Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Mike Munger i the Rubin Report

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2017. Skriv et svar

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Jane Austen – subversiv i 200 år

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2017. Skriv et svar

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

“El pueblo decide” – “folkeafstemning” i Venezuela

Af Niels Westy, den 17. juli 2017. 1 svar

Venezuela’s opposition afholdt i går, søndag den 16. juli, en alternativ folkeafstemning i protest mod præsident Maduro’s forslag om en ny grundlovsgivende forsamling, som er regimets seneste påhit i forsøget på at blive sidende på magten.

7 186.170 venezuelanere deltog i folkeafstemningen. Heraf 683.789 i udlandet.  Det må betragtes som en massiv succes, med tanke på at afstemningen ingen omtale fik i medierne, blev arrangeret på 2 uger og man kun havde lidt over 2.000 valgsteder. Til sammenligning var der ved parlamentsvalget i 2015 14.515 valgsteder. Den seneste grundlov blev forøvrigt vedtaget med 3.516.558 stemmer for i 1999. . Antal afgivne stemmer svarer til 53,8 procent af de der stemte ved det seneste parlamentsvalg.

Også i København, hvor jeg selv var inviteret til at være “valgobservatør”, var det muligt at afgive sin stemme.

Givet de noget usædvanlige omstændigheder afstemningen foregik under, kan jeg bekræfte, at alt foregik på betryggende vis. I alt 198 venezuelanere kom forbi og afgav deres stemme mellem kl. 11. og 17.

De havde her mulighed for at svare ja eller nej til følgende 3 spørgsmål (jeg undskylder på forhånd overfor spanskkyndige, hvis den danske oversættelse kunne være bedre):

1) Afviser og  fornægter du den af Nicolas Maduro foreslåede grundlovgivende forsamling, uden forudgående godkendelse af det Venezuelansk folk?

Ja eller nej

[¿Rechaza y desconoce la realización de una constituyente propuesta por Nicolás Maduro sin la aprobación previa del pueblo de Venezuela?]

2) Skal man kræve af de nationale væbnede styrker og alle de offentligt ansatte, at de lever op til og forsvarer forfatningen af 1999 bakker op bag Nationalforsamlingens  beslutninger?

Ja eller nej

[¿Demanda a la Fuerza Armada Nacional y a todo funcionario público obedecer y defender la Constitución del año 1999 y respaldar las decisiones de la Asamblea Nacional?]

3) Godkender du en fornyelse af de offentlige myndigheder i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og afholdelse af frie og gennemsigtige valg, samt dannelse af en national enhedsregering for at genoprette den forfatningsmæssige orden?

Ja eller nej

[¿Aprueba que se proceda a la renovación de los Poderes Públicos de acuerdo a lo establecido en la Constitución y a la realización de elecciones libres y transparentes, así como a la conformación de un Gobierno de Unión Nacional para restituir el orden constitucional?]

Der var naturligvis ikke den store tvivl om udfaldet af selve afstemningen. Det væsentligste var deltagerantallet. Som var stort. Afstemningen foregik endog nogenlunde fredeligt, men desværre ikke uden ofre for regimets vold. Således blev en dræbt og to såret ved et valgsted, da denne blev angrebet af nogle af regimets paramilitære støtter.

Det seneste offer kan føjes til de ca. 90 mennesker, som har mistet livet under de næsten daglige demonstrationer, der nu har stået på i næsten 4 mdr.

I København fik det dog ganske fredeligt til (hvilket også var tilfældet på langt de fleste valgsteder). Personligt var det svært ikke at blive berørt over Venezuelanernes kamp for demokrati og frihed.  Vi må håbe at det lykkes snart. At man herefter står tilbage med en smadret økonomi og et enormt genopbygningsarbejde er en anden sag, som vi naturligvis vender tilbage til.

Ny viden fra studerende

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2017. 2 svar

I går brugte jeg hele dagen med seminarer ved universitetet i Heidelberg.  Som nogle læsere nok ved, er jeg gæsteprofessor ved min formidable ven Axel Drehers Lehrstuhl für Internationale Wirtschafts- und Entwicklungspolitik i Heidelberg hele sommeren (ligesom sidste sommer og to måneder i vinters). Jeg har derfor også lært nogle af de studerende at kende, og hyggede mig med at se præsentationer fra både nogle af vores PhD-studerende og flere kandidatstuderende.

