Tag-arkiv: public choice

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2017. 2 svar

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Hvornår blev danskerne mindre religiøse?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2017. 9 svar

Danskerne er som bekendt nogle af de mindste religiøse mennesker i verden. Kun en sjettedel af danskerne erklærer, at religion er vigtig i deres hverdag – det tilsvarende amerikanske tal ligger over 60 % – og kun cirka 3 % af danskerne kommer jævnligt i kirken. Blandt de få andre steder i verden, hvor religion er ligeså ligegyldig, er Estland, Sverige og Tjekkiet. Et centralt spørgsmål er derfor, hvornår vi holdt op med at være religiøse.

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.

Public Choice 6: Directors Lov

Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2017. 4 svar

Politik, der omfordeler indkomst eller andet, omfordeler vel fra de rige til de fattige, ikke? Spørger man politikere, få man som oftest svaret, at det gør den da – det er jo den normative hensigt. Public choice fortæller dog en meget anden historie. En fundamental indsigt kommer derfor fra at spore den demokratiske logik bag omfordelende politik, og den mekanisme der skaber meget anderledes konsekvenser end politikere påstår. Aaron Director, der var professor i Chicago og far til Rose Director – og dermed i et af historiens pudsige tilfælde blev Milton Friedmans svigerfar – var den første, der beskrev mekanismen.  Director skrev den bare ikke ned, og det blev George Stigler, der i 1970 udgav artiklen om mekanismen. Det er derfor Stiglers version, alle med en vis public choice-træning kender.

Det fænomen, Director beskrev og som Stigler kaldte Directors Lov, er meget enkelt. Forestil dig, at der skal stemmes om et eller andet omfordelingsforslag. Stil alle vælgere op på en række, så den fattigste står længst til venstre, den næstfattigste ved siden af ham osv., indtil den rigeste står længst til højre ved siden af den næstrigeste. Husk dernæst, at man bliver nødt til at få flertal for et forslag, for at det vinder. Og regn med, at folk stemmer efter, hvad der gavner dem selv.

Director så, at hvis man skal finde et sammenhængende flertal for et forslag, vil det til enhver tid skulle have medianvælgerens stemme. 50 % plus en stemme, uanset hvor man placerer dem, dækker de den absolut midterste i vores række af vælgere. Rent logisk må et vindende forslag således altid gavne medianvælgeren.

Konsekvensen er, at omfordelende politik i helt overvejende grad – så længe man agerer i et demokratisk samfund – må indebære omfordeling til medianvælgeren. Med andre ord tilsiger en almindelig, demokratisk logik, at omfordelingen sker til de mest gennemsnitlige borgere. Dem, der netto betaler for omfordelingen må derfor være de relativt fattige og de relativt rige borgere i samfundet. Det er en meget anderledes slags omfordeling, end den man forestiller sig hvor der omfordeles fra rigere til fattigere.

Et spørgsmål er, om man kan ’se Directors Lov i Danmark? Svaret er ja – der er en række eksempler. Ser man på mange af de ting, det offentlige leverer, er de primært omfordeling til middelklassen. Universitetsuddannelse blev f.eks. gratis, da medianvælgerens børn begyndte at tage længere uddannelser. Mens der bestemt omfordeles til dem, man de laveste indkomster, er billedet af dansk omfordeling et, hvor medianvælgeren altid får. Som Mogens Lykketoft skal have sagt for år tilbage: I Danmark omfordeler vi fra de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. På samme måde er det ganske klart, at en række afgifter ligger væsentligt tungere på den relativt fattigere del af befolkningen, ikke på medianen.

Og overvej, hvornår politikere for alvor begyndte at tale om lettelser i topskatten. Diskussionen kom, da topskattegrænsen nærmede sig medianvælgeren, og spørger man på Christiansborg, hvordan man helst vil håndtere topskatteproblemer, er præferencen klar. Man vil helst beholde satsen, men rykke indkomstgrænsen opad. Det skal læses som, at man rykker topskatten væk fra den politiske farezone – væk fra medianvælgeren. Man kan jo ikke have politik, som medianvælgeren betaler for. Forbløffende meget giver mening indenfor Directors Lov.

Public Choice 5: Log-rolling

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2017. 1 svar

Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. juni 2017. 4 svar

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

Public choice 3: Medianvælgerteoremet

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2017. Skriv et svar

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til en af de helt centrale indsigter, som de fleste danskere rent intuitivt nok kan nikke genkendende til. Indsigten stammer fra Anthony Downs bog An Economic Theory of Democracy fra 1957, og handler i sin simpleste form om, hvordan politiske partier positionerer sig. Ud af nogle ganske simple overvejelser kommer Downs til det berømte resultat, som kaldes medianvælgerteoremet.Downs startede med den simplest tænkelige situation i et demokrati: Der er kun to partier, der repræsenterer to forskellige ideologier – parti A, der er venstrefløj, og parti B, der er højrefløj. Vælgerne har såkaldt ’single-peaked preferences’, hvilket meget enkelt betyder, at de har én slags ideal situation. De kan altså f.eks. ikke foretrække enten en meget stor eller en meget lille offentlig sektor, fremfor en mellemstor. Downs spørger i denne simple verden, med inspiration fra Duncan Black, hvordan et parti vinder et valg.

