Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Selvforstærkende inkompetence

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2017. 9 svar

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

Public Choice 11: Korruption

Af Christian Bjørnskov, den 5. august 2017. 2 svar

Et felt, hvor public choice-forskere har været helt centrale og ændret måden, man analyserer et helt problemkompleks, er studiet af korruption; noget, vi også har skrevet om adskillige gange. Det giver ganske enkelt ikke megen mening at analysere korruption og korruptionsproblemer uden at tage udgangspunkt i en public choice-tilgang. Som vi skrev for et par måneder siden, antog man før public choice-revolutionen, at politikere og embedsmænd følger reglerne og automatisk gør det rigtige. I en sådan gammeldags ’wilsonsk’ optik kan korruption således kun ske, fordi enkelte, isolerede individer er moralsk defekte. Korruption kan logisk ikke være et særligt udbredt fænomen, og der kan ikke findes nogen analytisk baseret strategi mod korruptionsproblemer.

Det er da også sigende, at forskellige handbooks i udviklingsøkonomi og lignende felter ikke nævnte korruption med et eneste ord før starten af 00’erne. Publikationer fra Verdensbanken og FN er ligeledes stadig renset for klare henvisninger til fænomenet, selvom alle eksperter og mange andre ved, at korruption er et problem, der gennemsyrer mange fattige samfund. Det er ganske enkelt ikke politisk god stil at nævne offentligt, at der i lande som Nigeria, Bangladesh eller Grækenland bestikkes på livet løs.

Med public choice-skolens analyseapparat kan man omvendt forstå og analysere korruption – og dens lovlige fætter lobbying – som et almindeligt problem, der kan være stærkt udbredt. Korruption defineres ofte som ”misbrug af offentligt embede til privat gevinst” og er derfor en særlig type rent-seeking. Robert Klitgaard beskrev korruption som M + D – A: “Monopoly (M) plus discretion (D) minus accountability (A).” Korruption kan således opstå, når en embedsmand eller en gruppe embedsmænd har monopol på en særlig service, selv kan bestemme hvordan de de facto implementerer den (diskretionen) og ikke holdes ansvarlige for deres job. Virksomheder, enkeltpersoner eller særinteresser kan således købe sig til særbehandling og til de facto at kunne ignorere lovgivning, og på politisk plan også købe sig til særlig politik, der gavner dem. Et af de store korruptionsproblemer er, at både politik og implementeringen af den – miljøregulering, importtold, godkendelsesprocedurer osv. – bliver skævvredne.

Det særlige ved en public choice-tilgang er her, at korruption ikke opstår fordi nogle embedsmænd eller politikere er onde, men pga. de incitamenter, der defineres af de institutioner de lever med og den situation de er i. Institutionerne definerer for eksempel, hvor meget diskretion, der overlades til embedsværket, og i hvor høj grad de holdes ansvarlige. Særligt det sidste element er stærkt forbundet med kvaliteten af domstolene og hvor politisk uafhængige, de er. Når det gælder politisk korruption er domstolenes uafhængighed ekstra vigtig – en stor del af den nye historie i Brasilien, hvor domstolene virkelig er begyndt at gå efter bestikkelse af toppolitikere, er netop at domstolene er begyndt at opføre sig politisk uafhængigt og at individuelle dommere derfor ikke længere har meget at miste ved ikke at beskytte politikerstandens kriminalitet.

Men en anden del af historien – og sandsynligvis også en del af den danske historie med bemærkelsesværdigt lidt korruption – er i hvor høj grad almindelige borgere og vælgere er parate til at straffe folk i magtpositioner, der er korrupte. Korruption kan således ikke forstås uden en public choice-tilgang, dvs. uden en insisteren på, at korruption er en konsekvens af de incitamenter, folk har: Nogle af dem er økonomiske – ofte er bestikkelse kun et spørgsmål om at finde den rigtige pris – men andre incitamenter er politiske, og nogle er sociale. Når man først opgiver den gamle ide om, at der ikke findes systematiske incitamentsproblemer i politik og embedsværk, kan man begynde at undersøge incitamenterne, og diskutere hvorfor nogle lande har langt større problemer end andre. Før den erkendelse – og det er en af de centrale i public choice – er det et mysterium hvorfor Danmark er langt mindre plaget af bestikkelsesproblemer end Grækenland.

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Af Niels Westy, den 2. august 2017. Skriv et svar

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

New data and new problems

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2017. Skriv et svar

In economic research, and in particular in development economics, it is important to have access to precise income data. Yet, getting data on income has always been a problem, and even more so before the invention of modern national accounting in the 1930s. One of the particular problems that persisted for a long time was how to deal with price differences across countries. That problem was alleviated – although not entirely solved – by the advent of the International Comparison Project (read the story here og Tim Taylors account of the project here).

Researchers have for the last couple of decades either used various versions of the national account data in the Penn World Tables (PWT) or from the World Bank. No one claims that they are perfect, but both sources tend to yield very similar results. They have also both been regularly updated, with the PWT ending at version 7.3. However, many people have wanted better and even more precise data.

PWT 8.0 was therefore introduced to great fanfare in 2013, when a new team of researchers changed the basic methodology behind the data. These changes were outlined by Robert Feenstra, Robert Inklaar and Marcel Timmer in a highly profiled article in no less than the American Economic Review. Many researchers nonetheless began to get doubts because the new Penn data turned out to look rather different from the old data, and several known economic events were nowhere to be found in the new version. Maxim Pinkovskiy and Xavier Sala-I-Martin for example dcoumented (ungated version here) that both the 2011 version of the World Bank dataset and PWT 7.1 provide a much better fit with development, when one compare the data to long-run changes in light intensity at night, which cannot be manipulated or fiddled with. Something was obviously amiss with PWT 8.0 and 8.1.

This year saw the publication of PWT 9.0 with the implicit claim that the beginners’ problems of the new methodology had been sorted out. The question then is which data you can trust and what you use? Interested readers can of course make up their own minds, for example by looking at the Danish data. All three series from the PWT start in 1950, 7.1 ends in 2010 and 9.0 in 2014. Penn provides two series in version 9.0, as the new methodology implies that there are GDP series calculated from expenditures (the ’e’-series in the figures) and other series calculated from output (the ’o’-series). Beginning in 1966, these series can be compared to the purchasing power adjusted series from Statistics Denmark (DS). The clue here is that Denmark has some of the most precise national accounting data, not least because of the tradition of registering everything at the source, which ought to provide a ”most precise” benchmark; a sort of gold standard.  And as is obvious in the figures, the four series match up rather nicely in the very long run. The lowest correlation is 0.96 (between  PWT 9.0 ’o’ and DS). However, as is particularly obvious in the second figure, where I focus on the shorter period between 1970 and 1995, there are substantial and worrying differences in the short-run dynamics. Looking at the annual growth rates, it turns out that PWT 7.1 and DS are almost identical (the correlation is 0.98), while PWT 9.0 is different.

