Alle valg – også politiske – handler om afvejning. Gør man ét, kan man ikke gøre noget andet. Meget tit kommer disse afvejninger ikke frem i politik. Under nedlukningerne var fokus fx nærmest udelukkende på at undgå smittespredning, mens alt det, man gik glip af, fyldte meget lidt (både politisk, og efter min opfattelse også i mange menneskers liv).
Madsen et al. (2014) peger på en interessant afvejning. Læger og sygeplejersker vil gerne holde weekend med deres familie og venner. Og så må vi acceptere, at lidt flere patienter dør. Her er fra deres abstract.
“High bed occupancy rates were associated with a significant 9 percent increase in rates of in-hospital mortality and thirty-day mortality, compared to low bed occupancy rates. Being admitted to a hospital outside of normal working hours or on a weekend or holiday was also significantly associated with increased mortality.”
Det kan lyde forkert, at man lader folk dø, fordi man vil holde weekend. Bag det hele ligger imidlertid, at der ikke er ubegrænsede ressourcer, heller ikke i sundhedsvæsenet. Og i virkeligheden er det jo den slags afvejninger, vi laver hele tiden. Der er fx masser af danskere, der kører rundt i en gammel bil, selvom sikkerheden i en moderne bil er langt bedre. Og de fleste forældre er tilfredse med græs som “faldunderlag” under legehuset, selvom der findes mere sikre materialer. Livet er valg og fravalg.
Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2022. 3 svar
Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.
Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”
Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!
På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.
Af Otto Brøns-Petersen, den 10. marts 2022. Skriv et svar
Hvis vi skal erstatte russisk gas med grøn energi i EU, vil det komme til at tage lang tid. Hvis det skal gå stærkere, kommer vi ikke uden om kul, flydende gas og at bremse og vende afviklingen af atomkraft.
På den helt korte bane – altså hvis de russiske haner bliver lukket af enten dem eller os – handler det om at fylde gaslagrene op. Men vi vil også skulle klare os med mindre energi og betale højere energipriser.
Jeg synes, man bør gøre sig to overvejelser først.
For det første hvordan en eventuelt mindsket afhængighed af russisk gas kan gennemføres uden at gribe til massiv planøkonomi og reguleringer.
For det andet bør man ikke tabe formålet med sanktionerne mod Rusland af syne. Målet bør være hårde, hurtige sanktioner og ikke at mindske Ruslands integration i verdensøkonomien på lang sigt. Det er netop, fordi Rusland er blevet så integreret, at sanktionerne har en chance for at virke nu og her i forhold til invasionen i Ukraine.
Traditionelle, langvarige sanktioner virker derimod sjældent. Det skriver Christian tilfældigvis også om i dag – og endda på samme side i Børsen.
EU-kommissionen kom i dag med et udspil til at nedbringe afhængighed af russisk gas. Det er i lyset af ambitionsniveauet ret tyndt. Her er de kommentarer, jeg udsendte.
Nedenstående figur er fra Jena et al. (2017), og viser dødeligheden blandt hjertestoppatienter (myocardial infarction og cardiac arrest), afhængig af om der afholdes maraton i byerne den dag, de bliver indlagt, eller ej.
Figuren viser, at hvis du får hjertestop på en dag, hvor der afholdes maraton i din hjemby, er din risiko for at dø 13,3% større (svarende til 3,3%-point).
Den højere dødelighed skyldes, at ambulancerne har sværere ved at komme frem til hospitalerne, når der er maraton i byerne. Jena et al. (2017) finder, at det i gennemsnit tog ambulancerne 4,4 minutter længere at komme frem til hospitalerne om formiddagen end normalt. Og da tid er fuldstændig afgørende ved hjertestop, kan det altså ses ret tydeligt i dødeligheden.
Resultaterne svarer til, at Copenhagen Marathon forårsager ét dødsfald hvert tredje år.
Studiet omtales i Freakonomics, M.D., som er værd at lytte til. Værten, Bapu, er en af ganske få personer på verdensplan, der BÅDE er læge og økonom. Og det kommer der interessante studier og indsigter ud af.
Forskerne fra Chicago startede med at undersøge, om der var nogen form for kønsdiskrimination i Ubers forretningsmodel. Ubers algoritmer er kønsneutrale, men derfor kan der jo godt være diskrimination fra kundernes side. Det kan fx være, at nogle føler sig mere trygge ved at køre med en kvinde frem for en mand. Der var imidlertid ikke noget, der tydede på, at kunderne diskriminerede på baggrund af køn. Fx var der ikke nogen forskel på andelen af aflyste ture afhængig af Uber-chaufførernes køn.
