Husk: Dansk Public Choice Workshop mandag

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2022. 3 svar

Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.

The 22nd Danish Public Choice Workshop

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Nej, grøn omstilling er ikke nogen effektiv sanktion mod Rusland

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. februar 2022. 2 svar

Den russiske invasion af   Ukraine har ført til efterlysninger af mindre afhængighed af russisk gas i EU. Og en efterlysning af mere satsning på vedvarende energi, som jo også er godt for klimaet. To fluer med ét smæk.

Det lyder umiddelbart meget godt.

Men det savner et blik for helt simple proportioner.

Læs resten →

Frail elders (dry tinder) – der var noget om snakken…

Af Jonas Herby, den 25. februar 2022. 1 svar

I starten af COVID-19 pandemien talte bl.a. Christian Bjørnskov for, at forskellen i overdødeligheden mellem forskellige lande var mere kompliceret end graden af lockdown.

I et arbejdspapir beskrev Bjørnskov – sammen med Daniel Klein og Joakim Book, se Klein et al. (2020) – hvordan bl.a. forskelle i dødeligheden i tidligere influenzasæsoner så ud til at have betydning. Kort fortalt: Hvis et land havde passet rigtig godt på sine sårbare ældre i tidligere influenzasæsoner, havde de flere sårbare ældre, da COVID-19 ramte landet, og ville derfor se en større COVID-19 overdødelighed.

Jeg har mødt en hel del modstand mod tesen (fx her), som Klein et al. (2020) aldrig dokumenterede formelt. Men det har andre forskere sidenhen gjort.

Her er fx lidt af abstract fra Zahran et al. (2022)

We also show a strong negative association between age-specific COVID-19 death rates and pre-existing all-cause age-specific mortality rates for a subset of European countries. Overall, results support the notion that variation in pre-existing frailty, resulting from heterogeneous survival environments, partially accounts for striking differences in COVID-19 death during the first wave of the pandemic

Og her fra Juul et al. (2020)

All-cause mortality in 2020 decreased in Norway and increased in Sweden compared with previous years. The observed excess deaths in Sweden during the pandemic may, in part, be explained by mortality displacement due to the low all-cause mortality in the previous year.

I mine øjne var nogle fortalere for nedlukningerne SÅ overbeviste om, at nedlukningerne virkede og drev forskellen mellem Danmark og Sverige, at de ikke formåede at åbne øjnene fuldt for ellers ret åbenlyse alternative forklaringer. I stedet for at forkaste det omgående, burde de have spurgt: “Kan vi på nogen måde undersøge, hvor stor betydning dette har?” Men som meget andet i COVID-19-debatten, nåede man aldrig til den slags spørgsmål, fordi fronterne var trukket skarpt op på forhånd.

Sverige havde mange sårbare ældre. Og kombineret med bl.a. det uheldige tidspunkt for deres vinterferie (som beskrevet her), var de – uanset nedlukninger og indsats/kommunikation fra myndighederne – alt andet lige dømt til at blive ramt hårdere af COVID-19 end fx Danmark.

Lavere ulighed i Europa (og Danmark) end i USA skyldes ikke omfordeling (UPDATE: Og dog – nærlæs)

Af Jonas Herby, den 23. februar 2022. Skriv et svar

Det er konklusionen i Blanchet et al. (2021), som fortjener en nærlæsning ved lejlighed.

Her er abstract (min fremhævning – bemærk “than any European country”).

This article combines all available survey, income tax, and national accounts data to produce pretax and posttax income inequality series in twentysix European countries from 1980 to 2017. Our estimates are consistent with macroeconomic growth rates and comparable with US distributional national accounts. Inequality grew in nearly all European countries, but much less than in the US. This rise was concentrated at the top end of the income distribution and was most pronounced in Eastern Europe. Contrary to a widespread view, we demonstrate that Europe’s lower inequality levels cannot be explained by more equalizing tax-and-transfer systems. After accounting for indirect taxes and in-kind transfers, the US redistributes a greater share of national income to low-income groups than any European country. “Predistribution”, not “redistribution”, explains why Europe is less unequal than the United States.

