Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Bredbånd i udkants-Danmark – hjælper det?

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2019. 2 svar

Der tales ofte om, hvad staten aktivt kan ’gøre’ for at udjævne en række forskellige, påståede uligheder i Danmark. De senere år har man således talt om det såkaldte udkants-Danmark, som omfatter forskellige dele, alt afhængig af hvem man spørger. En ting er dog sikkert: De to store byer er ikke en del af udkants-Danmark, ligesom Aalborg og Odense normalt heller ikke er. Derimod er Vestjylland, Lolland-Falster og Sønderjylland næsten altid med i definitionen uanset hvordan det i øvrigt går de steder.

En af påstandene i debatten er, at udkants-Danmark bliver hægtet af den moderne udvikling fordi folk ikke har adgang til nær så hurtigt internet som i større byer. Den tidligere regering ønskede at bruge 300 millioner kroner på at sikre billigt bredbånd til udkants-Danmark. Forslaget endte med at blive 100 millioner kroner i 2018, som byzoner ikke kan søge. Politikerne mener åbenbart, at adgangen til statsligt subsidieret bredbånd holder dele af Danmark tilbage. Det store spørgsmål er derfor, om etableringen af hurtigt bredbånd til udkants-Danmark gør nogen mærkbar, økonomisk forskel, sådan som politikere fra forskellige partier påstår.

Svaret er et nej, ifølge et amerikansk studie der udkom for to år siden (hattip: Niclas Berggren). Younjun Kim og Peter F. Orazem undersøgte spørgsmålet i et studie med titlen ”Broadband Internet and New Firm Location Decisions in Rural Areas”, der udkom i American Journal of Agricultural Economics i 2017. Mens man naturligvis kan mene, at man ikke kan generalisere fra USA til en dansk kontekst, er det ikke noget godt argument i denne sammenhæng. Udkanten i USA er langt længere fra større byer og økonomiske centre, og om noget, burde det være langt lettere at se virkninger på tværs af USA end i danske forhold. Den amerikanske regering indførte også for få år siden en politik, der til forveksling ligner den danske, med målet om at sikre bredbånd til alle på 2020. The USDA Rural Utilities Service and FCC Universal Service subsiderer således både etableringsomkostninger og drift.

Kim og Orazem finder faktisk, at der er effekter når man ser på nye firmaers valg af lokation. På den ene side er der således støtte for danske politikeres påstande. På den anden side finder de to amerikanske forskere, at ”The broadband effect is largest in more populated rural areas and those adjacent to a metropolitan area, suggesting that this effect increases with agglomeration economies.”

Med andre ord finder de, at de ‘pro-business’ effekter, der er, primært skal findes tæt på store byer. Nærlæser man artiklen, er det således meget usikkert, om der ville være nogen som helst klare effekter i det, man kunne definere som udkants-USA. I en dansk kontekst er der således tale om, at bredbånd får nye virksomheder til at bosætte sig i Hammel i stedet for Højbjerg, eller umiddelbart udenfor Nørresundby i stedet for Aalborg V. Det er næppe den slags konsekvenser, danske politikere er villige til at bruge mindst 100 millioner kroner af danskernes indkomst på.

Tillykke IFN!

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2019. Skriv et svar

Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) i Stockholm er Skandinaviens ældste private forskningsinstitut. Siden grundlæggelsen i 1939 har IFN været en vigtig aktør i svensk politisk debat som en af de få aktører uden et partipolitisk tilhør, der kan levere nye idéer, klare og omhyggelige analyser, og indspark til særligt den økonomiske politik og debatten omkring den. IFN har over årene formået at tiltrække en lang række glimrende forskere, og har således etableret sin uomtvistelige status som et af svensk økonomisk forsknings flagskibe. IDEAS/Repec-databasen rangerer for eksempel IFN som en konsistent nummer tre i Sverige, foran universiteterne i Lund, Göteborg og Uppsala, og kun overgået af Handelshögskolan i Stockholm og Institute of International Economic Studies ved Stockholms Universitet. IFN har således en række forskere ansat, bl.a. chefen Magnus Henrekson, men også Lars Calmfors og Niclas Berggren, der er mere internationalt citerede end f.eks. den danske overvismand.

I går fejrede IFN derfor sin 80-års fødselsdag i stil. Under overskriften ”IFN firar 80 år av oberoende forskning” (IFN fejrer 80 års uafhængig forskning) afholdt man et jubilæumsseminar, hvor to nye bøger blev præsenteret. Benny Carlson og Mats Lundahl har skrevet om årene 1950-66 hvor IFN etablerede sig i den svenske offentlighed og fandt den form, det har i dag, mens jubilæumsbogen IFN 1939–2019 – 80 År av Ekonomisk Forskning er redigeret af IFN-chefen Magnus Henrekson. Magnus (på billedet) sluttede også dagen af med at tale om, hvor vigtig uafhængig forskning er for erhvervslivet i et moderne samfund og som nødvendigt grundlag for at kunne tage ansvarlige, politiske beslutninger.

Magnus Henreksom runder jubilæumsseminaret af

Jeg har ikke set Carlson og Lundahls bog om IFNs historie – og kunne desværre heller ikke deltage i jubilæet, da jeg pt. er på forskningsophold i Melbourne – men kan varmt anbefale jubilæumsbogen, der netop ikke er særligt retrospektiv. I stedet for opsummerer programcheferne Joacim Tåg, Niclas Berggren, Henrik Jordahl, Thomas Tangerås og Magnus Henrekson og Lars Persson IFNs fem primære indsatsområder og hvad der er kommet ud af dem de seneste år (bogen kan hentes gratis her). Efterfølgende er der kapitler om IFNs kommunikation – noget danske institutioner kunne lære af – og en række vigtige figurer, der har været forbundet med IFN over årene.

