Tag-arkiv: USA

En amerikaner i København

Af Mikael Jalving, den 6. april 2006. 2 svar

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.

Amerikanske tilstande?

Af Igor, den 1. april 2006. 1 svar

Nu har vi i længere tid hørt, at amerikanske medier er domineret af fanatikere fra den yderste kristne højrefløj. Gang på gang er vi blevet tudet ørerne fulde af, at mediedækning af eksempelvis krigen i Irak dækkes på en måde, der favoriserer den siddende amerikanske administration. Ligeledes er vi blevet belært, at f.eks. højrefløjsfanatikere dominerer mediebilledet i diskussionen af, hvilke skolebøger der skal anvendes i biologi undervisningen.

Med hvad er så virkeligheden? Hvordan bliver forskellige emner så rent faktisk dækket i amerikanske medier? Det spørgsmål har forskerne Tim Groseclose og Jeffrey Milyou fra hhv. UCLA og University of Missouri forsøgt at besvare i en rapport, “A Measure of Media Bias”. De to forskere har undersøgt 20 forskellige mediers nyhedsdækning og deres udvalg indeholder både elektroniske medier og aviser i perioden fra 1993 til 2002. Eksempelvis er “The News Hour” med Jim Lehrer inkluderet ligesom Washington Times også er indeholdt i analysen. Indholdet af nyhedsdækning er blevet sammenlignet med, hvordan Senatorer i den amerikanske kongres er placeret i samme periode.

Og hvad er så resultaterne? Af de 20 medier, hvis nyhedsdækning er inkluderet i undersøgelsen, er to – siger og skriver to – placeret “til højre for midten”! Resten er placeret til venstre. Så kritikere har da ret i, at de amerikanske medier er “biased” – det er bare i den “forkerte” retning. Og her er det vigtigt at slå fast, at ledere og andre holdningsartikler ikke er inkluderet i analysen – der er udelukkende anvendt nyhedshistorier i analysen …

Hvad fortæller det så os? Det fortæller os ihvertfald, at der åbenbart er nogen, der er interesseret i at male et billede af de såkaldte “amerikanske tilstande”, der passer ind i den opfattelse, at amerikanere er forskruede tosser, der under ingen omstændigheder gives et retvisende billede af verdens “sande” tilstand. Og så fortæller det os måske, at vi ved alt, alt for lidt om, hvordan danske medier og journalister – bevidst eller ubevist – videregiver nyheder. Var det en mulighed at nyhedsdækningen, også i Danmark, er “biased” i en bestemt retning?  Kunne det være, at danske journalister giver deres nyhedsdækning en vinkling, der passer med deres ideologiske ståsted?

Og sidst – men ikke mindst – måske er danske og “amerikanske tilstande” i virkeligheden det samme?

Ugens citat: Sowell om grupper, kultur & velstand

Af Redaktionen, den 27. marts 2006. 15 svar

Wall Street Journals weekendudgave havde et længere interview med den store skribent og Chicago-uddannede økonom, Thomas Sowell (Hoover Institution ved Stanford University).  Her arbejder han sammen med bl.a. Milton Friedman, som sammen med Georg Stigler var Sowells ph.d. vejleder på Chicago.  Sowell er fyldt 75 år, men er lige kommet med endnu en bog–til en i forvejen lang liste af bøger om emner rangerende fra økonomisk idehistorie over kulturstudier til race og etnicitet.  Fra interviewet bl.a. dette:

“The left likes to portray a group as sort of a creature of surrounding society. But that’s not true. For example, back during the immigrant era, you had neighborhoods on the Lower East Side [of Manhattan] where Jews and Italians arrived at virtually identical times. Lived in the same neighborhoods. Kids sat side by side in the same schools. But totally different outcomes. Now, if you look back at the history of the Jews and the history of the Italians you can see why that would be. In the early 19th century, Russian officials report that even the poorest Jews find some way to get some books in their home, even though they’re living in a society where over 90% of the people are illiterate.

“Conversely, in southern Italy, which is where most Italian-Americans originated, when they put in compulsory school-attendance laws, there were riots. There were schoolhouses burning down. So now you take these two kids and sit them side by side in a school. If you believe that environment means the immediate surroundings, they’re in the same environment. But if you believe environment includes this cultural pattern that goes back centuries before they were born, then no, they’re not in the same environment. They don’t come into that school building with the same mindset. And they don’t get the same results.”

Er Sverige et uhyggeligt samfund?

