Tag-arkiv: Dansk politik

Jeg stemmer blankt

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2019. 11 svar

Forleden tirsdag krøb statsministeren endelig til korset og udskrev valg til grundlovsdag, den 5. juni. Danskerne har nu et valg mellem venstrefløjen, bestående af Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og de Radikale, en nominel højrefløj som pt. består af Venstre, de Konservative og Liberal Alliance, Kristendemokraterne – der sår lidt udenfor det normale spektrum – og fire åbenlyst populistiske partier: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Stram Kurs, og Klaus Riskær Pedersen. Med 13 partier skulle man tro, at der være noget at vælge imellem. Det er desværre ikke tilfældet.

Jeg har for ganske længe siden besluttet, hvem jeg stemmer på: Jeg stemmer blankt. Grunden er den meget simple, at der i dag ikke findes et eneste politisk parti i Danmark, som jeg ikke ville væmmes ved at stemme på. Her er grundene.

Venstre – i partiets egen optik ”Danmarks Liberale Parti” – lyder i dag som Mogens Lykketofts hedeste drømme om et sandt socialdemokratisk parti, og fører en helt indlysende overbudspolitik mod S. Hvordan kan man for eksempel tage det alvorligt, at statsministeren påstår han er borgerlig, mens han stolt forsikrer vælgerne om, at der ikke kommer skattesænkninger i hans tid? De Konservative ved man ikke hvor man har, da de det ene øjeblik virker traditionelt fokuserede på retssikkerhed og respekt for Grundloven, og det næste ikke synes at have nogen grænser for, hvad de kunne overveje at regulere eller forbyde. Sidst, men ikke mindst, har Liberal Alliance, efter de gik i regering med V og K, forladt næsten ethvert liberalt princip i bytte for ministerbiler og illusionen af indflydelse. Ole Birk Olesens luftfartspolitik med sin åbenlyse favorisering af Københavns Lufthavn og et ønske om at regulere den tæt fra politisk side til fordel for SAS, er måske det bedste eksempel på en tidligere kerneliberal, der fuldstændigt har forladt enhver støtte til markedsøkonomi (og i øvrigt ifølge insiders var rasende, da vi påpegede det i Børsen).

På den populistiske højrefløj efterlader det to fremmedfjendske partier med essentielt socialdemokratiske ideer om statslig omfordeling og normdiktat, og to partier med programmer helt uden hold i virkeligheden. Jeg kan heller ikke få mig selv til at stemme radikalt, da de nok med jævne mellemrum har relativt fornuftige idéer om økonomi, men også er blindt ’grønne’ og naivt tillidsfulde overfor ethvert initiativ, der kalder sig selv ’internationalt’. Det efterlader rød blok, som ligger ekstremt langt fra mine politiske præferencer på næsten alle punkter. Den logiske konsekvens for mig er, at der ingen er at stemme på.

Derudover har jeg svært ved at forestille mig, at jeg ville stemme på nogen, jeg opfatter som inkompetent. Det repræsenterer et andet, og lige så stort problem, ved valget. Min oplevelse er, at mange politikere – sandsynligvis de fleste og måske en stigende andel – blatant overvurderer deres egne evner og indsigt i det danske samfund. Mange af dem er decideret vokset op i ungdomspolitik – de har haft deres gang i VU, DSU og andre organisationer siden gymnasiet, har haft deres venner der, og er således ofte blevet adskilt fra almindelige menneskers liv og muligheden for at lære, hvad der driver de fleste – og har kun lidt eller ingen relevant, privat erhvervserfaring. De har også levet i og er vokset op i et miljø, hvor selvovervurdering og evnen til at synes kompetent – og det er nu engang lettere at virke kompetent når man selv tror, man er det – er karakteristika, der gavner ens karriere. Denne udvikling efterlader en generation politikere, der ikke blot er socialiseret til en forestilling om, at de har ret til at regere andre, men også har rent ud sagt latterlige idéer om deres egen viden og kompetence. De har, som en god ven på et tidspunkt udtrykte problemet, simpelthen ikke fået nok 2-taller i deres liv til at opdage, hvor ringe de er. På den måde lider mange danske politikere af et fænomen, der ligner Dunning-Kreger effekten.

 I et demokrati er idealet altid, at politikerne er folkets kompetente tjenere, men sådan er situationen på ingen måde i Danmark i dag. De fleste politikere opfører sig i stedet som om, folket er deres tjenere som ikke kan finde ud af, hvordan de skal leve deres egne liv, og som man ikke blot kan, men bør flytte rundt og beskatte som robotter uden vilje eller værd. Opfører politikere sig på den måde, mener jeg ikke de har gjort sig fortjent til min stemme. Som jeg ser det, er der ingen partier i dansk politik, der længere står for andet.

Globalisering og ulighed (igen)

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2019. Skriv et svar

I denne uge bragte Ræson en artikel af Niels Westy og undertegnede, som nu kan læses gratis. Redaktionen har givet vores artikel titlen Det er de fattige, der har vundet mest på globaliseringen, som ikke er helt misvisende. Vi hylder globaliseringen og peger på en meget lang række faktuelle fejltagelser og misforståelser, som plager den danske debat om globalisering og global ulighed. Niels og jeg understreger ikke mindst at:

“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”

Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”

Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.

Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.

Uforenelige politiske mål

Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2019. 2 svar

Politik – og ikke mindst dansk politik – har ofte flere forskellige officielle mål. Mange forslag præsenteres for eksempel som et middel til at opnå X (sæt et politisk mål ind), men oveni også at ’skabe arbejdspladser’ eller ’gavne miljøet’. Det kan være meget fint, at man sælger politik med løfter om ekstra effekter, men også stærkt problematisk, når de forskellige mål ofte er direkte uforenelige.

Jeg blev mindet om problemet forleden under et specialeforsvar, hvor den studerende havde undersøgt retsgrundlaget for de danske elafgifter. Vi talte i den kontekst om de to, officielle mål med de danske elafgifter: At få danskerne til at bruge mindre energi, og at skaffe provenu til statskassen.

For at opnå det første mål – at påvirke danskernes energiforbrug og få dem til at spare – må afgiften være effektiv i én bestemt forstand: Danskerne må være følsomme overfor prisændringer på strøm, og der må ikke være nogen egentlige substitutter. Med andre ord virker en elafgift i denne forstand, hvis alternativerne er lige så dyre og folks adfærdsreaktioner er store.

Når målet er at indkræve provenu til stat og kommuner, siger den såkaldte Ramsey-regel derimod, at de mest effektive skatter og afgifter er dem med de mindste adfærdsreaktioner. Med store adfærdsreaktioner – at man forbruger væsentligt mindre og skifter sit forbrug til andre varer og service med lavere afgifter – vil en forhøjelse af afgiften give en relativt lille stigning i provenuet, og kan under nogle omstændigheder i princippet føre til mindre provenu. Provenueffektive skatter og afgifter bør derfor, som Ramsey indså allerede i 1920erne, lægges på de mindst prisfølsomme varer og aktiviteter.