Jeg er af både objektive og helt selviske grunde særligt glad for min gode ven og jævnlige medforfatter Niclas Berggrens kapitel om ”Tillit, tolerans och lycka – ny nationalekonomisk forskning vid IFN”, da det ikke blot er mit område, men også det forskningsområde på IFN, som jeg er tilknyttet via en officiel 10-procentaffiliering. Niclas skriver klart og letlæseligt, og formidler som så ofte før stoffet så udenforstående uden problemer kan forstå problemstillingerne og IFNs bidrag. Hele bogen er dog stærkt anbefalet af alle, der er interesserede i højt kvalificerede svenske indspark til debatter, der ikke er mindre vigtige i Danmark. Anbefalingen gælder også andet, IFN har produceret over årene. Punditokraterne ønsker derfor IFN hjerteligt tillykke med de 80 år, og håber på 80 år mere med relevant, uantasteligt veludført forskning!

Er mange partier et økonomisk problem?

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2019. 4 svar

Forleden dag skrev den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, om antallet af partier i sin altid glimrende klumme i Berlingske Tidende. Kurrilds ærinde var at diskutere forslaget om at hæve spærregrænsen, som flere politikere har luftet. Deres argument er, at der simpelthen er for mange partier til at man kan ”etablere velfungerende flertal i Folketinget.” Som så ofte før viser Kurrild, at situationen ikke er så ligetil, som politikerne tror. Det kan nemlig stadig lade sig gøre at komme i Folketinget, selvom spærregrænsen f.eks. hæves til fire procent som i Sverige. Et parti kan først og fremmest vinde kredsmandater, og de kan også under visse omstændigheder få tildelt tillægsmandater, selvom de i begge tilfælde er under spærregrænsen. Han diskuterer til sidst, om det overhovedet giver logisk mening, at man på den ene side ønsker ”et valgsystem baseret i en eksplicit ambition om at være millimeterretfærdigt proportionalt i fordelingen af mandater – og så på den anden side bevidst at gøre en undtagelse derfra, som specifikt og målrettet vil ramme små partier.”

Jeg nyder ofte at læse Kurrilds klummer, som man næsten altid lærer noget af. De giver også inspiration til andre idéer, som tilfældet er i dag. Man kan både se på processen, som Kurrild gør, men også resultatet. I dag ser vi derfor på, om mange partier i Folketinget er forbundet med dårligere økonomisk udvikling. Er de mange partier et problem for det politiske systems evne til at nå aftaler, der gavner samfundet, og fører mange partier f.eks. til så store logrolling-problemer, at de aftaler man når er væsentlig dårligere?

De spørgsmål giver vi et (meget tentativt) svar på ved at se på sammenhængen mellem antallet af partier og den danske nationalindkomst – henholdsvis per indbygger (standardmålet for BNP; sorte markører) og per fuldtidsansat (arbejdsproduktivitet; røde markører) – relativt til vores nabolande. Indkomstdataene kommer fra the Penn World Tables, mark 9.1, og peger på det velkendte problem, at mens Danmark i starten af 50erne var præcist så rigt som vores naboer, har vi de seneste ti år haltet omkring 10 % bagefter. Er dét problem skabt af de mange partier?

Som den første figur viser, har det i gennemsnit de sidste 68 år været årene med otte partier i Folketinget – 1988-94, 2002-04 og 2009-14 – der har været de dårligste år (forskellen er endda signifikant ved 1%-niveauet). Både perioder med færre og flere partier var bedre for dansk økonomi. Man kan dog ikke konkludere, at det præcist er antallet af partier, da en smule omtanke vil afsløre, at disse perioder var Schlüter-regeringernes sidste, impotente år, Foghs første år som de facto socialdemokratisk statsminister, og Løkke-Thorning-årene. Årene med otte partier var således specielle på andre måder.

Ser man nærmere på udviklingen, kan man heller ikke påstå, at der nogen klar sammenhæng mellem Folketingets ideologiske sammensætning eller den ideologiske afstand mellem partierne. Man kan derimod, som vi viser i den anden figur i dag, se en ganske klar sammenhæng mellem graden af fraktionalisering (målt ved et Herfindahl-Hirschmann indeks) og den økonomiske udvikling. Danmark har et bemærkelsesværdigt lavt indeks (dvs. stor fraktionalisering), der har varieret mellem 0,15 efter jordskredsvalget i 1973 og 0,29 efter valget i 1964.

Som figuren viser, er det typisk gået værre jo mere fraktionaliseret Folketinget var. Problemet er således ikke mange partier – antallet påvirker ikke engang graden af fraktionalisering, da der ingen reel forskel er i indekset om man har 8, 9, 10 eller 11 partier – men politiske situationer, hvor man har flere mellemstore partier. Det er netop under disse politiske omstændigheder, at problemer med logrolling er værst: Det bærende regeringsparti er tvunget til at få flere partier med i ethvert kompromis, og disse partier er store nok til at kunne stille egentlige krav.

Som Gordon Tullock viste i et af de bidrag til samfundsvidenskaberne, som han burde have fået en Nobelpris for, vil en sådan situation ofte føre til for meget politik, for mange beslutninger og for store udgifter: Logrolling fører som oftest til dårlig politik. Og det er overdådigt tydeligt i den tredje figur, hvor vi plotter graden af fraktionalisering overfor det offentlige forbrug (igen relativt til vores naboer).

Figuren dokumenterer, at når fraktionaliseringen i Folketinget stiger, bliver den danske velfærdsstat dyrere og dansk økonomi falder bagud for naboernes. Der er således ingen egentlige overraskelser her, men den sørgelige historie handler ikke om, at vi skulle have for mange partier.

