete version af figuren i dette indlæg) som lande, der blev ramt tidligt og hårdt af COVID-19. Figuren viser, hvor mange døde landene havde i første bølge (y-aksen) sammenlignet med hvor hurtigt dødstallene steg (x-aksen). HVIS nedlukningen i Danmark virkede, ville man først kunne se effekten på dødstallene 3-4 uger senere (og altså omkring starten af april).

Lægger man de to figurer sammen, kan man fristes til at hævde, at landene mere eller mindre fik “som fortjent” i forhold til tillidsniveauet. Med mindre de var uheldige og blev ramt tidligt og hårdt.

Farvel til det afskyelige 2021

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2022. 10 svar

Forleden aften sagde vi farvel til det gamle år og velkommen til det nye. Det bliver typisk gjort med dronningens nytårstale – der i år var noget tandløs, og i passager lød som om den var skrevet af en særligt kedelig embedsmand i statsministeriet – og med vidtløftige politiske udmeldinger fra statsministeren dagen efter. Ingen af delene afspejlede min oplevelse af året.

For mit vedkommende har 2021 med afstand været mit livs kedeligste og mest meningsløse år. Året bragte én enkelt workshop i Stockholm, og stort set ingen anden faglig inspiration eller udveksling. Et normalt forår ville have omfattet den danske public choice workshop i januar, PEDD-konferencen i Münster i februar, det amerikanske Public Choice Society i marts, konferencen i dets europæiske pendant i april, mens et normalt efterår typisk har omfattet en mindre workshop i august eller september, og en tur til enten konferencen i the Southern Economic Association eller den australasiatiske public choice konference. Alt var enten aflyst eller reelt umuligt at komme til. Det samme gjaldt kulturen, hvor jeg tidligere år har gjort brug af tilbuddene i både Aarhus og London. I 2019 var jeg til ti koncerter og skuespil i London, men sidste gang jeg var i teatret var i februar 2020.

I stedet for indhold så vi en fortsættelse af den perversion af idéen om videnskab og videnskabelig metode, som startede i 2020. Siden Galileo og Bacon har den videnskabelige metode drejet sig om evidens, i stedet for rent teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har politikere, journalister og endda mange læger talt om ’videnskaben’ og ladet enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ’videnskaben’ siger. Der er således sket et – forhåbentligt midlertidigt – skift væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er et spørgsmål om hvad en statslig autoritet siger er videnskab.

De sidste to års misere har også rejst et ret fundamentalt spørgsmål, som kun få har diskuteret. Grundloven tillader, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer hvad der er nødvendigt. Lige nu ser det ud til, at retstilstanden er sådan at det er nok at regeringen påstår at et indgreb virker – helt fraset enhver forskning eller anden videnskabelig evidens – for at retsvæsenet accepterer at det er nødvendigt og proportionalt. Den tilstand indebærer, at Grundloven er reelt ligegyldig. Det er et andet forhold i 2021, der ikke kan blive ved.

Min endelige vurdering af det gamle år er klar: Livet i 2021 var ikke værd at leve. Selvom oppositionen så småt er begyndt at vågne, har dansk politik ikke rigtigt lignet et fungerende demokrati sidste år. Regeringens idéer om en ny epidemilov er bestemt heller ikke værdige i et demokrati eller en retsstat, når enten regeringen eller et udvalg under den skal have magt til at lukke samfundet ned, uden nogen form for automatisk kompensation for de ødelæggelser, de skaber. Det hele er en trussel mod vores samfund, og har for mit vedkommende understreget, at man som udgangspunkt aldrig må stole på politikere. Det vanvid, som deres indgreb og regeringens magtrus siden marts 2020, må og skal slutte.