Elafgifterne er naturligvis blot ét eksempel på et sæt afgifter, hvor det ene formål – adfærdsændringer – er logisk uforeneligt med det andet – provenu. Hvis de virker i den ene forstand, er de ineffektive i den anden. Men eksemplet er værd at tænke over, for hvor mange forslag har samme karakteristika? Med andre ord er det værd at være opmærksom i den kommende valgkamp på, at mange politiske forslag med flere mål kan være ren pølsesnak, fordi de enkelte mål er indbyrdes uforenelige. Og så har vi ikke engang nævnt den ofte dybt latterlige påstand om, at de skaber arbejdspladser…

Ulighed i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2018. 3 svar

Før julen er overstået og gemytterne er faldet til ro igen, var det i går lige før, kaffen kom i den gale hals. Grunden var, at LO-bossen Lizette Risgaard i går i Jyllandsposten  introducerede ideen om at afskaffe skattestoppet og erstatte det med et ’ulighedsstop’. Risgaard foreslår, at hvis man introducerer en politik, der øger uligheden, skal man også introducere en modpolitik, der virker modsat ved at reducere uligheden. Der er svært ikke at konkludere, at LO er begyndt at føre valgkamp for socialdemokraterne, og forsøger at definere et ’vindende’ emne for valgkampen.

Problemet er ikke, at Risgaard skriver en kronik og dermed bringer et politisk emne eller forslag til torvs. Det er som sådan et element i ethvert velfungerende demokrati, at forskellige interesser blandet sig på denne måde i debatten. Man håber dog altid, at argumenterne hænger sammen og at kronikernes påstande er nogenlunde korrekte. Et af adskillige problemer ved Risgaards kronik er derfor de mange udokumenterede påstande, som hun desværre ikke er den eneste, der tror på.

Hun gentager således den latterlige påstand om antallet af fattige børn i Danmark, som Cepos imødegik her, ligesom hun også forbinder uligheden med svækket sammenhængskraft, folkeskolens faldende kvalitet og de lange ventelister på sygehusene. Risgaard skriver også, som om uligheden er steget fra en form for perfekt niveau i 1990erne til et ulideligt niveau i dag, hvor ”forskellen på rig og fattig” har nået faretruende højder.

Formålet med posten i dag er derfor, at dokumentere hvordan virkeligheden ser ud. Figuren umiddelbart nedenfor viser et snapshot blandt de vestlige lande, baseret på den nyeste version (mark 7.1) af Frederic Solts Standardized World Income Inequality Database (SWIID). Figuren tydeliggør, at Danmark stadig er blandt den lille gruppe samfund i verden, hvor folks disponible indkomster er allermest ligeligt fordelt. Gruppen fra Island til Ukraine har Gini-koefficienter lige omkring 0,25. Hvordan man kan råbe Ulven Kommer på basis af dette niveau, der i internationale sammenhænge stadig er ekstremt lavt, er svært for mig at se.

En anden populær – men problematisk – måde at se på diskussion, er at fokusere på forskellen mellem uligheden i de disponible indkomster og uligheden i markedsindkomster (hvad folk tjener før skat og overførsler). SWIID-tallene viser, at denne forskel er størst i Sverige (på 0,25), skarpt fulgt af en lille gruppe lande – Belgien, Danmark, Finland, Tyskland og Ungarn – hvor den er 0,23. Dette tages ofte blandt både politikere og forskere som et mål for, hvor stor omfordelingen er. Som den altid interessante Andreas Bergh (Lund Universitet) viste for år tilbage i European Sociological Review (gated version her), kan man dog ikke blot tage denne forskel som et mål for omfordeling. Andreas peger blandt andet på, at nogle typer omfordeling, som for eksempel højere bistandshjælp, også medvirker til at skabe større ulighed i markedsindkomster, fordi folk vælger ikke at søge job, men bliver på bistand, hvor de per definition har en markedsindkomst på nul. Når man observerer, hvordan der er en ganske stor forskel mellem uligheden i disponible indkomster og markedsindkomster, må man derfor huske, at den både er udtryk for velfærdsstatens omfordelende virkning og dens ulighedsskabende virkning.

Et andet aspekt er det dynamiske: Hvordan har uligheden udviklet sig over tid? Den næste figur viser, hvordan Ginien for disponible indkomster har udviklet sig siden 1976. Det generelle billede blandt Danmarks naboer har været stigende ulighed siden midt-80erne, stigende ulighed i de andre nordiske siden først i 90erne, og stigende ulighed i Danmark siden midt-90erne. To forhold dog også understreges: 1) At mens alle data viser stigende ulighed, er SWIID siden sidst i 90erne baseret på data fra the Luxembourg Income Study, som overvurderer ulighedsstigningen i Danmark (stigningen i LIS-tallene siden 2003 er næste tre gange så hurtig som stigningen i Danmarks Statistik tal, der dækker alle danskere); og 2) at de tal vi har for ulighed før 1976 indikerer, at uligheden faldt meget markant omkring den første oliekrise, så vi i dag er cirka tilbage på det niveau, vi lå på omkring 1970.

Kender man denne udvikling, er det sidste spørgsmål, hvor den kommer fra. Vismændene havde i 2016 et udmærket temakapitel om netop ulighed, der netop afsøgte grundene til stigningen. Vismændene fandt allerførst, at uligheden er primært steget, fordi uligheden mellem danskere med arbejdsindkomster er steget. Ændrede bistands- og dagpengeregler osv. kan derfor kun være en ganske sekundær forklaring. En stigende ulighed i kapitalindkomster er en anden del af forklaringen, som mange politikere her og i udlandet bruger som en måde at retfærdiggøre tungere beskatning af netop kapitalindkomst. En del af denne udvikling viser sig dog at være, at ældre meget naturligt har større kapitalindkomster, og den demografiske udvikling i Danmark – der er kommet væsentligt flere ældre – trækker denne ulighed op. Oveni dette bemærker vismændene også, at der er kommet flere studerende, hvilket også skaber større målt ulighed. En pudsig detalje i Risgaards kronik er, at hun understreger behovet for uddannelse for at ’bekæmpe’ ulighed, men rent umiddelbart vil en såkaldt uddannelsesindsats skabe flere studerende og dermed større ulighed.

Vismændene understregede derudover to særlige forhold i efterårsrapporten for to år siden: ”Indkomsten fortæller ikke altid hele historien om de økonomiske muligheder” og ”De fattige er ikke blevet fattigere.” Som vi har skrevet om tidligere her på stedet, har de sidste 25 års globalisering betydet, at det er blevet billigere at være fattig. Når man måler ulighed i disponible indkomster, overser man således dette element, og overvurderer dermed stigningen i ulighed i faktiske økonomiske muligheder. Man undervurderer i særlig grad de relativt fattigstes muligheder, og overser også skadevirkningerne af konkurrencebegrænsende politik, der forhindrer prisfald på almindelige varer.

Det helt overordnede problem i Risgaards kronik, og ganske store dele af den danske ulighedsdebat, er enten uvidenhed eller decideret foragt for faktiske forhold og forklaringer på udviklingen. Politisk uenighed er fuldstændigt naturlig, når den er baseret på forskellige præferencer og forskellig vægtning af samfundets udfordringer – og noget, vi decideret understøtter her på stedet. Men uenighed baseret på uvidenhed, myter og misinformation, som synes at ligge bag Risgaards forslag, bør bekæmpes.