Af Ex Column, den 16. marts 2006. 7 svar

Engang imellem gør jeg mig den ulejlighed at slå over på en anden TV-kanal, når jeg konfronteres med de danske morgennyheder. Det gjorde jeg også den morgen, hvor det med ret stor træfsikkerhed kunne bekræftes, at amerikanerne havde genvalgt George W. Bush som præsident. På de svenske stationer var der naturligvis almindelig gravkammerstemning. Vores naboer har tydeligvis stadig svært ved at fordøje, at skådisen Ronald Reagan kunne vinde over den huldsalige Jimmy Carter. Derfor har de om end endnu større vanskeligheder med at synke, at George W. Bush kan blive præsident og i øvrigt genvælges. Når amerikanerne så alligevel gør det, så må det være et patologisk træk ved det amerikanske samfund. Således også hin morgenstund. Den socialdemokratiske partisekretær, Marita Ulvskog, tonede frem på skærmen og erklærede: “USA er et otäckt samhälle”. Sådan!

Hvorfor bringer jeg denne erindring på banen? Jeg gør det, fordi jeg for et par dage siden blev konfronteret med en artikel i Dagens Nyheter, som handlede om den omsiggribende antisemitisme i det svenske samfund. Her blev det ordentligt fortalt, at 5% af svenskerne har en systematisk negativ indstilling til jøder. Nuvel, det er jo trods alt til at overse. Men den fortsatte læsning afslørede, at vi her talte om en meget snæver definition af antisemitisme. Hele 41% viser sig nemlig at have en hel eller delvis negativ opfattelse af jøder. Og en fjerdedel af den svenske befolkning vender sig ligefrem imod den tanke, at en jøde kunne være statsminister. Lige så mange mener, at jøderne har for stor indflydelse på verdensøkonomien.

Gør dette Sverige et uhyggeligt samfund? Givetvis ikke, men det er da sociologisk set vedkommende, at et samfund, der er storleverandør i politisk korrekte attituder, tilsyneladende er funderet på en mental mødding. Og det ligger da lige for at spørge, hvordan denne mødding er blevet til. Hvem har skabt disse anskuelser i Folkhemmet? Kan det tænkes at være tonen i debatten? Er der en lineær sammenhæng mellem Socialdemokraternes grove udfald mod Israel og svenskernes syn på jøder? Jeg ved det ikke. Men jeg fornemmer, at den svenske kulturelite ikke bekymrer sig lige så meget for etnisk stigmatisering, når den rammer jøder. Og der er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt.

Ugens citat: Trenchard & Gordon om ytringsfrihed

Af Redaktionen, den 13. marts 2006. Skriv et svar

Til denne uges citat har vi været så heldige, at den glimrende unge Johan Espersen har gjort arbejdet for os: Han har mindet os om, hvad John Trenchard og Thomas Gordon i 1721 skrev om ytringsfrihed i det 15. Cato-brev.  Det kan–det aktuelle klima taget i betragtning–bære en gentagelse:

“Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.

This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.”

Ugens citat: Tierney om universiteter

Af Redaktionen, den 27. februar 2006. 2 svar

Den fremragende John Tierneys klumme i New York Times i denne uge handler om universiteter–og særligt de amerikanske Ivy League-skoler.  Årsagen er, at Harvard Universitys rektor, fhv. finansminister Larry Summers (som uden US Supreme Courts Bush v. Gore afgørelse i januar 2001 let kunne være blevet fungerende præsident …), i sidste uge tog sin afsked, foranlediget af et kommende mistillidsvotum fra universitetets fastansatte forskere.  Årsagen er–udover at han blev et offer for amerikansk akademisk politisk korrekthed, når den er værst–at Summers forsøgte at tvinge forskerne til at interessere lidt mere for, hvad der egentlig er nyttigt for de studerende.  Men Tierneys pointer er generelle, og her kommer nogle af dem:

“[As] Adam Smith observed two centuries ago, the university tends to be organized “not for the benefit of the students” but “for the ease of the masters.” And nowhere is this more true than at an elite college like Harvard.

In most industries, a company would cater to customers paying $41,000 per year, but Harvard has been able to take its undergraduates for granted. …  Harvard has long known that the best students will keep coming, not for its classes but simply for its reputation. Smart students want to go where the other smart students go.

Suppose people picked hotels based on how intelligent they expected the other guests to be. Once a hotel got the reputation as a brain magnet, smart people would automatically go there, and hotel employees could afford to get complacent. They’d be more interested in their own welfare than their guests’ — especially if their jobs came with lifetime tenure.

At a university, the senior employees not only have tenure but are also used to controlling their own fiefs: departments vote on who’s hired and decide who teaches what. Unless a university president is willing to be less than collegial — and is backed by a board with more gumption than Harvard’s — there’s not much that can be accomplished.

