I 1981 gennemførte USA den første moderne skattereform med lavere skattesatser for at øge væksten. Danmark fik sin første moderne skattereform for 30 år siden i 1987. Siden er der gennemført ni reformer og større ændringer på personskatteområdet. Selskabsskatteloven er i gennemsnit ændret næsten tre gange årligt i perioden.
Både selskabsskattesatsen og skattesatserne på lønindkomst er nedsat med op til 30 procentpoint.
Hvad har den samlede effekt været af disse reformer? Jeg har forsøgt at opstille et modelapparat til at svare på spørgsmålet. Svaret er, at vi uden reformerne ville have været 10 pct. fattigere. Resultaterne er foreløbig offentliggjort i et CEPOS-arbejdspapir her (men udkommer sidst på året som kapitel i en bog fra Palgrave-Macmillan). Udover at regne på effekterne af skattereformerne, gennemgår jeg også den efterhånden meget righoldige teori og empiri om skatters effekt på økonomisk vækst. Det findes tillige på dansk her.
Trods de mange reformer gennem de sidste 30 år er vi ikke ved vejs ende med skattereformer, som kan fjerne hindringer for vækst. Tværtimod er skattesatserne stadig høje for navnlig højindkomster. Og der er potentiale for yderligere selskabsskattenedsættelser. Derimod er potentialet for hensigtsmæssige baseforøgelser ved at være udtømt. Skattereformer må finansieres med lavere udgiftsvækst – som allerede tilfældet i 2013 og 2014.
Interessant nok har næsten alle Folketingets partier medvirket til skattereformer gennem de sidste 30 år. Også dem, der nu taler om reformstop.
Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2017. Skriv et svar
I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til en af de helt centrale indsigter, som de fleste danskere rent intuitivt nok kan nikke genkendende til. Indsigten stammer fra Anthony Downs bog An Economic Theory of Democracy fra 1957, og handler i sin simpleste form om, hvordan politiske partier positionerer sig. Ud af nogle ganske simple overvejelser kommer Downs til det berømte resultat, som kaldes medianvælgerteoremet.Downs startede med den simplest tænkelige situation i et demokrati: Der er kun to partier, der repræsenterer to forskellige ideologier – parti A, der er venstrefløj, og parti B, der er højrefløj. Vælgerne har såkaldt ’single-peaked preferences’, hvilket meget enkelt betyder, at de har én slags ideal situation. De kan altså f.eks. ikke foretrække enten en meget stor eller en meget lille offentlig sektor, fremfor en mellemstor. Downs spørger i denne simple verden, med inspiration fra Duncan Black, hvordan et parti vinder et valg.
Svaret er så simpelt, at det er svært at forstå, at der gik så lang tid før nogen beskrev det klart. Stiller man alle vælgere op på en række fra den mest venstreorienterede til en mest højreorienterede, bliver et parti nødt til at få den midterste stemme, dvs. stemmen fra medianvælgeren. Uanset hvad de ellers mener, og hvordan de opfører sig, er politikeres første incitament altid at blive valgt. For at få den stemme, vil det venstreorienterede parti A derfor flytte sin politik lidt ind mod midten, så medianvælgeren vil stemme på dem. Parti B vil efterfølgende blive nødt til at reagere ved at flytte sin politik ind mod midten, om end fra den anden side. Og sådan flytter A og B begge deres faktiske politik ind mod medianvælgerens position for at vinde valget. Den logiske følge af de to partiers strategiske valg af politik er, at de ender med at tilbyde samme politik. Selvom A og B erklærer sig ideologisk uenige, står de faktisk for den samme politik. Det er Downs medianvælgerteorem.
Det samme gør sig gældende for politiske situationer, hvor politik er organiseret i to nogenlunde sammenhængende blokke. Downs giver dermed en enkel, logisk og præcis forklaring på dansk politik de sidste 20 år, hvor de store partier alle løber efter de samme stemmer – medianvælgerens. Og medianvælgeren i Danmark er omkring 50, hun har en kort uddannelse, arbejder i den offentlige sektor, og stemmer traditionelt socialdemokratisk. Kære læsere: Lyder det ikke som en ganske fornuftig illustration af dansk politik?
Der er efterfølgende opstået en hel litteratur i public choice og nabofelter, der viser hvad der kan få medianvælgerteoremet til at bryde sammen, og hvilke komplikationer, der stadig giver samme resultat. Den ’nemmeste’ indvending er, at vælgere jo kunne have anderledes præferencer. Hvis de, basalt set, har præferencer, der kan opsummeres som ”hvis vi ikke kan få det hele, vil vi intet have”, virker logikken ikke længere. Det vil dog kræve, at langt de fleste vælgere opfører sig dybt infantilt, hvilket næppe er tilfældet. En næste indvending er, at der jo kunne være flere dimensioner i politik. I Danmark taler man f.eks. ofte om en traditionel højre-venstre-akse, og en omfordelings/indvandrings-akse. De komplicerer også logikken, om end mange studier peger på, at langt de fleste politiske spørgsmål kan fordeles meget simpelt mellem højre og venstre. Denne komplikation førte dog Gordon Tullock til at beskrive logrolling-fænomenet, hvilket vi skriver om i en særskilt post senere på sommeren.
Der er dog én særlig indvending, der kan være specielt relevant for dansk politik. Det særlige ved medianvælgerlogikken er, at når de to store partier A og B rykker ind mod midten af politik, efterlader de en masse vælgere ude i yderpunkterne. Når der kun er to partier, vil ydervælgerne ikke ændre deres stemme – de stemmer stadig på de parti, der er tættest på deres foretrukne position. I en situation, hvor der ikke kan dannes nye partier, kan de store partier derfor tillade sig at være ophøjet ligeglade med ydervælgerne. Men situationen kompliceres naturligvis, hvis der opstår nye partier.
En sådan situation gør medianvælgerlogikken mere kompliceret, da der kan opstå et nyt parti når et af de store – f.eks. Venstre – rykker ind til den socialdemokratiske midte. På samme måde kan en umiddelbart ligegyldig efterladenskab af den gamle kommunistiske venstrefløj pludseligt få mange stemmer når andre venstrefløjspartier – S og SF – rykker mod midten. I netop den situation vil man få partier som Enhedslisten og Liberal Alliance, der opsamler de mest utilfredse vælgere på yderfløjene. Det stemmetab må de store partier tage i betragtning, når de rykker ind mod midten, da man ikke kun vinder stemmer på midten, men også mister stemmer på fløjen. Man får derfor en delvis medianvælgereffekt, fordi det ikke længere er optimalt for de store partier at rykke hele vejen ind til midten. Og man får den særligt besværlige situation, at de store partier må rykke tilbage, hvis et yderparti dannes efter at de er rykket ind til midten.
Lars Løkkes beslutning om, at bringe Liberal Alliance ind i regeringen giver derfor perfekt mening i et såkaldt Downsiansk framework: Det er en måde at gøre det umuligt for LA at positionere sig til højre for Venstre, og dermed en måde at fjerne truslen om, at liberale Venstrevælgere forlader partiet til fordel for LA. Man kan således kritisere Downs for at starte med en forsimplet politisk situation – og det er der bestemt folk, der har gjort – men når man først ser logikken i medianvælgerteoremet, er det svært at gå analytisk til dansk politik fra en anden vinkel.
Som nogle læsere sikkert ved, har jeg hele min akademiske karriere beskæftiget mig med social tillid. Emnet var centralt for min PhD-afhandling, det var en hoveddel af en af mine første videnskabelige artikler (her) og en af de seneste, jeg har udgivet (med Niclas Berggren, her). Når der kommer virkeligt nye indsigter i forskningsfeltet omkring tillid, er jeg derfor altid spændt.
Det er præcist det, der forleden var tilfældet i det nye nummer af Political Psychology. Tidsskriftet bragte en artikel af den dygtige Peter Thisted Dinesen, sammen med Sven Oskarsson, Christopher Dawes, Magnus Johannesson og Patrik Magnusson, hvor de vendte tilbage til en velkendt og omdiskuteret sammenhæng: At tillid og uddannelsesniveau hænger tydeligt sammen. Diskussionen er vigtig, fordi sammenhængen kan tolkes på forskellige måder, og med meget forskellige implikationer. De fleste har tolket den som evidens for, at uddannelse skaber højere social tillid, hvilket indebærer, at tillid er noget, der kan skabes. Hvis man omvendt – som jeg blandt andet har gjort – tolker den som en indflydelse af tillid på uddannelse, er der ingen grund til at tro, at tillid kan skabes med politiske midler, men den bliver mere vigtig for et lands udvikling. Den tredje tolkning, at både tillid og uddannelse er skabt af den samme underliggende faktor, har endnu færre implikationer.