Blanchet et al. (2021) kan hentes her.

UPDATE: Nærlæsning synes at være påkrævet her.

https://twitter.com/MattBruenig/status/1495896290542161924?s=20&t=ZOq-3qLOelKAAuQWblqH8w

Lars Jonung svarer på kritik

Af Jonas Herby, den 21. februar 2022. 3 svar

Nedenstående er et indlæg skrevet af Lars Jonung fra Lund Universitet, som er en af mine medforfatter på lockdown-studiet sammen med mig og Steve Hanke fra Johns Hopkins University. I indlægget – der blev bragt i Göteborgs-Posten forleden – svarer Lars på kritik fra en svensk epidemiolog.

********************************

Læs resten →

Verden er blevet et meget kedeligere sted…

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. februar 2022. Skriv et svar
Media Name: pj.jpg

Forleden gik den 74-årige P.J. O’Rourke bort.

Hvilket tab! Han var den skarpeste humorist og satiriker, Amerika havde at byde på.

Han var H.L. Mencken-scholar på Cato Institute, og det var umuligt at forestille sig nogen bedre til at bære arven fra Mencken videre. Begge geniale til at spidde situationer og personer – og begge fra et libertariansk udgangspunkt, som gav deres kritik af politiske magthavere substans og holdbarhed.

Heldigvis efterlader O’Rourke sig et stort forfatterskab. Jeg har de sidste dage spekuleret på, hvad der er min favorit – uden dog at komme på en entydig kandidat. Måske “Parliament of Whores”, som er en opdagelsesrejse gennem det amerikanske politiske system. Men også samlingen “Age and Guile Beat Youth, Innocence, and a Bad Haircut” er fænomenal.

O’Rourke skrev i gonzo-stilen med sig selv i den forundrede iagttagers rolle. Det var den eneste person, han kunne bruge, uden at frygte at blive sagtsøgt, forklarede han. Det gik dog også ganske ofte ud over politiske ledere.

I disse dage kan man finde mange eksempler nettet over med hans mest kendte citater (f.eks. her og her). Og her er et par stykker:

“It is a popular delusion that the government wastes vast amounts of money through inefficiency and sloth. Enormous effort and elaborate planning are required to waste this much money.”

“Worrying is less work than doing something to fix the worry. This is especially true if we’re careful to pick the biggest possible problems to worry about. Everybody wants to save the earth; nobody wants to help mom do the dishes.”

“Giving government money and power is like giving car keys and whiskey to a teenage boy.”

Faktiske mennesker kompenserer for politik

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2022. 2 svar

Der er næppe tvivl om, at vi idag befinder os i et politisk miljø, hvor politikere ikke længere respekterer tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. Miljøet kom til udtryk i fuldt omfang under nedlukningerne, hvor politikere og mange epidemiologer ikke stolede på, at borgerne selv kunne tage deres forholdsregler for en ny virus, man allerede fra februar 2020 kunne se kun var en alvorlig trussel mod en ganske lille del af befolkningen. Men allerede tidligere var der klare tegn i både Danmark og udlandet på, at en politisk elite havde mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg. Richard Thaler og Cass Sunsteins bog Nudge fra 2008 pegede for eksempel på, at man kan ’puffe’ folk til at tage bedre valg. Thaler og Sunstein bidrog således til et politisk miljø, der allerede da var ved at blive væsentligt mere interventionistisk indstillet, og hvor politikere var mere villige (og opsatte på) at blande sig i borgernes rent private beslutninger. I Danmark indførte VK-regeringen for eksempel en såkaldt ’fedtskat’ i 2009 med det erklærede formål at forhindre fedme, der trådte i kraft i 2011 og blev afskaffet igen i 2013.