Alligevel fandt forskerne en lønforskel på 7%. Når en mand tjente $100, tjente kvinden altså kun $93, selvom de arbejde lige lang tid. Forskerne kiggede derfor på, hvad der drev forskellen i løn, og kom frem til tre overordnede drivende faktorer.
USA Today faktatjekkede for nylig det lockdown-meta-studie, som jeg har udgivet sammen med Lars Jonung fra Lund Universitet og Steve Hanke fra Johns Hopkins University. I meta-studiet – som samler den empiriske evidens fra studier udgivet før 1. juli 2021 – konkluderer vi, at videnskaben understøtter, at effekten af nedlukninger har været begrænset.
Her er et citat fra USA Today, som angiveligt skulle modbevise vores konklusioner. Problemet er bare, at det, USA Todays faktatjekkere skriver, rent faktisk er forkert.
Flere steder er faldet i influenza-tilfælde i foråret 2020 blev set som et bevis for, at nedlukningerne virker. Fx udtalte afdelingslæge på Statens Serum Institut, Peter Henrik Andersen, at ”nedlukningen af Danmark betød nærmest fra dag 1 en stor nedgang i antallet af nye smittede [med influenza]. Det ved vi på baggrund af, at testaktiviteten var den samme«, og han var ifølge Ugeskriftet.dk ”sikker på nedlukningens positive effekt på smittespredningen, når det gælder influenza”
SSI har også officielt tildelt nedlukningen i hvert fald noget af æren for, at udbredelsen af influenza faldt efter i foråret 2020. Sammen med nedenstående figur, skriver SSI, at ”i de følgende uger faldt andelen af patienter med ILS dog igen til stort set ingenting i takt med nedlukningen af Danmark, social distancering, brug af håndsprit og andre tiltag for at undgå COVID-19 smittespredning. Influenzavirus stoppede simpelt hen med at cirkulere på få uger. Og herefter var hovedparten af de undersøgte influenzaprøver negative”. Og den gule pil, som SSI har sat ind mellem 10. og 11. marts, plus overskriften (min fremhævning) efterlader da heller ikke megen tvivl.
Jeg har tidligere (se video her) stillet spørgsmålstegn ved, om faldet i influenza virkelig kunne tilskrives nedlukningerne. Jeg mener, at en effekt af nedlukningerne (og altså ikke signalværdien) tidligst ville kunne ses d. 18. marts (skolerne lukkede 16. marts, og der er to dages inkubationstid for influenza). Selv signalværdien af nedlukningen ville først kunne ses omkring d. 14. (datoerne er markeret med røde pile, som jeg har indsat).
I dag stødte jeg så på et studie fra forskere på SSI af influenzaudbredelsen i Danmark, Norge og Sverige i marts 2020. De viser, at influenzaen forsvandt meget pludseligt i foråret 2020 sammenlignet med tidligere influenzasæsoner. En effekt de tilskriver samfundets (public health and social measures) respons på COVID-19.
Men studiet er også interessant, fordi det viser, at influenza forsvandt præcis samtidig i Danmark og Sverige (og lidt tidligere i Norge). Det fremgår ikke tydeligt af studiet, fordi de ikke lægger data for de tre lande oven i hinanden, men det har Daniel Frandsen heldigvis gjort for os, og resultatet ses herunder.
Konklusionen er altså, at Sveriges – internationalt set – meget milde nedlukning, havde præcis samme effekt på udbredelsen af influenza, som Danmarks (og vel egentlig også Norges) hårdere nedlukninger.
Idag er World Book Day, en hyldestdag til bøger med formålet at ”promote reading for pleasure, offering every child and young person the opportunity to have a book of their own.” Hos Punditokraterne mener vi, at det er en glimrende dag som skandinaviske boghandlere også burde tage op. For hvem af os har ikke lært noget fra bøger, vi ellers læste for fornøjelsens skyld? Hvem af os er ikke præget af det vi læste og ’erfarede’ gennem bøgerne. Selv for en økonom er det for eksempel en helt absurd idé, at man kunne have præferencer over noget, man aldrig har prøvet. Nogle af de præferencer for opførsel, moral og meget andet har vi fra vores forældre, bedsteforældre og venner, men andre kommer fra vennerne i bøgerne.