Det er her, Peter og hans kollegers studie kommer ind og giver markante nye indsigter. De gør brug af en stor svensk undersøgelse af tvillinger, hvilket betyder at de kan kontrollere for praktisk taget alle forklarende forhold, der har med gener, tidlig familieindflydelse og fælles miljø ved at fokusere på de enæggede tvillinger. De starter med at vise den ’almindelige’ sammenhæng, hvor man bruger uddannelsesvariable som forklaring på forskelle i tillid. Det virker meget fint i tvillingedataene, og forfatterne viser, at tvillingerne næsten fuldstændigt udviser samme mønster som svenskere mere generelt. Der er altså intet specielt ved de svenske tvillinger. Derefter tager de alle forskelle ud, der er specifikke for hvert enkelt tvillingepar – gener osv. – og viser, at sammenhængen mellem tillid og uddannelse derefter er totalt forsvundet. Hvis uddannelse skaber tillid, burde den bedre uddannede tvilling have højere tillid til andre mennesker, men de svenske data viser, at det ikke sker!
Studiet peger på, at en stor del – og måske hele – forklaringen på, at tillid og uddannelse hænger sammen, er at begge dele er arvelige gennem folks gener. Der er således ingen indflydelse på tilliden af, at man forsøger at hæve folks uddannelsesniveau. Ligeledes stiller studiet meget store spørgsmålstegn ved de tidligere studier, der har hævdet at den særligt høje skandinaviske tillid skyldes, at vi tidligt indførte folkeskoler og skolepligt. Tilliden har konsekvenser, men der er stadigt mindre, der peger på, at man kan skabe den aktivt. Hvor den særlige skandinaviske tillid kommer fra, er derfor stadig et mysterium.
Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2017. Skriv et svar
Hvorfor nogle lande vælger at indføre eller afskaffe demokrati, og hvorfor nogle vestlige lande indførte demokrati tidligere end andre, er store spørgsmål i politisk økonomi, public choice, og politologi. Siden Lipsets studier i 50erne har der blandt andet været en debat om, hvorvidt økonomisk udvikling skaber grundlaget for demokratisering, men Lipsets påstand er stadig omdiskuteret. En del af moderne udvikling er, at folk bliver mere uddannede og at der opstår en middelklasse, der bor i byer. De vil sandsynligvis få en præference for demokrati, men industrialisering skaber på den anden side også nye særinteresser – industrien selv og dens ejere – og en ny middelklasse, som ikke har interesse i at give de fattigere stemmeret. Når en elite og den nye middelklasse bliver rigere, får de også mere at tabe hvis relativt fattige får stemmeret og derigennem kræver større omfordeling. A priori kan man således ikke teoretisk sige, hvad der sker.
Jeg er pt. til den famøse BBQ-workshop, som i år afholdes i Gargnano ved Gardasøen, og hvor flere folk prøver at svare på spørgsmålet med nye metoder. Det gælder ikke mindst for den 25-årige Jean Lacroix, der er PhD-studerende ved Université Libre de Bruxelles. Jean undersøger i sin PhD-afhandling hvad effekterne af industrialisering er på folks præference for demokrati. Han bruger det særlige faktum, at Frankrig afholdt to folkeafstemninger om indførsel af demokrati eller fortsat autokrati i midten af 1800-tallet. I 1852 argumenterede en elite for indførsel af monarki og solgte det som garanti for ro og stabilitet. I 1870 afholdt man en folkeafstemning, hvor kejseren, Napoléon III, støttede indførsel af demokrati. Jean ser på ændringen af stemmemønstrene på tværs af franske departements i de 18 år, der falder sammen med den første klare franske industrialisering.
Resultaterne er krystalklare: Ser man på antallet af dampmaskiner – som i sig selv udbreder sig systematisk fra den første dampmaskine i nordøst og sydpå – eller antallet af arbejdspladser i industri og brugen af kul, kan man se hvordan de områder, der industrialiserer, får stærkere præferencer for demokrati. Jean kan dermed vise meget tydeligt, at i et centralt, europæisk land, bidrog industrialisering og moderne udvikling positivt til landets demokratisering. Hans studie er dermed et eksempel på den nye udvikling i politisk økonomi og andre dele af nationaløkonomi, hvor vi de seneste år har set en række omhyggelige, historiske studier, der kan kaste lys over moderne spørgsmål i udviklingslande. Jean bemærkede selv, hvordan politiske industrialiseringseffekter måske kan bidrage til at forklare, hvorfor nogle autokrater aktivt forhindrer investeringer i moderne udvikling. Med andre ord: Måske forbliver nogle lande fattige og underudviklede, fordi en lille elite ved eller regner med, at udvikling ødelægger deres magtbase. Ideen er således ikke ny, men evidensen for den er.
I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til et spørgsmål, som optog Buchanan og Tullock i deres banebrydende The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy fra 1962. Spørgsmålet er, hvor lang og detaljeret en forfatning bør være. Dette spørgsmål havde ikke været stillet i en konkret analytisk ramme, selvom forfatningsjurister og andre må have spurgt sig selv, hvad og hvor meget, de skulle tage med i en forfatning.
Buchanan og Tullock startede fra præmissen om, at der eksisterer en cirka optimal balance mellem to forskellige typer af faktorer. De første elementer er velkendte fra bl.a. gammeldags kontraktteori og almindelige juridiske overvejelser: Forfatningen skal sørge for at minimere de omkostninger – både politiske og økonomiske – der kan komme af forhold, man ved den ikke dækker, og behov for genforhandling, fordi det viser sig at et eller flere praktisk relevante forhold, man burde have dækket, ikke er dækket. Denne overvejelse er naturligvis ønsket om at have en komplet kontrakt, og i forfatningsmæssig sammenhæng en komplet social kontrakt. Begge elementer trækker naturligvis i retning af et ønske om en meget lang og detaljeret forfatning.
Det nyere element i The Calculus of Consent var dog, at der eksisterer et modsat ønske. Buchanan og Tullock så klart, at jo længere og mere detaljeret, forfatningen er, jo sværere bliver den at implementere praktisk – både for det embedsværk, der står for den offentlige side af sagen, og for private aktører, som har behov for at vide præcist, hvad der dækkes. En meget lang forfatning kommer også til at være meget dyr at forhandle, både i form af tid og juridisk assistance, og i virkeligheden også i fremtiden for domstole, der i praksis må ’forhandle’ hvad forfatningen egentlig betyder. Sidst indeholder dette element også den meget praktiske mulighed, at en meget lang og detaljeret forfatning risikerer at omfatte indbyrdes modstridende bestemmelser, som enten domstole eller parlament må forhandle i fremtiden.
Kapitel 6 i The Calculus of Consent indeholder en grafisk præsentation af den basale afvejning mellem de to modstridende slags elementer, der senere er blevet berømt blandt public choice-forskere. Figuren nedenfor er en version af denne slags figur, hvor M er den første type omkostninger (stigende i forfatningslængde) og D er den anden (faldende i forfatningslængde). Den U-formede kurve er summen af de to, og derfor de totale omkostninger M+D forbundet med forfatningen. Den optimale længde af et lands forfatning kan således ’aflæses’ i bunden af U-kurven, altså hvor omkostningerne er mindst: V* er den rigtige længde, og C* er de mindst opnåelige omkostninger.
Dette spørgsmål, sammen med flere relaterede spørgsmål, er fundamentale for det område af public choice, der kalders Constitutional Political Economy, eller forfatningsøkonomi på dansk. Hvorfor er spørgsmålet så vigtigt? Buchanan rimelige svar var, at teorien indebærer, at forskellige lande vil have forskellige optimale forfatninger – der er hverken en ’one-size-fits all’, men der er heller ikke en ’everything goes’ situation. Vi kan ikke sige, hvad der er den rigtige forfatning for alle, men vi kan på et analytisk solidt grundlag diskutere, hvordan mere rigtige forfatninger ser ud for bestemte typer samfund.