Problemet med størstedelen af politikken er, at politikerne enten ingen tillid har til at borgerne er kompetente, eller at de ikke accepterer borgernes præferencer – at de f.eks. mener, at borgerne burde vægte objektiv sundhed højere og god mad og drikke lavere. Problemet er dermed en del af det større fænomen, som bl.a. den konservative politiker Dorthe Schmittroth Madsen har kaldt ’borgerlede’ – dvs. det omvendte af politikerlede. Og når politikere ikke mener, at borgerne er kompetente, er virkeligheden simpel: Man gør visse madvarer dyrere og så spiser borgerne mindre af dem, man forhindrer dem i at komme i tennisklubben, og så ser de færre mennesker, og de foretager ikke kompenserende handlinger, der kan forstyrre politikkens hensigt.

Et nyt studie af Lisa Powell og Julien Leider (begge University of Illinois Chicago), der er netop er udgivet i PLOS One, undersøger effekten af en afgift på sodavand, og kan præcist informere om hvordan folk faktisk kompenserer. Forfatterne vurderer rent praktisk afgiftens effekter ved at sammenligne Seattle, der indførte en særlig afgift på sodavand i 2018, med Portland der ikke gjorde. Afgiften gjorde sodavand cirka 20 procent dyrere og var helt åbenlyst indført for at bekæmpe fedme blandt indbyggerne i Seattle.

Problemer for hele den politiske agenda er, at Powell og Leider finder at mens sodavandssalget faldt, førte afgiftsstigningen efter to år til en stigning i ølsalget i Seattle på syv procent! Som bl.a. Christopher Snowdon, der leder indsatsen i ’lifestyle economics’ hos the Institute of Economic Affairs i London, pointerede i en omtale i Reason Magazine, indebærer den slags kompenserende adfærd at politikkens hovedformål stort set bryder sammen: Hvis folk skærer ned på deres colaforbrug, men i stedet begynder at drikke flere øl, er det ikke klart at de taber sig. Med andre ord holder de ikke op med at drikke ting de kan lide, fordi én af dem bliver gjort dyrere af politik.

Powell og Leiders nye studie er dermed en påmindelse til borgere og i særlig grad politikere om, at man ikke blot kan se på én type politik og ét outcome af politikken. Gør man det, kan man lynhurtigt konkludere, at politikken virkede – folk holdt op med at drikke cola, holdt op med at se andre mennesker, holdt op med at læse bestemte bøger… Men menneskers almindelige og helt rationelle kompenserende adfærd betyder, at man er tvunget til at se på et bredt spektrum af adfærd for at få viden om, hvad der faktisk sker. Og evidensen for kompenserende adfærd minder en om, at almindelige mennesker faktisk er langt mere kompetente og rationelle, end visse politikere og ’eksperter’ går rundt og forestiller sig. Ignorerer man det, begår man regeringsfejl.

Borger & Stat

Af Christian Bjørnskov, den 15. februar 2022. Skriv et svar

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Forfatningslængde og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2022. 7 svar

Nogle af efterdønningerne efter næsten to års nedlukninger er en diskussion om, hvorvidt Grundlovens beskyttelse af borgernes rettigheder er tilstrækkeligt klar og restriktiv. Diskussionen dækker i virkeligheden to spørgsmål, der begge har været diskuteret tidligere : Bør man 1) skærpe Grundlovens beskyttelse af f.eks. forsamlingsfrihed, næringsfrihed osv.? og 2) bør man indføre nye rettigheder som en ret til miljø, kultur osv.? Den første del er i en vis grad om beskyttelsen er klar nok og fri for kvalifikationer og undtagelser, mens den anden del uundgåeligt er om forfatningen er tilstrækkeligt lang og detaljeret.