Grunden til at skrive om det er, at der er fremragende studerende i Heidelberg. Stephan Schneider – en kandidatstuderende som allerede har en artikel, baseret på hans bacheloropgave og omarbejdet sammen med Kai Gehring, på vej ud i American Economic Journal: Economic Policy – præsenterede et seminarpapir om hvornår amerikanske guvernører erklærer nødtilstand. Stephans papir er ekstremt tæt op ad en idé, som Stefan Voigt og jeg har talt om i vores projekt om nødforfatninger. Den idé må vi nok opgive, fordi Stephans papir er mindst lige så godt som det, vi ville kunne producere!

Tricket i Stephan Schneiders papir er, at han har geografiske data på vindstyrke i hele USA. Han kan derfor observere, hvordan orkaner og andre events gør det meget mere sandsynligt, at en guvernør beder den amerikanske præsident om at erklære hans stat i nødret. Sådan en erklæring er nemlig nødvendig for at staten kan få såkaldt FEMA-assistance fra den føderale regering i Washington. Og Stephan finder selvfølgelig, at stærkere vind – i det mindste op til et punkt – giver en større sandsynlighed for en erklæring. Men ved siden af det indlysende i, at værre storme og orkaner giver stærkere incitament til at erklære nødret, finder han også klar evidens for, at en nødretserklæring er langt mere sandsynlig, hvis præsidenten og guvernøren er fra samme parti. Stephan regner sig meget overbevisende frem til, at fælles partitilhør i gennemsnit giver cirka 5 % større FEMA-assistance, eller i gennemsnit 750 millioner dollars mere. Det er således et økonomisk meningsfuldt resultat. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser et kandidatspeciale, der til forveksling ligner en artikel fra Public Choice.

Udover Stephan Schneider stod to andre studerende ud fra mængden. Dominik Jockers præsenterede et seminarpapir, hvor han viste at ulandsbistand til lande med store migrantstrømme er langt mere udsat for misbrug – de store migrantlande bruger i langt højere grad bistanden til at købe våben for. Dominiks papir var meget kompetent og kunne, med lidt arbejde, sagtens præsenteres ved en af de gode udviklingskonferencer.

Laura Barros, en af vores særligt dygtige studerende fra Brasilien, tacklede i stedet det politiske spørgsmål om handel og øget globalisering påvirker kønsligheden på arbejdsmarkedet. Hun præsenterede gode teoretiske grunde til, at øget international handel burde øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – med de øgede muligheder bliver det dyrere at diskriminere – og håndterede også det ganske svære kausalitetsproblem. Problemet kommer af, at kønslighed er forbundet med en række institutionelle udviklinger, der gør det mere attraktivt og lettere at handle med fattigere lande. På tværs af 175 lande, observeret de sidste 20 år, viste Laura at øget handel faktisk fører til tydeligt øget kvindelig arbejdsmarkedsdeltagelse. Det særlige – og for mit vedkommende det særligt interessante – var at hun også kunne vise, at det primært sker i lande, med højreorienterede regeringer. Hendes resultater, som vi talte om bagefter, indikerer dermed at venstreorienterede regeringer i lav- og mellemindkomst-lande må føre politik eller vedligeholde institutioner, der forhindrer gavnlige lighedsskabende virkninger af globalisering. Hvad de politiker kunne bestå af, er vel værd at tænke over i løbet af weekenden. Og hvis Laura kan komme med et bud på det, har hun også muligheden for en ganske fin publikation i fremtiden. I mellemtiden er fornøjelsen af at have så dygtige studerende helt på min og mine tyske kollegers side.