Regner man for eksempel, som har været traditionen i Frankrig, med at man ikke kan regne med at uafhængige domstole tager de rigtige beslutninger, bliver man nødt til at lægge flere begrænsninger og reguleringer ind i forfatningen. Hvis man har erfaring for, at domstolene virker godt – som i England – er der ikke megen grund til at regulere dem meget i forfatningen. Den ’optimale’ forfatning bliver derfor længere og mere detaljeret i Frankrig end i England. På den måde har Buchanan og Tullocks indsigter sneget sig ind i forfatningsændringer og nye forfatninger i blandt andet Central- og Østeuropa efter 1990, og i en række andre forfatninger siden da. Constitutional Political Economy er således et af de elementer i public choice, der både har udfordret den traditionelle tænkning på et område, og har haft konkret, praktisk indflydelse.
Som tidligere år bringer punditokraterne også dette år en lille sommerserie omkring et tema. Da vi (med nogen rædsel) har opdaget, at der ikke længere er danske universiteter, der udbyder et kursus i public choice, har vi bestemt os for at dedikere sommerserien 2017 til dette emne. Henover sommeren kører vi en serie, der introducerer public choice-teori og –tænkning til læserne, og giver en række eksempler.
Public choice kan defineres på mange måder. En af de simple er, at det er studiet af krydsfeltet eller gråzonen mellem nationaløkonomi og statskundskab. Andre som f.eks. pioneren Gordon Tullock kaldte det nogle gange studiet af traditionelle spørgsmål fra statskundskab med traditionelle redskaber fra nationaløkonomi, mens hans kollega James Buchanan ganske enkelt kaldte det ”Politics without Romance.”
Udgangspunktet for public choice er til enhver tid, at man starter med det analytiske fundament for nationaløkonomi: 1) Folk forfølger deres egne mål; 2) de er rationelle; 3) de gør det, de regner med er bedst for dem (og ikke bare godt nok); og 4) de bruger al den information, de har til rådighed. 1) betyder ikke – som nogen ellers tror – at økonomer regner med at folk er egoister; det betyder blot, at de forfølger deres egne mål og ikke nødvendigvis andres eller ’samfundets’. 4) betyder heller ikke, som nogen påstår (særligt folk fra humaniora, der ikke kan lide økonomer), at folk har perfekt, komplet eller nogenlunde retvisende information, men blot at de bruger det, de har. Det særlige ved public choice er, at disse adfærdsantagelser udbredes til alle aktører, og ikke blot aktører i private markeder og situationer!
Den attraktive konsekvens er, at man i public choice har såkaldt symmetriske adfærdsantagelser – alle opfører sig på basalt set samme måde uanset, om de er i den private eller politiske sfære. Med andre ord hviler public choice på en fundamental antagelse om, at ingen aktører er skizofrene! Det var ellers en logisk konsekvens af standardantagelsen før public choice-revolutionen sidst i 50erne og først i 60erne: Man antog, at vis nogen valgte at flytte fra en stilling som, f.eks., direktør til politik, ville vedkommende pludseligt ændre karakter fra en klassiske selv-interesseret, profitmaksimerende privat til en uegennyttig politiker, der arbejder for samfundets bedste. Man ville decideret regne med, at han ændrede personlighed, når han flyttede mellem den privatøkonomiske og den politiske sfære. Meget politisk teori hviler stadig på den skizofrene antagelse, som public choice brød med. Det er dermed også den – i Buchanans ord – romantiske forestilling om, at politikere og embedsmænd automatisk arbejder for samfundets bedste, som man bryder med.
Den særlige, logiske virkning af den symmetriske adfærdsantagelse var og er revolutionerende. Mens man fra starten af 1900-tallet havde beskrevet en lang række markedsfejl – for eksempel at et frit, ureguleret marked måske producerer for meget forurening og for lidt uddannelse – åbner public choice-tankegangen op for eksistensen af regeringsfejl. Den tradition for statslige interventioner, som kom til at definere meget velfærdsøkonomi og voldsomt megen politisk tænkning efter anden verdenskrig, blev derfor udfordret af public choice. Og det helt fundamentale spørgsmål, man med denne analytiske baggage er tvunget til at stille, hver gang nogen mener at have set en markedsfejl eller en anden situation, de gerne vil have staten til at gøre noget ved, er det følgende:
Hvad er værst: Markedsfejlen, der består når vi ikke gør noget, eller regeringsfejlen vi skaber, når vi sætter en statslig intervention i gang?
Selvom det er et spørgsmål, der er stærkt upopulært i brede kredse – det gælder både når socialister vil beskatte og regulere folks spisevaner, og når konservative vil bygge offentlig infrastruktur og støtte udvalgte iværksættere – er det også helt grundlæggende for at forstå en række fænomener, der ikke kan analyseres uden en public choice-tilgang: Hvorfor er der korruption i de fleste samfund, og hvorfor er der langt mere i nogen samfund end i andre? Når man politisk vælger at omfordele, hvem omfordeler man så til? Hvorfor stemmer folk overhovedet? Hvordan opfører diktatorer sig og hvorfor vælger nogle af dem at demokratisere? Listen er enormt lang, og ingen af spørgsmålene giver mening før man erkender, at systematiske regeringsfejl er vigtige i den virkelige verden. De næste uger dykker vi blot ned i nogle af de emner, der hører til public choice-traditionen. Vi håber det vil oplyse og fornøje vores læsere.
Som bekendt har Venezuela og erfaringer med “Det 21. århundredes socialisme” været et tilbagevendene tema her på bloggen gennem en del år efterhånden. I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg, “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj”, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.
Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013.
Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.
Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.
For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat om Venezuela på Deadline. Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget af Amnesty International.
Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.
Hvis der er noget som springer i øjnene, er det afstanden mellem hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at
den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.
mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :
Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.
Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.
Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:
Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.
Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.
Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”. Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!
Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at
revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.
Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a. Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.
Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.
Hvem er oppositionen?
Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.
The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.
Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.
Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.
Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.
Tiden er kommet til den årlige post, vi deler med Børsen (gated version her): Hvem er de bedste danske nationaløkonomer? Det er naturligvis et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen form for præcision. Der er ingen konsensus om, hvad ’bedst’ betyder, og selv når der er, er det svært at blive enige om, hvordan man måler det. Vi giver dog et bud hvert år, og hvert år på en lidt anderledes måde og med et lidt anderledes fokus.
Som hvert år er vores fokus stift rettet mod danskere i Danmark, der bedriver forskning i nationaløkonomi. Vi udelukker derfor en række glimrende økonometrikere – de fortjener deres egen liste, lavet af en med indsigt i feltet – og vi ser også bort fra en række fine økonomer i ren finansiering og management. Fokus er med andre ord, som i tidligere år, på folk i ’economics’, der udgiver deres forskning internationalt og er blevet citeret mindst 100 gange af deres kolleger.
Derudover er det særlige i 2017-udgaven, at årets metode indebærer, at alder eller ancienitet ikke er et plus. Vi ser på et mix af citationer og kvalitet, men ikke helt simpelt. For det første bruger vi antallet af citationer per år aktivper artikel. For mit vedkommende fik jeg min PhD i 2005, og tæller dermed som aktiv i 12 år og Scopus-databasen inkluderer 68 artikler, som jeg er forfatter eller medforfatter af. Mit samlede citationsantal – 1601 citationer i publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter – skal dermed deles med 12*68 for at få vores citationsindeks. Det vægter vi med et mål for hvor prestigiøst, det bedste economics-tidsskrift, man har publiceret i, er. I mit tilfælde er det Journal of Development Economics, der har indeks 25,91 i Repec-databasen. Resultatet er et samlet indeks mellem 0 og 100, hvor dem der både har publiceret meget fint og citeres ofte per artikel, får bedre vurderinger. I årets indeks hjælper det således ikke at have været med i mange år eller at have været særligt produktiv! Ligeledes er det heller ikke en fordel at have publiceret noget af sit bedste arbejde udenfor nationaløkonomi – tværfaglighed er enten ligegyldig eller en direkte ulempe. Sagt på en anden måde, er 2017-indekset særligt velegnet til at vise relativt yngre, fokuserede nationaløkonomiers kvaliteter.
