Tag-arkiv: public choice

Weekendindsigten: Højrefløjen er pænere

Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2017. 2 svar

Hvorfor stemmer folk som de stemmer? Spørgsmålet er helt centralt i både statskundskab og politisk økonomi, og kan ofte få folk op af stolene. Vi kan alle sammen blive enige om, at det ville være bedst a folk udelukkende stemte efter, hvad de mente var bedst for alle og derfor stemte på de politikere og partier, som de mener bedst kan opnå ’gode’ resultater. Men siden Downes i 1957 påpegede, at vælgere som oftest er rationelt uvidende, har det været svært at tro på, at samfund faktisk virker på den måde (uanset at nogle af mine kolleger stadig antager det).

Er udseende for eksempel en konkurrenceparameter i politik? Svaret på det spørgsmål er et utvetydigt ja. I et nyt studie, der udgives i det prestigiøse Journal of Public Economics, dokumenterer mine svenske venner Niclas Berggren og Henrik Jordahl sammen med deres finske kollega Panu Poutvaara, at højrefløjens politikere er pænere på i både Europa, USA og Australien. Grunden som dokumenteres i ”The right look: Conservative politicians look better and voters reward it” er, at udseende belønnes – vælgerne stemmer mere på pænere politikere. En ekstra enhed ’udseende’ giver 20 % flere stemmer på højrefløjen og 8 % flere på venstrefløjen, men kun hvis vælgerne ikke rigtigt kender politikerne. Med andre ord bruger vælgerne udseende som en slags indikator for succes når de ikke ved noget om de kandidater, de stemmer på. Og højrefløjens vælgere er mere tilbøjelige til at gøre det end venstrefløjens.

At vælgerne stemmer på pænere kandidater viser sig også at have politiske konsekvenser. De pænere politikere tjener ofte mere (i deres civile jobs) og er dermed mere tilbøjelige til at være modstandere af omfattende omfordeling. Studiet er både meget omhyggeligt og ganske bekymrende for dem, der stadig lever i illusionen om, at demokrati faktisk er godt – og ikke bare mindre dårligt end alternativerne. Vi andre kan måske blot ønske os pænere danske politikere – det kan ikke være så svært.

Studiet har gået sin gang i de internationale medier og har været dækket i bl.a. Washington Post, Fox News, The Atlantic og det svenske Forskning & Framsteg. Vi ønsker stort tillykke til Niclas, Henrik og Panu!

Særinteresser er altid særinteresser

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2017. Skriv et svar

Diskuterer man politik med andre mennesker, er der rigelige muligheder for at blive frustreret. Er man økonom med specialisering i public choice / politisk økonomi er der dog ét bestemt fænomen, der måske mere end andre giver konstant frustration: Folks stærkt asymmetriske syn på interessegrupper.

De fleste erkender, at der er mange særinteresser i dansk og udenlandsk politik. Særinteresser er her relativt små grupper med ét eller få formål, der definerer gruppen, og vel at mærke formål som kun de få har interesse i, mens de forsøger at få de mange til at indføre og finansiere. Det de færreste indser, er at der således ingen forskel er på særinteresser, interessegrupper og lobbygrupper – de er alle ord for det samme fænomen. Et konkret problem i den måde, folk ofte tænker politik på, er med andre ord, at de ikke betragter forskelle særinteresser symmetrisk – de har særinteresser de ikke kan lide, og interessegrupper de kan lide. Er man en særinteresse, som folk kalder en interessegrupper, har man dermed langt lettere spil fordi folk ikke betragter en som et problem.

Jyllandsposten gav i morges et glimrende eksempel på fænomenet fra velgørende organisationer. Retspræsident Christian Lundblad, som er formand for Indsamlingsnævnet, udtalte her at rådets ”erfaring er, at de færreste regnskaber – herunder de regnskaber, som skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor – overholder kravene.” Et af de klassiske problemer, er for eksempel at det ofte er uklart, om en posteret udgift er en omkostning i forbindelse med at afholde en indsamling, eller om det er en omkostning i forbindelse med noget helt andet. En forening med et formål, som praktisk taget alle vil se som agtværdigt – Foreningen Familier med Kræftramte Børn (FMKB) – fik for eksempel i november sidste år deres 2015-regnskab gennemgået af Indsamlingsnævnet – der utvetydigt dumpede det. Foreningen, der de senere år har modtaget godt en halv million kroner fra tipsmidlerne, vægrede sig ved at indsende sine revisionsprotokollater, da Sundheds-og Ældreministeriet udbad sig adgang til dem i december. Det mest bemærkelsesværdige var, at JP afslører at foreningens advokat krævede sikkerhed for, at der ikke ville blive givet aktindsigt til aviser som JP. Efter at Kammeradvokaten havde vurderet sagen for ministeriet, meddelte man foreningen, at man gav aktindsigt. Foreningens advokat gjorde et sidste forsøg på at forhindre det med reference til, at offentlig indsigt i foreningens aktiviteter kunne ”føre til ulige vilkår og mest fatalt en udkonkurrering.” Ministeriet har indtil videre stoppet uddelingen af midler til FMKB.

Pointen med denne post er ikke at klage over FMKB eller lignende pårørendeforeninger. Den er derimod at påpege det stærkt problematiske i, at de fleste mennesker ser formålet – hvem kan være kritisk overfor kræftramte børn? – og ikke den nødvendige dynamik. Alle denne type foreninger er særinteresser, uanset om man mener deres formål er afskyeligt eller fantastisk. De har dermed helt sammenlignelige incitamenter, og i særdeleshed i en enorm velfærdsstat som den danske, og incitamenterne er ikke agtværdige. Særinteresser af enhver type derfor have en stærk tendens til at udnytte offentligheden, og har ingen interesse i offentlig indsigt i hvad de laver. Det er ikke ligefrem på den moralsk høje hest, særinteresserne typisk sidder. Men når der står et kræftramt barn i den anden ende og man driver en forening, er det måske særligt let at retfærdiggøre overfor en selv, at almindelig økonomisk moral står i vejen for ens formål?

Fire uger til den danske public choice workshop

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2017. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, afholdes der hvert år en endags-workshop med emner i public choice og politisk økonomi et sted i Danmark. I år er Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet vært for den danske public choice workshop den 3. februar. Vi forventer, at programmet er klar en uge før konference, og vi skriver naturligvis om det her på stedet.