The correlation between growth rates in DS and PWT 9.0 ’e’ is a mere 0.08! The output-based series looks better, but correlations of 0.76 with DS and 0.84 with PWT 7.1 are far from impressive, when the data ought to be calculated from the same base information. The figure also reveals that the new data exhibit a much larger decline in the last years of the Anker Jørgensen governments, and a visibly slower recovery after the conservative government of Poul Schlüter took over in 1982. A few years later, the PWT 7.1 and DS series also exhbit rather different growth rates for the Fogh/Løkke governments between 2001 and 11. PWT 7.1 has an annual average growth rate of 0.25 % and DS one of 0.43 %, while the new PWT data show rates of 1.52 and 2.23 %.

The conclusion is that something is obviously wrong in the new data. New is not always better and I feel obliged to recommend that colleagues, students and anyone else interested in the topic do not use the new PWT series, although they have been sold to the academic community as improved measures.

Moderne flagellanter

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2017. 7 svar

I slutningen af 1340erne ankom pesten – den Sorte Død – til Europa. Konservative bud peger på, at sygdommen slog cirka en tredjedel af kontinentets befolkning ihjel, og de sociale, politiske og økonomiske virkninger var enorme. Et af de mere mærkværdige fænomener, der fulgte i hælene på pesten var flagellanterne: Folk, der piskede sig selv og på andre måder straffede sig for menneskehedens ’synder’. De forestillede sig, at pesten var en kristen guds straf for, at de havde levet syndigt, og at de måtte rense sig selv for synden gennem fysisk straf. Hele det meget udbredte fænomen blev forstærket af fornemmelsen af, at verden nærmede sig de sidste dage, hvor folk skule stå til ansvar for deres synder overfor en grusom og hævngerrig gud.

Læser man om middelalderen kan man ofte få den stærke fornemmelse at plus ça change – mennesker er mennesker til enhver tid. I særlig grad minder moderne vegetarisme, økologifanatisme og klimaoptagethed om middelalderens flagellanter. Der er naturligvis intet galt i at være vegetar – man kan oprigtigt være imod at slå dyr ihjel og man kan føle, at man har et bedre liv uden at spise kød – men det slår mig ofte, hvor tit man hører andre grunde. En yderligere årsag til at tænke nærmere over fænomenet er, hvor ofte tre ting går igen hos de samme individer: Det er i min erfaring ofte de samme mennesker, der er vegetarer eller veganere som også er stærkt optaget af økologi og ser klimaændringer og global opvarmning som en menneskeskabt katastrofe, som truer vores eksistens.

Uden at ville lege lommeterapeut ligner de basale psykologiske mekanismer hinanden. For det første har man opført sig syndigt: Man har syndet mod naturen ved at spise kød, enten fordi det er umoralsk at slå dyr ihjel eller fordi kødproduktion belaster naturen på den ene eller anden måde, eller i enkelte tilfælde fordi det er unfair at man selv spiser kød, mens en (stærkt faldende) andel af verdens befolkning er for fattige til at gøre det hver dag. For det andet har man en opfattelse af, at økologi er mindre belastende for miljøet, sundere for mennesker, og på en eller anden måde rigtigere fordi det er mere ’naturligt’. I dette tilfælde ser det ofte ud til, at der spiller et quasi-religiøst element ind, fordi øko-vegetarerne insisterer på at tro på det, uden at der – på trods af intensiv forskning – er ret meget faktisk evidens. Sidst, men ikke mindst, er de fleste af dem overbeviste om, at global opvarmning er et enormt og menneskeskabt problem, som vi alle skal gøre noget ved.

Det helt centrale er dog ikke bare, hvor nemt det er at drage paralleller mellem middelalderen og 2017, men derimod hvordan en helt central forestilling går igen. Forestillingen er, at årsagen til de problemer man ser, er helt grundlæggende umoralsk – dvs. syndig – adfærd. De er ikke blot problemer, man nøgternt kan vurdere omfanget af og diskutere mulige løsninger på. Der eksisterer for eksempel effektive teknologiske løsninger på overgødningsproblemer, så man kommer miljøbelastninger gennem udvaskning til livs. De er dog typisk slet ikke interessante for den særlige gruppe mennesker, jeg tidligere kalde øko-vegetarerne. Grunden virker til netop at være, at de er så effektive – effektiviteten betyder, at der ikke er noget økonomisk eller socialt afsavn forbundet med løsningen.  Præcist ved at være så effektive, indebærer disse løsninger ikke nogen moralsk renselse eller på anden måde en bod for at have været syndig.

Meget ligesom flagellanterne i slutningen af 1300-tallet er problemet i moderne diskussioner, at hvis man ikke pisker sig selv (i overført betydning), kommer man ikke i øko-himmeriget. Hvis der ikke ligger et element af personligt lidelse eller afsavn i løsningen, bliver man ikke ’renset’ for sin synd. Man er med en postmoderne identitet som øko-vegetar eller lignende nødt til at straffe sig selv fordi det på en eller anden mystisk måde er vores skyld – vi har ikke været dydige nok. På den måde er øko-klima-vegetarerne og deres ligesindede på mange måder det 21. århundredes religiøst glødende flagellanter.

Mike Munger i the Rubin Report

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2017. Skriv et svar

The Rubin Report er en af flere udsendelser, vi på punditokraterne jævnligt hygger os med. Forleden havde Dave Rubin besøg af den fremragende Michael Munger, professor i statskundskab på Duke University, tidligere præsident for the Public Choice Society, og en af de mest vidende liberale økonomer/statskundskabere i USA. Det kom der en særdeles særværdig udsendelse ud af, som vi håber læserne også vil nyde.

Mens man kan være meget uenig med Munger i hans ideer om basic income (som han taler om til sidst i programmet), er de første 40 minutter fyldt med guldkorn. Munger starter f.eks. med at tale med Rubin om statskundskab og hvorfor han mener, der er mere behov for (ordentlig) statskundskab i dag. Et af de universelle problemer er, som Munger så præcist formulerer det, at ”we tend to have this idea is what we need is better people.” I stedet er hans (og stort set alle public choice-forskeres) argument, at vi har behov for bedre regler, og politiske institutioner, der i højere grad begrænser, hvad politikere kan gøre. Og som Munger påpeger, er en af de ting statskundskab gør, at den ”studies the engineering of rules.”

Senere i udsendelsen kommer han tilbage til problemerne med politikere selv, og hvem der søger ind i politik. Hans karakteristik af politikere og deres opfattelse af sig selv er vidunderligt præcis: “you can be a Republican member of Senate, but (when) you look in the mirror, you see a God!”

Selv mainstream medier fordrejer nyheder og reportage når de ikke passer på deres ideologiske position. Mungers holdning er, at de nye, mindre medier indirekte kan gøre noget ved problemet. Som han formulerer det “we cannot discover truth, but what we can do is impeach falsehood.” Det er også et af punditokraternes mål. The Rubin Report gør det fremragende med Mike Munger, men også med mange andre gæster, som f.eks. Stephen Fry eller Ayaan Hirsi Ali. Stærkt anbefalet.

Jane Austen – subversiv i 200 år

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2017. Skriv et svar

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife. However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.

Ingen ved præcist hvornår linjerne ovenfor blev skrevet, men de blev udgivet i 1813 og skabte stor begejstring. Kronprinsen elskede den og eftertiden har hyldet bogen som en af de bedste nogensinde. Der kom dog kun tre bøger mere fra hendes pen. Forfatteren døde kun 42 år gammel, 18. juli 1817, for præcist 200 år siden denne uge.