Ny viden om fair trade

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2017. 4 svar

Forleden skrev vi om ny viden om entrepreneurship, der startede som et speciale ved Aarhus Universitet sidste år. I dag fortsætter vi med ny viden fra et speciale, der blev forsvaret for mindre end en måned siden. Spørgsmålet i dag er, om fair trade virker efter hensigten. Svaret fra det nye speciale er nej.
Den nye viden kommer fra Cecilie Lautrups speciale, som hun skrev under min vejledning i foråret og forsvarede den 23. juni. Cecilie, der nu er hos Ramböll, er interesseret i fair trade og sustainable practice, men er også uddannet økonom, med den naturlige skepsis det indebærer. Hendes mål var derfor at diskutere, hvad man kunne forvente af fair trade, og ikke mindst at komme med et bud på den faktiske virkning for dem, det er meningen man skal hjælpe – de fattige bønder i udviklingslande. Titlen på specialet, ”Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico”, er således meget præcis.
Teoretisk er svaret på spørgsmål uklart. Som Cecilie klart skitserer i specialet, kan man sagtens forestille sig, at fair trade-certificering virker fordi den indebærer at bønderne får højere priser for deres varer, men man kan også forestille sig negative virkninger. Certificering er på ingen måde billigt, der er bestemte praksisser man skal følge, og der kan følge andre omkostninger med at være medlem af et kooperativ. Derudover er kooperativer udsat for såkaldt korrelerede chok – da alle medlemmer producerer kaffe, er de alle udsat for samme prisfluktuationer fra verdensmarkedet, samme vejr og høstproblemer, og endda samme regulative ændringer. Der er med andre ord ingen forsikring i at være kooperativ.
Cecilie var heldig, efter at have ledt en del, at få adgang til et datasæt fra Jeremy Weber på University of Pittsburgh. Weber delte meget venligt sine data på næsten 1000 kaffebønder i det sydlige Mexico med en specialestuderende i Danmark, og hjalp med forklaring på de nogle gange uigennemskuelige variabelnavne osv. Cecilie lagde derefter en væsentlig indsats i at behandle data meget omhyggeligt, og ikke mindst at løse de kausalitetsproblemer, som ligger i spørgsmålet. Som hun viser i specialet, er det nemlig ikke tilfældigt, hvem der vælger at blive fair trade-certificerede. Cecilie finder blandt andet, ”at det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Bundlinjen i det meget fine speciale er næppe opmuntrende for de mange, der forestiller sig at fairtrade er godt for verdens fattige. For det første ved vi, at det faktum at en certificering faktisk koster penge, afholder de allerfattigste fra muligheden. For det andet peger Cecilies omhyggelige estimater på, at Fair Trade-certificerede bønder faktisk ender med at tjene mindre end sammenlignelige kaffebønder, der vælger ikke at blive certificerede. Som hun skriver til sidst i konklusionerne: ” Spørgsmålet er måske, om Fairtrade i virkeligheden fremadrettet er den bedste løsning for kaffebønderne i Mexico (og resten af verdenen)?” Det er svært ikke at konkludere, at det er en elendig løsning.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2017. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Om CSR og kunsten at save den gren over man selv sidder på

Af Niels Westy, den 8. juli 2017. 2 svar

“By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. ” – Adam Smith, Wealth of Nations

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Punditokraterne har et anstrengt forhold til begrebet “Corporate Social Responsibility” (CSR). Det kan skyldes at vi har en nationaløkonomisk og ikke en virksomhedsøkonomisk tilgang. Det kan dog også skyldes, at vi ikke er deltagere i “spillet om CSR”, der primært hører ind under hvad man må betegne som PR. Og i en stadig mere politiseret verden, hvor ikke mindst NGO’ere uden begreb om eller interesse for økonomiske sammenhænge og hvorledes velstand skabes, men stort behov for at promovere sig som de fattiges frelsere (de er oftest det omvendte), har været dygtige til at sætte dagsorden.

At virksomhedernes begejstring er begrænset , selv om man sjældent taler højt om det, fremgår af at man helst bruger så få ressourcer som muligt på det. Hvor meget CSR fylder i den enkelte virksomhed og branche, er primært afhængig af hvilke markeder og hvilke brancher man opererer indenfor.  Med andre ord er det ydre forhold der primært determinerer den enkelte virksomheds CSR, ikke indre.

En betydelig del af det som i dag kaldes CSR er forvørigt heller ikke af ny dato.  Eller som jeg skrev i en kronik i Børsen i torsdags, “Indrøm at bundlinjen er vigtigst firmaer”;

Også dengang ingen anede, hvad en CEO var. Hvor en key account manager stadig var en sælger. Og god medarbejderpolitik ikke nødvendigvis var noget, man skrev henført om i firefarvede foldere. I sidste ende handler det om bundlinjen. Og det er der ikke noget galt i.