Nej tak til politiske repræsentanter

Af Christian Bjørnskov, den 2. oktober 2018. 1 svar

Socialdemokraterne luftede forleden et forslag, der vil tvinge banker til at inkludere politisk udnævnte repræsentanter i deres bestyrelser. En lignende ordning blev ellers afskaffet for 15 år siden, men der blæser nye politiske vinde i dag. Dele af Christiansborg er således klar til at bruge Danske Banks hvidvaskskandale til at bringe de danske finansielle markeder under politisk kontrol. De internationale erfaringer skræmmer dog, men er næppe nok til at få politikerne til at opgive ideen.

Socialdemokraternes forslag er bekymrende tæt på et stykke lovgivning, som den demokratiske senator Elizabeth Warren har foreslået i USA. Warren vil tvinge virksomheder til at inkludere såkaldte ’stakeholders’ i bestyrelserne, angiveligt for at få dem til at bidrage mere til samfundet. Adskillige politikere har for eksempel klaget over, at det er for svært for bestemte virksomheder at få lån, ligesom det er for svært at finansiere huskøb i dele af landet.

Formålet med at tvinge banker og andre virksomheder til at have politiske repræsentanter i bestyrelsen er at få dem til at tage anderledes beslutninger, end de ellers ville gøre. Med andre ord er ideen bag forslaget, at bankerne ikke tager beslutninger, der er tilstrækkeligt acceptable, set med politiske øjne. Som Henrik Sass Larsen formulerede det, vil det være bedre hvis ”Rasmussen, Lykketoft og Stavad sad med ved bordet derinde.”

Fordelen i at have ”offentlige repræsentanter” i alle bankers bestyrelser, som man havde før 2003, skulle være at de politiske repræsentanter ingen økonomiske interesser har i bankens drift, og dermed kan varetage det offentliges interesse. Der er dog to meget væsentlige problemer med den påstand.

For det første er såkaldt økonomisk uafhængighed ikke en fordel. Erfaring viser klart, at hvis bestyrelsesmedlemmer selv har penge på spild, vil de opføre sig langt mere ansvarligt med bankens penge, end hvis de – som det påstås – ingen økonomiske interesser har. Omvendt er der, med Milton Friedman udtryk, ingen, der er så uansvarlige, som hvis de bruger andres penge på andre. Det er derfor en mærkværdig antagelse er, at politisk udnævnte repræsentanter på næsten magisk vis ved bedre end fagfolk.

For det andet peger forskning i public choice og politisk økonomi over de sidste 50 år utvetydigt på, at politiske repræsentanter næsten aldrig repræsenterer den brede befolkning. De er praktisk taget altid repræsentanter for særinteresser, som oftest enten fordi de direkte støttes af dem. Der behøver dog ikke være tale om direkte støtte, da særinteresser kan påvirke politik på andre måder. Helt særligt er det ofte billigst og ganske effektivt at skabe en situation, hvor politikere får deres ’viden’ direkte fra særinteresser.

S-forslaget åbner således en ladeport for interesser, der er direkte skadelige for den almene befolkning. I en tid hvor Danmarks økonomi på trods af fuld beskæftigelse og sunde aktiemarkeder ikke følger med nabolandenes, er det sidste vi har brug for en politisering af de finansielle markeder.

Udenrigsministeren forstår ikke handel

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2018. 1 svar

Anders Samuelsen havde tirsdag et debatindlæg i Børsen, hvor han i sin funktion som udenrigsminister argumenterede for at ”Øget eksport skal sikre vækst i dansk økonomi.” Selvom kronikken næppe er skrevet af ministeren selv – det gør embedsværket typisk for ham – udtrykker og reflekterer den hans forståelse af, hvad handel er og hvad der er gavnligt for Danmarks økonomi. Den forståelse viser sig endnu en gang at være ganske overfladisk.

Samuelsens ærinde i Børsen er at tilskynde danske virksomheder til at eksportere mere, eller som han formulerer det, at ”realisere eksportpotentialet for dansk erhvervsliv.” Samuelsen noterer sig, at ”Tal viser, at kun tre fjerdedele af dansk vareeksport får den toldreduktion, som aftalerne giver mulighed for.” Uden nogen form for baggrund kan man forledes til at tro, at virksomhederne bare ikke kender til aftalernes muligheder, eller at de re elendigt ledet.

Der er dog en anden forklaring, som Gabriel Felbermayr, der pt. er ved at flytte fra CESIfo i München til den prestigefyldte post som præsident for the Kiel Institute for the World Economy, gav ved et seminar i Aarhus sidste år: Overholdelse af de nye handelsaftaler, der tilbyder lavere toldsatser, er så dyrt og besværligt rent bureaukratisk, at det bedre kan betale sig for mange danske virksomheder bare at betale den såkaldte MFN-told. Med andre ord har EU forhandlet handelsaftaler – som Samuelsen hylder – der gør det så besværligt, at mange særligt mindre virksomheder hellere vil betale fuld told end at bruge ressourcer på papirarbejde og dokumentation.

Mens den bedste handelsaftale kan formuleres i én enkelt sætning – ”Vi afskaffer begge alle handelsbarrierer” – er det tydeligvis ikke den forståelse, Samuelsen og hans ministerium har. Som han slutter indlægget, er ideen åbenbart, at ” Regeringen arbejder for at sikre jer [eksportvirksomhederne] de bedste betingelser.” Spørger man ministeren og hans folk om handel, handler det hele om eksport.

Det store problem er, at de store velfærdsgevinster af øget frihandel ikke kommer fra øget eksport, uanset hvad ministeren, hans kolleger og hans embedsværk tror. Som vi tidligere har skrevet om i vores sommerserie i år, kommer de store, umiddelbare gevinster for borgerne fra import. Mens der er positive virkninger af eksport – virksomheder lærer for eksempel af at blive udsat for international konkurrence – er den fremmeste opgave for eksport at finansiere vores import.

Eksport i sig giver ikke borgerne adgang til flere, billigere eller bedre varer og service. Det ville have været rart, hvis en nominelt liberal udenrigsminister havde forstået blot lidt af, hvad handel er og hvad det faktisk betyder. Det afslører Samuelsens debatindlæg dog endnu en gang, at han ikke gør, og min personlige erfaring er, at hans fagøkonomisk svage ministeriums embedsværk heller ikke gør. De tror, at det hele handler om at gavne danske virksomheder, og glemmer, at borgerne er de vigtige aktører. Dén indsigt skal man lede med lup efter, for at finde i Samuelsens udenrigsministerium.

Tre spørgsmål til Liberal Alliance

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2018. 2 svar

I tirsdags præsenterede en glad og lettet regering den længe ventede skatteaftale, som er indgået med Dansk Folkeparti. Den samlede skattelettelse i aftalen er endt på fem milliarder, hvor de 3½ faktisk kommer fra tidligere aftaler. Den aftale, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og resten af regeringen indgik i går er dermed langt fra ”historisk”, som man havde lovet før det farceagtig forløb i november-december. Skal man tage bladet fra munden, er den nye skatteaftale rent ud sagt latterlig og dens effektivitet er cirka som en fis i en hornlygte.

