Dagens spørgsmål er retorisk, fordi svaret er nej. Brasilien er B’et i BRIK-landene, men ser man på landets faktiske udvikling, er der ikke meget at være imponeret over. En del af forvirringen er dog – måske – til at forstå. Det meste statistik i medierne, og desværre også en del af det, der bruges i bankerne, er ikke købekraftskorrigeret. Det har den effekt, at man blander egentlig vækst i købekraft (dvs. økonomisk levestandard) sammen med inflation.
Figuren nedenfor gør det forhåbentligt klart for læserne. Den røde linje er væksten i de rå tal, mens den blå er korrigeret for inflation. Gennemsnittet i de rå tal er en årlig vækstrate på 3,8 % siden de sidste 20 år, men kun 1,7 % når man har korrigeret for prisudviklingen. Det er ikke meget bedre end Danmark! Gør man det, kan man endda se tre år med negativ vækst i perioden.
Bundlinjen er, at Brasilien måske er interessant fordi det er et meget stort land, men når man tager et kig på de faktiske tal, er der ikke meget at være imponeret af. Væksten er endda aftagende, og man regner noget optimistisk med, at 2012 og 2013 lander på omkring 1 %. Så hvorfor er landet blevet så hypet?
UPDATE: Dagens Jyllandsposten er det seneste eksempel på et medie, der ukritisk bringer historien om ’vækstøkonomien Brasilien’. Niels Westy påpeger dog også, at mens tallene ikke helt fanger kvalitetsforbedringen af mange varer og service i landet, skete denne forbedring primært i 1990erne, og mest i første halvdel efter større liberaliseringer. Kvalitetsforbedringer er kun sket i meget begrænset i 00erne, og den handelsliberalisering, der skabte nogle af dem i 1990erne, er gået i stå og på nogle områder trukket delvist tilbage. Ligesom storskurken Argentina har Brasilien brudt Mercosur-aftaler flere gange.