Med denne metode kårer vi med stor tydelighed Lasse Heje Pedersen fra CBS som den bedste danske nationaløkonom. Lasse har ikke blot publiceret i supertidsskriftet American Economic Review, men er også blevet citeret mere end 3500 gange i forskningsartikler siden han blev PhD i 2001. Hans kollega David Lando, der indtager andenpladsen, nyder samme kombination af toppublikationer og næsten 2000 citationer.
Lasse Heje Pedersen (CBS)
100
Thomas Rønde (CBS)
61.4
David Lando (CBS)
91.1
Peter Sandholt Jensen (SDU)
60.9
Nicolai Kristensen (Kora)
82.5
Mogens Kamp Justesen (CBS)
60.0
Steffen Andersen (CBS)
80.8
Marianne Simonsen (AU)
57.7
Morten Lau (CBS)
79.9
Thomas Barnebeck Andersen (SDU)
56.1
David Dreyer Lassen (KU)
78.9
Bent Jesper Christensen (AU)
55.5
Henrik Hansen (KU)
75.0
Claus Thustrup Kreiner (KU)
54.8
Peter Norman Sørensen (KU)
70.5
Helena Skyt Nielsen (AU)
53.6
Christian Bjørnskov (AU)
69.8
Jesper Rangvid (CBS)
52.0
Carl-Johan Dalgaard (KU)
67.7
Henrik Jensen (KU)
51.9
Det mest interessante, når man tager anciennitet og forskningsomfang ud af vurderingen, er de nye navne, der sniger sig ind på listen. Nicolai Kristensen, der er færdiguddannet så sent som 2008, indtager således plads nummer tre. På de ni år har han udgivet i bl.a. Journal of the European Economic Association og The Economic Journal, og har akkumuleret 247 citationer. Blandt en række mere velkendte navne – min Børsen-kollega David Dreyer Lassen, udviklingsøkonomen Henrik Hansen, og Carl-Johan Dalgaard fra det Økonomiske Råd, finder man f.eks. den glimrende Mogens Kamp Justesen (CBS) på nummer 13, og den lillebitte, men fremragende Marianne Simonsen (AU) på den næstfølgende plads.
Til gengæld forsvinder folk som Martin Paldam, Finn Tarp og Niels Westergård-Nielsen fra Top-20, da årets metode ganske enkelt er til deres ulempe. Det gælder ikke mindst Paldam, hvis karriere startede i 1975 før det blev almindeligt at publicere internationalt (en udvikling Martin faktisk var en af de danske pionerer i), og hvis fineste arbejde er publiceret i British Journal of Political Science, som ikke tæller med på listen.
Sidst bemærker vi også i Børsen, at en række fremragende danske økonomer er havnet i udlandet. De gælder ikke mindst Annette Vissing-Jørgensen (Berkeley, indeks 93,0), Morten Bennedsen (Insead, indeks 75,7), Toke Aidt (Cambridge, indeks 66,3), og Nicolai Foss, der sidste år flyttede til Bocconi i Milano, og opnår et indeks 54,6 alene på sine economics-relaterede ting – det meste af Nicolais forskning ligger i management economics.
Som en krølle på halen på bloggen, plejer vi også at sammenligne med nogle af vores udenlandske kolleger. Stephen Knack i Verdensbanken – en af de fineste økonomer, jeg kender personligt – opnår indeks 93,7, ligesom min gode ven Axel Dreher (Heidelberg) ville være blandt de danske stjerner med et indeks 75,8, hvis han var herfra (i dag er han ’blot’ blandt den tyske top). Men også folk som Andreas Bergh (Lund, indeks 50,3), Pierre-Guillaume Méon (UL Bruxelles, indeks 53,0) og Niclas Berggren (IFN, indeks 48,7), som vi med jævne mellemrum omtaler her på stedet, ligger markant over de fleste danske økonomer, inklusive flere tidligere vismænd. På den måde er en øvelse som vores årlige liste – uanset at den naturligvis kan kritiseres hvert år for vores approach eller andre valg – et nyttigt redskab til at opdage de mange glimrende økonomer, som journalisterne aldrig præsenterer offentligheden for.
Jeg har, som mange læsere vil vide, beskæftiget mig en del med den seriøse del af lykkeforskningen. Det giver ofte invitationer til at holde foredrag om emnet, hvilket jeg gerne gør når jeg har tid til det. Udfordringen – når man ikke kommer fra selvhjælpslitteratur, halvreligiøst spiritualitetsvrøvl eller den billige managementbranche, men et seriøst forskningsmiljø – er at finde ud af, hvordan man tackler folks fordomme og holdninger til, hvordan et lykkeligt liv burde se ud. Det gælder ikke mindst kønsforskelle.
Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.
Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.
To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.
I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.
Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.
Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.
Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.
Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som mininum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.
En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for korruption og hvidvaskning,
I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.
Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og næppe er sandsynligt.
De økonomiske konsekvenser.
Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.
Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.
2016
I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.
2017
Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident. Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.
Af Christian Bjørnskov, den 19. maj 2017. Skriv et svar
Forsøger man at vurdere, hvor rige forskellige lande faktisk er, og dermed at vurdere forskelle i objektive levestandarder, er et af de mest uoverkommelige problemer, at ikke alt bliver registreret. Køber man en pose kartofler ved en vejside i Sønderjylland indgår den sandsynligvis ikke i det registrerede nationalprodukt i Danmark. Køber man den i Netto, tæller den med selv om den kan komme fra samme producent. Det samme problem opstår, hvis man får en maler, man kender, til at måle stuen uden regning. Havde man bestilt et firma til at gøre det samme arbejde, ville deres arbejde tælle med i nationalproduktet, mens den ’sorte’ malers arbejde ikke gør det – men alle materialer tæller med i begge situationer! Det er derfor ikke blot det, at man vælger at hemmeligholde økonomiske aktiviteter for at undgå skatten, eller blot ikke opgiver dem fordi man betragter dem som bagateller, som gør det svært at opgøre, hvor stor omfanget af sort arbejde og ens undergrundsøkonomi faktisk er. Det er også det, at det ofte er ganske svært at opgøre, hvor stor en værditilvækst, der er holdt ude af nationalregnskabet. Problemerne er legio, men det er stadig vigtigt at få et nogenlunde klart overblik over situationen.
Et nyt working paper fra CESIfo i München giver det sandsynligvis bedste bud på situationen. Under titlen ” Shadow Economies Around the World: New Results for 158 Countries Over 1991-2015” opdaterer Leandro Medina (IMF) og Friedrich Schneider (Uni Linz) vores viden om, hvor store undergrundsøkonomierne er i verden (hattip: Niclas Berggren). De følger MIMIC-metoden (Multiple Indicators, Multiple Causes), hvor man med et sæt faktorer, der alle er forbundet med størrelsen af undergrundsøkonomien, forsøger at triangulere sig frem til et tal. Schneider, der var en af pionererne i feltet og er en af verdens førende eksperter, indrømmer gerne at den ikke er perfekt. Helt særligt gør de det klart, at deres indeks kun kan bruges som mål for, hvor stor en del af økonomien, der er påvirket af undergrundsøkonomien, og ikke hvor stor en del, der befinder sig i undergrunden og ikke registreres.
Intet er således perfekt, men i mangel af bedre giver MIMIC-estimatorer et rimeligt billede, selvom nogle lande ser overraskende ud. En af de nye ting, som Medina og Schneider gør, er at de tester deres mål på, hvor meget lys, der er i forskellige lande om natten. Dette tillader dem, at genberegne deres mål for undergrundsaktivitet uden nationalprodukter, men med et alternativt mål – lys om natten – der nok lider under problemer, men lider under markant anderledes problemer end officielle opgørelser af nationalproduktet. De nye tal er dermed statistisk mere robuste end tidligere opgørelser.
Resultaterne viser, at det globale gennemsnit for, hvor stor en del af den økonomiske aktivitet, der er påvirket af undergrunden er som i den Dominikanske Republik. Her er cirka en tredjedel af den samlede økonomi er påvirket af undergrundsaktivitet. De største undergrundssektorer ser ud til at befinde sig i Georgien (64,9), Bolivia (62,3) og Zimbabwe (60,6) mens de mindste er i Schweiz (9,0), USA (9,4) og Østrig (9,9). Ser man på det helt overordnede billede, klarer de nye mål derfor hvad man kunne kalde en umiddelbart smell test – de lugter rigtigt.