Finansministeriet synes at regne med, at den hæver arbejdsudbuddet med 1200 fuldtidsstillinger som konsekvens af en lillebitte lettelse af bundskatten (på 0,02 %) og et nyt jobfradrag på 2500 kroner. Selv hvis man regner med, at hele arbejdsudbudseffekten kommer fra de ekstra 1½ milliarder kroner, betyder det dermed at hvert nyt job ’koster’ cirka 1,2 millioner kroner. Jeg har svært ved at finde et bedre eksempel på, hvor ineffektive lettelser i bunder er relativt til lettelser i toppen af skattesystemet, hvor bl.a. Jacob Lundbergs forskning peger på, at lettelser i Danmark vil være cirka selvfinansierende. Problemet er blot, at ved at flytte topskattegrænsen opad, og ikke mindst ved at fokusere så meget på Dansk Folkepartis vælgere, er de vælgere der nu betaler topskat, blevet helt ligegyldige for Venstre.

Tirsdagens skatteaftale gør det således lysende klart, at Venstre og de Konservative de facto kan ignorere enhver af Liberal Alliances kernesager. Partiet er udelukkende med i regeringen for netop at demontere den indflydelse, som faktisk liberale vælgere ellers kunne opnå når en VK-regering var nødt til at finde et flertal. Den situation, som nu er blevet pinagtigt åbenlys, fører til at man må stille tre spørgsmål til Liberal Alliance, og i særlig grad til partiets ledelse.

1) Vil LA være et parti med egen ideologi eller et discount-Venstre?

Vi har tidligere peget på, at Liberal Alliance med deres nuværende position fisker i de samme vande som Venstre og de Konservative, mens de ignorerer virkeligt liberale vælgere. Grunden er øjensynligt, at partiets ledelse har vurderet, at de alligevel stemmer på dem, fordi liberalister ikke har andre steder at gå hen. Det dybere spørgsmål er derfor, om ledelsens strategi – hvis der overhovedet er en strategi – er at søge at få mange stemmer og blive et større parti. Den strategiske udfordring er, at det kun kan lade sig gøre ved at gå fundamentalt på kompromis med partiets ideologi og kernevælgernes inderste overbevisninger – en fremtidig politik baseret på samme slags intellektuel prostitution som Venstre har bedrevet siden 1998-valget. Hvis ikke, må man spørge om alliancens ledende figurer kan holde ud kun at få de 10 % af vælgerne, der rent faktisk er enige i en liberal linje. Men hvis man vil fokusere på de vælgere, der er ideologisk nogenlunde enige med partiet – og jeg tror, at det er den eneste mulighed for at få indflydelse – må Liberal Alliance sørge for at fremstå som et troværdigt alternativ til andre partier.

2) Skal Anders Samuelsen fjernes?

Netop troværdigheden er et stigende, og meget selvskabt, problem, ikke mindst for partilederen. Ret beset har Anders Samuelsen absolut ingen personlig troværdighed tilbage, og en genoprettelse af hans omdømme har så lange udsigter. Uanset om man gik i gang i dag, er offentlig troværdighed langt sværere at bygge op end at ødelægge, og konsekvenserne af selv en massiv indsats fra Samuelsen ville næppe blive synlige før lang tid efter det næste valg. Det samme problem gælder, omend i væsentlig mindre grad, for Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Skulle man se helt nøgtern på problemet, er den rigtige løsning for partiet sandsynligvis at fjerne Samuelsen fra lederstillingen, men spørgsmålet er, om intern dynamik og magtpositioner tillader, at man rydder op i partiets samlede troværdighedsproblem. Men måske kan mindre løse noget af problemet?

3) Skal LA blive i regeringen?

Det helt store problem for Liberal Alliance er, at partiet i de fleste målinger står til at få endda meget store tæv af vælgerne til valget næste år. Som bl.a. Mogensen og Kristiansen i deres Tirsdagsanalyse på TV2-News har diskuteret, er en af de mulige løsninger at udtræde af regeringen et stykke tid før næste valg. Særligt Kristiansen synes at mene, at det er Liberal Alliances eneste mulighed, hvis det vil minimere det stemmetab, partiet står til. Bliver partiet i regeringen indtil valget, vil dets deltagelse ses som en blåstempling af en række politiske tiltag, der primært har to formål. For det først har en stor del af regeringens politik fungeret som Venstres måde at ’appellere’ til Dansk Folkeparti – dvs. at kysse den del af folkepartisternes fysiognomi, hvor solen med sikkerhed aldrig skilter. For det andet vil det blive set som taburetklistren – Samuelsen, Ammitzbøll-Billes og andres desperate forsøg på at blive i magtens haller og ministerbiler så længe som muligt.

Det eneste rigtige er således, at partiets ledelse allerede nu så småt begynder at planlægge, hvornår det skal forlade regeringen. Frigjort at Venstres brydergreb på partiet kan Liberal Alliance i det mindste forsøge at relancere sig som et faktisk alternativ til andre nominelt borgerlige partier, der skiftevis forsøger at gøre sig lækre overfor en socialdemokratisk medianvælger, og hendes indvandrerfjendske fætter i Dansk Folkeparti. Om det kan lade sig gøre med Samuelsen i front tvivler jeg meget på, men et parti i regering, med Samuelsen som partileder, der forsøger at lure vælgere fra Venstres midterposition, er et parti der får 3-4 procent af stemmerne næste år.

’Borgerlige’ kustoder

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2018. 6 svar

Det er næppe gået nogens næse forbi, at statsminister Lars Løkke holdt pressemøde i går. Formålet med mødet var at aflyse enhver større eller mindre skattereform. Som Peter Mogensen helt rigtigt sagde i Mogensen & Kristiansens Tirsdagsanalyse senere på dagen, betyder Løkkes udmelding effektivt, at regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget som helst. Den er med andre ord ude af stand til at gennemføre nogen som helst faktisk politisk ændring inden et eventuelt valg. Det sker som bekendt seneste 19. juli 2019, og der ikke mange indikationer på, at Løkke har tænkt sig at udskrive valg før sidste øjeblik.

Udmeldingen kommer på en baggrund af et forløb, der med store velvilje kan betegnes som mindre kønt. Liberal Alliances partiformand Anders Samuelsen havde ellers i sommers meldt ud, at der var planer om en historisk skattereform. Det mente Dansk Folkeparti ikke, og slet ikke medmindre de kunne få ændringer igennem i udlændingepolitikken, der med stor sandsynlighed ville være både konventionsstridige og muligvis på kant med Grundloven. DF-forslaget om, at udlændinge fra bestemte lande, der har opnået lovligt opholdstilladelse i Danmark, alligevel ikke må tage danskkurser, tage bestemte former for uddannelse (eller måske endda bestemte typer jobs), er for eksempel stigende tæt på at indføre en slags digital Jødestjerne.

Løkkes regering er således, stillet overfor et DF der i stigende grad foreslår ekstreme indgreb for, som Mogensen og Kristiansen formulerede det i går, ”at have udlændingepolitikken for sig selv”, endeligt blevet til kustoder i et museum af antikverede reguleringer og politisk tænkning. En del af konsekvensen af Løkkes håndklæde i den politiske ring er også, at Liberal Alliance – i det mindste indtil næste valg – er blottet for politisk indflydelse eller betydning. Det eneste tydeligt ikke-socialdemokratiske parti (bortset fra Enhedslisten) har således gjort sig selv helt ligegyldigt.