Senior professors can shunt off the more tedious jobs, like teaching freshmen or grading papers, to low-caste graduate students or visiting lecturers. Or they just neglect the jobs that don’t appeal to them. That’s why Summers had to push them to teach survey courses and other basics.

You might expect the Harvard history department to devote a course or two to the American Revolution or the Constitution, but those topics are too mundane. Instead, there’s a course on the diaries of ordinary citizens during the Revolution, and another, “American Revolutions,” that considers the American and Haitian Revolutions as “a continuous sequence of radical challenges to established authority.” …

They’ve been insulated from reality in a political monoculture. The faculty discourse — or at least the discourse among those who bother to go to faculty meetings — has been so dominated by paleoliberals that Summers, a Democrat and a Clinton appointee, struck them as reactionary.”

Ugens citat: Norquist om rottehoveder, republikanere & cola

Af Redaktionen, den 21. februar 2006. 1 svar

Den farverige amerikanske politiske aktivist Grover Norquist (leder af Americans for Tax Reform) er altid god for en ideologisk metafor.  Det var som bekendt ham, der i sin tid sagde, at han ønskede, at den amerikanske forbundsstat skulle være så lille, at den kunne druknes i et badekar.

Her en en anden metafor, som til med er dagsaktuelt i.f.t. de amerikanske Republikanere, der p.t. argumenterer for en slags “big government”-konservatisme; Norquist sagde således fornylig i en tale, at det er undergravende for tilliden til Republikanernes “brand”, som ellers har været succesrigt netop p.g.a. en politik om lave skatter:

“The reason this is important is the same reason that Coca-Cola has been so successful.  They brand Coca-Cola; they have quality controls.  You can walk into the store and you can grab a bottle of Coke off the shelves:  you don’t have to taste it, you don’t have to look at it, you don’t have to shake it around, you don’t have to ask your friends about Coca-Cola.  You just grab it off the shelf because you know what’s inside it.  Now if you get that bottle of coke home and you look at it and there’s a rat head in the coke bottle, you do not say to yourself, you know I’m not going to finish the rest of this coke bottle.  You tell your friends about the rat head in the coke bottle and you go on local television and show them the rat head in the coke bottle.  And all across the country, and the world, people say I wonder what my coke has? Okay.

Republican elected officials who vote for tax increases are rat heads in a coke bottle. They damage the Republican brand.  This is not a victimless crime:  oh Fred’s over in the corner raising taxes, but that’s Fred.  No! No!  Small children everywhere get discouraged if they see Republicans raising taxes because it confuses them, and they don’t know what it means to be a Republican.”

2008: Hillary Clinton mod George Allen IV

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. februar 2006. 5 svar

Jeg har efterhånden et par gange “pushet” ideen om, at det amerikanske 2008-præsidentvalg bliver mellem senatorerne Hillary Clinton og George Allen.  Så her er lidt mere om emnet …: I disse dage holder den amerikanske organisation Conservative Political Action Conference (C-PAC) sit 33. årsmøde, og det er efterhånden veletableret som den organiserede højrefløjs største sammenkomst.  Dette er naturligvis de ideologiske græsrødder, men da det i vidt omfang er dem, der driver den tidlige del af primærvalgsprocessen, er det værd at bemærke, hvor de lægger deres stemmer, og et “prøvevalg” blandt de 1.251 deltagere m.h.t., hvem de tror vil vinde nomineringen gav følgende resultat:

  • George Allen: 22%
  • John McCain: 20%
  • Rudy Giuliani: 12%
  • Condoleezza Rice: 10%

Dette kan sammenlignes med sidste års resultater fra samme “event”:

  • Rudy Giuliani: 19%
  • Condoleezza Rice: 18%
  • George Allen, Bill Frist, John McCain: 11%
  • Rick Santorum, Bill Owens, Mitt Romney: 4%
  • Newt Gingrich: 5%
  • George Pataki: 2%
  • Chuck Hagel, Mike Huckabee, Tim Pawlenty: 1%
  • Haley Barbour: 0%

Man kan iøvrigt bemærke, at C-PAC deltagernes forventninger ikke er så fjerne fra markedets forventninger til det faktiske udfald.  På Intrade.com handles der p.t. til disse priser

  • John McCain: 30,5
  • George Allen: 27,2
  • Rudy Giuliani: 11,2
  • Mitt Romney: 7,1
  • Condoleezza Rice: 4,7
  • Newt Gingrich: 3,6
  • Jeb Bush: 3,6
  • Mike Huckabee: 2,5
  • Bill Frist: 2,4