Ned i detaljen er det dog ganske uklart, om man kan gøre meget med målet for vores del af verden – et problem som Schneider blankt indrømmer, efter at han i 80erne arbejdede en tid på Aarhus Universitet og dermed også har personlig erfaring herfra. Målet for Danmark er 18,6 % af økonomien, mens Sveriges undergrund vurderes til 19,2 % og Norges til 20,2. Sammenligner man med for eksempel Rockwools meget omhyggelige kortlægning for nogle år siden, er målet alt for stort: Rockwool endte på et bedste bud på, at omkring 5 % af den økonomiske aktivitet undgik registrering i Danmark.
Sammenlignet med vores nabolande virker tallene også noget sære. Både Tysklands (15, 9 %) og Storbritanniens (13,1 %) uofficielle sektorer vurderes til at være mindre end i Skandinavien. Spørgsmålet er derfor, om man helst skal undlade at tage Medina og Schneiders nye forskning alvorligt? Men det spørgsmål bringer en videre til det større spørgsmål om, hvor skeptisk man skal være overfor generel, empirisk forskning, hvor detaljer og specifikke eksempler ikke kan klare en informeret smell test! Man kan have mange holdninger til det, men mit personlige synspunkt er, at man må acceptere det overordnede billede, når man accepterer metodologien. Ellers smider man barnet ud med badevandet, og på den måde lærer man intet. Empirisk forskning i nationaløkonomi er sjældent særligt præcis, men blot fordi man mener at enkelte af brikkerne ser forkerte ud, behøver man ikke kyle hele puslespillet i skraldespanden.
Et af de tydeligste særtræk ved de nordiske lande er vores høje tillidsniveau. Vi stoler ikke mere på venner og familie end i mange andre dele af verden, men vores sociale tillid til andre mennesker– folk i vores egne samfund, som vi ikke kender – er langt højere end andre steder. Adspurgt om de generelt stoler på andre mennesker eller om de mener, man skal være forsigtig, siger cirka 70 % i Danmark, Norge og Sverige, at man kan stole på andre mennesker. De globale gennemsnit i undersøgelser ligger på cirka 25-26 %, og selv i andre velfungerende lande, som vi ofte sammenligner os med, er niveauet noget lavere. I Storbritannien og Irland er det omkring 40 %, som har tillid til andre, og selv i andre ekstreme tilfælde som New Zealand og den engelsktalende del af Canada, ligger niveauet ikke meget over 50 %. Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.
Den nordiske tillidskultur er en central forklaring på, hvorfor vi trods en beliggenhed i en perifer del af verden og et samfundssystem – velfærdsstaten – som ødelægger sig selv andre steder og er en vækstbyrde for os – stadig er at tælle blandt verdens rige lande (se mere generelt her og her). Men den gør det også ganske svært at integrere mange udlændinge i de nordiske samfund. Særligt virker det som om arabiske indvandrere i Danmark og Sverige har svært ved at gennemskue vores tillidsnormer og hvad vi opfatter som uærlig adfærd. De fleste danskeres rygmarvsreaktion er derfor, at de arabiske lande må have ekstremt lave tillidsniveauer, når de får den – ikke altid forkerte – opfattelse, at mange indvandrere fra arabiske lande ikke er videre tillidsvækkende.
Om det er sandt, kan man teste ved at bruge en særlig undersøgelse, the Arab Barometer, som er udført i tre bølger, og hvor resultaterne fra den tredje undersøgelsesbølge har været offentligt tilgængelige nogen tid. Figuren nedenfor illustrerer det generelle tillidsniveau i de 13 lande, der er dækket af undersøgelsen; nummer 14 er Qatar, som deltog i den seneste World Values Survey. Er de arabiske befolkninger karakteriseret af specielt lav tillid?
Man kan svare på spørgsmålet på to måder. Et første er et rungende ja, sammenlignet med de nordiske lande. Det er dog et meningsløst svar, fordi det gælder praktisk taget hele resten af verden. Det andet svar er et nej: Sammenlignet med lande på den anden side af Middelhavet ligner de arabiske lande ganske godt. Ikke overraskende er det på alle måder fragmenterede libanesiske samfund karakteriseret ved lav tillid – 15 % erklærer, at de har tillid til andre mennesker. Det samme gælder de to gamle, franske kolonier i Marokko og Algeriet, hvor tillidsniveauet er 17 %. Disse niveauer er på linje med f.eks. Cypern og Rumæniens. Egypten og Qatar ligger kun marginalt højere omkring 20 %., dvs. omkring et græsk eller portugisisk niveau. Bevæger man sig ind i Jordan, Libyen og Sudan, og en smule højere, i Tunesien og Palæstina, er man i området 25-30 %. Her er de europæiske sammenligner Frankrig, Syditalien og det fransktalende Belgien.
Det er dog værd at bemærke, at tre lande stikker ud fra resten: Irak på 35 %, Yemen på 38 %, og Kuwait på 39 %. Disse tre arabiske lande er dermed ikke blot over det globale gennemsnit, men faktisk på linje med tillidsniveauet i steder som Tyskland, Flandern (den hollandsktalende del af Belgien), og Norditalien. Ser man nøgternt på den arabiske verden, med et fokus på tillid, er det dermed svært at tale om en kultur. Steder som Libanon og Algeriet er karakteriseret ved tillidsniveauer, der ligner de værste steder i Europa, mens tre andre lande stikker ud fra resten med en tillidskultur, der ligner den i lande, vi normalt betragter som sikre og venlige på et personligt plan. Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur, men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme og i Mellemøsten og Nordafrika er fra meget forskellige baggrunde?
Lars Seier argumenterer i et indlæg i Berlingske i dag for, at det i en ikke for fjern fremtid kan blive nødvendigt at indføre borgerløn.
Argumentet er kort sagt følgende: Hvis robotter bliver stadig bedre til at overtage jobs udført af mennesker, vil der blive nogle til overs. Vi kan ikke omskole alle ufaglærte til at blive modedesignere osv. Derfor er de henvist til at leve af overførsler. Men robotterne vil også skabe så stor velstand, at borgerlønnen er til at betale. Og politikerne vil ”kunne glæde sig over, at robotter ikke vil brokke sig over at betale skat”.
Jeg er ikke enig med Lars Seier.
For det første er vi meget langt fra den situation, han beskriver. Den kræver en helt anden form for teknologisk udvikling, end den vi har set hidtil. Indtil videre har teknologien været komplementær til arbejdskraft, hvilket har øget værdien og aflønningen af arbejdskraft (se her for en nærmere diskussion). Faktisk ser vi i øjeblikket kombinationen af teknologi og handel skabe et historisk uset fald i fattigdommen i verden. Men Lars argument forudsætter, at robotter kan erstatte alle ufaglærte arbejdsfunktioner uden undtagelse. Bliver der undtagelser tilbage, vil arbejdskraft fortsat være komplementær – og teknologien vil drive lønningerne op som hidtil.
Og her skal man huske, at teknologien jo kan være med til at afhjælpe nogle af de svage kompetencer, nogle måtte have. Mange jobfunktioner bliver lettere af teknologiske hjælpemidler. En kassedames job er lettere i dag, hvor varerne bare skal scannes ind. Man skal også huske, at arbejdsdelingen og specialiseringen fortsat vil vokse. Det vil i endnu højere grad end i dag være muligt at leve af et meget smalt talent.
For det andet synes Lars at forudsætte, at der er et loft over mængden af ufaglærte job. Det er en variant af den såkaldte ”lump of labor”-fallacy. Men der kan højst blive tale om, at aflønningen af robotter kommer til at stige i forhold til ufaglærte i hans verden (hvor robotter ikke er komplementære). De ufaglærte vil fortsat blive aflønnet svarende til deres produktivitet. Deres andel af aflønningen vil falde, men det afspejler blot, at robotterne producerer mere. Og Lars har tilsyneladende ikke indvendinger imod en faldende andel. Han skriver jo, at borgerløn til de ufaglærte ikke bliver særlig dyrt, fordi robotterne vil få velstanden til at stige. Men det holder kun, hvis borgerlønnen ikke vokser i takt med den samlede velstand – altså at indkomstandelen falder.