Foreløbig er der bekræftede oplæg om bl.a. strategisk handelspolitik (Philipp Schröder), budgetinstitutioner (Lasse Aaskoven), privatiseringer i sundhedspleje (Rasmus Wiese) og tolerancenormer hos indvandrere (Niclas Berggren). Det betyder også, at workshoppen ikke længere er strengt dansk, men har deltagere fra bl.a. universiteterne i Hamborg og Groningen, og fra Institutet för Næringslivsforskning i Stockholm.

Skulle der sidde en læser derude, som er interesseret i et eller flere af emnerne, er workshoppen åben for alle deltagere. Det gælder også studerende med interesse i området – flere studerende har fået ideer til deres speciale ved at deltage (se f.eks. her) – og der er ingen grund til at være nervøs. På trods af folks titler, er den danske public choice workshop altid en meget venskabelig begivenhed. Vi håber at se mange af jer om fire uger.

Berggren om Buchanan

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2016. Skriv et svar

Hvis man har tid tilovers og måske lidt interesse i andet end hækken og julegaverne er her en perfekt måde at bruge 40 minutter på – hvis man forstår svensk. Karin Svanborg-Sjövall, Timbros VD, interviewer her punditokraternes gode ven og kollega Niclas Berggren, programchef på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm og docent ved VSE i Prag. Temaet er Nobelprisvinderen James Buchanans arbejde. Niclas er, foruden at være en fremragende forsker selv, også en prominent ekspert i Buchanan.

Hvis man ikke har fået nok, er det nye nummer af Ekonomisk Debatt udkommet forleden. Her forklarer Nobelpriskomiteen blandt andet baggrunden for årets priser, Jonas Lundstedt og Simon Nissling præsenterer nyt arbejde om sammenhængen mellem tillid og indvandring, og Niclas selv har forfattet lederen, der handler om hvordan myter kan mobilisere selvom fakta viser noget andet. Hele nummeret er som altid stærkt anbefalet.

Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2016. 3 svar

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

Tillykke Peter Kurrild-Klitgaard

Af Christian Bjørnskov, den 11. oktober 2016. 1 svar

I dag fylder Peter-Kurrild-Klitgaard, populært kaldet PKK, 50 år. De fleste læsere er sandsynligvis stødt på hans navn indtil flere steder, men for de uindviede er PKK professor i statskundskab på Københavns Universitet og derudover en af grundlæggerne af Punditokraterne. PKK er uden tvivl en af Skandinaviens førende liberale intellektuelle, og også – ganske overraskende – en af landets førende heraldiker. Hvis det ikke er nok, fører PKK også en skarp og ofte satirisk pen i Berlingske Tidendes Groft Sagt, hvor han med få, men velvalgte og morsomme ord spidder politikere og meningsdannere.

PKK er uddannet på Københavns Universitet og Columbia University i New York, og har været adjunkt på Aarhus Universitet, lektor og professor på Syddansk Universitet og har siden 2006 været professor på Københavns Universitet. Året før tiltrådte han som medlem af redaktionen af det fine videnskabelige tidsskrift Public Choice. Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde sammen med PKK på ”Economic growth and institutional reform in modern monarchies and republics: A historical cross-country perspective 1820-2000” hvor vi undersøgte hvorvidt monarki som politisk institution har egentlige konsekvenser. Hans mest citerede arbejde er dog “The political economy of freedom, democracy and transnational terrorism” sammen med Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen fra 2006, som var en af de første større empiriske undersøgelser af international terrorisme.

Begge artikler demonstrerer en af PKKs særlige kompetencer: Evnen til at se med logiske, politisk-økonomiske øjne på problemstillinger, som andre enten har overset eller ikke penetreret analytisk. Det er samme klare analytiske blik, han demonstrerer gennem sine analyser i Berlingske, og det blik der bliver benyttet til at vise det ofte absurd morsomme i meningsdanneres uovervejede udgydelser. PKK fortjener derfor at blive fejret – og skal nok også blive det af familien. Herfra lyder foreløbig et stort tillykke med fødselsdagen.

Kontrære idéer #1: Flere skattely er godt

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2016. 3 svar

OECD, EU og adskillige regeringer inklusive den danske har jagtet skattely de seneste år. Hele det politiske hysteri omkring de konti, som tyske journalister afslørede, at kendte firmaer og individer har i Panama, viste også hvordan store dele af offentligheden ser ethvert muligt tegn på skatteundvigelse som moralsk forkasteligt og økonomisk skadeligt. Vi er – ikke overraskende – uenige i udgangspunktet. Det første indlæg i en lille serie om ’kontrære idéer’ handler derfor om, hvorfor den vestlige verden har brug for flere skattely.

Argumentet imod skattely hviler på den korrekte idé om, at eksistensen af skattely begrænser de fleste staters evne til at opkræve personlige skatter og selskabsskatter. Denne begrænsning i evnen til at finansiere det offentlige budget betyder således, at enhver regering vil have en række politiske planer, der ikke kan føres ud i livet, da de ikke kan finansieres.

Der er dog to elementer i dette argument, som stort set alle enten overser eller villigt ignorerer. Det første er, at de planer, som regeringen ikke kan gennemføre på grund af den indtægtsbegrænsning, som skattelyene skaber, er marginale tiltag. Med andre ord er der absolut ingen grund til at tro, at skattely begrænser statens evne til at finansiere offentlige kerneydelser, såsom sygehuse, politi og retsvæsen, eller uddannelse og forskning. Den eneste grund til, at man fra politisk side ville skære i disse ydelser, når statens ’indtægtsevne’ begrænses, ville være at regeringen og dens eventuelle støttepartier ganske enkelt ikke prioriterer dem over andre tiltag. Som enhver almindelig dansker ved, skærer man først i de udgifter, der gør mindst ondt – luksusting og unødvendig overflade – hvis ens indkomst falder. Man skærer med andre ord i de marginale udgifter, men bibeholder kerneforbruget. Det samme gælder enhver regering, der står overfor en budgetbegrænsning.

