Tag-arkiv: Danmark

Hvor rige er vi egentlig (3)

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2014. 23 svar

I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.

Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.

Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD.  I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.

Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.

På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.

På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.

Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere?  Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.

Hvor rige er vi egentlig (2) – “Fattige” rige danskere og “rige” fattige amerikanere

Af Niels Westy, den 15. januar 2014. 17 svar

I første afsnit af vores lille føljeton om hvor velstående vi egentlig er i Danmark, påpegede Christian, at sammenlignet med amerikanske delstater ville Danmark placere sig som ca. nummer 40, på niveau med New Mexico.

Her i 2. afsnit sammenligner vi levestandarden mellem amerikanere, herunder de som falder under USA officielle fattigdomsgrænse med den gennemsnitlige levestandard for europæere. Ikke målt på BNP, men på hvor meget de ejer.

Udklip1

Som der ofte påpeges i den offentlige debat, når man konstaterer, at BNP per indbygger er en del højere i USA, end i alle EU-lande undtaget Luxemborg, er at uligheden en del højere “over there” end i de fleste EU-lande.

Så det kunne jo meget vel tænkes at det kun var en mindre del af befolkningen som levede væsentligt bedre end europæerne, mens store dele levede meget ringere.

Det er der dog god grund til at betvivle.

Flere biler og større boliger

Ifølge Danmarks statistik havde ca. 60 procent af danske familier i 2011 egen bil, og ca. 14 procent havde 2 eller flere i husstanden.

ifølge Rector & Johnson (2004) ejede over 70 procent af amerikanske hustande, der levede under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse én bil eller mere, mens 30 procent ejede 2 biler eller mere.

46 procent af fattige amerikanere boede i ejerbolig, mens det for Danmarks vedkommende er lige over halvdel af den samlede befolkning som ejer deres bolig.

Danmark er det land i Europa, hvor der i gennemsnit er flest kvadratmeter til rådighed per indbygger. Og vi har som nogle af de få i EU-15 flere kvadratmeter til rådighed end fattige amerikanere. Til gengæld har gennemsnitsamerikaneren over 20 procent mere plads per person at boltre sig på end vi har, og næsten det dobbelte plads i forhold til en borger i EU-15.

Udklip2

Ser vi på andelen af befolkningen, som ejer deres egen bolig er forskellen til Danmark endog meget stor. Mens ca. halvdelen af danskerne ejer deres egen bolig, gør det sig gældende for 2 ud af 3 amerikanere.

US_Homeownership_by_Race_2009

Nok har tallene, der stammer fra to rapporter udarbejdet af Fredrik Bergström & Robert Gidehag, og udgivet af den svenske tænketank Timbro i 2004 (se nedenfor), en del år på bagen. Men der er ingen grund til at antage, at den generelle tendens ikke er nogenlunde det samme.

I så fald er det  ganske nedslående, med danske og europæiske briller, at se hvor ringe vores materielle levestandard rent faktisk er, når man sammenligner med amerikanernes ditto.

Til gengæld kan man nok sætte spørgsmålstegn ved bl.a. danske mediers fremstilling af leveforholdene i USA.

EU versus USA

Sverige versus USA

 

 

Hvor rige er vi egentlig? (1)

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2014. 22 svar

Taler man med mange danskere, har de en opfattelse af, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Men hvor rige er vi i virkeligheden, og hvor godt fungerer Danmark i forhold til andre dele af verden? Det er spørgsmål, vi tager op her på bloggen de næste par uger.

Vi starter i dag med en simpel øvelse: Spørgsmålet om, hvor Danmark placerer sig i forhold til de amerikanske stater. Som de fleste af vores læsere ved, er der store forskelle på staterne. Den rigeste, Delaware, har en gennemsnitsindkomst (korrigeret for prisforskelle der påvirker indkomstens købekraft) der er mere end dobbelt så høj som den fattigste, Mississippi. Danmarks købekraftskorrigerede BNP per capita, vores gennemsnitsindkomst, er 80 % af den amerikanske, men hvor placerer det os da?

Figuren nedenfor viser billedet, og inkluderer også de andre nordiske lande. Var vi en amerikansk stat (nr. 51), ville vi i indkomstrangeringen være nummer 40 – mellem New Mexico og Florida. Til sammenligning er den stat, der ofte fremhæves som den mest ’skandinaviske’ mht. kulturel baggrund, tillidsforhold og industriel struktur – Minnesota – nummer 14, med en købekraft der er 30 % større end Danmarks. Spørgsmålet, vi ønsker at stille er således, om nummer 40 er godt nok.