Der er mange grunde til at mindes Jane Austen – for hende er det selvfølgelig, og linjerne ovenfor er de første i Pride and Prejudice – men måske ingen, der er helt indlysende for læsere af en borgerligt-liberal blog, der primært skriver om politik, nationaløkonomi og aktuelle diskussioner. Så tillad mig at forklare.

Udover de åbenlyse kvaliteter i sproget, morskaben og de spidende bemærkninger, og de romantiske temaer, mestrede Austen også to andre ting: Præcis skildring af sociale forhold, og subtilt subversive temaer. Anne Milbanke, der senere giftede sig med Lord Byron, noterede for eksempel i en af de få anmeldelser i 1813, at Pride and Prejudice var ”the most probable fiction I have ever read.” Mens de fleste skrev enten historiske eller gotiske romaner, mente Milbanke således, at Austen kom tæt på at beskrive folks faktiske problemer, sorger og passioner. Mange senere læsere og litteraturkendere har også bemærket, hvordan Austen er præcist med hensyn til hvad ting koster og hvor meget almindelige mennesker – og Mr. Darcy – tjener. Austens bøger er derfor en slags ’historisk’ kilde til den almindelige middelklasses forhold først i 1800-tallet, som endda kan være fornøjelig at bringe ind i ens undervisning. I modsætning til senere forfattere, som ofte implicit og nogle gange eksplicit mener, at økonomiske overvejelser er åndløse og ikke noget, man bør nedværdige sig til at overveje, er de en central del af den virkelighed, Austens personer lever i.

Det andet forhold er det, man kan kalde de subtilt subversive temaer. Austen var en mester i at beskrive situationer, der nogle gange næste umærkeligt fører læserne i retning af ganske liberale overvejelser. Udsagnet i starten på Pride and Prejudice er et fint eksempel, for gennem bogen bliver det klart for læseren – og for flere hovedpersoner – at måske er det ikke sandt eller helt så enkelt. Og selv heltinden, Elizabeth Bennet, må med skam indse, at hendes prioriteringer ikke er de samme som hendes nærmeste venners. Det er et smukt øjeblik, da hun med skam må indse, at et valg som for hende selv ville være fuldstændigt uacceptabelt, er hendes veninde Charlottes bedste mulighed.

Accepten af andre som individer, ’warts and all’, og værdien af deres frie valg står centralt i Austens forfatterskab. Som hun lader Elizabeth Bennet mene – og sige – i en helt central scene i Pride and Prejudice, hvor hun gør op med en særligt forstokket ældre adelig, har hun al ret til at opføre sig “in that manner which will, in my opinion, constitute my happiness.” Det var stærke sager i 1813!

En mangel på liberal accept af, at folk er forskellige og er de bedste til at vælge for sig selv, er også en kilde til stor morskab i Emma. Den unge og forkælede, men elskelige heltinde Emma ser sig selv som den store matchmaker. Hun sætter det som sit livs mål, at gøre andre mennesker så lykkelige som de kan blive, ved at finde den rigtige partner til dem. Emma må indse, om det kun sker allersidst i bogen, at hun har lidt under det fundamentale problem, som Hayek kaldte ’the pretense of knowledge’: Hun forsøgte at planlægge andres liv uden at have relevant information, men gjorde blot som om hun havde den – som om, hendes venner og bekendte opførte sig som de kategorier af mennesker, hun forestillede sig de tilhørte.

Det mest pudsige, og en af grundene til at bogen og dens heltinde er så elskede, som de er blevet, er at Emma endda forestiller sig, at hun kan planlægge sit eget liv som om hun var en kategori. Der er først da hun accepterer, at hendes egen smag, præferencer og prioriteringer også er unikke, at der er en Mr. Knightley til hende. Hvor mange mennesker, der blev lidt mere liberale i deres hverdag af at læse Austen, er ikke til at vide. Men en af grundene til, at hun stadig læses så meget, og opfattes som så forbløffende moderne, er at der mellem linjerne ligger en dybt individualistisk holdning, der stadig er subversiv og støder sammen med planlægningsideer og kategorikonservatisme. Og så hjælper det, at Emma faktisk ændrer sig, og at Lizzy Bennet får sin Mr. Darcy.

“El pueblo decide” – “folkeafstemning” i Venezuela

Af Niels Westy, den 17. juli 2017. 1 svar

Venezuela’s opposition afholdt i går, søndag den 16. juli, en alternativ folkeafstemning i protest mod præsident Maduro’s forslag om en ny grundlovsgivende forsamling, som er regimets seneste påhit i forsøget på at blive sidende på magten.

7 186.170 venezuelanere deltog i folkeafstemningen. Heraf 683.789 i udlandet.  Det må betragtes som en massiv succes, med tanke på at afstemningen ingen omtale fik i medierne, blev arrangeret på 2 uger og man kun havde lidt over 2.000 valgsteder. Til sammenligning var der ved parlamentsvalget i 2015 14.515 valgsteder. Den seneste grundlov blev forøvrigt vedtaget med 3.516.558 stemmer for i 1999. . Antal afgivne stemmer svarer til 53,8 procent af de der stemte ved det seneste parlamentsvalg.

Også i København, hvor jeg selv var inviteret til at være “valgobservatør”, var det muligt at afgive sin stemme.

Givet de noget usædvanlige omstændigheder afstemningen foregik under, kan jeg bekræfte, at alt foregik på betryggende vis. I alt 198 venezuelanere kom forbi og afgav deres stemme mellem kl. 11. og 17.

De havde her mulighed for at svare ja eller nej til følgende 3 spørgsmål (jeg undskylder på forhånd overfor spanskkyndige, hvis den danske oversættelse kunne være bedre):

1) Afviser og  fornægter du den af Nicolas Maduro foreslåede grundlovgivende forsamling, uden forudgående godkendelse af det Venezuelansk folk?

Ja eller nej

[¿Rechaza y desconoce la realización de una constituyente propuesta por Nicolás Maduro sin la aprobación previa del pueblo de Venezuela?]

2) Skal man kræve af de nationale væbnede styrker og alle de offentligt ansatte, at de lever op til og forsvarer forfatningen af 1999 bakker op bag Nationalforsamlingens  beslutninger?

Ja eller nej

[¿Demanda a la Fuerza Armada Nacional y a todo funcionario público obedecer y defender la Constitución del año 1999 y respaldar las decisiones de la Asamblea Nacional?]

3) Godkender du en fornyelse af de offentlige myndigheder i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og afholdelse af frie og gennemsigtige valg, samt dannelse af en national enhedsregering for at genoprette den forfatningsmæssige orden?

Ja eller nej

[¿Aprueba que se proceda a la renovación de los Poderes Públicos de acuerdo a lo establecido en la Constitución y a la realización de elecciones libres y transparentes, así como a la conformación de un Gobierno de Unión Nacional para restituir el orden constitucional?]

Der var naturligvis ikke den store tvivl om udfaldet af selve afstemningen. Det væsentligste var deltagerantallet. Som var stort. Afstemningen foregik endog nogenlunde fredeligt, men desværre ikke uden ofre for regimets vold. Således blev en dræbt og to såret ved et valgsted, da denne blev angrebet af nogle af regimets paramilitære støtter.