Det andet element er, at enhver påstand om at indtægtsbegrænsningen er skadelig, hviler på en forestilling om, at regeringen er fuldt benevolent. Med andre ord er den indtægtsbegrænsning, som skabes af skattely, kun skadelig når regeringen kun gennemfører politik, der er til samfundets gevinst, og at de marginale tiltag er tydeligt vigtige. Enhver, der har fulgt politik i længere tid, kender til public choice-forskning (eller blot har set ”Yes Minister”) ved, at denne antagelse bogstaveligt talt er helt ude i hampen. Politikere bekymrer sig først og fremmest om at blive genvalgt og få / bibeholde magt, og indretter deres politiske forslag derefter. At deres prioritering af mere marginale politiske tiltag skulle være tydeligt benevolent og rimelig, er derfor en ganske mærkværdig forestilling.

Argumentet om at der er behov for flere skattely er således ganske simpelt og handler om de relative omkostninger og gevinster ved at kunne opkræve større skatteindtægter. Regeringer og stater bruger pengene, som i sidste ende altid betales af borgerne. Hvis de store partier, som i Danmark, konkurrerer om medianvælgerens stemme ved at tilbyde flere såkaldte velfærdsydelser eller effektiv omfordeling til medianen, kræver det i sagens natur flere indtægter. Der er derfor et politisk pres på at skabe så store indtægter til staten som muligt.

Problemet, som skattely afhjælper, er at det ganske enkelt er blevet for let at tvinge flere skatter ud af befolkningen. Med danske registre, moderne teknologi og den overvågning der følger, er de eneste egentlige begrænsninger derfor medianvælgernes modvilje mod højere skatter, og de direkte skadevirkninger, som høje skatter medfører. Det er ikke mindst disse skadevirkninger, som mange politikere på begge sider af Folketinget enten benægter eksisterer, underdriver eller nægter at tale om. Omvendt har man i årevis fået danskere til at tale en slags newspeak, hvor ordet velfærd pludselig har ændret betydning og nu de facto betyder offentlige udgifter.

Der er derfor brug for flere skattely for at opveje, at det af flere grunde er blevet for nemt for politikerne at finansiere elendige politiske tiltag, der både er dyre, økonomisk skadelige og moralsk tvivlsomme, men som køber dem popularitet og genvalg for dem selv eller deres parti. Der er en virkelig og væsentlig værdi i at prioritere, og eksistensen af skattely, der giver mulighed for at flygte fra den mest voldsomme udbytning af borgere uden politisk værdi – de mange, der tilstrækkeligt langt fra medianen – tvinger politikerne til at prioritere bedre. Dansk politik er bedre, når Panama, Bermuda og the Caymans eksisterer.

Anthony Jay 1930-2016

Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2016. Skriv et svar

Nogle gange flyver nyheder under radaren fordi der sker alt for meget andet. Det skete forleden for os her på Punditokraterne, ligesom det skete for adskillige andre medier (inklusive New York Times). Nyheden var, at Anthony Jay var død den 21. august. Det er næppe mange danskere, der helt umiddelbart genkender navnet, men en stor skare vil huske hans ’crowning achievement’ med et lille grin: Jay dannede sammen med Cambridge-kollegaen Jonathan Lynn holdet, der skabte den britiske TV-klassiker Yes Minister.

Jay blev født i London og tog efter endt militærtjeneste en honours’ degree i Cambridge. Hans interesse og generelle afsky for politikere startede sandsynligvis der, hvor han var på årgang og læste med adskillige fremtidige politikere, inklusive fire mænd der senere blev ministre. Han arbejde derefter nogle år for BBC, inden han besluttede sig for at blive freelancer. Mens han arbejde med David Frost for BBC, fandt Jay også tid til at skrive den fine Management and Machiavelli, der både provokerede men også fik strålende anmeldelser.

Det blev dog Yes Minister, der kørte på BBC fra 1980-84, og efterfølgeren Yes Prime Minister i årene 1986-88, der blev Jays claim to fame. Det særlige magtspil mellem ministeren Jim Hacker, hans departementschef Sir Humphrey Appleby og ministersekretæren Bernard Woolley resulterede i ofte ubetaleligt morsomme episoder, der alle illustrerede hvor absurd politik ofte er. Yes Minister var på samme tid så præcis i sin karakteristik, at adskillige politikere følte sig mindre underholdt. Jay og Lynn lod for eksempel i episoden The Economy Drive Sir Humphrey forklare Bernard, at “Politicians like to panic, they need activity. It’s their substitute for achievement.” Yes Minister var ikke blot Margaret Thatchers ynglingsserie, men vandt også adskillige BAFTAs og andre priser.

Hvad de færreste ved er dog, at både Jay og Lynn var stærkt inspirerede af public choice teori i et sådant omfang, at Jay senere indrømmede, at “public choice economics […] was at the root of almost every episode of Yes Minister.” Programmet var både morsomt, men også en måde at popularisere public choice. For mig personligt var det et af de sjoveste programmer, mens jeg var barn, men tydeligt også noget, der senere formede mit og mange andres syn på politik. Kritikeres angreb på Yes Minister som særligt ideologisk var dog både tågede og mærkværdige: Mens Jay var tydeligt liberal, var hans medforfatter og livslangt nære ven Lynn ganske venstreorienteret, og deres mål var – ligesom public choice teori generelt – i Buchanans ord at vise ”Politics without Romance.” At resultatet blev så morsomt, kunne man næppe have forudset – men se for eksempel episoden nedenfor! Yes Ministers indflydelse og popularitet viste sig også sidste uge i de mange nekrologer i f.eks. New York Times, the Independent, the Daily Mail og the Telegraph.

Rige hovedstæder

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2016. Skriv et svar

I Danmark har vi gennem mange år haft den debat om forskellene i indtægter og levestandard i de større byer og resten af landet. Kommer man til København, og til en vis grad også Aarhus, er mange synligt rigere end i resten af landet. Det er også her, landets koncentration af Porscher, strandvejsvillaer og Botox-behandlinger ligger. Weekendens spørgsmål er, hvor stor denne forskel faktisk er, hvor stor den er i forhold til andre hovedstadsregioner i Europa, og hvor disse forskelle kan tænkes at komme fra.

Et først skridt er, at få konkrete tal på forskellene. Tager man Eurostats regionale BNP-tal på NUTS2-niveau – det er i Danmark de fem regioner – er hovedstadsregionen cirka 24 % rigere end resten af landet. Enhver københavner eller aarhusianer vil dog med det samme påpege, at de større byer også er dyrere: For værdien af min lejlighed på 55 kvadratmeter i Aarhus kunne jeg f.eks. købe et 130-kvadrameter byhus i Haderslev. Bruger man derfor Numbeos opgørelse af leveomkostninger i byer rundt omkring i verden, viser København sig at være cirka 6 % dyrere end resten af landet. Så reelt er den danske hovedstadsregion rundt regnet 18 % rigere end resten af landet.