Skal der tænkes ny i dansk politik før efteråret 2019, skal nytænkningen derfor komme fra enten Venstre – der har knægtet enhver afvigelse fra Hjort-linjen i partiets politik – eller fra de Konservative, der ikke ligefrem flyder over med intellekter. For de politisk interesserede er der med andre ord ikke andet at gøre end at lægge sig på sofaen de næste halvandet år, medmindre de vil investere i at interessere sig for andre lande end Danmark. Dansk politik er effektivt så død som en dinosaur og regeringen er kustoder i naturhistorisk samling de næste 16 måneder.

Er Københavns Lufthavn et monopol?

Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2017. 3 svar

For et par uger siden skrev jeg om Liberal Alliance her på stedet, og hvordan partiet er ved at gøre sig selv politisk irrelevant. En af årsagerne er den politik, som flere LA-ministre har stået for, og ikke mindst den tidligere så glimrende Ole Birk Olesen. Ole har blandt andet lanceret regeringens luftfartsstrategi, som jeg også har kritiseret i Børsen. Den kritik faldt – så vidt jeg blev informeret af venner, der er på Facebook – Ole for brystet. Han mente, at der var al mulig grund til at regulere Københavns Lufthavn i Kastrup yderligere, fordi den angiveligt er et monopol.

Nu er Ole så uheldig at være blevet sat i spidsen for et ministerium, der ikke ligefrem har ry for at være fagligt stærkt. Det er derfor forståeligt, og desværre nok også forventeligt, at han får dårlig rådgivning, men det er ikke til at undskylde, at han øjensynligt stoler fuldt og fast på, hvad hans ministerium påstår. To af de påstande er ret tydeligt, at lufthavnen er et monopol og at monopoler skal reguleres fra politisk side.

Påstand nummer to har vi tidligere skrevet om i forbindelse med Nobelprisen i 2014, hvor Jean Tirole blev hædret for sit arbejde sammen med kollegaen Jean-Jacques Laffont (læs her og her). Det første spørgsmål fortjener derimod ekstra omtanke, for er lufthavnen faktisk et monopol i den forstand, Ole og hans ministerium synes at tro? Svaret i det følgende er et stort nej.

Folk tænker ofte på lufthavne som monopoler fordi der, i dette tilfælde, kun er én lufthavn i København. Det gør dog kun lufthavnen til et monopol i et relativt snævert defineret marked. Monopoler er situationer i markeder, ikke i geografiske omstændigheder. Som jeg understregede i Børsen, er Kastrup ikke et dansk monopol. Bor man i Jylland, er der langt kortere til Billund, Aalborg og for dem, der bor cirka syd for Fredericia, også til Hamborg. På Fyn er der også kort til f.eks. Billund, hvilket indebærer at i det isolerede marked for flytransport til Skandinavien og resten af verden, er Kastrup ikke et monopol – der er andre muligheder. Dermed er der i dette marked ikke tale om et monopol for cirka fire millioner danske forbrugere vest for Storebælt. For visse typer flytransport er der endda for københavnere et alternativ, da der findes ruter fra Malmøs lufthavn i Sturup.

For visse typer rejsemål er der ydermere andre muligheder end flytransport. Skal man f.eks. til Berlin fra København, er der flere muligheder fra Kastrup, men også både tog- og busmuligheder. For visse rejsemål er Kastrup dermed ikke et monopol, da der findes alternativer til den specifikke type transport, som den håndterer. Et lignende forhold gælder naturligvis f.eks. Midt- og Sydjylland, og dermed Billund Lufthavn, da der er fine togforbindelser og ganske acceptable busforbindelser til flere rejsemål sydpå. Der kan dermed ikke være tale om et monopol i disse særlige markeder.

Et tredje delmarked, som man må tage i betragtning når man vurderer, i hvilket omfang man kan betragte Kastrup som et monopol, er markedet for transitpassagerer (og transitgods). Meget rundt regnet en tredjedel af Kastrups passagerer er i transit, dvs. deres oprindelse eller endemål er ikke København. Disse passagerer rejser igennem Kastrup, fordi den fungerer som regional hub for en række selskaber. Rejser man f.eks. med SAS, Air Canada eller Singapore Airlines, vil disse selskaber typisk tilbyde en rejse fra et eller andet sted i verden gennem Kastrup til Stockholm, Oslo eller andre steder. Kastrup er den primære hub for destinationer i Skandinavien og i et vist omfang også en mulig hub for rejser til og fra dele af Nordtyskland, Finland og Estland. Men bliver Kastrup for dyr, trafikkeret, eller på andre måder mindre attraktiv, er der intet der forhindrer selskaberne i at benytte Arlanda, Gardermoen eller for den sags skyld Fuhlsbüttel ved Hamborg som hub i stedet for Kastrup. Når det gælder funktionen som hub er Kastrup ikke et monopol.

Sidst, men ikke mindst, må man også overveje status for selskabet Københavns Lufthavne og ikke blot lufthavnen. Her er spørgsmålet, som i et vist omfang i de andre forhold, hvor ’contestable’ selskabets marked er. Når man stiller sig dét spørgsmål, må man stille et andet: Hvorfor må et privat selskab ikke bygge en konkurrerende terminal ved siden af Kastrups Terminal 2 / 3? På et praktisk niveau er det fuldt ud muligt, at to separate terminaler deler kontroltårn og start- og landingsbaner, men ikke deler resten af lufthavnens infrastruktur. Man kunne for eksempel let forestille sig en situation, hvor det nuværende terminalkompleks blev ved med at servicere Star Alliance – SAS, Lufthansa, Brussels Airlines osv. – mens KLM-Air France og One World (f.eks. British Airways, Finnair og Qatar) valgte at benytte sig af en anden terminal, ejet af et andet selskab. Med andre ord er det fuldt tænkeligt, at man splittede hvad man på et vist plan kan kalde myndighedsfunktioner – paskontrol, security, kontroltårn osv. – fra den kommercielle drift af lufthavnen såsom butikker, restauranter og salg af gates og slots.

Markedet for lufthavnsservice, selv i et geografisk afgrænset område som Storkøbenhavn, er dermed contestable. I det omfang og i de delmarkeder, Københavns Lufthavn ser ud som et monopol, er det dermed ikke noget markedsskabt monopol i nogen forstand. Monopolsituationen er en status, som staten har skabt og som staten opretholder. At påstå, som Ole Birk Olesen og hans embedsværk gør, at Kastrup er et monopol og at det derfor er naturligt og ønskeligt, at staten regulerer lufthavnen – i øvrigt på en måde, der i stort omfang er til gavn for det ligeledes delvist statsejede SAS – er i en økonomisk forstand nonsens. Ole burde være smartere end at tro på et embedsværk, der enten lider af faglige svagheder eller er påvirket af ideologi og særinteresser, eller meget muligt begge dele.

Har LA gjort sig selv irrelevant?

Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2017. 4 svar

Da Liberal Alliance startede og blev et troværdigt parti, vejrede mange liberale morgenluft. Venstre havde efter valgnederlaget i 1998 besluttet, at man ikke kunne vinde et valg på borgerlig liberal politik, og partiet rykkede derfor mod venstre for at slås med Socialdemokraterne om midtervælgerne. Claus Hjort og andre kræfter bag den fejlagtige analyse af 1998-valget regnede med, at det ville give nye vælgere og ikke mærkbart koste andre stemmer. Ræsonnementet var, at de liberale stemmer jo ikke havde andre steder at gå hen: De måtte bare acceptere, at Venstre blev kustoder i det socialdemokratiske museum – som PKK mindeværdigt karakterisede Foghs politiske kurs – fordi der jo ikke var andre liberale partier. Til Hjorts tydelige irritation ændrede dét sig med LAs indtræden i danske politik.

