Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Er Brasilien overhovedet en succes?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2013. 8 svar

Dagens spørgsmål er retorisk, fordi svaret er nej. Brasilien er B’et i BRIK-landene, men ser man på landets faktiske udvikling, er der ikke meget at være imponeret over. En del af forvirringen er dog – måske – til at forstå. Det meste statistik i medierne, og desværre også en del af det, der bruges i bankerne, er ikke købekraftskorrigeret. Det har den effekt, at man blander egentlig vækst i købekraft (dvs. økonomisk levestandard) sammen med inflation.

Figuren nedenfor gør det forhåbentligt klart for læserne. Den røde linje er væksten i de rå tal, mens den blå er korrigeret for inflation. Gennemsnittet i de rå tal er en årlig vækstrate på 3,8 % siden de sidste 20 år, men kun 1,7 % når man har korrigeret for prisudviklingen. Det er ikke meget bedre end Danmark! Gør man det, kan man endda se tre år med negativ vækst i perioden.

Bundlinjen er, at Brasilien måske er interessant fordi det er et meget stort land, men når man tager et kig på de faktiske tal, er der ikke meget at være imponeret af. Væksten er endda aftagende, og man regner noget optimistisk med, at 2012 og 2013 lander på omkring 1 %. Så hvorfor er landet blevet så hypet?

UPDATE: Dagens Jyllandsposten er det seneste eksempel på et medie, der ukritisk bringer historien om ’vækstøkonomien Brasilien’. Niels Westy påpeger dog også, at mens tallene ikke helt fanger kvalitetsforbedringen af mange varer og service i landet, skete denne forbedring primært i 1990erne, og mest i første halvdel efter større liberaliseringer. Kvalitetsforbedringer er kun sket i meget begrænset i 00erne, og den handelsliberalisering, der skabte nogle af dem i 1990erne, er gået i stå og på nogle områder trukket delvist tilbage. Ligesom storskurken Argentina har Brasilien brudt Mercosur-aftaler flere gange.

Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2012. 1 svar

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.

PKK om lighed og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 17. december 2012. 1 svar

Peter Kurrild-Klitgaard, den Gamle Redacteur, har i dag en pragtfuld klumme i Berlingske. PKK kritiserer debatten, ikke mindst forsøget på konklusioner fra udviklingsministeren forleden, for at være ”forvrøvlet”. Jeg deler fuldt PKK’s syn på det, og kan kun opfordre alle Punditokraternes læsere til at se på den (her). I mellemtiden er her to pluk fra klummen:

Dette og meget andet af debatten baserer sig imidlertid på en logisk fejlslutning: at bekæmpelse af fattigdom og tilstræbelse af fordelingsmæssig lighed skulle være det samme eller blot sammenlignelige. Som at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem, hvor godt (eller skidt) folk har det, og hvor lige (eller ulige) de er indbyrdes.

[…]

Skal man have en ordentlig debat om fattigdom, er det på tide at smide forestillingen om en »lige« fordeling af goderne ud på den samme historiske losseplads, hvor de mere doktrinære varianter af socialismen er deponeret. Så kan man i stedet fokusere på, hvilke politikker og hvilke institutioner der er relativt bedre end andre til at fremme menneskers levestandard.

Den devaluerede Nobelpris

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2012. 9 svar

I dag får EU Nobels fredspris med en hovedbegrundelse, at EU har opretholdt freden i Europa. Mange EU-tilhængere har klappet i deres hænder for denne hyldest til international integration, mens mange andre har følt at det var en latterliggørelse af ikke blot fredsprisen, men også de andre Nobelpriser. En lignende diskussion blussede op, da fredsprisen i 2009 gik til Barack Obama, der basalt set fik prisen på forventet efterbevilling.

Mens vi her på stedet ikke er bange for at have holdninger – personligt eller ideologisk begrundede – er det i denne sammenhæng en anden måde at se prisen på. Denne er spørgsmålet om, hvor empirisk eller faktuelt begrundet, prisen er. Sagt på en anden måde, hvor velbegrundet er ideen om, at EU har bidraget til at holde fred i Europa.