Fra en forskningsmæssig vinkel er udfordringen til begge spørgsmål, at en del studier fra de seneste år viser, at forfatningen ofte er ligegyldig. Den peger også på – som vi skrev om i sommeren 2017 – at den optimale forfatning varierer fra land til land og kontekst til kontekst, og at praktisk politik i mange tilfælde tillader politikere at ignorere den. I relation til 2) viste en artikel af Jacob Mchangama og undertegnede, som vi udgav i 2019 i American Journal of Political Science, at indførslen af en række såkaldt socio-økonomiske rettigheder – ret til helbred, socialsikring og uddannelse – ikke har nogen gavnlige effekter på de forhold, de sigter efter at forbedre.

Grundlæggende er grundlove ofte irrelevante i politik. Det kan også ses på kortet nedenfor, hvor vi illustrerer hvor lange og detaljerede forskellige landes forfatninger er (de stribede er lande uden data). Det burde være klart for de fleste af vores læsere, at der om noget er en negativ sammenhæng mellem forfatningslængden og landets institutioners kvalitet.

En del af forklaringen gav min gode kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg for nogle år siden: Lande med en stærkere tillidskultur skriver typisk kortere forfatninger. Senere forskning har også afsøgt, om lignende forhold er vigtige. George Tsebelis og Dominic Nardi har for eksempel indikeret, at lande med lange forfatninger typisk er fattigere og mere korrupte end andre. Sidste år udgav Justin Callais og Andy Young to artikler (her og her) der pegede på, at mere solidt ’forankrede’  (’entrenched’) forfatninger er forbundet med lavere vækst og måske til svagere institutioner. Forfatninger har nogle gange konsekvenser, men ikke altid de konsekvenser, der var mening de skulle have!

En sidste lille aside, som måske mest er interessant, er at når man har en sammenhæng mellem forfatningens længde og den sociale tillid, kan man i princippet bruge den til at ‘regne baglæns’ for lande, hvor vi ikke har nogen undersøgelser af tillid. Det har vi gjort, og holdt det op mod en lignende baglæns beregning af det forventede tillidsniveau fra korruptionsdata og data på retsvæsenets kvalitet.

Vi finder 16 tilfælde, hvor de to beregningsmetoder giver bredt set ens resultater. De er: the Bahamas (43 %), Barbados (46 %), Bhutan (43 %), Dominica (36 %), Fiji (27 %), Gambia (24 %), Liechtenstein (24 %), Maldiverne (11 %), Mikronesien (51 %), Saint Kitts og Nevis (17 %), Saint Lucia (27 %), Saint Vincent og Grenadinerne (33 %), Samoa (38 %), Sao Tomé og Principe (28 %), Vanuatu (34 %), og Østtimor (27 %) . Mens vi i redaktionen mener, at Bahamas, Barbados og Gambia-tallene er rimelige, vil vi faktisk gerne have læsernes tilbagemelding – hvis de kender nogle af landene – på om et sådant forecast er rimeligt.

Størrelsen på skaderne: Økonomiske tab i 2020

Af Christian Bjørnskov, den 6. februar 2022. 1 svar

Danmark er frit igen, de svenske myndigheder fjerner de sidste restriktioner på onsdag, og Finland gør det i løbet af måneden. Man kan kun håbe på, at resten af verden følger trop – briterne virker til at være på nippet til at gøre det – og tiden er derfor ved at være kommet til at gøre regningen op.

En af de ting, man allerede nu kan gøre, er at give et bud på hvor store de økonomiske tab var i 2020. Det gør vi idag ved først at bruge tal på købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger fra the Penn World Tables til at beregne vækstraten mellem 2014 og 2019. Det giver en trendvækst per land, og dermed et rimeligt bud på, hvordan økonomien havde udviklet sig uden nedlukninger og andet i 2020. Vi bruger derefter data på samme forhold fra 2019 og 2020 fra the CIA World Factbook, som tillader os at give et første bud på det faktiske fald i indkomst i løbet af 2020. Det samlede tal angiver derfor, hvordan økonomien endte i 2020 i forhold til hvordan man med rimelighed kunne have regnet med, at den fortsatte uden de globale nedlukninger.