Globalisering og populisme – ingen sammenhæng

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2019. 3 svar

Studiet af populisme er efterhånden en hel industri i statskundskab, sociologi og dele af nationaløkonomi. En af de centrale påstande i mange nye studier er, at populistiske partier og deres voksende stemmetal er en politisk konsekvens af og reaktion på øget globalisering.

Francis Fukuyama har for eksempel hævdet, at “the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality.” En lignende påstand er central i Barry Eichengreens bog fra sidste år om populisme, ligesom den hollandske populismeforsker Cas Mudde har gentaget den og brugt den som forsvar for en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk omfordeling (som han så absolut foretrækker).

Andreas Bergh

Spørgsmålet er blot, at der indtil videre ikke har været nogen egentlig evidens for påstanden, men blot strategisk udvalgte eksempler og teoretiske argumenter. Jeg pegede på problemet i sommers i Economic Affairs, og understregede da, at selv en så dygtig forsker som Eichengreen bruger simplistisk og gammel handelsteori som et forbløffende svagt grundlag for en påstand, som han efterfølgende drager substantielle politiske implikationer fra.

Det er derfor både heldigt og meget aktuelt, at ny forskning nu ser omhyggeligt på, om der faktisk er den sammenhæng mellem globalisering og populisme, som populismeforskere synes at opfatte som en konsensus. Min gode ven Andreas Bergh (Lund og IFN, på billedet) og den unge økonom Anders Gustafsson (Örebro og IFN) viser i deres nye papir “Globalization and Populism in Europe” at det er der ikke!

Andreas og Anders bruger Timbros relativt nyudviklede populismedatasæt, der dækker 33 europæiske lande fra 1980-2016, til at se på spørgsmålet. Kombineret med det omfattende globaliseringsindeks fra KOF i Zürich tillader det de to svenskere at estimere sammenhængen over tid og på tværs af lande. Datasættet omfatter 267 populistiske partier, fra meget små til meget store og fra venstre til højre, samt deres stemmetal. Resultaterne viser ingen klar, statistisk sammenhæng, selvom den i en række sammenhænge endda bliver statistisk signifikant og negativ. I stedet finder de to, at medlemskab af EU er forbundet med en væsentlig stigning i populistiske højrefløjspartiers stemmetal. Andreas leverer flere detaljer på sin altid anbefalelsesværdige blog.

Man bør naturligvis aldrig konkludere for håndfast på basis af et enkelt studie. Det er dog sigende, at Andreas og Anders synes at være de første, der konkret tester en idé, som har været bærende for meget populismeforskning i årevis. Man kan – måske særligt når man kender til de underliggende data – fristes til at tro, at en række populismeforskere faktisk har taget et kig på dataene, og opdaget at deres konsensusidé er empirisk vrøvl. Under alle omstændigheder er der nu et omhyggeligt, veludført empirisk studie, der helt og fuldstændigt afviser, at øget globalisering skaber populistiske stemmer.

Kommunisme ødelægger tillid – også i Kina

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2019. 2 svar

Et af de mest robuste resultater i al forskning i social tillid er, at tidligere kommunistiske lande er karakteriseret ved markant lavere tillidsniveauer. Jeg har selv været med til at dokumentere forskellen i flere artikler (læs f.eks. her), der er både stor og robust. Sammenligner man lande, når man til en forskel på cirka ti procentpoint, der ser ud til at være stabil over tid. Den samme forskel kan man se i sammenligninger mellem lande, der før jerntæppet umiddelbart så ret ens ud – Østrig og Tjekkiet er ofte den indlysende sammenligning – og internt i Tyskland. Selv i de nyeste tal fra the European Values Survey er folk i det tidligere Østtyskland ti procentpoint mindre tilbøjelige til at stole på andre mennesker end i Vesttyskland. Forskellen reflektere det, tyskerne kalder Die Mauer im Kopf (Muren i hovedet), som også giver sig udslag i markant forskellig politisk adfærd (læs f.eks. her).

Et nyt studie med titlen ”Political Movement and Trust Formation: Evidence from the Cultural Revolution (1966-76)” er nu på vej ud i European Economic Review, hvor Liang Bai og Lingwei Wu demonstrerer, at Kina ikke er anderledes end Central- og Østeuropa (hattip: Niclas Berggren). Landet, der først led usigeligt under formand Maos Store Spring Fremad i 1958-62, og derefter under excesserne i Kulturrevolutionen fra 1966, burde være et klart eksempel. Det er det også, selv internt i Kina. Som de to forskere konkluderer: ”Our findings indicate that individuals in counties with higher revolutionary intensity and of trust formation cohorts report significantly lower levels of trust more than three decades later. This effect is more pronounced for those more likely to have been targeted during the revolution as well as those with greater exposure to its early years (1966-71).”

I disse uger, hvor vi – eller i det mindste nogle af os – fejrer Berlinmurens fald og Centraleuropas tilbagevenden til den civiliserede verden, er det værd at huske, at kommunismen ikke blot gjorde folk fattigere. Ufriheden, undertrykkelsen, og forsøgene på at kontrollere folks inderste tanker har kostet langt mere end blot penge. De ar på sjælen, som generationer af mennesker lever med, kan ikke undskyldes eller kompenseres, uanset hvor folk bor eller hvordan de ser ud.

Forfatningsstridige præsidenter

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2019. 1 svar

Forleden skrev vi om Bolivia, og særligt om de voldsomme begivenheder, der stadig udspiller sig i landet, efter at den siddende præsident Evo Morales havde stillet op til en fjerde præsidentperiode. Morales-regimet havde åbenlyst fået den bolivianske valgkommission til at svindle med valget, hvilket førte til store demonstrationer, som politiet nægtede at styre, og en militærchef der meddelte ligeud, at Morales burde gå af.