Der er dog to væsentlige problemer forbundet med CSR, hvis vi ser bort fra den  – for nogle af os – rigeligt kvalmende selvfedme der ofte er over det.

Den ene er naturligvis hvorvidt CSR tiltagene fremmer eller hæmmer velstandskabelsen i forhold til hvis man havde brugt de anvendte ressourcer på at “profitmaksimere” – med andre ord en klassisk alternativ omkostnings betragtning.

Den anden er hvorvidt man undergraver den gren man sidder på. Eller sagt på en anden måde – hvorvidt man reelt fremmer en kapitalismekritisk dagsorden i sin jagt på at fremme sit “omdømme”.

Når kapitalisterne selv leverer det reb , man hænger dem med

Et eksempel er den måde Nordea arbejder med CSR., og at følge Nordeas chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, på twitter, er i den grad en bizar oplevelse.

Her slår han f. eks. til lyd for indførelse af basisindkomst, som han beskriver som “forudsætningen for et bedre liv”

Man kunne jo spørge Nordea, når de nu støtter ideen om en basisløn, hvorfor så ikke også indføre et “basislån” til de, som ikke er kreditværdige?
Vi kunne jo kalde det et “borgerlån”.

Nordea er skam også tilhængere af både kædeansvar og indførelse af “living wages”.

Således forlanger Sasja Beslik via et retweet, at bl.a. H&M rydder op efter deres underleverandører i Asien.

Endelig fortæller Sasja Beslik i en 3. tweet tydeligt stolt, at Nordea har beregnet det vil koste H&M ca. en halv dollar pr. t-shirt, hvis lønnen til syersker i Bangladesh tredobles til en såkaldt “living wage”.

Til gengæld har man ikke beregnet konsekvenserne for Bangladeshs økonomi. Det vil være en katastrofe for det fattige land og dets befolkning. Og det burde være relativt simpelt at forstå, men åbenbart ikke for Nordea eller de NGO’ere som promoverer ideen om “Living Wages”.

Indførelse “living wages”, hvilket svarer til ca. en firedobling af minimumslønnen i Bangladesh, ville indebære at den samlede lønsum langt oversteg den samlede værditilvækst i økonomien målt ved BNP.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Nordea, og det er jo lidt bekymrende.

Nu er Nordea og Sasja Besliks adfærd (og ikke mindst glæden ved at pege fingre af andre virksomheder) heldigvis et særsyn, men det illustrerer int problemet med  CSR., Nemlig at man tilsyneladende ikke forstår eller i hvert fald ikke vil stå ved, hvorfor “vi andre ” tolererer virksomhedernes eksistens.

Det gør vi nemlig grundlæggende kun så længe “de” eller rettere sagt det markedskapitalistiske system leverer. Og det gør den ikke gennem at markedsdeltagerne “vil os det godt”, eller som Adam Smith skrev for næsten 250 år siden:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.

Og når Sasja Beslik og Nordea kaster sig ind forsvaret af “living wages”, basisindkomst og kædeansvar, og samtidig undlader at argumentere for hvad der er den grundlæggende årsag til at man skal forsvare markedskapitalismen, nemlig at der ikke eksistere noget alternativ,som er i stand til at sikre almindelige mennesker lige så gode levevilkår, så saver man den gren over man selv sidder med.

Eller med Lenins ord. Hvis ikke virksomhederne forstår hvorfor de eksisterer, og står ved det, så

 

Leverer kapitalisterne selv det reb, vi hænger dem i

Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2017. 3 svar

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

Nye data og nye problemer

Af Christian Bjørnskov, den 5. juli 2017. 2 svar

I nationaløkonomisk forskning, og ikke mindst i udviklingsøkonomi, er det vigtigt at have rimeligt præcise indkomstdata. Det var længe et problem, da både nationalregnskab – som primært blev opfundet som disciplin i 1930erne – og indkomstopgørelser er i sig selv svære at lave. Et af de særlige problemer var længe hvordan man håndterede de meget forskellige priser, der gjaldt i forskellige lande. Det problem blev afhjulpet – om end måske ikke løst – af the International Comparison Project (læs historien her og Tim Taylor om projektet her).