Det seneste offer kan føjes til de ca. 90 mennesker, som har mistet livet under de næsten daglige demonstrationer, der nu har stået på i næsten 4 mdr.

I København fik det dog ganske fredeligt til (hvilket også var tilfældet på langt de fleste valgsteder). Personligt var det svært ikke at blive berørt over Venezuelanernes kamp for demokrati og frihed.  Vi må håbe at det lykkes snart. At man herefter står tilbage med en smadret økonomi og et enormt genopbygningsarbejde er en anden sag, som vi naturligvis vender tilbage til.

Ny viden fra studerende

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2017. 2 svar

I går brugte jeg hele dagen med seminarer ved universitetet i Heidelberg.  Som nogle læsere nok ved, er jeg gæsteprofessor ved min formidable ven Axel Drehers Lehrstuhl für Internationale Wirtschafts- und Entwicklungspolitik i Heidelberg hele sommeren (ligesom sidste sommer og to måneder i vinters). Jeg har derfor også lært nogle af de studerende at kende, og hyggede mig med at se præsentationer fra både nogle af vores PhD-studerende og flere kandidatstuderende.

Grunden til at skrive om det er, at der er fremragende studerende i Heidelberg. Stephan Schneider – en kandidatstuderende som allerede har en artikel, baseret på hans bacheloropgave og omarbejdet sammen med Kai Gehring, på vej ud i American Economic Journal: Economic Policy – præsenterede et seminarpapir om hvornår amerikanske guvernører erklærer nødtilstand. Stephans papir er ekstremt tæt op ad en idé, som Stefan Voigt og jeg har talt om i vores projekt om nødforfatninger. Den idé må vi nok opgive, fordi Stephans papir er mindst lige så godt som det, vi ville kunne producere!

Tricket i Stephan Schneiders papir er, at han har geografiske data på vindstyrke i hele USA. Han kan derfor observere, hvordan orkaner og andre events gør det meget mere sandsynligt, at en guvernør beder den amerikanske præsident om at erklære hans stat i nødret. Sådan en erklæring er nemlig nødvendig for at staten kan få såkaldt FEMA-assistance fra den føderale regering i Washington. Og Stephan finder selvfølgelig, at stærkere vind – i det mindste op til et punkt – giver en større sandsynlighed for en erklæring. Men ved siden af det indlysende i, at værre storme og orkaner giver stærkere incitament til at erklære nødret, finder han også klar evidens for, at en nødretserklæring er langt mere sandsynlig, hvis præsidenten og guvernøren er fra samme parti. Stephan regner sig meget overbevisende frem til, at fælles partitilhør i gennemsnit giver cirka 5 % større FEMA-assistance, eller i gennemsnit 750 millioner dollars mere. Det er således et økonomisk meningsfuldt resultat. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser et kandidatspeciale, der til forveksling ligner en artikel fra Public Choice.

Udover Stephan Schneider stod to andre studerende ud fra mængden. Dominik Jockers præsenterede et seminarpapir, hvor han viste at ulandsbistand til lande med store migrantstrømme er langt mere udsat for misbrug – de store migrantlande bruger i langt højere grad bistanden til at købe våben for. Dominiks papir var meget kompetent og kunne, med lidt arbejde, sagtens præsenteres ved en af de gode udviklingskonferencer.

Laura Barros, en af vores særligt dygtige studerende fra Brasilien, tacklede i stedet det politiske spørgsmål om handel og øget globalisering påvirker kønsligheden på arbejdsmarkedet. Hun præsenterede gode teoretiske grunde til, at øget international handel burde øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – med de øgede muligheder bliver det dyrere at diskriminere – og håndterede også det ganske svære kausalitetsproblem. Problemet kommer af, at kønslighed er forbundet med en række institutionelle udviklinger, der gør det mere attraktivt og lettere at handle med fattigere lande. På tværs af 175 lande, observeret de sidste 20 år, viste Laura at øget handel faktisk fører til tydeligt øget kvindelig arbejdsmarkedsdeltagelse. Det særlige – og for mit vedkommende det særligt interessante – var at hun også kunne vise, at det primært sker i lande, med højreorienterede regeringer. Hendes resultater, som vi talte om bagefter, indikerer dermed at venstreorienterede regeringer i lav- og mellemindkomst-lande må føre politik eller vedligeholde institutioner, der forhindrer gavnlige lighedsskabende virkninger af globalisering. Hvad de politiker kunne bestå af, er vel værd at tænke over i løbet af weekenden. Og hvis Laura kan komme med et bud på det, har hun også muligheden for en ganske fin publikation i fremtiden. I mellemtiden er fornøjelsen af at have så dygtige studerende helt på min og mine tyske kollegers side.

Ny viden om fair trade

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2017. 4 svar

Forleden skrev vi om ny viden om entrepreneurship, der startede som et speciale ved Aarhus Universitet sidste år. I dag fortsætter vi med ny viden fra et speciale, der blev forsvaret for mindre end en måned siden. Spørgsmålet i dag er, om fair trade virker efter hensigten. Svaret fra det nye speciale er nej.
Den nye viden kommer fra Cecilie Lautrups speciale, som hun skrev under min vejledning i foråret og forsvarede den 23. juni. Cecilie, der nu er hos Ramböll, er interesseret i fair trade og sustainable practice, men er også uddannet økonom, med den naturlige skepsis det indebærer. Hendes mål var derfor at diskutere, hvad man kunne forvente af fair trade, og ikke mindst at komme med et bud på den faktiske virkning for dem, det er meningen man skal hjælpe – de fattige bønder i udviklingslande. Titlen på specialet, ”Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico”, er således meget præcis.
Teoretisk er svaret på spørgsmål uklart. Som Cecilie klart skitserer i specialet, kan man sagtens forestille sig, at fair trade-certificering virker fordi den indebærer at bønderne får højere priser for deres varer, men man kan også forestille sig negative virkninger. Certificering er på ingen måde billigt, der er bestemte praksisser man skal følge, og der kan følge andre omkostninger med at være medlem af et kooperativ. Derudover er kooperativer udsat for såkaldt korrelerede chok – da alle medlemmer producerer kaffe, er de alle udsat for samme prisfluktuationer fra verdensmarkedet, samme vejr og høstproblemer, og endda samme regulative ændringer. Der er med andre ord ingen forsikring i at være kooperativ.
Cecilie var heldig, efter at have ledt en del, at få adgang til et datasæt fra Jeremy Weber på University of Pittsburgh. Weber delte meget venligt sine data på næsten 1000 kaffebønder i det sydlige Mexico med en specialestuderende i Danmark, og hjalp med forklaring på de nogle gange uigennemskuelige variabelnavne osv. Cecilie lagde derefter en væsentlig indsats i at behandle data meget omhyggeligt, og ikke mindst at løse de kausalitetsproblemer, som ligger i spørgsmålet. Som hun viser i specialet, er det nemlig ikke tilfældigt, hvem der vælger at blive fair trade-certificerede. Cecilie finder blandt andet, ”at det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”
Bundlinjen i det meget fine speciale er næppe opmuntrende for de mange, der forestiller sig at fairtrade er godt for verdens fattige. For det første ved vi, at det faktum at en certificering faktisk koster penge, afholder de allerfattigste fra muligheden. For det andet peger Cecilies omhyggelige estimater på, at Fair Trade-certificerede bønder faktisk ender med at tjene mindre end sammenlignelige kaffebønder, der vælger ikke at blive certificerede. Som hun skriver til sidst i konklusionerne: ” Spørgsmålet er måske, om Fairtrade i virkeligheden fremadrettet er den bedste løsning for kaffebønderne i Mexico (og resten af verdenen)?” Det er svært ikke at konkludere, at det er en elendig løsning.

