Af Otto Brøns-Petersen, den 31. marts 2022. 1 svar
CEPOS’ uddannelseschef Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen og jeg har taget hul på en ambitiøs podcastserie. Vi vil gennemgå samtlige Nobelpristagere i Økonomi.
Vi går tematisk frem. Derfor er der også en række af prismodtagerne, vi vender tilbage til flere gange. Men vi har som udgangspunkt biografier for tre af modtagerne hver gang.
Det første tema, vi har dækket, er moderne makroøkonomi. Det rækker fra F.A. Hayek (prismodtager 1974), som var en konjunkturteoriens pionerer allerede i 1930erne, til Thomas Sargent (prismodtager 2011). Vi har også taget hul på handelsteorien. Modtagerne rækker fra Bertil Ohlin (1977) til Paul Krugman (2008).
Det foregår på engelsk. Det er ikke meningen at blive mere teknisk, end at alle interesserede kan følge med.
Podcasten hedder Econroots. Første sæson var om økonomiens teorihistorie på dansk af Stefan. Nobelprisserien er 2. sæson og et stykke frem (der er 89 Nobelpristagere i alt, og der kommer flere til, inden vi er færdige).
Du kan finde de foreløbige afsnit her. Eller hvor du henter dine podcasts (her er f.eks. Spotifys 1. afsnit i Nobelserien).
Lyt med. Og giv gerne kommentarer i kommentarsporet her.
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2022. Skriv et svar
Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.
Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.
Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.
Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.
Det er ikke tit, jeg deler andres debatindlæg her på siden. Men dette indlæg på Finans.dk skrevet af Anders Heide Mortensen, er både underholdende og indeholder gode fakta relateret til min indlæg om samme emne (her og her).
Et par rammende citater:
Alle disse vellykkede mennesker [som kunne købe øl som 16-årige] i den alder, hvor vigende hårgrænser og tørre slimhinder er et tema, har dannet en forening, der hedder ”Drukfri Ungdom”. Drukfri Ungdom er altså en forening uden unge, der vil afskaffe unges mulighed for at købe øl.
Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2022. 1 svar
Dette er et gæsteindlæg af Dorthe Schmittroth Madsen, der er tidligere gymnasielærer og folketingskandidat for det Konservative Folkeparti
Da den tyske filosof Immanuel Kant i 1784 offentliggjorde sin artikel ”Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?” i det tyske tidsskrift Berlinische Monatsschrift, var det som modsvar til den tyske præst Johann Friedrich Zöllner, der året forinden i digtet ”Der Affe” havde gjort grin med bevægelsen oplysningstiden i Tyskland. Zöllner var som protestantisk præst fortaler for et feudalt samfund, hvor befolkningen var bundet i forskellige lav. Derfor bestod fællesskabet forud for personen og forestillingen om det autonome individ eksisterede dermed ikke. Men både de feudale institutioner og den faste religiøse orden var begyndt at smulre og der blev gjort plads til subjektets forhold til verden, hvilket var omdrejningspunktet i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers fra 1774.
Samme middelalderlige samfundsstruktur gør sig gældende i regeringens ideologi, hvor det er fællesskabet forud for personen, som italesættes og hvor den politiske agenda kun har det ene formål at genskabe fortællingen fra det feudale samfund, hvor de forskellige lav igennem afhængighed og loyalitet udgør den danske befolkning.
Derfor griber regeringen ind og dikterer hvordan den samlede befolkning skal agere. Forrige uge kom Sundhedsministeriet med et reformforslag, der forbyder alle borgere født i og efter 2010 at købe nikotinprodukter og når nye borgere endelig kommer til, så har regeringen også gennem den øremærket barsel adfærdsreguleret familiernes frihed. Dertil kommer et arbejdsmarked, hvor de vil de opleve, at mindst 40% af hvert køn skal være repræsenteret i bestyrelserne.
Mette Frederiksens udstillede også sin manglende tiltro til menneskers autonomi i Folketinget, da hun i en spørgetime skulle forholde sig til LAs formand Alex Vanopslaghs spørgsmål om den af regeringens fremsatte reformaftale ”Danmark kan mere I”, hvis mål er at øge arbejdsudbuddet. Frederiksen formanede overfor folketingets medlemmer, at man skulle gå ned og stemme for og ikke stille sig på tværs. Men vi skal stille os på tværs, ellers lykkes vi ikke med at træde ud af den af Frederiksens selvforskyldte umyndighed og genfinde friheden.