Et første punkt er naturligvis spørgsmålet om, hvilken fred der er holdt i Europa. Indenfor unionens mure er der ikke udbrudt krige eller sket andre deciderede fjendtlige handlinger. Man kan også argumentere for, at det formaliserede samarbejde i Bruxelles har gjort politiske diskussioner mere civilisererede – i det mindste på overfladen. Men ser man lidt længere udover van Rompuys næsetip bliver det sværere. Nogle vil nok indskyde, at de seneste års ændringer i centralbankens og kommissionens politik i betragteligt omfang formaliserer et sydeuropæisk tyveri af nordeuropæisk velstand, når man automatiserer overførsler og gældseftergivelse. Det er næppe noget, man får en Nobelpris for, eller noget der bidrager til politisk fred på den længere bane. Men det kan man selvfølgelig indtil videre afvise som et ideologisk synspunkt.

Værre er det dog, at tesen om EU-freden på to andre områder må være ganske svær at sluge for langt de fleste samfundsforskere. Et punkt nummer to er nemlig, at det man ikke kan argumentere for, at EU har holdt fred i Europa, hvis man definerer Europa bredere end blot de lande, der er formelle medlemmer af EU. Krigene i eks-Jugoslavien gjorde unionen praktisk taget intet for at afværge eller dæmpe. Det mere konkret fredsbevarende arbejde i regionen har NATO stået for, med EU som en meget utilbøjelig ’hjælp’ efter krigene var overstået. De tumultariske tilstande i Ukraine – et land der i det mindste i en geografisk forstand er europæisk – har heller ikke været noget, EU på nogen måde har kunnet afværge. Og hvis man vil brede begrebet ’fred’ mere ud, hvor godt ser det så ud, når Hviderusland stadig er et kommunistisk diktatur og Ungarn er på vej væk fra de facto demokrati?

Det værste er dog punkt nummer tre, den rent empiriske påstand. Der er ganske enkelt ingen eksempler på demokratiske lande, der er gået i krig mod hinanden. Det eneste eksempel på et demokrati, der har erklæret krig mod et andet demokrati, er Storbritannien, der pga. en international aftale var tvunget til at erklære Finland krig, da Sovjetunionen overfaldt landet i 1940. Briterne gjorde som bekendt intet, da de bestemt ikke havde tænkt sig at gå i krig mod det lille, nordiske land. Al erfaring – og lad mig gentage, al erfaring – peger på, at de europæiske lande ville have holdt fred med hinanden helt uanset om EU havde eksisteret eller ej.

Uanset hvor i verden man ellers har haft demokratier som naboer, har landene holdt fred og foået at samarbejde. At påstå at det er på grund af den politiske konstruktion EU er intet andet end latterligt. Årets Nobelpris er derfor lige så latterlig som den påstand, det ligger til grund for den.

Hvem er vokset hurtigst?

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2012. 17 svar

DR kører for tiden en – i min mening ikke særligt vellykket – serie om fattigdom. Der tales meget om fattigdom, men meget lidt om det faktum, at alle lande har været fattige en gang. Måden vi er kommet ud af fattigdom på, har været at økonomiens produktive formåen er vokset. Så spørgsmålet om, hvorfor nogle lande vedblivende er fattige, er spørgsmålet om, hvorfor nogle landes økonomi vokser så langsomt, eller slet ikke. Dagens post er således lidt ekstra input ovenpå Niels’ glimrende post fra i fredags.

For at få et indtryk af, hvilke lande vi taler om, er her weekendens figur at tænke over. Jeg har taget den nyeste version af Penn World Tables (mark 7.1) og beregnet den gennemsnitlige, årlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger mellem 1970 og 2010 (det seneste år, der er tal for), og gjort det samme for perioden 1990 til 2010. Figuren nedenfor skal derfor ses et input til læsernes overvejelser over, hvad der skaber langsigtet økonomisk udvikling, og på den bases at gennemsnitsvæksten i alle de 160 lande, der er dækket, var 1,7 %. Grunden til at begge perioder er med, er at den korte, senere periode fortæller os noget om, hvornår væksten primært er sket – i 1970erne og 1980erne, eller i de sidste tyve år.

Figuren viser de ti hurtigst voksende økonomier mellem 1970 (1990) og 2010, og de ti langsomst voksende i samme periode, med vækstrater i den lange periode i mørke farver, og vækstrater i den korte periode i lyse farver. Den eneste undtagelse til et mere generelt mønster er Ækvatorial Guinea, der har set en velstandseksplosion de senere år pga. massive råstoffund. Og uden at ville fortælle læserne alt for meget, er der vel en klar, bagvedliggende historie om liberaliserende reformer og beskyttelse af den private ejendomsret – eller hvad mener læserne?