Vi illustrerer det globale billede i kortet ovenfor. Opgjort på denne måde var det danske indkomsttab på 5,4 %, og dermed nogenlunde sammenligneligt med mange andre dele af den vestlige verden. Vi blev dermed ikke nær så hårdt ramt som Storbritannien og Spanien, der oplevede økonomiske tab på henholdsvis 12 og 14,8 %, eller som det globale gennemsnit på 8,4 %.

Lad os lige gentage det: På tværs af verden var det gennemsnitlige (ikke-vægtede) gennemsnitstab 8,4 % af folks indkomst i 2020. Og som kortet viser, har tabene været ulige fordelt: Indiens 1,3 milliarder indbyggere så således et tab på 14,8 % af økonomien, og Mexicos 130 millioner et på 10,7 %. Omvendt er Brasiliens økonomi med 3,4 % og store dele af det centrale Afrika gået fri af de værste omkostninger (Nigerias fald var 2,6 %).

Når man ser på tværs af verden, er de økonomiske skadevirkninger derfor chokerende, og ingen steder mere chokerende end i små østater. Mens gennemsnitstabet i resten af verden har været 7,2 %, er gennemsnittet for de 20 østater vi har data fra hele 17, 1% af nationalindkomsten (p<.01). The Bahamas, der allerede var hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, har registreret tab på 19,4 %, og det langt fattigere Fiji oplevede et 24 % dyk i økonomien, da turisterne udeblev.

Vi har skrevet om det adskillige gange før, men der er for mig ingen tvivl om at nedlukningerne har været den største regeringsfejl siden anden verdenskrig. Som udviklingsøkonomer har vi en vis erfaring i at vurdere, hvor mange fattigdomsdødsfald, familier i sult, manglende skolegang, og hvor meget statslig undertrykkelse der følger med så voldsomme økonomiske tab. Som Verdensbanken allerede har advaret, står vi sandsynligvis med et antal fattigdomsdødsfald, der skal tælles i millioner. Det politiske spørgsmål, det tal rejser, er om de mennesker overhovedet tæller for ‘ledere’ som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron eller Boris Johnson? Vi reddede stort set ingen, og med hvilken omkostning?

Påvirker nedlukninger sociale normer?

Af Jonas Herby, den 3. februar 2022. Skriv et svar

Jeg fik et interessant studie tilsendt her til aften. Det er ikke et emne, jeg har set meget på, men det burde man måske overveje.

Her er abstract:

Findings
The volume of traffic contracted sharply once a COVID-19 national emergency was declared and most states issued stay-at-home orders, but motor vehicle fatality rates, injury accidents, and speeding violations went up, and remained elevated even as traffic began returning toward normal. This pattern does not fit post-World War II recessions where fatality rates declined with the volume of traffic nor does the 2020 pattern match the pattern during World War II when traffic dropped substantially with little change in motor vehicle fatality rates.
Conclusions
The findings are consistent with a theory of social distancing on highways undermining compliance with social norms, a social cost of COVID which, if not corrected, poses potential long-term increases in non-compliance and dangerous driving.

Meyer (2020) kan hentes her.

Velkommen tilbage, frihed!

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2022. 9 svar

Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.

Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.

Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.

Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.

Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…

FAQ og svar om “A Literature Review and Meta-Analysis of the Effects of Lockdowns on COVID-19 Mortality”

Af Jonas Herby, den 30. januar 2022. 6 svar

Sammen med Steve Hanke fra Johns Hopkins University og Lars Jonung fra Lund Universitet, har jeg udgivet en meta-analyse, hvor vi ser på effekten af nedlukninger på antallet af COVID-19-dødsfald. Det oprindelige arbejdspapir kan findes her (vi har udgivet en opdateret version her). Jeg skrev også en kommentar i Berlingske på baggrund af studiet, som kan findes her. Endelig taler Martin Ågerup og jeg om studiet i et afsnit af Regelstaten, som du kan høre her. An English version of this FAQ can be found here.