I en årrække har forskere derfor brugt enten forskellige versioner af nationalregnskabsdata i the Penn World Tables (PWT) eller fra Verdensbanken i deres forskning. Ingen har påstået, at de var perfekte, men de to datakilder giver typisk samme overordnede resultater. De to kilder er løbende blevet opdateret, og den seneste version af den oprindelige PWT endte med at hedde version 7.3,mens 7.1 har været brugt langt mest. Men mange har efterspurgt bedre og mere præcise data.

PWT 8.0 blev derfor introduceret med store fanfarer i 2013, da et nyt team havde ændret metodologien bag dataene; ændringerne blev endda skitseret af Robert Feenstra, Robert Inklaar og Marcel Timmer i American Economic Review. Hos forskere bredte usikkerheden sig dog, da de nye Penn-data ofte så ret anderledes ud og at flere kende episoder ikke var at finde der. Maxim Pinkovskiy og Xavier Sala-I-Martin viste således i en artikel (ungated her), at både Verdensbankens 2011-version og PWT 7.1 passer langt bedre på udvikling, når man f.eks. ser på langsigtede ændringer i lysintensitet om natten, som man ikke på samme måde kan manipulere eller på en måde fifle med. Noget var tydeligvis galt med PWT 8.0 og 8.1

I år er PWT 9.0 derfor udkommet med en implicit påstand om, at man har løst børnesygdommene i den nye metodologi i PWT. Hvad skal man så stole på og hvad kan man bruge? De interesserede læsere kan dømme for sig selv ved at tage et kig på de danske data. Alle tre serier fra PWT starter i 1950,7.1 ender i 2010 og 9.0 i 2014. PWT 9.0 er angivet i to versioner, da den nye metodologi betyder, at der er et BNP-tal beregnet ud fra forbrugssiden (’e’-serien, for expenditure) og et andet beregnet fra outputsiden (’o’-serien). Fra 1966 sammenligner jeg med de ligeledes købekraftskorrigerede tal fra Danmarks Statistik (DS), der – givet at Danmark har nogle af verdens absolut mest præcise nationalregnskabstal – burde kunne fungere som en slags ’mest præcist’ benchmark. Y-aksen på begge figurer er logaritmen til BNP per indbygger.

Og som man kan se i den første figur følger de fire serier hinanden fint på den meget lange bane: Den mindste korrelation mellem de fire er 0,96 (mellem PWT 9.0 ’o’ og DS). Men, som det er ekstra tydeligt i den anden figur, hvor jeg har stillet skarpt på den kortere periode mellem 1970 og 1995, er der store forskelle i kortsigtsdynamikken. Ser man på det årlige væksttal, følges PWT 7.1 og DS næsten perfekt ad (korrelationen er 0,98), men PWT 9.0 ser anderledes ud. Korrelationen mellem DS og PWT 9.0 ’e’ er således 0,08! De ser bedre ud med de outputbaserede tal, men en korrelation på 0,76 med DS og 0,84 med PWT 7.1 er ikke prangende, når de burde være beregnet fra samme base. Figuren afslører bl.a. at de nye tal viser en væsentligt større nedgang i de sidste år under Anker Jørgensen og en tydeligt svagere opgang efter Poul Schlüter tog over i 1982. Rykker man længere frem i historien, viser PWT 7.1 og DS-serierne også helt anderledes væksttal for Fogh/Løkke-regeringerne fra 2001-11. PWT 7.1 viser en gennemsnitlig årlig vækstrate på 0,25 % og DS på 0,43 %, mens de nye PWT-tal viser henholdsvis 1,52 og 2,23 %.

Et eller andet er tydeligvis galt i de nye tal. Nyt er ikke altid bedre, og foreløbig er man tvunget til at anbefale kolleger, studerende og andre interesserede ikke at bruge de nye serier, som ellers bliver solgt til verden som et stort målefremskridt. De ser bare ud til at give nye hovedpiner.

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2017. 8 svar

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2017. 2 svar

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Hvornår blev danskerne mindre religiøse?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2017. 9 svar

Danskerne er som bekendt nogle af de mindste religiøse mennesker i verden. Kun en sjettedel af danskerne erklærer, at religion er vigtig i deres hverdag – det tilsvarende amerikanske tal ligger over 60 % – og kun cirka 3 % af danskerne kommer jævnligt i kirken. Blandt de få andre steder i verden, hvor religion er ligeså ligegyldig, er Estland, Sverige og Tjekkiet. Et centralt spørgsmål er derfor, hvornår vi holdt op med at være religiøse.