Southern Economic Association 2012

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2012. 1 svar

Jeg sidder pt. til den sidste dag til den årlige konference, som afholdes af the Southern Economic Association. Konferencen, der i år er lagt i New Orleans, har budt på både spændende, ny forskning, og hyggelige stunder med gamle venner. Som lidt input til de grå novemberdage i Skandinavien er her et par af de bedste pluk fra programmet:

Begge plenaries om lørdagen var gode. Bruce Caldwell (Duke) holdt oplæg om værdien af kurser i økonomisk teoris historie og Tyler Cowens eklektiske syn på forklaringer på krisen (most are somehow right but not nearly as right as they think they are) var både præcist og befriende frit fra bedreviden og ideologi.

Andrew Young (West Virginia) var på min session og præsenterede et nyt papir om ulandshjælp og vækst. En af standardforklaringerne på, hvorfor ulandshjælp ikke virker, er at der er bivirkninger og en af dem er at ulandshjælpen underminerer regeringsførelsen. Andrew og Kate Sheehan viser i papiret meget præcist at det er en af de vigtige bivirkninger.

Randall Holcombe og Christopher Boudreauz (Florida State) præsenterede nyt arbejde om, hvor længe diktatorer bliver ved magten. En standardantagelse er, at de bliver ved magten ved at stramme grebet om økonomien – tungere reguleringer, protektionisme og brud på menneskerettigheder – men de to viser, at det ikke virer: Diktatorer der indfører institutionelle reformer bliver længere ved magten.

Jayme Lemke (George Mason) præsenterede de første, foreløbige indsigter fra hendes studie af indførsel af skilsmisselove i 1800-tallets USA. Projektet ser både morsomt og meget spændende ud, da man kan se sammenhænge mellem lovgivning og en række andre ændringer i samfundet.

Udover det var der fine papirer fra flere af Punditokraternes venner: Therese Nilsson (Lund, med Niclas Berggren, IFN) præsenterede sammenhængen mellem økonomisk frihed og tolerance (race, jøder og homoseksuelle) og Bonnie Wilson (Saint Louis) og Jac Heckelman (Wake Forest) havde den nye udgave af deres interessante arbejde om særinteresser, økonomisk frihed og vækst med. Udbredt økonomisk frihed påvirker tolerance positivt og er vigtigt for vækst, men kan undermineres af for mange interessegrupper.

Hvor syg er SAS?

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2012. 4 svar

På vej til USA har jeg haft rigelig tid til at tage et kig på luftfartsindustriens status. Ikke mindst bliver der ved med at rulle absurde nyheder ind om SAS, der på trods af en dyb krise, stadig har medarbejdere og fagforeninger, der vedblivende kræver høj løn. Så spørgsmålet er, hvor syg SAS egentlig er som selskab. Som vi skrev i april 2011, har SAS kun haft to år med overskud de seneste 11 år – sidste års resultat endte på -2.1 milliarder SEK. Og figuren over CASK (cost per available seat kilometer) der giver en sammenligning af forskellige europæiske selskaber, fortæller vel en god del af historien.

Bonusser – for både direktører og ministre?

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2012. 4 svar

Ovenpå finanskrisen og de efterfølgende bankkrak og problemer for mange andre finansielle institutioner, har politikere spillet på den offentlige stemning. Argumentet er ofte, og ikke kun fra venstrefløjen, at det er ’for galt’ at bankdirektører og andre tjener så meget og får store gyldne håndtryk, når de forlader deres stillinger. Ikke kun i Frankrig, men også Storbritannien har politikere arbejdet for at få indført EU-reguleringer på maksimumlønninger i den finansielle sektor. Hele ideen er, at de er ansvarlige for krisen og det derfor er moralsk forkert, at de tjener så meget (f.eks. her).

Men er de virkeligt ansvarlige? Hvad med en direktør, der ansættes umiddelbart før krisen og dermed ikke har været ansvarlig for bankens position når krisen rammer? Og hvad med de mange velfungerende finansielle institutioner? Skal den finansielle sektor straffes ligesom en dårlig folkeskolelærer straffer en klasse kollektivt, hvis der er enkelte elever, der ikke kan opføre sig ordentligt? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne ikke svarer på, og nok foretrækker ikke at blive stillet.

