Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.
Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2019. 1 svar
Uafhængighedsbevægelser
tager mange former, fra det absurde voldelige til det fredeligt hjertevarme.
Det sidste så man i bl.a. Estland, hvor uafhængighedsbevægelsen startede sidst
i 1980erne med en række sangstævner, hvor esterne genoplivede landets tradition
for korsang. Der var tale om en af de mest fredelige protester, men også en som
sovjetstyret vidste ramte direkte ind i de estiske hjerter.
Los Angeles Times berettede i går om, at noget lignende er ved at ske i Hong Kong ved siden af de mere traditionelle protester (Hattip: Niclas Berggren). En anonym komponist, der kalder sig Thomas dgx yhl, har skrevet en sang der på engelsk kaldes ”Glory to Hong Kong.” Sangen lyder besnærende som en slags nationalhymne, der beder for frihed og demokrati, og hylder alt det, Beijing-regimet forsøger at underminere. Sangen, der er på kantonesisk – det sprog, der tales i Hong Kong ved siden af engelsk – er den seneste uge blevet sunget i indkøbscentre, parker og i en protest foran det Beijing-styrede skin-parlament LegCo.
Mens
der stadig er en meget reel risiko for, at Beijing simpelthen lader tropper fra
hæren rykke ind og besætte Hong Kong – og dermed endegyldigt viser at det
kommunistiske og i stigende grad totalitære styre på ingen måde har til hensigt
at respektere den britiske-kinesiske aftale om Ét Land, To Systemer fra 1997 –
er noget tydeligvis ved at ske i Hong Kong. Flere gange i sommers har en
million mennesker ud af byens syv millioner indbyggere været på gaden i
protester mod styret, den benhårde, uhildede magttrussel fra Beijing ser for
tiden ud til at have samme virkning som de russiske angreb på Ukraine: Den
tvinger folk i Hong Kong til at opdage eller genopdage deres identitet som en bystat
med vestlige frihedsidealer og –værdier. Ingen med respekt for sig selv kan spå
om, hvordan det kommer til at gå, men Hong Kongs identitet forsvinder næppe
igen, uanset hvor diktatorisk det kommunistiske regime ender med at reagere.
Af Christian Bjørnskov, den 13. september 2019. 2 svar
I
går udkom den årlige rapport fra the Fraser Institute i Vancouver, der har
titlen Economic
Freedom of the World: 2019 Annual Report. Jeg har, ligesom man andre
forskere og almindeligt interesserede, glædet mig til den. Rapporten, der
skrives af James Gwartney, Robert Lawson, Joshua Hall og Ryan Murphy, bruges
over hele verden i policy-diskussioner, mens de data, holdet producerer hvert
år, bruges intensivt af forskere af meget forskellige politiske observanser og baggrunde
(læs f.eks. Bob og Joshs survey fra
fem år siden; non-gated her).
Hvert år er der et eller to temakapitler, og dette år er ingen undtagelse. Bob Lawson og Ryan Murphy udvider i kapitel 3 nogle af indikatorerne til at omfatte 1950erne og 60erne, så man kan få en bedre forståelse for den lange udvikling i de vestlige lande. Det virkeligt interessante er, at man her kan se adskillige lande før keynesiansk politik og socialistiske kontrolideer virkelig slog igennem i 60erne, ligesom det også tillader at få et indblik i en række latinamerikanske landes status i 60erne. I kapitel 4 tager Daniel Bennett og Boris Nikolaev fat i ”Economic Freedom, Public Policy, and Entrepreneurship” og diskuterer vigtigheden af økonomisk fri politik for iværksætteraktiviteten. Det er et kapitel, jeg ville ønske af mange danske politikere ville læse.
Ultimativt er rapporten et næsten uundværligt snapshot af, hvordan politik ser ud i verden i dag. Det kan man få et allerførste indtryk af i kortet ovenfor, ligesom man også kan følge udviklingen i Danmark siden 1970. Det har jeg tilladt mig at gøre i den sidste figur, hvor de røde perioder er år med røde regeringer, mens de blå naturligvis er med blå regeringer. Den illustrerer brugen af EFW-indekset: Fremgangen og reformerne under Poul Schlüter og Poul Nyrup er tydelige som en stigning i den økonomiske frihed i Danmark, mens den triste situation under Fogh og Løkke er meget tydelig at se. Reformsporet er gået i stå i Danmark, og EFW-indekset viser det tydeligt.
Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2019. Skriv et svar
I
tirsdags udkom det nye nummer af det glimrende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt
og økonomisk, men langt mere letlæst og formidlende end de fleste andre. Det er
således unikt i de nordiske lande, og bringer ofte meget interessante artikler.
I det nye nummer findes for eksempel en længere
omtale af baggrunden for, at Boyan Jovanovic modtager dette års Global Award for Entrepreneurship Research;
en artikel af Fredrik
Anderson om boligmarkedets sammenhæng med valget af folkeskole i Sverige;
En interessant og noget bekymrende artikel om hvem der publicerer i de
superprestigiøse tidsskrifter af Simon
Ek og Magnus Henrekson; og Dan
Kleins kortlægning af Adam Smiths bidrag til en forståelse af moderne
samfunds moralvurderinger.