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.

Public choice 7: Rent-seeking

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. juni 2017. 1 svar

Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.

Kapitalistisk velstand skabte velfærdsstaten – ikke omvendt

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2017. Skriv et svar

Den gamle redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, har i dag en fremragende klumme i Børsen (læs her). Under overskriften ”Kapitalistisk velstand skabe velfærdsstaten” understreger PKK i klummen, at det er en myte, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt – og det vel at mærke er en myte, der meget nemt kan skydes ned. Som han skriver:

”Mens en stat nok kan levere goder til borgerne, forudsætter den først og sidst, at der er ressourcer, der kan tages fra nogen og bruges af andre. Hvis der ikke er en velstand (udover den borgerne skal bruge til simpel overlevelse), er der intet til at finansiere politi, retsvæsen og forsvar med, og så er der i hvert fald slet intet at finansiere offentligt sundheds-, uddannelses- og socialvæsen med. Så når mange hæfter sig ved, at rige lande ofte har store velfærdsstater, og derudfra konkluderer, at rigdommen skyldes velfærdsstaten, får de reelt vendt årsagssammenhængen på hovedet.”

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan udviklingen ser ud, er den illustreret i figuren nedenfor. Den viser dansk gennemsnitsindkomst (fra Maddison databasen) i forhold til nabolandene. De sorte streger er i forhold til en ”snæver” definition af nabolande – Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – mens de grå er i forhold til en bred definition, der inkludere Nordeuropa og Nordamerika. Tager man hensyn til specifikke kriser og krige, er toppunktet i 30erne. Fra den gradvise indførsel af den ”moderne velfærdsstat” omkring 1960 begynder det langsomt at gå tilbage. Og tager man 2016-tallene (figuren slutter i 2010) fra CIAs World Factbook får man, at danskerne i dag har en indkomst, der er 89 % af de omkringliggende landes, og 95 % af de bredere naboers. Vi er med andre ord tilbage til en relativ situation fra 1860erne. Det kan man ikke minde politikerne ofte nok om!

Public Choice 6: Directors Lov

Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2017. 4 svar

Politik, der omfordeler indkomst eller andet, omfordeler vel fra de rige til de fattige, ikke? Spørger man politikere, få man som oftest svaret, at det gør den da – det er jo den normative hensigt. Public choice fortæller dog en meget anden historie. En fundamental indsigt kommer derfor fra at spore den demokratiske logik bag omfordelende politik, og den mekanisme der skaber meget anderledes konsekvenser end politikere påstår. Aaron Director, der var professor i Chicago og far til Rose Director – og dermed i et af historiens pudsige tilfælde blev Milton Friedmans svigerfar – var den første, der beskrev mekanismen.  Director skrev den bare ikke ned, og det blev George Stigler, der i 1970 udgav artiklen om mekanismen. Det er derfor Stiglers version, alle med en vis public choice-træning kender.

Det fænomen, Director beskrev og som Stigler kaldte Directors Lov, er meget enkelt. Forestil dig, at der skal stemmes om et eller andet omfordelingsforslag. Stil alle vælgere op på en række, så den fattigste står længst til venstre, den næstfattigste ved siden af ham osv., indtil den rigeste står længst til højre ved siden af den næstrigeste. Husk dernæst, at man bliver nødt til at få flertal for et forslag, for at det vinder. Og regn med, at folk stemmer efter, hvad der gavner dem selv.

Director så, at hvis man skal finde et sammenhængende flertal for et forslag, vil det til enhver tid skulle have medianvælgerens stemme. 50 % plus en stemme, uanset hvor man placerer dem, dækker de den absolut midterste i vores række af vælgere. Rent logisk må et vindende forslag således altid gavne medianvælgeren.

Konsekvensen er, at omfordelende politik i helt overvejende grad – så længe man agerer i et demokratisk samfund – må indebære omfordeling til medianvælgeren. Med andre ord tilsiger en almindelig, demokratisk logik, at omfordelingen sker til de mest gennemsnitlige borgere. Dem, der netto betaler for omfordelingen må derfor være de relativt fattige og de relativt rige borgere i samfundet. Det er en meget anderledes slags omfordeling, end den man forestiller sig hvor der omfordeles fra rigere til fattigere.