Det virkelig slemme er der dog ingen, der har stillet endnu. For bør man ikke behandle alle ens? Et centralt element i public choice-revolutionen i 1960erne var netop, at man analytisk bør gøre de samme antagelser om alle, uanset om de arbejder i den private eller offentlige sektor – om de er direktører eller ministre. Hvis man (som min ven Brian Mandau pegede på over en drink) udbreder den kerneantagelse – hvis validitet er bekræftet mange gange siden da – får man en ganske morsom implikation: Ministre, der har været ansvarlige for fejl og tab i deres resort, må nødvendigvis stilles til ansvar, og i langt højere grad end chefer for enkeltvirksomheder.

Så en symmetrisk implikation af den ’moralske’ kritik af banksektoren må være, at politikeres ministerpension bør være betinget af deres faktiske præstation i et ministerembede. Hvis en minister for eksempel har stået for gennemførslen af tåbelige reguleringer, der har ført til store tab – et eksempel kunne være afgifter, der medfører butiksdød i Sydjylland – bør hans eller hendes ministerpension reduceres eller måske helt sættes til nul.

Dagens intellektuelle øvelse er nu, hvordan det vil ændre politik, hvis ministre bliver ramt på deres egen pengepung, når de laver fejl. Findes der bedre incitamenter?

Ny Mancur Olson-biografi

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2012. Skriv et svar

DJØFs forlag udgiver i disse år serien ”Statskundskabens Klassikere”, der redigeres af Peter Nedergaard. Serien er nu kommet til Mancur Olson, som den glimrende Gert Tinggaard Svendsen har taget sig af. Det er der kommet en fin lille bog ud af.

Gert har fordelen, at han kendte Olson personligt i sin tid i Maryland. Han har dyrket Olson siden da og undervist hundreder af statskundskabsstuderende i hans særlige indsigter. Bogen, der er letlæst og skrevet i et klart sprog, bærer tydeligt præg af denne erfaring. Den kan således læses af voksne mennesker såvel som ældre gymnasieelever – så længe de enkelte steder kan holde tungen lige i munden. Det siger ikke så lidt om både Gerts formidlingsevner som om Olsons klare tænkning og – synes vi nu – indlysende indsigter.

At vi i dag måske synes, at nogle af Olsons teorier er så indlysende, er ikke fordi de i sig selv er letbenede. Det er derimod fordi de er så tydelige, når man én gang har fået dem forklaret, at man glemmer at Olson var den første, der så dem. Det gælder for eksempel hans indsigter omkring kollektive handlingsproblemer, der er helt centrale for statskundskaben: Interessegrupper skal være så store, at de kan udøve effektiv pression, men så små, at de kan holde free-rider-problemet nede. Med andre ord får man situationer, som Olson betegnede som ”concentrated benefits, scattered costs” – der skal være få, der kan samarbejde om at få store benefits, mens omkostningerne skal spredes ud på så tilpas mange, at de ikke kan organisere modstand.

Bogen er groft sagt delt i tre dele. Den første handler om Olsons indsigter, organiseret omkring hans tre hovedværker – The Logic of Collective Action, The Rise and Decline of Nations og Power and Prosperity. Anden halvdel af bogen handler om Olsons indflydelse på hans egen og efterfølgende generationers forskning i statskundskab og politisk økonomi. Tredje del består af udvalgte, oversatte bidder af Olsons forfatterskab.

Særinteressepolitik, rent-seeking og en stor del af institutionel økonomi skylder Olson en del af de grundlæggende idéer. I Olsons (og Gerts) praktiske ånd, viser bogen også en række forslag til politiske tiltag for at løse nogle af de problemer, Olson identificerede. Det hele er skrevet i den stil, nogle af os kender fra Gert: Letlæst, klart og med stedvise afstikkere ud ad tangenter, som tænkning langs Olsons linjer skaber. Som en bog til undervisning i samfundsfag i 3.g. eller bare for almindeligt interesserede, er Olson-biografien vellykket og bestemt værd at anbefale.

Hvor globaliseret er dansk økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2012. Skriv et svar

Hvordan svarer man på spørgsmålet i dagens post? Et simpelt svar kunne være ”vældigt globaliseret”, hvis man for eksempel ser på omfanget af dansk handel. De sidste, internationalt sammenlignelige tal fra Penn World Tables (fra 2010) viser, at eksport plus import var cirka 95 procent af BNP. I et internationalt perspektiv placerer det os sammen med lande som Sverige, Schweiz, Bahamas og Island, og der ingen tvivl om, at Danmark er en meget globaliseret økonomi.