Næste skridt i en minianalyse af spørgsmålet er, at sammenholde dette med resten af Europa. Laver man samme beregning for 25 hovedstadsregioner, får man figuren nedenfor. De sorte søjler er de ’rene’ tal på regionens gennemsnitsindkomst relativt til hele landets, mens de røde søjler er korrigeret for forskelle i leveomkostninger. Figuren omfatter også de tre regioner, der har lignende status som hovedstæder: Barcelona i Spanien, og München og Hamborg i Tyskland.

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Sammenligningen viser, at København ikke er specielt rigere end resten af landet. Forskellen er ligesom Rom, Wien eller Oslo på de cirka 20 %. Berlin er, som de fleste har oplevet, faktisk ikke rigere end resten af Tyskland. Det samme gælder for Dublin og Amsterdam, mens Oslo kun umiddelbart ser lige ud. Tager man højde for de enorme omkostninger i f.eks. Kristianssand og Bergen, er Oslo faktisk en del rigere. I Tyskland peger sammenligningen også på, at det ikke er Berlin, men derimod Hamborg og München, der har en økonomisk hovedstadsstatus: Korrigeret for omkostningsforskelle er München cirka 30 % rigere end resten af Tyskland, mens Hamborg er hele 60 % rigere.

Det interessante, set fra en politisk-økonomisk vinkel, er at de virkelige store forskelle alle findes i Centraleuropa og stærkt centraliserede lande i vest. Både Bratislava og Bukarest er enorme 150 % rigere end resten af Slovakiet og Rumænien, og Prag – meget synligt for de mange danske turister – er 120 % rigere. Sofia, Warszawa og Budapest ligger også over gennemsnittet, ligesom Paris og Bruxelles – de centraliserede magtcentre for henholdsvis Frankrig og EU – ligner østeuropæiske hovedstadsregioner ved at være henh. 70 og 81 % rigere end omgivelserne. London, derimod, ser kun rent umiddelbart voldsomt rig ud, men som enhver, der kender byen ved, er den også voldsomt dyr at bo i. Uden omkostningskorrektion ser London 66 % rigere end resten af Storbritannien, mens en faktisk sammenligning peger på, at den priskorrigerede forskel kun er 27 %.

Hvor fører disse sammenligninger så hen – hvad er pointen? Min personlige interesse blev vakt af diskussionerne om Udkantsdanmark, forfordeling af København og hovedstadsbias, og hvor parallelle de er til de britiske diskussioner om London. Konkrete tal viser, at hovedstæderne er rigere end resten af landet, men fortæller intet om hvorfor. Det er et spørgsmål, man slås med i økonomisk geografi, men som i det store og hele har været ignoreret i politisk økonomi og public choice. Forskellen på de to vinkler er, at mens den første kigger efter naturlige økonomiske processer, der skaber de store indkomstforskelle vi ser – agglomeration, cluster-fordele osv. – ser den anden efter politiske processer, der skævvrider fordelingen af indkomster og økonomisk aktivitet. Og et hurtigt blik på forskellen på tværs af europæiske lande er i det mindste konsistent med en politisk-økonomisk forklaring hvor interventionistiske og centralistiske traditioner skaber langt rigere hovedstadsregioner, uanset af de også gør hele landet fattigere.

European Public Choice Society 2016

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2016. Skriv et svar

Om en uge er det blevet tid til den årlige konference i det europæiske public choice-selskab, EPCS.  Konferencen, der i år afholdes fra onsdag til lørdag af Walter Eucken Instituttet ved universitetet i Freiburg, har efterhånden vokset sig til at være den vigtigste på området. Den er både en fornøjelse – jeg har som fast deltager siden 2003 fået et ganske stort netværk i forskningsmiljøet omkring EPCS – og en inspiration, da nationaløkonomer og politologer på området traditionelt kommer med deres bedste nye forskning. Som altid er hele programmet frit tilgængeligt – det kan downloades her – og de fleste papirer bliver det også. Så vores sædvanlige spørgsmål her på bloggen er derfor, hvad man kan se frem til i Freiburg. Som altid er udvalget nedenfor fuldstændigt idiosynkratisk mit.

Allerførst skal den nuværende præsident for EPCS, professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg, give en presidential address. Emnet for den i år er ”The Political Economy of Foreign Aid.” Axel er en ekstremt skarp og skeptisk politisk økonom, og alt peger på et spændende oplæg fra en af de førende tyske forskere på området.

Roland Vaubel (Uni Mannheim) præsenterer et nyt papir om ”The Making of State Religion: Public Choice Theory and Historical Evidence.” Vaubel – pudsigt nok Drehers tidligere PhD-vejleder – spørger hvornår lande har statsreligioner (som folkekirken i Danmark) og præsenterer flere tusinde års evidens. Man skal regne med livlig diskussion!

Martin Rode (Universidad de Navarra) – en af punditokraternes venner – kommer med den nye version af ”Do Federal Arrangements Deter or Spur Secessionist Movements? Empirical Evidence From Europe.” Martin undersøger her, under hvilke omstændigheder uafhængighedsbevægelser i f.eks. Skotland, Flandern og Baskerlandet får flere eller færre stemmer. Spørgsmålet er ikke blot et klassisk public choice-emne, men også ekstremt aktuelt og sprængfarlig i hans adopterede hjemland.

Elie Murard (IZA, Bonn) præsenterer nyt arbejde med titlen ”Less Welfare or Fewer Foreigners? Immigrant Inflows and Public Opinion Towards Redistribution and Migration Policy.” Spørgsmålet kunne næppe være mere aktuelt i Danmark og Sverige.

Cameron Shelton (Claremont McKenna College) tager turen over Atlanten for at præsentere “Estimating the Productivity Cost of Crony Capitalism.” Crony capitalism er blevet et vigtigt begreb, ikke mindst siden Luigi Zingales introducerede det til en bredere offentlighed. Ved at være et mix af kapitalisme med reguleringer, der gavner politisk indflydelsesrige særinteresser – pro-business i stedet for pro-market policies – er det  også en glimrende beskrivelse af Donald Trumps kampagneprogram og status i adskillige europæiske lande. At se et analytisk bud på omkostningerne bliver interessant.