Svaret er så simpelt, at det er svært at forstå, at der gik så lang tid før nogen beskrev det klart. Stiller man alle vælgere op på en række fra den mest venstreorienterede til en mest højreorienterede, bliver et parti nødt til at få den midterste stemme, dvs. stemmen fra medianvælgeren. Uanset hvad de ellers mener, og hvordan de opfører sig, er politikeres første incitament altid at blive valgt. For at få den stemme, vil det venstreorienterede parti A derfor flytte sin politik lidt ind mod midten, så medianvælgeren vil stemme på dem. Parti B vil efterfølgende blive nødt til at reagere ved at flytte sin politik ind mod midten, om end fra den anden side. Og sådan flytter A og B begge deres faktiske politik ind mod medianvælgerens position for at vinde valget. Den logiske følge af de to partiers strategiske valg af politik er, at de ender med at tilbyde samme politik. Selvom A og B erklærer sig ideologisk uenige, står de faktisk for den samme politik. Det er Downs medianvælgerteorem.

Det samme gør sig gældende for politiske situationer, hvor politik er organiseret i to nogenlunde sammenhængende blokke. Downs giver dermed en enkel, logisk og præcis forklaring på dansk politik de sidste 20 år, hvor de store partier alle løber efter de samme stemmer – medianvælgerens. Og medianvælgeren i Danmark er omkring 50, hun har en kort uddannelse, arbejder i den offentlige sektor, og stemmer traditionelt socialdemokratisk. Kære læsere: Lyder det ikke som en ganske fornuftig illustration af dansk politik?

Der er efterfølgende opstået en hel litteratur i public choice og nabofelter, der viser hvad der kan få medianvælgerteoremet til at bryde sammen, og hvilke komplikationer, der stadig giver samme resultat. Den ’nemmeste’ indvending er, at vælgere jo kunne have anderledes præferencer. Hvis de, basalt set, har præferencer, der kan opsummeres som ”hvis vi ikke kan få det hele, vil vi intet have”, virker logikken ikke længere. Det vil dog kræve, at langt de fleste vælgere opfører sig dybt infantilt, hvilket næppe er tilfældet. En næste indvending er, at der jo kunne være flere dimensioner i politik. I Danmark taler man f.eks. ofte om en traditionel højre-venstre-akse, og en omfordelings/indvandrings-akse. De komplicerer også logikken, om end mange studier peger på, at langt de fleste politiske spørgsmål kan fordeles meget simpelt mellem højre og venstre. Denne komplikation førte dog Gordon Tullock til at beskrive logrolling-fænomenet, hvilket vi skriver om i en særskilt post senere på sommeren.

Der er dog én særlig indvending, der kan være specielt relevant for dansk politik. Det særlige ved medianvælgerlogikken er, at når de to store partier A og B rykker ind mod midten af politik, efterlader de en masse vælgere ude i yderpunkterne. Når der kun er to partier, vil ydervælgerne ikke ændre deres stemme – de stemmer stadig på de parti, der er tættest på deres foretrukne position. I en situation, hvor der ikke kan dannes nye partier, kan de store partier derfor tillade sig at være ophøjet ligeglade med ydervælgerne. Men situationen kompliceres naturligvis, hvis der opstår nye partier.

En sådan situation gør medianvælgerlogikken mere kompliceret, da der kan opstå et nyt parti når et af de store – f.eks. Venstre – rykker ind til den socialdemokratiske midte. På samme måde kan en umiddelbart ligegyldig efterladenskab af den gamle kommunistiske venstrefløj pludseligt få mange stemmer når andre venstrefløjspartier – S og SF – rykker mod midten. I netop den situation vil man få partier som Enhedslisten og Liberal Alliance, der opsamler de mest utilfredse vælgere på yderfløjene. Det stemmetab må de store partier tage i betragtning, når de rykker ind mod midten, da man ikke kun vinder stemmer på midten, men også mister stemmer på fløjen. Man får derfor en delvis medianvælgereffekt, fordi det ikke længere er optimalt for de store partier at rykke hele vejen ind til midten. Og man får den særligt besværlige situation, at de store partier må rykke tilbage, hvis et yderparti dannes efter at de er rykket ind til midten.