Men hvordan ser det ud, når vi sammenligner den nuværende situation med vores egen historie? Det er en pointe, jeg har understreget nogle gange, år jeg har holdt foredrag for gymnasieklasser. Og historisk er sammenligningen meget sjovere. Figuren nedenfor viser handelstal siden 1875 – den røde linje er baseret på data fra Historical Financial Statistics, den grønne fra Penn World Tables, Mark 7.1, og den grønne er en indeksering af Penn så de passer med de tidligere tal. Figuren viser, at vi pt. ligger lige omkring det tidligere maksimum, som vi havde mellem 1903 og 1908. Med andre ord er vi i globaliseringssammenhæng cirka nået dertil, hvor vi var i slutningen af den første globaliseringsbølge. Og spørgsmålet er, om det med moderne teknologi er særligt imponerende?

Lafferkurven og dansk skattepolitik

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2012. 6 svar

I 1970erne formulerede Arthur Laffer det forhold, der er kommet til at bære hans navn: Laffer-kurven. Kurven, der viser forholdet mellem skatte- og afgiftstrykket og statens indtægter fra skatter og afgifter, ser ud som et omvendt U. Når skatter og afgifter er nul, er indtægterne naturligvis også nul – et forhold som alle kan se. Laffers pointe var, at når skatter og afgifter nærmer sig hundrede procent af befolkningens indtægt, nærmer statens indtægter sig også nul.

Ved at fjerne folks personlige udkomme af at arbejde og generelt gøre en indsats, fjerne man også deres incitament til det, og de holder således op med at arbejde – i det mindste officielt. Laffers indsigt var, at det skatte- og afgiftsniveau, der giver staten en maksimal indtægt, derfor må ligge et sted mellem nul og hundrede procent. Hvis man forsøger at hæve skatte- og afgiftsbyrden over dette toppunkt, ødelægger man så meget økonomisk aktivitet, at statens indtægter faktisk falder.

Og med dén indsigt kommer vi til dansk skattepolitik. Et af de store problemer for danske politikere er den totale uvilje til at skære ned på en hvilken som helst offentlig udgift. De seneste mange år er udgifterne endda steget hurtigere end nationalindkomsten, hvilket nødvendigvis betyder, at man må finde nye indtægter. Men stigninger i indkomstskatten har ikke rigtigt været en mulighed, medmindre man havde samme økonomisk-politiske overbevisning som Frank Aaen. Vismændene demonstrerede endda sidste år, at et S-SF-forslag om en millionærskat sandsynligvis ville skabe et indtægtstab for staten på cirka en halv milliard.

Hvis man kender Lafferkurven og dens logik, er det derfor ikke længere svært at forstå, hvorfor danske skattepolitiske diskussioner er blevet så specielle. Vismændenes forslag, som bl.a. handler om at skifte fra indkomstskatter til skat på bolig, er ligesom mange radikale forslag begrundet i at man ikke kan flytte boligen, og den type skatter derfor ikke påvirker folks arbejdsudbud og øvrige indsats i samme omfang som indkomstskat. På samme måde synes det ofte som om forsøget på at indføre en række andre skatter og afgifter – sukker- og fedtskat, ændringer i vandafledningsafgifter osv. – også skal skaffe indtægter på en måde, som enten ikke på samme måde direkte påvirker folks arbejdsvalg, eller bare er mindre synlige for folk.

Basalt set handler danske skattepolitik i et signifikant omfang – selvom sært nok ingen rigtigt siger det – om måder man måske kan ændre strukturen på skatte- og afgiftstrykket, så man kan flytte på Lafferkurven og altså lidt endnu undgå at prioritere. Hvis ikke, ender man med at forsøge at finansiere nye udgifter med nye og højere skatter og afgifter, som faktisk sænker statens indtægter, samtidig med at de gør danskerne fattigere. Diskussionerne er blevet så avancerede og politikken så teknisk fordi vi allerede har nået toppunktet af Lafferkurven – så meget man overhovedet kan tvinge ud af danskerne før deres reaktioner underminerer skatte- og afgiftsgrundlaget.

Jødisk overlevelse og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2012. 6 svar

Millioner af jøder, kommunister, homoseksuelle og andre ’uønskede’ blev myrdet af naziregimet under anden verdenskrig. Hitler nærede et særligt indædt had til jøderne, som blev den mest udsatte og forfulgte af alle grupper, og et udtrykkeligt mål for nazisterne var deres totale udryddelse – die Endlösung. Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien.