Ny viden om vetoinstitutioner og iværksætteraktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2017. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, har jeg lagt en vis forskningsindsats i at undersøge sammenhængen mellem institutioner / økonomisk frihed og iværksætteraktivitet – entrepreneurship – på tværs af de vestlige lande. Indtil nu har det foregået sammen med den fremragende Nicolai Foss fra Bocconi-universitetet i Milano, men sidste år fandt jeg sammen med en anden makker. Grunden var at Jacob Lihn skrev speciale under min vejledning, og hans fokus var netop den sammenhæng, Nicolai og jeg havde skrevet om.

Jacobs speciale gik dog et skridt videre end blot at opsummere litteraturen, og bidrage med nye tests af kendte sammenhænge. I stedet kombinerede han sit fokus på entrepreneurship med politisk-økonomiske indsigter i vigtigheden af vetoinstitutioner. Hvis det lyder langhåret, kan hovedideen opsummeres ganske enkelt: Jo bedre institutioner og jo mindre statslig intervention og styring, jo mere entrepreneuriel aktivitet får man, hvis der er vetoinstitutioner der er tilstrækkeligt stærke til at forhindre politikere i at lave politikken om igen næste år. Hovedideen, som Mogens Kamp Justesen blandt andet har skrevet meget præcist om, er således at man kun går i gang med at starte virksomhed eller andet, hvis man kan være nogenlunde sikker på, at den relevante politik ikke blæser for vinden.

Jacob Lihn og jeg lavede efterfølgende hans speciale om til et papir med titlen ”Economic Freedom and Veto Players Jointly Affect Entrepreneurship”, som jeg præsenterede på den årlige konference i the Public Choice Society i foråret (se omtalen her). Den blev forleden dag accepteret til publikation i det relativt nye tidsskrift Journal of Entrepreneurship and Public Policy, der redigeres af Josh Hall (West Virginia University). Hovedkonklusionen er, at de positive virkninger af at have en begrænset offentlig sektor og lavt / fladt skattetryk, primært sker i samfund hvor stærke vetoinstitutioner gør den reducerede offentlige intervention mere stabil og forudsigelig. Kortsigtsvirkningerne kan dog, viser det sig, se helt omvendte ud. Er læserne mere interesserede, er her artiklens abstract:

This paper explores how the strength of political veto players affects the long-run credibility of economic institutions and they jointly affect entrepreneurial activity. We employ an annual panel covering 30 OECD countries from 1993-2011. An error correction model identifies a positive and significant short-run effect on self-employment from large government spending at low levels of veto player strength. A static model conversely indicates that smaller government spending is positively associated with entrepreneurship at lower levels of veto player strength in the long run. The findings thus emphasize the likely transitional costs for entrepreneurs associated with institutional changes.

Om CSR og kunsten at save den gren over man selv sidder på

Af Niels Westy, den 8. juli 2017. 2 svar

“By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. ” – Adam Smith, Wealth of Nations

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Punditokraterne har et anstrengt forhold til begrebet “Corporate Social Responsibility” (CSR). Det kan skyldes at vi har en nationaløkonomisk og ikke en virksomhedsøkonomisk tilgang. Det kan dog også skyldes, at vi ikke er deltagere i “spillet om CSR”, der primært hører ind under hvad man må betegne som PR. Og i en stadig mere politiseret verden, hvor ikke mindst NGO’ere uden begreb om eller interesse for økonomiske sammenhænge og hvorledes velstand skabes, men stort behov for at promovere sig som de fattiges frelsere (de er oftest det omvendte), har været dygtige til at sætte dagsorden.

At virksomhedernes begejstring er begrænset , selv om man sjældent taler højt om det, fremgår af at man helst bruger så få ressourcer som muligt på det. Hvor meget CSR fylder i den enkelte virksomhed og branche, er primært afhængig af hvilke markeder og hvilke brancher man opererer indenfor.  Med andre ord er det ydre forhold der primært determinerer den enkelte virksomheds CSR, ikke indre.

En betydelig del af det som i dag kaldes CSR er forvørigt heller ikke af ny dato.  Eller som jeg skrev i en kronik i Børsen i torsdags, “Indrøm at bundlinjen er vigtigst firmaer”;

Også dengang ingen anede, hvad en CEO var. Hvor en key account manager stadig var en sælger. Og god medarbejderpolitik ikke nødvendigvis var noget, man skrev henført om i firefarvede foldere. I sidste ende handler det om bundlinjen. Og det er der ikke noget galt i.

Der er dog to væsentlige problemer forbundet med CSR, hvis vi ser bort fra den  – for nogle af os – rigeligt kvalmende selvfedme der ofte er over det.

Den ene er naturligvis hvorvidt CSR tiltagene fremmer eller hæmmer velstandskabelsen i forhold til hvis man havde brugt de anvendte ressourcer på at “profitmaksimere” – med andre ord en klassisk alternativ omkostnings betragtning.

Den anden er hvorvidt man undergraver den gren man sidder på. Eller sagt på en anden måde – hvorvidt man reelt fremmer en kapitalismekritisk dagsorden i sin jagt på at fremme sit “omdømme”.

Når kapitalisterne selv leverer det reb , man hænger dem med

Et eksempel er den måde Nordea arbejder med CSR., og at følge Nordeas chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, på twitter, er i den grad en bizar oplevelse.

Her slår han f. eks. til lyd for indførelse af basisindkomst, som han beskriver som “forudsætningen for et bedre liv”

Man kunne jo spørge Nordea, når de nu støtter ideen om en basisløn, hvorfor så ikke også indføre et “basislån” til de, som ikke er kreditværdige?
Vi kunne jo kalde det et “borgerlån”.

Nordea er skam også tilhængere af både kædeansvar og indførelse af “living wages”.

Således forlanger Sasja Beslik via et retweet, at bl.a. H&M rydder op efter deres underleverandører i Asien.

Endelig fortæller Sasja Beslik i en 3. tweet tydeligt stolt, at Nordea har beregnet det vil koste H&M ca. en halv dollar pr. t-shirt, hvis lønnen til syersker i Bangladesh tredobles til en såkaldt “living wage”.

Til gengæld har man ikke beregnet konsekvenserne for Bangladeshs økonomi. Det vil være en katastrofe for det fattige land og dets befolkning. Og det burde være relativt simpelt at forstå, men åbenbart ikke for Nordea eller de NGO’ere som promoverer ideen om “Living Wages”.

Indførelse “living wages”, hvilket svarer til ca. en firedobling af minimumslønnen i Bangladesh, ville indebære at den samlede lønsum langt oversteg den samlede værditilvækst i økonomien målt ved BNP.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Nordea, og det er jo lidt bekymrende.

Nu er Nordea og Sasja Besliks adfærd (og ikke mindst glæden ved at pege fingre af andre virksomheder) heldigvis et særsyn, men det illustrerer int problemet med  CSR., Nemlig at man tilsyneladende ikke forstår eller i hvert fald ikke vil stå ved, hvorfor “vi andre ” tolererer virksomhedernes eksistens.