H.C. Andersens Den Grimme Ælling er et af de klassiske eksempler på, h,vordan børn lærer at alle ikke er hvad de ligner, og lærer det på en anden måde end hvis deres forældre eller lærer blot havde fortalt dem det. Det samme sker, når man i Stolthed og Fordom sammen med Elizabeth Bennett gradvist lærer, at Mister Darcy ikke er en arrogant skid, men et hæderligt og ligefrem elskeligt væsen. Når man i Stiftelsen først forarges og derefter ser visdommen i Salvor Hardins talemåde, at man aldrig skal lade sin moral forhindre en i at gøre det rigtige. Når man ved slutningen af Mordet i Orientekpressen deler et uløseligt moralsk dilemma med Poirot. Eller når man fra Krabben med de Gyldne Kløer og i resten af Tintin-bøgerne holder med Tintin, men elsker den drikfældige, impulsive og storbandende Kaptajn Haddock særligt højt.
Det samme kan ske efter særlige begivenheder. Wolfgang Borcherts skuespil Draußen vor der Tür demonstrerede således for tusinder af tyskere fra 1947, at deres oplevelse af udenforhed og liv uden mening ikke kun var deres, men et vilkår de alle delte. Det skuespil var aldrig blevet vist 15 år tidligere, men blev i efterkrigstidens mindre censurerede Tyskland en del af kulturen. På samme måde har Kaptajn Haddock lært millioner af børn tolerance netop fordi han er så ekstremt politisk ukorrekt. Censur er altid af det onde – også selvom nogen mener, at den skal beskytte netop deres version af vores fælles kultur – og forhindrer både os og vores børn i at blive voksne. At vi gør det, mens vi er underholdte, er bøgers magiske trick!
PS: Skriv gerne om den eller de bøger, der ændrede jer.
Gallups World Poll spørger hvert år om folks opfattelse af hvor almindelig korruption er i staten. De senere år har GWP udgivet et indeks mellem 0 og 1, hvor 0 er at ingen borgere opfatter staten som korrupt, mens 1 ville være situationen hvor alle borgere mener, at korruption er almindelig blandt politikere og statens ansatte. Indekset rækker i praksis fra 0,082 i Singapore og 0,179 i Danmark til over 0,9 i så forskellige lande som Afghanistan, Bulgarien, Kirgisistan, Lesotho og Trinidad og Tobago Gennemsnittet på tværs af de 152 lande i undersøgelsen på hele 0,73 så næsten tre fjerdedele at alle adspurgte opfatter korruption som den almindelige situation. En anden måde at illustrere problemet er, at gennemsnittet i de 25 % lande med de værste korruptionsopfattelser er hele 0,89.
Gallups mål understreger dermed, at korruption er et globalt problem, som kun en lille del af verden er reelt fri for. Det illustreres ganske godt i kortet nedenfor, hvor en minimal gruppe lande – inklusive Finland og Danmark – har befolkninger med ekstremt svage korruptionsopfattelser. Til en vis grad gælder det også for en lille ekstra gruppe lande, der tæller Holland, New Zealand, Norge, og Sverige, hvor en mindre del af befolkningen regner staten som korrupt. For disse to grupper bør man også huske, at folk sandsynligvis ofte ’strækker konceptet’ ved at regne flere ting som korruption, end man vil gøre i et land med faktisk korruption.
På tværs af lande viser det sig dog, at der helt generelt er en meget klar sammenhæng mellem Transparency Internationals korruptionsvurdering og folks korruptionsopfattelser. Uanset hvordan man måler det, kan man se det tidligere sovjetiske imperium – det Vladimir Putin nu opfatter som sin naturlige interessessfære – som ét stort, sort område. Undtagelserne er Estland, der også på andre mål klarer sig lang bedre end naboerne, og Azerbaijan. Latinamerika er også kendt for korruptionsproblemer, hvilket kan ses tydeligt i folks opfattelser. Her er den velkendte undtagelse Uruguay.
Sammenligner man spørgeskemaundersøgelsen med Transparency Internationals vurderinger, dukker der helt generelt tre yderligere tendenser op: Korruptionsopfattelser er højere i demokratier (0,13 point), lidt højere i rigere lande, og lidt højere i tidligere kommunistiske lande. Det interessante ved øvelsen er dermed, at man kan afdække hvilke steder i verden, folks opfattelse af korruption ikke helt passer på eksperters vurdering af den faktiske situation. Det er for eksempel denne type sammenligning, som indikerer at borgere i de allermindst korrupte lande i verden strækker konceptet, når de spørges.