Lørdag morgen starter for mit vedkommende med Ekaterina Borisova (Higher School of Economics, Moskva), der præsenterer ”Elections, Protest and Trust in Government: A Natural Experiment from Russia.” Alt, der kan informere om hvorfor russere stoler på deres regering, har min umiddelbare interesse.

Konferencen slutter for mit vedkommende med min medforfatter Stefan Voigt, der præsenterer vores nye arbejde omkring hvornår regeringer erklærer nødret. I samme session skal Andrea Sáenz de Viteri, der er en kommende PhD-studerende ved Universidad de Navarra præsentere sit første papir, ”Contagious Disease or Genetic Disorder? An Empirical Analysis of a Symptomatology of Violence In Mexico.” Papiret er skrevet sammen med hendes kommende vejleder Martin Rode, og har personlig interesse da jeg bliver tilknyttet som ekstern vejleder.

Årets program til EPCS har dermed præsentationer for enhver smag, og fra et hvert netværk. Og på mange måder er det sjoveste at se, hvordan de nye ansigter klarer sig. Efter konferencen skriver vi naturligvis mere om de præsentationer, der er særligt interessante.

Krisepolitik, ideologi og de permanente midlertidige ændringer

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2016. 2 svar

Som jeg skrev forleden, løber årets konference i the Public Choice Society af stablen i denne uge. Jeg tager derfor turen til Fort Lauderdale i morgen og kan se frem til nogle travle dage. Et af to papirer, jeg skal præsentere i en session på fredag, er særligt aktuelt ved at det handler om krisepolitik.

I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).

Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.

Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?

Public Choice Society 2016

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2016. 1 svar

Om tre uger går turen til den årlige konference i the Public Choice Society, der denne gang afholdes 10-12. marts i Fort Lauderdale. En konferencetur er naturligvis ofte en networking-mulighed, og i særlig grad i år hvor store dele af mit netværk er tilmeldt. Det er også en mulighed for at hjælpe min lettiske PhD-studerende Viktoria Obolevich med at integrere sig i et større forskningsmiljø. Den nye forskning er dog i højsædet og årets konference ser ud til at blive travl. Her er mine som altid helt personlige bud på papirer og præsentationer fra programmet (her), der ser ekstra spændende ud.

Paola Suarez og Peter Leeson (George Mason): ”Child Brides.” Leeson har et særligt øje for specielle situationer, som man kan bruge økonomisk teori til at forstå. Han er forfatter til den fremragende The Invisible Hook om pirater, og har her slået sig sammen med en PhD-studerende med et emne om barnebrude.

Cort Rodet (Florida Southern College): ”Poor Institutions as a Comparative Advantage.” Teorien om komparative fordele er en af de ældste og bedst beskrevne i al nationaløkonomi. Rodets papir præsenterer argumentet om, at dårlige institutioner kan udgøre en komparativ fordel. Jeg er spændt på at se, hvordan han gør det – særligt fordi jeg skal diskutere papiret.

Burton Abrams og James Butkiewicz (U Delaware): “The political economy of wage and price controls: Evidence from the Nixon Tapes.” Selvom jeg ikke kan komme til præsentationen (jeg præsenterer selv på samme tid), glæder jeg mig til at se en helt konkret test af, hvorfor man indfører pris- og lønkontroller. Clue’et er, at Nixon også optog de diskussioner hemmeligt.

Kathleen Sheehan (Creighton), Travis Wiseman og Shaomeng Jia (Mississippi State): “Aiding the Underground: Foreign Aid and the Shadow Economy.” Kate er en af Andy Youngs tidligere PhD-studerende og nu adjunkt på et af USAs mange mindre universiteter. Hun har tidligere lavet meget spændende og gennemtænkt forskning om ulandsbistand, og har nu kastet sig over spørgsmålet om, hvorvidt bistanden påvirker den sorte økonomi.

Michael Munger (Duke): ”Every Flaw in Consumers is Worse in Voters.” Munger er en af de centrale skikkelser i amerikansk public choice, og samtidig en meget klar og rigorøs tænker. Her tager han fat på ideen om, at folks adfærd i markeder ikke altid er perfekt rationel, men udbreder den til resten af samfundet. Mungers papir er derfor den spændende applikation af adfærdsøkonomiens antagelser til politisk adfærd, og dermed et bidrag til det nye område, der kaldes ’robust politisk økonomi.’

Derudover er der præsentationer af ganske mange venner og gode kolleger, ikke mindst the usual suspects som f.eks. Niclas Berggren, Therese Nilsson, Andreas Bergh, og Richard Jong-A-Pin, men også glimrende kolleger som Joshua Hall, Colin Jennings, Monika Koeppl-Turyna, Ed Lopez, og Bonnie Wilson.

Dansk Public Choice Workshop – program

Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2016. Skriv et svar

Programmet til næste fredags danske public choice workshop – den 17. af sin art siden 1999 – er nu sendt ud. Workshoppen roterer traditionelt mellem Aarhus, Odense og København, og afholdes i år hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København K. Alle interesserede er velkomne til at deltage i hele workshoppen eller evt. blot side med på en enkelt session. Man møder simpelthen op – med den enkelte detalje, at der kun er frokost til dem, der har meldt sig til (hos enten mig eller Henrik Christoffersen).

Hele programmet, der har deltagelse af forskere fra universiterne i København, Aarhus, Lund, Hamborg og Groningen og fra Cepos, kan ses under folden. Læs resten →

Dansk Public Choice Workshop 2016

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2016. Skriv et svar

Næste fredag, den 29. januar, afholdes den 17. danske public choice workshop fra 11-cirka 17. Det er i år Cepos, der er vært for arrangementet, der således afholdes på Landgreven 3 i centrum af København. Programmet, som er sat sammen af Henrik Christoffersen og mig, er tilgængeligt fra i morgen. I dag reklamerer vi ganske enkelt for årets workshop ved at offentliggøre titler og forfattere på de papirer, der præsenteres. De er listet nedenfor, og som altid er workshoppen åben for alle interesserede.

Andreas Bergh (Lund): Adam Smith vs Jeff Sachs: Can social norms in rich countries explain why other countries remain poor?