For tredje vil den verden, Lars beskriver, medføre, at gevinsten ved at spare op vokser i forhold til at arbejde. Indkomsten fra robotterne vil tilfalde dem, der finansierer robotterne. Simpel økonomisk logik tilsiger, at væksten og renten vil øges markant. De ufaglærte vil altså få afkast af opsparing som en alternativ, potent indtægtskilde. Man kan så at sige finansiere sin egen ”borgerløn”, hvis man sørger for at spare op. I en vis forstand bliver det et mindre meritokratisk samfund, hvor forskelle i evner ikke kommer til at spille så stor en rolle for indkomsten.
For det fjerde kan jeg slet ikke se grunden til, at Lars foreslår en generel borgerløn. En borgerløn går til alle, også alle dem som ikke bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Det vil give incitamenter til at reducere arbejdsindsatsen for også de højproduktive. Hvad er meningen med det? Hvis man endelig skal give offentlige ydelser til nogen, bør de målrettes dem, der har behov for dem. Hvorfor alle?
For det femte mener Lars, at robotter ”ikke vil brokke sig over at betale skat”. Men indkomsten tilfalder jo ikke robotterne – derimod deres ejere. Og de vil med god grund kunne beklage sig over skatterne. Det er først i en meget science fiction-agtig verden, hvor robotter bliver så bevidste, at vi erklærer dem for selvstændige væsener, at deres indkomst vil tilfalde dem selv. Altså netop den situation, hvor de vil kunne ”brokke sig”.
Lars er ikke alene om at tale om borgerløn som svar på et hastigt indtog af robotter, som løber med jobbene. Ikke mindst i kredsen omkring Alternativet er de forestillinger udbredt. Mig forekommer de meget historieløse.
Den ene halvdel af deres forestilling ligger som sagt uendelig langt fra udviklingen hidtil. Til trods for, at Moores Lov (en halvering af prisen på computerkapacitet hvert 1½ år) har været i kraft i over 50 år, har denne eksplosion i computerproduktivitet haft svært ved at sprede sig til hele økonomien. Faktisk er produktivitetsvæksten samlet faldende i de fleste vestlige lande. Computere er fortsat meget uintelligente. Komplementet menneske og maskine er stadig meget mere produktivt end maskinen alene.
Den anden halvdel af deres forestilling er allerede i høj grad sket. Menneskets job har ændret sig mere, end det nok nogensinde kommer til igen. Før den industrielle revolution bestod menneskeligt arbejde primært i at være energikilde – at præstere det slid, som i dag næsten er væk i vores del af verden. Maskinerne og de fossile brændsler har overtaget sliddet fra mennesker og dyr. ”Arbejdet” er i den forstand, vore forfædre så det i, allerede væk. Det vi laver i stedet, minder meget mere om fritid.
Det er måske derfor, Keynes ikke fik ret i sin vision om sine børnebørns økonomi. Han forudså, at vi ville bruge den voksende velstand til at skære ned på arbejdstiden til omkring 15 timer om ugen. Det har vi ikke gjort, men vi har skåret næsten al det væk, man engang så som arbejde, og erstattet det med noget, de kaldte fritid.
Når jeg hvert efterår underviser makroøkonomi, sammen med den glimrende Nina Smith, for de statskundskabsstuderende i Aarhus, er der et særligt emne, jeg glæder mig til: Klassisk vækstteori. Vores studerende har ofte stærke forudfattede meninger – de har været blandt de dygtigste i samfundsfag i gymnasiet og har tit svært ved at slippe den selvforståelse – og det er derfor morsomt at se vores fag udfordre de ofte fejlagtige ideer, de har. Det gælder i helt særlig grad de indsigter, der følger af Solow-Swan-modellen.
Baggrunden for modellen er, at økonomer og politikere i mange år havde troet – ligesom mange politikere og meningsdannere tror i dag – at langsigtet økonomisk vækst blev skabt af investeringer i nyt produktionsudstyr i industrien. Men på samme tid – en gang i 1955 – fik Robert Solow og Trevor Swan samme simple idé. På virksomhedsniveau vidste man nemlig, at der er faldende marginalt skalaafkast af fysisk kapital (maskiner, bygninger osv.). Med andre ord får man langt mindre ekstra ud af maskine nummer 100 som man gør af maskine nummer 10. Jo større kapitalapparatet bliver, jo mindre får man ud af det på marginen. Solow og Swan indså derfor, i hver sin ene af verden, at vækst der kommer fra investeringer nødvendigvis må bremse op, fordi investeringer i lande, der allerede har et stort kapitalapparat – dvs. en ’moderne’ industri – ikke skaber ret meget ekstra.
De så dog også en ekstra ting: Al kapital, maskiner, bygninger, transportudstyr osv., skal vedligeholdes og en gang imellem udskiftes. Og uanset om det er maskine nummer 10 eller 100, der går i stykker, koster en ny det samme. Mens gevinsten ved ekstra kapital derfor flader ud, stiger omkostningerne – ved at vedligeholde den lineært. Omkostningerne må derfor på et tidspunkt indhente gevinsterne, så nettogevinsten af den ekstra kapital bliver nul. Og når det sker, stopper den vækst, man kan få fra investeringerne. I den situation, som i Solow og Swans model i dag kaldes ’steady state’ er der således intet vækstbidrag fra kapitalinvesteringer.
Modellen er en fornøjelse at undervise, fordi den ikke blot giver indsigter, der er totalt modintuitive for de fleste studerende, men også fordi den kan tegnes så enkelt. Det er gjort nedenfor, hvor x-aksen er kapital per capita – tænk på det som antal maskiner eller udstyr på ansat – og y-aksen er produktion eller værdiskabelse per capita (dvs. BNP per indbygger). Den buede linje – produktionsfunktionen (y=f(k)) – viser hvor meget man får ud af et kapitalapparat af en vis størrelse. Investeringerne (i e) er antaget at være en procentdel af BNP, da det skal finansieres af folks opsparing som vi antager, er en procent af deres indkomst. Sidst, men ikke mindst, angiver den lige linje (i re) omkostningerne til vedligehold og udskiftning (deprecieringen). Starter et land i k1 er det nemt at se, at investeringerne er større end vedligeholdet, og kapitalapparatet vokser derfor, da nogle af investeringerne bruges på ny kapital – der er positive nettoinvesteringer. Men når landet nærmer sig k*, går en mindre og mindre andel af investeringerne til ny kapital, og når k* er nået, bruger man hele sin opsparing, via investeringer, på at vedligeholde det, man har. I dét punkt er væksten stoppet, og kommer man på en eller anden måde (f.eks. gennem ulandsbistand eller EU’s regionalfonde) op på k2 har man ikke råd til at vedligeholde det hele.
Kritikere – også blandt studerende – påstår sommetider, at Solow-Swan-modellen ikke kan forklare den vækst, man faktisk ser. De drager derfor den konklusion, at den må være forkert. Det er dog en fejlslutning: Solow og Swan viste, at almindelige investeringer ikke kan skabe varig vækst. Deres forskning og modellen leder derfor til den vigtige indsigt, at investeringer i sig selv ikke skaber vækst, medmindre de resulterer i noget, der gør landet mere produktivt. Langsigtet vækst kommer ikke fra investeringer eller industriaktivitet, men fra produktivitetsfremskridt. Og hvor de så kommer fra, er det virkelige spørgsmål! Det er bare ikke det spørgsmål eller den indsigt, der informerer langt det meste vækstrettede politik i Danmark og andre lande – den handler om arbejdspladser og almindelige investeringer.
Forleden udgav Rapporteurs sans Frontières – Journalister uden Grænser – sit årlige indeks over pressefrihed, the World Press Freedom Index. Indekset, der er et af de to internationalt anerkendte mål for i hvor høj grad stater regulerer og undertrykker pressens og andre mediers frihed til at publicere, hvad den ønsker – det andet er Freedom Houses årlige rapport – giver både et billede, der er let at genkende, men også indsigter, som de fleste sjældent får.