Derudover
har Ekonomisk Debatt altid et diskussionsforum med kortere indlæg og
boganmeldelser. Hele nummeret kan læses her, og er som altid stærkt
anbefalet.
Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2019. 1 svar
I februar skrev vi om Kristian Niemitzs fine bog Socialism: the Failed Idea that Never Dies, som omhyggeligt dokumenterer, hvordan vestlige intellektuelle har hyldet socialistiske regimer (læs her). Det har været kendt siden Ludwig von Mises arbejde om socialistisk økonomi (se her), at den ikke kan fungere på grund af måden, et socialistisk system bruger (og ikke bruger) information. Alligevel er der en voksende gruppe unge i specielt USA, Tyskland og Storbritannien, der finder socialisme mere attraktiv end en markedsøkonomi. De er, modsat de fleste skribenter her på stedet, ikke vokset op med Østblokken som en realitet eller med 90ernes anskuelighedsundervisning i socialistisk ødelæggelse, da det først blev muligt at rejse frit i Central- og Østeuropa. De har heller ikke venner eller kolleger, der voksede op under et sovjetisk system, og som kan fortælle om dets virkelighed.
Vi anbefalede derfor Niemitzs tankevækkende bog, men har i dag en anden og helt anderledes letlæst bog om socialisme på bordet: Robert Lawson og Benjamin Powells Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World. Bob og Ben, der er professorer i økonomi ved henholdsvis Southern Methodist University og Texas Tech University, tager til en række lande der enten er, har været, eller er blevet beskyldt for at være socialistiske. Deres mål er at fortælle historien om, hvor ringe et socialistisk system er for almindelige borgere ved at drikke øl (og andre ting), og fortælle om hverdagen i blandt andet Cuba og Venezuela. Socialism Sucks er både indsigtsfuld, chokerende og ofte rigtigt, rigtigt morsom. Vi anbefaler den varmt til alle interesserede læsere og deres børn og elever. Og hvis man vil vide mere, har de to økonomer optrådt på blandt andet The Tom Woods Show, Charles Moskowitzs podcast og – som man kan se nedenfor – hos Matt Kibbe.
Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2019. Skriv et svar
Tidligere
i dag kom nyheden om, at
Zimbabwes mangeårige diktator Robert Mugabe er død, 95 år gammel. Mens det
normalt er dårlig smag at tale ondt om de døde, er der næppe meget andet at
gøre om Mugabe. Jeg kan heller ikke undertrykke en vis glæde ved at vide, at
han endelig er væk. Mugabe var direkte ansvarlig for både folkedrab, voldsom
politisk undertrykkelse, og dyb økonomisk ruin. Der er ingen grund til at hylde
en mand, der var blevet nævnt sammen med andre morderiske diktatorer, hvis han
ikke lige havde været sort afrikaner.
Robert Mugabe blev født
i den daværende britiske koloni Syd-Rhodesia i 1924. Efter endte studier
arbejde han en overgang som lærer i både Nord- og Syd-Rhodesia og i Ghana,
inden han blev overbevist marxist politisk aktiv. Mugabe var en af mange, der
arbejde imod den hvide regering i den ellers selvstyrende koloni, og som
ønskede et rent sort, afrikansk styre i Rhodesia. Udfordringen var, at den
rhodesiske regering og rhodesiske institutioner faktisk fungerede ret godt, og
det frugtbare land havde ry for at være det sydlige Afrikas brødkurv.
Situationen
ændrede sig dog, da det konservative, hvide Rhodesian Front under Ian Smiths ledelse
begyndte at indføre apartheid, efter at partiet havde vundet et demokratisk
valg i 1962. Mugabe var en af flere oppositionspolitikere, der blev fængslet uden
retssag efter at de havde kritiseret den hvide regering i 1964. Smith
afskaffede effektivt det rhodesiske demokrati og Mugabe endte med at sidde i
fængsel i mere end ti år.
Mugabe
blev dog fra fængslet leder af the Zimbabwe African National Union, der vandt
det nu uafhængige Zimbabwes første valg i 1980 og indsatte ham som
premierminister. Mugabe viste her sin sande politiske kulør, og endte med at
gøre sig selv til de facto diktator i 1987. I mellemtiden havde der udspillet
sig et bemærkelsesværdigt beskidt magtspil mellem Mugabes ZANU-parti og rivallen
Joshua Nkomo’s Zimbabwe African People’s Union. Mens ZANU havde solid opbakning
fra Shona-stammen, som Mugabe tilhørte, havde ZAPU langt større opbakning hos
mindretalsstammen Ndebele i det sydlige Zimbabwe. Mugabe skabte derfor i smug
en særlig brigade i hæren, som i det mindste i et vist omfang blev trænet af
Nordkorea, og som skulle bruges til at banke Ndebele-folket på plads.