Det gør vi nemlig grundlæggende kun så længe “de” eller rettere sagt det markedskapitalistiske system leverer. Og det gør den ikke gennem at markedsdeltagerne “vil os det godt”, eller som Adam Smith skrev for næsten 250 år siden:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.

Og når Sasja Beslik og Nordea kaster sig ind forsvaret af “living wages”, basisindkomst og kædeansvar, og samtidig undlader at argumentere for hvad der er den grundlæggende årsag til at man skal forsvare markedskapitalismen, nemlig at der ikke eksistere noget alternativ,som er i stand til at sikre almindelige mennesker lige så gode levevilkår, så saver man den gren over man selv sidder med.

Eller med Lenins ord. Hvis ikke virksomhederne forstår hvorfor de eksisterer, og står ved det, så

 

Leverer kapitalisterne selv det reb, vi hænger dem i

Public Choice 9: Hvem kan organisere sig?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2017. 3 svar

I det danske demokrati taler man om tingene og hører alle interesserede parter, ikke? Det er i hvert fald den forestilling, de fleste har om dansk demokrati og den måde, en række processer er bygget op. I et vist omfang bygger denne måde at gøre ting på, på en Dahlsk (eller senere Habermask) forståelse af demokrati. Problemet er blot, at ikke alle interesser – ikke engang alle relevante interesser – er organiserede, og hvis de ikke er organiserede, bliver de ikke hørt. I public choice stiller man derfor altid spørgsmålet, hvilke interesser der faktisk er organiserede, før man går videre.

Gennembruddet i denne del af forskningen kom i 1965 med amerikaneren Mancur Olsons PhD-afhandling på Harvard. Den udkom som bog under titlen The Logic of Collective Action, og er central for enhver moderne forståelse af særinteresser. Hovedargumentet i Olsons arbejde er, som vi har skrevet om tidligere (læs her), at det ikke er alle interesser, der kan organisere sig, og for nogle interesser er effektiv organisation væsentligt dyrere end for andre.

Vi kender i virkeligheden alle problemstillingen: Mens to venner sagtens kan aftale, hvem der gør hvad – hvem tager stuen og hvem gør rent på badeværelset før sommerhuset skal afleveres – er det langt sværere at få en folkeskoleklasse til at gøre det samme. Skoleeleverne har et free-rider-problem, da Viggo og alle de andre har incitament til at snyde udenom og de 20 andre elever faktisk også har et free-rider-problem i forhold til at straffe Viggo. Folkeskoleklassen har svært ved at organisere sig effektivt, fordi de er så mange, at free-riding bliver et problem, og fordi de har så forskelligartede interesser, at de næppe kan blive enige om fordeling af arbejde eller blot den kvalitet rengøring, de sigter efter.

Olson indså, at det samme gør sig gældende for organisering af interesser og særinteresser. Små grupper af individer eller virksomheder kan overkomme free-rider-problemet, og hvis de også er enige om målet for deres interessegruppe, er organisering et ’incitament-kompatibelt’ valg. Det er netop dette, der er logikken bag kollektiv handling: Effektive særinteresser er stort set altid relativt små grupper individer eller virksomheder, der har ét mål fælles. Europæisk landbrug er et glimrende eksempel: De er basalt set enige om enten af ville have mere støtte og mere beskyttelse (f.eks. fransk, græsk og spansk landbrug), eller i det mindste vil de ikke af med støtten og beskyttelsen lige nu (dansk eller svensk landbrug).

Skal man kunne organisere lidt mere forskelligartede individer, må organisationen udover de direkte gevinster også tilbyde et ’selektivt incitament’ – et attraktivt medlemsblad, billigere forsikring, eller noget andet, man kun kan få adgang til som klubgode i organisationen. Det er dette element, der gør nogle faktiske organisationer dyrere end andre.

Olson har dermed en enkel, men overbevisende forklaring på, hvordan et erhverv med under 3 % af den europæiske beskæftigelse kan kommandere praktisk taget halvdelen af alle EU-budgettet. Landbruget danner en tilstrækkeligt lille og kohesiv gruppe til at kunne organisere sig meget effektivt omkring lobbyarbejde, og de behøver ikke frygte en effektiv modlobby. De store tabere ved landbrugspolitikken er nemlig forbrugerne, der næsten per definition er både en alt for stor og alt for divers gruppe til at kunne organisere sig. Det er netop denne indsigt, som Olson opsummerede i de fire berømte ord, der karakteriserer al effektiv lobbying: ”Concentrated Benefits, Scattered Costs.”

Særinteresser er vigtige i politik: De leverer gratis information til politikere, der ellers måtte søge information og viden selv, og de giver støtte til politikere og politiske partier mod at få modydelser i form af politik, de kan lide. Otto har tidligere skrevet om rent-seeking som fænomen, og Olson har en elegant teori om, hvem det er der rent-seeker. Så næste gang, du hører at en såkaldt interesseorganisation gerne vil have denne eller hin politik, så husk at sætte ’sær’ foran navnet. Landbruget, Dansk Byggeri, Kræftens Bekæmpelse, 3F, og Ældresagen er alle særinteresser, der repræsenterer begrænsede grupper danskere, der vil én ting – og det er de bredere masser, der ikke kan organisere sig, der skal betale gildet.

I en dansk kontekst er problemet særligt slemt, fordi store dele af det danske samfund – og i særlig grad interaktionen mellem staten og private interesser – er baseret på en grundlæggende idé om, at alle relevante interesser er organiserede. Det peger Olson – og en lang, lang række efterfølgende studier i public choice og politisk økonomi – på, ikke er sandt. Det peger ikke mindst på en måde at forstå, hvordan man har kunnet ’udvikle’ en dansk velfærdsstat. Meget store dele af den er resultatet af lobbying fra snævre særinteresser, og når det hele er betalt over skatten, er det den største og mest diverse gruppe mennesker – alle andre almindelige borgere – der betaler. Det er det perfekte eksempel på en gruppe, der ikke kan organisere sig omkring en modlobby, der kan vetoe beslutningerne.

Nye data og nye problemer

Af Christian Bjørnskov, den 5. juli 2017. 2 svar

I nationaløkonomisk forskning, og ikke mindst i udviklingsøkonomi, er det vigtigt at have rimeligt præcise indkomstdata. Det var længe et problem, da både nationalregnskab – som primært blev opfundet som disciplin i 1930erne – og indkomstopgørelser er i sig selv svære at lave. Et af de særlige problemer var længe hvordan man håndterede de meget forskellige priser, der gjaldt i forskellige lande. Det problem blev afhjulpet – om end måske ikke løst – af the International Comparison Project (læs historien her og Tim Taylor om projektet her).

I en årrække har forskere derfor brugt enten forskellige versioner af nationalregnskabsdata i the Penn World Tables (PWT) eller fra Verdensbanken i deres forskning. Ingen har påstået, at de var perfekte, men de to datakilder giver typisk samme overordnede resultater. De to kilder er løbende blevet opdateret, og den seneste version af den oprindelige PWT endte med at hedde version 7.3,mens 7.1 har været brugt langt mest. Men mange har efterspurgt bedre og mere præcise data.