Med andre ord kunne noget altså tyde på, at det p.t. tegner til et kapløb mellem McCain og Allen.  Hvad med en McCain/Allen “ticket” i 2008?  Det er efterhånden sjældent set, at en vinder tager sin væsentligste konkurrent fra primærvalgene som running-mate–var det mon Reagan/Bush i 1980? (Og selv da var det en beslutning i sidste øjeblik, hvor meget andet tydede på en Reagan/Ford “ticket” …!) Men alt andet lige ville McCain/Allen nok være et ret stærkt team.  (At min personlig holdning så er–som tidligere antydet–at McCain er en opportunist og/eller en totalt løs kanon, skal ikke skygge for, at jeg mener, at han vil være en stærk kandidat.  Omend næppe helt så stærk, som de foreløbige match-ups antyder.)

John Fund fra Wall Street Journal kan endvidere berette dette om C-PAC deltagernes syn på Bush/hans administration:

“On issues, the CPAC crowd sent a mixed message to the Bush administration. Support for its policies on some points was nearly unanimous: 92% liked his judicial selections, 87% supported the war in Iraq and 83% liked his tax cuts. But support fell to dangerously low levels on two issues: Only 48% approved of his plans on handling immigration and 43% felt he had done enough to reduce government spending.”

“For a group that wants to support the president, that’s troublesome,” pollster Tony Fabrizio, who tabulated the results, told me. He also indicated that since CPAC attendees are about evenly divided between those who emphasize social conservatism and those who come from a more economically conservative background, the breakdown in support for Mr. Bush is worthy of note. “The social conservatives are more likely to stick with him across the board on all issues,” he told me. “Where he has a problem is with the economic conservatives, who are becoming more skeptical.”

Og med god ret.

PS.  De konservative græsrødder i C-PAC mente iøvrigt også, at Bill Clinton er det mest seriøse bud på en “First Husband” …

Richard Epstein om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 2. februar 2006. Skriv et svar

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein  og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.       

Hjemløse liberale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2006. Skriv et svar

David Boaz, høj-aktiv Executive Vice President for tænketanken Cato Institute, havde tirsdag en kommentar i Wall Street Journal om, hvordan det p.t. er lidt som at være “hjemløs” (eller “forældreløs”, som han faktisk skrev), hvis man er klassisk liberal (libertarian) i dagens USA:

Libertarian Orphans

The Gallup Poll’s annual survey on government found that 27% of Americans are conservative; 24% are liberal, up sharply because the poll was taken after Katrina, which boosted support for the proposition that “government should do more to solve our country’s problems.” Gallup also found — this year as in others — that 20% are neither liberal nor conservative but libertarian, opposing the use of government either to “promote traditional values” or to “do too many things that should be left to individuals and businesses.” Another 20% are “populist” (supporting government action in both areas), with 10% undefined. Libertarian support, spread across demographic groups, is strongest among well-educated voters.

So where are the libertarians in politics and the media? Since the Clinton impeachment and the Florida recount, there’s been a polarization: Congressmen and TV pundits define themselves as red/blue, pro-/anti-Bush, partisan Democrat/Republican, and take rigid liberal/conservative positions on Iraq, tax cuts, Social Security reform, gay marriage, abortion. But polls tell us that Americans aren’t quite so partisan.

With big-government conservatives spending money like Imelda Marcos in a shoe store, and big-government liberals supporting the Patriot Act, even pro-government populists are represented in D.C. It’s the libertarian voters who are orphans. Democrats stand like a wall against tax cuts and Social Security privatization. Republicans want to ban abortion, gay marriage and “Happy Holidays.” It’s not just Congress — in Virginia’s recent elections, all the Democrats were tax-hikers and all the Republicans were religious rightists. What’s a libertarian to do?

The worst aspect of all this is the oracles who appear on TV. You’d think they’d be thoughtful, independent. Yet they’re as partisan as the pols. The typical cable show brings viewers two guests, a liberal and a conservative. You can count on conservative writers to defend everything President Bush does, and on liberal editors to denounce the GOP — no matter what.

Of course, it could be that most Americans are, in fact, liberals and conservatives. Maybe Gallup is wrong, every year. But the exit polls on election day 2004 offer some confirmation. According to those polls, 17 million voted for John Kerry but did not think the government should do more to solve the country’s problems. And 28 million Bush voters support either gay marriage or civil unions. That’s 45 million who don’t fit the polarized model. They seem to have broadly libertarian attitudes. In fact, it’s no secret that libertarian voters make up a chunk of America. But you’d never know it from watching TV — or listening to our elected politicians.

Y’all know the feelin’?