Det
blev gjort fra 1983 ved at tilbageholde borgere på ubestemt tid, sende dem i
såkaldte ”re-education camps” eller simpelthen henrette dem. Massakrerne blev
kendt som Gukurahundi – det
uofficelle navn på brigaden – da den langt senere blev kendt udenfor Zimbabwe Mens
den bidrog til at cementere Mugabes greb om magten, skete det med voldsomme
tab. The International Association of Genocide Scholars estimerer således
dødstallet til mindst 20,000 og har tydeligt erklæret det som et folkedrab, da
det udelukkende var målrettet én bestemt stamme.
Mugabe-regimet
sørgede efterfølgende for at undertrykke informationen om Gukurahundi, ligesom
mange afrikanske ledere og vestlige intellektuelle slet ikke talte om det.
Mugabes status som socialistisk, afrikansk frihedshelt købte ham så meget
goodwill, at han slap afsted med et folkedrab uden vestlig kritik. Og som følge
af den “Unity Accord” som Mugabe og Nkomo underskrev den 22. december 1987, gav
Zimbabwes regering amnesti til alle, der havde været involveret i Gukurahundi. Der
har aldrig været hverken et retsopgør eller nogen anden anerkendelse af drabet
på tusinder af Ndebele.
Der
slutter Mugabes ulykker desværre ikke. Rhodesia var, da landet unilateralt
erklærede sig uafhængigt fra Storbritannien i 1965, en stor fødevareeksportør
og havde et af de mest effektive landbrug i Afrika. Landet skolevæsen var også
med rette berømt i Afrika – det har stadig et fint ry i regionen – og det
basalt set britiske retsvæsen var velfungerende. Fremtiden så virkeligt lys ud
for Rhodesia, så længe landet ville slippe apartheid-politikken. I dag er
Zimbabwe en økonomisk ruin efter årtiers misrøgt af landet, der kulminerede i
de vanvittige landreformer i 1999-2000. Som min nu tidligere studerende Rasmus
Kjærgaard viste i sit speciale i foråret, var omkostningerne ved bare
landreformen dramatiske. Mugabes regime indførte dem alligevel, da dets
popularitet var dalende og presset fra oppositionens Movement for Democratic
Change, og regimet håbede at købe stemmer fra sorte vælgere og veteraner fra
uafhængighedskrigen. Zimbabwes økonomi er vokset langsommere end Sydafrikas
siden midten af 1990erne på trods af, at det store naboland er langt rigere (og
derfor burde vokse noget langsommere), og at de seneste års nationalregnskabstal
næppe er troværdige.
CIAs
World
Factbook estimerer gennemsnitsindkomsten i 2017 til at være 2300 dollars,
og placerer således det potentielt så rige land på linje med Etiopien, Rwanda
og Uganda. For et land, der er så frugtbart, plejede at være så velfungerende
(valgene til Rhodesias parlament var endda frie og rimeligt fair indtil 1962),
og tiltrak hvide indvandrere indtil 1960erne, er det en chokerende dårlig udvikling.
Siden 1980erne har Mugabes inkompetence og dybt undertrykkende politik bidraget
væsentligt til at skabe denne misere, der endte med at Emerson Mnangagwa sammen
med militæret tog magten ved et statskup i 2017. Om dét kommer til at hjælpe på
det ødelagte land, kan kun fremtiden vise.
Selvsamme
Mnangagwa tweetede i anledning af hans død, at ”Mugabe var et ikon for
frigørelse. En pan-afrikanist, der dedikerede sit liv til løsrivelse og
styrkelse af sit folk. Hans bidrag til historien om vores nation og kontinent
vil aldrig blive glemt.” Det er dog nærmere herostratisk berømmelse end noget
som helst beundringsværdigt, han bør huskes for. Mugabe var en af de værste i
en lang række absurde, afrikanske diktatorer.
Af Christian Bjørnskov, den 4. september 2019. 1 svar
Som
trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende
serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise,
hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give
mening, når man tænker over dem.
Vi
har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid
og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der
bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen
mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.
Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.
Det
er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre
med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig,
men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme
rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år
siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori,
hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,
Social
tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de
landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at
tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde
vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret
meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i
Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt
og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo
koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og
samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden
tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen
kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.
Denne
fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive
fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig
velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks
tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis
man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle
leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det
frygtede Stasi. At have
generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig
idé.
Det,
vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den
tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et
fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis
de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og
Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie,
finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede
ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens
tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den
ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”
*
Temperaturdataene er fra Weatherbase,
mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden
1980erne.
Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2019. 3 svar
Der
er mange meninger om Lars Løkke Rasmussen, der forleden dag – endeligt, ville
nogen sige – gik af som Venstres formand. Der er næppe tvivl om, at han har
været en af sin generations dygtigste politikere, når fokus er på det politiske
spil, at bevare magte, og at producere politiske resultater. Om Løkke har været
en god formand for Venstre og en god statsminister for Danmark kan man derimod
diskutere. Min holdning er ret klar: At han i mange år var en god formand for
Venstre, men at han også har en del af skylden for, at Danmark langsomt, men
sikkert, er sakket agterud for vores nabolande. Han har fra en økonomisk vinkel
– i min optik – været en ekstraordinært dygtig kustode i et socialdemokratisk
velfærdsstatsmuseum.