Mens det er værd at understrege, at når man for eksempel taler om statens legitimitet, er det borgernes opfattelse af korruption mere end det er den egentlige situation, der er vigtig. Og her er Gallups World Poll meget tydelig: Taget som mål for statens legitimitet opfatter russerne og deres umiddelbare naboer ikke staten som legitim. I deres svar gemmer sig en opfattelse af deres egne regimer som slyngelstater, selvom de aldrig ville sige det højt.
Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2022. 3 svar
Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.
The 22nd Danish Public Choice Workshop
11.00: Welcome
11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)
Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?
Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality
Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.
12.20: Lunch
12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)
Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis
Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?
Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.
14.10: Coffee break
14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)
Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself
Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020
Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark
15:45: Break
15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)
Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.
Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.
Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. februar 2022. 2 svar
Den russiske invasion af Ukraine har ført til efterlysninger af mindre afhængighed af russisk gas i EU. Og en efterlysning af mere satsning på vedvarende energi, som jo også er godt for klimaet. To fluer med ét smæk.
Det lyder umiddelbart meget godt.
Men det savner et blik for helt simple proportioner.
I starten af COVID-19 pandemien talte bl.a. Christian Bjørnskov for, at forskellen i overdødeligheden mellem forskellige lande var mere kompliceret end graden af lockdown.
I et arbejdspapir beskrev Bjørnskov – sammen med Daniel Klein og Joakim Book, se Klein et al. (2020) – hvordan bl.a. forskelle i dødeligheden i tidligere influenzasæsoner så ud til at have betydning. Kort fortalt: Hvis et land havde passet rigtig godt på sine sårbare ældre i tidligere influenzasæsoner, havde de flere sårbare ældre, da COVID-19 ramte landet, og ville derfor se en større COVID-19 overdødelighed.
Jeg har mødt en hel del modstand mod tesen (fx her), som Klein et al. (2020) aldrig dokumenterede formelt. Men det har andre forskere sidenhen gjort.
We also show a strong negative association between age-specific COVID-19 death rates and pre-existing all-cause age-specific mortality rates for a subset of European countries. Overall, results support the notion that variation in pre-existing frailty, resulting from heterogeneous survival environments, partially accounts for striking differences in COVID-19 death during the first wave of the pandemic
All-cause mortality in 2020 decreased in Norway and increased in Sweden compared with previous years. The observed excess deaths in Sweden during the pandemic may, in part, be explained by mortality displacement due to the low all-cause mortality in the previous year.
I mine øjne var nogle fortalere for nedlukningerne SÅ overbeviste om, at nedlukningerne virkede og drev forskellen mellem Danmark og Sverige, at de ikke formåede at åbne øjnene fuldt for ellers ret åbenlyse alternative forklaringer. I stedet for at forkaste det omgående, burde de have spurgt: “Kan vi på nogen måde undersøge, hvor stor betydning dette har?” Men som meget andet i COVID-19-debatten, nåede man aldrig til den slags spørgsmål, fordi fronterne var trukket skarpt op på forhånd.
Sverige havde mange sårbare ældre. Og kombineret med bl.a. det uheldige tidspunkt for deres vinterferie (som beskrevet her), var de – uanset nedlukninger og indsats/kommunikation fra myndighederne – alt andet lige dømt til at blive ramt hårdere af COVID-19 end fx Danmark.
Det er konklusionen i Blanchet et al. (2021), som fortjener en nærlæsning ved lejlighed.
Her er abstract (min fremhævning – bemærk “than any European country”).
This article combines all available survey, income tax, and national accounts data to produce pretax and posttax income inequality series in twentysix European countries from 1980 to 2017. Our estimates are consistent with macroeconomic growth rates and comparable with US distributional national accounts. Inequality grew in nearly all European countries, but much less than in the US. This rise was concentrated at the top end of the income distribution and was most pronounced in Eastern Europe. Contrary to a widespread view, we demonstrate that Europe’s lower inequality levels cannot be explained by more equalizing tax-and-transfer systems. After accounting for indirect taxes and in-kind transfers, the US redistributes a greater share of national income to low-income groups than any European country. “Predistribution”, not “redistribution”, explains why Europe is less unequal than the United States.