70 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2013. 1 svar

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

Offentlighed i den hemmelige forvaltning

Af Nikolaj Stenberg, den 12. juli 2013. Skriv et svar

På det røgfyldte Punditokratkontor var der ingen, som fik cognacen galt i halsen, da omfanget af det amerikanske efterretningsvæsens dataovervågning kom for en dag. Forfatningsstridigt eller ej, så var det vel forventningen, at sådan noget fandt sted. Det er jo heller ikke fordi, Danmark har ret til, at oprøre sig som en helgen i dét spørgsmål.

Vores efterretningstjenester hører til blandt de mest lukkede i den vestlige verden og – som påpeget adskillige gange af punditokrator emeritus Jacob Mchangama – giver lovgivningen forsvarsministeren (læs: FE) ret til uden retskendelse, at ”træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation”, når blot ”ekstraordinære forhold” gør sig gældende. Hvad der nærmere skal forstås ved ”ekstraordinære forhold” er uklart og centraladministrationen udfylder derfor selv bestemmelse indhold inden for forarbejdernes på dette punkt sparsomt definerede ramme. Det er – for at sige det på jysk – træls, da det skaber retsusikkerhed; træls, også fordi forsvarsministeren, under samme betingelse, kan foretage konfiskation af privat ejendom.

I USA går debatten for tiden meget på FISA-domstolen og The Economist opsummerer retsstatsargumentet:

A court that is supreme, in the sense of having the final say, but where arguments are only ever submitted on behalf of the government, and whose judges are not subject to the approval of a democratic body, sounds a lot like the sort of thing authoritarian governments set up when they make a half-hearted attempt to create the appearance of the rule of law.

Denne punditokrat så gerne, at det danske efterretningsvæsen og den hemmelige proces i visse kriminalsager blev gennemgået med en retssikkerhedens tættekam og håber, slet skjult, at Jacob Mchangamas ny tænketank vil kaste sig over udfordringen med stor iver og ihærdighed.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. Skriv et svar

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Hvor globaliseret er dansk økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2012. Skriv et svar

Hvordan svarer man på spørgsmålet i dagens post? Et simpelt svar kunne være ”vældigt globaliseret”, hvis man for eksempel ser på omfanget af dansk handel. De sidste, internationalt sammenlignelige tal fra Penn World Tables (fra 2010) viser, at eksport plus import var cirka 95 procent af BNP. I et internationalt perspektiv placerer det os sammen med lande som Sverige, Schweiz, Bahamas og Island, og der ingen tvivl om, at Danmark er en meget globaliseret økonomi.

Men hvordan ser det ud, når vi sammenligner den nuværende situation med vores egen historie? Det er en pointe, jeg har understreget nogle gange, år jeg har holdt foredrag for gymnasieklasser. Og historisk er sammenligningen meget sjovere. Figuren nedenfor viser handelstal siden 1875 – den røde linje er baseret på data fra Historical Financial Statistics, den grønne fra Penn World Tables, Mark 7.1, og den grønne er en indeksering af Penn så de passer med de tidligere tal. Figuren viser, at vi pt. ligger lige omkring det tidligere maksimum, som vi havde mellem 1903 og 1908. Med andre ord er vi i globaliseringssammenhæng cirka nået dertil, hvor vi var i slutningen af den første globaliseringsbølge. Og spørgsmålet er, om det med moderne teknologi er særligt imponerende?

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Af Nikolaj Stenberg, den 27. april 2012. Skriv et svar

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Hvad tjener professorer?

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2012. 13 svar

Svaret på spørgsmålet synes ret enkelt. En dansk professorlønning er i det store og hele overenskomstreguleret, så en professor aflønnes i lønramme 37 eller 38. Det betyder at i 2012 er årslønnen enten 527.889 eller 600.643 kroner. For mange danskere lyder det af mange penge, men når man påtænker, at jeg ikke kender nogen professorer på mit område, der arbejder under 60 timer om ugen, er det pludselig knap så attraktivt, men måske okay. I en international sammenligning er det dog langt fra okay, hvis man har nogen form for ambitioner med det danske universitetssystem.