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2006. 2 svar

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

It's the government, stupid! II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2006. 1 svar

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

Ugens citat: B.-H. Lévy om USA, Frankrig og integration

Af Redaktionen, den 22. januar 2006. 2 svar

Wall Street Journal havde lørdag et interview med den franske filosof fra det man ca. 1980 kaldte “det nye højre”, Bernard-Henri Lévy.  Lévy har i de seneste måneder haft en artikelserie om USA i det fortrinlige Atlantic Monthly (som ethvert begavet menneske burde læse), og denne kommer nu kommer i bogformat.  I den forbindelse dette interessante interview, hvori Lévy bl.a. forsvarede USA og kritiserede Irak-krigen:

“Mr. Lévy regards his own criticism of America not as anti-Americanism, but as tough love. He is an assiduous believer in America’s “manifest destiny,” and expects this country, clearly, to uphold the highest standards–as he sees them. Some of these standards he would prescribe to France, in particular the American approach to citizenship. He contrasts the “model of Dearborn”–the Detroit suburb, home to significant numbers of contented Arab-Americans–with the “model of St. Denis,” the Parisian banlieu where discontented Arab immigrants (never referred to as Arab-Frenchman) ran riot late last year. “What is good about America is that in order to be a citizen, you are not asked to resign from your former identity. You cannot tell Varadarajan or Lévy, ‘You have to erase from your mind the ancestors you had.’ In France, we erase.”

America, Mr. Lévy concludes, “is a factory of citizens, which has some defects, some problems, but the country works, not too badly. Better, I think, than mine.””

Ugens citat: Shadegg om "Ånden fra '94"

Af Redaktionen, den 18. januar 2006. 1 svar

Kongresmedlem John Shadegg (R-AZ) er en af kandidaterne til den ledige post som Republikansk flertalsleder i Repræsentanternes Hus.  Han kæmper for sit kandidatur bl.a. med et indlæg i onsdagens Wall Street Journal, hvori han priser Ronald Reagan, Barry Goldwater m.fl. som idoler for, hvad partiet burde være i dag.  Heri hedder det bl.a.:

Ten years ago, the American people put Republicans in control of the House of Representatives for the first time in more than 40 years. It was a historic achievement, made possible because we stood for the principles the American people believed in: smaller government, returning power to the states, lower taxes, greater individual freedom and–above all–reform.

Some Republican leaders in the House seem to have lost sight of those principles, though the American people still believe in them. Meanwhile, Americans are sick of scandals. To fully regain their confidence–and to retain and grow the Republican majority–we need to make a clean break with the past and return to our ideals.
Republicans promised the American people two things in 1994. First, we promised to rein in the size and scope of the federal government. Second, we promised to clean up Washington. In recent years, we have fallen short on both counts. Total federal spending has grown by 33% since 1995, in inflation-adjusted dollars. Worse, we have permitted some of the same backroom practices that flourished in the old Democrat-controlled House. Powerful members of Congress are able to insert provisions giving away millions–even tens of millions–of dollars in the dead of night. The recent scandals involving Duke Cunningham and Jack Abramoff have highlighted the problem, but this is not just a case of a few bad apples. The system itself needs structural reforms. …

I grew up watching the example of Barry Goldwater, who worked closely with my father. He taught me that “a government that is big enough to give you all you want is big enough to take it all away.” That philosophy guided me when I ran for Congress in 1994. I was thrilled to be part of the Revolutionary Class of ’94, and the sense of hope and mission of the early days after the American people elected a Republican majority in the House is still with me. We believed then that we could take back our government, and I believe it today. …

House Republicans differ about policy and tactics, but we stand together in our respect for this institution, our hatred of corruption, and our support for the basic principles of our party. The American people overwhelmingly support the principles we stand for. We cannot allow the current scandals to distract their attention from our substantive agenda. If we do not make a clear, public break with the recent past, there is a good chance we will lose our majority.

I do not need a poll or questionnaire to tell me what Republicans stand for. The party of Ronald Reagan exists not to expand government, but to protect the American people from government’s excesses. President Reagan once said, “If you’re afraid of the future, then get out of the way, stand aside. The people of this country are ready to move again.”

WSJ‘s Brendan Miniter (hvis broder, Rich, har været venlig overfor denne blog) havde tirsdag en artikel netop om Shadegg, Reagan og Goldwater, og Republikanernes problemer p.t.