Den situation er nu ved at ændre sig igen. De seneste måneder, efter partiets ledelse valgte at gå med i regeringen og nogle af de centrale medlemmer fik deres ministerbiler, har LAs linje været karakteriseret ved en serie af dårlige beslutninger. Der har ikke blot været tale om implicit støtte til regeringens andre valg, og ikke bare illiberal eller uborgerlig politik, men decideret tåbelige beslutninger som LA-ministre har været ansvarlige for.

Ole Birk Olesens nye luftfartsstrategi, hvor en central del af strategien er at tvinge Københavns Lufthavn til at investere mere i udbygning, kan for eksempel kun forstås som et resultat af en af to lige tåbelige overvejelser. Den ene måde at forstå udspillet på, er at Olesen – eller mere sandsynligt hans embedsmænd – bilder sig ind, at de er dygtigere til at drive forretning end lufthavnens ledelse. Det vil på ingen måde være den første gang, politikere og embedsværk tror at de er bedre end private, og heller ikke første gang, at det viser sig at være en katastrofalt forkert antagelse. Den anden måde, man kan forstå Olesens udspil – og den jeg mener, er mere sandsynlig – er at se det som implicit statsstøtte til SAS. Det vil heller ikke være første gang, politikere finder det opportunt at bruge et delvist statsejet selskab til at støtte et andet delvist statsejet – og slemt nødlidende – selskab. Men det er stadig meget langt fra liberal politik og økonomisk set nærmest latterligt dumt.

Anders Samuelsens meddelelse forleden dag om, at man helt dropper topskattediskussionen, er på samme måde et udtryk for, at LA ikke længere spiller den vante rolle i dansk politik som det eneste parti, nogenlunde liberalt indstillede danskere kan stemme på uden at væmmes. LA har øjensynligt uden diskussion eller sværdslag forladt deres fingeraftryk på regeringsgrundlaget, og en helt central del af deres økonomiske politik. Og forklaringen, at man da sigter efter at få andre skattelettelser for ti milliarder kroner, er helt tom for mening. Selv en meget lille lettelse af bundskatten, som det ser ud til er Venstres foretrukne plan, kan meget hurtigt koste ti milliarder, og har ganske begrænsede dynamiske effekter. Om Samuelsen muligvis ikke forstår det, eller om han har opgivet sin ideologi og politiske principper, må stå som et åbent spørgsmål.

Helt grundlæggende er problemet, at LAs ideologiske brandsalg betyder, at den politiske situation igen tillader alle borgerlige partier at klumpe sig sammen på midten. Partiets funktion har ellers indtil for nylig, som vi skrev da partiet var helt nyt, været at gøre det politisk dyrt for særligt Venstre at rykke ind til midten af dansk politik. Med partiets nuværende linje, der øjensynligt sigter mod at gøre det til en slags discount-Venstre med lidt større ord uden handling, forstummer både den interne kritik og diversiteten på den danske såkaldte højrefløj. Enhedslisten spiller stadig sin rolle som ideologisk vagthund for venstrefløjen, og trækker på den måde både SF og Socialdemokraterne en tand til venstre. Når LA holder op med at spille samme rolle på højrefløjen, flytter midten af dansk politik og dens fokus logisk mod venstre. Det endelige resultat er derfor, at endnu flere liberale vælgere bliver ’disenfranchised’, dvs. efterladt uden et eneste politisk parti, der taler deres sag, og at LA de facto bliver politisk irrelevant. Var det meningen med LA, da partiet blev grundlagt?

Selvforstærkende inkompetence

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2017. 9 svar

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

Udlandsgæld – hvad for en udlandsgæld?

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2017. 5 svar

En af ugens store nyheder, som både er omtalt i DR og andre medier, og ikke mindst med stor glæde af Finansministeriet, men også af f.eks. Irish Times (hattip: Niclas Berggren), er at Danmark siden mandag eftermiddag ingen gæld har i udenlandsk valuta. Med andre ord er landet for første gang siden starten af 1800-tallet uden en egentlig udlandsgæld (se figuren nedenfor). Den resterende gæld på cirka 35 % af BNP er alt sammen denomineret i danske kroner, og således at regne for primært indenlandsk gæld. Begivenheden er meget forståeligt blevet fejret, og alle medier har set det som en milepæl i dansk økonomisk udvikling. Traditionen tro vil vi derfor stille det nærmest kætterske spørgsmål, om den danske nulgæld er en utvetydigt positiv nyhed.

På den ene side er det naturligvis en stor og positiv nyhed, at Danmark nu er gældfrit overfor udlandet. Er man gammel nok, kan man huske TV-Avisens illustration af Knud Heinesens vurdering af at ”vi har kurs imod den, og vi kan se” kanten af afgrunden. Udtalelsen kom på baggrund af, at Heinesen afgik som finansminister fordi statsminister Anker Jørgensen nægtede at ændre den økonomiske politik i en ansvarlig retning. Jørgensen udnævnte i stedet den mere føjelige Svend Jakobsen og fortsatte det, der bedst kan karakteriseres som finanspolitisk buksevæden indtil 1982. Det blev op til forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter fra oktober 1982, at rette op på ubalancerne i den økonomiske politik. Derefter bragte en højreorienteret mindretalsregering finanspolitisk ansvarlighed tilbage i dansk politik i en grad, så et hovedmål med Poul Nyrups regeringer i 90erne blev at demonstrere, at Socialdemokraterne ikke længere var hovedløst uansvarlige, men kunne matche den anden side af Folketinget. 1982 var øjeblikket, hvor hovedparten den danske politiske elite valgte en nordeuropæisk løsning i stedet for at fortsætte ned ad den græske vej, man havde taget siden sidst i 60erne.

Schlüters kovending i dansk økonomisk politik illustrerer dog også på finurlig vis problemet ved ikke at have nogen særlig udlandsgæld. Når man i et politisk system med vælgere, der holder politikerne til et minimum af ansvarlighed og hæderlighed, har et potentielt problem, vil problemet både skabe en stemning for at vælge politikere, der i det mindste opfører sig som om de er ansvarlige, og en viden blandt politikere om, at der findes disciplinerende kræfter. Udlandsgælden og mindet om, hvad der skete sidste gang vi ignorerede den type problemer, skabte incitamenter hos alle de større partier for at opføre sig nogenlunde ansvarligt. Gælden begrænsede, gennem en slags ’Damokles-sværd effekt’, hvor populistiske og kortsigtede, danske politikere kunne være i den økonomiske politik. De har gennem snart 20 år ignoreret et langsigtet produktivitetsproblem, men i den relativt kortsigtede politik har både venstre og højre side af Folketinget fokuseret på ikke at skabe større underskud.

Spøgsmålet bliver derfor, om den nye situation ændrer på dansk politik. Man kunne for eksempel forestille sig, at en politiker bliver stillet overfor en situation, hvor hun enten gør det budgetmæssige ansvarlige, eller spenderer storslået, med en voksende gæld som konsekvens. Problemet er, at hun nu – på faktuelt umiddelbar sikker grund – kan spørge: Udlandsgæld – hvilken udlandsgæld. En af bremserne på den ellers galoperende uansvarlighed i børnehaven på Slotsholmen er med andre ord væk. Og hvem ved, hvad danske politikere kan finde på, når de disciplinerende bremser på deres ideer er væk?