Nedenstående er et indlæg skrevet af Lars Jonung fra Lund Universitet, som er en af mine medforfatter på lockdown-studiet sammen med mig og Steve Hanke fra Johns Hopkins University. I indlægget – der blev bragt i Göteborgs-Posten forleden – svarer Lars på kritik fra en svensk epidemiolog.
Af Otto Brøns-Petersen, den 17. februar 2022. Skriv et svar
Forleden gik den 74-årige P.J. O’Rourke bort.
Hvilket tab! Han var den skarpeste humorist og satiriker, Amerika havde at byde på.
Han var H.L. Mencken-scholar på Cato Institute, og det var umuligt at forestille sig nogen bedre til at bære arven fra Mencken videre. Begge geniale til at spidde situationer og personer – og begge fra et libertariansk udgangspunkt, som gav deres kritik af politiske magthavere substans og holdbarhed.
Heldigvis efterlader O’Rourke sig et stort forfatterskab. Jeg har de sidste dage spekuleret på, hvad der er min favorit – uden dog at komme på en entydig kandidat. Måske “Parliament of Whores”, som er en opdagelsesrejse gennem det amerikanske politiske system. Men også samlingen “Age and Guile Beat Youth, Innocence, and a Bad Haircut” er fænomenal.
O’Rourke skrev i gonzo-stilen med sig selv i den forundrede iagttagers rolle. Det var den eneste person, han kunne bruge, uden at frygte at blive sagtsøgt, forklarede han. Det gik dog også ganske ofte ud over politiske ledere.
I disse dage kan man finde mange eksempler nettet over med hans mest kendte citater (f.eks. her og her). Og her er et par stykker:
“It is a popular delusion that the government wastes vast amounts of money through inefficiency and sloth. Enormous effort and elaborate planning are required to waste this much money.”
“Worrying is less work than doing something to fix the worry. This is especially true if we’re careful to pick the biggest possible problems to worry about. Everybody wants to save the earth; nobody wants to help mom do the dishes.”
“Giving government money and power is like giving car keys and whiskey to a teenage boy.”
Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2022. 2 svar
Der er næppe tvivl om, at vi idag befinder os i et politisk miljø, hvor politikere ikke længere respekterer tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. Miljøet kom til udtryk i fuldt omfang under nedlukningerne, hvor politikere og mange epidemiologer ikke stolede på, at borgerne selv kunne tage deres forholdsregler for en ny virus, man allerede fra februar 2020 kunne se kun var en alvorlig trussel mod en ganske lille del af befolkningen. Men allerede tidligere var der klare tegn i både Danmark og udlandet på, at en politisk elite havde mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg. Richard Thaler og Cass Sunsteins bog Nudge fra 2008 pegede for eksempel på, at man kan ’puffe’ folk til at tage bedre valg. Thaler og Sunstein bidrog således til et politisk miljø, der allerede da var ved at blive væsentligt mere interventionistisk indstillet, og hvor politikere var mere villige (og opsatte på) at blande sig i borgernes rent private beslutninger. I Danmark indførte VK-regeringen for eksempel en såkaldt ’fedtskat’ i 2009 med det erklærede formål at forhindre fedme, der trådte i kraft i 2011 og blev afskaffet igen i 2013.
Problemet med størstedelen af politikken er, at politikerne enten ingen tillid har til at borgerne er kompetente, eller at de ikke accepterer borgernes præferencer – at de f.eks. mener, at borgerne burde vægte objektiv sundhed højere og god mad og drikke lavere. Problemet er dermed en del af det større fænomen, som bl.a. den konservative politiker Dorthe Schmittroth Madsen har kaldt ’borgerlede’ – dvs. det omvendte af politikerlede. Og når politikere ikke mener, at borgerne er kompetente, er virkeligheden simpel: Man gør visse madvarer dyrere og så spiser borgerne mindre af dem, man forhindrer dem i at komme i tennisklubben, og så ser de færre mennesker, og de foretager ikke kompenserende handlinger, der kan forstyrre politikkens hensigt.
Et nyt studie af Lisa Powell og Julien Leider (begge University of Illinois Chicago), der er netop er udgivet i PLOS One, undersøger effekten af en afgift på sodavand, og kan præcist informere om hvordan folk faktisk kompenserer. Forfatterne vurderer rent praktisk afgiftens effekter ved at sammenligne Seattle, der indførte en særlig afgift på sodavand i 2018, med Portland der ikke gjorde. Afgiften gjorde sodavand cirka 20 procent dyrere og var helt åbenlyst indført for at bekæmpe fedme blandt indbyggerne i Seattle.