Mette Frederiksen har ganske enkelt ingen tiltro til, at mennesker kan tænke og handle selvstændig, men frarøver os enhver mulighed for at træffe vores egne beslutninger, gøre vores egne erfaringer og opleve verden som meningsfuld, hvilket af det autonome individ opleves som Weltschmerz, når denne erfaring udebliver. Med bind for øjnene bliver vi lullet ind i en kappe af falsk tryghed, hvor vi efter Mettes anvisning bevæger os mod afgrunden, da prisen for ’tryghed’ slet og ret er vores individuelle frihed.
Litteratur:
Tyskland: En kulturhistorie (2001): Finsen, Hans Carl et. al., Rosinante, siderne 34-42
Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2022. Skriv et svar
Som vi skrev forleden, har den amerikanske økonom og samfundstænker Tyler Cowen næsten lige været i København. Han holdt et glimrende seminar hos Cepos sammen med overvismand Carl-Johan Dalgaard, og nåede også at lave en særudgave af Martin Ågerups fine program Samfundstanker på DK4. Programmet er nu ude, kan ses her nedenfor og er varmt anbefalet.
Cowen taler meget om vækst og produktivitet, og hvor vigtige de er. Hvis nogen af vores ellers velinformerede læsere ikke helt har overblik over, hvilke lande der på langt sigt vokser hurtigt og hvilke der vokser langsomt, er her et simpelt kort over gennemsnitlige årlige vækstrater rundt omkring i verden de sidste 60 år. På tværs af 146 lande med data, strækker de sig fra årlige fald over en procent i visse olielande, Venezuela og det centrale Afrika til trendvækst fem procent i Botswana, Sydkorea og Taiwan. Danmark ligger næsten præcist middelmådigt lidt under to procent.
På bloggen “Bankable Insight” (med undertitlen “The government is screwing up the economy; here’s how to survive and succeed in spite of that” – nu er I advaret, hvis I følger linket) fandt jeg disse indsigtsfulde citater fra Milton Friedman (sammen med en kort kommentar til hvert citat).
Her er en oversigt. God fornøjelse!
Lighed og frihed. A society that puts equality before freedom will get neither. A society that puts freedom before equality will get a high degree of both.
Intentioner vs. resultater. One of the great mistakes is to judge policies and programs by their intentions rather than their results.
Hash og stoffer. Now here’s somebody who wants to smoke a marijuana cigarette. If he’s caught, he goes to jail. Now is that moral? Is that proper? I think it’s absolutely disgraceful that our government, supposed to be our government, should be in the position of converting people who are not harming others into criminals, of destroying their lives, putting them in jail. That’s the issue to me. The economic issue comes in only for explaining why it has those effects. But the economic reasons are not the reasons.
Midlertidige statslige indgreb. Nothing is as permanent as a temporary government program.
Frihed og frie markeder. Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself.
CSR. There is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.
Ejendomsret. I think that nothing is so important for freedom as recognizing in the law each individual’s natural right to property, and giving individuals a sense that they own something that they’re responsible for, that they have control over, and that they can dispose of.
Narkotika (og cigaretter). I’m in favor of legalizing drugs. According to my values system, if people want to kill themselves, they have every right to do so. Most of the harm that comes from drugs is because they are illegal.
Internet. I think that the Internet is going to be one of the major forces for reducing the role of government.
Grådighed og profit. Well first of all, tell me: Is there some society you know that doesn’t run on greed? You think Russia doesn’t run on greed? You think China doesn’t run on greed? What is greed? Of course, none of us are greedy, it’s only the other fellow who’s greedy. The world runs on individuals pursuing their separate interests. The great achievements of civilization have not come from government bureaus. Einstein didn’t construct his theory under order from a bureaucrat. Henry Ford didn’t revolutionize the automobile industry that way. In the only cases in which the masses have escaped from the kind of grinding poverty you’re talking about, the only cases in recorded history, are where they have had capitalism and largely free trade. If you want to know where the masses are worse off, worst off, it’s exactly in the kinds of societies that depart from that. So that the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.
Forleden var jeg på besøg hos podcastet Ytringspligt med Lars Andersen og Alexander Valeur. Et i øvrigt glimrende podcast for dem der gerne vil have et (meget, meget biased) alternativt til de mere etablerede medier.
Emnet var Magnus Heunickes udspil til en sundhedsreform og særligt forslaget om at hæve aldersgrænsen for, hvornår unge må købe alkohol, og forslaget om at forbyde salg af nikotinprodukter til personer født fra 2010 og frem.