Et af de særlige elementer i Morales-miseren er, at den forfatning, han selv fik gennemført i 2009, begrænser enhver person til kun at kunne sidde i to præsidentperioder af fire år. Da han stillede op til præsidentvalget i 2014, var hans argument, at det var lovligt fordi hans første præsidentperiode havde været under den gamle forfatning, og han derfor stillede op for anden gang under de nye regler. Det gik mange modvilligt med til, men da Morales i februar 2016 forsøgte at ændre forfatningen, så han kunne stille op for fjerde gang, tabte han den nødvendige folkeafstemning. I stedet gjorde han, som andre autokrater før ham, og tvang højesteret – som han selv havde pakket med sine tilhængere – til at erklære, at der ikke måtte være periodebegrænsninger på offentlige embeder. Beslutningen var i blatant strid med forfatningen, men betød, at Morales kunne påstå, at han lovligt stillede op til præsidentvalget.

Både internationale kommentatorer og almindelige bolivianere har været forargede over den nu tidligere præsidents totale mangel på respekt for forfatningen. Et aspekt, mediedækningen dog har overset, er at Morales-regimets forfatningsstridige adfærd ikke er uset i resten af verden. Det er for eksempel denne adfærd, der har tilladt Paul Biya at have siddet som præsident i Cameroon siden 1982, selvom landets forfatning tydeligt kun tillader ét genvalg. I Uganda har Yoweri Museveni formået at sidde som præsident siden 1986 ved at tvinge en forfatningsændring igennem. Landets forfatning fra 1995 tillod kun præsidenten af sidde to femårs-perioder, men under store protester lavede Museveni ganske enkelt forfatningen om. Den samme proces er Tajikistans Emomali Rahmon og Djiboutis Ismaïl Guelleh gået gennem, så de i dag sidder på henholdsvis 28. og 20. år. Congos Denis Sassou Nguesso gennemførte på samme måde en helt ny forfatning i 2015 for at komme udenom reglerne, og har dermed formået at sidde uafbrudt i embedet siden 1997. Det måske værste eksempel er Nicaragua, hvor Daniel Ortega har brugt begge metoder – i 2009 ved at få højesteret til at erklære forfatningens begrænsning på præsidentens embedsperiode for inapplikabel, og i 2014 ved at tvinge parlamentet til helt at afskaffe den.

Som Bolivia er et tydeligt eksempel på, går den ikke altid. I Burkina Faso forsøgte landets præsident Blaise Compaoré – der var kommet til magten i 1987 ved et kup mod sin ven Thomas Sankara – i 2014 at ændre landets forfatning, så han kunne blive siddende. Det udløste så voldsomme uroligheder, der bl.a. indebar at parlamentet brændte ned, at Compaoré flygtede til Côte d’Ivoire, og militæret måtte stabilisere situationen og overleve et kupforsøg i 2015. Landet er på ingen måde demokratisk, men har været rimeligt roligt siden Roch Marc Christian Kaboré blev indsat i slutningen af 2015. Det samme ser ud til at være tilfældet i Zimbabwe, hvor Emerson Mnangagwa i 2017 ved et kup afsluttede Robert Mugabes 37 år som diktatorisk leder af landet.

Som eksemplerne ovenfor illustrerer, er Morales-regimets adfærd på ingen måde unik. Igennem det 20. århundrede og indtil i dag har adskillige præsidenter enten ignoreret deres forfatningers begrænsninger på, hvor lang tid de må sidde ved magten, eller presset og svindlet sig til ændringer af forfatningen. Hvor almindeligt det end er, er det dog stadig forfatningsstridigt og et alvorligt politisk problem. Man kan kun begræde, at det hverken har den helt store internationale bevågenhed, eller har været genstand for nogen særlig videnskabelig interesse. Det burde der – som Stefan Voigt og jeg ofte har talt om – snart laves om på.

Greta tager fejl!

Af Christian Bjørnskov, den 13. november 2019. 2 svar

Klippet er gået verden over: En meget emotionel og meget fordømmende Greta Thunberg, der beskylder FN og alle voksne mennesker for at have berøvet hende en barndom. Man kan spørge, om hun ikke nærmere skulle have en alvorlig snak med sine forældre (eller en psykolog), men det andet store spørgsmål er, om hun – en eller anden faktuel forstand – har ret. Det er dét spørgsmål, den altid gode Johan Norberg tager fat på i en ny udgave af de korte vidoer med titlen “Dead Wrong.” Norberg konkluderer på solidt grundlag, at Greta fundamentalt har misforstået hvad der foregår. Som altid fremragende formidlet og tankevækkende, Dead Wrong er altid varmt anbefalet.

Bolivias demokrati overlever (indtil videre)

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2019. Skriv et svar

Som de af vores læsere ved, der følger Niels på Twitter (varmt anbefalet), er der virkelig gang i de politiske slagsmål i Bolivia. Den før så populære socialistiske præsident Evo Morales, er under hårdt pres trådt tilbage fra embedet. Morales er over årene blevet et venstrefløjsikon for sin fokus på Bolivias indianere og sin klart socialistiske profil – han har i årevis været en af Venezuelas faste støtter – og bl.a. Labour-lederen Jeremy Corbyn har kaldt begivenhederne for et ’kup’. Der er dog tale om noget helt andet, og næsten modsat, end et kup.