Problemer for hele den politiske agenda er, at Powell og Leider finder at mens sodavandssalget faldt, førte afgiftsstigningen efter to år til en stigning i ølsalget i Seattle på syv procent! Som bl.a. Christopher Snowdon, der leder indsatsen i ’lifestyle economics’ hos the Institute of Economic Affairs i London, pointerede i en omtale i Reason Magazine, indebærer den slags kompenserende adfærd at politikkens hovedformål stort set bryder sammen: Hvis folk skærer ned på deres colaforbrug, men i stedet begynder at drikke flere øl, er det ikke klart at de taber sig. Med andre ord holder de ikke op med at drikke ting de kan lide, fordi én af dem bliver gjort dyrere af politik.
Powell og Leiders nye studie er dermed en påmindelse til borgere og i særlig grad politikere om, at man ikke blot kan se på én type politik og ét outcome af politikken. Gør man det, kan man lynhurtigt konkludere, at politikken virkede – folk holdt op med at drikke cola, holdt op med at se andre mennesker, holdt op med at læse bestemte bøger… Men menneskers almindelige og helt rationelle kompenserende adfærd betyder, at man er tvunget til at se på et bredt spektrum af adfærd for at få viden om, hvad der faktisk sker. Og evidensen for kompenserende adfærd minder en om, at almindelige mennesker faktisk er langt mere kompetente og rationelle, end visse politikere og ’eksperter’ går rundt og forestiller sig. Ignorerer man det, begår man regeringsfejl.
Af Christian Bjørnskov, den 15. februar 2022. Skriv et svar
I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.
Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2022. 7 svar
Nogle af efterdønningerne efter næsten to års nedlukninger er en diskussion om, hvorvidt Grundlovens beskyttelse af borgernes rettigheder er tilstrækkeligt klar og restriktiv. Diskussionen dækker i virkeligheden to spørgsmål, der begge har været diskuteret tidligere : Bør man 1) skærpe Grundlovens beskyttelse af f.eks. forsamlingsfrihed, næringsfrihed osv.? og 2) bør man indføre nye rettigheder som en ret til miljø, kultur osv.? Den første del er i en vis grad om beskyttelsen er klar nok og fri for kvalifikationer og undtagelser, mens den anden del uundgåeligt er om forfatningen er tilstrækkeligt lang og detaljeret.
Fra en forskningsmæssig vinkel er udfordringen til begge spørgsmål, at en del studier fra de seneste år viser, at forfatningen ofte er ligegyldig. Den peger også på – som vi skrev om i sommeren 2017 – at den optimale forfatning varierer fra land til land og kontekst til kontekst, og at praktisk politik i mange tilfælde tillader politikere at ignorere den. I relation til 2) viste en artikel af Jacob Mchangama og undertegnede, som vi udgav i 2019 i American Journal of Political Science, at indførslen af en række såkaldt socio-økonomiske rettigheder – ret til helbred, socialsikring og uddannelse – ikke har nogen gavnlige effekter på de forhold, de sigter efter at forbedre.
Grundlæggende er grundlove ofte irrelevante i politik. Det kan også ses på kortet nedenfor, hvor vi illustrerer hvor lange og detaljerede forskellige landes forfatninger er (de stribede er lande uden data). Det burde være klart for de fleste af vores læsere, at der om noget er en negativ sammenhæng mellem forfatningslængden og landets institutioners kvalitet.
En del af forklaringen gav min gode kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg for nogle år siden: Lande med en stærkere tillidskultur skriver typisk kortere forfatninger. Senere forskning har også afsøgt, om lignende forhold er vigtige. George Tsebelis og Dominic Nardi har for eksempel indikeret, at lande med lange forfatninger typisk er fattigere og mere korrupte end andre. Sidste år udgav Justin Callais og Andy Young to artikler (her og her) der pegede på, at mere solidt ’forankrede’ (’entrenched’) forfatninger er forbundet med lavere vækst og måske til svagere institutioner. Forfatninger har nogle gange konsekvenser, men ikke altid de konsekvenser, der var mening de skulle have!