Et spørgsmål er, om man kan ’se Directors Lov i Danmark? Svaret er ja – der er en række eksempler. Ser man på mange af de ting, det offentlige leverer, er de primært omfordeling til middelklassen. Universitetsuddannelse blev f.eks. gratis, da medianvælgerens børn begyndte at tage længere uddannelser. Mens der bestemt omfordeles til dem, man de laveste indkomster, er billedet af dansk omfordeling et, hvor medianvælgeren altid får. Som Mogens Lykketoft skal have sagt for år tilbage: I Danmark omfordeler vi fra de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. På samme måde er det ganske klart, at en række afgifter ligger væsentligt tungere på den relativt fattigere del af befolkningen, ikke på medianen.

Og overvej, hvornår politikere for alvor begyndte at tale om lettelser i topskatten. Diskussionen kom, da topskattegrænsen nærmede sig medianvælgeren, og spørger man på Christiansborg, hvordan man helst vil håndtere topskatteproblemer, er præferencen klar. Man vil helst beholde satsen, men rykke indkomstgrænsen opad. Det skal læses som, at man rykker topskatten væk fra den politiske farezone – væk fra medianvælgeren. Man kan jo ikke have politik, som medianvælgeren betaler for. Forbløffende meget giver mening indenfor Directors Lov.

Public Choice 5: Log-rolling

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2017. 1 svar

Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.

Latin Lovers

Af Niels Westy, den 20. juni 2017. Skriv et svar

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Populister er borgere med lavere tillid

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2017. 14 svar

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

I Baltikum for 77 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2017. 1 svar

I disse dage er det værd at mindes nogle begivenheder, der skete for 77 år siden. De startede helt præcist den 15. juni, da Sovjetunionen efter flere måneders diplomatiske julelege endeligt annekterede Litauen, og i de følgende dage resten af Baltikum. Okkupationen skulle vise sig at vare et halvt århundrede.

Litauen havde indtil da både været et storfyrstendømme, en halvdel af den polsk-litauiske realunion, og derefter en del af det russiske imperium. Landet havde dog bevaret sit eget sprog, egen kultur og en identitet som hverken polsk eller russisk. I det kaos, der udløstes af den russiske revolution, erklærede Litauen sig uafhængigt den 16. februar 1918 og blev dermed et af de tre selvstændige, baltiske lande. Deres uafhængighed endte brat den 15. juni 1940.

Baggrunden var, at store dele af Sovjetunionens tropper i det baltiske område var tilgængelige efter at Vinterkrigen – det sovjetiske erobringstogt mod Finland – var afsluttet tidligt på foråret. Stalins regime havde allerede delt Polen med Hitlers Tyskland, og var parat til at underlægge sig større områder i vest. Det havde allerede presset sig til at kunne have et begrænset antal tropper stående i Litauen, men ville tydeligvis mere og andet end blot en mindre, fremskudt base. Sovjetunionen stillede derfor om aftenen den 14. juni det uafhængige Litauen et ultimatum, der bl.a. indebar at landet dannede en Sovjet-venlig regering og tillod et ubegrænset antal sovjetiske tropper adgang til landet.

Litauens regering bøjede sig i løbet af formiddagen den 15. juni, trådte tilbage og tillod parate sovjetiske tropper at marchere ind i landet. Som forventet ansøgte den nye kommunistiske marionetregering om, at blive optaget i Sovjetunionen. Litauens uafhængighed var dermed hurtigt og effektivt afskaffet per dekret fra Moskva. Godt et år efter den sovjetiske overtagelse, erobrede Tyskland de baltiske lande. Nogle litauere, ligesom nogle letter og estere, så fra starten de nazistiske styrker som befriere, men da tyskerne hurtigt begyndte at implementere Generalplan Ost i de baltiske lande, ændrede de fleste hurtigt mening. Planen indebar bl.a. at 85 % af litauerne, som nazisterne mente var racemæssigt underlegne, skulle deporteres til Sibirien og gøre plads for racerene tyske indbyggere. Af de omkring 210.000 jøder, der boede i Litauen før anden verdenskrig, overlevede kun cirka 15.000.