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Argumentet er derfor, at folks tillid til hinanden – særligt tillid til fremmede – er den eneste (uformelle) institution, der kan hjælpe til at løse problemet. Jo mere tillid folk havde til hinanden, jo lettere blev det at koordinere uden et formelt, personligt netværk, og jo mindre var risikoen for at blive forrådt.

Og heldigvis peger data fra de 30 besatte lande i samme retning. Så vidt det kan lade sig gøre at fange tillidsforskelle i Europa omkring 1940, kontrollere for en række andre, mulige forklaringer, og håndtere kausalitetsproblemet, slår tillidsforskellene igennem som en vigtig forklaring. Hver ti procentpoint større tillid er i gennemsnit forbundet med ti procent flere jøder reddet. Ydermere peger resultaterne på, at tilliden var relativt vigtigere i lande, som nazisterne af racemæssige grunde betragtede som laverestående.

Så hvorfor Danmark reddede alle undtagen 68 af de næsten 8000 jøder – heriblandt 1500 ikke-danskere – der boede i landet i 1940 er måske et resultat af vores ekstremt store tillid til hinanden. Om mine kolleger accepterer historien og evidensen vides ikke endnu, da første lejlighed til at præsentere papiret først er til januar. Men under alle omstændigheder ligger det nu offentligt tilgængeligt, og kan downloades her.

Nobelprisen i økonomi 2012

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2012. Skriv et svar

Som sædvanlig overraskede Nobelkomiteen i går. I stedet for Schiller eller Barro og Romer, som de fleste nok havde gættet på, gik Nobelprisen i økonomi i år til Alvin E. Roth og Lloyd S. Shapley. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved ret meget om området, men dem der gør, er ret tilfredse med prisen.

Området, som prisen gives til, handler om matching: Hvordan matcher man f.eks. nyredonorer til nyrepatienter, eller som komiteen skriver:

This year’s Prize concerns a central economic problem: how to match different agents as well as possible. For example, students have to be matched with schools, and donors of human organs with patients in need of a transplant. How can such matching be accomplished as efficiently as possible? What methods are beneficial to what groups? The prize rewards two scholars who have answered these questions on a journey from abstract theory on stable allocations to practical design of market institutions.

Annonceringen kan ses her; Alex Tabarrok opsummerer den her; og Eric Cramptons omtalte er her. Det hele er baseret på Gale-Shapley-algoritmen, som Roth både har kritiseret og brugt praktisk.

Hvem vinder Nobelprisen i økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2012. 5 svar

På mandag, den 15. oktober, uddeler Sveriges Riksbank den årlige nobelpris i økonomi (teknisk en pris i Alfred Nobels minde). Som traditionen byder, har vi nogle bud på, hvem der kunne gå hen at få prisen i år. Og selvom vi så vidt vides ikke har ramt rigtigt endnu, er her vores bedste bud på 2012-prisen.

Først har Thompson Reuters allerede i september peget på enten kombinationen Anthony Atkinson (økonomisk ulighed) og Angus Deaton (forbrug og well-being), eller Robert Schiller (volatilitet på finansmarkeder) som en anden mulighed. Begge valg giver mening, da de i en vis forstand er i tråd med disse års ’tidsånd’ og har været indflydelsesrige. Hvis man ser på valgene de seneste mange år, er det dog svært at se noget mønster, der peger på at nobelkomiteen har taget valg, der er populære på den måde.

Et andet bud kommer fra Huffington Post, der har spurgt en række eksperter og peger på Paul Romer og Robert Barro som favoritter. Begge har været nævnt de seneste år – Barro er en af dem, jeg gerne så modtage prisen – og deres banebrydende arbejde om vækst og innovation er der næppe mange, der vil underkende. Samtidig er de ukontroversielle på den måde, at begge har bidraget teoretisk til vores forståelse af vækstprocesser; Romer med flere berømte studier af innovation, Barro som en af pionererne i moderne vækstteori og med et vigtigt bidrag til den empiriske side.

Sidst er der flere, der igen i år nævner Anne Krueger og Gordon Tullock for deres banebrydende arbejde om rent-seeking. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kender noget som helst til politisk økonomi, der ikke mener at de fortjener prisen. Problemet er blot, at begge er ret gamle, og specielt Tullock er ikke længere rask. Med andre ord er spørgsmålet, om de ville være i stand til at møde op i Stockholm til december.