Baggrunden for hele miseren er allerførst, at Bolivia er et af regionens fattigste lande. CIAs World Factbook sætter BNP per indbygger i 2017 til 7600 dollars – 15 % af den danske levestandard. Bruger man i stedet Madison-databasen, svarer den nuværende levestandard cirka til Danmarks for 110 år siden. Det er også et land, der historisk har været voldsomt ustabilt – i perioden 1960-1980 oplevede landet således hele 31 kupforsøg og den nuværende forfatning fra 2009 er den 17. i Bolivias 194 år som uafhængig nation – og har ført skrigende uansvarlig økonomisk politik. På et tidspunkt havde landet to bilfabriker, der kun eksisterede pga. tårnhøje handelsbarrierer overfor resten af verden, og både politik og store dele af økonomien er stadig plaget af voldsomme korruptionsproblemer.

Da Evo Morales kom til i 2006, var han således et frisk pust, omend et voldsomt socialistisk et af slagsen. Morales, der selv er Aymara, fulgte Hugo Chavezs eksempel og øgede den offentlige støtte til landets oprindelige befolkning. Han gennemførte også en ny forfatning i 2009, der gav både den brede befolkning og de oprindelige stammer en række slet definerede sociale rettigheder.

De seneste år er Morales, og i særlig grad hans vicepræsident Alvaro Garcia Linera, blevet stadig mere autokratiske i takt med at uansvarligheden er vendt tilbage. Regeringen har kørt alvorlige budgetunderskud, der i 2017 foreløbig kulminerede i hele 7,8 % af BNP, og Morales slap afsted med at stille op til en tredje præsidentperiode, selvom hans ’egen’ forfatning begrænser mulighederne til to. Hans argument dengang var, at den første ikke talte, fordi han i 2006 var blevet valgt under den tidligere forfatning. Dét argument kunne han ikke bruge ved valget i oktober i år, da han stillede op til en åbenlyst forfatningsstridig fjerde præsidentperiode. Morales havde brugt et af de gamle tricks i diktatorbogen og pakket højesteret med sine tilhængere, så forfatningen kunne ’omfortolkes’ til hans fordel.

Denne gang gik det dog anderledes, da den helt igennem tydelige valgsvindel endte i voldelige demonstrationer, der blev forværret af styrets egne ’colectivos’ adfærd. Tidligt på valgaftenen så Morales ud til at få 45 % mod den førende oppositionskandidat Carlos Mesas 38 %, hvilket ville have betydet en anden valgrunde. Fra 19.40 stoppede Bolivias valgmyndigheder pludseligt med at opdatere resultatet, og dagen efter meddelte de så, at Morales havde vundet med 47.07% af stemmerne mod Mesas 36.51%. Morales så derfor ud til på næsten magisk vis lige præcist at have indhentet de 10 % flertal, der forhindrede en anden valgrunde uden stemmespild hos oppositionen.

Valgobservatører fra Organisationen af Amerikanske Stater – der ellers har en tradition for at være relativt ukritisk – vurderede, at valget havde været karakteriseret af omfattende svindel og burde gå om. Som opsummeret i Alvaro Piaggios glimrende gennemgang på Twitter, besluttede Bolivias politi under de efterfølgende uroligheder at blive hjemme, og dermed implicit at støtte oppositionens protester. Morales-regimet var endegyldigt færdigt, da militærledelsen dagen efter meddelte, at den ikke havde til hensigt at sætte ind overfor politiet eller demonstranterne. Bolivias militær trådte således i karakter, som det er sket flere gange i Latinamerika, som demokratiets garant.

Hvad der sker nu, er der ingen der ved. Det bedste bud er sandsynligvis, at Bolivia går til valg igen sidst på året, og at Carlos Mesa fra Comunidad Ciudadana bliver præsident.  Det er svært at se, hvordan Morales-regimet med dets omfattende økonomiske mismanagement og forfatningskriminelle adfærd kan overleve. Bolivia er på alle de værste måder klassisk latinamerikansk, og toppen i Morales-regimet drømmer sikkert om en Venezuelansk løsning. Men uden militærets implicitte støtte kommer Morales og hans kumpaner næppe nogen vegne.

Catalansk uafhængighed og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2019. 1 svar

Konflikten omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov – ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det, raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men situationen giver også mulighed for ny forskning.

En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Af Christian Bjørnskov, den 6. november 2019. Skriv et svar

I dag er det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommet. Som trofaste læsere vil vide, er det et tidsskrift der formidler ny, svensk forskning på en mindre teknisk og mere tilgængelig måde end andre videnskabelige tidsskrifter. Redaktørerne af Ekonomisk Debatt sørger også for, at det ikke betyder, at forskningen bag artiklerne er dårligere, blot at den er mere letlæst.

Nummer 7 i år er ikke anderledes end tidligere udgaver, og omfatter flere interessante artikler. Det gælder ikke mindst Björn Olssons (Svenska Bankföreningen) artikel, hvor han vurderer om Sverige ville have haft økonomisk gavn af at være gået med i euroen. Björn bruger en syntetisk kontrolmetode (læs f.eks. her) for at vurdere spørgsmålet. Svaret er klart: ”Resultaten indikerar att Sveriges ekonomiska utveckling har varit starkare tack vare att landet stått utanför valutasamarbetet.”

Et andet højdepunkt i denne måned er Andreas Bergh (Lund) og Gisur Ó Erlingssons (Linköping) ” Riskerar kommunernas tillväxt-politik att göra mer skada än nytta?” Ligesom i Danmark fører svenske kommuner politik for at tiltrække borgere og virksomheder, og skabe erhvervsudvikling. Et kendt problem er dog, at kommunerne ofte ’stjæler’ borgere og virksomheder fra hinanden, eller som Andreas og Gissur skriver: ” Vi identifierar ett koordinationsproblem som gör att vissa åtgärder skulle kunna vara samhällsekonomiskt skadliga.” Er man interesseret i, hvordan kommunernes erhvervspolitik måske gavner dem selv, men på samme tid kan skade det danske samfund som helhed, bør man absolut læse deres artikel.