Som I kan høre efter 36:13, så havde jeg allerede kort efter pressemødet en formodning om, at unges alkoholforbrug var faldende, fordi sundhedsministeren slet ikke omtalte den historiske udvikling på pressemødet, men alene fokuserede på danske unges alkoholforbrug relativt til udlandet. En formodning som jeg – efter nærmere undersøgelse – i går kunne dokumentere var korrekt.
Ytringspligt findes også som podcast
Alkohol & Samfund (der har ønsket en 18-års aldersgrænse) gjorde mig i øvrigt på Twitter opmærksom på yderligere data fra Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse (ESPAD) 2019 baseret på spørgeskemaer til 9.-klasseselever. Det er data, der i bund og grund bekræfter de øvrige data, så nedenfor får I blot en kort potpourri of information, som I selv relativt let kan fordøje (hint: stort set uanset hvilke data, vi ser på, drikker unge i dag mindre end for 20-25 år siden. Også selvom der har været en stigning de seneste år).
Konklusionen er klar: De unge i dag har ikke en “overdreven drukkultur”, som ministeren ellers har hævdet.
Drikker de unge for meget? Det er et svært spørgsmål, for hvad er ”for meget”.
På pressemødet om regeringens forslag til sundhedsreform i sidste uge gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke meget ud af at fortælle, at danske unge er europamestre i druk. Og det er rigtigt. Danske unge drikker ifølge ministeriet væsentligt mere end fx unge i Norge og Sverige.
Jeg undrede mig dog over, at ministeren ikke fremlagde historiske data. For selvom det selvfølgelig er relevant at sammenligne danske unge med udenlandske unge, er det i mine øjne mindst lige så relevant at sammenligne de nuværende danske unge med de tidligere danske unge – fx dem, Magnus Heunicke var ung med.
Og selvom ministeren ikke fandt det relevant at sammenligne med sin egen ungdom (af grunde, der snart vil være indlysende), så skal det ikke forhindre punditokraterne i at se på de relevante data. For de findes nemlig i fx Skolebørnsundersøgelsen.
For at gøre det overskueligt, så lad os i det følgende fokusere på de 15-årige i 1991, hvor Magnus Heunicke var 15 år, sammenlignet med de 15-årige i dag.
Heunickes generation fik alkoholdebut tidligere end de 15-årige i dag
Den første figur viser, hvornår børn og unge får deres alkoholdebut. Andelen af 11-årige og 13-årige, der har prøvet at drikke alkohol, er styrtdykket. For de 15-årige er andelen mere flad, men bemærk at andelen, der ikke har prøvet at drikke alkohol er firedoblet fra Heunicke var 15 år i 1990 (4%) og frem til 2018 (16%).
Heunickes generation drak oftere end de 15-årige i dag
Den næste figur viser, andelen af børn, der drikker alkohol mindst ugentligt. 42% af Heunickes drengevenner drak alkohol mindst ugentligt og 29% af hans pigevenner. I dag er tallene næsten halveret, så kun godt halvt så mange drenge og piger drikker alkohol ugentligt som i Heunickes barndom.
Heunickes generation var oftere fuld end de 15-årige i dag
Den sidste figur, vi skal se på, er andelen, som har prøvet at være fuld. Også målt på denne variabel drikker de 15-årige i dag langt mindre, end Heunicke og hans venner gjorde. For drenge er andelen, der har prøvet at være fuld mindst to gange, faldet fra 69% da Heunicke var 15 år til 50% i dag. For pigerne har faldet været endnu større (fra 64% i 1991 til 38% i dag).
De 16-24-årige drikker også mindre
Men hov, tænker du måske nu. Det er jo ikke de 15-årige, Heunicke vil stramme reglerne for. Det er de 17-18-årige, som ikke længere skal have lov til at købe alkohol.
Det er rigtigt. Desværre har vi ikke (så vidt jeg kan opstøve) lige så gode data for denne årgang. Men de data, der er, viser samme tendens. Nedenstående figur er lavet på baggrund af data fra Den Nationale Sundhedsprofil. (Store) fald over næsten hele linjen.
Synes Heunicke, at han selv drak for meget som ung?
Når man ser på data, er det svært ikke at få fornemmelsen af, at det Heunicke i virkeligheden ønsker, er at regulere sig selv og sine venner som unge. For de drak jo tilsyneladende mere end nutidens unge.