Den gode nyhed – om end det næppe er en nyhed som sådan – er at de mest frie lande i verden, ifølge RSF, er Norge (7,6), Sverige (8,3), Finland (8,9) og Danmark (10,4); Island følger som nummer 10. Et interessant, men ofte overset faktum er, at et latinamerikansk land – Costa Rica – og et caribisk – Jamaica – også ligger i Top 10, som det kan ses i figuren. Måske er det ikke overraskende, da Costa Rica har været stabilt demokratisk de sidste 100 år, mens Jamaica blev fuldt demokratisk selvstyrende i 1942, 20 år før det blev uafhængigt. I den anden ende er der heller næppe overraskelser. Det mindst frie land i verden er også på dette mål Nordkorea, mens Eritrea, Turkmenistan, Syrien og Kina følger lige efter. På indekset varierer disse land, der alle meget effektivt er etpartistater, mellem 77, og 84,5.
Den interessante ting er dog, at der er ganske stor variation indenfor kategorierne. Gennemsnittet for demokratier (som kodet i mit databasearbejde med Martin Rode) er 26,1, mens det er 46,8 for autokratier. Der er dog store outliers i begge grupper. I den demokratiske gruppe er de værste Mexico, med et indeks på 48,9 og Malaysia på 46,9. Begge disse lande lander således omkring gennemsnittet for autokratier, og mens man måske kunne hævde, at grunden er fattigdom, er argumentet ikke overbevisende: Langt fattigere lande som Kap Verde (med et indeks på 18,0) og Ghana (17,9) har væsentligt friere medier.
I den anden halvdel, blandt lande som man ikke kan karakterisere som rigtigt eller fuldt demokratiske, er det næppe en overraskelse, at grænsetilfældene ofte har frie medier. Sydafrikas indeks på 20,1 reflekterer fint landets tradition for en presse af europæisk standard – og med en tradition for undersøgende journalistik som præsident Jacob Zuma afskyer – mens Namibia (17,1) og Tonga (24,9) også ligner fuldt demokratiske lande på trods af deres tvivlsomme politiske institutioner. Langt mere overraskende er det, at RSF vurderer, at medierne er solidt frie i Haiti (26,4), Mauretanien (26,5) og Burkina Faso (23,9).
Det globale billede er således blandet, og RSF noterer også, at flere lande – ikke mindst Hong Kong, Ungarn og Venezuela – er enten i en prekær situation eller allerede på vej i den forkerte retning. Omvendt er der tydeligvis flere lande, der tillader en fri og effektiv presse på trods af deres politiske institutioner. Hvorfor netop de lande klarer sig så godt, og om det bliver ved med at se sådan ud, er et spørgsmål til fremtidig forskning.
Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2017. Skriv et svar
Weekendavisen bragte i fredags på side 2 en interessant artikel om Enhedslistens forhold til det venezuelanske styre. Under overskriften ”Revolutionens sidste venner” viste Magnus Boding Hansen, hvordan partiet er internt splittet. Pelle Dragsted, er ellers ofte er en af de stærkt ideologiske stemmer i partiet, har fortrudt sin støtte til der socialistiske styre, og Christian Juhl er kommet så vidt, at han fordømmer Maduros undertrykkelse af pressefriheden. Men partiets Latinamerikagrupper, repræsenteret ved Hans Aalborg og Nilas Zenius, forbliver ’solidariske. De køber Maduros konspirationsteoretiske forklaringer og mener bl.a., at problemet er at styret ikke er blevet fuldt socialistisk. De lever således øjensynligt i den samme drømmeverden, som præsident Nicolas Maduro, og Aalborg udtalte f.eks. så sent som i april, at ingen sulter i Venezuela.
Og det er løgn – eller i bedste fald en ganske Trumpsk udlægning af virkeligheden. Der er faktisk sult i Venezuela, som Wall Street Journal rapporterede i går. Maduro-diæten, som befolkningen sarkastisk kalder situationen, afspejles i at tre fjerdedele af respondenterne i den årlige undersøgelse af befolkningens status og livskvalitet, erklærer at de har tabt sig det sidste år. En betragtelig del af Venezuelas befolkning har svært ved at finde penge til mad, og hjælpeorganisationen Caritas betegner sultproblemer blandt spædbørn som en regulær epidemi. Det er allerede flere år siden, at manglen på basisvarer som mælk, majsmel og toiletpapir blev så åbenbar, at selv hotelindustrien advarede dens udenlandske kunder. Nu er landet – som tidligere har været Latinamerikas rigeste – kommet til et stadie, hvor børnedødeligheden øjensynligt begynder at nærme sig et afrikansk niveau.
Spørgsmålet, som den svenske transitionsekspert Anders Åslund stillede i Foreign Policy forleden er, om Venezuelas situation er unik, eller om man har set lignende før, som man måske kunne lære fra. Under overskriften ”Venezuela is Heading for a Soviet-Style Collapse” skriver Åslund, at situationen på mange måder ligner Sovjetunionens fra starten af 1980erne.
Åslunds pointe er, at Sovjetunionen i slutningen af 70erne på mange måder lignede Venezuela i 00erne. Begge havde udviklet sig politisk til at være ressourcebaserede økonomier, og begge havde haft stor fordel ved et boom i olie- og gaspriserne. De sovjetiske ledere troede derfor, med Yegor Gaidars udtryk, at de kunne gå på vandet, og ikke behøvede at bekymre sig om problemer som hvordan man balancerer budgettet. Den slags var i Chavezs og Maduros verden blot neoliberalistisk og imperialistisk vrøvl, og i begge lande noget som et socialistisk styre tydeligvis ikke behøvede at tage sig af. Pengene kom jo i statskassen.
Da olie- og gaspriserne normaliseredes fra sidst i 1981, dukkede problemerne dog op i Sovjet, selvom stort set hele den politiske elite havde troet at de var ovre den slags – nu var tiden jo tydeligvis moden til socialismens sejr. Den sidste tid under Chavez blev Venezuelas situation den samme. Mange års udgifter til såkaldt sociale programmer, støtte til Chavezs ideologiske kammerater på Cuba, og gaver til elitens venner, kunne pludseligt ikke længere finansieres. I Sovjetunionen eskalerede problemerne i løbet af ti år til et budgetunderskud på 1/3 af BNP, som man i sidste ende forsøgte at finansiere ved at trykke penge, og inflationen steg ud af kontrol. Venezuela har fulgt samme rute og inflationen nåede 700 % sidste år. For godt et år siden kom styret i den komiske situation, at det ikke havde penge til at betale for at få trykket flere penge – pengesedlerne blev nemlig trykket i udlandet, og der var ikke tilstrækkelig valutaindtjening til at betale! En del af forklaringen på det problem er, at størstedelen af den udenlandske valuta kommer fra salg af olie og det nationaliserede venezuelanske olieselskab PDVSA er plaget af ekstremt ringe ledelse, der til forveksling ligner ledelsesproblemerne i den gamle østblok.
Åslund noterer, at Venezuela stadig er et mere åbent samfund end Sovjetunionen var. Folk kan flytte til udlandet uden voldsomme restriktioner, de kan læse udenlandske aviser, blogs og tweets, og – som man så i perioder sidse år, da en region åbnede grænsen til Colombia – ved almindelige borgere, hvad ting koster og hvad man kan få i nabolandene. Utilfredsheden er endemisk i Venezuela, og Maduro-regimet gør derfor hvad det kan for at lukke ned for oppositionen, både via regimets kontrol med Højesteret og den direkte, militære undertrykkelse, der i april førte til 33 dødsfald ved demonstrationer. Der er øjensynligt ingen klare grænser for, hvor langt Maduro og hans kumpaner vil gå for at blive ved magten. Og det mest bekymrende, er måske det sidste fællestræk mellem Venezuela og Sovjetunionen. Mens denne type kollaps typisk er bremset af militæret i både Latinamerika og Thailand – og bagefter i nogle tilfælde skabt af militæret igen – er Venezuelas militærledelse blevet ligeså ideologisk infiltreret som den var i Sovjetunionen. Den øverste ledelse er under mistanke for at være involveret i bl.a. narkotikahandel, og har stærke incitamenter til at beholde Maduro ved magten. Hvordan det ender, er svært at se, men det bliver næppe kønt.