Det
er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede
således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin
”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han
refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre
kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen
meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man
havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position
var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste
med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.
En
måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den
som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj
grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti
tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham
eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer
partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten
havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske
normaltilstand.
Og
det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det,
man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at
dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende
unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars
Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min
erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for
ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det
plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række
unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når
’de bestemmer’.
Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.
Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2019. Skriv et svar
Donald
Trumps forslag forleden om at købe Grønland vakte berettiget harme. Tiden er
for længst løbet fra forestillingen om, at man kunne sælge folk og territorium,
invadere det eller på anden måde underlægge sig det. Medmindre da man hedder
Vladimir Putin eller Xi Jinping… Statsministeren reagerede på den eneste måde,
hun med nogen rimelighed kunne og kaldte helt korrekt Trumps forslag for
absurd.
Men,
som en god (unavngiven) ven spurgte forleden dag: Hvad hvis man kunne? Hvad
skulle Danmark have for Grønland? Helt særligt, hvad hvis man byttede
grønlænderne med de nuværende US Virgin Islands – det tidligere Dansk
Vestindien? Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA i 1917 for knap 100
millioner kroner, eller 3,7 milliarder nutidskroner. I relative tal ville det
svare til et salg i dag for cirka 25 milliarder, eller knap 3,3 % af det
offentlige budget. Hvordan ser sammenligningen mellem ’Greenland’ og Dansk
Vestindien ud og bytter man lige over?
Der
bor lige knap 58.000 grønlændere på Grønland mod 107.000 indbyggere på de
vestindiske øer. Umiddelbart er grønlænderne rigere: CIAs World Factbook
vurderer det købekraftskorrigerede BNP per indbygger til 41.800 mod 37.000 PPP
dollars på Jomfruøerne. Det afspejler dog ikke helt hverken levestandarderne
eller den økonomiske formåen. Grønland får omtrent 25 % af sin indkomst som direkte
bloktilskud (og en del indirekte støtte), mens de amerikanske tilskud til Jomfruøerne
er cirka 9 % af BNP. Den totale private indkomstskabelse på Grønland er således
1,8 milliarder dollars mod 3,5 milliarder på Jomfruøerne, og en meget stor
andel af Grønlands er den offentlige sektor. I 2016 indkrævedes således hele 77,4
% af BNP i skatter, afgifter og andet; den tilsvarende på Jomfruøerne var 28,9
%.
Med
de velkendte problemer med at opgøre den faktiske værdi af en offentlige sektor
in mente, er de vestindiske øer sandsynligvis meget mere produktive end
Grønland. Ser man på sociale problemer, er der næppe heller nogen
sammenligning, der falder ud til grønlandsk fordel: Landet er kendt for voldsom
alkoholisme, skræmmende incest- og voldsproblemer, og verdens sandsynligvis
højeste selvmordsrate (82,8 per 100.000). Umiddelbart peger det hele derfor på,
at de vestindiske øer er langt mere værd end Grønland.
Der
er dog to forhold, der taler for Grønland: Naturressourcer og dets strategiske
placering. Det er en vis sandsynlighed for, at landet har olie, uran og sjældne
jordarter under isen, og at der er økonomi i at udvinde disse ressourcer. Ingen
kender værdien af dem, men den er potentielt meget stor. Det andet element er
den strategiske placering, hvor Arktis er ved at blive et internationalt varmt
område: Naturressourcerne kan vise sig at være der, og hvis isen trækker sig
nordpå, er der mulige sejlruter gennem grønlandske farvande, som bliver meget attraktive.
Oveni de forhold skal man lægge en væsentlig interesse fra amerikansk (og
dansk) side for at kunne forsvare sig mod et i stigende grad aggressivt regime
i Moskva. I den forbindelse er Grønland en vigtig, fremskudt post i NATO.
Så
kunne man bytte Grønland for de Dansk Vestindiske Øer? Det praktiske svar er
naturligvis et rungende nej. Men det er et interessant spørgsmål at tænke over,
og ikke mindst som en øvelse i hvad en økonomi er ’værd’. Den understreger, at
Grønlands værdi blæser en del i vinden og afhænger af både stærkt usikre klimaforandringer
og usikre forekomster af visse ressourcer. Jomfruøernes økonomiske status er
langt sikrere, da det er et nogenlunde almindeligt caribisk samfund. Og det
ville da være meget sjovt at overveje, hvordan verden ville se ud hvis
danskerne droppede turen til Pukhet og tog på ferie i Charlotte
Amalie i stedet for.
Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2019. Skriv et svar
Hvorfor
nogle lande undertrykker ytrings- og pressefriheden, mens andre ikke gør og
nogle lande kun gør i begrænset omfang, er et af de store spørgsmål i
statskundskab og politisk økonomi. Spørgsmålet er ikke kun af forskningsmæssig
eller praktisk politisk betydning, men har også en fuldstændigt indlysende
moralsk dimension.