Lars Løkkes beslutning om, at bringe Liberal Alliance ind i regeringen giver derfor perfekt mening i et såkaldt Downsiansk framework: Det er en måde at gøre det umuligt for LA at positionere sig til højre for Venstre, og dermed en måde at fjerne truslen om, at liberale Venstrevælgere forlader partiet til fordel for LA. Man kan således kritisere Downs for at starte med en forsimplet politisk situation – og det er der bestemt folk, der har gjort – men når man først ser logikken i medianvælgerteoremet, er det svært at gå analytisk til dansk politik fra en anden vinkel.

Skaber industrialisering demokrati?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2017. Skriv et svar

Hvorfor nogle lande vælger at indføre eller afskaffe demokrati, og hvorfor nogle vestlige lande indførte demokrati tidligere end andre, er store spørgsmål i politisk økonomi, public choice, og politologi. Siden Lipsets studier i 50erne har der blandt andet været en debat om, hvorvidt økonomisk udvikling skaber grundlaget for demokratisering, men Lipsets påstand er stadig omdiskuteret. En del af moderne udvikling er, at folk bliver mere uddannede og at der opstår en middelklasse, der bor i byer. De vil sandsynligvis få en præference for demokrati, men industrialisering skaber på den anden side også nye særinteresser – industrien selv og dens ejere – og en ny middelklasse, som ikke har interesse i at give de fattigere stemmeret. Når en elite og den nye middelklasse bliver rigere, får de også mere at tabe hvis relativt fattige får stemmeret og derigennem kræver større omfordeling. A priori kan man således ikke teoretisk sige, hvad der sker.

Jeg er pt. til den famøse BBQ-workshop, som i år afholdes i Gargnano ved Gardasøen, og hvor flere folk prøver at svare på spørgsmålet med nye metoder. Det gælder ikke mindst for den 25-årige Jean Lacroix, der er PhD-studerende ved Université Libre de Bruxelles. Jean undersøger i sin PhD-afhandling hvad effekterne af industrialisering er på folks præference for demokrati. Han bruger det særlige faktum, at Frankrig afholdt to folkeafstemninger om indførsel af demokrati eller fortsat autokrati i midten af 1800-tallet. I 1852 argumenterede en elite for indførsel af monarki og solgte det som garanti for ro og stabilitet. I 1870 afholdt man en folkeafstemning, hvor kejseren, Napoléon III, støttede indførsel af demokrati. Jean ser på ændringen af stemmemønstrene på tværs af franske departements i de 18 år, der falder sammen med den første klare franske industrialisering.

Resultaterne er krystalklare: Ser man på antallet af dampmaskiner – som i sig selv udbreder sig systematisk fra den første dampmaskine i nordøst og sydpå – eller antallet af arbejdspladser i industri og brugen af kul, kan man se hvordan de områder, der industrialiserer, får stærkere præferencer for demokrati. Jean kan dermed vise meget tydeligt, at i et centralt, europæisk land, bidrog industrialisering og moderne udvikling positivt til landets demokratisering. Hans studie er dermed et eksempel på den nye udvikling i politisk økonomi og andre dele af nationaløkonomi, hvor vi de seneste år har set en række omhyggelige, historiske studier, der kan kaste lys over moderne spørgsmål i udviklingslande. Jean bemærkede selv, hvordan politiske industrialiseringseffekter måske kan bidrage til at forklare, hvorfor nogle autokrater aktivt forhindrer investeringer i moderne udvikling. Med andre ord: Måske forbliver nogle lande fattige og underudviklede, fordi en lille elite ved eller regner med, at udvikling ødelægger deres magtbase. Ideen er således ikke ny, men evidensen for den er.

Public choice 2: Forfatningslængde

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2017. 2 svar

I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til et spørgsmål, som optog Buchanan og Tullock i deres banebrydende The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy fra 1962. Spørgsmålet er, hvor lang og detaljeret en forfatning bør være. Dette spørgsmål havde ikke været stillet i en konkret analytisk ramme, selvom forfatningsjurister og andre må have spurgt sig selv, hvad og hvor meget, de skulle tage med i en forfatning.

Buchanan og Tullock startede fra præmissen om, at der eksisterer en cirka optimal balance mellem to forskellige typer af faktorer. De første elementer er velkendte fra bl.a. gammeldags kontraktteori og almindelige juridiske overvejelser: Forfatningen skal sørge for at minimere de omkostninger – både politiske og økonomiske – der kan komme af forhold, man ved den ikke dækker, og behov for genforhandling, fordi det viser sig at et eller flere praktisk relevante forhold, man burde have dækket, ikke er dækket. Denne overvejelse er naturligvis ønsket om at have en komplet kontrakt, og i forfatningsmæssig sammenhæng en komplet social kontrakt. Begge elementer trækker naturligvis i retning af et ønske om en meget lang og detaljeret forfatning.