Derudover er der bl.a. artikler om indvandring og vælgerstøtte til Sverigesdemokraterne, privatiseringseffekter i den svenske eldistribution, og hvorvidt innovationspolitik er skadelig, og en anmeldelse af en ny bog om Sveriges økonomiske udvikling 1914-45. Som altid er Ekonomisk Debatt velskrevet og interessant, og derfor varmt anbefalet.

Argentinas økonomi – det permanente rod

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2019. Skriv et svar

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Spansk public choice

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2019. 2 svar

Jeg kom hjem i går efter at have deltaget i den første spanske public choice workshop. Man kan undre sig over, at der i Spanien – et land, der lider af alskens problemer, som skriger på brugen af redskaber fra public choice-litteraturen – ikke er en tradition som den årlige danske workshop. Det krævede pudsigt nok et tysk-mexicansk hold, punditokraternes ven Martin Rode og vores fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri, for at stable en workshop på benene ved Universidad de Navarra i Pamplona.

Den spanske public choice workshop blev heldigvis en succes med deltagelse fra 12 forskellige lande og en række fine præsentationer. Et af de absolutte højdepunkter var brasilianske Laura Barros, der er midt i sin PhD ved det prestigiøse universitet i Göttingen, der præsenterede ”#EleNão: Economic crisis, the political gender gap, and the election of Bolsonaro.” Laura, som jeg kender fra min tid som gæsteprofessor i Heidelberg hvor hun tog sin master-uddannelse, viser sammen med sin kollega Manuel Santos Silva i en fremragende analyse, hvordan Brasiliens økonomiske nedtur i uforholdsvis grad ramte landets mænd. Resultatet blev, at mænd i stor stil stemte på Bolsonaro, mens kun lidt over 40 % af de brasilianske kvinder stemte på ham. Laura pegede således på, at uden nedturen var Bolsonaro ikke blevet valgt i første runde, og måske slet ikke.

Henrik Jordahl om folks forestilling om profitmarginer (det korrekte tal er angivet ved den røde linje)

Udover den glimrende analyse fra Göttingen bød workshoppen på en række andre interessante præsentationer. Den altid gode Henrik Jordahl (på billedet), der er professor på Örebro Universitet, præsenterede resultaterne fra en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse om folks mening om privat produktion af offentlige ydelser som ældrepleje. Tricket er, at Henrik giver nogle respondenter faktisk information om, hvad de involverede firmaers faktiske profitmargen er (5 %), mens andre ikke får nogen information og en tredje gruppe spørges om, hvad de tror den er. Analysen peger først på, at svenskerne i høj grad er imod offentlig service for profit, men også at faktisk information typisk får folk til at blive en tand mere positive.

Et andet højdepunkt var Martin Rode (Navarra), der sammen med sin ungdomsven Sebastian Stöckl (Universität Liechtenstein) i ”The price of populism: Financial market outcomes of populist electoral success” ser på hvordan de finansielle markeder reagerer på valget af populistiske politikere. Martin og Sebastian har gennemført en omhyggelig og avanceret analyse af markedets reaktioner i månederne omkring valg, og finder, at de i meget synlig grad reagerer på valget af venstrefløjspopulister, mens der ikke er nogen generel effekt af deres populistiske kolleger på højrefløjen.

Sidst, men ikke mindst, blev workshoppens spændvidde demonstreret af Pantelis Kammasa (Athens University of Economics and Business), der sammen med sin kollega Vassilis Sarantides (University of Sheffield) er gået tilbage i græsk historie for at kaste nyt lys på, hvad der politisk sker omkring demokratiseringer. I ”Democratisation and tax structure in the presence of home production: Evidence from the Kingdom of Greece” viser de to grækere, at den græske demokratisering ændrede skattestrukturen, men uden at ændre det overordnede skattetryk. Selv i 1860ernes Grækenland reagerede demokratisk valgte politikere således på vælgernes præferencer ved at skifte beskatningen

Workshoppen bød også på deltagelse af en række forskere, som trofaste læsere af punditokraterne har læst om før: Niclas Berggren (IFN), Hans Pitlik (WIFO), og Therese Nilsson og Andreas Bergh (Lund). Senere på året afholdes the Australasian Public Choice Conference i Brisbane, den danske workshop ruller af stablen i januar, og som traditionen byder, skriver vi også om højdepunkter og lovende nye folk når tiden nærmer sig for selve the Public Choice Society i marts. Er man interesseret i public choice og politisk økonomi sker der meget på forskningsfronten for tiden.

Dansk public choice workshop 2020

Af Christian Bjørnskov, den 23. oktober 2019. Skriv et svar

Hver år afholdes en dansk public choice workshop, som de senere år har alterneret mellem Aarhus og København (da Odense har meldt sig ud). Sidste års workshop blev afholdt på Aarhus Universitet, og bød bl.a. på Andreas Berghs papir om Hayekian Welfare States, der nu er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, Lasse Aaskovens The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform, og Felix Døssing og David Dreyer Lassens arbejde om Suboptimal Paternalism.

Vi håber igen den 24. januar at kunne samle et mindst lige så stærkt hold til den 21. danske workshop, ligesom vi håber igen at se både etablerede forskere, unge kolleger og interesserede studerende og andre. Workshoppen afholdes fra klokken 11 hos Cepos på Landgreven 3 i det indre København. Som altid er workshoppen gratis og åben for alle interesserede, men vil man præsentere et papir, skal levere et abstract som skal godkendes af programkomiteen. Fristen for indsendelse er juleaften, og som de senere år håber vi at få forslag fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen – og forhåbentlig fra flere steder.