Jeg får mange spørgsmål relateret til studiet. Nedenfor har jeg besvaret de hyppigste spørgsmål. Jeg vil løbende opdatere dette indlæg med flere spørgsmål og svar.

FAQ

SVAR

Læs resten →

Dansk Public Choice Workshop

Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2022. 2 svar

Fra tirsdag er stort set alle restriktioner på det danske samfund væk. Skaderne de har skabt er gigantiske, som vi tidligere har skrevet om her, mens de i praksis ikke har leveret nogen som helst gevinster (se f.eks. Jonas kronik i Berlingske). Mens vi derfor kan tænke dybt over, hvad i alverden der skete og hvad vi gør med de ansvarlige for århundredets regeringsfejl, kan vi glæde os over at vi er på vej tilbage til normalitet.

Den normalitet omfatter blandt andet den årlige danske public choice workshop, der løber af stablen den 28. februar – udskudt en måned – på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé. Jeg glæder mig usigeligt til workshoppen, der ligesom andre år ser ud til at blive virkeligt interessant. Hele workshoppen er åben for alle interesserede fra starten klokken 11 til slut omkring klokken 18, og man behøver naturligvis ikke deltage i alt. Hvis der skulle sidde læsere, der er særligt interesserede i en enkelt session, er man velkommen til at kigge forbi og deltage i den.

Hele workshoppens program – med risikoen for en enkelt ændring – er her og byder som sædvanligt på en lang række forskellige emner indenfor public choice og politisk økonomi.

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Jerg Gutmann (Hamburg), Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), and Stefan Voigt (Hamburg): The Comparative Constitutional Compliance Database

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Therese Nilsson)

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven

Af Niels Westy, den 27. januar 2022. 1 svar

Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Læs resten →

Kræver det ekspertise at være ekspert i mediernes øjne?

Af Jonas Herby, den 27. januar 2022. 4 svar

Det er velkendt, at der ikke nødvendigvis er en 1:1 sammenhæng mellem, at medierne udråber en person til ekspert, og at denne person rent faktisk er ekspert.

For at illustrere, hvor stor denne “skævvridning” kan være, har jeg søgt på en række forskeres navne og ordet “restriktioner” på infomedia og noteret, hvor mange hits søgningen gav.

Resultatet fremgår af nedenstående figur. Det interessante er selvfølgelig, at kun én af de medtagne forskere rent faktisk har en baggrund, som gør vedkommende til specialist i at vurdere effekten af regulering. Og denne person har endda udgivet to studier om effekten af restriktioner (her og her).

Skal man være ekspert i medierne, er det åbenbart noget andet end ekspertise, der kræves.

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2022. 1 svar

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten →

Hvem er overraskende demokratiske (og omvendt)?

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2022. 8 svar

Mange mennesker i den vestlige verden opfatter demokrati som en slags ‘naturlig’ tilstand. De glemmer dermed, at stort set hele verden var autokratisk engang. Transitionen til demokrati startede for eksempel først i 1834 i Danmark, med de første valg til stænderforsamlingerne. Som Martin Paldam peger på i sin fine bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, er demokrati en styreform som bliver mere sandsynlig, jo rigere et samfund bliver. Umiddelbart ser konsensus i forskningslitteraturen – hvis man overhovedet kan tale om en konsensus – at rigdom ikke fører til demokrati, men at det er mere sandsynligt at demokratiske institutioner overlever, jo rigere samfundet er. Det er bestemt og så det billede vi får i det dataarbejde, jeg er igang med sammen med Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri, der dækker det sidste århundrede i Latinamerika og Caribbien.

Det betyder dog ikke, at der er en en-til-en sammenhæng mellem rigdom og demokrati. Det er for eksempel kendt, at olielande næsten aldrig er demokratier – det er en del af den såkaldte ‘ressourceforbandelse’ – ligesom kommunistiske styrer heller aldrig er. Der er også gode grunde til at tro, at nabolandes status smitter af, så det bliver sværere at opretholde et diktatur når de omkringliggende lande bliver demokratier. Og nogle lande er bare heldige eller uheldige af helt anderledes grunde.