Et
først, klassisk svar, er at demokratier har større pressefrihed. Nogle forskere
mener endda, at pressefrihed er en del af definitionen
på demokrati – en såkaldt ’maksimal definition’ – så et land ikke kan være
demokratisk uden at have et vist (udefineret) niveau af pressefrihed. Rent
statistisk er svaret helt korrekt, men på ingen måde dækkende. Medmindre man
ser pressefrihed som en del af definitionen på demokrati – og i det tilfælde an
man slet ikke stille spørgsmålet – må man også notere, at der er ganske stor
forskel på graden af pressefrihed på tværs af verdens demokratier. Demokrati er
langt fra hele historien.
Ser
man videre end blot demokrati, er der en indikation fra en lang række
eksempler: Det ser ud som om adskillige lande med en maritim tradition har
væsentligt bedre pressefrihed end andre lande. Storbritannien har været
bannerfører for ytrings- og pressefrihed siden 1800-tallet og har en synlig
maritim tradition, men det samme gælder også for Danmark og Norge, hvis
handelsflåder håndterer tilsammen håndterer cirka lige så meget fragt som den
britiske. I Mellemamerika er forskellen mellem de spansktalende nationer på
fastlandet og de mindre, handelsintensive øer i Caribien også klar for enhver,
der ved lidt om området.
Spørgsmålet i dag er derfor, om disse eksempler er udtryk for en mere generel sammenhæng: Har lande med en maritim tradition og større handelsflåder også bedre pressefrihed? Det giver vi en foreløbig test ved konkret at plotte størrelsen af handelsflåden per indbygger mod det måske meste brugte mål for pressefrihed. Figuren nedenfor illustrerer således sammenhængen i autokratier – de blå prikker – og demokratier – de orange prikker. Størrelsen af handelsflåden (per indbygger, data fra UNCTAD) er på x-aksen, mens tallene på y-aksen angiver Freedom House-målet for pressefrihed; begge akser er i logaritmer. Målet angiver vel at mærke fraværet af pressefrihed på en skala fra 0 til 100; Danmarks nuværende vurderinger 12 og blandt de laveste i verden.
Som
figuren viser, er der en tydelig sammenhæng mellem størrelse på landes
handelsflåder og deres grad af pressefrihed, når de er demokratiske. Mens
korrelationen mellem de to er et næsten perfekt nul i autokratierne, er den
-0,5 for demokratierne. Det er også klart at se, at de demokratier, der har de
frieste medier, alle har væsentlige handelsflåder. En pudsig detalje er også,
at det autokrati med den største grad af pressefrihed er Hong Kong: En
tidligere britisk koloni med syv millioner indbyggere og en handelsflåde på 98
millioner tons – 2½ gange større end den danske.
Dagens post nærmer sig vores serie om Sjov med Statistik, fordi man umiddelbart kan spørge, hvad i alverden der kunne være af faktisk forhold mellem handelsflåder og pressefrihed. Tænker man videre, er der dog to logiske forklaringer på sammenhængen. For det første er der en sammenhæng mellem retsvæsenets kvalitet og pressefriheden (som dokumenteret her og her). Det kunne indikere, at det i virkeligheden er retsvæsenet, der er vigtigt, hvis store, private investeringer som f.eks. dem en væsentlig handelsflåde kræver, primært sker i lande med solid beskyttelse af den private ejendomsret. Det giver dataene endda en klar indikation af, da korrelationen mellem Heritage Foundations indeks for Rule of Law og handelsflådens størrelse er 0,6. Problemet her er dog, at korrelation er den samme for demokratier og autokratier, og dermed ikke giver samme mønster som i figuren ovenfor.
Den
anden forklaring er mere simpel: At jo mere et lands borgere og industri
oplever status i andre lande, jo mere kræver de selv af politikerne. Jo mere
borgerne ved, at ’noget’ fungerer bedre i andre sammenlignelige lande, jo mere
vil de kræve at landets politikere også sørger for at det fungerer i deres
land, eller at politikerne i højere grad holder fingrene væk og lader ting
fungere uden indblanding. For at den type mekanisme virker, kræver det blot én
ting: At borgerne har faktisk indflydelse på politik, eller med andre ord, at
lande er demokratisk. I dén slags mekanisme ligger også det kommunistiske
diktatur Kinas udfordring med Hong Kong: I den tidligere britiske kronkoloni
ved et overvældende flertal, hvad der er at miste. Gennem 70 år er velstand og
viden flydt ind i Hong Kong gennem handel med resten af verden. I lande som
Danmark og Storbritannien lagde politikerne sig allerede fladt ned i
1800-tallet og indrømmede, at de ikke kunne forhindre borgere i et handelsland
at kræve det bedste fra resten af verden. Det var prisen, en politisk elite
betalte for velstanden.
Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2019. Skriv et svar
Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.
Vores
svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en
præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og
institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye
forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte
velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi
opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:
Som [Leighton og Lopéz]
understreger i deres prisbelønnede Madmen,
Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden
1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at
gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end
vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet
diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af
erhvervslivet.
Som modtræk besluttede en kreds af
svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et
principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser,
hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og
forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre
erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne
intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på
plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af
1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad
en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.
Den
sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som
Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal
of Institutional Economics (læs tidligere omtale her),
er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar
på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres
land, er faktisk positivt påvirkede
af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod
reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er
upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den
brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.
Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2019. 2 svar
Italiensk
politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da
landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen.
Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med
det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget
med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor
eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus
sandsynligvis værre end det.
Udmeldingen
er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får
pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også
talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er,
at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den
type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er
italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del
af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for
væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig
økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos
Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst
det virkelige problem:
Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.
Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.
Som
figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i
1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig
Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i
70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA.
Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i
Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens
produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til
finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med
data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel,
der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter
og Danmark er 9 % bagefter.
Produktivitetsforskellen
mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske
problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands
økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af
1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det
tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle
sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på
samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe
arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til
alternativer i resten af Europa.
Som
vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er
produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst.
Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige
institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik,
begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig
sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste
andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige,
gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet
dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger
en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning
på den slags historie: At man går konkurs.
Af Christian Bjørnskov, den 16. august 2019. 1 svar
Som
mange læsere vil vide, har jeg de seneste år haft et større projekt i gang
sammen med Stefan Voigt (Uni
Hamburg) om nødforfatninger. Vores tidligere artikler i projektet – som
sandsynligvis bliver til en bog, når alle artiklerne er skrevet og publiceret –
har handlet om hvordan nødforfatninger ser ud på tværs af lande og amerikanske
stater, og hvornår lande faktisk erklærer nødret.
Vi
har nu bevæget os mod spørgsmålet om, hvilke konsekvenser nødprovisionerne har.
Det gør vi allerførst i ”When Does Terror Induce a
State of Emergency? And What are the Effects?” som forleden blev optaget
til publication og nu i sin helhed kan nu læses her som Online
First hos Journal of Conflict Resolution.
Stefan
og jeg undersøger i artiklen, hvordan 79 forskellige lande med ’vestlige’
forfatninger har reageret på terrorangreb, og særligt hvordan deres
nødforfatning har reguleret reaktionerne, siden 1970. Vi finder, ikke
overraskende, at flere angreb øger chancen for at regeringen erklærer nødret.
Vi finder dog også, at en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser
under en nødret er forbundet med flere terrorangreb,
men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret.
Sammenhængen med forfatningens nødretsprovisioner er således ikke helt ligetil,
og vi finder særligt ikke evidens for at nogen af delene er påvirket af, hvor
politisk let det er at erklære nødret.
Det
viser sig dog, at når vi ser på regeringens reaktioner på terrorangrebene – vi bruger
her et mål for repressiv politik – spiller nødforfatningen ind. En kombination
af en nødforfatning, der gør det let for regeringen at erklære nødret og et
angreb, der faktisk skår folk ihjel, øger markant risikoen for at regeringen
efterfølgende fører langt mere repressiv politik. Det virkeligt interessante i
det sidste fund er således, at graden af øget repression ikke afhænger af, hvor høj grad nødprovisionerne faktisk tillader regeringen
at gøre det.
Vi
finder ingen systematisk sammenhæng mellem den faktisk repressive politik efter
terrorangreb, og om nødforfatningen faktisk tillader censur, ekspropriation
osv. Mit nye studie med Stefan ender derfor med at sætte et ganske stort
spørgsmålstegn ved, hvor effektive nødforfatninger overhovedet er. Implicit
spørger vi således også om de i virkeligheden har andre politiske formål end
det officielle.
Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2019. 6 svar
Venstre
har i den forgangne uge holdt sommergruppemøde på Kragerup Gods. Mødet blev
noget mere dramatisk end planlagt, da flere folketingsmedlemmer reagerede
kraftigt på et interview i
Berlingske med næstformand Kristian Jensen. Det eneste svagt
kontroversielle et ellers vagt og midtsøgende interview var, at Jensen klart
vurderede, at Løkkes planer under valget om en SV-regering vaf en fejl. Som han
direkte siger i Berlingske: ”En SV-regering er ikke svaret, og jeg tror, der
fra de andre borgerlige partier er en forventning om, at hvis vi skal stå i
spidsen for det borgerlige samarbejde, så skal vi også sige det klart og
tydeligt.”
Fredag
kom det så vidt, at den aldrende Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen
direkte opfordrede Jensen til at trække sig som næstformand.
I et efterfølgende Facebook-opslag skrev Hjort direkte, at ”Det delte
formandskabs tid er forbi” – et udsagn som DR’s Christine Cordsen vurderer er
en direkte ”krigserklæring mod
Kristian Jensen.” Delingen var et resultat af den
uafsluttede magtkamp mellem de to fløje, der støtter henholdsvis Lars Løkke og
Kristian Jensen, og som stødte direkte sammen i 2014. Fløjene eksisterer
stadig, men Hjort mener øjensynligt ikke, at der længere er behov for at tage
hensyn til den anden fløj. Adskillige højtsående og kendte Løkke-støtter
erklærede sig enige, mens Jensens støtter primært holdt mund eller opfordrede
til ro.