Men hvorfor egentlig regulere? Det er jo gået fint, på trods af Heunickes årgangs hyppigere alkoholforbrug? Og når de unge i dag drikker endnu mindre, må det jo nødvendigvis gå endnu bedre.
Uanset hvad man måtte mene, havde det klædt Magnus Heunicke at fremlægge de historiske data frem for alene at pege på, at danske unge er europamestre i druk. For i forhold til Magnus Heunickes ungdom drikker de unge ikke synderligt meget.
Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2022. Skriv et svar
Der tales meget om mange emner i dansk politik, men faktisk ikke ret meget om langsigtet økonomisk vækst. Hvis man skulle være i tvivl og mene, at vækst da diskuteres jævnligt, så bør man spørge sig selv, hvad diskussionen faktisk er. Svaret er, at den i langt de fleste tilfælde handler om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed bibeholde eller forøge en af verdens største offentlige sektorer. Den langsigtede tales der derimod ikke ret meget om, og der findes deciderede ‘de-growth’ og nulvækst-bevægelser, der ser økonomisk udvikling i relativt velstående lande som et problem.
Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!
Hvad gør nogle lande mere velfungerende end andre? Det var emnet for afsnit 67 af mit podcast, Regelstaten, hvor jeg talte med Jeanet Sinding Bentzen fra Københavns Universitet om hende interessante forskning i naturkatastrofer, religion mv.
Du kan se og høre vores samtale her, eller finde den på din podcast-app.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2022. 1 svar
Hvis man læser diverse debattører, så har Ruslands krig mod Ukraine ”vækket os af en tornerosesøvn” (som en af dem skriver), hvor vi troede på Fukuyamas erklæring fra 1989*) om, at ”historien er slut”, og verden ville være liberal og fredelig for al eftertid.
Men det mest informative ved disse indlæg er, at man kan slutte, at de hverken synes at have læst særlig meget Fukuyama, samfundsvidenskab eller historie.
Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2022. 4 svar
Forleden udkom en artikel i det fine The Lancet, hvor forfatterne opgjorde overdødeligheden per land de sidste to år. De forsøgte dermed at vurdere, hvor mange mennesker der i hvert land og globalt er døde i forbindelse med den nye coronavirus. Man kan mene hvad man vil om præcisionen i den slags studier – dødstal fra mange fattige lande er upræcise og ikke alle de ekstra dødsfald er forårsaget af virussen, men i stedet af nedlukninger – men det er vigtigt, at den slags forskning laves og udgives. Den tillader ikke mindst andre at se nærmere på, hvordan mønstrene i dataene ser ud og hvad man kan lære af det.
En del af den officielle fortælling i hele den vestlige verden er, at gode politikere viste handlekraft og begrænsede konsekvenserne. Mette Frederiksen fortæller ligefrem med sædvanlig selvglæde om, hvordan hun reddede danskerne. Som faste læsere vil vide, er vi skeptiske overfor den slags påstande, og ny forskning peger da også på, at nedlukninger ikke rigtigt hjalp på situationen. Så hvad kan man egentlig sige?
Jeg er i den pudsige situation at jeg siden 2015 har haft et forskningsprojekt sammen med min fremragende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg, hvor vi netop ser på nødret: Hvilke mulligheder giver forfatningen, hvornår erklærer stater nødret, og hvad er konsekvenserne? Vi finder at de muligheder, forfatningen generelt giver, hjælper i nogle situationer – f.eks. mod terrorisme – men er decideret modproduktive i andre. Et interessant fund i vores projekt er, at vi ser værre konsekvenser af naturkatastrofer i lande med mere permissive forfatninger. I ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der udkom i Public Choice tidligere i år, viser vi at “the more advantages emergency constitutions confer to the executive, the higher the number of people killed as a consequence of a natural disaster, controlling for its severity.” Med andre ord: Jo mere magt forfatningen giver regeringen når den erklærer nødret efter en naturkatastrofe, jo flere folk dør i disse katastrofer.
Og det er faktisk det samme, man kan se på tværs af de sidste to års epidemi. Sammenholder man vores INEP-data for, hvad forfatningen giver regeringen i form af ekstra diskretionær magt, med overdødeligheden fra Lancet-studiet, dukker der en korrelation på 0,38 op. Som man kan se i figuren nedenfor, er der ingen af de 62 demokratiske lande med meget begrænsende forfatninger, som vi ser på her, der har haft høj overdødelighed. Alle de eksempler, vi har på lande med middel eller høj overdødelighed i 2020 og 2021 er lande med forfatninger, der giver regeringen meget magt i nødsituationer. Hvilke samfund vi taler om, kan ses i kortet nedenfor, hvor mørkere farver indikerer at forfatningen giver mere magt til regeringen.