Det nyere element i The Calculus of Consent var dog, at der eksisterer et modsat ønske. Buchanan og Tullock så klart, at jo længere og mere detaljeret, forfatningen er, jo sværere bliver den at implementere praktisk – både for det embedsværk, der står for den offentlige side af sagen, og for private aktører, som har behov for at vide præcist, hvad der dækkes. En meget lang forfatning kommer også til at være meget dyr at forhandle, både i form af tid og juridisk assistance, og i virkeligheden også i fremtiden for domstole, der i praksis må ’forhandle’ hvad forfatningen egentlig betyder. Sidst indeholder dette element også den meget praktiske mulighed, at en meget lang og detaljeret forfatning risikerer at omfatte indbyrdes modstridende bestemmelser, som enten domstole eller parlament må forhandle i fremtiden.

Kapitel 6 i The Calculus of Consent indeholder en grafisk præsentation af den basale afvejning mellem de to modstridende slags elementer, der senere er blevet berømt blandt public choice-forskere.  Figuren nedenfor er en version af denne slags figur, hvor M er den første type omkostninger (stigende i forfatningslængde) og D er den anden (faldende i forfatningslængde). Den U-formede kurve er summen af de to, og derfor de totale omkostninger M+D forbundet med forfatningen. Den optimale længde af et lands forfatning kan således ’aflæses’ i bunden af U-kurven, altså hvor omkostningerne er mindst: V* er den rigtige længde, og C* er de mindst opnåelige omkostninger.

Dette spørgsmål, sammen med flere relaterede spørgsmål, er fundamentale for det område af public choice, der kalders Constitutional Political Economy, eller forfatningsøkonomi på dansk. Hvorfor er spørgsmålet så vigtigt? Buchanan rimelige svar var, at teorien indebærer, at forskellige lande vil have forskellige optimale forfatninger – der er hverken en ’one-size-fits all’, men der er heller ikke en ’everything goes’ situation. Vi kan ikke sige, hvad der er den rigtige forfatning for alle, men vi kan på et analytisk solidt grundlag diskutere, hvordan mere rigtige forfatninger ser ud for bestemte typer samfund.

Regner man for eksempel, som har været traditionen i Frankrig, med at man ikke kan regne med at uafhængige domstole tager de rigtige beslutninger, bliver man nødt til at lægge flere begrænsninger og reguleringer ind i forfatningen. Hvis man har erfaring for, at domstolene virker godt – som i England – er der ikke megen grund til at regulere dem meget i forfatningen. Den ’optimale’ forfatning bliver derfor længere og mere detaljeret i Frankrig end i England. På den måde har Buchanan og Tullocks indsigter sneget sig ind i forfatningsændringer og nye forfatninger i blandt andet Central- og Østeuropa efter 1990, og i en række andre forfatninger siden da. Constitutional Political Economy er således et af de elementer i public choice, der både har udfordret den traditionelle tænkning på et område, og har haft konkret, praktisk indflydelse.

Public choice 1: En introduktion

Af Christian Bjørnskov, den 31. maj 2017. 9 svar

Som tidligere år bringer punditokraterne også dette år en lille sommerserie omkring et tema. Da vi (med nogen rædsel) har opdaget, at der ikke længere er danske universiteter, der udbyder et kursus i public choice, har vi bestemt os for at dedikere sommerserien 2017 til dette emne. Henover sommeren kører vi en serie, der introducerer public choice-teori og –tænkning til læserne, og giver en række eksempler.

Public choice kan defineres på mange måder. En af de simple er, at det er studiet af krydsfeltet eller gråzonen mellem nationaløkonomi og statskundskab. Andre som f.eks. pioneren Gordon Tullock kaldte det nogle gange studiet af traditionelle spørgsmål fra statskundskab med traditionelle redskaber fra nationaløkonomi, mens hans kollega James Buchanan ganske enkelt kaldte det ”Politics without Romance.”

Udgangspunktet for public choice er til enhver tid, at man starter med det analytiske fundament for nationaløkonomi: 1) Folk forfølger deres egne mål; 2) de er rationelle; 3) de gør det, de regner med er bedst for dem (og ikke bare godt nok); og 4) de bruger al den information, de har til rådighed. 1) betyder ikke – som nogen ellers tror – at økonomer regner med at folk er egoister; det betyder blot, at de forfølger deres egne mål og ikke nødvendigvis andres eller ’samfundets’.  4) betyder heller ikke, som nogen påstår (særligt folk fra humaniora, der ikke kan lide økonomer), at folk har perfekt, komplet eller nogenlunde retvisende information, men blot at de bruger det, de har. Det særlige ved public choice er, at disse adfærdsantagelser udbredes til alle aktører, og ikke blot aktører i private markeder og situationer!