Når vi nærmer os workshoppen kommer vi – som traditionen byder – til at skrive om det endelige program her på stedet. Foreløbig skal vi blot minde folk om, at workshoppen endu en gang løber af stablen i januar i en altid venlig atmosfære. Er man interesseret i public choice, politisk økonomi eller udviklingsøkonomi, er man velkommen.

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2019. 3 svar

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Ny læsning for punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2019. Skriv et svar

Her på bloggen holder vi af at følge med. Forleden udkom nye numre af to samfundsvidenskabelige tidsskrifter som vi jævnligt læser, og som fortjener at blive nævnt her. Først og fremmest er der et nyt temanummer af det danske Samfundsøkonomen på gaden. Temaet er Donald Trumps USA, og det er gæsteredigeret af den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard, der har udvalgt et stærkt hold af skribenter. Mirco Reimer-Elster skriver om sammenstøddet mellem Trump og den amerikanske konservatisme, redaktøren selv om hvor vigtig økonomien er for hvordan amerikanerne stemmer (og hvorfor så mange stemte på Trump), Frederik Hjort analyserer Trump som ’issue entrepreneur’, mens Birthe Hansen skriver om hans udenrigspolitiske linje. To punditokrater har også sneget sig med i temanummeret, da Otto Brøns-Petersen skriver om Trumps økonomiske politik, mens undertegnede har bidraget med en artikel om præsidentens handelspolitik. Hele de varmt anbefalede temanummer kan læses her.

Det andet tidsskrift er det altid interessante svenske Ekonomisk Debatt, der netop er udkommet med nummer 6 i år. Det nye nummer omfatter blandt andet en artikel om Kinas nye middelklasse af Björn Gustafsson, Terry Sicular og Xiuna Yang – der blandt andet peger på, at den i dag tæller 250 millioner mennesker – en artikel af Fredrik Andersson og Altin Vejsiu om hvilke mennesker der vælger at blive iværksættere, og en anmeldelse fra Jesper Ahlin Marceta af  David C. Roses ny bog Why Culture Matters. Ekonomisk Debatt er også som altid varmt anbefalet.

Mere om Nobelprisen 2019

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2019. Skriv et svar

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Er de Radikale blevet kulturfascister?

Af Christian Bjørnskov, den 12. oktober 2019. 1 svar

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

Nobelprisen i økonomi – hvem skal have den i år?

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2019. 1 svar

På mandag annoncerer den svenske Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Hvert år er prisen en overraskelse for de fleste – selvom vi sidste år faktisk nævnte begge modtagere i vores spekulationspost ugen før – og næsten hvert år må man alligevel erkende, at prisen er velfortjent. Så nogle få dage før Nobelprisen annonceres, er her vores traditionelle overvejelser over, hvem modtagerne kunne blive.

Et af de første bud, skrev Tyler Cowen om allerede sidste år. Som han understrede dengang, kan det vel være at tiden er moden for en pris til forskning i corporate finance. Her er de bedste bud stadig Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området.

Vælger Nobelkomiteen derimod at være aktuelle og bidrage til en meget nutidig debat om international politik, er gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. De helt oplagte emner her, er  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes. Vælger man at gå den vej, kan komiteen med fordel vælge (som The Local i Sverige understregede forleden dag) tage Anne Krueger (Johns Hopkins) med for hendes oprindelige arbejde om rent-seeking, som i høj grad er forbundet med handel og sammen med Gordon Tullock banede vejen Grossman og Helpmans indsigter.

Sidste år nævnte Marginal Revolution også den franske udviklingsøkonomi Esther Duflo (Harvard), muligvis sammen med ægtefællen Abihijit Banerjee (MIT) og Michael Kremer (MIT), for deres arbejde med at benytte randomiserede kontroleksperimenter i udviklingsarbejde. Duflos problem her er, at en række nye studier har stillet spørgsmålstegn ved, hvor valide mange af eksperimenterne er, mens Duflos fokus på praktisk brug også er et problem. Som Mervyn King, den tidligere britiske centralbankdirektør, skrev forleden hos Bloomberg, er nationaløkonomi bedst til at stille præcise spørgsmål og skabe indsigter, og værst når forskere forsøger at finde løsninger.

Skal man derfor se længere udenfor disse områder, kan man fokusere på forskernes citationstal. Gør man udelukkende det, er den danske økonometriker Søren Johansen (KU) et stærkt bud. Han har dog det problem, at der allerede er givet en pris for arbejde, der gør videre end Johansens. Et andet stærkt citeret bud er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) er også stærke bud som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. De to har dog det problem, at Acemoglus metode har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år, mens Easterly ofte udsættes for ganske voldsom politisk kritik.

Det samme problem gælder for den cubansk-fødte Carmen Reinhart (Harvard), som har viet sin karriere til at forstå hvordan offentlig gældsætning og økonomisk udvikling spiller sammen med politik. Meget af usikkerheden omkring, hvem den svenske Riksbank peger på på mandag, hviler således på spørgsmålet, i hvor høj grad banken vælger et politisk ukontroversielt forskningsområde, eller går efter aktualitet. Det kan ingen sige før på mandag.