Amerikansk krystalkugle

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. januar 2006. 6 svar

RealClearPolitics.com er det bedste sted på nettet for statistik og links til kommentarer vedrørende amerikansk politik.  Men vil man have saglige og upartiske analyser fra en politolog med forstand på amerikansk politik og med omtrent lige dele ris og ros til begge fløje, så er der formodentlig få bedre end professor Larry Sabato, University of Virginia, og hans website Sabato’s Crystal Ball.  Jeg har (af en række årsager) lidt på fornemmelsen, at Sabato nok selv hælder lidt mere til venstre, end man får indtryk af—men det er jo i og for sig kun en kompliment til hans analyser, som jeg generelt finder meget indsigtsfulde og behageligt fri for partipolitisk “spin”.  Og den slags er efterhånden relativt sjældent i dækningen af amerikansk politik.

Nye læsere kan f.eks. læse Sabatos analyser af de mulige kandidater til 2008-præsidentvalget, både blandt Republikanerne og Demokraterne; ingen af dem er chokerende, men de er solide og dækkende.  Jeg deler ikke hans vurdering af George Allen, men Sabato har givetvis flere fuldtræffere m.h.t. amerikansk politik, end jeg har …  Læs også Sabatos analyser af det kommende (eller skulle vi sige “igangværende”?) 2006 midtvejsvalg til Senatet og Repræsentanternes Hus.  Sabato forudser p.t., at der vil være fremgang for Demokraterne, men at den vil være beskeden, og at udsigterne til, at de vil genvinde Huset p.t. er for svage, mens det næppe sker i Senatet.

PS. Apropos mig og amerikansk politik, så lad mig i øvrigt en passant og sædvanligt selvpromoverende nævne, at jeg i sidste uge var gæst nr. 2 i Niels Krause-Kjærs nye og udmærkede DR P1-program Krause på Tværs. Programmet (som blev båndet allerede i november) blev lanceret som om, at jeg skulle forsvare Bush—og er efter sigende blev mødt med mange positive lytterreaktioner netop på den konto.  Hvilket sådan set er pudsigt nok, eftersom jeg reelt kritiserede ham en del undervejs og generelt blot prøvede at være “fair and balanced” …  Måske det siger mere om, at jeg havde lidt ret i min påstand om, at ethvert ikke negativt ord om Bush i danske medier næsten pr. automatik udlægges som et forsvar for manden …!  Udover at jeg fik karakteriseret Carter som mormon (når manden—som jeg jo godt vidste—faktisk er baptist!), gik det vist meget godt—ikke mindst i betragtning at det var 1 time og 33 minutter uden pause.

PPS. Bushs Amerika sælger i øvrigt ret godt.

Alito om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 17. januar 2006. Skriv et svar

Samuel Alitos høring foran the Judicial Committee som afsluttedes i fredags, kan ses på altid interessante C-Span, hvor der også er diskussion af høringerne.

Et af de varmeste og mest aktuelle emner er, hvorvidt udvidelsen af "presidential powers", som Bush administrationen har slået hårdt på i kampen mod terrorisme, strider mod den amerikanske forfatning. Når den udøvende magt får for store beføjelser er faren for vilkårlighed overhængende. Det var derfor imødeset med forventning hvad Alito ville svare på spørgsmål om dette emne.

Matt Welch fra Reason Magazine er ikke imponeret. Med udgangspunkt i en udveklsing mellem den demokratiske senator Russ Feingold og Alito, hvor Alito væver på spørgsmålet om det kunne tænkes, at der i forfatningen kan indfortolkes en ret for præsidenten til at handle i strid med en straffebelagt lovbestemmelse, konkluderer han:

 

I don't feel comfortable with a Supreme Court unclear on the notion of whether the president can legally break the law; the existence of such a deferential bench is a standing invitation for Bush and his successors to do just that.

Today these crimes will be justified in the name of being "serious about fighting the war"; tomorrow they will be justified in the name of being "serious about protecting our children." Which is why yesterday is almost too late to finally begin showing some seriousness about protecting the constitutional liberties that neither of the major political parties respect when they hold the keys to the White House.

 

 

Europas socialdemokratiske Maginot-linje

Af Jacob Mchangama, den 9. januar 2006. 5 svar

Weekly Standard har en henvisning til en artikel skrevet af Gerald Alexander i Chicago Sun-times kaldet "Europes Hidden Conservatives".

Artiklen sammenligner den politiske kultur i USA og Europa og fremhæver flere gode pointer:

Why are politics so different in Europe and the United States, considering that the two have wealthy economies and share a lot of cultural roots?

[..]In a democracy, major parties and coalitions craft their platforms and rhetoric to attract the "median voter," that is, the hypothetical voter at the exact center of the political spectrum, whose swing can determine an election. In most European countries, the median voter is, for example, both less religious and more dependent on government than the median voter in the United States.