Andre bud, der er nævnt i blogosfæren og andre steder er f.eks. Douglas Diamond (finansiel intermediation), Jerry Hausman (specifikationstests i økonometri), William Nordhaus og Martin Weitzman (miljøøkonomi), og Eugene Fama og Kenneth French (finansiel økonomi). Traditionen tro er odds for, at det er en helt fjerde eller femte, vi ikke har nævnt, som bliver annonceret på mandag. Derfor kan man stadig bruge anledningen til at ryste posen og overveje, hvem i samfundsvidenskaberne, der fortjener den ypperste anerkendelse.

Det lange sigt i dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2012. 1 svar

Regeringen har det ikke godt, og både SF og Socialdemokraterne bløder vælgere. Man fristes til at skrive ”som aldrig før”, men er det faktisk sandt? For at kunne svare på det, og for at kunne sætte den nuværende, politiske situation i rimeligt historisk perspektiv, bringer vi i dag et lynoverblik over udviklingen i dansk politik siden 1945.

De to grafer nedenfor viser udviklingen på to måder. Først illustrerer vi de ’regeringsbærende’ partiers andel af Folketingets mandater. I den anden graf er venstrefløjen partier fra S og mod venstre, mens højrefløjen er V og K plus de mere højreorienterede partier. Den udeladte kategori er midten – det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Retsforbundet. Det sidste punkt ude til højre i begge grafer er den sidste meningsmåling fra Berlingske Barometer.

 

Først er det tydeligt at se socialdemokraternes glansperiode i 1950erne og 60erne hvor partiets selvforståelse blev rodfæstet. I denne periode holdt socialdemokraterne i gennemsnit 41 % af mandaterne i Folketinget, og af to omgange i 60erne holdt venstrefløjen halvdelen af mandaterne. Dén periode sluttede brat med jordskredsvalget, der bragte Fremskridtspartiet ind som det tredjestørste parti. Men i særlig grad viser de to grafer hvordan venstrefløjen og i helt særlig grad socialdemokraterne har tabt mandater de sidste tyve år i træk. Der er således ikke noget specielt overraskende i at partiet taber vælgere igen i denne periode. Overraskelsen er, at de ikke følger trenden fra de sidste knap to årtier, men endda klarer sig relativt dårligere.

Betyder det at vælgerne er rykket mod højre? Nominelt ser det sådan ud, men svaret er nok nej. Problemet er, at VK efter det knappe nederlag i 1998 er rykket markant mod venstre. Hvis man for eksempel følger den samme approach til at kode placeringen af politiske partier, som min ven og kollega Niklas Potrafke og jeg har fulgt, ser det ud til at Folketingen som helhed faktisk er rykket mod venstre siden midten af 1990erne fordi de borgerlige partier er det. Så måske er der ikke noget at glædes over som borgerlig?

Martin Paldam – 70 år

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2012. Skriv et svar

I dag fylder professor Martin Paldam, Aarhus Universitet, 70 år. Martin skifter derfor status til professor emeritus, men fortsætter med at arbejde. Som læserne af punditokraterne vil vide, arrangerede vi en workshop i anledning af hans fødselsdag sidste uge, med deltagelse fra bl.a. USA og Australien. Workshoppen vidnede både om bredden af Martins interesser og forskning, og om omfanget af hans netværk og venskaber.

Flere aviser skrev i går eller i dag om Martin. Jyllands-Posten beskrev ”hans evne til logisk og klart at analysere sig ind til kernen i det problemkompleks, han har valgt at tage op”; Berlingske understregede det vi andre ved, nemlig at økonomi og forskning er Martins hobby lige så meget som hans arbejde; og udover humoristisk (og sandt) at konstatere, at han stort set altid ved ”hvilken lokal øl det er bedst at slukke tørsten med”, peger Kristeligt Dagblad på hans faglige integritet og ”forbløffende evne til at være foregangsmand på en række områder”.

Vi kan herfra tilføje hans faglige generøsitet og evne til at skabe god stemning omkring dybe faglige diskussioner. Man behøver ikke være enige med Martin for at have en hyggelig tid. Der er et stort tillykke fra punditokraterne på dagen.

