Tag-arkiv: Argentina

Que pasa Argentina?

Af Niels Westy, den 10. februar 2024. 1 svar

Forrige fredag (2. februar) så det ud som om præsident Milei og hans regering ville få deres store lovpakke (hvad der var tilbage af den) på næsten 400 love (oprindeligt mere end 600) vedtaget i det argentinske Deputeretkammer. Tirsdag (6 februar) faldt det hele sammen og regeringen endte med at trække lovpakken tilbage.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Argentinas økonomi – det permanente rod

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2019. Skriv et svar

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

Af Niels Westy, den 4. februar 2018. Skriv et svar

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Af Niels Westy, den 24. januar 2018. Skriv et svar

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk frieste. For mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl“.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Latin Lovers

Af Niels Westy, den 20. juni 2017. Skriv et svar

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Af Niels Westy, den 11. januar 2016. 1 svar

Argentinas nye præsident, Mauricio Macri, vandt i november det argentinske præsidentvalg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatique, har betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien forrige år.

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.
Argentina gdp

Mens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 med ca. 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

Fortsætter på americas.dk

Argentina svinger til højre og de bliver ikke de sidste.

Af Niels Westy, den 24. november 2015. Skriv et svar

For 100 år siden var Argentina et af verdens absolut rigeste lande og en magnet for migranter fra Europa. Kun USA modtog flere.  I dag er landet mest kendt for den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002, skyhøj korruption, svage institutioner, høj inflation og populistisk venstreorienteret økonomisk politik, hvor alle kneb gælder.  Det indebærer også kronisk svindel med officielle tal for bl.a. inflation og fattigdom.

Med valget af den centrum-højre orienterede Mauricio Macri som præsident i søndagens valg, er der måske håb for reel forandring i Argentina til det bedre. Macri har således ført valgkamp på at gennemføre markedsreformer, få genetableret landets internationale kreditværdighed og få gjort op med Peronisternes greb om det Argentinske samfund.

Det bliver ikke nogen let opgave, og givet at begge de de to seneste præsidenter, der ikke kom ud af den peronistiske bevægelse, begge måtte gå af før tid, er der nok grund til at slå koldt vand i blodet.

Som OECD skrev i sin seneste rapport om Argentina i juni 2014 under overskriften “A normalization of macroeconomic policies is required to recover stability and boost growth”:

Investors’ confidence is recovering thanks to recent legal changes that have improved the investment climate for international oil companies, expanding the possibility of exploiting the large energy potential of the country. This provides an opportunity to improve the business climate and facilitate investment, thus contributing to stronger medium-term growth.

A resolution of debt legal challenges would also help Argentina return to sustainable growth. This would make it possible to regain access to international capital markets and help to reestablish normal financial conditions. After normalizing relations with creditors, Argentina could dismantle existing restrictions on capital flows, thus eliminating the gap between the official and informal foreign exchange market. Although the recent issuance of 10-year government bonds denominated in foreign currency shows an initial improvement in relations with financial markets, solving the debt legal challenges remains necessary to obtain external financing at lower rates.

To improve growth prospects and social outcomes, it will be necessary to increase productivity growth. Reducing the barriers to international trade would contribute to stronger productivity because competition with foreign supplies would encourage firms to become more efficient. The reduction of product market regulations would also go in this direction, by lowering barriers to market entry and enhancing domestic competition over time. Finally, there is a strong need to improve the quality of education to boost the skills of the labour force.

Kodeordet er nok “normalisering” og normal kan man ikke just kalde Argentina de seneste mange år. Nemt bliver det ikke, og om Macri har evnerne til at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentina bliver spændende at følge. Vi krydser fingre.

For mere om søndagens valg, se også mit indlæg på Americas.dk.

Ps. Pilen peger mod et mere blåt Latinamerika i de kommende år. Brasilien er i sin største krise i årtier, Venezuela er ren kaos  og væksten er generelt lav i regionen, og klart ringest i de lande med den mest venstreorienterede økonomiske politik. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt, både her og på Americas.

Nedenfor ses forøvrigt udviklingen i investeringer og forventninger (tal fra OECDs rapport i sommer) – Lykkes det at få styr på de fortsatte udenståender fra statsbankerotten i 2002 og sikre indenlandske og udenlandske investorers tiltro til Argentina, kan valget faktisk indvarsle et historisk vendepunkt i Argentinsk økonomisk og politisk historie.
Argentina