Den attraktive konsekvens er, at man i public choice har såkaldt symmetriske adfærdsantagelser – alle opfører sig på basalt set samme måde uanset, om de er i den private eller politiske sfære. Med andre ord hviler public choice på en fundamental antagelse om, at ingen aktører er skizofrene! Det var ellers en logisk konsekvens af standardantagelsen før public choice-revolutionen sidst i 50erne og først i 60erne: Man antog, at vis nogen valgte at flytte fra en stilling som, f.eks., direktør til politik, ville vedkommende pludseligt ændre karakter fra en klassiske selv-interesseret, profitmaksimerende privat til en uegennyttig politiker, der arbejder for samfundets bedste. Man ville decideret regne med, at han ændrede personlighed, når han flyttede mellem den privatøkonomiske og den politiske sfære. Meget politisk teori hviler stadig på den skizofrene antagelse, som public choice brød med. Det er dermed også den – i Buchanans ord – romantiske forestilling om, at politikere og embedsmænd automatisk arbejder for samfundets bedste, som man bryder med.

Den særlige, logiske virkning af den symmetriske adfærdsantagelse var og er revolutionerende. Mens man fra starten af 1900-tallet havde beskrevet en lang række markedsfejl – for eksempel at et frit, ureguleret marked måske producerer for meget forurening og for lidt uddannelse – åbner public choice-tankegangen op for eksistensen af regeringsfejl. Den tradition for statslige interventioner, som kom til at definere meget velfærdsøkonomi og voldsomt megen politisk tænkning efter anden verdenskrig, blev derfor udfordret af public choice. Og det helt fundamentale spørgsmål, man med denne analytiske baggage er tvunget til at stille, hver gang nogen mener at have set en markedsfejl eller en anden situation, de gerne vil have staten til at gøre noget ved, er det følgende:

Hvad er værst: Markedsfejlen, der består når vi ikke gør noget, eller regeringsfejlen vi skaber, når vi sætter en statslig intervention i gang?

Selvom det er et spørgsmål, der er stærkt upopulært i brede kredse – det gælder både når socialister vil beskatte og regulere folks spisevaner, og når konservative vil bygge offentlig infrastruktur og støtte udvalgte iværksættere – er det også helt grundlæggende for at forstå en række fænomener, der ikke kan analyseres uden en public choice-tilgang: Hvorfor er der korruption i de fleste samfund, og hvorfor er der langt mere i nogen samfund end i andre? Når man politisk vælger at omfordele, hvem omfordeler man så til? Hvorfor stemmer folk overhovedet? Hvordan opfører diktatorer sig og hvorfor vælger nogle af dem at demokratisere? Listen er enormt lang, og ingen af spørgsmålene giver mening før man erkender, at systematiske regeringsfejl er vigtige i den virkelige verden. De næste uger dykker vi blot ned i nogle af de emner, der hører til public choice-traditionen. Vi håber det vil oplyse og fornøje vores læsere.

Ny viden om ulandsbistand ved EPCS-konferencen

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2017. 2 svar

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i the European Public Choice Society, der i år var på CEU i Budapest. Konference var, som tidligere år, et af årets højdepunkter – både videnskabeligt og socialt. Videnskabeligt reflekterede den helt særligt, hvor meget interessant forskning i ulandsbistand, der foregår i public choice og politisk økonomi for tiden. En del af denne forskning er centreret omkring Axel Drehers Lehrstuhl ved universitetet i Heidelberg, og hans glimrende hold af PhD-studerende og post docs, og omkring gruppens venner. To præsentationer var specielt interessante, den ene af rent videnskabelige grunde, mens den anden er ekstremt relevant i politiske diskussioner. En handlede om donorer, mens den anden handlede om bistandens konsekvenser for flygtningestrømme

I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?

Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.

Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.

Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.

De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.

Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.

Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.

European Public Choice Society 2017

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2017. 2 svar

I morgen eftermiddag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Personligt er EPCS-konference altid årets akademiske højdepunkt, og det er også en konference hvor forbløffende mange venner og gode bekendte kommer hvert år. I år er der den ekstra detalje, at konferencen afholdes på det fine Central European University i Budapest – dvs. det universitet, som Ungarns leder Victor Orbán krampagtigt forsøger at lukke.

Her på stedet har vi en tradition for at skrive om EPCS-konference og hvilke præsentationer, der virker interessante. I år er ingen undtagelse, så her er en kort og aldeles idiosynkratisk liste over papirer, jeg ser frem til. Alle papirerne kan downloades.

Ronald Wintrobe (Western University) præsenterer et papir med titlen Are There Types of Dictatorship? i samme session, hvor Katharina Pfaff (Wien) og jeg præsenterer vores arbejde om regimetransitioner og repression. Ron er en af verdens førende eksperter i studiet af diktatur, så mange af os ser frem til hvordan han håndterer spørgsmålet.