Christian Bjørnskov (Aarhus) and Martin Rode (Navarra): Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets

Henrik Christoffersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): When the manger is empty: The welfare coalition in Denmark with pressure on the public budgets

Jerg Gutmann, Stefan Voigt (Hamburg) and Martin Gassebner (Hannover): The Extreme Bounds of Military Coups

Anne Heeager (Aarhus):  Service producing units also hope for bailout: An analysis of how characteristics of the transfer systems used within local governments influence bailout expectations

Amalie Jensen and David Dreyer Lassen (Copenhagen): Contagious political concerns: Identifying unemployment concern peer effects using the Danish population network

Irina Mirkina (Lund): FDI and sanctions: Being good guys or good investors?

Peter Nannestad (Aarhus): Not (just) the economy. Post-predicting the economic performance of the core Euro-countries during the financial crisis 2008-2009

Therese Nilsson (Lund), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index

Otto Brøns Petersen (Cepos):             On the dimensions of the Danish policy space

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Lobbying and the Risk of Cheating in the EU ETS

Rasmus Wiese (Groningen): Are expenditure cuts the only effective way to achieve successful fiscal adjustment?

Lasse Aaskoven (Copenhagen): Polity Age and Political Budget Cycles: Evidence from a Danish Municipal Reform

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2015. 1 svar

Jeg har gennem længere tid haft et forskningsprojekt om nødforfatninger med min gode kollega Stefan Voigt ved universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er de dele af et samfunds forfatning, der beskriver hvornår man må erklære en nødtilstand, hvem der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger interessante i en politisk-økonomisk sammenhæng, fordi de afgrænser og specificerer, hvilke dele af den almindelige forfatning, som politikere må ignorere under en nødret, og hvornår man må erklære den. De er – sag på en anden måde – konstitutionelle kattelemme.

Der ligger således et større projekt i for eksempel at afdække, hvad der dækkes af nødforfatninger, hvorfor de ser ud som de ser ud, hvornår de indføres, og om de faktisk virker efter den officielle hensigt – at begrænse konsekvenserne af nødsituationer. Det første papir, der hedder ”The Determinants of Emergency Constitutions”, ligger nu i første udkast på SSRN og kan læses her. Abstractet er gengivet nedenfor.

Nine out of ten countries currently have emergency provisions written into their constitutions. The nature of these provisions remains poorly understood. This paper therefore aims at providing first answers to two questions: 1) how much additional discretionary power do emergency constitutions allow and which political actors are given the additional power; and 2) which political and economic factors cause the inclusion of particular emergency provisions into constitutions. To answer the first question we construct an Indicator of Emergency Powers (INEP) which takes six central elements of emergency provisions explicitly into account. Structuring our discussion regarding reasons for the choice of emergency provisions, we discuss three theoretical motives, namely (1) a pragmatic, (2) a power-maximizing and (3) a more elaborate commitment motive. We test our theoretical conjectures and find that emergency constitutions in countries with stronger veto institutions, higher average income, and which recently experienced a coup allow more discretionary power while countries that are prone to natural disasters and countries far from the equator allow less power. Our findings are mostly in line with theoretical options 2) and 3).

Den teoretiske politiker er en gud

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2015. 9 svar

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Hvor dramatisk var Folketingsvalget egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2015. 4 svar

Der er skrevet meget og langt om, hvor stor en ændring, Folketingsvalget sidste uge repræsenterede. Flere kommentatorer har sammenlignet det med jordskredsvalget i efteråret 1973, men uden at have et egentligt grundlag for sammenligningen. Så hvor dramatisk var valget i virkeligheden?

Først er det klart, at yderpolerne i dansk politik fik flere stemmer. Liberal Alliance gik fra 9 til 13 mandater og Enhedslisten fra 12 til 14. Centrum af dansk politik, hvis man definerer det som Venstre og Socialdemokraterne, tabte i alt ti mandater (-13 og +3). Men hvis man inkluderer Dansk Folkeparti – som basalt set er et klassisk socialdemokratisk parti, der ikke kan lide udlændinge – vandt midten faktisk fem mandater (+15 til DF). Så det er lidt svært at påstå, at dansk politik er blevet mere ideologisk polariseret. Det eneste egentligt nye i den historie er Alternativet, der trak ni mandater til det cafe latte-drikkende do-good segment.

I stedet kan man se på, hvor mange mandater, der skiftede mellem partierne. Figuren nedenfor plotter, hvor stor en andel af Folketingets mandater, der er vandret mellem partierne ved hvert valg siden 1901. Yderst til højre ser man tydeligt 2015-valget. Men pointen er her, at hvis ens historiske hukommelse er en smule længere end tilbage til Nyrup-regeringerne, ser valget ikke særligt sært ud. 19 procent af mandaterne skiftede, hvilket er de samme som i 1975 og 1977, men langt fra de 34 % i december 1973. Vi er også meget langt fra valgene før 1920, hvor ganske store vælgerbevægelser var reglen mere end undtagelsen.

Mandatskift 2015Så hvor stor en ændring var valget? Svaret er, at for de gamle partier – V, S, og K – er det måske skidt ud, men det større billede har ikke ændret sig meget. Kun fem mandater vandrede mellem de to blokke (defineret på økonomisk politik), hvilket er ganske lid sammenlignet med 1972 (31 mandater), 1973 (37 mandater), 2002 (25 mandater) eller for den sags skyld 1977 (19 mandater). Mens medierne selvfølgelig skal have noget at skrive om, er der ikke sket frygteligt meget. Med The Whos ord: Meet the new boss, same as the old boss – og hun hedder medianvælgeren.

Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2015. 3 svar

Grækenland har kurs direkte mod en rodet bankerot. En del af diskussionen i medierne er, om man ikke kan undgå en bankerot, hvis Syriza-regeringen i Athen går med til liberaliserende reformer af græske reguleringer og den offentlige sektor. Diskussionen er dog misforstået: Den burde ikke handle om, hvorvidt grækerne går bankerot, men hvordan de kommer til at gøre det. For en bankerot er uundgåelig med en gældsbyrde på 180 % af BNP, økonomisk stagnation og Europas måske ringeste embedsværk. Oveni det kan man lægge det historisk nok mindst ansvarlige politiske system i den demokratiske verden. Det tekniske spørgsmål må derfor i virkeligheden – og er nok også bag lukkede døre – om man kan navigere Grækenland mod en nogenlunde ordne bankerot.