I foreløbig statistisk analyse, som jeg lavede tidligere i dag, holder denne konklusion ganske tydeligt. Så måske kan man simpelthen konkludere, at coronaepidemien ikke har været anderledes end tidligere naturkatastrofer: Når en katastrofe rammer, bruger politikere de muligheder de har for at forøge deres magt på bekostning af befolkningen. Og det slår ofte ihjel.
Alle valg – også politiske – handler om afvejning. Gør man ét, kan man ikke gøre noget andet. Meget tit kommer disse afvejninger ikke frem i politik. Under nedlukningerne var fokus fx nærmest udelukkende på at undgå smittespredning, mens alt det, man gik glip af, fyldte meget lidt (både politisk, og efter min opfattelse også i mange menneskers liv).
Madsen et al. (2014) peger på en interessant afvejning. Læger og sygeplejersker vil gerne holde weekend med deres familie og venner. Og så må vi acceptere, at lidt flere patienter dør. Her er fra deres abstract.
“High bed occupancy rates were associated with a significant 9 percent increase in rates of in-hospital mortality and thirty-day mortality, compared to low bed occupancy rates. Being admitted to a hospital outside of normal working hours or on a weekend or holiday was also significantly associated with increased mortality.”
Det kan lyde forkert, at man lader folk dø, fordi man vil holde weekend. Bag det hele ligger imidlertid, at der ikke er ubegrænsede ressourcer, heller ikke i sundhedsvæsenet. Og i virkeligheden er det jo den slags afvejninger, vi laver hele tiden. Der er fx masser af danskere, der kører rundt i en gammel bil, selvom sikkerheden i en moderne bil er langt bedre. Og de fleste forældre er tilfredse med græs som “faldunderlag” under legehuset, selvom der findes mere sikre materialer. Livet er valg og fravalg.
Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2022. 3 svar
Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.
Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”
Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!
På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.
Af Otto Brøns-Petersen, den 10. marts 2022. Skriv et svar
Hvis vi skal erstatte russisk gas med grøn energi i EU, vil det komme til at tage lang tid. Hvis det skal gå stærkere, kommer vi ikke uden om kul, flydende gas og at bremse og vende afviklingen af atomkraft.
På den helt korte bane – altså hvis de russiske haner bliver lukket af enten dem eller os – handler det om at fylde gaslagrene op. Men vi vil også skulle klare os med mindre energi og betale højere energipriser.
Jeg synes, man bør gøre sig to overvejelser først.
For det første hvordan en eventuelt mindsket afhængighed af russisk gas kan gennemføres uden at gribe til massiv planøkonomi og reguleringer.
For det andet bør man ikke tabe formålet med sanktionerne mod Rusland af syne. Målet bør være hårde, hurtige sanktioner og ikke at mindske Ruslands integration i verdensøkonomien på lang sigt. Det er netop, fordi Rusland er blevet så integreret, at sanktionerne har en chance for at virke nu og her i forhold til invasionen i Ukraine.
Traditionelle, langvarige sanktioner virker derimod sjældent. Det skriver Christian tilfældigvis også om i dag – og endda på samme side i Børsen.
EU-kommissionen kom i dag med et udspil til at nedbringe afhængighed af russisk gas. Det er i lyset af ambitionsniveauet ret tyndt. Her er de kommentarer, jeg udsendte.
Nedenstående figur er fra Jena et al. (2017), og viser dødeligheden blandt hjertestoppatienter (myocardial infarction og cardiac arrest), afhængig af om der afholdes maraton i byerne den dag, de bliver indlagt, eller ej.
Figuren viser, at hvis du får hjertestop på en dag, hvor der afholdes maraton i din hjemby, er din risiko for at dø 13,3% større (svarende til 3,3%-point).
Den højere dødelighed skyldes, at ambulancerne har sværere ved at komme frem til hospitalerne, når der er maraton i byerne. Jena et al. (2017) finder, at det i gennemsnit tog ambulancerne 4,4 minutter længere at komme frem til hospitalerne om formiddagen end normalt. Og da tid er fuldstændig afgørende ved hjertestop, kan det altså ses ret tydeligt i dødeligheden.