This makes political differences appear very stark, by tugging American politics to the right and European politics to the left. For example, American liberals when running for office have little choice but to sideline provocative progressive language and instead loudly proclaim conservative-sounding themes like individual responsibility, the private sector, and toughness on crime and national security.

[…]

The opposite happens in Europe. In countries like Germany, France, Spain and Sweden, center-right politicians compete for a very different kind of median voter, leaving them little choice but to avoid talk of toughness at home or abroad, and instead to defend the welfare state, strict secularism and a kindler, gentler foreign policy. Germany's Christian Democrats, for instance, often compete with the Social Democrats to see who can raise public pensions more, not to cut or reform them. In the same way, European business leaders who understand supply-side incentives, job creation and taxes and regulation more or less like American conservatives do, are careful to censor "radically" free-market talk so an not to marginalize themselves politically. And European conservatives avoid any suggestion that they want to make their countries more like America. This positioning — in this case to the center-left — is so thorough that Americans and other outside observers might not even realize that every European country hosts a sizable minority of conservatives.

The perception that Europe is uniformly center-to-center-left is reinforced by the fact that public expression is often monopolized by a collusive journalistic, intellectual and Eurocrat elite whose "arrogance [is] almost beyond belief," in the words of American conservative commentator William Kristol. Mainstream European press discussions of free markets, America and robust conservatism are so routinely paranoid and hyperbolic as to make Howard Dean look temperate by comparison.

[..]William Kristol has suggested that, in a way, Europe is stuck politically in America's 1990s, with a cultural and political elite plagued by drift, failure and scandal — but without the breakthrough achieved in America by reform-minded conservatives like Rudy Giuliani and, yes, Newt Gingrich. If anything, though, Western Europe sometimes seems even stuck further behind than that. Many Europeans still respond to unemployment with protectionism and government jobs programs; leaders routinely speak of corporatist-style "social dialogue" between the state and major interests; a center-right prime minister argues that subsidized agriculture is central to France's economic dynamism…and governments try to stem globalization with what one scholar calls a "social democratic Maginot Line."

Artiklen konkluderer, at Europa politisk set snarere befinder sig hvor USA befandt sig i 70'erne, men hvor er den europæiske Reagan?

 Jeg ville i øvrigt gerne have ofret op til flere månedslønninger for at have opfundet den geniale sammenligning af europas forsvar mod globalisering med en "social demokratisk Maginot-linje". Sammenligningen er lige så rammende som den er hylende morsom. 

 

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”

2008: Hillary Clinton mod George Allen III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2005. 1 svar

Det ansete, uafhængige National Journal har nu for 2. gang i år offentliggjort et survey af 200 centralt placerede meningsdannere i Washington, DC, med henblik på, hvem der bliver de to store partiers præsidentkandidater i 2008.  Jeg har tidligere (med en vis tilfredshed) omtalt det første af disse surveys (med tilføjelser her og her), og i den seneste undersøgelse er forudsigelserne stort set uforandrede, d.v.s., det er fortsat senator George Allen (R-VA) og senator Hillary Clinton (D-NY), der anses for de mest sandsynlige kandidater.

Blandt Republikanske emner fører George Allen fortsat snævert over Senator John McCain.  Den Republikanske flertalsleder i Senatet, Bill Frist, er derimod dumpet fra en tredjeplads ned på en femteplads, mens Massachusetts-guvernøren Mitt Romney omvendt er steget tilsvarende.  New Yorks fhv. borgmester Rudy Giuliani ligger uforandret på en fjerdeplads, og længere nede, på sjettepladsen, kom tidligere RNC-partiformand, nu Mississippi-guvernør, Haley Barbour som et “long shot”.

Blandt Demokraterne er Clintons placering uovertruffen med mere end 3/4, der mener, at det bliver hende.  Nr. 2 er Virginia-guvernøren Mark Warner, sm har skubbet fhv. senator og vicepræsidentkandidat John Edwards fra denne plads.    Herefter kommer noget svagere kandidater som Senator Evan Bayh (Indiana), Iowa-guvernør Tom Vilsack, Senator Joe Biden og New Mexico-guvernør Bill Richardson. Af de 200 adspugte, var der ingen (0), der troede, at kandidaten i 2008 ville være den samme som i 2004, Senator John F. Kerry.  Tilsvarende stærk opbakning havde fhv. vicepræsident og 2000-præsidentkandidat Al Gore og general Wesley Clark.