Spørgsmålet bliver først rigtigt interessant, når man sammenligner med professorlønninger andre steder. Både de vise hoveder i Folketinget og landets universiteter mener, at vi skal være i den internationale top. Det betyder blandt andet at danske universiteter skal kunne tiltrække nogle af de bedste forskere. Her er lønnen en indlysende faktor, uanset hvad politikere finder på af spin. Og den danske professorløn er ikke ligefrem konkurrencedygtig, i særlig grad når man regner skatten med.

Marginal Revolution linkede forleden til en undersøgelse af, hvad den gennemsnitlige professor tjener ved en lang række amerikanske universiteter. Hvis man ser helt bort fra skatten, kan man på denne måde sammenligne direkte, hvilket lag danske universiteter ville være konkurrencedygtige i – givet den sædvanlige politiske påstand, at vi rent faktisk får noget for skattekronerne (hvilket jeg naturligvis ikke mener).

Data fra the Cronichle of Higher Education viser først og fremmest, at de universiteter, der betaler mest, også er det bedste. Toppen er Harvard, Columbia og Chicago med lønninger på mellem 198.400 og 197.800 dollars – dvs. 1,12 millioner kroner. En professorstilling et af de steder er bestemt ikke en dans på roser, men man bliver betalt for det!

Og hvad er så det leje, danske universiteter ligger i? En dansk professorløn er cirka 106.000 dollars, er niveau man ganske enkelt kan bladre sig frem til i undersøgelsen. Vi er her omkring University of Texas at Arlington, University of Michigan at Dearborn og University of Wyoming. Derudover skal man lægge, at på mange amerikanske universiteter bliver man betalt for 9-10 måneders arbejde årligt. Mange professorer tager derfor muligheden for at lave konsulentarbejde, holde foredrag eller på andre måder tjene ekstra penge.

Hvis man er single, betaler man cirka 22 % i skat til den føderale regering. I Massachusetts, for eksempel, ligger der en marginalskat på cirka 6 % oveni. Hvis man udover det regner en sundhedsforsikring ind, der koster 12 % (et temmelig højt gæt), ender man på rundt regnet på en samlet skatteprocent på 40 %. Når lønnen derefter skal bruges, er den højeste amerikanske moms omkring 8 %, og det generelle prisniveau ligger 10-15 % under det danske. Dén købekraftsforskel bør også tages med i regnestykket.

Med en løn der, endda med nogle meget venlige antagelser om det danske system, rækker til konkurrence med universiteter, der vel ligger i den amerikanske tredjedivision, bliver det svært at opfylde den politiske ambition om universitetsforskning og –uddannelse i verdensklasse. Men hvordan får man formidlet det budskab til danske politikere?

Danske priser – 2000-2011

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2011. 7 svar

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.

Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige

Af Niels Westy, den 10. august 2011. 13 svar

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften “Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Læs resten →

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2011. 25 svar

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten →

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2010. 2 svar

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Danske tilstande

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. december 2007. 12 svar

Ofte hører man danske politikere skamrose, hvor godt det går i Danmark, og hævde, at de høje skatter og megen regulering bare er som sød sukker for omverdenen og bestemt ikke skræmmer nogen væk.  Fra tid til anden er der sågar nogle forskere, der hævder det samme–ganske vist uden endnu nogensinde at have fremlagt nogle undersøgelser til støtte for deres påstande.

Denne punditokrat håber, at bare nogle af dem læste onsdagens udgave af International Herald Tribune, der som datter-publikation/international udgave af New York Times næppe kan siges at tilhøre den amerikanske højrefløj.  Her havde man artiklen “High income taxes in Denmark worsen a labor shortage“, som–udover omtalte af Saxo Bank, Ny Alliance og meget andet–indeholdt et portræt af en dansker i udlandet.  en Man skal naturligvis passe på med anekdotiske eksempler og journalistisk behandling af samme–selv man godt kan lide dem–men her er ihvertfald noget at fordøje:

“As a self-employed software engineer, Thomas Sorensen broadcasts his qualifications to potential employers across Europe and the Middle East. But to the ones in his native Denmark, he is simply unavailable.

Settled in Frankfurt, where he handles computer security for a major Swiss corporation, Sorensen, 34, has no plans to return to the days of paying sky-high Danish taxes. Still, an unknowing headhunter does occasionally pass his name to Danish companies.