Men en anden del af diskussionen, der ikke foregår, burde være hvorfor Syriza-regeringen agerer som den gør. Udefra ser det aldeles idiotisk ud, om end idiotisk på en tydeligt vulgærkeynesiansk og marxistisk måde. Pointen i dag er dog, at der er en måde at finde rationalitet i Tsipras og Varoufakis strategi. Rationaliteten er klassisk public choice – man behøver ikke andet end at regne med, at græske politikere fra Syriza gør det, der er bedst for græske politikere fra Syriza, uanset hvad der er bedst for vælgere, befolkning, eller Grækenlands fremtid.

Man bliver derfor nødt til at spørge, hvad der er Syrizas bedste strategi for at vinde det næste valg i Grækenland. Normalt ville man sige, at et parti, der fører et land ud i økonomisk kviksand, burde blive straffet hårdt. Sådan spiller klaveret bare ikke i denne situation. Fordi man fra såkaldt europæisk side effektivt har socialiseret omkostningerne ved en græsk bankerot – en ganske stor del af den græske regning skyldes til andre eurolande – er der ikke længere blot tale om en økonomisk krise, men også effektivt om en politisk krise (se f.eks. Mats Persson om krisen).

Den politiske overtagelse af størstedelen af den græske statsgæld har sat regeringen i Athen i en situation, hvor Syriza og andre partier udenfor magten før 2009 kan skyde skylden for problemerne på andre. Tsipras og Varoufakis rejser således rundt i verden og i Grækenland med budskabet om, at det ikke er grækernes skyld – verden skylder dem et eller andet for civilisation og for at have været besat under anden verdenskrig – og at enhver liberaliserende reform af landet vil gøre krisen værre. Deres narrativ er således vulgærkeynesiansk i den forstand, at den græske krise ikke skyldtes årtiers horribel politik – deres land har trods alt haft objektiv kurs stik mod luksusfælden i et par årtier – men nedskæringer og privatisering af statsejede selskaber. Den er også konsistent med partiets rødder, der skal findes i den yderste, kommunistiske venstrefløj, der tabte magtkampene i landet efter anden verdenskrig og også spillede en martyrrolle under militærdiktaturet.

Syrizas politik er derfor rationel på den måde, at den handler om at fortælle grækerne, at partiet faktisk beskytter dem. Tsipras sagde for eksempel i en tale til parlamentet for få dage siden, at ”denne fiksering på nedskæringer er en del af en politisk plan om at ydmyge et helt folk, der uden egen skyld har lidt i fem år. IMF har et kriminelt ansvar for den nuværende situation.” Andre græske regeringspolitikere har forsøgt at sælge en historie om, at det er Merkel og Tysklands skyld, at de – i en klassisk nulsums- lagkagetænkning – skader Grækenland ved et være ’for’ konkurrencedygtige, eller at det hele skyldes anden verdenskrig og naziregimet. Adfærd, der internationalt er det samme som at skyde sig selv gentagne gange i foden, giver således god mening i en national kontekst.

Tsipras-regimet følger ret perfekt Jim Vreelands syndebukteori (formuleret overfor IMF her): Man ved, at reformer vil forbedre økonomien, men underminere ens egen magtbase, medmindre man totalt kan frasige sig ejerskab for dem. Syrizas bedste chance for at blive genvalgt er således paradoksalt, at Grækenlands problemer forværres, samtidig med at man kan skyde skylden på IMF og tyskere, hollændere eller andre onde nordeuropæere, som ikke ser landets storhed. Giver man efter og indfører egentlige reformer, underminerer man sin magtbase og agerer imod ens egne valgløfter og ideologi. Indrømmer man officielt, at det er ens egne problemer, skaber man modvilje blandt græske vælgere. Den eneste politiske vej for Tsipras og hans folk er den økonomisk mest destruktive. Politik trumfer til enhver tid økonomi og ansvarlighed.

Valgdag og exitpolls

Af Casper Hunnerup Dahl, den 18. juni 2015. Skriv et svar

I dag, torsdag den 18. juni 2015, er der valg til Folketinget. Op til valgdagen har der — som ved så mange tidligere valg og folkeafstemninger — også denne gang været debat om, hvorvidt det skal forbydes at offentliggøre resultater af exitpolls, mens valgstederne endnu er åbne. Indtil for kort tid siden så det stadig ud til, at DR og TV2 måske ville offentliggøre exitpolls kl. 19, dvs. en time før valgstederne lukker, efter at de store dagblade havde meldt ud, at de ikke ville. Nu ser det så ud til, at begge de to store tv-stationer har bøjet sig for presset.

Og presset er betydeligt. Det skorter ikke på dramatiske påstande uden andet belæg end mavefornemmelser. Det fyger gennem luften med bål og brand og bombastiske udsagn om, hvordan offentliggørelse af exitpolls kan påvirke valgresultatet. Notabiliteter som lektor Johannes Andersen, AAU, forskningschef Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole, og folketingets formand, Mogens Lykketoft, har talt om “alvorlige konsekvenser for demokratiet” og at “man ved med sikkerhed, at det fjerner vælgernes fokus fra det politiske indhold til den politiske proces” (Andersen); at der er “ingen diskussion om, at de påvirker et valg, for det gør de” (Buch, i samme artikel som Andersen), og at det “ikke [er] rimeligt, at den slags målinger skal kunne påvirke selve valgresultatet, og vi så ved kommunalvalget, hvor galt det kan gå” (Lykketoft). Også Radikales Camilla Hersom er klar på en frisk kommentar (i samme artikel som Lykketoft): “Alle ved, at exit polls er mere præcise end meningsmålinger, og det kan jo påvirke et valgresultat, som ser ud til at blive meget meget snævert.”

Det sidste er ikke nødvendigvis fuldstændig skævt. Og det ser altså ud til, at vi ikke får nogen exitpolls at se eller høre på valgdagen i dag, før valgstederne lukker. Men hvad kan exitpolls egentlig betyde for et valgresultat? Ved vi noget som helst seriøst — I ved, i kraft af forskning, systematisk og stringent undersøgelse og den slags — om det?

Til at begynde med må man gøre sig klart, hvad det mere præcist er for et udfald, man gerne vil undersøge exitpolls’ mulige indvirkning på — hvor mange, der stemmer (valgdeltagelsen), eller hvordan vælgerne stemmer?