Det
særligt pudsige i udsagnet er, at Hjort også mener, at der ikke bør være andre
formænd end Løkke og at han og kun han udstikker den politiske kurs og de
politiske beslutninger for partiet Venstre. Hjort har næppe forstået, i hvor
høj grad han kom til at lyde som en klassisk håndlanger for autokrater som Recep
Tayyip Erdoğan, Victor Órban eller Jacob Zuma. Løkkes egne handlinger bekræfter
i høj grad dette indtryk, da han tydeligvis – i det mindste offentligt – mener,
at han var i sin gode ret til at snigløbe sin næstformand og store dele af
partiet under valgkampen, ved at opfordre til en SV-regering. Han synes heller
ikke at forstå eller acceptere, at resten af blå blok har mistet al tillid til
hans person og den fløj i Venstre, som han står i spidsen for.
Set
i en rent politisk optik, er det svært at få Venstres positionering til at give
meget mening, medmindre man regner med, at partitoppen helt og fuldstændigt har
fejllæst valget og dets optakt. Er planen virkeligt at rykke Venstre endeligt
ind på midten af danske politik – en bevægelse, der blev startet af Claus Hjort
og Anders Fogh allerede efter det fejllæste 1998-valg – og simpelthen kæmpe med
Socialdemokraterne om medianvælgerne? Eller er planen, at Venstre endeligt skal
opgive at have en sammenhængende politik, men blive et rent magtparti som folk
bør stemme på i mangel af bedre, eller på grund af hvad partier kan levere
specifikt til dem? Ingen af delene giver ret meget mening, da S mere troværdigt
kan levere nummer et, og DF allerede leverer nummer to.
Det
paradoks bringer således en til at mindes om, at et parti ikke er en organisme,
men et løst kollektiv af individer med individuelle præferencer, planer og
projekter. Og opgiver man at se på ’partiets’ interesser, men ser på
enkeltindividers egeninteresse, giver det hele pludseligt meget mere potentiel
mening. I en vis forstand er Venstres problemer og den nuværende ledelses
ageren nemlig en helt igennem rationel strategi for de personer, der sidder på
magten i partiet.
Man
kan med andre ord forstå udviklingen i Venstre med, at en større gruppe af
folketingsmedlemmerne er helt ligeglade med det politiske projekt, men kører
deres eget, personlige projekt for åben skærm – den faktion, jeg for nogle få
år siden i Børsen kaldte ’Reality-Venstre’. Og som i ethvert andet
reality-show, resulterer den slags opførsel i en situation, hvor indhold er
ligegyldigt og alt relevant action er i personfnidder og intern
magtpositionering. Der er – præcist som reality-tv – ikke just begavet
underholdning.
Bruger
man således det almindelige analytiske udgangspunkt fra public choice –
metodologisk individualisme hvor hver enkelt gør det bedste for dem selv, givet
deres egne interesser – giver det mening. Løkkes ageren i de sidste efterhånden
adskillige år kan måske bedst karakteriseret som en stræben efter magt uden et
politisk projekt, men på det personligt plan er den eminent rationel, da det
for ham er en kamp om hans overlevelse i politik. Normalt ville man også skulle
se på hans alternativer udenfor politik, men Løkkes store problem ligner mange
andre moderne politikeres: Han har reelt
ingen kompetencer, der har værdi udenfor politik. Medmindre han kan lande
en lignende politisk position udenfor dansk politik – for eksempel en
EU-stilling eller en ledende position i en international organisation eller NGO
– er hans personlige status derfor særdeles svær. Oveni det problem skal man
lægge Løkkes velkendte manglende evner, når det kommer til at styre sine
personlige finanser.
Hvis
man som Løkke, Elleman, og mange andre politikere i både Venstre og de fleste
andre partier, er vokset op i ungdomspolitik og gået direkte ind i almindelig
politik, er man i overhængende risiko for ar være i Løkkes sko: Man har reelt
investeret et halvt liv i nogle kompetencer, som er aldeles ubrugelige i det
samfund, de andre 5½ millioner danskere lever i. Man er socialiseret ind i et
system, hvor personfnidder er helt
centralt for ens karriere, og hvor respekt for fakta, indsigt i hvordan
ting fungerer, og selv det andre opfatter som almindelig anstændighed overfor
andre mennesker, er komparative ulemper. At tabe magten er derfor en trussel
mod ens hele eksistens, fordi man reelt ikke kan andet end politik. Nogle
politikere ser det ikke sådan, men de mere begavede af slagsen kan næppe undgå
at være klar over, at de ville få det endda meget svært, hvis de skulle forlade
politik. Undrer man sig over miseren i Venstre, hvor umiddelbart tåbeligt
partiets slingrekurs og totale mangel på ideologisk kompas virker, er det værd
at mindes om, at politikerne først og fremmest er rationelle enkeltindivider,
der ofte er helt blottet for de kompetencer, vi andres økonomiske og sociale
liv hviler på.
Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2019. 1 svar
For
nogle uger siden skrev vi kort om et
nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede
forskere bag Cohen
et al. i Science udførte et
velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet
ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på
sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel
i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer
ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”
Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.
Konklusionen
er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på
spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata.
Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.
Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic
honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the
world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of
measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return
rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show
that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are
strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use
of questionnaire-based measures in the trust literature.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2019. Skriv et svar
Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).