Privatisér SAS nu

Af Christian Bjørnskov, den 4. februar 2017. 2 svar

SAS er presset af markedet og har gennem lang tid ganske store problemer. Et af problemerne er den voldsomme indflydelse, som en række fagforeninger har udøvet på det parastatale selskab siden 1960erne. Ved sidste tælling havde SAS 57 forskellige overenskomster, og både piloter og kabinepersonale lægger med jævne mellemrum selskabet ned. SAS har derfor forleden besluttet, at det vil udvide til baser i andre lande som Storbritannien og Spanien, hvilket vil muliggøre at man på en række ruter kan komme udenom de skandinaviske fagforeninger. Beslutningen virker begavet, og er muligvis pinligt nødvendig for at sikre at SAS overlever de næste år.

I en kort debat i DR2s Deadline mellem SFs Karsten Hønge og Venstres Jacob Jensen – ledt af en ikke ligefrem upartisk Lotte Folke Kaarsholm – beklagede Hønge dog beslutningen. Fra hans populistisk-socialistiske vinkel repræsenterer den, at SAS nu omfavner social dumping for tænk hvis piloter og andre skal flyve unde britiske overenskomster – eller tænk hvis SAS får lov til at købe service i andre europæiske lande! Hønge affærdigede omkostningerne forbundet med at fortsætte som hidtil med, at det var småpenge. Jacob Jensen gjorde sikkert sit, men man kunne have ønsket at Venstre havde sendt et skarpere intellekt end Jensen, der sjældent glimrer ved andet end sin partiloyalitet. Med en socialt ’indigneret’ Hønge for fuld udblæsning, en slatten borgerlig og en DR-journalist, der meget tydeligt havde taget stilling, var debatten DR fra sin værste side.

Jeg overvejede derfor, at skrive en kommentar om emnet, men Edith Thingstrup kom mig i forkøbet med en fremragende kommentar i Berlingske i morges. Under overskriften ” Slut med syg socialisme i skyerne” hudfletter hun Karsten Hønge for hans påstand om, at luftfartsbranchen præges af ”syg kapitalisme.” Måske er piloter ikke længere de glamourøse figurer de engang var – de er nærmere avancerede buschauffører – men passagererne har haft enorm gavn af dereguleringen af branchen og den heftige konkurrence i markedet. Hønges og mange andre danske politikeres argument er, at borgernes gevinster af fri konkurrence er ligegyldige – de er blot udtryk for syg kapitalisme. De foretrækker i stedet eEt system, hvor særinteresser og skruppelløse fagforeninger udbytter almindelige mennesker med politikernes alt for velvillige medvirken. Som Edith korrekt skriver, er SAS degereneret til at være ”et symptom på den nordiske models nederlag.”

Nationaløkonomisk indsigt er dejligt klar på dette område: Hvis der hverken er positive eksternaliteter forbundet med aktiviteten, tydelige stordriftsfordele der kan retfærdiggøre et offentligt monopol, store informationsasymmetrier, eller evt. voldsomme fordelingsmæssige konsekvenser, er der ingen grund til at staten engagerer sig. Man må spørge sig selv, om markedet for luffart er karakteriseret ved et eller flere af disse problemer. Mit svar er et gungrende nej – luffart er om noget blevet et ekstremt velfungerende konkurrencemarked, der netop leverer alle de gevinster som fri konkurrence kan give. Det er ikke noget, magtsyge politikere skal blande sig i. Så hvis der er nogen som helst moral tilbage på Christiansborg, er mit ønske at politikerne sælger statens aktier i SAS så hurtigt som muligt. For selskabets egen skyld er dets eneste chance for at overleve sandsynligvis også, at svenske og danske politiske interesser kommer af vejen så hurtigt som muligt

Hvorfor fem procents lettelse op til en million er en farlig strategi

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2016. 2 svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, at lave et forlig om 2025-planen. Han meldte i går ud, at der nu kun skal forhandles finanslov, og de yderligere forhandlinger er udskudt til efter finansloven er færdig. Børsen nu til morgen kalder det helt korrekt et nederlag, ligesom Hans Engell på News heller ikke var imponeret.

Mange borgerlige er frustrerede over statsministerens manglende evne til at bringe en nominelt blå flertalsblok sammen om et forslag, og spørgsmålet er nu, hvad fortællingen om nederlaget bliver. Mange i Venstre og DF synes allerede at have valgt fortællingen: At det er Liberal Alliances krav om en topskattelettelse på mindst fem procent for alle, der blokerer for en aftale. Dertil kan man tilføje DFs ultimative krav om, at der ikke må gives topskattelettelser eller skæres i det offentlige forbrug, og Venstres langvarige angst for vælgerne. Det særlige er dog, at mange kommentatorer, der køber fortællingen om LAs blokade, har undret sig over, hvorfor alliancen nægter at acceptere Løkkes forslag om en topskattelettelse for alle indkomster under en million.

Som public choice-økonom er jeg meget tilfreds med, at Liberal Alliance har afvist forslaget. Grunden, som mange læsere givetvis allerede har set, er at en delvis, strategisk lettelse som den, Løkke har foreslået, er en ret sikker vej til at forhindre fremtidige lettelser. Årsagen er simpel politisk dynamik omkring medianvælgeren, partiernes kernevælgere og deres indkomstforhold.

Mens den gennemsnitlige indkomst for folk med indkomster er cirka 300.000 kroner, er topskattegrænsen næste år under de nuværende regler 479.600 kroner; i år er grænsen 467.300 kroner og knap en halv million danskere betaler topskat. Den næste grænse på en million dækker en noget mindre del af befolkningen: Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistiks Indkomster 2014, havde 67.700 personer en millionindkomst i 2013. Det faktiske tal i dag er derfor i omegnen af 70.000.

Heri ligger det politiske problem: Mange vælgere, som partierne har en politisk interesse i at tage hensyn til, betaler enten topskat, er tæt på at betale topskat – og kan i princippet godt rykke over grænsen næste år – eller har en ægtefælle, partner eller søster, der betaler topskat. Mens noget fattigere vælgergrupper kan have et misundelsesincitament til at støtte en høj topskat, har disse vælgergrupper således et konkret økonomis incitament til at støtte en lettelse. Det giver derfor politisk mening for mange partier – sandsynligvis inklusive Socialdemokratiet – enten at lette topskatten for mellemindkomster, eller at flytte grænsen opad. Det burde derfor være relativt let at finde flertal for et forslag som det nuværende, hvor man i realiteten indfører en mellemskat – en ekstraskat på 10 % for indkomster over 479.600 kroner – og en topskat på ekstra 5 % på indkomster over en million.

Men flytter man den effektive topskattegrænse tilstrækkeligt langt opad, som Løkkes forslag indebærer, gør man i en politisk henseende det, at man reducerer den vælgergruppe, der rammes, til en gruppe som alligevel ikke er interessant i politik. Er man interesseret i de faktiske, økonomiske konsekvenser af topskat – lavere arbejdsudbud, mindre iværksætteraktivitet osv. – eller de moralske aspekter af skatten – staten bør stjæle så lidt som muligt fra borgerne – er det et hæsligt forslag. Grunden er meget enkelt, at når man flytter effekten af topskat ud på tilstrækkeligt få borgere, forsvinder den politiske grund til nogensinde at gøre noget ved resten af problemet.