Lena Gehrling (Münster) arbejder i sin lovende PhD-afhandling med kup og politisk ustabilitet. Hun præsenterer Riots and the Window of Opportunity for Coup Plotters, hvor tesen er, at sociale uroligheder kan skabe situationer, hvor det er opportunt at forsøge et kup mod magthaverne. I data fra Afrika peger hendes resultater på, at tilfældige uroligheder kan udløse kup, om end det stadig er næsten tilfældigt, om de lykkes.

Erich Gundlach (Hamborg) og min Aarhus-kollega Gert Tinggaard Svendsen præsenterer nyt arbejde om tillid med titlen How do High and Low Levels of Social Trust Affect the Long-Run Performance of Poor Economies? Erich og Gert sætter en teoretisk model op, hvor tillid påvirker uddannelsesniveauet og simulerer derefter deres resultater. Resultaterne er skræmmende, da den bedste fit af modellen viser, at lavtillidslande kan være faldet mere end 100 år bagud for højtillidslande i den tredje verden.

Mine Heidelberg-kolleger Andreas Fuchs og Angelika Müller kommer til Budapest med et papir med den simple titel Aid Donors. Mens der eksisterer en omfattende litteratur om, hvor meget ulandsbistand, forskellige lande giver, og hvad den gør, fokuserer Andreas og Angelika på den ekstensive margin: Hvornår begynder lande overhovedet at give bistand?

Vitor Castro (Coimbra / Loughborough) præsenterer et fælles papir med sin kollega Rodrigo Martins og den fremragende Toke Aidt (Cambridge) med titlen Shades of Red and Blue: Political Ideology and Sustainable Development. De tre fokuserer på begrebet ‘genuine wealth’ og viser, at et skift fra en venstre- til en højre-orienteret regering typisk indebærer større investeringer i genuine wealth.

The Political Economy of Trust

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2017. Skriv et svar

Vi har skrevet adskillige gange om tillid og den frugtbare forskning i social tillid, sidst i forbindelse med den nye Oxford Handbook of Social and Political Trust. I den bog, som sandsynligvis publiceres til januar (og kommer drypvis online for tiden), har jeg skrevet kapitlet om økonomisk vækst. En stor del af forklaringen er, at højtillidslande er langt bedre til at udvikle gode institutioner – fair og effektive retsvæsener, rene bureaukratier og demokratier, hvor vælgerne faktisk holder politikerne nogenlunde til ilden.

Hvordan sker det? Det er spørgsmålet, jeg forsøger at give et overblik over i et nyt kapitel til en anden ny håndbog, the Oxford Handbook of Public Choice, som redigeres af Roger Congleton, Bernard Grofman og Stefan Voigt. En foreløbig udgave af kapitlet kan læses her. For de læsere, der er yderligere interesserede, kan man også med fordel se min glimrende kollega Andreas Bergh holde et kort oplæg om tillid og velfærdsstaten nedenfor. Der findes værre måder at bruge en halv time på i påsken.

De usynlige tabere når staten rykker ud

Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2017. 2 svar

I går bragte Cafe Hayek et svar fra Don Boudreaux til en aggressiv, amerikansk universitetsstuderende, der havde kommenteret på bloggen. Den studerende  klagede over, at liberale og ”free market believers [are] blind to hardships and suffering caused when government benefits are taken away by budget cutters like President Trump.” Hans anklage mindede i forbløffende grad om de absurde påstande i den danske debat, når der tales om at reducere udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Boudreauxs svar var præcist og svarede til de ting, som langt de fleste meningsdannere – og næsten alle journalister – glemmer i vores debat. Her er den centrale bid:

When budgets are cut, it’s easy to see the likes of government employees who lose jobs, farmers who get smaller subsidy checks, arts exhibitions that must now survive exclusively on private contributions, and poor people whose welfare payments fall.  But the analysis and conversation nearly always stop there.  If cutting funding for some government-funded activity is found to cause some hardship (and which such activity isn’t so found?), cutting government funding of that activity is typically deemed cruel and wrong.  But what is too-seldom asked is: As compared to what?  What will those who now keep more of their incomes spend this money on?  In what ways will the money now left in the private sector be invested?  What new products, businesses, and economic opportunities might be created now that the state no longer seizes these resources from those who create or earn them?  And how will system-wide incentives change when government reduces taxes and spending?

Spørgsmålet på til weekenden må være, hvorfor så mange kun diskuterer det moralske i hvad man rent umiddelbart kan observere, og ikke det man logisk må forstå der også sker? Hvorfor ser på de få håndfulde, de vinder når staten rykker ud med andre menneskers penge, og ikke de tusinder der taber?