I går kom den sørgelige nyhed, at den amerikanske nationaløkonom William Baumol er død, 94 år gammel. Tyler Cowen, der bragte nyheden, beskriver ham som ”one of the greatest of living economists.” Betragter man Baumols lange karriere, er det da også forbløffende at se, hvor mange felter han har bidraget substantielt til. Baumol, der var født i New York i 1922, forlod den amerikanske hær i 1946 og endte med en PhD fra London School of Economics i 1949, med ingen mindre end Lionel Robbins som vejleder. Han havde tidligere studeret nationaløkonomi og kunsthistorie sideløbende. Baumol tilbragte senere en lang del af sin karriere som professor på Princeton og New York University, og var blandt de økonomer, der oftest blev nævnt som kandidater til Nobelprisen de sidste ti år.
William Baumol bidrog som sagt til en række områder. Man nævner ofte hans arbejde med teorien om ”contestable markets”, teorien om pengeefterspørgel han lavede sammen med James Tobin, og hans bidrag til miljøøkonomi. For mig er to bidrag dog særligt vigtige og originale.
For det første formulerede Baumol i 1968 den situation, der i dag bærer hans navn: Baumol’s Cost Disease, eller bare Baumols omkostningssyge. Den er ekstremt relevant for samfund som Danmark, hvor det offentlige allerede af politiske grunde fylder omtrent halvdelen af økonomien. Baumols tese kan forklares i tre trin. Først bliver det private erhvervsliv mere produktivt, og lønningerne i den del af økonomien stiger derfor. Derefter får andre erhverv, og ikke mindst det offentlige, et problem med at tiltrække arbejdskraft, og må derfor hæve lønningerne for at kunne få folk. Tredje trin er konsekvensen: Idet det offentlige har hævet lønningerne uden at være blevet mere produktivt, er det blot blevet dyrere. Den offentlige del af økonomien kommer dermed til at fylde en større del af den samlede økonomi, og bliver over tid en større byrde at finansiere. Baumols omkostningssyge er dermed en logisk og meget bekymrende måde at forstå den langsigtede udvikling i de vestlige lande mod større offentlige sektorer, og ikke mindst i lande som Danmark, hvor omkostningssygen praktisk taget er indbygget som automatik i overenskomststrukturen.
Baumols andet særlige bidrag har været ekstremt indflydelsesrigt i forskning i entrepreneurship. I 1990 udgav the Journal of Political Economy hans artikel Entrepreneurship: Productive, Unproductive, and Destructive, hvor han startede fra præmissen, at der ikke er mere entrepreneurship eller iværksætteraktivitet i nogle samfund end i andre. Forskellen ligger ifølge Baumol i stedet i den retning, aktiviteten tager: Er den produktiv, uproduktiv eller direkte destruktiv? Baumols hypotese er, at samfundets institutioner former de incitamenter, de potentielle iværksættere har, og at gode institutioner derfor bl.a. virker gennem at kanalisere iværksætteraktiviteten over i produktive formål. Omvendt vil dårlige institutioner give potentielle iværksættere stærke incitament til at bruge deres evner på rent-seeking og anden politisk indflydelse, der er potentielt destruktiv.
Jeg havde fornøjelsen af at møde Baumol en enkelt gang til en konference i Spanien mens jeg stadig var PhD-studerende. Hans plenary var et højdepunkt i en ellers temmelig ringe konference, og han var bedstefaderligt venlig, rar og hjælpsom, da jeg stillede et spørgsmål i pausen efter hans præsentation. Som amerikanerne siger, Baumol var en ’class act’. David Henderson skriver kort om ham her med samme budskab. Her er Vox med en omtale; Alan B. Krueger tweetede nyheden i morges med link til et interview, han lavede med Baumol for nogle år siden. Alle kommentatorer er enige om, at Baumol vil blive savnet i en grad, som kun ganske få gør sig fortjent til.
Siden marts har universitetsverdenen i de vestlige lande været i oprør. Grunden er, at det ungarske Orbán-regime fører en direkte kampagne mod et af Centraleuropas mest velrenommerede universiteter. Central European University er grundlagt med og fortsat støttet af midler fra rigmanden George Soros fond, og hviler dermed på et liberalt, åbent grundlag. En stor del af det videnskabelige personale er udlændinge (inklusive min gode kollega Michael Dorsch), ligesom cirka 2/3 af studentermassen, og alle universitets uddannelser er automatisk akkrediteret i både Ungarn og USA. Dét er blevet for meget for det erklæret illiberale styre, som nu forsøger med alle midler at lukke universitetet. Som Michael Stewart (UCL) og Rogers Brubaker (UCLA) opsummerede situationen forleden (hattip: Niclas Berggren):
The legislation — formulated in general terms but plainly directed against the CEU alone — would require the CEU, which is fully accredited in both the United States and Hungary, to operate educational programmes in the US as well as in Hungary; it would oblige the CEU to change its name; it would end the practice of allowing non-EU faculty to teach without work permits; and it would allow the university to operate only on the basis of an inter-state agreement between the United States and Hungary.
The first of these would be prohibitively expensive and serve no educational purpose; the second would destroy the symbolic identity of the university; and the last two would fatally compromise the autonomy of the University by subjecting its operation to the discretionary approval of the Hungarian government.
En af de pikante detaljer ved hele sagen er, at Orbán valgte at benytte en særlig nødprocedure for at haste lovgivningen gennem parlamentet. Denne nødprocedure er tænkt som en mulighed ved f.eks. naturkatastrofer og regeringen kan kun lovligt benytte den fire gange om året. Bekæmpelsen af CEU er med andre ord så vigtig for regeringslederen, at han gør brug af en politisk tvivlsom metode.
CEU – som var vært for dette års konference i the European Public Choice Society – er således blevet et symbol for kampen mod Ungarns politiske march mod Putin og Erdogan. Og Orbáns opførsel har til en vis grad haft utilsigtede konsekvenser, da en række politikere på hans egen fløj og i hans eget parti meget offentligt hr udtrykt skepsis overfor den nye lov. Der er i det mindste tegn på, at dele af regeringspartiet Fidesz ikke ønsker, at Ungarn bliver et elektoralt diktatur, som Orbán tydeligt har planer om.
Problemerne stopper dog ikke hos angrebet på CEU, men stikker langt dybere. Staten gør ihærdige forsøg på at bringe civilsamfundet under dens kontrol og Ungarns pressefrihed er for eksempel svækket betragteligt i de senere år. Da situationen var bedst i 2003, vurderede Freedom House (via dets Press Freedom Index) presse- og mediefriheden til 20 på en skala fra 0 (det perfekte) til 100 (det nordkoreanske ideal). I dag er Freedom House-vurderingen en score på 40, hvilket placerer EU-medlemmet Ungarn på niveau med Indien og det kinesiske-styrede Hong Kong. Spørgsmålet er, om udviklingen stopper der, eller om Europe skal se frem til en autokratisk plet midt i dets centrum. Hvad der sker de næste uger med CEU og regeringens juridiske angreb på den akademiske verden bliver sandsynligvis en stærk indikation om retningen af Ungarns udvikling.
Christian skrev tidligere i dag et fremragende indlæg i anledning af 35 årsdagen for Englændernes bombardement af Port Stanley – en logistisk triumf.
Den dag i dag vil Argentinerne ikke anerkende, at Falklandsøerne – eller Malvinas – ikke er en del af Argentina. Et synspunkt som, i hvert fald på papiret bakkes op af det øvrige Latinamerkanske lande – ligesom Spanien indtil man blev medlem af EU også var på Argentinas side (interessant om Brexit fører til man igen indtager denne position).
Hvis du har glemt baggrunden for Falklandskrigen for 35 år siden (Argentinske tropper invaderede øerne den 2. april), vil jeg henvise til et par blogindlæg jeg skrev i anledningen af 30-året for Argentinernes invasion og efterfølgende forsmædelige nederlag.
Selv om retorik og tilgang til konflikten efter valget af Macri til præsident er blevet mere afdæmpet og kompromissøgende, så har Argentina ikke, og vil formentlig aldrig formelt opgive kravet på Malvinas.
I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.
En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.
Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).
En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.
Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.
Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.
Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”
Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.
Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.
Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.
Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.
I vores sommerserie om public choice er vi i dag kommet til et spørgsmål, som optog Buchanan og Tullock i deres banebrydende The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy fra 1962. Spørgsmålet er, hvor lang og detaljeret en forfatning bør være. Dette spørgsmål havde ikke været stillet i en konkret analytisk ramme, selvom forfatningsjurister og andre må have spurgt sig selv, hvad og hvor meget, de skulle tage med i en forfatning.