Situationen for de tilbageblivende litauere blev dog ikke markant bedre, da Sovjetunionen generobrede de baltiske lande i 1944. Stalins paranoide regime fandt hurtigt grund til at tvivle på, hvor partitro de litauiske borgere var, og 130.000 litauere blev i de efterfølgende år deporteret fordi de antageligt var anti-sovjetiske eller kontrarevolutionære.

Litauens præsident Antanas Smetona havde set skriften på væggen og var flygtet umiddelbart efter magtoverdragelsen. Han undgik derfor den skæbne, der kom til at overgå almindelige mennesker og regeringslederne i Letland og Estland: Både Kārlis Ulmanis og Konstantin Päts blev deporteret til Sovjetunionen, hvor Ulmanis døde af dysenteri i 1942 og Päts overlevede indtil 1956, på trods af ”psykologisk behandling” i sindssygeanstalter med den officielle begrundelse, at han blev ved med at hævde, at han var Estlands præsident!

Der skulle gå næsten 50 år, før Litauen igen blev selvstændigt. Efter at det kommunistiske etpartisystem var afskaffet i 1989 havde bevægelsen Sajudis fået indflydelse og 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt fra Sovjetunionen. Island var det første land, der anerkendte uafhængigheden, mens Danmark hurtigt fulgte efter Island ved at genoprette de diplomatiske forbindelser. Man behøvede, modsat islændingene, ikke at anerkende landet, da den danske stat aldrig havde anerkendt den sovjetiske overtagelse. Resten af de nordiske lande fulgte hurtigt med en de facto anerkendelse af de tre baltiske lande.

Årtierne under Sovjetisk åg efterlod sig både psykiske, sociale og økonomiske spor. Mens Litauen og det baltiske område, så vidt som historikeren Paul Bairoch vurderede, havde cirka halvdelen af den danske gennemsnitsindkomst i 1938, var regionen væsentligt rigere end bl.a. Spanien og Portugal og kun lidt fattigere end Mussolinis Italien. Per 1973, hvor en sovjetisk undersøgelse tillod Angus Maddison at estimere en real nationalindkomst, lå den på 54 % af den danske. I det estimat skal man dog regne med, at militærudgifterne i Sovjetunionen på det tidspunkt var mindst 15 % af den samlede indkomst. Så mens Spanien havde lukket omkring en tredjedel af indkomstgabet op til Danmark per 1990, var Litauen effektivt faldet endnu længere tilbage. Årene med kommunistisk undertrykkelse har også efterladt sig sociale spor: Det bedste bud i forskningen er, at landene på den anden side af jerntæppet led et tillidstab på cirka 10 %. Regner man tilbage har Litauen sandsynligvis haft en tillidskultur i mellemkrigsårene, der lignede den nuværende vesttyske.

Landet har dog opnået endda meget store fremskridt siden genetableringen af uafhængighed. Mange litauere er taget til Vesteuropa, og ikke mindst Danmark – Arbejdstilsynet udgiver således en vejledende folder til udenlandske arbejdstagere, der fås på fem sprog, hvoraf litauisk er et af dem – for at studere og arbejde. De er typisk blandt de virkeligt hårdtarbejdende studerende, og dele af dansk landbrug hviler også på bl.a. solid og dygtig litauisk arbejdskraft. Og på hjemmefronten er der taget store skridt mod at have en almindelig, europæisk stat. Af de 178 lande, som Transparency International vurderer korruptionsniveauet i, er Litauen på plads nummer 38, to pladser foran Spanien og hele 22 pladser foran det noget rigere Italien.

Litauernes købekraft er stadig kun 64 % af danskernes (ifølge de nyeste tal fra CIAs World Factbook), den forventede levealder er fem år kortere, og den subjektive levestandard ligger også omtrent 30 % lavere end Danmarks. Men vækstraterne i alle tre indikatorer er væsentligt højere end de danske, og landet lukker en smule af gabet hvert år. Man kan dog alligevel altid spekulere over, hvor de ville have været, hvis de ikke var blevet underlagt Sovjetunionen den dag for 77 år siden. Den årsdag er værd at mindes, men bestemt ikke noget at fejre!

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. juni 2017. 4 svar

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.