For en ordens skyld skal det tilføjes, at mens navnene i toppen i det store billede er de samme på Intrade (hvor man kan investere i valgudfaldet), så er den indbyrdes rangorden ikke helt den samme.  Blandt Republikanerne fører McCain klart, fulgt af Allen og Giuliani side om side, med Romney som en fjern nr. 4., Frist som nr. 5, og derefter kanidater som Rice, Jeb Bush, Chuck Hagel, Barbour, Cheney m.fl.  Blandt Demokraterne er det Clinton klart i spidsen, fulgt af Warner som en klar nr. 2, og derefter fjerne bud som Edwards, Gore, Biden, Bayh m.fl.

Republikansk selvransagelse II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. december 2005. Skriv et svar

I forlængelse af med-Punditokrat Mchangamas post vedrørende Chris DeMuths fortrinlige artikel bør man iøvrigt også læse denne passage fra et indlæg fornylig af J.C. Watts, det nu fhv. Republikanske kongresmedlem, der var med i partiets ledelse i Repræsentanternes Hus, og som (bl.a. fordi han var sort og en kendt football-spiller og konservativ) var spået en stor politisk fremtid (men som nu er gået ind i konsulentbranchen):

“I was part of that wild and crazy Class of ’94 that shook the political landscape by taking over the House after more than 50 years of unfettered Democrat control. We came to Washington full of ideals and conviction. But sadly, what they say about absolute power is coming to reality in the 2005 GOP Washington. Republicans in just 10 years have developed the arrogance it took the Democrats 30 years to develop. But you know, in spite of the very real arrogance displayed by my party in Washington in the years since taking the House, Senate and White House, I firmly believe the Republicans have a real chance to rebound simply because our Democrat friends just don’t get it. Essentially, they believe the basic plan of getting their base to the polls, increasing Hispanic voters, and better communication will put them over the top. They believe their failures in these mechanical functions have cost them in the past decade.”

Fra “den anden side” har The New Republic også i denne uge nogle kritiske ord om Republikanerne–men (naturligvis uden J.C. Watts’ positive slutning.  Det kunne man nok forvente, og givet hvorledes Demokraterne opførte sig frem til 1994, må man nok tage kritik dér fra med det kendte kilo salt.  Men til gengæld er noget af det faktisk morsomt.  Her er en passage fra tidsskriftets “guide til Republikanernes Washington DC”, nemlig 1. afsnit Forhistorien:

A History of GOP D.C.

The first major wave of conservative settlers, who arrived in the 1980s and 1990s, encountered an indigenous Democratic civilization in serious decline. Much like the Aztecs and the Incas, the Democrats had constructed impressive monuments like the Welfare State and Regulatory Policy. Under the reign of President Bill Clinton, however, they succumbed to the temptations of imperial power, abusing a primitive congressional banking system and seducing young interns. So the arrival of the new settlers, mostly Southerners and Midwesterners of Caucasian stock, coincided with momentous upheaval. One visionary immigrant, Tom DeLay from Sugar Land, Texas, had a plan for a new city of elegantly circuitous money trails and a grid that would link lobbyists to the Republican Party. The DeLay plan for modernizing the city is also known as the K Street Project, and it benefits from the simplicity of its intentions: Want to work with the Republicans? Then you’d better hire Republicans at your law firms and lobbying shops–and then donate your money to Grover Norquist, conservative 527s, and other GOP D.C. charities. Nobody had ever dared to think so transparently.

The DeLay vision couldn’t have come to fruition were it not for a stroke of luck. That luck came to Washington in the form of a failed energy executive, failed congressional candidate, and all-around late bloomer with a recognizable name and a refusal to compromise with himself. Together, Tom DeLay and George W. Bush (with the help of a plucky, can-do guy named Karl Rove) raised the city that has become a magnet for corporate lobbyists and tourists alike.

Visitors expecting to encounter a thriving civilization, however, will be disappointed. After a few hours of exploring, you will immediately recognize that GOP D.C. has taken an unfortunate turn. The city’s culture has come to resemble the old Democratic regime in its final days of decay. Take the fall of Jack Abramoff, a lobbyist who helped DeLay make his vision for the city a reality. Abramoff once bilked Indian tribes for $80 million and enticed congressmen with golf trips to Scotland and free meals at his restaurants. Now he’s facing prison. Or consider another popular attraction–the office of Vice President Dick Cheney. In the prelude to the Iraq war, intrepid tourists who enjoyed a good scare would travel here for warnings about mushroom clouds that might soon appear over GOP D.C. Adrenaline junkies now make the pilgrimage to the OVP on the off chance that they might glimpse Cheney or one of his aides trashing CIA analysts, former ambassadors, and other critics. But we suggest that you don’t let GOP D.C.’s air of decline and omnipresent indictments interfere with the pleasures of your visit. If you place yourself in the 2002 mindset of the city’s lobbyists or Republican congressmen, GOP D.C. can be a magical place.