“When I get an e-mail from them, I either respond negatively but politely,” Sorensen said. “Or I don’t respond at all.”

Born and trained at Denmark’s expense, but working – and paying lower taxes – elsewhere in Europe, Sorensen is the stuff of nightmares for Danish companies and politicians searching for solutions to an increasingly desperate labor shortage.

People like Sorensen, and there are many, epitomize the challenges facing the small Nordic country, long viewed across Europe as an example of how to keep an economy thriving and a society equal.

Young Danes, often schooled abroad and inevitably fluent in English, are primed to quit Denmark for greener pastures. One reason is the income tax rate, which can reach 63 percent.

“Our young people are by nature international,” said Poul Arne Jensen, chief executive of Dantherm, a maker of climate-control technology. “They are used to traveling and have studied abroad.”

“They are no longer ‘Danes’ in that sense – they are global people who have possibilities around the world,” he said.

… [Success] has given rise to an anxious search for talent among Danish companies, and focused attention on émigrés like Sorensen. The Organization for Economic Cooperation and Development, which is based in Paris, projects that Denmark’s growth rate will fall to an annual rate of slightly more than 1 percent for the five years beginning in 2009, reflecting a dwindling supply of a vital input for any economy: labor.

The problem, employers and economists believe, has a lot to do with the 63 percent marginal tax rate paid by top earners in Denmark – a level that hits anyone making more than 360,000 Danish kroner, or about $70,000. That same tax rate underpins such effective income redistribution that Denmark is the most nearly equal society in the world, in that wealth is more evenly spread than anywhere else.

The movement toward lower taxes passed Denmark by, even as it took root in much of Europe.

Small East European countries, notably Estonia and Slovakia, started the trend by imposing low, flax taxes on income and corporate profits about five years ago. Those moves helped prod Austria, and eventually, Germany, to slash high marginal rates as well.

Danish taxes also contrast sharply with those in nearby London, often jokingly referred to among Danes as a Danish town, because so many of them live there. Lower taxes on high earners have been a centerpiece of the policy mix that has fed the rise of London as a global financial center since the 1980s.

But today young Danes can easily choose not to pay for the system’s upkeep, once they have siphoned off what they need. For starters, as citizens of the European Union they are entitled to work in any of the 27 EU countries.

Sorensen, who graduated from business school in Copenhagen, found himself earning the equivalent of more than $100,000 before he was 30 – and paying 63 percent of it in taxes. His work as a computer consultant for Deloitte also took him to Brussels, where he met the Spanish woman he would eventually marry.

But the high taxes, mixed with his wife’s discomfort in Denmark, meant that a job offer in Qatar three years ago was all it took to pry him away from Copenhagen. Now, he is ensconced in Frankfurt, setting up a new business on the side and planning to pay no more than 25 percent of his income to the German state.

“When you are at 63 percent tax, you don’t look forward to the evaluation with the boss to get a raise,” Sorensen said. “You look for more vacation or a training course in the tropics – something that you get the full benefit of.”

There are many more Sorensens out there in a work force that is culled from a country of just 5.5 million people.

The Confederation of Danish Industries estimated in August that the Danish labor force had shrunk by about 19,000 people through the end of 2005, because Danes and others had moved elsewhere. Other studies suggest that about 1,000 people leave the country each year, a figure that masks an outflow of qualified Danes and an inflow of less skilled foreign workers who help, at least partially, to offset the losses.

… “Denmark is a country of consensus,” [Prime Minister Anders Fogh] Rasmussen said recently. “Occasionally that fact tends to lower the speed of reforms, but in exchange we are efficient in our implementation.”

But young Danes may simply move faster.

Sorensen is settling into life in Frankfurt. He recently passed through Copenhagen to discuss a business proposition with a potential partner, but anything they do will be based outside Germany, he said.

His wife recently gave birth to their second daughter, and barely a word of Danish passes Sorensen’s lips when he speaks with his children.

They are growing up with English, an amalgam of the British and American idioms, as their first language, and the world as their horizon.

“If I could,” he said, “I’d have a European passport, not a Danish one.”

Læs den fulde, hele artikel her.  Lad os håbe, at Claus Hjort Frederiksen, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen har tid og overskud til dét.