Elitesport i ledelsen

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2019. Skriv et svar

Ledelsesteori og –praksis er et område med stor betydning, der desværre også ofte går mode i. Det, nogle konsulenter anbefalede for ti år siden, er tit meget forskelligt fra, hvad de anbefaler i dag. Mens der naturligvis findes mange konsulenter, der ser ud over moden og bruger deres sunde fornuft og erfaring, er der god grund til at være påpasselig. Helt særligt er der grund til at minde sig selv om, at der er stor forskel på virksomheder og deres ledelsesbehov, og god grund til at søge inspiration andre steder end i erhvervsverdenen. En dansker fokuserer på en helt særlig kilde til inspiration: Ricki Clausen, som de seneste år har specialiseret sig i, hvordan man kan bruge indsigter og erfaring fra elitesport som ledelsesinput.

Ricki – der er en personlig ven og tidligere kollega – er en af Danmarks dygtigste svømmetrænere, og har blandt andet arbejdet med Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen (der begge har vundet OL-medaljer). Ved siden af ansættelser i svømmeklubber, som bl.a. sportschef og elitetræner, driver han i dag også egen konsulentvirksomhed. Mens dagens post naturligvis ikke skal læses som reklame for Rickis virksomhed, er den en slags reklame for en sidebeskæftigelse ved konsulentvirksomheden.

Ricki har i et stykke tid lavet en række fine podcasts om sammenhængen mellem elitesport og ledelse, hvad man kan bruge erfaringer fra elitesport til i ledelsesopgaver, og om tidligere elitesportsudøvere har fordele udenfor sporten. Min personlige favorit er interviewet med Dansk Erhvervs tidligere direktør Jens Klarskov, som er tidligere dansk topsvømmer. Klarskov har flere interessante overvejelser over ledelse, og om hvordan at være ’træt’ betyder noget andet for folk med en baggrund i elitesport.

Blandt en række andre interessante samtaler findes den tidligere FCK-chef Flemming Østergaard, svømmestjernen Lotte Friis, der nu er vært på P4, og Joachim B. Olsen, der med en OL-medalje i kuglestød også har en meget anden fortid end de fleste politikere. Hvis man sidder med en nysgerrighed på emnet, eller blot en trang til inspiration fra en ny front, er Ricki Clausens podcast-serie tankevækkende og hyggelig på samme tid.

Hvor stor skal en organisation være?

Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2019. 3 svar

Der tales meget på de danske universiteter om, at enhederne er blevet for store. Universiteter er blevet lagt sammen, institutter er tvunget til at gå sammen i meget større institutter, og rektoratet i f.eks. Aarhus besluttede for nogle år siden, at der kun skulle være fire (nu fem) fakulteter. På samme måde har man fra politisk side ofte en tyrkertro på, at en sammenlægning og centralisering i større enheder er godt for organisationens ’performance’. Det er dog langt fra tilfældet, og en hvilken som helst diskussion af den rigtige eller optimale størrelse på en organisation – virksomhed, skole, institut osv. – bør bestå af to hovedelementer.

Mange mennesker – og øjensynligt de fleste politikere – forstår det første element: Stordriftsfordele. Den grundlæggende idé, som økonomer tilbage i 1800-tallet forstod, var at enhver virksomhed har faste omkostninger, dvs. omkostninger som ikke afhænger af hvor stor produktionen er. Jo større, produktione bliver, jo relativt mindre bliver de faste omkostninger, og dermed falder omkostningerne per produkt eller per serviceydelse. Derudover kan der være faldende koordinationsomkostninger, som Ronald Coase demonstrerede i sit banebrydende arbejde i slutningen af 1930erne. Coase pegede i The Nature of the Firm på, at der er transaktionsomkostninger forbundet med enhver handel. Jo mere, et firma outsourcer, jo større bliver firmaets omkostninger forbundet med at forhandle hver aftale. Der er således en god grund til at holde en lang række opgaver internt i firmaet i stedet for at købe dem i markedet. Dette aspekt gør også det optimale firma større. Det er bl.a. disse overvejelser, som politikere lægger til grund for at skabe meget store, offentlige firmaer, og for at hævde, at de er effektive.

Det er dog en anden side af sagen, som bl.a. Elinor og Vincent Ostrom skrev om først i 1970erne (læs hendes Nobelforelæsning her). Jo større en organisation bliver, jo flere ressourcer må den bruge på at koordinere indsatserne og lede på tværs af ansatte, kontorer og afdelinger. Mens de almindelige transaktionsomkostninger således kan falde af Coases årsager, kan managementomkostningerne – alle de omkostninger, et firma kan have ved at blive større og mere komplekst – stige eksponentielt. Det sker af to grunde: For det første er de ekstra ledere i mellemlagene, og den ledelse som almindelige medarbejdere må udføre, ikke direkte produktiv, men stadig en væsentlig omkostning, og for det andet bliver ledelsesopgaverne mere komplekse og derfor også ofte dårligere udført, når organisationen bliver større.

Konsekvensen er, som vi illustrerer i figuren nedenfor, at der som oftest er stramme grænser for, hvor stor en organisation kan bliver før den begynder at blive alt for dyr. Og jo mere kompleks, organisationen bliver, jo større bliver managementomkostningerne – og de potentielle effektivitetstab ved utilstrækkelig ledelse – og jo mindre bliver den optimale organisation derfor.

I min optik burde enhver leder over et vist niveau kende til denne balance, som illustreret i figuren. Nok falder de almindelige transaktionsomkostninger, når organisationen bliver større – i det mindste op til et punkt – men managementomkostningerne stiger. Den fornemmelse jeg, og mange andre økonomer, har er, at mange organisationer er væsentligt større end deres optimum. Om det skyldes ledelsesmæssig inkompetence, politisk pres (hos offentlige organisationer), eller at ledelsen maksimerer sit eget budget og egen magt (som William Niskanen skitserede for 50 år siden), er et spørgsmål for en anden dag.