I en velskrevet og forbilledligt klar artikel publiceret i “Journal of Theoretical Politics” sidste år ser Asger Lau Andersen og Thomas Jensen, begge Institut for Økonomi, KU, nærmere på det første. Deres analyse viser, at selv i umiddelbart simple tilfælde, hvor vælgerne kan vælge mellem blot to alternativer, kan offentliggørelse af exitpolls teoretisk set påvirke valgdeltagelsen på flere måder. For de vælgere, der endnu ikke har stemt på det tidspunkt, hvor exitpoll’en offentliggøres, og som stadig overvejer, om de skal gå ned og stemme eller blive hjemme på sofaen, er det oplagt, at det har afgørende betydning, hvad exitpoll’en mere præcist viser: indikerer den et tæt valg, øges incitamentet til at gå ned og stemme, fordi sandsynligheden for at ens stemme får betydning for valgresultatet øges. Indikerer exitpoll’en en klar føring til det ene alternativ over det andet, falder vælgerens incitament til at gå ned og stemme.

Men som Andersen og Jensen fremhæver, så kan en exitpoll ikke kun påvirke incitamentet til at stemme efter dens offentliggørelse, men også før. En exitpolls effekt på tilbøjeligheden til at stemme før exitpoll’en offentliggøres er imidlertid langt fra entydig: Er man den passive, strategiske og/eller ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgertype, kan information om, at der senere vil blive offentliggjort en exitpoll, få een til at afvente exitpoll’ens resultat, før man beslutter sig for, om det er umagen værd at gå ned og stemme — en “vent-og-se”-effekt. Er man derimod den aktivistiske type, kan ræsonnementet vende stik modsat, idet det således netop er vigtigt at komme ned og få stemt i håb om at få exitpoll’en til at vise mere medvind til ens foretrukne alternativ, hvilket kan opmuntre andre, der stadig befinder sig i sofaen, til at “tro på det” og selv bevæge sit korpus til valgstedet.

Hvad får vi så ud af det? Som Andersen og Jensen peger på, får vi i hvert fald hamret en pæl gennem den påstand, at offentliggørelsen af en tidlig exitpoll på valgdagen for folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven den 7. juni 2009 var selve årsagen til, at ændringen endte med at blive vedtaget. Exitpoll’en indikerede, at 37,9% af alle stemmeberettigede ville stemme for en ændring — hvilket var under de påkrævede 40% — mens det endelige resultat blev, at 45,1% af alle stemmeberettigede stemte for ændringen. I den offentlige debat blev korrelation hurtig lig kausalitet, og exitpoll’en blev beskyldt for at have påvirket valgdeltagelsen og i sidste ende valgresultatet afgørende. Andersen og Jensen påpeger, at denne påstand overser den meget vigtige pointe, at vi ikke bare kan antage, at folk ville fortsætte med at opføre sig som før exitpoll’en blev offentliggjort, hvis vi antager, at den ikke var blevet det — fordi exitpolls både påvirker incitamentet til at stemme før og efter dens offentliggørelse. Eller sagt med grafik:

Andersen & Jensen - Figure 1

Med andre ord kan det ikke udelukkes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgerloven var lavere før og højere efter exitpoll’ens offentliggørelse, fordi mange vælgere, der foretrak et “ja”, simpelthen ventede med at gå ned og stemme, indtil de fik exitpoll’ens indikation af, om der nu også så ud til at være et behov for at hjælpe et “ja” på vej. Vi kan derfor ikke vide, om disse vælgere helt var blevet hjemme, hvis der slet ikke var blevet offentliggjort nogen exitpoll, idet det ikke kan udelukkes, at de kun ventede med at gå ned og stemme af strategiske årsager. Havde exitpolls nu været forbudt på valgdagen, kunne man forestille sig, at flere af disse “ja”-sindede, men ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgere ville have gået ned for at stemme alligevel ud fra det ræsonnement, at de ikke kunne vide sig sikre på, om et “ja” nu også ville blive en realitet.

Så vidt valgdeltagelsen. Hvad med betydningen af exitpolls for fordelingen af stemmer? Ifølge den ene af artiklens forfattere (Andersen), kan man groft sagt forestille sig to hovedeffekter, der trækker i hver sin retning: En “med-på-vognen”-effekt (a.k.a. “bandwagon”), hvor en føring opfordrer til flere stemmer fra vælgere, der gerne vil være på det vindende hold, og en “underdog”-effekt, hvor vælgere oplever tilskyndelse til at stemme på det alternativ, der er bagud — fodboldparallellen burde give sig selv her. I et nyt studie finder Jens Olav Dahlgaard, Jonas H. Hansen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, alle Institut for Statskundskab, KU, empirisk belæg for “med-på-vognen”-effekten i positiv retning (fremgang giver endnu flere stemmer) og i mindre grad i negativ retning (tilbagegang giver endnu færre stemmer). “Underdog”-effekten finder de ingen empirisk evidens for. Hansen understreger dog, at disse effekters substantielle størrelse er tilpas begrænsede til, at det forudsætter et meget tæt valg, før de reelt kan påvirke valgresultatet.

Og denne dags Folketingsvalg ser da også ud til at blive overordentlig tæt — i skrivende stund er vi ude i noget snavs omkring 50,5% vs. 49,5% i blåt favør. Så er det ikke bare med at få forbudt disse vederstyggelige exitpolls på valgdagen i en vis fart, så de med sikkerhed ikke får lov at påvirke tætte valg som det netop forestående? Well. Faktum er, at vi generelt ved meget lidt om, hvordan exitpolls i praksis påvirker valgdeltagelse og stemmeafgivning, og det, vi ved, er i høj grad både usikkert og tvetydigt. Som jeg har forsøgt at pege på herover, arbejder gode, danske forskere på at gøre os alle klogere.

I mellemtiden er det min personlige vurdering, at sandsynligheden for, at en exitpoll ville kunne påvirke denne dags valgresultat ikke er meget større end sandsynligheden for, at Helle Thorning-Schmidt nok skal få styr på De Radikale.

Jeg vil gerne ønske Dem, kære Punditokratlæser — hvad enten De er trofast, nytilkommen eller blot meget vedholdende — en rigtig god dag! Uanset hvordan De vælger at bruge den.