Resultaterne svarer til, at Copenhagen Marathon forårsager ét dødsfald hvert tredje år.
Studiet omtales i Freakonomics, M.D., som er værd at lytte til. Værten, Bapu, er en af ganske få personer på verdensplan, der BÅDE er læge og økonom. Og det kommer der interessante studier og indsigter ud af.
Forskerne fra Chicago startede med at undersøge, om der var nogen form for kønsdiskrimination i Ubers forretningsmodel. Ubers algoritmer er kønsneutrale, men derfor kan der jo godt være diskrimination fra kundernes side. Det kan fx være, at nogle føler sig mere trygge ved at køre med en kvinde frem for en mand. Der var imidlertid ikke noget, der tydede på, at kunderne diskriminerede på baggrund af køn. Fx var der ikke nogen forskel på andelen af aflyste ture afhængig af Uber-chaufførernes køn.
Alligevel fandt forskerne en lønforskel på 7%. Når en mand tjente $100, tjente kvinden altså kun $93, selvom de arbejde lige lang tid. Forskerne kiggede derfor på, hvad der drev forskellen i løn, og kom frem til tre overordnede drivende faktorer.
USA Today faktatjekkede for nylig det lockdown-meta-studie, som jeg har udgivet sammen med Lars Jonung fra Lund Universitet og Steve Hanke fra Johns Hopkins University. I meta-studiet – som samler den empiriske evidens fra studier udgivet før 1. juli 2021 – konkluderer vi, at videnskaben understøtter, at effekten af nedlukninger har været begrænset.
Her er et citat fra USA Today, som angiveligt skulle modbevise vores konklusioner. Problemet er bare, at det, USA Todays faktatjekkere skriver, rent faktisk er forkert.
Flere steder er faldet i influenza-tilfælde i foråret 2020 blev set som et bevis for, at nedlukningerne virker. Fx udtalte afdelingslæge på Statens Serum Institut, Peter Henrik Andersen, at ”nedlukningen af Danmark betød nærmest fra dag 1 en stor nedgang i antallet af nye smittede [med influenza]. Det ved vi på baggrund af, at testaktiviteten var den samme«, og han var ifølge Ugeskriftet.dk ”sikker på nedlukningens positive effekt på smittespredningen, når det gælder influenza”
SSI har også officielt tildelt nedlukningen i hvert fald noget af æren for, at udbredelsen af influenza faldt efter i foråret 2020. Sammen med nedenstående figur, skriver SSI, at ”i de følgende uger faldt andelen af patienter med ILS dog igen til stort set ingenting i takt med nedlukningen af Danmark, social distancering, brug af håndsprit og andre tiltag for at undgå COVID-19 smittespredning. Influenzavirus stoppede simpelt hen med at cirkulere på få uger. Og herefter var hovedparten af de undersøgte influenzaprøver negative”. Og den gule pil, som SSI har sat ind mellem 10. og 11. marts, plus overskriften (min fremhævning) efterlader da heller ikke megen tvivl.
Jeg har tidligere (se video her) stillet spørgsmålstegn ved, om faldet i influenza virkelig kunne tilskrives nedlukningerne. Jeg mener, at en effekt af nedlukningerne (og altså ikke signalværdien) tidligst ville kunne ses d. 18. marts (skolerne lukkede 16. marts, og der er to dages inkubationstid for influenza). Selv signalværdien af nedlukningen ville først kunne ses omkring d. 14. (datoerne er markeret med røde pile, som jeg har indsat).
I dag stødte jeg så på et studie fra forskere på SSI af influenzaudbredelsen i Danmark, Norge og Sverige i marts 2020. De viser, at influenzaen forsvandt meget pludseligt i foråret 2020 sammenlignet med tidligere influenzasæsoner. En effekt de tilskriver samfundets (public health and social measures) respons på COVID-19.
Men studiet er også interessant, fordi det viser, at influenza forsvandt præcis samtidig i Danmark og Sverige (og lidt tidligere i Norge). Det fremgår ikke tydeligt af studiet, fordi de ikke lægger data for de tre lande oven i hinanden, men det har Daniel Frandsen heldigvis gjort for os, og resultatet ses herunder.
Konklusionen er altså, at Sveriges – internationalt set – meget milde nedlukning, havde præcis samme effekt på udbredelsen af influenza, som Danmarks (og vel egentlig også Norges) hårdere nedlukninger.