Valg og demokrati i verden

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2017. Skriv et svar

Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

Gæld og reguleringsaktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2017. 3 svar

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Public Choice Society 2017

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2017. 1 svar

OM nogle få dage sætter jeg mig i et fly med retning mod USA. Anledningen er den årlige konference i the Public Choice Society, der dette år afholdes i New Orleans. Som altid er PCS et af forårets faglige højdepunkter, men også en social begivenhed, hvor man møder gamle venner, gode kolleger og nye talenter. Jeg ser således frem til nogle sjove stunder med gode venner som Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann, Hans Pitlik, Niklas Potrafke og Martin Rode, og gensyn med hyggelige og spændende kolleger – ikke mindst Peter Kurrild-Klitgaard, Emily Skarbek, Lynne Kiesling og Ed López. Derudover bliver det en fornøjelse at introducere min talentfulde PhD-student Andrea Paramo-Florencio til hele miljøet.

Hovedformålet er dog selve konferencedelen, hvor man præsenterer sit eget arbejde, ser andre forskere præsentere deres nye arbejde, og taler med folk om, ’hvad der foregår’ for tiden. På den front ser programmet også lovende ud i år. Helt særligt må man sige, at 2017 er ved at blive et år, hvor public choice og politisk økonomi er blandt de allermest interessante og relevante emner i samfundsvidenskaberne – hvordan kan man ellers forstå Trump, Putin og Le Pen, eller de mærkværdige politiske valg i Latinamerika?

Som altid forbereder man sig på sine egne pligter før alt andet. Min session i år har titlen Understanding the Rules of the Game: Institutions and Entrepreneurship og byder på præsentationer af Daniel Bennett, Christopher Boudreaux, Boris Nikolaev og undertegnede. Mit papir er fællesarbejde med min meget dygtige tidligere studerende Jacob Nygaard Lihn, hvor vi ser på om de kendte effekter af institutionelle forskelle på iværksætteraktivitet afhænger af, om der er vetoinstitutioner som kan ’låse’ forskellene og dermed gøre politik osv. mere forudsigelig. Boris, Daniel og Chris har også været i gang med interessante projekter, som forhåbentlig kan trække et publikum til vores præsentationer.

Udover min egen session er en af de events, jeg ser mest frem til nok en plenary session med David Skarbek med titlen ”Governance without Government.” David er nok verdens førende ekspert i studiet af hvordan fængsler er selvorganiserende. Hans bog om emnet har vundet flere priser og han er en mester i at få folk til at tænke ekstra over emner.

Man kan også nævne sessions om Culture med papirer om kønsnormer (Fike), racisme (Bonnick og Antonio Farfan-Vallespin) og tolerancenormer (Berggren, Nilsson og Ljunge), om Economics of Corruption, der bl.a. omfatter en præsentation fra den brasilianske Jaime Bologna, der er en af de mest spændende unge forskere i public choice-miljøet, og om uafhængige retsvæsener med NYUs interessante Shruti Rajagopalan. Og så er der altid en eller anden, man ikke kendte, som dukker op med noget nyt og spændende, som man bare må opleve. Dét skriver vi om, når vi er på vej hjem igen.

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2017. 2 svar

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Public choice og ny toleranceforskning

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2017. Skriv et svar

Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.

Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.

En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.

Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.

Dansk public choice workshop 2017

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2017. 1 svar

Næste fredag, den 3. februar, er Martin Paldam og jeg værter for den årlige danske public choice workshop. Den afholdes derfor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet (i L-bygningen på Fuglesangs Allé 4) fra klokken 11. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og som de seneste år, er der deltagelse fra både Sverige, Tyskland og Holland.

Workshoppen er inddelt i tre sessions med hvert sit overordnede emne – sådan cirka da – med præsentationer inklusive spørgsmål på en halv time hver. Vi starter klokken 11 med økonomisk politik og tre præsentationer:

Lasse Aaskoven (København): Budget Institutions and Taxation

Philipp Schröder (Aarhus): Does (strategic) export promotion make sense?

Rasmus Wiese (Groningen): Dynamite in the hands of short-sighted politicians: The isolated cost-effects of healthcare financing privatisations

Efter frokost fortsætter vi 13.30 med en session om institutioner. Her er præsentationerne:

Benjamin Egerod (København): Voting for a Career: How the revolving door moderates the Senate

Martin Paldam (Aarhus): Jumps into democracy: The short and long run in the Democratic Transition

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?