PWT 8.0 blev derfor introduceret med store fanfarer i 2013, da et nyt team havde ændret metodologien bag dataene; ændringerne blev endda skitseret af Robert Feenstra, Robert Inklaar og Marcel Timmer i American Economic Review. Hos forskere bredte usikkerheden sig dog, da de nye Penn-data ofte så ret anderledes ud og at flere kende episoder ikke var at finde der. Maxim Pinkovskiy og Xavier Sala-I-Martin viste således i en artikel (ungated her), at både Verdensbankens 2011-version og PWT 7.1 passer langt bedre på udvikling, når man f.eks. ser på langsigtede ændringer i lysintensitet om natten, som man ikke på samme måde kan manipulere eller på en måde fifle med. Noget var tydeligvis galt med PWT 8.0 og 8.1

I år er PWT 9.0 derfor udkommet med en implicit påstand om, at man har løst børnesygdommene i den nye metodologi i PWT. Hvad skal man så stole på og hvad kan man bruge? De interesserede læsere kan dømme for sig selv ved at tage et kig på de danske data. Alle tre serier fra PWT starter i 1950,7.1 ender i 2010 og 9.0 i 2014. PWT 9.0 er angivet i to versioner, da den nye metodologi betyder, at der er et BNP-tal beregnet ud fra forbrugssiden (’e’-serien, for expenditure) og et andet beregnet fra outputsiden (’o’-serien). Fra 1966 sammenligner jeg med de ligeledes købekraftskorrigerede tal fra Danmarks Statistik (DS), der – givet at Danmark har nogle af verdens absolut mest præcise nationalregnskabstal – burde kunne fungere som en slags ’mest præcist’ benchmark. Y-aksen på begge figurer er logaritmen til BNP per indbygger.

Og som man kan se i den første figur følger de fire serier hinanden fint på den meget lange bane: Den mindste korrelation mellem de fire er 0,96 (mellem PWT 9.0 ’o’ og DS). Men, som det er ekstra tydeligt i den anden figur, hvor jeg har stillet skarpt på den kortere periode mellem 1970 og 1995, er der store forskelle i kortsigtsdynamikken. Ser man på det årlige væksttal, følges PWT 7.1 og DS næsten perfekt ad (korrelationen er 0,98), men PWT 9.0 ser anderledes ud. Korrelationen mellem DS og PWT 9.0 ’e’ er således 0,08! De ser bedre ud med de outputbaserede tal, men en korrelation på 0,76 med DS og 0,84 med PWT 7.1 er ikke prangende, når de burde være beregnet fra samme base. Figuren afslører bl.a. at de nye tal viser en væsentligt større nedgang i de sidste år under Anker Jørgensen og en tydeligt svagere opgang efter Poul Schlüter tog over i 1982. Rykker man længere frem i historien, viser PWT 7.1 og DS-serierne også helt anderledes væksttal for Fogh/Løkke-regeringerne fra 2001-11. PWT 7.1 viser en gennemsnitlig årlig vækstrate på 0,25 % og DS på 0,43 %, mens de nye PWT-tal viser henholdsvis 1,52 og 2,23 %.

Et eller andet er tydeligvis galt i de nye tal. Nyt er ikke altid bedre, og foreløbig er man tvunget til at anbefale kolleger, studerende og andre interesserede ikke at bruge de nye serier, som ellers bliver solgt til verden som et stort målefremskridt. De ser bare ud til at give nye hovedpiner.

Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2017. 8 svar

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2017. 2 svar

Som nogle læsere måske kan huske fra en tidligere post, har jeg gennem længere tid arbejdet på et forskningsprojekt om nødforfatninger sammen med Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er ikke separate forfatninger, men derimod bestemte dele af et samfunds forfatning, der beskriver de omstændigheder, der er nødvendige for (lovligt) at nødtilstand, hvilke politiske aktører der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger ekstremt interessante i public choice / politisk økonomi fordi de klart specificerer, hvilke begrænsninger i den almindelige forfatning, som politikere må ignorere når de erklærer nødret. Nødforfatninger er dermed konstitutionelle kattelemme.

Grunden til at skrive om det er, at der nu begynder at komme artikler ud af projektet. Vi har gennem længere tid haft det første, grundlæggende papir liggende på SSRN (læs her). Det nyere er, at flere nu er offentligt tilgængelige. I ”The Architecture of Emergency Constitutions” beskriver Stefan og jeg, hvilke særtræk nødforfatningerne typisk har, udvikler et mål for hvor let det er at erklære nødret og hvor meget forfatninger tillader – vi kalder det the Indicator of Emergency Powers – og identificerer seks tydelige ’familier’ af nødforfatninger. Der er med andre ord systematik i lands valg af nødforfatning. Danmarks grundlov befinder sig i vores analyse i en familie med blandt andet Tysklands først forfatning fra 1871 og USA’s forfatning, men også med en række forfatninger, der nu er afskaffede – f.eks. Perus fra 1867 og Sydafrikas 1961-forfatning. Denne familie er karakteriseret af at beskytte folks almindelige rettigheder selvom der er nødret. Artiklen udkommer i International Journal of Constitutional Law.

I forskningsprocessen, og ikke mindst når en af os har været ude at præsentere at af papirerne, har vi fået mange spørgsmål fra både nationaløkonomer, politologer og jurister. Et af dem, som vi endte med at skrive en separat artikel om, er om man kan genfinde de samme forhold i de amerikanske delstaters forfatninger. Det svarer vi på i ”Dealing with Disaster – Analyzing the emergency constitutions of the U.S. states” hvor vi gentager vores analyse, men for de 50 delstatsforfatninger. En del af cluet i artiklen, der udkommer i Arizona State Law Journal, er at vi har glimrende data på faktiske nødsituationer omkring naturkatastrofer. Det tillader os at give et første bud på, om nødforfatningerne ’virker’. Svaret er, at de stater hvor relativt færrest mennesker dør i sammenlignelige naturkatastrofer, har nødforfatninger, der gør det meget besværligt at erklære nødret, men tillader relativt større politiske indgreb, når de først er erklæret. Og vores analyser kommer også forbi en indlysende ’smell test’: Ja, Texas er totalt anderledes, også når man ser på deres forfatning.

Sidst, men ikke mindst, har vi også i projektet set på, hvornår stater erklærer nødret. Det er jo på ingen måde givet, at de gør det selvom der er en nødsituation, og det er heller ikke givet, at de ikke snyder på vægten ved at opfinde en situation, som gør at de kan påtage sig mere magt ved at erklære nødret. Det spørgsmål er fokus i ”Why Do Governments Call a State of Emergency? – On the Determinants of Using Emergency Constitutions” som jeg skal præsentere til september i Israel. Spørgsmålet er relevant, da 137 lande har erklæret nødret mindst en gang mellem 1985 og 2014, som er den periode vi analyserer i papiret. Og her finder vi, at nødforfatningerne er vigtige for at forstå hvordan stater håndterer naturkatastrofer, men ikke politiske nødsituationer. Jo mere besværligt, det er at erklære forfatningsmæssig nødret, jo mindre sandsynligt er et, at stater gør det – ganske uanset størrelsen af katastrofen. Nødforfatningerne virker derfor! Med der slutter historien ikke, fordi data også meget tydeligt viser, at præsidentielle systemer er meget hurtigere til at erklære nødret. Det samme gælder stater, hvor regeringen oplever et kupforsøg, men med den krølle på den analytiske hale, at det gælder både den nye regering – hvis kuppet lykkes – og den gamle regering, hvis det mislykkes. Er der en konkret trussel, erklærer alle regeringer nødret ganske hurtigt.