Dagens post er derfor en empirisk øvelse i at forudsige, hvorvidt et samfund er demokratisk. På tværs af 189 lande i verden, som vi både har en demokratisk status på (herfra) og indkomstdata, har vi estimeret sandsynligheden for at de er demokratiske, baseret på: Gennemsnitsindkomst, om landet er en stor olieproducent, om det er kommunistisk eller postkommunistisk, og hvor mange af nabolandene er demokratier. Det giver en ganske god forklaringsgrad, men kan også bruges til at vise, hvilke lande der er mest overraskende. Det viser vi i figuren nedenfor.

Som billedet viser, passer store dele af verden (de røde områder) ganske præcist på hvad man kunne regne med. De store outliers i negativ retning er først og fremmest Singapore og Hong Kong, der er blandt verdens rigeste samfund, men aldrig har været demokratiske. Det samme gælder Bosnien, Tyrkiet og Ungarn i Europa, og Nicaragua, der stadig køres med hård hånd af Daniel Ortega og hans kumpaner. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skal til for at disse samfund bliver mere demokratiske, når dets ledere så tydeligt slår hårdt ned på oppositionen.

Sidst må vi også fremhæve, at der er positive overraskelser. Det gælder i helt særlig grad Ghana, Mongoliet og Nigeria, der alle har været stabilt demokratiske i over 20 år. Umiddelbart er store dele af det sydlige Afrika også overraskende demokratiske, hvilket man ofte overser. Det samme gælder dele af Asien, hvor bedste bud på de næste demokratiseringer – hvis man må gætte – må være en redemokratisering af Thailand og demokratisk udvikling i Cambodia, Laos og Myanmar (der faktisk har en demokratisk fortid).

Demokratiseringsforskningen har taget store skridt de senere år, men meget er stadig usikkert. Det samme gælder den parallelle forskning i autokrati: Begge områder har store problemer med at forstå særlige lande som Botswana – frit og demokratisk siden 1965 – eller de stadige sammenbrud af det thailandske demokrati. Men det er værd at tænke over, hvorfor lande ikke passer på det generelle mønster. Ganske simple øvelser som kortet ovenfor hjælper med det.

Hvad har corona-epidemien kostet?

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. januar 2022. 3 svar

Coronaepidemien i alle dens facetter – inklusive dødsfald og politiske nedlukninger – har haft enorme omkostninger. Som vi har været inde på gentagne gange, er det ikke nok at se på produktionstabet. Dødsfald har meget lille effekt på BNP, men er alligevel en væsentlig omkostning. Når økonomien er lukket ned og bevægelsesfriheden er begrænset, kan man heller ikke nøjes med det umiddelbare produktionstab. En aflyst koncert koster ikke bare orkestrets løn, men den tabte værdi for koncertgængerne. Aflyste familiefødselsdage, bekymring for at blive syg eller miste sit livsværk, ensomhed og så videre indgår heller ikke i væsentligt omfang.

I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.

Hvad så?

Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.

Læs resten →

Kønsforskelle. Er det biologi eller socialkonstruktion?

Af Jonas Herby, den 19. januar 2022. 1 svar

Forleden talte jeg i Regelstaten med Klaus Desmet fra Southern Methodist University om kønsforskelle og hvad der driver dem.

Klaus er medforfatter på studiet “The Gender Gap in Preferences: Evidence from 45,397 Facebook Interests”, som undersøger og forklarer “The gender-equality paradox”: At der på en lang række områder er større kønsforskelle mellem kvinder og mænd i samfund med mere ligestilling (fx viser et nyt studie, at skak er mere mandsdomineret i samfund med mere ligestilling).

Det kom der en meget, meget interessant samtale ud af, som du kan se nedenfor, eller høre i din foretrukne podcastafspiller (bare søg på Regelstaten).