Havde Anders Samuelsen således sagt ja tak til Løkkes forslag, kunne det meget let betyde, at topskatten aldrig afskaffes. Og hvis det går, som det gik fra 1987 og frem i dansk politik, sætter man grænsen op med inflationen, mens antallet af borgere der betaler, stiger med indkomsttilvæksten. Over tid vil flere og flere borgere således igen betale topskat, indtil gruppen bliver så stor, at de repræsenterer et politisk interessant antal. Politik er prostitution og den eneste forskel er, at mens almindelige ludere sælger deres krop for penge, sælger de fleste politikere deres inderste overbevisninger for popularitet. Samuelsens ultimative afvisning af at gøre det, kan derfor have forhindret et klassisk yoyo-problem.

Hvor dårligt går det i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2016. 7 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Tre observationer om Skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2015. 2 svar

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

Politikeres kompetencer og dissonans

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2015. 2 svar

Et tilbagevendende spørgsmål i mange diskussioner blandt folk med interesse for politisk økonomi og public choice er: Hvilke karakteristika har politikere og hvad kan de egentlig? Spørger man politikere selv, er svaret naturligvis deres større indsigt i samfundet og deres visioner og omsorg for andre mennesker. Ser man mere nøgternt, er der relativt bred enighed om, at de ofte deler træk med psykopater (læs f.eks. her): Beregnende med en vilje til magt over andre mennesker, men samtidig udadvendte, umiddelbart charmerende og troværdige. Men lad mig foreslå et ekstra karakteristika: En tydelig tolerance for kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans opstår når et individ indtager – eller opdager at hun indtager – to eller flere indbyrdes modstridende holdninger eller forestillinger. Det vil f.eks. være det mentale ubehag ved at indse, at man på samme tid har lav eller ingen tillid til politikere, og at man argumenterer for større politisk kontrol med samfundet. Et problem i denne forbindelse er, at man i psykologi ofte finder, at udadvendte individer føler mindre ubehag ved kognitiv dissonans.

Mit argument for at betragte en stor accept af kognitiv dissonans er, at det virker som et krav til ’moderne’ politikere at kunne have holdninger der er indbyrdes uforenelige: støtte til at menneske har frie valg, samtidig med at man vil forbyde privat sygepleje; erklæringer om private markeders overlegenhed sammen med støtte til lukkelov og begrænsninger på butiksstørrelse; eller enhver erklæring om ytringsfrihedens ukrænkelighed efterfulgt af et ’men’.

Kan man forstå politik uden at regne med, at politikere hver dag uden ubehag møder dette problem? Jeg kan ikke se hvordan, men læserne må meget gerne byde ind – enten med modsvar eller med flere eksempler.

Peter Nedergaard om politiske fejl og mistillid

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2014. Skriv et svar

Den glimrende Peter Nedergaard, professor i statskundskab på KU, har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om politisk ageren og danskernes lave og dalende tillid til politikerne. Jeg er enig i stort set hele kronikken, der implicit hviler på et solidt public choice-fundament. Her er et par smagsprøver:

Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme.

Hele kronikken kan læses her. Anbefalet!

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

UVVU for politikere?

Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2014. 5 svar

Efter mit sammenstød forleden med Rasmus Helveg Petersen har jeg fået en række erklæringer om støtte – og tak for dem! En nær ven luftede dog også en særligt interessant tanke. Hun spurgte, hvad man kunne forestille sig der skete, hvis man havde en slags UVVU for politikere. Med andre ord, hvad er den sandsynlige konsekvens, hvis man kunne dømme politikere for uredelighed?

UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – er sat i verden som en instans, der holder øje med at danske forskere ikke svindler eller på anden måde manipulerer med deres forskning. Med andre ord er det en organisation, der skal håndhæve ordentlig videnskabelig opførsel, så befolkningen og forskningskolleger kan stole på, at forskning ved danske institutioner er troværdig. UVVU skal derimod ikke behandle klage over forsknings kvalitet. Svindel skal straffes, men man kan ikke straffe simpel, velment inkompetence.

Man kan mene om UVVU hvad man vil, og måske helt særligt deres sag om Bjørn Lomborg, men ideen med instansen som en slags ombudsmandslignende institution for forskningen er spændende. Spørgsmålet, som min ven stillede, var ikke om UVVU fungerer perfekt, men hvad der ville ske hvis man lavede en lignende instans for politikere. Så her er mine egne overvejelser.

Indførte man en UVVU-lignende instans for politikere, ville den således kunne ramme en politiker, hvis han eller hun offentligt påstod noget i ’embeds medfør’ som er dokumentérbart usand. Den ville dog ikke kunne forhindre dumhed eller grov inkompetence, men ville have mulighed for at afdække forsøg på både svindel, manipulation og forsøg på at dække over egen inkompetence. Den ville næppe heller indenfor gældende lovgivning have mulighed for at fratage individer deres valgbarhed eller smide dem ud af Folketinget.

Uden egentlig håndhævelse er den eneste anden effektive konsekvens, hvis politikeres genvalgschancer skades af en dom. Det kunne ske enten hvis deres partier med tilstrækkelig sandsynlighed nægter at genopstille dem eller hvis vælgerne selv straffer politikere. Den første mulighed er næppe sandsynlig, når de samme partisoldater, der oprindeligt har opstillet politikeren og ofte vil være politisk afhængige af ham eller hende, står for at rense opstillingslisten.

Det er med andre ord overvejende sandsynligt, at det igen vil være op til vælgerne at straffe uredelige politikere. Den eneste forskel fra den nuværende status er, at der med en UVVU-lignende instans vil være et mere upartisk informationsgrundlag til brug for vælgerne. Hvor mange, der vil bruge det, er usikkert – forskningen viser netop at de fleste vælgere er rationelt uvidende om de fleste forhold, jf. Downs – men dømte politikeres modstandere kan have et konkret incitament til at bruge informationen offentligt.

Om det vil virke, afhænger dog logisk af to forhold. For det første er en UVVU-løsning afhængig af, om tilstrækkeligt få politikere dømmes. Hvis en dom bliver for almindelig, er der ikke længere noget relativt signal i den – dommen fortæller ikke, at nogle politikere er markant mindre troværdige end de fleste andre. For det andet kan der ligge et problem i, hvis dømte politikere alligevel bliver valgt. Andre politikere skal, med et almindeligt udtryk, kunne ’arbejde sammen med dem’. Der kan således ligge et stærkt incitament til ikke at sprede information om uredelighedsdomme eller lægge vægt på den overfor vælgerne for at ’beskytte’ ens praktiske arbejde efter et valg.

Af begge grunde kunne man frygte, at politikere som gruppe ville modarbejde systemet. Det nulstiller ikke det politiske system, og fjerner heller ikke de almindelige incitamenter; men det er stadig værd at tænke over. At overveje et UVVU-system tvinger en til at overveje, hvor vigtig information om politikeres redelighed er, og hvordan den bliver benyttet. Som de danske institutioner virker nu, er det udelukkende op til medierne at ’dømme’ politikere for uredelighed. Spørgsmålet er, om de gør det job godt nok.