Og hvorfor så belemre vores læsere med beskrivelser af, hvordan et konkret forskningsprojekt skrider frem? Måske kunne nogen være interesserede, men den særlige grund er, at projektet er et eksempel på, hvor public choice-forskning bevæger sig hen i disse år. Der sker ekstremt meget på feltet, og et af områderne er krydsfeltet – som vores projekt er et eksempel på – mellem retsøkonomi og politisk økonomi. Nødforfatningsprojektet med Stefan Voigt er blot et af mange eksempler på, hvordan public choice-feltet åbner op for et af de særligt følsomme spørgsmål: Betyder lovgivning overhovedet noget, og hvis den gør, er et så en gavnlig virkning den har? Det er bestemt ikke altid et populært spørgsmål blandt jurister, men et vi mener de absolut burde interessere sig for.

Hvornår blev danskerne mindre religiøse?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2017. 9 svar

Danskerne er som bekendt nogle af de mindste religiøse mennesker i verden. Kun en sjettedel af danskerne erklærer, at religion er vigtig i deres hverdag – det tilsvarende amerikanske tal ligger over 60 % – og kun cirka 3 % af danskerne kommer jævnligt i kirken. Blandt de få andre steder i verden, hvor religion er ligeså ligegyldig, er Estland, Sverige og Tjekkiet. Et centralt spørgsmål er derfor, hvornår vi holdt op med at være religiøse.

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.

Public choice 7: Rent-seeking

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. juni 2017. 1 svar

Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.

Kapitalistisk velstand skabte velfærdsstaten – ikke omvendt

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2017. Skriv et svar

Den gamle redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, har i dag en fremragende klumme i Børsen (læs her). Under overskriften ”Kapitalistisk velstand skabe velfærdsstaten” understreger PKK i klummen, at det er en myte, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt – og det vel at mærke er en myte, der meget nemt kan skydes ned. Som han skriver:

”Mens en stat nok kan levere goder til borgerne, forudsætter den først og sidst, at der er ressourcer, der kan tages fra nogen og bruges af andre. Hvis der ikke er en velstand (udover den borgerne skal bruge til simpel overlevelse), er der intet til at finansiere politi, retsvæsen og forsvar med, og så er der i hvert fald slet intet at finansiere offentligt sundheds-, uddannelses- og socialvæsen med. Så når mange hæfter sig ved, at rige lande ofte har store velfærdsstater, og derudfra konkluderer, at rigdommen skyldes velfærdsstaten, får de reelt vendt årsagssammenhængen på hovedet.”

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan udviklingen ser ud, er den illustreret i figuren nedenfor. Den viser dansk gennemsnitsindkomst (fra Maddison databasen) i forhold til nabolandene. De sorte streger er i forhold til en ”snæver” definition af nabolande – Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – mens de grå er i forhold til en bred definition, der inkludere Nordeuropa og Nordamerika. Tager man hensyn til specifikke kriser og krige, er toppunktet i 30erne. Fra den gradvise indførsel af den ”moderne velfærdsstat” omkring 1960 begynder det langsomt at gå tilbage. Og tager man 2016-tallene (figuren slutter i 2010) fra CIAs World Factbook får man, at danskerne i dag har en indkomst, der er 89 % af de omkringliggende landes, og 95 % af de bredere naboers. Vi er med andre ord tilbage til en relativ situation fra 1860erne. Det kan man ikke minde politikerne ofte nok om!

Public Choice 6: Directors Lov

Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2017. 4 svar

Politik, der omfordeler indkomst eller andet, omfordeler vel fra de rige til de fattige, ikke? Spørger man politikere, få man som oftest svaret, at det gør den da – det er jo den normative hensigt. Public choice fortæller dog en meget anden historie. En fundamental indsigt kommer derfor fra at spore den demokratiske logik bag omfordelende politik, og den mekanisme der skaber meget anderledes konsekvenser end politikere påstår. Aaron Director, der var professor i Chicago og far til Rose Director – og dermed i et af historiens pudsige tilfælde blev Milton Friedmans svigerfar – var den første, der beskrev mekanismen.  Director skrev den bare ikke ned, og det blev George Stigler, der i 1970 udgav artiklen om mekanismen. Det er derfor Stiglers version, alle med en vis public choice-træning kender.

Det fænomen, Director beskrev og som Stigler kaldte Directors Lov, er meget enkelt. Forestil dig, at der skal stemmes om et eller andet omfordelingsforslag. Stil alle vælgere op på en række, så den fattigste står længst til venstre, den næstfattigste ved siden af ham osv., indtil den rigeste står længst til højre ved siden af den næstrigeste. Husk dernæst, at man bliver nødt til at få flertal for et forslag, for at det vinder. Og regn med, at folk stemmer efter, hvad der gavner dem selv.

Director så, at hvis man skal finde et sammenhængende flertal for et forslag, vil det til enhver tid skulle have medianvælgerens stemme. 50 % plus en stemme, uanset hvor man placerer dem, dækker de den absolut midterste i vores række af vælgere. Rent logisk må et vindende forslag således altid gavne medianvælgeren.

Konsekvensen er, at omfordelende politik i helt overvejende grad – så længe man agerer i et demokratisk samfund – må indebære omfordeling til medianvælgeren. Med andre ord tilsiger en almindelig, demokratisk logik, at omfordelingen sker til de mest gennemsnitlige borgere. Dem, der netto betaler for omfordelingen må derfor være de relativt fattige og de relativt rige borgere i samfundet. Det er en meget anderledes slags omfordeling, end den man forestiller sig hvor der omfordeles fra rigere til fattigere.

Et spørgsmål er, om man kan ’se Directors Lov i Danmark? Svaret er ja – der er en række eksempler. Ser man på mange af de ting, det offentlige leverer, er de primært omfordeling til middelklassen. Universitetsuddannelse blev f.eks. gratis, da medianvælgerens børn begyndte at tage længere uddannelser. Mens der bestemt omfordeles til dem, man de laveste indkomster, er billedet af dansk omfordeling et, hvor medianvælgeren altid får. Som Mogens Lykketoft skal have sagt for år tilbage: I Danmark omfordeler vi fra de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. På samme måde er det ganske klart, at en række afgifter ligger væsentligt tungere på den relativt fattigere del af befolkningen, ikke på medianen.

Og overvej, hvornår politikere for alvor begyndte at tale om lettelser i topskatten. Diskussionen kom, da topskattegrænsen nærmede sig medianvælgeren, og spørger man på Christiansborg, hvordan man helst vil håndtere topskatteproblemer, er præferencen klar. Man vil helst beholde satsen, men rykke indkomstgrænsen opad. Det skal læses som, at man rykker topskatten væk fra den politiske farezone – væk fra medianvælgeren. Man kan jo ikke have politik, som medianvælgeren betaler for. Forbløffende meget giver mening indenfor Directors Lov.