En sidste lille aside, som måske mest er interessant, er at når man har en sammenhæng mellem forfatningens længde og den sociale tillid, kan man i princippet bruge den til at ‘regne baglæns’ for lande, hvor vi ikke har nogen undersøgelser af tillid. Det har vi gjort, og holdt det op mod en lignende baglæns beregning af det forventede tillidsniveau fra korruptionsdata og data på retsvæsenets kvalitet.
Vi finder 16 tilfælde, hvor de to beregningsmetoder giver bredt set ens resultater. De er: the Bahamas (43 %), Barbados (46 %), Bhutan (43 %), Dominica (36 %), Fiji (27 %), Gambia (24 %), Liechtenstein (24 %), Maldiverne (11 %), Mikronesien (51 %), Saint Kitts og Nevis (17 %), Saint Lucia (27 %), Saint Vincent og Grenadinerne (33 %), Samoa (38 %), Sao Tomé og Principe (28 %), Vanuatu (34 %), og Østtimor (27 %) . Mens vi i redaktionen mener, at Bahamas, Barbados og Gambia-tallene er rimelige, vil vi faktisk gerne have læsernes tilbagemelding – hvis de kender nogle af landene – på om et sådant forecast er rimeligt.
Af Christian Bjørnskov, den 6. februar 2022. 1 svar
Danmark er frit igen, de svenske myndigheder fjerner de sidste restriktioner på onsdag, og Finland gør det i løbet af måneden. Man kan kun håbe på, at resten af verden følger trop – briterne virker til at være på nippet til at gøre det – og tiden er derfor ved at være kommet til at gøre regningen op.
En af de ting, man allerede nu kan gøre, er at give et bud på hvor store de økonomiske tab var i 2020. Det gør vi idag ved først at bruge tal på købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger fra the Penn World Tables til at beregne vækstraten mellem 2014 og 2019. Det giver en trendvækst per land, og dermed et rimeligt bud på, hvordan økonomien havde udviklet sig uden nedlukninger og andet i 2020. Vi bruger derefter data på samme forhold fra 2019 og 2020 fra the CIA World Factbook, som tillader os at give et første bud på det faktiske fald i indkomst i løbet af 2020. Det samlede tal angiver derfor, hvordan økonomien endte i 2020 i forhold til hvordan man med rimelighed kunne have regnet med, at den fortsatte uden de globale nedlukninger.
Vi illustrerer det globale billede i kortet ovenfor. Opgjort på denne måde var det danske indkomsttab på 5,4 %, og dermed nogenlunde sammenligneligt med mange andre dele af den vestlige verden. Vi blev dermed ikke nær så hårdt ramt som Storbritannien og Spanien, der oplevede økonomiske tab på henholdsvis 12 og 14,8 %, eller som det globale gennemsnit på 8,4 %.
Lad os lige gentage det: På tværs af verden var det gennemsnitlige (ikke-vægtede) gennemsnitstab 8,4 % af folks indkomst i 2020. Og som kortet viser, har tabene været ulige fordelt: Indiens 1,3 milliarder indbyggere så således et tab på 14,8 % af økonomien, og Mexicos 130 millioner et på 10,7 %. Omvendt er Brasiliens økonomi med 3,4 % og store dele af det centrale Afrika gået fri af de værste omkostninger (Nigerias fald var 2,6 %).
Når man ser på tværs af verden, er de økonomiske skadevirkninger derfor chokerende, og ingen steder mere chokerende end i små østater. Mens gennemsnitstabet i resten af verden har været 7,2 %, er gennemsnittet for de 20 østater vi har data fra hele 17, 1% af nationalindkomsten (p<.01). The Bahamas, der allerede var hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, har registreret tab på 19,4 %, og det langt fattigere Fiji oplevede et 24 % dyk i økonomien, da turisterne udeblev.
Vi har skrevet om det adskillige gange før, men der er for mig ingen tvivl om at nedlukningerne har været den største regeringsfejl siden anden verdenskrig. Som udviklingsøkonomer har vi en vis erfaring i at vurdere, hvor mange fattigdomsdødsfald, familier i sult, manglende skolegang, og hvor meget statslig undertrykkelse der følger med så voldsomme økonomiske tab. Som Verdensbanken allerede har advaret, står vi sandsynligvis med et antal fattigdomsdødsfald, der skal tælles i millioner. Det politiske spørgsmål, det tal rejser, er om de mennesker overhovedet tæller for ‘ledere’ som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron eller Boris Johnson? Vi reddede stort set ingen, og med hvilken omkostning?