Hjemløse & amerikanske tilstande: gæsteindlæg fra Jonathan Szpirt

Af Redaktionen, den 2. juli 2005. 2 svar

Vi hører altid den evige skrøne om, at USA er et asocialt land, hvor der lever tusindvis af hjemløse, og (bl.a.) fordi vi har færre hjemløse i Danmark, er den danske velfærdsstat både moralsk og socialt overlegen. Men nye tal og simple udregninger modbeviser dette med et interessant resultat.

Ifølge Coalition of the Homeless i New York City, er der 36.248 hjemløse i denne storby. Der er muligvis yderligere 5.000 hjemløse i NYC, som dog ikke modtager nogen ydelser etc. I NYC bor der (officielt) 8,1 mio mennesker.

I Københavns Kommune bor der derimod kun 501.285 mennesker. D.v.s. der bor 16,2 gange flere mennesker i NYC end i Københavns Kommune. Alene i København var der i 1998 mellem 5.000 og 6.000 hjemløse–tal, der ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, speciallæge i psykiatri Preben Brandt, steg konstant (Berlingske Tidende, 3.10.98). Det estimeres, udfra hjemløse-ophold på §105 institutionerne, at der på landsplan er mellem 12.000 og 14.000 hjemløse. Af disse opholder halvdelen sig sandsynligvis i København, jf. Torben Fridberg, SFI (1992).

Hvis vi konservativt antager der “kun” er 6.000 hjemløse i Københavns Kommune og vi offensivt antager at der 41.000 hjemløse i NYC, så er der, korrigeret for indbyggertal, i de respektive storbyer, over dobbelt så mange hjemløse i København som i New York, nemlig 12 hjemløse per tusinde indbyggere i København og kun 5,1 hjemløse per tusinde indbyggere i NYC -præcist 135 procent flere hjemløse i København.

Hvis vi derimod vælger den officielle hjemløshed i NYC, ifølge Coalition of the Homeless, og sætter den op imod den københavnske hjemløshed, korrigeret for indbyggertal, så er der 168 procent flere hjemløse i København end NYC – Kapitalismens højborg.

Jonathan Szpirt

Franske fristelser

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. juni 2005. 1 svar

Frankrigs nye premierminister, Dominique de Villepin, er kommet på en svær opgave. Han skal forsøge at overbevise de franske vælgere om, at der er behov for en gennemgribende reform af det stivnede franske arbejdsmarked. Men han kan ikke lade sig inspirere af USA. For alt, der bare har en antydning af angelsaksisk bouquet, er udrikkeligt i Frankrig. Og derfor har Villepin i stedet rettet blikket mod Danmark. Noget, der utvivlsomt varmer enhver dansk socialdemokrat om hjertet.

Man ser det for sig! Poul Nyrup Rasmussen, der med sin karakteristiske pasgang bevæger sig tungt over Europas bonede gulve, mens han modtager anerkendende nik fra forbipasserende ignoranter, der har opfanget historien om de franske fristelser. Lejlighedsvis stopper han måske op, slår ud med armene og bemærker: “Jeg har i al beskedenhed ladet et ord falde om de resultater, vi har opnået i Danmark. Det kan andre lære meget af”. Måske er han så uanselig, at han blot antyder denne indbildning.

Men hvad er det da, Villepin finder så fristende ved Danmark? Er det vores skattefinansierede dagpengesystem med en langstrakt ydelsesprofil? Er det vores skødesløse accept af, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke behøver bekymre sig om at tjene til brødet? Nej, for så kunne Villepin ligeså godt have ladet sig inspirere af Sverige. Når den nyudnævnte franske premierminister peger på Danmark, er det nok ene og alene fordi, vi trods et halvt århundredes socialdemokratisk hegemoni stadig har et forholdsvis liberalt arbejdsmarked, der ikke er inflammeret af kontinentale tryghedsbestemmelser. Og godt for det.

Årsagen til at smørhullet Danmark klarer sig relativt godt i internationale sammenligninger af konkurrenceevnen, er vel i hovedsagen, at vi følger den samme ansættelsesretlige praksis som USA, Storbritannien og New Zealand; altså den angelsaksiske druesaft, som franskmænd ikke kan udstå. Derfor er det ganske befordrende for Villepin, at han kan henvise til Danmark. For på dette specifikke område har vi noget, der bestemt er værd at eksportere. Gid almindelig fransk protektionisme må forhindre ham i at importere andre policy-facetter fra vores lille rige.