Workshop for Martin Paldam fredag-lørdag

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2012. 6 svar

I anledning af at min kære kollega og tidligere vejleder, Professor Martin Paldam, fylder 70 år på mandag, holder vi workshop på Aarhus Universitet i morgen, fredag, og lørdag. Teamet omkring workshoppen – Toke Aidt, Peter Kurrild-Klitgaard, Gert Svendsen og mig – har udvalgt en række områder, som Martin har bidraget til, og inviteret forskere, der arbejder på de pågældende områder for tiden. Udvalget af præsentationer fortsætter under folden. Workshoppen kører fredag 13.10-18.30 og lørdag 9.00-13-30.

Læs resten →

Tysk kaos

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2012. 1 svar

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

Economic Freedom of the World 2012 – ude nu

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2012. 3 svar

I dag frigives dette års Economic Freedom of the World, Annual Report – årets rapport om status på økonomisk frihed i verden – fra Fraser Instituttet i Canada. Pressemeddelelsen kan læses her. Hele rapporten er frit tilgængelig her.

Rapporten placerer igen i år Singapore og Hong Kong på toppen, med Danmark på en 16. plads og USA i stadig fald til en 18. plads i år. Som altid er der et eller flere temakapitler. Disse er i år:

Alice Crisp og James Gwartney om institutioner og frihed i Latinamerika (her).

Scott Baier, Matthew Clance og Gerald Dwyer om bankkriser og økonomisk frihed (her).

Axel Dreher og Kai Gehring om ulandshjælp og økonomisk frihed (her).

Christian Bjørnskov og Nicolai Foss om frihed, iværksætteraktivitet og produktivitet (her).

For de interesserede har Nicolai og jeg en kronik i Børsen, formodentlig i morgen, om vores kapitel.

A- og B-Europa (eller B og A)

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2012. Skriv et svar

De internationale medier genlød forleden af fuldstændigt retfærdig harme. Bulgariens finansminister – topøkonomen Simeon Djankov, der har forladt en position som cheføkonom i Verdensbanken for at vende hjem – sagde højt hvad mange af os har tænkt: Hvorfor skal Grækenland, Italien og andre vesteuropæiske lande have masser af hjælp fra EU til at komme over gældskrisen, når de nye medlemmer i Central- og Østeuropa har måttet klare sig selv.

Spørgsmålet og selve situationen, som Djankov peger på, afslører i hvor høj grad der tænkes i et europæisk A- og B-hold. A-holdet er de gamle EU-medlemslande som deltager i eurozonen, mens B-holdet er en gruppe tidligere kommunistiske lande, som man mildt sagt ikke har den store fidus til. Og bevares, politik er ikke altid lige kønt i de nye lande, og de fleste kæmper med væsentlige korruptionsproblemer. Måske burde man ikke have nogen videre tiltro til deres politiske systemer?

Det er dog et noget andet billede man får af at sammenligne den faktiske udvikling i de to dele af Europa. En række central- og østeuropæiske lande, ikke mindst Letland og Bulgarien, fik voldsomme økonomiske problemer under krisen, ligesom det skete i Vesteuropa. I stort set alle tilfælde har de selv ryddet op i deres budgetter og rettet økonomien, om end det har været brutalt. I Letland har man således skåret næsten 20 % af det statslige budget væk. Markederne har belønnet regionen med en gennemsnitlig obligationsrente på cirka 5 % – noget under Italiens og Spaniens, og milevidt under Grækenlands cirka 25 %. Tjekkiets ligger omkring 2½ %, og således stort set på niveau med Belgien og Frankrig.

I de vesteuropæiske lande, hvor man kunne regne med hjælp fra EU, har man derimod ikke taget de store, upopulære beslutninger eller på nogen måde formået at rydde op. Grækenland gik sidste år gennem det der, på trods af betegnelsen ’haircut’, var en delvis statsbankerot, og hverken Italien, Spanien eller Frankrig med de lurende problemer har evnet at implementere reformer, som alle ved bør gennemføres. I stedet fungerer problemlandene nu som kommissionsformand Barossos undskyldning for at arbejde åbent for en føderal union. Det, som EU tydeligt betragter som et B-hold, er A-holdet i finanspolitisk sammenhæng, og de politiske A-holdsvenner er i ansvarlighed i bedste fald et B-hold.

Hvis hjælpen fra Bruxelles – betalt af Berlin – bliver automatisk, forsvinder enhver tilskyndelse til at hjælpe sig selv. Hvis der ingen kære belgisk mor er i horisonten, formår selv de nyeste demokratier at gøre det rigtige. Krisehåndtering og finanspolitisk ansvarlighed i EU handler ikke om evne, men om villighed.