Jerg Gutmann (Hamborg): Judicial Quality in the EU

Sidst, men ikke mindst, er der kaffe indtil 15.45, hvor vi sætter fokus på arbejdsløshed og tilfredshed med tre præsentationer:

David Dreyer Lassen (København): Expectations, Experiences, Updating: The Effect of Wealth and Unemployment Shocks on Beliefs, Preferences, and Voting

Andrea Paramo Florencio (Aarhus): Life satisfaction, trust and governance in Latin America

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Lazy Bob and the Bumblebee: Can Social Control Prevent Free Riding in the Universal Welfare State?

Skulle man være i nærheden af Aarhus den 3. og være interesseret, er man velkommen til at kigge ind. Der er ingen krav om at man deltager i hele dagen. Man kan altid komme til en enkelt session og sikkert være så heldig at få en snak med deltagerne bagefter. Vi håber at se både studerende, kolleger og andre interesserede på Fuglesangs Allé til workshoppen.

Særnummer af EJPE: Tilfredshed og institutioner

Af Christian Bjørnskov, den 22. januar 2017. Skriv et svar

Enkelte læsere vil måske huske, at jeg for halvandet år siden deltog i en organiseret session ved den årlige konference i the Public Choice Society i San Antonio. Vores session var planlagt som bidrag til et særnummer af European Journal of Political Economy, som nu er udkommet. Hele nummeret kan ses her.

Mit indtryk er, at særnummeret er ganske vellykket. Det indledes med en kort oversigt af de to gæsteredaktører Daniel Bennett og Boris Nikolaev, sammen med en af de faste redaktører, Toke Aidt. Herefter går det slag i slag med en række artikler, hvoraf jeg selv mener at de første er dem, der fortjener bredere opmærksomhed. De er, i den rækkefølge de står i tidsskriftet:

Economic freedom and economic crises (Christian Bjørnskov): Jeg viser, som vi tidligere har skrevet om her og her, at mens der ikke er nogen grund til at tro, at frihed giver større eller mindre risiko for kriser, er kriserne væsentligt længere og dybere jo mindre økonomisk frihed, der er i et land. Problemet er primært reguleringsaktivitet: Jo mere, økonomien reguleres, jo længere tid tager krisen og jo større bliver tabene.

Aiding economic freedom: Exploring the role of political institutions (Nabamita Dutta og Claudia R. Williamson). Mita og Claudias studie peger på, at ulandsbistand muligvis kan hjælpe til med reformer mod mere økonomisk frihed i fattige lande, men kun hvis landet er nogenlunde demokratisk. Omvendt peger resultaterne på, at bistand til ikke-demokratiske lande og lande med meget stabile regeringer (entrenched regimes) sandsynligvis fører til mindre frihed. En væsentlig pointe er, at langt det meste bistand netop går til lande med udemokratiske politiske institutioner.

Give me liberty and give me control: Economic freedom, control perceptions and the paradox of choice (Boris Nikolaev og Daniel L. Bennett). Folk, der bor i mere økonomiske frie lande, oplever også mere frihed i deres individuelle liv og mere personlig kontrol. Boris og Daniels studie peger på, at en væsentlig grund er en oplevelse af større procedural fairness og social mobilitet, og at det primært er kvaliteten og forudsigeligheden af landets pengepolitik, der er vigtig.

Tolerance in the United States: Does economic freedom transform racial, religious, political and sexual attitudes? (Niclas Berggren og Therese Nilsson). Vores venner fra IFN i Stockholm bidrog med en særligt interessant artikel om, hvordan økonomisk frihed er forbundet med større tolerance. Mens Niclas og Therese har skrevet flere artikler om tolerance, er denne særlig ved at bruge variationen over tid på tværs af amerikanske stater til at vise effekten. De viser omhyggeligt, at særligt reduktioner i marginalskatterne – dvs. reformer der skaber en fladere skat – er forbundet med efterfølgende større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle. Målet er folks accept af at lade minoriteter tale offentligt, være repræsenteret i bøger på offentlige biblioteker, og undervise på college. Effekten gælder også racister, men kun i bøger og som undervisere.

Want freedom, will travel: Emigrant self-selection according to institutional quality (Maryam Naghsh Nejad, Andrew T. Young). Sidst, men ikke mindst, peger Maryam og Andy på, at i perioden 1990-2000 (som de har data for) var immigranter langt mere tilbøjelige til at rejse til lande med større økonomisk frihed. De mest interessante fund er, at når man kontrollerer for, hvor økonomisk frit et land er, falder tiltrækningen fra demokratier fra hinanden. Med andre ord ser det ud til, at tidligere studier, der konkluderede at immigranter foretrækker demokrati, har fundet et spuriøst resultat – det er fraværet af regulering og dårlige økonomiske institutioner – og dermed muligheden for at skabe sig et liv uden staten – der trækker.

For de interesserede afholdes dette års Public Choice Society konference i New Orleans. Programmet og anden information kan findes her, og vi skriver selvfølgelig mere om konferencen når vi nærmer os.