Jeremy Jackson ved seminaret
Seminaret
startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte
historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave
udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med
titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige
konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen
Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle
forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring
forskellene på demokrati og økonomisk frihed.
Seminaret
blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad
Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty
Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på,
hvad økonomisk frihed er.
Gwartney
blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af,
hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen
var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal
forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at
økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et
par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at
forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede
sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do
that?”
Og
der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme
i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just
had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.”
Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data
frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at
udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.
Udgangspunktet
for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj
grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice,
vountary exchange, open markets, and protection of people and their property
from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt
skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney
understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den
samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.
Når
dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men
før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og
meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker
op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the
World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra
Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden
en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman
og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende
indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres
indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats
tælles i tusinder.
Af Christian Bjørnskov, den 4. august 2019. 4 svar
Når man taler om ’de rige lande’ er det ofte underforstået, at det handler om en bestemt gruppe lande i Europa, Nordamerika, og enkelte andre som Australien og New Zealand, Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, ligesom Hong Kong typisk regnes med. Ser man på tallene for gennemsnitsindkomster, er det dog klart, at de rige landes klub er en tand bredere end det.
Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad
og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer
(25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan
(24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis
(21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og
ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars,
eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på
cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.
Et
stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder
end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne
økonomier: Deres udledning af CO2 per indbygger, deres børnetal, og
størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige
lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575
dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO2-udledninger på
7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en
servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).
Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO2-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO2-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.
Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.
Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.
Hvor
vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene,
at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man
konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i
både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs –
men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et
generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der
desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de
kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man
konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de
faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’
er en diskussion til en anden dag.
Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2019. 5 svar
USAs præsident Donald Trump har forleden dag annonceret sin hensigt om at optrappe handelskrigen mod Kina. Hans påstand er, at de høje toldsatser gavner USA, fordi de beskytter amerikanske jobs og skaffer millionindtægter til staten. Mens der er sagt og skrevet nok om, hvor økonomisk analfabetisk præsidenten synes at være, findes der stadig danske kommentatorer, der tror at en handelskrig er en god idé.
For dem, der stadig tror det på trods af almindelig fornuft, uddannelse, Niels Westys indsats (læs f.eks. her) og vores sommerserie sidste år, er her en af Johan Norbergs fremragende Dead Wrong-videoer. Stærkt anbefalet til alle, ikke mindst de handelsteoretisk udfordrede!
Edward J. Lopez, der er
professor på det lille Western Carolina University, tidligere præsident for the
Public Choice Society og dets nuværende Executive Director, er et af de
flinkeste mennesker i miljøet omkring politisk økonomi. Han er også en både fin
public choice-forsker og glimrende formidler af indsigter fra public choice,
ligesom han er meget åbensindet og ølentusiast. Ed er ikke mindst forfatter, sammen
med Wayne Leighton, af den fremragendeMadmen, Intellectuals, and Academic
Scribblersom,
hvornår og under hvilke omstændigheder økonomiske reformer gennemføres.
Kender
man ikke Ed, eller er man nysgerrig efter at høre mere om public choice og om
måden, forskere der udfordrer politiske konsensusantagelser behandles, er der
nu en mulighed. Forleden besøgte Ed Matt Kibbe og gav et interessant interview
til Kibbe on Liberty hos Free the People. Det blev til en både interessant og
overraskende hyggelig samtale om mange ting, som er interesserede i her på
bloggen. Ed opnår i interviewet meget af det, vi stræber efter her på bloggen,
og gør det både tilgængeligt og på en måde, som ikke kan undgå at få folk til
at stille spørgsmål. Varmt anbefalet!
Jeg
har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i
den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst
af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i
Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere
disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på
trods af en sportsskade) med papiret ” Is
Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist
Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra
universitetet i Hamborg.
Vores
spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre
politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være
mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er
begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type
event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt
forfatningen forhindrer censur.
For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.
Det
specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er
de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden.
Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.
I efterfølgende analyser finder vi meget
klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er
dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes
frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination
er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur
under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet
solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer
– udløser terrorangreb væsentligt værre censur
af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.
Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.
De
fleste af os kender fornemmelsen af, at sætte sig med et par venner ved åen i
Aarhus, Nyhavn i København, eller bare ude i haven, og få en kold øl eller to.
Man bliver ikke bare afslappet og lidt mere social, men også en tand mere
tolerant. Er den fornemmelse permanent, og er den udtryk for et mere generelt
fænomen? Det er det spørgsmål, vi i dag stiller i vores tilbagevendende serie
om sjov med statistik.
For
at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i
dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to
forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i
hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for
homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem –
hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har
problemer.
Vi
viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per
indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness
Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup
World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og
lesbiske i den anden.
I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.
I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!
Nu
hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi
skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl
virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende
befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for
en direkte virkning, men det er ofte
sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte
udtryk for, at ølforbrug reflekterer
noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad
homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest
umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med
tolerance.
Det
gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en
tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser,
sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak.
Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en
tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har
oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt
tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget
sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…
